Den 26. Okt. 1905 døde fhv. Professor Johan Louis Ussing, 85 Va Aar gammel. Han havde i et halvt Aarhundrede været Lærer ved Universitetet i græsk og romersk Filologi, og han havde omfattet denne Gjerning med Liv og Sjæl, ikke alene fordi han elskede det Fag, som han foredrog, men fordi Lærergjerning og al Virken for Universitetet var ham kjær. Endnu efter at være afgaaet som Professor (1896) holdt han Forelæsninger ved Universitetet og medvirkede efter dets Anmodning, naar man havde Trang til at anvende hans omfattende Kundskaber og Indsigt. Ussings Skrifter om Oldtiden angaa i høiere Grad dens historiske Sider end de sproglige , idet han •_— især — granskede Kulturlivet {Grækernes og Romernes huslige og private Liv, 1863, Undervisningen hos Grækerne og Romerne, 1865) og dernæst med afgjort Forkjærlighed studerede Kunstarkæologien; paa flere Reiser, som han har skildret i livligt skrevne Bøger, havde han ved Selvsyn kunnet trænge ind i Forstaaelsen af Monumenternes rette Karakter og Aand. Blandt hans mange værdifulde Arbeider kan nævnes hans Afhandling om Parthenon (1849), den store Bog om Pergamos (1897), hans mærkelige Undersøgelser om det Tidspunkt, da Vitruvius' Bog om Architekturen kunde være forfattet (1896).

I dette Tidsskrift vil der være særlig Grund til at mindes, hvad Ussing har udrettet for vort eget Lands Kunsthistorie. Plan var Høyens Discipel og blev ved sin varme Følelse for Kunsten og fine Forstaaelse af den hans nære Ven; Ussing udgav efter hans Død hans Skrifter og ligeledes en omfattende Biografi af Høyen (1872). I en Afhandling Om Ledøje Kirke (1879) belyste han denne Kirkes rette Karakter, som Gaardskirkeog

kirkeogdens architektoniske Slægtforhold. Jævnlig tog Ussing til Orde i Debatter om kunstneriske og kunsthistoriske Spørgsraaal,og den livfulde og aandfulde Forsker bevarede sig frisk og ungdommelig selv i sin høie Alderdom.