Universitetsstipendiat Dr. Oscar Alb. Johnsens Skrift Hannibal Sehesteds Statholder skal) 1642—1651. Et Tidsskifte i Norges Historie (Krania, 1909) er en særdeles velskreven og dygtig Bog, der med stigende Fart fører Læseren gennem Sehesteds Liv og Virksomhed ned til hans dramatiske Fald. Med stor Indsigt behandles de forskellige Grene af hans Administration,hans Godssamling og, i Tilknytning til Forf.'s tidligere fortræffelige Skrift: De norske Stænder (1906), hans Forhold til Stændermøderne og de forskellige Klasser af den norske Befolkning. Til nogen endelig Opklaring af de vanskelige Problemer ved selve Sehesteds Fald er Forf. ikke naaet, men det er sikkert heller ikke muligt at løse Gaaderne. Han er noget tilbøjelig til at se lidt lysere paa Sehesteds Brøde end f. Eks. jeg har gjort det, og det skal indrømmes, at Omfanget

af hans Underslæb ikke kan bevises, men Hovedsagen er dogr at hans egen Tilstaaelse ikke kan omtvistes, og at de Indrømmelser,han selv tilbød, var saa store, at han maa antages at have været stedt i en uhyre selvforskyldt Vaande for at have gjort dem. Hvad der bevirkede, at han maatte strække sig endnu langt videre end han havde tænkt sig, det veed vi ikke. Forf. lægger alene Skylden paa Frederik 111 personlig, paa hans perfide Beregning af den politiske Stilling og Begærlighedefter Sehesteds Privatejendomme. Maaske er det saa, men maaske har ogsaa Indflydelser udefra gjort sig gældende; lidt varsommere burde Forf. have udtalt sig.

Hele dette Spørgsmaal har dog ikke været det centrale for Forf. Han har villet bestemme det Sehestedske Statholderskabs Plads i Norges historiske Udvikling og er blevel tilskyndet hertil dels ved sine tidligere Studier over de norske Stændermøder,dels ved den Opgave, han har stillet sig, at skildre Norges Historie under Enevælden til den under Udgivelse værende store Fremstilling af hans Fædrelands Historie. Hans Opfattelse er nu den, at den Forandring i Norges Stilling,, hvorved det fra „Lydrige" rykker op til at blive statsretligt ligeberettiget med Danmark og som man almindelig plejer at sætte ved Aarene 1660^—61 og gøre til en Følge af den danske Statsforandring, var en naturlig Frugt af Landets egen økonomiske og nationale Udvikling og kun fuldbyrder et tidligere Gennembrud, der faktisk i det væsenlige foregaar under Hannibal Sehesteds Statholderskab. Helt ny er denne Tankegang for saa vidt ikke, som man ogsaa tidligere (f. Eks. Danm. Rig. Hist. IV, 282, 342, 512) har gjort opmærksom paa, at Sehesteds Styre betegner en ny Æra i Norges Historie, til hvis Gennemførelsehan har kunnet regne med et almindeligt Ønske i Riget om en langt større Selvstændighed end før, og at der er en nøje Forbindelse mellem Ulr. Fred. Gyldenløves Statholderskabog Sehesteds. Men Forf. har trukket Linierne fastere end før, med hvor megen Ret vil egentlig først kunne afgøres, naar man ser hans Fremstilling af Tiden efter 1660. Hvad der imidlertid navnlig fortjener Opmærksomhed er det Led i Forf.'s Opfattelse, hvori han hævder, at det særlig var

Erfaringerne i Krigen 1644—45, der.]belærte Sehested om, at hvis Norge trygt skulde bevares for Danmark, da maatte Kongedømmet organisere Norges Forsvar langt bedre end før og derved yde Gengæld for de Skatter, det paalagde Riget, men en saadan Organisation maatte forudsætte en større Selvstændighedhos det norske Styre, og det nødvendigvis ikke alene i militær, men ogsaa i finansiel Henseende; heri ser han Ligheden mellem Sehesteds og Enevældens Tanker og Statholderskabetsom Forspillet til Tiden efter 1660. Dette staar i alt Fald som højst sandsynligt rigtigt iagttaget. Uheldigt var det dog ganske sikkert for Norge, at den nationale Tanke ikke blev baaret frem af en af dets egne Mænd, men af en dansk Aristokrat, der med alt sit klare Blik og store Talent forenede Lysten til personlig at udbytte Norge paa en grovere og urenere Maade end hans Standsfæller længe havde gjort det.