Generaldirektør Marcus Rubin har omarbejdet sit Bidragtil„FolkenesHistorie" til en selvstændig Bog: Tysklands Historie fra 1848 til Nutiden (1912), og man maa ønske, at hans Fremstilling ogsaa i denne mere selvstændige Form maa finde mange Læsere. Omend Rubin, siden hans to store Værker i dansk Historie for tyve Aar siden saa Lyset, aldrig helt har sluppet Forbindelsen med Historien, men stadig trods sin store Virksomhed har fundet Tid og Lyst til nu og da at sende en historisk Afhandling ud, er det dog, som om han særlig ved at udsende denne Bog har villet vise, at han nu som dengang hævder sin fremskudte Plads i de danske historiskeForfatteresRækker.Derfor griber man den ogsaa med Nysgerrighed, man vil se, om Forfatterens Fysiognomi har

forandret sig. Det har det, men ikke til Skade; Sproget er klarere, mere sammentrængt og kortfattet, men under denne klarere Overflade funkler Livfuldheden, igennem de kortere Sætninger lyser Tankeindfaldenes Glimt. Den rolige, beherskedeToneerden, der er naturlig for en Mand, som selv har set megen Politik og Administration paa nært Hold; i Skildringer og Vurderinger af de ledende tyske Mænd er der al den Vægt, som stor Menneskekundskab forlener. Men det er næsten, som Rubin i dette Skrift har haft den Vilje at skrive ren Historie, som han derfor, næsten forsagt, har villet bringe i Glemme, at hans store økonomiske Indsigt var den Dør, ad hvilken han traadte ind i Historieskrivningen. Med ægte historisk Nøjagtighed og Petitesse giver Rubin os den politiske Forhistorie lige fra 1815 til op til 1862, selv det i al sin Begivenhedsrigdom snart lidt trættende Anno 48 faar alt, hvad der tilkommer det. Saa med 1862 træder Helten, Bismarck, ind paa Scenen; forud for ham gaar en Karakterskildring,dermaaskeer mindre dyb end levende, og derefter oprulles hele hans Livsgerning for os: hans teknisk vidunderlige,haandfasteRealitetspolitikog dens mægtige indre og ydre Tilsyneladelser. Omkring ham segner alle Nabostater, og med rolig Værdighed og rimelig Udførlighed fortæller Rubin os, hvorfor ogsaa vi maatte segne; omkring ham segner alle indre politiske Modstandere, i alt Fald alle undtagen Windthorst,ognoglefaar hans Haansord med i Faldet. Men da Jærnkansleren selv falder i 1890, er det da ogsaa, som om Rubin mister sit egentlige Æmne. Det er, som om han derfra i et Spring sætter frem lige til 1912, og saa vender sig om for at se,' hvad der kan være af Interesse at omtale for disse 22 Aar — og derved naturligt mest faar Øje paa det nærmestliggende. 1890erne svinder saa temmelig bort i Horizonten, af den Gapriviske halvliberale Æra er Billedet ret ufuldstændigt, og man faar Indtrykket af, at der heller ikke i den senere Tid er nogen Mand, hvem det lønner sig at fæste Blikket paa. Og dog vil maaske den, der i 1913 tager en Fremstilling af Tysklands Historie indtil Nutiden i sin Haand, snarere end i Bismarck, hvis Skikkelse dog saa

ofte er tegnet op, være interesseret i en mere indgaaende Skildring af en Mand som Bernhard v. Biilow, der som den nærmere kun vil staa for ham i'utydeligere Omrids, men som en langt finere Personlighed, og trods sin smilende, elskværdige Taleform, maaske ligesaa viljestærk, kæmpende med andre, men næppe mindre Vanskeligheder end Bismarck, blot i en anden Tid og paa en anden Maade; Biilow, der var den første Rigskansler, som bevidst søgte at samle et fast parlamentariskFlertalomen fast Rigsdagspolitik, og som gik af med den store Spaadom om „Philippi", da dette Forsøg strandede, og hans Rigsdagsmajoritet opløstes ved de KonservativesFrafald;Biilow,der ikke blot var en tro tysk Tjener for Wilhelm 11, men som i de mørke Novemberdage 1908 ikke tog i Betænkning at gøre sig til Rigsdagsflertallets Talsmand overfor den altfor aabenmundede Kejser, „lidt Falskhed var der altid deri." Dernburg, vistnok den første tyske Minister hentet fra Forretningslivet, og mere end nogen anden en Type af det moderne, efterbismarckianske Tyskland, nævnes slet ikke. Aarsagerne til Socialdemokratiets Udbredelse og voksende Betydningdvælesderikke tilstrækkeligt ved; man hører næsten intet om, hvorledes det i Båden og Wiirttemberg ofte støtter Regeringerne,medensHamburgog Liibeck har maattet forandre sine Valglove, for at ikke en Socialdemokrat en skønne Dag skulde blive Borgmester og dermed „regierender Fiirst"; — og netop i Socialdemokratiets kolossale Vækst ligger dog paa engang Tysklands Svaghed og maaske dets Fremtid. Heller ikke staar det klart, at det store Omsvingsaar i Tysklands Marinepolitik, det Aar, da Kapløbet med England begynder, som nu endelig synes at have fundet sit foreløbige Hvilepunkt, er 1897, det Aar, da v. Tirpitz blev Marinestatssekretær — ogsaa v. Tirpitz' Navn burde have været nævnt. Den store Kappestrid mellem England og Tyskland træder overhovedet ikke samlet frem for Læseren, denne Kappestrid, der er det moderne arbejdende Tysklands første Adkomst til Ære og Samtidens Beundring, og det des mere, jo sikrere det synes at skulle lykkes for de fremragende Mænd, der leder de to Landes Regering — og blandt dem ikke mindst Kejseren —

at holde den fri for en Krigs brutale og formaalsløse Afbrydelse.Ogdogskulde man tro, at Skildringen af denne Kappestrid, der begyndte reiit kommercielt for efterhaanden helt at glide over i det politiske, og som mere end noget andet har fæstet ogsaa vore Blikke paa de to Lande, maatte være som tilrettelagt for Rubin, der kan tale om økonomisk Arbejde og Virksomhed og dets Sammenspil med Politik med en Indsigt som ingen anden. Over denne store Nutid skulde et skarpere Dagslys være faldet, thi den har ladet selv BismarcksSkikkelsetrædetilbage blandt Fortidens Monumenter. Saadan staar nu hans mægtige Stenstatue i St. Paulianlæget i Hamburg — men netop Rubin burde have fortalt os det moderne Tysklands Historie ikke ved Foden deraf, men faa Minutters Gang borte derfra, nede ved Hamburgs Havn.