Jomsvikingerne.

Jeg har i dette tidsskrifts 8. R. 111, s. 184 ff. imødegået landsarkivar dr. L. Weibulls opfattelse af „Svolderslaget«. Et andet slag var i gamle dage lige så berømt, nemlig „Jomsvikinge"slaget, eller det søslag, som Hakon jarl og hans søn Erik havde med „Joms vikingerne" ved (udenfor) Hjørungavåg, formentlig i 986, og hvorved de reddede Norge fra at komme under dansk herredømme.

Der er mange fremstillinger af dette slag; flere navngivne Is-lændinger siges udtrykkelig at have deltaget deri og bragt efterretninger derom til Island. Det er nu sikkert og vist, at den oprindelige beretning (eller beretninger)om slaget er i tidens løb bleven rigelig udstyretmed tildigtninger af forskellig art, så at det kan være vanskeligt, at udrede sagen og udskille de mindre oprindelige bestanddele. Det skal heller ikke blive genstandher for undersøgelse. Arkivar Weibull har ikke nægtet slagets historiske eksistens, og for så vidt er altinggodt. Men han har i sine „Kritiska undersoknin^ gar" s. 178 ff. handlet om „Jomsborg og Jo ms vikingerne" og er kommen til et resultat, som sikkert vir virke ret forbløffende på mange læsere, nemlig at der aldrig har eksisteret nogen Jomsvikinger. „Det nordiska Jomsborgoch

borgochde jomsvikingar, den danska och islåndska traditionenkånna, ha aldrig existerat" (s. 192). Hovedstøttenfor denne mening skulde være den, at Jomsborg og Jomsvikinger ikke findes nævnede ved navn førend i det 12. årh. eller ved 1200. I samtidige kilder, d. e. skjaldevers, nævnes de ikke. Jeg skal ikke her komme ind på spørsmålet om Jomsborg og dens vikingesamlag; det overlader jeg til historikerne at behandle. Det er atter skjaldeversene om slaget ved Hjorungavåg, jeg her gærne vil se lidt nærmere på.

Dr. Weibull har været opmærksom på dem omtrent alle (se s. 186—87), men jeg kan ikke se, at han tager dem skarpt nok i betragtning; det er ikke tilstrækkeligt at henvise til „Skjaldedigtningen" side det eller det.

Før end jeg går videre, kan jeg ikke undlade udtrykkelig at minde om, at ifølge al islandsk (og dansk) overlevering var „Jomsvikingerne" danske. Deraf følger naturligvis ikke at „Jomsborg" udelukkende var befolket af danske; hovedmængden af dens indbyggere må dog have været det — forudsat at den har eksisteret i overensstemmelse med de historiske kilder fra 12. og 13. årh.

Lad os så se på, hvad skjaldene har at meddele.

1. Eyvindr skåldaspillir — der ifølge Fagrskinnaselv deltog i slaget — digtede, som bekendt, om Hakon jarl kvadet Håleygjatal; heraf er kun nogle enkelte fattige stumper tilbage. Efter alt at dømme har et afsnit deri handlet om slaget ved Hjorungavåg, men heraf er kun ét vers og et halvvers bevaret, der i oversættelselyder således: „Der blev intet glædesmøde for Yngvifreys mén-voldere (krigerne d: de fremmede) den morgen, da landherskerne (Hakon og Erik) førte rask

deres flåde mod Ødanerne — da krigeren (vistnok Sigvalde) førte skibene sydfra mod deres hær". Deter alt. Deter kun de to fjenders rejse, sejlas, mod hinanden,der skildres; kampens beskrivelse er helt gået tabt, og hvad kan den ikke have indeholdt? Umuligt er det ikke, at betegnelsen „Ø-daner* her tager sigte på øen Jom (Wollin).

2. Torleiv skuma — en bondeson fra Island, deltager i slaget — digtede et vers om den kolle, hvormed han vilde kaempe; han kalder den: BBues benbrud, Sigvaldes ulykke, vikingers men, Hakons vsern; den egekolle skal, hvis jeg lever, bliver lidet gavnlig for Danerne". Verset bestar af 10 linjer; jeg har antaget, at et linjepar og da de to linjer: men Hakons vsern" var senere tiifojet¹) — men jeg tilstar, at den grand, at verset bestar af 10 — og ikke de normale 8 — linjer, ikke vilde vsere nok til at udskyde linjeparret. De, der hsevder, at det ingen gyldig grund er, vil opretbolde verset i dets fulde omfang — og hvis de har ret, vil man med styrke pege pa. udtrykket vikinger (det ses af dr. Weibulls udtryk, at han anser linjerne for aegte, men det lader ikke til at han har haft rigtigt ore for klangen i dette ord „ vikinger"), der dog sikkert ma vaere identiske med de straks efter naevnede H^Daner" — men hvor finder man at Danerne eller en anden nation er bleven kaldt saledes? Dr. Weibull er gaet for let henover udtrykket — og han ma vsere forberedt pa, at de som hsevder linjernes aegthed vil pasta: der har vi jo Jomsvikingerne lyslevende".

---

1) I Fagrskinna tillægges verset Vigfus og her udelades netop disse linjer.

3. Vigfus, — søn af den bekendte Viga-Glum, også deltager i slaget —, tillægges to drotkvædede vers; hvoraf det ene formentlig er af et digt om Hakon jarl; heri hedder det, at det „ikke blev let at angribe Vagn, hvor" osv.; „der gik vi ud i kampen mod de danske svendes skib" ([strong vasj danskra drengja [darra flaug] til knarrar; man mærke bogstavrimet her og dets mulige betydning for ordvalget). Da kun dette ene vers er bevaret, kan man jo intet med sikkerhed slutte til, hvad der ellers har stået i de tabte vers.

4. Einarr skålaglamm har dr; Weibull ikke medtaget. I Einars Vellekla (v. 34) hentydes til „den kampdjærve Bue, der kom sydfra til kamp sammen med den hjælmbedækkede Sigvalde"; desuden haves et halvvers, hvori der åbenbart sigtes til Hakon jarl og hans ødelagte brynje. Deter alt hvad der er tilbage af det afsnit, der handlede om dette slag. Deter ikke meget, denned sikkerhed kan sluttes deraf. Der eksisterer tillige et vers (lausavisa) af Einarr, hvori han truer med at ville gå over til Sigvalde jarl (fordi Hakon jarl havde vist ham uvenskab). Deter klart heraf, som iøvrigt af, hvad der ellers er anført, at Sigvalde var eller ansås for at være hovedanføreren.

5. Jeg går nu udenfor de direkte samtidige skjaldes række og nævner Tord Kolbeinsson. Han digtede om Erik jarl (omkr. 1014) en drape (oversigtskvad), hvori han omtaler Hjorungavågslaget. Her har vi et sammenhængende stykke (v. 1—4). I det første af disse vers hentydes der til forberedelserne i anledning af rygtetom at „Danernes lange krigsskibe" var bleven satte i søen; det samme udtryk kommer igen i v. 4; i v. 3 nævnes Sigvalde som hovedmodstanderen. Det behøverikke

høverikkeat siges, hvor godt et så kort ord som Danir
passer til drotkvædet versemål.

6. Et vers tillægges Vagn, hvori han nævner Sigvalde og skælder denne ud for fejhed og hans flugt tilbage til Danmark og nævner den tapre Bue som hans modsætning.

Ser vi nu tilbage på disse skjalde og deres vers, er det klart, at de løse vers, o: 2, 4 (delvis) og 6 ringe eller ingen betydning kan have for sagen og sammenhængen.Om 1, 3, 4 (delvis) gælder det samme, da resterne af de pågældende digte er så übetydelige. Dette fremgår ikke så klart som det burde af dr. Weibulls redegørelse. Større vægt kunde man tillægge Tords digt, hvoraf der jo haves mere; dog er også det ganske sikkertkun et brudstykke, og så må det huskes, hvad der jo i grunden gælder alle disse vers, at versets form og alt hvad dertil hører lægger bånd på skjalden og sætter ham grænser med hensyn til valg af ord og udtryk. Jeg vil straks i denne forbindelse pege på forholdene i de to digte, der handler om „Jomsvikinge"slaget, fra det 12. årh. og tiden omkring 1200, Torkel GislasonsBuadråpa — hvoraf dog kun brudstykker haves — og Bjarne Kolbeinssons Jomsvikingadråpa, der er så godt som helt bevaret. I det førstes 12 hele og halve vers antydes ikke med en stavelse „Jomsvikingerne" eller Hakon jarls fjenders nationalitet, og dog kan der næppe være tvivl om, at Torkels opfattelse har været identisk med Bjarnes. Men, spørger vi atter, hvad kan der ikke have stået i de tabte vers? Kommer vi så til Bjarnes velbevarede digt, der er forfattet i et friere drotkvædet, et versemål der gav digteren langt friere hænder, finder vi heller ikke der navnet Jomsborg; kun betegnelsen at

Jåmi (men Jom var øens navn)1), Jdmsvikingar nævnesv. 17 — siger og skriver én eneste gang (i c. 45 vers!). „Vikinger" alene nævnes v. 22. Hvorledes betegnerdenne digter ellers de mænd, han nævner således(Jomsvikinger)? Udtrykkelig som danskir, danske (v. 40).

Efter denne ekskurs går jeg over til den sidste

7. samtidige skjald, Tindr Hallkelsson, der også var tilstede i kampen. Han forfattede et helt digt om den, hvoraf der heldigvis ikke så lidt er bevaret, blot det var opbevaret på en bedre måde. Hovedmængden af de bevarede vers (9 hele og to halve vers) findes i et håndskrift af Jomsvikingasaga (AM 510, 4°), et meget ungt håndskrift, hvor versene er forfærdelig mishandlede; dog beror fejlene hyppig kun på fejllæsning, så at den rigtige læsemåde med lethed skimtes. Heldigvis findes dog nogle af versene i ældre og bedre skrifter og håndskrifter (Heimskringla). Bue og Sigvalde nævnes atter som hovedmændene (v. 2, 10). Hakon jarl kaldes i v. 6 „Danernes tilintetgører", hvad der dog ikke behøver at hentyde til denne kamp, da Hakon tidligere havde fældet Daner. I v. 9 nævnes „Daners skibe"; identisk hermed er udtrykket „vikingernes skibe" (i v. 5, teksten absolut sikker); jfr. det nævnte udtryk i Torleivs vers. Den samme betragtning må gøres gældende. „Vikinger" kunde ganske sikkert ikke godt bruges om en dansk krigsflåde uden en særlig grund eller i et særligt tilfælde. Det vigtigste udtryk er dog tilbage: Vinda sinni (v. 4). Jeg anfører halvverset :"

---

1) Det findes hos Arnorr, ved midten af 11. årh.

Vann å Vinsa sinni versbj6Cr hugins fersar (beit sélgagarr seilar) sverQs eggja spor (leggi).

o: „Versbj6sr hugins fersar (krigeren, Hakon jarl) vann sverss eggja spor a Vinsa sinni = krigeren tilfejede wVinsawVinsa sinni" svaerdsseggenes spor (sar)". Herom siger Weibull: „Uttrycket hos Tind: van a vinda sini (saledes) . . ar osakert och tydligen icke ursprungligt. Jmfr. textvarianterna".Dette vigtige udtryk burde have vasret udforligere behandlet end sa kort affejet i en note. Det kunde have vaeret rart at vide, hvad der menes med „^osakert"; de folgende ord tyder dog vel pa, hvad der menes. Men forfatteren har ganske uret i at henvise til varianterne som om de skulde tyde pa nogen usikkerhedeller bevise udtrykkets uoprindelighed. Dette vers findes heldigvis ikke blot i 510, men ogsa i de 4 bedste handskrifter af Heimskringla (Kringla, Jofraskinna, Frisianusog AM 39); desuden i Olaf Tryggvasons saga (i 3 handskrifter, alle fra 14. arh.). De varianter, der her er tale om, er: det ganske meningslose vanur (i 1. 1, for vann, i 510), at (sst, for a, ogsa i 510), niunda (sst, for vinda, ogsa i 510); deter soleklart, at dette niunda kim er fejllaest for uinnda¹) (u laest som nogn som u), viser altsa. tilbage til det rigtige. Handskriftet 61 (fra c. midten af det 14. arh.) har ene vdgh at for dette vinda; det ma vel vsere denne leesemade, der har gjort et sa overvseldende indtryk (meningen skulde ifg. denne tesemade blive: «han tilfojede sar i bugten den(ne, gang" — et tilvisse lidet sigende og ret meerkeligt udtryk).Men

---

1) På grund af bogstavrimet skal ordet begynde med v.

tryk).Menlæsemåden fortjener intet hensyn; den er en forvanskning (hvad også 54, Bergsb., der tilhører samme recension som 61, klart viser). Dr. Weibulls princip — at holde sig til de ældste kilder — burde ikke her have været ladt i stikken. Håndskrifter c. 100 år ældre burde dog sikkert have større vægt; enhver kenderaf 61 og dets forhold til de ældre håndskrifter vil ikke et eneste øjeblik være i tvivl om, hvor den rigtige eller sikre læsemåde er at finde. For sinni har endelig to hdskrr. (AM 54 fra c. 1350 og Bergsbok, der middelbarteller umiddelbart er afhængig deraf, fra c. 1400) monnum f. sinni, en læsemåde, der intet forandrer, hvad meningen angår, men som afgjort er urigtig, da man aldrig har sagt Vinda menn = Venderne (Vindr). Teksten i verset er således heldigvis fuldstændig sikker (de andre übetydelige varianter kommer ikke i betragtning)og upåtvivlelig ganske rigtig (ægte).

Men hvad betyder nu disse to ord? Sinni kan kun opfattes som det bekendte ord, der betyder „følge". „Vendernes følge" er det „følge, der består af Vender". Dette udtryk viser da med uimodsigelig sikkerhed, at der blandt Hakon jarls modstandere også var „Vender" eller mænd fra Venden (Vindland); de behøver ikke at have været udelukkende Vender; at de ikke var det viser jo Tinds eget anførte udtryk („Daners skibe"). Dette bringeros i en betænkelig nærhed af Jom og „Jomsborg" — men det var netop det, det ikke måtte. Ikke desto mindre må vi finde os i udtrykkets eksistens, hvad det indeholder, antyder og forudsætter. Det er muligt at dr. Weibull ud fra sine principper vil søge at bortforklaredet. Jeg er ikke i tvivl om forklaringen, nemlig den, at Sigvalde som høvding i Jomsborg (om hvis

eksistens jeg heller ikke et øjeblik tvivler) på det berømtetog til Norge har haft Daner og Vender med sig, samt at udtrykket antyder Jomsvikingernes virkelige tilværelse.

Endelig skal jeg fremdrage, hvad Arnorr jarleskjald i sit berømte digt om Magnus d. gode udtaler i anledning af Magnus' krigstog til Wollin. I v. 12 hedder det ikke blot, at han kæmpede på Jom (at Jomi), men at fjenden („den hedenske skare") blev belejret i „et bredt virke", og de kaldes „borgmænd" (borgarmenn). Denne „borg" („virke") kaldes i prosaen Jdmsborg. Afstanden fra „Joms borg" (som Arnorr således bestemt antyder) til „Jomsborg" er ikke lang.

I betragtning af alt dette kan jeg ikke indrømme, at versene indeholder noget som helst, der modbeviser den i sagaerne og hos biskop Bjarne fremtrædende tradition om, at Hakons modstandere ved Hjorungavåg ikke blot var danske, men netop danske vikinger fra Jomsborg; dette sidste støttes derimod kraftig ved det sidst behandlede udtryk fra Tinds vers, samt ved betegnelsen

Skulde dr. Weibull have ret i sin omstyrtende betragtning,træder uvilkårlig et spørsmål frem i forgrunden:hvorledes er forestillingen om dette „Jomsborg" og disse „Jomsvikinger" da opstået? Dette spørsmål måtte besvares eller ialfald forsøges besvaret, hvis den raserende opfattelse skal gøre noget indtryk. Da nu denne forestilling efter dr. Weibulls antagelse er opstået i løbet af tiet 12. årh. eller endogså henimod 1200 (se s. 191), skulde man tro at noget måtte der kunne gøres, men her lades vi — mærkeligt nok — ganske i stikken. „Orsaken, varfor just de danska vikingarn

garnex) i Hjorungavåg lokaliserades till Jomsborg, undandragersig vår kunskap". Med denne ikke meget tillidsvækkendeerklæring slutter dr. Weibull sin undersøgelse.

Før jeg slutter skal jeg tillade mig at gøre et par bemærkninger om skjaldenes digte og deres forhold til det faktiske. Dr. Weibull vil i det hele lade samtidige skjaldes vidnesbyrd gælde, men han bruger dog undertiden udtryk, som næppe er rigtige.

Det kan og skal ikke nægtes, at skjaldene bruger ofte ret stærke udtryk om den fyrste, de digter om, især om hans krigerske mod og fremragende tapperhed. Dette fremtræder i adjektiver og mindre (indskudssætninger. Man kan betragte dem hvorledes man så vil, være tilbøjelig til hist og her at trække lidt fra osv. — vist er det, at man sikkert har ret i at gå ud fra, at disse gamle konger og jarler ikke led af nogen fejhed eller tilbageholdenhed, når det gjaldt deres modstandere og fjender. Når Hallfred — iøvrigt i sit arvedigt om Olaf Tryggvason (altså i et digt, hvorfor han ingen løn af den besungne fyrste kunde vente) — udtaler, at „de nordiske lande er bleven (ligesom) folketomme ved Olafs fald", er dette jo et meget stærkt udtryk, men det er et smukt udtryk for skjaldens personlige følelse og hengivenhed for hans tidligere fyrste, og sikkert et ærligt udslag af hans opfattelse. Det er muligt, at nutidens historikere ikke giver skjalden ret i hans storstilede vurdering af Olaf, men der er ingen grund til at klandre skjalden derfor; hans opfattelse er ægte menneskelig og — forståelig.

---

1) Dette udtryk — hvorledes er det egentlig at forstå i denne sammenhæng ?

Når skjalden derimod anfører bestemte handlinger eller forhold — hvad enten dette sker i digte, der er fremsagte for den pågældende fyrste selv, eller i kvad som er forfattede kort efter hans død og fremsagte for en tilhørerkres, der nøje kendte og huskede ham, — da må der kræves positive beviser for, at det meddelte er urigtigt. Formodninger eller — om jeg så må sige — vag mistænkeliggørelse må på forhånd afvises som intet sigende og ganske værdiløs. Når f. eks. Einarr skålaglamm i sin Vellekla siger, at Hakon jarl rådede over „16 jarlers land" (fylker) efter slaget i Hjorungavåg,så har han — nominelt ialfald — gjort det, selv om man ikke nu kan nævne disse jarler ved navn — og således videre. Jeg finder også en udtalelse som denne (s. 25_—26): „Det ligger i sakens natur, att de samtida islåndska skalderna i sin utpreglade nationalkånslaicke direkt uttala, att Harald —: vad Jellingestenenotvetydigt intygar — „vann sig Norge". Harald går hos dem i skuggan for den norske Håkon jarl-, temlig misvisende. For det første er det mere end tvivlsomt,hvorvidt man overhovedet er berettiget til i den tid, det her drejer sig om, at tale om „nationalfølelse" endogså af en „udpræget" art. Hvor findes den? Ikke i Vellekla. Her nævnes — for tiden c. 969—75 — 7 fylker (d: i det nordvestlige Norge) som underlagte Hakon;om Harald blåtands magt i Norge indeholder disse vers intet og der var ingen grund til at fremhæve, underhvem Norges øvrige dele hørte.. Som dr. Weibull selv bemærker lægger Einarr ikke skjul på Hakon jarls forhold til den danske konge (i et heldigvis udførlig bevaretafsnit). Om andre digte kan der næppe være tale, også af den grund at der er så lidt bevaret af

dem. Oplysende er en oversigt over de skjalde, der er knyttede til. Hakon jarl (se Skåldata], Sn E 111 280); der er først Eyvindr (som jo egenlig ikke kan medtages her, da han var en nordmand); af hans Håleygjatal om Hakon findes kun det føromtalte I1I¹ /s vers om Jomsvikingeslagetog et halvvers om hans magt efter dette; Einarr — hvorom er talt. Tindr — det ovenfor nævnte digt om Jomsvikingeslaget (der altså egenlig slet ikke handler om Hakon og Harald før den tid); S kap ti J)6roddsson, intet bevaret. J>érolfr (o: forfinnr) munnr, intet bevaret. Eilifr Godrunarson, højst et halvvers bevaret (personlig udtalelse af skjalden). Vigfiis Vigagiumsson (jft\ ovf.), højst et vers bevaret(om Jomsvikingeslaget). Jjorleifr jarlsskåld, \^xh vers bevaret, helverset orn Jomsvikingeslaget (halvversetaf almindeligt indhold). Hvannår-Kalfr, intet bevaret. Efter alt dette kan jeg ikke se, hvorledes dr. Weibulls ovf. anførte udtalelse kan opretholdes eller forsvares.