Den unge forfatter Hugo Matthiessen har offentliggjorten kulturhistorisk skitse med titlen Bøddel og Galgefugl (Kbh., 1910). Forf. ejer noget af en digters ævne til at søge at genopleve de svundne tiders liv og færden, og udmaler i en farverig, om end stundom lidt søgt stil den uhygge, der hvilede over bødlens person og håndværk. De enkelte træk i mosaikbilledet har han flittigt samlet sammen fra mange forskelligesteder, idet han dog væsentlig holder sig til Norden og Tyskland; fraregnet to citater af aktstykker fra Fredericia rådstuearkivbygger han udelukkende på trykte kilder, hvorved han ganske vist har lettet sig opgaven betydeligt, så meget mere som han har haft den fordel at kunne støtte sig til så fortræffelige enkeltskildringer af hidhørende eller nærbeslægtedeæmner som f. eks. F. Dyrlunds „ Tatere og Natmandsfolk", Vilh. Bangs „Mestermanden" (Aarb. f. dansk Kulturh. 1893), og V. A. Sechers „Bidrag t. Kbh.'s Rets- og Kulturhistorie"(i Hist. Meddelelser om Kbh. 1908). Forf. fremhæver med rette, at bøddelens skikkelse er fremmed for det gamle bondesamfund; han hører sammen med hele det strænge og håndfaste straffesystem, som fulgte med bykulturen i Middelalderenog hang sammen med vanskeligheden ved at håndhæveretsordenen i et så tætpakket og tildels sammenløbet samfund som det, der fandtes i datidens stæder. Virkningsfuldt skildrer forf., hvorledes bøddelen som samfundets udskud blev gjort til syndebuk for alle, og hvorledes han i grunden selv hørte hjemme blandt de „galgefugle" han færdedes så meget iblandt. Når det alligevel efterhånden lykkedes ham at arbejde sig kendeligt op af pølen og tiltvinge sig en noget mere agtet samfundsstilling, så kan dette vel delvis, som forf. fremhæver, skyldes den overtroiske respekt, som hans person og virksomhedindgød,

hedindgød,ligesom hans ry som læge kan have spillet en vis rolle; men det må dog først og fremmest — hvad forf. næppe tilstrækkeligt fremhæver — ses i lys af den rbødighedfor øvrighed, der i løbet af det 16. og navnlig af det 17. årh. var i stærk og stadig stigning — en ærbødighed som navnlig Lutherdommen ivrigt fremmede, men som iøvrigt også groede på katolsk grund og hang nøje sammen med det enevældige kongedømmes fremvækst over hele Evropa. Da skarpretteren først under enevælden var steget fra kommunal til kongelig embedsmand, var han kommen ind under nådens sol, og man havde ondt ved i længden at unddrage ham borgerlig agtelse. Længe varede dog ikke disse hans velmagtsdage,ti med det nye og humane tankesæt, der i oplysningstideni 18. årh. trængte igennem hos de dannede klasser, blev hele grundlaget for hans stilling undergravet, og siden den tid har hans navn og embede kun været en skygge af sig selv. På baggrund af vore dages humanitet tegner billedet af fortidens bøddelvæsen sig med lutter mørke og skumle farver; men det bør ikke glemmes — hvad forf. også i sine slutord fremhæver — at det kun er en enkelt skyggeside af de svundne tiders liv han i sin bog har fremdraget, og at datidens bykulturmed alle sine mangler dog ævnede at skabe storværker af kunst og håndværk, hvortil senere tider ej har kunnet opvisemagen. Forf.'s bog røber, som nævnt, betydelige ævner til at opfatte og fremstille svundne tiders liv og færden, og man kan kun ønske ham, at han til sit næste kulturhistoriske skrift må have held til at finde et æmne, der står i nærmere forhold til den skabende ævne, den livsfylde og brogede mangfoldighed,der trods alt trivedes så vel i Middelalderens og Renaissancens samfundsliv. J. O.