Prof. Poul Joh s. Jørgensen har paabegyndt en ny Udgave af sin Udsigt over den danske Retshistorie. Denne fortræffelige Bog har vundet yderligere i Klarhed ved Forfatterens Gennemarbejdelse, og de Litteraturhenvisninger, hvormed hvert Afsnit slutter, er meget fyldige. Bogen fortjener at læses af mange andre end de juridiske Studerende, for hvem den nærmest er beregnet.

I Efteraaret 1912 er begge de to store, smukt illustrerede Subskriptionsværker: Folkenes Historie og Verdenskulturen, naaet til Afslutning. Det første begyndte at udkomme i 1903 under Redaktion af Johan Otto s en, der ved sin Død 1904 afløstes af Niels Møller, det andet i 1905 under Redaktion

af Dr. Aage Friis — thi at det paa „Verdenskulturens" Titelbladhedder:redigeret af Aage Friis under Medvirkning af nordiske Videnskabsmænd, er jo kun en uheldig Omskrivning af, hvad der i „Folkenes Historie" mere korrekt er angivet ved: fremstillet af nordiske Historikere under Redaktion af Johan Ottosen og Niels Møller. Folkenes Historie er skrevet af en norsk og 15 danske Forfattere, af hvilke Redaktøren selv, Niels Møller, i mange udmærkede Fremstillinger, særlig af store Partier af Englands Historie, trækker sin meget betydeligeDelaf det tunge Læs og paa en værdig Maade bistaas af sine Medarbejdere, selv de enkelte ganske unge, han har knyttet dertil; i Verdenskulturen har Redaktøren helt overladtForfatterarbejdettil 44 næsten alle fremragende og anerkendte Forskere, deraf 34 danske, 6 svenske og 4 norske. Det er i høj Grad til Ære for nordisk, og særlig for dansk, historisk Forsken, at disse to Værker har kunnet lade sig gennemføre, thi selvom de mangfoldige Enkeltafhandlinger,, hvoraf de er dannede, naturligvis ikke alle er lige værdifulde, saa er de dog alle i det store og hele tilfredsstillende Vidnesbyrdom,at der i Danmark og i Norden arbejdes indenfor alle Historiens Omraader paa en Maade, der ikke staar tilbage for, hvad der ydes i de fleste H»«ende Samlings værker fra de store Kulturlande, og i mange, særlig af Verdenskulturens Afhandlinger,kanman glæde sig over megen Selvstændighed og Originalitet i Æmnernes Fremførelse. Derimod maa det indrømmes, at Redaktionen af begge Værker forekommer temmeligløsog svag. I Folkenes Historie ses det mest i det ydre; de enkelte Afhandlinger har fra Begyndelsen af ikke været holdt indenfor indbyrdes vel afstemte Grænser, en enkeltharendog faaet Lov at vokse ud over al Maal og Maade; jo længere Udgivelsen er skredet frem, desmere Petit har der maattet indskydes for at faa alt det nødvendige med — et tydeligtVidnesbyrdom, at alt senere, nok saa energisk Arbejde for at raade Bod paa en oprindelig mangelfuld Plan er haabløst.IVerdenskulturen er hele det ydre Apparat i den bedste Orden, selv om det indbyrdes Forhold mellem Bindene ikke er godt afpasset; til Gengæld er de indre redaktionelle Brist

særdeles iøjnefaldende. Denne Værkernes redaktionelle Svaghed har ligesom faaet sit Udtryk i deres Titler, som er valgte saa iørefaldende, at de lover noget ganske andet end de holder. Hvorfor kalde et Værk „^Folkenes Historie", naar f. Eks. PolakkernesHistorieikke behandles som Helhed, efter at Polen er ophørt at eksistere som Stat, naar det i det hele taget ikke er „Folkenes", men som i enhver anden almindelig Verdenshistorie „Staternes" Historie, der skrives? Hvorfor endnu mere pretentiøstkaldeet Værk „Verdenskulturen", naar mangfoldige og væsentlige Sider af Verdens Kultur i Fortid og Nutid deri overhovedet ikke omtales, naar det hele Værk simpelthen er en Samling Enkeltafhandlinger fra de Omraader, der i al Übestemthed og uden dybere Eftertanke staar for den almindeligedannedeBevidsthed som Kulturhistoriens væsentligste? „^Almindelig Verdenshistorie" og „Almindelig Kulturhistorie" vilde have været mere rammende Titler. Til „Folkenes Historie"erder lovet et Register; det vilde være særdeles ønskeligt,omet lignende Løfte ogsaa var blevet afgivet for „Verdenskulturens" Vedkommende. Erik Arup.