3. Sagnkrøniken i Lundeårbøgerne

Lundeårbøgerne rummer som bekendt i deres senere skikkelse (fra 13. årh.) en ejendommelig lille sagnkrønike, indskudt blandt de tørre årbogsefterretninger, efter år 762, lige foran ordene „Nu går Romernes kejserdømme over til Franklands konger". Sagnkrøniken findes dog kun ide tre bevarede håndskrifter af årbøgerne, men ikke i det til grund for Ludewigs udgave (Reliquiæ manuscriptorum IX, 1) liggende, håndskrift*).

---

1) Om handskriftforholdet se A. D. Jorgensen, Bidrag til Nordens hist, i Middelald. 21(5 ff. Denne forfatter tildeler det ene af de bevarede handskrifter, et fragment fra c. 1300 (Arnemagn. saml. 843, 4°), en soerlig betydning, idet han mener, at delte handskrift reproesenterer en ejendommelig (seldre) form af arbogerne, der manglede de bibel- og verdenshistoriske notitser, som findes i de to andre handskrifter, der er udgivne af Waitz i Nordalbing. Studien V, 7 og af Langebek i Scr. rer. Dan. I, 212. Dette handskrift skulde altsa have begyndt arbogerne med den lille sagnkronike. Denne A. D. Jorgensens antagelse er vistnok ikke urigtig; men det må dog bemærkes, at af fragmentets 13 blade er de 4 første optagne af et bibelhistorisk kompendium (hvis begyndelse mangler); hvorvidt der efter dette har fulgt et verdenshistorisk kompendium, er da ikke godt at sige. Så meget er i al fald vist, at dette bibelhistoriske kompendium ingen lighed har med de tilsvarende afsnit i de to af Waitz og Langebek udgivne tekster, men er betydelig vidtløftigere. løvrigt udmærker dette håndskrift sig ved talrige tilføjelser i randen, af hvilke dog de fleste er uden synderlig betydning; men enkelte, der angår Danmark, har Langebek aftrykt som noter under texten af hans udgave i Ser. rer. Dan. I, 212, hvilket altså er ganske vildledende, da de i håndskriftet står som randgloser til en helt anden text end den af Langebek udgivne. Disse randgloser udmærker sig gennemgående ved den fuldstændige historiske vilkårlighed, hvormed de sætter Danmarks navn i forbindelse med verdenshistorien; navnlig gælder dette den anden tilføjelse, der meddeler, at Julius Cæsar underlagde sig Danerne og ved Slesvig opførte Juresborg, der rettere efter ham burde kaldes Julesborg. Den tredje tilføjelse, der handler om Domitians og Trajans kampe med Dacerne, skyldes naturligvis en forveksling af Dacer og Daner. Endelig har den samme hånd, som har skrevet de ovennævnte randgloser, vistnok også foretaget en rettelse i selve sagnkrønikens text. I dennes indledningsfortælling, hvori herettes, hvorledes kejser Augustus (!) på Dans tid angreb Danmark, er nemlig Augustus i marginen rettet til Vesotes rex Egipti, vistnok med samme hånd, som den, der har skrevet gloserne. Denne gypterkonge er kun kommen her på denne plads ved den fuldstændigste vilkårlighed; efter oplysning af min broder dr. phil. Axel Olrik er han en af de konger, som Justinus i sin Verdenshistorie nævner som de ældste; Justinus (I, 1) omtaler ham i følgende sammenhæng: Efter at have bemærket, at erobringskrige ikke var kendte i gamle dage, går han over til at tale om Ninus, der var den første, som brød den gamle skik. Dog havde allerede før Ninus' tid Vesotes af Ægypten og Tanaus af Scythien gjort store tog udenfor deres egne lande; men disse gjorde tog ikke for erobrings, men for hæderens skyld. — For at lægge fortællingen om Danmarks tilblivelse så langt tilbage i tiden som muligt har glossatoren altså vilkårlig indsat denne gamle sagnkonge i steden for Augustus, som han muligvis har følt ikke hørte hjemme på dette sted.

Denne lille sagnkrønike er meget ejendommelig og indeholder adskillige ellers ukendte oldsagn; den danner übetinget et afsluttet hele overfor årbøgernes andre afsnit, som den ifølge hele sin natur intet har tilfælles med.

Vi vil her forsøge at nå til en nøjere bestemmelse af
dens affattelsessted og -tid.

Den i og for sig nærmestliggende antagelse vilde utvivlsomt være den, at krøniken stammer fra en lundsk forfatter ligesom årbøgernes andre partier. Denne antagelse er dog uholdbar, da ingen af de stedfæstelser, krøniken indeholder, peger til Skåne. De væsentligste stedfæstelser er disse.

1) I indledningssagnet om Danmarks tilblivelse betragtes Sælland med tilliggende øer, der i krøniken kaldes Videslev, som Danmarks hovedland; over Videslev sætter Upsalakongen Ypper sin søn Dan til underkonge, og fra Videslev indkaldes denne af Jyderne til forsvar af sydgrænsen, hvorefter han tages til konge over hele Danmark.

2) Deter overvejende Lejrekonger, som krøniken nævner; navnlig spiller den bekendte, til Lejre særlig knyttede sagnkres om Ro, Helge, Yrsa, Adisle og Rolf Krake en fremtrædende rolle; om Dan, Ro og Haldan berettes særskilt, at de blev højlagte ved Lejre.

3) I krøniken findes sagn om, hvorledes Roskilde blev grundlagt ved, at Ro flyttede den gamle midt i Sælland beliggende købstad Høgekøbing ned til en vig af Isefjord og således grundlagde en ny by, der fik navn efter ham selv og efter en rig vældekilde der på stedet.

4) Krøniken fortæller, at Rolf lagde indtægterne af Horns
herred i Sælland til sin søster Skuids bord og i herredet
byggede den by, der efter hende fik navnet Skuldelev.

Disse træk peger alle i en bestemt retning, idet de nemlig afgørende lyder på, at krønikens forfatter er Sællænder og, nøjere bestemt, hører hjemme i Roskilde. — At de oldsagn,som krøniken fortæller, og som aldeles overvejende drejer sig om Lejrekonger, er sællandske, kan der ikke heiske nogen tvivl om; Jylland spiller kun en rolle i det

indledende sagn om Dan, og Skåne nævnes kun ved samme lejlighed samt som hjemsted for Rolfs drabsmand Hjarvard. Imod denne krønikens saillandske karakter taler selvfølgelig ikke de enkelte spredte stedfæstelser andetstedsfra, som findes i krøniken, således beretningen om højlæggelsen af kong Helges elskede Tora på Torø (Turø) ved Fyns sydkyst, eller omtalen af Læsø som hav jætten Læs hjem; det samme gælder omtalen af Hedebys navn som afledt af dronning Hede — et navnesagn, der allerede findes hos Ælnod. Medens nemlig disse træk står ganske isolerede, peger den lille gruppe stedfæstelser, som ovenfor er opregnede, afgjort hen på Roskildeegnen og snarest Roskilde by som forfatterens hjemsted. Dette gælder først og fremmest sagnet om Roskildebys grundlæggelse, der nævnes som kong Ros hovedbedrift;som et ejendommeligt lille træk kan fremhæves, at efter at have fortalt, hvorledes Ro gav byen navn, tilføjer forfatteren stolt: quæ hoc nomine voca[bi]tur in æternum¹). Tyder allerede dette stærkt på en vis forkærlighed for Roskildehos forfatteren (lokalpatriotisme), bekræftes antagelsen om Roskilde som hans hjemsted ved de andre stedsagn fra Roskildeegnen, som han fortæller. Til grund for beretningen om de forskellige kongers højlæggelse ved Lejre ligger såledesåbenbart en stedlig overlevering om bestemte højes navne; på Roskildeegnen peger endelig også stedsagnet om Horns herred og Skuldelev hen, der er af en så fuldstændig lokal karakter, at det vanskelig kan tænkes optegnet af en mand, der ikke hørte hjemme eller i al fald var godt kendt i denne egn²).

---

1) Ganske lignende ord anvendes efter fortællingen om, hvorledes stormændene gav riget navn efter Dan: Tu es Danus, regi o tuo Dania vel Dacia vocabitur, quod nornen in æternum non delebitur. — At forfatteren bruger de samme stolte ord ved omtalen af Roskilde som ved fremstillingen af Danmarks tilblivelse, finder sin naturligste forklaring ved den antagelse, at denne by er forfatterens hjemsted.

2) Den samme opfattelse, som her er fremsat, er allerede tidligere kort antydet af Axel Olrik, Forsøg på en tvedeling af kilderne til Sakses oldhistorie I 98 (jfr. II 296): „Sprogformen i navnene er ikke skånsk, som man skulde vente, men vestligere dansk; forfatteren er særlig kendt med steder i det nordligere Sælland, ikke blot Roskilde og Lejre med dets kongehøje, men han dvæler også ved et sted som Skuldelef i Hornshæreth".

Denne antagelse om Roskilde som kranikeforfatterens lijemsted vilde naturligvis yderligere vinde i sikkerhed, om man i kraniken kunde fmde tilknytningspunktcr til tidligere roskildsk historieskrivning. Dette er i virkeligheden ikke vanskeligt; man sporer nemlig i kraniken en kendelig stilistisk pavirkning af den bekendte lille Roskildekronike, den aeldste sammenhaengende Danmarkskranike, begyndende med kong Haralds omvendelse 826, forfattet af en Roskildeklerk c. 1140. Mindre vaesentligt er det, at visse ord og vendinger fra Roskildekraniken genfindes i sagnkraniken (sasom sicut posted docebimns; in regnum succedere; in regnum levari); ti dette kunde muligvis skyldes tilfaeldigheder; som en tilfseldighed kan det derimod umulig forklares, at en hel lang periode i sagnkraniken ordret er skrevet ud af Roskildekreniken. Det hedder nemlig om kong Snjo: Regnavit igitur Snyo . . . cradeliter in Dacia, superbus, iniquus, elatus, et in malitia nimis potens, per omnia terribilis, more fulminis incedens, fientibus, si quid videbantur habere, abstulit, habentibus et male ridentibus sparsit, multas iniquas leges instituens et injustas. Dette er en ordret gengivelse af Roskildekranikens karakteristik af Erik Emune: Hericus autem . . . superbus, elatus, et in malitia potens, per omnia terribilis, more fulminis incessit, fientibus, si quid videbantur habere, abstulit, habentibus et male ridentibus sparsit; samt af Erik Egode: multus iniquas et injustas leges adinvenit.

Således er det da utvivlsomt, at sagnkrøniken har benyttetRoskildekrøniken, og den tidligere fremsatte antagelse om Roskilde som dens forfatters hjemsted har herved vundet ny bekræftelse. Men det indvundne resultat giver tillige anledningtil forskellige overvejelser angående sagnkrønikens oprindeligebestemmelse. log for sig er en krønike, der udelukkendebestår af oldsagn og standser ved den historiske

tids begyndelse, en så mærkelig fremtoning i dansk middelalderlighistorieskrivning, at man har ret til at spørge: Hvorfori al verden standser krøniken ved den kristne kongerækkesbegyndelse i steden for at føre Danmarkshistorien ned til samtiden, som alle andre middelalderlige krøniker gør? Man kan umuligt antage, at krøniken, når den med stor sandsynlighed må antages forfattet i Roskilde, oprindelig skulde være skrevet med det formål at indflettes i Lundeårbøgerne,med hvis øvrige tekst den ikke har spor tilfælles. Hvad ligger derimod nærmere end at antage sagnkrøniken for skrevet som indledning til Roskildekrøniken, som den viser tydeligt slægtskab med i stilistisk henseende? Man får herved en fyldestgørende forklaring af, at sagnkrøniken standser just ved den kristne kongerækkes begyndelse: her tager jo nemlig Roskildekrøniken fat, og sagnkrønikens ejendommelige stilistiske forhold til Roskildekrøniken får også herved sin fulde forklaring.Sagnkrøniken må da være forfattet af en mand i Roskilde, der har følt det som et savn, at de gamle hedenske oldtidskonger slet ikke nævnes i Roskildekrøniken, og har søgt at bøde herpå ved sin lille sagnkrønike; denne indledes da også lidt demonstrativt med de ord: primo tempore („for at begynde med begyndelsen").

Sagnkrøniken kommer herved til at stå som en ret ejendommelig overgangsform i dansk krønikeskrivning: den stammer fra en tid, da man under påvirkning af den genvågnende nationale sans og interesse for fædrenes store bedrifter følte savnet af en Danmarkshistorie, der ikke nøjedes med den kristne kongerække, men gik helt tilbage til rigets første tider — en tankeretning, der affødte Sven Aggesøns og Sakses historiske skrifter. Sagnkrøniken står da som en overgangsform til disse sammenhængende Danmarkshistorier: man har ikke vovet sig til at skrive en helt ny Danmarkshistorie, men har nøjedes med at stille nogle af de vigtigste oldsagn i spidsen for den allerede forhåndenværende Danmarkskrønike, — en såmeget besynderligere sammenstilling, som ånden i sagnkrøniken fjerner sig i høj grad fra Roskildekrønikens tendens. Idet vi betegner sagnkrøniken som

en overgangsform til de større historiske skrifter fra Valdemarstiden, er hermed tillige dens affattelsestid given: den ældre Valdemarstid. Den stærke nationale strøm, som går igennem krøniken, især dens første fortælling (om Danmarks tilblivelse), peger hen til samme tid, navnlig når det tages i betragtning, at nationalfølelsen er stærkt fjendtligt vendt mod den mægtige nabo sydpå og især mod den tyske kejser; krønikens forfatter har meget travlt med at forsikre, at Danmark aldrig har været nogen fremmed underlagt (kun med én undtagelse: kejser Ludvig, som fik kristnet den første danske konge), og det er kejserens (!) angreb på sydgrænsen, der bliver anledning til, at Danmarks enkelte lande samles til ét rige. Ret ejendommeligt er det også, at skurken i sagnkredsen om kong Rolf, nemlig Hjarvard, kaldes „tysk af byrd", skønt han umiddelbart i forvejen benævnes skånsk høvding (comes Scaniæ). ■ Hele denne tyskfjendtlige tendens og den store iver for at betone, at Danmark altid har været frit og uafhængigt af den tyske kejser, peger med bestemthed på Valdemar I's eller begyndelsen af Knud Valdemarsøns kongetid, da forholdet til Tyskland og til den tyske kejser virkelig var et brændende spørgsmål for alle Danske.

Når krøniken således må antages at være forfattet i Roskildei den ældre Valdemarstid, så er der ét berømt navn, som man fristes til at sætte i forbindelse med dens affattelse; det er Absalons. Dennes iver for at fremme fædrelandsk historieskrivning er tilstrækkelig kendt, og der er derfor intet usandsynligt i, at han i sin tidligere bispetid kan have tilskyndeten Roskildeklerk til at tilvejebringe en samlet Danmarkskrønike,om det også kun kunde ske ved at sætte en ny indledning på den forhåndenværende krønike (Roskildekrøniken).At dette kejtede forsøg senere er blevet glemt for Sven Aggesøns og Sakses langt betydeligere værker, kan ikke undre os, såmeget mindre, som sagnkrøniken er skrevet på meget tarveligt Latin og røber en naiv uvidenhed om verdenshistorienskronologi *). Men dens ivrig fædrelandske tone er

---

1) Begyndelseu er tilstrtekkelig talende: Primo tempore, invadente Daciam imperatore in retate David (!)...

just således, at man kan tænke sig den inspireret af Absalon — såmeget mere, som den er parret med et på engang kongeligsindet og aristokratisk sindelag, der giver sig udslag i sagnet om, hvorledes Danmark fik sit navn¹). — Hvorom alting er, så indtager den lille sagnkrønike en ret ejendommeligstilling i Valdemartidens historieskrivning, enten den nu skyldes Absalons initiativ eller ikke.

---

1) Vidit autem rex Dan regionem suam, super quam regnavit, . . . quod esset bona; vocavit primates suos et exactores, et ait: Bene placet mihi regio mea, quo nomine appellabimus earn. Respondentes principes terrse dixerunt: Rex, in seternum vive. Tu es Danus, regio tua Dania vel Dacia vocabitur, quod nomen in ;eternum non delebitur. — Dette lille sagn indeholder pa, en made i kort begreb den for Valdemarstiden ejendommelige samfundsopfattelse.