|
Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 6 (1905 - 1906) 12. De danske Kongers Ret til Hvaler og meget store Fisk.Joh. Steenstrup Side 115
Vore Provinslove indeholde en Del Regler om Kongens Forret til Hvaler og enkelte Fisk. - Baade i juridisk og naturhistorisk Henseende frembyde disse en Del Interesse, men det forekommer mig, at de hidtil i flere Henseender ikke ere blevne ret forstaaede. Jeg skal kortelig redegøre for og tolke disse Bestemmelsers Indhold, de ville findes trykte nedenfor i deres gamle Ordlyd 3). 3) Skaanske Lov VIII. 1 (hos Schlyter 155): Ængin fisk ma hetæ urak utæn styriæ oc (var.: al) gorlæ oc hual, æn tho skal han ær forst hittir hual taki sæ byrthi, af han gar, oc sighi til i kunungs garthe; rithær thæn, ær forst hittir, take sæ hæst fat, akær han, takæ sæ las, ær han a skipi siaghsærtho, take skips farm, ok skal huær thæn ær forst hittir sighiæ til i kunungs garthe; sighir han æi til, botæ thre mark ællær standæ fore mæth tyltær ethe. Jvf. Anders Suneson 100. Eriks Sjællandske Lov 111 62: kurnmær fisk in vrækændis til landz, hvarskyns fisk thet ær anti hval ællær stor lyft, at man gitær ey valdit han, ællær hvat fisk sum thet ær, tha a hin ær hittær forst, for utæn thet ær styrie, hun horir til konungs gardh, for thy at thet callæ men gorsums fisk væræ, oc hinum thot hvaræn sit æruæthz giald ær hittær. Æn kummær hval in ællær loft, tha a hin ær um gar ær forst hittær sic burthæn at hoggæ ... (de følgende udførlige Bestemmelser omtrent som i Skaanske Lov). Jydske Lov 111. 62: minnæ fisk æn styriæ ær æi wræk ... En fisk thær en man ma bæræ sva sum ær marswin oc siall oc theræ likæ æth minnæ thæt ær æi wræk for uten styriæ enæ, for thy at hwal oc lyft oc all storæ fiskæ thær man ma æi bæræ thet ær alt wræk oc them a konung. tho hwa sum hwal hittær fyrst, han skal fyrræ æn han takær nokæt af, seghæ vmbosz man til oc havæ for sit æruæth of han ær gangænd sin byrthæn osv. (de følgende Regler omtrent som i de andre Provinslove). Side 116
For det Første maa det erindres, at hvad der her er Tale om, kun er en Ret, der udspringer af Kongens Forstrandsret, det er Dyr, der strande, og de opfattes som og betegnes i Lovstederne stadig som Vrag; Kongen har ingen Forret til den Hval, som driver i aaben Sø, allermindst til den dér jagede og dræbte Hval. En Viborg Landsthingsdom af 1559 paakendte en Sag, under hvilken nogle Skagboere af Ransnævninger vare blevne dømte for Ran; de havde ud for Fladstrand, men i aabenbarlig Hav paa hundred Favne Vand snaret, bjerget og dødet en Springhval og med Kabel og Tov draget den til Land, og da den saaledes ikke var fundet paa Kongens Forstrand, kunde den ikke kendes for saadant Fiskvrag at være, hvorfor de tiltalte frifandtes 1). Det Synspunkt,
som har gjort sig gældende ved at give 1) Rosenvinge, Gamle Domme I. 267 f. J. E. Larsen, Samlede Skrifter I. 1. 430. Matzen, Retshistorie, Privatret, 11. 38, 53. Side 117
Kongen har Ret til det, som er saa stort, at ingen Enkeltmandkan bemægtige sig det. Derfor lyder Bestemmelsen i Eriks Sjællandske Lov, at dersom Fisk kommer vragendes til Land, af hvilken Art den end er, enten Hval eller stor Lyft, at man gitær ey valdit han, d. e. saa at man ej formaar at bemægtige sig den, er det Kongens; der tilkommer dog Finderenen vis Anpart. Og Jydske Lov skælner mellem hwal oc lyft oc all storæ fiskæ thær man ma æi bæræ, hvilke Kongen ejer, og saa de Fisk, som en Mand kan bære, saasom Marsvin og Sæl. I Virkeligheden gør derfor her det samme Princip sig gældende som det, der raader, naar de større Vandløb eller de større Skovstrækninger, hvorover ingen Privatmandbør have Ret fremfor andre, tildeles Kongen som Ejer1). Imidlertid har et andet Synspunkt tillige været virksomt. Efter Lovene hørte nemlig ogsaa Stør Kongen til, og denne Fisk er ikke særlig stor, den bliver ordentligvis i vore Vande kun indtil 6 Fod lang og naar en Vægt af 200 Pund. En Mand vil altsaa som Regel nok kunne bære den. Naar Støren tilfalderKongen, er det dens andre Egenskaber, der har gjort sig gældende, dens velsmagende Kød, dens Rogn (Kaviar) og dens Svømmeblære (Husblas), saa at den paa forskellige Maader gør Nytte i Husholdningen. Støren er derfor en kostbar Fisk2); dette, og ikke dens Størrelse er Grunden til Regalet over den, hvad netop Lovene udtale. Saaledes siger Jydske Lov: Fisk, som en Mand kan bære, saasom Marsvin og Sæl og deres Lige eller mindre, det er ej Vrag med Undtagelsealene af Stør, og i Eriks Sjællandske Lov fremhæves netop det særlige Synspunkt, som gør sig gældende med Hensyn til Støren. Loven tillægger nemlig Finderen en vis Part af de store Fisk, som drive i Land, „undtagen Stør; den hører til Kongens Gaard, thi man kalder den Gørsums Fisk", hvad der vil sige, den anses for en Kostbarhed. Man har været tilbøjelig til at forstaa det som den særlig store 1) Steenstrup, Studier over Kong Valdemars Jordebog 334 ff. 2) Allerede H. Krøyer, Danmarks Fiske III". 2. 776, har antydet en. saadan Opfattelse. Side 118
Fisk1), men Gørsum er netop Betegnelsen for det kostbare, for Smykker og Juveler, ligesom Gørsum er Navnet paa den Hædersgave af kostbare Ting eller i Guld, som Manddraberen gav den dræbtes Arvinger udover Mandeboden2). Naar Rosenvingeog andre Forfattere have henregnet ogsaa Hvaler til Gørsums Fisk, skyldes det en Misforstaaelse, det er kun om. Støren, at dette Ord anvendes. En Parallel til, at der forbeholdtesKongen Ret til saadanne Dyr, er jo det i det 16de Aarhundrede opkommende og endnu bestaaende Østers-Regale eller den i flere Lande Kongen tillagte Forret til at bemægtige sig eller at erhverve sig Falke. Hvis man har disse
to Principer for Øje, der formentlig Der fordres efter den første Betragtning, at Fisken skal være meget stor. I vort ældste Haandskrift af Jydske Lov, det nu i Slesvig bevarede Flensborg-Haandskrift, staar der: hivaloe lyft oc all [ikke allæ] storæ fiskce thær man ma æi bceræ, ... them a konung. Her kunde Adjectivet allstoræ maaske synes at være anvendt; vi kende det fra Oldnordisk, se Fritzners Ordbog: allstorr, meget stor, som i høj Grad overgaar det almindelige, allstorlåtr, meget storagtig, ligesaa i flere andre Sammensætninger, og det vilde være et Udtryk, som traf det rigtige. De andre Haandskrifter af Jydske Lov have dog „alle store", og derfor er all maaske kun en jydsk Ejendommelighed3); ved den nærmere Bestemmelse om, at en Mand ikke skal kunne bære Fisken, vises jo iøvrigt, hvilke Krav der stilledes med Hensyn til dens Størrelse og Vægt. Som en af de meget
store Fisk nævne Eriks Sjællandske 1) Rosenvinge, Retshistorie, 3. Oplag 183. 2) Steenstrup, Normannerne IV. 301 ff. 3) Jfr. Flensborgs gamle Stadsret art. 22: all byfiskær, 51: all kiotmangær. 4) Varianter til J. Lov have lift; den latinske Oversættelse: lyft (Rosenvinge, Love 111. 410). I Dom af 1559 (Rosenvinge, Domme IV. 267) kaldes den Lest. Variant til leipir i Skåldskaparmål «r leistr. Side 119
naturhistoriske Bestemmelse af dette Dyr har ikke kunnet gives, men at det maa være en Hval, synes fremgaa deraf, at den nævnes mellem en Snes andre Navne paa Hvalarter i Skåldskaparmål i Snorres Edda: norShvalr,
kyrhvalr ligeledes omtaler
Kongespejlet blandt Hvalerne »leiptr, der Der staar nu tilbage at fortolke Bestemmelsen i Skaanske Lov, at ingen Fisk skal hedde Vrag undtagen: styriæ oc gorlæ (var. al gorlæ) oc hual. Gorlæ bliver almindelig forstaaet som et Havdyr, og Schlyter forklarer det i sit Glossar til Skaanske Lov og i sit almindelige Glossar til Sveriges Love som det samme Dyr som Lyft og som Spækhugger, Sværdfisk, Delphinus orca. Han føjer til, at sandsynligvis Navnet gorlæ længe har været ukendt, „efter som det er udstreget i det ældste Haandskrift af Skaanske Lov og i andre er bleven forandret paa forskellig Maade, saasom til al gorlæ, algorla, olgb'rla, brie ...; i den latinske Tekst er det forbigaaet". I Lunds „Det ældste danske Skriftsprogs Ordforraad" er det forklaret som ensartet med lyft, der i Overensstemmelse med Krøyer forstaas nærmest som „en egentlig Hvalart eller en større Delfin". Stedet maa imidlertid tydes paa en helt anden Maade. Det maa erindres, hvad Reglerne efter Provinslovene vare om Findernes Ret overfor Hvaler. Finderen fik en Anpart saa stor som en Byrde, og Lovene bestemme det nærmere saaledes, at naar han ridende blev Hvalen vaer, kunde han tage en Hestebyrde, var Finderen kommen med en Eg (lille Baad), kunde han laste den, var han til Vogns, tog han et Læs, var han i en Sexaaresbaad, kunde han fylde den, men kom han med et endnu større Fartøj, kunde han kun tage saameget, som en Sexaares Baad kunde rumme. En Forudsætning var det i alle disse Tilfælde, at han gav Ombudsmanden Underretning om Fundet inden to Døgn. Afvigende herfra 1) Edda Snorra Sturlusonar (1848) I. 580. 2) Konungs-Skuggsjå (1848) 29. Jfr. Neues Staatsbiirg. Magazin IX. 774 f. Side 120
var Reglen om Stør. Det hedder i Skaanske Lov, at ingen Fisk maa hedde vrak utæn styriæ al gorlæ oc Imal, æn tho skal han ær forst hittir hual taki sæ bijrthe, d. e. ingen Fisk skal hedde Vrag undtagen Stør helt og holdent, og dernæst Hval, men dog skal den, som finder Hval, tage sig Byrde. Gorle betyder i gammelt Dansk nøje, fuldkomment: gorlæ gemæ gildens low, at overholde nøje Gildets Lov; tha Floræs gib'rle thet forstaar; skullæ i edher gidrlig ther om acte, I skulle tage fuldkommen vare derpaax). I de forskellig Læsemaader af det nævnte Lodsted betyder derfor oc gorlæ „og fuldkomment", al gorlæ „hel fuldstændigt", algorlæ (med den forstærkende Forstavelse al-) „helt og holdent". I Modsætning til den store Hval, af hvis Krop Finderen dog faar Lov til at skære sig en lille Part som Findeløn, kan den mindre og saare kostbare Fisk Støren ikke paa den Maade parteres uden at ødelægges; den bliver som Gørsums Fisk Kongens „helt og holdent", dog skal Finderen have Betaling for sit Arbejde eller Findeløn (oc hinum tliot hvaræn sit æruæthz giald ær hittær). Vi have i den gamle svenske Bibeloversættelse en Parallel, der maa løse al Tvivl om Forstaaelsen af Lovstedet. Det hedder her, at Moses gav Israels Sønner Befaling om at æde Paaskelammet: I skulin åta thås howodh oc foter oc inålfwe oc alt go'rla, d. e. I skulle æde dets Hoved og Fødder og Indvolde og alt helt og holdent2). løvrigt viser Anders Sunesøns Oversættelse af Lovstedet, at denne Forstaaelse netop er den rette. Her staar: preter sturgionem, qui juri regio a quocunque repertus fuerit to tus cedit. Støren tilfalder Kongen helt og holdent. Schlyter har saaledes Uret i, at Ordet ikke skulde være gengivet af Oversætteren. Det mystiske Dyr Gorle maa derfor udgaa af Ordbøgerne og Naturhistorien; ved at tolke Ordet som et til Bestemmelsen om Støren knyttet Tillægsord blive netop Reglerne om Retten til denne Fisk forstaaelige. 1) Disse Citater ere tagne af Kaikars Ordbog til det ældre danske Sprog, gør, gørle, gørlig. 2) Klemming, Svenska medeltidens bibelarbeten I. 307. Citatet er taget af Soderwalls Ordbok ofversvenska medeltids-språket, gorla. |