3. Et mislykket Forsøg paa en ny Opfattelse af Statsforandringen

En yngre amerikansk Historiker af norsk Slægt, Dr. Johan O. Evjen har som InauguraJdissertation i Leipzig udgivet et Skrift: D-ie Staatsunvwalzung in Danemark im Jahre 16(>0 (Leipzig 1903), hvilket først for nylig er kommet mig i Hænde. Det indeholder en paa god Benyttelse af Litteraturen støttet selvstændig Fremstilling af den i Titlen nævnte Begivenhed i alle dens Enkeltheder, men vil tillige vise alle tidligere Skildringerog Opfattelser af den ud af Videnskabens Rige, og særlig har han vendt disse Angreb mod mig som den, der

---

1) Visen fremkom først i J. Smidths Lommebog for Historie og Selskabelighed for 1795, 117 tf. F. Rønning: Rationalismens Tidsalder 111, ± Afd., :W3. Efterladte Papirer IV, 157.

sidst har behandlet dette Emne. Efter Forf.'s Mening viser min Afhandling i Historisk Tidsskrift 5. R. 6. Bd. og min Fremstillingi Adelsvældens sidste Dage, at jeg ganske mangler Forstaaelsc af Kildekritik, særlig at jeg blander ægte samtidige Kilders Beretninger sammen med senere falske Traditioner, og at hvad jeg har leveret, ikke er Historie, men kun et Angreb paa Frederik 111. Jeg føler rent personlig ingen Trang til at svare paa disse Beskyldninger, saa meget mindre som Bogens hele affejende Tone ikke opfordrer til nogen Drøftelse med dens Forfatter, og jeg skal ikke heller gøre Gengæld ved at paavise de Unøjagtigheder, for ikke at tale om Trykfejl, hvoraf den vrimler. Kun et Par Realitetsbemærkninger om Hovedpunkteti Skriftet ønsker jeg at gøre.

Forf.'s Opfattelse er den, at Planen om Overdragelsen af Arvekongedømmet til Frederik 111 er opstaaet øjeblikkeligt og spontant i de første Oktoberdage hos de uprivilegerede Stænders Ledere; de har henvendt sig til Kongen med denne Plan, og han har sluttet sig til den, uden at den i Forvejen har været inden for hans Hensigter. Der foreligger, hævde1' Dr. E., ikke nogetsomhelst Bevis for det modsatte. Thi naar jeg — og andre — har troet at finde et saadant Bevis i det egenhændige Brev af 26. Septbr. fra Frederik 111 til Svane og Nansen, som Slange har i sin Historie om Regeringsforandringen, saa er dette min store Fejl, fremkommen ved min Mangel paa den rette Kildevurdering. Ligesom Slanges Historie i det hele vrimler af Fejl og af sammenlavede Anekdoter, saa at den kun fortjener Plads mellem Pseudokilder, saaledes er ogsaa det nævnte Brev fuldkommen uægte, et Opspind af Slange selv. Forf. forsøger nu nærmere at støtte denne Paastand ved kritisk at analysere Brevets Indhold og Form. Jeg skal hertil bemærke følgende:

Jeg er gaaet ud fra det sikkert af alle anerkendte Princip, at en noget senere Beretning rnaa behandles paa samme Maade som de samtidige, naar Muligheden ikke er udelukket for, at Forf. har haft andre Kilder end dem, der er opbevarede til os fra Samtiden. Denne Mulighed er alt andet end udelukketfor Slanges Vedkommende; han var en Søn af Peder

Villadsen og har haft dennes Papirer. Hans Beretninger bør derfor prøves og vejes samlede og i det enkelte; der bør af dem udskydes, hvad der maa antages for falsk. Men selv om man fra det samlede Indtryk af hans Tilbøjelighed til at tro paa og oppynte hørte Anekdoter bør ledes til den netop af mig iagttagne allerstørste Forsigtighed over for Fortællinger,som i og og for sig kunde være rigtige eller gale, har man ikke Lov til at forkaste som uægte indflettede Breve, som han udmærket har kunnet finde i alt Fald Afskrifter af i sin Faders Papirer, tilmed da Faderen meget godt har kunnet haft dem fra Svane. Man vilde kun have Lov dertil, hvis man kunde støtte en saadan Opfattelse enten paa Umuligheden af Ægtheden i Følge hele den os ellers sikkert bekendte Situation eller Brevets Forfatters Karakter, eller paa Usandsynligheden deraf formedelst Brevets Form og Indhold.Umuligheden kan nu ikke godtgøres hverken psykologisk eller materielt; efter hvad vi véd om Frederik 111, kan han meget godt have skrevet Brevet, og materielt er Umuligheden kun til Stede, hvis man paa Forhaand er overbevist orn Brevets Uægthed og lægger Situationen til Bette derefter. Tilbagebliver altsaa Usandsynligheden, støttet paa Indhold eller Form. Med Hensyn til Indholdet taler Dr. E. om det urimeligebaade i, at Brevskriveren vilde give det en .saa hemmelighedsfuldog übestemt Tone. og i at Adressaterne i det hele skulde have brudt sig om at faa det. Mig forekommer begge Dele ganske ypperligt at passe til en Sammensværgelse. Naar Forf. dernæst undrer sig over, at Kongen forsikrer, at Thuresen er ham velbekendt, skønt alle maatte vide, at dette var Tilfældet, er det for det første altfor betænkeligt at veje et Par saadanne Ord paa en Guldvægt, og for det andet rent ud urimeligt, at det skulde være faldet Slange ind at putte dem ind i et af ham lavet Brev. Ordene er derved netop et Kriterium for Ægtheden.

Dernæst Brevets Form. Dr. E. siger, at den hverken passer til en officiel eller privat Skrivelse. Nej selvfølgelig ikke til en officiel, hvad heller ingen fornuftigvis kan tænke paa, men udmærket til en privat. Her er det gaaet Forf.

meget uheldigt. Han siger, at han ikke kender nogen Privalskrivelscfra Frederik 111, der begynder med „vi" ; i alt Fald nu kan han efterse den facsimilerede egenhændige Skrivelse fra Kongen af 6. Juni 1651, der findes i Danmarks Riges Historie IV, 353, og som absolut savner alle de Kendetegn, der hører til en officiel Skrivelse, og han vil dér møde Ordet „vi".

Kun igennem de mest haartrukne Spidsfindigheder er det
lykkedes Forf. at føre et saakaldt Bevis for det Brevs Uægthed,
hvis Ægthed bringer hele hans Bygning til at falde sammen.