Kaptajn K. G. Rockstroh har udgivet Iste Bind (1909)
af et stort Værk: Udviklingen af den nationale Hær i Danmarkidet
17. og 18. Aarhundreie. Bindet omfatter Tiden

1614—1670 og er bygget paa meget omfangsrige og flittige Studier, særlig i baade danske og fremmede Arkiver. Det er ogsaa lykkedes Forf. at bringe meget nyt frem; saavel den danske nationale Hærs Organisation som Krigenes Historie er i mange Enkeltheder blevet bedre og rigere oplyst end før, og Værket vil være af dem, som fremtidig Forskning og fremtidigHistorieskrivningstedse vil søge tilbage til med betydeligt Udbytte. Dog tør det vistnok siges, at det netop er paa Enkelthederne mere end paa Helhedsbilledet, at Bogens Værdi beror. Den er tungt skrevet, hvad der dog delvis ligger i Stoffets Natur, men dernæst er det tvivlsomt, om Forf.'s Hovedresultater kan siges at være saa begrundede, at de i nogen væsenlig Grad forandrer tidligere Opfattelser. Det har jo dog ogsaa tidligere været kendt, at der baade under Kristian IV og især under Frederik 111 af Regeringen blev gjort et ret stort Arbejde for at organisere et udskrevet nationalt Værn, og Hovedbestanddelene af dette Arbejde har ogsaa tidligere været klarlagte. Men Forf. har næppe godtgjort, at Resultatet af Bestræbelserne i dets Helhed har været væsenligt større end hidtil antaget. Hvad hjælper det at tale om (S. 245), at Danmark paa den Tid havde en bedre Fredsorganisation i sin nationale Værneforfatning end de fleste andre Stater, naar dog faktisk denne Fredsorganisations Maal: at forsvare Landet, ikke naaedes. Og her gaar det virkelig ikke an, som Forf. vil, at lægge hele eller næsten hele Skylden over paa Kongerne. De havde deres store Brøde, og naar Forf. i Modsætning til sin almindelige Tankegang S. 244 vil rense Frederik 111 for Anklagen imod ham for at have hidført Krigen 1657 i Kraft af egen Beslutning, fordi en Krig med Sverige ganske i Almindelighed var uundgaaelig, er det urimelig Tale, da Krigens Gang netop i saa høj Grad blev bestemt ved det Tidspunkt, paa hvilket den hidførtes. Men Kongerne var langtfra ene om Ansvaret. At der var store Brøst i Samfundstilstandene og ikke mindst baade „Overmod, Demoralisation og Uduelighed" hos Adelen, er uimodsigeligt, ikke alene ud fra Betragtninger af dens Stilling til den militære Organisation, hvad Forf.'s Bog ogsaa paa mange Maader selv belyse-r, men tillige ud

fra en Vurdering af dens øvrige Holdning. Forf.'s uophørlige bidske Angreb paa Kristian IV som en Udygtighed, en smaatskaarenpengegriskNatur, der gennem hele sin lange Regeringstid satte Hensynet til sin personlige Fordel over Hensynet til sit Lands Interesser, skyder langt ud over Maalet, faar ham endog (S. 143) til at affeje Slaget paa Kolberger Heide med«en Bemærkning om, at det var en Fægtning, der i al sin relative Übetydeligbed viste, at begge Modstandere forstod sig lige lidt paa Søkrig. Omvendt nærer han den højeste Beundring for Korfits Ulfeldt, denne eminente Mand, af „hvis Indsigt, Fædrelandskærlighed (!) og vældige Energi man føler sig uvilkaarligthenrevet".Men hertil kommer, at Forf. meget skarpere end han har gjort det burde have skelnet mellem de udskrevne nationale Tropper og de hvervede danske; hans Opstilling (S. 403 f.) af hvad Danske der var med i Krigene 1657_—60 bliver derved noget misvisende og kan ikke føres som et fyldestgørende Bevis for den nationale Værneforfatnings Betydning.Derkan ogsaa gøres forskellige andre Indvendinger mod Bogen, bl. a. at Sechers Forordningssamling ikke er benyttet, hvad der f. Eks. spores ved Fremstillingen af TilblivelsenafUdskrivningsforordningen af 1621. Noget uklædelig er desuden den hyppige Overlegenhed over for „Historikerne".