Den 1. Novbr. 1911 døde, 60 Aar gammel, Professor Oswald Holder-Egger, der havde under sin kraftige Ledelse Afdelingen Scriptores af Monumenta Germanise. Fra Ungdommen af havde han gjort Middelalderens Kilder til sit Særstudium; han var Elev af Waitz og har fortsat dennes Udgave af danske Kilder i det nævnte Værk. Holder-Eggers kyndige Fortrolighed med den senere Middelalders Forfattere og hans sikre Udgiverhaand vil blive haardt savnet ved det store Foretagende.

Den.3. Jan. 1912 døde Felix Dahn (f. 1834). Han var Professor i tydsk Ret ved Universitetet i Breslau; for det store Publikum er han mest bekendt som Digter, fremfor alt ved sine omfattende historiske Romaner (saaledes „Ein Kampf um Rom"). Varigst Betydning har han dog vist vundet ved en lang Række historiske Værker, hvori han med vægtig Grundighedog stor Kærlighed til tysk Urtid viser skarpsynet Forstaaelseaf germanske Folks Samfundsliv, særlig de statsretlige Forhold. Saadanne Arbejder er Die Kb'nige der Germanen

(12 Bind, 1861 —1909), Urgeschichte der germanischen und romanischen Volker (i Onckens Verdenshistorie, 4 Bind, 1881^—89), hans Bearbejdelse af Wietersheims Geschichte der Volker wander ung (2 Bind, 1880^—81); en Samling af sine mindre Arbejder har Dahn givet i Bausteine (6 Bind, 1879—84).

Ved Gabriel Monods Død d. 10. April 1912 led den historiske Videnskab, ikke alene i Frankrig, men i alle Lande, et alvorligt Tab. Monod var hverken Banebryder eller Stifinder, han havde ikke givet sig i Kast med mange Folkeslags Historie og var ikke kyndig i mange Sprog, ikke desto mindre var han en Mand, til hvem man rundt om i Verden lyttede, og hvis Dom man agtede højt. Man saa hen til hans Tidsskrift Revne Historique som et Midtpunkt i vor Tids historiske Forskning, og i en Menneskealder har det været Hovedorganet indenfor vort Fag. Det havde vundet sin Plads ved sin ligelige varme Interesse for alle Folkeslag og ved Medarbejdere i alle Lande, ved sine ypperlige Meddelelser om, hvad der udrettedes i Videnskaben og ved sin praktiske, punktlige Ordning, fremfor alt dog ved dets Redaktions fortrinlige ledende Artikler, der blev en Vejledning for, hvorledes en overskuende og forstaaende, retfærdig og billig Dom skulde udtales.

Gabriel Monod havde dog i Frankrig næsten været en Foregangsmand. Han var født 1844 og havde kort før Krigen med Tyskland tilbragt en længere Studietid i dette Land; han kom hjem som en Lærling, der var inddrukken af den gode tyske historiske og kritiske Skole, og indsaa Nødvendigheden af, at den franske Videnskab slog ind paa samme nøgterne Forskning. Han vedblev altid at staa tysk Videnskab nær: han var paa Post mod enhver Chauvinisme og glemte dog ikke de gode Traditioner indenfor sit Lands Historieforskning, det aandfulde Syn, den klare Form, den friske Stil, den.varme Fædrelandskærlighed og Angsten for at fortabe sig i det smaatskaarneog nytteløse. I sine Skildringer af franske Mestre — saaledes i Les maitres de Vhistoire: Renan, Taine, Michelet (1894); ved den sidste Historiker, som han ofte har skildret,

hang især hans Hjerte — godtgjorde han, hvor dybt han kunde trænge ind i Forstaaelsen af Personligheder. I utallige Nekrologer, som ingen i Europa kunde skrive bedre end Monod, og i mangfoldige Redegørelser for historiske Værker viste han, hvorledes han kunde træffe Kærnen i den omtalte Bog, ForfatterensEjendommelighed og den rette Maalestok for Bedømmelsen.

Monod har skrevet fortrinlige Arbejder, der hvilede paa Førstehaands Kildestudier, saaledes Etudes critiques sur les sources de l'histoire Mérovingienne (1872—85), sur les sources de V'histoire Carolingienne (1898). Imidlertid vare hans Skrifter af denne Art kun faa, og det er da ogsaa betegnende, at da Monod optoges i det franske Institut, fandt han ikke Plads i Historikernes og Sprogmændenes særlige Kreds, men i Académie des sciences morales et politiques. Større end hans Drift til skarpsindigt at trænge ind i Kildernes dunkle Udsagn var hans Lyst til at vejlede i grundigt Studium, i Syn og Opfattelse, derfor skrev han fortrinlige Haandbøger og bibliografiske Hjælpemidler, som BibliograpMe de l'histoire de France (1888), og han har som Professor ved École des hautes etudes og ved École normale været en højt paaskønnet Lærer, der har uddannet talrige yngre Videnskabsmænd. Hvad d.er endvidere prægede Monod, var en levende Retfærdighedsfølelse; den bragte ham Vaaben i Haand overalt, hvor han mente, at Uret var begaaet. Han stillede sig i første Række ved Dreyfus' Side, hvis Skæbne han følte som en Skam for Frankrig, og højst betegnende er den omfattende Indledning, hvormed han ledsagede sin Oversættelse af den tyske Kirkehistoriker Bohmers Arbejde om Jesuiterne (1910), og hvori han paaviste Falskheden af mange Beskyldninger mod den forfulgte Orden, hvis Trosstandpunkt han iøvrigt med sin frie Tænkning saa lidt delte.

Monod tilhørte en berømt reformert Slægt, hans Farfader var Præst i Kjøbenhavn og hans Fader født her, selv var han født i en normannisk Landsby ved Le Havre; ofte udtalte han, hvor nær han følte sig knyttet til vort Land, og mange Danske have ved hans hjælpende Haand erfaret denne Følelse virkeliggjort i Gerning. Monod var 1907 bleven optaget i det danske Videnskabernes Selskab. jjnh, stn