Dr. J. Levin Garlbom, Forfatter til en Række Skrifter om Karl X Gustavs diplomatiske og militære Historie, har udgivet et meget stort Arbejde: Karl X Gustav. Från Weichseln till Bait 1657. Tåget over Bålt och Freden i Roskilde 1658. 250-åriga krigs- och segerminnen (Stockh., 1910). Skriftet er bygget paa meget vidstspændende Arkivstudier foruden paa trykt Litteratur, men har desværre trods dets lærde

Karakter ingen i det enkelte gaaende Kildehenvisninger; det er sikkert meget grundigt, men meget tungt. Det har en militærhistorisk Side med vidtløftige Undersøgelser om den svenske Hærs enkelte Korpser, og det har en diplomatisk Side. Forf. har villet oprede alle Enkeltheder af de skiftende ydre politiske Situationer paa det omhandlede Tidspunkt og har ogsaa bragt adskilligt nyt frem. En særlig Interesse knytter sig til hans Skildring og Opfattelse af Aarsagerne til Karl X Gustavs Fredsbrud i August 1658. Han forsvarer det under Synspunktet af Nødværge; deri ligger dets Berettigelse. At Karl Gustav selv har set det som en nødtvungen Handling, har jeg heller aldrig benægtet. Dr. Garlbom og jeg mødes ogsaa i Tanken om, at det var Forholdet til Tyskland, Udsigten til en stor Krig med Østrig og Brandenburg, som spillede en afgørende Rolle ved hans Beslutning; derimod vil han ikke give mig Ret i, at Kongen har ladet sig lede af Hensynet til, at han maatte have sin Hær fri. Jeg tror dog, at adskillige Udtalelser af Kongen peger i denne Retning, og at man paa den Maade lettest forklarer hans Vaklen om han vilde vende sig mod Brandenburg eller Danmark. Men jeg skal gerne indrømme, at her er Tale om en Hypotese. Fuldt ud skal jeg ogsaa anerkende Forf.'s urbane Polemik, saa meget mere som denne har sit Modstykke i et lidt ældre Skrift af Rektor B1 omgren i Vånersborg: Ågde Karl X Gustaf råttmåtiga och giltiga skål for sitt fredsbrott i Augusti 1658? (1907). Det giver i sin hele Opstilling Læseren et vildledende Indtryk af min Skildring af Forhandlingerne i København. Jeg har udtrykkelig fremhævet, hvor forstaaelig Karl Gustavs Frygt for Danmarks Planer var, selv om vi nu kan se, at han langtfra havde den Grund dertil, som han mente at have. Naar jeg dog i min Adelsvældens sidste Dage har fældet den stærke Dom over Fredsbrudet (for øvrigt noget afdæmpet i min Fremstilling i Danmarks Biges Historie), saa skyldes det to Ting. Kongens Handlemaade mod Danmark synes mig for'det første saa überettiget, fordi han overfaldt Danmark i alt Fald delvis af andre Grunde end dettes egen Adfærd, og for det andet saa uforsvarlig, fordi han gjorde det uden Varsel og uden

Krigserklæring, og her klæder det ilde, at Rektor Blomgren udelader disse Ord af det Citat af mig, han anfører. Kun eet skal jeg indrømme min Modstander, nemlig at jeg ikke havde burdet sige, at et Fredsbrud uden Krigserklæring stred imod enhver Tids Folkeret. Men fordi Folkeretten eller Krænkelse af den har tilladt en saadan Adfærd fra Midten af det 18. Aarh., er dermed ikke bevist, at denne Skik var godkendt paa Karl Gustavs Tid. Terlons Ord til Kongen om, at det skadede hans Berømmelse, peger paa, hvad der var den Tids Opfatfattelse. J. A. F.