|
Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 5 (1904 - 1905) 12. En tysk Satire over danske Stats- og Hofmænd 1784.Louis Bobé Side 388
Blandt Bernstorffernes Slægt og Paarørende er der ingen, der ved sine oftere udtalte, haanlige og nedsættende Ytringer om det danske Folk har krænket dets Nationalfølelse dybere end A. P. Bernstorffs egen Svoger, den som tysk Digter bekjendte Greve Friedrich Leopold Stolberg. Dette er saa meget mere at beklage som man i hans Digte og Breve finder en ægte og fin Opfattelse af den danske Natur, de sjaillandske Bøgeskove og Skovsøer og særlig Sundet, der har inspireret ham til nogle af hans smukkeste Digte. Han er den første tyske Digter, der i sine Sange har forherliget Havet, saaledes i: „Hellebeck, eine seelåndische Gegend" (1776), „Badelied zu singen im Sunde", „An das Meer", „Die Meere" (1777). August Hennings, hvem Stolberg havde fjærnet fra den første Plads, han i en Aarrække havde indtaget i Ernst Schimmelmanns Hjasrte som dennes intimeste Ven, paataler i sine Breve oftere Stolbergs „übetænksomme Foragt" for den danske Nation og spotter over dennes usmagelige Opsang: Ich bin ein
Deutscher! Sturzet herab,
der Freude Thrånen, dass ich es bin. *) Mange af hans
overmodige og ringeagtende Ytringer om 1) Ges. Werke der Briider G. u. F. L. Stolberg I, 55. Museum 1894, I, 279 ff. W. Keiper, F. L. Stolbergs Jugendpoesie, Berlin 1893, 44 ff. Side 389
A. P. Bernstorff ikke bragte ham til Tavshed, især efter at denne havde skaffet ham Ansættelse i dansk Tjeneste paa en saa vigtig Post som dansk Gesandt i Berlin. „Bernstorfferne", skriver Grevinde S. Schulin 1790 til sin Broder F. C. Warnstedt,„danne paa en altfor stødende Maade en særlig Sekt for sig ved at bevidne deres Foragt for Landets Sprog og for alt hvad der hører sammen med Folkets sunde og solide Fornuft, som de anse for Dumhed"l). Om den tyske Kreds i Kjøbenhavn ytrer J. G. Fabricius, „at den dannede en lille Cirkel for sig, fra hvilken den saa ned paa hver Indfødt, som om han mindst var en halv Grønlænder"2). Stolbergs Ringeagt for det Land og Folk, der havde optaget hans bundfattige Fader og i hvilket han opvoxede og tjente som Diplomat, har særlig vakt Statsminister G. D. F. Reventlows Uvilje, der flere Gange i djærve Ord har paatalt hans Utaknemmelighed overforDanmark, senest, da Stolberg 1814 gjorde sig til Talsmand for at Hertugdømmerne skulde rejse sig mod Danmark og slutte sig til Preussen. Selv paa en Tid, da hans Svoger A. P. Bernstorff sad fast i Sadlen, fremkommer han bl. a. med følgende Ytring, der er betegnende for hele hans Tone: „Vort Aarhundredes Morads, det kjøbenhavnske Pladder, hvor jeg hellere som en anden Adam vilde give alt Fæ i Naturen Navn end optælle alle tobenede Æsler i Kjøbenhavn"3). Vi skulle nu endelig, hvad der ikke tidligere har været bekjendt, se, hvorledes Stolberg fejrede Svogerens Tilbagekaldelse 1784 med plumpe Æselsspark til de Mænd, der efter hans Mening fortjente Plads i Gabestokken. Under sit Ophold i Broderen Christians Amtmandsbolig i Tremsbiittel i Marts 1784 forfattede Fritz Stolberg sin beskrivende Digtning „Der Traum", i tre Sange, tilegnet Statsminister Reventlows Hustru Sofie f. v. Beulewitz 4). Den skildrer 1) Efterl. Papirer frø den reventlowske Kreds V, 218. 2) ib. VI, 498. 3) J. Janssen, F. L. Graf zu Stolberg 1882, 24. 4) Ges. Werke I, 376—405. Efterl. Papirer fra den reventlowske Kreds 111, XXXIV, 370 f. Side 390
Livet i Familiens lykkelige Kreds en Sommeraften i Bernstorffs Have og viser, forudsat, at Begivenhederne d. 14. April ikke have foraarsaget en væsentlig Omarbejdelse af den første Sang i dens oprindelige Nedskrift, hvor [sikkert man i den stolberg-reventlowske Kreds regnede paa Bernstorffs Tilbagekaldelse og Guldbergs Fald umiddelbart efter Kronprinsens Konfirmation. Hele Digtet aander Fred og Harmoni, baade i Naturen oa; hos de Mennesker, der her indføres talende. „Et himmelsk Familiestykke", kalder Goethe det, for hvem F. Stolberg endnu samme Sommer læste Digtet under sit Besøg i Weimar — „man maa have set demr sammen for ret at kunne nyde det" *). Naar hensés til den i „Der Traum" raadende fredelige Stemning, forbavses man ved at; gjøre Bek.jendtskab med de vistnok efter Bernstorffs Tilbagevendelse forfattede, bidske og hadefulde Karakteristiker af det gamle Systems Mænd, Guldberg, Stemann, Schack Rathlau, Moltke og Holck, der under let gjennemskuelig Maske udleveres Spotten i Stolbergs 17. Jambe med Overskriften „Das Ungeziefer" og Mottoet af Virgil „obscoenae volucres!" Ingen af de tyske Literaturhistorikere, der have beskjæftiget sig med Stolbergs i sin Tid saa megen Opsigt vækkende Jamber2), synes at have lagt Mærke til, at „Das Ungeziefer" rummede et helt lille Portrætgalieri; ogsaa herhjemme var dette ganske gaaet af Minde, indtil der nu ved nogle nylig fundne, mellem F. G. v. Warnstedt og hans Søster Grevinde Sophie Schulin 1785 vexlede Breve kan bringes Klarhed i Sagen. Vi skulle nu paa Grundlag af de os herved givne Vink, under Henvisning til de biografiske Enkeltheder i de af Stolberg persiflerede Personers Liv, forsøge en Analyse af den paagjældende Satire. 1) Ges.Wcrke 111, 80 ff. 2) De udkom først i Museum og derefter (1784) som særlig Bog i Leipzig. Rahbek og Riber have oversat enkelte Stykker i Minerva 1785, 2. og 3. Hefte. Jvfr. Menge, Graf F. L. Stolberg, 186-2 I. 123 if., Schmidt og Suphan, Xenien 1796: 1893, 33, 145. Side 391
Det blinde og ensidige Had, hvormed de enkelte Medlemmer af den bernstorff-reventlow-schimmelmannske og stolbergske Kreds omfattede Guldberg, ikke alene medens hans stod for Statsstyret, men selv efter hans Fald og hans Død, fremgaar af mangfoldige Ytringer i deres Brevskifter. „Snogen", „Slangen", „Ulven i Faareklæder", „Banditen med Kniven skjult under Bæltet", Skolemestertyrannen" ere de hyppigst forekommende Skjældsord for ham1). Ikke mindre forhadt var hans haandgangne Mand Stemann, foragtelig kaldet Stehmann, fordi han under sit korte Ministeriums Tid ikke en Gang fik taget Sæde paa Taburetten, eller Stehkerl, ogsaa Betegnelse for det gamle Børnelegetøj, Troldkjærlinger, der rejse sig ligesaa hurtigt som man vælter dem om. Stemann havde efter sin første Hustrus Død bejlet til Sybilla Reventlow, men hentet sig en forsmædelig Kurv, hvad der særliggjorde ham latterlig i Familierne Reventlows og Schimmelmanns Omdømme. Schack Rathlau havde i lange Tider staaet Bernstorfferne ret nær, men den endelige Dom over ham efter 1784 er saare ugunstig. Strax efter sin Mands Fald 1780 skriver Grevinde H. Bernstorff2): „I Begyndelsen havde jeg rost Schack, men han fortjener det ikke; han og Sacken hænger sammen som Ærtehalm". Louise Stolberg hader ham: „Hvor jeg finder denne Person modbydelig", siger hun ét Steds (1781), senere: „S. er en tvetunget, forsagt, svaghjernet, milt- og leversyg Karl"3). Som den vistnok egentlige Ophavsmand til den for Bønderne lidet gunstige Hoveriforordning af 1773 maatte han være Landbovenner som Reventlowerne en Torn i Øjet, og man skumlede over hans Haardhed mod Bønderne paa de ham tilhørende Godser. Mellem Slægterne Reventlow og Moltke var der gammelt Had. Naar Louise Stolberg som Barn hørte sine Forældre drøfte, hvem hun skulde have til Mand, sluttede Faderen altid Diskussionen: „Blot ingen Moltke"!4) 1) Efterl. Papirer I, 58, 84; 111, 399; IV, 8(5. 88; VI, 243, 248 2) Efterladte Papirer 111, 13. 3) ib. 42, 107 f.: VI, 251. 4) ib. 414. Side 392
Adam Moltke, „den gamle Adam", Ræv og Stork i samme Person, er stadig Gjenstand for deres Spot1), ligesaa hans Frue, med Hentydning til hendes Slægtsnavn kaldet „Die Rabenmutter". Indholdet af den
17. Jambe er i Korthed følgende: Hans første Pil
rammer Slangen, hvis krummede Ryg bugter Das alte Weib im
Pelz des Wolfes schlich Af Frygt for at Apollo skal vredes paa Sangeren, fordi han misbruger hans Bue, der vel ramte Python, men dog ingen Slange, der kryber i Støvet, griber han et Mikroskop for at beskue Utøjet, der græsser i Løvens gule Skind. Han begynder med „Die Schranze" Stemann. Diese kennet
mich, Allusionen til
Stemanns uheldige Bejlen er tydelig. Dertil Stemann maatte
trøste sig med Dronning Juliane Maries 1) Efterladte Papirer 111, 388, 399. Side 393
Die alte Phyllis,
die das Wintergriin Stykket om Moltke
er en hel lille Biografi. Ein Greis, der
graues Haar mit Schanden birgt. Den første Konge
gav ham en Fænnike — og døde. Er diente als
Merkur dem neuen Zeus, Die bunte Raupe
spann in Heuchelei Endnu soler han
sig som Katten, dem Molkendiebe, Ved dette haartrukne Ordspil lykkes det ham endog at faa Moltkes Navn frem, en Vittighed, der hundrede Aar senere ogsaa er brugt om Feltmarskal Moltke („Frankreich hat eine Molkenkur durchgemacht"). Af Schack Rathlau
har Stolberg givet et for Samtiden 1) En Sort Æbler kaldes i Holsten Nonnentitten (Titte, Zitze, Kvindebryst). 2) Et uhjemlet, men meget udbredt Rygte fortalte, at Moltke tilskyndede Kongen til Nydelsen af spirituøse Drikke og tilførte ham Elskerinder (se bl. a. Museum 1891, 10). Side 394
Ein kleines,
feistes Herrchen watschelt dort. Videre hedder
det: Er nimmt zum
zweiten Mal Stolberg
benytter Lejligheden til at skose til Holck. O, ware Seladon so klug wie er, Er stunde noch; ein Aftergiinstling trieb Ihn stufenweis zuruck; zwar ehrenvoll Ward aus dem Glanz des Hofes Seladon In der Geschåfte Schatten hingebannt. Han sammenligner til Slut de af ham portræterede med sledske, ondskabsfulde, skadefro Aber og grønne Fluer, der sværme omkring den raadne Stats Aadsel. „Ræk mig Fluesmækkeren, her er Mikroskopet, her er Insekttangen. Bliv mig fra Livet, Abekatte, ellers henter jeg Svøben!" Den 1 7. Jambe
med dens tydelige Adresse vakte umaadelig F. G. Warnstedt skriver saaledes (16. Febr. 1785) til sin Søster: „Jeg har i disse Dage læst Stolbergs Jamben. Den sidste om Guldberg, Moltke, Holck og Schack samt Stemann synes mig vel turneret og bidende, naar man kjender Personerne, selv om man finder mere Farve end Dybde i Billedet. Side 395
Jeg tror. at man nu i alle vore Departementer har travlt med at skrive Kommentarer til Jamberne". Den 3. April fortsætter lian: „Her i Slesvig taler alle om Skandskrifter. Der er kommet os en Slags Pamflet paa Stolbergs „Das Ungeziefer" i Hænde, der virkelig er meget tarvelig. Den burde have været god. Jeg bliver mismodig, naar jeg tænker paa vort stakkels Danmark. Hvis Bernstorff havde mere af den Egenskab, at kunne øjne „la fin des fins", vil.de vi ikke se vore eneste og kjæreste Forhaabninger tilintetgjorte og erstattede med mange Intriger1) og kommende Ulykker. Uden at tage Hensyn til den utilgivelige Inkonsekvens at offentliggjøre slige ynkelige Skriverier i det Øjeblik. Bernstorff vender tilbage, forbinde disse en tom Kjedsommelighed med en ligesaa barnagtig som latterlig Indbildskhed. Man skal da ogsaa paa Bernstorffs Palais have fundet opslanet et meget ondskabsfuldt Paskvil". Endnu i April 1786 skriver Warnstedt: „Havde Grev Bernstorff handlet mandig imod Paskvillanten Stolberg, saa havde han maget det saa, at han strax i Oldenburg havde faaet sin Afsked og saa ladet ham ligge nogle Aar. Det havde hans uforstandige Ondskab fortjent". Antagelig sigtes der ogsaa til „Das Ungeziefer" i de følgende Linjer, som Grevinde Caroline Baudissin, Datter af Skatmester Greve Schimmelmann, skrev til sin Mand Grev H. F. Baudissin, den Gang dansk Gesandt i Berlin: „Årgere Dich nicht iiber die Dånen, sie sind Deines Zorns nicht werth. Das Ungeziefer låst Gott ja leben, warum sollten wir es todten." 2) 1) Jvfr. en senere Ytring af F. C. Warnstedt (1791, 10. Maj): „Feu Bernstorff s'at.tiroit. beaucoup d'ennemis par les premiers écrits de Sturtz a Copenhague, ou il y avoit cependant de resprit, du sel et des connoissances; il faisoit taire enlin Sturtz en lui disant cruement: Je n'aime et ne souffrirai pas que de rna maison il sorte des satyres. Qu'auroit il dit, si c'eut été les calomnies les plus personnelles et les dictons les plus sots et les plus decoussus que quelqu'un de sa maison auroit fait, imprirner?" 2) Man har gjort Stolherg Uret ved at tillægge ham det bekjendte Epigram: Den Danen, scy es Gott geklagt, Ward Wein und Geist zupleich versagt. Tyge Hothe tog i sin Piece: Brev og Bøn til vore Skribentere om Svar paa nogle Forhaanelser imod os, hvilke findes i en tydsk Bog, kaldet Kinder Spiele; Kbhvn. 1778, til Gjenmæle herimod. Bogen Kinderspiele u. Gespråche 1777 er forfattet af Schurmnel i Magdeburg (anmeldt i Nye kritiske Tilskuer 1778, 405, jvfr. ib. 88 fj. — Efterl. Papirer IV, 267. Side 396
Hvor hurtigt og let baade Oprindelsen og Kommentaren til en Satire kan gaa af Minde, skjønt Samtiden vidste god Besked om begge Dele, viser bl. a. P. A. Heibergs Laterna Magica Vise1)- Anledningen til dens Fremkomst, og en saadan tør man man vel forudsætte, var gaaet i Glemme, indtil det nu af et samtidigt Brev fra Grevinde Charlotte Schimmelmann kan oplyses, at Visen, der „leger Him mel spræt" med det gamle Testamentes Beretninger og Personligheder. er foranlediget ved Præsten ved St. Petri Kirke Mavezolls opsigtsvækkende Prædikener, der ved sin nedbrydende Bibelkritik ganske forvirrede Begreberne. |