xlr. Pastor Lawaetz i Christiansted paa St. Groix kommer i sin Licentiatdisputats om „Brødremenighedens Mission i Dansk-Vestindien 1769—1848" (København 1902) ind paa Forordningen af 16. Marts 1792 angaaende „NegerhandelensOphævelse". Ud fra Bestemmelserne om Overgangstiden mener Lawaetz, at man faar „unægtelig det Indtryk, at denne Lov, der er fra samme Aar, som Grundstenen lagdes til Frihedsstøtten, intet har at gøre med Aanden fra den Tid, da Stavnsbaandet løstes, og ej heller i nogen Maade er inspireret af en Luftning fra Menneskerettighedernes Periode" l). Skønt det maa indrømmes,at Forordningens Motiver — som af Lawaetz omtalt — kun svagt antyder den humane Side af Sagen, forekommer det mig, at der af Bestemmelserne om den i o. 11 Aar stærkt begunstigede Negerindførsel kun ud fra et Nutidsstandpunkt kan sluttes til Forordningens Mangel paa humane Hensigter, derimod ikke, hvis man fra et historisk Synspunkt betragter de daværende Forholdog Tilstande i Kolonierne. Og ganske uomtvisteligt bliver det, at Forordningen netop er et Udslag af Datidens

---

1) S. 113.

Frihedsideer, naar man ser den i Sammenhæng med den evropæiske Bevægelse for Slavefrigørelsen og undersøgerdens Forhistorie. Men lige saa sikkert er det, at det hele kun blev halvgjort Gerning, fordi Forordningen ikke efterfulgtes af andre Negerreformer, saaledes som det havde været forudsat, og som det fremgaar af ForordningensOrd om det, „som nu behøver strax at bekendtgøres".En nærmere Undersøgelse af hele denne Sag vil forhaabentlig klargøre dette.

I.

I Evropa havde Bevægelsen for Negerslavernes BefrielsesitArnested i England, der i sine Kolonier havde et langt større Antal Slaver, end nogen anden Stat mønstrede i sine. Blandt de Mænd, der kom til at staa som Ledere af Bevægelsen, da denne ret tog Fart i 1780erne, maa nævnes Granville Sharp, der i sin udholdendeKampmod Anvendelsen af Negre som Slaver i selve England endelig i 1772 fik fastslaaet ved Dom, „that as soon as any slave sets his foot upon English territory, he becomes free". Den, der gav Stødet til, at Sagen rejstes for Alvor, var den engelsk-vestindiske Præst James Ramsay, der i sit Skrift „An essay on the treatment and conversion of African Slaves in the British sugar colonies", 1784, skildrede Slavernes elendige Tilstand paa en saadan Maade, at det vakte en Storm af Forbitrelse fra Modstandernes Side imod ham og gav Anledning til Fremkomsten af en Mængde Smaaskrifter for og imod Slaveriet. Under denne livlige Drøftelse tog ogsaa Cambridgeuniversitetets Vicekansler, Pekkard, Sagen op, idet han udsatte Universitetets Pris for 1785 for Besvarelsen af Spørgsmaalet: „anne liceat invitos

in servitutem tradere". Den besvaredes til fuld TilfredshedafThomas Clarkson, der efter grundig Overvejelse besluttede sig til ikke at lade det blive ved Ord, men at ville sætte sit Liv ind paa at udføre i Gerningen, hvad han havde kæmpet for i sit Skrift. Han oversatte dette paa Engelsk og lod det trykke^x). Efter i Iste Del at have givet en historisk Oversigt over Slaveriet i Oldtiden og fremstillet Slaveriet og dets OrdningiAfrika betragter han i 2den Del dette fra MoralensogHumanitetens Synspunkt. Ad historisk-filosofisk Vej paavises først, at Ejendomsretten absolut ikke kan tilstede Slaveri, da dette vilde stride mod „the law of nature", „the law of justice" og „the sacred condition of empire" ; dernæst fremsættes og gendrives de Paastande,derfra modsat Side gøres gældende. Særlig- Vægt lægges paa Paastanden om, at de, der gøres til Slaver, derved frelses fra som Forbrydere og Krigsfangeratlide Døden i deres Hjemland. Bortset fra, at dette kun gælder for et mindre Antal Slavers Vedkommende;bortsetfra, at Trældom i fjærne Lande ikke kan anses for absolut bedre Kaar end Døden — saa har Slavehandelen paa sin Samvittighed, at enhver lille Forseelse gøres til en Forbrydelse, værdig til Slavestraf, for at Fyrsterne kan faa saa mange Slaver at sælge som muligt, og at Landene er blevet hjemsøgt af Krige, der udelukkende har til Formaal at skaffe Evropæerne Slaver og, blodige som de er, er Skyld i, at et Antal, 10 Gange saa stort som Slavernes, lider Døden. I 3die Del, der behandler Slaveriet i Vestindien, gendrives Paastandenomden Lykke, Negerslaverne dér skulde være

---

1) An essay on the slavery and commerce of the human species particulary the African. London 1786. 2. ed. enlarged 1788.

i Besiddelse af, med det Faktum, at den sorte Befolkningnæstenoveralt aftager — og det endda meget stærkt — i Stedet for at tiltage. Da Slaveriet altsaa strider mod Naturens og Retfærdighedens Love, og da de Grunde, der kunde tænkes at forsvare en Bortvigen fra disse Love, viser sig ikke at have noget paa sig, kan Slaveriet ikke paa nogen Maade anses for tilladeligt, og med mange skarpe og rammende Ord gør Clarkson dette sit Standpunkt gældende overfor Modstanderne.

Ved dette Skrift kom Glarkson i Berøring med de øvrige Slavevenner, bl. a. med Sharp og Wilberforce, Medlem af Underhuset, hvem han fik overtalt til at tage Sagen op i Parlamentet. Som Støtte for dennes Virksomhed dannede en Del Venner af Sagen et „Society, instituted for the purpose of effecting the abolition of the slave trade" (1787), hvis Formand Sharp blev, mens Glarkson blev Sjælen i Foretagendet. Hovedhensigten hermed var at skaffe Pengemidler til Veje til en kraftig Agitation, der skulde bibringe Folket Kundskab om de stedfindende Rædsler og vække dets Interesse for Sagen, saa der derigennem kunde lægges et Pres paa Parlamentet.Endvidere skulde Selskabet støtte Forhandlingerne i Parlamentet ved at skaffe saa mange Oplysninger som muligt til Veje. Glarkson tog straks fat og rejste til Bristol og Liverpool, Centrerne for Handelen paa Guinea, undersøgte Forholdene og holdt Møder med Befolkningen for at bearbejde Stemningen. Af de mange Smaaskrifter, Selskabet lod trykke, var vistnok det betydeligste GI arksons „Essay on the impolicy of the African slave trade" (1788), hvori han paaviser, at det ikke blot fra et humant Synspunkt, men ogsaa økonomisk og politisk set vil være til Gavn at afskaffe Negerhandelen. Ved Negerhandelforstaas

handelforstaasher som overalt i Samtiden kun den Virksomhed, som Slavehandlerne udøvede ved Indkøb i Afrika og Afsætning i Amerika, derimod ikke Køb og Salg af Negre mellem Plantageejerne indbyrdes. De handlende vilde kunne finde rigelig Erstatning for den tilintetgjorte Handelsgren ved Handel med de sjældne Produkter, som Afrikas Kyst under rolige Forhold utvivlsomtkunde frembringe. Han var klar over, at Slaveriet ikke kunde afskaffes med eet Slag; man burde da gøre Begyndelsen med at hindre Tilførselen af flere Negre, hvorved Slaveejerne blev nødte til at behandle deres Slaver godt for at sikre den indførte Negerbefolknings Eksistens i Øjeblikket og i Fremtiden. Alle praktiske Bestræbelser gik fra nu af ud paa at udføre dette første Skridt, mens Slaveriets Afskaffelse blev skudt ud i Fremtiden.Dette Glarksons Skrift fik stor Betydning for Danmark, idet — som vi skal se — den danske KommissionsForslag væsentligt er baseret derpaa.

Slavevennerne laa ikke paa den lade Side. Samtidig med at de drev den stærke Agitation, arbejdede de paa at udnytte Afrikas naturlige Hjælpekilder ved at erhverve et Stykke Land paa Sierra Leonekysten, der skulde opdyrkesafNegre, som derved kunde vænnes til en rolig- Tilværelse og blive modtagelige for Kultur. Kunde en dér opblomstrende Handel naa saa vidt, at den kunde blive en Konkurrent til den vestindiske Handel, „vilde den lidt efter lidt omhugge Slavehandelen ved Roden" l). Ideen dertil havde nogle „gentlemen" faaet ved i 1786 at lægge Mærke til en Mængde elendigt stillede Negre, der drev om paa Londons Gader. De havde da samlet

---

1) Fr. Sneedorff: Sml. Skr. I. S. 483.

nogle Tusind £, for hvilke de havde erhvervet Landet og med Understøttelse af Staten sendt Negrene derover. I 1789 dannedes Sierra Leone Kompagniet, der skulde lede Foretagendet og skaffe Midlerne til Veje, og i hvis Bestyrelse baade Glarkson, Wilberforce og Sharp fik Sæde. Selskabet tog i sin Tjeneste en Kirurg, Falconbridge,dersom ung havde været Læge om Bord paa Slaveskibe og i 1788 havde udgivet en Skildring af sine rædselsfulde Oplevelser paa disse Rejser^l). Denne Skildring er holdt i en rolig Tone og søger ved selve KendsgerningernesMagtat vække Deltagelse for de dyrisk behandledeNegre,og kun et enkelt Sted giver hans Erfaring Vink om Følgerne af Handelens Ophævelse. Han fortæller(S.9) om et Sted paa Afrikas Kyst, hvor der i fem Aar ikke har været noget Slaveskib: „The reduction of the price of negroes, and the poverty of the black traders appear to have been the only bad²) effects of the discontinuance of trade; the good²) ones were, most probably²), the restoration of peace and confidenceamongthe natives and a suspension of kidnapping". — Falconbridge rejste nu over til Selskabets Distrikt og kæmpede i nogen Tid uforsagt mod de Vanskeligheder, som snart optaarnede sig der. Vi kan imidlertid ikke her gaa nærmere ind paa dette, men maa nøjes med at henvise til de Beretninger, som Bestyrelsen aflagde paa Generalforsamlingerne og derefter lod trykke³). Da den danske Konsul i London, Georg Wulff, var Medlem

---

1) Account of the slave-trade. London 1788.

2) Udh. af Falconbridge.

3) Substance of the report of the court of Directors of the Sierra Leone Company to the general court. London 1792, 94, 95. Smlgn. Fr. Sneedorff, a. S. S. 482 ff. Minerva 1792. 11. S. 214 ff.

af Selskabets Bestyrelse, er det højst sandsynligt, at den danske Regering gennem ham har kunnet følge dets Virksomhed i det enkelte; i hvert Fald begynder den i 1791 at forberede et lignende Foretagende.

Bevægelsen bredte sig ogsaa, som rimeligt var, til Frankrig, hvor Mænd som La Fayette og Brissot tog sig af Sagen. En protestantisk Præst i Lyon, Fro s sard (1754—1830), kom paa en Rejse i England 1785 i Forbindelse med Slavevennerne og blev en af Frankrigs ivrigste Forkæmpere for Sagen¹). Han udgav 1789 „La cause des esclaves négres et des habitans de la Guinée, portée au tribunal de la justice, de la religion, de la politique". Meget original er Bogen ikke. Saavel Kendsgerninger som Synsmaader er for største Delen hentet fra engelske Forfattere, ikke mindst fra Glarkson; men den kan betragtes som en samlet Fremstilling af, hvad der hidtil var fremkommet af værdifuldt om Sagen, og den er ved den Varme, hvormed den er skrevet, og A^red sit kraftige Sprog af stor agitatorisk Virkning. For saa vidt gaar Frossard videre end de ovenfor omtalte Forfattere, som han ikke nøjes med i al Almindelighed at paapege Nødvendigheden af en Overgangstid for Slaverne i Vestindien, men stiller positive Forslag til Slaveriets gradvise Ophævelse; man kunde f. Ex. skaffe Slaverne Midler og Ret til efterhaanden at købe sig fri. Men han hævder med stor Styrke, at Overgangstiden maa være lang: „II faut un siécle de bonnes actions pour corriger trois siécles de tyrannie" -), og at det første Skridt maa være Negerhandelens Afskaffelse.

Imidlertid var Spørgsmaalet ogsaa kommet til Forhandlingi

---

1) La grande Encyclopédie.

2) I. S. 21.

handlingidet engelske Parlament. Det stakke Røre i Befolkningen havde ført til, at et Udvalg af privy council11. Februar 1788 fik Ordre til at undersøge „the present state of African trade", og O.Maj s. A. aabnede Pitt — under Wilberforces Sygdom — en Debat om Sagen i Underhuset. Det blev vedtaget, at Sagen skulde behandles i næste Samling; men allerede i samme Samlingvedtoges et af Sir William Dolben stillet Forslag, der havde til Hensigt at sikre Negrene en bedre Behandlingunder Transporten til Vestindien. Med nogle ndringervedtoges ogsaa af Overhuset.

Da saa Undersøgelsen fra privy councils Udvalg Aaret efter forelaa og Sagen genoptoges i Underhuset, opstod der en rasende Kamp baade i Parlamentet og i Befolkningen. Den fortsattes de følgende Aar, og Wilberforces glimrende Veltalenhed vakte den største Beundring hos Venner og Modstandere. Disse sidste opnaaede flere Gange at faa Sagen udsat, indtil endelig 18. April 1791 Forslaget om Negerhandelens Ophævelse forkastedes med 163 Stemmer mod 88. Samme Sommer udbrød Negeroprøret paa St. Domingo, Kongen blev bange for Jakobinisme, og Regeringen turde ikke mere tage Initiativet¹). Just i dette Øjeblik tog den danske Regering Sagen op.

II.

Den Mand, der gennemførte denne Del af den BernstorffskeRegerings Reformlovgivning, var Ernst Schimmelmannn.Som Medejer af store vestindiske Plantager laa denne Sag særlig ham paa Sinde, og hans varme Følelse for de ulykkelige sorte er paa dette Tidspunkt

---

1) Foruden til de ovennævnte Værker henvises for de engelske Forholds Vedkommende til Dictionary of national biography.

allerede af gammel Dato. Da han i 1782 sammen med Reventlow var blevet Direktør for Slavehandelen, skrev han til sin Forlovede, Charlotte Schubart: „Ah, si nous etions chefs d'une association formée pour le bonheur des hommes! Si au lieu de porter le trouble et le ravagedans une partie du monde pour y tourmenter l'avariceet la trahison nous pourrions réunir nos efforts pour y [faire] naitre des jours plus sereins. Ge serait j'ose le dire, une destinée plus digne de nous.. . .Orme fait cependant impunérnent le malheur des autres, les années et les siecles amenent les vengeances qu'on se prepare en secret" *). Naar Glarkson i sit ovennævnte Skrift, Essay on the impolicy etc., omtaler, at det SchimmelmannskeGods paa St. Croix hørte til dem, der i lang Tid ikke havde behøvet Indkøb af Negre og dog var i en blomstrende Tilstand, er det et Vidnesbyrd om den Omsorg, Schimmelmann drog for sine Slaver. Og Stemningeni den vestindiske Regering skulde blive ham en yderligere Spore. Hermed forholder det sig saaledes:

Da det efter den nordamerikanske Frihedskrigs Afslutninggik tilbage med det østersøisk-guineiske Handelsselskab,der havde Monopol paa Negerhandelen mellem de danske Besiddelser i Afrika og de dansk-vestindiske Øer, indledede Selskabet 1785 en Forhandling med den danske Regering, der var stærkt økonomisk interesseret i Selskabet, om en bedre Stilling for dette. Under disse Forhandlinger nedsattes en Kommission til at overveje, hvorledes Selskabets Handel paa Guinea, derunder Slavehandelen,herefter kunde føres med større Sikkerhed og uden Tab²). Man maa imidlertid være blevet utaalmodig,thi

---

1) Reventlowske Familiepapirer (Rev. Fam.) ved Bobé, IV. S. 14.

2) Schovelin: Den danske Handels Empire 11. S. 128 ff.

modig,thiinden denne Kommission blev færdig med sit Arbejde, udarbejdede Finanskollegiet et Forslag om Forandringer i Bestemmelserne om Negerhandelen, hvorefterbl. a. Negre fra de dansk-afrikanske Besiddelser maatte udføres til fremmede Kolonier og fremmede Skibe indføre Negre til de danske Kolonier. Dette Forslag sendes i April 1787 til Generaltoldkamret, der beslutter at indhente den vestindiske Regerings Betænkning¹). Denne, der er dateret den 15. Oktober 1787, begynder saaledes²):

„Bemærkninger ved den Regeringen igennem det kgl. vestindiske Kammer d. d. 15de Maj 1787 tilsendte Extract af det kgl. Finans Collegii Skrivelse d. d. 28de April e. a. angaaende Slave Handelen, og den sikreste Maade. jevnKgen directe at forsyne St. Crux med de fornødne Negre.

Saala^nge den sorte Farve, Filosofien til Trods, er Trældoms Stempel paa mange tusinde Mennesker, — saalænge man endnu tror, at de vestindiske Golonier ikke kan dyrkes uden ved ufrie Hænder, — saalænge Mennesker kan ombyttes mod Guld og Sølv, — og saalænge de evropæiske Nationer kappes om, hvo skal nyde mest Fordel af denne unaturlige Handel, og hvo skal være heldigst i at forøge Slavers Tal; — maa en følsom Handelskyndig kvæle hvert Friheds — hvert Medlidenheds Raab i hans Barm. Han maa tro sig at repræsentere en Stat, og Stater, veed man, kender ingen vigtigere Lov end den at søge at blive rigere end ens Nabo. Enhver Stat synes at have adopteret Vespasiani Valgsprog³).

I Balancen af Evropa er Danmark ikke rig nok (ikke
heller synes dets Exempel at ville være kraftigt nok) til at
kunne løse alle Slavers Baand, hvor det danske Flag vajer,

---

1) Genera Itoldkamrets vestindiske Journal (V. J.) 1787.

2) Pk. i Kamrets Arkiv Negerhandelens Afskaffelse betræffende 1788—1547. Hvor herefter ingen Kilde anføres, lindes Oplysninger je enten i denne eller i en lignende Pakke med Dokumenter vedk. Negerhandelskomm. (1783—1806).

3) „non cilet" om Urinskatten. Jvf'r. Sveton Vesp. 23.

og til at anledige en Revolution i den guineiske Handel. Den Ære synes at være en rigere Nation og en heldigere Tidsalder forbeholden. Vi bør derfor nu, som beordrede at afgive vore Tanker om Maaden, paa hvilken Slavehandelen kan blive gjort fordelagtigst for Danmark og dets Golonier, glemme det übehagelige, som en slig Undersøgelse medfører. Omringet, som vi ere, med trælbundne Negre, finde vi dog en Trøst i den Tanke, at kunne medbidrage til at gøre deres Kaar taalelige".

Om denne Skrivelse siger Bobé1): „1787 afgav paa Schimmelmanns Opfordring den vestindiske Regering (bestaaende af Walterstorff, Lindemann og E. R. Colbjørnsen) en Betænkning, der næppe har vakt behagelige Følelser hos den store Menneskeven.... Idet den vestindiske Regering saaledes tog bestemt Afstand fra enhver Tanke om Negerhandelens Ophævelse, fremkom den samtidig med en Række Forslag til den sikreste Maade jævnlig og direkte at forsyne St. Groix med de fornødne Negre".

Bobés Opfattelse af denne Skrivelse er næppe rigtig. Af dens Forhistorie saavel som af Overskriften fremgaar det, at den ikke er et efter Schimmelmanns Opfordring afgivet Svar paa Spørgsmaalet om Negerhandelens Afskaffelse, men en Betænkning til et af Finanskollegiet stillet Forslag om denne Handels Blomstring. Men saa maa Skrivelsen ogsaa ses iet helt andet Lys. Da den vestindiske Regering, som den selv siger, er beordret at afgive en Erklæring i den Retning, kan det ingenlunde, som det ligger i Bobés Ord, bebrejdes den, at den gør det; tvertimod maa det vække vor Beundring, at den samtidig med at afgive sit Pligtsvar har ladet forstaa.

---

1) Rev. Fam. V, S. LXV f., hvor en Del af denne Indledning ei aftrykt.

at man hellere skulde afskaffe end forbedre Handelen. Den maatte nu nøjes med den Trøst, at det for Slavehandelen i Almindelighed vilde have saa grumme lidt at sige, om Danmark for sit Vedkommende ophævede den. Har Schimmelmann efter Udtrykkene at dømme næppe kunnet vente noget kraftigt Initiativ fra den Side, har det dog maattet være ham en Opmuntring, at Regeringen havde det rette Syn paa Negerhandelen.

I al Stilhed lader Schimmelmann nu Forholdene derovre undersøge: Hans West, der i 1788 rejste til Vestindien for at overtage en nyoprettet Skole i Christiansted, siger i Slutningen af sin nedenfor omtalte Plan, at „Hs. Excellence Hr. Geheimeraad Schimmelmann viste mig, før jeg forlod Fædrenelandet, ofte den Tillid at give mig baade hans mundtlige og skriftlige Betænkninger om de Forbedringer, han ønskede at gøre paa sine Plantager her, for at formilde den lavere Medbroders Kaar, og paalagde mig derfor ved Lejlighed at opgive mine Tanker om samme". — Et Vidnesbyrd om, hvor nøje Schimmelmann fulgte Begivenhedernes Gang i England, er en meget omhyggelig afskrevet tysk Oversættelse af Underhusforhandlingerne den 18. April 1791 blandt de Schimmelmannske Papirer i Rigsarkivet.

Netop under Indtrykket af denne Forhandling er det, Schimmelmann skrider til Handling. I Løbet af Forsommeren udarbejder han en foreløbig Betænkning, og efterat have forhandlet mundtlig med Bernstorff derom sender han den, ledsaget af en Skrivelse af 18. Juni, til en Excellence, sikkert J. E. Skeel, dér dels paa Grund af sin Stilling som Iste Deputeret i Generaltoldkamret, dels paa Grund af sine personlige Egenskaber maatte være

blandt dem, dér burde og vilde arbejde for Sagen1)
Skrivelsen er saalydende:

Sonnabend den 18. Juny auf Seelust.

Ich nehme mir die Freiheit beiliegenden Aufsatz wegen dem Sclaven-Handel und der Sclaven-Importation in den westindischen Golonien an Ew. Excellenz zu senden. Nach demjenigen, was Dieselben mir miindlich gesagt haben, sind Ew. Excellenz den Ideen überhaupt, woriiber wir schon mundlich eine vorlåufige Abrede genommen, nicht entgegen, und solche stimmen mit Ihren Grundsåtzen und Ueberzeugung iiberein, wenn die Ausfiihrung die Richtigkeit derselben praktisch gewåhren komite. Ich håbe beifolgenden Aufsatz an Niemanden gezeigt, an keinen, der durch seine Lokal-Kenntnisse die Vorschlåge verbessern oder bestreiten konnte. Ich babe vielmehr geglaubt, dass solche anfanglich auf solche Såtze gegriindet sein miissten, welche im AUgemeinen anerkannt worden, und den meisten Erfahrungen nicht zuwieder sind. Da ich schon darauf bedacht gewesen, in wichtigen Privat-Besitzungen in Westindien dasjenige auszufiihren, was ich anjetzo in einem generalen Gesichtspunkt betrachtet, so sind mir zwar die Schwierigkeiten bekannt, welche noch durch Vorurtheile vergrossert werden. Ich håbe aber die unerschiittliche Meinung, dass die Sclrwierigkeiten und die Vorurtheile iiberwunden werden konnen. Die Sache von der Uebernahme der Anleihe von Terborck²) fiir Rechnung des Konigs ward als ein gefåhrliches Unternehmen in Westindien geschildert; ein Orkan und 3 schlechte Ernten haben dennoch nur mehr die Richtigkeit und Sicherheit einer Operation bewiesen, welche auf Galcul gebaut

Die Vorschlage enthalten nichts, was einem Umsturz
oder eine Beeintråchtigung von Privat-Personen zu wege bringen
komite, vielmehr zielen sie dahin ab, das Eigenthum zu schutzen

---

1) Gisningen om Skeel som Excellencen skyldes Arkivsekretær J. Bloch.

2) Rev. Fam. IV. S. 276. Schovelin, a. S. S. 323.

und die Pilanzer zu bewegen ihren eigenen Vortheil auf
etwas sicheres als auf eine temporaire Benutzung zu grunden.

Es ist iiberdem nothwendig geworden etwas über den Sclavenhandel zu entscheiden, und welche Principes und Massregeln fiir die Zukunft angenommen werden, so wird zuforderst eine oder die andere Veranstaltung nothig sein. Nur miisste alsdann eine solche Veranstaltung alsdann nicht die Hånde der Regierung binden.

Mit dem Grafen Bernstorff habe ich miindlich über diese Ideen gespt ochen; er scheint solcbe auch begiinstigen zu wollen; dessen Meinung war, dass die Festsetzung des Plans (lureheine Commission alhier geschehen konnte, und die Ausfuhrung einer andern Commission in Westindien tibertragen werden miisste; Wir haben hier Mittel genug ura Aufklårungen zu erhalten. Ein Bedenken, was die Sache Jahre lang aussetzt, musste nach meiner Meinung nicht eingeholt werden; aber die Art, der Zeitpunkt der Publikation, und die beste Weise der Ausfuhrung musste der Regierung und der von ihr zu ernennenden Commission in St. Croix iiberlassen werden.

Ein Bedenken von der Regierung in den Colonien wiirde nur eine ar.dere Art der Verwerfung der ganzen Idee sein, und vielleicht ohne Zweck eine Gahrung erregen, welche die Entscheidung selbst nicht einmahl hervorbringen wird.

Ew. Excellenz ist es vielleicht vorbehalten eine Veranstaltung zu befordern, durch welche, wenn solche gelinge, der Cron-Prinz und Danemark ein grosses Exempel geben konnte, und wenn die gultigen Einwendungen derselben nicht zu gross scheinen, so bin ich davon iiberzeugt, dass die erhabenen Vorschriften der Menschlichkeit und die Gesinnungen, die ich limen kenne, zu Ihrer Bestimmung mit beitragen werden.

E. H. Schimmelmann.

P. S. Da Ew. Excellenz meinen Aufsatz bald werden
durchgehen konnen, so erbitte ich mir solchen so bald als
moglich zunick.

Naar det i denne Skrivelse hedder, at der i alle Tilfælde maa gøres noget ved Negerhandelen, hentydes til, at Handelen aldeles ikke betalte sig; Reformplanerne fra 1787_—88 var ikke blevet til noget. Bemærkningen om, at en Betænkning fra den vestindiske Regering vilde betyde det samme som Sagens Forkastelse, kunde synes at stride mod den Opfattelse af Regeringsskrivelsen af 15. Okt. 1787, der ovenfor er gjort gældende. Men helt bortset fra at en Forhaling paa et Aarstid, der let vilde medgaa, inden Svaret indløb, kunde faa slemme Følger, saa findes Forklaringen i Generaltoldkamrets Forestilling af 13. Marts 1792 (hvorom mere nedenfor). Kamret mente ligesom Schimmelmann, at Betænkning fra Regeringen ikke burde indhentes, da den i en saa vigtig Sag sikkert vilde høre Borgerraadet; „dettes Erklæring mod Sagen er vis, da det mest bestaar af Plantere. Og mod Borgerraadet kunde ikke bestemt Erklæring ventes fra Regeringen, som maatte frygte for Ansvar, ifald Udførelsen ikke svarede til Øjemedet. Og at vinde saa tænkende Mænd, som Regeringens Lemmer ere, for Sagen, synes overflødigt, naar Begyndelsen af Erklæringen de dato 15. Okt. 1787 erindres, hvori Walterstorff, Lindemann og Golbjørnsen ikke utydeligen pege hen til hvad nu sker, og ikke utydeligen udlade sig mod Negerhandelen" l). Disse sidste Ord er tydelige nok, og det er altsaa ikke Regeringens, men Plantageejernes Udtalelser (fremført af Regeringen), man frygter. Herved forklares ogsaa Schimmelmanns Frygt for „Gåhrung". der næppe kunde fremkomme, fordi der rettedes nogle Spørgsmaal til Regeringen alene.

---

1) Kamreis Forestillings- og Resolutionsprot. 1792.

Den medfølgende Betænkning omtaler først Forhandlingerne i det engelske Parlament, hvoraf det fremgaar, at baade Førerne for de forskellige Partier og den bedre Del af Folket af moralske Grunde holdt paa Handelens Afskaffelse, og at dette Standpunkt yderligere støttedes af politiske og statsøkonomiske Grunde. Naar Modstanderne imidlertid dog fik Overhaand, var det for saa vidt berettiget, som Indførselsforbudet efter Forslaget straks skulde træde i Kraft uden nogen Overgangs- eller Forberedelsestid. Men derved vilde en Mængde Værdier gaa tabt og en Mængde Mennesker og Selskaber blive ruineret.

Ikke blot vilde alle de, der paa en eller anden Maade ernærede sig ved Negerhandelen, pludselig miste deres Levebrød; men Kolonierne vilde blive aldeles ødelagt, da deres Drift helt og holdent var baseret paa Negertilførsel, idet nemlig Jordernes ualmindelig høje Værdi havde ført til, at man langt fra havde udlagt saa megen Jord til Arbejderbefolkningen, at den kunde brødføde sig deraf. Da nu tilmed Staterne havde monopoliseret og derved fordyret Indførselen af Næringsmidler, aftog Befolkningen af Mangel paa Næring, og Følgen var saa blevet stadig Negerindførsel og Slaveuvæsenet i hele dets Udstrækning. Et øjeblikkelig indtrædende Forbud mod Negerindførsel vilde da umuligt kunne blive effektivt. Den vestindiske Handels Ødelæggelse vilde bl. a. medføre saa store Tab for Staternes Finanser, at man vilde nødes til at se igennem Fingre med Indførselen.

Men derfor burde Sagen ikke opgives; thi Negrenes Behandling i Afrika, under Transporten og i Kolonierne var — selv fraregnet ofte anførte Undtagelsestilfælde eller overdrevne Tilfælde — saa umenneskelig, hvad

nærmere paavises, at det ikke kunde forsvares at blive ved dermed. Begyndelsen maatte da blive, at Forholdenei Vestindien sattes paa en saadan Fod, at Negrene kunde formere sig som andre Mennesker. Det kunde opnaas ved, at der gaves dem en god Behandling. Naar Indførselen saa var blevet overflødig, traadte Lovgiverentil og forbød den.

Til Opnaaelse af dette Maal for de danske Koloniers Vedkommende fremsætter Schimmelmann saa en Række Punkter til Overvejelse. Kolonierne maa til at begynde med have tilstrækkelig mange Negre, og Plantageejerne skal forpligtes til at sørge herfor; samtidig skal Indkøbene i Afrika og Transporten foregaa under Statens Tilsyn. Foranstaltninger skal træffes til Negrenes naturlige Formering og en god Behandling af dem sikres ved Politireglementer. Den Beskyttelse, der maa gives Negerindførselen, maa kun betragtes som foreløbig indtil den Tid, „wo solche [Importation] nicht mehr als vielleicht noch als Ausnahme in einzelnen Fallen tolerirt wurde^fe. Men for at disse Forberedelser virkelig kan blive trufne, maa Tidspunktet for Indførselsforbudets Ikrafttræden i Forvejen fastslaas og bekendtgøres, at man ikke skal slaa sig til Ro med. at det har lange Udsigter. Endelig maa Midler skaffes til Veje til de uformuende Plantageejere til Iværksættelse af disse Foranstaltninger.

Hvorledes Schimmelmann havde tænkt sig Udførelsen af alt dette, antydes derefter i en Række Spørgsmaal, der slutter sig til ovennævnte Punkter, og som ogsaa kunde blive Genstand for Overvejelse, men som iøvrigt burde overlades til en paa selve Øerne nedsat Kommission, der med ansete Plantageejere som Medlemmer skulde gennemføre Reformen i sine Enkeltheder.

Skrivelsen og Betænkningen har engang i Juli ført til Nedsættelsen af en Kommission; thi fra 16. Juli findes en Promemoria¹) fra Schimmelmann, hvorefter han før sin Afrejse for nogle Uger til Jylland tilstiller Kommissionen sin Betænkning. Vel sagtens efter hans Tilbagekomst er saa Kommissoriet udstedt den o. August. Dette meddeler imidlertid intet nærmere om Kommissionens Opgave: men derimod faar Offentligheden Kundskab herom gennem „Politisenes Journal", udgivet i Altona af G. B. v. Schirach, der stod i Korrespondance med Bernstorff, og hvis Tidsskrift vel derfor kan betragtes som officiøst²). Her hedder det i Septemberheftet (S. 1019 f.):

„Der oigentliche Zweck dieser Commission ist nicht etwa so gerade hin eine Klasse von Menschen in eine vollige Freyheit zu setzen, welche weder ihnen selbst, noch ihren bisherigen weissen Gobietern wiiide zu Cute kommen konnen; sondern man wird suchen, theils dem Mangel an Negern in den Westindischen Plantagen aaf eine zweckmåssige Weise abzuhelfen, theils das Schicksal dieser Menschen so viel moglich zu erleichtern. ordentliche Eheverbindungen unter ihnen einzufiihren, wodurch allein man auch den ungeheuern Ausschweifungen und den schrecklichen Seuchen wird vorbeugen konnen, welche unter den Negern herrschen, sie also ferner auch in eine håuslichere Verfassung zu setzen, und vielleicht selbst ihnen einige Låndereyen zu verschaffen, die sie mil eigenem Vortheile sollen bearbeiten konnen, ohne jedoch dieselben als Eigenthum zu besitzen. Von solehen weisen und gemåssigten Massregeln låsst sich ein glticklicherer Erfolg erwarten, als von den chimårischen Projecten romanhaft denkenderMenschenfreunde".

Forsigtigt nok er her intet meddelt om Hovedopgaven,
da Muligheden for dens Gennemførelse jo først nu skulde
undersøges.

---

1) Her fit.des ogsaa Aarstallet 1791 anført.

2) Biogr. Lex.

„Kommissionen til Negerhandelens bedre Indretning paa de vestindiske Ejlande og Kysten Guinea" kom forudenaf Schimmelmann til at bestaa af følgende Medlemmer:Statsminister, Iste Deputeret Jørgen Erik Skeel, Deputeret Fr. Carl Trant og Kommitteret Niels Tønder Lund, alle fra det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer; endvidere af Kancellipræsident(forhen Iste Dep. i Generaltoldkamret) Chr. Brandt og Deputeret i Finanskollegiet Carl Wendt. Som Sekretær ansattes Ernst Philip Kirstein, SchimmelmannsPrivatsekretær og tillige Sekretær i Direktionen for den vestindiske Gælds Likvidation. Skeel, kendt fra Tiden umiddelbart efter Struensees Fald og fra sin Virksomhed som Stiftamtmand i Norge, roses for sin levende Medfølelse med de ulykkeligt stillede i Samfundet,for sin Fordomsfrihed og Retfærdighedsfølelse; med sin gode, sunde Forstand var han „en ganske duelig Embedsmand og en retskaffen og veltænkende Mand, men ansaas for noget uvirksom, hvilket dog maaske tildelsvar en Følge af Skrantenhed" 1). Hans Svoger Brandt var en stille, skikkelig Natur, et Bogmenneske uden Initiativ eller vidtskuende Blik. At han ikke var særlig anset i den Schimmelmannske Kreds, syn^s tilstrækkeligtydeligt at fremgaa af Charlotte SehimmelmannsBrev til Louise Stolberg nogle faa Aar senere'²): „Haxthausen est un vieillard infirme, faible et borné, lui n'y peut rien, mais ceux qui Font choisi; Brandt a la tete de la chancellerie danoise est un pendant assés symetrique". Og Skeel'erne synes ikke altid at have

---

1) Biogr. Lex. Saml. til det norske Folks Sprog og Historie V. S. 687. V. S. Skeel: Fam Skeel. Suppl. S. 90.

2) Af J9/a 1795, Rev. Fam. IV. S. 161.

staaet paa den bedste Fod med deres Svoger1), saa man maaske blot har taget ham med af Hensyn til hans høje Stilling og i Bevidstheden om, at han ikke kunde gøre nogen Skade. — Wendt var en tysk Læge, der i 1753 var kommen til København. Gennem Brødrene Reventlow, hvis Hovmester han siden blev, korn han til at staa disse og deres Kreds nær, gennemtrængt soin han var af „en fast Tro paa alle humane Tankers endelige Sejr". Omtrent 1780 kastede han sig over Finansvæsen,blev nogle Aar derefter Medlem af Finanskollegiet, og opnaaede stor Indflydelse ved sin fremragende Dygtighedpaa dette Ornraade²). Ogsaa Trant stod den nævnte indflydelsesrige Kreds nær, og saavel han som Tønder Lund omtales som særdeles dygtige Embedsmænd.Som særlig Kvalifikation havde Trant det. at han i sin Tid havde været Administrator ved vestindisk Kompagni, og hans Interesse for Skolesager, der nylig havde ghet sig Udslag i et Skrift: „Ueber Schulen und Schulanstalten in Danemark", var maaske ogsaa taget med i Betragtning, da Skolevæsenets Ordning paa de vestindiske Øer hørte med til de Forhold, der vilde blive drøftede i Kommissionen³). Tønder Lund var nationaløkonomisk og naturhistorisk Forfatter, og hans Kundskaber paa disse Omraader kunde sikkert komme godt til Nytte i en Kommission, der skulde behandle et Handelsspørgsmaal og maaske kom ind paa at drøfte Mulighederne for nye Dyrkningsformer i Kolonierne. Han roses for sit „Retsind, Kraft, gennemtrængende Blik, utrættelige Iver og urokkede Fasthed" 4).

---

1) V. S. Skeel, a. S. S. 315, 320.

2) Bobé, Rev. Fam. I. S. 279. Biogr. Lex.

3) Biogr. Lex.

4) Biogr. Lex. Samlinger til det norske Folks Sprog og Historic V. S. 687.

Kommissionen bestod saaledes kun af lutter høje Embedsmænd, hvoraf Flertallet var mellem 50 og 60 Aar; disse kan have skaffet Materiale til Veje og bearbejdet det, men har næppe i nævneværdig Grad givet Bidrag til Kommissionsbetænkningens Hovedsynspunkter, der i alt væsentlig blot er en videre Udformning af Ideerne i Schimmelmanns ovenomtalte Betænkning. Denne Udformning skyldes først og fremmest Sekretæren, Kirstein („Le stile est de Kirstein, les idees en grande partie de Ernst"¹). Kirstein var en ung Mand paa omtrent 32 Aar, oplært i Schimmelmanns Skole, idet han siden Skatmesterens Død. hvis Sekretær han havde været i det sidste Aar, var blevet Sekretær hos Sønnen, der satte ham overordentlig højt: „Ge Kirstein est toujours le méme, une sérénité charmante acccompagne ses pas, il est incomparable"²). Og Kirstein paa sin Side nærede ogsaa stor Hengivenhed for Schimmelmann: „Lykkeligt at have en Pierre, der er Godheden selv . . . og gerne tilgiver Fejl hos andre,' som han maaske ikke vilde tilgive sig selv"³). Som Finansmand havde Kirstein allerede udmærket sig baade i Litteraturen og i praktisk Virksomhed ved Afslutningen af et Laan i 1788. Han naaede da ogsaa højt op paa Embedsstigen her hjemme.

I mindre end 5 Maaneder udarbejdede Kommissionennu sin store Betænkning om Negerindførselsforbudet.Under dens Arbejde modtog Kamret netop fra den vestindiske Regering den ovenfor berørte, af Rektor West affattede „Plan til ved et enkelt Forsøg at

---

1) Chail. Schimmelmann til Louise Stolberg, Rev. Fam. IV. 133.

2) Sstds. S. 162.

3) Sstds. V. S. 297.

befordre Mark-Negrenes Oplysning og Formildelse i Kaar m. v. paa Eilandet St. Croix". Denne Plan gik ud paa, at en Plantage, hvori der var et tilstrækkelig stort kongeligtLaan, skulde overlades West, for at han der kunde oprette en Negerskole, og for at Plantagen iøvrigt kunde indrettes som en Forsøgsplantage, hvor de Reformer, han foreslog for Negrenes Behandling, skulde gennemføres.Lykkedes hans Planer, skulde efter fire Aars Forløb 40000 Rdlr. af Laanet eftergives ham af Kongen. Til en Begyndelse skulde han have'et nyt Laan paa en 2—3000 rldlr. til Etablering af Skolen o. 1. I denne Skole, der burde ligge midt paa St. Groix, skulde der foruden Børneundervisning være Katekisation eller Præken for voksne Søndag Aften. Der burde undervises om Pligterne mod Gud, Konge, Herre, Øvrighed og Medmennesker,en kort, sund Moral „efter Subjekternes ringe Fatteevne". Undervisningen skulde være fritaget for Gejstlighedens Inspektion, da der kun kunde blive Tale om almene religiøse Grundsætninger.

De Foranstaltninger, der iøvrigt burde træffes paa
Forsøgsplantagen for derefter at udbredes til de andre
Plantager, skulde gaa ud paa:

1) ved Gaver o. 1. at søge at fremme Ægteskaberne
mellem Negrene, skaffe bedre Boliger m. m.:

2) trods Tabet for Ejerne at skaffe Negerfamilierne
større Jordlodder;

3) at skænke Frihed til gamle og svage Negre og til Mødre, der havde født en 5—65—6 Børn. Ved dette sidste vilde man sætte en Præmie paa Formeringen og hemme den almindelige Fosterfordrivelse.

Ved saadanne opmuntrende Midler mente West det
var muligt at bibringe Negrene Civilisation, derimod ikke

ved Love, da man ikke ved Tvang kunde paanøde en et moralsk Gode. Især de danske Plantageejere, der havde større Interesse for Øerne og deres Blomstring end de fremmede, burde tage Reformerne op, og Danske burde ved Begunstigelser af forskellig Art opmuntres til at købe Plantager. Som Eksempel paa Plantageejere, der behandlede deres Negre, som de burde, nævnes blandt enkelte andre P. L. Oxholm og Regeringsraad Edv. Røring Golbjørnsen. Denne sidste, der ogsaa ellers roses for „den ulignelige Ømhed, med hvilken han behandlede sine Negre" *), vilde ifølge den Regeringsskrivelse,der fulgte med Planen, dog ikke regne sig det til særlig Fortjeneste, da mange andre handlede ligesaa.

Wests enkelte Reformforslag var jo væsentlig de samme, som fremførtes af alle sagkyndige, og som Kommissionen netop har siddet og drøftet, da den modtog Planen. Tanken om som Forsøg at gennemføre Reformerne paa en Plantage med særlig Statsunderstøttelse er vist Wests egen, og hvorvel han muligvis havde Ret i, at de store Summer, der vilde medgaa, ikke var for højt ansatte, vilde det jo dog, som den vestindiske Regering bemærkede, blive en meget kostbar Historie. Vi hører da foreløbig heller ikke mere til den; men Schimrnelmann, der maaske nok har gjort sit til. at Planen kom netop i det Øjeblik, glemte den ikke.

III.

Kommissionens Forestilling af 28. December 1791
er et stort Værk paa 102 Foliosider. Kirstein har indrykketet

---

1) Rev. Fam. V. S. Tt±

rykketetstørre Udtog af den i Aprilhæftet af Minerva 1792, hvorfra Hovedpunkterne vil være bekendte. Dens Forslag kan deles i 3 Grupper: 1) om Forbud mod Udførselfra Afrika og Indførsel til Vestindien af Negre fra Begyndelsen af Aaret 1803, 2) om Midler til at opnaa en tilstrækkelig stor Negerbefolkning paa Øerne, 3) om Midler til at hindre dennes Aftagen i Fremtiden.

1) Forslaget gik ikke blot ud paa at forbyde Udførsel fra Dansk-Guinea og Indførsel til Darsk-Vestindien, men paa at forbyde alle danske Undersaatter at deltage i nogensomhelst Handel af den x\rt. Disse Skridt begrundes med Humanitetens Krav. Hvis vi ikke paa Forhaand havde kunnet slutte det af Kommissionens Tilblivelseshistorie, havde selve Forestillingen ogsaa været tilstrækkelig til at vise det gennem den Skildring af Ilandelen, der er sat som Indledning, og hvorudfra Forslaget motiveres. Her gives en Fremstilling af Rædslerne i Afrika og under Transporten, bygget paa de mange derom fremkomne Skrifter, hvoraf særlig nasvnes Clarksons, Falconbridges og Frossards. Der advares mod de mange „biossen Declamationen" hos nogle af Forfatterne; Kendsgerningerne taler tilstrækkelig for sig selv. Hejtindes i sammentrængt Fremstilling Clarksons og Frossards Udviklinger om Forbryder- og Krigsfangeslaver (S. 407), og her findes anført Falconbridges Erfaringer om Slavehandelens Ophør (S. 410). — Om de Forbrydelser, som Slavefangsten i Afrika giver Anledning til, og som Kvropæerne altsaa har Ansvar for, hedder det: „Sie wiirden auf horen, wenn die Gelegenheit dazu aufhorte: und wenn man mit dieser Betrachtung die Grundsåtze der Religion und Sittenlehre auf den Handel anwendet, so kann wohl keine andere Folge daraus gezogen werden,

als dass kein åusserer Vortheil wichtig genug sein konne
um seine Beibehaltung zu vertheidigen".

Men Kommissionen saa i Forbudene ikke blot en Barmhjertighedsgerning mod de afrikanske Negre; den havde ogsaa Blik for, at det var Begyndelsen til det — maaske meget fjerntliggende — endelige Maal: Slaveriets Afskaffelse. Ganske vist findes der i Udtoget i Minerva meget lidt om Slavefrigørelse, og det endda i forblommede Vendinger (S. SG); men dette har sine bestemte Grande. Vi har af Schimmelmanns Brev af 18. Juni set, hvor bange han var for, at Plantageejerne skulde tages med paa Raad i denne Sag; de vilde være dens sikre Modstandere, og dette vilde endnu mere gælde, om der blev Tale om Frigivelse. Da det nu, som vi straks skal se, gjaldt om at faa Slaveejerne til at arbejde med paa Sagen, men man næppe kunde opnaa dette, uden at de kunde se deres egen Fordel derved, vilde Udsigten til Slaveriets Afskaffelse, om de blev bekendt med den. fremkalde ganske den modsatte Virkning af den tilsigted e¹). Hvad Kommissionen derfor havde at sige om den Ting, er holdt godt skjult, og det kan Punkt for Punkt paavises, at Kirstein med Omhu har udeladt enhversomhelst Ytring derom, der kunde vække Mistanke, De meget forsigtige Udtalelser S. 56 i Minerva er et Udtog af følgende:

„Es wurde uns zu weit fiihren und vielleichl auch nicht zweckmåssig sein. wenn wir hier wieder auf erste Grundbegrtffe zuriickgehen und uns auf die Untersuchung einlassen wollten, in wie weit es tiberhaupt moglich sein komite, dass die Westindischen Kolonien ohne Neger, wenigstens ohne

---

1) Lawaetz har i en Note a. S. S. 113 været inde pan den samme Tankegang for Frdg.s Vedk.

Negersclaven kultivirt wiirden. Sehr wahrscheinlich ist es wohl, dass. wenn man den Negerhandel nie gekannt hatte, die Westindischen Inseln deswegen nicht weniger, und nicht weniger gut, gebaut sein wiirden: allein, da in Absicht des in der Vorzeit eingefuhrten nichts mehr zu åndern ist und es unsers dafiirhaltens gleichfalls nicht richtig sein wurde, wenn man bei dem Vorsatze bald wiirksame Masregeln zu brauchen, sich zu sehr an entferntere Moglichkeiten halten wollte, die sehr wiinschenswerth sein konnen, aber unumgångliche Vorbereitungen erfordern, so haben wir geglaubt von dem Grundsatze ausgehen zu miissen, dass die jetzt auf den Westindischen Inseln eingefiihrte und gebråuchliche Kultur nicht abgeschafft. folglich auch die Sclaverei der Neger furs evste noch nicht aufgehoben werden konne. So wiinschenswerth es sein wiirde den Zweck der Befreiung der Neger bald^l) zu erreichen und so sehr wir iiberzeugt sind, dass dieser entfernte aber dereinst mdgliche Ziveck bei alien Veranstaltungen, die in Absicht der Neger getroffen iverden, nicht aus dem Gesicht verloren iverden musste 1); so sind wir doch auch tiberzeugt, dass das durchaus keine Sache des Augenblicks seie, und dass jede unvorsichtige Masregel sehr gefåhrliche Folgen veranlassen konne.

Um eine Glasse von Menschen, die seit so langen Jahren in dem Stande der unbedingtesten Sclaverei gelebt hat, aus dieser hervorzuziehen und sie gegen die Gewaltthdtigkeiten ihrer Herren*) unter den Schutz der allgemeinen Gesetze zu nehmen, ist es unumgånglich nothwendig, dass cliese Menschen einen gewissen Grad von Kenntnissen und Sitten besitzen, den man bei den Negern, wie sie jetzt sind, nicht annehmen kann.

Ihre lilrziehung muss ihrer Befreiung vorangehen, sonst wird ihr eigenes Wohl und das Wohl ihrer Herren aufs Spiel gesetzt. Ein zu friiher, zu voreiliger Schritt konnte sie leicht dahin bringen das was man ihnen noch versagen

---

1) Det med Kursiv trykte er betegnende nok udeladt af den iøvrigt ordret oversatte Sammenhæng.

2) Ordene udeladt i Minerya og Oversættelsen lidt lempet derefter.

miisste mit Gewalt erringen zu wollen, und bei dem Uebevgewichtihrer Menge in Verhåltnis gegen die weissen Bewohner der Kolonien bediirfte es vielleicht nur einiger kuhner und kluger Anfiihrer um die Ausftihrung eines solehen Vorhabens zu Wiirklichkeit zu bringen".

Udsigten til Sagens Forhaling (som vi jo allerede tidligere har set Schimmelmann ivre imod) i Forbindelse med Slavernes lave Standpunkt var fuldkommen fyldestgørende Grunde for, at Kommissionen skød Spørgsmaalet om Frigivelse fra sig — ligesom det jo ogsaa i England blev holdt helt i Baggrunden. Om der desuden har været Uenighed blandt Medlemmerne om Muligheden for at naa deres Ønskers Maal, kan ikke ses: men Forsigtigheden i nogle af Udtrykkene kunde tyde derpaa.

Stod man da lidt famlende overfor det endelige Maal, saa saa man i Indførselsforbudet afgjort et Middel til at skaffe de vestindiske Slaver en god, human Behandling, da en saadan var en nødvendig Betingelse for Forbudets Opretholdelse (hvorom mere under Gruppe 3).

Nogle økonomiske Betragtninger gaar ud paa at vise, dels at Forbudene ikke vilde være til Skade for nogen, dels — ved en lidet sigende Beregning henirnod Slutningen — at det vilde blive økonomisk fordelagtigere at have lutter indfødte Slaver fremfor stadig ny Tilførsel. Forbudene vilde hverken være til Skade for de danske Slavehandlere, da Handelen jo i længere Tid aldeles ikke havde betalt sig, eller for de vestindiske Plantageejere — vel at mærke hvis Forslagene i de andre Grupper blev gennemført.

2) Kommissionen ansaa det for sandsynligt, at der
ikke var tilstrækkelig stor Arbejdskraft paa Øerne, hverken
til Øjeblikkets Tarv eller til Befolkningens Vedligeholdelse

i Fremtiden. Det vilde derfor være inhumant overfor Ejerne pludselig at forbyde dem at forsyne sig med Negre, og det blev da fastslaaet, at Indførselen endnu maatte finde Sted til Iste Januar 1803, saa at alle Forberedelser til Sikring af Arbejdskraft kunde træffes i den Tid. En saadan Overgangstid bar vi ikke set omtalt hos de fremmede Forfattere, og det fremhæves i Forestillingens Indledning (ligesom Schimmelmann havde omtalt det i sin foreløbige Betænkning), at Grunden til, at Sagen skred saa langsomt frem i det engelske Parlament, vist var den, at de i Handelen interesserede skulde have Tid til al: forberede sig, da en pludselig Forandring unægtelig kunde være farlig¹).

Men skulde Plantageejerne have nogen Fordel af denne Indrømmelse, saa maatte Tilførselen i den Tid lettes saa meget som muligt, „und bei miseren gegenwårtigenPlan scheint uns die vollig freie Einfuhr die zweckmåssigste Masregel zu sein". Herved forstaas Ophævelse af Monopolet paa N egerhandelen mellem Dansk-Guinea og Dansk-Vestindien, saaledes at ikke blot alle Danske, men ogsaa fremmede Nationer maatte drive denne Handel. Endvidere ønskede man at lette Negerhandelenved ogsaa at frigøre Handelen med det Sukker, der fra Øerne udførtes som Betaling for Negrene. Efter merkantilistiske Principer havde alt Sukkeret skullet føres til Moderlandet; men i den Tid (1764^—77). da fremmede Nationers Skibe havde haft Ret til Negerindførsel til Dansk-Vestindien, havde det været disse tilladt af Betalingenfor

---

1) Dog er Forslaget næppe originalt; i hvert Fald omtales i Abolitionselskabets Beretning af 28. Juli 1789 en lignende Frenigangsniaade som foreslaaet af Kolonisterne f-elv. Komiteen udtaler sier imod det.

talingenforhver fuldvoksen Mandsslave at bringe 2 Fade Sukker å 1000 ft „til hvad Sted de selv vil«¹). Denne Bestemmelse foreslog man nu genindført og udvidettil ogsaa at gælde danske Negerhandlere, ligesom ogsaa mindre Portioner Sukker fastsattes for Negerkvinder og -børn. Disse Forslag, der alle havde været fremme under de Forhandlinger, man i 1787_—88 havde ført med Negerhandelens Blomstring for Øje. genoptog man nu i denne Forestilling, der havde Negerhandelens Afskaffelsetil Maal. Og endelig foreslog man. at der skulde gives Plantageejerne let Adgang til Statslaan, som skulde anvendes til Fuldstændiggørelse af deres N egerbesætninger.

Det er væsentlig denne Gruppe af Forslag, der ikke uden Grund har faaet Pastor Lawaetz og inaaske andre til at tvivle om Forordningens humane Karakter. Unægtelig faar en Nutidslæser et højst uhyggeligt Indtryk af de mange Beregninger og Forslag til Menneskehandelens Fremme, fri Indførsel, fordelagtige Laan o. s. v., men skulde Hensigten med den foreløbige Indførselstilladelse naas, maatte Indførselen blive langt rigeligere end hidtil. For at opnaa dette kunde man imidlertid gaa forskellige Veje. I Schimmelmanns foreløbige Betænkning fremsættes om Ordningen af Indførselen følgende til Overvejelse:

„Ob nicht. als eine Folge eines solehen Plans, der Sclavenhandel von den jetzigen Entrepreneurs '2) des Ostseehandels auf die Weise gefuhrt werden konnte, dass solche eine gewisse Anzahl brauchbarer Sclaven, so wie sie zum Bedurfniss der Inseln erfordert wiirden, in gewissen Epoken daselbst einfuhrten, die sie zu einem festen billigen Preise iiberliessen.

---

1) Frdg. af 9. April 1764. Gap. HI. § 5.

2) Firmaet Duntzfelt, Meyer & Go.

dagegen sich aber auch einen gewissen Absatz versprechen konnten?— Ob nicht die Entrepreneurs der Compagnie, wenn sie einen so gewissen Handel fuhren konnten, sich dagegen auch alien nothigen Polizeigesetzen wegen der Transportation der Neger. Unterhaltung und Behandlung derselben auf der Kiiste und der Fahrt unterworfen inussten, so dass ihre Bediente, Gapitains, Schiffschirurgs und Ekvipage darnach Vorschriften und Anweisungen erhielten. und fur deren genaue Erfullung venintwortlich wåren".

Herefter vilde Handelen altsaa blive saa stærkt bunden som muligt, og det vilde lettere indses, at den ikke opretholdtes for sin egen Skyld, men udelukkende af Hensyn til Koloniernes Forsyning, og først og fremmest vilde man opnaa ved Politiforanstaltninger at kunne sikre sig, at Negrene i Afrika og under Transporten fik en menneskelig Behandling. Efter Kommissionens Forslag derimod, hvorefter alle mulige Mennesker havde Lov til at drive Handelen, vilde saadanne Sikkerhedsforanstaltninger ikke kunne gennemføres. Vel tales der i Forestillingen om en Kontrakt mellem Plantageejerne og Entreprenørerne; men det maatte blive en Privatsag dem imellem og ikke et Paabud af Staten. Af hvad Grund Kommissionen paa dette ene Punkt gik bort fra det foreliggende Grundlag, kan ikke siges med Bestemthed; men sandsynligt er det, skulde jeg tro, at Frihandelsideerne, der netop i de Aar brød igennem her hjemme (Finanskommissionen arbejdede jo netop den Gang), har øvet sin meget store Indflydelse her. For saa vidt kan det jo siges, at det ogsaa paa dette Punkt var Frihedsideerne, der gjorde sig gældende, men ved et mærkeligt Tilfælde kom de jo her i Strid med de humane Tanker. Fastholdes maa det dog tillige, at Maaden, hvorpaa Forsyningen i Overgangstiden skete,

var et underordnet Spørgsmaal i Forhold til selve Indførselsforbudet.

Angaaende Statslaanene vilde den største Vanskelighed ligge i at skaffe tilstrækkelig sikkert Pant, men Risikoen formentes dog ikke at blive stor. „Und sollte es nicht moghlich sein allem Verlust vorzubeugen, so komite der edle und grosse Zweck wohl eine kleine Aufopferung rechtfertigen, die iiberdem wenig fuhlbar werden wiirde, da der Verlust nicht auf einmal, sondern in mehreren Jahren nach und nach vorfiele".

3) Den sidste Gruppe af Forslag var dem, der skulde hindre Negerbefolkningens Aftagen i Fremtiden. Dertil hørte for det første Forbud mod Negerudførsel fra Øerne, hvilket udelukkende motiveredes ud fra dette Hensyn. Noget mente man endvidere .det vilde hjælpe paa Antallet af Marknegrene, om man søgte at indskrænke det utroligt store Antal Husnegre (o: de, der udførte Tyendegerning for de hvide) ved at forhøje Skatten paa disse sidste og anvende Merbeløbet til Præmier for saadanne Slaveejere, der fremmede deres Slavers Vel. Da disse Husnegre, hvis Antal hos de rigeste Herrer løb op til 50, som Regel levede „im ehelosen Stande", bidrog de jo noget til den daarlige Formering, som der skulde raades Bod paa. Men alt dette var ikke nok; efter de anstillede Undersøgelser maatte man ikke blot faa Dødelighedsprocenten til at dale, men navnlig Fødselsprocenten til at stige, og da der mentes at være langt flere Mænd end Kvinder paa Øerne, foreslog man at begunstige Indførselen af Kvinder ved fra 1795 at ophæve Kopskatten paa Marknegerinder og fordoble den paa Marknegre. Men først og fremmest mente man (ligesom Glarkson) at naa Maalet, hvis Slaverne i enhver

Henseende blev humant behandlet. Hvor megen Vægt Kommissionen lagde herpaa, ikke blot som Middel til større Foimering, men ogsaa som et af de vigtigste Resultater af Forbudet, fremgaar bl. a. af følgende Udtalelser:

„Die Idee, dass man auch sie [o: Negrene] in eine solche Lage bringen konnte, dass sie, ihre personlicbe Freiheit abgerechnet. ungefåhr die Vortheile geniesen konnten. die der Mensch iiherhaupt aus hauslichen Einrichtungen zu ziehen vermag. ist noch wenig oder gar nicht in Betrachtung gekommen. Man hat sie im Ganzen immer nur als Werkzeuge angesehen; man hat sogar den abscheulichen Galcul gemacht, ob es vortheilhafter sei den Neger måssig arbeiten zu lassen und dadurch sein Leben und seine Brauchbarkeit langer zu erhalten. oder ihn gleich bis aufs åusserste seiner Kråfte anzustrengen und. wenn er dann unter seiner Last erliegt, einen andern zu kaufen¹). So lange ein soleher Galcul moglich ist. låsst es sich schwer denken, dass etwas hatte geschehen kunnen um eine natiirliche Fortpflanzung und Vermehrung der Neger zuwege zu bringen". . . . „Und diese Unordnung [mellem Kønnene, hvorved Formeringen hemmes) wird leider durch die Handlungen und Beispiele der Weissen befordert. Plantageneigenthiimer oder Aufseher, Meisterknechte und Beiwohner der Stådte sind so gewohnt die Neger als tief unter ihnen stehende Wesen zu betrachten, denen sie wenig oder gar keine Pflichten schuldig sind; dass sie sich in jeder Kucksicbt alles erlauben zu konnen glauben und mit eben so wenig Bedenklichkeit einer Negerin, ohne anf ihre personlichen Verhåltnisse zu sehen, zur Befriedigung eines durch das Klima lebhafter gewordenen Bediirfnisses gebrauchen, wie zu jeder anderen Dienstleistung".

Som vi ovenfor saa, ansaas forbedrede Tilstande
blandt Slaverne ogsaa for en Betingelse for Frigivelse,

---

1) Jvfr. Clarkson: Impolicy o. s. v.. Sprengels tyske Oversættelse (1790) S. 187.

og at Kommissionen var ivrig for, at der ved Reformerne toges tilbørligt Hensyn til denne Mulighed, ses af den Mistillid, den nærede til en ældre Kommission, der ved Udarbejdelsen af et Reglement skulde sikre Slaverne en bedre Stilling. Denne Kommission havde forudsat fuldstændigtSlaveri og Herrens uindskrænkede Ejendomsret. „Auch wir — hedder det i den utrykte Del af Forestillingen— haben diesen Grundsatz voraussetzen mussen, allein wir haben zugleich angefuhrt, dass wir die Moglichkeiteiner kimftigen Verånderung von den Gegenstånden,die eine nåhere Erorterung verdienen, nicht ausschliesen, und sind vielmehr der Meinung, dass nichts, was als Vorbereitung dazu angesehen werden karm, aus der Acht zu lassen sei, und da es bei unsern allerunterthånigstenVorschlågen sehr darauf ankommt, dass die Gesetzgebung ihnen wenigstens nicht im Wege sei", saa foreslog den, at hele den tidligere Kommissions Arbejde — undtagen Udarbejdelsen af en Kriminallov — maatte overlades den.

Men det, der som sagt tydeligst og klarest maatte fremsættes som Hensigten med disse Forslag til Negrenes Bedste, var Sikringen af Befolkningens tilstrækkelige Tilvækst,og det ikke blot fordi Ansvaret vilde falde tungt paa Kommissionen, om Slavebesætningerne ved Indførselsforbudetvilde formindskes og dermed Dyrkningen forringes, men ogsaa fordi man kun havde Udsigt til at faa Slaveejerne med, naar de maatte gøre en Dyd af Nødvendighed, idet kun deres egne økonomiske Interesser kunde drive dem til en ordentlig Behandling af Slaverne. Kunde man saaledes faa Ejerne til at indskrænke Arbejdetfor deres Slaver, i Særdeleshed for Kvinder under og efter Svangerskabet, til at sikre deres Smaabørn en

forsvarlig Pleje, til at skaffe dem alle bedre Føde og Klæder og til at give dem Lejlighed og Tilladelse til selv at erhverve lidt Ejendom, saa, vilde sikkert Negerbefolkningengaa en lykkelig Tid i Møde og tage saa stærkt til ; Antal, at man ganske kunde undvære Indførse l¹). Erfaringer fra Plantager med godt behandlede Negre viste saavel dette, som at Negrene ved en saadan Behandling følte sig nærmere knyttede til de hvide og derfor blev mindre tilbøjelige til Oprør, end naar de ved et saadant havde alt at vinde og intet at tabe'²).

Her maatte Staten imidlertid nøjes med Opfordringer. Bestemte Paabud vilde unddrages al Kontrol og derfor være til ingen Nytte; derimod „wenn Eur. konigl. Majeståt allergnådigst geruheten sie auf diejenigen Pflichten gegen ihre Neger, die nicht durch Ponalgesetze bestimmet werden konnen, dennoch dureheine Verordnung, die im Ton der Belehmng und Ermahnung abgefasst wåre, aufmerksam zu machen, so zweifeln wir nicht, dass dies in Verbindunp- mit den iibrigen Masregeln die wohlthåtigsten Wurkungen haben musste".

Naar Kommissionen lod Staten optræde saa forsigtigther, var det for ikke at krænke Ejendomsretten; den Tanke har vi jo fra første Færd set Schimmelmann værge sig imod (S. 417). Men som i MenneskerettighedernesErklæring Ejendomsretten vel er hellig og ukrænkelig, men dog maa vige for det almene Bedste, saaledes hedder det her, at vel bør ethvert Skin af Indgrebi Ejendomsretten undgaas, „allein, so wie es unstreitigzum Gebiet der Gesetzgebung gehort jeden Gebrauchdes Eigenthums so zu lenken, dass kein Nachtheilfiir

---

1) Jvfr. Claikson a. S. S. 175—83. \9±

2) Jvfr. Claikson a. S. S. 198 fif.

theilfiirdas Ganze der Gesellschaft daraus entspringe, so kann es ihr noch weniger streitig gemacht werden, solche Anordnungen zu treffen, die dem Allgemeinen niitzlich sind und den rechtrnåssigen Gebrauch des Eigenthumsnicht

Nogle Foranstaltninger til Negrenes Bedste mentes altsaa Staten selv at kunne træffe uden at gaa Ejendomsretten for nær, og disse gik ud paa: at hemme den store Usædelighed, der lagde Formeringen mange Hindringer i Vejen, ved at støtte og ordne Kristendomsforkyndelsen og Undervisningen blandt Negrene, ved at paabyde nyfødte Negres Daab, ved at indføre lovordnede Ægteskaber blandt 'de hedenske Negre og ved at give Mødrene Ret til at have deres Smaabørn hos sig. Men selv i Forslagene herom gik Kommissionen videre, end det under de daværende Begreber om Ejendomsretten gik an, og Reformerne skulde da ogsaa strande paa disse Skær. Præsterne eller Lærerne, som de oftest kaldtes, kunde saaledes — efter den utrykte Del af Forestillingen — ogsaa være Negrenes naturlige Forsvarere og Beskyttere og tage sig af deres Klager mod Herrerne. Denne Bestemmelse var ikke blot naturlig og human, men kunde slet ikke undgaas, om Lærernes Virksomhed skulde have nogen Betydning. Men Læreren vilde derved let for Slaverne komme til at staa som en ny overordnet, til hvem de med ganske anderledes stor Tillid kunde henvende sig end til deres Ejer, og hos hvem de oven i Købet let kunde finde Medhold mod Ejeren, hvis Ret derved krænkedes.

Langt frygteligere viste dog Ejendomsretten sig ved
Ægteskabsreformerne. Den vigtigste Hindring for ordnedeÆgteskaber
var den, at Ejeren uden Indskrænkninghavde

ninghavdeRet til at skille Ægtefolk ved Salg eller paa anden Maade, selv om disse var kristne og havde indgaaetkristeligt Ægteskab. Saalænge denne Ret opretholdtes,indsaa Kommissionen, at alt Arbejde paa den Sag var forgæves, og den vovede da, i Betragtning af Sagens Vigtighed, at tage Parti mod Ejerne. De S. 77 i Minerva antydede Forslag gik ud paa følgende: gtefæller,der samme Herre, maatte under ingen Omstændigheder skilles af denne. Ægtefæller, der tilhørtehver sin Herre, maatte ikke skilles, saalænge de ejedes af de samme Herrer, der havde givet Tilladelsen til Ægteskabet. Skiftede den ene af Ægtefællerne Herre, f. Eks. ved Arv eller Konkurs, burde i hvert Fald den anden Ægtefælles Herre have Forkøbsretten. „Weit besser aber wiirde es sein, wenn gleich entschieden festgesetztwiirde, dass der Besitzer der Frau, in Fall keine andere giitliche Vereinigung Statt fånde, allemal den Mann zum Taxationspreise annehmen musste". At Kommissionen her har følt sig paa gyngende Grund, mærker man ikke blot paa de forsigtige Vendinger, men ogsaa paa Opstillingen af Alternativer, der viser dens Frygt for ikke at kunne naa saa vidt, som det under de foreliggende Forhold var ønskeligt. Og selv om Forslagenefra et Nutidssynspunkt maa se ud som mildest talt alt for moderate, skulde det som sagt snart vise sig, at Kommissionens Tvivl var vel begrundet.

Kunde man imidlertid faa disse Reformer gennemført, mente Kommissionen, man var kommen et godt Skridt ud over det daværende Standpunkt, hvorefter Loven kun kunde betrygge Negerslaven mod Behandling, „som kunde have hans fysiske Væsens umiddelbare Tilintetgørelse til Følge".

Efter kort at have paavist, at der ingen Grund var til den Frygt, som den engelske Regering under Indtrykket af Oprøret paa St. Domingo nærede for netop nu at gennemføre Sagen, sluttede Forestillingen med at betragte Følgerne af Forbudet for Afrikas Vedkommende; her stilledes imidlertid intet Forslag af Hensyn til de Forsøg, der allerede da anstilledes l).

Kommissionen fandt Lejlighed til henimod Slutningen
at glæde sig over den Ære, det vilde være for
Kongen at give Evropa et saa smukt Eksempel.

Ved denne Forestilling indstilledes Sagen da til Kongens Approbation, der faldt ved Resolution af 24. Februar 1792*), hvorefter de fleste Punkter tilstilledes Generaltoldkamret til videre Besørgelse, medens Laanenes Ordning blev overdraget Kommissionen. Resolutionen præciserer enkelte Punkter nærmere og stiller videregaaendeFordringer paa andre. Naar den saaledes under Omtalen af Tilladelsen til fri Handel og Sukkerudførsel tilføjer: „imod den sædvanlige Tolds Erlæggelse", medens Forestillingen aldeles ikke omtaler Toldspørgsmaalet. ligger deri sikkert blot en Præcisering af, hvad der skulde forstaas ved Udtrykket fri Handel, ikke noget mod Kommissionens Forslag stridende. Den foreslaaede Husnegerskat skal efter Resolutionen være progressiv med Husnegrenes Antal, dog under Hensyntageft til Alder og Køn. Paa to Punkter vises større Resoluthed, men nok ogsaa mindre Kendskab til de faktiske Forhold end i Forestillingen. Angaaende Ægteskabssagen resolveres

---

1) Om Poul Erdmann Iserts Koloniseringsforsøg, fortsat i nogle Aar af J. N. Flindt, se Rev. Fam. IV. S. 301.

2) Trykt i Thaarup: Udførlig Vejledning til det danske Monarkis Statistik VI. S. 665-71

bl. a.: „Ved ingen vilkaarlig Ophævelse, saa lidet som ved en Plantages Salg, Arv etc. eller anden Afhændelse fra Herrens Side maa deslige Ægtefolk kunne skilles ad". Om Ægtefolk, der er forskellige Herrers Ejendom, tales slet ikke, saa de maa gaa med ind under denne Bestemmelse.„Den kristelige Lærer" skulde efter Resolutionen have meget betydelig Myndighed. Han skulde ikke blot „være forpligtet til selv at begive sig paa de forskellige Plantager, og der, paa dertil indrettede Forsamlingssteder,eller i deres [Negrenes] Boliger, at undervise de sig dertil indfindende, og at holde Gudstjeneste"; men han skulde ogsaa „advare Plantagernes Herrer eller Forvaltere,naar der findes og taales Usædelighed blandt Negrene, og de leve uden Familieforbindelser, og Børnene opvokse uden Undervisning". Lærerne kunde altsaa ikke blot indirekte — som efter Kommissionsforslaget — blive Slavernes Støtte overfor Herrerne, men fik paa et enkelt Punkt endogsaa Bemyndigelse til direkte at føre Tilsyn med Herrerne i deres Forhold til Slaverne, hvad der vel nok kunde blive til Skade ved at forandre Ligegyldighed fra Herrernes Side til en ved haarde Midler gennemført Tvang. Og en saadan Myndighed skulde ikke gøre Herrernes principielle Modstand mod Indgreb i Ejendomsrettenmindre, men vilde kun vanskeliggøre Gennemførelsenaf den hele Række Reformer, hvortil Herrernes Bistand behøvedes. Men paa Papiret gør disse Beslutningerunægtelig et langt fordelagtigere Indtryk end Kommissionens med saa stor Forsigtighed fremsatte Forslag. At Hensigten dog ikke var ved Tvang at gøre Negerbefolkningen kristen, ses af Beslutningen om, at den foresiaaede Daabstvang for Smaabørn ikke skulde anvendes, naar Moderen safte sig derimod.

Under 13. Marts 1792 indsendte derefter Generaltoldkamret en Forestilling angaaende de Punkter, der i Henhold til Res. af 24. Febr. var tilstillet det til videre Besørgelse¹). Den begynder med en historisk Fremstilling af, hvad Kamret allerede tidligere havde paatænkt at gøre til Bedste for Negrene, og haaber derved at have godtgjort, at det ikke er Ligegyldighed fra dets Side, der hidtil har lagt alle Reformer Hindringer i Vejen. Angaaende Slavernes Tilstand paa Øerne omtales Nedsættelsen af Kommissionen (af 1783) til Udarbejdelse af en ny Negerlov, og et Forslag (af 30. Septbr. s. A.) om Forbedring af Negrenes Kaar siges at være henlagt, netop fordi den stadige Tilførsel af nye Negre umuliggjorde alle Forbedringer. — Angaaende Negerhand elen omtales de i det foregaaende berørte Forhandlinger om Monopolets Ophævelse i 1787_—88. At Monopolet vedblivende bestod, kom efter Kamrets Mening af den almindelige Gæring i den vestindiske Handel og af de Forandringer, der i det hele maatte foretages i Moderlandets Handel (her sigtes vist til Finanskommissionens Arbejde²).

Kamret ser kun paa Forbudene med Øernes Interesse for Øje; om man saa lod Grusomhederne i Afrika og under Transporten helt ude af Betragtning, vilde Fordelen for Øerne være mere end tilstrækkeligt til Begrundelse

„Efter den Gæring, der nu er mellem de sorte i Vestindien,kan Raden komme til de danske Øer, som ej heller for Negeropstand have været altid sikre og frie. Og Sæd til Opstand vil, naar Negerhandelen vedbliver, stedse hentes fra

---

1) Trykt i Udtog hos Thaarup a. S. S. 67-2 ff.

2) Jvfr. Schovelin a. S. S. 127—35.

Guinea med de derfra paa en voldsom og grusom Maade bortførte Negre, som ihvor vel de end i Vestindien behandles, dog dér savne deres Fædreneland, deres Venner. Forbindelser, deres Frihed og deres tilforn førte ørkesløse Liv. Af dem derimod, som fødes paa Øerne, opdrages dér, vænnes fra Ungdommen til de dér faldende Arbejder og ingen andre Vilkaar kende end dem, hvori de ere satte, er der mindre og lidet at frygte. I denne Betragtning handler den Nation klogest, som først afskaffer Negerhandelen" *).

Faren ved Forbudet — for ringe Arbejdskraft i Tidens Løb — mener Kamret vil falde bort, nu da Negrenes Kaar netop som Følge af Forbudet kan og skal forbedres, og den drager i saa Henseende en for Nutidsbegreber mindre smagfuld Sammenligning med Husdyrene i Evropa.

Efter at have fraraadet Betænkning fra den vestindiske Regering om Hovedspørgsmaalet (S. 419) udtalte Kamret sin Misfornøjelse med Resolutionens Ytring om, at den bestaaende j\egerindførselstold skulde bibeholdes. Dels var en Mennesketold uværdig, og Kamret tænkte sig derfor den Mulighed, at i dens Sted en forhøjet Udførselstold paa det til fremmede Lande udførte Sukker vilde gøre Afgiften mindre odiøs, om end det indrømmedes, at der her kun var Tale om en Navneforandring; dels vilde det stride mod den Lettelse i Negerindførselen, der tiltænktes, i Særdeleshed hvis Tolden paa Negerkvinder bibeholdtes. Kamret udtalte derfor som sin

---

1) Naav Lawaetz (S. 113) ud fra Frdg.s Ord mener, at dette Hensyn har været den egentlige Aarsag til Frdg., kan det i hvert Fald kun gælde for Kamret, derimod ikke for Kornmissionen, der (Jog har Æren og Ansvaret for Hovedbestemmelserne. For den var dette Hensyn kun til yderligere Støtte for det humane Hovedhensyn.

Mening, at det var bedst at afskaffe Negertolden, men
henstillede iøvrigt Spørgsmaalet til Kongens Afgørelse.

Foruden Hovedforslaget indstilledes da den foreslaaede Kopskatforandring saavel som Sukkerudførselsbestemmelserne og Negerudførselsforbudet til Optagelse i den Forordning, der blev at udstede, medens Spørgsmaalene om Husnegerskattens Forhøjelse og om Sædelighedens og det aandelige Livs Fremme nærmere burde undersøges af Myndighederne i Vestindien.

Et enkelt Medlem af Kamret, C. Han s teen, afgav Særvotum: Negerbesætningernes Vedligeholdelse ved sig selv var mere end tvivlsom, en Epidemi kunde ødelægge det hele, Udsigten til for ringe Negerbesætning vilde faa Ejendommene til at falde i Værdi — til Skade ogsaa for Kongen, der var saa stor Panthaver — og let føre Negrene til Oprør af Frygt for Overlæsselse, naar ikke ny Arbejdskraft blev tilført. Derfor foreslog han, at Bestemmelsen om Indførselsforbudet skulde holdes hemmelig, og at man imens ved Love og Overtalelser skulde søge at bedre Negrenes Kaar, med kongelige Understøttelser til Opmuntring.

Den kgl. Resolution af 16. Marts sluttede sig imidlertid i et og alt til det øvrige Kammer og afgjorde det af Kamret uafgjorte Toldspørgsmaal saaledes. at Tolden ophævedes for Negerkvinder, hvorimod Udførselstolden paa det Sukker, der sendtes til fremmede Lande, forhøjedes med Va pCt. ;).

Saa udkom da under samme Dato Forordningen
om Negerhandelens Ophævelse. Den indeholder 6 Bestemmelser:1)
Handelsforbudene fra 1. Januar 1808 at regne.

---

1) Vestindisk Forestillings- og Resolutionsprotokol.

2) Tilladelsen for alle Nationer til at drive Negerhandel paa Dansk-Vestindien indtil nævnte Tidspunkt. 3) Tilladelsenfor danske og fremmede Skibe til at udføre til fremmede Steder i eller udenfor Evropa for hver voksen Neger eller Negerinde 2000 Pd. raa Sukker, for hver halvvoksen 1000 Pd. (for Børn intet). 4) Toldforandringern e¹). 5) Kopskatforandringerne fra 1795 at regne. 6) Forbudet mod Negerudførsel fra Vestindien. — Vi er nu i Stand til, ud fra Kendskabet til Forordningens Tilblivelseshistorie, at bedømme den retfærdigt. Vi ser, at de for Nutiden utiltalende Bestemmelser blot er Midler til at hindre, at et humant Foretagende, gennemført med Voldsomhed, skulde skabe økonomisk Ruin om sig. De Bernstorffske Reformpolitikere handlede jo ikke overiletog letsindigt. Vi kan nu ogsaa læse en Del mellem Linjerne i de tørre Motiver. Selv om det maa siges at være lovlig kortfattet om det heldbringende i Indførselsstandsningenat sige, „at det i alle Henseender maatte være velgørende og gavnligt", saa kan der efter det foregaaende ingen Tvivl være om, at her først og fremmester tænkt paa Negrenes Vel, og naar Planerne om Sædeligheds og Oplysnings Fremme (omtalte i Frdg. efter udtrykkelig Anmodning af Kamret) kun nævnes som Midler for Folkeformerelsen, er det — som vi har set — af opportune Hensyn.

---

1) Disse Sukker- og Toldbestemmelser har Lawaetz i en Note S. 113 sammenblandet og ganske misforstaaet, som om al Negerindførselstold undtagen paa Børn blev afskaffet og Fritagelse givet for Udførselstold paa et betydeligt Kvantum Sukker. At det vai af humane Hensyn, at Ækvivalentet ior Kvindetoldfriheden blev en Forhøjelse af Sukkertolden og ikke af Mandstolden, har Lawaetz ikke kunnet vide.

Forordningen gav altsaa Negerhandelen paa Dansk- Vestindien fri for alle Nationer; derimod rørte den ikke ved det Monopol, som Firmaet Duntzfelt, Meyer & Go. havde paa Handelen i Dansk-Guinea. Denne blev givet fri ved Frdg. af 7. Nov. 1792, saaledes at alle Nationer fik Ret til i de ti Aar at udføre Negre derfra, ikke blot til de danske, men ogsaa til fremmede Kolonier. Dette var i Overensstemmelse med de Frihandelsprinciper, Kommissionen hyldede, men mindre rigtigt ud fra den ForudsaHning, at Handelens eneste Maal var de danske Øers Forsyning med Negre¹). Samtidig overtog Staten de danske Forter paa Guineakysten, der hidtil havde staaet under Firmaets Bestyrelse, og paalagde til Dækning af sine forøgede Udgifter en Udførselstold af 10 Rdlr. d. C. for hver fuldvoksen Neger, dog saaledes, at den vestindiske Toldkasse for hver Negerinde, der indførtes direkte fra Dansk-Guinea, atter skulde udbetale Slavehandleren Halvdelen af denne Sum, saa at Tilførselen af Kvinder ogsaa ved denne Forordning begunstigedes.

IV.

De vestindiske Forhold var saa fjerntliggende og den danske Negerhandel saa übetydelig, at den Opsigt, Forordningenvakte ved sin Fremkomst, kun satte to af de mange Tidsskrifter her hjemme i Bevægelse. Det ene var „Minerva", hvor — som omtalt — Uddrag af Forestillingog Forordning blev optaget i Aprilheftet med nogle indledende Ord af Kirstein om Sagens Gang i England og i den danske Kommission. Dertil knyttede

---

1) C. Alberti har gjort opmærksom paa denne Fejl i „Den danske Slavehandels Historie', Nyt hist. Tidsskr. 111. S. 2:tf>.

Tidsskriftet i de følgende Hefter Meddelelser af forskellig Art om Negrenes Vilkaar, om Sierra Leonekompagniet, om Bevægelsen i England o. s. v. og viste derved sin Glæde over Forordningen. Det andet var „Borgervennen",der allerede i Forvejen søgte at vække Interessefor Beformen ved i Numrene for 2., 9. og 16. Marts at optage Skildringer af Slaverædsler, oversatte af M. F. L—gL_—g x), og dertil knytte forhaabningsfulde Udtalelser om Forbedringer:„Dog Gud ske Lov! den Tid synes at nærme sig, da vore sorte Brødre skulle, om ikke ganske befris fra Slaveriet, dog i det mindste nyde en Lettelse i deres Tilstand .... hvad kan man ikke vente af vore Tiders milde Tænkemaade, da man alt mere og mere lærer at kende Menneskenes uforkrænkelige Bettigheder". Hertil føjer Oversa^tteren følgende Note: „Og hvilket glad Haab maa især opfylde ethvert dansk Hjerte, der ser, at vor gode Fyrs Le gør ogsaa denne Sag til Genstand for sin vældædige Omhu og har udnævnt Mænd, af hvis Tænkemaadeog Duelighed man kan vente saa meget, til at undersøge de Sortes Tilstand paa de danske Eilande i Vestindien"²).

Atter i Numret for 27. April er „Borgervennen" ude med en Negerskildring, denne Gang et Uddrag af W. Bechfords „Account of the Island of Jamaica". Muligvis er det betegnet paa dem, der fandt, at man ved Frdg. ikke var gaaet vidt nok; Forfatteren mener nemlig, at som Følge af den um.aadelig store Dødelighed, der fremkaldes ved Klimaet, „er en bestandig Importation af Slaver nødvendig og Koloniernes Fald uundgaaelig, om

---

1) Sikkert nok Michael Frederik Liebenberg, senere kgl. Konfessionarius.

2) Numret for <). Marts S. 220.

man paa engang vilde forbyde Slavehandelen". Og Oversætteren tilføjer: „Med flere Grunde, som tildels ere vigtige, vises Skaden af Negerhandelens Ophævelse; men lige saa fordærvelig som en pludselig paafarende Menneskekærlighed vilde være en Stat, saa viselig gaar den danske Regering Middelvejen og ophæver først Handelen efter lOAar; i dette Mellemrum kan der udrettes meget til at hæve Vanskelighederne".

Men „Borgervennen" kom ogsaa til at tage Ordet mod dem, der mente, at man var gaaet for vidt. Disse vovede ganske vist ikke at tage Ordet offentligt; men foruden det omtalte Særvotum af Hansteen indsendtes der en underlig Skrivelse, der uden at være stilet til nogen findes mellem Kommissionens Papirer. Forfatteren var Ulrich Wilhelm Roepstorff, der i 60erne havde været Kommandant paa St. Thomas og St. Jan, men efter et Par Aars Forløb maatte hjem kaldes paa Grund af Stridigheder med Generalguvernøren. Dog fik han igen Lejlighed til at lære vestindiske Forhold at kende, da han i den Struenseeske Tid selv blev Generalguvernør, og skønt han allerede 1773 atter blev hjemkaldt, fik han dog Sæde i den ovenomtalte Kommission af 1783 til Udarbejdelse af en Negerlov¹). At han kun vanskeligt har kunnet bruges som Embedsmand, synes at bekræftes af, hvad han nu skrev om Forordningen af 16. Marts:

„Ypperlig er forordningen af 16de Martz 1792 om Neger Handelen, ingen kan tvivle om, det jo all Klogskab og forsigtighedbliver brugt ved Udførelsen af saa reene Hensigter, og naar derved tilveye bringes, som jeg troer og haaber, at de Danske Westindiske Øer i Tiden ey vil behøve meere end

---

1) Biogr. Lex.

omtrent det halve Antal Negere fra Kysten af Guinea: saa er derved allerede meget vunden, mens forudsat, at bemeldte Øer skal forblive danske, og under Cultur saa troer jeg, at man med Vished kan sige at Neger Handelen ikke ganske kan ophøre af følgende Aarsager

a) En almindelig Epidemisk Sygdom,

b) En saadan paa en enkelt Plantage, hvorfra skal den igien forsynes med Negere, Eyeren skal ventelig kiøbe dyre af Naboerne, mens neppe nogen sælger ham en frugtbar Negerinde. uden hvilke han aldrig kan komme i Stand igien.

Er jeg feyltagen herudinden som jeg ønsker: saa er jeg dog vis paa ikke at feyle i følgende Sandheder, jeg antager at det ved Omsorg kunde bringes dertil, at der fødtes og bleve opdragne et tilstrækkeligt Antal Børn til Landets Gultur og ingen smitsom Sygdom, hvad da, tænker man efter en række af Aar at disse Børn og deraf kommende Slægter forbliver Negere ney, formedelst Blanding med de Blancke blive de til Mulaier derefter Musticher, saa Casticher, det er ligesaa hvide som Europeer, ikke denne Couleur mens Fædrenes Natur vil giøre dem ganske uskikkede og dræbe dem, naar de skulle arbejde i Solens excessive Heede i Marken, endelig for at holde 30 Tusinde hvide Negere i Orden, til sømmelig Lydighed og Arbeyde om de kunde, som de ikke kan, ville udkræve 10 Tusend Mand Soldatesque; tør jeg tilføje at jeg troer det Land ulykkeligt, der ikke har omtrent 20 Mand uden for militair Stand mod hver Soldat for at holde Soldatesquen i Orden, har jeg Rett saa vil Negres Tilførsel fra Kysten (skiøndt meget mindre) stedse blive fornøden, det er endog en Lykke at de udkommende Negere ikke ere folk der haver samme Tungemaal; Hvad Indflydelse denne Allernaadigste forordning vil have paa Plantage Eyendom Kiøb og Salg vil Tiden lære - - Jeg fordyber mig — - Hvo veed det tilkommende, muligens er jeg feyltagen i det heele.

Kiøbenhnvn d. 25de Martz 1792.

U. W. Roepstorff."

Trods denne Skrivelses übehjælpsomme Form og snurrige Indfald viser Roepstorff sig dog enig med Hansteeni Hovedpunkterne: Frygten for økonomisk Ruin og for Negeroprør. Og da disse Anskuelser muligvis har været en Del udbredt, har man maaske af den Grund ment at maatte gendrive dem offentlig. Som en saadan Gendrivelse kan nemlig et „Brev fra Landet" i „Borgervennen"for 15. Juni opfattes. Det er undertegnet R—dR_—d G—e,G_—e, o: Joh. Philip Rosenstand-Goiske*), der dengang var Sekretær i Generaltoldkamret og saaledes utvivlsomt har kendt begge Skrivelserne. Efter først at have udtalt sin Glæde over Forordningen, bemærker han, at han ved Samtaler har „haft Lejlighed til at erfare de Modsigelser,som man har troet grundede imod SlavehandelensAfskaffelse", og den Iver, hvormed han gendriver disse „Modsigelser", maa sikkert have forekommet Publikumret overflødig, da de slet ikke var fremkommet offentlig. Da det fremtidige Resultat imidlertid var alt for usikkert til, at han kunde paastaa, at Modstanderne havde Uret, valgte han den Udvej at lægge al Skylden for Kalamiteten, om den indtraadte, paa de Uheld — Epidemi, daarlig Høst —, som var nævnt i Skrivelserne og jævnlig indtraadte: „Den Egennyttige og Uoplyste vil finde Grunden til alle mulige Uheld udi denne Forestilling,endskønt de aldeles ingen Sammenhæng have med hinanden, og man vil overspringe alle de nærmere Aarsager for at gøre hine forhadte . . . Tage nogle Negre en Vending, som man ej formodede, da faar AnordningenSkyld, uagtet man kender de andre Øers Forfatnin g²) og er ej uvidende om den Mishandling, som

---

1) Thaarup a. S. VI. S. 697.

2) Hvor der jo havde fundet Oprør Sted, uden at Indførselens Ophør var stillet i Udsigt.

nylig er sket, der vel kunde foraarsage de værste Følger". Men saadanne Uheld er efter Forfatterens Mening lidet rimelige, en Sammenligning med Landboreformerne vil vise det. Ogsaa dér fremmanedes de samme Spøgelser, „og man kalde det hos mig for Entusiasme eller Overbevisningeller Svaghed eller hvad man selv lyster, saa har jeg den Tillid til Forsynet, at ligesom det tilkendegavsit Velbehag over Foranstaltningerne ved Bondestandeni Danmark ved at skænke Landet en udi flere Aar frugtbar og velsignet Høst, saa vil ogsaa vore vestindiskeØer ej komme til at savne saadant Tegn paa, at Menneskehedens Haandhævelse og Menneskets Forædlingvelsignes". Holdbarere end her bliver dog Sammenligningenmed Bondereformerne under Omtalen af dem, der anser Negerhandelens Afskaffelse for det rene Fantasteri:„Da Oeder skrev om Bondestanden, Martfeldt om Kornhandelen, ansaa Hoben det for Drømmerier, men Bondestanden blev dog fri, Kornhandelen løsnet".

Naar R.— G., hvis Artikel vistnok kan betragtes som Udtryk for Opfattelsen i de ledende Kredse, her viser sin Skepsis overfor den økonomiske Side ved at gaa uden om Sagens Kærne ved Hjælp af højtidelige Deklamationer, ses det, hvor ringe en Rolle det økonomiske har spillet i Forhold til det humane.

— Udgaaet som Bevægelsen var fra den ledende tyske Familiekreds, udtalte denne sig naturligvis med Henrykkelse om Forordningen. Allerede to Maaneder før dens Udstedelse kunde Charlotte Schimmelmannmeddele Louise Stolberg, at Forslaget var antaget *), og i et Brev af 13. Februar taler hun næsten udelukkende

---

1) Rev. Fam. IV. S. 129.

om Negrene1). Det hedder heri: „Dans 9 ans d'ici il est défendu å tout possesseur de plantation aux colonies danoises d'acheter un seul esclave. De ce moment done cela devient une bonne speculation²) de traiter bien les negres que Ton a, parcequ' ils doivent prospererpour le bien de la possession. S'il m'est possible je vous procurerais die Vorstellung an den Konig å ce sujet", — Hovedpunkterne nævnes — „enfin, il s'agit de traiter d'hommes²) ces hordes malheureuses qui jusqu'ici servaient d'instrument physique pour augmenter les reven us de leurs maitres". Derefter gives bl. a. en begejstretSkildring af Englændernes Arbejde paa Sierra Leonekysten.

I de samme Maaneder skriver F. L. Stolberg i Eutin sin „Ode an den Kronprinzen von Danemark"3), hvori det efter Lovprisning af Landboreformerne og Kornhandelens Ophævelse hedder:

Von Menschen kaufte Menschen der Mensch, und ward
Ein Teufel! — Wer vermag den getriibten Blick
Zu heften auf des armen Mohren
Elend und Schmach und gezuckte Geissel?

Du setzest Ziel dem Gråuel, ein nahes Ziel!
Errothend staun' und ahme dem Beispiel nach
Der Britte, will er werth der Freiheit
Sein, die auf Weisheit und Recht sich grundet.

Ogsaa Schirach fremhæver i sin Journal4) den
Ære, det er for Danmark at være den første paa dette
Omraade.

---

1) Rev. Fam. IV. S. 133 f.

2) Udhævet af Grevinde S.

3) Ges. Werke der Briider Stolberg 11. Allerede oversat i Aprilheftet 92 af Minerva.

4) Aprilheftet S. 443 f.

I sit store Værk om Frihed og Retfærdighed, „Neseggab",forherliger G. F. Cramer denne Schimmelmanns Bedrift ved at fremstille den paa Baggrund af, hvad Mænd som Necker og Brissot har virket i samme Sag. 1 Afsnittet „Schimmelmann" *) kundgør han ved at aftrykkeen Københavnerkorrespondance til Hamb. Gorresp. et Forlydende om Forordningen og optager i den Anledning nogle Sider af et Angreb paa Necker²), der etsteds skal have sagt: „Le besoin de puissance a ses loix et la richesse des nations est un des fondemens de cette puissance: ainsi sous un pareil rapport, le souverain le plus sensible aux devoirs de l'humanité, ne voudrait pas lui seul renoncer dans ses colonies aux services des esclaves". Efter dernæst at have citeret et Stykke af Brissots „Nouveau voyage dans les etats unis de l'Amérique septentricnale", hvori han beklager sig over, hvor haardnakketman holdt paa Slavehandel og Slaveri („je n'ai converti personne. L'intéret parle encore trop haut, et il n'est pas assez éclairé"), udbryder Gramer: „Yon dem Minister, der so weit Danemarks Macht reicht, in Verbindungmit andern menschenliebenden, die Haupttriebfederde t¹ Abschaffung dieses hollischen Handels auf unsern Besitzungen ist; und der Wilberforces, Pethions und Brissots pia desideria hoffentlich realisiren wird, muss noch bemerkt werden, dass bei ihm das „Interesse nicht so laut sprichf, oder dass das „Interesse bei ihm aufgeklårter" ist, als bei Neckern und den Kaufleuten aus Havre de Grace³), die Brissot „nicht bekehren

---

1) VIII. S. 82-100.

2) Le masque brise et enfin l'illusion détruite, ou examen des erreurs les plus dangereuses de Mr. Necker. Paris 1790.

3) Sted i Maryland.

gekonnt""; thi som Ejer af store Sukkerplantager paa St. Groix „thut er nicht bios dadurch die Menschheit aus fremden Bonis wohl, sondern geseilt sich den edlen Franken zu, die in der Nacht von 4ten August mit Aufopferungihres Interesse auf die Abschaffung der Vorrechteder Feodalitåt, der Zehnten etc. votirten. obgleich diese Abschaffung ihre Giiter und Besitzungen selbst mit traf". — Større Ros kunde næppe tænkes for en frisindetMinister paa en Tid, da Revolutionens Rædsler endnu ikke fordunklede dens lyse Sider.

Men ikke blot i disse Kredse, der stod Danmark og den danske Regering nær, vakte Forordningen Opsigt. Særlig i England og den engelske Presse gjorde Efterretningen om den stor Virkning. Fr. Sneedorff, der dengang opholdt sig i London, giver i sine Breve gode Oplysninger derom. Om den Glæde, den har skaffet ham selv, skriver han saaledes i Brev af 3. April: „Just som jeg vil lægge Brevet sammen for at forsegle det, bringer man mig the Morning Chronicle (en af de bedste engelske Aviser, som kommer daglig ud); jeg ser der en Efterretning fra København, som melder et nyt Reglement, der vil afskaffe Slavehandelen om 12 Aar. Jeghar næppe et Minut tilovers for at sige Dem, hvor uudsigelig glad jeg- er over denne kloge og menneskekærlige Forordning, og hvor stolt jeg er af, at mit Fødeland har givet Europa det første Exempel i denne vigtige Sag" x). Men især har det Interesse at se, hvilken Opmærksomhed den vakte hos Englænderne, som Følge af at man i London igen var fuldt optaget af dette Spørgsmaal.

Vi saa ovenfor (S. 412), at efter Forslagets ForkastelseiUnderhuset

---

1) Sml. Skr. I. S. 468 f.

kastelseiUnderhuseti 1791 havde Regeringen som Følge af Negeroprøret paa St. Domingo lagt Sagen hen. Men Wil herfor ce tabte ikke Modet, og støttet af 500 til Parlamentet indkomne Andragender fik han atter Sagen frem i Underhuset den 2. April 1792. Da var Efterretningen lige kommet om den danske Forordning, og Wilberibrce udtalte: „Danmark, som var saa langt under Britannien i Handelsverdenen, havde, saa lidet det kunde taale nogen Formindskelse i sin Commerce, ikke taget i Betænkning at afskaffe denne infame Handel. Britterne maatte rødme ved at have ladet en saa ypperligLejlighedfare til at blive et saa hæderfuldt Mønster i denne Ss.g" l). Denne Gang vedtoges det foreliggende Forslag om Negerindførselsforbud til Kolonierne med 230 Stemmer mod 85, ganske vist med en Ændring, der maaske skyldtes Paavirkning fra Danmark, idet der blev tilføjet Ordet „gradually". Dermed var imidlertid SammenholdetmellemSagens Tilhængere sprængt, da en Del af dem (deriblandt baade Wilberforce og Pitt) holdt paa øjeblikkelig Afskaffelse. Hvor stærkt Sindene var i Bevægelseangaaendedenne Sag, faar man et levende Indtrykafgennem Sneedorffs Breve: „...ingen Dag gaar forbi — hedder det i det ovennævnte Brev²) — hvor man jo i offentlige Blade finder talt derimod". „I disse Øjeblik, da enhver Begivenhed af denne Natur begærlig gribes og farer fra een Mund til en anden " skriver han om nogle Negermishandlinger i et Brev af 4. Maj³), af hvis 14 trykte Sider de 9 handler om Slaveforhold. Ja, han viser endogsaa, hvorledes den danske Forordninganvendtesi

---

1) Minerva ISO6, 3. S. 146.

2) S. 46-2.

3) S. 482 ff.

ninganvendtesiden engelske Agitation. Sagen skulde nemlig til anden Behandling, og i Mellemtiden arbejdede Wilberforce og hans Tilhængere paa at faa Bestemmelsen om den gradvise Afskaffelse ophævet igen. Som Følge deraf maatte de nu stille sig fjendtligt til den danske Forordning, hvis Princip det sejrende Parti havde fulgt, og deres Organer gik da ogsaa løs paa den: „Forestil Dem — skrev Sneedorff — her [o: i the Morning Post for 19. April] læser jeg: For each Negro or Negress in Health which shall be brought into the danish Possessionstill1803, then shall be paid one Year after their importation a Duty of 2000 Pd. of raw Sugar etc. Fqiudendette,som nu var ganske det modsatte af ForordningensOrdi 3 §, var hele Forordningen vendt op og ned saaledes, at det var øjensynligt, at nogen af Wilberforces Parti, som paastaa Slavehandelens øjeblikligeAfskaffelse,havde rykket den saa lemlæstet ind med Forsæt". I Times for 21. April fandt han den imidlertidordretoversat, og „Indsenderen stikler og i en Anmærkningpaadet omtalte Udtog i Morning Post og siger, at Forordningen er deri artfully misrepresented"¹).

Dagen efter, den 22. April, kom Sagen for i Underhuset. Pitt og Wilberforce blev overstemt, og det vedtoges, at Slavehandelen skulde være forbudt fra Begyndelsen af 17%; i Mellemtiden maatte der kun indføres Slaver til britiske Kolonier med britiske Skibe. Men 8. Maj standsedes Forslaget af Overhuset, og trods stadige Anstrængelser de følgende Aar lykkedes jo intet i den Retning foreløbig. At den danske Forordning under denne Wilberforces Modgang atter kom til at staa som

---

1) S. 490 f.

det lysende Eksempel, ses af Baggesen s Brev til Reinhold af 11. Januar 1795^x), hvorefter en Englænder paa Wilberforces Vegne har bedt sin Ven Baggesen skaffe ham Detaillerne ved Forordningen af 16. Marts; og Baggesen afskriver da det Brev, hvormed han lod Anmodning-en gaa videre til Schimmelmann : „Edler Negerloser! ... Mittler zwischen der Hamanitåt und den verkauften Biiidern! veranstalte einen Auszug der Verordnung und andere Details Deiner ehrenvollen und gliicklichen Beraiihung zur Erlosung der schwarzen Sclaven, in englische Sprache iibersetzt. und so bald als moglich, dem Manne, der stolz darauf ist, in Ernst Schimmelmann's Fusstapfen den Weg der Unsterblicbkeit zu betreten, nach London direkt zugeschickt".

Det vil af alt dette frem gaa, at man — i Indland som i Udland — slet ikke nærede nogen Tvivl om Forordningens Hensigt, og at man først og fremmest gav Schimmelmann Æren for den. Om den Fremgangsmaade, Forordningen havde valgt, kunde man være uenig, og navnlig faldt det — dengang som til enhver Tid — Foregangsmændene for en Idé vanskeligt at tage andre Hensyn end de af de ideelle Krav stillede; men selv en Wilberforee maatte anerkende det fortjenstfulde ved den danske Forordning.

V.

Den :24. Marts 1792 sendte Kamret Forordningen til Vestindien og udbad sig samtidig Oplysninger om de Forhold, der ifølge Resolutionen af 24. Februar skulde reformeres af Staten: Husnegrenes Stilling. Ægteskabs-

---

1) Remhold u. Jacobi, Aus J. Baggesens Briefwechsel 11. S. 2f.

forholdene og Undervisningen. — Om dette sidste Punkt henvendte Kamret sig samtidig til Kancelliet. — Der indsamledes da i Vestindien en Mængde statistisk Materiale og afgaves i Løbet af Efteraaret en Række Betænkninger af Borgerraadene paa St. Groix og St. Thomas, af Generalguvernør Walterstorff, af Stadshauptmand Oxholm, af de måhriske Brødres Forstander Miecke og af den vestindiske Regering. Alle er enige om at udtale deres Glæde over det smukke og menneskekærlige Maal, der søgtes naaet ved disse Forslag. „Regeringens Bestræbelser — siger Regeringen til Slut — til at opnaa Hans Majestæts allernaadigste Hensigt vil iøvrigt svare til Sagens uimodsigelige Vigtighed; og behøvede vi nogen Belønning, da skulde vi finde samme i den Tanke, at ogsaa vi ere blevne et Middel i Forsynets Haand til at befordre det af Kammeret forberedte Gode". Skade blot, at man blev ved de smukke Ord og ikke naaede til Handling.

Opgaven vedrørende Hus negrene gik jo ud paa en Indskrænkning af deres Antal ved en forhøjet Afgift af dem. Ifølge Frdg. af It. Nov. 1776 og Plakat af 16. Juli 1778 betaltes der af hver Negerslave undtagen de i paagældende Aar fødte og døde samt de efter ultimo Juni nyankomne („Bossaler") en Kopskat paa 64 Skilling. Vi har set, at Resolutionen af 24. Febr. fordrede Skatten progressiv med Negrenes Antal, og Spørgsmaalet blev da. hvor mange Husnegre det var rimeligt, at de hvide holdt. Af Besvarelserne, særlig Oxholms, fremgaar det, at Grunden til det meget store Antal Husnegre var, dels at en Neger arbejdede langt mindre end et evropæisk Tyende, dels at Husnegrenes Børn blev hos Familierne, hvorved Antallet svulmede

stærkt op. Forfængeligheden øgede Tilbøjeligheden til stort Husnegerhold, da det var Tegn paa Velstand. Men da alle disse Mennesker naturligvis ikke kunde finde Beskæftigelse i Huset, blev nogle benyttet til Haandværk, andre udlejet til Indtægt for Herren som Daglejere eller Lastdragere, især ved St. Thomas' Havn; men en stor Mængde af dem strejfede om til ingen Nytte og megen Ufred. Myndighederne i Vestindien opfattede nu ResolutionensBestemmelse om forhøjet Husnegerskat som forhøjet Skat paa de overflødige Husnegre, og det drøftedes da vidt og bredt, hvor Grænsen skulde sættes. Hvor mange Slaver maatte Familien have i Huset? Kunde Daglejerne, der ofte var deres Herres vigtigste Indtægtskilde, regnens for overflødige? Hvor mange Haandværksnegrevar nødvendige? o. s. v. Man syntes dog enig om, at der var for mange Lediggængere, og derom korresponderede Regeringen med Borgerraadet, skønt det egentlig sorterede under Politiet; „men — skrev Regeringen — de bedste Politianordninger ere uden Effekt, naar Politimesteren ikke vil holde over samme, og naar nan gør sig det til Regel ikkun at varetage de Forretninger, for hvilke han er betalt".

For en „indskrænket Familie" mentes 6 Husnegre da at være Minimum; i det hele burde der — efter Oxholm — være omtrent dobbelt saa mange Husnegre som hvide. Hvad der var ud over det af egentlige Husnegre, foreslog Regeringen at paalægge dobbelt Skat, dog ikke Slaver over 50 Aar eller Børn under 6, „siden de ere mindre til Nytte end til Byrde". Haandværksnegre og Daglejere burde der ikke paala3gges forhøjet Skat; de kunde forsynes med et Mærke til Adskillelse fra Lediggængerne.

Efter Modtagelsen af disse Skrivelser anmodede Kamret i Foraaret 1793 den vestindiske Regering om detaljerede Planer, der indløb i Slutningen af Aaret. Der opstilledes to Forslag; det ene med fordoblet Skat paa overflødige Husnegre (idet de fornødnes Antal rettede sig efter Familiens Størrelse, dog mindst 5), det andet med stigende Skala i fem Klasser, saa at der af de første 4 Slaver som hidtil svaredes 64 Skilling, af den 20de og derover 2 Rdlr. Derefter synes Forslaget imidlertid henlagt, skønt det efter Oplysningerne at dømme nok kunde have ført til en Del arbejdsløses Anvendelse til Markarbejde.

Af nok saa stor Interesse er imidlertid Forhandlingerneom Ægteskabsordningen og Missions- og Undervisningssagen. Kornmissionens Forslag til forbedrede sædelige Tilstande var blot gaaet ud paa at hidføre nogen Orden i de hedenske Negres Ægteskabsforbindelser. Det skulde opnaas ved, at ethvert Par, der levede sammen i stadigt Samliv, skulde have deres Navne indført i en Protokol og derefter betragtes som Ægtefæller, indtil de ved en Vedtegning i Protokollen betragtedes som adskilte.Denne Adskillelse skulde uvægerligt foretages, saasnart en af Parterne ønskede det; derimod skulde det — saavidt muligt — forbydes Ejerne at skille dem (S. 440). Dette sidste skærpedes ved den kgl. Resolution(S. 442). Miecke og den vestindiske Regering er enige i, at der absolut intet kan udrettes paa dette Omraade, saalænge Ejernes Ret er uindskrænket. „At indføre lovlige Ægteskabsforbindelser — skriver Regeringen— vil være uden Nytte. Thi enten maa de fleste af dem ophæves eller Mestrenes Ejendomsret indskrænkes,og hertil tør vi ikke raade". De måhriske

Brødre havde indenfor deres Menighed gjort et stort Arbejde for rolige ægteskabelige Forhold, men havde meget stasrkt indskrænket Brugen af kristelig Vielse og som oftest nøjedes med en Protokolføring, og det ikke blot paa Grund af Negrenes egen Utilbøjelighed til stadigt Samliv, men ogsaa som Følge af Herrens uindskrænkede Ret. Man maatte vist derfor nøjes med at opmuntre Plantageejerne til selv at befordre Ægteskaber paa deres Plantager, hvad de kun kunde have Fordel af. Under disse Forhold troede Miecke dog, at det til Afhjælpning af Negrenes Løsagtighed vilde være heldigt, „wenri durch obrigkeitliche Verordnungen — — ihre Ehe mit einigen menschlici_len Rechten unterstu tzt wtirde, vermoge welchen iiber einer Ordnung unter ihnen gehalten werden konnte". Ligefrem at. foreslaa Indskrænkning i Ejendomsretten har Miecke vel ment laa udenfor hans Kompetence, og Regeringen saa vi var imod det. Følgen blev da, at Kamret, der næppe lededes af samme Begejstring for Sagen som Kommissionen, under 13. April 1793 besluttede,at „den Punkt om Ægteskab foretages igen, naar man er underrettet om, hvem der skal befatte sig med det hele Undervisningsvæsen'* l). Det forandrede naturligvisikke Sagen, at den danske Missionær paa St. Thomas, Lund, ved Indsendelsen af et Forslag om LejermaalsbødersGenindførelse for de hvide gav en indgaaende Skildring af de sædelige Tilstande mellem Negrene indbyrdesog mellem de hvide og Negerinderne²) — Brødrene maatte endnu i 1798 svare paa en Forespørgsel, at de maatte nøjes med, „ved Formaninger at formaa Negrene til at holde over, hvad Religionen i denne Henseende

---

1) V. J. 1703, Nr.283

2) Smstds Nr. 744.

befaler" !). Og lige saa lidt Betydning fik cfet, at Biskop Balle ien Betænkning af 1799²) holdt paa, at en hvid burde erkende sin kulørte Frille for Hustru. Sagen var og blev skrinlagt; thi med Undervisningsvæsenet var det heller ikke blevet til noget.

Vel var der allerede en dansk Mission derovre; men den indskrænkede sin Virksomhed til Byerne. Paa Landet derimod var Missionen væsentlig overladt til de måhriske Brødre, hvis store og smukke Gerning vandt Anerkendelse fra alle Sider, saa at Korn missionen havde foreslaaet, at man i hvert Fald skulde søge virksom Understøttelse fra deres Side: „Die Gleichgiiltigkeit gegen alle zeitliche Leiden, das bestandige Hinweisen auf einen kiinftigen bessern Zustand und die Reinigkeit des Herzens, die sie einschårfen, sind gerade Lehren, die dahin fu'hren den Neger mit seinem Schicksal weniger unzufrieden und seinen Lebenswandel dabei besser zu machen". Hidtil havde de imidlertid kun haft to Stationer paa hver 03),0³), hvortil kun de nærmest boende kunde søge. Kommissionen havde derfor foreslaaet Øernes Inddeling i Distrikter, hvert med sin Negermenighed, sin Præst eller Skoleholder og sit Missionshus, saa at alle Negrene kunde paavirkes. Udgifterne kunde for en stor Del skaffes til Veje af den Sum, som Missionskollegiet aarlig anvendte til Vestindien. Kamret sluttede sig i sin Forestilling saa meget hellere hertil, som det maat.te erindres, „hvad den vestindiske Regering især under 30. Sept. 1783 har erklæret angaaende de herfra udsendte Missionærer og den til Missionen henlagte Fond og Indkomster,

---

1) V. J. 1798, Nr.743.

2) V. J. 1799, Nr. 41.

3) Lawaetz a. S. S. 95.

nemlig at de ingen Gavn gøre eller kunne gøre". — Den kgl. Resolution havde udtalt, at man „fortrinligen" burde ansætte gode hernhuttiske Lærere ved disse Menigheder.Den vestindiske Regering mente nu, at der paa St. Croix burde være 7 saadanne Menigheder, paa St. Thomas 6og paa St. Jan 4. Den holdt fast ved sin tidligere Mening om den danske Missions Unytte og udtalte,at da den kun havde virket i Byerne, kunde dens Tilhængere let bringes ind under de hvides derværende Menigheder og dens Midler anvendes til BrødremenighedensMission. Regeringen advarede stærkt imod at anvende Tvang mod Negrene, selvom de alle formelt skulde indlemmes i Menighederne, da en saadan Tvang var værre end den fysiske. Derimod kunde Regeringen ikke tilraade at give disse Lærere den store Myndighed, som vi tidligere (S. 442) saa den kgl. Resolution indrømmedem. Det kunde saaledes ikke gaa an at give Lærerne Ret til at vandre om paa Plantagerne, hvor de vilde, da de saa vilde komme til at staa som en ny Øvrighed for Slaverne imod Herrerne, og saa vidt turde Regeringen ikke gaa; de inaatte kun give Undervisning paa den i hvert Menighedsdistrikt liggende Missionsplads for de Negre, der søgte derhen. Men alligevel kunde Regeringen naturligvis ikke komme bort fra, at disse Præste-Lærere skulde være Negrene til Beskyttelse. Det hedder herom: „Hvad Lærerne finde fornøden at rette i Henseende til en eller anden hos Negrene i Almindelighedeller et betydeligt Antal af dem bemærkende Uorden, bør anmeldes for Generalguvernøren eller Regeringen,som vil holde slig Angivelse skjult, men dog deraf tage Anledning til at være opmærksom paa, om

og hvorvidt det kan være raadeligt eller gørligt at raade
Bod paa sligt". Saare forsigtigt!

St. Thomas' Borgerraad var imidlertid kommet til ganske det modsatte Resultat, rigtignok ikke af Kærlighed til Negrene eller andre ideelle Grunde, men fordi dets økonomiske Bekymringer over de store Udgifter til hele 6 Missionssteder i den Grad havde betaget det, at det slet ikke øjnede Faren ved Lærernes Omvandringer paa Plantagerne, og da denne Ordning vilde blive meget billigere, fordi Lærerne saa kunde bo paa de to Missionsstationer, de måhriske Brødre allerede havde, og ingen nye Missionshuse behøvede at bygges, saa foretrak Raadet dette, ja dets Hensyn til Pengepungen gik endogsaa saa vidt, at det mente, at gode Negre kunde anvendes ved Undervisningen til Hjælp for Lærerne, „hvorved maaske endog et færre Antal vilde udfordres, men deter at beklage, at saadanne Subjekter iblandt Negrene findes saa sjældent, uden de ogsaa selv først maa dertil dannes". Dette var ikke noget nyt; Oldendorp nævner i sin „Geschichte der Mission der evangelischen Bruder" (1777) mange Eksempler paa saadanne „Nationalhelfer" ; men her er Forslaget som sagt fremgaaet af en mindre ideel Stræben.

Miecke stillede adskilligt lavere Fordringer end Regeringen.Isin Erklæring af 15. November1) foreslog han Oprettelsen af to nye Missionspladser paa St. Groix og Ansættelse af gifte Lærere ved begge. Ganske sikkert vilde dertil udfordres meget store Udgifter, „welche man in Betracht dessen, dass S. Konigl. Majeståt Hochstselbst

---

1) Ikke 15. December, som Lawaetz formoder (S. 234). Regeringens Promemoria til Miecke er ifølge Mieckes Erklæring af 30 October, ikke 30. November.

allergnådigst davor Sorge tragen wollen, unserer seits gem nach Moglichkeit zu vermindern wimschte, ohne jedoch der Erreichung solcher Absicht einen Abbruch zu thun". Det ser jo ganske mærkværdigt ud, at en gejstlig Myndighed forlanger langt mindre i gejstligt Øjemedendde verdslige Myndigheder. Lawaetz har ogsaa¹) lagt Mær&e til den mildest talt kølige Holdning, Brødremenighedenlæggerfor Dagen overfor Kamrets og den vestindiske Regerings Missionsplaner, og mener at finde Forklaringen i Frygten for, at naar den danske Mission skulde nedlægges, skulde dens Tilhængere bringes ind under Brødrekirken, der med sin „Afsmag for Proselytmageriniaattestille sig afvisende til saaledes at faa en anden Mission udleveret". Dette er dog mindre sandsynligt,dadet skulde være underligt, om Miecke ikke var blevel underrettet om, at Tanken var den at bringe den danske Missions Tilhængere ind under de hvides Menigheder i Byerne, saaledes som det ogsaa stadig senere fastholdtes, og som Lawaetz selv²) meddeler, at det skete efter Aarhundredskiftet. Mon det. ikke snarere beroede paa de økonomiske Vanskeligheder, som Miecke maaske nok var bedre i Stand til at overskue end Regeringen.SelveMieckes 'Skrivelse med dens stærke Fremhæven af de store Udgifter tyder derpaa, og de efterfølgende langsommelige Forhandlinger bekræfter det. Og selvom det danske Tilskud skulde blive rigeligt, har Miecke sikkert haft en tydelig Forstaaelse af, at det ikke vilde gaa af uden forøgede Udgifter ogsaa for Brødrene. xMen hvorom alting er, den vestindiske Regerings Plan

---

1) A. S. S. 114f.

2) A. S. S. 116.

blev lagt til Side, og selv Mieckes beskedne Forslag
naaede man ikke at faa gennemført.

Hele Sagen var jo ved Res. af 24. Febr. lagt i Hænderne paa Generaltoldkamret; men ogsaa her skulde dette vise sig adskilligt mindre energisk end Kommissionen. Naar Civiliseringen af Negrene nu skulde organiseres af Kamret og den danske Missions Midler i hvert Fald delvis anvendes til andre Menigheder, var det naturligt, at Bestyrelsen af denne Mission gik over fra Missionskollegiet til Kamret. Men skønt Missionskollegiet allerede under 3. September 1793 (efter Modtagelsen af de vestindiske Erklæringer) gav sit Minde hertil, smølede Kamret dog saaledes dermed, at Formaliteterne først blev endelig ordnet ved kgl. Res. af 18. April 1798'). Værre var det imidlertid, at den samme Slendrian gjorde sig gældende ved selve Reformarbejdet i Kolonierne. Efter i Foraaret 1793 at have modtaget de mange Erklæringer fra Vestindien fattede Kamret straks i Overensstemmelse dermed den store Beslutning, at „Tvang i Henseende til Menighederne kan ej finde Sted"²), men lagde saa Hænderne i Skødet lige til 1796, da det under 20. August afsendte følgende Skrivelse til den vestindiske Regering:

„Fire Aar ere allerede forløbne siden Forordningen af 16. Martz 1792 om Negerhandelens Ophævelse blev udgiven, og imidlertid kan det vel ikke være andet, end at Tænkemaaden paa Øerne i Henseende til Negersagen er bleven meget forandret, at saadan Forandring er til Fordel for Negrenes

---

1) Missionskollegiets Protokol 3-9—93, 9-11—95, 18—0—98; Lose: Kort Udsigt over den dansk-lutherske Missions Historie paa St. Croix etc. Nord. Miss. Tidsskr. 1891, S. 29 f. — Kamrets vestindiske Kopibog 1796, 23. Jan.

2) V. J. 1793, Nr. 283.

Kaar, og at Skridt ere gjorte ej alene mod Forbedringer i deres physiske Opdragelse, men og til deres Oplærelse, deres ægteskabelige Forbindelse o. s. v., ligesom og deres Antal maa være blevet forøget og Forholdet mellem Kønnene blevet rigtigere ved de nye Negres Indkøb, som for Plantageejerne er bleven lettet dels ved Understøtninger af Laan. dels ved de frugtbare Aar. Den Erfaring, som den Kgl. Regering, siden dens Skrivelse af 31. Dec. 1792, efter den Opmærksomhed, som den ikke kan have efterladt at vende derhen, har samlet i dette Tidsrum, vil først kunne lægges til Grund for de Indretninger og Lovgivninger, hvorved Negrenes Oplærelse, Sædelighed, Ægteskaber og Formindskelsen af Afstanden imellem dem og deres Herrer kunne understøttes, uden at støde an mod Begreberne om Ejendomsretten. Og til Negrenes Oplærelse venter Kamret at blive sat i Stand til at anvende een og den største Del af det til den vestindiske Mission henlagte. Det maa derfor nu, i Forbindelse med dets forrige Skrivelser om denne Sag og med Regeringens Forklaring af 31. Dec. 1792 og de derved sendte Tabeller og Oplysninger udbede sig meddelt Efterretning, saa fuldstændig som muligt, om alle herhenhørende Forhold saasom Negerbefolkningens Størrelse, Forholdet mellem Kønnene, mellem Aldrene, mellem indfødte og indførte, mellem viede og uviede o. s. v. — samt Forslag af enhver Art „til at befordre Negrenes Forædling, der efter al Sandsynlighed vil kraftigst og længst kunne modstaa de Gæringer mellem dem, som denne Tids Omvæltninger udbrede, hvormed da og Planternes Fordel er nærmest forbunden" l).

Det var unægtelig en mærkværdig Optimisme, Kamret her viste i Begyndelsen af Brevet, naar det troede, at der var sket væsentlige Forbedringer paa de Omraader, hvor det selv havde ment, at Staten skulde gribe ind, uden at en saadan Indgriben havde fundet Sted, og det var en besynderlig Tillid, det nærede til Plantageejernes

---

1) Vestind. Kopibog 1796.

Iver og gode Vilje til at gennemføre de Reformer, der maatte overlades de enkelte Ejere. At disse i fuldt Maal har benyttet sig af de tilbudte Laan til Negerindkøb,er en Selvfølge; men dette kan næppe have fremkaldt større Iver hos dem for at skaffe Slaverne bedre Klæder, Føde, Boliger, Sygepleje, kortere Arbejdstido. s. v, naar Staten selv havde lagt Hænderne i Skødet. — Nu begyndte Kamret altsaa forfra med at indhente Betænkninger og statistisk Materiale.

Hvad nu Missionssagen angaar, holdt den vestindiske Regering, hvor Malle ville havde afløst Walterstorff som Generalguvernør, i sine Svar paa denne Skrivelse i Principet endnu paa et „Lærested" for hvert Kvarter paa St. Groix og to nye paa hver af de andre Øer; men til en Begyndelse burde man nøjes med Opførelsen af to paa St. Croix, og udover denne Plan naaede man ikke mere. „Planterne — hedder det — maatte alvorligpaalægges at lade Negerbørnene besøge Skolerne paa visse dertil bestemte Dage". Paa hver Plantage kunde en gammel Neger have Tilsyn med de unges Sædelighed og gøre Henstilling desangaaende til Ejerne, men ikke udstede Befalinger. De kunde ogsaa — efter en senere Indberetning — „gennemgaa med disse, hvad de lærte i Skolen"; det var jo nemlig „ikke raadeligt, at Lærerne rejste om for at undervise". Det fastholdtes fra tidligere, at Virksomheden skulde overlades til de måhriske Brødre efter nærmere Forhandling med disse, bl. a. om Omkostningerne,hvortil en Del af Missionens Fond kunde anvendes,„og deres Menighed, naar 2de Læresteder bleve strax oprettede, dels henlægges under Brødrene, for de som dertil have Lyst, dels under den lutherske Menighed".Det

hed".Detfastholdtes altsaa stadig, at ingen Tvangsovergangtii Brødrene maatte finde Sted. Derfor burde ogsaa lidt af Missionsfonden anvendes til Gagetillæg ti) den lutherske Præst for hans Virksomhed for Negrene x).

Der lindes en udførlig Indberetning om Regeringens Forhandling med Herrnhutten Verbeck, der dengang var paa Visitats i Dansk-Vestindien2). Her ses der første Gang at være skelnet mellem Missionsvirksomhedog almen Undervisning. Regeringen opkastede Spørgsmaalet,om det var „raadeligt at bibringe Negrene andre Kundskaber end Religion", eller om det maaske var „farligt at lade dem lære at læse og skrive". Alle de mange skønne Ord om Negrenes „Oplærelse" havde altsaaikke ført videre, end til at man endnu tvivlede om Hensigtsmæssigheden af et saa elementært Skridt. Men muligvis har selv Negersagens Førstemænd ingensinde tænkt paa en saa verdslig Ting som Læsning og Skrivning.Paa den Tid brugte man som bekendt Lærenavnetom den meste gejstlige Virksomhed, og da der stadig kun har været Tale om Negrenes Oplærelse i Religion og Sædelighed, har der maaske ved Undervisningkun været tænkt paa Missionsvirksomhed. Og her støder vi da ogsaa paa Brødrenes Begrænsning: de svarede, at deres Virksomhed kun angik Undervisning i Religion, men at de ikke kunde paatage sig NegerungdommensUndervisning i Almindelighed. løvrigt var det ønskeligt, om Negrene kunde læse hjemme, hvad de havde hørt i Kirkerne, og opbygge sig selv ved kreolske Sange. Videre stræbte de saa højt priste måhriske Brødre altsaa

---

1) V. J. 1798, Nr. 195 og 431.

2) Smstd.s, Nr. 743.

ikke1)! Saa udtalte Biskop Balle sig langt mere uforbeholdent,naar han i sin Betænkning erklærede, at „alle Børn, hvad Menighed de erkender sig til, bør lære at læse, da uden denne Forkundskab ingen Kultur kan tænkes". Han bifaldt iøvrigt Bestræbelserne for Udvidelse af Brødrenes Virksomhed, naar blot hver Menigheds Medlemmerblev tilstrækkelig sikret mod Proselytmageri, som navnlig Katolikerne gjorde sig meget skyldige i₂).

Derefter indskrænkede Forhandlingerne sig igen til at dreje sig om Købet af en Grund til et „Lærested", og det viste sig vanskeligt nok at faa een Grund købt, saa der blev slet ikke mere Tale om to. Disse Forhandlinger stod paa i flere Aar under livlig Korrespondance med Institutioner og Privatpersoner, men var derefter maaske gaaet helt i Staa, om ikke Schimmelmann efter Brødrenes Tilskyndelse i Avgust 1803 havde vækket Kamret. Endelig lykkedes det saa at faa oprettet en ny Missionsstation paa St. Groix, Friedensfeld, der begyndte sin Virksomhed i September 1805, uden at Spørgsmaalet om Statens Tilskud dog endnu var afgjort. — Imidlertid var Indførselsforbudet forlængst traadt i Kraft, og Resultatet af alle de store civilisatoriske Planer fra 1792 blev Oprettelsen af en enkelt Missionsplads, som Brødrene allerede mange Aar i Forvejen —■ uden Hensyn til Forbudet — havde arbejdet paa³). Parturiunt montes!

---

1) V. J. 1798, Nr. 743. Naar Lawaetz S. 166 skriver: „Allerede Yerbeck indskærpede under sit Besøg (1797) Nødvendigheden af, at Negerbørnene lærte at læse", og vist netop anfører de her omtalte Svar som Kilde (Skrivelse til Malleville af 7. Juni 1798), er det i hvert Fald efter Journalreferatet at dømme et stærkt overdrevent Udtryk.

2) V.J. 1799, Nr.4l.

3) Lawaetz a. S. S. 133 f. V.J. 1799, Nr. 965, 1180, 1289, 1328. — 1803, Nr. 731. — 1804, Nr. 965. — 1805, Nr. 1865. Vestindisk Kopibog for de paagældende Aar.

Den eneste af de i 1792 paatænkte Foranstaltninger, der blev nogenlunde gennemført, var Laanet til Indkøb af Negre. Ved Resolutionen af 24. Februar overdroges det Kommissionen at sørge for Ordningen af alt, hvad der angik den Sag. Enkelthederne ved hvert Laan skulde besørges af en Kommission i Vestindien, Renten skulde være 47a å 5 pCt., og Laanene skulde bestyres af Direktionen for den vestindiske Gælds Likvidation. Allerede den 4. April fik Kommissionen approberet et Udkast til en Laaneplan, som den derpaa sendte til Vestindien til Myndighedernes Betænkning. Stadshauptmand Oxholm indsamlede og bearbejdede nu med stor Energi et betydeligt statistisk Materiale, hvis Mangler han dog var sig fuldt bevidst. Han klagede saaledes over de aarlige Listers Upaalidelighed, Affatterne kopierede dem næsten fra Aar til Aar. Under Hensyntagen til Betænkningerne fra Oxholm og fra Borgerraadene og Regeringen blev saa den endelige Laaneplan fastslaaet og stadfæstet ved kgl. Resolution af 17. April 1793. Ifølge denne kom den vestindiske Laanekommission til for St. Croix's Vedkommende at bestaa af Regeringen og Stadshauptmanden, for de andre Øers Vedkommende af Borgerraadet og Stadshauptmanden under Regeringens Tilsyn¹).

Det statistiske Materiale, der skaffedes til Veje ved Opgivelser af hver enkelt Slaveejer, skulde bl. a. oplyse, hvor mange ny Slaver af begge Køn der behøvedes, for at Plantagerne kunde have tilstrækkelig stor Arbejdskrafttil den bedst mulige Dyrkning (dog skulde der ikke tages Hensyn til Opdyrkning af hidtil helt udyrkede Strækninger), og for at Negerbefolkningen i Fremtiden

---

1) Planens Hovedbestemmelser findes anført i Oxholms „De danske vestindiske Øers Tilstand" (1797), S. 28 ff.

kunde vedligeholdes ved Formering. Der blev opgivet at være Brug for Indførsel af 6309 Negre paa St. Groix, 1733 paa St. Thomas og 1738 paa St. Jan. For St. Groix's Vedkommende afrundede Oxholm Antallet til 8000, da der var adskillige Plantageejere, „hvis Stolthed ej at ville anses for at kunne mangle, har foranlediget dem aldeles ingen Mangel at opgive". Raadet og Regeringen satte endog Tallet op til 10,000.

Men af hvilket Køn skulde disse nyindførte Slaver være? Dette Problems rette Løsning var jo af afgørende Betydning af Hensyn til Befolkningens Vedligeholdelse ved Formering. Kommissionen var i sin store Betænkninggaaetud fra, at der paa Øerne var langt flere sorte Mænd end Kvinder. Mindre Betydning for Bedømmelsenafdette Forhold havde en Fortegnelse over de i Aarene 1778—89 med danske Skibe indførte Negre, hvorefter c. 63 pCt. af de indførte var af Mandkøn; mere Lid satte Kommissionen til nogle Taksationstabeller over Plantager, hvorefter der af Plantagenegre paa St. Croix var c. 53 pCt. Mænd; men den mente dog kun at kunne drage den almindelige Slutning deraf, at der var for faa Kvinder. For at raade Bod herpaa var — som vi saa — Kopskat og Told paa Negerinder blevet ophævet; men det ansaas ikke for tilstrækkeligt. I Udkastet til LaaneplanenudtalteKommissionen, at det rette Forhold burde naas gennem Bestemmelser om Udførselen fra Guinea — saaledes som det ogsaa skete ved Forordning af 7.Novbr. 1792 (S. 447) — og den havde derfor ikke taget Hensyn hertil ved Fastsættelsen af de enkelte Laans Størrelse. Det i 1792 samlede Materiale viste imidlertid kun 3 pCt.s Forskel blandt arbejdsdygtige Slaver med Børn for St. Groix's Vedkommende (c. 6800 af Mandkøn og c. 6400 af Kvindekøn),ogpaa

køn),ogpaade andre Øer var Befolkningen endnu ligeligerefordeltmellem Kønnene. Der var da ogsaa i Vestindien nogen Uenighed om, hvorvidt man burde begunstige Kvinders Indførsel. Borgerraadet paa St. Thomas holdt paa, at der snarere burde være flere Mænd end Kvinder, da disse sidste var tidligere mandbare. Mere Fornuft var der vel i dets Bemærkning om, at man ved at arbejde for et betydeligt større Antal Kvinder end Mænd modarbejdede Planerne til Fremme af ordnede Ægteskaber¹). Ganske vist var denne Modsigelse ikke tilstede i Kommissionens store Forestilling, hvor man ved Forslagene om større Kvindetilførsel gik ud fra, at Mændene paa Forhaand var langt talrigere end Kvinderne; men efter de nu tilvejebragte Oplysninger vilde en stærk Begunstigelse af Kvindetilførsel nok kunne virke i den Retning. Og dog holdt Oxholm derpaa: „Er det sandt, at i den almindelige Gang fødes lige mange af hvert Køn. saa kommer tilsidst en Lighed imellem begge i Stand; men vilde man begynde med denne straks, tabte maaske Tilvæksten, som formodentlig vilde vinde ved den forøgede Lyst i Mændene, naar forandrede Objekter opvakte deres Lidenskaber til en højere Grad". Her ses tydelig de to Midler til at forøge Befolkningen i Strid med hinanden, og om den af Vejene, Oxholm ses at ville følge, udtaler han, at „den almindelige Idee i HenseendetilProportionen af Kønnene for Population synes at være -/s Kvindekøn og J/_a Mandkøn". Og selv da er han i stærk Tvivl om, at det vil lykkes. I de sidste 10 Aar var der paa Landet født 4694 Negre og død 8770, og endog paa de bedst stillede Plantager, de

---

1) Jvfr. Lawaetz S. 113 f.

Schimmelmannske, hvor der ikke sparedes paa Midler til at modvirke Tilbagegangen, mente han, der var en — omend meget ringe — aarlig Tilbagegang, „og kan derfor næppe det saa ønskelige Formaal opnaas, dog er Sagen vel Prøven værd, naar Menneskers Liv og Velstandkommei

Skønt Plantageejerne i Modsætning til Oxholm aabenbart ønskede at have omtrent lige mange af hvert Køn, idet de i deres Opgivelser kun forlangte c. 500 flere Kvinder end Mænd (Forskellen var 400), blev Resultatet dog, at man ogsaa her begunstigede Købet af Kvinder ved i den endelige Laaneplan at fastslaa som Regel et Laan paa 250 Pesos V. Gt. for en voksen Kvinde (14^—25 Aar), 225 for en voksen Mand og lignende Forhold for de andre Aldre, og Negerlaanskommissionen fik Ret til at anvende andre Midler til Befordring af det rigtige Talforhold mellem Kønnene, naar den fandt det passende. Den samlede Sum sattes til 1302644 Pesos (1042116 Rdlr. d. C), hvoraf en stadig større Del skulde tilvejebringes ved Afdragene af de foregaaende Aars Laan. Renten, der i Udkastet var sat til 41,4¹,/₂ pCt., blev efter Generalguvernør Walterstorffs Forslag forhøjet til 5 pCt. og den halve Procent bestemt til Præmier „for saadanne Genstande, som synes bedst at kunne befordre Negrenes Formerelse og Vedligeholdelse". En Præmie paa 200 Rdlr. skulde saaledes udsættes for den bedste Tegning til Sygehuse og Barselstuer, og senere Præmier fra 50 til 300 Rdlr. bestemtes til dem, der indrettede Rygninger efter denne Tegning.

Ogsaa paa anden Maade søgte Kommissionen i Københavnat
fastslaa, at Laanet havde større Maal end øjeblikkeligHjælp
til Ejerne. Det bestemtes saaledes, at

Ejeren skulde „forpligte sig til at vedligeholde det Antal af Negre, som han opnaar ved de tilkøbte". Enhver Afgang maatte erstattes af Ejeren, før han kunde faa ny Laan. Vel havde Oxholm udtalt, at „ingen Mand i Verden, mindst i disse Himmelegne, kan forpligte sig til at vedligeholde samme Mængde ved egen Tilvækst; han kan ikkun gøre sit Bedste"; og vel gjorde St. Thomas' Raad gældende, at det dog maatte komme an paa Værdien, saa at 3 gamle uarbejdsdygtige Negre kun kunde gælde saa meget som 1 arbejdsdygtig — Bestemmelsen kom alligevel ind i den endelige Plan, dog saaledes at Laanekommissioneni Tilfælde af en større Ulykke, hvorved mange Menneskeliv gik tabt, fik Ret til at gøre en Undtagelseherfra, ligesom den i det hele blev passende frit stillet til at handle efter Konduite.

Endelig havde Kommissionen i København ogsaa ved Garantibestemmelserne for Laanene søgt at hævde Negrenes Menneskeværdighed ved i Udkastet trods ResolutionensBydende at foreslaa, at der kun blev taget Pant i Plantagerne, ikke i Negrenes Personer, da dette vilde stride mod den til Grund liggende Idé. Men da Oxholm meget stærkt holdt paa, at Pant i Negrene ikke kunde undgaas, maatte Kommissionen give efter paa dette Punkt. Det hedder herom i dens Forestilling: „Kommissionen havde troet at kunne undgaa at tage Sikkerhed i de tilkøbte Negre selv, men efter Regeringens og andre vedkommendes Mening vilde det være alt for vanskeligt, om ikke umuligt, at faa Deres Kgl. Majestæts Fordringer paa anden Maade nogenlunde betryggede, og Kommissionen har fundet disse Grunde vigtige nok for at maatte antage Regeringens Forslag". — Humanitetshensynhavde endog drevet Generalguvernøren til et for

de fattigere Plantageejere meget skadeligt Forslag, hvorefterfortrinsvis de velhavende Ejere skulde have Laan, da de fattige kun kunde behandle deres Slaver slet, lod dem lide Mangel paa Føde og Klæder o. s. v. — medens Udkastet havde fremhævet, at der intet Hensyn skulde tages til Plantageejernes Formue. I den endelige Plan toges der for saa vidt Hensyn til Walterstorffs Bemærkning,som der tilføjedes en Betingelse om, at Ejeren skulde være i Stand til at underholde de ved Laanene indkøbte Negre og anvende dem til Dyrkningen.

Planen sattes straks i Værk, og allerede ved Midten af Oktober 1798 var der til den paa St. Groix nedsatte Laanekommission indkommet Ansøgninger om Laan til Indkøb af 790 Negre. Pengene skaffedes gennem Kreditkassen mod Obligation fra Direktionen for den vestindiske Gælds Likvidation.

Ifølge et Par overensstemmende Opgivelser, hvoraf den ene i hvert Fald er af Kirstein, blev der indtil Iste Marts 1799 indført med Understøttelse af Laanet ialt 5302 Negre. Den samlede Laanesum var 1267000 Pesos V. Gt. Hermed synes Laanet standset, skønt den beregnede Sum ikke var naaet. Om Grunden hertil erfares intet; men det fremgaar tydelig nok af det følgende, at der i de sidste Aar ikke gaves Understøttelse af disse Laan. Maaske var de store Restancer med Renter og Afdrag (for en enkelt Laaner indtil 37000'Pesos) Skyld deri. — Om Præmierne udtalte -Oxholm, at til Præmien paa 200 Rdlr. havde kun een meldt sig med en Tegning, der dog ikke kunde komme i Betragtning¹). Siden høres ikke noget derom.

---

1) Oxholm a.S. S. 32.

VI.

Den Mand, hvem de første Aars Arbejde i Vestindienisær paahvilede, var Stadshauptmand Oxholrn. Med den største Energi havde han kastet sig over Indsamlingenaf Materialet og dets Bearbejdelse, og hans Stilling til hele Negersagen fremgaar ret tydeligt saavel af hans Indberetninger som af hans lille Skrift „De danske vestindiske Øers Tilstand i Henseende til Population, Gultur og Finance-Forfatning", som han ved sin Hjemkomsttil København (1797) udgav i Anledning af nogle i „Politisk og physisk Magazin" indrykkede haarde Angrebpaa Øernes Styrelse *), og hvori han ogsaa kommer ind paa Negersagen. Han var i en Række Aar selv Plantageejer og sad vist inde med større Kendskab til Negrenes Kaar og Mulighederne for deres Forbedringendde fleste andre. At han følte varmt for Negrene, ses ikke blot af, at han hørte til dem, som West i sin Forsøgsplan omtalte som særlig gode mod deres Negre (S. 427), men ogsaa af de mange Foranstaltninger, han ifølge en af sine Indberetninger havde truffet til Bedste for sine egne Negre, saavel som af de paatænkte, som Natur og Klima lagde uoverstigelige Hindringer i Vejen for. Men han fastholdt sit Standpunkt fra 1792, at Slavebefolkningens Vedligeholdelse uden Tilførsel var mer end usandsynlig, men dog burde forsøges af Hensyn til det smukke Formaal. Han anførte som alle andre den slette Behandling navnlig af Kvinderne som Hovedaarsag til Fødslernes ringe Antal. Om et Forsøg paa Forøgelse af dette Antal „endog lykkes, vil der længere Tid til at opnaa Maalet end 10 Aar; thi af de Fuldvoxne kan man ingen Forandring vente, og deres Afkom maa have

---

1) IX. S. 257 ff. og 385 ff.

Tid til at bringe Frugt under et mildere System, forindenman kan haabe de forventede Følger"¹). Skulde altsaa Slaveriet gøre sin Nytte, maatte i hvert Fald Fristen forlænges, og konservativ som han var, følte han sig overbevist om Slaveriets Nødvendighed: Kolonisystemet er, „omendskønt det unægteligen i sig selv er stridende imod almindelige Grundsætninger af Menneskekærlighed, dog formedelst sit lange Tilværelse maaske ikke muligt at forandre, med mindre Koloniernes Dyrkning tilligemed skulde ophøre. Det viseste Middel er derfor Formildelses Planer og Lettelses Foranstaltninger imod dette som imod meget andet moralskt Onde, der maa taales, fordi det ej kan afskaffes eller rettes" uden til langt større Skade „for Staten og det borgerlige Selskab"²). Er han altsaa som saa mange andre før og siden blevet staaende ved det retsløse Velvære, er der paa den anden Side ingen Grund til at tvivle om, at han paa patriarkalsk Vis har sørget saa godt som muligt for sine Negre. Han maa ingenlunde sættes i Klasse med de Plantageejere, der fremdeles — som vi skal se — synes at have været haarde eller i bedste Fald ligegyldige mod deres Slaver og ofte har troet paa Nødvendigheden af denne Haardhed.

Oxholms Skrift satte Pennene i temmelig livlig Bevægelsei København. For det første fortsattes hans Fejde med Politisk og physisk Magazin i nogle Smaaskrifter,der kun for saa vidt vedkommer os her, som der rettes den Beskyldning mod Oxholm. at han ved at opkøbe større Ladninger Negre og sælge dem i Enkeltsalghavde skaffet sig personlig Fordel, hvad der ikke

---

1) S. 58.

2) S. 10.

var passende for et Medlem af Laanekommissionenl), og skønt han forsvarede sig med, at han derved blot havde skaftet Plantageejerne billigere Negre²), var det maaske dog denne hans Adfærd, der gav Kamret Anledningtil i 1799 efter Anmodning af N egerhandelskommissionenat forbyde Medlemmerne af Laanekommissionen al Deltagelse i Negerhandel, hvor det ikke drejede sig om Negre til eget Brug³).

Vigtigere for os er nogle Tidsskriftartikler, der viser, hvorledes det humanttænkende København blev opskræmmet ved hans pessimistiske Syn paa Forbudet. „Københavns lærde Efterretninger", der var paa hans Modstanderes Parti, blev ikke uden Grund forfærdet ved Tanken om Indførselstilladelsens Udstrækning efter 1802: „Saa liden Udsigt er der ... til at Negerpropagationen vil gøre Tilførselen unødvendig! 1802 vil Regeringen blive nødt til at udstrække Indførselsterminen. Begyndelsen til den engang ventede Negerfrihed, Slavehandelens engang tilsigtede Afskaffelse og Nr. 3 endda kun den afrikanske Slavehandels; thi til den amerikanskes er end ikke det fjærneste Skridt gjort, synes derfor (gid Anmelderen dømme urigtigt!) blot at have skaffet vore Øer flere Slaver og vore Digtere, Talere og Smigrere en skøn Anledning til klingende Udtryk. De herlige Vers: Tankens, Bondens, Negrens Lænke han med ædel Kækhed brød⁴), ville maaske blive en tredobbelt Gaade for Efterslægten"⁶). „Skandinavisk Museum", der holdt med Oxholm, lagde

---

1) Berigtigelser ved Hr. Major Oxholms Skrift om de danske vestindiske Øers Tilstand. S. 18.

2) Oxholm: Urigtigheder i de saakaldte Berigtigelser S, 19 f.

3) Vestindisk Kopibog 28. Maj 1799.

4) Af Heibeigs „Fred med Kongerne paa Jorden".

5) 1798. S. 154.

hele Skylden for Miseren paa Plantageejerne, der ikke behandlede deres Slaver menneskeligt eller hjalp dem paa enhver Maade; men Anmelderen trøstede sig med, at Plantageejerne for deres egen Fordels Skyld skulde blive nødt til at tilstaa dem „større Billighed og omsider deres fulde Frihed, og alvorlig arbejde paa disse ulykkelige Menneskers Kultur og moralske Forædling, fordi de rent maatte opgive Sukkeravlen ved at fortsætte den paa den nærværende Maade". Han sigtede herved til den Konkurrence i Sukkerproduktionen, som var ved at komme op i Bengalen, paa Java og flere Steder, hvorfra Sukkeret vilde kunne leveres langt billigere som Følge af Jordens bedre Beskaffenhed og Livsfornødenhedernes Prisbillighed. „Egennytten og ikke rene moralske Bevægaarsager skal i dette, ligesom i saa mange andre Tilfælde, bestemme Mennesket til at gøre det Gode, og han bliver saaledes i Stedet for et selvvirkende Væsen ikkun et Redskab i Moder Naturens Haand"^J).

Hele denne offentlige Drøftelse af Spørgsmaalet er som et Forspil til den Kamp for Indførselsfristens Forlængelse, der i 1802 blev fremkaldt af en Del Plantageejere paa St. Groix, da de ved den Tid opdagede, at de ikke havde faaet Negre nok. De indsendte da den Iste Juli følgende Skrivelse til den vestindiske Regeringskommission, der efter Krigen 1801 havde overtaget Øernes Styrelse:

„Til Kongen!

Det Laan, som Deres Kongelige Majestæt havde den Naade at bevilge i Aaret 1792, for at understøtte de VestindiskePlantere, havde de lykkeligste og veldædigste Virkninger.Plantagerne ere nu i Almindelighed meget bedre dyrkede, og mange af dem vise Tegn paa betydelige Forbedringer.Endog

---

1) 1798. I. S.4ooff.

ringer.Endogstore Strækninger af Jord, tilforn ganske
udyrket, dyrkes og nyttes nu med Held.

Det forøgede Antal af Negre, som Planterne saa sig i Stand til at anskaffe, har ikke alene indvirket denne fortrinlige Forbedring i Plantagernes Dyrkning, men har tillige i en høj Grad forbedret Negrenes Kaar. Et større Antal af dem udretter nu med Lethed, hvad faa tilforn ikke kunde gøre med den største Besværlighed. Ja! de fleste af de Hensigter, som Deres Kongelige Majestæt havde med dette Laan, vilde været opnaaede, hvis ikke physiske saavelsom politiske Ulykker, lige uundgaaelige og uforudseelige, havde forenet sig for at lægge Hindringer for deres Udførelse og standse Plantagernes Opkomst.

En epidemisk Sygdom i Aaret 1799 bortrev mange Negre. Den uhørte Ufrugtbarhed i Aaret 1800 hindrede Planterne fra at oprette dette Tab ved at købe nye, og endelig standsede Krigen med dens ulykkelige Ledsagere i Aaret 1801 ganske, hvad der var saa vel begyndt og som lovede den heldigste Fremgang. Desuagtet ere de allerede erholdte Fordele mange og vigtige for denne Koloni; men alle de velgørende Hensigter, Deres Kongelige Majestæt havde med dette Laan, ere dog ikke opnaaede, og uden fremdeles naadig Hjælp fra Deres Majestæts Side, ville mange, som have gjort stor Fremgang i at forbedre deres Jorder og lette deres Negres Tilstand, vorde hindrede fra at udføre deres gode Hensigter.

Af Mangel paa den Bistand. Deres Majestæt har givet vore Foretagender, ere vore tilsigtede Forbedringer meget blevne standsede for nærværende Tid og ville vorde snart aldeles tilintetgjorte, hvoraf nødvendig de skadeligste Følger maa flyde, ej alene for disse Kolonier, men ogsaa for den Del af Moderlandets Handel og Sejlads, som beror paa disse Koloniers- Flor. Vi driste os derfor allerunderdanigst at bede Deres Kongelige Majestæt at have den Naade at forlænge Tilladelsen at indføre Negre til Kolonierne og naadigst at bevilge, at Laanet maa fortsættes for de følgende 3 Aar, for at raade Bod paa de uundgaaelige skadelige Virkninger, som Afbrydelsen af Deres Kongelige Majestæts naadigste Laan havde i Følge med sig i Aaret 1800 og 1801 og indeværende Aar".

Det er karakteristisk nok at se, at Hovedvægten lægges paa den Fremgang i Landbruget, som den rigeligere Negertilførsel har givet Anledning til; først i anden Række kommer Arbejdet for Negrenes Kaar. Man faar Indtrykket af, at Laanet er blevet opfattet som en almindelig Statsunderstøttelse til Fremme af Plantagedriften, og at Plantageejerne i saa fuldt Maal har benyttet sig deraf til Fordel for sig selv og deres Bedrift, at de endog synes at være gaaet udenom Laaneplanens Bestemmelser, hvorefter Laanene jo netop ikke skulde anvendes til Opdyrkning af hidtil helt. udyrkede Strækninger. Og selvom Negrenes meget anstrængende Arbejde er blevet noget lettet, saa ymtes der ikke et Ord om, at Ejerne ved humane Reformer har søgt at sikre Befolkningens Bestaaen, saaledes som det var Forudsætningen i 1792. Denne Hensigt var altsaa ikke naaet, og et stort Spørgsmaal er det, om det var gaaet meget bedre, om de tre Ulykkesaar ikke var indtraadt. Vel var det slemt, at de uheldige Aar netop hobede sig op ved Periodens Slutning; men Uheld som i de to første var saa almindelige, at man ikke paa Forhaand havde kunnet vente helt at undgaa dem, og da der tilmed var ydet. Plantageejerne et Ekstralaan paa Grund af Misvæksten i 1800¹), saa maa Uheldene vel nok siges ikke at være slemme nok til at begrunde en saa farlig Given efter, som en Forlængelse af Fristen utvivlsomt vilde være.

Om Slaveejerne overhovedet i nogen na^vneværdig Grad har lagt sig paa Sinde Kommissionens Ord om, at de vigtigste Reformer maatte overlades dem, mens Staten kun paa enkelte Omraader kunde hjælpe til, unddrager

---

1) Den vestindiske Gælds Likvidations-Direktions Deliberationsprotokol 11. Juni 1800.

sig jo ganske anderledes ens Blik end selve Statens Foranstaltninger.Vihar dog hist og her Oplysninger, der kan give Fingerpeg i den Retning. At enkelte Plantageejeregjordealt, hvad der stod i deres Magt, til Bedste for deres Slaver, er sikkert nok. Allerede før 1792 havde — som vi saa — Edvard Golbjørnson et særlig godt Lov paa sig i den Henseende; han var imidlertid død den 3. December 1792. Oxholms Stilling har vi lige omtalt; men først og fremmest viste dog Schimmelmann,athans Interesse for Slaverne ikke var svækket. Vel fik han ikke med Udførelsen af Regeringsforanstaltningerneatgøre (undtagen Laanet) og kan saaledes heller ikke bære noget Ansvar for, at de mislykkedes; men som Plantageejer har han sikkert arbejdet ihærdigt for alt det, han som Kommissionsmedlem var med til at paalægge Ejerne. Lawaetz bringer i sin Bog nogle Meddelelser fra Arkivet i Herrnhut, der ikke blot viser os hans Interesse for Slaverne, men ogsaa nogle af de Vanskeligheder, som selv de mest velsindede Ejere havde at kæmpe imod. Bestemmelsen i Resolutionen af 24. Febr. 1792 om Smaabørns Daab hørte man ikke siden noget om. vel sagtens fordi Brødrene var derimod¹); men Schimmelmann glemte den ikke. Han og hans Søster, Grevinde Reventlow. beklagede sig i Skrivelser til Brødrernenighedens Centralstyrelse over, at Brødrene af Princip ikke vilde døbe alle Børnene paa deres Plantage r²). Men af langt større Betydning er et Forslag, han i 1795 forhandlede med Miecke om. Han vilde nemlig have de arbitrære Straffe afskaffet og indført paa Plantagen et dømmende Raad, bestaaende af de bedste

---

1) Vanderbourgs Afhandling, se nedenfor.

2) Lawaetz S. 212 3.

Negre og Plantagens Inspektør som Formand; „endvideretilbødhan at lade alt, hvad Plantagerne gav i Overskud ud over en vis Sum, tilfalde Arbejderne"¹). Lawaetz mener, at Miecke ikke har ydet Forslagene sin Støtte; men om Enkelthederne ved denne interessante Plan erfares "intet hos Lawaetz, hvor Sagen ifølge sin Natur kun er omtalt i Forbigaaende.

Tanken om at give Negrene Del i den dømmende Magt kom for Resten flere Gange frem. Missionær Lund paa St. Thomas indsendte i 1796 et Forslag til Kamret om en ny Ret for Negre, tildels bestaaende af kulørte — under Generalguvernørens og andre hvides Tilsyn —, „som skulde paakende alle Sager de Kulørte vedkommendesamt forrette Skifterne efter dem". Dertil maatte gives nye, ogsaa i Negrenes Sprog bekendtgjorte Love, hvorefter der kunde dømmes, „og ej som nu efter übekendteGuvernementsresolutioner og Vedtægter, der saa let sidder dem ud for en vilkaarlig Behandling". Dog har Lund ikke noget Haab om at faa det gennemført, da han havde erfaret, at Sagen 2 Gange havde været ventileret, og at Generalguvernør Malleville ikke for sin Del bifaldt den²). Det viste sig da ogsaa, at den vestindiskeRegering, hvis Mening Kamret udbad sig, ikke troede, en saadan Ret vilde medføre den Nytte, Lund antog. Malleville er aabenbart bange for at blive overanstrængt:„Regeringen er forvisset om, at Generalguvernørensmange Forretninger umulig vil tillade ham at tage mere Del i Negrenes lovlige Behandling, end som allerede er ham paalagt, og at lade Negrene faa den

---

1) Lawaetz S. 114.

2) V.J. 1796. Nr. 609.

foreslagne Indflydelse vilde aldeles stride mod den Afstand,som
bør vedligeholdes mellem disse og de blanke"1).

Ved samme Lejlighed bemærkede Regeringen, „at Negrenes Tilstand i de senere Tider meget er forbedret". Hvis dette er mer end en almindelig Talemaade, rnaa det jo nærmest tyde paa, at ikke blot enkelte Plantageejere,som de her nævnte, men det store Flertal af dem har taget fat paa Reformerne. Noget var der vel nok udrettet. Saaledes udtalte Lund i sin ovenanførte Skrivelse, at Slaverne behandledes bedre end Daglejere o. 1., da de var Ejendom, og der derfor maatte passes paa dem; men samtidig nævnede han et Eksempel paa Undtagelserne,for hvis Skyld den ny Ret især gjordes nødig. Ogsaa Konierensraad Heinrich udtalte i en Betænkning,han som Medlem af Direktionen for den vestindiske Gælds Likvidation afgav i Marts 1801, at de fleste Plantageejerevar gode og — ganske vist i egen Interesse — gav deres Negre en god Behandling. Det havde jo netop været Kommissionens Tanke, at Ejernes egen Interesse skulde være Hoveddrivfjeren, og for saa vidt var alt saare godt. Men „en god Behandling" er jo et relativt Etegreb, og Heinrichs Betænkning drager selv temmelig snævre Grænser for dette Gode. Den foreslaarfortsat Negerhandel med et Par Skibe, for at Slaverne ikke skal overanstrænges; for vel er der Slaver nok til den nuværende Plantagedrift, men den rigelige Tilførsel i de sidste Aar har ført til en stadig forøget Produktion,der ved Indførselsforbudet enten maa standse eller føre til Slavernes Overanstrængelse. Og Plantageejeren skyder ikke sin Interesse til Side for Slavernes Skyld:

---

1) V. J. 1798. Nr.458.

„Det tilkommende Almen-Vel kommer for ham kun for saa vidt i Betragtning, som det kan forenes med hans egen momentane Interesse. Hvorvidt han for denne Tænke- og Handlemaade kan fordømmes, maa den bestemme,som drister sig til at kaste den første Sten". Heinrich var selv Plantageejer*), og han har da sikkert ikke været for stræng; hans Ord falder godt i Traad med den Opfattelse af Plantageejernes Brev af 1802, der er givet ovenfor.

Ogsaa ad anden Vej naar man til Erkendelse af, at det kun gik langsomt med Fremskridtene. En vis Vanderbourg indsendte i 1798 fra Eutin nogle udførlige Forslag om Fremgangsmaaden ved Reformerne, idet han stadig stillede sig Slavernes Frigivelse for Øje som Maalet for disse Reformer, der er de samme, som stadig er blevet nævnt, og som omtales paa en saadan Maade, som om man nu først skulde begynde paa dem. Om hans Kritik af de måhriske Brødres Vægring ved at foretage Daab af Smaabørn og Skilsmisse er berettiget, maa en missionskyndig

Af en tysk Skrivelse til „Dero Exellenz" (sikkert Schimmelmann)om forskellige herhen hørende Forhold fremgaardet, at der hidtil er kæmpet forgæves mod NegerindernesUfrugtbarhed og den store Bømedødelighed. — Her svaredes der paa en Forespørgsel fra Excellencen om Muligheden for Anvendelse af evropæiske Arbejdere, at Klimaet sikkert lagde store Hindringer i Vejen derfor; men det viser, at Schimmelmann havde Øje for denne den naturligste Maade at løse hele Slavespørgsmaalet paa. Naar han ikke synes at være kommet nærmere ind derpaa,

---

1) Rev. Fam. IV. S. 276.

kan det bero paa, at han har anset Modstanden derimod for endnu at være alt for stærk til, at det kunde lade sig gøre. Og at der virkelig var bestemt Modstand mod Negerhumaniteten, ses af en Skrivelse, sendt til „Min Herre", fordi „jeg véd, at De har Sæde i Kommissionen, der er befalet at fastsætte Negerloven". Det vil erindres, at det i 1792 var overdraget en i 80erne nedsat Kommissionat udarbejde en Kriminallov for Slaverne, og under Arbejdet herpaa indkom der adskillige Forslag og Skrivelser (foruden de ovennævnte om Negerdomstole). der kaster Lys over Negrenes Stilling ved Aarhundredskiftet.Den her nævnte Skrivelse, forfattet af en unavngivenByfoged og Politimester derovre, gaar ud paa at vise Nødvendigheden af Slaveri, og det ikke af økonomiske,men af sociale Grunde, og kommer derved til at hævde Nødvendigheden af den haarde Fremgangsmaade mod Negrene. Overfor Slavevennernes Krav sættes som Motto:

Think on it as a visionary dream.
Where things deceiving are not what they seem.

Kun Negre kunde taale Arbejdet, og Slaver maatte de være. da Frinegre var „non solum inutilia sed etiam perniciosa terræ pondera". Man burde sætte „maximam capitis diminutionem" som Straf for Frigivelse af Slaver, og Testamentbestemmelser i den Retning burde ikke konflrmeres.

Deres Ulydighed og Slethed gjorde det nødvendigt, at nogle af dem maatte arbejde i Jærn, og dovne var de ogsaa: Under en 10 Timers Arbejdsdag kunde de benytte Fritiden fra 12 til 2 til Arbejde for sig selv, men „de, som ere lade, sove" [!]. — „Teologiske Bevæggrundevirke ligesaa lidt paa Negrene som en god Præken

paa en geworben Soldat". De kristne Negre var aldrig oprigtig gode, men „skinhellige, falske, bedragerlige og onde". Af Grunde, som Forfatteren mærkeligt nok synes kun gjaldt de sorte, var Ægteskaberne uheldige; de fremkaldtenemlig Trætte, Slagsmaal o. m. i Tilfælde af Utroskab,ja de gav Anledning til Giftmord; skulde disse undgaas, maatte Ægteskaberne let kunne ophæves, da der ellers kun fandtes eet Middel derimod: „Den Lov i Malabar, at Konen skulde brændes levende, naar hendes Mand døde, har jeg i Evropa troet at være grusom barbarisk,men nu har jeg lært at indse Nødvendigheden af den. Ægteskaberne vare indstiftede for Livstid, og da Kønnet til alle Tider og under alle Himmelegne har elsket Forandringer, som de ej har kunnet tage Del i i en Mands levende Live med saadan Glæde, som naar han var død, saa har Natur og Kunst givet dem saadanneMidler, hvorved Manden paa en skikkelig Maade blev sendt i de evige Boliger og Konen i Stilhed kunde glemme hendes Sorg i en Elskers Arme".

Selvom Skildringen af Negrenes lave Standpunkt maaske var rigtig nok, saa stod de Midler, Forfatteren vilde anvende derimod, ganske i Modstrid med SlavevennerneshumaneIdeer. Og dog var Forfatterens Syn vist typisk for Flertallet af Plantageejerne. Derpaa tyder i hvert Fald en Skrivelse fra A. B. Bentzon, der i 1799 var kommet til Vestindien som Regeringsraad. Den 24. Juli 1802, altsaa samtidig med Plantageejernes Ansøgning til Kongen, afsendte han i Anledning af et Røre, der havde været blandt Negrene og vakt en Del Frygt, nogle Forslag,derbl. a. gik ud paa at indskrænke Ejernes store Magt over Slaverne. Allerede det, at Bentzon under Omtalen af Plantageejernes Ansøgning skriver, at hvis

den bevilgedes, „vilde dette gøre Planterne tilbøjelige til med Velvilje at underkaste sig nye Anordninger: mange vilde maaske med Iver medvirke til Lovenes Øjemeds Opnaaelse", viser jo, at de hidtil ikke havde gjort det. — Forvalteres og Tilsynsmænds raa Behandling af Negrene fremhævedes som en Hovedaarsag til Uroen, og Straf for saadan Raahed burde indføres. Det er meget betegnendeforTilstandene, at en Mand som Bentzon, der af sine Ungdomsvenner i København rostes ikke blot for sin skarpe Forstand, men ogsaa for sin rene Karakter¹), maatte indskrænke sig til som human Foranstaltning at foreslaa« at ingen Opsynsmand eller Forvalter maatte give mer end 10 Slag, ingen Ejer eller Fuldmægtig mer end 39, og det maatte ikke gentages, saa længe der var Mærker deraf. For Retten skulde ved en Iste Instans kunne dømmes uden Appel til 50 Slag, og ved samme Domstol skulde Plantageejerne for Forseelser mod Slaverne kunne dømmes til 200 Rdlrs. Bøde. Et Forslag om Slavers Ret til at vidne i deres egne Misgerningssager gav Bentzon Anledning til at skildre, hvorledes Ejere og Forvaltere paa den grusomste Maade benyttede sig af. at Slaverne hidtil ikke havde haft denne Ret. Naar der i nogle senere Forslag, der sikkert ogsaa skyldes Bentzon, og hvori der forøvrigt findes detaillerede Bestemmelser om Slavernes Forsyning med Mad og Klæder o. s. v., foreslaas, at de hvide skulde straffes for de Forbrydelser, som Slaverne begik som Følge af slet Behandling, tyder det dog paa, at en saadan Behandling ikke hørte til Undtagelserne. Med andre Ord, alle de mange kendte Historier om Negerslavernes elendige Kaar bekræftes endnu

---

1) Biogr. Lex.

saa sent som 1802 fuldt ud af et skarptskuende Øjenvidne.Velansaa Bentzon — i Modsætning til den foregaaendeForfatter— de måhriske Brødres Virksomhed for et Lyspunkt i de paagældende Negres Tilværelse; men hvad enten Ejernes Ansøgning nu bevilgedes eller ikke, vilde alle Foranstaltninger dog være frugtesløse. „ville ikke i Aarhundrede sætte St. Croix i Stand til at forøge eller blot vedligeholde sin Population af egen Kraft, hvis ej Love lignende de ovenanførte og et Opsyn organiseret til at overholde dem, tager Magten fra stupid Tyranni og standser Fordelen af umenneskelige Caleuler".

Var saaledes dette Middel til Formeringsforholdenes Ordning mislykket, var det ikke gaaet Plantageejerne bedre med et andet, rigeligere Indførsel af Kvinder end af Mænd. I sin Skrivelse af 21. September 1792 angaaende Laaneplanen skrev Walterstorff: „Den største Vanskelighedvil ellers næsten være at faa et større Antal Kvinder end Mænd ankøbt paa Kysten, thi omendskønt disse sammesteds holdes i højere Pris end hine, er det dog lettere at tilvejebringe dem end Kvinderne, fordi flere tilfældige Aarsager anledige deres Salg, saasom Gæld. Forbrydelser, Fangenskab og Krig, medens Kvinderne ere mindre Fare udsat ved stedse at holde sig hjemme og dyrke Jorden". Det fremgaar da ogsaa af de iøvrigt saa upaalidelige Mandtalslister fra de følgende Aar, baade at der paa St. Croix stadig var flere Hundrede færre Kvinder end Mænd, og at der indførtes langt færre Kvinder. Ifølge Kirsteins Opgørelse var der med Understøttelse af Negerlaanet indtil Iste Marts 1799 i alt indført 3351 Mænd og 1504 Kvinder til St. Croix, 382 Mænd og 266 Kvinder til de andre Øer (foruden Børn). Ja i 1802 skal der til St. Croix være indført 2137 Mænd og 376 Kvinder. Ganske

vist solgtes 822 af dem ikke og maatte føres bort igen; men selv i bedste Fald, at alle Kvinderne blev der, var Mændene jo dog langt i Overtal. Heinrich beklagede da ogsaa i sin ovennævnte Betænkning, at saa faa unge Negerinder tilførtes Øerne, og i de Betænkninger, vi straks kommer til, synes der ogsaa at være Enighed om, at der intet var opnaaet i den Retning. Det var saa vist ikke her, at Hindringerne for Ægteskabsreformerne laa l).

VII.

De Spørgsmaal, som Ansøgningen til Kongen da maatte bringe under Overvejelse, var, om der var tilstrækkeligmange Slaver til Øernes Dyrkning i Øjeblikket og i Fremtiden, og om det i benægtende Fald vilde nytte at give Tilladelse til Indførsel i3 Aar. Den vestindiskeRegeringskoinmission lovede ved Indsendelsen af Ansøgningen til Kamret at ville optage og tilstille Kamret Lister over de 10 sidste Aars Tilvækst og Afgang; iøvrigt mente den, at Bevillingen af Ansøgningen vilde være til stor Hjælp for Plantageejerne, men „drister sig ikke til at bedømme om og hvorvidt saadant lader sig gøre" ■), og Kommissionen for Negerhandelens bedre Indretning, hvis Mening Kamret udbad sig, anmodede blot Kamret om at vente med at fatte Beslutning, til disse Lister forelaa³). De indkomjimidlertid aldrig⁴); men man maatte

---

1) Smlgn. S. 474.

2) Kamret:-; Forestilling (Vestindisk Forestillings- og Res.-Protokol) af 15. Maj 1804.

3) Skr. fra Korara, til Kamret af 5. April 1803. At der gik saa lang Tid efter Ansøgningens Affattelse, beroede paa, at Originalansøgningen forgik paa Overfarten (Forest. 15. Maj 1804).

4) Brev fra Kamret til Generalguvernør Miihlenfels af 5. Juli 1804 (Vestindisk Kopibog).

nøjes med Lister over Plantagenegrenes Antal i 1802. Vel kunde Kamret ikke stole paa deres Paalidelighed, da de — bragt til Veje kun ved Ejernes Opgivelser — ikke stemmede med Toldbøgerne, saa at disse sidstes langt større Antal ikke kunde „tros andet end at være fortiede ved Mandtallets Optagelse, og ved at gennemsøgede ældre Toldbøger vilde muligen en større Fortielse kunne findes"; men Kommissionen, i hvilken Frederik Moltke 1796 var optaget efter Skeels Død, tog dog efter deres Ankomst Sagen op til Behandling. I dens Betænkning af 9. April 1804 *) fremhæves, at en Tilladelse som den ønskede blot vilde bestyrke Plantageejerne i den almindeligt udbredte Tro, at man slet ikke havde i Sinde at gennemføre Forbudet, og Følgen vilde blive, at de slet ikke brød sig |om at forbedre Negrenes Kaar, hvad Erfaringen fra de 10 sidste Aar bekræftede. Kommissionenfastholdt sin Mening fra 1792, og Tildragelserne paa St. Domingo gjorde Gennemførelsen deraf end mere paatrængende.

Atter denne Gang viste Schimmelmarin sig som den ledende Kraft. Han nøjedes ikke med at tiltræde denne Betænkning, men vedlagde en Plan til yderligere Forholdsreglerangaaende Negrene2). Planen indledes med nogle Bemærkninger om, at jo større Mængden af Negre bliver, des større bliver Trangen til Tilførsel, men des større bliver ogsaa Faren for Oprør. Omkostningerne til deres Anskaffelse og til Levnedsmidler vilde blive saa store, at en Fortsættelse ad de hidtil fulgte Veje under

---

1) I Udtog hos Thaarup a. S. S. 679 f.

2) Udførligt Udtog hos Thaarup S. 680—92. Af Kamrets Forestilling af 15. Maj 1804 fremgaar det, at Schimmelmann er Forfatteren.

dén yderst slette Kredit let vilde føre til Sukkeravlens Standsning. Men paa den anden Side har Scbimmelmannsikkert været klar over, at Sandsynligheden for Arbejdskraftens Bestaaen kun var ringe, om man blot standsede Tilførselen og saa blindt hen lod staa til. Han har utvivlsomt følt sig overbevist om, at hvis Ejerne af ni Kraft havde søgt at gennemføre et humant System, vilde Planerne af 1792 være lykkedes; men da dette øjensynligt ikke var sket, har han ment, at Staten, saavidtdet var den muligt, maatte paatage sig denne Ejernes Gerning. Herpaa gik hans Plan ud, samtidig med at den skulde være et nyt Skridt ad Vejen til Slavernes Frigivelse.

I Rektor West's Plan fra 1792 (S. 426) har han fundet et Grundlag, der kunde bygges videre paa. Staten skulde købe nogle Plantager, der skulde indrettes som et „Coloniallnstitut",y. skulde dyrkes som Mønsterplantager, i hvis Fodspor de øvrige Plantager skulde træde, og som til de Plantager, hvor der virkelig var Mangel paa Arbejdskraft,kunde afgive Negre som Daglejere af den rigelige Folkemængde, der forventedes som Følge af den rette Behandling. Man vilde da rundt om paa Plantagerne faa Negre, der ikke var Plantageejernes Ejendom, men hvis Ejer, Institutet, maatte kunne foreskrive de Vilkaar, under hvilke de skulde arbejde. Institutet skulde da ikke blot sørge for sine Arbejderes materielle Velvære, men ved paa forskellig Maade at vække deres Æres- og Ansvarsfølelse opdrage dem til gode Borgere¹). En Del Jord skulde udstykkes i Lodder til hæderlige Familier til eget Brug. og den Nedgang i Sukkeravlen, derved vilde

---

1) Om Enkelthederne se Thaarup a. S.

fremkomme, vilde opvejes ved, at Næringsmidler til NegrenesUnderhold i langt ringere Mængde behøvede at indføres.Jordlodder, dyrkede af Negre, skulde ogsaa gives som Løn til de måhriske Brødre, som Øerne trængte til adskilligt flere af, end der var i Øjeblikket. „De Blankes Børn vilde maaske af egen Drift tage Del i dette Arbejdeog derved bane Vej til den Tankes Mulighed, at ogsaa en Blank kunde sysselsætte sig med Markarbejde".

Men Planen havde eet svagt Punkt. Til Oprettelse af Institutet fordredes til en Begyndelse Indførsel af Negre fra Afrika. Da Staten nu skulde tage den Gerning op, som de øvrige Plantageejere havde haft 10 Aar til, var det rimeligt, at den fik de samme Midler i Hænde, som de havde haft. Men paa den anden Side vilde det unægtelig se mindre heldigt ud, at Staten som Plantageejertillod sig det, som den forbød alle andre Plantageejere.Ganske vist skulde de værste Skavanker tages bort fra Overførelsen: Institutet skulde staa i Forbindelse med en lignende Anstalt i Guinea (efter Sierra LeonekompagnietsMønster), hvortil senere hen i Tiden overflødigeNegre i Vestindien kunde overføres, saa de ikke helt berøvedes Haabet om at gense deres Fædreland; endvidere vilde under de nye Forhold i Vestindien Tilførselenvære at betragte som en Befrielse fra SlavehandlernesMishandlinger og Overførelse til et civiliseret Samfund, og da kun Staten maatte foretage Transporten, kunde der med Lethed træffes Foranstaltninger til, at dens Afskyeligheder forsvandt. Men skønt det hele da nærmest vilde blive en Omflytning af Negre paa Statens Ejendomme i Afrika og Vestindien, ikke en Handel med dem, og skønt meget under de givne Forhold kunde tale

derfor, vilde det dog let komme til at virke som en
Anerkendelse af, at Plantageejernes Krav var berettigede.

Kommissionen bifaldt imidlertid Planen, som tilstilledesKamret samtidig med Kommissionens Betænkning af 9. April. I Slutningen af Maaneden tilstillede Kommissionenendvidere Kamret et Par Betænkninger, der efter Anmodning var afgivet af Generalmajor Walterstorff,som jo ikke blot havde været Generalguvernør til Midten af Halvfemserne, men selv var Plantageejer og i 1801—03 havde været Formand for Regeringskommissionen.Hans Standpunkt i Negerspørgsmaalet var nærmest det samme som Oxholms. Han var Medunderskriveraf Erklæringen af 115. Oktober 1787 (S. 414) og havde som Generalguvernør givet Oxholms Erklæringer i 1792 sir. Tilslutning. Ogsaa nu indtog han ligesom Oxholm det Standpunkt, at hvor ønskelig end Standsningaf Negertilførsel var, maatte Hensynet til Sukkeravlenpaa Øerne dog gaa forud, og dette krævede som Følge af de sidste Aars Uheld en længere Forberedelsestidend 10 Aar, saa han trods sin store Beundring for Kommissionens Forestilling af 28. Dec. 1791, „som sandelig fortjente at trykkes og oversættes i alle levende Sprog", maatte foreslaa fri Indførsel enten i 3 Aar eller af et bestemt Antal Negre (St. Groix trængte formentlig til 0000). Skønt næppe Egennytte har været medvirkende til disse Forslag, da hans egne Plantager ikke behøvede Tilførsel, er han vist dog saa meget lettere gaaet med dertil, som hans hele konservative Natur har hindret ham i at faa Øje paa Indførselsforbudets Rækkevidde. For ham var Spørgsmaalet blot, om Afrikas Indbyggere vilde blive lykkeligere derved, og dertil kunde han med fuld Ret svare, at den danske Negerhandel var altfor

ringe til at have synderlig Indflydelse derpaa. Men at Forbudets Følge skulde være en god Behandling af VestindiensNegre, tænkte han slet ikke paa; de bliver trods Indførslen godt behandlet: „ ingensteds har jeg fundet Negrene bedre behandlet end paa de danske Eilande", og det vilde i Fremtiden vedblive; „thi den eneste Bebrejdelse,jeg nogensinde paa vore Øer har hørt ytre imod General Miihlenfels^x), er, at han er alt for meget Negrenes Ven". — Under saadanne Forhold var der da heller ingen Grund til. at indlade sig paa noget saa voveligtog usikkert som at indskrænke Slavearbejdet ved Hjælp af Redskaber eller dyrke „Provisioner" i Stedet for Sukker paa Negrenes Smaalodder.

Kommissionen havde til disse Betænkninger blot at udtale, „at omendskønt de kunde fortjene megen Opmærksomhed i Betragtning af hans nøje Bekendtskab med Genstanden, det dog vilde foranledige nye Vidtløftigheder, dersom atter en Diskussion i denne Anledning skulde finde Sted, og da efter Kommissionens Mening Grundene fra begge Sider i denne Sag tilstrækkeligenere oplyste, saa maa Kommissionen overlade til det Kongelige Generaltoldkammer nu at forelægge Resultatet deraf til Hans Majestæts allerhøjeste Beslutning".

Forinden Kamret efterkom denne Anmodning, havde det selv ved sin Kommitterede, J. P. Ro s ens tand- Go i ske, foretaget en Undersøgelse. Vi har tidligere (S. 451 f) set R.-G. give sin Begejstring for Forordningen af 16. Marts 1792 Luft i en mere velmenende end egentlig overbevisende Artikel i „Borgervennen". Den samme Tro paa, at naar blot Humanitetens Fordringer skete

---

1) Generalguvernør 1803—07.

Fyldest, vilde alt lykkes, og den samme Lethed i Behandlingenaf den økonomiske Side af Sagen, som udmærkedeham dengang, lagde sig nu for Dagen i den Skrivelse, han den 24. April tilstillede Kamret. Han begyndtemed at fremhæve, hvilken Skam det vilde være for Danmark i Evropas Øjne, om al den Ros, det havde høstet for Forordningen, skulde vise sig at være ufortjent, og det vilde blive Tilfældet, om man blot denne Gang gav efter; „thi naar eengang formentlig Egenfordel sejrede over hin Grundsætning, vilde denne altid finde Grunde og Lejlighed til at sætte hin Lovs Nytte og Udførelses Mulighed i Tvivl".

Spørgsmaalet var ikke, om de Plantageejere, der optraadte som grands seigneurs, ikke kunde faa deres Plantager til at betale sig; saadanne var det ogsaa hidtil gaaet galt, og Staten havde ingen Grund til at tage Hensyn til dem. Kunde Forbudet bidrage til, at disse Ejere kom til at føre et sparsommeligt Liv paa deres Plantage og selv tog sig af deres Slavers Behandling i Stedet for at overlade den til en Fuldmægtig, vilde det kun være til Gavn. — Men Spørgsmaalet var, om Øernes Drift i det hele kunde bestaa nu og i Fremtiden. Til Bevis for, at dette kunde ske, opstillede R.-G. nogle Beregninger,der rigtignok synes ganske grebet ud af Luften, kun støttende sig til Haabet, men uden Grundlag i de faktiske Forhold. Saaledes opstillede han Befolkningens Forøgelse ved Formering til c. 13000 i Løbet af lOAar, skønt det af Mandtals- og Skattelisterne tydeligt fremgik, at der i næsten hvert af de sidste 10 Aar paa St. Groix havde været nogle Hundrede flere døde end fødte. Hans Bevis for, at der ikke var Trang til flere Negre, synes lige saa uholdbart. Man havde ellers — mente han —

indkøbt flere Negre i 1803x); men straks efter hævder han, at de skiftende Sukkerkonjunkturer gjorde Købelysten uanvendelig som Bevis for Trang eller Ikke-Trang. Som en Slags Indrømmelse anfører han da ogsaa, at man først efter 10_—15 Aars Erfaring kunde drage nogen sikker Slutning derom, og det højeste, man derfor burde tilstaa Ansøgerne, var, at Spørgsmaalet eventuelt skulde tages op igen om 10 Aar. Det tyder maaske ogsaa paa Tvivl hos ham, naar han blandt andre Foranstaltninger til Negersagens Fremme foreslaar forhøjet Husnegerskat og Præmier for Husnegres Overgang til Marknegre, hvorved disses Tal vilde betydelig forøges; man kunde formentlig lige saa godt have hvide Tjenestefolk²).

De tre Mænd, Schimmelmann, Walterstorff og Rosenstand-Goiske,der alle ønskede Negerhandelens Afskaffelse, indtog altsaa hver sit Standpunkt: Walterstorff saa Vanskelighederne derved og lod sig straks overmande af dem, R.-G. saa slet ingen Vanskeligheder og kunde derfor helt hengive sig til Idealet, Schimmelmann indsaa Vanskelighederne,men lod sig ikke kue af dem; uden at opgive sin store Tanke mente han nu som 12 Aar tidligere at

---

1) Ved kgl. Res. af 14. April 1802 var det blevet tilladt at indføre de Negerladninger, der var afgaaet fra Guineakysten inden Udgangen af 1802, selv om de først ankom 1803. En saadan Ladning ankom i Februar 1803; men af de 388 Negre blev 150 ikke afsat. (Forestilling af 15. Maj 1804. Thaarup a. S. S. 694.)

2) I en af de Skrivelser fra disse Aar, der behandler Kriminalloven, hedder det: „Saa meget er vist, at om end Slaveri fra denne Synspunkt [Markarbejde] er nødvendigt, saa er det aldeles unødvendigt at have Slaver til Hustyende". Den unavngivne Forfatter foreslaar derfor deres Overgang til Markarbejdere, hvorved ogsaa Udsigten til disses Forøgelse stiger, da Kvinderne er langt i Overtal blandt Husnegrene. Frikulørte kunde efter hans Mening bruges til Tyende. — I 1792 havde man blot tænkt sig Husnegrene indskrænket i Tal, ikke afskaffet.

have Midler til at afbøde mulige økonomiske Ulykker. Et fjerde Standpunkt: trods Forstaaelsen af Vanskelighederneikke at ville tage Hensyn til dem, men blot holde paa Gennemførelsen af de humane Krav, turde ingen vedkende sig (selv om R.-G. maaske i Virkeligheden indtog det), alene af Hensyn til Statskassen, der var saa stærkt engageret i Vestindien (R.-G. nævner Hensynet til „Statens Indtægter og Landets Kredit", men mener, at der ingen Fare er).

Endelig indstilledes Sagen da til kgl. Resolution ved en Forestilling af Kamret af 15. Maj 18041). Efter at have givet en Fremstilling af Sagens Forhistorie og af Schimmelmanns Plan vender den sig mod Walterstorff, hvis Betænkning den søger at gendrive Punkt for Punkt med stor Vidtløftighed, som oftest under Henvisning til Schimmelmanns Betænkning og med stærk Betoning af den stedse større Trang til Negerindførsel, som Retten dertil vil medføre, og af de deraf flydende økonomiske Farer for Øerne under de slette Kreditforhold. Hvad Kamret tilføjer af nyt, er væsentlig Paavisningen af, at Grundlaget for Walterstorffs Beregninger, Listerne for 1802, er ganske uholdbart. (S. 493), hvoraf det drager den vel dristige Slutning, at St. Groix har faaet de 6309 Negre, Øen forlangte i 1792, og altsaa har nok²). Dette menes yderligere bestyrket ved de sidste Aars særdeles gode Høstudbytte med den forhaandenværende Negerbesætning,og kun avindssyge Ejere, der for stadig at kunne udvide deres Bedrift udnytter deres Negre til det

---

1) Vestindisk Forestillings- og Resolutionsprotokol. Uddrag hos Thaarup a. S. 692—96.

2) Forestillingen omtaler ikke, at saavel Oxholm som den vestindiske Regering havde sat dette Tal op til en 8—10,000.

yderste, kan have Brug for flere1). Den slette Formerelse i de forløbne Aar, beroede formentlig paa, at der stadig var indlemmet „uvillige, mishandlede og forbitrede Negre" i Samfundet, og de ofte nævnte Midler derimod fremføresogsaa

Kamret holdt da i sin Indstilling paa, at Ansøgningen
skulde afslaas, og at Staten skulde opkøbe Plantager
i Vestindien og udvide Kulturanlæggene i Guinea.

Naar Kamret gav sig til saa udførligt at gendrive Walterstorff, kan Grunden have været den, at det frygtedeAfgørelsen i Statsraadet. Meget var jo forandret siden 1792: Bernstorff var ikke mere, Bondereformerne var standset og den almindelige Reaktion indtraadt;. højst sandsynligt, at dette ogsaa vilde faa Betydning her. Vi ved ikke, hvad der foregik i Statsraadet: men vi har et Vidnesbyrd om, at Kampen mod Ansøgerpartiet har været haard. Schimmelmanns daværende Sekretær, Georg Philip Schmidt, skriver d. 27. November 1829 til Schimmelmar m²): „Da de vestindiske Negres Takkeskrivelse til Kongen blev meddelt, følte jeg mig næsten fristet til at gøre Publikum opmærksom paa, at denne nu anerkendteForbedring af deres Tilstand er Ds. Exellences Værk og den skønneste Perle i Deres Ministerliv. Jeg mindes endnu levende den Kamp, som det for 25 Aar siden kostede, at skaffe den gode Sag Sejren mod Walterstorffs,Oxholms og andre Plantageejeres Bestræbelser, og jeg skatter mig lykkelig ved den Gang i det mindste at kunne afskrive Ds. Excellences Beregninger og Fremstillinger".Maaske har da Schimmelmann, der jo var Medlem af Statsraadet, som sidste Redningsmiddel maattet

---

1) Jvfr. Heinrichs Betænkning (S. 486).

2) Rev. Fam. V. S. 304.

fordre Sagen udsat; et godt Paaskud dertil var Kamrets stærke Betoning af det statistiske Materiales Upaalidelighed.Hvordan det nu end er gaaet til, saa blev det Resultatet. Den kongelige Resolution af 25. Maj 1804 er saaiydende: „Inden vi give nogen Resolution paa en Ansøgning fra nogle Plantere paa St. Groix om forlænget Tilladelse til at indføre Negre, ville vi, at Vort Generaltoldkarnmer gennem Vor vestindiske Regering indhenternærmere Oplysninger og paalidelige Efterretningerom de paa Vore Øer nu værende Negres virkelige Antal, hvorved vi kunne sættes i Stand til at bedømme Koloniens i Ansøgningen paaberaabte Trang til flere Negre med Hensyn til nuværende Sukkerkultur. Undersøgelsenom Plantagers Indkøb for offentlig Regning og deres Bestyrelsesmaade med hvad derhen hører, udsættes "¹).

Saaledes havde man vundet Tid. rigelig Tid: Forbindelsen med Vestindien var langsom. Indsamlingen af det ny Materiale vilde ogsaa tage en god Tid, og meget kunde være forandret, til Sagen igen kom frem. Alt imens gjaldt Forbudet, og nogle Overtrædelser deraf paadrog hvert af de seks paagældende Skibe en Bøde paa 500 Rdlr. V. Ct, og Negrene blev igen udført2). Plantageejerne inaatte altsaa finde sig i Tingenes Tilstand, hvor stærkt de end ved en fornyet Ansøgning i Somren 1804³) lagde deres Utaalmodighed for Dagen.

Mens man ventede paa de nye Lister, som GeneralguvernørMiihlenfels
fik Ordre til at lade udarbejde paa
en mere fyldestgørende Maade end de tidligere, der blot

---

1) Vestindisk Forestillings- og Hesolutionsprotokol.

2) Res. af -28. Nov. 1804.

3) V..T. 1804. Xr. 1064.

hvilede paa Ejernes egne Opgivelser, fandt Rosenstand- Goiske det belejligt anonymt¹) at offentliggøre sin ovenomtalteBetænkning i ændret Skikkelse i „Minervas" Februarhefte 1805. Forbudets Modstandere ventede imidlertidmed at optage den tilkastede Handske, til Svarene fra Vestindien var indløbet og det endelige Slag kunde ventes. I Efteraaret 1805 og Foraaret 1806 indkom Listerne med en Skrivelse fra Muhlenfels. Har Forbudsmodstandernehaabet i ham at finde en vigtig Forbundsfælle,er de ikke blevet skuffet. Han skrev (med Henblik paa den anonyme Artikel i „Minerva"): „Professor Rahbeck maa have synderlige Ideer om Negrene og om vestindiske Kolonier, åeg ved ikke, hvad de, som skrive i deres Kabinetter, gøre sig for Begreb om, for Menneskelighedens Skyld, at afskaffe Negerhandelen; blive de i Kolonierne værende Negre mere frie, og maa ikke Arbejde i samme Forhold tiltage, som deres Antal aftagerV" Han mente, at der efter „en moderat Galcul" endnu maat.te indføres 10,000 Negre, men at der til Gengæld burde gives en Lov med Fastsættelse af Herrernes og Slavernes gensidigePligter, saa Mesterknægtene ikke — som nu da Negrene ikke kunde være Vidne — kunde lemlæste dem. — 1804 var der paa St. Groix uden Epidemier død 262 flere, end der var født, og Talforholdet, mellem Kønnene var det endnu galt med.

Muhlenfels, der efter Walterstorffs Ord (S. 497) var alt for meget Negrenes Ven, var altsaa blot en ivrig Tilhænger af det Oxholm-Walterstorffske Parti, der nu gjorde et sidste Forsøg paa at afværge Forbudets Opretholdelse.

---

1) Af K.-G. er Fort'., nævnes af Tliaarup a. S. S. 697.

Majheftet 1806 af „Ny Minerva" — som Tidsskriftet da kaldtes — indeholder nemlig en større Afhandling af Oxholni som Svar paa R.-G.s Artikel Aaret i Forvejen. Naar man har set. den Iver og Lyst, hvormed Oxholm i 1792 kastede sig over Arbejdet for Negrenes Vel, bliver man slaaet af den yderst konservative, til Tider overfor Modstanderen bitre Holdning, han nu indtog. Hans Syn paa Sagen'var imidlertid det samme som tidligere, kun havde den forestaaende Afgørelse her som altid gjort Standpunktet klarere og Udtrykket skarpere. Og overfor Rosenstand-Goiskes Ukendskab til de virkelige Forhold havde Oxholm med sin paa Selvsyn grundede Erfaring let Spil.

Om Hovedpunktet, Negerbefolkningens tilstrækkelige Størrelse nu og i Fremtiden, udtalte Oxholm da ogsaa, at R.-G.s Opfattelse „er grundet paa spekulative Beregninger,og intet uden Erfaring og Prøver kan give sikkert Udfald". Og R.-G. indrømmede det ved i sit (stadig anonymt i Tilsvar i Juliheftet at skrive: „-- — det rnaa lægges Mærke til, at Afhandlingens Forfatter [o: R.-G.| har haft Hensyn til, hvordan det kunde og burde være, men Hr.. G. M. [o: General Majoren] til, hvorledes det er, men ikke burde være". Her er vi ved Kærnepunktet. Oxholm s statistiske Beregninger, der grunder sig dels paa de faktiske Forhold i Vestindien, dels paa Sammenligningmed Befolkningsforhold andensteds, f. Eks. i København,gø i* et ganske anderledes tilforladeligt Indtryk end R.-G.s Tabeller, der som sædvanlig næsten helt henholder sig til Formodninger og Antagelser i det blaa. R.-G. kan have Ret i, at hvor der er Mangel, er det Ejerens egen Skyld, og havde han holdt sig dertil, havde det været udmærket; men at Befolkningen let vilde kunne

formere sig tilstrækkeligt i Fremtiden, faar han ingen
kyndig til at tro af sine Tal, der vel ogsaa nærmest er
stillet op af Agitationshensyn.

Viser Oxholm os saaledes paa dette Punkt den konservative Mands Styrke: hans Holden igen mod al Slags Fantasteri, saa kan det paa den anden Side ikke nægtes, at han i fuldt Maal er i Besiddelse af den konservatives svage Sider. Overfor R.-G.s forskellige vel motiverede Forslag til yderligere Betryggelse af Negrenes Stilling (Jordlodder, Redskabsanvendelse o. a.) har Oxholm kun Tvivl og Hovedrysten og Raaben paa, at det tager Tid, lang Tid. Overfor R.-G.s Angreb paa Plantageejerne for deres Egoisme og Ligegyldighed tager Oxholm dem i Forsvar med, at de jo kun gør Brug af deres lovlige Ret, naar de søger at faa saa meget som muligt ud af deres Ejendom til Bedste for dem selv og deres Børn. „Ved enhver Lejlighed — siger R.-G. i sin første Afhandling — hvor noget udenfor den sædvanlige Gang skal foretages, raabes derimod; men Vanskeligheder bør ej skrække". En saadan, af Vanskelighederne skræm met Mand synes Oxholm netop at være, og lidet kan det hjælpe, at han teoretisk set indtager et helt moderne Standpunkt ved at betegne Datidens Skelnen mellem Negerhandel og Negersalg som Sofisteri, da han benytter det til at vise det berettigede i, at han udelukkende holder sig til det økonomiske Synspunkt, fordi det humane Skridt dog ikke gøres fuldt ud.

En Hjælp, som han dog vist helst havde undværet, fik han af Anders Riegelsen Bjørn, der i 1787 som Købmand havde opholdt sig ved de danske Besiddelser i Guinea, i 1789 var blevet Guvernør sammesteds, men afskediget i 1792, efterat der Aaret i Forvejen var indsendtKlage

sendtKlageover ham af de danske Embedsmænd derovre,bl. a. fordi han havde skaffet sig økonomisk Fordel paa deres Bekostning. Efter hans Efterfølger Olrichs Indberetninger i 1793 skal han ogsaa have mishandlet Negrene, ligesom han i 1794 ved Skrivelser til Handelsentreprenørernesøger „sit Mellemværende afgjort i Mindelighed "¹). En saadan Mands Erfaringer har man næppe lagt synderlig Vægt paa. Hans „Tanker om Slavehandelen" indeholder foruden en Lovprisning af den ædle Hensigt og de sædvanlige Argumenter mod Handelens Ophævelse en Paavisnirig af, at Slaveriets Ophør nødvendigvis inaa følge lige efter, hvad der atter vil have til Følge, at alle Evropæere i Vestindien udryddes. Nogle hinanden modsigende Betragtninger over Handelen i Kolonierne og Afrika skal ikke gøre Tiltroen til hans Meninger større. Jens Kragh Høst værdigede virkelig dette Skrift nogle ironiske Bemærkninger i sit Tidsskrift, „Theatret, det lille og det store^{11 * 2}).

Mens Pressen saaledes holdt Interessen for Sagen vedlige, havde Kamret tilsendt Negerhandelskommissionen Listerne og Skrivelsen fra Vestindien. Kommissionen har da sikkert underkastet Sagen en grundig og alvorlig Overvejelse:thidet gik her, som det saa ofte gaar i vore Dage, naar en Sag skal behandles paadenMaade: Kommissionengjordesig

---

1) Schimmehnannske Papirer ang. Øst.-guin. Komp. (1765- 1802). I 1809 blev Bjørn ved Hof- og Stadsretten dømt til at have forbrudt Haand, Ære og Boeslod for falske Underskrifter og Udstedelse af falske Døbe-Attester (Jurid. Archiv Nr. 20 S. 12iff.).

2) xVt Høst ogsaa ellers har deltaget i Fejden, fremgaar af hans Henvisning i denne Artikel til en anden i „Ej blot til Lyst". Det maa være i Ugebladet fra 1805 af dette Navn (anført hos Nyerup og Erslew); men Bladet synes helt forsvundet, det tindes i livert Fald ikke paa noget af Bibliotekerne.

missionengjordesigtil et „Begravelsesudvalg". Vel gentog Borgerraadet paa St. Groix Ansøgningen ved Brev af 10. Juli^-1); vel skrev Kamret den 3. November til Kronprinsen -) (der paa virket af Modstanderne var blevet utaalmodig?), at man blot ventede med at indgive Forestilling, til Kommissionen havde stillet Forslag — saadanne Forslagkomaldrig. Den Fare, hvori Kommissionens Værk, Forordningen af 1792, havde svævet i 1804. vilde man ikke udsætte sig for igen ved at afgive Betænkning, og Generalguvernørens Stilling havde jo ingenlunde gjort Udsigterne lysere. Men dertil kom endnu en Omstændighed,sommaatte bestyrke den i dens Forsagt, I EnglandblevSagen under Ministeriet Fox for Alvor taget op igen netop i 180(5 med Tilslutning i begge Husene. Under disse Forhold vilde ikke blot Modstandernes Paaberaabelseaf.at den danske Handels Ophør intet vilde betyde, saalænge England vedligeholdt den. falde bort; men det vilde være en altfor stor Skam, om Danmark ikke blot opgav sin ærefulde Førsteplads, men saa at sige traadte ind i de mindre civiliserede Staters Række ved at gøre Tilbageskridtet i det Øjeblik, Handelens Hovedmagtvarved at gennemføre Sagen. Rosenstand-Goiske omtalte i sin Artikel i Juli Begivenhederne i England, og Schimmelmann har utvivlsomt ogsaa dengang fulgt godt med. I Januar 1807 forelægges Lovforslaget i Overhuset;vedtagetsendes det den 10. Februar til Underhuset, hvor Hoveddebatten staar den 23. Februar. 26. Februar indleder Kamret i København i en Skrivelse til den vestindiskeRegerin g³) Forhandling om et nyt Middel til at

---

1) V.J. 1806. Nr. 840.

2) Vestindisk Kopibog.

3) Henvist i Journalen til Sagen om Negerhandelens Ophævelse.

skaane Negerbefolkningen, Kaffedyrkning i Stedet for Sukkerdyrkning, og har derved bragt Sagen ind paa nye — ganske vist ufrugtbare — Baner uden at opgive Forbudet.Den25. Marts stadfæstede Kong Georg Loven om Slavehandelens Ophævelse. Danmark skylder da England Tak, ikke blot fordi det i 90erne gav Stødet til Forordningen af 16. Marts 1792, men ogsaa fordi det i 1806—07 vistnokf bidrog sit til at hindre dens Ophævelse. Til Gengæid har|'Danmark ved sit Eksempel ydet de engelske Forkæmpere en værdifuld moralsk Støtte i de mellemliggende Aar.