Ved Professor Gustav Storms Død den 23. Februar 1903 mistede den nordiske Historieforskning en af sine betydeligste Kræfter. Som P. A. Munch, hvis Arvetager Storm i saa mange Henseender var, kaldtes han bort i en forholdsvis ung Alder (han var født 18. Juni 1845), men om ham som om P. A. Munch kan det siges, at de ved deres overordentlige Arbejdskraft havde udfoldet en saa rig og frugtbringende videnskabelig Virksomhed, som om et langt Liv var ble ven dem forundt.

Gustav Storms Navn er uløselig knyttet til Snorre og „Heimskringla". Det danske Videnskabernes Selskab havde fremkaldt, prisbelønnet og udgivet hans Arbejde Snorre Sturlassøns Historieskrivning (1873); efter at Storm senere i talrige Afhandlinger havde givet Bidrag til Forstaaelse af Enkeltheder i Heimskringla, udgav han sin ypperlige Oversættelse Snorre Sturlasøns Kongesagaer, ledsaget helt igennem af oplysende Noter. Kort efter at den var udkommet i en Pragt- og en Folkeudgave, bevilgede Stortinget (1900) et Tilskud til, at Bogen tillige kunde udkomme i en Nationaludgave paa Landsmaal og paa Bogmaal og sælges til en meget billig Pris (denne tryktes i 70,000 Exemplarer). Saaledes vil denne Bog sprede Kundskab til Norges ældste Fortid viden om og faa en overordentlig folkeoplysende Betydning.

Til Storms store Fortjenester hørte, at han ufortrødent bragte Historikere og Filologer det Materiale, hvorpaa de trygt kunde arbejde. Enten fandt han nye historiske Kilder — som Peder Glausens „Norges Beskrivelse" — eller han udgav allerede velkendte Kilder efter det omhyggeligste Studium af de bevarede Haandskrifter og deres indbyrdes Forhold. Storm havde Opmærksomhedenisær henvendt paa de Kildeskrifter, der ved Siden af den egentlige Sagalitteratur belyse den ældre Historie, saaledes — foruden Sigurd Eanessøns Proces (1877) -- En Tale mod Biskoperne (1885), Monumentet historica Norvegice (1880), Regesta Norvegica I (1898), ligesom han afsluttede Udgaven af Norges gamle Love med dette Værks 4. og 5. Bind

(Glossariet i det sidste Bind er dog udarbejdet af Ebbe Hertzberg).En betydelig Del romerske Oldbreve bleve indsamlede af Storm under et Ophold i Rom 1895 — 96; de er blevne udgivnedels i Afgifter fra den norske Kirkeprovins (1897), dels i det norske Diplomatarium.

Storm besad grundig filologisk Indsigt og en aldrig svigtende Sprogsans — han var Medstifter af Arkiv for nordisk Filologi og i de sex første Aar dets Hovedredaktør — hvorfor lians Udgaver i lige Grad paaskønnedes af Historikere og Sprogmænd. Denne Udgivelse af Kildeskrifter gav tillige Storm, som altid paa det nøjeste satte sig ind i Kildens reale Indhold, Lejlighed til talrige skarpsindige lagttagelser og Enkeltundersøgelser.

Af Storms Skrifter indenfor de forskellige Omraader af Historien skal nævnes Sagnkredsene om Karl den Store og Didrik af Bern hos de nordiske Folk (1874), Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie (1878); for hans Studier over Vinlandsrejserne (i Aarbøger for nordisk Oldk. 1887 og andensteds) tilkendte Vitterhetsakademien i Stockholm ham en af en Amerikaner udsat betydelig Pris. Til videnskabelige Tidsskrifter har Storm givet en lang Række Meddelelser og Studier; her er særlig Grund til at nævne de mange værdifulde Afhandlinger, det norske Historisk Tidsskrift har indeholdt fra hans Haand. Af mere populær Natur vare hans otte Forelæsninger over Marie Stuart og Christopher Columbus og Amerikas Opdagelse.

Storm besad udmærkede pædagogiske Evner og forstod som Universitetslærer ypperligt at vejlede de Unge i deres Studier, hans store praktiske og administrative Dygtighed blev i høj Grad benyttet af Universitetet og Regeringen; han var fra 1884 Kristiania-Videnskabsselskabets Generalsekretær. Saaledes har Norge i mange Henseender lidt et haardt Tab ved Storms Bortgang. I Danmark vil man med Taknemlighed erindre, hvad Storm har udrettet for Nordens Historie, og mange ere de Danske, som tillige bevare et personligt Minde om den elskværdige og hjælpsomme Videnskabsmand. Joh. Stp.

30. Oktbr. 1902 døde den franske Kunsthistoriker Eugene
Mttntz, 57 Aar gammel. Han, der 1885 —93 som Taines
Efterfølger beklædte Pladsen som Professor i Kunsthistorie ved

École des beaux-arts i Paris, havde erhvervet sig et meget anset Navn ved sine grundige og kundskabsrige Værker, der navnlig behandlede den italienske Renæssancetid. Vi skal imellem dem nævne: Raphael (1881), Histoire de Vart pendant la renaissance T. 1—3 (1889 — 95), Florence et la Toscane (1897), Leonard de Vind (1899) og Rubens (1900).

Den 5. Marts 1903 døde Gaston Paris, Directeur for College de France, Medlem af det franske Akademi. Den romanske Filologi lider et stort Tab ved, at dens Mester — saaledes som alle Landes Filologer anerkendte ham for at være — kaldtes bort, kun 64 Aar gammel. Med Vemod vil Budskabet om hans Død blive modtaget af langt videre Kredse end Romanisternes, idet Gaston Paris ikke blot var den store Sprogmand og fortrinlige Kender og Fortolker af de romanske Landes Litteratur, han fulgte med Bevægelser paa Filologiens og Litteraturens Omraade rundt om i Landene, og ved sine talrige Redegørelser og Anmeldelser i Journal des Savants og i de med hans Bistand ledede Tidsskrifter Romania og Revne critique vejledede han om den videnskabelige Virksomhed i Udlandet paa mange Omraader, idet han samtidig udtalte sin egen lærerige, ofte dybtgaaende, altid humane Dom. Af hans Skrifter skal her kun nævnes Histoire poétique de Charlemagne (1865) og La poésie du moyen age (1885). I dem som i hans talrige Afhandlinger mærkes hans skarpe Kritik og sunde Sans, der holder ham lige langt fra det fantastiske og det nøgterne, hans beaandede Opfattelse og hans samvittighedsfulde Søgen efter Sandhed. Joh. Stp.