Universitetsstipendiat Edv. Bull vil i sin flittige og indholdsrige Bog Folk og Kirke i Middelalderen. Studier til Norges Historie (1912) gøre Rede for hvad der var det norske Folks Tro i den katolske Tid: „Hvad jeg vilde vite, var altså ikke, hvad kirken lærte, men hvad den virkelig hadde fåt folket til at tro; ikke de krav til livet, den stillet, men de, folket stillet sig selv; og desuten vilde jeg vite, hvad der lå igjen av gammelt hedenskap, vel skjult for presteskapets øine eller frækt omklædd under nye navn, men med gammelt indhold."

Med dette Maal for Øje skyder Forfatteren den kirkelige Litteratur og den kirkelige Kunst til Side og henter fortrinsvis sit Stof i Diplomatarium Norvegicum og Diplomatarium Islandicum, hvis Breve har givet ham mange gode Træk af Folkets Færd og Tænkesæt, ligesom Sagaerne en og anden Gang har overleveret et Udbrud, der aabenbarer de stejle Bønders Mening eller har gemt Forestillinger, som hørte Fortiden til. I et Dokument fra 1338 hører vi om to Mænd, der løber efter Præst til deres døende Broder, men paa Vejen møder hans Drabsmand, hvorpaa de glemmer Præsten og øver Blodhævn. I Sturlungasaga kvæder Skjalden i Anledning af Sturla. Sighvatssøns Overfald paa Biskop Gudmund Aressøn:

Ej saa ilde har Sturla evnet Tume at hsevne. Kristus raader for Ryet, Ravnen stoppes med Kroppe.

Samme Saga ved at fortælle om Biskop Gudmund, som var en hellig Mand, at han kunde skifte Ham. Skik og Brug, der holdt sig i Norge til det 18.—19. Aarhundrede, bringer Bud fra ældgammel Tid; saaledes har Gand. Bull Beretninger, om at Bønderne i Eidsborg Sogn bar St. Niculs ud af Kirken Eidsborgsøen rundt og tvættede Helgenbilledet for at faa godt Aar, en Skik, der synes at gaa tilbage til germansk Frugtbarhedskultus (jfr. Tacitus: Germania cap. 40).

Men hvorfor nævnes knapt Draumkvædet, dette store tunge Digt om Helvede og Himmerig og om Dommedag, som har levet i Folkemunde gennem Aarhundreder og trods Tidens Ødelæggelse endnu har en forunderlig Magt; det siger noget om Middelalderens Norge, som Diplomer aldrig kan sige, og Sagaen efter sin Natur helst tier med; det viser saa fuldt som anden Overlevering gammelnordiske og kristelige Forestillinger Side om Side.

Andagtsbøger, Prædikener, Billeder i Kirkerne forkaster Gand. Bull med velberaad Hu, thi direkte giver de ingen Oplysning om hvad Folket tænkte og troede; og dog maa vi ty til disse Kilder, om vi vil fange lidt af Middelalderens Liv og faa Sammenhæng i de faa Ytringer, der lyder fra Lægfolk, — men jeg skal indrømme, at man maa træde varsomt ad den Vej.

De kirkelige Kilder har imidlertid en egen Værdi, idet de ofte meget tydeligt lærer, hvorledes det gamle og det ny og fremmede føjede sig sammen for dem, der skulde være Vejledere. Kirkens Mænd var Nordmænd trods Latinen og havde taget større eller mindre Arv fra Forfædrene, baade hvad Forestillinger og Følelser angaar. Der er næppe Grund til at sætte altfor skarpt Skel mellem Kirke og Folk.