Det Bidrag, den norskfødte Oberst Jacob Ræder i sine Krigserindringer fra 1848—50 (1911) har givet til TreaarskrigensHistorie, er af en ganske ejendommelig Art, stærkt afvigende fra næsten alle andre af Samtidens Skildringer. Som Chef for den overvejende af Nordslesvigere rekruterede 10. lette Bataillon gjorde han alle tre Felttog med og deltog

i en Række af- de vigtigste Kampe — Bov, Slesvig, Dybbøl, Isted og Mysunde. Erindringerne er skrevne paa Grundlag af Dagbogsoptegnelser og er som „^Memoirer" ypperlige, saavist som de giver Læseren et levende Billede af Forfatteren, men netop deres overordentlige Subjektivitet medfører ret naturlig, at de som Kilde til Kundskab om Tidens Begivenheder og Personer maa benyttes med overmaade stor Forsigtighed. Forf. har utvivlsomt været en tapper Soldat og en dygtig Officer, men tillige en Mand med store Tanker om sin militære Begavelse,en saare kolerisk for ikke at sige kværulant Natur, og i Modsætning til saa mange andre Memoireforfattere stikkerhan absolut ikke sine Meninger under Stolen. Bogen vrimler da ogsaa af de skarpeste Angreb snart paa enkelte Personer snart paa hele Klasser af Militæretaten, f. Ex. Lægerne,med hvilke han som saaret efter Slaget ved Slesvig kommer i hidsigt Klammeri, eller Kavalleriets Officerer, „disse gamle af Brændevin og 01 oppustede, tykke, uvidende og stolte Maskiner"! Haardest gaar det naturligvis ud over hans nærmeste Overordnede, Brigadekommandørerne, af hvilke egentligSchleppegrell er den eneste, der finder Naade foi\ hans Øjne, "medens han i de Meza kun ser en „udstuderet Nar* og næppe kan nævne Oberst Krabbe uden at bruge Sprogets mest übeherskede Udtryk. Man vil derfor tilfulde kunne forstaa,at Slægten først nu har fundet det forsvarligt at udgive de allerede før 1853 nedskrevne Erindringer.