Medens England, Tyskland, Nederlandene og Danmark har deres fortrinlige biografiske Leksikonner, har et saadant hidtil været savnet for Frankrig, og Mangelen deraf har været stærkt følt af alle, der gav sig af med fransk Historie; Michaud's Biographie universelle er længst forældet, og de biografiske Artikler i La Grande Encyclopédie behandler væsenligst kun de berømte Personer, Flere franske Lærde har nu samlet sig om at give det manglende Værk; Ledelsen kommer i Hænderne paa L. Didier, A. Isnard og E. Ledos. Værket vil nærmest tage den engelske Dictionary of national Biography til Forbillede og mere sigte paa at give positive Oplysninger end paa Vurdering.

De vidtløftigste Skildringer af Nordens Historie ved Aar
1000 findes hos Sakse og Snorre, og i tidligere Tid byggede

man med Tillid paa disse Forfattere, skønt de levede et Par Hundredaar senere; man tænkte sig, at de havde øst af en rig og paalidelig mundtlig Overlevering, ja for Kongesagaerne opstillede man endog den Theori, at hver Konge havde faaet sin Regering fortalt i sin egen Levetid eller dog lige efter, og at denne „mundtlige Saga" var blevet saa fast udformet, at den siden havde kunnet genfortælles uforandret. Hele denne Opfattelse var saa fuldkommen i Strid med, hvad man ellers erfaringsmæssigt ser paa andre Kildeomraader, at den maatte falde til Jorden, saa snart moderne Kildekritik naaede til os, og Gennembrudsmændene blev Gustav Storm og A. D. Jørgensen. De indsaa, at disse sene Forfattere ikke var simple Genfortællere,menat de havde underkastet Traditionen en indgribendeBearbejdelseog udmalet og kombineret efter bedste Evne, og heraf fremgik da, at det for os maatte være nødvendigtatsøge tilbage bag disse Historikere og især bygge paa de ældre Kilder, der i Paalidelighed staar lige saa meget højere som de staar lavere i historisk Kunst. Den Vej, Storm og Jørgensen slog ind paa, er siden delvis fulgt af andre; nok saa meget har dog en Modstrøm gjort sig gældende, som vi ser i Joh. Steenstrups højst konservative Kritik eller Finnur Jonssons Forsvar for Sagaernes Paalidelighed. I Modsætning hertil har nu Lauritz Weibull i sine Kritiske undersokningariNordens historia omkring år 1000 (1911) atter anvendtNutidensalmindelige kritiske Grundsætninger paa denne Tidsalder, og jeg hilser dette Forsøg med stor Glæde; det er gennemført med saa meget Talent, at man maaske tør haabe, at denne Vej ikke mere bliver forladt. Ved en Række HovedbegivenhederfølgerWeibull, hvorledes de først blev skildrede og hvorledes Fremstillingen ændredes ved, at Fortællipgerne gik fra Forfatter til Forfatter, og atter og atter viser det samme sig, en dybt indgribende Omdannelse, der kun for en ringe Del skyldes ny Kundskab, aldeles overvejende derimod de senereGenfortælleresFantasi og Kombinationsevne. Meget slaaendeerdet f. Eks. at se, hvorledes det er gaaet med JomsvikingernesBedrifter:i d. 13. Aarh. vidste man at fortælle, at de var med i Slaget paa Fyrisvoldene, at det var til dem,

Harald Blaatand flygtede, at de fangede Sven Tveskæg, og at de endelig knustes i Slaget ved Hjørungavaag. Alle fire Tildragelseromtalesogsaa hos ældre Historikere og i gamle Skjaldevers, men intetsteds nævnes Jomsvikinger! Ganske tilsvarendeForholdviser sig rundt om, og man skulde synes, at ingen mere kan lukke Øjnene for, at de senere HistorieskriveresFyldeskyldes historisk Kunst, ikke en indbildt rig Tradition, der ogsaa modbevises af de talrige Fejltagelser. Naturligvis er det kedeligt, at vi maa opgive vor Tro paa at have Adgang til en rig Kundskab om disse fjerne Tider, men saaledes er det jo gaaet paa saa mange Omraader, hvorover Kildekritiken har kastet sit skarpe Lys, og det kan ikke nytte at dække over, at det i den Henseende ikke staar bedre med vor ældre Historie. Hvor vidt man i Enkelthederne vil følge Weibull, det skal jeg lade staa hen; den afgørende Betydning af hans Undersøgelser ligger i den Klarhed, man derved har faaet over hele Traditionens Udvikling. Xr. E.