A. Gollett's Gamle Christiania Billeder, der udkom første Gang 1893, er udgivet paany (Chrania, 1909) og det i helt anden Skikkelse, med Omarbejdelse af Teksten, Tilføjelse af nye Kapitler og ikke mindst med en betydelig Forøgelse af

Illustrationerne. Den store Interesse baade i topografisk og
kulturhistorisk Hensende, som knytter sig til Skriftet, er dervedvokset.

Professor Theodor Lindner i Halle har i sin Weltgeschichte seit der Vdiker wander ung. In neun Banden, hvoraf hidtil er udkommet de 6 Bind (Stuttgart u. Berlin, 1901—09), forsøgt sig paa den store Opgave alene at give en sammenhængende Skildring af Verdenshistorien fra det vestromerske Riges Undergang. Med Rette har det staaet for ham, at kun en enkelt Forfatter vilde være i Stand til at give en Helhedsopfattelse, og at der bør være Plads til en saadan, selv om der derved paa adskillige Omraader maa gives Afkald paa det førstehaands Studium, som bliver muligt, naar den universalhistoriske Skildring splittes til mange lærde. Det er den samme Tanke, der har bevæget Dietr. Schåfer til at skrive Weltgeschichte der Neuzeit i 2 Bind (jvfr. Hist. Tidskr. 8 R. I, 333). Der er dog en stor Forskel paa de to Forf.'s Synsmaade. Schåfer har taget sit Udgangspunkt fra Opdagelsernes Tid, Lindner sit fra det 5. Aarh., Schåfer har væsenligt set Verdenshistoriens Forløb under et bestemt Synspunkt, Kampen om Herredømmet over Verden, Lindner har villet se alle Udviklingens forskellige Traade. Allerede derved er der en større Fasthed over Schåfers Fremstilling y den staar i Kompositionens Styrke, i hver enkelt Sætnings Indarbejden under Helheden langt over Lindners. Men den er ogsaa mere ensidig.

Den ledende Tanke hos Lindner er den, at den historiske Udvikling bestemmes ved Sammenspillet mellem de paa fælles historisk Grund udviklede Folkegrupper med deres fælles Ideer og de ved Tid og Sted skabte Enkelttilværelser af Stater eller Individer; de sidste formaa vel kun at udløse forhaandenværendeKræfter, men den Maade, hvorpaa det sker, er deres eget Værk; ogsaa relativt übetydelige Personligheder kan gribe afgørende ind, fordi Tider, der i sig rummer stor Bevægelse, kan drive dem videre end de oprindeligt selv vilde. Paa Baggrundaf disse Tanker ser han nu Udviklingen. Kristendommen

udførte den verdenshistoriske Gerning at forbinde Romerdømme, Germanerdømme og Kristendom. Dens første store Indsats beroede mindre paa dens moralsk-dogmatiske Værdi end paa Arven fra Rom. Men efterhaanden maatte dens supranaturalistiskeIdé blive den overmægtige, og af dens Modsætning til Verden fremgik Striden mellem Pave- og Kejserdømme. Men dens egen Frugt, Korstogene, udvidede Kundskaben og skabte dermed nye Fornødenheder og fremkaldte Modstand mod den selv, idet Lægdømmet og den borgerlige Masse fik Bevidsthed om »sin egen Ret. Occidenten formaaede at tilegne sig de forskelligePaavirkninger, naaede ogsaa til paa ny at udnytte OldtidensSkatte. Imens var ogsaa Staterne modnet til Selvstændighed.Under disse Forhold kom de store Brydninger i det 16. Aarh., efter at Koncilierne forgæves havde forsøgt en Reformaf Kirken, der dog ikke vilde røre ved dens Principper og Naademidler. Humanismens Forsøg var internationalt, vilde en renset, praktisk-sædelig Kristendom, en Reform, ingen Revolution.Men en Differentiering viste sig nødvendig paa Grund af materielle Forhold og Folkenes Særkarakterer. Pavedømmet trykkede materielt mest paa Tyskland; derfor kunde andre Steder et stort Brud undgaas, men ikke dér. I Tyskland hængte imidlertid Befolkningens Masse ved Dogmatik, kunde ikke nøjes med Humanismens sædelige Idealer. Luther blev den store Gennemfører af den ny Dogmatik, den store Oprørermod Rom. Men overalt tyngede de statslige Forhold paa de ideale Tanker. Politikken bemægtigede sig Religionen; dervedkom Regenterne i de enkelte Lande til at spille deres Rolle. Og under dette dannede sig det europæiske Statssystem. Det blev dog først i det 17. Aarh. og ikke i det 16., at den moderne Tid udfoldede sig; først da skete Brudet med den tidligere supranaturalistiske Tankegang, først da begyndte kirkeligt,religiøst/ politisk, videnskabeligt, økonomisk, socialt og sædeligt en ny Periode.

Af alt dette vil ses, at Forf. er en i mange Henseender original Tænker, der betragter Udviklingen og Sammenhængen paa selvstændig Maade. Hvad Udførelsen angaar, er den vistnoknoget uligelig, dygtigere, mere slaaende og mere levende

i visse Afsnit end i andre. Med det sidst udkomne 6te Bind er Forf. naaet til Midten af det 18. Aarh.; vigtige Tidsperioderstaar altsaa endnu tilbage. Det maa ønskes ham, at han maa kunne fuldføre sit interessante Værk.