Det er i og for sig forstaaeligt, at Østrigs nyeste Historie vækker en ringere Interesse end Tysklands, Frankrigs eller Englands. De stadige Forandringer i Regeringsprincipperne, de talløse Forfatningseksperimenter, det hele parlamentariske Virvar har noget afskrækkende ved sig. Men det bør desuagtetikkeoverses, hvor lærerig Donaustatens politiske og sociale Udvikling er for dem, der vil vinde Forstaaelse af de Problemer, der i det hele har haft Betydning for Europas Historie siden 1848. Vi møder her baade de nationale og sociale Stridigheder saa at sige i Renkultur, vi ser Nationernes Had til hinanden tydeligere end andre Steder, vi træffer Klassekampen udpræget og dog nøje sammenfiltret med og paavirket af Racemodsætningerne, vi er Vidne til Sammenstødetmellemde gamle Statsmagter, Hof, Aristokrati og Kirke, og de nye Samfundsmagter, Kapitalistdømme, Smaaborgerskab og Arbejdere, paa en fyldigere Maade end i andre Lande, og ikke mindst har det Interesse for os Danske i Østrig at se lignende Eksperimenter for at løse Vanskelighederne indenfor Statshelets forskelligartede historiske og nationale

Dele som dem, vi i mindre Maalestok maatte plages med i 50erne og 60erne. Med Rette gør Forf. til det Værk, som skal omtales i det følgende, opmærksom paa, at den franske Historiker Eisenmann's Skrift: Le Compromis Austro-Hongrois de 1867 (1904) hidtil har været den bedste Vejleder til ForstaaelsenafØstrigs politiske Historie 1848^—67. Men der er nu Udsigt til, at det vil erstattes af et endnu værdifuldere. Den østrigske Historiker Heinrich Friedjung, tidligere især bekendt ved sit fortræffelige Arbejde: Der Kampf um die Vorherrschaft in Deutschland 1859 bis 1866, har begyndt Udgivelsen af: Osterreich von 1848 bis 1860. Hidtil er udkommet1.Bind. (1908), der omfatter Aarene 1848—51. Denne Bog har med Rette tiltrukket sig stor Opmærksomhed. Den udmærker sig ved Benyttelsen af nye Kilder, ved en fortrinlig Fremstilling, ved en universel historisk Intelligens, ved skarpe, aabenhjertige og dog taktfulde Karakteristikker og ved den ærligste Stræben efter at forstaa de modsatte Synspunkter hos de Nationer og de Individualiteter, der virker i de store Kampe. Meget træffende og af stor Rækkevidde er Ordene i hans Fortale: „Det er übilligt at forlange Partiløshedafdem, der skildrer samtidig Historie, især ved Begivenheder,derangaar hans eget Hjem og ofte rører ved hans inderste Følelser. Intet følende Menneske kan formaste sig til at gaa til disse Sager med fuld Upartiskhed, men derimoderHistorikeren forpligtet til streng Sanddruhed, og hvad der er sket tør ikke forties af ham, ogsaa naar der derved skulde gives politiske eller nationale Modstandere Stof og Vaaben. Lad Histoiieski iveren alliu være lige som Tacitus grebet af Lidenskab og Medfølelse, naar han blot besidder Evnen til at se og skildre Mennesker og Ting efter deres egentligste Natur; da erkender man Sandheden ogsaa gennem det Slør, som hans Tilbøjeligheder maatte have bredt over dem. Men hvem Historikerens Gave er nægtet, han kaster ogsaa med den vidtberømte Objektivitet ikke Lys over Tingenes Væsen". Hele Bogen berettiger Forf. til at udtale disse Ord. Han skjuler ikke i den sin Uvilje mod Metternich, mod den Hofkamarilla, der var i Sjælen i Forhandlingerne med Jellacic,.

mod Højaristokraterne og ikke mindst de tshechiske, mod Ministeren Bachs Overgang fra Radikalisme til Absolutisme, mod Schwarzenbergs Kuldkastelse af Forfatningen 1851, og han fordølger ikke sin Sympati med meget i Martsbevægelsen og med de store Reformer, særlig paa Agraromraadet, der blev staaende som Revolutionens Resultat; han foretrækker übetinget de moderate ungarske Politikere som Déak for Kossuth,hvisstore agitatoriske Emner han fuldt anerkender, men hvis Forfængelighed og Nag til General Gorgei han fordømmer.Menallevegne taler han som den paalidelige, fordomsfriogsandhedssøgende Historiker og som den, der kaster nyt og uddybende Lys over de politiske, nationale, sociale og økonomiske Foreteelser. Friedjung har ved denne Bog sat sig i Række med den nyeste Tids første Historieskrivere,—Der skal hertil føjes, at kort efter Fremkomsten af Friedjungs Bog og for de første Aars Vedkommende med Tilslutning til ham har Richard Charmatz skrevet en kortfattet, men god Bog om Østrigs hele Nytidshistorie: OsterreichsneuereGeschichte von 1848 bis 1907. I—11.I_—11. (1909) (i Samlingen: Aus Natur und Geisteswelt).