Mag. art. Carl Barn er Freds trup døde 8. Maj 1903 i en Alder af 34 Aar. 1896 havde han taget Magisterkonferens i Historie; allerede forinden havde han faaet Ansættelse ved Rosenborgsamlingen, kom derfra til Nationalmuseet og blev 1899 Assistent ved det store kgl. Bibliotek, i hvilken Stilling han virkede med stor Iver, indtil en langvarig Sygdom ramte ham. Hans Hovedinteresse var etnografiske Studier, og efter Kr. Bahnsons Død fuldendte han dennes store Fremstilling af Ethnografien (2. Del, 1900). Til Historisk Tidsskrift havde han med megen Dygtighed og Samvittighedsfuldhed udarbejdet Registret fra (3. R. 4. B. (1894).

Til Gustav Storms Efterfølger som Professor i Historie
ved Kristiania Universitet er udnævnt Dr. Alexander Bugge.

Til Landsarkivar i Upsala er udnævnt Amanuensis i det
svenske Rigsarkiv G. Berg.

2.-9. April 1903 afholdtes den internationale historiske Kongres i Rom under stor Deltagelse og under Præsidium af den berømte italienske Historiker P. Viliari; som officiel Repræsentant for Danmark mødte Professor Dr. M. Cl. Gertz, der gav Beretning om den historiske Undervisning her hjemme. Iblandt de af de forskellige Sektioner tagne Beslutninger skal anføres de om Grundlæggelsen af et Museo Yen et o Levantino i Venezia, om Udgivelsen af et Corpus imcriptiomtm medii ævi samt om Ønskeligheden af fri Aabning af alle Statsarkiver for Tiden indtil 1847 og af Afskaffelsen af diplomatisk Mellemkomst med Hensyn til den internationale Forsendelse af Haandskrifter fra Biblioteker. Det besluttedes at afholde den næste Kongres i Berlin i Efteraaret 1906.

I April 1908 afholdtes den 7de tyske Historil-ertcui i Heidelberg. Af de afholdte Foredrag skal nævnes følgende. Den bekendte Oldtidshistoriker Prof. Eduard Meyer (hidtil i Jena, nu i Berlin) talte om Kejser August, for hvem han vilde hævde en ærlig Vilje til at opretholde de republikanske Institutioner, en Opfattelse, der blev stærkt modsagt i den følgende Diskussion. Prof. Carl Neumann (Gottingen) udviklede en ejendommelig, men vel næppe holdbar Betragtningsmaade af den byzantinske Kultur og Renæssancens; den første var blevet gold og uden Frugter, fordi den kun støttede sig til den antikke Overlevering; kun ved Misforstaaelse havde man hidtil set den som væsenlig paavirket af kristelig Teologi; Renæssancens Kultur var i sin første og højeste Udfoldelse en Modning af Middelalderens, af Barbarerne og Kristendommen paavirkede Ideer, medens det blev til Vanheld for den, at den senere lod sig overmande af Oldtidens Indflydelse. Prof. J. Haller (Marburg) skildrede Oprindelsen til Erklæringen af 1407 om den franske Kirkes gallikanske Friheder og vilde paavise den som en Efterligning af engelske Kirkebestemmelser.

Om vort mest storladne Fortidsminde, Danevirke, har Museumsdirektør Dr. S. Muller og Inspektør C. Neergaard udgivet et større, med talrige fortrinligt udførte Afbildninger og Opmaalinger udstyret Arbejde (Nordiske Fortidsminder 5._—6. H. S. 197-297. Kbh. 1903. 4°; ogsaa som Særtryk). Støttet paa en 1901 foretagen Undersøgelse af de bevarede Voldrester samt paa ældre Kort gennemgaas de enkelte Befæstningslinjer, og der gives „en stor sammenhængende Hypothese til deres Forstaaelse". Den er et absolut Brud med hele den ældre Opfattelse, idet Hovedvolden, det egentlige Danevirke, til hvilken Thyra Danebods Navn fra gammel Tid har været knyttet, nu henføres til Karl den Stores Modstander Kong Gotfred. Beviser herfor søges — historisk — i de frankiske Annalers Beretning om Kongens Plan, at der skulde rejses et Virke fra Østersalt til Vesterhav, arkæologisk i den Omstændighed, at Hovedvolden ikke har været forsynet med en Grav, et Træk, der synes at være karakteristisk for Befæstningsanlæg fra Oldtidens sidste Aarhundreder. Fra dette Udgangspunkt, med. hvilket Hypothesen staar og falder, gives en Tydning af de mindre Værker og senere Tilføjelser. Den bekendte smukke Halvkredsvold ved Haddeby Nor opfattes sikkert med Rette som en Byvold, Forbindelsesvolden mellem denne og Danevirke antages opført af Harald Blaatand, medens Thyra Danebod har rejst den mægtige Kampestensmur, der forstærker Hovedvolden paa dens svageste Del mellem Danevirke Sø og Kurborg. Kovirket endelig, til hvilket man tidligere har henført de frankiske Annalei*s Fortælling om Gotfred, tydes som en foreløbig Grænsevold, opkastet i Tiden mellem 983 og 1026, og dets hele Karakter gør det opsaa utvivlsomt, at det maa stamme fra en yngre Tid.

Ethvert Forsøg paa at udrede Danevirkes Historie kan efter Kildernes Natur aldrig naa ud over det hypothetiske. Men det giver disse nye Tolkninger et betydeligt Plus fremfor deres Forgængere, at de er fremsatte af Mænd med et saa indgaaende Kendskab til vore Oldtidsminder i det hele.