I. Indledning.

Jhige siden Delingen 1544 havde Kongen og den gottorpske Hertug ligget i Strid om forskellige Spørgsmaal;men det var dog først efter Kejserkrigen 1627 og efter den store økonomiske Nedgang, som omkring Midten af det 17de Aarhundrede ramte Landene, at disse Stridighederantoge

1) Hovedkilden for denne Afhandling er en Dagbog, ført af den gottorpske Raad Levin Glaus Moltke til Knop, der var Hertugens Ombud ved Roskildefreden og de kjøbenhavnske Forhandlinger 1658. Dagbogen bestaar af 64 tætskrevne Foliosider og gaar fra ste Februar til 13de Maj; men sammen med den opbevares en Række højst interessante og oplysende Indlæg: Breve, Goncepter, Stridsskrifter og andre Dokumenter, affattede under disse Forhandlinger (desværre ere nogle af disse ikke længere til Stede). I Pakken (Rigsarkivet „Slesvig 228") findes dog ogsaa diplomatiske Brevskaber fra 1656—57 — 59). — Hidtil have vi kendt yderst lidet til disse Forhandlinger, og det her for første Gang fremdragne Kildestof udfylder derfor saa at sige et tomt Blad i vor Historie. Jeg skylder de Herrer Arkivsekretær L.Laursen og Arkivassistent Louis Bobé en hjærtelig Tak saa vel for, at de have gjort mig opmærksom paa Dagbogen, som for den sagkyndige Assistance, de under Bearbejdelsen have ydet mig. Af andre hidtil uænsede Kilder har jeg særlig benyttet: Breitenauiana Nr. 24^—25. Dipl. Slesv.-Holsaticum LXXII—IV etc. Se Anm. S. 48.

hederantogeet ondartet Præg og skabte den giftige Familietvist, som sluttelig førte til Hertugslægtens Fordrivelsefra Slesvig. Krigen 1657 bragte det ulmende Had frem i fuldt Daglys og bevægede Hertug Frederik 111 til at stille Krav og lade skimte Hensigter, som nødvendigvisfor al Fremtid maatte ødelægge Forholdet mellem ham og Kronen, mellem ham og hans Medregent i Hertugdømmerne. Disse Krav hvilede paa svage retsligeForudsætninger, men bundede des dybere i den dansk-norske Stats rivende Tilbagegang og i Trætheden over at være knyttet til denne Tilbagegang og Ødelæggelse.Ved alle Midler vilde Hertugen ud af det gamle Fællesskab, af det ødelæggende Makkerskab med denne synkende Stat, hvis Politik i den sidste Tid kun havde bragt Hærgningstogt paa Hærgningstogt ind over hans Land, og som nu ved Kong Frederiks fornyede Fredsbrud1657 endelig syntes at have løftet Laaget af PandorasÆske og blindt hen at styrte sig ned i Undergangen.

I denne Undergang vilde Hertugen for ingen Pris være Fælle, men naar det dansk-norske Statsskib var gaaet under, havde han ikke det mindste imod at fiske endog meget store Vragstykker af samme. For en Vasal, Medregent og nær Frænde var det meget vanskeligt at retfærdiggøre et saadant Brud paa Tro og Love, ja blot til Nødtørft at fjærne det Odium, der maatte falde paa ham. Han skrabede vel alle de Klagemaal sammen, som en more end lOOaarig Fællesregering kunde være skikket til at fremkalde; men Kongehusets Misbrug af Magten og den derved øvede Uret var enten af en saa tvivlsom eller af en saa ringe Natur, at Hertugens saakaldtoældre „gravamina" langt snarere havde egnet sig

for en juridisk Voldgiftskendelse end for en Afgørelse
ved de svenske Vaaben. Her skal først gives en kort
Udsigt over disse ældre Klager.

Det eneste Spørgsmaal af nogen Betydning, som havde ligget Kongen og Hertugen imellem i lange Tider, var Striden om det slesvigske Bispelen (Svavsted Amt og Domkapitelsgodset). Ved Reformationens Indførelse var dette Gods ikke bleven sekulariseret, den sidste katholske Biskop, Gotschalck v. Ahlefeldt, beholdt det lige til sin Død 1541, og derefter enedes Kong- Christian 111 og Domkapitlet om, at en Biskop ogsaa for Fremtiden skulde staa i Spidsen for Kapitlet og den gejstlige Styrelse, valgt af dette under Kongens sanktionerende Medvirkning. Samtidig reformeredes Kapitlet, Domherrernes Antal indskrænkedes til 8; men de beholdt Godset imod at danne Hertugdømmets Konsistorium, besørge Gudstjenesten i Landets Hovedkirke og som Forstandere og Lærere virke ved Domskolen. Denne Ordning optoges i den rendsborgske Kirkeordinans af 1542, og samtidig valgtes Tielemann v. Husen til Superintendent eller til Slesvigs første protestantiske Biskop, medens en Amtmand, ligeledes valgt af Kapitlet, bestyrede

Uheldigvis forstyrredes denne lige saa høj- som frisindedeOrdning ganske ved Delingen 1544. De smaa Delingshertuger kunde ikke fmde sig i den gejstlige Centralstyrelse, de unddroge sig baade fra Kapitlets Consistorial- og fra Biskoppens Visitatsmyndighed, indsatteegne Generalprovster og indrettede særegne Kirkeraad,hvorved den foretagne Nyordning kom til at svæve i Luften. Men dette førte til et endnu yderligere Skridt. I Delingsakten 1544 havde Hertugernes yngste Broder,

Frederik, faaet Anvisning paa Erhvervelsen af Stiftet Bremen; men hvis det ikke skulde lykkes for ham, havde Brødrene tilsikret ham Fjerdedelen af begge Hertugdømmerne.Et Par Aar efter Delingen stode de over for hans Krav; men for at undgaa en fornyet Udstykning af Landene gik Kong Christian ind paa, at Frederik valgtes til Fyrstebiskop i Slesvig og kom i Besiddelse af SvavstedAmt. Hertug Frederik døde dog allerede 1556; men forinden havde han valgt Hertug Adolf paa Gottorp til Coadjutor, og ved en Række Indrømmelser til Domherrernelykkedes det denne at blive hans Efterfølger.

Dette mishagede i højeste Grad Kongen; hverken han eller hans Søn Frederik II vilde godkende Valget, og først 156!-), ved Syvaarskrigens Udbrud, lykkedes det Hertug Adolf at fremtvinge en kongelig Sanktion af det skete. Det følger af sig selv, at denne Godkendelse var rent personlig og ikke i mindste Maade kunde have Præg af en Forlening med Lensarveret; men da Hertugenoptraadte udæskende og tyrannisk over for Kapitletog søgte at fremtvinge sin Søns Valg til Efterfølger,blev Forholdet mellem ham og Kongen mere og mere spændt, og ved Adolfs Død 1586 søgte Kongen derfor at gøre en brat Ende paa hele Striden, idet han — med Kapitlets Samtykke — inddrog eller inkorporeredei Kronen baade Stifts- og Kapitelsejendommene som hjemfaldent Lensgods. Med andre Ord: 611 Plove forvandledestil rigsumiddelbar Ejendom, og rundt omkring i Hertugdømmet, men særlig dog i Slesvig- og Husumegnen,opstod et dansk Kronland, der i Oprindelse og Styrelsessæt i høj Grad mindede om de konge rigske Enklavermellem Ribe og Tønder. Paa Svavsted Hus sattes en kongelig (ikke hertugelig) Lensmand, Sønder-

Jyllands Domkirke og Domskole faldt umiddelbart ind under kongelig Bestyrelse, og Domkapitelsgodset omdannedestil Beneficium for veltjente kongelige Raader og Embedsmænd. Men selv disse Beneficiarier dannede vedvarende et Kapitel, der lededes af en Archidiakonus, Landets første Prælat, og havde Jurisdiktion over Domkirkenog Domskolen, over de talrige Borgere, der i Byen Slesvig boede paa Domkirkens Grund, saavelsom over Kapitelsundersaatterne rundt omkring i Landet¹).

Det er forstaaeligt, at denne kongerigske Enklave umiddelbart op ad Gottorp og midt inde i Hertugens Amter kunde falde Hertugen übekvem, og lige fra 1590 stredes der nu om, hvorvidt Svavsted var eller ikke var rigsumiddelbart. Fra gottorpsk Side gjordes gældende, at baade Stiftet og Kapitlet laa indenfor LenshertugdømmetsGrænser, og da dette helt og holdent var bortforlenetaf Kronen, maatte det gejstlige Gods ogsaa høre med til Hertugdømmet. I tidligere Tider havde baade Bispen og Domherrerne hyldet Hertugerne, ydet Landfølge, modtaget hertugelige Privilegiekonfirmationer, betalt Frøkenskat, ladet sig tiltale ved Landretten — altsaa i eet og alt ladet sig behandle som hertugelige Undersaatter, og de hørte derfor med til Hertugdømmet. Vel var der ikke truffet nogen Bestemmelse om Stiftsleneti Delingsdokumentet 1544; men da Kongen og Hertugerne vare komne overens om at lade Prælater og Ridderskab forblive udelte under Fællesregeringen, maatte den gottorpske Hertug forlange, at ogsaa StiftsogKapitelsgodset

---

1) Denne Fremstilling er udarbejdet paa Grundlag af de samtidige Stridsskrifter („Specification „Hefutatio" osv. Se S. 18 Anni.) samt Archiv fur Staats- und Kirehengeschichte 11, S. 451 %.

ogKapitelsgodsetstyredes paa denne Maade, og at Indtægternekom
til lige Deling mellem Fyrsterne.

Fra kongelig Side svaredes, at det slesvigske Bispelen var langt ældre end selve Lenshertugdøinmet, at det i sin Tid var opstaaet ved kongelige Dotationer af Krongods, at det ingensinde havde været optaget eller blot nævnt i de hertugelige Lensbreve over Sønderjylland, og lige saa lidt var dette sket i Delingsdokumentet 1544. Det var desuden fuldt vitterligt, at Slesvigs Biskop altid havde været dansk Rigsstand og i ældre Tider tillige Kronens højtbetroede Embedsmand, ligesom han og hans Ejendomme havde ligget under Ærkesædet i Lund, og altsaa nu under Kongen : Landets højeste Biskop. Overfor disse Kendsgerninger betød det intet, at saavel Bisperne som Domherrerne i ældre Tider havde rnaattet præstere Arvehylding, Landfølge, Kontributioner osv. til Hertugerne; thi disse Ydelser vare dem aftvungne, de havde ofte klaget deres Nød i Riget, som Tiediemand kunde Kronens Ret derved umulig tilintetgøres, og Rigsraadet, den eneste kompetente Dommer, havde ingensinde godkendt Hertugernes Ret. Derfor var saavel Bispe- som Kapitelsgodset et hjem faldent Len og med Rette inkorporeret i Kronen.

Men i hvor rigtig og overbevisende denne Bevisførelseend kan synes at være, maa det dog indrømmes, at den næppe slog til overfor Kapitelsgodset, thi dette var kun i ringe Grad opstaaet paa den beskrevne Maade. Af dets 24 Præbender hidrørte kun de 8, eller de saakaldte„smaa", fra kongelige Gaver af Krongods udenfor det daværende Lenshertugdømme, medens Hovedmassen af det øvrige Strøgods var erhvervet i selve LenshertugdømmetJylland enten ved Gaver eller Køb, og fra

kongelig Side anførtes intet, hvorved en Ophævelse af
denne Samhørighed skulde være sket.

1 Tidernes Løb gjordes mange Forsøg paa en mindelig Løsning af Striden. Baade 1591 og 1594 sendte Hertugen af Meklenborg og Kurfyrsten af Sachsen deres lærde Raader ind i Landet til Mæglingsforsøg, og 1618 forsøgte Hertugerne af Brunsvig-Liineborg det samme, men uden Resultat, og et Forslag om Mageskifte af Stiftslenet mod enten Løgumkloster eller et holstensk Amt, som Hertug Frederik 111 fremkom med 1654, henstod endnu uafgjort ved Krigens Udbrud 3 Aar senere¹).

Om Hertugens øvrige Klagemaal er det ikke nødvendigt at sige ret meget. I Aaret 1621 havde baade Prins Frederik (III) af Danmark og Hertug Adolf af Gottorp bestræbt sig for at komme i Besiddelse af Bremens Stift, men Kong Christian IV havde formaaet Adolf til at træde tilbage imod Løfte om, at han, saasnart Prinsen havde faaet Stiftet, aarlig paa Livstid skulde modtage 5000 Rdl. af Kongen. Som bekendt gik det dog meget langsomt for Prins Frederik, og først 1634 kom han i Besiddelse af Stiftet; men allerede 1631 faldt Adolf i Slaget ved Leipzig, og dermed skulde man synes, at hans Krav paa den danske Krone maatte falde bort af sig selv. Men saaledes tænkte hans Broder. Hertug Frederik 111 paa Gottorp, ikke: thi 1658 krævede han, at den aarlige Pension, som var lovet Broderen, skulde udbetales ham for det Aaremaal, Prins Frederik havde været Erkebiskop i Bremen.

1640 døde den sidste Greve af Schaumburg. og
hans holstenske Lande, Grevskabet Pmneberg, tilfaldt

---

1) I „Refutatio11 omtales Hertugens Tilbud af 31te Januar IC>">4 orn Mageskiftet,

Huset Holsten og deltes mellem Christian IV og Hertug Frederik 111. Før Grevens Død havde de ligget i Strid med ham om Klosteret Uetersen, fordi han forvaltededet som Særeje, medens det efter deres Mening, som gejstligt Gods, hørte ind under Fællesregeringen. Ved Delingen kom Klosteret til at ligge i den kongelige Andel, og nu viste Kongen sig ligesaa utilbøjelig som Greven tidligere til at opgive den privative Administrationog at dele Indtægterne med Hertugen. Striden henstod uafgjort endnu 1658.

1651 endelig rejste Hertug Frederik den saakaldte Peræquationsstrid, idet han paastod, at Kong Christian IV fra 1636 til 1643 havde hævet 80,000 Rdl. for meget af Hertugdømmernes fælles Land kiste. Fra dansk Side gjordes en lignende Klage gældende imod Hertugen, de senere Forhandlinger 1662, 64 og 67 førte heller ikke til nogen Afgørelse, og det turde nu være ret umuligt at dømme Parterne imellem¹).

Man skulde ikke synes, at disse Stridspunkter — i hvert Fald bortset fra Svavsted — kunde have Betydningnok til at forbitre Forholdet mellem to nærbeslægtede og samregerende Fyrster, og det saa meget mindre, som den nye Konge personligt stod ganske udenfor deres Oprindelse. Den Heftighed, hvormed man paa begge Sider tog dem, vidner derfor om det bitre Nag, som allerede forud for Krigen maa have været til Stede. 1652 udkom Dankwerths „Landesbeschreibung", og som gottorpsk Embedsmand havde Forfatteren, i forøvrigt meget maadeholdne Udtryk, gjort sig til Talsmand for

---

1) Eskild Lohmanns Excerpter til Slesvigs Historie. Rigsarkivet. Denne Sag maa ikke forvexles med Peræquations-Recessen af 1G63.

Hertugens Opfattelse af „Uetersen" og af „Domkapitlets Exemption fra Landretten"; men alligevel blev Kong- Frederik saa vred herover, at han stod paa Nippet til at konfiskere det kostbare Værk, og den aldeles sagesløseMedforfatter, Kartografen Johannes Mejer, mistede af den Grund en Trediedel af sin aarlige Løn, Paa den anden Side negtede Hertug Frederik at forny den „evigvarendeUnion" imellem Landene, før hans „gravamina" vare afhjulpne.

Det forstaar sig af selv, at Hertugens paafølgende Tilnærmelse til Sverige, hans Datters Ægteskab med Karl X, hans Sønners Udnævnelse til svenske Æresoberster og hans egne Bestræbelser for at knytte sin Politik saa nøje som muligt til Sverige maatte fremkalde den dybeste Mistillid i Kjøbenhavn. Allerede i Sommeren 1656 erklæredehan sig rede til at støtte Karl X under et Angrebfra dansk Side, og de Bestræbelser, som han i den første Halvdel af 1657 vil have udfoldet til Fredens Bevarelse,og som hans Raader senere stadig anførte imod Danmark, have derfor næppe haft stort at betyde. Da Krigsforberedelserne herhjemme toge Fart i Januar Maaned 1657, skrev han til Svigersønnen, at der her foregik Ting, som den svenske Konge i Længden ikke roligkundefinde sig i, og samtidig bad han om, at Kong Karl, hvis det kom til Krig, da vilde tilstaa Slesvig og Holsten, ogsaa de kongelige Andele, en vis Neutralitet, eftersom han derved vilde opnaa „at faa Hertugdømmerneseparerede fra de Danske" *). Senere teede Hertugensig meget fortrydelig over, at Kongen havde udelukketham fra alle Overvejelser og Beslutninger; men

---

1) J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste Dage. S. 25<i flg.

denne Fortrydelse bundede sikkert nok i lutter fjendtlige Hensigter, og Historien vil næppe lægge Kong Frederik noget til Last i saa Henseende, særlig da Hertugen ogsaa herhjemme stak Hestefoden lovlig langt frem.

Den Ilte Februar 1657 tilbød han sin Mægling mellem de nordiske Kroner, og da Kong Frederik afviste ham med den Oplysning, at Mæglingen allerede var overtagen af Kurfyrsten af Brandenborg, henvendte han sig til Kongens holstenske Raader, først med Tilbud om sin Mellemkomst for at forhindre et Krigsbrud, og, hvis et saadant var uundgaaeligt, da med Forslag om Hertugdømmernes Neutralitet under den forestaaende Fejde. Men Kongens Raader kunde næppe være blinde for hans egentlige Hensigt. I Skrivelse af 20de Marts takkede Christian Rantzau og Diedrich Reinkingk ham for hans Fredsbestræbelser, men tilføjede, at hans Forslag angaaende Hertugdømmernes Neutralitet havde mødt Modstand saavel hos Kongen som hos de tilstedeværende Rigsraader, idet de mente, at en saadan Neutralitet stred imod den oprettede Union, som foreskriver, at det ene Land straks skal komme det andet til Undsætning med visse Midler, og hvis Faren bliver overvældende, da med hele sin Styrke. Brevskriverne haabede derfor, at Hertugen ikke vilde unddrage sig for sine Forpligtelser eller skyde sig ind under Neutralitet^J).

Hertugens Hensigt med disse Forhandlinger kan vel næppe have været nogen anden end at drive Neutralitetskilenind imellem Kronen og de samlede Fyrstendømmerog saaledes gøre sit til „at separere dem fra de Danske"; thi i Tilfælde af en Angrebskrig som den

---

1) Breve i Moltkes Dagbog.

forestaaende, hvortil han ikke havde givet sit Samtykke, var han personlig ganske frit stillet. Unionen foreskrev kun Hjælp, naar Krigen var foretagen efter gensidigt Raad og fælles Beslutning, og i Lensforliget i Odense 1579 blev Ydelsen af den ringe Lenshjælp, som Hertugenskyldte Kronen, knyttet til de samme Betingelser. I den foreliggende Situation havde hverken Kongen eller Kronen derfor noget retmæssigt Krav paa Hertugens militære Understøttelse, og han forbrød sig ikke imod sin Vasalpligt ved at forblive neutral. Ide afgørende Møder paa Gottorp og i Flensborg i Marts 1657 have de hertugelige Raader sandsynligvis skarpt indtaget dette Standpunkt (eftersom de altid senere forsvarede Hertugen ud derfra), og som en nærliggende, omend langtfra berettiget Konsekvens forlangte de tillige, at hans Lande skulde forskaanes for Indkvartering og andre Krigsbyrder.

Men dette drev Mistilliden fra kongelig Side ud i Handling. Endnu før Bruddet med Sverige tænkte man i Kjøbenhavn stærkt paa at erklære Hertugen Krig*), allerede i April fik Rigsmarsken Anders Bille Ordre til at bemægtige sig den hertugelige Holmer Skandse, der beherskede Vejen fra Gottorp til Ejdersted og Ditmarsken,og da den svenske Invasion stod for Døren, tog Krigsbestyrelsen under Overvejelse at rasere Rendsborgs nordlige Omegn²), der bestod af hertugelige Landsbyer. Ved Frederiksoddes Indtagelse faldt Rigsmarskens „Chatol" i Fjendens Hænder, og Hertugen blev bekendt med disse Planer, som han ikke undlod at benytte imod Danmark. — Heller ikke kan det betvivles, at de kongeligeTropper

---

1) Moltkes Dagbog.

2) Frideiicia a. St. S. XXXVI 95.

ligeTropperi Krigens første Maaneder optraadte hensynsløsti Hertugdømmerne. Fyrsten betragtedes som en hemmelig Fjende, den danske Hær bestod tildels af et hvervet Skrabsammen, Plyndringslysten var stor, og Disciplinen ringe; men paa den anden Side er det vanskeligt at komme til Klarhed over den anrettede Skade. Paa Grund af Fællesregeringen og det fælles Landeforsvar kunde Hertugen — trods Neutraliteten — ikke unddrage sig for at bære sin Del af IndkvarteringsogForplejningsbyrderne, og ved de foran berørte Aftaler i Flensborg bestemtes det, at Hertugdømmerne skulde underholde 6000 Mand. Dette viste sig dog snart som et meget tungt Læs, og allerede i den første Halvdel af ■Juli sendtes den hertugelige Raad Levin Glaus Moltke til Kjøbenhavn for at klage over Krigstrykket. Hans Indlæg er dog endnu præget af Maadehold og har en venlig Form. Hertugen besværer sig særlig over, at lians Landsdele belægges stærkere end de kongelige, at Tropperne ikke ville lade sig forpleje efter Ordonnanserne,at Generalkrigskommissærerne formene ham at hæve sine Kammerindtægter (hvorved Befolkningens Ydeevne vilde svækkes), at Tropperne ikke følge Hærvejene,men udspise og udpine alle Egne, selv Gottorp Amt, der skulde fritages for Krigsbyrderne, at KrigskommissærKay v. Ahlefeldt og en enkelt Oberst have søgt at inddrive en drøj Extraskat, og at Stapelholm og Ivjdersted ruineres til Grunden af de store Garnisoner i Skandserne Holm og Biilck.

I sit Svar lovede Kongen at afhjælpe Klagerne1).
men et Par Uger efter var hans Hær dreven tilbage til

---

1) Acta so Ao. 1658 hev damals vorgewesenen Tractaten alhier zu Copenhagen wegen Gottorff der Satisfaction halber furgewesen. — Afskrifter i Rigsarkivet. Moltkes Memorial er udateret, Kongens Svar af 15de Juli 1657.

Jylland. Den 15de August holdt Karl X et prægtigt Hærskue foran Gottorp, og nu satte Hertugen sine Beskyldningerimod Danmark adskillige Oktaver op. Ved Forhandlingerne i Kjøbenhavn i Vinteren 1658 lod han den samme Levin Moltke erklære, at den kongelige Hær ved Kontributioner, Gennemmarcher, Indkvarteringer, Plyndringer, egenmægtige Beskatninger og mange andre militære „Pressurer" havde ødelagt hans Lande, Amter og Stæder, at hans stapelholmske Skandse var berøvet ham uden mindste Grund, at hans egen Landshøjhed var bleven tilsidesat paa den groveste Maade, ja endog saaledes,at hans egne Undersaatter havde glemt den refrygt,som skyldte ham, og at han selv personlig var bleven trakteret med stor Insolence og værre end en simpel Indfødt af Adel. Saa vidt mig bekendt foreligger der intet samtidigt Regnskab over den lidte Skade, og senere forsvandt den som en Draabe i det Ødelæggelsens Hav, der skyllede ind over Halvøen. Allerede i Februar 1658 forlangte Karl X Detailoplysninger af Levin Moltke; men hverken han eller Hertugen kunde give dem, og i de følgende Forhandlinger i Kjøbenhavn afviste Kong Frederik med stor Heftighed alle Beskyldninger for tilsigteteller befalet Ødelæggelse; hvis Hertugen havde lidt større Overlast, end hvad selve Krigen maatte føre med sig, kunde han udpege de skyldige, og han skulde da faa al mulig Oprejsning; men ogsaa denne Opfordringforblev übesvaret. Med et rundt Tal anslog Hertugenden lidte Skade til 800,000 Rdl. eller til 5—6 Mill. Kroner i vore Penge.

II. Hertugens Forbund med Sverige.

Det var tredie Gang i Hertug Frederiks Regeringstid, at de hertugelige Lande vare blevne hærgede under en dansk Krig. En Del af Ødelæggelserne maatte vel nok tilskrives den store Sammenblanding af kongelige og fyrstelige Besiddelser, det uheldige Fordelingssystem, der havde udstykket Hertugdømmerne i Strøgods og skiftende Tværstrimler, saaledes at en Hær, der marcherede fra Hamborg til Aabenraa eller omvendt, mindst 3—4 Gange maatte igennem gottorpske Landsdele. Kun omfattende Mageskifter og en energisk Afrundingkunde raade Bod paa disse Forhold, hvis da ikke Hertugen ved Krigslykke og Sveriges Hjælp kunde komme i Besiddelse af det hele. Ulykkernes Hovedaarsag maatte dog søges anden Steds. De hidrørte fra, at Hertugen uløseligt var knyttet til en langt mægtigere Medregent, der som Hersker over to Riger forfulgte ganske andre Maal end han, og der som Lensherre kunde fordre, om ikke altid Lensfølge, saa i hvert Fald Lenstroskab, og derfor altid kunde holde Hertugen lænket til sin Stridskærre. Fæl lesr egeringen og Vasal forholdet vare Kilden til Hertugens Lidelser og Landets Ruin, og da Karl X førte sin sejrrige Hær ind paa Halvøen, vare Hertug Frederik og hans Raader paa det rene med, at nu maatte Tiden være kommen til at tilkæmpe sig Souverænitet og Frihed, Frihed for Vasalforholdet til den danske Krone og Frihed for Medregentens overmægtige Indflydelse.

Men disse Planer faldt paa det nøjeste sammen
med Karl Xs egen Optræden og Erfaringer i Polen og
med hans Ønske om paa alle Led at lamme Danmark,

ja det er end ikke udelukket, at de hertugelige Souverænitetsønskerfra først af ere indblæste Hertug Frederik af den svenske Konge. I hvert Fald blev den efterfølgendeSouverænitetsakt kun en Gentagelse af det, der Aaret i Forvejen, delvis under Kong Karls Ledelse, var sket i Polen, og en kort Redegørelse for disse Begivenhedermaa derfor her finde en Plads.

I Aaret 1655 besluttede Kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenborg at tilkæmpe sig Souverænitet over det polske Lenshertugdømme Preussen. Ganske vist stred dette imod hans Lensed, men „Statshensynet krævede det" i), og forhaabentlig vilde de kommende Krigsbegivenheder give ham en rig Lejlighed til Frafald fra Polen.

Kurfyrsten forbandt sig derfor med Sverige, og ved Forliget af 17de Januar 1656 i Kønigsberg tog han Preussen i Len af Karl X, der befriede ham fra hans ældre Lenstjeneste (100 Ryttere), imod at han stillede et Hjælpekorps paa 1500 Mand; men ved Overenskomsten i Labiau d. 20de Novbr. 1656 gik Kong Karl endelig ind paa at erklære Kurfyrsten og hans mandlige Efterslægtfor souveræne og uafhængige Herrer over det nævnte Hertugdømme, kun med den Indskrænkning, at Sveriges Konge skulde have Arveret efter hans MandsstammesAfgang. De følgende Begivenheder kuldkastede dette Forlig; men for at opnaa Kurfyrstens Hjælp imod Sverige maatte den polske Konge Johan Gasimir kort efter tilbyde ham de samme Vilkaar, og ved Traktaten i Welau af 19de Septbr. 1657 opnaaede Frederik Wilhelm endelig den attraaede Souverænitet. Denne skulde garanteres af Kongerne i Ungarn og Bøhmen, i Danmark

---

1) M. Philippson: Der gmsse Kurfiirst. Berlin 1597. L S. 193.

og Norge og af de hollandske Generalstater, og ved et af Skæbnens Luner blev det i Efteraaret 1657 (30te Oktbr.) Kong Frederik Ills Lod at garantere en ganske lignende Souverænitetsakt som den, hans egen Vasal og Kong Karl nogle Uger i Forvejen havde udpønsket for Hertugenimod Danmark, og som de satte igennem et halvt Aar senere.

I et holsten-gottorpsk Stridsskrift fra 1677 siges det udtrykkeligt, at det var det i Welau givne Exempel og Mønster, som havde opmuntret Hertugen til at søge Vasalfrihed. 1 Førstningen gik hans Krav rigtignok langt videre; men han blev snart tvungen tilbage til det preussiske Mønster, og dette har derfor en vis Interesse for os. I Traktatens §4 og 5 hedder det, at Kurfyrsten og hans ægtefødte mandlige Arvinger fremtidig — uden nogen Lenstjeneste, men med fuld Souverænitet og med den højeste og absolute Magt — skulle beholde og besidde det Hertugdømme Preussen, som Fyrsten hidindtil har havt som Len af den polske Krone. Men om end Kurfyrsten og hele hans mandlige Efterslægt herefter skulle være befriede for enhver „Lensnexus" til denne Krone, forbeholder dog baade Kongen og Republiken Polen sig deres Rettigheder til Hertugdømmet efter den kurfyrstelige Mandslinies Afgang, og i Traktaten udtales det — at Preussen herved ikke skilles fra Riget. Sluttelig lover Polen, hvis det brandenborgske Fyrstehus skulde uddø og Hertugdømmet falde tilbage til Kronen, ved en ny Bortforlening særlig at tage Hensyn til Kurfyrstens Agnater af den culmbachske og anspachske Linie og at sikre dem Successionen forud for andre, dog paa de Lensvilkaar, som Kurfyrsten hidtil havde været underkastet.

I Welau foregik der altsaa ikke en tinglig, men kun en rent personlig Lensbefrielse; Preussen vedblev at være Len af den polske Krone, men med hvilende Lenspligt, saalænge Kurfyrstens Mandsstamme regerede. Dette Forhold bevaredes til Polens første Deling; men i Traktaten af 18de Septbr. 1773 hedder det udtrykkeligt, at Polens Konge og Stænder give Afkald paa Hjemfaldsretten til Preussen, saaledes som denne var fastsat i Welauertraktaten, og de indvillige i, at Kongen af Preussen og hans Arvinger og Efterfølgere saavel af Mands- som af Kvindekønnet frit maa eje og besidde nævnte Kongerige Preussen med fuld Souverænitet og Uafhængighed, uden at den polske Krone fremtidig kan fremkomme med noget Krav enten paa Inddragelsesret eller Lensforpligtelse¹).

Idet Hertugen paa Gottorp indgik Forbund med Sverige, vilde han tilkæmpe sig en lignende Lensfrihed for Slesvig. Begge Dele stred imod hans Lensed, men ligesom Kurfyrsten har han vel ment, at Statshensynet krævede det, og at hans personlige Troskab maatte vige for hans Landes og hans Stammes Fordel. Den 10de Septbr. 1657 sluttedes i Kiel den svensk-gottorpske Alliance,fra svensk Side ved Pfalzgreve Philip af Sulzbach og Sten Bjelke, paa gottorpsk Side ved Kansleren Johan Adolf Kielmann og Kammerraaden Levin Claus Moltke til Knop. Forbundet var rettet imod Danmark under denne Krigs Varighed, og Hertugen forpligtede sig til at hverve 5500 Mand, hvoraf 1500 altid skulde holdes

---

1) Dumont: Corps universel diplomatique VI. i 2. S. 131-—;V&. G. E. Martens: Recueil de Traités 11. S. 154. Nord. Telegraph. Leipzig 1849. S. 642. Antislesvigholstenpke Fragmenter. 9. Heft. S. 124f1g. M. Philippson: Der grosse Kurfiirst. I. Berlin 1897.

i Beredskab til at tjene Sverige. Til Gengæld tilsikredes ham følgende Fordele ved den endelige Fred: 1) at Kongen af Danmark skulde erstatte ham den lidte Skade, 2) afstaa til ham det slesvigske Bispegods, 3) ophæve Fællesregeringen i Hertugdømmerne og 4) løse Hertugen fra Vasalforholdet til den danske Krone. Endelig tilføjedes,at hvis Karl X erobrede hele Danmark, skulde Hertugen have begge Fyrstendømmerne. — Da Hertug Frederik ingen Tropper havde, blev der foreløbig ikke sat noget Tidspunkt for Alliancens Ikrafttræden; men den 14de s. M. enedes Parterne om, at den gottorpske Hjælp skulde ydes i Februar eller Marts 1658¹).

Dette Forbund, hvorved Hertugen forbrød sit slesvigskeLen, holdtes strængt hemmeligt. Der haves ikke et eneste Vidnesbyrd om, at det er blevet bekendt i København før længe bagefter, og i Vinteren 1658 udvikledeKrigsbegivenhederne sig med en saa rivende Fart. at de hertugelige Hjælpetropper slet ikke korn frem paa Skuepladsen, Hertug Frederiks Feloni førtes ikke ud i krigersk Handling, han erklærede sig selv for „passiv" Deltager i Krigen, og med Held kunde hans Sendemænd henføre til Kong Karls sønlige Følelser de Bestræbelser til Gunst for Hertugen, som i Virkeligheden hvilede paa et Angrebsforbund og et grovt Troskabsbrudfra dennes Side. Dette Standpunkt fastholdtes haardnakket senere. Endnu i Foraaret 1660²) nægtedes det paa det bestemteste, at Hertug Frederik 1657 havde indladt sig paa Aftaler med Sverige til Skade for Danmark,og imod al Sandhed paastodes det, at Kong Karl ved Fredsunderhandlingerne i Roskilde handlede

---

1) Snilgn. .1. A. Fridericia anf. St. S. 283.

2) Hertugelig Skrivelse af 22de Marts IG6O. (Se Ann. S. 49.)

ikke efter forud trufne Aftaler, men kun af billigt Hensyntil den Skade, som Hertugen havde lidt i den første Del af Krigen. Det var nødvendigt, at Hertug Frederik fremstilledes som Martyr; men alligevel vækker det vor højeste Forundring, at denne selv i sit Testamente og sin sidste Villie af 1659 erklærer, at den af Kong-Frederik imod ham nærede Uvillie var „ohn alle gegebene Ursache "^J).

En Tid lang i Efteraaret 1657 saa det ret betænkeligtud for Karl X's Fremgang, og Hertugen maatte atter paatage sig en Fredsmæglers Rolle; men da han saa modtog Sejrsefterretningerne fra Frederiksod de og Fyen, steg Modet og Forhaabninger igen meget højt. Gennem den engelske Gesandt Philip Meadowe modtogKarl X den 3die Februar 1658 det første Fredstilbud fra København, og i en Skrivelse, dat. Nyborg den ste, underrettedehan Hertugen herom og tilføjede, at han ogsaa selv var stemt for Freden, at han havde udset Sprogø til Mødested, og at Forhandlingerne skulde aabnes der den 15de Februar, hvorfor han opfordrede Hertugen til saa snart som mulig at sende sine Ombud derhen. Hertugensvarede ham den Bde; men da var Kong Karl allerede for længst paa Vejen til Sjælland over Smaaøerne,og med ikke ringe Fortrøstning saa nu Hertugen den dansk-norske Stats Undergang i Møde. Han forhastedesig derfor ikke med at afsende sine Kommissarier,tilmed var Kansler Kielmann syg og kunde ikke sendes til Sprogø; først den 10de Febr. modtog Levin Claus Moltke, som opholdt sig paa Knop, Ordre til at indfinde sig paa Gottorp for at blive affærdiget til Fredsunderhandlingerne;men

---

1) Hertug Frederiks Testamente. Afskrift i Rigsarkivet

underhandlingerne;menda disse, paa Grund af de svenske Vaabens lykkelige Fremgang, sandsynligvis ikke vilde komme i Stand, udsattes hans Afrejse endnu i G Dage¹).

Den 14de udfærdigedes Moltkes Instrux, og da denne er en højst mærkelig og oplysende Skrivelse, skal dens Hovedindhold, tildels med Originalsprogets Vendinger,her gengives. Efter en Række bitre Klager over Kong Frederik, der ikke alene ikke har villet afhjælpe Hertugens „gravamina", men endogsaa har tilføjet ham nye Krænkelser, der stik imod alle gamle Familiepagter og Unioner ved Krigens Begyndelse udelukkede Hertugenfra ethvert Kendskab til de diplomatiske Forhandlingerog de tagne Beslutninger, og som senere tillod „Soldatesken" at skalte og valte i hans Lande efter eget Tykke, erklærer Hertugen, at han for at værne om sin fyrstelige Ære, sin velerhvervede Anseelse og sin landsfyrstelige Regeringsmyndighed har været nødt til at indgaa et nærmere Forbund med Sverige, og det er derfor nu hans Haab, at Kong Karl vil hjælpe ham til de i Traktaten fastsatte Fordele. „Und zwarten setzen vvir auszer alien Zweiffel, da nach gottliche Verfugnisz eine totalts mutatio sich mit der Gron Denmarck veranlaszensolte, es werden hoehgeehrte J. K. M. uns unszer auf das [leich Norwegen habende Erbgerechtigkeit unbeschrenchetganz gerne laszen. Im iibriegen, weiln J. K. M. selber davor gehalten, dasz der respect ratione præstandi Homagii, so man bis Dato Denmarck zutragen inusz, zu dieser Weiterung hochbesagte Gron Denmarck offt induciret, also werden J. K. M. uns hoffentlich beforderlichseyn,

---

1) Forskellige Bievindlæg i Moltkes Dagbog.

forderlichseyn,dasz ein sothanes einmahl fur allemahl aboliret, und wir gleich misere uhralte Prædecessoren das Herzogthum Schleswig mit alien seinen Pertinentien, nichts ausbeschieden, frey und franck nebenst unserer Posteritet besitzen und beherschen mogen".

Paa samme Maade haaber han. at Kong Karl vil hjælpe ham til Afskaffelsen af den besværlige og skadelige Fællesregering over Prælater, Ridderskab og Stæder, saaledes at han faar sine Andele til fri Beherskelse uden Fællesskab med nogen. „Solte es aber an die Wege gebracht werden, dasz J. K. M. sich des juris belli et gladii wolte bedienen, so seind wir in obbesagten foedere versichert, es werden dieselbe uns auch, nach Anweisung der gesambten Hand, diese Furstenthumer ganz gerne gonnen und überlaszen".

Det følger af sig selv, at Moltke ogsaa skulde fremsætte Hertugens ældre Krav paa Svavsted og Kapitelsgodset, paa Peræquationspengene, paa Hertug Adolfs Pension o. a. m., der vilde løbe op til meget betydelige Summer, og som Hertugen vilde have krævet, saa synes det, selv om han var kommen i Besiddelse af begge Hertugdømmerne.

Højere kunde Buen ikke godt spændes, og mod Slutningen vender Hertugen selv tilbage til mere ædruelige Tanker; thi han tilføjer, at „hvis alt forbliver i den nuværendeStand", da skal Moltke særlig tilstræbe, at Prælater, Ridderskab og Stæder deles lige mellem Gottorpog Danmark, og at den unge Hertug hyldes i den hertugelige Andel. Sluttelig paalægges det ham altid at henholde sig til det af Danmark udøvede, almenbekendte Krigstryk (nu yderligere bekræftet ved de i Rigsmarskens „chatul" fundne Breve), og derfor altid grundlægge sine

videregaaende Krav paa de to Hovedpunkter, hvorpaa alle de øvrige hvile, nemlig, „at vi opnaa Erstatning for den lidte Skade og Sikkerhed imod fremtidige Fortrædigelser"{Caution de imposterum non offendendo).

Endelig den 16de Februar afrejste Moltke fra Gottorp. Den 18de passerede han Lille Bælt i Slæde og naaede, trods det indtraadte Tøvejr, lykkelig fra Aarø til Assens. Derefter opholdt han sig 2 Dage i Odense, uvis om, hvorhen han skulde vende sig; den 21de fik han Meddelelse om, at Fredstraktaten allerede skulde være afsluttet. Den 23de passerede han Store Bælt i Kalesche, ledsaget af et Forspand paa 6 Heste, hvoraf han dog kun benyttede de to paa Isen, og over Korsør og Slagelse naaede han den 24de Kong Karls Hovedkvarter i Kjøge, hvor han blev venlig modtagen. En hertugelig Lakaj, der var sendt forud, overrakte ham ved Ankomsten Breve fra Sten Bjelke, der indeholdt de nødvendigste Oplysninger om Sagens Stilling, og om Aftenen tilsagdes han til det kongelige Taffel. Kongen var meget meddelsom og underholdt sig med ham om den svenskgottorpske Politik til Kl. 12 om Natten og gav ham gode Raad og Oplysninger, der kunde være ham til Nytte ved hans forestaaende Besøg i Roskilde.

III. Fredsunderhandlingerne og de gottorpske Krav.

Det var ikke paa Sprogø den 15de, men i Vordingborgden Ilte—13de Februar, at Fredsunderhandlingerne aabnedes mellem Danmark og Sverige, og som vi have set, kom de bag paa Hertug Frederik. Men da Sten Bjelke var svensk Fredsombud, og da han, dels fra Forbundsaftalernei

bundsaftalerneiKiel, dels gennem fortrolige Meddelelser fra Hertugen og Kiel marin, var nøje inde i de gottorpskeØnsker, befandt disse sig for saa vidt* i gode Hænder. Tildels i Overensstemmelse med de ældre Aftaler forlangte Bjelke og Korfits Ulfeldt paa Hertugens Vegne: Lensfrihed for den hertugelige Del af Slesvig, Ophævelse af Fællesregeringen for begge Hertugdømmerne,Afstaaelsen af Svavsted Amt med det slesvigske Domkapitelsgods og Domkirken, samt som KrigsskadeserstatningRendsborg Fæstning og Amt.

Selv om Hertugen havde været krigsførende Part og som Sejrherre staaet ved Kong Karls Side, kunde han næppe have rejst mere üblu Fordringer; men da han i Februar 1658 officielt ikke var andet end en uvillig dansk Lensmand, der under en stor Fare havde ladet sin Lensherre i Stikken, maatte hans uventede Krav nødvendigvis virke som en stor og skandaløs Overraskelse.1 København kendte man, som alt bemærket, næppe noget til de svensk-gottorpske Aftaler i Kiel, i Efteraaret 1657 havde Kong Frederik søgt Hertugens Mægling, hvad han næppe vilde have gjort, hvis han havde kendt hans Feloni, og nu stode hans Fredskommissarieri Vordingborg, Rigsraaderne Joachim Gersdorf og Christen Skeel, i hvert Fald helt blottede for Instrux over for saa uforudsete Fordringer. Det er muligt, at de, overvældede af det almindelige Sammenbrud, kunne have gjort ogsaa Hertugen visse mundtlige Indrømmelser; men til bestemte Aftaler kom det ikke. I Præliminærfredeni Høje Taastrup den 18de Februar 1658 lyder § 17 saaledes: „Hertugen af Holsten skal have billig Satisfactionaf Kongen af Danmark, hvorom der videre skal forhandlesog afsluttes en Traktat", og den 19de skrev

Bjelke fra Hovedvarteret i Thorslundemølle til Hertugen, at det, uagtet han havde savnet dennes Instrux, dog var lykkedes ham in terminis generalibus at faa lagt en fast og god Grund for Hertugens forestaaende Satisfaction, og han lovede ved de Forhandlinger, som endnu samme Dag skulde aabnes i Roskilde, at fastholde de Punkter, som han i sin Tid havde modtaget af Kielmann, samt hvad Hertugens herværende Sekretær ellers kunde have at. oplyse.

Det viste sig dog snart, at han her lovede for meget. I Virkeligheden kom Forhandlingerne i Roskilde ikke ud over Taastrup-Forliget. Den 22de Februar afsendte Sten Bjelke en Række Breve til Kong Karl1). I det første meddeler han, at Gersdorf og Skeel slet ikke ville forhandle med ham og Ulfeldt om Hertugens Sager, „eftersom vi mangle Fuldmagt fra ham", og de kun i almindelige Udtryk have lovet ham Satisfaktion. Som Bevisligheder fremlagde Bjelke vel Hertugens egenhændige Breve'-) til ham; men ogsaa disse afvistes af formelle Grunde, og han antager derfor, at Danskerne ville benytte de gottorpske Forhandlinger til at hale Tiden ud.

I et senere Brev af samme Dato mener han dog, at de Danske ville give efter „foruthan Satisfactionen" i Rendsborg, og i en Efterskrift tilføjer han: Kongen af Danmark vil opgive Svavsted, Fællesregeringen og Lensbaandet,medens fjerde Punkt (Rendsborg) henstilles til videre Forhandling mellem Kongen og Hertugen. Dette var dog kun en Foregribelse. De danske Ombud gjorde haardnakket Modstand imod Hertugens Krav, og der var ingen Udsigt til snarligt Forlig. Men nu greb baade

---

1) Goyetske Papirer. Sverige. A.

2) Bjelke til Hertugen 24/2. Indlæg i Moltkes Dagbog.

Ulfeldt og den franske Gesandt Terlon ind i Forhandlingerneog foresloge — eftersom den gottorpske Sag syntes at skulle blive „haardest" — at indskrænke HertugensKrav til Afstaaelsen af Svavsted og Ophævelsen af Fællesregeringen og Lensbaandet, medens Spørgsmaaletom Skadeserstatning helt skulde udelukkes fra de almindelige Fredsbetingelser og henvises til en særlig- Forhandling, naar de gottorpske Sendemænd vare komne til Stede. Men selv ikke det kunde naas. let Brev¹) af 22de Februar tvivler Ulfeldt om, at Sagen „kan tvinges saa vidt", og Dagen efter skriver Bjelke¹) til Kong Karl, at „de tre Punkter, som Hertugen cederes skulle, vække større Urede, end om de blive urørte", og han og Ulfeldt ere derfor blevne enige om at lade alt hvile til Parternes senere „Forligning", i Steden for at afslutte noget „ufuldkomligt" til Hertugens Skade. Derfor have de aftalt med Skeel (Gersdorf laa syg af Podagra), at Hertugens Sager skulle forhandles af Ombud fra begge Sider og afsluttes, førend de svenske Tropper forlade Riget, særlig Jylland. Sluttelig tilføjer han, at Fredstraktatenherefter kan overleveres inden 3 Timer.

Baade Meadowe og Terlon paastode siden, at Hertugenstre Hovedkrav med Lethed kunde været indsatte i Fredstraktaten, men at dette forhindredes af Sten Bjelke, dels fordi han ønskede at skaffe Hertugen yderligereFordele, dels fordi han af andre Grunde havde et saa uhyre Hastværk, at han maatte foretrække den antydedeGenvej. Dette stemmer rigtignok kun daarligt med Gersdorfs Vidnesbyrd (som senere skal omtales); men derfor er det dog ingenlunde udelukket, at Forvirringeni

---

1) Goyetske Papirer. Sverige. A.

ringeniKøbenhavn og Uenigheden mellem Kongen og Rigsraadet ikke ogsaa kan have medført en pludselig Eftergivenhed paa dette Punkt. Fra Kong Frederik foreligger der to højst forskellige Ordrer til Gersdorf og Skeel, begge daterede d. 23de Februar. I den ene befaler han dem, at de, „naar Rendsborg udelukkes, skulle slutte paa de andre Propositioner, som de agter Kongens Tjeneste kan søges, og ingen andre Konditioner ere at opnaa". Denne Ordre synes saaledes at aande Underkastelse; men i den anden hedder det: Eftersom vi af Eders Skrivelse erfarer, at Hertugen af Gottorps Satisfaction begæres, førend hans Kærlighed Kongen af Sverige her af vort Land Sjælland vil marchere, saa efterdi vi baade udi denne saa vel som udi de andre os foreslagne Poster haver efterkommet, saa vidt mest muligt haver været, hans Kærligheds Begæring, og da haver I tilbørlig at remonstrere, at os ikke mulig er udi den Post om Communionen saa vel som om feudi Afstaaelsenoget derved at kunne gøre, hvilket hans Kærlighedpaa Gottorp ogsaa vel bekendt er, førend vores samtlige Rigsraad saa vel som holstensk Raad tillige med Stænderne derudi haver samtykt. — Tillige meddelte Kongen, at han lige saa lidt vilde afstaa hele Svavsted Amt, men tilbød at mageskifte den ene Halvdel f. Ex. med Løgumkloster. „Kan dette ikke naas, maa de remitteredet til Gud og Verden" ').

Vi ved ikke, hvilken af disse Ordrer der er den yngste, men senere paastod Gersdorf paa det bestemteste, at han ikke havde modtaget nogen kongelig Befaling til at indvilge i Hertugens Krav, og at han og Skeel derfor

---

1) Kopi i Rigsarkivet. Smlgn. J. A. Fridericia anf. SI.. S. XLIV.

heller ingensinde havde indrømmet ham noget bestemt. Dette maa vel staa til troende. Men Kong Frederik drev ogsaa Underhaands-Forhandlinger med Svenskerne, særlig gennem Terlon, og denne underrettede senere Levin Moltke om, at Kongen af Danmark ikke havde gjort Vanskeligheder paa de tidt nævnte tre Punkter, hvilket han vidste, ikke fra Fredskommissarierne, men fra selve Kongen, med hvem han privat havde forhandlet derom. Derimod havde Kong Frederik paa det heftigstesat sig imod Rendsborgs Afstaaelse og erklæret hellere at ville miste alt, ja sin egen Hals, end at overladedenne Fæstning til Hertugen. Ogsaa Karl X udtaltesig i samme Retning om Kong Frederiks Hensigter,og det er derfor sandsynligt, at der bag Gersdorfsog Skeels Ryg er foregaaet et Intriguespil, hvis Formaal og øvrige Traade ere os übekendte¹).

Under disse Forhold trak Underhandlingerne i Roskilde ud fra Dag til Dag. Den 24de skrev Bjelke til Kielmann: De Herrer Daner ere meget langsomme i Vendingen; vi have nu underhandlet i 6 Dage, men ere langt fra færdige, eftersom de „soubsoniren undt scrupuliren alles undt referiren alles nach Copenhagen". De ynde vel i høj Grad Freden, men kunne ikke finde sig tilrette med Betingelserne, og Tilliden mellem dem indbyrdes er heller ikke stor'²).

Samme Dag skrev han til Hertugen, at det desværreikke var lykkedes ham at sætte sin Villie igennem,eftersom de Danske haardnakket havde nægtet at forhandle med ham om Hertugens Anliggender, saa længe han ikke kunde fremlægge dennes Mandat, ja de

---

1) Moltkes Dagbog 3/358; 29/2 58.

2) Brevindlæg i Moltkes Dagbog.

havde staaet saa stivt herpaa, „daz wir mit denen Herren Mediatoren soleher Maszen hart an einander, and an deme gewesen, dasz das ganze Werck were wiederumb iibern Hauffen gestoszen und zernichtet worden", hvis de ikke tilsidst havde enedes om at udsættedet hele til senere Forhandlinger. Dog skulle disse Forhandlinger tilendebringes før den svenske Hærs Udinarche, og tiltrods for Modstanden lover han Hertugenet „fornøjeligt accomodement", bortset fra RendsborgsAfstaaelse, der vanskelig vil kunne sættes igennem.

Tilsidst rettede de danske Ombud deres Modstand mod det Tidspunkt, som fra svensk Side ønskedes fastsat for de gottorpske Forhandlingers Afslutning. Sten Bjelke vilde have dem endt før den svenske Hærs Udmarche af Riget, altsaa før end Karl Gustav havde sluppet sit Greb om Danmarks Strube, og forgæves kæmpede Skeel og Gersdorf herimod. De opnaaede kun en betydningsløs Ændring i Fredstraktatens Ordlyd. Dennes §22 lød saaledes: H. K. Maj. af Danmark skal være forpligtet til efter Billighed at give Hertugen af Gottorp Satisfaction, og heroin skulle begge Fyrsternes Sendemænd forhandle med hinanden, dog saaledes at Traktaten desangaaende skal være afsluttet inden 2den Maj. — Men denne Dag var ogsaa fastsat for de svenske Troppers endelige Udmarche, og Forhandlingerne skulde altsaa føres og afsluttes under Tvangstilsyn Ira Sveriges Side.

Levin Glaus Moltke kom til Roskilde den 25de FebruaromMorgenen, altsaa et helt Døgn før FredstraktatensUdfærdigelse,og han trængte strax ind paa Sten Bjelke for at faa ham til ikke at underskrive Traktaten,

før Hertugens Hovedkrav vare optagne i samme; men Bjelke afviste ham kort med den Bemærkning, at Fredsslutningen—af Hensyn til de skaanske FæstningersEvacuation— ikke kunde udsættes længere, og at de gottorpske Sager derfor maatte afgøres ved senere Forhandlinger. Samme Dag underrettede Moltke Hertugen om Sagernes Stilling. I sin Fremstilling fulgte han endnu Bjelkes optimistiske Opfattelse. Hertugen vilde sikkert faa hele Bispelenet og Souveræniteten, om end kun for Mandsstammen; derimod vilde FællesregeringensOphævelsemøde stor Modstand hos den holstenske Adel, der formente, at en saadan Forandringstredimod dens Privilegier og Fyrsternes Ed. A part havde Kong Frederik dog meddelt Terlon, at han ikke var utilbøjelig til at gøre dette Skridt, samt at de største Vanskeligheder kom fra de danske Kommissærer.SomKrigsskadeserstatning havde Karl X forlangt Rendsborg og Rendsborg Amt for Hertugen; men dette Krav havde vakt den mest forbitrede Modstand fra dansk Side. Hertugens øvrige „gravamina" havde slet ikke været paa Tale, da alt her — af Grunde, som han ikke vil betro til Papiret — skal afgøres med flyvende Fart. Han forudser, at Fællesregeringen ikke kan ophævesudenen Landdagsforhandling, og han raader indtrængendetil,at den unge Hertug, Christian Albrecht, snarest, mulig modtager Stændernes Eventual-Hylding. Endvidere beklager han sig over, at hans Instrux er alt for utilstrækkelig, og særlig udbeder han sig en amtsvis Fortegnelse over den lidte Krigsskade, et endeligtOpgørover Hertugens samlede Pengekrav paa Danmarkogen bestemt Udtalelse om, hvorvidt Hertugen

vil være tilfreds med Rendsborg Amt og Fæstning som
Æquivalent for disse Fordringer1).

Moltke indsaa dog snart, at det gunstige Øjeblik for en hurtig og fordelagtig Afgørelse af Hertugens Krav var undsluppet ham, og at Sten Bjelke og Karl X, i deres Hastværk for at komme i Besiddelse af Skaane, foreløbig havde skudt hans Herres Interesser til Side. Hertugens Hoved fordringer egnede sig for en Afgørelse ved Sværdet; men i en mere fredelig Forhandling med Rigsraad og Landdag var det umuligt at retfærdiggøre dem. og sandsynligvis har Moltke kun med tungt Sind betraadt denne Vej. Den 26de aflagde han et Besøghos Skeel (Gersdorf var stadig sengeliggende), og Rigsraaden modtog ham forsagt forsonlig. Han indrømmede, at Hertugen maatte tilfredsstilles efter Billighed, og med Hensyn til de oftnævnte tre Punkter og Skadeserstatningen viste han sig „raisonabel"; men til Moltkes store Misfornøjelse tilføjede han dog, at Sagerne burde afgøres i Holsten, hvilket indbragte ham et „tilbørligt" Svar. Ligeledes sagde han, at Hertugen for den lidte Skade ikke maatte kræve for meget; thi Riget havde ikke ret meget mere at give, og dog vilde de gøre noget. Snarere burde man have Medlidenhed med dem paa Grund af deres haarde Ulykker; han tilbød at befordre alt paa det bedste. Personligt havde han lidt et Tab paa over 100,000 Rdl.

Næste Dag besøgte Moltke Gersdorf paa Sengen; men Rigshofmesteren tog langt fra saa blidt paa Sagerne som Skeel. Han nægtede „plane", at Kongen nogensindehavde lovet at afstaa Svavsted og det slesvigske

---

1) Breve fra Moltke til Hertugen af s5/a og 2S'?. Concepter.

Kapitelsgods, en Sag, der tilmed afhang af Rigsraadets Godkendelse. Han nægtede lige saa bestemt at have givet Hertugen Løfte paa Lensfrihed, og han forsikrede, at hverken han eller Skeel nogensinde havde modtaget Ordre til at gaa ind paa Hertugens Fordringer. Og — tilføjede han — da de svenske Ombud ikke have kunnet fremlægge Hertugens Fuldmagt, og da Freden nu er afsluttet,saa have vi kun i Sinde at give Hertugen „eine schlechte Satisfaction"¹) Dermed var det danske Standpunkt klart angivet, og for Hertugen maatte alt bero paa, om Afgørelsen kom til at falde før eller efter den svenske Hærs Udmarche af Riget.

I de samme Dage nedskrev Moltke et vidtløftigt Indlæg eller en „Specification" paa alle de Punkter, som hans Herre havde paalagt ham at føre frem ved Fredsunderhandlingerne.Denne er dateret Roskilde d. 28de Februar, og Originalen overgaves til Skeel for senere at forelægges Kong Frederik, medens et fransk Sammendragtilstilledes Terlon og Meadowe. For os indeholder Opsatsen intet væsentlig nyt, og her skal kun omtales et Par Punkter. Hans Herre — skrev Moltke — havde lige fra Begyndelsen af søgt at forhindre denne skadeligeKrig og senere ved sin Mægling prøvet paa ligesom at kvæle den i Asken; men hans gode Hensigter og hans i Unionen velbegrundede Forslag vare blevne afviste,ja selv hans egne Haandbreve forblevne übesvarede²).

---

1) Brev fra Moltke til Hertugen af 28/2. Concept.

2) Herpaa svaredes fra dansk Side, at Hertugens Haandbrev om Mægling ikke alene var bleven modtaget med venlig Tak; men at. Kongen endogsaa havde sendt v. Gorbitz til Gottorp med Svar. Denne var imidlertid bleven standset af Svenskerne, der baade nægtede ham frit Lejde og Bedækning, hvorfor han maatte opgive Rejsen. („Refutation Se Anm. S. 48.)

Nu var Fyrsten gammel og kunde kun ønske at tilbringesine sidste Dage i Ro; men da det ogsaa var hans Pligt at sikre sin Efterfølger og sit Land rolige Tilstande, havde han ikke kunnet unddrage sig for ved dette Fredsværk at værne om sin „Jura" og at faa alle de Stridspunkter ryddet af Vejen, som hidtil havde forstyrretdet gode Forhold mellem ham og Kongen af Danmark. Derfor havde han først overdraget sine Interessertil Sten Bjelkes Varetagelse og nu afsendt Moltke i samme Øjemed.

Derefter gennemgaas alle de gottorpske „gravamina", der ere omtalte i Indledningen; men særlig dvæler Forfatterendog; ved de oftnævnte tre Punkter: Svavsted, Lensfriheden og Fællesregeringens Afskaffelse. Det første Spørgsmaal turde være tilstrækkeligt belyst foran, og her bemærkes kun, at Moltke — i Henhold til den franske Gesandts Vidnesbyrd — anser det for afgjort, at Kong Frederik vil indrømme Hertugen hele Bispelenet som Arv. Derimod kneb det svært med at begrunde de to andre Punkter. Om den slesvigske Len sundfangelse hedder det — forøvrigt meget paatværs af Sandheden — at . man fra kongelig Side, trods den endelige Ordning ved Lensforliget i Odense 1579, har søgt at give de deri fastsatte Forpligtelser en større Rækkevidde, end Ret er, og derved fremkaldt Stridighederog Besværinger. Da imidlertid baade Sten Bjelke og Terlon have meddelt Moltke, at saavel Kongen som Kronraadet ere villige til at befri Hertugen og hans mandlige Efterslægt for Lenspligten, anser han det for overflødigt at anføre dennes Klagemaal. Ogsaa Fællesregeringenhar tidligere fremkaldt mange Stridigheder,og da Hertugen i den senere Tid paa Grund af

samme har lidt megen Skade, ledsaget af Fornærmelser imod hans fyrstelige Værdighed og Respekt, maa han nu kræve, at der foretages en lige Deling af Hertugdømmerne,og at enhver af Fyrsterne faar sin Andel til uafhængig Regering, uden dog derved at træde StændernesPrivilegier for nær. Men da Moltke, ligeledes af Terlon, har erfaret, at Kongen vil give efter ogsaa paa dette Punkt, staar der intet andet tilbage end i Marts eller April Maaned at indkalde en Landdag, at forelægge Delingsakten for de samlede Stænder og at løse dem fra Samhyldingseden til begge de regerende Herrer, saaledes at enhver af Herrerne igen af sine Stænder kan modtage„das juramentum apart". Dog ønsker Hertugen, for end yderligere at undgaa alle Stridigheder, tillige, at der samtidig foretages et Mageskifte saaledes, at de begge faa deres Lande, Amter og Stæder i „continuo tractu" og med faste Grænser.

Den 28de Februar skrev Moltke hjem om den Modstand,somsaa uventet var rejst fra Rigshovmesterens Side, og om de vanskelige Udsigter i det hele, og i sin Svarskrivelse af 4de Marts udfolder Hertugen en ret overraskende Selvretfærdighed. Han anser sine Krav for i høj Grad billige og havde derfor ventet, at Danmark vilde have imødekommet hans Ønsker med samme „Affection" som Sverige; men da han nu, til sin ikke ringe Forundring, hører, at Rigshovmesteren endogsaa haardnakket sætter sig imod dem, stoler han paa, at Kong Karl og Sten Bjelke ville vide at sætte igennem, hvad de have indledt. Han forlanger hele Svavsted med Kapiteisgodset; thi i 72 Aar har Kongen forholdt hans Forfædre og ham Halvdelen og altsaa ogsaa HalvdelenafIndtægterne,

delenafIndtægterne,der nu beløbe sig til den tredobbelteSumaf Godsets hele Værdi. Ligeledes forlangerhanSouveræniteten over Slesvig; thi før Forliget i Odense 1579 have Hertugerne af Slesvig, henholdsvisGreverneaf Holsten, ikke villet vide af noget Vasalforhold at sige, og desuden havde den omtalte Overenskomst langt snarere Præg af et gensidigt Forbundendaf en Lensfølgelov. Heller ikke hans øvrige Fordringer (Krigsskadeserstatningen, Peræquationsgælden, Hertug Adolf's Pension o. s. v.) kunne underkendes; men da Rigshovmesteren har antydet, at den forestaaende Overenskomst mellem ham og Danmark ikke kan blive af nogen Varighed, og da man deraf maa slutte, at Danskerne pønse paa nye Anfald imod ham, skal Moltke fornemme Kong Karls Tanker om. hvorledes han i Fremtidenkansikre sig imod denne Fare. Hvis han i Steden for Skadeserstatningen og de andre underordnede Krav kunde opnaa det „bevidste Sted" med Tilbehør som Ejendom, — hedder det videre — saa vilde han af KærlighedtilFreden føle sig „mættet" derved, skønt det langt fra dækker hans Tab; men skulde dette ikke være til at opnaa, maa han i høj Grad ønske, at Rendsborgs Volde jævnes med Jorden, og at denne Fæstning saaledesgøre?,uskadelig for Fremtiden. Forøvrigt er han fredelig stemt og vil ikke rippe op i andre Stridsmaal; men paa den anden Side benytter han sig af den nærværendeLejlighedmed fuld Ret og Føje, eftersom Danmark—uden hans Medvirkning — har bragt ham tre Krige paa Halsen og svækket hans Lande og Undersaatter.Hanforlanger bestemt, at alle hans Klagemaal, ogsaa de ikke særlig anførte, i Forbindelse med eventuelledanskeModklager,

tuelledanskeModklager,skulle afhjælpes inden den
svenske Hærs Udmarche1).

Moltke fik saaledes nok at gøre, og først og fremmest lagde han an paa at vinde Fredsmæglerne. Dette gik let nok overfor Terlon, der i Forvejen heldede til svensk Side. Derimod var Meadowe mere igaaet med det danske Hof, og for at vinde ham for Gottorp aftaltes følgende lille Intrigue. Terlon skulde faa Kar] X til at anbefale Hertugens Anliggender særligt til Meadowe og paa en saadan Maade, at det maatte se ud, som om Kongen ikke gjorde videre Regning paa Terlon, thi saa vilde den engelske Gesandt gøre mere end ellers. Komedien opførtes den 28de Februar i Kjøge, og Moltke forsikrer, at Meadowe fra dette Øjeblik var Hertugens Sag gunstig.

Den Iste Marts forlode Gersdorf og Skeel Roskilde, og den 2den kom Karl X dertil for at fortsætte Rejsen til Kongemødet paa Frederiksborg. Om Aftenen var Moltke tilsagt til det kongelige Taffel, og Kong Karl talte med „stor Passion" om Hertugens Sager'2), ligesom han højst naadig optog Kammerraadens Udviklinger om Gottorps Betydning for Sverige og dets vanskelige Fremtidsstillingoverfor de nærliggende kongelige Fæstninger. Han vilde havt Moltke med til Frederiksborg; men da

---

1) Hertugens Brev foreligger kun i Afskrift, og denne er næppe helt paalidelig.

2) Moltke refererer en Samtale, som han samme Dag havde med Skeel og Meadowe, saaledes: Und damit Ich das invidiam et odium von Hirer Fursti. Durchl. declinirte, sagte ich, dasz Hire Konigl. Mayst. zu Schweden dafur hielten, dasz all daszselbe, was I. F. D. d Dams eiiitten hette, were propter odium mi geschehen, darumb Sie auch sponte suå I. F. D. Interesse bey den Tractaten beobachtet hette, auch dieses Werck Ihr nicht weniger alsz Ihr eigenes wurden angelegen seyn laszen. (Dagbog d. ' 3.)

denne ikke var forsynet med Kreditiv til Kong Frederik, maatte Tanken opgives. Det aftaltes derfor, at han foreløbig skulde forblive i Roskilde, indtil Sten Bjelke kom tilbage fra den skaanske Rejse og i København skulde føre Forhandlingerne om den nordiske Alliance, hvor de gottorpske Spørgsmaal ogsaa vilde blive afgjorte. Endnu var Kong Karl stærkt opsat paa, at Hertugen i Krigsskadeserstatning skulde have Rendsborg Amt og Fæstning; ligeledes forlangte han Oplysninger om den aarlige Indtægt af Svavsted samt nøjagtige Overslag over den lidte Krigsskade m. in., og da Moltke ikke kunde give ham saadanne, forundrede han sig højlig over Hertugens Efterladenhed. Sluttelig paalagde han Kammerraaden at føre de fremtidige Forhandlinger med Danmark skriftligt.

I Roskilde indfandt Henrik Bjelke og Ove Jul sig for at ledsage Kong Karl til Frederiksborg, og Korfits Ulfeldt benyttede Lejligheden til at anbefale Hertugens Sager til dem. Efter Kongens Afrejse havde Moltke en længere Samtale med denne. Først gav den tidligere Rigshovmester en af sine sa^dvanlige Udviklinger til bedste over den danske Stats Tilstand og spurgte dernæstom et eventuelt Giftermaal mellem en dansk Prinsesseog den unge Hertug Christian Albrecht. Han forsikrede,at de danske Rigsraader satte megen Pris paa en saadan Forbindelse, og ogsaa han vilde anbefale den, naar Hertugen først havde afviklet sine Stridsspørgsmaalmed Kronen, eftersom en god Alliance er bedre end Krig. Forøvrigt viste han sig meget velvillig stemt imod Hertugen og fortalte, at Kong Christian IV i sin sidste Levetid havde tænkt paa at overfade Gottorp hele det slesvigske Bispegods, Halvdelen som Arv og

Resten som Erstatning for den uretmæssig oppebaarne Indtægt i flere Slægtled, ja han havde endogsaa givet Gersdorf Anvisning paa den Protokol, hvori Kongens Hensigt fandtes optegnet¹). Moltke tilføjer dog, at han fra anden Side har hørt, at Ulfeldt ikke er særlig ivrig i Hertugens Sager og navnlig ikke med Hensyn til Fællesregeringens Ophævelse.

Den 4de Marts sendte Moltke en Enspænder til Gottorp med fornyet Bøn om en nøjagtigere Instrux og om hurtigst mulig at faa et Kreditiv til Kong Frederik, da han ellers ikke vilde blive godkendt ved de forestaaende Forhandlinger, og da de Danske øjeblikkelig vilde benytte denne Mangel til nye Forhalinger. Han tilføjer, at Striden om Peræquationen og Uetersen næppe vil komme for ved den *iuværende Lejlighed.

Imidlertid foregik det mærkelige Kongemøde paa Frederiksborg, og gennem Kong Karls Rejsesekretær holdtes Moltke underrettet om Begivenhederne der. Den ste meddelte han, at Hertugens Krav føltes som en smertelig Ydmygelse ved det. danske Hof, at FællesregeringensOphævelse — efter Hoffets Mening — stred imod Hertugens Ed paa Fyrstendømmernes Forfatning, og at Hertugen, selv om der ikke vilde rejse sig uovervindeligeHindringer for Svavsteds Afstaaelse og for den krævede Krigsskadeserstatning, dog vel burde betænke, at Lykken atter kunde vende sig. let Brev af Bde Marts opholdt Sekretæren sig særlig ved Kongernes Fortrolighedimod hinanden. De havde talt meget sammen afsidesog i lukkede Kabinetter, hvorover de danske Rigsraadervare meget bestyrtede og melankolske, ligesom

---

1) Moltkes Brev til Kielmann 4 :,. Concept.

de ogsaa havde forsøgt at hindre hele Sammenkomsten. Ved Afskeden havde Kongerne omfavnet hinanden, og de svenske Raader havde faaet kostbare Gaver af den danske Konge, Sten Bjelke f. Ex. et kostbart Forspand med Equipage og en Guldkæde, og da Kong Karl anbefaledeHertugens Sag til Kong Frederik, havde denne lovet at befordre den med samme Iver, som hvis den svenske Konge selv var til Stede *). let Brev af 13de Marts skrev Rejsesekretæren endelig, at det efter Kong Karls Mening vilde blive meget svært at erhverve Rendsborgfor

Frederiksborgmødet fik ogsaa Følger for de senere Forhandlinger i København; thi før dette var det bestemt, at disse fra svensk Side skulde føres af Sten Bjelke og Korfits Ulfeldt; men" i Frederiksborg havde Frederik 111 bedt Kong Karl om at blive forskaanet for Ulfeldt, da „han ikke kunde taale at se denne Mand for sine Øjne". Den 6te kaldtes Ulfeldt derfor over til Skaane, og den 13de Marts udnævntes Statssekretær Peter Julius Goyet til andet Ombud ved de københavnske Forhandlinger. Dette var et for Danmark saare uheldigt Bytte; thi Goyet var fyldt af Had til os, stod stivt paa Sveriges og Hertugens Fordringer og var altid rede til at slaa paa Sværdet.

IV. Forhandlingerne i København til den 19de April.

Den 10de Marts kom Sten Bjelke atter til Roskilde,
den 17de Goyet, og den 19de afrejste de til København.

---

1) Moltke til Hertugen 8/j.8/j. Concept.

Undervejs blev det svenske Gesandtskab modtaget af 600 'Ryttere og under Ledsagelse af mange fornemme Herrer ført ind i Byen. Samme Dag drog Levin Moltke til København, men befandt sig forøvrigt ien ret vanskelig Stilling. Gentagne Gange og meget indtrængende havde han skrevet om at faa et Kreditiv til Kong Frederik tilsendtfor officielt at kunne optræde som Hertugens Sendemand, og samtidig havde han bedt om, at Kansleren Johan Adolf Kielmann, Sjælen i den hertugelige Politik, ogsaa maatte komme til Stede og sammen med ham føre de vanskelige Forhandlinger; men endnu var intet af dette sket. Den 20de opsøgte Dronningens Kammerjunker, den holstenske Adelsmand Hans v. der Wisch. ham og sagde, at Kongen i højeste Grad havde følt sig ilde berørt af, at Hertugen vilde benytte denne Lejlighed til at afgøre deres Stridigheder, hvortil Moltke kun kunde svare, at enhver er sig selv nærmest *).

Endelig den 21de Marts ankom Kansleren og med ham Kreditivet, og den 24de afhentedes begge Herrerne i to Karosser, men med „kun een Æreskavaler", til Audiens hos Kongen. Dronningen og Kronprinsen. Paa Slotspladsenmodtoges de af mange adelige Herrer, og i Audiensgemakkerne fandt de Majestæterne omgivne af Rigsraader, Æresdamer og Kavallerer. Kielmann førte Ordet ved alle tre Lejligheder og skrev senere til Hertugen:„Die Gesichten waren schwarten etwas fremd, die Beantvvortung aber so mittelmåszig". Ved Kongens Side saa de deres mest haardnakkede Modstander, den holstenske R.aad, Generalkrigskommissær Fred. v. Ahlefeldttil Søgaard (senere Storkansler), og da Kielmann

---

1) Moltkes Bievconcept herom er delvis skreven med Zifre.

havde gratuleret Kongen til den opnaaede Fred med Ønske om, at den maatte blive til Flor for hans Stater, samt kortelig berørt sit eget Ærende, tog Ahlefeldt Ordet og fremhævede særligt, at Hans Majestæt, idet han sluttede Fred med Sverige, ikke havde ventet at skulle have med andre at gøre og navnlig ikke, at han ogsaa skulde besværes med Hertugens store Fordringer. Dog vilde Kongen gøre sig bekendt med hans Indlæg og udnævne Ombud til den forestaaende Forhandling.

Samme Dag aflagde Kielmann og Moltke Visit hos Rigshovme.steren Joakim Gersdorf; men ogsaa her fandt de en meget kølig, om end høflig Modtagelse, og atter nægtede Rigshovmesteren paa det bestemteste, at der i Roskilde var givet Hertugen Løfte paa de tidt omtalte tre Punkter. De søgte vel at godtgøre, at deres Herres Krav vare vel begrundede, at de ikke stred imod Landenes Privilegierog at uvildige Mænd maatte give ham Medhold. Det var dem umuligt at fjærne det Odium, der uløseligt var knyttet til Hertugens Handlemaade. Fra alle Sider slog den .skarpeste Uvillie dem i Møde, ja selv Fredsmæglernefortalte dem, at Hertugen hos sin egen Adel vilde finde den bitreste Modstand. Kielmann opholdt sig i København i over 6 Uger og aflagde Visit hos omtrent alle Rigsraader; men — efter hans egne Oplysninger— gengældte ikke een af dem Besøget. Den :27de Marts skrev han hjem til Hertugen¹): Her gaar alt ud paa at skræmme os og at forhale Sagerne. Danskernehave i Sinde at sende Aftalerne i Roskilde ad Vandsbæk til („ins weite Lerchenfeld"), og man undser sig ikke ved at fortælle os, at det altid er de smaa, der

---

1) Brev fru Kielmann og Moltke til Hertugen 27/3.

maa strække Hud, naar de store slaas. Kong Frederik ser hellere, at alt styrter sammen over ham, end at han skulde indrømme Hertugen noget; han anser Souverænitetenover Slesvig for værdifuldere end 2 Millioner Rigsdaler, Ridderskabet er imod Fællesregeringens Ophævelse,Hertugen har aldrig krævet hele Svavsted Amt med Kapitelsgodset, og om Krigsskadeserstatning og Sikkerhed for Fremtiden (Caution de non offendendo) kan der slet ikke være Tale. Kongen har endnu 15000 Mand paa Benene, og han behøver derfor ikke at lade sig saadanne Ting foreskrive. Derfor skulde Hertugen, der er en retsindig Herre, vel betænke sig, før han lader det komme til slige Yderligheder. —

I Rigshovmesterens Forstue havde de mødt Meadovve, og han paastod atter, at det udelukkende var Sten Bjelkes Skyld, at de tre Punkter ikke vare blevne optagne i Fredstraktaten: for Øjeblikket gjorde Holstenerne alt meget svært. Dagen efter gentog baade han og Terlon det samme, og de antydede tillige, at Modstanden særlig udgik fra Frederik Ahlefeldt, der lidenskabeligt satte sig imod Hertugens Krav. De maatte derfor paa ingen Maade skille deres Sag fra Svenskerne og heller ikke forhandle uden i deres Nærværelse; ligeledes vilde det være i høj Grad ønskeligt, om Gersdof atter kunde blive Kommissær; thi han var retsindig, og naar de svenske og gottorpske Forhandlinger førtes paa samme Sted, kunde han, trods sin Sygdom, maaske bevæges til at deltage.

Samtidig overgav Meadowe dem Kong Frederiks paa Fransk affattede „Declaration" x) paa de tre Punkter, som de straks besvarede i „Mémoire touchant la derniére resolution de son Altesse d'Holstein"x), der i For-

---

1) Indlæg i Moltkes Dagbog.

trolighed overgå ves til Teiion som en Vejledning under hans videre Bestræbelser til Gunst for Hertugen. — Kong Frederik udtalte: I) Da Fællesregeringens Ophævelse principielt stred imod Ridderskabets Privilegier, edeligt bekræftede af saavel Kongen som Hertugen, maatte denne Sag henvises til Afgørelse paa en Landdag, og Kongen skulde saa bestemme sig for det Forslag, der mest maatte tilfredsstille Hertugen, saaledes at al Trætte herom fremtidig kunde undgaas. II) Ophævelsen af Hertugens Vasalforhold til Danmark maatte afgøres paa en Rigsraadsforsamling og der vedtages, hvis Hertugen skulde føle sig tryg for Fremtiden. Kongen lovede at fremskynde Piigsraadets Sammenkaldelse. Ill) Striden om Svavsted foresloges udsat til det første personlige Møde mellem Kongen og Hertugen, hvor da alt kunde afgøres i Venskab og god Forstaaelse. I en Efterskrift var tilføjet: Forøvrigt haaber Kongen, vor Herre, at Hertugen, hans nære Frænde og særdeles gode Ven, naar han tilfredsstilles paa de nævnte tre Punkter, da ikke vil kræve mere til stor Skade for Danmark og Kongens Efterfølgere og Arvinger, og ligeledes haaber han, at Venskabet imellem dem, bekræftet ved Blodets Baand. saaledes kan genoprettes og forplantes til Efterslægten, hvad han ønsker af ganske Hjærte.

Herpaa svaredes fra gottorpsk Side: Herfugen søgte Fællesregeringens Ophævelse ikke for at forringe Adelens Privilegier, men for at undgaa Stridigheder, der vare til Skade for Landet og tilsidst kunde blive farlige for hele Huset Holsten. Da Kongen imidlertid gjorde saa mange Vanskeligheder, vilde Hertugen, for ikke yderligere at saare hans Følelser, foreløbig, indtil man fandt nye Udveje, forblive i Fællesskab med ham angaaende

Omslagsforretningerne og Retsforvaltningen (Landretten); men han forlangte, at Fællesskabet med Hensyn til Landdag og Landkiste („Legekasten") straks skulde hæves. Ogsaa Kravenepaa „Satisfaction" eller Erstatning for den lidte Skade fastholdtes, og denne løb op til mange Tdr. Guld; men for ogsaa her at vise sit forsonlige Sindelag vilde Hertugen slaa betydelig af paa sine retmæssige Krav. Angaaende hans fremtidige Sikkerhed vilde ingen uhildet fortænke ham i. at han med de gjorte Erfaringer for Øje krævede et Pant af Kongen; men hvis Rendsborg forblev Fæstning, vilde den paa Grund af sit Naboskab til Gottorp ved enhver Krigsurolighed forblive en stadig Trudsel imod Hertugen, og hans Residens samt Kiel, Neumimster og Bordesholmvære udsatte for Ødelæggelse. Dog maatte Hertugenpaa det bestemteste benægte, at han søgte at opnaa denne Fæstning for at skade eller incommodere Kongen, det skete udelukkende for hans egen Sikkerheds Skyld, og for at give et slaaende Bevis paa sit fredsommelige Sindelag erklærede han sig tilfredsstillet, hvis dens Fæstningsværkersløjfedes. Med Hensyn til Lensbaandets Ophævelse og Svavsteds Afstaaelse kendte Gesandten allerede Hertugens Standpunkt, (men forøvrigt udviklede baade Kielmann og Moltke, at da Kong Frederik ved Roskildefreden havde afstaaet store Provinser uden at spørge det samlede Rigsraad, var det heller ikke nødvendigtat høre dette angaaende den slesvigske Souverænitet).De mere underordnede Punkter kunde Hertugenhenvise til Behandling i en Kommission, og hvis denne ikke kunde naa til Ende med dem i Løbet af 6 Maaneder, da til en Voldgift af to af Kongen og Fyrsten udpegede Fyrster. — Sluttelig betegnes disse Forslag som

Hertugens yderste Indrømmelser, og de betros til Hans
Ekscellences Snildhed og Discretion, for at Forhandlingernekunne
føres til en lykkelig Afslutning.

Den 26de Marts udnævnte Frederik 111 imidlertid Kigsraaden Heinrich Rantzau til Møgelkær og Frederik v. Ahlefeldt til Søgaard til Kornmissarier i den gottorpske Sag og gav dem Fuldmagt til i hans Navn at forhandle med Kielmann og Moltke om det „^separate Forlig" og de skriftlig overgivne Punkter, „for saa vidt som disse efter deres Beskaffenhed her kunne afgøres" *).

Dette Valg lovede ikke godt for en fredelig Forhandling, og desuden forsøgtes endnu et Modtræk, som kom Gottorperne paa tværs. Kong Frederik vilde udelukke fra Forhandlingerne saavel de svenske Gesandter som Terlon, der ansaas for meget hertugeligsindet. Da Moltke og Kielmann hørte dette, søgte de Raad hos Bjelke og Goyet. Disse lovede at komme til Stede ved de fremtidige Konferencer; men raadede dem forøvrigt til en skriftlig Forhandling og undrede sig højlig over, at Kong Frederik nu vilde udelukke Terlon, da Karl X dog havde admitteret Meadowe ved Forhandlingerne i Roskilde, uagtet han var uden Kreditiv, og da ogsaa den gottorpske Traktat maatte betragtes som en Del af Freden. Forøvrigt vidste de meget at fortælle oin det Anstød, som Hertugens Fordringer havde vakt hos den holstenske Adel.

Den 27de Marts indfandt H. Rantzau og Frederik
v. Ahlefeldt sig hos de hertugelige for at meddele dem
deres Commissorium og for at komme overens med

---

1) Originalen i Moltkes Dagbog; mange Afskrifter i Rigsarkivet.

dem om Form og Sted. Ogsaa de danske Raader vare villige til at forhandle skriftligt; men da de til Mødested foresloge Raadstuen foran Slottet, erklærede Kielmann, at de derom først maatte raadføre sig med de svenske Gesandter og Fredsmæglerne, eftersom Hertugen havde paalagt dem kun at underhandle i deres Nærværelse. De Danske erklærede sig straks for ikke-instruerede paa dette Punkt, og intet blev afgjort; men det almindelige Ordskifte, som paafulgte, antog hurtig en bitter Karakter, og særlig optraadte Ahlefeldt meget „rude". Allerede nogle Dage i Forvejen havde han sagt Moltke lige i Øjnene, at Hans Durchlauchtighed optraadte, som om det stod til ham at foreskrive Kongen Betingelser. Han havde aldeles ikke været Deltager i Krigen, og han havde derfor heller ikke nogen Ret til at fremkomme med Krav og det tilmed Krav, der langt overskred hans ældre Fordringer. Nu sagde H. Rantzau, at de vel skulde betænke, at Tiderne om 10_—20 Aar kunde skifte, og at de derfor gjorde klogt i ikke at spænde Buen for højt. Hertugen var ikke bleven übilligt behandlet, det, han førte Klage over, var kun Krigens Gang, ogi den havde været nødvendig. Men de hertugelige bleve heller ikke Svar skyldige. Hertug Frederik — sagde de — var en anset Herre, der havde regeret længe nok til at vide, hvad han gjorde. Kongen havde styrtet Landene ind i denne Krig imod hans Vidende og Villie og imod alle Traktater. Det var ham übekvemt, at de Danskes Krigskapricer kunde bringes til Udførelse paa hans Bekostningog til hans Ruin, og han havde ikke i Sinde at taale det længere! —

Det viste sig dog snart, at Kong Frederik ikke formaaedeat
sætte Isoleringssystemet igennem. Terlon

var meget forbitret over den tilsigtede Tilsidesættelse, ogsaa overfor Forhandlingsstedet, der laa ham übekvemt, men endnu mere over, at man fra dansk Side søgte at drage den hollandske Gesandt, v. Beuningen, ind i Forhandlingerne, da han kun gik ud paa at „embrouillere" alt og at fremkalde et nyt Brud. Ogsaa Meadowe var utilfreds, men mere behersket. Han beklagede, at Gersclorfog Skeel ikke vare blevne tilforordnede paany; thi med Rantzau og Ahlefeldt kunde kun vanskelig forhandles.Ahlefeldt havde ytret, at det holstenske Ridderskabikke vilde tillade Fællesregeringens Ophævelse, og at Hertugen kun armata manu kunde opnaa dette. Lige saa lidt vilde de give ham hele Svavsted Amt med Domkapitlet.

Ogsaa de svenske Ombud bekræftede, at den nye Modstand udgik fra Ahlefeldt, og at han — ifølge Admiral Bjelkes Udsagn — holdt Kong Frederik i Uvidenhed om, at han gik bort fra alt, hvad der i den holstenske Sag var bleven aftalt først i Roskilde og senere imellem Kongerne. Til de danske Raader (som de forhandlede med) havde de klaget over hans hensynsløse Optræden imod Gottorperne, og Kong Frederik havde derfor givet ham en alvorlig Tilrettevisning; men han havde svaret, at han ikke erindrede sig noget saadant, og at det, hvis sket, i hvert Fald kun havde været en berettiget Retorsion. — Ikke desmindre meddelte Ahlefeldt allerede den 30te Marts, at Terlon havde Adgang til Forhandlingsmøderne paa Raadstuen, og senere blev der heller ikke gjort Indvendinger imod Svenskernes Nærværelse.

Dermed var Forhandlingen ganske vist kommen ind
for det tidligere Forum; men det var dog ingenlunde

Kong Frederiks og Ahlefeldts Agt at lade den forblive lier. Unionen mellem Riget og Fyrstendømmerne foreskrev, at alle Stridigheder om Land og Folk, om stort og smaat, skulde bringes ind for en Voldgifts-Domstol, sammensat af 8 kongelige og 8 fyrstelige Raader, og at disse 16 Raader ikke maatte skilles, før de — i Nødstilfældeved en forud udnævnt Opmand — havde afsagt en endelig Retskendelse. Ved Freden i Roskilde var der ganske vist lovet Hertugen „Satisfaction", men Traktatenindeholdt ingen nærmere Bestemmelser om, hvori denne Oprejsning skulde bestaa; der var efter Datidens Sprogbrag kun lovet Hertugen „eine schlechte Satisfaction",og denne Sag burde derfor rettelig henvises til en Unionskendelse. Det maatte blive de 16 Raaders Opgaveat dømme Kongen og Hertugen imellem.

Hvis dette kunde naas, var meget vundet; thi ingen Voldgift, sammensat paa den i Unionen foreskrevne Maade, vilde godkende Hertugens Krav paa FællesregeringensOphævelse, paa Vasalfrihed og paa Erhvervelsenaf hele det slesvigske Bispelen. I Stedet for som nu at kunne støtte sig til Karl Gustavs vældige Sværd og Fredsmæglernes velvillige, men ret uforstaaende Medvirkning,vilde Hertugen være henvist til en Domstol, der, netop fordi den forstod Sagerne tilbunds, maatte underkende alle hans Hovedkrav og i det højeste tildømmeham noget Kapitelsgods og en Erstatning for den lidte Skade. Dette blev da det næste Skaktræk imod Hertugen. Den 2den April mødtes de danske og gottorpske Kommissærer paa det islandske Kompagnihus, og her meddelte Ahlefeldt, at „det vilde være Kongen kært at afgøre alle Stridsmaal en Gang for alle; men dette kunde rigtignok ikke ske i København. Hertugen

maatte finde sig i den i Unionen foreskrevne Maade, og lians Majestæt antog tillige, at dette maatte behage Hertugen, da denne saa ofte tidligere havde beraabt sig paa Unionen". Dette Standpunkt fastholdtes fra dansk Side i nogle Uger.

Samtidig foregik der en livlig Udveksling af skriftlige Indlæg1) mellem Parterne. Den Iste April modtog Moltke og Kielmarm et Modskrift imod den førstes „Gravamina" fra Roskilde under Titelen „Refutatio gravaminum", og

---

1) Som Indlæg i Moltkes Dagbog findes: 1) Speciflcatio gravaminuin, so zwischen I. K. M. zu Danemark, Norwegen etc. und I. F. D. zu Schleswig-Holstein etc. bey den dånischen u. .schwedischen Friedens-Tractaten abzuhandeln, sind proponiret durch .. Levin Claus Moltken. (Roskilde den 28de Febr.) - 2) Refutatio gravaininum beschelien durch I. K. M. zu Danemark Norwegen deputirte Hit. Gommissarien Excell. Excell. Hrr. Hinrich Rantzau und Friederich v. Ahlefeldt. 3) Unvorgreiffliche Beantvvortung einer von denen hochansehnlichen konigl. Dånnemarkischen Herrn Gommissariis denen fiirstl. >Schlesvvio;-Holsteinischen Abgesandten iibergebenen Deduction Sehrifft. (Overgivet den 2den April.) — I et Bind Afskrifter i Rigsarkivet under Titelen: „Acta so Ao. IGSB, bey damals vorgevvesenen Tractaten alhier zu Copenhagen wegen Gottorp der Satisfaction halber fur gewesen", findes foruden de alt anførte tillige: 1) Levin Claus Moltkes Mandat paa Latin, dat. Gottorp den 14de Febr. 1658. 2) Kansler Kielmanns Mandat paa Latin, dat. Gottorp den 13de Marts 1658. 3) En kort, summarisk Ekstract af de gottorpske Gravamina og dansk Svar derpaa. 4) En kongelig dansk Deduktion, overgivet de gottorpske Gesandter i København den 6te April 1658. o) Endnu en anden Deduktion stilet til de svenske Gesandter, uden Datum. 6) Lenscessions-Diplomet for det gottorpske Slesvig. 7) Cessions- Diplomet over Slesvigs Stift og Svavsted Amt. 8) Lenscessions- Diplomet for den kongelige Del af Slesvig. 9) Den københavnske Traktat af 2den Maj 1658. 10—13) Ratifications- og Complimentskrivelser i Anledning af Forliget i København. Desuden findes Afskrifter af disse Brevskaber i den store slesvig-holstenske Diplomsamling, der maaske er sammenbragt af Westphalen, i „Breitenauiana" Nr. 24; i den ledreborgske Haandskriftsamling Nr. 263^—64, Kvart o. s v.

i Løbet af Dagen udarbejdede de Svaret, idet de delte Punkterne imellem sig; allerede den °2åen kunde de overgive Rantzau og Ahlefeldt deres „Unvorgreiffliche Beantwortung". I en endnu vidtløftigere „Deduction" svarede disse herpaa den Gte April og tilstillede — sandsynligvis samtidig — det svenske Gesandtskab en forkortet Fremstilling. Disse lærde og vidtløftige Afhandlingerdreje sig hovedsagelig om de tre Hovedpunkterog give gode Oplysninger, særlig om Svavsted- Striden, men selvfølgelig tjente de ikke i mindste Maade til at fremskynde et Forlig; begge Parterne stode stivt paa deres engang indtagne Standpunkter, og i forskelligeSammenkomster, som samtidig fandt Sted, udartede Forhandlingerne noget nær til Skænderi om gamle og nye Stridspunkter: Om Fællesregeringens Ophævelse og Ridderskabets Privilegier, om Retsgrundlaget for HertugensSouverænitetskrav, om Kongens Berettigelse til at afstaa store Dele af Norge uden Agnaternes (særlig den gottorpske Hertugs) Tilladelse o. a. m.

Det var klart, at dette ikke kunde føre til noget, og den 6te April foreslog Sten Bjelke derfor, at baade de gottorpske og de danske Kommissærer samt Fredsmæglerneskulde møde hos ham til en mundtlig Forhandlingfor der igennem at erfare, hvorlangt man kunde naa henimod en Overenskomst. Mødet afholdtes allerededen 7de, og Bjelke aabnede det med nogle Bemærkningerom, at da disse Underhandlinger skulde føres til Ende inden 2den Maj, og da dette Tidspunkt nu stærkt nærmede sig, maatte han anse det for nødvendigt,at det kom til Forhandling i Fredsmæglernes Overværelse. Han foreslog Fransk som Forhandlingssprog(hvorfor Moltke maatte føre Ordet paa gottorpsk

Side) og anbefalede straks at gaa „ad realia". Ifølge
Moltkes Dagbog udspandt, der sig da følgende Ordskifte,
som her gengives i forkortet Form.

Ahlefeldt: I hvilken Orden skulle Stridspunkterne
behandles ?

Moltke: I den i Roskilde angivne!

Ahlefeldt: I Roskilde blev intet afgjort.

Terlon: De tre Punkter om Fællesregeringen, Vasalfriheden
og Bispegodset kunde været optagne i Fredstraktaten,
hvis Sverige havde villet det.

Meadowe: I Roskilde gjorde de danske Ombud ikke Indvendinger imod disse Punkter, men udsatte kun Afgørelsen til Rigsraadets Sanktion, da den ellers ikke vilde have nogen Betydning.

Bjelke: Fredstraktaten fastsætter, at Hertugen skal
tilfredsstilles efter Billighed.

Ahlefeldt: Dette vil Kong Frederik ogsaa efterkomme
og tilbyder derfor Hertugen en unionel Kendelse.

Moltke: Fredstraktaten indeholder intet, om Unionen. Desuden er det umuligt ad den Vej at bringe Forhandlingerne til Ende til 2den Maj; heller ikke har Kongen tidligere villet efterleve Unionens Bestemmelser, særlig ikke i den svavstedske Sag, ja det er end ikke et Aar siden, at de kongelige Raader ved Forhandlingerne i Flensborg afviste Hertugen med den Paastand: Der gives ingen Union længere. — Nu kan Hertugen derfor ikke betræde denne Vej, men maa henholde sig til Fredstraktatens Bestemmelser.

Ahlefeldt: I Fredstraktaten staar kun, at Hertugen
ska! have billig Satisfaktion, og naar Striden henvises til
unionel Voldgift, faar han dette „Contentement".

Moltke: Dette er ikke Fredstraktatens Mening, hvad

baade de svenske Ombud og Fredsmæglerne kunne bevidne.Desuden vilde denne Afgørelsesmaade være til størst Byrde for Danmark, eftersom den svenske Hær ikke vil blive ført ud af Riget, før Afgørelsen foreligger. Da Ahlefeldt udbad sig dette skriftligt, svarede

Bjelke: Hærens Bortførelse vil ikke ske før, det er
saaledes aftalt.

Derefter kom de danske og gottorpske Raader i fornyet
Klammeri om Unionen, men af brødes saavel af
Fredsmæglerne som af

Bjelke: Dette kan ikke gaa! Alt maå afgøres af
Kommissarierne før 2den Maj, og det kan kun ske ad
denne Vej.

Ahlefeldt: Hvem skal være DominereV

Bjelke: Fredsmæglerne; de have engang paataget
sig dette Hverv, og den foreliggende Sag er en Del af
Fredsværket. som de ikke kunne vise fra sig.

Ahlefeldt: Vi ere ikke instruerede herom og vide
altsaa ikke, om Kongen vil gaa ind paa denne Afgørelsesmaade
1).

Derpaa rejste han og Rantzau sig og forlode Mødet. Konferencen var saaledes afbrudt, og Meadowe paatog sig at søge Audiens hos Kong Frederik for at underretteham om det passerede og indhente hans endelige Mening. Samtidig erklærede Kielmann, at Hertugen vilde være tilfreds med Bispegodsets og Lenshøjhedens Afstaaelse,men ikke kræve Krigsskadeserstatningen (Satisfaction).Hertil bemærkede Coyet, at man ikke saa hurtigtskulde gaa bort fra Satisfactionen; men Bjelke

---

1) Smlgn. hermed: Goyetske Papirer. Sverige A., hvor det samme fortælles i mere sammentrængt Form.

svarede: Tiden er knap, og det vil være rigtigt ikke at
kræve denne længere.

I de nærmest følgende Dage gjorde Meadowe og Terlon store Anstrængelser for at naa en Løsning. Den første havde havt en lang Samtale med Kong Frederik og meddelte Hertugens Sendemænd, at Kongen var villig til at ophæve Vasalforholdet og Fællesregeringen, for saa vidt dette stod til ham, samt at indrømme Hertugen Halvdelen af Bispelenet; men dermed havde han ogsaa naaet Indrømmelsernes yderste Grænse, og det maatte forudses, at han kun under det haardeste Tryk vilde vige endnu længere tilbage; de burde vel betænke, at en fremtvungen Afstaaelse af hele Stiftet vilde sætte meget ondt Blod og forbitre Forholdet for Fremtiden. Terlon heldede en Streg mere til gottorpsk Side; men ogsaa han forlangte, at Hertugen skulde slaa sig tiltaals med de tre Punkter og opgive alle øvrige Krav. Allerede før Mødet den 7de havde han' stillet denne Fordring til Kielmann og foreslaaet at besegle Overenskomsten ved et Ægteskab mellem en kongelig Prinsesse og den unge Hertug Christian Albrecht. Kansleren var straks villig til at gaa ind paa Forslaget, hvis Hertugen ad den Vej kunde komme i Besiddelse af Rendsborg; men Terlon afviste ham med den Bemærkning,at en saadan Ydmygelse indlod Kong Frederik sig ikke paa, og at Hertugen end ikke igennem et Mageskiftekunde haabe paa at erhverve Fæstningen. Imidlertidhavde Gesandten modtaget Brev fra Karl X med nye Opfordringer til at støtte Hertugens Sag, og da han baade fra den hollandske og den østerrigske Gesandts Side troede at spore Anslag, som gik ud paa at benytte de gottorpske Stridigheder til et nyt Fredsbrud med

Sverige, gik han til Ahlefeldt for at vise ham Kong Karls Brev og meddele ham, at Kongen havde fattet Mistanke om, at man under de idelige Forhalinger tilstræbtenoget ondt imod ham.

Men foreløbig naaede Fredsmæglerne ikke deres Maal. Den Ilte April befalede Hertugen sine Ombud ikke alene fuldtud at holde fast ved de tre Punkter, men ogsaa at forlange „Satisfaction". Herover blev Kong Frederik højlig forbitret, og i Dagbogen har Moltke følgende højst »karakteristiske Meddelelser om hans Sindsstemning. Den 12te April sagde Terlon: „Rex Daniæ were fast desperat, wolte die Fortune agiren laszen, man mogte alles nehmen: Schweden hette so einen avantageusen Frieden gekrigt, wolle Sie nun wegen 1. F. Durchl. Sachen so bart es weiter urgiren, so mogten Sie es thun". Og under 19de April gentages den samme Tanke tildels ien endnu tydeligere Form. „Rex Daniæ hette gesaget: Er wolte nichts mehr tuhn, sondern es ad Regem sueciæ remittiren, der mogte, so Er wolte, es ganz weggeben. Er were desperat"¹).

---

1) I en Indberetning til Hertugen af 14de April fortæller Kielmann, at Kong Frederik ved den anførte Lejlighed havde benyttet, sig af følgende Udraab: „Er inuszte und wolte sich Gott und dem Gluck resign hen!" „Ein ander berichtet, dasz S. M. solte gesagt haben: das alte Beiwort affficto non esse addendum afflictionem wolte bey lhro nicht eintreffen. Wir sehen, dasz alhier grosze Confusion und noch groszer Mangell, sonderlich an Gelde, sey. So ist auch bekannt, dasz man bey den ersten Tractaten beynahe alles was Schweden begehrte, gern eingewilligt, sogar dasz sie in vielen passibus mehr eingewilligt, dann sie zu præstiren (!) bemittelt gewesen, dahero der am konigl. swed. Hoffe gewesene danische Resident Hr. Juel woll viele Sachen wiederumb redressiren muszten". — Kielmann tror derfor ogsaa, at Kong Frederik oprindelig har været til Sinds at opfylde alle Hertugens Krav, som Oberst Bertram Rantzau har fortalt, men nu er den uhyre Frygt vegen for en roligere Opfattelse, og derved er alt blevet vanskeligere at sætte igennem, særlig da det, som man i sin Tid indvilligede i af Frygt, og hvoraf endnu kun lidet er approberet. Ogsaa klager han over, at det samlede Rigsraads Nærværelse gør Stillingen besværligere.

Denne Kongens Stemning kom endnu stærkere til Udbrud i hans samtidige Forhandlinger med Rigsraadet om Hertugens Souverænitet, og det er utvivlsomt, at han i Midten af April Maaned har staaet paa Nippet til at kaste sig ind i en ny Kamp, og at denne er bleven forhindret væsentlig kun ved Rigsraadets forsagte og forsigtige Selvopgivelse. Fra alle Sider dreves et rastløst Intriguespil om den holstenske Strid. v. Beuningen arbejdede ivrigt imod Hertugen, ja nægtede endog at modtage hans Gesandter, Goés bebrejdede Danskerne, at de ikke havde taget Kampen op foran København, som de havde kunnet forsvare tilstrækkelig længe („genugsam"), han paastod, at den Alliance, som nu forhandledes, kun vilde blive til Fordel for Sverige, og han forsikrede, at hans Herre ikke vilde slutte Fred med Sverige, før Hertugen havde tilbagegivet alt, hvad han nu søgte at opnaa. Baade han og den polske Gesandt — skriver Moltke — raadede kun til Krig og søgte at antænde alt netop ved denne Sag. — Det mærkeligste turde dog være, at Kancellisekretær Theodor Lente pludselig dukkede frem i Forhandlingerne og søgte at hidse Kielmann og Moltke op til at stille endnu større Krav, men derom mere siden.

Den 16de April underrettede Ahlefeldt de gottorpske Gesandter om, at Kongen ikke var til Sinds at gaa ud over de givne Tilbud eller i det hele her paa Stedet yderligere at forhandle med dem, da Formen var ham altfor „fortrædelig", og den 19de sendte de danske Raader

en „Protestation" til Meadowe, hvori de forsøgte at vælte Skylden for Forhandlingernes Stranding over paa de hertugelige og tillige bad Gesandten om at paavirke Sten Bjelke og Goyet, saa Svenskerne „uns zur Ungebuhrhier unter nichts impurtiret" l).

V. Forhandlinger om den slesvigske Souverænitet.

Men inden vi forfølge Forhandlingerne videre, er det nødvendigt at dvæle udførligere ved de statsretlige Hovedpunkter: Fællesregeringens Ophævelse og Hertugens slesvigske Souverænitet, der paa det nøjeste høre sammen. Det kan ikke betvivles, at Fællesregeringens Ophævelse oprindelig var et Hovedpunkt for Hertugen, i Begyndelsen kom Spørgsmaalet ogsaa frem i Forgrunden, og Kielmann drev med stor Iver paa dets Løsning. Men overfor Kong Frederiks og den holstenske Adels Modstand kølnedes denne Iver meget hurtigt. Allerede i „Memoiren" fra Slutningen af Marts veg Kansleren tilbage fra en øjeblikkelig fuldstændig Deling, gennemført ved et Magtsprog, og under et Besøg hos Rigsraaden Christen Skeel den 30te Marts antydede han et yderligere Tilbagetog, idet han kun ønskede, at Delingen skulde vedtages af Kongen og Hertugen i Principet (quæstio an); men Delingsmaaden (quæstio quo modo) paa en Landdag. Dermed havde han allerede nærmet sig Kongens Standpunkt, men end ikke her turde han blive staaende overfor den Storm, der rejste sig imod selve Tanken.

---

1) Indlæg i Dagbogen.

I den første Uge af April havde baade Meadowe og Sten Bjelke Foretræde hos Kong Frederik, og overfor begge kom Fællesregeringens Ophævelse paa Tale. Den første havde Kongen modtaget „tråfflig froid, foregivendes hannem Sager anmodedes, som han ikke gøre kunde eller med Rette burde, vilde heller ikke haabe, at Kong Karl ham dertil vilde tvinge". Og til Bjelke erklærede han, at han „vilde gøre, hvad han salva eonscientia kunde, og det ikke stred imod den Ed, som han tilligemed Hertugen Adelen i Holsten gjort havde, hentydende hermed til Fællesregeringens Ophævelse" 1).

Ved forskellige Møder, særlig ved Sammenkomsten paa det islandske Kompagnihus den 2den April, søgte Kielmann vel at forsvare Hertugens Ret til Fællesskabets Ophaivelse. Baade mundtlig og skriftlig2) hævdede han, at Delingen ikke stred imod Adelens Privilegier, at allerede Kong Christian IV havde tilstræbt denne³), at det gamle Løfte om Hertugdømmernes Udelelighed var bleven brudt kort efter dets Udstedelse, at det ved Begivenhedernes Gang forlængst havde tabt al Betydning, at det i Kong Christian I's Dage var blevet indsat i Landsprivilegierne alene for at sikre Landenes Fred overfor samtidige Tronkrævere, og at det derfor nu, da Ufreden netop udgik fra Fællesskabet, maatte ønskes hævet jo før jo hellere.

Han havde utvivlsomt Ret i meget, og Kong Frederik
ønskede vel i Grunden ogsaa en Deling; men Fællesregeringenvar
nu engang en Kendsgerning, der ikke lod

---

1) Coyetske Fapirer. Sverige A.

2) Eclaircissement donné sur la declaration de S. M. de Danemark. Udateret Indlæg i Dagbogen.

3) Denne Kong Christians Plan spillede senere en stor Rolle i de gottorpske Stridigheder.

sig bortraisonnere, en bestaaende Styrelsesform, som de privilegerede Klasser yndede, fordi den satte dem i Stand til med lige Ret og efter eget Valg at tjene saavel Hertugensom Kongen og gav dem større Muligheder, end en nok saa fritstillet gottorpsk Smaafyrste nogensinde kunde byde dem. Det var naturligt, at de dygtigste søgte Kongens Tjeneste, og dette Forhold pinte maaske Hertugen og hans Kansler mest¹).

Kielmanns Bevisførelse var derfor forgæves, og han opgav ligefrem Ævret, da hans haardhændede Modstander erklærede, at „det aldeles ikke stod til de Herrer at ophæve Fællesregeringen; thi i Følge Landenes Privilegier skulle disse regeres enten i Fællesskab eller af en enkelt Herre". Denne Hentydning til. hvad der muligvis kunde komme ud af Hertugens Delingslyster, var tilstrækkelig til at standse alle yderligere Forsøg i saa Henseende.

For at forstaa dette rnaa det vel erindres, at Arveregeringen i Hertugdømmerne var af ny Datum. Først i Aaret 1616 var Primogenituren lovmæssigt indført som Successionsorden i det gottorpske Hus, og dette Resultat var kun naaet efter en haardnakket Modstand fra Ridderskabets Side, ja med ægte slesvig-holstensk Tvetydighed havde det end ikke opgivet sin Valgret, men kun fundet sig i, at den „reduceredes" til Primogenitur'-'). Endnu havde ingen Hertug succederet efter den nye Regel, Hertug Frederik var gammel, og ved et forestaaende Tronskifte kunde det befrygtes, at Stænderne — utilfredse

---

1) Se navnlig Udviklingen i „Eclaircissement".

2) Privilegie-Confirmationen 20/ia 1616: „Jedoch den Punktum Electionis inserirter Erklårung nach, — ad jus primogenituræ reducirt".

med de nye Ændringer og nu for Alvor støttede af den kongelige Linie — vilde forny deres Valgret og forsøge paa at udelukke hans Søn fra Regeringen. Fra Adelens Side var der faldet Ytringer, som utvivlsomt pegede i denne Retning, og som skræmmede.

Endnu i Slutningen af Februar havde Levin Moltke anset det for en ganske selvfølgelig Ting, at Fællesregeringen ophævedes, at de forskellige Andele afrundedes ved Mageskifter, og at der indkaldtes en Landdug for at godkende disse Forandringer og for at hylde den unge Hertug Christian Albrecht. Men en Maaned senere optraadte Kielmann med langt større Varsomhed, og da han til Brug for Terlon opsatte Hertugens endelige Krav („la derniére resolution de son Altesse d'Holstein"), indflettede han i Spørgsmaalet om Fællesregeringens Ophævelse en Række Gauteler, der vise hans Frygt i den antydede Retning. Det hedder her: Hvad Fællesregeringen angaar, da skal Kongen indrømme Hertugen dette i Principet, medens Delingsmaaden (quant au moyen de venir å la division) henvises til Forhandling paa en Landdag, og hvis der paa samme rejser sig Vanskeligheder for Delingens Gennemførelse enten straks eller indenfor en kortere Tidsfrist, saa forlanger Hertugen, at Kongen skal forma a Stænderne til at aflægge Hyldingsed til hans ældste Søn. Finder Delingen derimod slet ikke Sted, da skulle alle Adelsmænd, som ikke have hyldet — være sig enten Kongen og hans Efterfølger eller Hertugen og hans Efterfølger — aflægge Troskabseden med deres fyldte 18de Aar,|forsaavidt de opholde sig i Landet^l). Da Sten Bjelke læste dette, spurgte han forundret, om

---

1) Smlgn. Dagbogen for 9de April.

den sædvanlige Hylding da ikke var gældende for alle,
selv om de ikke personlig havde deltaget i Akten.

Men selv ikke det her angivne Standpunkt vovede Kielmann at fastholde. Den 19de April erklærede han til Rigsraaden Otto Krag, at Fælles regering ens Ophævelse ikke havde nogen som helst Betydning for Hertugen; og derefter gik dette Punkt omtrent helt ud af Forhandlingerne. I det hertugelige Ultimatum, som tilstilledes Kong Frederik den 26de April, hedder det kun, at Hertugen vil have Ophævelsen henvist til en Konference, som han snart haaber at kunne faa med Kongen, og i det endelige Forlig meddeles blot, at Kongen og Hertugen ikke have havt Tid til at komme overens om Hovedtrækkene i denne Sag, og at de derfor have opsat den til personlig venskabelig Forhandling og til en endelig Overenskomst ved deres første Møde i Hertugdømmerne. Her er altsaa end ikke Tale om en Vedtagelse i Principet; det hele er stillet ganske løst hen, og Grund del ingen af det slesvigske Len saaledes skudt ud i det helt uvisse.

Men dette fik en afgørende Indflydelse paa Hertugensog hans Raaders Stilling til Spørgsmaalet om Vasalfriheden og Souveræniteten over Slesvig. Lige op til Slutningen af Marts findes intet Vidnesbyrd om *), at Hertugen har tænkt paa at kræve Vasalfrihed for begge de regerende Linier; men tværtimod, at han — støttende sig til Fællesregeringens Ophævelse og Lenets Grunddeling („Todttheilung") — har villet nøjes med

---

1) I Hertugens Brev af 4de Marts findes en Sætning, der kunde tyde paa, at man paa Gottorp alt dengang har tænkt paa hele Slesvigs Løsrivelse, men Stedet er saa maaske ved en Afskriverfejl blevet meningsløst.

Vasalfrihed for sit eget fremtidige slesvigske Hertugdømme,der, naar begge Kravene samtidig gennemførtes, vilde blive ganske souverænt stillet baade overfor Kronen og overfor den anden slesvigske Hertug. Men idet Kielmannveg for Adelens Modstand og af Klogskabs Hensynopgav Grunddelingen, maatte han med det samme udstrække Kravet om Souveræniteten til at gælde hele Hertugdømmet, fordi — som han den 19de April udviklededet for Sten Bjelke — Hertugen ellers kun opnaaedeVasalfrihed for sine privative Andele, men ikke for Dominiet¹).

I den tidt omtalte, til Terlon overgivne „sidste Resolution", sandsynligvis affattet den 31te Marts, kom Hertugens mere omfattende Souverænitetskrav for første Gang til Orde. Kielmann skrev, at Hertugen af Kærlighedtil Kong Frederik (sic) vilde nøjes med, at Kronen, som Erstatning for den ham og hans Undersaatter tilføjedeKrigsskade, for bestandig befriede ham og hele det holstenske Hus for den slesvigske Len s pligt („del ivrer elle et toute la maison d'Holstein pour jamais du vassallagie de Slesvig"). Tillige udvikledeKansleren, at da Erstatningen for den lidte Skade vilde løbe op til meget store Summer, medens HertugensLenstjeneste (og det endda kun, naar han havde givet sit Minde til Krigen) indskrænkede sig til 20 Ryttere og 40 Mand Fodfolk, saa vil Kongen have langt større Fordel af Lensbaandets Løsning end Hertugen, og senere

---

1) Moltkes Dagbog den 19de April: „Es wurde den Suecis demonstriret, weiln die Abolitio Communionis nicht geschehe, so krigten Ihre Fursti. Durchl. die Entfreyung vom Vassallagio allein iiber die Åmbter, wofern Ihre Konigl. Maytt. zu Dennemarck auch nicht von dem Vassallagio liberiret wurden".

føres dette Argument atter og atter i Marken fra gottorpskSid
e1).

Hermed stemmer det, at Kong Frederik i sit første Brev om denne Sag til Rigsraadet heller ikke berører den kongelige Linies Lensfrihed. Den 3dje April skrev han²): „Da Hans Kærlighed Hertugen af Gottorp for sig, sine Sønner og mandlige Linie begærer Svavsted og Feudi Afstaaelse af Slesvig til Satisfaction, saa bede vi Eder og naadigst ville, at I Os Eders skriftlige Mening derom forstendiger, om I eragter, at saadan jus infoeudandi og al anden af Kronen prætenderet Rettighed over det ganske Hertugdom Slesvig og Svavsted Stift og Len kan bevilliges og afstaas".

I Raadets Svar af 4de s. M. findes lige saa lidt nogen Hentydning til den kongelige Linie. Raadet foresiaar,at Striden om Svavsted snarest mulig overgives til Voldgift, og hvis denne, imod Forventning, skulde tilkende Hertugen Halvdelen af Bispelenet m. m., kunde Resten passende overdrages ham i en Aarrække som Erstatning for den lidte Skade. Men hvis denne Vej ikke er mulig, kunde man ogsaa straks, uden videre Proces, overdrage ham og hans mandlige Linie den ene Halvdel, medens den anden skulde blive ved Kronen som tilforn; „men ganske Svavsted at aftræde synes os

---

1) 1 det ovenfor nævnte Diplomat. Slesv.-Holsaticum LXXII— LXXIV findes et gottorpsk Forsvarsindlæg for Hertugens Forhold under Krigen, dat. Tønning den 22de Marts 1660, og heri hedder det: „I. K. M. hat groszen Theils fast mehr Frucht und Nutzen von diesen Tractaten als I. F. D. genoszen, zumahlen I. K. M. die Souverainité iiber das Herzogthumb Schleswig titulo lucrativo undt umbsonst, I. F. D. aber titulo oneroso und zur Satisfaction fur den so schweren erlittenen Schaden erhalten

2) Rigens Raads Breve. Fase. 62.

imod al Billighed" og „imod den Fundimental-Arveret, som Fyrsterne i Holsten bør at forbinde". „Belangende det slesvigske Len og jus infeudandi eragte vi, at det er et saadant Regale og kosteligt Klenodie, som ikke kan æstimeres. at Hans Kærlighed som en Vassallus ikke burde det at begære, og ikke heller kan afstaas, uden at man af højeste Nød dertil tvinges". Men skulde en saadan Resolution paa Grund af „Tidens onde Tilstand"blive nødvendig, saa foreslaar Raadet hellere „at bevilge baade om Svavsted og jure infeudandi til Hertugen af Holsten og hans mandlige Linie end at beholde den svenske Armé i Landet, og saaledes Riget i største Fordærv og Undergang lade geraade".

Dermed havde det danske Kronraad kastet Vaabnene fra sig, og dets Optræden føltes som en dyb Ydmygelse, selv af dete egne Medlemmer. Herom haves et sikkert Vidnesbyrd: thi da de hertugelige Dagen efter aflagde et Besøg hos Rigsraaden, Admiral Ove Gjedde, sagde denne, at Efterverdenen vilde fælde en meget stræng Dom over dem, fordi de vilde gaa ind paa at frigøre Hertugen for hans Lenspligt. Han saa ikke fejl; men han vidste endnu næppe, at Kielmann havde en yderligere Ydmygelse for Rigsraadet i Baghaanden: Kravet om hele Slesvigs Løsrivelse for en übestemmelig Fremtid.

I Diskursen paa det islandske Kompagnihus den 2den April og i et endnu stærkere bevæget Møde i AhlefeldtsHjem den ste fremsatte Kansleren sine Ideer om de slesvigske Lensforhold. I Tilknytning til Forliget i Odense 1579 søgte han at reducere Vasalfriheden til saare lidet, til Fritagelse for en ringe Lenstjeneste (20 Ryttere og 40 Mand Fodfolk) og til en Bagatel for Kronen. Men da han gennem Fredsmæglerne havde erfaret, at

Kongen og Rigsraadet vilde afstaa Højheden over den gottorpske Del af Slesvig, skrev han den 10de April et Brev til Hertugen, der klinger som en Sejrsfanfare. Han takker den allerhøjeste for at have velsignet deres Underhandlinger, og han haaber, at han ogsaa snarest vil lade Rigsraadets Beslutning blive til Virkelighed. „Naar vi se efter i Annalerne, maa vi tilstaa, at en saadanLensfrihed ellers er bleven erhvervet ved Opofrelse af mange Menneskeliv, ja vi holde for og tro, at Deres Fyrstelige Durchlauchtigheds Forfædre, hvis de kunde have tilkøbt sig denne Frihed, ikke vilde have anset nogen Sum for for stor. Deres Fyrsti. Durchl. kan nu rose Dem af, at De i hele det romerske Rige i saa Henseendeikke har Deres Lige. Vi ønske af Hjærte, at D. F. D. og Deres højlovelige Efterslægt indtil den yderste Dag ikke alene maa bevare den opnaaede, næsten uforlignelige Flor, men at De tillige lidt efter lidt maa aggrandere og vokse endnu mere. Forøvrigt er det unødvendigt at anføre, med hvilken god Villie dette er afstaaet, og det er derfor dobbelt nødvendigt, at D. F. D. ved alle Occurrentier maa være vagtsom, og vi frygte for, at der endnu vil være store Vanskeligheder at overvinde,før vort Hverv er til Ende" 1).

Hvad Kielmann forøvrigt har sagt ved de nævnte Møder, kan desværre ikke ses af Moltkes knappe Referat og heller ikke af de samtidige Indberetninger til Hertugen; men da han alt for en Uge siden havde meddelt Terlon sine nye Planer, og da disse vilde være helt betydningsløse, hvis de ikke kom til Modpartens Kundskab,maa det antages, at de danske Kommissærer i

---

1) Kielmann og Moltke til Hertugen 10/4. Concept.

hvert Fald den ste ere g'jorte bekendte med Fordringen om Lensfrihed for hele Huset Holsten. Den 3die eller 4de April havde Kong Frederik de svenske Gesandter hos sig i hemmelig Audiens, ogsaa her kom Lensfriheden paa Tale, og Kongen sagde, at Frihed var et uskatterligtGode; men om han derved tænkte paa Frihed alene for Hertugen, eller ogsaa for sig og sin Linie, kan ikke ses af Meddelelserne. Saa meget er vist, at Kongen den 10de April, altsaa Dagen før Hertugens fornyede, üblu Krav, tilstillede Rigsraadet følgende Skrivelse:

„Eftersom Vi af Eders Betænkende erfarer, at I formener den halve Del af Svavsted og jure infeudandi til Slesvig fra Kronen at kan afstaas til Hans Kærlighed Hertugen af Gottorp. saa endog Vi gærne ønskede nogen anden Middel at kunne træffe, hvorved dette Regale kunde blive Kronen forbeholden; men synes udi disse Tiders Tilstand ikke at kan forandres, at det jo skal cederes, kan Vi ikke forstaa, hvorledes den halve Del kan hos Kronen forblive, naar den ene Halvdel er afstaaen, mens formener, at dersom den ene Del skal afstaas, at den anden Part ikke kan blive beholden, men begge Dele at være lige Condition undergiven, som ikke formedelst den gemene Regering kan adskilles, hvormed vi videre Eders skriftlige Betænkende er begærendes, eftersom billigst eragtes, at vores kongelige Linie som den ældste det samme som den gottorpske reciproquement bevilges, saa at vores kongelige Hus ikke skulde være værre Condition end Hans Kærligheds undergiven".

Raadet svarede først den 17de, og efter at have udtalt det fromme Ønske, at Kronens Højhed over Slesvig, „som med største Besværing er tilvejebragt og i saa mange hundrede Aar berømmeligen mainteneret", maatte

bevares, hedder det videre: „Hvad Eders kongel. Maj.s -kongelige Linie, som Souveræniteten og i lige Maade for begæres, angaar, da formode vi underdanig, om vi faa, som tilstede er, vor underdanige Mening i saa høj og vigtige Sag efter den Ed og Pligt, som vi Fædernelandet ere medforbundne, i alting at skulle søge dets Fordel, Gavn og Bedste, fra os give saa finder vi det sikkert og for Posteriteten mest forsvarligt, at E. K. M. den halve Højhed som en Konge heller sig naadig ville resolvere at beholde end den slet afstaa, helst efterdi herved intet naas, som E. K. M. saavel som H. K. Højhed Prinsen ej allerede haver og er omforsikret;Riget separeres og herved slet fra Eders Majestæts Interesse i Hertugdømmet, som det ellers at inaintenere højst er obligeret; Tiderne og vel mulig saadan Forandringkan medbringe, at man kunde have Haab om at naa igen, det som Hertugen og hans mandlige Linie nu cederes".

Skulde Kongen imidlertid ikke synes om deres „Motiver og Aarsager", men fastholde Beslutningen om ikke at aftræde Souveræniteten til Hertugen, med mindre hans egen Linie opnaaede det samme, „saa synes os bedre og tjenligere i denne trange, vanskelige og vidt udseende Tid dertil vort underdanige Samtykke at give, paa det E. K. Majestæts egen Person, ganske kongelige Hus, Riger og Lande fra dets totale Ruin, øjenskuelige Fare, fremmede Magt og Armé, som Landene med ere belagte, kunde vorde befriede og erledigte, end at Sagen og Traktaterne skulle ved skadelig Ophold protraheres".

Gennemlæses denne Brevveksling uden Kendskab til
Hertugens Fordring, naar man meget let den O ver-

bevisning, at Kong Frederik alene af Souvera^nitetslyster og kortsynet, dynastisk Egennytte har villet tiltvinge sig og sin Linie Souverænitet i Slesvig, ja Ordlyden i Rigsraadets Svar antyder vel endog, at Kongen, belært af Hertugens Eksempel, ikke har undset sig ved at benytte Rigets dybe Ydmygelse til at fravriste Kronraadet Indrømmelser, som det ellers ingensinde vilde have gjort ham. Dette er ogsaa den gældende historiske Opfattelse. Velschow siger₁): „Vi tillægge gærne cle Grunde, der anføres for dette Skridt, nogen Vægt, men kunne dog ikke anse det for tilstrækkeligen motiveret derved. Det havde næppe været saa vanskeligt for Kongen som Slesvigs Lehnsherre og sin egen Vassal at haandhæve sin Anseelse i Fællesregeringen lige overfor den nu souveræne gottorpske Hertug. Vi kun ne derf or i dette unødvendige Skridt kun sect nyt, lykkeligvis det sidste Forsøg paa at fremme den kongelige Families Interesse paa det danske Valgriges Bekostning". Ogsaa J. A. Fridericia deler denne Opfattelse. „Man kan næppe andet — skriver lian — end at give de tilstedeværende Rigsraader Ret. naar de i deres Svar under skarp Betoning af den Forpligtelse, de havde til at udtale deres sande Mening, beklagede Kongens Forlangende At dynastiske Hensyn her have gjort sig gældende hos Frederik 111 paa en saadan Maade, at han derved kom til at tilsidesætte Danmarks Riges og Krones Tarv, synes det umuligt at nægte. Deter ikke godt at forstaa, at Ligheden i Fællesregeringen skulde være et vigtigere Moment end Betydningen af at bevare det halve Slesvig i stats-

---

1) Anti-slesv.-holstenske Fragmenter. 9. H. S. 117.

retlig Forbindelse med Danmark. Men Kongen opnaaede
at blive fuldstændig frit stillet overfor Rigsraadet for sig
og sine Arvinger med Hensyn til Slesvig"*).

Alligevel indeholder allerede de her anførte Breve Ytringer, som ere vel skikkede til at gøre en tvivlraadig i Dommen over Kongen, og endnu før jeg kendte Levin Moltkes Dagbog, har jeg søgt at tyde det rette Sammenhæn g²). Det er navnlig Kongens Brev af 10de April, man maa lægge Mærke til. Her anfører han to Grunde, hvorfor han maa forlange Lensfrihed ogsaa for sit Vedkommende, nemlig 1) fordi Hertugdømmets to Parter „formedelst den gemene Regering ikke kan adskilles", og 2) fordi „den kongelige Linie ikke skal være værre Kondition undergiven end Hans Kærligheds". Men i Brevet kommer denne sidste Grund hinkende bagefter som et overflødigt Tillæg; det er klart, at den første var fuldt tilstrækkelig til at motivere Kongens (d. v. s. Hertugens) Krav, og al den anden alene staar der for at dække over det saa dybt ydmygende i, at Kongen ogsaa for sig og sin Linie — efter en utro Vasals Anvisning — maa lade sig paatvinge Lensfrihed af det svenske Sværd.

De tidligere Forfattere turde maaske særlig være
vildledte af den fra den yngre Slesvigholstenisme nedarvedeForestilling,

---

1) Hist. Tidsskrift 5. H. 6. B. S. 725—26. Smlgn. Adelsvældens sidste Dage S. 338.

2) .Nationaltidende" for Ilte Juni 1902: „Da Kongen og Hertugen laa i Sanuegering eller sad i uskiftet Bo med Hensyn til Herredømmet og alle Regallerne (medens deres privative Andele opfattedes kun som Godser), og da Hertugen var hyldet for hele Hertugdømmet, gjaldt Lensbaandets Løsning selvfølgelig for hele Dominiet, og det havde derfor nærmest kun formel Betydning, at Frederik 111 ligeledes lod sig tildele et Souverænitetsdiplom, der dog ikke optoges i Fredsbestemmelsern eI'.

arvedeForestilling,at Hertugdømmet var delt i en kongelig og en hertugelig Del, og at der kun overfor Adelen og nogle gamle Stæder bestod et vist ringe Fællesskab, medens Sandheden jo netop er, at Kongen og Fyrsten statsretlig besad Hertugdømmet i Forening. De laa ikke alene i Sameje med Hensyn til hele Herredømmetog omtrent alle Regalier, men de vare ogsaa samforlenede med og samhyldede af hele Landet; fra Aar til andet traadte de vekselvis i Spidsen for Regeringen og styrede Hertugdømmet som Stat baade indadtil i den højere Forvaltning og Retspleje og udadtil i det internationale Samkvem, kort sagt, de repræsenterede status ducatuum. Derimod opfattedes deres privative Andele kun som „Kammergods'*, og — naar der ses bort fra den privative Hylding og Fyrsternes Episkopalret— tilkom der dem her ikke større Myndighed end den, der kunde udøves fra ethvert adeligt Birke- og Godskontor.

Det følger derfor af sig selv, at Hertugen ikke kunde slaa sig tiltaals med Lensfrihed blot for Kammergodset eller for sine privative Andele; som regerende Herre maatte han forlange den for Dominiet; men hvis Fællesregeringen opretholdtes1), kunde dette kun ske derved, at det hele slesvigske Herredom befriedes for den danske Krones Overhøjhed. Derfor og derfor alene løstes begge de regerende Linier fra deres Lenspligt, og dette staar ogsaa tydeligt at læse i Kongens Brev, men naar denne ikke desmindre baade i Skrivelserne til Rigsraadetog

---

1) Smlgn. hermed Ordlyden i Kongeliniens Souverænitetsdiplom, hvor det siges, at Vi sidde i Fællesregering „undt kunfftig in itzgedachtem Herzogtliuin Schleswig verpleiben werden". (Trykt i: Beobacliter am Sunde. 1547. Nr.4.)

raadetogsenere i sit eget Souverænitetsbrev gav det Udseende af, at han af egen Drift og af Ligeberettigelseslyst,utvungen, havde søgt Vasalfriheden, saa er dette kun Dekorum, og ganske i Smag med dette Forligs øvrige forløjede Kærligheds-, Venskabs- og Fredsforsikringer,der som et tyndt Slør søgtes draget hen over det „Slægtskab og Djævelskab", der huserede i Huset Holsten. Saalænge vi ikke kende Kongens lønligste Tanker, er det ganske umuligt at sige, om han, stillet overfor det uundgaaelige, ikke ogsaa har knyttet videregaaende, politiske Beregninger til Lensfriheden, hvorfor ingen vil kunne dadle ham; men saa meget er sikkert, at alle de Ytringer af ham, der ere komne til os, og hele hans Færd op til det endelige Forlig den 12te Maj præges af haardnakket Modstand mod Hertugens og altsaa ogsaa imod hans egen Souverænitet i Slesvig.

I København vare Dagene fra den 1 lte til 20de April i høj Grad bevægede. Karl Gustav truede med et nyt Brud, og hans stadige Prellerier om Øer og Amter i Forbindelse med den gottorpske Hertugs üblu Krav havde bragt Kong Frederik til Fortvivlelsens Rand. Som vi have set. opfordredes han fra mange Sider til atter at give sig Krigslykken i Vold, hans egen Stemningfaldt sammen hermed, men til alle Sider øjnedes kun Konfusion og Forvirring, indbyrdes Nag og Fjendskabmellem de ledende Mænd, uafhjælpelig Pengenød og i det højeste 5000 Mand brugbare Tropper *). Under den store Sammenstyrtning i Februar havde Rigsraad og Konge indvilliget i alt, og nu, da Frygten var vegen

---

1) Kiehnanns og Moltkes Indberetninger til Hertugen.

for en ædrueligere Vurdering af Faren, kunde de paa Grund af gensidig Mistillid ikke enes om en fast og samlet Optræden. Det var under disse Forhold, at Kongen modtog Rigsraadets paa engang forsagte og udfordrendeBrev af 17de April, og som Svar sendte han det, følgende mærkelige Skrivelse (af 19de April), hvori den senere Helt fra Københavns Vold for første Gang førte Ordet¹):

„Vi have bekommet Eder gode Herrers Erklæring, daleret den 17deAprilis udi nærværende Aar, anlangende Superioriteten, som Hertugen af Gottorp pretenderer over Hertugdømmet Slesvig og Svavsted. Nu maatte vi selv ønske, at Tiderne vare saaledes beskafne, at disse høje Regaler kunde mainteneres for os og Riget og vores Efterkommere til Bedste. Dersom I gode Herrer derfor endnu ville resolvere at ikke lade dette komme fra Riget, er by de vi os heller der fore at opsætte Krone og Scepter og alt det, vi eje, ja Liv og Blod, end at lade saadanne store Regalier udi vor Regeringstid, Posteriteten til Skade, afkomme.

Men efterdi I gode Herrer selv indføre saadanne bevægelige Aarsager, at dette Riges største Fare og Ruin derpaa staar saadan Begæring at negte, saa faa Vi. hvor ugerne Vi det og gør, Hertugen af Gottorp Satisfaction at give, at lade os dette med befalde. Holdendesalligevel derfore, at denne fælles fyrstelige Regering i Hertugdømmet Slesvig ikke kan føres af os og vore Arvinger uden lige Respekt og Authoritet, hvad for Confusion. Tvistigheder, Misforstand, Uenighed og Diffidentz

---

1) Rigens Haads Breve. Fase. 62. Aftrykt i Nyt Hist. Tidsskrift. 111. S. 66« i.

deraf skulde vorde, dersom os og vores Arvinger lige Superioritet ikke skulde blive concederet. Saadant kunde vidtløftigt demonstreres; men Vi ere udi den Mening, at de gode Herrer selv kunne dømme fornuftig derom. Og begære Vi for vor Del intet videre, end hvad Hertugen af Gottorp bliver bevilget".

Herpaa svarede Rigsraadet ikke.

Men ogsaa efter den 19de April fortsatte Kongen sin Modstand mod Vasalforholdets Ophævelse. Den 23de havde de svenske Gesandter en Forhandling med ham og Ahlefeldt, og ved denne Lejlighed søgte de særlig at godtgøre, forøvrigt ganske i Kielmanns Aand, at den slesvigske Lensfrihed var lige saa fordelagtig for Kongen som for Hertugen; men han svarede koldt, at han helst saa Lensbaandet opretholdt¹), og samtidig lod han Ahlefeldt erklære, at han, hvis han skulde afstaa hele Svavsted til Hertugen, ikke havde i Sinde at opgive Kronens Lenshøjhed over Hertugdømmet. Herefter kan enhver bedømme Rigsraadets og Kongens Stilling til denne Sag.

Dog heller ikke Rigsraadet tænkte paa en ganske betingelsesløs Opgivelse af Slesvig. I Gessionsbrevet af 17de April anførte det de Forbehold, hvormed det for sit Vedkommende opgav denne Højhed. I Skrivelsens Slutning hedder det: „Dog maa Riget ved forbemeldte Højhedscession paa det til Riberhus, Møltønder og KoldinghusLene

---

1) Dagbogen den 33!*. „Sie hetten Ihnen demonstriret, dasz die Erlassung vom Vassallagio Regi so profitable als Ihrer Fiirstl. Durchl. were; Rex hette geantwortet: Er wolte doch lie be r, dasz solche Erlaszung nachbliebe". „Ahlefeldt hatte gesaget, wenn I. F. D. das halbe Arabt Schwabstedt krigten, so wolte Rex Ihr die Souverainitet nicht laszen "♦

husLenesamt Riber Gapitel liggendes Gods herved ingen Forfang eller Prejudice tilføjes, mens Riget fast mer ved des gejstlig og verdslig Jurisdiction til Lands og Vands uperturberet og umolesteret forblive, herefter som tilforn uden nogen Innovation til des Nachdel og Skade at foretage. Skulde ved en eller anden Tilfald den Højhed, [der] nu saa godt som ved Tvang cederes, komme til Riget igen, søges underdanig, at E. K. M. og des mandlige Linie nu forundte Souverænitet i saadan Tilfald og maatte ophøreog alting komme i forrige Stand. Formoder og underdanig herforuden E. K. M. sig naadl. lader befalde,maa Hertugen paa begges mandlige Linie Riget paa følgende og forrige Poster at give Revers og Forsikring,at slig Højhed og Ret ikke til nogen anden skal alieneres eller deles, og Riget derved betages alt Haab til des Recuperation, at Rigets Grænser uforandret forbliver, ingen Alliance eller Forbund mod Riget søges eller oprettes, ej heller nogen ny Told, des Undersaatter til Skade, paalægges".

Ogsaa disse Retingelser søgte Kongen loyalt at fastholdei de senere Forhandlinger; men enkelte af dem stred ligefrem imod Souverænitetsbegrebet (Forbud mod Alliancer), og andre, særlig Toldbestemmelsen, mødte en saa haardnakket Modstand hos Kielmann, at de maatte opgives. I den anførte Skrivelse er det interessantestefor os Raadets Fastholden af Rigets Grænser og altsaa ogsaa af den „hvilende" Lenshøjhed over Slesvig, samt dets bestemte Ønske om, at Kongehusets Souverænitet skulde falde bort, saasnart den gottorpske Hertuglinie maatte give Afkald paa sin. Dette skete, som bekendt, allerede 1675, og hvis Rigsraadet havde

bevaret sin Magt indtil da, vilde ogsaa Kongedelen dengangvære falden tilbage til Kronen. Men det hensygnendeKronraad sørgede end ikke for, at dette Forbeholdkom ind i det kongelige Souverænitets-Diplom, dets Ønske naaede derfor ingen retslig forbindende Form, og det har nu kun en ringe historisk Interesse. —

VI. De afsluttende Forhandlinger og Forliget af 12te Maj 1658.

Den l!)de April overgav Meadowe den danske „Protestation" til Moltke og Kielmann, og Forhandlingerne vare saaledes formelt afbrudte. Stillingen var da som følger: Fra dansk Side var der tilbudt Hertugen Souverænitet over Slesvig, dog med visse Indskrænkninger, Ophævelsen af Fællesregeringen, forsaavidt som denne beroede paa Kongen, samt Halvdelen af Svavsted Amt, dog uden Kapitelsgodset. Men fra gottorpsk Side forlangtes, foruden uindskrænket Souverænitet og hele Bispelenet, tillige en meget stor Krigsskadeserstatning og „Sikkerhed mod fremtidige Fortrædigelser", der dog ikke længere formedes som Krav paa Rendsborg eller paa denne Fæstnings Sløjfning, men kun paa en skriftlig Garanti, udstedt af Kong Frederik. Om disse Uoverensstemmelser drejede de følgende Ugers Forhandlinger sig.

Som sædvanlig søgte Gottorperne Raad og Støtte hos Bjelke og Goyet. Den første havde Dagen i Forvejenhavt en fortrolig Samtale med Kongen og Ahlefeldt i Stalden og ved denne Lejlighed bebrejdet Ahlefeldt, at han den 7de havde afbrudt Forhandlingerne, medens de hertugelige havde henskudt dem til Fredsmæglernes Afgørelse; men hertil havde Ahlefeldt svaret, at Terlon

og Meadowe ikke forstode Stridsspørgsmaalene, og omendskøntdisse kun drejede sig om mindre Ting, var det dog af Æreshensyn Kongen umulig at gaa ind paa dem i den Form, hvorunder de fremsattes; hvis Hertugen partoutvilde have hele Svavsted, kunde dette kun ske ved Hjælp af et Mageskifte, og ad denne Vej vilde Kongen saa komme ham i Møde. Denne Udvej tiltalte ogsaa Bjelke; men Kielmann satte sig paa det heftigste derimod.Det var — sagde han — kun gjort for at vinde Tid og for at udsætte Afgørelsen til efter den svenske Hærs Udmarche af Riget, altsaa for at lokke ham og Moltke bort fra Roskildefredens Ordlyd, „hvilket vilde være et stort Ansvar".

Det vedtoges derfor, at de hertugelige skulde opsætte en „Reprotestation" *), hvori de væltede Skylden for Forhandlingernes Afbrydelse over paa de Danske, samt hentydede til deres forestaaende Afrejse, et Skridt, der nok vilde bringe Kong Frederik og hans Raader paa andre Tanker. Meadowe paatog sig straks at underrette Rigssekrotæren Erik Krag herom, og opfordre ham til snarest mulig at sætte alt paa en anden Fod, hvis den tilsigtede Overenskomst ikke helt skulde umuliggøres.

Derefter aflagde Gottorperne en Visit hos RigsraadenOtto Krag, og Kielmann gav en sammenhængende Fremstilling af alle Hertugens Krav. Det var ved denne Lejlighed, han ytrede, at Fællesregeringens Ophævelse ikke betød noget for Hertug Frederik, og at denne med Hensyn til sin fremtidige Sikkerhed vilde nøjes med en skriftlig Forsikring af Kongen2). Tillige paastod han, at

---

1) Indlæg i Dagbogen.

2) Allerede i r_ßefutatio" (se S. 48 Anni.) havde de danske Ombud gjort opmærksom paa, at en saadan skriftlig Kaution kun passede for private Personer, men aldeles ikke for regerende Fyrster, og senere erklærede Ahlefeldt (Dagbogen '^U), at Kongen hellere vilde have ladet alt gaa til Grunde end at afgive en saadan Erklæring. Den faldt derfor helt bort ved Slutningsforhandlingerne.

Hertugens Souverænitet var nødvendig for et godt Forholdmellem Fyrsterne i Fremtiden; thi alene i Vasaliteten (og forøvrigt ganske i Strid med Overenskomsten i Odense 1579) havde de Danske fundet Paaskud til at behandle Hertugen, som sket var. En Lens- og Troskabspligt ud over den rent materielle Hjælp syntes baade Hertugen og hans Kansler en fremmed Tanke.

Derefter gik de sammen med Svenskerne til Teiion. Baade han og Meadowe vare forlængst trætte af de endeløse Forhandlinger og det kedelige Ophold i København,og ved et forenet Tryk søgte de nu at fremtvinge en Overenskomst. De forlangte, at Hertugen skulde modtage de danske Tilbud og lade Resten falde; men Kielmann stod stivt paa Skadeserstatningen. „Hvormegetkræver da Hertugen?" spurgte Terlon. „Krigsskadenbeløber sig til 800,000 Rdlr.; men Bertugen vil nøjes med en Fjerdedel". — „Danskerne have ingen Penge". — „Vi have foreslaaet en Udvej (Landafstaaelse)". — „Denne Udvej kender jeg, jeg har en Gang antydet den for de Danske, men de bleve herover yderst bestyrtedeog optoge det paa hel anden Maade". — Dereftertrængte Terlon hæftigt ind paa dem. Hvis det for saadanne Bagatellers Skyld kom til Krig — sagde han — vilde ogsaa Hertugens Lande blive inddragne i denne. Den polske og ungarske Gesandt raadede kun til Fredsbrud og søgte at benytte denne Strid til paany at tænde Krigsfaklen. Han vidste vel, at den svenske

Konge ikke vilde opgive Hertugens Sag; men hans allierede vilde blive stødte for Hovedet, hvis et nyt Brud indtraf af saadanne Grunde. Kong Frederik vilde ikke give mere end alt tilbudt, han var „desperat" og kunde tage uventede Beslutninger, og Terlon forlangte derfor, at Kielmann og Moltke skulde give Afkald paa Skadeserstatningenog nøjes med de tidt omtalte tre Punkter. Bjelke syntes at slutte sig hertil; men nu kom Goyet Gottorperne til Hjælp. De skulde kun staa fast paa deres —- sagde han —og de vilde naa Maalet. Bjelke og han havde Befaling til at støtte dem, og de skulde derfor kun indsende deres „Reprotestation" og true med Afrejse! Dette omstemte Fredsmæglerne, og de besluttede derfor endnu engang at tale med Ahlefeldt (Kongen opholdt sig paa Frederiksborg). Den 20de indsendtes „Reprotestationen",men samtidig underrettedes Terlon og Meadowe om, at Kong Frederik nu var til Sinds at afstaa Halvdelenaf Svavsted og Halvdelen af Kapitelsgodset til Hertugen som Ejendom og at overlade ham Resten af Amtet og Kapitlet i et ligesaa langt Aaremaal, som Kongens Forfædre havde været i Besiddelse af det hele. Efter Forløbet af de 72 Aar skulde denne Del atter falde tilbage til Kronen.

Dog heller ikke dette Tilbud tilfredsstillede Kielmann.Den 21de skrev han spydigt hjem til Hertugen, at Forhandlingerne i København mindede om Aprilsvejr; men da de nu havde vænnet sig til Klimatvekslingen, lode de sig ikke skræmme. I Stedet for Rigsraadets Hovedresolutionpaa Souverænitetens og Svavsteds Afstaaelse havde de den 19de modtaget en „Protestation", men ikke desmindre havde de Danske Dagen efter gjort de ovennævnteIndrømmelser. Derimod vilde hverken Rigsraadet

eller Kongen høre Tale om Skadeserstatning, eftersom Hertugens Lensfrihed var Oprejsning nok og et Regale, som ikke kunde erhverves ved Opofrelsen af 100,000 Mand. Med særlig Tilfredshed har Kielmann sikkerlig tilføjet følgende: „Den ungarske Gesandt har i høj Grad forundret sig over, at Danmark vil afstaa Lenshøjheden over Slesvig, da denne er et Klenod, som ikke kan betalesmed Guld"^x).

Men medens dette foregik i København, var Hertugen,forøvrigt af os ukendte Grunde, selv bleven omstemt.Samme Dag, den 21de April, skrev han til sine Ombud her, at han — naar det øvrige ikke kunde naas — vilde føle sig tilfredsstillet med Souveræniteten, hele Svavsted Amt og Halvdelen af Kapitelsgodset²). Tilbud og Krav mødtes saaledes noget nær i den skønneste Forening. Fra dansk Side opgaves stiltiende hele SvavstedAmt; den aarlige Indtægt af Kapitelsgodset eller af de 8 Kanonikater ansloges til c. 2400 Rdlr.; 4af disse kunde straks overlades Hertugen som Ejendom, og de øvrige vilde han, med billigt Hensyntagen til de nuværende Nydere, faa Brugsret over i mere end to Slægtled, og det skulde da synes, at Traktaten maatte kunne været afsluttet med det samme; men Kielmann vilde ogsaa opnaa noget af det „øvrige", og i de følgende tre

---

1 Kielmann og Moltke til Hertugen 21U. Concept.

2) I Hertugens Skrivelse hedder det: ..Alsz ist hiemit an euch unser gnådigstes Begehren. Ihr ferner alien mog- und thunligsten Fleisz anwenden und es dahin bringen wollet, dasz unsz zum wenigsten, im Fall ein mehreres zu e'langen keine Apparence noch Hofnung he vor sein solle, über die Souverainité da* gesambte Ambt Schwabstedt und der Stifft Schleswig, da dieser nicht in totum, dennoch deszen Halbschied, worrnit wir dan endlich friedlich sein muszen, in perpetuum eingeråumet und abgetreten werden".

Uger førtes en forbitret Strid om Halvdelen af Kapitelsgodset,og
Hadet mellem de to Fyrstehuse uddybedes
endnu yderligere.

De hertugelige fortsatte derfor i det engang begyndte Spor. Kielmann truede med Afrejse og tilsigtede derved at tvinge Kong Frederik til at give efter. Den 24.de indfandt han og Moltke sig hos Meadowe for, som de foregave, at tage Afsked. Gesandten raadede dem dog til at blive lidt endnu, at nedskrive deres „Ultimatum" og fremsende det til Rigssekretæren Erik Krag, men derimod undgaa al videre Forhandling med Fred. Ahlefeldt, da dette kun vilde gøre ham endnu mere „obstinat". Naar de optraadte paa denne Maade og i al Beskedenhed antydede, at deres Instruks forbød dem yderligere Indrømmelser og paalagde dem at vende hjem, havde de Udsigt til at vinde yderligere Fordele. Kort efter modtoge de Besøg af Ahlefeldt og Rantzau, der spurgte dem, om de gennem Sten Bjelke havde modtaget Kong Frederiks endelige Tilbud. De bekræftede dette, men tilføjede, at disse Tilbud ikke tilfredsstillede Hertugen, og at de selv vare naaede til „finis mandatorum". Herover blev Ahlefeldt højlig opbragt. Han svor paa. at Kongen ingensinde vilde indrømme mere, at al Skylden for det forestaaende Brud hvilede paa dem, at det ikke var Umagen værd at gøre saa stor Staahej for saa lidt, og at kun stor Ufred („Unlust") vilde blive Følgen. Dette indrømmedes fra gottorpsk Side; de vare ikke saa barnagtige, at de ikke kunde indse, at dette engang i Tiden vilde medføre større Fortræd, end Sagen i sig selv var værd, men dem kunde det ikke lægges til Last.

Derefter begav Moltke og Kielmann sig til Terlon;

men lier gik det endnu hedere til. Da de meddelte ham, at de afsloge de kongelige Tilbud og vilde forlade København, for han op imod dem og raabte med den største Hæftighed: De skulde vide, at de stode paa Nippet til at fremkalde en Krig, at Kong Karls allierede vilde forlade ham, hvis han atter brød med Danmark, og at Forhandlingerne slet ikke kunde drives paa denne Maade. Men Kielmann blev ham ikke Svar skyldig. Han bestred, at der vilde opstaa en ny Krig af den Grund, og skulde den ikke desmindre udbryde, vilde den blive ført i Holsten, og hans Herre underkastede sig hellere alle Genvordigheder end at blive behandlet med Ringeagt. Han indrømmede gærne, at Kapitelsgodsetkun havde ringe Værdi; men herom drejede det sig heller ikke. Danskerne skulde kun underrettes om. at Hertugen ikke lod sig behandle efter deres Tykke.

Herefter kom Terlon til sig selv igen og beklagede atter, at Sten Bjelke ikke havde faaet de tre Punkter ind i Fredstraktaten. Med dulgt Skadefryd meddelte han dem desuden, at Ahlefeldt, da han hørte om deres forestaaende Afrejse og om deres paatænkte Orlovsbegæringhos Kong Frederik, spydigt havde bemærket, at Kongen ikke havde havt Bud efter dem. og at de derfor heller ikke havde nødig at søge hans Tilladelse til Afrejse. Derefter gled Samtalen hen paa deres „Ultimatum", der senere nedskreves paa Fransk og Tysk og meddeltes saavel Fredsmæglerne som Kongen¹). Dette indeholdt dog intet væsentlig nyt. Kielmann krævede, foruden uindskrænket Souverænitet i Slesvig, hele SvavstedAmt med Kapitelsgodset (dog uden de bortsolgte

---

1) Skrivelse fra Kielmann og Moltke af 26de April til Kongen, ledsaget af Hertugens Ultimatum. Indlæg i Dagbogen.

Ejendomme), imod at Hertugen eftergav en Del Pengekrav,som han mente at have paa Kongen. Vilde Kongen derimod beholde det halve Kapitel, skulde disse Krav straks tilfredsstilles, og i hvert Fald skulde han straks opgive den hidtil af Kapitlet udøvede Jurisdiction over Domkirken, Domskolen og over visse Dele af SlesvigBy. Hvad Fællesregeringens Ophævelse angik, ønskede Hertugen Forhandlingerne herom henviste til en personligSammenkomst, som han meget snart haabede at kunne have med Hans Majestæt. De øvrige „gravamina" kunde afgøres i en Kommission og, hvis Enighed ikke kunde naas ad denne Vej, ved en Voldgiftskendelse af to af Hertugen og Kongen valgte Fyrster. Paa dette Grundlag søgte Fredsmæglerne endnu engang at opnaa en Overenskomst; men Ahlefeldt afviste enhver Tanke om Eftergivenhed fra Kongens Side.

Imidlertid havde Theodor Len te paa fremtrædende Maade blandet sig ind i Forhandlingerne. Formodentlig hang dette sammen med de Anstrængelser, som den østerrigske og polske Gesandt i Marts og April Maaned gjorde for at fremkalde et nyt dansk-svensk Brud. Som Sekretær i tysk Gancelli var Lente nøje inde i de diplomatiskeForhandlinger, og fra anden Side videsl), at han netop paa samme Tid gennem den danske Sendemandi Berlin, Frants Rasch, modtog et Indlæg, der gik ud paa at give Kurfyrst Frederik Wilhelm Udsigt til et saadant Brud. Fremskyndet af sit Had til det danske Rigsraad, af sin egen Ærgærrighed og af Kongens Ønsker, har lian da sandsynligvis tænkt paa at give de gottorpske Forhandlinger en krigersk Vending. Den 12te April

---

1) J. A. Fridericia, anf. Sted S. 333.

kom han i Forbindelse med Levin Moltke og søgte straks at hidse ham op imod Danmark. Det var den danske Krone — sagde han — der havde begyndt Krigen, og det maatte ogsaa blive dens Pligt at give Hertugen Oprejsning for den lidte Skade, ja, da Moltke antydede, at en saadan Oprejsning lettest kunde gives ved Landafstaaelse(Rendsborg Amt), fandt han end ikke Anledningtil Modsigelse. Han underkendte ganske, hvad der fra dansk Side anførtes til Støtte for Kongens Eneret til Ytersen, og ligeledes misbilligede han de Trusler, som herfra udslyngedes imod Smaafyrsten paa Gottorp, medens han derimod stillede sig i høj Grad venlig til en dynastiskUdsoning mellem de to Fyrstehuse ved et Giftermaal*).

Den 21de April opsøgte han atter Kielmann og Moltke og sagde dem rent ud, at de stode sig selv i Vejen, „idet de ikke skænkede ren Vin i for Danskerne og tilstillede dem deres Ultimatum". Men samtidig antydede han lige overfor de danske Kommissærer, at Hertugens Sendemænd vare villige til yderligere Indrømmelser, og Kongen opfordrede han til kun at staa fast paa det engang indtagne Standpunkt.

Dette Dobbeltspil kunde dog ikke fortsættes ret længe. Allerede den 22de April sagde Erik Krag til Moltke, at der fandtes Mennesker, som ugerne saa, at Fyrsterne bleve enige, og Dagen efter udtalte Rigshovmesteren sig endnu tydeligere i samme Retning.

Men den 2den Maj nærmede sig nu med stærke
Skridt, og en Afgørelse enten til den ene eller til den

---

1) I Terlons Memoirer S. 189 siges, at Lente var kongelig Kommissær tilligemed Ahlefeldt, et Bevis for, at han maa have spillet en fremtrædende Rolle.

anden Side maatte træffes. Spændingen voksede med hver Time. Den 23de havde Kong Karl, som Betingelse for den svenske Hærs rettidige Udmarche, givet Sten Bjelke og Goyet Ordre til at forlange et afgørende Svar angaaende Hven, Gottorp og andre endnu ikke afgjorte Stridspunkter. Den 27de underrettedes Kielmann og Moltke herom, og de svenske Gesandter tilføjede, at Wrangel ikke vilde faa Marcheordre, før Hertugens Sager paa tilfredsstillende Maade vare afgjorte. Ogsaa til Terlon skrev Kong Karl det samme og opfordrede ham til at fremskynde en Afslutning¹).

Disse Efterretninger gav Forhandlingerne nyt Liv, og først rettedes der et hæftigt Tryk imod Kong Frederik. Rigsraadet skrev til ham2): „Eftersom de svenske Gesandter sig lade forlyde, Mediatorerne det ogsaa berette, at de ej ville føre deres Folk ud af Higet, før de faar Ende paa Hertugen af Gottorps Prætensioner og de 2000 Ryttere udleverede da begære vi underdanigen, at E. K. M. naadigst ville lade sig være erinderet, at Tiden snart forløber, og Landet imidlertid udpresses, og Svenskerne derover kunde fatte andre Tanker med farlige Diffikulteter og Anslag og ej kvittere Landet, men beskylde E. M. ej at have efterkommet Traktaterne, og derpaa kunde tage Aarsag til at rumpere igen, hvorfor vi godt og raadeligt befinde, at E. K. M. vilde lade for^ne tvende Poster til Ende befordre det snarest som mulig kan være for at holde Love og god Afsked efter Traktaterne, og dermed betage Svenskerne al Aarsag til videre Ruptur, at det sidste ej skal blive værre end det første".

---

1) Dagbogen for iBU.

2) Rigens Raads Breve. Fase. 62. Udateret.; men det maa være skrevet i de sidste Dage af April.

Da Terlon den 28de underrettede Ahlefeldt om Indholdet af Kong Karls Brev, svor denne paa, at han „paa det ivrigste havde persuaderet Kongen til at give efter"; men der vare „des petits gens", som vidste at forpurre alt, eller, som han ved en anden Lejlighed udtrykte sig, „des petits saincts, qui vouloit faire des miraeles", og den 30te sagde han rent ud, at det var Theodor Lente, Kongens Kammertjener og „Gall" (skal maaske være Gabel), der søgte at forplumre Underhandlingerne og haardnakket satte sig imod Domkapitlets Afstaaelse: ja Kongen havde endogsaa afvist Ahlefeldt med den Bemærkning, at denne med Hensyn til Kapitelsgodset tidligere havde raadet ham stik modsat. Ligeledes erklærede Rigshovmesteren, at Lente var den egentlige Anstødssten for Forhandlingerne („Es were keiner, der diese Sachen turbirte alsz Lente"), og at han, da Gersdorf opfordrede ham til Samarbejde for at naa en Afgørelse, havde svaret „hellere at ville dø end at til— raade Kongen noget saadant".

Terlon rasede imod disse Mennesker, der maatte være bestukne af Østerrig for at fremskynde et Krigsbrud!Og hvad byggede de dog paa? Kong Frederik — sagde han videre — var ofte bleven bedraget af sine allierede, Østerrig og Holland, han havde ikke fire sødygtige Skibe, ingen Penge, ingen Levnedsmidler, ingen Folk, medens Kongen af Sverige havde en mægtig Hær og Flaade! — Han havde sikkert Ret; men Tilfældet bliver kun interessantere derved. Vi staa her overfor det første Vidnesbyrd om, at der omkring Kongens Person, af hans private Tjenere, var dannet et uansvarligtConseil, mægtigt nok til at trodse en Mening igennem

overfor Rigets og Hertugdømmernes ansvarlige Raader.
Det var Lente, der bar Sejren hjem.

Den afgørende Samtale mellem Lente og Kielmann fandt Sted den 27de, og af Moltkes Referat faar man det bestemte Indtryk, at Kammersekretæren havde gennemskuet Kansleren. Kielmann havde anmeldt en Visit hos Lente, men denne svarede, at han, da han havde hørt, at Kansleren og Moltke stode paa Nippet til at forlade Landet, vilde komme til dem for personlig at tage Afsked. Kielrnanns Finte pareredes med en Artighed, og paa den høfligste Maade af Verden gennedes han ud af Landet. Men det blev ikke derved. I Samtalens Løb forsikrede Lente ham om, at Kongen ingensinde vilde afvige fra den engang givne „Resolution"; han svor højt og helligt paa, at Skylden for det strandede Forlig ene og alene vilde komme til at hvile paa de hertugelige, ja han nedbad „saagar" Himlens Straf over de Mænd, der hidsede Herrerne op imod hinanden. Kongen vilde ikke lade sig afpukke noget, Svenskerne havde udspist Landet, det hele var allerede ruineret, og nu vilde han lade det staa til; men forblev Fjenden længere her, skulde han ogsaa nok vide at finde Erstatning for den lidte Skade hos Hans Durchlauchtighed!

Disse Antydninger og Trusler traf Kielmann paa hans mest saarbare Punkt: Frygten for den hadefulde Stemning, der fra alle Sider vilde slaa ham i Møde, hvis han nu for en Bagatels Skyld og halvt imod sin Instruks forlængede Okkupationen eller muligvis endogsaa fremkaldte en ny Krig. Ogsaa han var Mester i Forstillelse,og ligesom Modstanderen nedbad han Himlens Straf over de Skelme, der hidsede Fyrsterne op imod hinanden, men da han dernæst vilde undskylde sig med,

at hans Instruks forbød liam at give efter, sagde Lente ham lige i Øjnene, at det var ham selv, der lavede Instruksen, og saa veg Kielmann, i hvert Fald tilsyneladende.Hertugen — sagde han — vilde ikke drive det til, at Fjenden for hans Interessers Skyld skulde forblive længere i Landet, dertil var Sagen ikke stor nok; men paa den anden Side kunde han ikke vide, om ikke Svenskerne, netop af Iver for Hertugens Sag, vilde genoptage de Krav, som Moltke og han nu enten havde ladet falde eller henvist til senere Forhandlinger.

Lente skønnede, at Kansleren var dreven tilbage til sit sidste Smuthul, og at han næppe havde Hertugen med sig. Han antydede, at Kong Frederik vilde sende en „Envoyé" til Gottorp, i det Haab, at det vilde være lettere at komme til Rette med Hertugen end med hans Minister. Endnu engang sagde han dem paa „godt Tysk" og saa afgørende som muligt, at de ikke fik mere end tilbudt, og da Kielmann bad ham lægge sin Indflydelse i Vægtskaalen til Fordel for dem, svarede han, at han allerede havde vovet sig for vidt i saa Henseende, at han beskyldtes for at modtage en Aarpenge fra Gottorp, og at han var „suspekt" i Kongens Øjne.

Fra dansk Side arbejdedes der i de følgende Dage videre i den af Lente indslaaede Retning. Den 28de opførte Ahlefeldt og Kielmann en ny Skændeduet om gamle og ny Stridsmaal. Blandt andet sagde den første, at det vilde fremkalde et endeløst Had, hvis Hertugen ikke nu gav efter; man skulde holde Kongens Venskab for mere værd end en saadan Bagatel, og i Længden vilde ingen være tjent med Kong Karls Støtte. Han beklagede Hertugdømmernes Tilstand, og Kongen vilde læsse Skylden over paa Hertugen, hvis den svenske Hær

forblev der længere. Samtidig bearbejdede Fredsmæglerne Kielmann med forskellige Forslag, medens Goés og endnu mere v. Beuningen søgte at ophidse de Danske til fortsat Modstand. Til Moltke beklagede Meadowe sig over, at den hollandske Gesandt (der havde stor „^esprit", mon viste en slet „conduite") blandede sig ind i alle Affærer, ogsaa i denne. Knuden strammedes endnu yderligere ved Svenskernes Optræden. Baade Bjelke og Goyet opfordrede de hertugelige til ikke at vige det ringeste fra det engang indtagne Standpunkt og kun at svare med Afrejse, hvis det danske Svar paa deres Ultimatum ikke var antageligt, thi saa skulde Kong Karl nok føre Sagen videre paa egen Haand. Samtidig antydede Fredsmæglerne, at den svenske Konge, selv om Udmarchen paabegyndtes den 2den Maj, næppe vilde opgive Frederiksodde, før de gottorpske Anliggender vare ordnede, og Misstemningen blev endnu større i København.

Kong Karl — sagde Gersdorf til Terlon — forlanger endnu Øer og andet, hvorom der slet ikke staar noget i Fredstraktaten, og selv om vi tilfredsstille Hertugen, vil Sverige dog forlange mere. De fjendtlige Tropper holde ilde Hus i Jylland og andre Steder. Ligeledes har Wrangel — imod Fredstraktatens Ordlyd — først ansat den Bde Maj til Rendez-vous, ja en Rigsraad har endog indberettet, at han slet ikke vil bortføre Hæren, før det er kommet til Forlig med Hertugen¹). Det var

---

1) len Skrivelse fra Mogens Høg, dateret Middelfart Ik, til Rigsraadet meddeles, at Wrangel havde nægtet at rømme Frederiksodde, „da han fra København havde erfaret, at de gottorpske opholdte.s, og at det var langt borte med Satisfactionen". Rigens Raads Breve. Fase. 62.

i en Samtale med Moltke, at Terlon fremkom med disse Oplysninger, og han tilføjede for egen Regning: „Heroverer Kong Frederik bleven højlig forbitret. I Begyndelsenhavde han været villig til at indrømme Hertugen de tre Punkter; men da denne tillige stod fast paa at opnaa Skadeserstatning m. m., havde han opgivet dem og var nu helt anderledes til Sinds", ja Kongen havde endogsaa nægtet at modtage Meadowe og ham før den 3die Maj, og saaledes afskaaret enhver umiddelbar Forhandlingi de afgørende Dage.

Kielmann fik et Anfald af Podagra og maatte holde Stuen, men skrev lange Breve til Hertugen. Den 28de April meddelte han, at i Følge Rigshovmesterens Udtalelser„gjordes denne Sag vanskelig ikke saa meget fra dansk, som fra anden Side". Ligeledes vare de svenske Ombud ret utilfredse og beklagede sig over, at de slet ikke „avancerede" i deres Underhandlinger. „Man kan ikke udfinde, hvorpaa de herværende Menneskerstøttesig. Efter alle Tegn at dømme ere de indbyrdes uenige, og dette er vel ikke den ringeste Aarsag til Forhalingerne".let Brev af Iste Maj fortsætter han sine Meddelelser og skriver: Kong Karl har paany opfordret os til at holde fast paa de tre Punkter, og da den i Fredstraktaten fastsatte Termin udløber i Dag, have hans Gesandter paa det bestemteste raadet os til at rejse hjem, hvis Kong Frederik ikke bekvemmer sig til en Afgørelse, og de ville da genoptage alle Hertugens Krav; men, tilføjer han, „vi ville saa inderlig gærne lade Skinnet („Glimpf") forblive paa vor Side og særlig bestræbe os for, at Fred og Ro maatte blive opretholdt". Han frygter dog for, at

en stor Storm atter staar for Døren, og lover sluttelig
at vente en kort Tid endnu l).

Men næppe havde han fuldført disse Linier, før Teiion og Meadowe indfandt sig hos ham og paa det mest afgørende forlangte, at Hertugen skulde lade sig nøje med Halvdelen af Kapitelsgodset, og det endda paa følgende Betingelser: 1) at de nuværende Domherrer og de, som Kongen havde givet Ekspectance, beholdt Præbenderne paa Livstid, 2) at Kapitelsgodset forblev under Fællesregeringen, 3) at Kongen ogsaa fremtidig havde Jagtret i Svavsted og Frikørsler i Stiftet og Amtet, og 4) at Hertugen opgav de i hans Ultimatum opstillede Pengekrav. Først afslog Kielmann dette rent ud, men da Fredsmæglerne trængte ind paa ham og paa viste den truende Krigsfare, modtog han Tilbudet — dog uden de indskrænkende Betingelser og under Forbehold af de svenske Ombuds Godkendelse.

Dog næppe vare Fredsmæglerne ude af Døren, før han fortrød, hvad han havde gjort, og da Sten Bjelke og Goyet i det samme indfandt sig hos ham, underrettede han dem om den trufne Aftale og tilføjede, at han var gaaet ind paa den alene for „at undvige Hadet"; men hvis de troede, at Hertugen ved Kong Karls Hjælp kunde faa hele Kapitlet, vilde han bede dem om at lægge hele deres Indflydelse i Vægtskaalen. Sten Bjelke trykkede sig svært herved; men Goyet slog som sædvanlig paa Sværdet. Hertugen opnaaede nok det hele — sagde han — hele Hadet skulde Sverige ogsaa nok tage paa sig, og ikke en Mand vilde blive ført ud af Riget, før alt formaliter var udfærdiget og ratificeret!

---

1) Concepter i Dagbogen.

Imidlertid havde Fredsmæglerne underrettet Frederik Ahlefeldt om det passerede, og om Morgenen den 2den Maj indfandt han sig hos Kielmann, der gentog Gaarsdagens Aftaler med det af ham selv tilføjede Forbehold. Ahlefeldt begav sig derefter til Kongen, og kort efter kom baade han og Rantzau tilbage til Kielmann. Efter lang Høkren om Jagt- og Kørselsret, om Ekspectance og Peræquation gik Kansleren endelig ind paa at nøjes med det halve Domkapitel (fire Præbender) samt Jurisdictionen over Domkirken og Domskolen i Slesvig, men uden de tidligere, af Fredsmæglerne fremsatte Indskrænkninger. Derimod berørte Kielmann, sandsynligvis med velberaad Hu, slet ikke Punktet om Svenskernes Sanktion; han fremviste blot et Brev, som han lige havde modtaget fra Kong Karls Rejsesekretær, og tilføjede, at Kongen vedvarende fastholdt Hertugens Hovedfordringer, at han derfor selv var ilde stillet, idet han havde vist sig altfor eftergivende, og at Danskerne paa ingen Maade maatte gøre nye Vanskeligheder.

Men disse Antydninger skulde kun forberede et nyt Skaktræk fra hans Side; thi næppe vare Rantzau og Ahlefeldt borte, før han sendte Moltke til de svenske Gesandter med Bøn om, at de i Henhold til Kong Karls sidste Brev vilde an nul ere Aftalen. Paa denne Maade havde han altsaa udtænkt at kunne vælte Hadet fra sig og Hertugen over paa dem; men ved denne Lejlighed synes Sten Bjelke at have sat sin Mening igennem; thi de svenske svarede, at vel havde de gærne hjulpet Hertugen til hele Kapitlet; men da Moltke og Kielmann i Følge deres Instruks kunde gaa ind paa det danske Tilbud, og da deres egen Instruks kun lød paa, at de skulde „assistere" de hertugelige, kunde de

ikke gaa videre og ikke ret vel kuldkaste den trufne
Aftale.

Ikke desmindre fastholdt Kielmann, at han kun under Forbehold af Svenskernes Sanktion havde modtaget det danske Tilbud, og det kom til nye og hæftige Optrin mellem ham, Fredsmæglerne og Frederik Ahlefeldt. Særlig den sidste viste sig meget ophidset. Han havde allerede refereret Overenskomsten til Kongen — sagde han til Kielmann — og det stred mod Statsmands Tro og Love i Dag at gaa bort fra, hvad man igaar uden Forbehold havde antaget. Han var kongelig Kommissarius, og man skulde kun aabent udtale, om man vilde have Krig eller Fred; dette her var lige saa godt som at anmelde en ny Krig! — Men nu blev Kielmann ogsaa vred og svarede: Han stod her paa Hertugens Vegne og med hans Authoritet, og han vilde ikke lade sig traktere paa den Vis; skulde han ikke have Lov til frit at udtale sin Mening, vilde han øjeblikkelig rejse bort, han havde før end i Dag været med i Statsaffære r¹)!

---

1) I alle Biografier af Kielmann (f. Eks. i Allg. Deutsche Biogr., i Dansk biogr. Leksikon o. s. v.) fortælles, at han skulde have optraadt meget udfordrende og brydsk ved Forhandlingerne i København og ofte ytret: „Jeg vil inden 24 Timer have en kategorisk Resolution, eller jeg sender straks den Ordre, jeg har i min Taske, til den svenske Hær, at den paany skal optræde som Fjende". Men for det første kan Kansleren ingensinde have havt en saadan Ordre, da han hele Tiden forhandlede sammen med de svenske Ombud, og for det andet staar Udtalelsen ganske i Strid med det forsigtige Standpunkt, som han indtog. Ytringen anføres første Gang i et danskgottorpsk Stridsskrift: Sendt-Schreiben eines Dennem. von Adel an seinen guten Freund in Deutschland. 1676. S. 5. Dette Tendensskiift fremkom ved Kielmanns Fængsling og fortjener, i hvert Fald paa det her berørte Punkt, næppe mindste Tiltro.

Endelig den 3die Maj holdtes det afsluttende Møde hos de svenske Ombud, der som sædvanlig vare uenige. Bjelke vilde støtte Kielmann i alle de Krav, som Hertugen selv vedvarende fastholdt, medens Goyet derimod forlangte, at de hertugelige ikke maatte vige det mindste mere; kun af Forsagthed havde Hertug Frederik opgivet det halve Domkapitel, han kunde endnu faa det hele, og han skulde tage det, da Hadet og Fjendskabet af den Grund hverken vilde blive større eller mindre. Men Kansleren led stadig under svære Anfægtelser. „Han demonstrerede det Had og den Fare, der vilde vokse op omkring Hertugen, hvis han nu for et saadant lille Stykke, som ingen Betydning havde, foranledigede, at den svenske Hær forblev længere i Landet", og han bad derfor de svenske Gesandter om Tilladelse til at give efter. Hertil svarede Bjelke, at de vel kunde se gennem Fingre med, at dette skete; men deres Instruks forbød dem en formel Godkendelse. Og saaledes naaedes da efter 81 Dages Forhandling en Afslutning paa Hertugens Sager. —

Men dernæst skulde det opnaaede Forlig bringes i traktatmæssig Form, og endnu i nogle Dage tingede og skændtes Ahlefeldt og Kielmann med hinanden. Allerede den 2den Maj fremførte Ahlefeldt de Indskrænkninger i Hertugens Souverænitet, som Rigsraadet havde krævet i Gessionsskrivelsen af 17de April, nemlig 1) at Hertugdømmet Slesvig hverken helt eller delvis maatte afstaas eller sælges, 2) at der ikke maatte paalægges nogen ny Told, 3) at Hertugen ikke maatte tiltage sig noget Herredømme over Havet og 4) ikke afslutte noget Forbund med fremmede Magter.

Foreløbig afslog Kielmann rentud alle disse Indskrænkninger,og

skrænkninger,oghertil kom et nyt Stridsspørgsmaal, hvis Afgørelse kunde faa Betydning i Fremtiden. 1658 omfattede den gottorpske Mandsstamme eller Huset Holstens„adolphinske" Linie foruden Frederik 111 og hans to Sønner tillige en Sidegren, idet den i 1655 afdødeFyrstebiskop Johan af Lybæk havde efterladt sig Sønnen Johan August, der var født 1647 og altsaa et Barn paa 11 Aar (død ugift 1686). Som vi have set, forlangte Hertugen og Kielmann fra først af Souverænitet for hele det holstenske Hus og for al Fremtid; men da dette maatte opgives, søgte Kansleren i hvert Fald at opnaa Vasalfrihed for hele den adolphinske Linie, altsaa eventuelt ogsaa for Johan August og hans Efterslægt. Heri understøttedes han af Svenskerne, og da han og Moltke den 3die Maj udarbejdede Diplomerne for SvavstedsAfstaaelse (Levin Moltke), for den slesvigske Souverænitetog den københavnske Traktat (Kielmann), indsattede i disse ikke Hertug Frederik og hans Mandsstamme,men alle Hertugerne af den adolphinske Linie, hvorefter den gottorpske Del af Slesvig og Svavsted først med hele Ættens Udslukkelse atter vilde falde tilbage til Kronen.

Men herpaa vilde Ahlefeldt slet ikke gaa ind. Da han den 4de gennemgik Diplomudkastene, havde han meget at indvende og tog dem sluttelig med sig hjem til Omarbejdelse. Først den 7de kom han og Rantzau igen; men stadig fastholdt de de anførte Indskrænkninger baade med Hensyn til Souverænitetens og Bispelenets Afstaaelse, og fremfor alt skulde Afstaaelsen kun ske til Hertugen og hans egen ægtefødte, mandlige Efterslægt. Atter henvendte Kielmann sig til Svenskerne, der ikke alene raadede ham til at afslaa alle Indskrænkningeri

ningeriSonveræniteten, men ogsaa vilde have denne
udstrakt til at gælde de Dele af Slesvig, som Hertugen
muligvis senere kunde erhverve.

Imidlertid sammenarbejdedes de forskellige Diplomudkast, men endnu den Bde kom det til Sammenstød mellem de hertugelige og Frederik Ahlefeldt, der tilsidst bad om et Stykke hvidt Papir, for at han paa een Gang kunde underskrive alt, hvad hine maatte ønske. Endelig gave de Danske efter i Punkterne om Told og Forbund samt angaaende Jagt- og Kørselsretten i Bispelenet, og den Bde om Aftenen meddeltes det Kielmann, at Kong Frederik vilde godkende Diplomerne i deres nuhavende Form, og tillige bad Kongen om, at dette straks maatte blive meddelt Wrangel, for at Svenskernes Udmarche kunde begynde.

Men endnu den Ilte, selv efter at Diplomerne vare udfærdigede paa Pergament, kom det til alvorlig Trætte om et enkelt Punkt. Kielmann forlangte nemlig, at Svavsted og Kapitelsgodset skulde afstaas til Hertugen og hans „Agnater", og uagtet, H. Rantzau oplyste ham om, at Rigsraadet ikke vilde admittere dette Udtryk, søgte han dog ved Svenskernes Hjælp at sætte det ind i Brevskabet. Først da han fik at vide, at Ordet „Agnater" allerede var udraderet paa Pergamentet og erstattet med „fyrstelig mandlige Arvinger, mandlig Linie", samt at det saaledes rettede Brevskab allerede var underskrevetaf Kongen og en Del Rigsraader, faldt han tilføje.Efter lange Disputer om rene Formsager i Tidens Aand, særlig om, hvorvidt de svenske Ombud skulde kaldes Ambassadører eller Assistenter, underskreves Traktaten og Diplomerne den 12te Maj. Den 13de aflagdeKielmann og Moltke en Afskedsvisit hos Rigshovmesteren,hvor

hovmesteren,hvorder blev talt noget om en ægteskabelig Forbindelse mellem Konge- og Hertughuset, og samme Dag vare de tilsagte til det kongelige Taffel. Før Bordet vekslede Kongen et Par Ord med Kielmann, og „over Taffelet var Rex dog temmelig munter". Den 14de forlode de København.

Som alt bemærket, egnede Hertug Frederiks Krav sig kun lidet for en fredelig Efterforhandling, og ved Traktaten af 12te Maj 1658 naaede han ogsaa kun de færreste af sine Ønsker. Det er forstaaeligt, at han i den bevægede Februar Maaned. da alt mellem Belt og Sund syntes at skulle styrte sammen, troede Danmarks Undergang beseglet og afpassede sine Fordringerderefter; men des mere rnaa det overraske os, at hverken han eller hans snilde Kansler havde en sikker Følelse af, hvorvidt de turde gaa over for Hertugdømmerne,eller med andre Ord, at de her lode sig henrive til at stille Krav, som atter maatte opgives og kun indbragte dem Ydmygelser. Hertugen havde ikke vovet noget for Sverige, og det kan være tvivlsomt, om Karl X og hans Mænd vilde have ladet det komme til det ydei'ste for hans Skyld: hans Krav fandt den mest forbitrede Modstand hos Kong Frederik og det danske Hof og haardnakket Uvillie hos den holstenske Adel med Frederik Ahlefeldt i Spidsen, og det skyldtes vel hovedsagelig det danske Rigsraads forsagte Selvopgivelseog Skinsyge mod Kongen og hans Raader, at Kielmann sluttelig kunde trække sig ud af Forhandlingernemed Anstand og med et nogenlunde tilfredsstillendeUdbytte. Meget hurtigt havde Kansleren maattet opgive Fordringerne om Fællesregeringens Ophævelse, om Erstatning for den lidte Skade, om Afstaaelsen af

Rendsborg Fæstning som „Sikkerhed mod fremtidige Fortrædigelser", om snarlig Afgørelse af Hertugens gamle Klagemaal m. m., og hvis Rigsraadet i Midten af April med Fasthed havde stillet sig ved Kongens Side, kunde Slesvigs Lensforbindelse med Kronen muligvis ogsaa været opretholdt.

Dette Tilbagetog fra hertugelig Side har ogsaa fundet Udtryk i den københavnske Traktat*), thi kun to af dens seks Punkter handler om Afstaaelser til Gottorp, Resten om opgivne Fordringer. Ifølge Traktatens §2 afstod Kongen og Kronen til Hertugen og hans mandlige Efterslægt (men ikke til hans Agn at er i videre Forstand) Halvdelen af det slesvigske Domkapitelsgods med Kapitlets Jurisdiktion over Domkirken, Domskolen og nogle Dele af Slesvig By, samt hele Svavsted Amt i den Udstrækning, det havde ved Kong Frederiks Tronbestigelse, dog med Undtagelse af 18 alsingske Gaarde, der senere vare solgte til Hertug Ernst Gunther (senere af Augustenborg). Ved denne Afstaaelse mistede Riget altsaa sit sikre Fodfæste i Hertugdømmets Hovedby og en Række mest sydslesvigske Enklaver, der i Fremtiden vilde have været af den største Betydning, ja endog de fire Præbender, som Kongen beholdt, gled ved den paafølgende Sekularisation helt ind under Hertugdømmet.

Paa samme Maade afstodes (§1) Kronens HøjhedsogBrugsret eller Souverænitet over den gottorpske Del af Hertugdømmet Slesvig (ogsaa kaldet „Sønderjylland")til Hertug Frederik og hans ægtefødte mandlige Efterslægt (men ikke til „Agnaterne"), „saa længe en af

---

1) Traktaten er trykt i N. Falcks Sammlung der wichtigsten Urkunden, welche auf das Staatsrecht der Herzogthiimer Schleswig und Holstein Bezug haben. Kiel 1847. S. 164%.

disse er i Live„, men dog paa følgende Betingelser: I. Undersaatterne skulle uhindret blive ved deres velerhvervedeFriheder, Rettigheder og Privilegier af kirkeligeller politisk Art. 11. Amterne Ribe, Møgeltønder og Kolding samt det til Riber Kapitel hørende Gods skulle ikke paaføres nogen Skade eller Præjudice ved denne Afstaaelse af Højhedsretten. 111. Rigsgrænserne skulle forblive uforandrede til alle Sider ved deres gamle Skel og Linier, og Riget paa sit Omraade uforstyrret bevare sin verdslige og gejstlige Jurisdiktion til Lands og til Vands som forhen. IV. Hertugdømmet Slesvig maa hverken delvis eller ganske afhændes til Skade for Kronen, Kongen eller hans Efterfølgere, men skal forblive i sin souveræne Stilling og Bestand, saalænge Hertug Frederiks Mandslinie er i Live. V. Alle gamle Overenskomster og Aftaler, der ikke stride imod den tilstaaede Vasalfrihed, og særlig den evigvarende, afsluttede Union mellem Riget og Hertugdømmerne forblive überørte og uantastede af denne Højhedsoverdragelse^l).

De fleste af disse Indskrænkninger ere omtalte foran og indeholde intet nyt; rnen des mere maa det overraske os, at Diplomet i sine Slutningslinier fornyer den evige Union imellem Landene, hvorom der tidligereslet ikke havde været Tale. Unionen var et Forsvarsforbund mellem Riget og Hertugdømmerne og foreskrev, at de i Farens Stund skulde komme hinanden til Hjælp med hele deres Styrke og under alle Forhold

---

1) Souverænitetsdiplomet er trykt hos B'alck anf. St. S. 168. En dansk Version findes i „Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaal". Kbhvn. 1901. S. 98. Det tilsvarende kongelige Diplom er første Gang trykt i „Beobachter am Sunde" 1847 Nr. 4, derefter i Nordalb. Studien. IV. S. 154.

staa hinanden bi; men idet dette Forbund nu fornyedes og optoges i Souverænitetsbrevet, fik det for al Fremtid en fundamental Karakter og maatte i høj Grad indskrænkeHertugens frie eller souveræne Bevægelser paa det diplomatiske Omraade; thi en Fyrste, der besad sin souveræne Magt kun paa Betingelse af en nedarvet Forsvarsalliance med Danmark, kunde ikke indlade sig i Forbund med Rigets Fjender, og det er klart, at enhver imod Danmark rettet, fjendtlig hertugelig Politik med Held kunde anfægtes ud fra selve Hertugens Souverænitetsbrev.

Moltke siger ikke et Ord om, hvorledes denne Bestemmelsekom ind i Souverænitetsbrevet; men da den ikke fmdes i Kielmanns oprindelige Udkastx), og da dens Plads i Brevet bestemt viser hen til Slutningsredaktionenden Bde Maj, maa det antages, at den er tvungen ind i samme af Frederik Ahlefeldt (hvis Udkast desværre ikke længere findes hos Moltke). Det gjaldt fra dansk Side for enhver Pris om at tøjle Hertugens svenskvenlige Tilbøjeligheder, det var ikke lykkedes Kongen og Ahlefeldt at faa et Forbud mod Hertugens Alliancer med fremmede Magter ind i Diplomet, og de have da gennem Unionens Fornyelse paatvunget ham en Bestemmelse, der noget nær betød det samme, og som Kielmann af Frygt for den offentlige Mening i Hertugdømmerne sandsynligvis ikke har vovet at vise tilbage. Med de københavnske Forhandlinger begyndte den Tvekamp mellem Ahlefeldt og Kielmann, der først endte med den sidstes tragiske Død i Kastellet. Ahlefeldtvar en snarraadig og hensynsløs Diplomat, paa det nævnte Punkt har han øjensynlig overlistet sin Modstander,og

---

1) Indlæg i Dagbogen.

stander,ogda han efter Christoffer Gabels Fald 1670 overtog Ledelsen af den danske Politik i Hertugdømmerne, blev Unionsbestemmelsen den Tap, hvorom hele den dansk-gottorpske Strid kom til at dreje sig, og som sluttelig paaførte Hertugen langt større Ydmygelser og Krænkelser, end det gamle Lensbaand nogensinde havde gjort.

Foran er det paavist, at Hertugen i Marts 1658 „for al Fremtid og for hele det holstenske Hus" krævede Lensfrihed i Slesvig, samt hvorfor og hvorledes denne Lensfrihed sluttelig indskrænkedes til kun at gælde for de to regerende Fyrsters Mandsstammer. Derfor udstedte Kong Frederik og det danske Rigsraad for den kongelige Linie den 12te Maj^l) et Souverænitetsdiplom, der i Form og Indhold ganske svarede til det gottorpske og ligesom dette udelukkede (de sønderborgske) Agnater fra al Andel i den opnaaede Pægeringsuafhængighed. Dermed var den slesvigske Souverænitet nøje bestemt som personlig og midlertidig, Kronen bevarede en hvilende Lenshøjhed over Hertugdømmet, og Rigsgrænserne forbleve uforstyrrede „ved deres gamle Skel og Linier". Dette er forlængst godtgjort, og her er det derfor ikke nødvendigt atter at imødegaa den yngre, slesvig-holslenske Paastand om, at Slesvig 1658 blev et souverænt, af den danske Krone ganske uafhængigt Land. Riget bevarede sin Inddragelsesret efter Mandsstammernes Afgang, og et AfkaJd, som det Polen 1773 maatte udstede overfor Lenshertugdømmet Preussen, foreligger ikke.

---

1) Dette Diplom optoges ikke i Traktaten og offentliggjordes først ■200 Aar derefter. Begge Souverænitetsdiplomeme ere antedaterede til den 2den, medens selve Traktaten og Brevet om Svavsted haner 12te Maj som Dato.

Derimod turde der være Grund til sluttelig at berøre et andet Forhold. Indtil 1658 vare begge de regerende Linier samforlenede med Hertugdømmet; men denne Samforlening hørte op med Souverænitetens Indførelse og dermed ogsaa den Lensarveret, som hidtil havde forbundet dem og gjort dem til hinandens gensidige Arvtagere. Dette indsaas fuldtud af Samtiden, og den 4de Maj¹) bragte Kielmann Oprettelsen af en ny Arvepagt paa Tale; men Tanken optoges ikke fra dansk Side. Alligevel blev Forholdet mellem de to Linier ikke fuldt klargjort, fordi Lenets „Grunddeling" eller Fællesregeringens Ophævelse ikke gennemførtes med det samme. De to regerende Hertuger samhyldedes ogsaa fremtidig for hele Slesvig, og — som det under en Statsraadsforhandling 1670 bemærkedes — kunde det maaske eventuelt falde Hertugen paa Gottorp ind ad den Vej at rejse Successionskrav paa de kongelige Andele.

---

1) Moltkes Dagbog 4/5.