Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder udgivne af Robert Neiiendam. Kbh. 1911 1).

Studiet af dansk teaterhistorie har siden Overskous grundlæggendeværk,
der gav en samlet fremstilling af hele vort
nationalteaters historie, mere og mere koncentreret sig i monografiskearbejder

1) Redaktionen har modtaget 2 Anmeldelser af denne Bog og har ment at burde optage dem begge, da de supplerer hinanden ved at anlægge helt forskellige Synspunkter for Bedømmelsen.

grafiskearbejderover snevrere tidsafsnit og har, forsåvidt det har haft fast grund i omfattende arkiv- og biblioteksundersøgelser,frembragt værdifulde resultater. Opmærksomhed har også skuespiller Robert Neiiendam vakt ved nogle teaterhistoriskeafhandlinger, dels i nærværende tidsskrift, dels i SønderjydskeAarbøger, og han har med sin ny store bog betrådt en indenfor dette studium lidet befærdet vej, idet han med understøttelseaf Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og af det Raben-Levetzauske Fond har udgivet en samling teaterhistoriskeaktstykker og breve, væsentligt fra tiden 1750 —1800. Det er denne bog, der her skal gøres til genstand for anmeldelse,og den skal underkastes en prøvelse som det, den i første række er: en udgave af historisk kildemateriale.

Det første indtryk, man får af bogen, er übetinget gunstigt. Udgiveren er med stor begejstring og kærlighed til opgaven gået til sit arbejde, han har flittigt benyttet biblioteker og arkiver og har fremdraget en mængde nyt stof (de fleste af brevene er hidtil utrykte), der har betydelig interesse, ikke blot for teaterhistorien, men også for personalhistorien og kulturhistorien. Han har forsynet aktstykkerne og brevene med et væld af oplysninger, der for største delen er hentet fra utrykte kilder, og som indeholder meget nyt og ukendt. Der vilde kortsagt her foreligge et værdifuldt kildeskrift — hvis det var til at stole på. Om det er det for anmærkningernes vedkommende, skal jeg lade være ganske usagt, da jeg ikke har prøvet dem, og jeg vil gærne her tro det bedste. Men anmærkningerne er kun en del af bogen, den største og vigtigste er dog de meddelte breve og aktstykker, og her tør det efter foretagne stikprøver med originalerne ved siden udtales, at udgaven er af en sådan art, at man, selv om man før har set noget af den slags, uvilkårligt gribes af forbavselse. Dette går langt ud over det endog blot nogenlunde tilgiveliges grænser.

Jeg skal i denne sammenhæng ikke lægge den mindste vægt på, at skønt det i fortalen udtrykkelig erklæres, at brevenes ortografi er „bevaret bogstavret", er dette så langt fra tilfældet, at der på snart sagt hver side vil kunne findes talrige forsyndelser. Ej heller skal jeg hæfte mig ved,

at når udgiveren i kritisk parentes indfører (som det hedder i fortalen) „det rigtige", da er det ikke altfor sjældent på gale steder, han anbringer det, o: på steder, hvor det, der står, giver fuldgod mening og slet ikke er korrupt (ganske exempelvis henvises til p. 69, 1. 18 f. o. eller til p. 280 ]. 23 f. o.)- Ligeså lidt skal jeg gøre ophævelser over, at udgiveren er inkonsekvent i at rette (ganske exempelvis: p. 111 1. 9 f. n.: [hjvorledes, men p. 73 1. 4f. o.: vorhen). Så dadelværdige end sådanne sjuskerier og inkonsekvenser i og for sig er, skulde de ikke i mindste måde have givet mig pen i hånd; hvad der har fremkaldt denne min anmeldelse, er den række af grove læsefejl, der gør texten fuldkommen meningsløs eller giver den diametralt modsat mening, og som svækker hele bogens autoritet. Jeg tager i det følgende, som det vil ses af citaterne, mine exempler spredt rundt om i bogen, foreløbig fra stof, til hvilket originalerne findes i det Kgl. Bibliotek.

Jeg skal begynde med at gennemgå et enkelt brev: Foersoms brev til Rahbek af 25/7 1813 (udg. p. 61— 64), idet jeg utrykkelig gør opmærksom på, at jeg her som overalt forbigår alle „småtterier" som forsyndelser mod ortografi o. lign.:

p. 61, 1. 2f.n. udg.: flsaa vanskeligt som det maaske v_yv(odi osaurov* er fuldkomment at opfylde, saa vanskeligt er det physiske a:₁₁ for mig" ; — orig.: „. . . . moralske . . . ."

p. 62, ]. 20 f. o. udg.: Bknaele og komme ned paa Knre.
kan jeg endda saa som saa; men op igien — ja, der
stopper det" ; — orig.: o: komme ned ....'"

p. 62, 1. 9 f. n. udg.: „. ... lade mig blive inden for
Skranken" ; — or ig.: „. ... uden for ...."

p. 62, 1. sf.n. udg.: „. .. . vist nok for venligt ....":
— orig.: „. . . . partisk ... ,u,u

p. 63, 1.5 f. n. udg.: nnaar man nu forer Argumenter paa det omskaarne nathanlamiske og det uomskaarne Bruunske Pergament, saa er der Liv i Spillet"; — orig.: „. ... nathandavidske ...."

p. 63,1. 2 f. n. udg.: „der mangier ikke Trompet-Skrald

fra Baggesen, eller Ballast af Selvroes"; — o rig.:
„. .. . paa Bogstave?-.. .."

p. 64, 1. 4f.0. udg.: „give Gud at Jfr. Funks nasal- Toner og Wildts guliura\-\abia\-Bogstavers Vel-Lyd bekomme baade Svensken og Fyenboer vel"; — orig.: „. .. Bogstaver ell: Lyd .. . Fyenboen ... ."

p. 64, 1. 10 f. o. udg.: „undskyld, for een Gang et übeskrevet Brev, thi min Merinerino venter, og jeg er ikke istand til at finde en Sax", hvortil føjes p. 233 den note: „Merinerino vil i dette Tilfælde sige: min langhaarede Dreng"; — brig.: „... übeskaaret ... min Mercurius [o: postbudet] ... ."

Dette er et udvalg af læsefejlene i et eneste brev, ganske vist de mest graverende. Andre steder vil man støde på ganske lignende ting. Således har Londemanns versificerede ansøgning til magistraten p. 14 ganske mistet sin mening og pointe ved en læsefejl. Det sidste vers lyder i originalen:

„Vil Gunst og Naade mig den Lykke unde, at
Jeg naaer mit onske-Maal, Den hoye Magistrat
Jeg vil velsigne for saa god en Nyt Aars Gave,
Og takke meere, end jeg ellers Tak kand have
Af heele Publico for aid min Tieneste,
Hvoraf jeg ikke selv, men andre kun, kand lee."

Udgiveren ødelægger mening og pointe 4- rim ved i sidste
linje at læse leve i stedet for lee.

Jeg hidsætter endnu følgende, stadig efter orig. i det Kg].
Bibliotek:

p. 48, 1. 11 f. n. (Foersom til Rahbek, 20/o 1805): udg.: „. . . den inderligste Hengivenhed til en Digter, hvis Studium forekommer Livet for mig"; —ori g.: „.. . forskionner [o: forskiønner].. .."

p. 61, 1. 14 f. o. (Foersom til Rahbek, 4/e 1813): udg.:
'„Døm nu selv, kiæreste Rahbek!"; — orig.: „....
du "

p. 106, 1. 13 f. o. (J. S. Heger til Mplbech, "24/e 1851):
udg.: (det) „vilde dog være barnagtigt af mig at sende

Dem disse hverken hensigtsmæssige og gode Smaa-
Arbeider"; — o rig.: „. .. forresten ....'"

p. 136, 1. 9f.0. (Preisler til Rahbek. 3"/ r» 1779): udg. : „Jeg kand umuglig beskrive Dig, hvor inderligen rørt min Kone blev. da jeg læste det Sted for hende, som angaar hende. Hun udraabte meere end 10 Gange: Gid vi nu var i Fredensborg hos Rosin gs, medens Rahbek er der. Her gav Du, Beste! atter Anledning til en Scene som jeg ikke vilde have misted for meget. Vi saae begge paa hverandres Bryst, fulde af Dig og vores Kierlighed"; — o rig.: „. .. sank ...."

p. 188 1. 9f. n. (Fr. Schwarz til Rahbek, 14/io 1787): orig.: „Hvad maaske mine fiender endog saa vil laste paa min Caracter. . ."; — orig.: „. . . mørke . . . kaste . . . ,"

Hermed skal jeg stanse med exempler efter originaler i det Kgl. Bibliotek. Der var naturligvis den mulighed, at udgiveren kunde have været særlig uheldig med læsningen i det Kgl. Bibliotek, og at den i Rigsarkivet kunde være lykkedes bedre. Jeg har derfor gjort stikprøver efter aktstykker i teaterarkivet, som opbevares i Rigsarkivet, men resultatet blev ganske det samme. Overhovedet er det, når jeg undtager de aktstykker i bogen, der tidligere har været trykt af Birket Smith o. a., ikke lykkedes mig at støde på noget stykke, ved hvis gengivelse udgiveren ikke har begået fejl enten af den ene eller anden art.

Jeg hidsætter som exempler på læsefejl i aktstykker fra
Rigsarkivet følgende:

p. 73, 1. 15 f. o. (Catharine Frydendahl til Theaterdirektionen, 2/io 1799): udg.: „Iblandt de mange Übehageligheder, som paa nogen Tiid har sammensvoret sig, om ethvert af mine Skridt'paa Theatret. . ."; — orig.: „. . . samme_nsnoet sig . . . ."

p. 73, 1. 12 f. n. (samme aktstykke): udg.: „Hvormegen Ret ieg end havde forbemt. Aften, at nægte at giøre min Tienste, da den Dragt som var mig bestemt var giort halvandet Qvarteer kortere end tilforn og ieg ikke

uden at have beskiemmet og blottet raig kunne have fremstillet mig deri, saa dog for at undgaae en übehageligScene for Directionen og mig, lod ieg mig ifare en Kiole af Mad^m Rosing, hvorved ieg vel blev meere skiult, men ikke mindre designeret ...."; — o rig.: „ .. defigurert. ..."

p. 109,1. 2f. o. (H.C.Knudsen til Tbeaterdirektionen, oktbr. 1798): ud g.: „Jeg spilte Landraad Giertner, en af Hr. Gielstrups Roller med lydelig mishag . .."; — o rig.: „. .. tydelig ...."

p. 110,1. Uf. o. (H. G. Knudsen til Thaarup, 27/io 1798): ud g.: „Denne Sadelmager heder ikke Wunderlig omsonst, for et Aarsiden til Hr. Runstæds Debut læste ieg med mange übehageligheder denne Rolle"; — ori g.: „. .. lærte ...."

p. 110,1. 9f.n. (samme aktstykke): ud g.: „. ..Nu Spørg
jeg Dem Hr. Directuer: Hvem er den fornærmede? .. .";
—o rig.: „. .. fornoermende. ..."

p. 188,1.5 f. o. (Schwarz til Warnsted, 177 ss 1786): „Jeg har fornemlig vildet ansøge det hos Hds. Majst. Kongen, men Hands Excellence var saa serdetøs naadig, at beroelige mig med fritagelse for denne Tortur"; — ori g.: „... formelig . ..."

Dette får være nok. Det vil formentlig være tilstrækkeligt til at vise, at en af de første elementære fordringer, der stilles til den, som vil udgive skrevne sager, nemlig at han må kunne læse skrift, opfylder udgiveren i sørgelig ringe grad. Det vil tillige vise, at en anden ligeså elementær fordring, nemlig den, at en udgiver må forstå, hvad han udgiver, og, om han er i tvivl, da må udtrykke sin tvivl om læsningens rigtighed, opfylder udgiveren ligeså lidt. ' De fleste af de ovennævnte fejl er dog af en sådan art, at simpel eftertanke måtte have kunnet sagt ham, at der måtte være noget galt på færde. Men der er intetsteds spor af, at han overhovedet har næret tvivl om læsningen af ovenstående steder.

Carl S. Petersen

Teaterhistorisk set har Udgiveren heller ikke magtet Opgaven og han har vist sin bristende Evne til at se kritisk paa det Materiale, der forelaa. At der i hans Noter er tilvejebragt en Mængde nye Personaloplysninger, er utvivlsomt, men for den Læser, der i al Almindelighed søger at faa Indtryk af Datidens Teaterforhold, er hans Bog af en farlig Art, thi det Indtryk, man faar, er ganske øjensynlig fortegnet i Forhold til den historiske Virkelighed.

Penge og atter Penge, Fattigdom og bundløs Gæld er Hovedindtrykket af disse Skuespillerbreve, og Livet som Aktør i hine Tider synes alt andet end misundelsesværdigt. I Virkeligheden var Forholdene ved Teatret ganske vist smaa baade i det attende og en Del af det nittende Aarhundrede, og Sparsommeligheden sad i Højsædet, medens Frederik den Sjette, som Kronprins og Konge, stod for Teatrets Styre. Men at Fattigdom og Nød var et Særkende for Skuespilleren, er vistnok ganske forkert. I og for sig var den økonomiske Trang, baade inden for Skuespillerstanden og i andre Kredse, relativt set næppe synderlig større end nu om Stunder, de særlig trange Aar efter 1813 naturligvis ufortalt; den var snarere mindre, fordi man bedre forstod at nøjes med lidt. Men hvoraf kommer det da, at Kravet om Penge gaar som en rød Traad gennem alle disse Breve? Ganske simpelt fordi det overvejende er Breve, der er rettede til Teaterstyrelsen, den Autoritet, der sad paa Pengekassen og' som havde Personalets økonomiske Velfærd i sin Haand. De samme Skuespillere har naturligvis skrevet mangfoldige Breve om andre Ting, men de er blot for største Delen gaaet til Grunde.

Hvis man f. Eks. vilde sætte sig hen og udgive en SamlingBreve fra danske Officerer fra det syttende og attende Aarhundrede — og der kunde blive mange Bind — maatte man i alt væsentligt hente dem fra eet bestemt Arkivterritorium, og Pengetrangen som Ledemotiv vilde i samme Grad komme frem her som ved Skuespillerbrevene. Selv om Datidens Officerer og Embedsmænd ofte maatte vente længe paa deres Lønninger og undertiden blev helt narret for dem, vilde det dog være forkert at antage, at deres hele Interesse kredsede

om Pengene. De nød Livet og drak af Dunken ligesom andre Medborgere. Men naar de gik til Kongen for at opnaa økonomiskeFordele, afmalede de naturligvis deres Forhold i de mørkeste Farver for bedre at røre Majestætens gode Hjerte.

Hr. Neiiendam har gjort Uret over for sine Læsere ved ikke at oplyse dem om dette Forhold, thi det er klart, at det har en ganske overordentlig, i visse Henseender afgørende Indflydelse paa Forstaaelsen af Brevene og det hele Milieu.

Et andet Forhold, ogsaa af principiel Natur, er at Udgiveren har villet bevare Ortografien bogstavret „for saaledes at give et uforfalsket Billede af de paagældendes Taleform og Dannelsestrin". Ortografien er en af de Ting, der gør stærkt Indtryk paa en dannet Læser, som ikke er vant til at omgaas slige gamle Aktstykker, og dog betyder den saa grumme lidet baade med Hensyn til vedkommendes Maade at tale paa og hans Dannelsestrin; slet Ortografi viser kun, at Brevskriveren ingen Øvelse havde i at føre Pennen, og mange, paa andre Omraader dygtige Mænd var ikke stærke i denne Kunst. Skuespillerne var den Gang, naar de ikke netop var Akademikere, i saa Henseende som Folk var flest, og navnlig Aktricerne kunde vistnok for største Parten slet ikke skrive — eller gjorde det kun grumme nødigt. Dette affødte atter et Forhold, som Udgiveren ikke har gjort opmærksom paa, og som har Betydning ved Bedømmelsen af Personligheden gennem Brevets Form. Man lod ofte andre skrive for sig, naar det gjaldt Henvendelser til Kongen eller de høje foresatte, og det var nødvendigt for et godt Udfald, at Supplikationen fremtraadte i den vedtagne Fa^on med Enevældens nedarvede Underdanighed. Underordnede Kancelliembedsmænd og Smaa-Prokuratorer havde en nem og indbringende lille Forretning ad denne Vej, og senere blev det til ligefremme Skrivestuer, hvor den Slags Ting ordnedes. Af den Art Breve er der adskillige i Hr. Neiiendams Bog, maaske flere end han tror, og det er indlysende, at der ikke er andet personligt i dem end det Faktum, der andrages om.

Skønt Udgiveren har sat sig til Maal at gengive Brevene med
en saa minutiøs Nøjagtighed, at den i Praksis ligefrem er umulig"
at gennemføre, er Teksterne dog paa altfor mange Steder forkert

læst og Meningen forkvaklet; dette viser, at han endnu ikke er tilstrækkelig hjemmevant i et Arkiv. I den ydre Form har han aabenbart taget Bobé's „Efterladte Papirer fra den ReventlowskeFamiliekreds" og Aage Friis's „Bernstorffske Papirer" til Mønster, og deri har han gjort Ret; men han overser, at der hvad Indholdet angaar er en betydelig Væsensforskel mellem disse Breve og hans Skuespillerbreve. I de to nævnte Brevsamlingerveksles Tanker mellem private Personer af høj Kulturog Dannelse; det er Folk, hvis Ord har Vægt, og der ligger en Personlighed bag. I Skuespilierbrevene støder man ganske vist hist og her paa Breve, hvoraf Personligheden lyser frem — saaledes Foersoms Breve, Brevene mellem Rosing og Rahbek, mellem Schwartz og Heiberg etc. —, men største Delen er Skrivelser af officiel Natur, i Datidens stereotype Form og uden noget Personlighedens Præg, handlende om eet og det samme: Penge og indbyrdes Trakasserier, virkelige eller indbildte Forurettelser.

Moralen er da denne: saadanne halv- eller hel-officielle Breve bør i al Almindelighed og i større Mængde ikke udgives in extenso. De bør fremtræde i bearbejdet Form som Grundlag for en Fremstilling, og Bearbejderen maa holde sin Kritik og sin historiske Sans vaagen, hvis han selv og hans Læsere skal faa et rammende Billede ud deraf.

Det Materiale, Udgiveren har fremdraget ud over det, der tidligere er trykt andet Steds, har dog sin betydelige Værdi, naar det ses under den rette Synsvinkel, og den Flid, der er lagt i Arbejdet, bør anerkendes. Endnu har han langt fra indhøstet den tilstrækkelige Sagkundskab, men der bør gives ham Lejlighed til at vise, at han forstaar at drage Nytte af den Kritik, der rettes mod ham. I Arbejdets Fortsættelse maa han yde betryggende Garanti for, at Teksterne kommer til at foreligge i en tilforladelig Skikkelse, og han maa nøjagtig gøre Rede for de Misforslaaelser og Læsefejl, der i saa høj Grad forringer det foreliggende Binds Værdi som teaterhistorisk Kildeskrift.

Eiler Nystrøm