Iblandt Johan Biilows Papirer i Rigsarkivet i en Pakke med „Dagbog 1783—1792, Selv-Biographie, Forskiellige Optegnelse)' etc." lindes efterfølgende Afskrift af en Beretning, som Livlægen Johan Just v. Berger 1 786 afgav om den sindssvage Kong Christian VIIs Tilstand. Da Beretningen i flere Henseender har megen Interesse, meddeles den her med enkelte Læmpelser, særlig i Tegnsætning og i Brugen af store og smaa Bogstaver.

Beretningen er tidligere benyttet af L. Koch i hans Afhandling om Frederik Vis Barndom og Ungdom i Historisk Tidsskrift, 6. R. 111 Bd., S. 42—43, og nu fornylig i Dr. med Viggo Christiansens Bog om Christian den VIIs Sindssygdom.

Underdanigst Pro Memoria Til Hans Kongl. Højhed Kronprindsen.

Deres Kongelige Høihed haver i disse Dage befalet mig at undersøge Hans Majestæt Kongens Helbred, saasom man paa nogen Tiid havde bemærket en større Grad af den desværre! sædvanlige Sinds uroelighed.

leg har efterkommet denne Befaling, men siden ieg hverken i Pulsen eller andre øyensynlige Kiændetegn fand nogen Grund til saadann Forandring, søgte ieg at opdage andre udvortes Aarsager. Til den Ende udbad ieg mig af dem, der daglig opvarte Kongen i Enerum, en Efterretning, om de merkede nogen tiltagende Heftighed hos Hans Majestæt; de svarede, at de imellem sporede nogen usædvanlig Uroe hos Kongen straks efter Taffelet. Denne Uroe maatte da vel have sin Grund i noget, og den syntes mig meget rimelig at kunde findes i det mig af adskillige forebragte, nemlig, at man saavel ved Taffelet som paa andre Stæder, hvor Kongen lader sig offentlig see, i Stedet for at ynke over Hans Distractioner loe og diverterede sig over dem.

Saasom ieg nu tilforladeligen vidste, at Kongen, uagtet Hans Distractioner, er meget nidkiær over den Ærbødighed, Hans Majestæt af enhver udfordrer, saa kunde ieg letteligen begribe, at saa stor en Mangel deraf maatte opvække Hans Majestæts Indignation og Vrede; tillige kun[de] ieg indsee, at alle Medicamenters Brug vil blive unyttig, dersom dette Anstød ey hæves.

Det er derfor, at ieg i Underdanighed forestiller Deres Kongl. Høihed, hvor høist nødvendigt det er, at de almindeligen befaler alle vedkommende aldrig at tilside sette den Ærbødighed, de er deres Konge skyldig, alletiid ved en alvorlig og ynkelig Mine at ansee de Distractioner, som kunde indtreffe over Taffelet og ved andre Leyligheder, men aldrig at belee eller ridiculisere dem.

De, som nærmer sig til Kongen, maatte de efter mine Tanker stedse giøre åei med den største Ærbødighed, neie for Hans Majestæt og i deres heele Anstand beviise den største og alvorligste Respect.

Det er ogsaa bleven mig sagt, at Kongen over Taffelet i Distraction tager imellem fra dem, der sidder nær ved Hans Majestæt, noget af deres Tallerkener, da maatte efter mine Tanker, den som saadann noget møder, reise sig noget fra hans Sæde, og med en alvorlig ærbødig Anstand presentere sin Tallerken til Hans Kongl. Majestæt.

Jeg skulde tro. at om dette skeede i nogle Dage paa den
forommeldte Maade, vilde Kongen efterlade denne Distraction.

Men saasom der desuagtet vilde desværre forefalde nogle uangeneme Distractioner, kunde disse, om ikke forekommes, dog i det mindste modereres, om en eller anden af de til Kongens daglige Opvartning beskikkede Kammerherrer dagligen blev placeret ved Kongens Tafel, lige overfor Hans Majestæt. Denne som i Forveyen havde ombedet Kongen at vogte sig for Distractioner, kunde med en Øyekast, en Hosten, eller andre Tegn forrebygge, at saadanne Distractioner ey blev for stærk.

Efter at have forestillet Deres Kongl. Høihed det anførte i dybeste Underdanighed, maatte det mig tillades, endnu med faae Ord at anføre de moralske Aarsager, som efter mine Tanker har foranlediget denne vores Konges ynkværdige Tilstand.

Nogle laster Kongens Opdragelse; men ieg, som i 35 Aar har nydt denne Naade at staae som Liv-Medicus i Kongelige Tieneste, paastaaer, at faae Prindser i Verden har faaet en bedre Opdragelse end vores Konge. Hans Majestæt steeg paa Tronen begavet med de elskværdigste angenemste Talenter, og med Kundskaber, som overgik Deres Alder, men med alt dette var denne deres Opdragelse ikke nær fuldført, og kunde efter menneskelig Anseelse ikke dannes derefter, at Cronprindsen i en Alder af 16 Aar skulde bestige Tronen. Man har iligemaade sagt, at Kongens Opdragelse havde været for streng; ogsaa dette kan ey med Sandhed siges, saasom endnu mange Personer kan erindre sig det angenemme, utvungne'og indtagende af Hans Conservation saavel som Gronprins som Konge. Men en vis Strenghed var høistnødvendig hos en med en saa overmaade levende Imagination og derefter sædvanlig følgende Letsindighed begavede Prinz.

Grunden altsaa til Kongens nærværende Tilstand ligger sandelig ikke i Opdragelsen, men allene deri, at Hans Majestæt i saadann en spæd Alder kom paa Tronen, og paa engang i en uindskrænket Frihed.

Havde det behaget Forsynet at lade leve endnu i en Deel Aar vores uforglemmelige Kong Frederik den Femte, hvis Menneskekærlighed og besynderlige Kiærlighed for sine Undersåtter viiser sig i saa mange Monumenter, som taknemmeligst vil æres af Efterslægten, saa længe Danmark staaer. saa var tilforladeligen vores Konge Christian den Syvende i alle Maader bleven en værdig Efterfølger af saa stor, saa god en Konge og Fader.

Men saa gik det desværre! anderledes; vores kiære Konge, som nu udaf en nødvendig Jndskrænkelse kom paa engang i fuldkommen Friehed, omringet med Personer af forskiællige Tænkemaader, hørte snart den ene, snart den anden, blev uviss og ustadig i sit Valg, tvivlraadig, misfornøyet med sig selv og andre, hvorover da tilsidst den med endnu umoden Tænkekraft geleydede saa levende Jmagination lettelig kunde overspændes.

Burde man da efter disse, endskiont korte og ufuldstændige Betragtninger længer tvivle, at Kongens nærværende Tilstand er en Følge deraf, at Hans Majestæt besteeg Tronen for tidlig.

Som en gammel Tiener af det Kong]. Huus har ieg holdt
for min Pligt, dette Deres Kongl. Høihed at forestille

Kiøbenhavn, d. 30. April 1786. underdanigst

B e r g e r.

Paa Foden af Afskriften findes med Biilows Haand skrevet:

Originalen til dette Brev fandt jeg u-brudt hos Printsen d. 17. Juni 1790, og da Printsen havde læst det, blev det itu revet. Om Anledningen til at det blev skrevet, vil findes i den Tiids Historie. — Skade, at jeg nu først fandt det, og dets Tilværelse ikke før var mig bekiendt. Biilow.

Biilo w.