V. Fuenmayors Arbejde paa en dansk Krigserklæring. (Efteraaret 1675.)

Fuenmayor havde tilbragt Sommermaanederne i Hamburg. Han havde Paalæg hjemmefra om at faa Staden, der var genstridig, til igen at anerkende Kejserens Overherredømme og bevæge den til at opgive sit Forbund med Sverige. Om Resultatet heraf skulle vi siden høre. Men samtidig ventede han efter Griffenfelds Løfte paa de danske Tropper. Han vidste nemlig, at det var Planen, at samtidig med at Hovedstyrken gik mod Øst, skulde 6000 Mand falde ind i Bremen for med miinstersk Hjælp at erobre dette svenske Hertugdømme.

Han ventede længe forgæves. I Juli og August drev han derfor stadig paa, at de danske Operationer skulde tage deres Begyndelse, dg vilde have en dansk Krigserklæring udstedt mod Sverige. Men Griffenfeldsvarede ham, at han vilde stille de allierede Magter tilfreds „med Kendsgerninger, snarere end med Ord". Fuenmayor hævdede saa paa sin Side, at de allierede havde opfyldt deres Forpligtelser mod Danmark og mere end det, men uden at se noget Resultat deraf. Kong Kristian

var ikke kommen Brandenburg til Hjælp i Nødens Time, og gjorde det heller ikke under den nuværende lykkelige Tilstand. Følgen heraf var bleven, at Aarstiden nu var fremrykket, og hans egen „Kredit" hos Dronningen derhjemmei Spanien svækket. Endelig d. 7. August kunde Griffenfeld berolige Fuenmayor med, at den danske Flaade samme Dag vilde gaa under Sejl, og han anbefalede ham paa sin Side at passe paa, at de allieredes Subsidier bleve betalte med større Nøjagtighed i Fremtiden end hidtil^x).

Kort Tid efter forlangte Danmark et kategorisk Svar fra Hertugen af Hannover om hans Stilling under Krigen for at skønne, om man uden Fare kunde sende Tropper fra de østelbiske Lande til Bremen. Man fik tilfredsstillendeOplysninge r2), og da de danske Troppers Indmarschi Mecklenburg samtidig begyndte, var Fredsbruddetet Faktum. Men den Tanke begyndte tillige at fæstne sig hos Fuenmayor, om han ikke foruden en dansk Krigserklæringmod Sverige burde se at udvirke en lignende mod Frankrig. Han frygtede nemlig for, at Terlon, som stadig opholdt sig ved det danske Hof, ved gunstig Lejlighed vilde iværksætte en dansk-svensk Særfred. Unøjagtigheden i Subsidiebetalingen var jo et sørgeligt Faktum, som den spanske Gesandt ikke kunde dølge for

---

1) At Mangel paa Penge har spillet sin store Rolle ved Flaadens langsomme Udrustning i Sommeren 1675, er vist übestrideligt. I Brecklings Breve fra Kbhvn. til Milan siges det allerede den 13. Juli, at Flaaden er færdig og kun venter paa Marinere fra Holland, men dog ser man af de følgende Skrivelser, at endnu den 3. August var intet Krigsskib gaaet i Søen. Den første Meddelelse var altsaa forhastet, men de kort paa hinanden følgende Breve viser, at man arbejdede med Iver. (*°h var 12 Skibe færdige, 27/7 laa 16 rede o. s. v.) (DRA. Milans Arkiv.)

2) Senere sluttede Hertugen endog en Neutralitetstraktat med de allierede (Bierman til Mejerkrone 19/9). (Wimarson: Sveriges krig I, 208.)

sig selv. Foreløbigt blev det dog ved Tanken, da der
frembød sig mere nærliggende Maal for Fuenmayors
Virkelyst.

Fuenmayors Læretid i Norden er nu omme, han staar som den fuldt udviklede og duelige Diplomat. Paa Baggrunden af hans store Bundter af Depecher til Hjemmet tegner sig Billedet af en ægte Spanier fra det 17. A århundrede, stolt og etikettekær, med klassisk Lærdom og liden Humor; men tillige et skarpt Hoved, der evnede at drage lange og logiske Slutninger og med stedse vaagen Mistænksomhed forstod at se tværs igennem mange gaadefulde Væv. Hans Ihærdighed var saa stor, at den grænsede til Paatrængenhed, men han forbandt dermed et vindende Væsen, der gjorde Indtryk paa Mænd fra alle Befolkningsklasser og lettede ham hans Arbejde. Dog denne klare Hjerne var tillige kold, og han blev aldrig, saaledes som Rebolledo, paavirket af nogen Sympati for det Land, hvor han var bleven sat paa Post. Maaske har de mange Rivninger og Smaanederlag over for Griffenfeld under den første Tid bidraget deres til at stemme ham kølig mod Danmark. Som bekendt var Spanien i det 17. Aarhundrede endnu det første Land i Europa med Hensyn til Feltherrer og Diplomater. Fuenmayor skulde blandt disse naa frem i første Række. Men det var i Danmark, at han — desværre for os — vandt sine Sporer.

Ved Indmarschen i Mecklenburg anslaar Fuenmayor den danske Hær til 12000 Mand, foruden de 6000, der snart skulde følge efter. Efter Traktaten skulde dens Operationer foregaa efter fælles Aftale med de allierede; det var derfor naturligt, at Kristian V traf sammen med Kurfyrst Frederik Wilhelm i sit Hovedkvarter Gadebusch.Kongen

busch.Kongenvar her Kurfyrstens Gæst den 5. og 6. September. Om disse Forhandlinger i Gadebusch har man hidtil ikke vidst noget sikkert og ment, at Griffenfeldog de danske Generaler nærede forskellige Planer, saa at Griffenfeld vilde mod Bremen, og Generalerne mod Wismar¹); nu faa vi et Øjenvidnes Beretning.

Fuenmayor var til Stede i Krigsraadet og fortæller sin Regering, at nogle danske Generaler og Premierministeren vare for et Angreb paa Wismar, medens Kurfyrsten vilde mod Pommern2), og at denne Tankegang lykkeligvis sejrede. Thi Griffenfelds Hensigt var aabenbart kun at vinde Tid og undgaa at blive for stærkt indviklet i Krigen, da han dog næppe mente at kunne indtage Byen[!]. Og hvis Wismar faldt i Danskernes Hænder, var det næsten værre endnu, da ikke de, men Stadens gamle Herrer, Hertugerne af Mecklenburg, burde have den tilbage. Men Fuenmayor tilføjer den interessante Oplysning, at Beslutningentilen vis Grad var hans eget Værk. „Jeg har bidragetafal Magt til at vedkommende Kurfyrste opnaaede at blive fuldkomment tilfredsstillet under Konferencen, da jeg fandt at burde gøre dette, fordi han aabenbart har bedre Hensigter end Grev Griffenfeld, og fordi han bør hjælpes til at faa Oprejsning for den Skade, hans Land har lidt, og endelig fordi med hans Naturel enhver Vanskelighed,somhans Planer mødte, kunde blive i højeste Grad farlig [sic!]; og derfor har jeg, efter den Smule Kendskab jeg har til Kongen og hans Premierminister, overtalt Kurfyrsten til at tale sin Sag under fire Øjne

---

1) A. D. Jørgensen 11, 285.

2) Efterretningen om Kurfyrstens Ønsker bekræftes af Biermans Brev til Mejerkrone 6h. Han mente dog, at Kongen og Kurfyrsten vilde adskilles, hvilket som bekendt ikke blev Tilfældet.

med den danske Konge og fremstille sine Grunde for ham, idet han paavirkede ham med Motiver, der var hentede fra Æresbegreberne, til at begynde med det, som samtidig var det kraftigst virkende og det letteste, da han (o: Kongen) skulde agte sig for at sætte sin Ære i Vove i den første Aktion, hvilket kunde hænde, om han belejrede Wismar. Kurfyrsten handlede herefter og opnaaede, at Hans nævnte Majestæt helt og holdent gav efter for hans Vilje". . . . Naar man betænker, at KristianV.sAdvarselsskrivelse til Griffenfeld i Rensborg var gaaet umiddelbart i Forvejen, og at Kongen ved samme Lejlighed spillede under Dække med den brandenburgskeGesandtmod sin egen Minister ved at sende Breve til Kurfyrsten uden Griffenfelds Vidende¹), lyder

---

1) Kristof v. Brandts Beretning herom, der maa ligge til Grund for Pufendorfs Skildring (XIII, 43—45), findes først i hans Belat. af 1k 80 (Geheimes Staatsarch. Berlin), hvori han skildrer sin Afskedsaudiens ved det danske Hof. Da den ikke tidligere har været fremdraget og indeholder forskellige interessante Træk, skal den meddeles her. Om Kristian V siger han: „Er istem sehr tapferer und grossmiitiger Herr, der nicht allerdings mit sich schertzen lasset, der auch leicht eine Jealousie, in Sonderheit von seinen Ministris fassen kann; die Jealousie aher bleibet gemeiniglich ohne Wirckung bei Ihrne kleben, wan man Ihme nicht dann undt wan zu HQlfe kommet und Ihme zeiget, wohin ein undt ander Minister seines eigenen Interesse halber zielet und wie demselben zu begegnen sei. Diese Methode haben Wir, ich undt mein Bruder, allezeit halten mussen, undt wehre es unter andern nimmer zu der Gadebuschischen Entrevue, viel weniger zu der Societat der Waffen [i Doberan 15/g 75] zwischen dem Konige undt Ew. Ghurf. Durchl. gekommen, wen wir nicht Sr. Mayt. klar vor Augen gestellet hetten, wie Greiffenfeldt ungeachtet der damaligen avantageusen Conjunctur aus keiner andern Ursache den Krieg und die Zusammensetzung mit Ew. Gh. Dl. wiederrieht als aus Furcht, dass Seine Mt. gar zu grosse Inclination zum Kriege bekommen, die Generalen ihme vorziehen und Ihre Gnade gegen ihn vermindern mochten. Welche Re- monstration so viel wirckete, dass der Konig, wie Evv. Ch. Dl. sich noch woll erinnern werden, in anno 1675 drey eigenhåndige Schreiben, ohne dass Greiffenfeldt von zweyen etwas wusste, an dieselbe abgehen liess. — Ebenmåssig wehre auch die letzte Doberanische Entrevue [1678] nicht fur sich gegangen, wan wir nicht dem Konige die Ursachen und Intriguen, warumb Ein und ander, in Sonderheit Hahn, dieselbe zu hintertreiben sich bemiiheten''. — Paa hvilket Tidspunkt Afsendelsen af disse Skrivelser falder, er det ikke muligt at fastslaa; da Maalet for dem var et personligt Samtræf, maa de dog være skrevne før Mødet i Gadebusch, ikke mellem dette og Doberantraktaten. Bierman skriver 23/s til Mejerkrone, at Kurfyrsten har foreslaaet Kristian V et Møde ved Mølln.

Fuenmayors Beretning meget trolig, og vi se, at hans
Uvilje mod Griffenfeld havde fundet en Lejlighed til at
krydse dennes Politik paa en ganske følelig Maade. —

Fire danske Regimenter blev nu ladte tilbage som Observationskorps foran Wismar, medens Kongen med Griffenfeld og den øvrige Styrke drog til Pommern for at gøre Haandlangertjeneste under Kurfyrstens Angreb paa de svenske Tropper. Først halvanden Maaned senere, i Slutningen af Oktober, stod Danskerne igen foran Wismar, og de begyndte nu for Alvor paa en Belejring¹). Foretagendet var ikke blevet lettere, da den svenske Besætning havde faaet denne yderligere Frist til at styrke sig, men efter den ovenfor citerede Æreskodeks havde Kristian V ganske vist nu vundet sine Sporer under Kampene i Pommern, saa at Fuenmayor forhaabentlig har set med naadigere Øjne paa, at Danskerne søgte en nærmere Kampplads, der kunde bringe dem selv Fordele²).

---

1) 15/io skriver Mejerkrone til Bierman, at man ved det franske Hof undrede sig højligt over, at Kristian V ikke straks havde kastet sig over Wismar.

2) Samtidigt med Gadebuschmødet havde iøvrigt Huset Braunschweig begyndt at forhandle med Bispen af Miinster om en Delins; af det endnu ikke erobrede svenske Bremen. Ved Mid- ten af Oktober siges de i Fuenmayors Relationer at være komne til Enighed herom paa det Grundlag, at Danmark ganske udelukkedes derfra [Rel. '251i0.]. (Jfr. Wimarson I, 233.)

Fuenmayor forblev imens i Hamburg, og det var under hans Ophold her, at Forholdet mellem ham og Griffenfeld spændtes saa stramt, at det kom til et, om end ikke officielt Brud.

Det var Fuenmayor, som i Midten af Oktober aabnede det diplomatiske Angreb med at klage over, at den svenske Minister ikke blev udvist fra Danmark, og at der ingen Krigserklæring udstedtes mod Sverige. Han mente (i et Brev til sin Regering), at dette skyldtes Griffenfelds Frygt for at støde Frankrig og Enkedronning Sofie Amalie. Baade af Hensyn til sin Datters Forlovelse med Karl XI og sin Broder, Hertugen af Hannovers tvetydige Stilling ønskede hun at gøre Bruddet med Sverige saa lidet dybtgaaende som muligt. Derfor var det, at Griffenfeld kun vilde have den danske Hær i Mecklenburg betragtet som „Hjælpetropper". Men det var netop Fuenmayors Ønske at gøre en Forsoning mellem de nordiske Modstandere umulig for den nærmeste Fremtid. Han truede med, at Danmark i Vægringsfald ogsaa ved Freden vilde blive behandlet som Hjælpemagt og gaa Glip af alle Krigens Fordele¹).

Griffenfeld søgte at værge sig efter bedste Evne. Naar man ikke udviste den svenske Resident Lilliecrona, var det for i ham at have et værdifuldt Pant mod den danske Afsending Lindenov, der med Vold holdtes tilbagei Stockholm. Mej erkrone var allerede kaldt tilbagefra

---

1) En Fredskongres var allerede under Overvejelse, og Fuenmayor, ligesom mange af de allierede, ønskede den afholdt paa katolsk Grund. Hans Maal dermed var, at faa Danmark til foreløbigt at afvise Englands Fredsmægling.

bagefraParis, saa at han ikke længere kunde give Anledningtil de Rygter, som Fuenmayor anførte, nemlig at han skulde have benægtet Danmarks Fredsbrud med Sverige. Hvad Krigserklæringen angaar, beraabte Griffenfeldsig paa, at hverken Brandenburg eller Liineburg havde udstedt nogen saadan. Kom man nu med en Erklæring, efter at Krigen med Sverige var et Faktum, var det blot at „sætte Hesten bag Vognen". Bedre var det, om de allierede, og da navnlig Spanien, sørgede for at betale deres Subsidier i Tide, saa vilde den danske Krigsførelse heller ikke lade noget tilbage at ønske i Raskhed *).

Denne Næse var ikke ufortjent, thi samtidigt meddelteKlingenberg fra Holland, at Spaniens resterende Subsidier til Danmark nu løb op til over 700,000 fl.2). Men netop fordi den var berettiget, gjorde den Fuenmayorforstemt. Han pegede over for sin Regering paa, at Brandenburg, der var den angrebne Part, ikke behøvedeat udstede nogen Krigserklæring, og Hertugerne af Celle havde i Haag udtrykkeligt forbeholdt sig ikke at udfærdige en saadan. Med Danmark var det anderledes. Men derfor kom nu ogsaa hans egentlige Mening med Krigserklæringen for en Dag: Frankrig burde ikke faa Paaskud til at undlade at bryde med Danmark,saaledes som det skyldte Sverige det i Følge deres Forbund. Terlon burde udjages af Danmark for at hindre, at Kristian V, hvis det gik ham slet, gennem

---

1) Rel. til det sp. Hof 25/io, med vedlagt Kopi af F.s Note til Gr. af 23/io. Dennes Svar af 25/io er vedlagt Rel. »/s. — Alle Datoangivelser efter ny Stil.

2) Klingenb. til Lente 2/n 75 (Lentes Arkiv. DR A). Ved en anden Lejlighed opgør han de af Spanien 1674—75 betalte Subsidier til 109000 Rdlr. (Christiansen: Dansk Statshusholdning I, 440.)

denne franske Gesandt kunde slutte Partikulærfred med Sverige. Han mente endelig, at selv om han ikke kunde skaffe sin Klage hørt hos Griffenfeld, kunde den dog altid bruges til at forsvare Manglerne ved Subsidiebetalingen¹).

Atter lod Fuenmayor den danske Premierminister i Fred for en Tid, men i Slutningen af November, medens Belejringen af Wismar slæbte sig langsomt hen, rettede han et nyt og kraftigt Angreb paa ham i Skikkelse af en fire Sider lang Note. Han havde i Mellemtiden haft Griffenfelds Sekretær Schrøder under mundtlig Paavirkning, da denne passerede gennem Hamburg, og havde lovet sig meget heraf, men forgæves. Nu greb han atter Pennen, der ogsaa var hans kæreste Vaaben.

Han betonede i sit Brev, at en dansk Krigserklæring mod Sverige var en Pligt i Følge Forbundstraktaten. Det var ganske vist klogt, at man først havde ladet Fjendtlighederne begynde, og han havde selv i sin Tid billiget, at man paa Skrømt holdt Nils Brahe hen og overrumpledeHertugen af Gottorp under en officiel Fredstilstand.Men nu var alle slige Hensyn forsvundne, og nu vilde en dansk Krigserklæring paa en heldig Maade fjerne Mistilliden hos vore allierede. Denne Mistillid var ikke ugrundet, thi man kendte Mejerkrones Forsikringtil den franske Regering om, at Danmark kun var auksiliær Magt, og Lilliecronas Forbliven i Københavnvidnede om, at Sverige var af samme Mening. Man kunde jo udveksle ham mod Lindenov midt i Sundet, Den eneste virkelige Undskyldning, som Schrøder havde kunnet anføre under deres Samtale, var, at Spanien og de øvrige allierede ikke havde betalt Subsidierne rettidigt, men vilde dette Paaskud ikke i hans Hjemland gøre den

---

1) Fuenmayors Rel. 8/u 1675.

modsatte Virkning. Man vilde der hævde, at man ikke havde Forpligtelser, naar Danmark ikke opfyldte sit Løfte: At erklære sig „virkeligt og formaliter" mod Sverige. Krigserklæring efter Krigens Aabning, det var ikke at sætte Hestene bag Vognen, saaledes som Griffenfeld havde skrevet; nej, Deklarationen var netop en af det Forspand, som skulde trække Krigen efter sig.

Griffenfelds Svar lod vente adskillige Dage paa sig
og var meget overlegent. Det lød saaledes:

„Sefior mio!

Paa det Brev, som Eders Excellence skrev mig til fra
Hamburg d. 25. ds. (ny Stil), ved jeg intet andet at svare,
end hvad en af Oldtidens Forfattere saa træffende siger:

Übi rerum testimonia adsunt,
quid opus est verbis?

Jeg haaber i Løbet af kort Tid at kunne melde Eders
Excellence Byen Wismars Indtagelse, hvad der er meget
vigtigt for den fælles Sag. Gud i Vold etc."

Hvad man end mener om dette Brev, kan man neppe kalde det politisk klogt; det tyder paa en Undervurderingfra Griffenfelds Side af den fattige Gesandt, i Forbindelsemed Irritation over hans stadige Paatrængenhed. Men Fuenmayor var nu paa sin Side klar over Griffenfelds„Malice" og tordnede i sin Relation til Hjemmet mod ham. Han betonede, hvor nødvendig Krigserklæringen var paa Grund af Danskernes daarlige Udsigter; der laa kun 10000 Mand foran Wismar, Generalerne besad ringe Intelligens, og Rekruteringen var vanskelig. Men navnlig nærede han Mistro til Førsteministerens Hensigter, „som jeg formoder er i Forstaaelse med Frankrig og med Enkedronningen". Selv om man virkelig gennemførte Wismars Erobring, frygtede han for, at Griffenfeld ikke

under det kommende Aars Felttog vilde lade sin Konge foretage „nogen Kapitalsag", men kun støtte Kurfyrst Frederik Wilhelm med et übetydeligt Troppekorps. Hvorforhavde man ikke begyndt Krig fra den norske Side? Hvis den danske Konge heller ikke under det kommende Aars Felttog førte Krigen over i det egentlige Sverige og derved hindrede svenske Troppeoverførseler til Pommern, vilde hans Hjælp ikke være meget værd, thi i Tyskland kunde Kurfyrsten sagtens klare sig alene. Men for at binde Kongen af Danmark til en saadan Optræden, var en skriftlig Krigserklæring nødvendig, og Fuenmayor opfordrede sin Regering til at meddele Jørgen Reedts, at hvis dette ikke skete, vilde man gribe til Indstillingaf Subsidiebetalingen og under Fredsforhandlingernekun betragte Danmark som auksiliær Magt.

Fuenmayor havde hermed spillet sine største Kort ud, og naar man mindes, hvor ivrig han selv om Sommeren havde været for, at Danmark skulde aabne Krigen i Nordtyskland,ser man klart, at hans Interesse for vor politiske Velfærd, om den nogensinde havde eksisteret, nu var ganske fordunstet, og at han bestandig vilde lade Danmark gaa de allieredes Ærinde (Krigen i Sverige). Spot og Skade følges dog gerne ad. Da den spanske Gonsejo i Midten af Januar 1676 tog hans Relation for, besluttede den sig straks til at gøre et Tilbagetog og desavouere sin egen Minister. „Man skal skrive til Don Baltasar, at han ikke maa vedblive med sine Instanser om en skriftlig Deklaration, men at han skal fortsætte at paavirke Kongen, idet han stræber at bevare hans Tillid og styrker hans Forhaabninger om Subsidiebetalingen". Man erklærede det Svar, som Griffenfeld havde givet Fuenmayor, for „fyldestgørende og afsluttende*, og at det var velfortjent

paa et Tidspunkt, hvor Kongen af Danmark ved sine Krigsoperationer havde opfyldt, hvad han var gaaet ind paa¹). — Var Fuenmayors Ræsonnementer virkelig gaaet hen over de høje Herrers Hoveder, eller fandt de med klædelig Beskedenhed, at deres egne Brøst i at opfylde Traktatbestemmelserne gjorde dem lidet egnede til at optrædesom Moralprædikanter over for Danmarks Forhold?

Kun eet Consejomedlem, Hertugen af Medina-Goeli, erklærede i et Separatvotum, at han ansaa Fuenmayors Udtalelser for betydningsfulde. Men han var endnu en enlig Svale.

Man maa betragte det som en Lykke for den spanske Gesandt, at han saa længe maatte svæve i Uvidenhed om sin Regerings Svar, der først langt hen i Februar 1676 kom ham i Hænde. Ellers havde han vel ganske tabt Modet. Der var Sorger og Modgang nok for ham i Slutningen af Aaret. Men det er det bedste Bevis paa denne Mands Aandsstyrke, at han arbejdede sig gennem alt. Naar vi møde ham i Foraaret 1676, er det som Sejrherre, med dobbel Ret Sejrherre, fordi han var sin egen Lykkes Smed²).

---

1) F.s Relation 6/i2 1675 med vedlagte Kopier af F.s Note af 25/n og G.s Svar af Iln (paa Spanskl — Consejoens Resol. af 26/i 1676 ligger ved Relationen.

2) Som et interessant Vidnesbyrd om Fuenmayors Sindsstemning mod Slutningen af 1675 staar de Meddelelser, som han gav sin Regering om Mette Trolles Færd. Han henviste heri til, at han allerede i Septbr. 1674 havde henledt dens Opmærksomhed paa hendes skriftlige Forbindelse med Terlon. Hun havde stadig meddelt denne Hemmeligheder fra det spanske Hof, og for Øjeblikket (Dec. 1675) vidste han, at Terlon laa inde med et Brev, der var skrevet fra Hoffet i Madrid og kun kunde stamme fra hende (Rel. 20/i2 1675). — Men skønt Consejoen takkede Fuenmayor for Oplysningen, forlangte den dog Beviser paa hans Mistanke og anbefalede nærmere Efterforskning.

VI. Brevspørgsmaalet og Mejerkrones Forberedelse af en dansk-fransk Forstaaelse.

Hvad var Aarsagen til, at Griffenfeld, trods det faktisk indtraadte Fredsbrud med Sverige, ikke vilde høre om nogen Krigserklæring mod dette Land, end sige mod Frankrig, og var det sandt, at Mejerkrone i Paris havde beraabt sig paa, at der ikke var indtraadt nogen virkelig Krigstilstand mellem de to nordiske Kroner, da Danmark kun var „Hjælpemagt" hos de allierede?

Vi maa gaa lidt tilbage i Tiden og atter tage fat paa de dansk-franske Forhandlinger, der for almindelige Øjne maatte synes endeligt strandede ved de Griffenfeld-Terlonske „Projekter" og Kupet over for den gottorpske Hertug (Side 54—55 og 57). Men vi hørte til vor Overraskelse, at dette endnu i August Maaned ingenlunde var den danske Regerings Mening.

Mejerkrone sad imens i Paris og var ikke saa lidt forvirret. At Krigen med Sverige stod for Døren, nærede han ingen Tvivl om, men hvilken Indvirkning vilde dette faa paa vort Forhold til Frankrig? Det fremgaar klart af hans Breve, at den franske Regering var forberedt paa Fredsbruddet i Norden, som Mejerkrone iøvrigt havde varslet for den allerede i Juli Maaned. Klart er det endvidere, at Ludvig XIV ikke hilste denne Udvidelse af den store evropæiske Krig med Glæde, da han heri øjnede en Hindring for den almindelige Fred, som han selv var naaet til at eftertragte. Dog, maaske kunde den nordiske Krigs Udbrud forhales, og man tog derfor i Paris foreløbigt det Parti at sætte en elskværdig Mine

op og vise sig meget føjelig paa alle omtvistede Punkter. Man var villig til at stryge Udelukkelsesparagraffen i den fransk-svenske Traktat af 1672, man lukkede Øjnene for Danmarks nylige Krænkelse af Gottorp, ja billigede endog, at vi sendte Krigsskibe til Østersøen „til Handelens Sikring". Det er karakteristisk, at Respekten for os øjensynligvarsteget i Frankrig, efter at vi havde vovet Kupet mod den gottorpske Hertug¹). — Mejerkrone vidste til en Begyndelse ikke, om det var hans Herres Hensigt at bevare Venskabet med Frankrig. I Juli Maaned stillede han sig blidere over for de franske Statsmænd og skød Skylden for de afbrudte Forhandlinger paa Sverige, som selv burde gøre Begyndelsen til at genoptage dem. Dette klang behageligt i Pomponnes Øre. Men i August Maaned var Mejerkrone blevet krassere; han mente, at Frankrig endnu var stemt for at støtte Sverige aktivt, og at vi burde hindre dette ved en kraftig Krigsførelse,forsaa bagefter, naar Sverige var mat, at staa som „nécessaires" for Frankrig. Begge disse Standpunkterforudsætterdog, at Mejerkrone trods sin Usikkerhedhældedetil den Tro, at et Brud med Frankrig fra vor Side ikke var forestaaende, og heri havde han Ret. Da han endelig i August anbefalede sin Herre en Krigsførplspsomauksiliær Ma°"t, havde han den Tilfredsstillelse,atGriffenfeld, inden dette Forslag var blevet ham bekendt, havde handlet efter dets Tanker. Førsteministerensvaredei Rensborg den franske Gesandt Verjus, som vilde fremme Terlons Forhandling ved nye Tilbud,

---

1) Ludvig XIV udtalte selv i Brev til Terlon 16/s, at han vilde tilgive os Krænkelsen af Gottorp for saaledes at undgaa Krig, og han opfordrede samtidig Sverige til at stille nye Forslag til Danmark. (Da. Sml. 2. R. 111, 17.)

at han ikke kunde lytte til hans Forslag. Det var Sveriges Optræden, som gjorde Krigen til en sørgelig Nødvendighed. Men dog vilde der fra dansk Side ikke blive udstedt nogen Krigserklæring mod Sverige, og den danske Konge haatøede endnu at finde Midler til at mage sine og Kong Ludvigs Interesser sammen¹).

Hermed var der tilsyneladende slaaet en Streg over alle Foraarshalvaarets Forhandlinger mellem Danmark, Frankrig og Sverige. Danmarks Mægling var officielt bleven erklæret for en Umulighed. Men der var aabnet en Port for en anden Tilnærmelse mellem de to førstnævnte Magter. Mejerkrone hævdede i Breve til Hjemmet, at nye Forhandlingermed Terlon vilde lade os vinde Tid og hindre, at Frankrig i Følge sin traktatlige Forpligtelse udstedte nogen Deklaration mod Danmark. (Det var netop derfor, vi undlod at udstede Krigserklæringen mod Sverige.) Og naar vi vandt Tid, og Sverige f. Ex. mistede Wismar, vilde Frankrig nok faa Øjnene op. Danmarks Fremgang vilde jo ogsaa medføre, at det kunde spare Subsidierne til Sverige. Over for Pomponne pegede han endog paa, at Frankrigs Hensyn til dets „interets particuliers" burde gaa forud for Hensynet til dets allierede, og at en dansk Hær i Tyskland ogsaa kunde bruges mod Huset Habsburg. Bierman billigede fuldstændig Mejerkrones Forslag om en franskvenlig Politik, og Griffenfeld komplimenterede ham for hans forstandige Optræden i Paris. Samtidig med at nu den svenske Gesandt lilliecrona blev holdt paa Afstand fra det danske Hovedkvarter, opholdt Terlon sig i Nærheden hos Dronningen i Gliickstadt. Han ytrede

---

1) Mejerkrone til Bierman 23/7 — 338. Bierman til Mejerkrone 19ls. Se ogsaa Kong Ludvigs Brev til Terlon 29/8 (Da. Sml. 2R. 111, 18).

sin Tilfredshed over Danmarks Politik over for Frankrig,
og den danske Regering respekterede bl. a. de franske
Passer1).

Det er øjensynligt, at Mejerkrones Argumenter gjorde deres Virkning paa Ludvig XlV's Ministre, og dette var en naturlig Følge af, at det laa uden for hans Interessesfære, hvorledes de nordiske Magter ordnede deres Mellemværende. Men det kunde dog ikke undlade at virke irriterende paa Pariserhoffet, at Krigen mellem Danmark og Sverige i September 1675 var et Faktum. Et nyt Spørgsmaal kom herved til, som gav Franskmændene Lejlighed til at give deres Ærgrelse Luft. Det var Danskernes Opsnappen af Brevene mellem Paris og Stockholm.

Det er bekendt, at Brevspørgsmaalet atter blev fremdraget senere, under Griffenfelds Proces, og da man er tilbøjelig til at tillægge det en Hovedbetydning for hans Fald, er der Grund til at udrede det til Bunds og se, hvad det virkelig indeholder.

Det var d. 3. Septbr., Mejerkrone første Gang maatte meddele, at Pomponne havde beklaget sig over for ham. Kureren fra Stockholm var i Rensborg blevet arresteret af Danskerne, og hvad der gik den franske Regering insst til Kjcrtc var aabsnbart, at den hele diplomatiske Forbindelse mellem de to allierede Hoffer gennem den franske Gesandt i Sverige, Feuquiéres, herved var truet.

For ret at forstaa Postspørgsmaalet og dets Løsning maa vi erindre om, at de nordiske Stater paa dette Omraadeendnu stod paa et antikveret Standpunkt. I de store Kulturlande var man naaet saa vidt, at t. Eks.

---

1) Mejerkrone til Bierman 271s og 3lg. Bierman til ham 31/s og u/9.u/9.

Posten mellem Danmark og Spanien gik fredeligt gennem Frankrig, skønt der var aabenlys Krig mellem det sidstnævnteLand og den spanske Konge. Ikke saaledes her i Norden. Her betød Krigstilstand mellem to Lande, at de var fuldstændigt aflukkede for hinanden. Men at en saadan gammeldags Synsmaade maatte irritere Frankrig højligt, navnlig naar det selv kom til at lide derved, kan ikke undre.

Foreløbig drejede det sig kun om to „ordres en suite", som Feuquiéres havde afsendt; til hvem, siges ikke. Pomponne udtalte det Haab, at vi ikke ogsaa havde lagt Beslag paa Breve til Frankrig, hvilket Mejerkronemente at kunne forsikre. Heri tog han dog fejl, og det skulde ikke vare længe, før man blev klar herover i Frankrig. Stemningen blev os i det hele mindre gunstig. Frankrig følte sine Pligter som Forbundsfælle og spekuleredeaabenbart i at vække Huset Liineburgs Skinsyge mod mulige danske Erobringer i Bremen, de der efter vor Beregning skulde blive Bindeleddet mellem Oldenburg og Holsten og Hovedhjørnestenen for vor fremtidige Magtstilling i Nordtyskland. Det havde kun altfor godt Held i disse Bestræbelser (se p. 116 Anm. 2), thi til at beskytte Sverige paa en mere aktiv Maade havde man i Versailles ringe Lyst. Mejerkrone følte, at han maatte gøre noget for at veje op herimod, og han slog atter paa Danmarks og Frankrigs Fællesinteresser,men kraftigere end hans Røst lød Pomponnes skarpe Klager. Mejerkrone indsaa selv, at det nu ikke var den bedste Lejlighed til at tale om Fremtiden. Han sagde om sig selv, at han maatte „marschere med Tømmen i Haanden", thi Frankrig haabede paa, at Vinteren skulde indfinde sig, før Danskerne havde naaet virkelige Resultater.Før

tater.Førnæste Foraar skulde det saa nok have faaet Fred eller i det mindste skabt Skinsyge mellem de allierede. Alt afhang for Danmark af et lykkeligt Udfald af dette Efteraars Felttog, for at vi paa Fredskongressen kunde staa som „beati possidentes".

Saaledes var Stemningen bleven over for Danmark i de franske politiske Kredse i Slutningen af September og Begyndelsen af Oktober Maaned. Og dog: selv om Pomponne talte om sin Herres „tres grand déplaisir" i Anledning af Fredsbruddet, tilføjede han, at han altid vilde optræde over for den danske Konge paa samme Maade, som han selv blev behandlet. „Man sover endnu her, og man vilde maaske ikke være ked over ikke at blive vakt af Sverige, før efter at man havde set, hvorledes det gik os i et væbnet Sammenstød". Afbrydelsen af den skriftlige Forbindelse mellem Frankrig og Sverige medførte nemlig ogsaa, at Sverige ikke kunde faa Lejlighed til at kræve, at Frankrig i Følge Forbundet skulde udstede sin Krigserklæring mod Danmark. Men i Brevspørgsmaalet stod Pomponne fast, og endnu videre end han gik hans Sekretær Tourmont, der anslog en voldsom Tone og sagde, at Beslaglæggelse af Breve syntes at betyde Krig, saa at Mejerkrone tilsidst maatte spørge ham, om han havde Ordre til at tale i denne Tone til ham. Mejerkrone var klar over, at hvis den danske Regering fortsatte paa samme Maade, vilde Følgen kun blive, at hans egne Breve til Hjemmet ogsaa blev beslaglagte.

Faa Dage senere var Mejerkrone efter Opfordring til Stede ved Kong Ludvigs Lever. Han søgte behændigt at komme uden om Ankerne over vort Forhold til Gottorp og til Sverige, skød Skylden for den strandede Forhandling i Foraaret paa sidstnævnte og talte om „virkelige BeviseriTidens

viseriTidensFylde", paa Danmarks Franskvenlighed. Ludvig XIV hørte ham i Ro og svarede saa smilende og med al Anerkendelse for Kristian V's Følelser: „Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige dertil; — jeg vil ikke bruge det Udtryk — men det forekommer mig, at man har villet holde mig hen med tomme Løfter [m'a voulu amuser], medens man forberedte alt til at gennemføre sine Hensigter".—Det var Ord, der faldt som en Bombe, og hvad værre var: der var intet at sige til dem med Rette, for saa vidt Sverige angik. Mejerkrone greb i sin Vaande til at spille en lille Komedie: „Da han sagde disse Ord til mig: „Jeg vil ikke bruge det Udtryk", øjnede jeg, hvad han vilde komme frem med, og satte en forbavset Mine op, idet jeg saa lidt skarpere paa ham, end jeg ellers vilde have gjort, men saa gentog han over for mig to Gange det samme, at han ikke vilde bruge det Udtryk, og han havde aabenbart til Hensigt at holde det aldeles tilbage, men hvad enten han nu ikke havde noget andet Udtryk paa rede Haand, eller hans Beslutning om at sige det dog rev ham med sig, saa gav han det frit Løb"^x). Der var ikke andet at gøre end at svare i en ydmyg Tone og gentage Forsikringerneom,at Sverige ikke havde været „raisonnable". Mejerkrones Sortie var næppe glimrende, selv om han paastaar, at Kongen til sidst naadigt lyttede til hans venskabelige Forsikringer, og at det gik bedre, end Hoffet i Almindelighed havde troet. Men han havde samtidig Ret i at hævde, at der atter var et Omslag ved at finde Sted hos de ledende Statsmænd, navnlig Pomponne, der saa med megen Ængstelse paa Sveriges Udsigter under Krigen.

---

1) Man faar en Mistanke om, at Kong Ludvigs Vredesudbrud ogsaa var en Smule kunstlet.

Saa daarligt og slapt førtes Felttoget i 1675 fra svensk Side. Men først naar Sverige var knækket, mente Mejerkrone,atTiden var inde til at fordre „asseuranees" af Frankrig; Alliancen maatte komme „med Tiden". I Brevspørgsmaalet maatte vi give efter, da det skadede hele Mejerkrones diplomatiske Virksomhed og ydermere forbitrede Kongens Sind, der i Forvejen var ægget ved hans Tro paa, at han under Foraarsforhandlingerne var bleven taget ved Næsen. Ogsaa Pomponne havde under Haanden truet ham med Repressalier¹).

Paa dette Tidspunkt havde dog Danmark allerede gjort det nødvendige Tilbagetog. Den 30. Septbr. meddelte Bierman Mejerkrone, at man havde givet Feuquiéres Tilladelse til at sende sin Regering „simples lettres sans yen joindre d'autres"2), men at han endnu ikke havde svaret paa dette Tilbud og denne Betingelse. Som Bilag til Biermans senere Ordrer fulgte en Kopi af Griffenfelds Brev til Terlon af 29. Septbr., hvori han bad om, at Feuquiéres ikke vilde gøre Brevene for tykke, for at de ikke skulde vække „du soubgon å nos gens", og den 19. Oktbr. skriver Bierman til Mejerkrone, at Betingelsen for Ekspeditionen af Feuquiéres' og hans Herres Breve kun var „at man sendte dem ene [seules], uden at de blev ledsagede af andre". Dette var allsaa, hvad den danske Regering forstod ved „lettres simples",, de maatte kun omfatte den egentlige Korrespondance mellem den franske Regering og dens Gesandt³).

---

1) Mejerkrones Relationer 3., 10., 17. og 24. Sept. samt 1. og 8. Okt.

2) Jørgensen: Griffenfeld 11, 515.

3) Altsaa ikke alene Feuquiéres' Privatbreve, som Jørgensen opfatter det (11, 313). Ordene gentages i Biermans Brev 25/io. Ogsaa Griffenfelds Brev til Terlon 17/io, hvori han kalder sig „Frankrigs Postmester", sendtes senere i Afskrift til Mejerkrone (Da. Sml. 2 R. 111. 20).

Hermed var dette Spørgsmaal løst, men Mejerkrone havde haft en slem Tid, inden Resultatet blev ham meddelt. Mejerkrone var klar over, at hvis der kom et afslaaende Svar hjemmefra, maatte han skjule det, indtil hans Regering havde faaet det fulde Indtryk af, hvor alvorlig Stemningen var over for dette Spørgsmaal i Frankrig. Han var derfor ikke saa lidt glad, da Ordren af 30. Septbr. kom ham i Hænde. I sin fornøjede Sindsstemning fik han endog Mod til at spille en lille Komedie med den vrede Tourmont for at skønne, hvad Følgen vilde være bleven af det modsatte Svar. Han spurgte ham derfor spøgende, om Frankrig vilde besvare et Afslag med en Krigserklæring, og fik det alvorlige Svar, at Frankrig i hvert Fald vilde behandle Kongen af Danmarks Breve paa samme Maade, og at Mejerkrones Relationer ikke vilde kunne gaa sikkert. Tourmont afviste alle Modgrunde i en ilter Tone og gentog kategorisk sit Krav. Saa rykkede da Mejerkrone ud med Sproget, og Tourmont blev straks meget tilfreds. Han spurgte endnu kun om de ydre Former for denne Frihed, „om Brevene fra Frankrig skulde adresseres til Mr. de Terlon, eller til selve Hans Majestæts Hof, eller endelig afleveres i mine Hænder". Kong Ludvig havde nemlig kun forlangt denne Frihed for sine Ministre „en particulier", og som Bevis herpaa vilde han sandsynligvis gaa ind paa at overlevere Brevene i Mejerkrones egne Hænder til videre Besørgelse. Denne erklærede dog, at han vilde indhente sin Herres nærmere Ordrer herom¹).

I sit Brev til Hjemmet udtalte da Mejerkrone, at han
haabede, at man vilde komme til Enighed med Feuquiéres,

---

1) Mejerkrones Relation 22/io.

da Spørgsmaalet ellers som „point d'honneur" til syvende og sidst vilde bringe de to Kroner i fuldkommen Tvist med hinanden. Man skrev sig dette bag Øret i Danmark, skønt det ikke var let med eet Slag at bringe Forbindelsen mellem Frankrig og Feuquiéres i Stockholm paa Fode igen. De franske Klager ophørte derfor heller ikke straks, endnu i Novbr. betonede man, at der stadig fandt Krænkelser af Brevhemmeligheden Sted. Det var intet Under, at Griffenfeld under disse Omstændigheder kunde lade sig forlede til sine bekendte varme Ytringer til Terlon om, at Korrespondancen kunde gaa ganske sikkert gennem hans egne Hænder. Dette var forøvrigtligefremet Svar paa Tourmonts ovenfor anførte Spørgsmaal om, hvilken af de tre Muligheder vor Regering foretrak. Og dog er der Tegn til, at Frankrig ikke følte sig fuldtud tilfreds med dette Formynderskab, da PomponnetilGengæld fordrede, at danske Breve, som passerede gennem Frankrig til Spanien, paa lignende Maade skulde være adresserede til franske Ministre, et Krav som han dog paa Mejerkrones Forestillinger igen lod falde. Den danske Regering maatte i det hele strække sig ret langt i denne Sag, og i Slutningen af November meddelte Bierman Mejerkrone, at det Brev fra den svenske Kammerherre Baron Bjelke, som vor Gesandt havde sendt til ham, var af Griffenfeld sendt videre til Tromp for endelig gennem denne at passere over til Sverige¹). Tilladelsen var altsaa nu udstrakt til ogsaa at gælde for visse svenske Undersaatter. Men man vil se, at Griffenfeld i denne Sag handlede efter Samraad og i fuldkommen Overensstemmelse med sine Hjælpere

---

1) Biermans Ordre 30/n.

i Udenrigsstyrelsen, være sig i Danmark eller Udlandet,
Bierman eller Mej erkrone.

Hermed var da ogsaa de egentlige Vanskeligheder i Forholdet til Frankrig ryddede af Vejen, og Mejerkrones Ophold i Paris blev fra nu af til Glæde for ham selv og til Nytte for hans Regering. Hertil bidrog ikke mindst den faste Overbevisning, som Ludvig XIV og hans Ministre efterhaanden fik, at Sveriges Sag i Tyskland var uigenkaldelig tabt, og at Wismars Fald kun kunde være et Tidsspørgsmaal. Kong Ludvig lod Ord falde herom ved sin Lever, og Mejerkrone skyndte sig med at rapportere dem hjem med Opfordring til snarest muligt at gøre dem til Virkelighed. Alt afhang af, om vi kunde møde frem med Resultater, naar Fredskongressen blev aabnet. Angaaende denne Forhandling havde den franske Regering tidlig om Efteraaret vist sin Forstemthed over, at Johan Frederik af Hannover var gaaet ind paa Neutralitet med de allierede og havde tilbudt at overtage den Mægler rolle, som Danmark efter saa mange Forhandlinger havde vraget. Man ser, at det ikke saa meget var Danmarks Fredsmægling som dets Neutralitet, der havde ligget Frankrig paa Sinde, og at det stillede sig ganske anderledes over for Hannover, der havde modtaget franske Subsidier for at deltage i Krigen paa dets Side. Men Griffenfeld Jod Mejerkrone gøre den franske Regering opmærksom paa, at Hertugen netop ved sin Mægling kunde være Frankrig til Nytte under Fredsforhandlingen, og at Danmark var meget tilbøjelig til ved samme Lejlighed at „vise Frankrig gode Tjenester" *).

Dette blev Omkvædet paa Mejerkrones sidste Forhandlingeri

---

1) Bierman til Mejerkr. 30/9.

handlingeriFrankrig, efter at Brevspørgsmaalet var løst. Han slog paa, at den danske Regering og navnlig Griffenfeldønskede „en nøje Forstaaelse med Frankrig", og at de tog Fejl, som troede, „at vi fandt Glæde i at ofre os for Huset Østrigs Interesser og være afhængige af dets Bevægelser". Af Sverige havde Frankrig kun haft ringe Glæde i Tyskland, men det kunde i det Hele ikke skabe sig „en solid Forstaaelse" med de tyske Fyrster, „uden at Hans Majestæt blandede sig deri og saa at sige stillede sig i Spidsen for denne gode Forbindelse". Eller som Mejerkrone udtrykte det over for Tourmont: „Hans Majestætkunde en skønne Dag give Dem Johan Frederik af Braunschweig_—Liineburg tilbage og mange andre Fyrster sammen med ham". Dette var Fremtidsalliancen — for gode franske Subsidier —, men i Øjeblikket gjaldt det dog mere den forestaaende Fredsforhandling. Paa dette Omraade nærmede Danmarks Løfter om Imødekommenhed over for Frankrig sig mere og mere til den Linje, som betød Forræderi mod de allierede. Men at disse Løfter fra dansk Side ikke var skrømtede, fremgaar af, at de havde til Hensigt at hindre, at vi paa Fredskongressen skulde staa fuldstændigt afhængige af Kejseren og Generalstaterne, hvis Subsidier vi nød. Saa vilde jo Følgen blot blive, som vi saa af Fuenmayors Relationer, at vore allierede benyttede den Fremgang og de Erobringer, som vi havde gjort, til en Udjævning mod de Tab, som de selv havde lidt over for Frankrig. Nej, en Sikring af de fra Sverige tagne Lande ved fransk Hjælp, det var Begyndelsen til vor nye Stormagtsstilling i Nordtyskland¹).

---

1) Mejerkrones Relation 22/io.

Den Dobbelthed, som Mejerkrone saa dristigt lovede, at Danmark skulde vise paa Kongressen, faldt dog et Øjeblik selve Pomponne for Brystet, vistnok fordi han saa en Fælde i, at Mejerkrone samtidig bad ham om at meddele Kristian V Frankrigs Fredsbetingelser. Han erklærede straks, at han ikke indsaa, hvorledes Kongen af Danmark vilde mage denne Sag, og at Frankrig af Æresgrunde ikke kunde svigte Sverige. Men Udsigten til at komme til at betale lavere Subsidier under et Forbund med Danmark (Mejerkrone mente senere, at vi vilde kunne faa 150000 escus aarligt), gjorde ikke ringe Indtryk paa ham og paa Colbert, og Mejerkrone forsikrede ham om, at det paa ingen Maade var hans Mening, at Frankrig skulde forraade Sverige, men blot, at det under Fredsforhandlingerne „ikke støttede Sverige i dets Bitterhed og Animositet imod os"^x).

Mejerkrone saa personlig Udbyttet af sit Efteraarsopholdi Paris i den forandrede Sindsstemning ved det franske Hof2). Pomponne selv var øjensynlig i Færd med at skifte Standpunkt; hans Forbindelse med Feuquiéres havde tidligere ladet ham se meget svenskvenligt paa Begivenhedernes Udvikling, nu var han naaet til at tale om Fremtidsalliancen i Udtryk som: „Alia tempora, alii mores". Ingen tænkte nu mere paa at tilbagekalde Terlon fra det danske Hof; Pomponne var enig med Mejerkrone om, at naar denne blev hjemkaldt, burde der etableres en stadig skriftlig Forbindelse mellem de to Hoffer for at bevare og udvikle det Grundlag, som var skaffet til Veje for det fremtidige Forbund. Videre

---

1) len senere Samtale med Pomponne tilføjede Mejerkrone Ordene: „til sin egen Skade".

2) Mejerkrones Rel. 30/10 og s/n.s/n.

kunde man foreløbigt ikke naa, og i Modsætning til Klingenberg, der fra Haag udtalte Ønsket om, at Alliancen i det væsentlige skulde være aftalt („mise sur un pied certain"), før Mejerkrone forlod Paris, mente denne selv, at man burde give Frankrig Ro til at foretage sin Kovendingi Politikken og til at faa det fulde Indtryk af de svenske Troppers Umulighed i Tyskland.

Under denne Stemning blev den „audience particu liere", som Mejerkrone havde hos Ludvig XIV, en fuldstændig Modsætning til Lever'en. Den danske Gesandt mindede om, at det var Danmark, som i sin Tid havde vægret sig ved at tiltræde Triplealliancen mod Frankrig (1668), medens Sverige var gaaet med dertil. Hvor nær havde det desuden ikke i Foraaret været ved, at Danmark uhjælpeligt havde kompromitteret sig hos sine allierede, netop paa Grund af sine vidtgaaende Forhandlinger med Frankrig og Sverige? Kristian V havde fra sine allierede kun faaet en Brøkdel af de Subsidier, som Frankrig havde betalt til Sverige, og dog stod han nu saa godt rustet, at det var klart, at han baade vilde have været en nyttigere og billigere Forbundsfælle for Frankrig end Sverige. „Rent bortset fra, at han var en uafhængig Fyrste lige som den franske Konge og ikke behøvede at tage Hensyn til sine Stænder-. — Det var den unge danske Enevælde, der appellerede til Slægtskabsbaandet mellem sig og Samtidens moderne Stat!¹).

Disse Argumenter gjorde øjensynligt et vist Indtryk paa Kong Ludvig. Men han kunde ikke dy sig for selv at komme ind paa, hvad der laa ham mest paa Hjerte, da han hertil føjede den Bemærkning, at Danmark ikke

---

1) jfr. ovenfor p. 50, Anm. 2.

alene havde erklæret sig mod Sverige, men ogsaa støttede
Frankrigs erklærede Fjender.

Det var Østrig, hans Tanker kredsede om, „le næud de I'affaire", som Mejerkrone kalder det, og han lod ikke Lejligheden gaa til Spilde. Kristian V havde paa Grund af sin Kongepligt maattet følge de allieredes Ønsker over for Sverige, men aldrig vilde han foretrække Huset Østrigs Venskab for den franske Konges. Han vilde anvende alle sine „bons offices" hos Generalstaterne og sine øvrige allierede i Kong Ludvigs Interesse. Og da Ludvig XIV, samtidig med at han ivrigt takkede herfor, endnu lod falde skeptiske Ytringer, svarede Mejerkrone rent ud, at hans Herre haabede paa en Dag at kunne samvirke med Frankrig til at sætte Grænser for Østrigs „vidtrækkende Planer", som Kong Ludvig havde nævnet, „og hjælpe ham til at faa hans Venner i Kejserdømmet til at træde i en venskabelig Forbindelse med ham".

Dette var just, hvad Kongen vilde høre; han lod Mejerkrone komme „meget nær" til sig, og tilstod over for ham, at han nærede akkurat de samme Ønsker. Han bad ham forsikre Griffenfeld „om sin Agtelse og Hengivenhed(det var hans Ord)", hvorpaa han vilde give ham Beviser, „navnlig naar jeg staar rigtigt godt med. hans Herre Kongen"*). Mejerkrone dristede sig nu til at bede om, at Frankrig ogsaa vilde gøre noget for Danmark paa Fredsmødet. „Han svarede mig ikke herpaa, men hans Bevægelse med Hovedet, ledsaget af et meget forekommendeSmil, talte lige saa tydeligt som Ord". Den danske Gesandt forsikrede ham da til Slut om altid at

---

1) Hermed sigtes aabenbart til Partiet med Prinsessen de la Tremollle.

ville vise samme respektfulde Iver for hans Interesser,
hvor hans Herre end anbragte ham1).

Det var nemlig en afgjort Sag, at Mejerkrone nu maatte forlade Paris. Ordren til at tage Afsked var allerede tilsendt ham d. 7. Oktbr., og Griffenfeld havde altsaa ment for saa vidt at maatte tage Hensyn til Fuenmayors Klager. Denne Tilbagekaldelse var udfærdigetaf Griffenfeld selv; den udtalte, at „det var saasom en Fatalitet, der os havde entraineret i et Parti, saasom var Frankrig imod", medens Danmark vilde have foretrukket „en upartisk Neutralitet og Mediation"; og den slog paa „den gode og sincere Intention, Vi have kunde, med Frankrig os nærmere udi Fremtiden at sætte", samt „at Vi muligt Kron Frankrig en snar og reputerlig Fred kunde til Veje bringe". Derfor havde Kristian V maget det saaledes, at Mediationen vilde blive tilbudt den fransksindede Hertug af Hannover af samtlige allierede. Endelig bad han Kong Ludvig om at unde ham „nogen avantage" ved Freden og „at man ikke Kron Sverrig altid udi des privat Animositet imod Voris Interesse appuyerede". — Kort sagt, det var alle de Tanker, som vi ovenfor saa, at Mejerkrone gjorde gældende i de følgende Uger, og det ikke uden Held. Senere bød man Mejerkrone al sige i Paris, al han haabede snart at vende tilbage for at forhandle om og afslutte „un traitté solide" mellem Kongerne, hvilket i November udvidedes til, at Lente vistnok vilde blive sendt til Paris „for at fortsætte og udvikle den gode Forstaaelse mellem de to Kroner"²).

---

1) Mejerkrones Relation 12/n.

2) Biermans Ordrer 25/io og Bln. Tilbagekaldelsesordren af 7/io, undertegnet af Kristian V og paraferet af Griffenfeld, er indhæftet i Mejerkrones Relationskonceptprotokol (Frankrig G. 1674—75).

Dette skyldtes Mejerkrones Forestillinger i Hjemmet om,
at man stadig burde have en behændig dansk Afsending
i Paris for at holde Stemningen varm.

Mejerkrone forberedte nu sin Afrejse fra Paris; han traf desuden med Omhu en Række Forberedelser til at holde Forbindelsen ved Live og bevare den gunstige Stemning. Han havde allerede vundet „l'introducteur des Ambassadeurs" ved Hove, de Bonnevil, der var en Ven af Colbert, samt en anden Person, der havde Pomponnes Fortrolighed, men hvis Navn han omhyggeligt skjuler, for at det ikke skulde komme Terlon for Øre. Ogsaa Pomponnes Hustru, der havde stor Indflydelse paa sin Mand, burde betænkes med klingende Mønt. Men Forbindelsen med Frankrig maatte naturligvis ogsaa være ganske skjult for vore allierede, hvad Bierman var meget ivrig for at indskærpe Mejerkrone.

Saa kom da endelig d. 16. Novbr. med Mejerkrones Afskedsaudiens. Tilstrømningen dertil var stor, da Hoffet mente, at Modsætningen mellem de to Konger ved denne Lejlighed vilde give sig et utvetydigt Udtryk. Men det gik lige modsat. Kongen udtalte det Haab, at Forholdene snart vilde ændres, saa at han kunde „knytte en nøjere Forbindelse" med den danske Konge. Dette var en offentlig Udtalelse af stor Rækkevidde, da Frankrig herigennem knæsatte de Principper, som Mejerkrone havde hævdet under hele sit Ophold i Frankrig. Ludvig XIV endte med at bemærke: „Hvad Dem angaar, Monsieur, har De min fulde Agtelse, og jeg er sikker paa, at De stadig vil bevare de samme Følelser, naar De opholder Dem i Haag og Nimwegen". Disse Ord kom meget overraskende for Mejerkrone, der ikke anede noget om, at han ogsaa var bestemt til at repræsentere Danmark

paa Fredskongressen. Men den franske Regering havde aabenbart gennem Terlon faaet Nys herom og nærede levende Interesse derfor, paa Grund af Mejerkrones egne Udtalelser om Danmarks Hensigter med Fredsværket. Tid og Sted tillod ikke at protestere mod Kongens Ord, Mejerkrone maatte indskrænke sig til en beskeden Rødmen, og Kong Ludvig gjorde da tre Gange et meget naadigt Tegn med Hovedet. Men alle, selv Pomponne slog paa de samme Strenge og opfattede Gesandtens Indvendinger herimod som dikterede af Beskedenhed.

Stemningen i Paris var bleven en anden. Men det mest slaaende Bevis paa, at Frankrigs Følelser var ændrede, fik Mejerkrone, da den franske Regering ved et mærkeligt Tilfælde udnævnte den samme Person til i Fremtiden at korrespondere med ham om Freden og Fremtidsforbundet, som allerede havde forpligtet sig til at være en „hæderlig Spion" for Danmark og holde det ajour med Pomponnes Planer (se forrige Side). Denne Person kom nemlig til Mejerkrone og fortalte, hvad Pomponne havde befalet ham, navnlig at han skulde paavirke Danskerne til at støtte Frankrig under Fredsforhandlingerne. Og da „Personen" havde spurgt Pomponne om, hvorledes dette kunde forenes med FrankrigsForpligtelser over for Sverige, havde Pornponne svaret, „at han over for mig ikke skulde gaa alt for dybt ind herpaa, men at han kunde sige ham, at Kongen af Frankrig ikke havde Grund til at være særlig tilfreds med Svenskerne og mente bedre at kunne finde sin Regning med Hans Majestæt; .... at det afhang for en stor Del af, hvorledes Hans Majestæts Foretagender faldt ud". „Personen" betroede under dybeste Tavshedsløfte disse Ord til Mejerkrone, et Forræderi, der ikke bliver

mindre ejendommeligt, naar man betænker, at Pomponne paa sin Side havde paabudt ham for enhver Pris at holde sin Korrespondance med Danmark hemmelig for Svenskerne, og at Danmark maatte passe paa, at den ikke blev bekendt for de allierede¹). Men Mejerkrone sammenfattede sin Opfattelse af Stillingen i sit sidste Brev i disse Ord: „Jeg har 1000 Grunde til at tro, at vi ere absolut Herrer over, hvorledes vi vil indrette os med Hoffet her, forudsat at vi vedbliver med at have Held over for Sverige". Tre Uger senere gik Wismar over til Danskerne³). Mejerkrone havde nu Ret i at sige: „Jeg tror, at det godt kan hænde, at Frankrig, som foretrækker Venskabet med os frem for med Sverige, til Slut helst vil se Sveriges Stilling fuldkommen ødelagt, for at det ikke længer, hvis det skiftede Parti, skulde være i Stand til at danne en Modvægt i de tyske Forhold".

Dette var vor Gesandts sidste politiske Ord paa fransk Grund. Han forlod samtidig Paris. Aaret 1675, det mærkeligste i dansk Udenrigspolitik under Griffenfelds Styre, var til Ende3).

---

1) Bierman til Mejerkr. 30/n.

2) Relationer af 19/u og 221u. Mejerkrone skriver endog iet ikke afsendt Brev af a/i 2a/i2 (Konceptprot.), at Pomponne med Velvilje modtog hans Forslag om, at de franske Plenipotentiarer ved Fredsforhandlingerne „fussent charges å en communiquer avec eux que Sa Majesté nommeroif.

3) Jeg har i det foregaaende undladt at omtale de Anstrængelser, som Mejerkrone under sin Sendefærd maatte gøre sig for at opnaa, at hans Herre fik Majestætstitlen af den franske Regering i dens Skrivelser. At Kong Ludvig vilde forholde forskellige evropæiske Fyrster denne Titel (t. Eks. ogsaa Polens Konge), er en interessant Illustration til hans Planer om at naa Æresstillingen som en Slags Verdensmonark, der efter Behag kunde tildele de øvrige Konger denne Æresbevisning. Skønt Griffenfeld i Tilbagekaldelsesordren af 7. Oktbr. gentog sin Befaling om at se at faa Spørgsmaalet klaret, og skønt Mejerkrone over for Pomponne beraabte sig paa, at Kongen af Danmark i Modsætning til Polens Regent var suveræn, lykkedes det ikke at faa Sagen helt ordnet i 1675. (Se bl. a. Mejerkrones Relationer 23/7, 30/v, 27/s, so_/io og 191n.)

VII. Griffenfelds Fald.

Dog, nu var Fuenmayors Tid kommen.

Ved det nye Aars Begyndelse opholdt han sig i Hamburg. Han havde fejret diplomatiske Triumfer hernede;idet mindste paastaar han selv at have haft en væsentlig Del i, at Rigsstaden endelig opsagde sit Forbund med Sverige og udviste de franske og svenske Gesandter fra sit Omraade. Men hans Stemning var dog i Hovedsagenbitter; han rugede over de Nederlag, han havde lidt over for den danske Premierminister. Hans Mistanke mod denne Opkomling voksede stadig; han saa, hvorledesFortroligheden steg mellem Griffenfeld og EnkedronningSofie Amalie, der vilde Venskab med Frankrig af Hensyn til sin Broder i Hannover og med Sverige paa Grund af sin Datters Forbindelse¹). Men Griffenfeld vilde desuden efter hans Mening fortsætte Krigen i Tyskland,„for at sætte sig fast der i Svenskernes Sted" (Wismar, en Del af Bremen samt Riigen), og for saaledes

---

1) Ejendommelige ere iøvrigt Udtalelserne herom i Linckers Relation til Landgrevinden af Hessen efter Griffenfelds Fald: „Was E. Hochf. Dhl. von 177 [dette Chiffer betyder: Reyne Mere] gnedigst erwehnen, davon ist hiesiges Orths viel Redens, dorfte allem Vermuthen nach auch etwas daran sein, so jedoch, so viel immer moglich, aus gewissen Gonsiderationen geheim gehalten wird". (Rel. 15U. Marburg Ark.) — Det drejer sig her formodentlig om Hofsladder, og man maa ikke glemme, at Forholdet mellem Enkedronningen og Landgrevindens Datter, Dronning Charlotte Amalie, langtfra var godt.

at kunne vedblive at optræde som Auksiliærmagt. Fuenmayorvar noget bagklog; nu gjaldt det ikke længer Nordtyskland.Det harmeligste for ham var dog at maatte indrømme, at man ikke desto mindre maatte bevare Venskabet med Danmark, da det i alt Fald gjorde den Nytte at forhindre svenske Troppeoverførseler til Tyskland.

Fuenmayor var langt nede. Han led personlige Krænkelseri Hamburg, da han stod ganske blottet for Penge; den spanske Skatkammerpræsident havde ganske vist i August Maaned sendt ham en Veksel, men den var ikke gangbar paa seks Maaneder og derfor allerede forældet, da den naaede ham. De hamburgske Kreditorer lagde Beslag paa Gesandtens Person og forbød ham at forlade Byen, samtidig med at han under Haanden fik at vide, at Franskmændene havde Negotiationer i Gang i København.Hans Nærværelse dér var tvingende nødvendig. Man kan vel ikke anføre noget bedre Bevis paa Fuenmayorsdiplomatiske Evner, end at det ikke blot lykkedes ham at blidgøre Kreditorerne, men endog at faa dem til at forstrække sig med Rejsepenge. Han kom saaledes af Sted, men Færden til København kunde ikke sætte en Spaniens Repræsentant i bedre Humør. Da han passerede en tilfrossen Sump, brast Isen, og kun ved at springe ud af den hældende Vogn undgik Fuenmayor og hans Hustru den visse Død. Han kalder det selv „et Guds Mirakel". Men da de var komne til Side, gik Isen i Stykker paa et andet Sted, begge sank i lige til Halsen og maatte siden staa 3—43_—4 Timer med det vaade Tøj paa uden at finde- Hus til at tørre sig i. Og da han endelig ankom til København, begyndte Elendigheden fra Hamburg paany; ingen vilde borge Don Baltasar selv den ringeste Pengesum, og han maatte anraabe sin Herre om snarlig

Hjælp. Forøvrigt klagede han over, at der i København grasserede mange farlige Sygdomme, som Soldaterne havde draget ind fra Løbegravene omkring Wismar. Man forstaarneppe, at han under disse Omstændigheder havde Lyst og Energi til at opfylde sine diplomatiske Hverv. Det var kun retfærdigt, naar Gonsejoen takkede ham for hans „fineza" over for de hamburgske Kreditorer¹).

Men paa Iver og Lyst skortede det stadig ikke den unge Gesandt, heldigvis for ham heller ikke længere paa Resultater. Det var et nyt Stød, han i disse Dage bibragteGriffenfeld, dog denne uafvidende. Det svenske Hertugdømme Bremen var nu, paa Fæstningen Stade nær, faldet i de allieredes Hænder; Æren herfor tilkom Hertugerne af Huset Luneburg i Forening med et mindre dansk Troppekorps; men disse tyske Fyrster havde allerede i Efteraaret 1675 sluttet en hemmelig Særoverenskomstom at udelukke Danmark fra enhver Del i det vundne²). Kongen af Danmark krævede nu sin retmæssige Part, nemlig hvad der behøvedes til at skabe en Forbindelse mellem Holsten og Oldenburg-Delmenhorst. Fuenmayor havde bestandig været mod disse Delingsplaner,om end af Grunde, som heller ikke vare i LuneburgernesInteresse, og det lykkedes ham nu, som han fortæller, at faa den Gelleskc Minister ved det danske Hof til at vægre sig ved at gaa ind paa nogen Overenskomstaf denne Art. Foreløbigt skulde enhver Forhandlingom Bremen Stift henvises til en Forsamling i Hansestaden af samme Navn, men Meningen var at faa ogsaa denne Forhandling til at strande og saa henskyde hele Sagen til Haag. Det var den kejserlige Gesandt,

---

1) Fuenmayors Relationer BJ2 og 912 1676.

2) N. Wimarson: Sveriges krig i Tyskland 1675—79 I, 233; 11, 26.

der havde indset, at Følgen af Delingen kun vilde blive, at Danskerne ikke kom til Skaane; han havde derfor bedt Fuenmayor om at mægle mellem Parterne, men i Stedet for en Mægling foretog han det nævnte Skridt, som ikke havde noget med en virkelig Mægling at gøre¹).

Det varede da heller ikke mange Dage, før der kom nye Vanskeligheder op i Anledning af det omtvistede Bremen. Brandenburg stillede sig nemlig fuldtud paa Danmarks Side, støttede Tanken om Delingen og foreslog, at der derefter skulde dannes en Liga mellem Danmark og de nordtyske Fyrster til gensidig Garanti af Erobringerne. Don Baltasar blev nu for Alvor bekymret, da han saa sin skønne Plan strande, at man paa Fredskongressen skulde tilbagegive til Sverige, hvad det havde mistet til Danmark og de tyske Fyrster, mod at saa Spanien til Gengæld fik de franske Erobringer igen. Han mente dog at have fundet en Udvej hertil ved i København at foreslaa, at man paa Fredskongressen skulde slutte særlig Fred med Frankrig med Udelukkelse af Sverige²), og hans hjemlige Regering billigede ganske denne Tanke³).

Fuenmayor saa i det hele taget med megen Uvilje paa det dansk-brandenburgske Venskab. Da Kurfyrsten kort Tid efter skrev et misfornøjet Brev til sin Minister i København i Anledning af de' Rygter, som gik om en Sær fred mellem Danmark og Sverige, mod at sidstnævnte tilbagegav Halland og

---

1) Fuenmayor 22h. — Wimarson 11, 58.

2) Fuenmayor 7|s.

3) Hvis det ikke med dette Forslag var Meningen at tage de allierede ved Næsen, d. v. s. hindre Delingen i Øjeblikket og senere dog slutte Fred med Sverige Frankrig under eet. synes Fuenmayors Mening uforstaaelig og i høj Grad i Spaniens Disfavør. Hans Forslag gik for øvrigt igennem. (Wimarson 11, 66.)

Blekinge, og da den brandenburgske Afsending gjorde dette bekendt for de allieredes Gesandter, stillede Fuenmayorsigmeget skeptisk over for Kurfyrstens Forargelse og mente, at dette Brev enten var skrevet i Forstaaelse med Danskerne for at faa Liineburg til at gaa ind paa deres bremiske Fordringer og Spanien til at betale Subsidiernemerepræcis, eller ogsaa havde Kurfyrsten opdigtetdetganske alene til at besmykke en forestaaende Særfred mellem sig og Svenskerne¹). Her førte dog den spanske Gesandts Mistænksomhed ham atter en Gang paa Afveje, saaledes som det klart fremgaar af Brødrene Brandts Relationer fra København. Spørgsmaalet har sin Interesse, da man har fremsat den Hypotese, at det var Griffenfelds egentlige Kongstanke at tilbytte sig de tabte skaanske Provinser fra Sverige mod at tilbagegive Wismar, vor Del af Bremen og mulig Oldenburg²). Hvad Brandenburgs Stilling til slige Bytteplaner angaar, ma.a det være nok at anføre, at Brødrene Brandt netop Dagen før Griffenfelds Fald spurgte ham om, hvorledes det egentlig forholdt sig med det svenske Tilbud om Halland og Blekinge. Han svarede dem derpaa, men de fik ikke Tid til at gøre Indberetning til deres Herre om dette Svars Indhold før efter Katastrofen d. 11. Marts. Senere opstilledededa som et Vidnesbyrd om de nye Stemninger ved det danske Hof Griffenfelds Svar 'til dette og en Række andre Punkter paa et Papir lige over for den Besked, som Kongen og den nye Minister Ahlefeld havde givet dem paa de samme Spørgsmaal. Angaaende Halland og Blekinge svarede de sidstnævnte rentud, at de intet kendte dertil. Griffenfeld havde den 10. Marts forsikret

---

1) Fuenmayor 21ls.

2) A. D. Jørgensen 11, 352.

det samme med stor Iver og udtalt sin Undren over, hvorledes slige Rygter kunde komme op. Men da de over for ham slog paa det mistænkelige i, at baade Terlon og Lilliecrona endnu opholdt sig ved det danske Hof, og at dette vel kunde vække saadanne Rygter, indlodhansig ikke paa at besvare denne Antydning, men gentog • sine Forsikringer om ikke at kende noget til det hele. „Men efter at han havde været tavs en lille Stund, sagde han, at det skulde da være, at det var opstaaet deraf, at de kongelige Ministre i Haag, Bremen og Celle efter Kongens Befaling havde erklæret, at det ikke vilde mangle ham paa Midler til at forlige sig med Sverige, hvis man ikke gav ham Satisfaktion m. H. t. de bremiskeErobringer,Vinterkvarterer i Ostfriesland, Subsidierm.m."*).

At Brandenburg har været lige saa urolig for en dansk-svensk Særfred som den spanske Afsending, er tydeligt; en anden Sag bliver det, hvor meget Hensyn man kan tage til Griffenfelds Forsikringer. At han i dette Foraar endelig udviste Lilliecrona og, som vi straks skulle høre, udstedte en Slags Krigserklæring mod Sverige, beviser ikke, at han skulde have brudt med sin franskvenligePolitik, der var rettet mod Nordtyskland; lige saa lidt kan man slutte noget i denne Retning af, at det fra Aarets Begyndelse var en afgjort Sag i København,at Angrebet nu skulde rettes mod det egentlige Sverige, thi i Tyskland stod der ikke andre Opgaver tilbage end Pommerns Betvinge]se, og at tage fat herpaa vilde have betydt Konkurrence med Kurfyrsten af Brandenburg.

---

1) Brødrene Brandt til Kurf. n/₃ og 18/3 1676. (Berlin. Geh. Staats■ archiv. Reg. 63—11 F.) Jfr. Urk. u. Aktenst. z. G. d. gross. Kurf. XVIII, 252.

Men at bortbytte de nordtyske Besiddelser, der i GriffenfeldsTanker skulde danne Udgangspunktet for en endnu større Magt! Der skal stærke Beviser til, for at man skal tro paa, at han nu saa afgjort havde brudt med sine Grundsætninger fra Forhandlingerne i 1675. Saa vidt vides, er endda det eneste „Bevis" for de GriffenfeldskeBytteplaner, at Jørgen Bjelke efter Kanslerens Fald forsikrede Kongen om, at den styrtede Statsmand havde villet skaffe Danmark Sundlandskaberne tilbage uden Sværdsslag¹).

Een Indrømmelse lykkedes det dog Fuenmayor at aftvinge den danske Premierminister, før han rettede det afgørende Slag imod ham. Gesandten havde med Uvilje set, at hans egen Regering havde lovet en snarlig Betaling af de forsinkede Subsidier til Danmark uden at betinge sig en skriftlig Krigserklæring mod Sverige til Gengæld derfor. Men, som han selv skriver, „skønt jeg fandt mig tvungen til at afbryde Instanserne i den Form, jeg havde paabegyndt, fandt jeg ikke, at jeg burde afstaa fra selve Kravet". Han gjorde derfor Griffenfeld opmærksom paa, at naar Danskerne fandt det uheldigt at udstede en Krigserklæring efter seks Maaneders Fjendtligheder,kunde man jo gaa en Middelvej og „opsætte et eller andet Plakat mod Svenskerne", hvori man anførte som Grund, at der herskede en faktisk Krigstilstand mellem Landene. Griffenfeld samtykkede heri (maaske dog snarest paa Grund af Tryk fra Krigspartiets og Hertugen af Pløns Side), og Dokumentet blev udstedt. Det var den „Deklaration om svensk Gods og Middel", et Konfiskationsplakat, hvorom A. D. Jørgensen siger, at

---

1) Jørgensen 11, 353.

den „intet lod tilbage at ønske i retning af tydelighed og derfor ofte er bleven opfattet som en egentlig krigserklæring «^x). Fuenmayor var i alt Fald meget tilfreds med den, da han mente, at den nok vilde fremkalde det forønskede Brud mellem Danmark og Frankrig. Thi dens Indhold og Form gik langt ud over, hvad der kunde gælde om en „auksiliær" Magt. Dette er sandt, og naar Griffenfeld dog lod sig bevæge til at udstede den, har det aabenbart været den haarde Nød, som drev ham. Han har saa ment at kunne dække sig bagved, at det Løfte, som han i Efteraaret havde givet til Verjus (Side 125), ikke var blevet formelt brudt²).

Nu var imidlertid den Stund inde, da Don Baltasar skulde vinde sin afgørende Sejr. Eller rettere sagt: Vi har allerede fulgt Begivenhederne noget længere frem end til det Øjeblik, da Spaniens Afsending fik sit bedste Kort paa Haanden.

Det var den 12. Febr., straks efter sin Ankomst til Hovedstaden, at Fuenmayor i et Brev til sin Regering forsikrede om, at Griffenfeld havde forhalet Bruddet med Sverige og nu ønskede en Forsoning dermed, af Hensyn til Frankrig, Sofie Amalie og selve Sverige [sic!]. „Og for at Eders Majestæt kan erkende, hvor meget det skader os, at han vedligeholder Venskabet med Frankrig, vedlægger jeg ... en Kopi af den Skrivelse, der er

---

1) 11, 355.

2) Fuenmayors Rel. 21h 1676. Samtidig var Spørgsmaalet oppe om at give de svenske Plenipotentiarer til Fredsforhandlingerne i Nimwegen Pas til at rejse gennem Danmark. Fuenmayor var herimod, navnlig da han frygtede for, at de paa Gennemrejsen skulde slutte Særfred med Danmark, og det lykkedes ham at paavirke Griffenfeld og den nederlandske Minister, saa at Sagen forpurredes. (Rel. 713.)

opsnappet i Hamburg, og som er rettet til den herboendefranske Ambassadør af den danske Gesandt, som tidligere var i Paris, men siden er bleven forflyttet til Haag for der, som det synes, at forhandle om en Slags Union mellem deres Herrer. Dette kan ikke ske uden en Fjærnelse fra og uden Skade for vort Parti, og Hensigtenmed hans Rejse til Haag er aabenbart at begunstige det franske Parti".

Har man læst disse Linjer og véd, hvad der var gaaet forud herfor mellem Danmark og Frankrig, kan man ikke undgaa at føle en vis Spænding, naar man tager den vedlagte spanske Oversættelse af Mejerkrones Brev til Terlon i Haanden. Paa Grund af dets Betydning skal det her gengives fuldstændigt:

„Min Herre!

Jeg er stadig Deres Excellence i høj Grad forbunden for den gode Mening, som De altid nærer om min Optræden i vore Herrers Anliggender. Det er Deres Exe. bekendt, at jeg aldrig har haft noget højere Ønske end at se dem nøje forbundne,og dette vil stadig være Maalet for hele min Virksomhed.Jeg haaber, at Deres Exe.s Hof vil være ganske overbevist herom, jeg i det mindste har ingen Skrupler i denne Henseende; og da jeg i Fortrolighed kan gøre Deres Exe. opmærksom paa, at jeg har iagttaget, at man ved Deres Hof i Bunden ikke var meget langt fra at nære samme Mening, rejser jeg derfra med det faste Haab, at vore Hensigter maa naa deres Virkeliggørelse,inden vi forlader de Pladser, vi har inde, thi det er med al Glæde, jeg ser Eders Excellences Plads ved vort Hof befæstet i Eders Hænder. Jeg tror, I gennem andre vil have hørt, hvilken Deltagelse jeg nærede for den Forandring, som de havde i Sinde at gøre, og hvor mange Forestillinger jeg har gjort Mr. de Pomponne om den Skade for vore Herrers Interesser, som kunde blive Følgen deraf. Jeg véd ikke, om jeg herved har handlet til Eders Exc.s Behag, men jeg maa

aabent tilstaa, at jeg har anset Eders Exc.s Person for saa nødvendigpaa den Plads, hvor I befinder Eder, at Hensynet til begge vore Herrers, og da navnlig min Herres, Fordel har drevet mig til at handle paa dette Sæt, uden at jeg gør Krav paa, at Eders Exe. skal opfatte dette som nogen Fortjeneste. Vist er det, at jeg i Dag med megen Sorg forlader det franske Hof, hvor jeg er bleven overhobet med saa megen Elskværdighed,men Haabet om en Dag at vende tilbage dertil, eller i det mindste paa den Plads, hvortil min Herre Konge bestemmer mig, ved mine Officier at vise, at I ingensinde har taget fejl i den Tro, som I har haft om mine Hensigter, gør, at jeg til en vis Grad finder Trøst. Jeg beder Eder om stadig at bevare denne Tro og en Gang imellem hædre mig med Brev, eftersom I finder det stemmende med vore nævnte Herrers Interesser". —

Det er Ord, som klinger ret uskyldigt og for den, der var ukendt med Diplomatiets Sprog, kunde se ud som en Række Komplimenter uden dybere Indhold. Men vi véd allerede, at dette ikke var Tilfældet; dette Brev fra Mejerkrones Haand indeholder i Virkeligheden Slutsummenaf hans franske Forhandlinger1). Mere imponerendeer det unægteligt, at heller ikke det 17. AarhundredesDiplomater et Øjeblik tog Fejl af, hvad der laa i disse bløde og bøjelige Ord. Ligesom Fuenmayor straks havde indset Brevets Betydning, vakte Afskriften deraf med hans vedføjede Kommentar en tilsvarende Bevægelse ved det spanske Hof. Gonsejoen vedtog eenstemmigt,at man skulde meddele Jørgen Reedts GriffenfeldsHandling og forestille ham, hvilke Farer den kunde medføre for alle de allierede. Man viste dog samtidig den Besindighed at overlade til Kongen af Danmark selv at tage Affære i Sagen, og man var klar over,

---

1) Da disse vare übekendte for de allierede, er dette et uangribeligt Bevis for Brevets Ægthed.

at det nu gjaldt om at betale Subsidierne prompte, for
ikke at levne den danske Konge noget Paaskud til at
bryde ud af Forbundet1).

Dog, inden denne Beslutning var bleven tagen i Madrid, just samme Dag som Fuenmayors Brev ankom dertil, havde den opsnappede Skrivelse gjort sin Nytte i København. Den spanske Gesandt beretter d. 11. Marts 1676, at han havde overvejet, hvorledes han bedst kunde bringe de dansk-franske Allianceforhandlinger til den danske Konges Kundskab. „Da der nu var aabnet mig en Vej hertil, ved at Hertugen af Pløn ankom hid for at kommandere Armeen (han er nemlig en nær Slægtning af Kongen og har Æren af Wismars Overgivelse,hvorved han begyndte at indtage en saadan Plads i hans Naade, at det fremkaldte et daarligt Forhold mellem ham og Førsteministeren); saa benyttede jeg dette Sammentræf og denne Udvej til at vise ham alle de Officier, som hans nævnte Optræden gjorde ham fortjenttil. Først fik jeg ham i Tale gennem den kejserlige Gesandt, der stod i et gammelt Venskabsforhold til ham, og da jeg havde vist ham det opsnappede Brev til den franske Gesandt, ... fandt vi ved at forene vor Skarpsindigheddog Sagen forberedt, thi den indtraf i et Øjeblik, da Kongen aiierede var begyndt at nære Mistro til ham". Kong Kristian lod derfor Griffenfeld gribe samme Morgen, som dette Brev er skrevet, og føre til „et Kastel"²).

---

1) Consejoens Beslutning 27J4 (ib.).

2) Rel. 21f3. — Aarsagen til, at Fuenmayor gik denne Omvej for at bringe Brevet til Kongens Kundskab, fremgaar af Hertugen af Villa-Hermosas Indberetning fra Briissel 1U (^h): „Man har forsøgt at underrette hans Herre (o: Kristian V) herom ad en tredje Vej, for at det ikke, i Fald Kongen lod haant om Underretningen, og det kom Griffenfeld for Øre, skulde blive til større Skade for os"

Fuenmayor tilføjer nogle Dage senere, at „Morgenen efter at Grev Griffenfeld var bleven fængslet, var jeg oppe paa Slottet, hvor jeg ønskede Hans danske Majestæt til Lykke, fordi han havde frigjort sig for en Mand, der var hans Naade saa uværdig og handlede i den Grad mod sin Embedspligt. Han viste sig i høj Grad taknemlig herfor, ligesom for de Efterretninger, som jeg havde meddelt Hertugen af Pløn, og for Brevet, som jeg havde leveret ham, hvorpaa han gik over til at bemærke, at fra nu af og for Fremtiden vilde han være sin egen Førsteminister, og derfor skulde man kun tale til ham personlig om enhver Sag"¹). Det var de bekendte Ord, som Kristian V havde laant fra det franske Hof, og som han i disse Dage behagede sig i at sige til enhver fremmed Diplomat, der kom ham nær²). Fuenmayor var saare glad ved, hvad der var sket, og han var klar over, at dette Personskifte ogsaa vilde blive et Systemskifte, thi Kongen var nu bleven saa forhippet paa at ændre Kurs, at han, saa langt fra at ville slutte Fred uden sine allierede, ikke en Gang vilde indladesig paa Fredsforhandlinger uden med deres Samtykke.

I Følge Fuenmayors Fremstilling har altsaa Mejerkrones opsnappede Brev spillet en vigtig Rolle ved Griffenfelds Fald. Spørgsmaalet er nu, om han har Ret heri. Dette Spørgsmaal deler sig atter i to: Om det er sandsynligt, at den spanske Gesandt taler Sandhed, naar han tillægger Skrivelsen en saadan Betydning. For det andet: Om det kan tænkes, at han i bedste Tro og uden at ville tale Usandhed kommer til at overvurdere sin egen Indflydelse ved denne Lejlighed.

---

1) Relat. *U.

2) Saaledes til Terlon (Da. Sml. 2 R. 111, 28), og til Werckendam (stds. 88).

Hvad den første Mulighed angaar, skal det bemærkes, at man af alle Fuenmayors Relationer faar Indtrykket af en sandhedskærlig og ærekær Mand. Her skal endda ses bort fra den Fare, det medførte for ham selv, at ville give sin egen Regering et bevidst falskt Indtryk af Forholdene i Norden; bl. a. var Jørgen Reedts ikke langt borte fra hans Hof og skulde snart have berigtiget Løgne mod Danmark. Men vi maa navnlig ikke glemme, at Fuenmayor paa intet Punkt i sine Indberetninger har lagt Skjul paa, naar han led Nederlag og spillede en daarlig Rolle i Kampen mod Griffenfeld. Den sidste Tid, men ogsaa kun den, havde været en Opgangstid for ham. Taget under eet havde hans Ophold i Danmark sine meget mørke Skygger, og det havde han altid ærligt tilstaaet. Der er ikke den fjerneste Grund til at opfatte ham som en Pralhans ved denne Lejlighed, og hele hans Fortid giver ham det bedste Vidnesbyrd, som ikke kan afsvækkes.

Men der er næppe heller nogen, som vil rette noget Angreb paa dette Punkt mod Gesandtens Sanddruhed. Snarere vil man maaske hævde, at Fuenmayor dog til en vis Grad stod uden for de danske Begivenheder, at han ikke kendte hele det Skyts, som blev rettet mod Griffenfeld, og derfor med Urette ansaa sit eget for det afgørende; endelig, at Kongens Tak til ham d. 12. Marts kunde have haft Karakter af en Kompliment en passant, fordi Spanieren ogsaa havde baaret sit lille Straa til Stakken. Man vil endda med Rette kunne beraabe sig paa, at Fuenmayor jo selv siger, at Kongens Stemning, da Brevet kom frem, allerede var forbitret mod Griffenfeld af andre Grunde.

For at besvare denne Kritik tror jeg, at man maa
rejse det Spørgsmaal: Hvor vidt kan Anklagerne, som

anføres under Griffenfelds Proces, og Motiverne i Dommen over ham have spillet Hovedrollen ved hans Fængsling? At de dansk-franske Forhandlinger ikke kunde anføres blandt Domsgrundene, er klart nok; man kunde ikke lægge udenrigspolitiske Hemmeligheder frem for Europas Øjne, og det vilde desuden være umuligt at anklage Griffenfeld for, hvad han havde udført med sin Konges fulde Samtykke. Hvad der fremsættes i Dommens Præmisser,er derfor følgende: Bestikkelighed; Brud paa Embedsed (ved ikke at have brændt Udkastet til det kongelige Testamente); Ligegyldighed over for Kongens 15 Advarsler; Steinhorstsagen; endelig den Tilladelse han havde givet til Korrespondance mellem Frankrig og Sverige samt bans egen skriftlige Forbindelse med Terlon^x). Kan dette være de virkelige Grunde til hans Fængsling?

Om disse Punkter skal følgende bemærkes. Bestikkelsernevaren gammel og velkendt Sag; de gik gennem hele den danske Centraladministration (man læse blot Brevene til Bierman i hans Privatarkiv!) og var Kongen en Pest. Men til at lade Udenrigsministeren falde paa dem i dette Øjeblik var der ingen Grund2). Hvad Testamentet angaar, kom det først frem d. 23. Marts under en Undersøgelse, som Kongen selv foretog af GriffenfeldsPapirer;han fremdrog ved samme Lejlighed de ominøse Almanakker og blev meget krænket over disse Tillidsbrud. Men før den 11. Marts anede han intet herom³). Der var heller ikke, siden Kongen havde givet sine Advarsler, forefaldet saadanne Overtrædelser af dem,

---

1) Vaupell II Tillæg 165.

2) Bestikkelserne blev iøvrigt under Processen stadig skudt længere i Forgrunden, aabenbart for at dække over de andre og svagere Punkter. (Vaupell stds. 166.)

3) Jørgensen 11, 376.

at de motiverede en Fængsling1). Hvad Steinhorstsagen angaar, er det vanskeligt at sige, hvor megen Mistanke Kongen før d. 11. Marts nærede til Griffenfeld i Anledning af de dermed sammenknyttede Forhandlinger om Oldenburg,menvi har iøvrigt ovenfor (Side 58) set, at disse Forhandlinger vare blevne fortsatte med Kongens Samtykkeogsaaefter Kuppet mod Hertugen af Gottorps Person. Naar Spørgsmaalet nu kom op igen, var det dog sikkert først efter Kielmans Fængsling, og denne besluttedes først d. 9. Marts. Dog er det som sagt ikke muligt at benægte, at Griffenfelds Forsøg paa at vinde sig dette Rigsgrevskab kan have bidraget sit til hans Fald, og det er da maaske dette, som ligger bag Fuenmayors Ord om, at Kongen allerede nærede Mistanke til ham, før MejerkronesBrevkom frem. Endelig er der Brevspørgsmaalet, hvortil vi iøvrigt straks skulle vende tilbage. Vi have unægtelig ovenfor faaet det Indtryk, at denne Korrespondance,somvar vitterlig for Mejerkrone, Bierman og hele Kancelliet, ogsaa maatte være Kongen bekendt, eller rettere sagt, at den efter Griffenfelds Udsagn over for Bierman endog var tilladt af Kongen. Var dette imidlertid ikke Tilfældet, kan den jo heller ikke have opirret ham til at fængsle Førsteministeren, da han saa først lærte den at kende efter Fængslingen. Saaledes hang det i hvert Fald sammen med dem af Griffenfelds Fjender, der havde bevirket hans Fald. Først d. 14. Marts,

---

1) Om disse 15 Punkter skriver iøvrigt G. Lincker 15U til Landgrevinden af Hessen: ... ,die sich doch in originale under seinen Sachen mit dieser Aufschrifft, dass wem sie nach seinem Tod oder sonsten zu Hånden kommen wiirden, nicht ge6ffnet sondern unentsiegelt verbrennet werden mochten, gefunden". (Ark. i Marburg.) Jævnfør, at Griffenfeld under Processen lod, som om han havde glemt dem. (Jørgensen 11, 292.)

da man i Konseljet aabnede den nysankomne Post fra Hamburg, fandt man heri en Række Breve til Sverige og til Terlon. Hertugen af Pløn udtalte da over for den brandenburgske Gesandt som sin Mening, at Griffenfelds Sag herved var betydeligt forværret. Heraf fremgaar det klart, at Brevvekslingen mellem Frankrig og Sverige ikke kan have været Kongens Motiv til at lade Førsteministeren falde¹).

Ingen af de Grunde, som anføres i Dommen, ingen af de Anklager, som fremføres under Processen, kan saaledes være den rette Anledning til Begivenheden d. 11. Marts. De kan motivere Dommen over Embedsmanden, men ikke — for saa vidt de over Hovedet var bekendte — Statsmandens Afsættelse.

Man vil da maaske til Slutning henvise til de mange Fjender, som Griffenfeld havde skaffet sig, og at deres Virksomhed voldte hans Fald. Men Fjendskab alene fælder ingen Mand. Kun hvis Fjenderne kan fremføre en plausibel Grund til, at vedkommende Statsmand er „landsskadelig", vil de naa deres Maal. Og det var netop dette Vaaben, som bødes Hertugen af Pløn i Mejerkrones Brev.

Det skønnes da ikke rettere, end at vi virkelig i Mejerkrones opsnappede Skrivelse har faaet fat i det, som gav det afgørende Stød til Begivenheden d. 11. Marts. Dette Brev kunde ikke komme som en Overraskelse for Kongen, der var bekendt med de Underhandlinger, der i Løbet af det sidste Aar havde været drevne i Københavnog i Paris. Men det lærte ham, at denne Tilnærmelsetil Frankrig, samtidig med at man modtog

---

1) Om Muligheden af, at denne Brevveksling allerede er bleven bekendt ved Husundersøgelsen n_h, se Side 160 Anm. I.

de allieredes Subsidier, ikke længere var mulig. Man maatte bringe Forbundet et politisk Offer, og dette maatte logisk set være den hidtilværende Førsteministers Afgang. Griffenfelds Fald er derfor i første Række en udenrigspolitisk Begivenhed. Men den kom ikke til at indskrænke sig hertil. Kongen havde, som vi hørte, allerede i Forvejen Mistanke til hans Optrædeni andre Spørgsmaal. Det laa da meget nær samtidigmed Afsættelsen at beholde Griffenfeld i en Slags Varetægtsarrest, medens man kom til Klarhed over, hvor vidt denne Mistanke var berettiget. Dette varede ikke længe. En Husundersøgelse samme Dag, som Fængslingen havde fundet Sted, viste, at der i Griffenfelds Bolig laa mange uekspederede Skrivelser til og fra Regeringen; allerededette var et alvorligt Brud paa den Ordenssans, som maatte være en Embedsmands Skyldighed, ja, man kunde forklare dette Fænomen paa en for ham endnu mere ugunstig Maade. Posten fra Hamburg bragte desuden tre Dage senere adskillige Breve under Griffenfelds Kuvert, der var bestemte til Sverige, og dette forværrede, som allerede nævnt, hans Stilling. Endelig fulgte d. 23. Marts den ovenfor nævnte anden Husundersøgelse, der bragte Testamentet og Almanakkerne frem og yderligere øgede Anklagernes Tal. Bestikkelserne vare desuden nu notoriske. Saaledes kom Griffenfelds Afsked til at drage hans Proces efter sig, som navnlig beskæftigede sig med hans indre Styrelse; det oprindelige, ikke kriminelle Motiv til hans Fald gled i Baggrunden og kunde efter sin Natur ikke komme til at spille nogen Rolle under Processen¹).

---

1) At ogsaa Terlon ansaa Hertugen af Pløn for primus motor ved Griffenfelds Fald, fremgaar af hans Depecher til Ludvig XTV 24fs og 28/3 (Da. SmL 2R. 111, 27 og 29).

Men nu Brevspørgsmaalet! Vi høre til vor Forbavselse , at det drages frem under Retssagen, at Tilladelsen for Feuquiéres og Terlon til Korrespondancen betragtes som et alvorligt Klagepunkt mod den faldne Minister, og at Kongen selv paastaar at have været ganske uvidende om denne Brevveksling. Er dette virkelig muligt?

Forretningsgangen med de indkomne Relationer var denne. Bierman aabnede som Statssekretær for de udenrigskeAnliggender Depescherne, overgav dem saa til Griffenfeld, der som Rigskansler foredrog dem for Kongen under fire Øjne og derefter meddelte Statssekretæren Monarkens Beslutning, hvorefter Bierman besvarede Relationen i Overensstemmelse hermed. Det er yderst sjældent, at Griffenfeld personlig skriver t. Eks. til Mejerkrone.Alt gaar gennem Bierman og dennes Personale. Hvad Kong Kristian V paastaar, er altsaa dette, at Griffenfeld skulde have meddelt Bierman en falsk Ordre fra Kongen. Og denne Ordre blev, vel at mærke, derefterbekendt for Kancelliets øverste Styrelse foruden for vedkommende Gesandt. Det var saaledes et overordentlig dristigt Skridt, Griffenfeld skulde have taget, og han maatte jo gaa i en stadig Frygt for en Opdagelse, der kunde indtræffe blot ved et tilfældigt Spørgsmaal under en Samtale mellem Kongen og Bierman. Eller skulde Bierman have været Griffenfelds medskyldige? Dette var ikke en Gang tilstrækkeligt, hele Kancelliet maatte have sammensvoret sig om at holde Sagen hemmelig for Kongen. Havde virkelig Griffenfeld begaaet dette Højforræderi,vilde han dog vel have været saa forsigtig at indvie saa faa som muligt deri og være traadt i direkte Forbindelse med Mejerkrone uden om Bierman. Og det

skønnes ikke en Gang, at Griffenfeld kunde have en saadan personlig Interesse af at gennemføre den frie ..^{Korrespondance,} at han skulde have løbet en saa overordentligRisiko derfor. Da man imidlertid maa gaa ud fra, at Kristian V ikke har talt Usandhed, naar han paastod at være i Uvidenhed om Brevvekslingen — og hvorfor skulde han tale Usandhed? —¹); bliver vel ingen anden Forklaring mulig, end at Kongen ikke ret har opfattetaf Griffenfelds Fremstilling, hvorom det drejede sig, saa at han først senere under Hertugen af Pløns Paavirkninghar forstaaet Sagen til Bunds og samtidig set den i den for Førsteministeren ugunstigste Belysning²).

At give en Skildring af den paafølgende Retssag mod Griffenfeld, falder uden for denne Afhandlings Ramme; for os gælder det kun om at paavise de nærmere Konsekvenser af hans Bortgang fra den politiske Skueplads.

Fuenmayor undlod ikke at forfølge sin Triumf. Af Griffenfelds Person havde han ikke længere nogen Interesse,da han nu var uskadeliggjort, men det gjaldt at befæste den spansk-østrigske Politiks Sejr ved det danske Hof. Straks gjorde han derfor Kristian V opmærksom paa,

---

1) Samme Dag som Fængslingen havde fundet Sted, udgik der Ordre til alle vore Gesandter om for Fremtiden at skrive direkte til Kongen, hvilket antyder, at man allerede ved den foreløbige Undersøgelse var bleven opmærksom paa den svensk-franske Korrespondance, og at den har vakt Kongens Overraskelse og Vrede. (Jørgensen 11, 371—72.)

2) Højst mærkeligt er det forøvrigt, at Kristian V over for LudvigXlV indrømmede, at han havde „cons en ty" i Brevforbindelsen mellem Frankrig og Gesandterne i København og Stockholm. Han beklagede sig kun over, at de franske Gesandter ikke havde benyttet denne Tilladelse med tilstrækkelig „discretion". Formodentlig har han ikke over for Udlandet villet tilstaa, at han ikke havde været klar over hele Brevspørgsmaalets Indhold. (Da. Sml. 2. R., 111, 32.)

at Te ri on havde overskredet sin Embedskompetence ved at hjælpe til ved Griffenfelds Utroskab (!), og at Kongen havde Ret til at foretage sig, hvilke Skridt han behagede, over for ham. Resultatet blev, at man lagde Beslag paa de Breve, som kom til den franske Gesandt fra Stockholm under Griffenfelds Kuvert. Fuenmayorfremstiller nu Sagens videre Forløb, som om Terlon beklagede sig stærkt herover og for at bevise Brevenes Uskyldighed tilbød at sende Chifrene, hvormed de vare skrevne, op paa Slottet. Men da Kongen tog ham paa Ordet, kom han med Undskyldninger. Imidlertid fandt den danske Regering en Udvej til at dechifrere Brevene og kunde saa sende Originalerne tilbage til Terlon¹). Fuenmayor var dog klar over, at den dansk-franske Forstaaelse havde lidt et Grundskud ved Griffenfelds Afgang,og han fandt det ikke en Gang nødvendigt længere at insistere paa, at Terlon skulde udvises, da han forudsaa,at Forholdene selv vilde udvikle sig i den forønskede Retning. Kong Ludvig vilde nu ikke kunne holde igen over for Sveriges Krav om, at han skulde erklære DanmarkKrig, da Svenskerne ikke længere havde Fordelen af Korrespondancen under Griffenfelds Adresse.

Den omtalte Episode tager sig unægtelig noget anderledesud i Terlons Fremstilling over for hans Herre. Efter d. 14. Marts at have berettet om Visitationen af GriffenfeldsPost, og at hans egne Breve ved denne Lejlighed ikke bleve krænkede; efter dernæst faa Dage senere at have refereret en Række franskvenlige Udtalelser fra Kristian V's Side; (... „at jeg selv godt vidste, at det ikke var hans Skyld, at der ikke var bleven sluttet en Alliance

---

1) Rel. *U.

med Deres Majestæt, hvorved han knyttedes til Deres Interesser, hvilket vilde have været ham en Fornøjelse. Men han haabede, at naar Krigen var endt, hvilket ikke kunde vare længere end dette Felttog, Deres Majestæt da vilde lægge større Vægt paa ham og hans Stater, end De hidtil har gjort...."); — efter alt dette kommer han endelig d. 21. Marts til den omta-lte Affære med den franske Ghiffernøgle.

Han fortæller da, at der fra Sverige var kommet en Depesche til ham under Griffenfelds Kuvert, og at Bierman i Kongens Navn forlangte at laane hans Ghiffernøgleforat kunne opløse og læse Chifrene. Depeschen indeholdt Grundene for og imod en fransk Krigserklæring over for Danmark. Terlon havde energisk protesteret mod dette uhørte Forlangende, var gaaet til Ahlefeld for at beklage sig og havde virkelig ogsaa opnaaet en Undskyldning¹). — Denne Fremstilling kan dog ikke være rigtig, thi Kristian V beklagede sig samtidig i et Brev til selve Ludvig XIV over, at de franske Gesandter ikke benyttede den givne Tilladelse til Korrespondance med tilstrækkelig Takt²), og Forholdet mellem Terlon og den danske Regering blev stadig køligere. Fuenmayor pustede til, og han havde Held med sig. En Ugestid senere kunde han sende sin Regering Afskrift af el uyl opsnappet Brev, denne Gang fra Ludvig XIV til Feuquiéres, hvori Kongen udtalte sig paa følgende Maade om den franske Krigserklæring mod Danmark, som Sverige stadig gjorde Krav paa: „Jeg vilde med Tilfredshed erfare, at de i Sverige indsaa Unytten af den Deklaration, de have begæret af mig mod Danmark. Den kan ikke medføre

---

1) Da. Sml. 2. R. 111, 32—33.

2) ib. p. 32.

nogensomhelst Fordel under de nuværende Forhold, men skulde foraarsage Ulemper, om ikke ved andet saa ved at afbryde den skriftlige Forbindelse, som kun bestaar gennem Terlon i København. Ikke des mindre lægger jeg det i Eders Hænder at tilfredsstille den svenske Konges Ønske, i Fald han staar fast ved denne Begæring, men efter Eders Fremstilling over for mig maa jeg tro, at man vil ophøre med at insistere derpaa".... Dette stemte vel overens med den Besked, som Feuquiéres allerede tre Uger tidligere havde givet den svenske Regering¹). YdermeregavLudvig XIV i sit Brev Vink om, hvorledes Sverige efter hans Mening burde føre Krigen, og man forstaar let, at Læsningen heraf kunde virke irriterende paa den danske Regering, der følte, at Forbindelsen med Frankrig nu var ganske undergravet. Det er derfor sandsynligt, at Fuenmayor har Ret i sin Fortælling om, hvorledes det endelige Brud fandt Sted mellem Kristian V og Terlon, og at det skyldes meget nærliggendeGrunde,naar denne sidste ganske fortav de nærmere Omstændigheder herved i sine Indberetninger til sin Herre²). I Følge den spanske Gesandt sendte nemlig Kongen Bud til Terlon om, at han nu ikke længer vilde taale nogen Korrespondance. Han vilde med det første forlade Hovedstaden, ønskede ikke den franske Gesandts

---

1) Referat af en Samtale mellem Feuquiéres og Hoghusen, gengivet i det svenske Rigsraad 13h 1676: „Angående Rupturen medh Dannemarck, så sade han, att Frankrijke worde det straxt giorandes, derpå man intet borde tuifla, hafuandes hans Konungh intet meer commerce eller att giora medh Konungen i Dannemarck ånn som medh Konungen i Persien". (S R A: Riksrådsprotokollen, Sekretær Swanhielms Optegnelse.)

2) Da. Sml. 2. R. 111, 33. Derimod bekræftes Rigtigheden af Fuenmayors Fremstilling af den nederl. Gesandt le Maires Beretning 1814 (ny Stil). (Da. Sml. 2. R. 111, 89.)

Følgeskab og kunde ikke i sin Fraværelse garantere ham mod Forulempninger af Folket, „som vidste, at han kun optraadte som hæderlig Spion". Terlon erklærede sig rede til at rømme Marken, men bad, for at Formerne kunde bevares, om at maatte benytte en Tilbagekaldelsesordre fra sin Herre, som han havde haft liggende i de sidste Uger til Brug, naar Omstændighederne fordrede det. Saaledes opnaaede han virkelig at faa en officiel Afskedsaudiensd.4. April, men da han derefter stadig ikke gjorde Tegn til Opbrud, sendte Kongen Bud til ham og lod ham vide, „at jo før han kunde rejse, des behageligere vilde det være Kong Kristian". — Med Rette jublede Fuenmayoroverdenne utrolige Optræden fra vor Regerings Side; man har vel Lov til at haabe, at hans Fremstilling er noget farvet og overdreven, i hvert Fald hvad de nærmere Enkeltheder angaar¹).

Vist er det, at Terlon først forlod København i Maj Maaned, og at han ved Afskedsaudiensen havde faaet en Afskedsgave paa 4000 Rdlr. af den danske Konge2). Saadanne Gaver var dog meget almindelige i Datiden og svarede til Dels til vore Dages Ordensdekorationer. Dette hindrede da heller ikke, at Frankrigs Krigserklæring mod Danmark fulgte efter, om den end først indtraf i August Maaned³).

Hermed var Griffenfelds Politik endelig strandet. Vi havde afgjort kastet os over paa Modpartens Side, en Vending, som ikke blev mindre uheldig derved, at den nye ledende Minister, Frederik Ahlefeld, i sit Hjerte billigede den Kurs, han nu selv maatte svigte, og beklagedeBruddetmed

---

1) Fuenmayors Relation ISU.

2) Jørgensen 11, 383.

3) Danmarks Riges Hist. IV, 578.

klagedeBruddetmedFrankrig. Vor Selvbestemmelsesret var hermed annulleret; vi maatte følge de allierede blindt og var et Bytte for de Fuenmayorske Principper, der jo gik ud paa paa Fredskongressen at lade vore Erobringer ækvivalere mod Spaniens og Nederlandenes Tab. At det vilde gaa saaledes, blev ogsaa snart klart. Forgæves anstrængtedendanske Regering sig i Sommermaanederne 1676 paany for at faa dannet en Liga til Garanti af de vundne Erobringer, et Forbund, som skulde omfatte Danmark, Brandenburg og de forskellige Fyrster af Huset Liineburg. Brandenburg var ganske vist villig, men de braunschweigske Hertuger viste nu tydeligt, at deres Hu stod til at vinde hele det svenske Bremen, uden at afstaa nogen Del deraf til Danmark. Den celleske Minister i København vægrede sig bestemt ved at indtræde i nogen Garantialliance¹). Huset Liineburgs Stjerne var aabenbart i |3tigen. Ogsaa Frankrig nærmede sig nu mere afgjort til det med Forbigaaelse af Danmark. Omtrent samtidig med Griffenfelds Fald havde Feuquiéres i en Samtale med den svenske Rigsraad Hoghusen søgt at bevæge Sverige til at overlade Bremen til Hertugen af Hannover. Saa kunde Svenskerne til Gengæld koncentrere deres Stridskræfter i Pommern mod Kurfyrsten af Brandenburg.Hoghusensvarede, at paa denne Maade vilde man aabenbart have hans Konge ud af Tyskland, men Feuquiéres henviste til, at han kunde gøre Erobringer andet Steds²). — Her forberedes aabenbart den Udvikling, som i Kristian V^Js

---

1) Fuenmayors Relationer 30/5, 13/e, 10/s og 22/8. — Sidstnævnte Dag meddeler han, at Stade i Bremen har overgivet sig for 8 Dage siden, og at Hertugen af Celle til stor Ærgrelse for Danmark og Brandenburg har skyndt sig med at belægge den med en Garnison af sine Tropper.

2) Se ovenfor Side 163, Anm. 1.

senere Regeringsaar skulde føre til Rivaliseringen mellem Danmark og Liineburg, som skulde begrunde den danske Konges Modstand mod, at den niende Kurværdighed tildeltesHannover,og som endelig udmundede i, at Hannover virkelig under den store nordiske Krig erhvervede Bremen og Verden übeskaarede.

Rent bortset fra Krigens Udvikling blev saaledes heller ikke det politiske Stade, som vort Fædreland nu havde valgt, til vor Fordel. Men den franskvenlige Politik, som den danske Regering igen slog ind paa efter 1680, blev i Virkeligheden ogsaa en Oprejsning for Griffenfeld. Kun Skade, at den da kom for sent. Mindre bekendt, men ikke mindre karakteristisk er det dog, at man allerede under den skaanske Krig begyndte at vende tilbage til de Griffenfeldske Baner. Karl XI skriver i en Ordre til Generalmajor Ranck (dateret Lejren ved Hør i Skaane d. 9. Oktbr. 1678), at Feuquiéres har en Ekspres, som hver Uge gaar mellem Halmstad og Helsingborg med Breve og Pakker til eller fra hans Konge¹). Det fremgaar heraf, at Danmark igen havde tilladt den Korrespondance, der var bleven saa haardt bedømt under Griffenfelds Proces. Endog Pakker tillod man altsaa nu at passere. En ejendommelig Illustration til den kongelige Forargelse i Marts 1676!

Det lønner sig endnu til Slutning at kaste et Blik paa, hvorledes det Billede af den Griffenfeldske Udenrigspolitik,som ovenfor er givet, forholder sig til de tidligere fremsatte Anskuelser. Kun to Forskeres Resultater, A. D. Jørgensens og J. A. Fridericias, skal her sammenlignes;at medtage ældre Historikere, som Vaupell med

---

1) Riksregistraturen (S R A).

hans skandinavistiske Betragtninger, turde være unødvendigt.

A. D. Jørgensen1) mener, at der ved Griffenfelds Indgriben i Udenrigsstyrelsen kun forelaa to Muligheder for Danmark: Fjendskab med Sverige og Gottorp eller Venskab med Sverige (samt Gottorp) og Frankrig. Det første Standpunkt var det hævdvundne, men ufrugtbare. Det andet var mere lovende. Men kunde dette sidste ikke opnaas, maatte Danmark foretrække et Forbund med Frankrig for at faa Hævn over Sverige. Idet Griffenfeld indtog det andet af de to mulige Standpunkter, var hans Politik altsaa tostrænget²), den kunde efter Omstændighederne føre til Venskab eller Strid i Norden.

Man ser dog let, at Jørgensen endnu staar under en vis Paavirkning af den gamle skandinavistiske Opfattelse. Det er J. A. Fri deri ci as₃) Fortjeneste at have paavist det anakronistiske og uhistoriske i, at Griffenfeld skulde have ladet sin Politik lede af det 19. Aarhundredes Synsmaader. Men Fridericia opgiver i det hele at finde ledende Grundtanker i Griffenfelds ydre Politik. For ham er den kun laverende og afventende; Griffenfeld vil vinde Tid, mens han med Subsidier styrker Landet. Dog indrømmer Fridericia, at een Ting stod fast for Rigskansleren: Man burde undgaa en svensk-fransk Alliance, i hvert Fald aldrig samtidig faa de to Magter til Fjender.

I Modsætning hertil tror Forf. ovenfor at have paavist,at
der var en fast Plan i vor Statsmands Politik.
Han vilde opnaa et Forbund med Frankrig til Danmarks

---

1) 11, pp. 3 og 7.

2) stds. p. 243.

3) Danmarks Riges Historie IV, 546 (de samme Tanker fremsatte i hans Artikkel om G. i Dansk biogr. Leksikon).

Udvidelse paa Sveriges Bekostning, navnlig i Nordvesttyskland.For denne Løn vilde han endog svigte Østrig, og han ansaa over Hovedet ikke Kejserens Magtforøgelse for nyttig for Danmark. Skaanes Genvinding stod derimod ikke for ham som særlig attraaværdig, i hvert Fald ikke i første Række. Han behøvede derfor ikke Nederlandenes Hjælp til at naa Herredømmet til Søs. Men det er muligt, at han i sin Fredskærlighed har drevet Politik paa saa langt Sigt, at han i Begyndelsen af 1675 i sit Hjerte har ønsket en foreløbig Forstaaelse baade med Sverige og Frankrig. Dette Ønske gik i hvert Fald aldrig i Opfyldelse,og det kom ikke til at præge den virkelige „Griffenfeldske Politik⁸. A.D.Jørgensen har Ret i, hvad han fremstiller som det sekundære Trin af det andet Alternativ, blot var det for Griffenfeld ikke det sekundære, men det primære.

Den Mand, hvis Navn saa ofte er nævnet ovenfor, kom ikke til at tilbringe lang Tid ved det danske Hof efter Griffenfelds Fald. Ganske vist fik han i August Ordre til at følge Kristian V under Felttoget i Skaane. Men allerede det følgende Aar kaldtes Don Baltasar bort fra Danmark, og er formodentlig da direkte gaaet til sin nye Plads som Ambassadør i Venezia. Fuenmayors Fremtid biev glimrende og vidner tilstrækkeligt om hans Regerings fuldstændige Tilfredshed med hans diplomatiske Ydelser. Det næste Skridt var, at han blev udnævnt til Medlem af „el supremo consejo de Flandes", og den 5. Novbr. 1682 satte Karl II Kronen paa Udmærkelserne ved at gøre ham til første Markis af Castel-Moncayo^x).

---

1) Se ovenfor Side 24—25, med de der anførte Kilder. — Don Baltasar havde ganske vist en Søn, Don Joaquin, men denne synes at være død uden Arvinger; fra Baltasars Datter, Donna Manuela, nedstammer derimod en af Spaniens mest bekendte Slægter, Hertugerne af Fernan-Nunez.

Da dette Markisat formodentlig har Navn af Bjerget Moncayo ved Ebro, lidt Sydost for Fuenmayor, ser man, at Don Baltasar igen havde knyttet Strengen med sin Families Fortid og var vendt tilbage til de samme Egne, hvorfra hans Stamfader, Don Millan Ruiz, fire Aarhundredertidligere var draget bort.

Kun sjældent er vel Fuenmayors Tanker under denne Løbebane gaaede tilbage til de Dage, da han som en ung, übekendt og fattig Afsending kæmpede med og sejrede over et fjernt Riges mægtigste Statsmand.

Men denne var imens til Skibs, mod Norden og
mod Munkholm.