I.

„r iihren doch den Kehraus durch alle die Zimmer!"

Gennem Selskabets kaade Latter og Støj skar Kongens
Stemme. Og man greb hinanden i Hænderne og
hvirvlede afsted gennem Gemakker og Sale1).

Den næste Aften bød nye Glæder, Festhvirvlen blev
fortsat gennem Uger, Maaneder, Aar.

„Imorgen skal vi have Bal paré ved Hoffet, paa Tirsdag Appartement, paa Onsdag Bal i Domino, paa Torsdag skal der være Bal hos Prins Frederik, og paa Lørdag giver Bernstorff en Fest, som den kongelige Familie vil overvære", skriver Kammerherre Gregers Juel til Gesandten i Stockholm Schack Rathlou i et Brev fra Frederik den Femtes Dødsaar2). Parforcejagterne afvekslede med Ringridningen, Kanefarterne i Fakkellys med Maskeraderne, eller med Kgl. Mayestæts særlige Plaisirs — de danske og franske Komedier³).

---

1) Charles, Prince de Hesse: Mémoires de mon temps S. 41.

2) Danske Magasin o. R. 111, S. 12.

3) Reverdil: Struensee og Hoffet i Kjøbenhavn 1760—72 overs, af L. Moltke, S. 58.

Endda sagde den syttenaarige Enevoldsherre til Kirurgen Wohlert, at han vilde rase ito Aar1); han gjorde det saa vildt, at det gennem Gesandtskabsberetningerne hørtes ude i Europa²).

Herhjemme troede man, at dette Kraftspild betød ungdommelig Livsglæde, fordi Opdragelsens strenge Tid nu var forbi — men Tiden lærte Folk, at denne Livstrang ikke var en temperamentsfuld Galnings Overmod, men Udslag af en Sygdom, som mere og mere fik Herredømmet over Kongens Sind, og drev ham til bestandig at kræve hastigt skiftende Indtryk udefra⁸).

Christian den Syvendes Forfængelighed var uden Grænser, paa de mest forskellige Omraader vilde han glimre ved Aandsoverlegenhed4). Men arbejde kunde han ikke, alt skulde naaes ligesom i ét Ryk5).

Uden Kendskab til Krigsførelsen udover militære Parader — eller Slagsmaal med Vægtere i Københavns Smaagader — troede han som Hærfører at overgaa sit Forbillede Frederik den Store6); han kaldte sig en Elsker og Dyrker af Voltaire7), men i Virkeligheden kunde intet Værk af Aand fængsle ham8).

I sin Dødsstund sagde Kejser Nero de berømte
Ord: „Hvilken Kunstner taber Verden ikke i mig". Ghristianden

---

1) Edv. Holm: Danmarks og Norges Hist. IV. B. I, Side 17.

2) Kursachsiske Gesandtskabsberet. Blangstrup: Chr. VII, S. 231.

3)'Reverdil, S. 54.

4) Reverdil, S. 82.

5) Reverdil, S. 28, 66—67. N.Lassen: Den Struensee'ske Proces. Tidsskr. f. Retsv. 1891, S. 256.

6) Charles, Prince de Hesse: Mémoires S. 38.

7) Lettres de d'Alembert. Voltaires Værker Tome LXV, S. 254 og 268.

8) Reverdil, S. 19, 62, 200.

stiandenSyvendes Tro paa sine Evner som Skuespiller1) var ikke ringere, og ligesom Nero yndede han en Tid at vise dem i Praksis. Ogsaa vokal Musik vilde han mestre, men Naturen havde nægtet ham en behagelig Stemme²). Han følte overhovedet ikke den Afstand, der var mellem hans Selvtillid og hans Ydeevne.

I Samtidens Memoirer tales ofte om Kongens livlige Mimik, og der fortælles nogle Træk fra hans tidlige Ungdomsaar, som kan tyde paa,. at han har haft Evne til mimisk at efterligne, eller haft Sans for at give sine lagttagelser et dramatisk Udtryk. De Mennesker, som stillede Krav til ham, skaanede han ikke. Men bag hans maliciøse Blik laa Sindssygen, han maatte skaffe sig Luft i et respektløst Railleri, og et farligt Publikum fandt han i Pagerne; deres Latter og Bifald fik Modet til at blusse og ætsede hans Spot, men derved skærpedes hans hjerteløse Betragtning af Omgivelserne; i alt hvad han saa, greb han kun det mangelfulde, der slog ham langt stærkere, end det gode rørte ham³).

Som Dreng hævnede han sig paa sin strenge OpdragerReventiow, ved at efterabe ham bag hans Ryg, og hverken Frederik den Femte eller Ministrene gik Ram forbi4). Han gav dem Øgenavnet „Parykkerne"5), og da han selv var kommet til Magten, karikerede han deres Optræden i Statsraadet. Men hans særlige Objektervar Præsterne, der vævede Kirkens Vadmel over hans utaalmodige Hoved. En Historie oplyser os om

---

1) Reverdil, S. 82.

2) Johan Biilows Forsøg og Bidrag til Biografier. (Kgl. Bibi.)

3) Bernstorffske Papirer, udg. af Aage Friis I, S. 548.

4) Reverdil, S. 7og 11.

5) Ministre bar dengang Knudeparykker med tre Piske. Prince Charles: Mémoires, S. 32.

Parodiernes Art. Under en Spadseretur i Søndermarken lod han en Tue agere Prædikestol, sprang op paa den og holdt en baade vittig og bidende Parodi paa kgl. Konfessionarius Quist¹).

Saadanne skaanselsløse, men ikke übegavede Paafund viser, at han nærmere betegnet har ejet det Imitationstalent, som ofte er bleven forvekslet med den sceniske

Christian den Syvendes Lyst til at optræde som Skuespiller hørte sikkert sammen med hans Trang til bestandig at synes en Anden, end den han egentlig var. Han hittede paa mærkelige Historier om sin Herkomst2), men Evnerne førte ham altid i Triumf til Tronen. Paa Rejsen i Holsten vilde han tilsidesætte al Hoftvang og forklædt træde ind i Undersaatternes Klasse, for at prøve hvilken Lykke han vilde gøre ved sine personlige Egenskabe r³). Og i Antwerpen vilde han i fuldt Alvor flygte bort som Soldat. Naar han saa atter naaede Samfundets Tinde, skyldte han kun sig selv sin Lykke⁴).

. Af Naturen var han oplagt til at forstille sit Væsen og dække sig under Maske5); med Forsikring om Naade og Venskab var det ham en Glæde at lade en Yndling uanet faa Afsked, „gøre Springet", som han kaldte det6). Man hørte ham bede og bekende Troen i tilsyneladende

---

1) Biehls Breve om Chr. VII, udg. af Louis Bobé, S. 2.

2) N. Lassen: Den Struensee'ske Proces; Tidsskr. f. Retsv. 1891, S. 248. Reverdil. S. 4.

3) Reverdil, S. 65.

4) Struensee'ske Proces. Tidsskr. f. Retsv. 1891, S. 247.

5) Depeche til den russ. Regering af 12. April 1767. Danske Magasin 5. R. 111, S. 112.

6) Reverdil, S. 21.

Alvor, men straks efter gjorde han sig lystig derover og
bristede af Latter1).

Altfor tidlig blev hans sygelige Fantasi berørt af Scenens brogede Verden; kun fem Aar gammel sad han en Aften i Holbergs Dødsaar i den kongelige Loge2). Omtrent paa samme Tid optraadte den italienske Opera. De fremmede Sangere i Sydens spraglede Dragter bragte Barnets Fantasi i Kog. Flere Aar efter vævede han disse Indtryk sammen med sine Vrangforestillinger og betroede Reverdil, „at han altid havde anset disse Sangere for at være overordnede Væsener, som han engang i Tiden vilde komme til at ligne" 3).

Man kan deraf slutte, at den sceniske Optræden ikke alene har givet ham Anledning til at modtage personlig Hyldest, men ogsaa haft en hemmelig Mission for ham; dækket af Rollens Ord og store Handlinger troede han selv at „skride fremad" mod den usaarlige Fuldkommenhedstilstand, som var hans Drømmes Maal4).

Valget af Rollen tyder ogsaa derpaa.

Det var Sultan Orosman i Voltaires „Zaire", et Værk der aandeligt bærer det attende Aarhundredes franske Stempel, smidigt og elegant af Form, men uden Stedfarve og psykologisk Menneskeskildring. Allerede Rosenstand-Goiske klagede over Heltens Usandsynlighe d5); han virker mere som en galant Franskmand

---

1) Prince Charles: Mémoires, S. 38.

2) 20. Marts 1754. Nov. 1754 begyndte den italienske Opera. I 1760 — Kronprinsen var da 11 Aar — dansede Theatrets Figurantinder for ham paa Frederiksberg Slot. Spectacelkas. Regnskab. Rigsark.

3) Reverdil, S. 4.

4) Reverdil, S. 3—4, 17. N.Lassen: Den Struensee'skeProc. Tidsskr. f. Retsv. 1891, S. 247.

5) Den dramatiske Journal 11, S. 138.

fra Voltaires egen Tid, end som en Østerlandets Sultan fra omkring det tolvte Aarhundrede. Men Tragediens Ry var udbredt over Europa, og ethvert Theaters jeune premier spillede Hovedrollen. Paa det danske Theater havde C. P. Rose kreeret den ti Aar forud¹).

Handlingen foregaar i Orienten.

Voltaire lader Kampen staa mellem den fangne Slavinde Zaires Kærlighed til Landets islamitiske Hersker Orosman, og hendes kristne Tro og Hjemve mod Frankrig. Orosman vil tage hende til Hustru, men da han tror at opdage, at hun elsker en fangen fransk Ridder Nerrestan, dræber han hende i glødende Skinsyge. Da han omsider faar at vide, at Nerrestan var hendes Broder, gør han efter gammel Theaterskik sin Uret god igen — ved at dræbe sig selv.

Orosman er smuk, mandig, han har vist sig som en betydelig Hærfører, og Krigslykken straaler om hans Navn; i elegante Vers udtrykker han sin Kærlighed til Zaire; bliver han harmfuld, er Motivet Retfærdighed, og han er bestandig højsindig i Bragen af sin uindskrænkede Magt.

Ingen af disse Egenskaber ejede Christian den Syvende i Livet; men destomere tilfredsstillende har det været for ham at fremstille dem paa Scenen, og føle Orosmans Glorie om sin Pande.

Derfor er Valget af denne Rolle karakteristisk for ham.

---

1) 13. April 1757. Rose og Jomfru Bøttger, som spillede Titelrollen, fik hver 20 Rdl. for deres i „Zaire" „beviste Activité". Spectacelkassens Regnskab. Tragedien blev opført 25 Gange, i Datiden et meget betydeligt Antal; senest 17. Maj 1784. Aumont og Collin: Nationalteatret 11, S. 443.

II.

Efter at her for kort siden, efter Foranstaltning er ankommen en Troup Franske Skuespillere, hvilke skulle opføre Franske Spectacles paa den Kgl. Danske Skueplads, er det allernaadigst befalet, at de denne Aften skulle gjøre første Begyndelse dermed i Deres Kongl. regierende Mayestæters og flere Personers af den Kongl. Familie Aller og Naadigste Overværelse. Af Tilskuerne i Almindelighed betales for Indgangen som for de danske Skuespil. Berlingske Tid. 22. Dec. 1766.

Ingen dansk Konge har øst saa store Summer ud til Theatervæsenet som Christian den Syvende, men desværre kom kun en ringe Del af Guldet Skuespilkunsten paa det nationale Theater til Gode.

Dette befandt sig i Tiden omkring Frederik den Femtes Død i en af de Kriser, hvor dets Eksistens stod paa Spil; Gælden oversteg hvad Huset og Dekorationerne var værd; Skuespillerne havde hverken Autoritet, social Anseelse eller Penge. Ini Maaneder maatte de „sørge* paa halv Gage for salig Kongen; et Geni som Geert Londemann skulde i den Tid ernære Kone og Børn for tre Rigsdaler om Ugen¹), og endda bevare sin vis comica! Man forstaar, at han stræbte at komme bort fra al denne Armod ved at søge Pladsen — som Færgemand ved Vordingborg Færgested²).

„O Konge! Naadigst se til Danske Skuespil", bad Rose i Prologen, da Christian den Syvende første Gang var i Komediehuset som Konge3). Hans Naade gav sig i 1767 et synligt Udslag paa 6,997 Rdl. til Theatret paa

---

1) Spectacelkas. Regnsk. 1766.

2) Rentekam. Resolutionsprotokol, Rigsark. — L. søgte ogsaa Gonsumptionskriver Tiensten ved Kbhvs. Toldkammer, men opnaaede intet Embede.

3) Prolog af G. D. Biehl, trykt hos Overskou 11, S. 363.

Kongens Nytorv — men samme Aar kostede det Landet
30,628 Rdl. at underholde de franske Skuespillere1).

Reverdil giver Kammerpagen J. U. Sperling Skylden for „denne Galskab og taabelige Udgift", men Drivfjeren i den kostbare Forlystelse var uden Tvivl Grev Conrad Holck, som i 1769 blev det franske Theaters Direktør.

Da Frederik den Store nylig havde rejst et fransk Hoftheater paa Gendarmenplatz i Berlin2), har det sikkert været en af Hoicks „fortjenstfulde" Gerninger at faa Kongen bragt i den Tro, at han kom paa Højde med Forbilledet ved at smykke det danske Hof med Actricer fra Versailles' Periferi; og i Efteraaret 1766 fik Professor N. H. Jar din Ordre til at indrette det Theater over Christiansborgs søndre Stald, som henligger øde den Dag i Dag.

Det blev et Hus for Selskabelighed og ikke for Kunst, et Boudoirtheater i karminrøde Farver, oplyst af en matgyldenTone fra Voksflammerne i den bøhmiske Lysekrone.I Balkonens smaa Loger fordelte det fornemme Selskab sig efter Rang; Tæpper og Portierer dæmpede Samtalen, saa man ret kunde give sig Sladderen og Intrigeni Vold. Paa højre Side, henne ved det rosenrøde Fortæppe, lignede Kongens Loge en hængende Blomsterkurv;den smykkedes af Silkegardiner med indvævede Frugter og Blomster, og to Palmetræer rakte deres forgyldteBlade op mod Randen, som var dækket af et Fløjelstæppe, hvis mørke Farve blev brudt af ægte Guldfrynser.Inde

---

1) Particulairkassens Regnskab 1767, Rigsark. I 1768 var Forholdet 5050 Rdl. mod — 39,026 Rdl. En Rigsdaler er i moderne Penge c. 6 Kroner.

2) Devrient: Geschichte der deutsch. Schauspielkunst, 11, S. 139.

frynser.Indei Logen mod Væggenes blaa Silketapet stod en^højrød Stol, der var større end de øvrige; over dens Ryg havde Billedhuggeren G. F. Stanley slynget gyldne Grene¹). Der sad Herrens Salvede, „Nordens Uundværligste", og ledte efter de seks moralske Blinde, der var usaarlige og fuldkomne Mennesker i hans mystiskeFantasi, som han kaldte „comme ga", og som han troede at finde blandt Skuespillere eller Sangere²). Ved Siden havde han ofte sin store Hund „Gourmand", der lyttede til Komedien og saa paa Balletterne med saadan en Andagt, at Folk var bristefærdige af Latter³).

Selve Scenen var dyb og rummelig. Kulisserne (Machinerne) løb paa Skinner, og da der ikke var Snoreloft, sad Bagtæpperne paa Stænger og kunde rulles sammen. Ikke mindre end 117 Blikplader, hver til „to gode og forsvarlige hviide Tallig-Lys"4), var anbragte rundt omkring paa Væggene i Skuespillernes „Kamers" eller bag paa Kulisserne, mens 65 Blikæsker hver til tre Vokslys dannede Rampen.

Theatret kostede 11,829 RdL, men den Sum var
kun ringe mod de hundrede Tusinder, som i de følgende
seks Aar sportøst rullede bort til dets daglige Drift.

„Der blev skrevet til et fransk Selskab, at det ufortøvetmaatte

---

1) Udgiftsbilag til Particulairkassen og Zahlkassen 1767—68, Rigsark. Den 12. Februar 1767 blev Tilskuerpladsen første Gang benyttet til Maskerade, hvori 7 å 800 Personer deltog. Post- Tid. 13. 2. 1767. Ved saadanne Lejligheder blev Etagernes Loger skjulte af lange Gardiner, som var prydede med Blomster og Frugter. Glaskroner ovre fra Slottet oplyste yderligere Salen.

2) Struensee'ske Proces. Tidsskr. f. R. S. 250.

3) Breve fra Louise Gramm til Fru Løvenskjold, udg. af Aage Friis. Tilskueren 1900, S. 790.

4) I Januar Maaned 1767 forbrugtes alene 43 Lispund Talglys foruden 200 Pund Vokslys.

tøvetmaattel^omme herop", skriver Overskou lakonis
k1); de nærmere Omstændigheder ved Indkaldelsen
fortæller han intet om.

Genferen P. H. Mallet, der tidligere havde været Professor i fra^k Litteratur i København, aflagde 1766 et lille Besøg Danmark og blev surnumerær Sekretær ved den danske Legation i Paris med det Hverv, at indberette litterære Nyheder til København. Da hans Rejseudgifter staar opført i Particulairkassen 1766 under Regnskabet „wegen der frantziosischen Comoedien", er det uden Tvivl ham, som har underhandlet med Truppens Direktrice.

I Begyndelsen af December 1766 kom Skipper Dirck Bois' Frugtskude hertil fra Rouen2); 50 hollandske Ducater fik han for Fragten og en Ducat om Dagen for Kosten til syv franske Acteurs, som i tre Uger havde døjet Søens Kvaler; i Frost og Sne kom Resten af Truppen, ialt 24 Mennesker3), via Korsør hertil henimod Jul.

---

1) Overskou: Theaterhistorie 11, S. 375.

2) Adresseavisen, Dec. 1766.

3) Overskou nævner efter Hoftheaterbestyrelsens Kopibog, Rigsarkivet, det franske Personale som det var i 1769—70 (Theaterhist. 11, S. 430). Ved Indkaldelsen i 1766 bestod Personalet af følgende Personer: Herrerne la Tour (Helt og første Elsker; Louise Gramm karakteriserer i et Brev til Fru Løvenskjold (Tilskueren 1900, S. <790) hans Spil med et træffende Ord „den rasende", og skriver, at han kun med Møje kunde faa Ørenlyd, naar Kongens Hund i Logen gav sig til at „tale"); Deschamps, (Truppens Prologskribent, som ved alle festlige Lejligheder hyldede Kongehuset paa Vers; et Divertissement i en Akt „La soirée de Village" med en Dedication til la Tour, udgav han i Kbhvn. 1768); Denezi (Komiker), de Marsy, de Saintval, de la Motte, Lorville, Casimir, Bienfait, Ghevallier, du Tillet (Regissør; gift med „den uforlignelige" Danserinde af samme Navn, tidl. ved det keiserlige wienske Hof); Veillas, Mercier (Sufflør) og to Brødre Pétélard; Damerne, Madame Belleval (Direktrice, hun fik 19/9 67, 100 Ducater i Bryllupsgave af Christian VII; hendes Mand var Balletmester ved det danske Theater Jean Baptiste Martin, som kom hertil i Juni 1767); Denezi, de la Motte, Jeanne Veillas, Mercier; Mile d'Artimon (hun fik 2000 Livres sendt forud til Cambrai i Valenciennes før hun rejste hertil), Mile le Clerc, Mile Quinson, Mile Saintval. Rollebesætninger, Particulairkassen 1767. „Theatre danois" udkommet hos Claude Philibert 1767.

12,400 Livres medgik alene til Direktricen Madame Marianne Bellevals Rejseudgifter, og til „den Truppe zu engagieren und das nothige mit derselben zu regulieren". Den 21. December underskrev Kongen Kontrakte n¹) „um wochenlich das ganze Jahr durch, 2 Mahl in der Woche, einen Tragoedie oder eine Gomoedie und Opera comique oder dergleiche Piece aufzufuhren", men da han var for optaget af denne nye Adspredelse til at kunne vente med at se Truppen til Hoftheatret stod færdigt, gav han Ordre til, at den allerede næste Dag skulde spille paa Theatret paa Kongens Nytorv²) — uden at tage Hensyn til Konkurrencen, som derved paaførtes de danske Skuespillere. De maatte tilmed bære den Ydmygelse, at se de Franske føre Prædikatet af „Kongens ordinaire Gomoedianter, Hoffet til Ziir og Honneur".

Hvis de endda havde været Kunstnere, hvis Fremstilling
næredes af selve Livet!

Men for dem var Skuespilkunstens Væsen ikke at holde et Spejl op for Naturen og vise Dyden dens egne Træk og Skændselen dens eget Billede. I Tragedien deklamerede de hult og søgte at erstatte Følelse og Forstandmed stereotype Smil eller Brøl og Balletfagter. „Jeg var med min Kone og Suhms paa Fransk Comoedie",skriver

---

1) Kgl. Resolutionsprotokol 1766, Rigsark.

2) Theatrets ordinære Forestilling var averteret i Aviserne og paa Plakaterne, men blev efter „høj Ordre" aflyst. Spectacelkassens Regnskab, Rigsark.

die",skriverLuxdorph, „Trouppen er elændig slæt"1). Men én klog Mands Dom betød intet. Selskabet havde den Fordel at komme fra Verdens toneangivende Land, allerede dets Sprog „var en stor Behagelighed" for de fornemme Folk, hvoraf Tilskuerne alene bestod²).

Maaske agerede Franskmændene mere menneskeligt i Syngestykket og Lystspillet, og det er muligt, at de danske Skuespillere kan have lært noget af deres galliske Lethed og Fart i Replikken; men i Tragediespillet satte de daarlige Spor. Nitten Aar efter skrev Rahbek til Skuespiller Schwartz³): „Erindre Dig selv, at vort Sørgespil og Drama har Aar for Aar forbedret sig, siden det Franske Theater kom bort, og dets Unoder glemtes... Vi takke vor gode Skiebne, der tog Franskmændene fra os, før de fik os fordærvet".

Den Gage de fik, tillod dem at leve som ingen dansk Skuespiller formaaede. Medens Christopher Ørstedydmygst kvitterede for 320 Rdl. om Maaneden til sine Kammerater, hævede Madame Bel le val den tredobbelteSum — 958 Rdl. — til sin Trup i samme Tidsrum. løvrigt betalte Kongen ikke alene deres „theatralske"Dragter, Flitter og Stads, men ogsaa Medikamenterog

---

1) Luxdorphs Skrivekalender 17. Jan. 1767. (Kgl. Bibi.)

2) For at forbedre Besøget aabnede Direktricen i 1768 et Logeabonnement. De bedste Loger kostede 40 Rigsdaler om Maaneden, „de andre betales efter Proportion". 30/9 averteres at man spiller 3 Gange om Ugen, men allerede efter 7/n givetman kun to Forestillinger ugentlig. „Loger kan stadig faas". Adresseavisen 1768. Om den franske Komedies ringe Betydning for Folket i Frankrig, se Karl Mantzius: Skuespilkunstens Hist. V, S. 192.

3) Schwartz: Lommebog for Skuespilyndere 1785, S. 187 og 204. Rosenstand-Goiske skriver om S. ved hans Debut i Marts 1773 „at hans hele Aktion var en Kopie af Hr. Bellecoches, en slet Akteur ved Hoftheatret". Dram. Jour. 11, S. 224.

menterogVognleje. Og de franske Damer satte ikke gerne deres Fødder paa de københavnske Brosten. Maaske netop derfor blev Forbruget af „Laxativ" saa betydeligt¹).

De nød Livet ved Hoffet i fulde Drag. Ikke uden
Bitterhed skrev Kammerherre Gregers Juel i et Brev
fra Marts 17672):

„Det er god Tone nu til Dags at tilbringe seks til otte Timer, ja tidt endog hele Dagen med Skuespillere og Skuespillerinder". Han kunde have tilføjet: og Natten med; thi paa Vognmandens Regninger findes ofte en Bemærkning om, at Kusken har „haalt ved Slaattet fra 12 til 4 Slæt om Maarningen". Det var ingen Hemmelighed,at Selskabets Helt i Tragedien og første Elsker i Komedien la Tour stod i Forhold til Caroline Mathildes Kammerfrøken Marie Elisabeth v. Eyben⁸), men det morede Kongen at kalde ham „l'amant de la Reine". Acteurerne beskæftigede hans syge Fantasi; dersom Folket gjorde Opstand, naar han havde afskaffet Gonseillet og regerede despotisk, vilde han gifte sig med en fransk Actrice, samle sig en Hoben Penge og leve med hende en particulier i Frankrig⁴). Han tog dem med til Underholdningpaa den holstenske Rejse i Sommeren 1767^f>) og viste dem sin farlige Fortrolighed og Interesse; den var i Reglen efterfulgt af Misundelse og Kulde. Efter kun tre Maaneders Forløb maatte to Skuespillere Ghevallierog Bien fa it, som begge spillede et betydeligt

---

1) Spectacelkassens og Particulairkassens Regnskab 1767, Rigsark.

2) Danske Magasin 5. R. 111, S. 15.

3) C. D. Biehls Breve om Chr. VII, S. 44—46.

4) Johan Biilows Forsøg til Biografier. (Kgl. Bibi.)

5) De spillede baade paa Travendahl og Gottorp Slot.

Repertoire, „gøre Springet*1). Frederik Schwartz, der dengang som Balletelev dansede paa Hoftheatret, fortalte Overskou, at Kongen i et Anfald af Lede raabte: „Holzerne Kerls! Geziertes Zeug! Amiisieren doch die drolligen Dånen weit besser"!²). Og senere kastede han en Dag i Raseri Møbler ned i Hovedet paa dem fra Slottets Altan³).

Deres Repertoire var forbausende stort; Tragedier, Lystspil og komiske Syngestykker vekslede efter Kontraktens Ordlyd4). I Løbet af den første Maaned gav de ikke mindre end syv forskellige Forestillinger, deriblandt „Misanthropen" og „Tartuffe", — men „Zaire" spillede de ikke før i Sommeren 1768, mens Kongen var i Udlandet. Man aner derigennem et Forbud.

Alligevel ønskede han at se Tragedien spillet, inden han selv optraadte deri; det maa have været en af hans pludselige Indskydelser, thi den 29. Dec. 1766 fik det danske Theater Ordre (til at give Zaire samme Aften. Stykket var ikke spillet i over tre Aar; en Repetitionsprøvemaatte i Hast afholdes i Jomfru Bøttgers Hjem5); men da Kongen denne ene Aften havde været en interesseretTilskuer,

---

1) De fik Afsked 5U 1767, hver med 1000 Livres. Kgl. Resolutionsprotokol.

2) Overskou: Theaterhistorie 11, S. 340.

3) Den Struensee'ske Proces, Forhøret over Brandt. Tidsskr. f. Retsv. 1891, S. 239.

4) Selskabets Premiere paa det danske Theater bestod af „Hypermnestre", Tragedie i 5 Akter af le Mierre og „Annette et Lubin", Komedie i1 Akt af Madame Favart. Ved Aabningsforestillingen paa Hoftheatret, 30. Januar 1767, fremsagdes en Prolog af dens Forfatter, Skuespiller Deschamps (derfor fik han 40 Rdl. Gratification), og derefter spilledes „Le Roi et le Fermier", Komedie i 3 Akter af Sedaine. Musikken af Monsini. Spectac. og Particulairkassens Bilag. 1767. Rigsark.

5) Spectacelkas. Regnskab. J766.

esseretTilskuer,blev Tragedien atter henlagt. Nu, da han selv var i Færd med at indstudere Orosmans Rolle, har hans Forfængelighed ikke tilladt hverken Rose eller la Tour at spille den samtidig.

Ide „Hemmelige Efterretninger"1) skriver Suhm: „Kongen øvede sig den hele Vinter paa at lære Orosmans Rolle i Zaire, derpaa begyndte han med nogle favoriter at opføre den først alene i nogle faa udvalgtes Nærværelse, men siden blev Gonseillet og de fornemste Damer etc. ordentligen hver Gang tilsagde, og tilsidst agerte han offentlig paa Hoftheatret for alle Folk, hvor jeg selv saa ham".

Geheimeraad Luxdorph har noteret Dagen for
denne i Sandhed kongelige Skuespillers private Debut;
den 16. Marts 1767 skriver han i Kalenderen:

„Kongen med de andre spiller Zaire. Grev Holst(ein)
og endeel flere tilsiges at være Tilskuere".

Forestillingen fandt Sted i det forgyldte Spisegemak paa Ghristiansborgs Slot. Der havde Kongen ladet en transportabel Scene indrette2), som fulgte ham til Brug for de franske Skuespillere, naar Residensen blev forlagt til Lystslottene. Af dette intime Theater er nu kun Regningerne tilbage, og gennem dem faar man at vide, at Prosceniet var af perlegraat Lærred, dekoreret med Ornamenter og Zirater, og at to kunstige Palmetræer spredte deres gyldne Blade paa begge Sider af Sceneaabningen. Fortæppet var som paa Hoftheatret rosenrødt og prydet med Snore og Frynser.

En Trappe førte fra Scenen til-Gemakket bagved.

Rampen bestod af 28 Blikæsker „hver med tre

---

1) Kgl. Bibi.

2) Den kostede 1438 Rdl. Zahlkassen og Particulairkassen. 1767.

Wæger til Flamme", medens en „Blick-Machine med
Klapper" formodentlig blev brugt, naar Lyset skulde
dæmpes i sidste Akt, hvor Orosman dræber Zaire.

. Dekorationerne og Kulisserne var malet paa begge Sider;- de forestillede enten „en Skouw med klibbede Taxestrær mahlet en perspective med Landskab og Hauge-Wesen", eller et tyrkisk Gemak med Udsigt til en Grav.

Men det var ikke alene Dekorationerne, som viste Tragediens Handlingssted, ogsaa Dragterne var østerlandske. Man nøjedes ikke som Marie Antoinette med at agere i Hyrdindedragt med en blomstersmykket Stav i Haanden. Christian den Syvende sværmede for den eksotiske Klædedragt;; paa de offentlige Maskerader viste han sig maskeret som Sultan¹). Til Orosman leverede Hofjøden We ssely ham et Sølvstof til en Dragt „å la Turque" med Pludderbukser og vig Talar. Ovenpaa en spansk Paryk bar han en Turban, rigt prydet med Perler. Hvid og rød, med sin Krumsabel draget til Mandsmodets Pris har han lignet en commedia dell'arte Statuette af Meissenerporcelæn.

Og da han talte udmærket Fransk — den franske Schweitzer Reverdil havde ydermere indøvet Rollen med ham2) — harVoltaires Tragediesprog, som Lessing kaldte „Kjærlighedens Kancellistil", uden Tvivl lydt fuldendt fra hans Læber.

Nogle af Orosmans Replikker har en tilfældig Hentydningtil Kongens private Liv. Tænker man f. Eks. paa de pinlige Optøjer han deltog i gennem Gaderne om Natten og hans forargelige Samliv med Anna CathrineBeuthac

---

1) Danske Magasin 5. R, 111, S. 12.

2) Reverdil, S. 82.

thrineBeuthack1) (Støvlet-Kathrine), maa Sætninger
som dem der følger, have været af en ejendommelig
ironisk Virkning:

„Jeg kan i mit Serail min Elskov frit fornøje
enhver Slavinde vil sig for den Naade bøje.
Jeg rolig paa mit Slot Befaling give kan
og i Vellysters Skjød regere Folk og Land.
Men denne søde Lyst en grusom Ende haver
jeg mange Konger ser, som den har gjort til Slaver"2).

Kongen betalte sine Medspillendes Dragter; gennem
Regningerne kan man konstruere Rollebesætningen:

Alle havde Dragter i Rollernes Karakter. Fru Gab el, født Baronesse Rosenkrantz, en indtagende og aandfuld Dame, var i en tyrkisk Dragt prydet med Sølv og Guld. Reverdil bar som den overvundne Kriger et gyldent Harnisk, mens Enevold Brandt til Partikulærkassens

---

1) Jvfr. Suhm: Hemmelige Eftr. (Kgl. Bibi.) Biehls Breve om Chr. VIL, S. 28-38.

2) B. J. Loddes Oversættelse, som blev brugt paa det danske Theater 1757. Trykt Kbhvn. s. A.

3) Oberstløjtn. Hirschs Fortegnelse. (Kgl. Bibi.)

Bilag har specificeret sin hvide Ridderdragt og Skrædderensmange
Forandringer helt ud i Mark og Skilling. -

Det lykkedes virkelig Christian den Syvende at besejresine Tilskuere baade denne første Aften og senere, da han — den 8. Maj — efter et Statsraad agerte for sine Ministre¹). Hoffets unge Lykkejægere følte det som Dagens Parole at udsprede hans Ry som Skuespiller. Hans mesterlige Fremstilling kom i Alles Munde²), og i Historien blev det hans Skæbne kun at høste Ros for denne for en Enevoldsherre unægtelig noget begrænsede Gerning. Professor Edv. Holm har samlet Samtidens bevarede Vidnesbyrd til en Højesteretsdom, idet han skriver, at Kongen skal have spillet fortrinligt³). Den er bygget paa Kilder, som ikke kom Kongen for Øje, og som derfor ikke har deres Udspring i en overdreven Loyalitet; Johan Biilow fremhæver ham som den bedste Skuespiller blandt de Optrædende⁴), ogLuxdorph kalder hans Deklamation meget varm og roser hans kongelige Anstand⁵). Men U. A. Holsteins Kritik er, trods sin Korthed, den mest oplysende. Han skriver, at Kongen spillede Komedie som en god gammel Skuespiller⁶). Det vil med andre Ord sige, at han spillede i FranskmændenesManér, en Form for Komedie, som ikke taaler, at man opgiver at se med Datidens Øjne. Al Karakteristikvar lukket ude, selv Gangen og Plastikken var afmaalt og konventionel. Og netop deri har Kongen haft et Fortrin, fordi han i ydre Forstand beherskede

---

1) Luxdorphs Kalender. (Kgl. Bibi.)

2) Rahbeks Erindringer I, S. 74.

3) Danmarks og Norges Historie IV, I, S. 48.

4) J. Bulows Forsøg. (Kgl. Bibi.)

5) Overskou: Theaterhist. 11, S. 340.

6) U. A. Holsteins utrykte Memoirer. Rigsarkivet.

sit spinkle Legeme, som gennem Aar var trænet i den
ældre Dansemester Pierre Laurents Skole1).

Simpelhed og Jævnhed i Tragediespillet kendtes endnu ikke hertillands; den Deklamation, som man kaldte „meget varm", bestod i at lade Ordene flyde ud i en syngende Klage for pludseligt at hæve Stemmen til en krampagtig Svulstighed, som var Spillets fornemste Virkemidde l²).

I hine Dage som i vore ikke mindre faar den stærke legemlige Anstrengelse ofte Skuespilleren til at tro, at han føler den Lidenskab han skal tolke, og denne Illusion bibringer atter Tilskueren en Tro paa, at han virkelig ser og hører noget stort og gribende.

Efter alle Samtidens Meddelelser at dømme, ejede Christian den Syvende en betydelig Tilvendelsesevne før Sløvsindet havde lammet hans Vilje; han fattede uden Vanskelighed hvad der blev paatvunget hans Bevidsthed, — men saasnart det drejede sig om en personlig Bearbejdelse af Stoffet, var han übehjælpsom og uden Dybde. Man forstaar, hvor vigtigt det har været for ham under Opførelsen af „Zaire" at have Orosmans franske Fremstiller la Tour siddende paa en Skammel bag første Kulisse³). Han har uden Tvivl ikke alene suffleret Ordene, men ogsaa Tonefaldet og Overgangene.

To Dage før Frederik den Vl's Fødsel - 26.
Januar 1768 — spillede Kongen første Gang paa Hoftheatre
t4). I Tiden siden den sidste Opførelse havde

---

1) Biehls Breve om Chr. VII, S. 137. „Han besad en fin Ynde i alt hvad han foretog sig". Prince Charles: Mémoires S. 37.

2) Devrient: Geschichte d. Schauspielk. 11. Karl Mantzius: Skuespilk. Hist. V, S. 193-201.

3) Johan Biilows Forsøg til Biografier. (Kgl. Bibi.)

4) Luxdorphs Kalender 1768. (Universitetsbibl.j

Reverdil maattet „gøre Springet". Hans Fjender ved Hoffet — og da navnlig Holck — fik Kongen paa den Tro, at Reverdil ansaa sig for at være en bedre Skuespillerend sin Herre. Reverdil forsikrer, at han ikke havde givet Kongen Anledning til Skinsyge, men Sladderen gjorde den tilsigtede Virkning paa hans Forfængelighed, og bidrog væsenligt til at Reverdil fik Befaling at være ude af Byen med en Frist af 24 Timer¹). Dette leder Tanken hen paa Nero, der lod en Skuespiller dræbe, fordi Folket tiljublede ham Bifald ved Kejserens Side.

Reverdil s Rolle blev overtaget af Generaladjutant F. C. U. Ahlefeldt. Titelrollen havde ogsaa skiftet Fremstiller den Aften. Fru Bu low, født Danneskjold- Laurvig, den tidligere Fatime, var nu selve Zaire. Ved Hoffet havde hun i Modsætning til Fru Gab el ikke det bedste Ry paa sig²). Man har ment, at hun var det „vellystige Bekendtskab", -som senere førte Struensee til København³). Den kokette Dame vidste at imødegaa alle misundelige Øjne, som hvilede paa hende, da hun som Kongens Elskede paa Scenen stod ved hans Side. Hun hyldede sig i et Sølvflor overstrøet med grønne Stjerner, under det anede man en hvid Silkedragt; Livet var besat med et Sølvstof af grønlig Farve, og smykket af Mosaik Pailletter og dobbelte Kniplinger. 3000 Kr. i moderne Penge kostede dette skønne Syn Landet⁴).

Digteren Klopstock var blandt Tilskuerne ved hin
mærkelige Forestilling, da Rigets enevældige Konge optraadtesom
Skuespiller, og derved gjorde Aftenen til en

---

1) Reverdil, S. 82—86.

2) Louis Bobé: Reventlowske Pap. 111, S. 398.

3) Wasserschlebes Samlinger. (Kgl. Bibi.)

4) Particulairkassen 1768.

enestaaende Begivenhed i vor Theaterhistorie. Selvbehageligtfortæller han iet Brev1), at Kongen gerne saa ham blandt Tilskuerne, fordi han havde Forstand paa Komedie, og beretter videre hvorledes det hændte sig, at han kom til at sidde i Amphitheatret, „hvor Etatsraadernevare de sidste", og ikke i Parterret, hvortil hans Billet lød — men om Tilskuernes Stemning er han taus. Dog vilde han forbeholde sig at sige til Kongen, at selv om han spillede smukt, maatte han dog hellere ikke spille. Imidlertid meddeler senere Breve intet om han iik givet Kongen denne tvivlsomme Ros; det er næppe sandsynligt.

Tre, maaske fire Gange ialt2), koncentrerede Christian den Syvende sin svigtende Vilje om denne Rolle. Hoffets Kavallerer opførte ud paa Foraaret 1768 „Cæsars Død" af Voltaire, men Kongen var passiv. Den sceniske Optræden havde intet Værd for ham mere; den var vel et Stadium, et gennemgaaet, paa hans tænkte Vej mod Fuldkommenheden.

---

1) Briefe von Klopstock, udg. af Lappenberg, Braunschweig 1867. ' S. 200.

2) Suhm fortæller, at Kongen spillede to Gange paa Hoftheatret, rnen Luxdorphs paalidelige Dagskalender nævner kun én Gang. C. Molbechs Dags- og Aarsangivelser (i Nyt hist. Tidskr. 4. Bd. S. 600) er ganske uoverensstemmende med Luxdorph. Molbech lader Reverdil spille Komedie sammen med Kongen i Marts 1768, skønt han 21/n 1767 fik Befaling at forlade Landet.