Den Biografi af Hertug Frederik Christian af Augustenborg,hvis
Udarbejdelse tidligere har været omtalt her i Tidsskriftet(8.

skriftet(8.Række, 1. Bd. S. 399—400), er nu udkommen. Bibliothekar ved Rigsretten i Leipzig, Dr. Hans Schulz har ledsaget den Samling af Breve mellem Kong Frederik VI og Hertug Frederik Christian, som han udgav i 1908, af en Bog om Hertugen: Friedrich Christian, Herzog zu Schleswig- Holstein. Ein Lebenslauf (Stuttgart u. Leipzig, 1910), med Portrætog

Udgivelsen er sket paa Foranledning af Hertug Ernst Gunther af Slesvig-Holsten, der har stillet de augustenborgske Familiearkivers Indhold til Forfatterens Raadighed. Dette Materiale, og hvad Dr. Schulz har fundet i det danske Rigsarkiv, der med kgl. Tilladelse har været aabnet for ham, og i det kgl. Bibliothek i København, er Grundlaget for Skriftet.

Et Udvalg af disse Breve og Aktstykker er trykt — for „Gesellschaft fiir schleswig-holsteinische Gesehichte" — i det ovennævnte Bind, der udkom i 1908; en anden Del af Materialet skal trykkes paa Hertugens Bekostning i endnu et Bind Augustenborgske Breve. Denne sidste Samling citeres i Dr. Schulz' Bog, og er forlængst færdig fra Forfatterens Haand, men venter endnu mærkværdig nok paa Udgivelse.

Samtidig har Dr. Schulz endvidere (Leipzig, 1910) udgivet
Hertugens Brevveksel med Jens Baggesen, under Titelen
Timoleon und Immanuel, DoJcumente einer Freundschaft.

Medens der mod den augustenborgske Biografi, som Dr. Gebauer sidste Vinter udsendte i Bogen om Hertug Christian August (anmeldt her i Tidsskriftet 8. Rk. 2. Bd. S. 392 f.) maatte rettes meget vægtige Anker, og den overhovedet ikke kan vurderes meget højt, bør Dr. Schulz' Bog modtages med stor Anerkendelse. Det er Forfatterens første større originale, paa Studier i utrykt Materiale byggede historiske Fremstilling, men den viser ham baade som moden og kritisk skolet Forsker og som en behagelig og kunstnerisk dannet Fortæller.

Hans Bog er uden Sammenligning det betydeligste Bidrag,der hidtil fra tysk Side er ydet til hin Periodes dansktyskeHistorie, og den rager højt op over alle tilsvarende tyske Skrifter ved sin tilfredsstillende Behandling af dansk

Litteratur og danske utrykte Kilder, men først og fremmest ved sin fuldstændige Objektivitet. Medens f. Eks. Dr. Gebauer ukritisk og uselvstændig sidder fast i de gamle slesvig-holstenskeDoktriner, har Dr. Schulz frigjort sig for sligt, og han har ligeledes klaret de Vanskeligheder, der vel har kunnet frembyde sig ved en Frederik Christians Biografi, der er skrevet paa Slægtens Foranledning og Bekostning.

Der lægges saaledes ikke mindste Skjul paa de Svagheder og Smaaligheder, der præger Hertugens Karakter og Væsen, og af Louise Augustas meget omtalte, men lidet kendte Personlighed faar et større Publikum for første Gang igennem hans Bog et klart Billede og forstaar bl. a., hvorledes hendes og Frederik Christians Ægteskab endte. A. D. Jørgensen har i sin Tid kun lige paapeget den voldsomme Disharmoni, der af personlige og politiske Grunde opstod imellem Ægtefællerne i deres Samlivs sidste Aar; her har Dr. Schulz bragt fuld Klarhed.

Med en for danske Læsere besynderlig Forsigtighed omtaler Dr, Schulz Caroline Mathildes Forhold til Struensee, der jo forlængst af danske Historikere, senest særlig af Prof. Holm, er fuldt ud aktmæssig dokumenteret. S. 10 finder man herom en mærkelig Tilføjelse, trykt ikke som Note, men uden for den øvrige Tekst. Forfatteren oplyser her, at hans Opfattelse af Dronning Caroline Mathildes Skyld — der svarer til den nu forlængst uimodsigelig fastslaaede, at Caroline Mathildes Ægteskabsbrud med Struensee er en Kendsgerning — „bestrides fra anden Side". „I det hertugelige Privatarkiv i Primkenau befinder der sig i Afskrift et Brev fra Dronning Caroline Mathilde, hvilket hun skal have skrevet paa sin Dødsseng, og hvori hun erklærer sig for skyldfri." „^Efter min Opfattelse*, tilføjer Dr. Schulz tørt, „er dette Brev apokrypt". Heri har han utvivlsomt Ret, og man kan kun undre sig over, at der endnu fra nogen Side kan rejses Tvivl om dette Forhold.

Med tilsvarende Ro behandler Dr. Schulz alle andre
Punkter, hvor uvedkommende Hensyn af familie-politisk eller
national-politisk Art tidligere har øvet Indflydelse paa augustenborgskHistorieskrivning.

borgskHistorieskrivning.Hans Fremstilling af Begivenhederne 1806 og 1810, saavel som af, hvorledes Frederik Christian kom til at opstille sine Arvetheorier, er fra dansk Side i alt væsentlig uangribelig og indeholder adskilligt nyt af Interesse.

Det centrale i Bogen er Person- og Milieuskildringen. Her har Forfatteren sin Styrke, og her viser han, hvor omhyggeligt og indtrængende han har gennemarbejdet sit Stof. Han giver et ypperligt Billede af Hertugens rent menneskelige Egenskaber, af hans Interesser og aandelige Udvikling, hans Stilling til Datidens brændende Spørgsmaal, hans Deltagelse i Statsstyreisen og Forhold til de fremtrædende danske og tyske Personer. Den noget snævert kronologisk anlagte Skildring af Hertugens Liv i 1790'erne er for overlæsset med Detailler, men iøvrigt er Fremstillingen harmonisk og vel afpasset. Af særlig Interesse er hans Paavisning af, hvorledes den franske Revolutions Ideer og Begivenheder paavirkede Hertugen og hans nærmeste. Der gives i denne Bog et samlet Indblik i de ledende københavnske Kredses Tankegang omkring Aar 1800 fra en helt ny Side, og Frederik Christian er gennem Dr. Schulz' Bog for første Gang draget helt frem i Lyset og stillet paa sin rette Plads. Hans mange Svagheder træder stærkt frem, men samtidig ses det, at han er den eneste virkelige kultiverede Personlighed i den danske Kongefamilie omkring Aarhundredskiftet. Da Augustenborgerne i Frederik Vl's første Kongetid udskiltes, tabte det danske Hof Værdier, det slet ikke havde Raad til at miste.

Indholdet gør Dr. Schulz' Bog til et meget betydeligt Arbejde, der bør finde mange Læsere i Danmark; dens smukke, med øjensynlig Kærlighed og Kunstsans gennemarbejdede Sprog og Fremstillingsform gør Læsningen dobbelt tilfredsstillende.