Af min Fortolkning af Akterne fra 1721 (Kr. Erslev, Frederik IV og Slesvig, 1901) fremgik det, at Kongen ved hele Ordningen maa være gaaet ud fra, at den kongelige Andel af Slesvig forud tilhørte Kronen og lød under Kongelovens Arvefølge. Det var lige det modsatte af, hvad man tidligere havde tænkt sig, og for at sikre Fortolkningen pegede jeg da kortelig paa, at den samme Opfattelse ogsaa sporedes hos Frederik 111 og Kristian V og maatte bygge paa den Arveret, Kongehuset erhvervede 1660; men jeg kunde ikke fordybe mig videre heri. Nu har den i Slesvigs Historie saa stærkt interesserede P. Lauridsen i sit Skrift: Slesvig og Kronen 1660_—1671 (1906) taget Spørgsmaalet op særskilt og belyst dets første Fase paa Grundlag af et meget omfattende, for en stor Del utrykt Materiale. Han mener at kunne godtgøre,

at Arveregeringens Indførelse medførte, at „Kongedelen af Slesvig og Danmark-Norge smeltede sammen til en arveretlig Enhed", og i det væsentlige turde det ogsaa være lykkedes for ham at vise. at dette var den danske Regerings Standpunkt i Tiden nærmest efter 1660. Om Sagens retslige Side har været de ledende helt klar, maa dog endnu henstaa som noget tvivlsomt; paafaldende er det i alt Fald, at Frederik 111, naar han i 1665 hævder Kvindernes Medarveret, udtrykkelig henviser til sin Erhvervelse af Souveræniteten i Slesvig 1658 (som netop kun gjaldt Mandslinien), og naar Forf. vil udlægge den Souverænitet, der indføres i Stændernes Hyldingsbrev 1671, som den fra 1660, fortolkes den rigtignok officielt som lig Ophævelsen af Lensafhængigheden, altsaa atter 1658. Saaledeskommer Forf. nok noget for let over de vanskeligste Punkter, og naar han mener, at Hyldingen i Rendsborg 1671 ved de derved anvendte Udtryk gjorde Kongens Stilling i Slesviglige saa „ dagklar" som Souverænitetsakterne i Danmark 1660^—61, vil næppe nogen besindig Forsker følge ham deri.

Mest nyt bringer L.s indgaaende Fremstilling af Forholdet til Sønderborgerne, som han følger helt tilbage til det 16de Aarhundrede, og han har her bl. a. benyttet interessante Akter fra det plønske Arkiv. Ikke uden Grund, omend i unødvendigtskarpe Udtryk paataler han, at de tyske Forfattere har leveret partiske Uddrag af disse Sager, men selv har han uheldigvis ikke givet os Akterne fuldstændigt, og før det sker, kan man ikke haabe at naa til historisk og juridisk Klarhed over disse højst indviklede Forhold. Et godt Stykke fremad har L.s Undersøgelser dog bragt os; tydeligt fremtræder det, hvor svagt de sønderborgske Linier stod overfor det mægtige danske Kongehus, og ikke mindre, hvorledes hos dette Synspunktetførst og sidst var dynastisk, medens „^Danmarks Rige" kun kom i anden Række og nationale Hensyn spillede en ringe Rolle. Man maa meget ønske, at Forf. vil give os en lige saa detailleret Fremstilling af den følgende Menneskealder, hvorover han nu kun kaster enkelte Strejflys; tillige indskærperdog hans Skrift, hvor paatrængende nødvendigt det

er, at den flittige Udgivervirksomhed, der drives hos os, ogsaa
vender sig mod dette Omraade. Kr. E.