7. 1074? - 1076? Svar til Prof., Dr. jur. Joh. Steenstrup.

I det foregaaende Hæfte af dette Tidsskrift har Prof. Joh. Steenstrup forsøgt at hævde Rigtigheden af den Anskuelse, han tidligere havde gjort gældende med Hensyn til Svend Estridssøns Dødsaar, og meget skarpt tilbagevist den Kritik af hans Opfattelse, som jeg har fremsat i Aarb. f. n. Oldk. 1899 H. 2. — Jeg skal nedenfor saa kort som muligt søge at vise, at det Grundlag, hvorpaa Prof. S. bygger sine Indvendinger, ikke holder Stik.

Jeg ankede over, at Prof. S. uden Grund tillagde de danske Kilder besynderlige Modsigelser, og søgte at vise, at disse kun fremkom, fordi Professoren valgte et urigtigt Udgangspunkt for sin Undersøgelse, idet han kritiserede Kildernes afvigende Angivelser om Kongens Regeringstid ud fra en ganske vilkaarlig Fastsættelse af det Tidspunkt, paa hvilket Kong Svend med Rette kunde kaldes Konge i Danmark. Naar en Mand — dette omtrent var mit Raisonnernent — i Løbet af nogle Aar fra Kronprætendent arbejder sig frem 'til en übestridt Herskerstilling, saaledes som Svend Estridssøn gjorde, vil der vel altid blandt hans Samtidige være afvigende Meninger om, fra hvilket Tidspunkt hans Kongemagt rettest bør dateres. I saadanne Tilfælde har Kritikeren efter min Formening kun den Opgave at fastslaa og, om muligt, forklare Kildernes afvigende Opgivelser. — At man under dette Arbejde maa anvende samme Enhed og Maalestok, som vedkommende Kilde selv anvender, er klart. Muligvis kommer man herved snart til at regne med hele Aar snart med Regeringsaar^x);

---

1) Roskildekrøniken regner efter dens egen Opgivelse med Regeringsaar smlgn. S. r. D. I p. 378: „Interea glonosus rex Sveno Magnus in Jutia obiit anno do-minice incarnationis MLXXIV anno regni sui XXXI eet". Kongerækken foran Necrologium Lundense (S. r. D. I, 425) har „Sveno Magnus rex MLXXIIII". (o:JjDødsaaret). Ovenover dette er i Haandskriftet tilføjet „f. r. XXX* o: feliciter regnavit triginta annos. Her viser Udtrykket, at Forfatteren benytter hele Aar som Enhed.

derved er intet at gøre, og det forekommer mig at være lige umotiveret, naar Ræder, hvis Ord citeres, klager over. at saaledes „kan man faa næsten alt Muligt til at passe" og Prof. S. selv hævder, at „Ad denne Vej komme vi virkelig ikke et Skridt videre". Ad denne Vej kommer man netop til det rigtige Resultat, at der i Samtiden har hersket afvigende Meninger om den Ting.

Dog — herom bliver Prof. S. og jeg vel aldrig enige. Noget nyt Revis for Rigtigheden af sit Standpunkt, der nu som føv forekommer mig uforstaaeligt, har har han ikke fremført.Det skulde da være, at han selv betragter sine Remærkningerx) om den danske Kronologis Umulighed for dette TidsrumsVedkommende som et saadant. — Hvis Prof. S. paa det anfør Le Sted ved Udtrykket „dansk Kronologi" forstaaren ensartet systematisk Ordning af Regivenheder efter Tidsfølgen for de danske Kilders Vedkommende, skal jeg med stor Glæde indrømme ham, at man absolut ikke kan tale om nogen dansk Kronologi, hvad dette Tidsrum angaar. Jeg ved heller ikke, at jeg nogetsteds har hævdet Eksistensen af en saadan'²). Hans Kritik paa dette Punkt er derfor, hvis han har tænkt sig den rettet mod mig, et Slag i Luften. Thi det har altid været min Anskuelse, at man, hvor det drejer sig om Efterretninger i vore middelalderlige Kilder, særlig da Annalerne, nøje maa prøve hver Angivelse enkeltvis paa dens Værd og navnlig vogte sig for almindelige Domme. Dette Princip har jeg ogsaa fulgt i det foreliggende Tilfælde, og da

---

1) P. 238.

2) De to Steder i min Afhandling, p. 139 og J43. hvor jeg uden nogen nærmere Bestemmelse (som f. Eks. S nor res danske Kronologi) anvender Udtrykket dansk Kronologi, freingaar det tydeligt nok af Sammenhængen, at derved kun forstaas kronologiske Data i danske Kilder.

Opgivelserne i det omstridte Spørgsmaal aabenbart gaar tilbage til samtidige Nekrologier, hvis Tilforladelighed maa siges at være uomtvistelig, har jeg anset og anser endnu stadigt 1074 for Kong Svends Dødsaar.

Endvidere gjorde jeg gældende, at den Fremgangsmaade, Professoren fulgte ved Benyttelsen af de islandske Kilder, ikke var methodisk. Eller er det virkelig forsvarligt at stille saa sene Kilder som Snorre¹), ikke at tale om alle de islandske Annaler, op som fuldgyldige Vidnesbyrd mod samtidige eller dog saagodt som samtidige Efterretninger uden den nøjeste Prøvelse af, hvorfra deres Opgivelser i dette Tilfælde stammer ? Og er der nogensomhelst Rimelighed i — ligeledes uden nærmere Bevis — at betragte de islandske Annaler fra det 14de og følgende Aarh. som selvstændige Bærere af en gammel Tradition?

Paa denne væsentlige Indvending svarer Professoren slet ikke. Jeg vilde sætte megei\Pris paa at faa oplyst, hvad han mener at kunne anføre til Støtte for den Fremgangsmaade, han her har fulgt.

Af hans Replik2) synes det nemlig at kunne sluttes, at han i sin Vurdering af disse Annalforfatteres Skønsævne og Selvstændighed indtager det samme Standpunkt som forhen: De islandske Aarbøger har hist og her Efterretninger laante fra visse danske Annaler. Prof. S. slutter deraf, at ogsaa den danske Tidsansættelse for Svend Estridssøns Død 1074 har foreligget dem, men at de har forkastet den som urigtig og, ligesom han selv, anset 1076 for det rette Aar. Det er meget muligt; men hvilken Betydning har det vel for os, at islandske Annalforfattere fra det 14de Aarh. antager, at 1076 var Svend Estridssøns Dødsaar? Vi kan jo slet intet bygge derpaa, da vi ikke kender deres Grunde, hvis de da overhovedet har haft andre Grunde end den rent autoritære, at deres HovedkildeSnorre

---

1) Snorre er først opført som Hjemmelsmand for 1076 i Professorens Replik (p. 237). Deter mig ikke rigtig klart, hvad Granden er til, at Prof. S. rent forbigik ham i sin første Afhandling.

2) P. 237.

kildeSnorreholdt paa 1076. Det er vist næppe raadeligt at
tillægge disse Forf. formegen Vejen og Vragen.

Vi kommer nu til del eneste Argument af nogen Betydning, man har kunnet fremføre mod 1074- som Sv. E's Dødsaar: de to Pavebreve til Kongen af 25/i og xl!i 1075. — Jeghævdede i min Afhandling og hævder endnu stadigt, at da Gregor afsendte Brevet af 17_/4 1075 vidste han, at Skrivelsen af Januar s. A. ikke havde naaet sit Bestemmelsessted. Altsaa — sluttede jeg — har han i det højeste faaet Svar paa det sidste af de to Breve, og det tidligste Tidspunkt, paa hvilket han har kunnet erfare Kong Svends Død, var ved Modtagelsen af dette Svar.

For at forklare det lange Tidsrum, der hengik, inden man i Rom fik Nys om Kongens Død, henviste jeg til de ekstraordinære Vanskeligheder, som Saksens Oprør mod Henrik d. 4de dengang lagde i Vejen for Forbindelsen med Norden. At min Antagelse ikke var en ren Fantasi, søgte jeg at godtgøre ved en Henvisning til Gregors egne Ord i Brevet af Januar 1075.

Herimod indvender nu Prof. S. 1), at fra Midten af 1074 til Somren 1075 var alt roligt i Tydskland, og et Budskab om Kong Svends Død vilde med største Lethed kunne være naaet baade til Kongen og til Rom, ligesom pavelige Udsendinge uhindret vilde have kunnet drage gjennem Saksen til

---

1) P. 231. — Med Hensyn til de Bema-rkninger. Prof. S. p. 232 fremsaetter for at vise don lette Mulighed for Forbindelse mellem Italien og Norden paa denne Tid, skal jeg tillade mig -at anf'ore folgende: Ad hvilken Vej de Danske s«gte til Rom, lean jo vaere ganske ligegyldigt her, hvor Talen er om pavelige Afsendinges Rejse til Danmark; at denne ikke er gaaet ad den Vej. Professor S. inener har vseret aaben, inaa man jo antage. naar Gregor selv siger, at Urolighederne i Tyskland tvang hans Gesandter til at vende om. Jeg har ingensinde paastaaet, at Forbindelsen mellem Rom og Tyskland var afbrudt 1074—75 (dertil kender jeg Gregors Register altfor godt), men kun hasvdet, at Forbindelsen mellem Italien og Norden under Saksernes Opror var liojst usikker, undertiden ganske afbrudt.

Danmark. Jeg forstaar ganske vist ikke, hvad Prof. S. i denne Sammenhæng sigter til med Ordene „til Kongen" (o: Henrik IV), men saameget er jo klart, at Forholdene i Saksen efter hans Formening fra Midten af 1074 til Somren 1075 ikke lagde nogen Hindring i Vejen for Kommunikationen mellem Rom og Norden: alt var roligt. Ja forsaavidt var alt roligt, som der ikke kæmpedes indenfor dette Tidsrum, men Oprørstilstanden i Saksen vedvarede jo trods Skinforliget i Gerstungen, og væbnede Skarer af oprørske Bønder, over hvilke Førerne ganske havde tabt Kommandoen, drog jo efter Afslutningen af Forliget omkring i Landet og begik i Forbitrelse over den Medfart, de havde lidt fra Kong Henriks Side, slemme Excesser. Dertil kom, at Henrik kun drevet af den yderste Nød havde opfyldt de Forpligtelser, Forliget paalagde ham , og allerede i Foraaret 1075 opbød en Hær for at tugte Oprørerne. Tror Prof. S. da, at man i Saksen var uvidende om Henriks Sindelag og Hensigter og i god Tro nedlagde Vaabnene? Og er det vel sandsynligt, at Landet under saadanne Forhold lod sig berejse med Lethed ? Jeg mener nej; dog herom kan man tvistes : Ligesaa umuligt det for mig er at bevise, at pavelige C4esandter dengang ikke uden stor Fare kunde naa Norden, ligesaa umuligt er det for Prof. S. at bevise, at de med Lethed kunde slippe igennem. Der kommer for os begge for mange übekendte Størrelser ind i Ligningen. Men jeg har heller ikke bygget min Bevisførelse alene paa de tyske Uroligheder; jeg har adspurgt Pavebrevene selv, og her ligger efter min Formening det afgørende Bevis for, at Retten er paa min Side. Disse to Breve er nemlig utvivlsomt fra Indholdets Side Doubletter: det sidste Brev viser tydeligt, at dets Forfatter, dengang han afsendte det, var klar paa, at det første ikke havde naaet sit Bestemmelsested.

Dette Punkt i min Bevisførelse har Prof. S. forbigaaet i Taushed; men her er det Afgørelsen ligger; thi er mit Syn paa dette Forhold rigtigt, har de to Pavebreve ingen Betydning i Striden om Kong Svends Dødsaar:

Her kunde jeg egenllig slutte. Hvad der ellers ligger
Prof. S. og mig imellem vedkommer egentlig ikke i nogen

væsentlig Grad Hovedspørgsmaalet; men da han i sin Replik retter en stærk Dadel mod forskellige Enkeltheder i min Fremstilling,vil den ærede Redaktion maaske unde mig Plads for et Par yderligere Bemærkninger.

Som det fremgaar af min Afhandling1), mener jeg ligesaalidt som Prof. S., at Ordet Ane/lus her hjemme har været i Brug som Betegnelse for en Mand fra Sønderjylland. Jeg har trot — og tror endnu bestandigt — at kunne læse tydelige Spor af dette Ord paa Stenen, hvilket for mig er det afgørende. Ved min Henvisning til Beda har jeg kun søgt at forklare, hvorledes en nogenlunde velbelæst middelalderlig Versifikator, for hvem Beda maatte staa som Autoritet i historiske Spørgsmaal²), tvungen af metriske Hensyn har kunnet gribe til en saadan Udvej.

Endvidere har jeg hævdet, at naar Snorre satte Sv. E's Dødsaar til 1076 og Knud den helliges til 1087, gik disse Tidsbestemmelser indirekte tilbage til engelske Kilder. Prof. S. gør nu opmærksom paa3), at Afskriften af det bekendte Haandskrift Kringla angiver ikke 1087 men 10884) som Knuds Dødsaar.

Hvorfra denne Variant er indkommet i Snorres Tekst, ved jeg naturligvis ikke; men at den ikke representerer den rette Overlevering, tror jeg at kunne slutte af følgende; Afskriftenaf det meget gamle Haandskrift Jofruskinna (J. 2), Godex 39 og Godex Frisianus har alle 1087; ligesaa KnytlingaSag a5), der bygger paa samme kronologiske Grundlag som Snorre. Desuden er det klart, at de islandske Annaler,

---

1) P. 128.

2) At man her hjemme i det 12. Aavh. baade kendte og saa op til Bedas store historiske Værk, fremgaar jo klart nok af Saxos Ord, p. 22. ed. Muller.

3) Prof. S. støtter sig her paa en Udg. (6. Hæfte af Heimskringla ved Prof. Jonsson), som det efter Tidsforholdene var mig umuligt at benytte.

4) Kringla har VIII. vetr.; de to andre VII vetr.; en Skrivefejl er her meget let forklarlig.

5) Fornmamra sogur XI p. 281.

der alle har 1087 *), ikke forefandt Kringlas Læsemaade i deres Eksemplarer af Snorre. Heraf kan man slutte sig til, at 1087 allerede fandtes i islandske Hdskr. af Snorre skrevne før 1300.

Prof. S. bebrejder mig, at jeg ved at bruge en forældet Udgave af Florentius's2) Krønike er kommet til at paadutte ham en Fejl, han ikke har begaaet. Jeg vilde i høj Grad beklage, hvis det virkelig forholdt sig saaledes; men deter ikke Tilfældet; Fejlen er hans, eller rettere sagt den Udgave af Florentius, han anser for den nyeste og bedste, har narret ham. Den fortjener ingen af disse Prædikater.

Jeg valgte at citere efter Udgaven af 1592, dels fordi den er den eneste, der paa en Gang er fuldstændig, handelig og nogenlunde tilforladelig, dels paa Grund af den alt andet end rosende Omtale, der fra kompetent Side bliver Thorpes Udgave til Del3). Men jeg vidste saare vel, at man skal omgaas forsigtig med disse gamle Udgaver og ikke nære altfor übetinget Tillid til deres Paalidelighed. Derfor sammenlignede jeg ogsaa det Sted, hvorom Talen er, med den nyeste analytiske⁴) Bearbejdelse af Florentius's Krønike, der er offent-

---

1) Kun den ganske sene Oddveria Annall fra det 16de Aarh. har 1088 (Storm, Jsl. Ann. p. 472).

2) Hvad Fejl er der i at sige, at denne Krønike ikke helt med Rette tillægges Florentius (jvnfr. min Afhandl, p. 140 og 188. Anm. 2)? En stor Del af den er jo skrevet efter hans Død 1118, og meget store Partier af Resten har Florentius ordret afskrevet efter Marianus Scotus.

3) Jvnfr. Mon. Germ. hist. Script. T. XIII. 1881 p. 97: B. Thorpe, qui Florentii Ghronica Societatis Historiam Anglicam curantis sumptibus iam a. 1849 non satis accurate edidit eet. — Smlgn. ogsaa Bemærkningen om Thorpes Udg. i Hardy's Catalogue II p. 131.

4) Udgiverne har kun aftrykt de Dele af Florentius's Krønike, der ikke er afskrevne efter Værker, som tidligere har været offentliggjorte i Monumenta. Forskellig Sats er benyttet for at angive, hvor vi kan paavise Kilderne til hans Beretning, og hvor han for os er den første Hjemmelsmand for vedkommende Notits.

liggjort i Moa. Germ. hist.-Script. T. XIII. 1881, og da det her oplyses, at Notitsen om Kong Svend staar i det Hdskr. af Florentius (G. G. G. Ox. 157) fra det 12. Aarh., som i sin Tid har tilhørt selve Klostret i Worcester¹), hvor Florentius varMunk, og som hans Fortsæll er, Munken Johannes'²), har benyttet, kan der ikke rejses nogen Tvivl om dens Authencitet. Prof. Steenstrups Formodninger om, at denne Efterretning har indsneget sig i Florenttus's Tekst, fra upaalidelige irske Hdskr., falder derfor fuldstændig til Jorden, og det er hermed bevist, at Simeon fra Durham ikke selv er Forfatter til den, men ligefrem har afskrevet den som saa meg et andet efter Florentius. — Heller ikke det kan Prof. S. med Rette bebrejde mig, at jeg ikke holdt rnig til samme Udgave som han, naar jeg vilde kritisere ham, thi han nævner intetsteds, hvilken Udgave af Florentius han har benyttet. Følgelig havde jeg jo ikke nogen Grund til at opspore den, men naturligvis vilde jeg* ikke destomindre have gjort det. hvis det overhovedet var faldet mig ind, at en nyere Udgiver af Krøniken kunne begaa saa grove Fejl.

For ved et prægnant Eksempel at oplyse Læseren om, hvor ugenert middelalderlige Forfattere afskrev den Slags Notitser, som Talen her er om, efter hverandre, har jeg Pag. 140 sammenlignet Simeons Benyttelse af Florentius med det

---

1) Se Hardys Catalogue II p. 149 — 130.

2) Mon. Germ hist. Script. T. XIII. p. 97: r ... qui Johannis inonachi Wigorniensis ipsius in manihus fiierat". —Udgaven i Monum. Germ. hist, hygger paa Liebermanns nøjagtige Goliationer. At heller ikke han antager Simeon for Forfatter til denne Notits kan ses sammesteds p. 157; her mangler den nemlig i Simeons Tekst, hvorved Udgiverne antyder, at den er afskrevet efter et Yærk, som tidligere er udgivet i Monum., og maa søges der. — At jeg havde gjort mig bekendt med Haandskrifternes Overlevering af Florentius's Tekst, vilde Prof. S. forresten have kunnet se af en Bemærkning i min Afhandling p. 141 Anmk. 1, hvor netop vedkommende (lodex omtales. Jeg kalder det dér et Originalhaandskrift. Dette kan dog kun paavises for den Del, der skyldtes Munken Johannes.

Laan, den saksiske Annalist gør hos Adam af Bremen, naar han betegner Kong Svend som rex scientissimus. — Det forekommer mig indlysende, at jeg var fuldstændig i min gode Ret, naar jeg i den Anledning bemærkede, at begge Forfattere her havde pyntet sig med laante Fjer. Men Prof. S. er af en anden Mening; efter hans Opfattelse (Pag. 235) „Ville de færreste Læsere vel kunne forstaa, hvad en Sachser-Annalist fra den senere Halvdel af det 12te Aarh. kan have at gøre med de her nævnte Kilder, og Simeon har ikke Ordet scientissimus, men derimod bene litteris imbutus^a. Ganske rigtigt, det har han; men jeg har jo heller ikke udtalt nogensomhelst Formodning om, at det af Simeon benyttede Udtryk er hentet fra Adam af Bremen, eller at denne og den saksiske Annalist har noget at gøre med de her nævnte Kilder. I Modsætning til Prof. S. tillader jeg mig derfor at tro, at enhver opmærksom Læser let vil kunne forstaa, af hvad Grund Simeon fra Durham og den saksiske Annalist her har faaet Plads ved Siden af hinanden.

Paa et andet Punkt af sin Kritik har Prof. Steenstrup Ret. Det er urigtigt, naar jeg har trot, at Formen Suanus beror paa en Afskriverfejl. Jeg er velvilligst fra anden Side bleven gjort opmærksom paa, at baade Sivegn og Suan er korrekte angelsaksiske Gengivelser af det danske Svein, og hermed bortfalder jo Grundlaget for min Konjektur.

Endnu skal jeg blot bemærke, at Prof. S., saavidt man kan dømme efter Citatet p. 239, paa et enkelt Punkt ganske maa have misforstaaet mine Ord. Meningen af dem, synes mig dog, var temmelig klar: To angelsaksiske Krøniker henførerJarl Waltheofs Henrettelse til det samme Aar, under hvilket de omtaler Kong Svends Død. Kan man da virkelig, fordi Aarstallet for Jarlens Henrettelse er rigtigt, slutte, at ogsaa den anden Begivenhed med Rette er henført til dette Aar? Jeg mener stadigt, at, naar det drejer sig om middelalderligeAnnaler, der sammenstykker deres Tekst fra mange forskellige Kilder, er en saadan Slutning ganske überettiget. Det eneste, man paa dette Grundlag med Sikkerhed kan sige, er dette: at efter Krønikeskrivernes Mening faldt begge Begivenhederi

givenhederisamme Aar. Men om denne deres Tro er rigtig,
kan slet ikke afgøres, før vi kender deres Kilder.

Som man af ovenstaaende vil kunne se, afviger Prof. S. og jeg stærkt fra hinanden i vort Syn paa middelalderlige Kilder og middelalderlig Kildekritik. Ud fra et saa forskelligt Standpunkt kan det næppe nytte at drøfte Hypotheser; jeg skal derfor afslutte mine Bemærkninger her uden at komme nærmere ind paa Diskussionen, om hvorfor saamange udenlandske Hjemmelsmænd anfører 1076 som Sv. E's Dødsaar. At min Forklaring i Hovedsagen træffer det rette ved at søge Fejlens Kilde i Gregors Register, derom tvivler jeg ikke.