Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 4 (1902 - 1904) 1
Den finansielle side af erhvervelsen af hertugdømmerne 1460-1487.
Af
Erik Arup
Juraura Ribertraktaten daterer man Kristiern Fs besiddelseaf Slesvig og Holsten. Ved den fastsloges den statsretslige form for forbindelsen mellem Danmark og de senere hertugdømmer; den blev derfor et kardinalpunkti al dansk historieskrivning, og under den store dansk-tyske folkestrid blev den en hovedvalplads for historikerne.Den selv, dens indhold og betydning og de senere ændringer, den modtog, gennemdrøftedes af mænd, der her mere skrev indlæg end historie, den beherskede aldeles enhver historisk fremstilling af Slesvigs og Holstensskæbne i slutningen af det 15. aarhundrede. Utvivlsomt var dette med urette. Kristiern Fs erhvervelseaf Slesvig og Holsten var ikke absolut afgjort med Ribertraktaten, besiddelsen af landene blev ikke sikrere, fordi den overholdtes eller ændredes; først den dag, da det lykkedes Kristiern I at indfri de finansielle forpligtelser,som vare en stiltiende forudsætning for traktaten,eller som vare ham paalagte ved den selv — først den dag vare hertugdømmerne virkelig erhvervede. Men denne finansielle erhvervelse gennemførtes først efter
mange aars
kampe, og langt mere end Ribertraktaten er
den den
bevægende kraft i Slesvigs og Holstens historie
i
disse aar.
Der skal her gøres et forsøg paa at skildre hovedpunkterneaf denne kamp i dens sammenhæng. Ganske übehandlet er den selvfølgelig ikke; en enkelt episode i den — grev Gerhards statholderskab — var af for stor dramatisk kraft til at historikerne kunde forbigaa den. Men de have saa at sige nøjedes med at skildre denne enkelte episode, og løsrevet fra sin sammenhæng er den næppe bleven stillet i den rette belysning. De sidste fremstillere ere Paludan-Muller og Waitz. De havde at vælge mellem to hovedkilder: den lybske krønike og de bevarede aktstykker; den første anses almindelig for en kilde af højeste rang, og dens skildringer ere meget livfulde,at følge den var baade meget forsvarligt og meget fristende; at lægge aktstykkerne til grund for fremstillingenkrævede en møjsommelig sammenflikken af en del enkeltstaaende kendsgerninger, som end ikke vare nok i tal til fuldt ud at belyse begivenhedernes gang. Pal.-Muller *), der kim skrev om grevens optræden, kastedesig da ganske i armene paa den lybske krønike, helt igennem fulgte han dens fremstilling, idet han blot søgte ved egen skarpsindighed at udfinde de dybere aarsagertil begivenhederne; saaledes føres han ved at se dens beretning om, at kongen og greven i de samme aar fratog adelen slotte og len, til at antage en fælles plan herom mellem brødrene, og han tilskriver pavens bulle mod aager af 1474 1. Juli de mest vidtrækkende følger. Fuldstændig saa han derimod bort fra de bevarededokumenter,
1) De første konger af den oldenborgske slægt. Kbhvn. 1874 p. So ff. (lit. Pal.-M.
varededokumenter,og han var sig det bevidst; i en kuriøs anmærkning erklærer han selv, at han ikke kan faa sin skildring af begivenhederne i 1480, til hvilke her Joh. Petersen er hans hovedkilde, til at passe med selve Segebergrecessen, som han „rigtignok ikke forstaar", og pantsættelsesbrevet til dronningen af s. a. citerer han frygteligt forkert1).
Mærkeligere er det at se, at heller ikke Waitz vælger fortrinsvis at følge aktstykkerne, og det, skønt han mest af alle har fortjenesten af at have fremdraget en stor mængde af dem. Særligt gælder dette netop om den tid, da grev Gerhard raadede for landene; det er bekendt,at ethvert studium af denne tids historie maa begyndemed den sammenstillen af aktstykker og kildeefterretningerherom, som Waitz offentliggjorde i 5. bind af Xordalbingische Studien, og som han stadig søgte yderligere at supplere; langt det meste af, hvad der er bevaret, har han her faaet med. Men tager man saa hans „Schleswig-Holsteins Geschichte" for sig, opdager man dog snart, at ogsaa for hans fremstilling er den lybske krønike grundlaget. Ganske vist — fra sine store regestsamlinger ved han langt mere end krøniken, paa et og andet punkt mener han ud fra denne større viden nøjere at kunne bestemme, hvorledes krønikens ord rettelig skulle forstaas, der findes ikke i hans fremstillingsaadanne overdrivelser som hos Pal.-Muller, heller ikke lader han sig friste til en flygtig eller forkertgengivelse af et dokuments indhold. Men alt i alt benytter han dog kun aktstykkerne til at. illustrere krønikens beretning, i hvis aand hans egen er affattet;
1) PaL-M. p. 109-110 cf. Dipl. Chr. I, 2*o.
derfor taler ogsaa han i noget übestemte udtryk om recessenaf 1470, derfor forsøger heller ikke han en nøje analyse af recessen af 1480, men nøjes væsentligst ligesomPal.-Muller med, hvad den lybske og de holstenske beretninger ved at meddele herom1).
Den lybske krønike2) er uden tvivl en fortræffelig kilde til tidens historie. Dens forfatter, formodentlig en Franciscanermunk i' Liibeck, lever samtidig med de begivenheder,han skildrer; naturligvis, der kan være enkeltefejl, han kan være utilstrækkeligt underrettet om begivenhederne, særlig i fjernere egne; men hvad han har faaet at vide, fortæller han i en nøgtern og ejendommeligstil, og han er glad ved at kunne indskyde enkelte aktstykker til støtte for sin beretning. Men vel netop med hans samtidighed følger, at hans syn paa personer og begivenheder ikke altid er uhildet, og netop over for Holsten og det holstenske ridderskab kommer hans uvilje stærkt til orde. Bekendt nok er det, hvor kraftigt han udtrykker sin harme over, at „Holstenerne bleve danske"; valget af kong Kristiern er saa unaturligt, at det kun kan være fremkaldt ved de holstenske adelsmænds begærlighed og de danskes „losheyt".I det hele er hertugdømmernes rige adel ham i højeste grad usympatetisk, det er mennesker, der alene leve for at skrabe penge til sig, selv ved de uredeligste midler, slotte og penge er deres eneste attraa. Naar de derfor synes ham at have haft uheld med sig i deres smudsige spekulationer, saa glæder han sig, han gaar saa vidt, at han endog med sympathi følger grev Gerhards,den bitre byfjendes, kamp imod dem. Denne
1) Waitz 1. c. 11, 25, 52—53.
2) Die lubeckischen Ghroniken ed. Grautoff 11.
stærke tendens,
som Pal-Muller indtil overdrivelse genoptager,gør
det umuligt at lægge hans fremstilling til
grund.
Ud af de bevarede dokumenter maa man da søge at vinde forstaaelse af begivenhedernes sammenhæng. Det er allerede omtalt, hvor meget Waitz fik fremdraget af arkiverne; af største betydning var det, at Hille 1875 udgav registrum Ghristierni I1);I1); men en del er endnu utrykt, og af dette utrykte materiale har jeg her kun kunnet benytte det, der opbevares i det danske rigsarkiv. Det materiale, hvorpaa en fremstilling af hertugdømmernes finansielle erhvervelse kan bygges op, er hverken fuldstændigt eller meget oplysende. Hovedmassen af det er rene gælds- og pantebreve og nogle kautionsforpligtelser, dertil kommer dog de to recesser af 1470 og 1480, hvis rette forstaaelse er afgørende for hele konstruktionen af sammenhængen; endelig nogle ganske faa — alt for faa — regnskaber. Alt i alt et materiale, der vækker nok saa mange spørgsmaal, som det besvarer, og hvis indre forbindelse ofte slet ikke kan ses; den store sammenhæng maa derfor skabes ved egne gætninger, hvad der frembyder store muligheder for fejl. Navnlig er det vanskeligt at se, hvilke finansielle forholdsregler der tjener til at gennemføre erhvervelsen af landene — det, der alene skulde være genstand for denne undersøgelse —, og hvilke der foretages af helt andre grunde; i det mindste efter 1470 er en saadan sondring næsten ikke mulig, i den grad er den gæld, der er stiftet til indfrielse af valgforpligtelserne, smeltet sammen med landenes almindelige gældsmasse.
1) I Urkundensammlung der Gesellschaft fur schL-holst.-laub. Gesch. IV. Git. Reg. Chr. 1.
I. 1460—1464. Betalingernes tid.
Netop for denne første tid har man størst grund til at beklage sig over materialets ufuldstændighed. Hvad man først maatte ønske at vide, er det vanskeligst at faa svar paa: hvorledes var landenes finansielle status, i det øjeblik kong Kristiern overtog dem efter sin morbroder? særlig: hvor stor var pantegælden? Thi ved selve Ribertraktaten gjordes det jo til en betingelse for kongens valg, at han skulde overtage al gæld, som hvilede paa landene fra hertugens tid1), en bestemmelse, der ikke synes tilstrækkelig paaagtet af tidligere forfattere. Dette spørgsmaal kan imidlertid kun besvares ved en tilbageslutning; hvad de pantebreve, der ere bevarede fra tiden før og umiddelbart efter 1460, oplyse herom, er, som det vil fremgaa af det følgende, kun lidet.
Det fasteste
punkt i hertugdømmernes fmanshistorie
i begyndelsen
af 60-erne er den paabegyndte afvikling
af gælden
til de schauenburgske og oldenburgske grever.
Det var efter datidens forhold meget store pengesummer,kongen maatte love at udbetale for at bringe disse herrers krav paa landene til at forstumme. 43000 rhinske gylden skulde Schauenburgerne have i løbet af meget kort tid, og 40000 gylden skulde betales til hver af de to oldenburgske grever. At disse penge virkelig skaffedes til veje til rette tid, kunde alene sikre kongen den rolige besiddelse af de nyerhvervede lande. Først og fremmest gjaldt dette over for Schauenburgerne. Og virkelig — til de rette terminer fik de deres penge;
1) Willen ok unde scholen betalen alle schulde . . . unses seligen ohmes Alffves; unde wanner wy willen inlosen vorkoffte . . . edder vorpande gudere, dat willen wij . . . don mid unseme eghenen gelde. Laven ock . . . alle breve unses ohmes . . . holden. Reg. Chr. I, IS.
allerede 1460 3. Oktbr. havde man, som det var bestemt,betalt de fire herrer, der havde ført underhandlingernefor greven, deres gratiale med 1500 g.; 18. Novbr. betalte man det første afdrag til greven selv med 3500 g. Mortensdag 1461 fik han 18000 g., 1462 10000 g., og endelig1463 5. Decbr. betaltes de sidste 10000 g., hvorefter greven gav generalkvittering for hele sit tilgodehavendex).
Noget mindre magtpaaliggende syntes det at være at udrede afdragene til de oldenburgske grever; terminen:Mortensdag overholdes sjeldent nøje, og vilkaarenefor betalingerne forandres. I disse første aar faar dog ogsaa de, hvad de skulde have, omend man ikke af deres kvitteringer ganske klart kan se, hvad der faktisk er blevet dem udbetalt. 1460 8. Marts havde kongen forpligtet sig til at afbetale de 40000 g. paa den maade, at han Mortensdag s. a. skulde betale 5000 g., derefter i 5 aar hvert aar 3000 g., endelig i de følgende 10 aar 2000 g. om aaret2). Ganske i overensstemmelse hermed synes dog betalingerne ikke at være sket; 1460 29. Novbr. gav kongen grev Morits løfte om at ville betalehans hustru 6000 g. som livgeding, hvis greven døde før hende, hvorfor greven paa forhaand kvitterede for et afdrag paa 6000 g. af de 40000; 11. Decbr. kvitterer dernæst grev Morits for 7000 g., 1461 20. Novbr. atter for 1000 g., medens grev Gerhard 1461 30. Novbr. kvittererfor 8000 g.3). Ved terminen 1461 havde da hver af greverne faaet 8000 g., hvad der stemmede med overenskomstenom betalingen, men kongen fandt nu denne
1) RA. Gem. arch. cap. XXVII nr. 11, nr. 10, cap. XXXII nr. 13—15.
2) Nordalb. Stud. 111, 79.
3) RA. Gem. arch. cap. XXX, nr. 24—27. Disse kvitteringer ere altsaa generalkvitteringer for samtlige afdrag.
overenskomst for vanskelig at overholde, og det lykkedes ham at faa den forandret: 1462 11. Jan. enedes han med grev Morits om en ny ordning; han erklærede at skylde ham 32000 rh. g.; af disse vilde han de .første 3 aar betale hvert aar 3000 g., i de følgende 11 aar aarlige afdrag paa 2000 g., endelig det følgende aar de sidste 1000 g.1). Overensstemmende hermed er der bevaretgrev Morits' kvittering af 1462 25. Novbr. for 3000 g.; fra grev Gerhard er ingen kvittering bevaret fra dette aar, men sikkert har ogsaa han faaet sine 3000 g.; atter 1463 kvittere greverne for hver 3000 g.2), — men da Mortensdag 1464 kom, blev der intet afdrag betalt. Imidlertid var grev Morits død 1464, grev Gerhard overtognu ogsaa hans børns krav, men først 1465 4. Juni lykkedes det ham, da han selv drog til hertugdømmerne med sine fordringer, at skaffe sig og sine broderbørn hver et afdrag paa 2000 g.; i kvitteringerne selv siges, at de skulde have haft disse penge 1464, og efter overenskomstenskulde de jo have haft hver 1000 g. mere i afdrag3).
Dette sidste afdrag blev altsaa betalt, men greven havde maattet tiltvinge sig det ved særlige forholdsregler — i det hele taget er nu de regelmæssige afbetalingers tid forbi. Men det var jo ogsaa meget store summer, der i disse aar vare udbetalte; sikkert ser man, at den
1) Reg. Chr. I nr. 389.
2) RA. Gem. arch. cap. XXX nr. 28—30. Der er ved grev Morits kvittering af 1463 den mærkelighed, at den tillige indeholder kvitteringei- for 3000 g. af 1462 og 5000 g. af 1461. Denne sidste synes uforstaaelig, med mindre man antager, at det er kvittering for et afdrag paa hrevet paa de 6000 g.
3) RA. Gem. arch. XXX. nr. 30. (Saaledes ere tre forskellige breve alle betegnede med nr. 30.)
samlede sum løb op til mindst 69000 g. (henimod 92000 $. liib.), af hvilke endda de 65000 vare betalte inden udgangen af aaret 1463. Det er ganske klart, at man for i løbet af saa kort tid at rejse en saa stor sum penge havde maattet gribe til ekstraordinære forholdsregler; alle ved, at de ordinære statsindtægter netop i denne tid, slutningen af det 15. aarh., havde naaet et lavpunkt, som man, i det mindste i forhold til de ordinære udgifter, aldrig hverken før eller senere har kendt. Dette ere da ogsaa alle historiske forfattere enige om; uoverensstemmelserne komme først frem, naar de i det enkelte skulle nævne, hvilke disse særlige udveje vare.
Men nu er sagen imidlertid den, at er der noget punkt, som man med sikkerhed kan udtale sig om, er der noget spørgsmaal, paa hvilket kilderne, aktstykker og den lybske krønike give et overensstemmende og afgørende svar, saa er det dette. Og dette enstemmige svar gaar ud paa, at disse summer middelbart eller umiddelbart skaffedes til veje ved kongens adelige kautionister, og at det i sidste instans var disse, der betalte
Naar de tidligere forfattere ikke have set dette, skønt de ere enige om, at landenes ridderskab maatte kautionerefor kongen overfor greverne, saa beror dette sikkert paa, at de have opfattet denne kautions betydning paa en altfor moderne maade, idet de undervurdere de praktiskefølger, en kautioneren dengang førte med sig. Pal.-M. synes næsten at regne ridderskabets kaution blot som en simpel kaution, der fordrede saa at sige debitors absolute insolvens for at træde i kraft, medens den i virkeligheden som al kaution i datiden var selvskyldnerkaution.Og
skyldnerkaution.Ogaf to grunde blev kautionen dengangen langt alvorligere sag end nu. Dels paa grund af de langt strengere laanebetingelser, særlig hvad tidsfristenfor laanets indfrielse angaar, idet laanene almindeligviskun gaves paa højst et aar. Dels fordi den almindelige opfattelse af kautionsforholdet sikkert dengangvar en anden end nu; venter en kautionist nu, at debitor selv i de fleste tilfælde vil kunne indfri sit laan, saa var det sikkert dengang den almindelige forudsætning,at kautionisten vilde komme til at indfri laanet for saa senere at faa erstatning af debitor.
Dette vare de adelsmænd, der i 1460 paatoge sig at ville kautionere for kongen, utvivlsomt ogsaa paa det rene med. Og naar de fremfor alt vilde bevare freden i landene ved at vælge den danske konge til deres greve og hertug, naar de mente, at de lettere vilde kunne afkøbede andre prætendenter deres krav for rede penge, saa maatte de ogsaa gøre skridtet fuldt ud, de maatte for at gennemføre dette løbe den store risiko, der var forbundet med at kautionere for saa store beløb. Thi kaution maatte der stilles; for langt ringere beløb krævedeman det i de tider, end mere da her. Dette fastsattes ogsaa udtrykkeligt i de overenskomster, der sluttedes mellem kongen og greverne; i det gældsbrev, kongen 1460 8. Marts udstedte til grev Gerhard, bestemmes,at han den kommende Mortensdags termin i Kiel skal udbetale greven 5000 g. og give ham sikkerhed for de resterende 35000 g. ved kaution af gode ma3nd fra hertugdømmet og landet Holsten og ved aabne forsegledebrev e1); og i Oldesloe-overenskomsten af 1460
1) vntl den so schullen . . . wy . . . vnseme leuen brodere Gherde ... de ... vijffvnddertieh dusent . . . guldene . . . aldar sulues tome Kijle vonvissen vnd vorborgen mid guden mannen ute deme hertichdome vnd lande to Holsten vorben.; dar eme . . . wol angenoge, vnd mid openen vorsegeiden breuen. Nordalb. Studien 111, 80. Antislesv. Fragm. VII, 30. Det tilsvarende brev til grev Morits mangler, men har naturligvis været affattet aldeles paa samme maade.
11. Mai med
greverne af Schauenburg fastsættes, at
„forvaringen
for de 43000 g. skal ske med 30 eller flere
gode
mænd, bosiddende i landene Slesvig og Holsten"l).
Disse første kautionsbreve ere imidlertid ikke kendte, saa man ikke deraf kan se, hvilke de mænd vare, der kautionerede. Men i det nye gældsbrev paa 32000 g., som kongen 11. Jan. 1462 udsteder til sin broder grev Morits, opregnes alle kongens „medelovere", der sammen med kongen (mid samender hånt) lover at overholde brevet; og yderligere bestemmes det, at hvis en af kongenskautionister dør, inden alle udbetalingerne ere skete, saa skulle de andre kautionister inden seks uger derefterstille en lige saa god kautionist i den dødes sted, og han skal da i et særligt brev love at opfylde denne overenskomsts bestemmelser2). Der kan nu næppe være tvivl om, at de mænd, der i 1462 overtog kautionen for de 32000 g. til grev Morits, vare omtrent de samme, som i 1460 vare blevne stillede som borgen for alle greverne; de navne, der nævnes, ere netop navnene
1) Und sodane vorwaringe der . . . dre und vertig dusend guiden schal schegen mit dertig edder mer erbarn guden mannen, loffwerdig und noghafftig in den landen to Slesswick und Holsten beseten. Nordalb. Studien 111, 85. Antislesv. Fragm. VII, 46.
2) Storven ock unser borgen welck, er desse betalinge in vorgnanter wise gescheen were, so scholen . . . wii andere lovere bynnen sosz weken darna . . . evnen so guden borgen in des doden stede setten, de denne in synerne sundergen breve schal loven dessen breff. .. stede unde vast to holden. Heg. Ghr. I, 389.
paa de indflydelsesrigeste, fornemste og vel ogsaa rigeste mænd i landene, lensmænd og raader. Og interessant er det da at sammenligne denne liste med navnelisten over de mænd, med hvilke kongen afsluttede recessen af 1470. Thi denne reces er ingenlunde, som Pal.-Muller synes at mene, en opgørelse med alle kongens adelige kreditorer, ogsaa omfattende pantegælden1), den er alene en opgørelse — og fra kongens side en anerkendelse — af den gæld, hvori kongen var kommen til en række adelige i landene, netop fordi de havde kautioneret for ham; kun de krav, de havde at gøre gældende mod kongen som hans kautionister, ere paadømte i recessen. Og det viser sig da, at det væsentligst netop ere de samme mænd, der nævnes i begge breve; af de 21 navne i brevet af 1462 genfindes de 16 i recessen, 5 mangle, og en ny mand er kommen til2).
Disse
kautionister var det da, der kom til at betale.
Man
har deres egen bestemte erklæring derom: da grev
1) Waitz' opfattelse af recessen er ikke ganske klar; i Nordalb. Studien (V, 80) kalder han den en afgørelse og udsoning mellem kongen og hans „heteren und loveren" og det samlede ridderskab i Slesvig, Holsten og Stormarn (saaledes staar der ogsaa i recessens indledning, men af hele dens indhold ses tydeligt nok, at den kun afgør kautionsgælden); i Schl.-Holst.s Gesch. (11, 25) siges derimod, at den ordnede forholdet til kongens
3) De 10 navne, der ere fælles, ere: Godske v. Alefeld, Wulf v. d. Wisch, Claus, Key og Hans Ranzau Schacks sønner, Benedikt v. Alefeld, Claus Ratlow, Hartich Schinkel, Henning Pogwisch, Claus v. Alefeld, Claus og Henrik v. Alefeld Johans sønner, Wulf Pogwisch, Henneke Stake, Didrik Blome og Ditlev v. Buchwald Ditlevs søn. Af navnene fra 1462 mangle i recessen: Jørgen v. Qvalen, Volrad og Hartich v. Buchwald Ditlevs sonner og Benedikt v. Alefeld Benedikts søn. I recessen er Luder Rumor kommen til, medens Joachim v. Buchwalds krav ikke er opgjort deri. Reg. Chr. I, 389. 186.
Gerhard skaltede og valtede med landene, skrev disse kongens kautionister „under Claus og Key Rantzaus segl, som vi her alle bruge", 1469 19. Aug. et klagende brev til borgmester og raad i Hamburg; de forsvare sig mod nogensinde at skulle have ført klage over kongen, om end de vel kunde have haft det nødigt, „eftersom vi betalte for hans naade i aaret 65 en stor mærkelig sum penge, som vi siden den tid med stor nød have maattet dyrt forrente og endnu maa forrente til den tilstundendeMortensdag,omhans naade ikke tænker anderledeshertil.Summen af den hovedstol, som vi i det aar betalte, var 110560 $. 4/3 liib.«1). Fremdeles anerkender kongen selv gentagne gange i grev Gerhards tid denne sin gæld til kautionisterne, og endelig fremgaar dette med al ønskelig klarhed af et par steder i den lybske krønike. Det fortælles nemlig, at adelen var ilde tilfreds med den skat, greven opkrævede, fordi han ikke ud af disse summer vilde give dem erstatning for deres kautionforkongen,skønt de dog netop havde bevilget denne skat hertil2). Derpaa kom kongen til Holsten og tilsagde adelen i grevens nærværelse, at han saa meget det var muligt skulde holde dem skadesløse ud af de summer, han havde oppebaaret; noget skulde han selv beholde til landets behov, og derefter skulde han, saasnarthankunde,yde dem fuld erstatning3). Ganske i
1) Zeitschrift der Ges. f. die Gesch. der Herzogth. Schlw., Holst. u. Lauenb. I, 225.
2) Thi saaledes maa man sikkert af hensyn til det følgende oversætte disse ord: wente greve Gert en wolde se van dessen summen nicht quyt maken van ereme gelofte, dat se gedan hadden vor den konink. Liib. Chron. 11, 317.
3) De konink . . . sede den guden luden . . . dat greve Gert scholde se benemen na mogelichheit van der summen, de he upgebovet hadde, unde ok scholde he sulven wat beholden to des landes behof, unde darna, also he erst konde, scholde he gans benemen. Liib. Ghron. 1. c. Dette ord: benemen er netop det specielle udtryk for at yde erstatning til, holde en kautionist skadesløs; i alle tidens almindelige kautionsbreve findes debitors løfte til kautionisten om at „entheuen unde benemen en van schuld unde alleme schaden."
de samme ord refererer krøniken ogsaa adelens klager til dronningen i 14691). Altsaa, tilsidst i det mindste blev det kautionisterne, der kom til at betale greverne. Hvorledes dette gik til, skal kortelig skitseres, endskønt selv dette falder ret vanskeligt, fordi der kun er bevaret saa overordentlig faa breve om disse transaktioner2). Det er muligt, at det virkelig var kongen selv, der klarededenførstetermin i 1460, hvad der vilde passe godt med, at kautionisternes forpligtelser overfor de oldenburgskegreverikkeindbefattede denne termin. Hvad der taler herfor er, at kongen netop umiddelbart efter terminen (28. Novbr.) pantsætter Sønderborg og Ærø for 23000 .$.3), en sum, der meget vel passer med, hvad man kan antage, at han har skullet betale. Men for de følgende terminer, hvor de store udbetalinger fandt sted, findes der intet, der tyder paa, at kongen selv søgte at skaffe pengene4). Dette blev altsaa nu overladt til kautionisterne,ogdissebleve
1) Liib. Ghron. 11, 320.
2) Grunden hertil er, at alle breve, der angik denne gæld, efter en bestemmelse i 1470-recessen skulde overgives til bisp Albert Krummedige af Liibeck og af ham først udleveres til kongen, naar hovedmassen af denne gæld var indfriet. Men da dette skete, vare forholdene ganske forandrede og kongen selv død; formodentlig ere de da aldrig blevne udleverede.
3) Stemann: Gesch. des off. u. Privatrechts des Herz. Schleswig 111, 84. 87. Af pantesummen skulde dog de 5000 # tilbagebetales Mortensdag 1461, saa at Sønderborg derefter blev pant for kun 13000 #.
4) Undtagen det, at han 1461 31. Oktbr., altsaa kort før terminen, laante 4802 #" 8 j 3 hos Liibeck — man tør maaske formode, at disse penge ere blevne brugte til at betale Johan v. Alefeld det lovede afdrag paa 5000 $ paa pantesummen for Sønderborg, (maaske har han dog kun faaet 4000 #.', cf. ndf. p. 375 anm. 1). Naar kongen derimod 14(52 25/3 laaner 3000 $ hos byen, er dette laan maaske blot brugt til indfrielse af det ældre laan paa 3000 $ hos lybske borgere fra 1460. LUB X, 15G. Nordalb. Stud. VI, 113. W. Christensen, Unionskgrne og Hansestæderne 1439—66, p. 331 anm. 2. Gf. ndf. anm. 1 og p. 343 anm. 1.
tionisterne,ogdisseblevesikkert ogsaa ellers benyttede af kongen, naar han i løbet af aaret trængte til mindre laan1). Kautionisterne havde da at skaffe pengene; det er muligt, at de undertiden selv betalte, hvis de kunde; langt snarere skaffede de dog pengene ved selv at gøre laan, formodentlig atter under gensidig kautioneren.
Det synes jo
nemlig af deres egen fremstilling i det
1) Der kan ikke være tvivl om, at kongen i disse første aar i høj grad har brugt de holstenske adelsmænds kautioner ogsaa for anden gæld end den til greverne; desværre er det materiale, der herom er bevaret, saa ringe, at man ikke med nogen sikkerhed kan udtale sig om, hvor store summer det her drejede sig om, hvad der vilde have ikke ringe interesse til vurdering af de krav, kautionisterne senere fremsatte. Sikkert er det, at Ditlev v. Buchwald, Claus Ratlow, Henneke og Otto Walstorp og Otto v. Alefeld have maattet kautionere for en gæld paa mindst 2200 rh. g., hvori kongen stod til drosten i Delmenhorst, Henrik Kluver, formodentlig fra ældre tid; man faar her sikker efterretning om, at disse kautionister virkelig ogsaa betalte, thi 1463 2U giver Henrik Kluver dem kvittering for et afdrag paa 1000 rh. g. (RA. Gottorpske membr. cf. Nordalb. stud. VI, 114. Kvittering 1464 6/4 RA. Gældsbr. og kvitt. fase. 2 b). Denne gæld til Henrik Kluver var vistnok ret betydelig, den omtales ogsaa ide følgende aar. Ligeledes maatte Ditlev v. Buchwald og Hans Ranzau Schacksøn kautionere for det laan paa 3000 $, kongen 1460 16h optog hos lybske borgere (LUB IX, 860), som det senere ses, i det hele taget for de laan, kongen optog i disse aar i Liibeck (cf. p. 356). Skønt der ikke er bevaret mere end dette herom, tør man dog nok af tidens almindelige sædvane slutte, at kongen ikke har kunnet optage noget løst laan eller udstede noget gældsbrev uden at benytte sig af ridderskabets kaution.
ovenfor nævnte brev at fremgaa, at det først var i aaret 1465, de selv kom til at gøre faktiske udbetalinger. Formodentlighar da kongens og deres forenede kredit været stærk nok til i de første aar stadig at skaffe penge ved nye og fornyede laan. Men saa i 1465 er alt dette brudt sammen, og grunden hertil er det ikke vanskeligt at se. 1 sommeren 1463 havde der været uroligheder i Sverige; dæmpede for en tid brød de i begyndelsen af 1464 ud i et aabent oprør, kongen ikke kunde beherske. Det var klart, at kongens penge nu vilde faa andre steder ærinde end til indfrielse af gæld i Slesvig og Holsten. Dette gjorde da, at den kredit, kongen havde nydt hos kautionisterneog disse hos andre, pludselig hørte op. Terminen1464 hengik uden betalinger; da grev Gerhard i 1465 kom til landene, henviste kautionisterne ham til kongen, og selv have de haft nok at gøre med at skaffe de 110000 $„ som de i det aar maatte betale.
Der er grund til et øjeblik at standse ved den sum, her nævnes. Den er næppe synderlig forkert. Fem aar efter, da der er løbet dyre renter paa, og da kautionisterne yderligere have maattet indfri laan for kongen, opgive de i recessen deres krav til lidt over 140000 $„ og af disse faa de efter en reduktion ialt tilkendt 97600 %. Det ses da, at den nævnte sum endda er lidt større end den, man sikkert kan se, at greverne have faaet udbetalt, særligt hvis kongen virkelig selv har indfriet de første smaa afdrag; men muligt er det jo, at greverne have faaet mere, og sikkert er der i den indbefattet kautioner for kongens mindre laan i andre øjemed; endelig kan der ogsaa skjule sig nogle renter i den.
Kongen var da i
1465 for saa vidt ikke et skridt
videre end i 1460;
hans kreditorer vare blot ikke længer
greverne, men de adelige kautionister. Man har tidligere ment, at disse penge skaffede kongen selv til veje, enten ved skatter eller ved pantsættelser. Det kan jo, efter hvad der her er udviklet, ikke være tilfældet.
Om skatterne blot dette. 14G1 forlangte kongen første gang skat i landene, ss. af hver plov. Men alle jordejere, adel, prælater og borgere, mindede ham om, at han netop havde lovet, at han ikke ved skatter vilde skaffe penge til greverne. Saa nedsattes denne skat til 1 $. pr. plov, og først 1466 hører man om en ny skat, der rigtignok siges at være den tredje1). Men de penge, der bleve betalte, vare betalte inden udgangen af 1463, og det er ganske utænkeligt, at selv ogsaa to skatter, paalagte 1461 og derefter, til det tidspunkt skulde have indbragt nævneværdige beløb. Med pantsættelserne2) føres man tilbage til spørgsmaalet om pantegældeni landene. Over den vinder man først et sikkert overblik ved recessen af 1470; den tidligere tilstand maa rekonstrueres tilbage herfra. Ved denne reces faar nemligkongens kautionister en del af de penge, som kongen erkender at skylde dem, anvist paa forskellige af landenes len, og for en hel række af disse udstedes der saa i den nærmest følgende tid pantebreve, der lyde paa langt større summer end dem, der fastsættes i recessen. At
1) Lub. Ghron. 11, 236, 296. Waitz 11, 16—17. At skatter, paalagte i kongens andre lande, skulde være kommen betalingen af denne gæld til gode, er der sikkert ikke fjerneste bevis for; de penge, kongen fik ind derved, havde han vistnok god brug for i rigerne selv. Han synes ganske vist et øjeblik at have tænkt paa denne udvej, men den har nok hurtigt vist sig urealisabel. Cf. Unionskgrne p. 330—31 og anm. 1. Om udbyttet af skatterne se Lub. (Ihr. 11, 315—16.
2) Pal-Muller p. 87.
disse len nu ikke før 1470 vare upantsatte, hvad Waitz *) synes at antage, bevises ganske afgjort af en optegnelse, der er bevaret i rigsarkivet, og som giver oplysning om de forhandlinger, der førte til affattelsen af recessen af 1470. I denne optegnelse, der nedenfor nærmere skal omtales, nævnes nemlig en række slotte i landene og de summer, hvorfor de ere pantsatte. Saaledes siges det, at i Slesvig er Tønder pantsat for 25000 $„ Haderslev for 16000 %, Aabenraa for 15000 |L, Sønderborg, Nordborgog Ærø for 27000 %, Flensborg for 24000 %; i Holsten er Tilen pantsat for 5000 %, Pløn for 6000 %, Ilaseldorf for 9000 %, Hanrau og Osterhof for 8000 |L, Trittau for 11000 %. Altsaa er allerede før recessen af 1470 en række af de vigtigste slotte i landene pantsatte for en samlet sum af 146000 %. Udover dette nævnes i recessen selv, at Kohof før 1470 var pantsat til Henrik Kanzau for 9000 %. Om andre af de len, der nævnes i recessen, men ikke i optegnelsen, kan det ligeledes sikkert bevises, at de vare pantsatte før 1470; Lundtofte herred, hvorpaa Claus v. Alefeld efter recessen skal have 2000 $„ var 1460 4. Maj bleven pantsat til ham og hans broder for 11060 &: Benedikt v. Alefeld, der „skal tage 3000 $. paa herrederne" (d. v. s. Tørning len), havde allerede 1460 16. April faaet de tre herreder i pant og købt det fjerde for i alt 16400 %.
De nye pantebreve angive da den pantesum, der fremkommer ved at lægge recessens forhøjelse til de summer, hvorfor de nævnte len allerede vare pantsatte før 1470.
Saaledes ser
man, at denne store pantegæld ikke
1) Waitz 11, 25-26.
opstaar i 1470, men allerede forinden hviler paa landene. Men naar man saa vil spørge om tidspunktet for dens opstaaen, er det, at kilderne i de fleste tilfælde lader en i stikken. Man kan se, at en og anden mand, der 1470 nævnes som panthaver, allerede i midten af 60-erne nævnes som lensmand paa samme slot og formodentlig allerede da har haft slottet i pant1); iet vigtigt tilfælde kan man indirekte føre bevis for, at pantsættelsen gaar tilbage lige til hertug Adolfs tid. Det er Tønder. Her sidder Henning Pogwisch uforstyrret som lensmand i det mindste siden 1460, og da i 1488 kong Hans, efter at kong Kristiern i 1480 havde frataget ham lenet, slutter forlig med hans sønner, bestemmes det udtrykkeligt, at disse skulle tilbagegive alle pantebreve paa Tønder „beyde van zeligen hertoge Alue unde koning Ghristiem en vorsegelt*;og i selve det bevarede pantebrev af 1470 siges, at dette pantebrev „so alse wii ene nu vornijet hebben unde vorhoget des ergnanten Henninges breve, den eme tovoren unse zelige ohme hertogh Alff gegeven hadde", ikke skal være det tidligere til skade2).
Men det er jo klart, at denne store pantegæld ikke væsentligst kan være opstaaet i disse første aar af 60erneved, at adelen har ydet kongen virkelige laan mod pant i lenene. Thi naar kautionisterne skaffede ham og tilsidst for ham betalte 110000 $„ naar han desuagtet i 1464 maatte indstille sine betalinger, saa er det klart, at kongen ikke i disse aar kan have rejst virkelige laan
1) Saaledes kan anføres, at Wulf Pogwisch allerede 14(54 25. Marts nævnes som lensmand paa Haseldorf (Reg. Ghr. ], 342), Didrik Blome allerede 1464 18. Novbr. som lensmand paa Trittau (LUB X, 539).
2) Quellensamml. der schl.-holst.-lauenb. Ges. 11, 13. Dipl. Flensb. I, nr. 189. Reg. Ghr. I, 122.
mod pant til et
beløb af omkring 175000 % — han
maatte da med lethed
have kunnet faldt udbetale greverneog
endda beholde
en del tilovers.
Maaske kunde man et øjeblik formode, at denne pantegæld da skriver sig fra selve valget i 1460, og at den repræsenterer det stemmekøb, hvorved kongen, efter tidligere forfatteres mening, saa væsentlig sikrede sit valg. Efterretningerne om dette stemmekøb skriver sig naturligvisfradenlybskekrønike, der endda har to forskelligeberetningerom,hvorledesdet gik for sig. Det ene sted siges det, at han væsentligst vandt adelen ved løfter om, at de maatte beholde deres len paa livstid, det andet sted skal han ligefrem have lovet dem bestemte pengesummer, og dette var det, grev Gerhard senere kaldte „dat winkop". Dette sætter Waitz i system paa den maade1), at han mener, kongen lovede, at adelen maatte beholde lenene paa livstid, og at dette gennemførtes saaledes, at han lovede dem pengesummer, for hvilke han saa gav dem len og godser i pant; og som eksempel herpaa nævner Waitz da de af kongens pantsættelser, som han ved fandt sted før 1465. Netop fordi han kun regner med nogle faa af de pantsættelser, hvorfor vi have kong Christierns egne breve, kan han tænke sig denne mulighed, men naar man af forhandlingerne før 1470-recessen ser, at det ikke drejer sig om nogle faa. men om de allerfleste af hovedlenene, saa forekommer det dog for usandsynligt, at kongen for at blive valgt skulde have givet saa mange af landenes len i pant for saa store summer. Den sandsynligste forklaring af disse forholds udvikling synes da at være følgende. Da hertugAdolfdøde,varstørstedelen
1) Liib. Chron. 11, 223—24, 316—17. Waitz I, 396-97; 11, 20.
tugAdolfdøde,varstørstedelenaf
landenes len givne i
pant1); desuden var der fra
hans tid nogen svævende
1) Af de slesvigske len vare alene Gotiorp og maaske Sønderborg frie, af de holstenske Segeberg og maaske Steinburg; Rendsburg var hertuginde Margretes livgeding, og Femern var 1437 pantsat til Liibeck by for 18000 tf. LUB VII, 750. - Af Gottorps indtægter var dog fra hertugens tid pantsat 21 tf aarlig rente af Ekernførde byskat til kapitlet i Slesvig for 300 tf Hil «/ia RA. Gem. arch. cap. XXXII, indl. oblig. fase. IV. Disse ere endnu uindløste i 1490. Dipl. Flensb. I, 194 p. (585. 14(51 6. Decbr. pantsatte kong Ghristiern 32 tf aarlig rente af Slesvig byskat til Slesvig kapitel for 400 tf. Reg. Chr. I, 95. — I Steinburg og Segeberg indestod allerede 1460 betydelige pantesummer. For Steinburgs vedkommende ser man det af pantebrevet til Hamburg 1465 (Reg. Ghr. I, 99), da byen overtager aarligt at betale renter af 11000 tf. Af disse vare de 3000 tf af s. a., men de andre 8000 tf skrev sig formodentlig alle fra hertug Adolfs tid; med sikkerhed vides det om de 3400 tf Unionskgrne p. 409 anm. 6. Vanskeligere er det at sige, hvormeget der indestod i Segeberg, og det saa meget mere, som selve administrationen dengang ikke synes at være bleven ganske klar derover endnu i 1490. Sikkert er det, at hertug Adolf 1443 u/nu/n havde solgt 180 tf aarlig rente af den gamle Oldesloe told til cirkelherrerne i Liibeck for 3000 tf og 1447 10/h 30 tf rente til Liibeckeren Lutke Neinsted for 500 tf, og at endnu tidligere -- 1394 21/io -- Oldesloe raad for 850 tf havde tilkøbt sig indtægterne af to gaarde udenfor byen. Men desuden var der en række gejstlige stiftelser i Liibeck, der havde tilkøbt sig renter af Segeberg, i det mindste allerede før 1465, vistnok endnu i hertugens tid. Det faldt hurtigt svært at udrede disse renter; allerede 1465 17/s maatte kongen bede om henstand med betalingen, og hele aarhundredet ud maatte panthaverne finde sig i restancer. Fra tid til anden skaffede de sig dog anerkendelse af disse restancer, saaledes 1470 og senere 1503; herefter synes de indestaaende kapitaler mindst at have udgjort 8300 tf foruden de ovennævnte summer. Men som sagt, selv i datiden synes man ikke at have faaet rede paa. hvor meget det egentlig er, og i selve delingstraktaten, der dog hvilede paa ret omhyggelige forarbejder, omtales disse pantesummer karakteristisk nok saaledes: Item wes de houetsumme is by den neghenhundert marck renthe, de in Szegeberge etliken geistliken vorschreuen szyn, de synt vorslagen uppe eluen duszent marck houetstoles. Selve denne usikkerhed synes at vise, at disse pantelaan ogsaa skrive sig fra gammel tid. — Reg. Ghr. I, 78, 81, 72. LUB X, 592. Reg. Chr. I, 115-11 RA. Gem. arch. cap. XII nr. 58. HR. 111, IV, 387 §3, 388 § 22. Dipl. Flensb. I, 194 p. 684.
gæld, og nogle af lensmændene havde krav paa hertugen for penge, de havde udlagt til hans og landets bedste, særlig til godskøb, krav, som ikke vare blevne officielt anerkendte inden hertugens død. Denne samlede gældsmassevardet,kongGhristiern overtog i kraft af Ribertraktatensbestemmelse.Deflesteaf panthaverne, der ikke havde særlige krav at gøre gældende, beholdt da ganske rolig deres panter i kraft af de breve, hertugen havde givet dem derpaa; dette var f. eks. tilfældet med Liibeck by, Henning Pogwisch og mange andre, og formodentligernetopdettefor en del grunden til, at der ikke er bevaret pantebreve fra kong Kristierns tid, før de fleste af pantesummerne efter 1470-recessen forhøjes. Men de af dem, der havde uafgjorte krav at faa sikrede, søgte naturligvis at faa disse anerkendte af kongen: Hans Pogwisch, der havde Kiel i pant, og som for 400 $. havde købt byen Wiltzee til lenet, fik 9. April kongens løfte om, at han ved en eventuel indløsning vilde medregnedisse400$.i pantesummen1); Claus Ranzau, der var lensmand paa Pløen2), og som fra abbeden af ReinfeldhavdeindløstgaardenHorst og byerne Nemete, Gudow og Sepel og fra bisp Arnt af Liibeck byerne Meynstorp og Bodenstorp, fik 8. Maj til gengæld Pløen i pant for 7400 $„ formodentlig netop hvad indløsningen
1) Reg. Chr. I, 88. Det er klart, at naar Hans Ranzau saa i 1461 faar pantebrev paa Kiel for 6050 $', er det, fordi han for denne sum har indløst det af Hans Pogwisch. LUB X, 120.
2) Som saadan nævnes han i det mindste 1460 16. Marts. LUB IX, 815. Reg. Chr. I, 93.
havde kostet. I disse to tilfælde ser man ganske klart, hvad der var grunden til de nye pantebreves udstedelse; mere tvivlsomt er det, hvorledes man skal opfatte pantsættelserneafLundtofteherredogTørningle nl). Sikkert er det, at begge disse len allerede vare pantelen i det øjeblik, kongen overtog landene, og efter al sandsynlighedfinderenforhøjelseaf pantesummerne sted, men om grunden hertil er en regulering af samme art som i de to foregaaende tilfælde er tvivlsomt. Snarest er dette tilfældet for Lundtofteherreds vedkommende; mere usikkerterdet,omnoget lignende gælder Tørning len. I alt fald er det klart, at ved nyordningen af dette len har kongen paa en ganske særlig maade begunstiget Benediktv.Alefeld,ikkesaaledes at forstaa, at den nye pante- og salgssum ikke skulde svare til virkelige laan eller udlagte penge, men begunstigelsen ligger i, at Gramherredikkesomdeandre pantsættes, men sælges til ham. Noget lignende maa vistnok ogsaa siges om Wulf v. d. Wischs køb af Runthof; kongen har maaske faaet de 10000 $L 2),L2), men Wulf har sikkert været glad ved at
1) Lundtofteherred var 1398 pantsat for (iOO $ lødigt sølv (regnes = 6000 $' liib.) og 665 $,' liib. til Claus v. Alefeld, pantsættes 1460 4. Maj til Claus og Benedikt v. Alefeld for 11060 #. Reg. Chr. 1, 73, 92. De fire herreder, der udgjorde Tørninglen, vare 1445 pantsatte for 6000 #; af dem pantsættes Hviding, Frøs og Kalvslund herreder 1460 16. April for 15400 $ til Benedikt v. Alefeld, medens Gramherred sælges til ham for 4000 #". Reg. Chr. I, 79-80, 89-90.
2) 1460 19. April. Reg. Chr. I, 91. Dette er dog højst usikkert. Sagen er den, at efter at grev Gerhard i 1468 havde frataget Wulf v. d. Wisch gaarden, fik denne den atter tilbage efter 1470-recessens bestemmelser, men denne gang ikke til arv og eje som i 1460, men som pant for 80(30 #. Og af disse 8000 $ vare kun de 2000 #." erstatning for den skade, han havde lidt ved at miste Runthof, eller som gaarden selv havde lidt; hoved- parten, de 6000 $, vare penge, han havde udlagt for kongen som kautionist og nu fik betalt paa denne maade. Men ikke med et ord berøres det her, at han allerede i 1460 havde betalt 10000 # for godset. Et af to maa da være tilfældet. Enten har greven udbetalt ham købesummen, de 10000 $', saa at overgrebet alene bestaar deri, at han imod Wulfs vilje afkøbte ham gaarden. Eller ogsaa har salget i 1460 været rent formelt, en ren og skær gave. Adskilligt kunde tale herfor, Runthof var en meget tvivlsom besiddelse for kong Kristiern. Det havde i sin tid tilhørt Erik Krummedige, men var efter dennes overgang til den danske konge bleven inddraget af hertugerne som forbrudt gods. Der var adskillige i Danmark, der paa grund af nærmere eller fjernere slægtskab med Erik Krummedige mente at have krav paa godset, og det kunde være vanskeligt nok for en dansk konge, der tillige var hertug, at tage stilling hertil. Ved at overlade godset til Wulf v. d. Wisch har kongen da kun opgivet en meget usikker besiddelse. Gf. ndf. p. 379—80.
faa gaarden. I disse to tilfælde kan man da formode et slags „stemmekøb"; men disse begunstigelser havde kongen ogsaa megen fornøjelse af; sikkert fandtes der ikke i den følgende tid trofastere tilhængere af den danske konge og det danske kongehus end Alefelderne paa Tøming og Wischerne paa Runthof. Af de ganske faa pantsættelser, der kendes fra den nærmest følgende tid, er pantsættelsen af Sønderborg og Ærø allerede omtalt,ogdeterformodet, at denne skyldes et virkeligt nyoptaget pengelaan, der har hjulpet kongen over den første termin; naar derimod Luder Rumor, der i det mindste siden 1457 har været lensmand paa Steinburg1), 1461 19. Novbr. faar pant deri paa 4 aar for 7400 |L 2),L2), er dette snarest at betragte som resultatet af en regnskabsopgørelse.
Men er der da
i aktstykkerne ud over de to nævnte
1) RA. Indløste obligationer cap. XXXII fase. 4 nr. 31. Reg. Ghr. I, 94.
2) og 552 # aarlig rente. Reg. Ghr. I, 94.
tilfælde slet intet, der tyder paa, at kongen har givet et eller andet løfte i anledning af sit valg? Jo, naar man gaar bort fra Waitz's hypothese og alene holder sig til den lybske krønikes egne ord, saa finder man i brevene en delvis bekræftelse af dens meddelelse om, at kongen lovede lensmændene, at de maatte beholde lenene paa livstid. Thi alle de pantebreve, som her ere nævnte som udstedte af kongen (undtagen det til Luder Rumor), lyde paa, at lenet skal staa uafløst i lensmandens levetid;om et lignende tilsagn ogsaa blev givet de andre lensmænd, der ikke fik nye pantebreve, er tvivlsomt, og de senere begivenheder førte, som vi skulle se, med sig, at disse løfter ikke i alle tilfælde kunde overholdes. Krønikens anden meddelelse om, at kongen ogsaa lovede penge, finder derimod ingen støtte i brevene1).
II. 1464—1466.
Det var som sagt
i terminen 1464, at betalingsstandsningen
indtraadte; der kunde ikke skaffes penge
til de
nye afdrag, som skulde have været udredede.
Der er ingen tvivl om, at saavel landenes adel som ogsaa kongen selv fuldt vel indsaa, hvor stor en fare der laa heri, at det gjorde hans stilling i landene meget usikker. Schauenburgerne var man ganske vist færdig med, og grev Morits var død; men tilbage var
1) Dette syncs dog dr. W. Christensen at mene, naar lian (Unionskgrne p. 331) siger, at kongen maatte udstede gældsbreve til mange adelige blot for at vinde dem for sit valg. Han sigter her til de gældsbreve, som kongen 4/3 i Ribe udstedte til 7 forskellige adelsmænd til et samlet beløb af ialt kun c. 7300 $ (Reg. Ghr. I, 387—88). Om motivet hertil ved man imidlertid slet intet, og deter sikkert rimeligt at opfatte disse breve og det 6/5 til Claus v. Alefeld udstedte brev paa 960 # (Reg. Ghr. I, 398) som anerkendelse af løs gæld fra hertugens tid.
grev Gerhard, en foretagsom, urolig mand, som var tilbøjeligtil at benytte sig af enhver fordel, om hvem man kunde vente, at han straks vilde ræsonnere: kun mod penge gav jeg afkald paa min ret; naar pengene ikke betales mig, saa har jeg atter min ret til landene at gøre gældende. Netop saaledes faldt hans ord, da han i foraaret 1465 kom til landene og paa egen haand sammenkaldte en landdag1).
Kongen saa faren og udtalte i et brev til Liibeck sine bekymringer over grevens planer2). Men kun paa een maade kunde faren afvendes: man maatte se at faa betalt saa store afdrag som muligt, i det mindste til grev Gerhard; kun derved kunde man fratage ham ethvert paaskud til at tage sit afkald tilbage. Der er da heller ingen tvivl om, at kongen virkelig for en tid med alvor har kastet sig ind i dette arbejde; man ser det deraf, at der nu atter af ham optages ret store laan, dels løse, dels mod pant; han var ogsaa i stand til nu at beskæftige sig med disse sager; i efteraaret 1464 havde han sendt Jens Bengtssøn tilbage til Sverige, og her var der da ikke andet for ham at gøre end at afvente, hvad resultat dette skridt vilde føre med sig.
At stille greven tilfreds foreløbig opnaaede man da ogsaa ved som sagt 4. Juni at betale et afdrag paa 2000 g. til ham selv og lige saa meget til hans broderbør n3). Men næppe havde man paa denne maade skaffet sig af med ham, før en ny termin stod for døren. Og denne termin blev sikkert den betydningsfuldeste af dem alle; des beklageligere er det, at man i virkeligheden
1) Liib. Ghron. 11, 282. Staatsb. Mag. IX, 457.
2) LUB X, 565.
3) RA. Gem. arch. cap. XXX, 30. Nordalb. Stud. V, 62.
faar saa uendelig lidt at vide om, hvad der her skete. Sikkert er det dog, at der her fandt de største forandringersted.For det første viste det sig, at det ikke længere lod sig gøre at faa hele den store gældsrnasse fra de tidligere terminer fornyet; kreditten var opbrugt, der maatte betales. Saa var det, at kongens kautionister loyalt betalte de 110000 % og saaledes overtog hele denne gæld1). Det var ikke let for dem at skaffe pengene,ogdet var ikke paa gunstige vilkaar, de overtoge gælden. Ganske vist, det var klart, at de vilde kunne kræve betaling hos kongen; naturligvis havde han i sin tid, da de kautionerede for ham, lovet at holde dem skadesløse; han havde ogsaa i et særligt „forvaringsbrev"givetdem løfte om, at han som sikkerhed for betalingenvildestille dem nogle slotte og len; i deres brev af 1469 nævne de Segeberg, Gottorp og Flensborg, i recessenaf1470 siges, at ogsaa, hvad Aabenraa kunde pantsættes for ud over 5000 |L (der indestod i det), skulde tjene til sikkerhed for dem2). Men foreløbig lod
1) Samtidig ordnedes ogsaa kongens pengemellemværende med Liibeck by. Af forhandlinger, som kongens sekretær, Johan v. Embeke, Aug. 1465 førte med Liibeck, ses det, at kongen da skyldte byen 8000 g. Disse 8000 $ vare dog formodentlig kun en fornyelse under et af de to ældre laan af 1461 31/io paa 4802 # 8 /5 og af 1462 "/s paa 3000 #; sekretæren skulde søge at bevæge raadet til at forny laanet, men dette synes dengang kun villigt til at forny laanet af de 4000 $\ Vistnok har dog kongen senere faaet sit ønske opfyldt, thi i Novbr. siges raadet at have lovet at laane ham 6000 $", og det laaner yderligere 2000 $ af bispen af Liibeck for ogsaa at give dem til laans til kongen. Naturligvis skulde dette nye laan tilbagebetales 1466 n/n,n/n, og kautionisterne have atter her maattet træde til. LUB X, 650. Unionskgrne 331 anm. C2 (hvor Johan v. Embekes forhandlinger efter Nordalb. Stud. VI, 115 urigtigt ere henførte til Aug. 1466).
2) Anderledes kan vel recessens ord: angesehen dat de betteringe jn Apenraa bouen viffdusent marck der hetere vnde lauere warynge was. Men der maa rigtignok herom bemærkes, at Aabenraa baade af det førnævnte forarbejde til recessen og af det. senere pantebrev til Henrik Ranzau ses i 1470 at have været pant for 15000 #. Skulde pantesummen siden 1460 virkelig være bleven forhøjet med 10000 #, uden at der er bevaret det ringeste vidnesbyrd herom? Eller tør man ikke snarere formode en skrivefejl i recessen? Dipl. Flensb. I, 155 p. 575. Reg. Ghr. I, 119. Gf. p. 375 og 381 anm. 1.
det sig ikke gøre at trænge ind paa kongen med krav om betaling eller sikkerhedsstillelse; det var alt for vigtigtbaadefor kongen og kautionisterne, at hans evne til at skaffe sig penge ikke formindskedes; derfor nøjedes kautionisterne med foreløbig at vente til bedre tider1).
Hvor meget kongen dernæst selv fik betalt ved denne termin er ret usikkert; utvivlsomt synes det dog, at der maa være betalt grev Gerhard et større afdrag. I alt havde han nemlig hidtil faaet 16000 g.; tilbage stod altsaa24000g., hvad der efter datidens kurs svarede til
1) Dog synes det, som om i det mindste nogle af dem have været saa fornuftige at lade kongen udstede gældsbreve for nogle af de summer, de havde udbetalt for ham, men atter naturligvis under kaution af andre. Saaledes synes i det mindste et par breve at maatte opfattes, som ere bevarede netop fra denne tid, daterede 1465 11/ia. I det ene erklærer kongen, at han har ladet grev Gerhard kautionere for en gæld paa 4177 $ til Claus Ratlow og paa 1100 $ til Renedikt v. Alefeld Johansøn. I det andet erklære kongen og greven, at de have ladet Claus Ratlow, Otto v. Alefeld Wulfssøn, Matthias Ratlow og Godske Ranzau Godskesøn kautionere „mit samender hand" for de samme 1100 # til Benedikt v. Alefeld. Disse breve skulde betales 1466 n/n,n/n, men deter klart, at hvis de i det hele taget bleve betalte, saa var det ikke af kongen, men af dem, der havde kautioneret. For kautionisterne blev det da kun en omflytten af gælden fra den ene til den anden, aldrig virkelig betaling. Saadan udstedelse af gældsbreve fandt maaske sted i langt større omfang, end man nu kan se, fordi alle disse breve i 1470 deponeredes hos bisp Albert i Liibeck. Skulde mon ikke nogle af dem endnu kunne findes der? RA. Gott. membr. fase. XXI, ukorrekte regester Nordalb. Stud. V, 63. Gf. ovfr. p. 330 anm. 2.
34500 .|L *). Men næste gang, man faar en opgørelse af, hvad kongen skyldte greven, er 1466 2. Decbr.; da beløb summen sig til 27900 2). Nu er det temmelig sikkert, at der intet blev betalt greven ved terminen 1466; hvad han fik, maa han altsaa have faaet ved denne termin; med andre ord mindst 6000 $.. Pengene til dette store afdrag skaffede kongen sig ved at pantsætte Steinburg til Hamburg for 10000 $.; i det mindste synes det naturligtatsætte disse to ting i forbindelse med hinanden, fordi pantsættelsen netop fandt sted 11. Novbr., og fordi det saa udtrykkeligt fremhæves i pantebrevet, at kongen har brugt disse penge „ganske til vore landes, særlig hertugdømmet Slesvigs og grevskabet Holsten og Stormarnsnytteog bedste". 10000 $. laante Hamburg kongen paa pantet, men dertil overtog byen den gæld, der indestodilenet, deriblandt 3000 |L til Luder Rumor, der vel altsaa har faaet 4400 $. udbetalt3). Allerede dette at faa saa stort et afdrag betalt til greven var en fordel;menmaaske vandt man en fordel til ved at faa hele gældsforholdet til ham omordnet; man tør formode, at hele den resterende gæld til ham nu blev samlet i en sum, at kongen derfor udstedte et almindeligt gældsbrev, hvori han lovede at betale denne restsum til næste termin,ogat greven gik ind paa denne ordning mod et skriftligt løfte fra kongen om, at han, hvis greven døde,
1) Indtil 1470 er 1 rh. g. = 23 /S liib.
2) RA. Gottorpske membraner fase. XXI. Gf. Nordalb. Stud. V, (Hi.
3) Om Steinburgs pantsættelse til Hamburg se Unionskgrne p. 409 ff. Reg. Ghr. I, 99. Luder Rumor fik 1465 13. Novbr. nyt pantebrev paa disse 3000 # til 10 %. Gem. arch. cap. XXXII. Indl. obl. nr. VII Litra E nr. 19. Dette indfriedes af Hamburg by i 1470. Hamb. Kammr. 11, 439. De 10000 $ bleve udbetalte til Ditlev v. Ruchwald, Luder Rumor og Wulf Pogwisch paa kongens, vegne. Hamb. Kammr. IL 271.
vilde udbetale restsummen til hans børn1). Derved vilde det være vundet, at det blev ligesom udvisket, hvad der var grunden til kongens gæld til greven; denne blev nu blot en kreditor som saa mange andre, og hvis det til næste termin lykkedes kongen at skaffe og udbetale restsummenpaaengang, saa var greven ganske sat ud af spillet. Den værste fare syntes da hermed afværget, og greven optraadte vistnok ogsaa langt mere spagfærdigt end om sommeren; man hører ikke mere tale om, at han skulde tænke paa at gøre krav paa landene; det meste af Decbr. maaned var han sammen med sin broder, og dennes forhold til ham synes nu ret tillidsfuldt; i det mindste lod kongen ham kautionere for sig2) og gav ham ogsaa en særlig kommission: naar han var vendt tilbage til Oldenburg, skulde han se at faa af betalt saa meget som muligt af kongens gamle gæld til drosten i Delmenhorst, Henrik Kluver; kongen skulde saa nok betalehamigen til næste termin3).
Maaske blev der ogsaa betalt et afdrag til grev Moritsbørn;i det mindste ligger det nær at formode, at kongen nu, om ikke før, har betalt de 6000 g., der i sin tid var lovet som livgeding til hans enke; sikkert er det, at kongen optog flere laan umiddelbart før terminen og
1) RA. Gottorpske membr. 1465 I]/i2. Nord. Stud. V, 63. Faktisk kendes denne ordning jo først fra brevet af 1466 2/ia; kun formodningsvis er den ført tilbage hertil.
2) Breve af 1465 11. og 12. Decbr. RA. Gottorpske membraner fase. XXI, cf. Nord. Stud. V, 63—64. Foruden for de ovennævnte gældsbreve ogsaa for 972 rh. g. til „knapen" Johan Schulte; vistnok en ældre kreditor ligesom Henrik Kluver; gælden til ham dukker ogsaa senere op.
3) 1465 14. Decbr. RA. Gottorp. membr., cf. Novdalb. Stud. V, 64. Formodentlig skete dette, fordi kongens kautionister nu ikke mere vilde have noget med denne gæld at gøre. Gf. ovfr. p. 331 anm. 1.
nogle af dem netop i rhinske gylden1). Men denne gæld var jo iøvrigt af mindre vigtighed end gælden til grev Gerhard, og i virkeligheden véd man slet intet om, hvor meget og hvornaar der senere er blevet afbetalt paa den; i den følgende tid nævnes denne gæld nu og da, men om grev Morits' børn nogensinde fik deres penge, og paa hvilken maade det skete, er ganske übekendt2). Æren for det resultat, der her var naaet, hvorved grevens sommerdrømme om landene var bleven forvandlet til et gældsbevis paa en forholdsvis ringe sum, der med kort varsel kunde blive ham udbetalt, tilkom imidlertid ikke saa meget kongen som landenes adel, der med de største personlige opofrelser gennemtvang den politik, de havde indledet i Ribe: sikringen af landenes fred og ro ved valget af og den kraftigste støtte til den danske konge. Som for uigenkaldelig at nedslaa ethvert svagt haab, der endnu kunde fjæle sig i grevens sjæl, var det, at 10 udsendinge fra ridderskabet, af hvilke de 6 vare kautionister, mødtes i Kolding 1466 20. Maj med 10 danske rigsraader og der til sikring af freden vedtoge efter kong Kristierns død at tage junker Hans til herre, hvis han var eneste søn; hvis kongen efterlod sig flere sønner, vilde de i fællesskabmeddanske rigsraader tage bestemmelse om landenes
1) Saaledes udsteder han 24/8 gældsbrev til Sievert Brockdorff paa 1300 $ at betale 1466 n/n,n/n, hvis dette ikke sker, skal Ekernførde gives i pant for summen; 18/s til knapen Bernd v. d. Schulenborch paa 800 rh. g., ligeledes at betale 1466 li'n, ellers skal brevet fornyes med kaution; 18/io pantsættes til de hamburgske borgere Hoyger Tzerneholt og Claus dem Swaren Wandsbek og fern andre landsbyer ved Hamburg for 1200 rh. g. Reg. Ghr. I, 96, 399, 97. To andre gældsbreve af 19/10 og »/u paa 500 rh. g. og 600 $ synes derimod i alt fald ikke at skrive sig fra optagne laan. Reg. Ghr. I, 400, 98.
2) Endnu i 1480 omtales restgælden til grev Morits' børn. Steraann: Beitrage zur Gesch. der Herzogth. 111, p. 92.
og rigets fremtid, men saaledes, at freden stedse bevarede s1). Ganske vist, næppe alene for fredens skyld ønskede ridderskabet paany at fastslaa landenes nøje tilknytning til det danske kongehus; denne overenskomst gav dem ogsaa større sikkerhed for at faa deres udlagte penge igen; junker Hans eller en anden af kongens sønner vilde ikke kunne slaa en streg over de store fordringerpaaderes fader, saaledes som greven maaske vilde gøre, om han blev landenes herre.
III. 1466—1470. Grev Gerhards tid.
Greven, der i sommeren 1465 havde set saa store muligheder for sig, havde sikkert ondt ved at finde sig i, at denne skønne drøm nu aldrig skulde blive til virkelighed. Men sagen maatte nu gribes an paa en helt anden maade, han maatte se at vinde kongens tillid. Saa foretog han et genialt kup: i sommeren 1466 bemægtigede han sig Rendsborg. Det hele var saa ganske uskyldigt; kongen havde intet med Rendsborg at gøre, det var hertuginde Margretes livgeding, og kongen havde vel snarest været ked over ikke at have raadighed derover. Greven paastod, at hertuginden havde lovet at tage ham til høvedsmand; nu havde hun sat Claus v. d. Wisch paa slottet, derfor tog greven det2).
De almindelige
politiske forhold arbejdede ham i
1) Reg. Gin1. I, 54. De 6 kautionister vare: Godske v. Alefeld., Wulf v. d. Wisch, Claus Ranzau Schacksøn, Benedikt v. Alefeld Henriksøn (til Tørning), Claus v. Alefeld Benediktsøn (til Søgaard) og Claus v. Alefeld Johansøn.
2) Liib. Chron. 11, 295—96. Hvitfeldt omtaler p. 906 i forbindelse hermed dronning Dorotheas overenskomst med hertuginden af 1470 og synes saaledes urigtigt at henføre denne til 1465. Fejlen gaar fra ham over til Pal.-Miiller p. 88 og Waitz's Nord. Stud. V, 65. Schlw.-Holst. Gesch. 11, 18.
hænde; kongens tanker droges nu i en ganske anden retning. Det havde intet hjulpet, at erkebispen sendtes tilbage til Sverige; nu i efteraaret 1466 kom der endog efterretninger om, at de mægtige Akselsønner ved giftermaalog hemmelige aftaler paa det nøjeste havde forbundetsig med kongens svenske fjender. Sikkert har ingen begivenhed i den grad bragt kongens sind til at bruse op i overstrømmende harme som dette lumpne frafald af hans egne svorne mænd; i de følgende seks aar beherskes han helt af et eneste brændende ønske, ønsket om hævn over forræderne. Deres pantelen inddragesstraks; selv en mand som Eggert Frille drage de med sig i unaaden1). Hvor kunde kongen saa finde stunder til at tænke paa termin i hertugdømmerne: alt var jo der bragt i den bedste orden.
Greven benyttede sig snildt heraf; allerede før terminen,1.Novbr., opsøgte han selv sin broder i København,oghurtigt forstod han, at kongen, hvad landene angik, kun ønskede selv at blive fritaget for at have nogetsomhelst med dem at gøre. Sine krav talte han da ikke om, mere maaske om, at kongen dog nu skulde betale ham, hvad han forrige termin havde givet gældsbrevfor.Men kunde han ikke det, vidste greven selv raad; han kunde nok fremlægge et regnskab for sin bestyrelseafRendsborg, der viste, hvor langt læmpeligere kongen vilde slippe ud af sin gæld til ham ved blot at overdrage ham flere slotte til bestyrelse; saa skulde han nok gøre sig selv betalt. Dette syntes en fortræffelig udvej, tilmed da greven ikke forlangte hidtil upantsatte slotte i pant, men vilde nøjes med blot at faa ret til at
1) Biogr. Lexic. V, 450—51.
indløse to eller tre allerede pantsatte slotte og saa beholdedemsom pant for sit tilgodehavende uafløste i fire aar; naturligvis vilde greven holde dem til kongens haand, og de skulde altid staa kongen aabne; saa snart de fire aar vare gaaede, og kongen kunde udbetale ham pantesummerne,skuldehan straks atter overgive dem til kongen. Kun udbad han sig en personlig gunst til gengæld:kongenskulde anerkende hans og hans arvingers arveret til landene, om kongestammen engang uddøde1). Dette syntes jo ikke at have meget at sige, og kongen indrømmede det gerne; i det laa dog, at greven altid
1) RA. Gottorp. membr. Grev Gerhards revers: Dipl. Ghr. I, 132, cf. Nordalb. Stud. V, 65—66. Meningen med denne ordning var naturligvis at skaffe greven renter af sine penge, siden lian ikke mere kunde faa afdrag, som han saa selv kunde have sørget for at faa passende forrentet. Naar greven altsaa indløste et len, skulde der af dettes overskud først udredes passende renter af indløsningssummen, og hvad det yderligere indbragte skulde tjene til forrentning af saa og saa mange tusind mark i passende forhold. Den sum, hvorfor greven overtog lenet som pant, var da den tidligere pantesum -f- disse tusind mark, der vare at betragte som et udbetalt afdrag til greven, som denne atter havde anbragt i lenet. Efter fire nars forløb var greven pligtig til at modtage hele pantesummen; saa udbetaltes afdraget altsaa ogsaa faktisk. Denne tidsbestemmelse var da nærmest übehagelig for greven, der vel helst havde ønsket anbringelsen saa langvarig som muligt. Det er ogsaa tænkeligt, at ikke alt det yderligere overskud anvendtes til forrentning af en saadan nominel forhøjelse, men at en del skulde regnes for afdrag. Det hele er da et rent rentespørgsmaal; der var mange tilfælde, hvor det slet ikke vilde kunne betale sig for greven at indløse et len, fordi overskudet af det gav for ringe renter af den kapital, der allerede indestod i det (saaledes Steinburg, cf. renteberegningerne, Unionskgrne p. 410 — 412). I virkeligheden synes han jo ogsaa kun i et eneste tilfælde, nemlig Sønderborg, at have benyttet sig af denne ret, og alt, hvad han der har kunnet faa forrentet ud over indløsningssummen, synes kun at være 2 a 3000 #. Cf. ndf. p. 355 anm. 1.
havde haft og stadig havde visse arvekrav paa landene. Efter terminen, 2. Decbr., opgjordes saa kongens gæld til greven; den viste sig nu kun at beløbe sig til 27900 %; dem gav kongen et gældsbrev for med løfte om at betalenæstetermi n1).
Paa den nemmeste maade slap kongen saaledes over terminen, hvad greven angik; men tilbage stod al den anden gæld, der skulde forrentes og fornyes, og hele bestyrelsen af landene, der ogsaa krævede hans nærværelse. Vistnok havde han egentlig tænkt selv at naa herover; 18. og 19. Decbr. var han i Kolding, men det viste sig umuligt for ham at faa tid dertil, og greven tilbød da atter sin assistance. Kongen synes nu ganske at nære tillid til ham; han erklærer selv, at da han paa grund af sit kongeriges anliggender ikke godt kan begive sig til landene, indsætter han sin broder Gerhard til „forstander" med fuldmagt til at indløse pantsatte slotte, ind- og afsætte lensmænd, fogder, stallere og toldere; han skal adlydes som kongen selv. Endelig mente kongen ogsaa, hvad gælden angik, at kunne nøjes med at bruge greven som mellemmand; som denne tidligere havde haft i kommission at betale af paa kongens gæld til Henrik Kluver, saaledes skulde han nu indløse gældsbreve for kongen, naar denne skrev til ham derom; hvad han i denne anledning udlagde for kongen i løbet af aaret, skulde kongen betale ham tilbage til næste termin2).
1) RA. Gott. membr. Cf. Nordalb. Stud. V, 66.
2) RA. Gott. membr. 1465 18/i*, 19/ia, cf. Nordalb. Stud. V, 66—07. „dat wy beualen hebben . . . heren Gherde . . . van vnser wegen etJike vnse penninghbreue vnder vnsem segele vthgegeuen vns to gude wedder intolosende vnde vns to schickende ... alse wy eme moghen schryuende werden." Trykt Stemann: Gesch. des off. u. Privatrechts 111, 96.
Saaledes blev kongen næsten ganske befriet for at tage sig af landenes forhold, greven var forstander i hans sted. I løbet af 1467 udvidedes hans fuldmagt: 1. Maj fik han ogsaa bestyrelsen af alle landenes gejstlige len1), og da endelig ogsaa termmen 1467 var gaaet, uden at kongen kunde komme til landene eller skaffe penge, blev det ogsaa overdraget til greven at forvalte kautionsgældenog kongens gæld til ham selv og hans broderbørn.Saaledes maa nemlig sikkert nogle breve forstaas, som kongen udsteder til greven i Helsingborg 1467 13. og 15. Decbr.2); kongen siger heri, at eftersom han har befalet landene til grev Gerhard, og denne for ham har overtaget at forvalte en stor, svær gæld, for hvilken landenes ridderskab have hængt deres segl for kongen, og som de have betalt, vil han ganske holde greven
1) RA. Gott. membr. 1467 Vs. Gf. Nordalb. Stud. V, 67. Stemann 111, 97.
2) . . . vnde he sik in grote sware schulde van vnser wegen vmme to slande vnde to entrichtende vns to wyllen ghegheuen hefft vnde noch dachlikes gifft, dar de gudemannen darsuluest ere ingesegele vor vns vthgehenget vnde betalet hebben, willen . . . wy . . . ene . . . gantz vnde all sodanev vnser schulde . . . entheuen vnde benemen van schuld vnde alien schaden. Unde wes he synen heteren vnde loueren, de vor sodane vnse schulde vor em heten vnde louen, in waringhe settet, is vnse wylle, dat id ere waringhe bljue solanghe se sodannes hetendes vnde lofftes van vnser wegen gantz benomen sind van schuld vnde schaden ... jo doch wanner vnse geld rede is dat wy denne na antale een, twe effte mehr slote wedder losen vnde sodan geld dar se vor stan vnde des se van sodans hetendes wegen van vnser wegen bewisliken schaden nornen hebben, bereden vnde vornogen vnde de slote wedder antasten moghen tom enen sunte Merten ... 1467 13/j2 og 15/u RA. Gott. membr. fase. XXIII. Nord. Stud. V, 69 ukorrekt. Brevet af »/n er mærkeligt nok ligelydende med det af ls/u, kun at bestemmelsen om kongens indløsningsret er udeladt. Betyder da dette, at der er truffen anden bestemmelse paa dette punkt og brevet af 13/ia ophævet ved det af 15/n?
skadesløs herfor. Og hvad sikkerhed greven stiller de af sine kautionister, der for ham kautionere for denne kongens gæld, skal vedblive at tjene dem som sikkerhed,indtil de ganske have faaet al gæld og skade erstattet,hvori de maatte komme paa grund af denne deres kaution. Kongen forbeholder sig dog ret til efterhaandenat indløse et, to eller flere slotte til en Mortensdag,med aars varsel, alt efter størrelsen af den sum, han kan skaffe til veje. Og i et andet brev erklærer kongen, at eftersom der er hengaaet nogle terminer, uden at der er bleven betalt afdrag til grev Gerhard og grev Morits' børn, giver han nu grev Gerhard fuldmagt til at skaffe penge til denne resterende og aarligt forfaldne sum og lover at erstatte ham den skade, han derved kunde lide1). Endelig fik greven, for at kunne udføre disse hverv, ret til atter at pantsætte slotte, han havde indløst, hvis det var nødvendigt paa grund af kongens gæld, dog at han paa kongens vegne forbeholdt sig indløsningsretten2).
Det var klart, at hvis kongen saa sin fordel ved denne forholdenes udvikling, var den ingenlunde til fordelforlandene. Trykket af den store gældsbyrde forøgedesnuved den haabløse forvirring, som maatte blive resultatet af denne ordning. Greven skulde paa engang se paa sin egen og kongens fordel; han skulde skaffe
1) beuelen wy vnde volniacht gheuen . . . heren gherde sodane syn vnde heren Mauriciesz . . . kynderen nastande vnde jarlikes bedagede geld vmnie to slande vnde wes he van sodans . . . geldes wegen vmmesleyd vnde alien redliken schaden den lit} dar vppe donde werd scholen . . . wy . . . enie . . . degher vnde all myd deme anderen vnsem vmmeslage vnd wes he furder myd vns hefft . . . gudliken entrichlen vnde vornoghen. 1467 1V:2 RA. Gott. membr. fase. XXIII. Nord. Stud. V, 69.
2) 1467 15,'i2 RA. Gott. membr. fase. XXIII. Nord. Stud. V, tt'J.
afdrag til sig selv og broderbørnene dels ved at indløse slotte, som han saa skulde beholde som pantx), dels ved ligefrem at gøre laan i dette øjemed og sørge for disse laans fornyelse; han skulde indløse kongens forfaldne gældsbreve, han skulde afdrage paa den gamle svævende kautionsgæld; i nogle tilfælde var han selv kongens kautionist.Forat faa de nye laan rejste maatte han selv sætte i pant og skaffe kaution, og alt dette skulde kongen senere erstatte ham. Det eneste, der kunde komme ud heraf, var en forvirring, som gjorde alt regnskab og opgørelsenæstentil en umulighed. Men for greven var alt dette ogsaa kun den form, under hvilken han havde skabt sig en stilling i landet, som nu, medens kongen alene var optagen af kampen med Akselsønnerne og Sverige, skulde sikres ved, at han dannede sig et parti i landene, og først og fremmest ved at han fik saa mange som muligt af de faste slotte i sin haand, ved indløsning,vedmagt, paa hvilken maade det nu lod sig gøre. Ordningen af den svævende gæld var ham ligegyldig, kun pantegælden vilde han betale, for derved fik han slottene; overfor kongen kunde dette altid forsvares, blot som et led af en fornuftig finanspolitik. Og han vandt frem: Rendsborg havde han jo fra først af; som kongens forstander fik han raadighed over de upantsatte len og de len, der ikke vare overdragne som rene pantelen; det var Gottorp, Tilen og Segeberg, maaske Aabenraa og Nordborg; senere fik han dertil Sønderborg, som han maaske indløste fra Johan v. Alefeld, og Flensborg, som han sikkert fratog Hartich Skinkel uden løsen; et par
1) Om da denne aftale ikke var bleven ophævet ved den senere ordning, hvorved greven overtog hele forvaltningen af denne gæld.
gange synes han at have villet indløse Kiel fra Hans Ranzau, hvad der dog ikke blev til noget1). Disse vare de hovedlen, som greven fik i sin magt; men ogsaa enkelte godser bemægtigede han sig. Saaledes maatte Wulf v. d. Wisch 1468 11. Febr. overgive Runthof til ham for at skaffe sig og sine sønner fred2), og senere siges greven ogsaa at have taget gods fra Henning PogwischogClaus v. Alefeld til Søgaard3).
Det var klart, at landenes ridderskab og ganske særlig kongens kautionister maatte føle megen harme og uro over den vending, sagerne havde taget. Dette betødikkeblot en afvigen fra den politik, som de forlandenesfredsskyld holdt for den rette, og som de hidtilhavdegennemført med stor kraft, det betød ogsaa,
1) Lub. Ghron. 11, 305 siger, at greven tog Rendsborg, Segeberg, Haniau (?) og Gottorp, Schiphower (Hist. archicom. Oldb. Meibom SS. R. Germ. II) p. 182, at han havde Tilen, Sønderborg, Flensborg og Haderslev (?); de slotte, kongen i 1470 ligefrem maatte erobre, vare efter den liste, Hvitfeldt p. 930 meddeler: Rendsborg, Gottorp, Flensborg og Sønderborg. Hanrau og Haderslev vare dog vistnok fuldstændig overdragne pantelen, og der er ingen andre efterretninger om, at greven indløste dem eller bemægtigede sig dem. Sønderborg har han vistnok, overensstemmende med brevet af 1466 Vn, indløst fra Johan v. Alefeld ; der høres heller ikke senere nogen klage over, at han her har begaaet nogen uret. Formodentlig har han indløst det for 18 eller 19000 #"; da dronningen senere, 1470, faar det i pant for 14000 rh. g., har hun vel indløst det fra greven. De 14000 rh. g. ere da den sum, hvorfor greven har regnet det som pant; det svarer til 21000 $, saa at han altsaa, efter at have indløst det fra Johan v. Alefeld, har forhøjet pantesummen for sit vedkommende med 2— 3000 $. Gf. ovfr. p. 350 anm. 1. Om hans forhold til Flensborg oplyses man af 1470-recessen. Om Kiel breve af 1468 »/? og 1469 24A. RA. Gott. membr. Nord. Stud. V, 70, 72.
2) Dipl. Flensb. I, 154.
3) Staatsb. Mag. IX, 459.
at al den smule sikkerhed, som de havde haft for deres udlagte penge, nu ganske svandt bort; netop de slotte, som kongen i sin tid havde givet dem anvisning paa, vare nu i grevens magt1). Med personlige ofre havde de støttet kongen; nu syntes han at svigte dem. Ganske vist, deres krav anerkendte han, og greven havde faaet det overdraget at skaffe dem penge; han hævede ogsaa skatter og rejste laan, men —de fik intet. Og under alt dette maatte de stadig indfri deres kautioner; 1466 skulde til Mortensdag det lybske laan have været betalt; det skete ikke; saa indmanedes straks efter nytaar 1467 kongens kautionister, og de maatte saa skaffe de 8000 %2).%2). Dette bragte mange af dem i den største nød; deres misstemning voksede. Da kongen i efteraaret 1468 en ganske kort tid var i landene, forebragte de deres klager; kongen gav da ogsaa greven befaling til at søge saa vidt muligt at betale af paa kautionsgælden af de summer, han fik ind ved skatterne; men greven forandrede intet i sin færd. I begyndelsen af 1469 skærpedes da modsætningerneyderligere,nye godsberøvelser bragte hele ridderskabet i harnisk. 2. Maj sluttedes i Kiel det store adelsforbund3), og faa dage i forvejen, 24. April, havde kongen i København overdraget Slesvig og Holsten som brugeligt pant til greven for de summer, som kongen
1) Gf. Zeitschr. der Ges. fur. Gesch. der Herz. I. 226.
2) Kautionisterne have sikkert maattet betale alle 8000 $>'; der høres ikke senere tale om denne gæld, og der er bevaret en kvittering af 1467 14/i fra bisp Arnolds dødsbo til raadet i Liibeck for "2000 #', som dette i 1465 havde laant af bispen for atter at kunne udlaane dem til kongen som del af de 8000 $,'. Unionskgrne p. 331 anm. 2. Lub. Ghron. 11, 299.
3) Liib. Ghron. 11, 317. Reg. Ghr. I, 193. Nord. Stud. V, 71, 73. Pal.-Muller 94—95. Waitz 11, 22.
skyldte ham selv, grev Morits børn og sine kautionister i landene, hvilke summer nu greven ganske overtog at betale, saa at kongen og hans arvinger fritoges fra al maning angaaende denne gæld. Ved denne overdragelse havde greven saa at sige vundet sit spil; selve hans stillingforandredesvel ikke i og for sig, hans myndighed udvidedes ikke derved, men den fæstnedes baade overforkongenog overfor landenes indbyggere, idet der gaves den et solidere grundlag i panteretten og pantehyldingen1).
Det vil ses, at kongen i al denne tid intet øjeblik har tænkt paa at unddrage sig sine forpligtelser overfor kautionisterne; netop her udgjorde denne gæld jo hovedpartenaf den sum, hvorfor greven fik landene i pant. Lige saa lidt som kongen vilde bedrage sine kautionister, lige saa lidt nærede de i og for sig nogen mistillid til ham; atter og atter forsvare de sig imod beskyldninger for, at deres forbund eller deres øvrige optræden skulde være rettet mod kongen; alt, hvad de ønske, er netop blot det, at kongen atter selv skulde tage landene umiddelbartunder sig. Thi paa ét punkt havde greven forregnet sig: han havde troet, at det til sikring af hans stilling vilde være nok at skaffe sig kongens tillid og landets slotte; den modstand, som dette sidste kunde vække hos ridderskabet, mente han at kunne besejre ved at skaffe sig støtte hos landenes øvrige indbyggere. Men ridderskabetsmistillid
1) Grev Gerhards revers 1469 24/4 Dipl. Ghr. I, 149. Naturligvis fik greven ret til at modtage pantehylding, og kongen udstedte en særlig befaling herom til landenes indbyggere, Reg. Ghr. I, 101. Ogsaa i dette brev siges udtrykkeligt, at den sum, hvorfor greven har faaet landene i pant, indbefatter kongens gæld til kautionisterne „de se vor vns betalt hebben". Urigtigt citeret og opført paa forkert sted Nord. Stud. V, 78. Waitz 11, 24. Cf. Pal.-MMler p. 94.
skabetsmistillidtil ham var alt for dyb og rodfæstet til, at han kunde besejre den; det mente at kunne gennemskuehans færd og troede sikkert, at hans egentlige maal var at bringe landene fra kongen over til sig; det rokkedeved fundamenterne for hans magt, idet det arbejdedepaa at bibringe dronningen, og gennem hende kongen, den samme opfattelse af hans færd.
Uden at dvæle ved de historiske enkeltheder skal her blot lige refereres, hvorledes ridderskabet lidt efter lidt gravede grunden bort under grevens fødder. Understøttedeaf raadssendebud fra Liibeck og Hamburg fik det i sommeren 1469 gjort det klart for dronningen, hvor grundede dets klager og hvor vanskelig hele situationenvar; hun opfordrede det da til at sende udsendingetil København til kongen selv for at forebringe sagen1). Paa dette møde i København i August s. a. havde kongen ganske vist langt vigtigere sager at afgøre end denne; han havde indset, at hævnkrigen mod Akselsønnerneog Sverige ikke lod sig føre uden de vendiske stæders bistand; dem vilde han nu bringe til at indgaa det nøjeste forbund med sig. Men for at formaa dem hertil maatte han først og fremmest love at erstatte de tyske købmænd en del gods, som dels var dem berøvet under krigen, dels leveret til ham, uden at der var givet betaling derfor, og en del skade, grev Gerhard havde tilføjet dem; det hele opgjordes senere til 20635 %, som kongen lovede at betale dem ved at give dem Kiel i pant2). Saa meget fik dog kautionisternes sendebud,
1) Liib. Chron. 11, 322. HR. 11, VI, 232.
2) HR. 11, VI, 249. Dipl. Ghr. I, 152 1469 1/9 indeholder løftet om Kiels pantsættelse; dog skal Hans Ranzau, hvis han vil, beholde det for livstid efter kongens brev til ham.
Benedikt v. Alefeld, Ditlev v. Buchwald og Henning Pogwisch,ud af deres rejse, at kongen i en reces af 31. Aug. lovede dem, at han med det aller første personlig vilde komme til landene og der fastsætte terminer for erstatningtil kautionisterne for al den gæld, hvori de vare komne paa hans vegne, efter kendelse af en voldgiftsdomstol,bestaaende af bisperne af Aarhus, Odense og Slesvig, bisp Albert Krummedige af Liibeck og raadssendebudfra Liibeck og Hamburg. Ogsaa andre stridsspørgsmaalmellem kongen og hans kautionister eller andre af ridderskabet skulde kunne henvises til denne voldgiftsdomstol, der skulde afgøre alt ved fredelig overenskomsteller ved kendelse. Naar saa disse sager vare afgjorte, skulde kongen atter tage landene under sin egen bestyrelse og med læmpe sende sin broder bort derfra, at landene atter kunde komme til deres rette herskab1).
Forholdet til Liibeck var dog stadig det vigtigste for kongen. Omkring 29. Septbr. kom han til Liibeck, hvor ogsaa hans broder var tilstede, og her pantsatte han 8. Oktbr. Kiel til byen for 26685 %2);%2); derefter ofrede han en maaned (medio Oktbr.—medio Novbr.) paa landenessager,men da det viste sig, at opgørelsen af kautionsgældenvarsaa vanskelig og indviklet en sag, at den ikke i en fart lod sig bringe til ende, og da kongen fandt, at han „for mærkelige magtpaaliggende sagers skyld" ikke længer kunde blive borte fra sine riger,
1) Reg. Ghr. I, 184. Lub. Ghron. 11, 322. Nord. Stud. V, 75.
2) Dipl. Ghr. I, 154. Nemlig- de ovenfor nævnte 20635 $ (af hvilke den skade, greven havde forøvet, opgjordes til 3929 $", hvori Liibeckerne dog afkortede de 929 #) + Hans Ranzaus pantesum, 6050 $. Senere, 14/io, endnu forhøjet med 950 #", som Hans Ranzau havde anvendt til nybygninger. Reg. Clir. I. 103 cf. 102, 436, 471, 453.
enedes man 8. Novbr. om at forlænge den københavnske reces til at gælde indtil 1470 11. Novbr., saaledes at kongen omkring førstkommende l.Maj eller — hvis han til den tid havde saa vigtige sager for, at det maatte synes enhver god undskyldning — 8. Septbr. skulde holde en fredelig retsdag i Segeberg med sine kautionisterogridderskabet; der skulde han personlig give møde, og den nævnte voldgiftsdomstol skulde da inden 1. Decbr. fælde en endelig kendelse. Som efter den tidligere reces skulde alle breve kunne paadømmesafvoldgiftsdomstolen, men deres panter skulde ridderskabet bruge og beholde i fred og ro. Endeliglovedekongen at sørge for, at greven ikke stillede krav til kautionisterne om betaling af den restsum, som kongen endnu skyldte ham af landene1). Sikkert har det været saavel kongens som ridderskabets mening, at ved disse aftaler hævedes i det mindste faktisk den ordning,somvar bleven truffet i foraaret, hvorved landene ligefrem pantsattes til greven; denne pantsættelse skulde nu betragtes som fuldbyrdet og greven træde tilbage i sin tidligere stilling som kongens forstander i landene. Formodentlig har greven selv i første øjeblik tiltraadt denne opfattelse, thi kun saaledes kan man forklare to breve, som han 13. Novbr. lod kongen udstede til sig. I det ene siges, at eftersom kongen har befalet greven landene, og denne for kongens skyld har sat sig i stor gæld, saa at det kan blive nødvendigt for ham at pantsættenogleslotte, toldindtægter, byer, herreder, sogne eller len, giver kongen ham herved ret dertil. Det andet brev er et løfte fra kongen til greven om, at han, inden
1) Reg. Chr. I, 185.
han sender ham ud af landene, vil betale sin gæld til ham og grev Morits' børn og dertil 3626 %, som greven paa kongens vegne har laant dennes kautionisterx).Det første brev er øjensynligt en speciel fuldmagt til brug i terminen; det andet synes at vise, at greven virkelig siden pantsættelsen har begyndt at betale af paa kongens kautionsgæld, blot omtales denne afbetaling under de forandrede forhold her som laan, men begge breve vilde være lige unødvendige, hvis pantsættelsen endnu af greven og kongen ansaas for at staa ved magt.
Maaske har greven endnu ment at kunne besværge stormen ved en nøje tilslutning til kongen; ridderskabet havde dog faaet tilliden til ham rokket, om ikke hos kongen, saa dog hos dronningen. Hun i det mindste synes nu at have villet sikre sig lidt hold paa de slotte, som greven havde faaet i sit værge. Allerede tidligere, 1468 27. Jan., havde hun — dengang dog vel i bedste forstaaelse med greven — faaet ham til at erkende, at han havde modtaget Rendsborg i slotslov af hende2), en anerkendelse, der formentlig blev ydet mod et løfte af dronningen om, at hun saa nok skulde ordne sagen med hertuginden. Nu laante hun, vel i terminen, greven 1600 rh. g. og 200 post. g., men kun paa betingelse af,
1) RA. Gott. membr. Nordalb. Stud. V, 77—78. Stemann 1. c. 111, 99. I det sidste brev nævnes som motiv til udstedelsen, at grev Gerhard har opgivet de oprindelige kautionsbreve: vnde alse denn . . . vnse leue broder vns to willen den vorgenanten vnsen heteren vnde loueren sine ergeschreuen breue, de he van vns vnde en darupp hadde vpp vnzen eghenen louen vnde heten qwyth vnde vrij hefft ouerantwardet. Men spørgsmaalet er, naar denne opgivelse har fundet sted. Maaske først nu for at berolige kautionisterne; snarest dog vel, da landene pantsattes til greven.
2) RA. Gem. arch. cap. XXX, nr. 5. Gf. Nordalb. Stud. V, 70.
at disse penge skulde betragtes som afdrag paa den sum, hvorfor Sønderborg stod i pant; 20. Decbr. erklærede saa greven, at han skyldte dronningen disse gylden og dertil 3000 $„ som hun skulde betale for ham; herfor vilde han førstkommende Mortensdag, naar dronningen fuldstændig havde betalt ham den øvrige sum, hvorfor Sønderborg var pant, overgive hende dette slot1). Det er formentlig følelsen af en stigende mistillid fra kongeparretssideogaf ridderskabets übrydelige modstand, der har bragt greven til at indse, hvilket fortræffeligt vaaben han havde ladet sig slippe af hænde i pantsættelsen;formeltvarden jo ikke ophævet, og i begyndelsenaf1470fordrede greven uden videre pantehyldingaflanden e2), hvis bønder og borgere synes beredvilligtathaveydet
1) RA. Gem. arch. cap. XXX, 6, „warm vns ere gnade dat ouerghe gheld, dar de borch vorsteyd, gantz vnde all in enem summen entrichtet vnde vornoget hefft", trykt Stemann: Urk. Beitriige 11, 43. Slet regest Nordalb. Stud. V, 78, gentaget p. 87 efter Hvitfeldt (p. 931), der henfører brevet til 1470 og lader det gælde Rendsborg.
2) Selvfølgelig var det kun pantehylding, greven fordrede af landene; over alt, hvor denne hylding omtales, særligt da greven senere atter giver afkald paa den, tales der udtrykkelig kun om pantehylding. Men den lybske krønike, som slet intet kender til pantsættelsen af landene til greven, fortæller blot, at han forlangte, at landene skulde hylde ham „som deres rette herre", og at han derom lod læse et brev fra kongen, om hvis ægthed krøniken paa grund af sin manglende viden udtaler en let tvivl. Liib. Ghron. 11, 327—28. Waitz og Pal.- Miiller, der kende pantsættelsen, gaa videre i denne retning, fordi de ikke se noget tilstrækkeligt mærkeligt i, at greven fordrede pantehylding; støttende sig til den lybske krønike formode de. at han virkelig forlangte hylding som landsherre, og at svigen laa deri, at han ikke oplyste om „den subtile, men dog væsentlige forskel mellem de to slags hyldingcr". Nordalb. Stud. V, 79. Waitz 11, 24. Pal.-Miiller p. 99. Men dette er aldeles ikke tilfældet; det brev, greven lod læse, var ægte nok. og naar ridderskabet vægrede sig ved at hylde ham. var det ikke, fordi de fandt hyldingens art urigtig, men fordi de ligesom kongen ansaa pantsættelsen med tilhørende hylding for faktisk hævet ved de seneste aftaler. Af samme grund svarede kongen da ogsaa ganske konsekvent, at man ikke skulde hylde greven.
redvilligtathaveydetham den. Grevens motiv hertil behøver jo strengt taget kun at have været ønsket om ved pantsættelsens officielle fuldbyrdelse at sikre sig den gunstigst mulige stilling ved det forestaaende opgør; ridderskabet maatte dog heri se et flagrant brud paa de nylig trufne aftaler. Maaske mente det virkelig, at greven dermed kastede masken og viste, at hans egentlige plan var at bemægtige sig landene; i alt fald nægtede de at hylde ham og underrettede kongen om sagen. Denne synes at have taget det hele roligere; foreløbig skrev han blot til dem, at de ikke skulde hylde greven; formodentligharhanikke været ganske ked af, at ridderskabetfiksigen lille forskrækkelse, det vilde utvivlsomt lette underhandlingerne med kautionisterne. Dog bestemtehansigtil i Maj maaned, hvor han egentlig selv skulde være kommen til stede, at sende dronningen derover;ogdeter da ganske interessant, at den instruktion,dermedgavesdronningen til denne rejse, endnu er bevaret; den kaster ganske godt lys over situationen1). Dronningen skulde først gøre undskyldninger for, at kongen paa grund af Erik Karlsøns skrivelser ikke selv var kommen til landene; dernæst skulde hun forhandle med raaderne dels om ordningen af kautionsgælden, dels om forholdet til grev Gerhard. Hvad det første angik, skulde hun spørge dem, om de havde noget forslag at gøre; ellers skulde hun forhandle med dem om det sidste tilbud:
1) RA. Gem. arch. cap. XII, nr. 58.
Segeberg, Gottorp, Sønderborg etc. frit mod et afslag af 30000 %. Hvad greven angik, da tænkte kongen selv at blive ved landene, og dronningen skulde derfor spørger hvad raad de kunde give ham til at faa greven fjernet i betragtning af den gæld, kongen endnu stod i til hamT og af, at han næppe tænkte at drage bort uden rede penge eller mod, at Liibeck, Hamburg og Liineburg paatogsigkaution.Hvad grev Morits' børn angik, da vilde kongen efter det raad, landenes raader havde givet ham, nu selv paatage sig formynderskabet for dem1). Hvis dronningen ikke kunde komme til noget endeligt resultat,skuldeallesager blive staaende saaledes, som det sidst var blevet bestemt ved Segebergrecessen; dronningenskuldeogsaaforhandle om at afkræve greven regnskab mellem ham og kongen og give erkedegnen hr. Kort besked om at rette sig efter de gamle registre2). Hvis raaderne vedtog disse artikler, maatte dronningen meddele det til grev Gerhard.
Man ser af denne instruktion, hvor fuldstændig kongen er optaget af sin storpolitik mod Sverige, og hvorledes forbindelsermed den svenske adelsmand Erik Karlsøn, der netop lige i begyndelsen af 1470 havde rejst oprør i Sverige,
1) Efter instruktionen følger en fyldig regest eller maaske en afskrift af et brev, dat. Gottorp 1465 10lu, hvori kong Kristiern selv overdrager formynderskabet for grev Morits' børn til grev Gerhard. Dette hænger sammen med den dengang begyndte tilnærmelse mellem kongen og greven; kongen har dengang fundet det formaalstjenligt at samle disse krav paa én haand; nu, under de forandrede forhold, vilde han altsaa som ældst broder selv overtage formynderskabet igen.
2) Ærkedegnen i Slesvig, hr. Gord Gordes, der i disse aar var kongens finansielle tillidsmand, og som af dr. William Christensen noget tidligere endog opføres i rækken af danske kammermestre. Dansk Statsforv. i 15. Aarh. p. 686.
har indgivet ham nyt haab, og hvor rolig han har modtagetde alarmerende efterretninger fra ridderskabet. Han er ganske vist enig med det om, at greven bør fjernes, og for at opnaa dette finder han ogsaa, at den uheldige forening af grevens egne og hans broderbørns krav, som kongen selv tidligere under andre forhold har billiget, bør ophæves; men grev Gerhard selv skal have sine penge, og raaderne maa derfor tænke paa udveje hertil; kongen vil ingenlunde behandle greven som fjende eller holde ham udenfor forhandlingerne. Med kautionisterne vil kongen forhandle paa grundlag af, at de mod et betydeligtafslag i deres krav faa sikkerhed for resten ved at faa nogle af landenes slotte i pant1).
Næppe var dronningen kommen over til landene, før imidlertid ogsaa hun, i tilslutning til ridderskabet, fandt, at situationen var langt alvorligere, at der virkeligvarfare for, at kongen kunde komme til at miste landene. Saa sendte hun bud efter kongen selv, og omkring 20. Juni kom da ogsaa han til2). Greven,
1) Der er næppe grund til at tiltræde Waitz's dom over kongens hele politik i landene, at den var vekslende og under de forskellige krav, der rejstes, blot søgte kongens egen fordel. I virkeligheden skifter kongen kun én gang politik; det er i 1460, da han under trykket af Akselsønnernes frafald nærmer sig greven. Fra da af faar han gradvis større og større tillid til denne, mere og mere udvides grevens magtomraade, til det kulminerer i pantsættelsen. Ridderskabet fremtvinger dennes ophanelse, men dette berører blot den ydre form for grevens stilling, og det er ikke kongen, men greven, der skifter standpunkt ved at forlange pantehylding. Men selv ikke dette, først grevens aabenlyse kamp gør det af med kongens tillid. Og under alt det søger kongen ikke at løbe fra sine forpligtelser; han beskytter kautionisternes krav overfor greven, dennes overfor ridderskabet.
2) Liib. Chron. 11, 328. Nordalb. Stud. V, 80.
der indsaa, at hans skæbne var beseglet, gav sig nu, i tillid til, at han dog havde mange slotte i sit værge og et stort parti for sig, ind i den aabenlyse kamp1). For hans eget vedkommende afsluttedes denne ret hurtigt ved overenskomsten af 3. Aug. Greven lovede her straks atter at overgive Slesvig og Holsten, som han har haft i pant, dog paa regnskab, til kongen; at give afkald paa al pantehylding, som han havde modtaget af landenes indbyggere; at udstede orfejde til kongen og alle andre, med hvilke han havde haft nogen strid, og at overgive til dronningen alle recesser og breve, som han havde, der drejede sig om landene; dog skulde han beholde de gældsbreve, han havde, indtil regnskabet mellem ham og kongen var opgjort. Naar kongen atter havde faaet landene overgivne, vilde han inden 8. Septbr. høre grevens regnskab indtil den dag og udstede sikre gældsbreve til ham for de summer, han endnu blev ham skyldig af landene; saa skulde alle grevens breve atter overgives til kongen. Til gengæld lovede denne, straks naar han fik de slotte, greven endnu havde i sit værge, overgivne, at betale ham 2000 rh. g. i afdrag paa den restsum, han kom til at skylde ham, og G a 10 uger derefter endnu 4000 rh. g. i afdrag; endelig vilde kongen, naar
1) Under skildringen heraf følger Waitz (Nordalb. Stud. V, 81) den liste, som Hvitfeldt (Folioudg. p. 930) meddeler om tidspunkterne for kongens erobring af de enkelte slotte, der endnu vare i grevens haand. Denne liste er dog langt fra paalidelig; den har været til stede i forskellige, ret afvigende former; der ligger vel nok en fælles kilde til grund, men ved afskrivningerer den paa forskellig maade bleven forvansket. Saaledes meddeler Vedel i en note til Roskildeaarbogen denne liste i en form, der afviger ikke lidt fra Hvitfeldts. Rørdam: Monuni. Dan. I, 313 anm. 1.
landenes
overgivelse ganske var fuldbyrdet, atter sætte
greven i frihed1).
Som det vil ses, var denne overenskomst, omend den ikke paa noget punkt gik greven for nær, dog en del ugunstigere end den, kongen tidligere vilde tilbyde ham; men greven kunde takke sig selv derfor; det lille krigeriske mellemspil, han havde arrangeret, maatte gøre kongen mindre velvilligt stemt imod ham. Som overenskomsten var, blev den i den følgende tid fuldbyrdet. Sine afdrag fik greven; 7. Septbr. kvitterede han for de 2000 g., som dronningen betalte ham paa kongens vegne'2); ogsaa de 4000 g. har han sikkert faaet, dog saaledes, at der deraf blev fradraget 2500 g., som dronningen for ham havde betalt til hertuginde Margret e3). I slutningen af Septbr. forlod da greven skuffet landene.
1) Reg. Chr. I, 6. Dipl. Chr. I, 159. Det ses, at man i denne overenskomst med greven er gaaet ud fra, at denne endnu havde landene i pant, altsaa fra grevens eget standpunkt, som han kun en kort tid havde opgivet, men paany indtaget ved at kræve pantehylding. I forbindelse med denne overenskomst staar en række andre breve, der vare følgen af den, nemlig: 3/8 kongen forpligter sig til inden 8/a at høre grevens regnskab og saa give ham sikkerhed for betalingen af restgælden, Reg. Chr. I, 402, Stemann 1. c. 111, 101; kongen lover at sætte greven i frihed, naar denne har tilbagegivet ham de pantsatte lande og udstedt orfejde, Reg. Ghr. I, 454 (urigtig regest), Stemann 1. c. 111, 102; vidnesbyrd om dette forlig, Dipl. Chr. I, 160. 8/s grev Gerhard opgiver al modtagen pantehylding, Dipl. Chr. I, 161, Reg. Chr. I, 7. 21/» grev Gerhard« orfejdebrev, Dipl. Chr. I, 162, Reg. Chr. I, 475. 24A, grev Gerhard erklærer alle kongens breve til ham angaaende landene for magtesløse, Dipl. Chr. I, 163, Reg. Chr. I, S.
2) Reg. Chr. I, 462. RA. Gem. arch. cap. XXX, nr. 32.
3) 1470 21/9 grev Gerhards kvittering for 2500 rh. g., som dronning Dorothea for ham har betalt til hertuginde Margrete af Rendsborg, RA. Gem. arch. cap. XXX, nr. 31. lih kvitterer saa greven for al kongens gæld til ham undtagen den restsum, kongen endnu er ham skyldig for hans ret til landene, Reg. Ghr. I, 464, Dipl. Ghr. I, 164. Kongens kvittering til greven s. d. Reg. Ghr. I, 455. Stemann 111, 102.
Under disse sidste begivenheder havde dronningen spillet en fremtrædende rolle; baade arbejde og penge havde hun ofret for at bringe landene tilbage til kongen. Det er alt nævnt, at hun havde paataget sig at ordne sagen om Rendsborg med hertuginden; 30. Juni var hun enedes med denne om at betale hende 2500 g., som grev Gerhard skyldte hende af slottet, og derefter hvert aar 800 g. som afgift af Rendsborg, der saa 27. Juli paa dette vilkaar af hertuginden overdroges til dronninge n1). Ligeledes er det nævnt, at hun havde begyndt at indløse Sønderborg fra greven; ogsaa dette maa hun have faaet udført, thi 29. Septbr. fik hun dette len i pant paa livstid af kongen for 14000 rh. g., der vel altsaa var den sum, hvorfor greven havde regnet det som pant2). Havde det oprindelig været hendes plan, paa denne maade lidt efter lidt at trænge greven ud af landene, gjordes dette jo ikke længere nødvendigt; i den nærmest følgende tid træder hun da ogsaa noget tilbage; imidlertid var det en meget værdifuld støtte, hun havde kunnet yde sin husbond.
Hvilket
resultat der finansielt kom ud af det hele
1) Nordalb. Stud. V, 81, 84.
2) Reg. Ghr. I, 114. Stemann: Gesch. des off. u. Privatrechts 111, 103. I selve pantebrevet nævnes ikke Ærø som en del af lenet; sikkert hører det dog nu som før med dertil; i et tingsvidne fra Ærø, dat. 1476 lllz, nævnes som tilstedeværende Godske Ranzau, dronningens lensmand paa Sønderborg, og ogsaa i forarbejdet til delingen og i selve delingstraktaten regnes Ærø med til Sønderborg. Stemann 1. c. p. 111. Reg. Chr. I, p. 269. Dipl. Flensb. I, p. 682.
for kongen, lader der sig desværre intet sige om; om den store regnskabsopgørelse mellem ham og greven er der intet bevaret; end ikke det nye gældsbrev kender man. Sikkert er det, at der blev en restsum tilbage, som kongen skulde betale, men hvor stor denne restsum var, ved man ikkex). Det er jo muligt, at kongens gæld til greven virkelig er bleven formindsket under dennes bestyrelse af landene; det er muligt, at ogsaa grev Morits'børni denne tid have faaet betalt afdrag; man ved intet derom. Er kongens gevinst saaledes yderlig usikker, saa er det paa den anden side vist, at saavel pantegældensomden løse gæld forøgedes, thi kongen maatte jo nu selv overtage al den nye gæld, som greven havde stiftet, og for en del af denne udstedte han i den følgendetidbekræftelsesbreve. Den fordel, kongen havde vundet, havde da sikkert mere været af politisk end af
1) Hvitfeldt fortæller (Folioudg. p. 949): Vdi samme Aar, 1474, Segeberg, Mandagen effter Matthæi Evangelistæ, haffver Greff've Geert udgiffvet en Qvittantziarum paa alt den Deel, Kong Ghristiern vaar hannem plictig for det Greffveskabt Holsten, Stormarn, samme Aar forplictet sig Greffven at naar Kong Ghristiern eller hans Arffvinger lade fordre deris Andeel som er Tredie Parten udi de Greffveskabter Oldenburg oc Delmenhorst, som Kong Ghristiern sig den tro Haand offver allene haffver forbeholt, skal den dennem følge. Men atter her har Hvitfeldt, der henfører næsten alle de breve, han kender om disse forhold, til forkerte aar, været meget uheldig; det første her nævnte brev er naturligvis grevens generalkvittering af 1470, der netop er dateret Segeberg, Mandagen efter Mathei evangelist, det andet er et brev af 1454 13/i2 (Dipl. Ghr. I, 53); det passer jo heller aldeles ikke ind i tiden efter 1460. Waitz, der her som overalt følger Hvitfeldt, begaar derfor samme fejl (Waitz 11, 32). I virkeligheden ved man da intet om senere udbetalinger til greven; det ligger da ogsaa na;rmest at antage, at man har anset hans krav derpaa for forbrudte efter hans uheldige angreb i 1472.
finansiel art;
han havde i disse aar ret uforstyrret af
landenes
sager kunnet vende sin hele opmærksomhed
mod
Sverige.
Og i alle forhold var det til største fordel for kongen, at han ved Kiels pantsættelse havde bragt stæderne, og særlig Liibeck, over paa sin side; overalt medvirkede Hamburgs og Liibecks raadssendebud til fordel for kongen; de vare med til at slutte overenskomsten mellem ham og greven, de medvirkede til, at freden i landene blev genoprettet, og vi skulle straks se, hvorledes ogsaa den nye ordning, der blev truffet, næsten ganske fritog kongen for at beskæftige sig med landenes sager; de skaffede ham de nødvendige pengemidler, og da kongen atter drog bort, kunde han uforstyrret anvende al sin kraft paa det store tog til Sverige. Han fik hertil den kraftigste støtte fra stædernes side, ja ogsaa fra enkelte medlemmer af det holstenske ridderskab1). Ved alt dette var der kun den ene fejl, at selve det store hærtog ikke skulde indbringe ham andet end et forsmædeligt nederlag og en nødtvungen fred.
1) Kongens store politiske fordele af forbundet med Liibeck fremhæves her i store træk, fordi endnu Will. Christensen anser aaret 1469 for meget ydmygende for kongen (Unionskgrne p. 424, 432). Det er sandt, at Liibecks venskab maatte købes med nogle forskellige indrømmelser og særlig ved pantsættelsen af Kiel; det er dog vistnok meget tvivlsomt, om kongen eller hans hele samtid følte dette som nogen særlig ydmygelse i en tid, hvor pantsættelser til alle og enhver paa grund af statens stadige pengemangel næsten var den eneste betalingsform. Og rent politisk set var forbundet med Liibeck en stor sejr for kongen; det alene bragte ham over alle vanskeligheder i landene, og at det ikke ogsaa skaffede ham den svenske kongekrone tilbage, var ikke stædernes skyld. Men det store nederlag har ganske bragt eftertiden til at overse, hvor stærk kongens stilling var, efter at han havde vundet Liibeck for sig.
IV. Ordningen 1470.
Allerede inden man paa denne maade affandt sig med greven, var man da ogsaa endelig naaet til en overenskomst med kongens kautionister. Denne overenskomst er det, der indeholdes i Segebergrecessen af 1470 *). Der er i det foregaaende talt saa meget om denne reces, at det her vil være tilstrækkeligt blot at fastslaa dens karakter: naar bortses fra to sager, der særligt vare henviste til voldgiftsdomstolens kendelse, er den en opgørelse alene mellem kongen og hans adelige kautionister i landene og alene af de krav, disse havde at gøre gældende overfor ham netop som hans kautionister; i recessen selv siges, at alle andre fordringer, de maatte have paa kongen, der ikke skrev sig fra deres kautioneren for ham, ere holdte udenfor denne opgørelse.
Voldgiftsdomstolens sammensætning var jo bestemt ved aftalerne i 1469; heri skete blot den forandring, at hr. Strange Nielsøn mødte i bispen af Aarhus' sted; for Hamburg mødte en borgmester og en raadmand, for Liibeck to borgmestre2); dens opgave var at modtage anmeldelser fra kautionisterne om deres krav, paadømme disses retmæssighed og ved fredelig forhandling eller kendelse faa afgjort, hvor meget kongen skulde betale heraf. Ved aftalerne var der jo ogsaa aabnet mulighed for henvisningen af andre krav til voldgiftsdomstolens kendelse; to af kautionisterne benyttede sig heraf, idet Hartich Skinkel hertil henviste spørgsmaalet om erstatningfor14400 $„ han havde haft pant for i Flensborg,
1) Reg. Chr. I, 186. Dipl. Flensb. I, 155. Cf. Nordalb. Stud. V, 80; Waitz 11, 25; Pal.-Muller p. 102.
2) Nemlig Henrik Gastorp og Henrik v. Stiten.
og Wulf v. d. Wisch sit krav paa skadeserstatning for den tvungne afstaaelse af Runthof; begge sager skrev sig fra grev Gerhards regimente. Naar forhandlingerne begyndte, og hvor længe de førtes, er ikke ganske sikkert1), da ingen af de to originaler, hvori recessen er bevaret, er dateret'2); snarest ere de paabegyndte umiddelbart efter kongens ankomst. Det var intet let hverv, der, naar det opfattedes bogstaveligt, var paalagt voldgiftsdomstolen,ogdet havde da ogsaa i 1469 vist sig, hvor vanskeligt det var at foretage denne opgørelse. Der var nu hengaaet indtil ti aar, siden disse kautionsforhold opstod;mennaar og hvor meget havde hver enkelt kautionistvirkeligbetalt? De havde ikke alle kautioneret for lige store summer; vare de end alle fælles om de store kautioner til greverne, saa var der andre, mindre laan, som to eller tre af dem havde kautioneret for, de andre ikke; og naar forfaldstiden kom, hvorledes havde de saa indbyrdes fordelt den sum, der skulde udredes? Kongens oprindelige „forvaringsbreve" vare de fælles om; det er ovenfor nævnt, at enkelte af dem sikkert yderligere havde ladet kongen udstede gældsbeviser for det, de virkelig havde udbetalt3), men det havde næppe alle gjort; i hovedsagen havde voldgiftsdomstolen kun deres egne opgivelserogmere
1) I Reg. Ghr. I henføres recessen efter Dipl. Flensb. til begyndelsen af Oktober; allerede Waitz henfører den dog til slutningen af Juni (Xordalb. Stud. V, 80), og at dette er rigtigst, eller at den i alt fald tilhører Juli maaned, fremgaar af Hamb. Kåmrnr. 11, 442, hvor der er opført rejseudgifter til Henrik Murmester og Paridam Liitke „versus Zegeberge, ad dominum regem", der ere udbetalte mellem 31. Maj og 24. Aug. Disse to mænd nævnes i recessen som Hamburgs repræsentanter.
2) Reg. Ghr. I, p. 282 anm.
3) Cf. ovfr. p. 344 anm. 1.
givelserogmereeller mindre mangelfulde regnskaber at holde sig til. Og hvor meget var der saa i tidens løb afbetalt paa denne kautionsgæld, hvor meget havde de selv som lensmænd tilbageholdt af de udskrevne beder som afdrag? Dertil kom saa de paaløbne renter; kautionisternehavdeselv maattet rejse penge ved laan, og de havde maattet forrente disse laan; hvorledes opgjorde de disse forretningsomkostninger? Ogsaa kursberegninger mellem de forskellige arter af mønt, rhinske gylden, postulatiskegyldenog lybske mark, spillede en vis rolle. I alt dette skjulte sig ogsaa muligheder for svig, og endeligvarealle pengetransaktioner blevne yderlig indviklede i grevens tid.
Det var da sikkert klart for alle, at om en egentlig regnskabsmæssig opgørelse kunde der ikke være tale; formodentlig var det netop det, man havde forsøgt i 1469, og som var slaaet saa aldeles fejl. Paa den anden side ønskede baade kongen og kautionisterne en endelig afgørelse, og disse vare nu villige til en ikke übetydelig reduktion af deres krav, naar blot de saa fik den tilstrækkelige sikkerhed for resten. Om en saadan ordning var der jo efter dronningens instruktion at dømme ogsaa tidligere forhandlet; voldgiftsdomstolens egentlige opgave blev da at virkeliggøre dette.
Kautionisterne opgav i alt deres krav til noget over 141000 |L; der er næppe grund til at formode, at de i nogen nævneværdig grad paa uredelig vis forstørrede deres fordringer, omend man selvfølgelig ikke kan benægte,at en og anden kan have benyttet sig af lejligheden.Man ser af recessen, at fire kautionister opgive deres krav til aldeles samme beløb; sikkert raaa de da have gjort aldeles lige store udbetalinger og beregnet
disse aldeles ens1), hvad der synes at tale imod enhver formodning om egentlig svig; de enkelte fordringer ere i det hele taget af ikke meget forskellig størrelse; mellem den største og den mindste er forskellen kun c. 1500 %2).%2). Og den samlede sum synes ingenlunde for stor. Mortensdag1465 betalte kautionisterne 110000 %; siden den tid havde de indfriet det lybske laan paa 8000 $. og formodentligflere smaalaan, og dertil forrentet de I.loooos. i fire terminer, hvad der maatte være meget kostbart i aar, hvor rentefoden var mellem 6 og 10 %, sikkert nærmest det sidste.
Men selv om kautionisterne nu vare i deres gode ret, naar de forlangte de 141000 $„ vidste de jo dog godt, at de vilde komme til at gøre afslag. Men hvor stort et afslag? Herom var det, striden stod, og det er da meget heldigt, at der i rigsarkivet er bevaret et enkelt blad papir3), der giver oplysninger om de underhandlinger,der gik forud for recessens affattelse, og skarpt viser kongens og kautionisternes forskellige standpunkter. Paa dette ene blad findes optegnelser om, som det synes, ikke mindre end to forskellige forslag, stillede af kongen, og kautionisternes modforslag. Da disse optegnelser naturligvisere meget kortfattede og ufuldstændige, er det næppe muligt ganske sikkert at fastslaa forhandlingernes fremadskriden. Hovedpunkterne komme dog skarpt nok frem. Kongens første forslag gaar ud paa at dække hele
1) De fire kautionister ere: Godske v. Alefeld, Henning Pogwisch, Benedikt v. Alefeld til Tørning og Claus v. Alefeld til Søgaard; hver især opgive de deres krav til 8185 $4/$ 9/2 &.; kun synes Claus v. Alefeld at have glemt de 9'/2 SL Cf. ndf. p. 380.
2) Nemlig Claus Ratlow 9298 # og Wulf Pogwisch 7735 £ 14 /S. Cf. ndf. p. 380.
3) RA. Gem. arch. cap. XII, nr. 58.
kautionsgælden
ved at forhøje pantesummerne for de
betydeligste
slesvigske slotte paa følgende maade:
Meningen var altsaa, at medens de hidtilværende panthavere beholdt deres pantesummer i slottene, skulde forhøjelserne tjene kautionisterne i fællesskab til sikkerhed;i alt udgjorde disse forhøjelser 105000 |L, og af kautionisterne fordredes altsaa et afslag paa c. 36000 $.. Dette første kongelige forslag var blot en nøjere udførelse af det, hvorom dronningen efter instruktionen skulde forhandle med landenes raader, men det behagede uden tvivl aldeles ikke kautionisterne. De ønskede ikke alene sikkerhed, de vilde have betaling. Ved at modtage dette tilbud forbedredes tieres stilling i virkeligheden slet ikke; hvor de tidligere kun havde „forvaring", fik de ganske vist nu pant, men disse anden prioriteter vare saa
1) Senere, 1472 13/i, pantsættes Nordborg til dronningen for 8000$. Reg. Ghr. I, 137 (næppe, som i den kronologiske oversigt formodet, 8000 ru. g., cf. Reg. Ghr. I, p. 269). Hvis denne pantsættelse, hvad man maaske nok tør formode, er følgen af en indfrielse af dronningen for samme sum, skulde Sønderborg med Ærø altsaa her være regnet som pant for 19000 &", hvad der passer meget vel med det ovenfor p. 330 anm. 3 og 4 anførte. Det ses da ogsaa, at der i dette forslag gaas ud fra den a?ldre pantesum for Sønderborg, saa at det maa skrive sig fra tiden før pantsættelsen til dronningen for 14000 rh. g., altsaa er før 1470 29,9, saa at ogsaa dette viser, at recessen ikke kan være affattet i Oktbr.
umaadelig
store, at der næppe var nogen udsigt til, at
de
vilde kunne forrentes af slottenes indtægter, endsige
afdrages.
Kautionisterne selv mødte da op med et ganske andet forslag. De indvilligede i at modtage betaling for en del af gælden i pant, men det skulde ske ved, at pantesummerne for de len, de allerede havde i pant, forhøjedes for hver enkelt; derved vandt de i det mindste den fordel, at deres stilling som pantelensmænd gjordes sikrere. Hver især gjorde da under stadig henvisning til voldgiftsdomstolen tilbud om, hvor meget han „vilde tage paa sit pant"; saaledes vil Henning Pogwisch tage 3000 %. i Tønder ud over de penge, han har deri, og haaber dermed at have tilbudt tilstrækkeligt; i Haderslev vil Henneke Stake tage 2000 $L paa sin halvdel af lenet; den anden halvdel have Godske Ranzau og Schack v. Alefeld, og kongen maa derfor tale med dem derom o. s. v. Men til slut præcisere kautionisterne deres principielle standpunkt: Alle disse forhøjelser ville de paatage sig for at imødekomme kongen, og i afdrag og betaling af den gæld, de have betalt for kongen, om endskønt det falder dem meget svært; de haaber dermed at have gjort et tilstrækkeligt godt tilbud og indstille det fremfor alt til voldgiftsherrernes kendelse. Kun forbeholde de sig for den øvrige gælds vedkommende at maatte beholde og uden hindring faa nytte af deres gode forvaring, og de haabe, at kongen vil være betænkt paa til den kommende Mortensdag at skaffe rede penge for dermed at bistaa dem og deres medkautionister. Anden ordning kunne de ikke gaa ind paa uden evig fordærv1).
1) Alle vorschreuen vpslach willen wij vnserem gnedigsten leuen heren to denste vnde in vorkortinge vnde betalinge vnser schulde de wij vor ziner gnaden betalet hebben vpp vns nemen; wowol vns dat zere vndrechlik is vnde hopen wij dar ane vnt boden vnde setten dat bouen all to irkantnisse der schedesherren; jodoch dat wij vnseres gheld dat wij dar enbouen vpp zine gnade tachter sint vnde dar vor vthe geuen hebben nugaftige vorwaringe hebben vnde der sunder wedderstal bruken vnde de beholden mogen vnde dat zine gnade vpp dessen to kamenden sunte Merten so vppe rede gelt vordacbt wille zin vmme vns vnde vnse medehetere vnde louere to entsettende . . . Anders konen wij id sunder ewich vorderff nergen bringen.
Formodentlig var det, da det viste sig, at kautionisterne stod fast herpaa, at kongen fremsatte et nyt forslag, ganske i overensstemmelse med det første; det drejede sig denne gang om nogle holstenske slotte, og kongen foreslog, at
Saaledes vilde man vinde 25000 $.. Det er ikke ganske sikkert, hvad der var meningen med dette forslag,eller paa hvilket tidspunkt det er fremsat; i alt fald er det sket, før kautionisternes forslag optegnedes i sin endelige skikkelse; thi deri gives ogsaa svar herpaa. Maaske har kongen ment derved at ville friste kautionisternetil at gaa ind paa princippet i hans forslag. Disse 25000 $. anden prioriteter i holstenske slotte skulde maaske lægges til de 105000 % i slesvigske, saa at der kun krævedes en reduktion af lidt over 10000 $. Snarest har det dog været et forslag om den maade, hvorpaa der kunde skaffes rede penge, og det var da meningen,
at de, der havde disse slotte i pant, skulde yde kongen saa meget mere i laan. Men dette mødte stærk modstand; Wulf Pogwiseh vilde nok tage 2000 $. paa Haseldorfog Didrik Blome og Henrik v. Alefeld 3000 % paa Trittau, men Claus Rantzau fandt, at Pløn var sat ham alt for højt og indstillede dette til voldgiftsdommernes kendelse; Claus Ratlow bad, om han saa ikke hellere maatte faa sin pantesum i Hanrau udbetalt.
Der var da ikke andet at gøre end at gaa ind paa kautionisternes forslag. Men for at sætte dette igennem maatte de finde sig i en stærkere reduktion; havde der oprindelig været tale om en reduktion paa 30000 %, saa blev den i den endelige reces paa hen ved 45000 $„ idet den samlede gæld reduceredes fra 141294 % 2 f& 2 \ til 97600 %.
Denne reduktion udgjorde saaledes c. 31 % af den samlede gæld, men for de enkelte krav var reduktionen yderlig forskellig, varierende fra c. 17 % (Luder Rumor) til c. 53 °/o (Hartich Skinkel). Det er ikke muligt at sige noget bestemt til forklaring af denne forskellighed i behandlingen af de enkelte krav; reduktionen har formodentlig været afhængig af, hvor gode bevisligheder hver enkelt kautionist tilfældigvis var i besiddelse af; maaske have ogsaa personlige hensyn gjort sig gældende.
I recessen selv bestemmes, at Henrik Ranzau, der har Kohof i pant for 9000 $„ i stedet for skulde have Aabenraa i pant, for at Kohof saaledes kan tjene til pant for noget af kongens gæld; at kongen skal formaa Godske Ranzau og Schack v. Alefeld til at laane ham yderligere hver 1000 % i Haderslev, og at Claus v. Alefeldsbroderbørn skulle forhøje pantesummen for Lundtofteherredved et yderligere laan af 2000 %.. Den endeligeopgørelse,
ligeopgørelse,der omfattede alle
kongens kautionister
undtagen Joachim v. Buchwald1),
kom da til at se saaledesud,
som oversigten p. 380
viser.
Udenfor recessens samlede opgørelse holdtes de to særlige krav, der vare henviste til voldgiftsdomstolens kendelse. Herom bestemtes, at Hartich Skinkel for 10000 % skulde tage de godser, der vare købte i Angel, o: Stenbjerggaard, medens han for de 4400 % skulde have kongens breve, hvori der skulde fastsættes betalingsterminer;Wulf v. d. Wisch fik tilkendt en skadeserstatningpaa 2000 %; de lagdes til de 6000 #, der tilkendtes ham for kautioneren, og Runthof gaves ham i pant for alle 8000 $.. Men voldgiftsherrerne nøjedes ikke med at fastslaa kravene og bestemme, hvilke der skulde dækkes ved pant, og hvilke der burde indfries ved rede penge; de traf ogsaa bestemmelser om, hvorledes denne indfrielse skulde gaa for sig og gav saaledes grundregler for den fremtidige afvikling, skitserede en hel finanspolitik.Den del af kautionsgælden, der skulde indfries, beløbsig lait til 56500 $.. Af disse maatte kongen førstkommendeMortensdag mindst betale 16500 % eller saa omtrent, efter den aftale, der var truffen mellem ham og kautionisterne; tilbage stod da omkring 40000 %. Til indfrielse af disse skulde der næste aar paalægges en
1) Man hører ikke noget om, hvorledes kongens gæld til ham afvikledes; først langt senere ser man, at det i det mindste delvis maa være sket ved, at tolden i Pløen pantsattes til ham. Blandt de gottorpske membraner i RA. er der nemlig bevaret brev af 1488 6~~13/i,6~~13/i, hvori Tade Pogwisch, Hans Pogwisehs enke og Anna Plessen, Helmerk v. Plessens hustru, sal. Joachim v. Buchwalds døtre, takke kong Hans og hertug Frederik for god betaling og overgive til dem tolden i Ploen, som har været pantsat af kong Kristiern I til deres fader.
1) I recessen selv angives summen af kravene til 141394 tf 13 ji, medens afkortningen angives til 43684 # o /5 (5 St (er: 43694 tf 2 [S 2 Sk); dette beror naturligvis paa fejlregninger; facit bliver i recessen trods dette det samme, 97600 tf.
2) I recessen faar Wulf v. d. Wisch i alt tilkendt 8000 tf, men heri er indbefattet skadeserstatningen for afstaaelsen af Runthof; efter summen af de anerkendte krav, 97(500 tf, kan man se, at hans kautionskrav er blevet fastsat til 6000 tf, skadeserstatningen til 2000 tf.
3) Dette er det eneste sted, hvor recessen ikke synes helt for- staaelig; om disse 4000 $.* bestemmes nemlig, at deraf skal Hartich Skinkel have 3000 JC i Flensborg, medens han skal have 1000 $ „van den gelde, dat uppe de pande gedan vvert"; da denne post blev afgjort i recessen, har det da maaske været, meningen, at han skulde have 1000 #" af de 2000, hvormed Claus v. Alefelds broderbørn skulde forhøje pantesummen for Lundtofteherred; men dette er sikkert senere opgivet, og Hartich Skinkel fik da alle 4000 # i Flensborg.
bede, og kongen skulde give kautionisterne sikkerhed for, at denne bede kun skulde "anvendes hertil. Desuden skulde kongen stille kautionisterne Flensborg slot og len som underpant, og en af dem skulde indsættes der som lensmand paa alles vegne.
Tiden umiddelbart efter recessens affattelse hengik ganske med kampen mod og den endelige overenskomst med grev Gerhard; først i begyndelsen af Oktober kunde man paabegynde fuldbyrdelsen af recessens bestemmelser. Først maatte der udstedes en række nye pantebreve; saaledes 2. Oktbr. til Henrik Ranzau paa Aabenraa len og Brunlund slot for 24000 I-1), til Key Ranzau paa Liitjenburg by for 2600 $L 2),L2), til Wulf Pogwisch paa Haseldorf for 11000 &3);&3); 4. Oktbr. fik Henning PogwischTønderi
1) Nemlig de 15000 $*, hvorfor Aabenraa tidligere stod i pant, + de 90(30 #, han havde haft i Kohof. Reg. Ghr. I, 119.
2) Byen Liitjenborgs forhold til Pløn synes ikke ganske klart. 1460 8/5 havde Claus Ranzau faaet begge i pant for 7400 $" (Reg. Chr. I, 93), men inden forhandlingerne om recessen i 1470 siges Pløn at være pant for kun 6000 $. Maaske vare da de 1400 $ overførte til Liitjenburg og derfor givet Key Ranzau i pant. I recessen forhøjes pantesummen med 600 ,2c; den skulde da herefter kun blive paa 2000 $. Men maaske har kongen tidligere eller nu yderligere laant 600 $ paa pantet. Reg. Chr. I, 120.
3) Dette beløb er den tidligere pantesum + recessens forhøjelse, men allerede 18. Oktbr. udsteder kongen et nyt pantebrev paa Haseldorf paa 12000 $ til Wulf og hans broder Bertram Pogwisch. Maaske har da Bertram nu laant kongen 1000 #og herfor faaet pant i slottet. Reg. Chr. I, 121, 127.
wischTønderipant for 28000 $„ 12. Oktbr. Henrik v. Alefeld og Didrik Blome Trittau for 14000 $L, 18. Oktbr. solgtes Stenbjerggaard i Angel og andet gods til Hartich Skinkel for 10000 %*). Det var dog ikke i alle tilfælde, at der allerede paa dette tidspunkt udstedtes breve, først i 1473 18. Febr. fik Claus Ratiow kongens brev for, at den sum, hvorfor han havde Hanrau og Itzehoe i pant. efter recessen af 1470 skulde forhøjes med 2000 %; 147;! 7. Juni fik Henneke Stake brev paa forhøjelsen af pantesummeniHaderslev med 4000 %, og først 1480 26. Aug. fik Claus v. Alefeld til Søgaard pantesummen for Lundtofteherredforhøjetfra 11060 % til 13060 %; det bemærkesherudtrykkeligt, at disse 2000 $. bleve ham tilkendte1470,men at han endnu ikke har faaet brev derpa a2). Hvad recessens andre pantebestemmelser angaar, synes der ikke bevaret breve herom; af et senere brev og af den summariske opgørelse i registrum Chr. I faar man dog meddelelser om deres fuldbyrdelse; saaledes ses Runthof at være pantsat til Wulf v. d. Wisch for 8000 & før 1476 26. Juli3); efter opgørelsen er Brunstorppantsattil Ditlev v. Buehwald Ditlevssøn for 5 eller 6000 $„ og sammesteds siges om Kohof, at det er pantsatefterbreve, af hvilke man dog ikke har kunnet finde
1) Reg. Ghr. I, 122, 125, 128.
2) Reg. Chr. I, 139, 147; Dipl. Ghr. I, 234; Stemann 1. c. 111, 109.
3) Reg. Ghr. I, 162. Under denne dato forhøjes pantesummen med 2000 $, af hvilke Wulf v. d. Wisch har laant kongen de 1000 # og betalt de 1000 # til afdøde Eggert Frille som erstatning for dennes krav paa godset. Kongen har i 20 aar ret til at indløse det for 10000 $, men derefter skal det betragtes som solgt. De 1000 # havde Wulf v. d. Wisch 1465 «/s betalt til Eggert Frille med 700 rh. g. Stemann: Gesch. des off. u. Privatrechts 111. 93 cf. 92; 112.
kopier, og at nu Jesper v. Buchwald Ditlevssøn har det i pant for 12000 $.x). Sandsynligvis er da ogsaa Emeke Wonsfletes gods købt af Godske v. Alefeld for 2000 #, skønt intet brev eller vidnesbyrd er bevaret derom. Derimodsynesdet rigtignok, som om Benedikt v. Alefeld til Tørning ikke har faaet noget brev paa forhøjelse af sin pantesum i de tre herreder; de vare 14G0 16. April pantsatte til ham for 12400 $„ og for omtrent samme beløb angives de som pant i registrets opgørelse2).
Saaledes fuldbyrdedes da den ene del af recessens bestemmelser; Mortensdag skulde det kontante afdrag paa c. 16000 % betales og Flensborg gives kautionisterne i pant for de 56500 $.. Dette sidste skete allerede 10. Oktbr., dog med den forandring, at slottet ikke overgaves direktetil kautionisterne, som recessen bestemte, men derimodtil Liibeck og Hamburg, der skulde holde det til kautionisternes haand indtil 1472 6. Jan.; hvis til den tid hele summen var kautionisterne udbetalt af beden eller paa anden maade, skulde slottet atter overgives til kongen, men hvis den ikke fuldstændig var betalt, og hvis kautionisterne eller fire af dem med fuldmagt fra
1) Reg;. Ghr. I, 183. Brunstorp havde i sin tid Ditlev v. Buchwald som lensmand paa Segeberg paa kongens vegne købt af Bertram v. Buchwald. Købesummen havde han sikkert aldrig faaet erstattet, og 1464 1. Septbr. gav kongen ham da ret til atter at sælge dette gods. Men heller ikke dette er sket. og resultatet blev da, at Ditlev v. Buchwald selv beholdt det. i pant for købesummen + de 1500 #"; derfor 5 å 0000 $>'; Beg. Chr. I, 343.
2) Nemlig 1-2000 #. Beg. Chr. I, p. i>69. Forskellen i summens størrelse beror dog sikkert blot paa en unøjagtighed. I selve delingsbrevene nævnes ingen pantesum; her ere de tre herreder optagne blandt de krav, som kongen og hertugen i fællesskab forbeholde sig deres stilling til; trykt Zschr. der Ges. fur Gesch. der Herzth. IV, 298.
de andre til den tid krævede slottet udleveret, skulde det af stæderne overgives til dem. I brevet1), der udstedtesherom, meddeltes, at stæderne havde antaget disse vilkaar og overgivet slotsloven til grev Morits af Pyrmont; derimod siges der ikke et ord om, hvorfor man saaledes fraveg recessens bestemmelser. I det hele taget er der ikke fra 1470 bevaret flere breve eller andre kilder, der kunne give oplysning om de videre finansielle begivenheder i dette aar. Der vilde da her være et stort hul i vor viden, om man ikke ud fra den følgende tids begivenheder og breve kunde konstruere det manglendeog paa denne maade baade faa svar paa, hvorfor stæderne skubbedes ind som mellemled, og skitsere den endelige ordning.
Sikkert fik kautionisterne deres penge. Da nemlig i 1480 den sum, hvorfor de havde pant i Flensborg, paany opgjordes, beløb den sig til 40500 $.2);.2); siden 1470 var den altsaa formindsket med 16000 |L, netop det afdrag, der var bestemt i recessen. Disse 16000 % vare altsaa betalte, og der er ingen grund til at nære tvivl om, at de ogsaa bleve betalte 1470. Af opgørelsen i 1480 ser man ogsaa, hvorledes afdraget fordeltes: uanset kravenes forskellige størrelse fik hver af de 16 kautionister 1000 $„ saa at kongen derved fuldt indfriede gælden til to af dem3).
Der kan heller
ingen tvivl være om, hvorledes kongen
skaffede disse
penge; der er fra en senere tid vidnesbyrdnokom,
at
han i 1470 i Liibeck optog et laan paa
1) Dipl. Flensb. I, 156.
2) Dipl. Flensb. I, I(>9.
3) Xemlig Ditlev v. Buchwald og Benedikt v. Alef'eld til Tørning, cf. ovfr. p. 3<SO.
16500 $„ og af den maade, hvorpaa dette laan stadig ses at staa i forbindelse med beden af 1471 og Flensborgslot,kan der ingen tvivl være om, at laanet optoges,forat kongen kunde betale afdraget. Sagens gang var da følgende: da terminen, Mortensdag, nærmede sig, viste det sig, at stæderne, der havde deltaget i mæglingen,ogsaamaatte paatage sig at skaffe pengene til det kontante afdrag ved et laan, der dog skulde tilbagebetalesefteret aars forløb; som sikkerhed forlangte de sig blot Flensborg overdraget, indtil laanet var tilbagebetalt;kautionisterne,der i stædernes bistand saa den eneste udvej til at faa deres penge, gik ind herpaa, og 10. Oktbr. fandt denne overdragelse sted. Det var næppe let at skaffe et saa stort laan til veje til en konge, der ikke kunde glæde sig ved at nyde stor tillid; det lykkedes clog Liibecks raad at faa laanet rejst hos gejstlige stiftelser og dets egne medlemmer, og i begyndelsen af December fik kautionisterne deres penge. Men laanebetingelserne vare efter tidens sædvane meget skrappe; ikke saa meget fordi laanet skulde tilbagebetalesijulen 1471, eller fordi der skulde svares 7 °/o i rente, som ved den sikkerhed, der forlangtes: til sikkerhedforrentebetalingen maatte kongen stille 1155 % af indtægterne af Segeberg, for laanets tilbagebetaling klenodier,somman laante af dronningen, og en kautionsforpligtelseistrengeste form, indlager, fra hovedmængden af selve de adelsmænd, hvis krav paa kongen delvis skulde dækkes ved laanet1). Denne forpligtelse besegledes10.Decbr.; ved denne tid var laanesagen da
1) Nemlig, som det synes, alle kautionisterne undtagen Benedikt v. Alefeld til Tørning og Wulf v. d. Wisch.
gaaet i orden —
men kongens kautionister havde kun
ved paany selv at
kautionere kunnet skaffe sig betaling1).
Med alt dette var recessen dog ikke helt fuldbyrdet, dens mening var ikke blot at tilfredsstille øjeblikkets krav, der var i den skitseret en fremtidig reorganisationspolitik.Ikke blot de 16000 %, nej, alle 56500 % skulde i en nær fremtid tilbagebetales, derfor bestemte den udtrykkeligt,at kun hertil maatte den bede, der skulde udskrives i 1471, benyttes. At dette virkelig gennemførtesblev end mere magtpaaliggende ved optagelsen af det lybske laan, det var klart, at dette laan, der var brugt til det første afdrag paa kautionsgælden, først maatte indfries af beden, før der kunde blive tale om yderligere afdrag. Naar nu kongen drog bort for at iværksætte det svenske tog, svandt ethvert skin af en fastere centralstyrelse i landene, forholdene krævede da, at man fandt en mand, til hvem man under en eller anden form kunde overdrage forvaltningen af landenes finanser eller foreløbig i det mindste beden. Mere end andre ønskede sikkert kongen dette — derved gjordes hans hyppige nærværelse mindre nødvendig, netop derfor havde han gjort det uheldige forsøg med sin broder Gerhard. Og manden var det ikke vanskeligt at finde, ingen nød sikkert i de dage en saa almindelig tillid fra alle sider som bisp Albert Krummedige af Liibeck. Selv tilhørte han og hans slægt landenes adel og netop dette havde været en væsentlig grund til hans valg til biskop i 1466, som biskop kom han i det nærmeste forhold til Liibecks raad og borgere, og allerede 1465 nævnes
1) Fremstillingen her hviler paa det senere gældsbrev af 1471, '25.—31. Decbr. — Reg. Chr. 1, 138 — der nedenfor nærmere skal omtales.
han som kongens svorne mand og raad. Sikkert var han tillige en mand, der havde evne og vilje til at vinde dem, med hvem han kom i berøring; sin embedstiltrædelse havde han straks fejret ved pragtfulde gæstebud for den ham undergivne gejstlighed, for det lybske raad og holstenskeog mecklenburgske adelsmænd med deres damer1). Som lybsk biskop havde han været selvskreven til at deltage i forhandlingerne i 1470 og han havde her spillet en hovedrolle; til ham var det nu, at bestyrelsen af landenes finanser delvis overdroges.
Det er ikke ganske let bestemt at angive indholdet af og grænserne for det hverv, der overdroges bispen; der er ikke bevaret og vel heller aldrig udstedt noget brev, hvorved han indsættes i en eller anden officiel stilling eller under en eller anden form faar en ekstraordinærmyndighed overdraget. En antydning herom findes ganske vist i en bestemmelse i recessen om at alle skadesløsbreve, fordringsbreve eller løftebreve, der vedrørte kautionsgælden, skulde til begge parters ■— kongens og kautionisternes — tro haand deponeres hos bispen af Liibeck, forblive hos ham indtil recessen var fuldbyrdet og saa overgives til kongen2). Alligevel vilde man dog ikke ud af denne bestemmelse kunne formode noget om den stilling, bispen i den følgende tid kom til at indtage, og i virkeligheden har man da ogsaa hidtil været ganske uvidende derom3). Hvad der giver oplysningherom, ere nogle regnskaber fra bispen til kongen, der ere bevarede i rigsarkivet og som nedenfor nærmere skulle omtales, fordi de ere hovedkilden til landenes
1) Liib. Chron. 11, 291. Quellensamml. der schhv.-holst.-l. Ges. 11, ir>.
2) Reg. Chr. I, p. 282.
3) Saaledes Biografisk Lex ir. IX. 544.
finansielle historie i det følgende tiaar1). Af dem ser man, at det i dette tidsrum var bisp Albert, der havde hovedstyrelsen af landenes finanser, der modtog i det mindste den væsentligste del af bedeindtægterne, der indfriede laan og betalte renter, og at han med denne stilling som finansforvalter forbandt stillingen som lensmandpaa Segeberg, der fra begyndelsen af aaret 1471 var ham overdraget som regnskabsien. Der kan efter det tidligere anførte ingen tvivl være om, at det først og fremmest var kautionisterne, der havde ønsket, at bispen overtog denne stilling, netop i recessens bestemmelseom brevenes overdragelse til ham kan man nu se en antydning om, at en saadan ordning allerede var paatænkt ved recessens affattelse; de haabede derved at sikre reorganisationspolitikkens gennemførelse; men kongen gik gerne ind herpaa, han haabede i bispen en dygtig finansminister.
Bispen kom iøvrigt ikke til at være ganske ene om alt dette, det er af hans regnskaber og andre vidnesbyrd klart, at der gaves ham en hjælper i Peter v. Alefeld. Denne mand, der i den sidste bevægede tid havde været lensmand paa Segeberg2), blev, da dette slot gik over til bispen, gjort til lensmand paa det andet hovedslot i landene: Gottorp; han skulde understøtte bispen i hans arbejde og fik, omend i mindre omfang, samme hverv som han. C Fortsættes.)
(Fortsættes.)
1) R. A. Regnskaber fra kong Christ. I's tid.
2) Efter overenskomsten mellem kongen og greven af 1470 10h Dipl. Chr. I, 157 cf. Reg. Ghr. I. 461.