Den c. 1200 stiftede helligåndsorden tik sent fodfæste her i landet, og dens klostre kunde hverken måle sig med Gisterciensernes i rigdom eller tiggermunkenes i tal. Først 1436 oprettedes det første kloster i Ålborg til pleje for „fattige, usle og vanføre mennesker", og flere end 6 klostre nåede ordenen aldrig at få. Dette er antagelig grunden til, at vor viden om den hidtil har været meget mangelfuld, og det har ikke gjort sagen bedre, at helligåndsklostrene som oftest sammenblandedes med de langt talrigere helligåndshuse. J. Lindbæk og G. Stemann: De danske Helligaandsklostre (1906) har bragt fyldig og pålidelig viden, hvor der før var mørke og uklarhed. Bogen er bleven til ved et samarbejde mellem dens egentlige ophavsmand, stiftamtmand Stemann, der har behandlet de enkelte klostres historie, og cand. mag. Lindbæk, hvem indledningen skyldes, ligesom han har udgivet :det omfangsrige diplomatarium, der ledsager værket. 1 første række støttet paa hidtil ukendt materiale fra ordenens hovedarkiv i S. Spirito i Rom har han givet en både god og dygtig skreven fremstilling af ordenens almindelige historie, hvor han på flere vigtige punkter korrigerer de ældre katolske hovedværker, ikke mindst ved at anvise ordenen en mere beskeden, men sandere plads indenfor munkevæsenet. Han har skildret dens væxt i Danmark, der ikke som hidtil antaget i første række skyldes Kristjern I, dens hjemlige organisation og de danske klostres forbindelse med moderklostret S. Spirito. Ligeledes har han klarlagt forskellen mellem de nøje sammensluttede Mostre, der levede efter en fælles, fra Johanniterne nedstammende regel, og husene, som stod uden indbyrdes forbindelse, og hvis hele indre liv er lidet kendt.

Det ligger i sagens natur, at skildringen af de enkelte
klostres historie ikke kan have samme almene interesse; dens

betydning er først og fremmest lokal- eller rettere personaihistorisk.Thi med rigtig forståelse af, at godshistorie — der altid er tung kost — ved så forholdsvis fattige stiftelser måtte stå i anden række, har forf. lagt hovedvægten på de ledende personer og givet en række livlige levnedstegninger af priorerne, hvor dog den stadige brug af historisk præsens virker meget trættende, ligesom materialets art ret naturlig må friste til stundom tvivlsomme gisninger. Bedst oplyst af de enkelte klostres historie er Ålborgs, hvis arkiv er særdeles godt bevaret, og af hvis bibliothek det er lykkedes Stemann at påvise betydelige rester i kathedralskolens bogsamling.