Den svenske historiske Videnskab har nylig mistet to jævnaldrende Dyrkere, hvis Navne tilmed lignede hinanden i Udtale, og som begge har haft den Vanskæbne at være gaaet bort uden trods deres Dygtighed at have naaet til at have faaet fuldført Arbejder af større Omfang. Den ene er Ernst Carlson, Søn af Pfalzkongetidens bekendte Historieskriver. Han var født 14. Marts 1854, blev 1880 Docent i Historie, i Upsala, opgav 3 Aar efter denne Stilling for at blive Lektor ved Goteborgs højere Realskole, ombyttede 1890 denne Virksomhed med et Professorat ved Goteborg Højskole, men vendte allerede 1893 tilbage til Skolegerningen, var Hovedmandenfor Gennemførelsen af den liberale svenske Skolereformaf 1904 og blev derpaa Overdirektør over det højere Skolevæsen. Skønt hans Arbejde saaledes baade stedligt og sagligt var spredt, forfulgte han dog lige fra sin Faders Død 1887 et bestemt Maal, nemlig at fuldføre hans Værk, som var standset med 1706. En Række dygtige Enkeltarbejdervidnede om den Energi og det Talent, han havde sat ind paa sit Arbejde; nævnes kan hans: Slaget vid Poltava och dess JcrigshistorisJca forutsåttninger (i Festskriftet til Malmstrom1897), Fordraget mellan Karl XII och kejsaren i Altranstådt 1707 (1907; ogsaa udg. paa tysk), hans Udgaveaf Karl XITs egenhåndiga oref (1893) og af flere andre Kilder til Kongens Historie. Han kom efterhaanden i en bestemt Opposition til den især af Hjårne og Stille repræsenteredeRetning i den nyeste svenske Historieskrivning, som søger at rehabilitere Karl XII som Statsmand og Strateg. Med sit Arbejde var han naaet saa vidt, at han haabede paa meget snart at kunne udsende et Bind, omfattende Tiden 1706—10. Da døde han 7. April 1909; dog ventes det, at hans efterladte Manuskript om kort Tid vil blive udgivet. — Den anden er Karl Henrik Karlsson, født 12. Novbr. 1856 og død 24. Maj 1909. Fra 1894 havde han været

Amanuensis ved det kgl. Bibliotek i Stockholm ov_g fra 1900 Forstander for dets Haandskriftafdeling. Hans Doktorafhandling handlede om Den svenske konungens domsrått och formerna for dens utofning under medeltiden (1890), og det var ogsaa Middelalderens Historie, som han senere helt og holdent viede sig til, særlig i retshistorisk og genealogisk Henseende. Han har i forskellige Tidsskrifter udgivet dygtige Afhandlinger og leveret Udgaver af Kilder. Efter Silfverstolpes Død 1899 blev det overdraget ham at fortsætte Diplomatarium Svecanums Serie 1401^—20; han fik dog kun udgivet 2 Hæfter, der var et Supplement for Aarene 1401—07 (1903—04). Særlig bør dog mærkes hans fleraarige Forskninger i Vatikanerarkivet, hvor hans redebonne og hjælpsomme Samarbejde med de danske Forskere har været disse til stor Gavn.