Efter at 25 år er forløbet siden Herm. Schiller skrev sin kun delvis tilfredsstillende håndbog i den romerske kejsertidshistorie, har nu endelig i 1909 en af Tysklands mange fremragende forskere på dette område, A. v. Domaszewski, under titelen: Geschichte der romischen Kaiser. 1 —2. (Leipzig, 1909), givet os en tidssvarende skildring af perioden fra Gæsars mord indtil Diokletian, der i de senere år har været genstand for en talløs række af både møjsommelige og gennemgribendeenkeltundersøgelser. Prof. D., der ivrig har taget del i disse undersøgelser og erhvervet sig et anset navn som forfatter til en række skarpsindige og omhyggelige og meget lærde afhandlinger, har i nærværende værk ønsket at henvende sig til en større læsekres, end han ellers er kommen i berøring med. De to statelige bind, der er tilegnet tyske læsere, henvender sig udtrykkelig til de dannedes store almenhed og må derfor ganske naturligt undvære alt videnskabeligt apparat;

stilen er jævn og simpel, og der er øjensynlig lagt mere vægt på at underholde end på at pointere en udpræget opfattelse af den historiske udvikling — meget betegnende optager således skildringen af de dramatiske begivenheder fra Gæsars mord til slaget ved Actium en fjerdedel af hele værket! Fremdeles kan man gøre opmærksom på, at forfatteren på grund af den biografiske karakter, han har givet sin fremstilling, ikke har kunnet indlade sig på en udtømmende skildring af forfatningshistorien,end sige da af hele den kulturelle udvikling. Men gør man sig bogens naturlige begrænsning klar, kan man med glæde og udbytte og tryghed fordybe sig deri; det stof, man kan vente at forefinde, meddeles præcist og klart, og for pålideligheden borger allerede på forhånd D.s kyndige og sindige forskerpersonlighed; særlig må fremhæves skildringen af Hadrian, der er bygget paa de allersidste års indtrængende undersøgelser. Det der synes at have været det centrale for forf., kejsernes karakteristikker, er dog det mindst vellykkede. Disse skikkelser er, som han selv siger i forordet, vokset op i studerekamrets fængsel, og de har da heller ikke undgåeten vis bleg farveløshed; den psykologiske opfattelse er unuanceret, stundom noget flad, og den rent artistiske ævne til at karakterisere mangler D. næsten ganske; han er kort sagt ingen betydelig menneskeskildrer. Og man kan ikke sige, at han helt har forstået sin begrænsning; en noget vilkårlig stemning, der erstatter det psykologiske instinkt, synes undertiden at have været bestemmende for hans opfattelse og taget magten fra hans besindige pen. Således er skildringen af Domitian ikke indtrængende og rammende og støttes heller ikke ved en nøgtern vurdering af kilderne — forf. har måttet holde sig til Plinius i en grad som går betydeligt ud over det rimeliges grænse. — Men må vi da endnu vente på den geniale psykolog, der kan skildre os den række af ejendommelige herskerskikkelser, som det heller ikke er lykkedes Domaszewski at tegne levende og overbevisende, så kan dog dennes kejserhistorie,som ogsaa i sit ydre udstyr er et smukt og tiltalende værk, varmt anbefales dem, der ønsker at kende hovedresultaterne af de sidste årtiers intense forskning på den romerske kejsertidsområde. Poul Nørlund.