Medens den franske Historieskrivning, for saavidt som den giver sig af med Revolutionstiden, i Øjeblikket er under stærk Paa virkning af Aulard og i Tilslutning til ham frembringeren Række Arbejder, der ligesom Aulards egne lider under Mangel paa psykologisk Dybde, men i alt Fald delvis er af stor kritisk Værdi og alle er gennem trængte af varm Sympati for den store Omvæltning, er der inden for den tyske Litteratur i de sidste Aar udkommet et Værk af ganske modsatRetning. Talen er om Professor Adalbert Wahl's Vorgeschichte der franzosischen Revolution. Ein Versuch. 1—2 Bd., 1905—07. Ligesom i Tocqueville's berømte Skrift: L'ancien regime et la revolution, er det dog ikke selve Revolutionstiden,der er Emnet, men kun dens Forudsætninger og dens Forhistorie; efter en kortere Udsigt over Samfundsforholdeneunder Ludvig XV gives en indgaaende Skildring af Ludvig XVl's Tid indtil 1789. I mange Henseender fortjener Værket Anerkendelse; meget nyt er bragt frem, og mod mange tidligere Meninger og Opfattelser er der rettet alvorlige Stød; særlig kan fremhæves Undersøgelserne om ParlamenternesHoldning, om Embedsstanden og om den faktiske Andel i Privilegierne, det øverste Lag af 3dje Stand var i Besiddelse af. Ikke sjældent er dog W.'s Paastande fremsatte med større Sikkerhed end deres Underbygning byder Forudsætninger for.

Interessantest, men ogsaa mest omtvisteligt er imidlertid Forf.'s hele Grundsyn. Til at bestemme dette med saa faa Ord, som Pladsen her tillader, kan man ved Siden af selve Værket drage Fordel af W.'s senere fremkomne Afhandling: TJeber die TJrsachen der franzosischen Revolution (Historische ZeitschriftBd. 101). Man tør da vistnok gengive hans Hovedtankerpaa følgende Maade: Hverken de sociale og politiske Tilstandes Slethed eller de privilegerede Klassers sejge Fastholdenaf deres Særrettigheder eller Kongemagtens Mangel paa Vilje til at gennemføre de mest paatrængende Reformer har været Aarsager til Revolutionen; Reformerne kunde være kommet uden den; den var aldeles overvejende kun en Kamp om Magten; denne Kamp var indledet ved Parlamenternes og NotablernesModstand mod Absolutismen, men tog en hel anden Fart, da 3dje Stand greb ind og, fyldt med Filosoffernes individualistiskeog statsfjendtlige Læresætninger, rettede sit Stød mod selve Staten, og Kongedømmet bukkede under i Kampen, fordi det havde vænnet sig af med at tvinge Undersaatterne til Lydighed og ikke havde sørget for at oprette Disciplinen i Hæren. Det er i høj Grad tvivlsomt, om dette Grundsyn vil formaa af trænge igennem. For at bevise dets Rigtighed har W. trukket Billedet af saavel Ludvig XV's som ogsaa af Ludvig XVl's Regeringsperioder op med for lyse Farver og set for overlegent og i Virkeligheden uhistorisk paa de frisindedeIdéer, der var og er det 18. Aarhundredes store og ærefulde Indsats i Samfundsudviklingen, og han har ikke mindst undervurderet, hvor naturligt det var, at Hoffets Ødselhedog det store Deficit maatte fremkalde Mistanke til og Modstand mod Absolutismen, selv om denne paa andre Omraadervilde noget godt. Denne iøjnefaldende Undervurdering kommer navnlig frem i hans Fremstilling af Galonne's og Notabelforsamlingens Tid, og med Rette har en anden tysk Historiker, Professor Hans GI ag au i et for nylig udkommet Skrift: Refornwersuehe und Sturz des Absolutismus in Frankreich{1774—1788), 1908, særlig paa dette Punkt angrebet Wahls Skildring og Opfattelse. J. A. F.