Ved Albert Vandals Død 1. Septbr. 1910 har vor Tids franske Historieskrivning mistet en af sine rigest begavede Mænd. Han var født 1853, udgav i 80'erne forskellige Skrifter vedrørende Frankrigs diplomatiske Historie i det 18. Aarh. og særlig dets Forhold til Orienten, var Medlem af Akademiet og sin Lærer og Ven Albert Sorels højtskattede Efterfølger som Professor i Historie ved Ecole des sciences politiques. Men hvad der vil bære hans Navn til Eftertiden er hans to Hovedværker, det tre Binds Napoléon et Alexandre lerIer (1891^—97) og det to Binds Uavénement de Bonaparte (1902^—07).

Der kan gøres Indvendinger mod begge disse Værker. I det første er Kildedokumentationen noget overfladisk, og man møder ofte Slutninger, der næppe er tilstrækkeligt begrundede. Paa forskellig Maade ægger det ogsaa til Modsigelse. Hans Syn paa Napoleons Politik bunder i den ogsaa hos andre Forfattere forekommende Tro paa, at den væsenligst var bestemt ved Tanken om at knuse England for derefter at vinde Freden, og at hans øvrige Erobringsplaner kun var som

Refleksideer, satte i Bevægelse ud fra dette Centrum. Han ser her næppe rigtigt. Og meget maa revoltere i En mod hans Beundring for Nutidens Alliance mellem det fri Frankrig og Zardømmets Rusland, en Beundring, der sikkert har medvirkettil at drage ham netop til. Studier over Tilsitalliancen og dens triste Skæbne. Det andet Værk gør for Forskningens "Vedkommende et fastere Indtryk. Men det skræmmer noget tilbage ved Fordelingen af Skygge og Lys, ved de mørke Farver, hvormed det revolutionære Frankrigs Udløb i Direktorietidener malt. den levende, næsten übegrænsede Sympati, der omgiver Bonapartes March mod Magten.

Men hvor omfattende er ikke det Studium, der er indlagt i disse Værker, og hvilket glimrende Talent lyser ikke ud af dem! Vandal er i dem begge først og fremmest den udmærkede Skildrer af Mennesker, Situationer og Begivenheder. Han ejer den store Evne til at se og male. Alt er lyslevende i hans Skildring; Sætninger taarner sig op ved Sætninger med Rigdom paa Farver, kraftige og nuancerede. Ud af dem mærkes den fine Tænkning, den skarpe Psykologi, deri sikre Traadslyngning. Og til sine Tider fortætter Maleriet sig til sammentrængte, rammende Billeder.

Hvad der har tiltrukket Vandal ved Værket om Napoleon og Aleksander er — bortset fra det allerede nævnte politiske Motiv — øjensynligt i første Række Modsætningen mellem de to Mænd. Bogen, der spænder fra Tilsit til Overgangen over Niemen, handler om hvorledes de el Øjeblik mødtes, hvorledesde saa lidt efter lidt fjernedes fra hinanden, indtil de stod som Modstandere paa Liv og Død. Napoleon, c'est Vaction, Alexandre, cest le réve. De kunde finde hinanden i fælles Fjendskab mod England, men de maatte skilles. Og dog forser Vandal sig ikke paa deres Karakterers Betydning; han lodder videre; Napoleons Skæbne blev den Refleks af hans Politik, som hedder Uretten mod Spanien, Aleksanders blev den Brøde, som hans Bedstemoder havde begaaet mod Polen; Angsten for Napoleons Planer med Hensyn til dette Land var Hovedmotivet til hans Brud med Kejseren. Hvad der har tiltrukket ham ved hans andet Værk er inere enkelt.

Det er hans Beundring for Napoleon, der opretholdt Revolutionensstore Princip om den borgerlige Lighed, fortsatte og udødeliggjorde dens store Kamp for Frankrigs Grænser og Navn og samtidigt bragte Orden i den store Kaos. Mesterlig er Skildringen af baade Baggrunden for hans Optræden og af Udviklingsstadierne i hans Folkekærhed og hans Indflydelse, den som først vinder det urokkelige Grundlag ved Marengo, fremragende er Skildringen af Konsularforfatningen, Konkordatets Tilblivelse og de første store Reformer. Vandals Talent, i det første Værk helliget til Psykologi og Diplomati, har vokset sig frodigere og bredere i Arbejdet om Bonaparte, og tvinger til Beundring, selv hvor hans Bedømmelse kan forekomme for stærkt paavirket af bonapartistiske Traditioner fra hans Opdragelse og Ungdom.