Under Titlen: Taine, historien de la revolution frangaise, har A. Aulard udgivet (Paris, 1907) et Udtog af Forelæsninger,somhan 1905—07 har holdt ved Sorbonnen. Bogens Opgave er at rette et Grundstød mod den Autoritet, Taine's berømte Værk over Revolutionen har nydt i vide Kredse.

Utvetydigere kan en Fordømmelsesdom ikke udtales end det her sker i Aulards Slutningsord: „Taine vilde forny RevolutionensHistoriefor at retfærdiggøre sin konservative Teori om Traditionens Betydning, og forny den ved Lærdom. Men ikke alene er hans Lærdom skrøbelig, hans Syn paa Revolutionen føjer intet til hvad de royalistiske Pamfletskrivere allerede havde udtalt dels under Revolutionen, dels under Restaurationen.Naarman ser nøjere til, har han kun bragt af nyt sin behagelige Stil og den Anseelse, som Henvisning til Arkivpakkergiver.Naar man gør Regnskabet op, synes Bogen og dens almindelige Resultater mig næsten unyttig for Historien, i Virkeligheden kun af Betydning for Taine's egen og hans Disciples intellektuelle Biografi". Aulard er ikke kommen letsindig til sin Fordømmelse. Han siger — og der er ingen Grund til at tvivle paa Ord fra en Historiker, der, hvad man end kan mene om hans Opfattelse, netop som Forsker fortjenerdenstørste Anerkendelse —, at han har sammenlignet Taine's Tekst med næsten alle de af ham opgivne Kilder, og at han kun undtagelsesvis har fundet en nøjagtig Gengivelse; men da det vilde være umuligt at bevise dette paa alle Punkter,harhan indskrænket sig til at give et Uddrag af sin Undersøgelse. Helt fri for Smaalighed er Aulards Kritik ikke; men ganske vist fremtræder Taine's ForskningssvagHeder nu i et langt grellere Lys end man tidligere kunde øjne. Det er uden Tvivl ogsaa en korrekt Bestemmelse af disse Svaghederogderes Aarsager, Aulard giver. Taine var en uordentlig,lidetomhyggelig og altfor hurtig Arbejder, navnlig overfor Arkivalier; han stolede altfor meget paa at have en instinktmæssig,øjeblikkeligForstaaelse af Aktstykker og fordybede sig derfor ikke i dem; han troede om sig selv, at han kunde naa til den fulde Sikkerhed og improviserede ilsnart en saadanSikkerhed;selv et Offer for den klassiske Aand, som han saa som Revolutionens Fordærvelse, generaliserede han ud fra enkelte, spredte Vidnesbyrd, og betaget af sin egen FremstillingslitteræreGlans og Kunst, saa han bort fra hvad der var i Strid med hans Opfattelse. Han var ingenlunde illoyal, men han var lettroende overfor alt hvad der passede ham;

han var overbevist om, at han vilde finde Sandheden, men i Virkeligheden havde han dannet sig sin Mening i Forvejen og vilde kun bestyrke den gennem sin Forskning. Som allerede bemærket, er alt dette utvivlsomt rigtigt; men er dermed alt sagt om Taine, og er hele hans Værk unyttigt for Historien? Det maa her for det første betones, at hvor mange Urigtighederderend er i Enkeltheder hos Taine og i hans Gengivelseafhans Kilder, meget bliver dog tilbage, som i det væsenlige er rigtig fortalt. Endvidere, hvor overdrevne hans Domme og Opfattelser end er, og hvor übetinget Ret Aulard har i at dadle hans Tilbøjelighed til Generaliseren og hans Undladelse af at fremhæve vigtige Momenter og afgørende Sider af Tilstandene saavel under Fancien regime som under Revolutionen, et sjældent og beundringsværdigt psykologisk Blik overfor visse af de herskende Stemninger har Taine dog ejet. Aulard og hans Skole arbejder med langt større videnskabeligMetodeend han, og de har indlagt sig uvurderlige Fortjenester ved at tage Livet af mange Legender og falske Forestillinger. Men hvor de som alle Historikere igennem Konstruktion maa søge at bestemme Motiverne, dér forenkler ogsaa de Revolutionens Psykologi, generaliserer paa deres Manér. Hvor Taine ser den jakobinske Aand som den enesteUlykke,dér har de væsenligst kun Blikket for Kampen for Revolutionen imod dens ydre og indre Fjender som AarsagentilFremdriften i Lidenskab og Voldsomhed. Endnu har Revolutionen ikke fundet den Skildrer, som kan samle alle Traadene i sit Hjerte og sin Hjerne og derefter i sin Pen og sin Pensel, og maaske vil en saadan aldrig komme. Men derfor kan man bryde Staven over Taine's Forskningsmaadeogover hans Fortegning af Billedet uden at komme uden om de Træk, han med Rette har øjnet og gengivet i hin Jordskælvstids aandelige Fysionomi, og visse ægte Farver bliver tilbage, som vi skylder ham Tak for.