Rækken af vore Købstadbeskrivelser er bleven forøget med en Bog om Fredericia af Magister artium Hugo Matthiessen. Dermed har Wilses, snart halvandet Hundrede Aar gamle Bog fundet sin Afløser, ligesom Eliassens Arbejde om Kolding er ved at afløse Taubers og Fyhns ældre Beskrivelser. Den tredie Købstad i Amtet, Vejle, maa derimod endnu hjælpe sig med Gaarmanns lille Bog fra 1794.

Fredericias Historie er for saa vidt et taknemmeligt Emne, som den ikke ligner de sædvanlige danske Provinsbyers. Paa en Tid, da de fleste andre Købstæder havde eksisteret i Aarhundreder, og da adskillige af dem som Roskilde, Viborg og Ribe forlængst havde set deres bedste Dage, var Fredericia endnu ikke til. Langt op i det 17. Aarhundrede henlaa Bersodde ved Lillebælt endnu som et øde og übeboet Vildnis. Urgamle Skove og uvejsomme Mosestrækninger opfyldte Halvøen, og i det mennesketomme Land raadede Vildsvin og Ulve, Grævlinger og Oddere; ja, endnu en Menneskealder efter at Byen var bygget, vrimlede det med Hugorme og Kryb paa dens Gader.

Det var efter Svenskekrigen 1643, at den første Skanse blev anlagt paa Bersodde. 1650 fik den paatænkte nye By sine første Privilegier, og dens Navn Frederiksodde nævnes Aaret efter. De omliggende Landsbyer Ullerup, Hannerup og Hyby blev afbrudte, deres Beboere tvungne til at flytte inden for Fæstningens Volde og deres Bymarker forvandlede til Købstadjord. Store Anlæg paatænktes: Havn og Kanaler, Regeringsbygninger, maaske et Kongeslot. Men Frederiksoddes Historie sluttede brat med Svenskernes Indfald i 1657. Efter Stormen d. 24. Okt. blev Byen ødelagt i Bund og Grund, og i nogle Aar henlaa dens Tomter fuldstændig øde.

Den nye By med det nye Navn Fredericia rejste sig langsomt efter Fredsslutningen. Den blev dog aldrig til det, man havde ventet af den. Kongeslot og Havn blev der ikke Raad til, og Beboere til den nye By maatte samles alle Steds fra og ved alle Slags mærkelige Midler.

Katholiker, Reformerte og Jøder fik Religionsfrihed i Fredericia. Fallenter kunde her leve i Fred for deres Kreditorerr og udenlandske Manddrabere havde et Fristed her imod at betale 1 Rdlr. aarlig til Magistraten. Hidtil ukendte Næringsveje, som Dyrkning af Kartofler og Tobak, bragte de fremmede med sig, og alt dette bidrog til at give Byen sit eget Præg, helt forskelligt fra andre danske Købstæders.

Men i en Henseende delte den fælles Skæbne med vore andre Provinsbyer gennem det 17. og 18. Aarhundrede. Den samme Stilstand og Forarmelse, som kendetegner den Tids hehsygnende Købstadliv i Danmark, raadede ogsaa her. Som det er bleven sagt om andre danske Købstæder i 18. Aarhundrede, at de ikke var andet end Landsbyer med Ret til Brændevinsbrænding, saaledes blev ogsaa den stærke Fæstning Fredericia af en Rejsende betegnet som „en vel fortificeret Landsby". Inden for de udstrakte Volde var der jo Plads nok ikke blot til store Haver og Tobaksplantager, men til .hele Kornmarker og Enge.

•.■',>Hugo Mathiessen fortæller anskueligt og livligt om det brogede Liv i denne By, hvor de forskellige Trosbekendelser levede Side om Side, hvor fremmede Tungemaal lød mellem hinanden, og hvor alle Slags tvivlsomme Forretninger florerede. Men deter kun det gamle Fredericia, der skildres. Bogen standser — ligesom Wilses — ved Aar 1760. Der er altsaa endnu halvandet Hundrede Aar af Byens Historie, som ikke er skrevet, — Historien om det nye Fredericia med Dampfærgehavn og Jernbaner og Telegrafcentral og med Mindesmærket for Landsoldaten fra 1849.

Skønt der ikke i dette Bind loves noget derom, tør vi vel nok vente, at Forfatteren ad Aare vil give os denne Fortsættelse.Ikke blot nærværende Bog, men ogsaa adskillige Afhandlinger i , Vejle Amts Aarbøger* (om Bøddelboligen i

Fredericia, om Byens gamle Raadstuer og Fængsler, om UllerupSogn
o. fl.) vidner om, at Fredericias Historie og Topografier
et Emne, som er Forfatteren kært.