|
Historisk Tidsskrift, Bind 7. række, 1 (1897 - 1899) 19. Povl Anker og Jens Kofoed.Annotationer. M. K. Zahrtmann Side 613
Min Fremstillingl) af, at Povl Anker bør mindes frem for Jens Kofoed som Lederen af Bornholmernes Opstand mod de svenske 1658, har i Smaastykker Xr. 6 (se ovenfor, S. 461—82)2) mødt en Kritik, som, i Følge hele sin Natur, ikke bør staa som det sidste Ord. Historisk Tidsskrift bringer i denne Sag. I Landsdommer Peder Olsens Fortegnelse over de 21 Førere („fornemste") i Opstandsbevægelsen (aftrykt S. 462) staa vi overfor Bornholmernes Sendemands egenhændige Indberetning til den danske Regering. De tyve ere kun lige nævnte i Texten3). Ene Povl Ankers Virksomhed fremhæves med følgende Ord: Her Poffuell Ancker Sougnepræst til Rydskier och Hasle Sougner haffuer Værit baade i Raad och daad till all denne hans Konngl. Maytts 'tiermeste med Toeg, Vagt. Reystning. och endnu flittig besøger Land Vagterne. Mod dette
Udsagn vender Kritiken sig (S. 464). Først 1) Hist. Tidsskrift, 7. R. I. S. 142 —81, jvnf. 6. R. V. S. 2-23-42. 2) Arkivsekretaer G. L. Grove: Var Poul Ancker Letter afdenbornholmske Opstand i 1658, og kan man naegte Jens Koefoed Adkomsten til at kaldes Bom holms Befrier? Red. 3) „NB." udfor Villum Klavsens Xavn er en Tilføjelse til den oprindelige Text. Side 614
(„Toeg" o. s. v.) dl Hovedsagen; som en Modprøve behøver man kun at lægge Mærke til det lille Ord „all". Dernæst fortolkes Omtalen af Ankers Tilsyn med Landvagterne, hvilke Bornholmerne selvfølgelig først holdt efter Opstandens Gjennemførelse.som betegnende hans Daad under hele Opstandsbevægelsen.Herigjennem naar Kritiken den Slutning: „Anckers Daad var just ikke stor". Men hvorfor fremhævede da Feder Olsen den, just paa dette betydningsfulde Sted? Jeg véd næppe nogen bedre, sammenfattende Skildring af en Leders Virksomhed end Olsens jævne Ord, som vise os Anker paa Færde med Raad og Daad i al denne kgl. Majestæts Tjeneste, aarvaagen og paapasselig i Øens Forsvar før og efter Opstandens Tilendebringelse og opmuntrende de lunkne til Rejsning. Og herfor berømmes Anker ene blandt alle Førerne. Men ogsaa uden Omskrivning af Peder Olsens Udsagn er allerede dets Plads her, paa det mest hædrende Sted tænkes kan, tilstrækkelig til at sige os, at Bornholmerne gjennem deres Talsmand gav Anker Ære i hele Opstanden frem for nogen af deres andre Førere. Paa Peder Olsens Fortegnelse lindes dernæst Jens Kofoed nævnt, men ganske uden Omtale af hans Færd i Opstanden. 1 den Anledning sparer Kritiken ikke Olsen for en Insinuation ovn, at han „har fundet det for vidtløftigt" at skrive noget særligt om Kofoed, skønt han godt kunde, hvis han bare gad. Denne Beskyldning, fremsat fuldstændig uden Bevis, imod en Mand, „hvis Troschab og flitigheed" berømmes af hans Samtid, fælder ikke ham. Selv om man med Grunde skulde kunne mistænkeliggjøreLandsdommer Olsens Vederhæftighed, bliver dog hans Fortegnelses Vidnesbyrd urokket; thi bag det staar ikke ene han, men alle Bornholmernes elleve Udsendinge. En af disse, Mads Pedersen Kofoed, indgav, samme Dag som Fortegnelsenoverraktes, en Ansøgning for sin Broder Jens om et kongeligt Fredebrev og henviste tydelig nok til hin Fortegnelseover de 21 „fornemste" i følgende Ord: ... „haffuer band [J. K.] værit en aff de fornemste, . . . huilket ydermeere aff alle her huos næruerende borringholmske Mænd kand Side 615
testificeres, och som allerede for Eders konngl. May" aff dem testificeret er." Mads Kofoed havde her al mulig Opfordring til ikke at finde det for vidtløftigt at fremsætte sin Viden, om han havde den, om Broderen som Bornholms Befrier; han tier herom og godkender Olsens Fortegnelse. Naar Kritiken af denne udleder den Slutning, „at Anckers Daad just ikke var stor", og samme Steds „faar fuld Bekræftelse" paa Kofoeds ledende Virksomhed i Opstanden (S. 480), da svæver den unægtelig mellem Himmel og Jord blandt de Ting, som Filosofien ikke kender. De bornholmske Sendemænds Indberetning til den danske Regering giver kun Fodfæste for den Slutning, at Bornholmerne berømmede Povl Anker for hans Lod i hele Opstanden frem for Jens Kofoed og deres andre Førere. Nutiden har her
kun at følge Ankers egen Samtids Et saadant Modbevis søger Kritiken (S. 466) i de kongelige Naadegaver, særlig i den Rækkefølge, i hvilken Gravebrevene af 1658 ere indkopierede i Skaanske Register (Rigsarkivet). Fuldstændiggjort tager denne sig saaledes ud: 1) Peder Jensen1)
fik d. 28. Dec. Bestalling som kg]. 2) Peder Olsen
fik samme Dag Landsdommerbestalling 3) Jens Kofoed
fik d. 29. Dec sit Fredebrev, om 4) Vill um K1
avsen Rabækkegaard paa Livstid, „ for 5) Hans Lavridsen
Spidlegaard for sin og Hustrus 6) Hans
Kristensen Bestalling som Tolder i Rønne 1) Underskrev d. 2.). Dec. med de ti andre bornhoJmske I dsendinge Gavebrevet til Kongen. Side 616
7) Bornholms
Indbyggere Tilsagn om kgl. Benaadinger Paa en Kopist, hvis Skødesløshed oplyses af, at Villums Gavebrev har Navnene Clausen i Overskriften og Christensen i Texten, kan intet bygges. Og naar den lille Ikke-fører Jensen faar sin store Bestalling indkopieret først den første Dag, gjøres Kofoed ikke til den store Leder deraf, at hans lille Fredebrev er indkopieret først den anden Dag, paa hvilken det vigtigste Kongebrev er indført til syvende og sidst. For saa vidt de
kendes, Indsættes her de senere Gavebreve 8) Povl Anker fik
den 11. Dec. 1659 Forleningsbrev 9) Jens Larsen Ri
som d. 25. Avg. 1660 Nebbegaard 10) Jens Koi'oed
og 11) Niels G
iimløs d. 15. Dec. 1660 hver sin Kaptajusbestalling
Endnu kan tilføjes, at Ri som blev Assessor og Kontmissarius, at Olsen ved sin Afgang som Landsdommer omkring 1670 fik Bjærgegaard til Eje og Arv, og at Kofoed 1687 tik sin Kaptajnsgaard i afgiftsfri Besiddelse for sin og Hustrus Livstid. Om Kongegavernes indbyrdes Størrelse véd Kritiken kun at sige. at Ankers Kanonikat var forholdsvis tarveligt. Jeg indrømmer, at det ikke skaffede ham Brugsretten, men derimod Brugsafgiften af Kannikegaard. Men da Regeringen gav ham det bl. a. for at lette ham for „stoer Werdslig bekymring". har det efter dens Skøn dog haft en Del at betyde som Pengeindtægt. Og alt gjøres ikke i Penge: det var en meget hædrende Gave. Anker var, saa vidt følges kan, den første paa Bornholm bosatte Mand,, hvem Kronen forlenede med dette Kanonikat ved Øens Kapitelskirke, til hvilken det gav ham Patronatsretten *). 1) Havns Bornholms Krønike. Xy kgl. Saml. Fol. Ni1. 39N. under Aaker Sogn og Aakirkeby. Side 617
Jens Kofoeds Fredebrev1) har en Forhistorie. Det indeholder ingen Henvisning til Opstanden, men motiveres ene med, at Kofoed „for os vnderd. hafiuer ladet andrage". Herved afviger det fra de følgende Gavebreves Henvisning til „giorde tienniste". Ej heller er det, som disse, indnoteret paa Olsens samme Dag indgivne Fortegnelse. Føjes hertil, at Ansøgningen om Fredebrevet henholder sig til, at Kongen „tilfornn naadigst loffuit haffuer" Jens Kofoed et saadant, bliver dets umiddelbare Sammenhæng med Opstanden mindre end tvivlsom. Kong Frederik lIIs Fredebreve hang ikke højt. De bornholmske Officerer, hvis eneste Daad var at forraade Øen til Sverig 1645, gjorde 4—5 Aar efter deres Domfældelse en rig Høst af disse, som for dem ejede virkeligt Værd ved at hjemkalde dem fra Landflygtighed; to af disse Fredebreve tilfaldt Jens Kofoeds allernærmeste Slægt. For ham selv betod Fredebrevet af 1658 forholdsvis lidet. Han havde tinget sig Fred af Sagvolderen og opholdt sig uforstyrret paa Bornholm i fire Aar, vist nok med højst tre Fjerdingaars Bortrejse (Marts — Dec. 1057)2), hvilken næppe skyldtes Drabet. Sin virkelige Belønning fik Kofoed, et Aar efter Anker, i den smukke Kaptajnsbestalling, som tillagde ham „aarlig udi freds Thide Tou Hundride Rixdaler, Mens udj Ufreds Thider schall hånd Tracteris ligesom andre Geworbene Gapitainer." Maglegaard havde han allerede i Fæste af Kronen og fik den nu afgiftsfri. „God" bør Kriliken næppe kalde denne Gaard, som endnu i Nov. 167(5 Jaa fordærvet og afbrændt hen efter en lldsvaade, som havde ramt den for Kofoeds Tiltrædelse. Kofoed maatte nu klage sin Nød, som Anker muligvis i J 659.3) Disse senere
Gavebreve (8—11) ere sandsynligvis udvirkedegjennem
1) Ansøgningen, Frede- og Kaptajnsbrevet ere aftrykte i Jul. B'ulstrups Stamtavle Koefoed A., Kbh. 1886, S. 181 — 8:2. 2) At dømme efter hans ældste Børns Fødselsdage. 3) Guvernør Fincke, citeret S. 481; findes i Xy kgl. Saml.. Kvart. Nr. 726 b, Tillæg S. 17. Side 618
Anbefalinger, bom Risoms. Staar, som Kritiken søger at godtgjøre, Risoms Gavebrev i nøje Sammenhæng med Kofoeds og Gumløs's Bestallinger, skyldes disse, lige som hint, rimeligvisBornholms daværende Guvernør Fuchs's Anbefaling. Denne Mand er bekendt som en personlig Uven af Anker; og hans hele sindssyge Fremfærd gjør ham til et lidet paalideligt Vidne, hvis Udsagn Kritiken med Rette underkender (S. 479). Uvedkommende Forhold kunne her med Lethed have gjort sig gældende. Mærkes bør det, at Listen over Kongegaverne mangler Navnet paa den Mand, hvem Bornholmerne betroede Slyret af deres 0 som Landshøvding efter Printzenskold. Navnet Klavs Kam. Det vigtigste Udbytte for vor Undersøgelse vil være at søge i Gavebrevenes Motivering, og som paavist taler den ikke til Gunst for Jens Kofoed1). Men i det hele plejer Kongeskænk ikke at afgive en paalidelig Maalestok for Mænds Fortjenester: og disse Gavebreve løse os ikke Spørgsmaalet: Anker-Kofoed. Kun fordi Kritiken i dem finder et af sine Hovedargumenter, har jeg maattet ofre langt flere Ord paa dem. end de ere værd. Spørgsmaalet om den kofoed ske Relations Oprindelse '2) er helt uden Betydning i den foreliggende Undersøgelse,da Kritiken (S. 479) er smukt enig med mig og en Række Historikere om. at det er „noget misligt" at bygge 1) Først ien Rentekaniinerordre fra Kristian Ys Tid finder Kritiken for Kofoeds Kaptainstraktement en lignende Motivering som den i Ankers Gavebrev, vist, nok indkommen ved Revisionen efter Tronskiftet. 2) Jeg beholder min Tvivl om Kofoeds Forfatterskab urokket. Den er direkte fremkaldt af J. A. Fridericias Udtalelse imod, at Kofoed. der „næppe var meget skrivekyndig", har udarbejdet dette Aktstykke. Den støttes ved G. F. Brickas Paavisning af, at Koiuedfamiliens bevislig falske Adelsbrev dukker frem samtidig med Relationen; den støttes endvidere af, at Originalen er sporløst borte allerede midt i forr. Aarh., da Holberg maa arbejde med en „Gopie*. og selv den flittige Forsker Urne maa gjore deu om hans sunde Tvivl vidnende Bemærkning, at han bar forefundet ..adskillige Gopier (men ingen Original)". Side 619
paa denne Kilde
alene. Derimod er dens Indhold interessant, I Relationen dukker Hr. Povl Anker frem paa de mærkeligste Steder. Lige før Drabet er Kofoed i hans Selskab, og strax efter Drabet iler han „Lil Rats Kirke til Hf, Povel, hvor vi underrettede ham om alt hvis var passeret". Her samlede Bornholmerne sig fra Hasle og Sognene under Anførsel af Borgerkaptajnen og Borgmesteren fra Hasle samt Hr. Povel, der nævnes i Spidsen for Almuen'2); thi den fangne svenske Lieutenant Nils Rud føres ,strax til Hr. Povel til Almuen" [U.]. Den næste Dag indtoges Hammershus o. s. v. Endnu d. 27. Dec. efter Overrumplingen af den svenske Galiot „Spes", førtes de to først i Land komne Fanger, Kaptajn Nils Holm og Ritmester Gustaf Hort (Horn?) „strax om Natten til Hr. Povel og derfra til Hasle". Disse Udtalelser
tillade næppe anden Forklaring end At Relationen forherliger Kofoed over al Maade. ses tydelig flere Steder, bl. a. deraf, at den fortier Klavs Kams Indsættelse til Landshøvding efter Printzenskold den Dag, da „Militiens Direction, saavel paa Slottet, som over det hele Land, blev af samtlige Landets Stænder mig [J. K.] overdragen". Trods denne Tendens lader den Kofoed kun fremstille sig som Hovedmanden for Drabet [>aa Printzenskold og for den senere Overrumpling af „Spes" (talende i Jeg-form). Derimod skildres Raadslagningen foran Hammershus (i übestemt Lideform) og Indtagelsen af dette (i Vi-fonn) ikke anderledes, end enhver menig Deltager kunde fortælle dem. 1) I det tig. lægges Holbergs Udgave at' Relationen til Grand. Fra Urnes Afskrift hentes et enkelt Citat som findes betegnet: [U.]. 2) Herredsniilitsens Officerer havde tilbudt Pvintzenskold at træde i svensk Tjeneste og stod nu udenfor Opstanden. Gejstlighedens Misfornøjelse med det svenske Regimente omtales særlig hos Thurah ; Provsten i Rønne og Præsten i Nyker nævnes blandt de sammensvorne. Præstestanden valgte 1659 Anker til sin Talsmand; allerede 1658 have da rimeligvis hans Embedebrødre set deres Leder i ham. (Dansk biogr. Lex. I. S. ) Side 620
Jeg har Ret til at hævde, at Relationen ikke staar i Modstrid med Peder Olsens Fortegnelse. I øvrigt bygger jeg i den foreliggende Undersøgelse ikke paa denne lidet avtentiske Kilde, hvis oprindelige Text nu ikke kan gjenfremstilles1). Bor ringholms Manifest er bevislig ældre end Relationen og var ikke ukendt paa Øen, hvor Ravn 1671 afskrev det i „Bornholms Krønike". Dets Overensstemmelse i visse Hovedpunkter med Relationen beviser ikke dennes Alder og Troværdighed. Hverken Manifestet (hos Ravn) eller Krøniken nævner Kofoed som Deltager i Opstanden. Men naar Kritiken bortforklarer denne Kendsgjerning med. at Ravn ikke har navngivet nogen som helst, „slet ingen", hører atter denne Paastand hjemme mellem Himmel og Jord. Ravn nævner nemlig Peder Olsen med stor Ære ved hans Hjemkomst som Landsdommer, „som hånd well hafde fortient med sin Trosehab og Ilitigheed, mod Kongen og Riget, besynderligen mod dette Land udi mange Maader beteed". Da han ikke navngiver andre Deltagere i Opstanden, kan lian hverken tages til Indtægt for Anker eller for Kofoed-). De tre svenske Flygtninges Beretning, afgiventil og nedskrevet af Sekretær Taubenfeldt i Malmø d. 17. Febr. 1050, skal, i Følge Kritiken (S. 4-75), „übetinget tillægge Koefoed Hovedrollen i Opstanden". Atter dette Postulat svæver i Luften. Beretningens Liste over Printzenskolds Drabsmænd nævner „twenne Frijmån Jons och Matz Gofot med Borgmestaren Claes Kamb, som och år Gapten for Borgerskapet, een Capiten ofwer bonderne Nills Gummelose i Hasslo, och Wellem Glasson borgare, sampt tiere andre". 1) Kritikens talrige Hypotheser om Relationens Tilblivelse og Troværdighed (S. 475--IS)) modsige hverandre indbyrdes. 2) Kritiken afviser min Brug af Ravns Krønike med. at denne „affærdiger Opstanden ganske kort" (S. 473); hvor den selv bruger Krøniken imod mig. er denne „ikke ganske kort" (S. 478) og formerer sig endog sammen med Relationen til „flere Kilder". Kritiken lader Holberg (tvært imod lians egne Ord) trække Kofoed frem (S. 478) og Ravn fortie hans Navn (S. 474), begge fordi hans Gjerning var deres Samtid bekendt, — et meget sigende Argument. Side 6-21
Hele denne Række vidner om, at Taubenieldt har lagt Vægt paa at faa frem de Deltagere, som stod uden for Almuen: først Adel, saa Øvrighed og endelig til sidst som simpel Borger den egenlige Drabsmand. Denne Rækkefølge er saaledesbetydningsløs (S. 464) for vor Undersøgelse. At Beretningenikke gjør Kofoed til Hovedmanden, fremgaar særdeles tydelig deraf, at den lader Klavs Kam gjøre sig til Landshøvdingi den dræbte Landshøvdings Sted, vist nok som denne med Sæde paa Slottet, og dernæst give Kofoed Mandat som Kommandant under sigx). Endnu nævnes Kofoed to Steder; men at han, sammen med Gamles, gjør sig til Klavsensmedskyldige ved at skyde paa Printzenskølds Lig, og at han som Fangevogter lader sin Drabslyst styre af Provsten Jens Larsen Malmø, giver ikke „fuld Bekræftelse paa hans ledende Virksomhed" (S. 480). Povl Anker nævnes ikke i denne Beretning; men han kan meget vel have ledet OpstandsbevægeLsen uden at komme i Berøring med disse tre menige Fanger; deres Officerer, Kaptajnen og Ritmesteren, vilde, som Relationen har antydet, nok kunne have fortalt os en Del om ham. De menige Fangers Tavshed om ham tinder en naturlig Forklaring i, at de betragte Printzenskolds Drab som den største Udaad; de begynde med at opregne de fem af Drabsmændene, som de kendte, og tilføje senere ikke et eneste nyt Navn, heller ikke Risom eller Olsen, før end de til sidst lejlighedsvis nævne Provsten, som reddede dem fra Døden. Nu løser deres Beretning os ikke Spørgsmaalet: Anker-Kofoed. Guvernør
Finckes Anbefaling af 1676 (S. 481, Nr. 8) 1) F. A. Dahlgrens Aftryk i Handlingar ror. Skandinaviens hist. 39. del. Stockh. 18HS, S. 424—30: „Nar tii.tta war skedt, hade Claes Kamb giordt sig tili Landshofdinge ooh Jons Cofot till Gommendant på Slottet". Jvnf. Urnes Afskrift af Relationen: „Og blev udkeist Borgemester Claus Kam tilligemed Jens Koefod at de skulde forvalte Militien paa Slottet, saa vel som paa Landet." Side 622
tajnsigeintet ud over Peder Olsens Fortegnelse, som nævner ham blandt de 21 „fornemste". Atter Kritikens Paastand, at den anden af disse Kilder hentyder direkte til Opstanden, er uden Rod i Jorden; den skyldes en Antedatering til 1676. Kancelliraad Kristian Gedde, som 1678 var blevet Øens Guvernør, sammenkaldte Stænderne til Møde d. 26. Marts 1679 for at drøfte Landets Forsvar, og de fandt herunder Lejlighed til at udtale, at Kofoed „haffuer ladet sig finde aarwaagenoch tapper" „udi den sidste ruptur" og altid ellers. Med denne Ruptur er selvfølgelig tænkt paa Fredsbruddet 1675: dog vil Kritiken (næppe kunne give os et nyt Kapitel om „Koefoeds ledende Virksomhed" i den skaanske Krig1). Et Hovedargument linder Kritiken i. at Bornholmerne valgte strax Jens Kofoed, „skønt kun menig" Rytter, til Chef for Garnisonen paa Hammershus-). Men — paa Bornholm var Kofoed ikke menig. Han tilhørte Øens indfødte Adel og dens største og indflydelsesrigeste Slægt, hvis Medlemmer, og iblandt dem Kofoeds allernærmeste Slægtninge, i lange Aarnekkerhavde beklædt. Øvrighedsposter (Herredskaptajner, Borgmestre,Landsdommere). Blandt de 21 Førere i Opstanden vides ene han at have gjort Krigstjeneste uden for Øen; saa toges han til midlertidig Befalingsmand over den Del af 1) Tvisten mellem Kofoed og hans foresatte om den dræbte Friskytte forte til Kofoeds Airestation; Guvernøren indbragte den for Bornholms Stænder: Kongen forlangte den undersøgt af en civil Kommission og forbeholdt sig selv dens Afgjørelse. som nu ikke kendes. Kofoeds Forhold til dette Drab henstaar følgelig uafgjort i min Fremstilling. Den gamle Tradition om det blodige Gilde lader jeg kun vise, at Kofoeds Samtid ikke opfattede hans Slagsmaal som noget ganske dagligdags. I Printzenskoids Drab undskylder jeg Kofoed med en stadig Henvisning til Frederik His Opfordring i Brevet af d. 8. Nov. ldoS. Intet Steds mistænker jeg Kofoed for Morder (Kritiken S. 471): jeg betegner ham i min Konklusion som en trættekær Slagsbroder, og den kan jeg støtte 1)1. a. paa G. L. Grove, Museum 1891, 1. S. 18.1—87. 2) De samme Bornholmere valgte samme Dag Klavs Kam, hvem Kritiken tillægger en ..ikke særlig fremtrædende Rolle i Opstanden*, til at styre Øen som Landshøvding. Side 623
Militsen, som besatte Hainmershus, med Klavs Kam til overordnet.Mange havde Bornholmerne ikke at vælge imellem, da Herredsmilitsens Officerer stod Opstanden fjærnt. Heri findes ikke det af Kritiken udhævede Spring. Traditionen taler nu til Dags næsten udelukkende om Jens Kofoed, „Bornholms Befrier". Den fremtræder, med dette Saganavn, som en direkte Aflægger af den hyppig sungne Prinsenskjoldsvises Sagn om de 965 slagtede og 600 fangne Svenskere, alt „effter Hr. Capitain Jens Kofoeds udgifne ordre1". Som vi have set, kan end ikke den kofoedske Relation siges at indfri Navnet med fulde Valuta, og end mindre de andre tidligere Kilder. Spor af en utvivlsomt ældre Tradition, nedskreven ét Slægtled efter Opstanden, findes bevaret hos Urne: „Det fortælles af ældgamle, at de bedste Overlæg og Raad udfløde fra Hr. Povel Ankeru. Ankers Raad vilde være betydningsløse og viede til Glemsel, hvis de andre sammensvorne ikke havde ladet sig lede af ham. Ogsaa i Relationen synes en saadan Tradition om Anker som Lederen at have sat sig Spor. Denne gamle Overlevering, som stemmer smukt med Bornholmernes Vidnesbyrd paa Olsens Fortegnelse, gaar et godt Stj'kke forud for den af Prinsenskjoldsvisens Overdrivelser forkvaklede Tradition. Der er et paafaldende Misforhold mellem Nutidens Tale om „Bornholms Befrier" Jens Kofoed og de samtidige Kilders Vidnesbyrd. Borringholms Manifest af Dec. 1658 (i Ravns Uddrag) nævner ham ikke: Bornho 1 mernes Indberetningaf d. 20. Dec. 1(558 har ham kun som en af de 21 „fornemste"; Broderen Mads Kofoeds Ansøgningfor ham af samme Dag henviser kun hertil; Kong Frederik 111 i Fredebrevet af samme Dag, i Regeringens Flyveskrift, trykt d. 28. Jan. 1659, og i Kaptajnsbestallingen af d. 15. Dec. 1660 nævner ikke et Ord om hans Lod i Opstanden;Peder Kofoeds Dagbog nævner kun lige hans og Klavs Kams Indsa^ttelse til Befalingsmænd over Øen; de svenske Flygtninges Beretning uf d. 17. Febr. 1650 nævner ham som underordnet Klavs Kain; Ravns BornholmsKrønike fra 1671 omtaler ikke hans Deltagelse i Side 624
Opstanden. Saa have vi tilbage den paa hans egen Fortællingbyggede Relations noget mislige Vidnesbyrd, som gjør ham til Hovedmanden for Printzenskolds Drab, Visedigteren, som gjør ham til Capitainen for det hele. og Holberg, der 1735 fremstiller ham som „Hiulet udi denne priisværdige Gierning". Men støttet paa sine grundige Forskninger siger „den store Kender af Bornholms Historie", Amtmand J. G. Urne, omtrent 1750: „Hr. Povl Ancher med sin Raadføring var vel Hoved Hiulet i denne Entreprice", i hvilken „Jens Koefod hialp til" 1). Urne kendte ikke Peder Olsens Fortegnelse; vi, som kende den, kunne tilføje, at ogsaa Ankers Daad er funden værd at fremhæves. Vor Bedømmelse af de enkelte Føreres Gjerning grunde vi sikrest paa den Opfattelse, de samtidige Bornholmere have -ivet til Kende. Povl Anker priste de for Raad og Daad i hele Opstanden ene blandt alle deres Førere; det følgende Aar var han sine Embedsbrødres valgte Talsmand, og den tidlige Tradition paa Øen har optaget hans Navn som Opstandens Leder. Nær op til ham kommer vist Peder Olsen, hvem Bornholmerne valgte til deres Ordfører hos Kongen, og som er Krønikeskriveren Ravns Kæledægge. Klavs Kam tæller med som den, hvem Bornholmerne betroede det øverste Styre over deres 0, og Jens Kofoed som den, de satte til Befalingsmand over Slotsgarnisonen, og om hvem de siden hen lod Visedigtereu synge, at han fældede 965 og fangede GOO. Saa komme Gumløs. Risom og de andre. Pr in t zensko Id s Drab gjøre baade Kritiken og jeg til Kofoeds Hovedbedrift. Men udover den kofoedske Relation (og Prinsenskjoldsvisen) har ikke en eneste dansk Kilde saa meget som ét Ord om, at Kofoed var med til det; kun de svenske Flygtninge nævne ham som en af Drabsmændene. Skønt det er Vilhun Klavsen, som, med sit: „NB. hånd skød 1) J. C. Urnes Annotationer. Univ. Bibi. Addit. Kvart. Xr. 342, S. 11. Side 625
printzenskiold* *), d. 29. Dec. gaar af med den store Kongeskænk,staar ogsaa for mig Kofoed som Hovedmanden her i Følge en Konstruktion, hvorved jeg passer Relationens tvivlsommeVidnesbyrd ind i det Billede, de andre Kilder give mig af Opstandens Gang. Men paa en saadan Konstruktion tør ikke jeg ophøje Kofoed til hele Opstandsbevægelsens Leder, tvært imod hans Samtids fuldstændige Tavshed om ham som „Bornholms Befrier". De samtidige Bornholmere synes, med deres Kendskab til Opstandens Gang. ikke at have fundet dens Hovedpunkt i Printzenskolds Drab2); endnu stod tilbage Indtagelsen af Hammershus, den Stordaad, hvorvedde befriede deres oaf Svenskens Aag. Og de vidnede, med Peder Olsen, at de 21 Førere i Opstandsbevægelsen have Æren af „samme Lands Erobring at Vinde till hans Konngl. Maytt i Dannemarck"; men Jens Kofoed drog de ikke særlig frem saaledes som Povl Anker. Min Tvivl om Printzenskolds Flugtforsøg fastholder jeg. Mod mine Gisninger kan Kritiken selvfølgelig med Lethed opstilleandre; men disse bringe ikke Spørgsmaalet nærmere dets Løsning. Ogsaa fastholder jeg min Opfattelse af de svenske Flygtninges Fremstilling: De sammensvorne have forfulgt Printzenskold („folgt honom på foten efter") ind i Borgmester Peder Lavridsen Møllers Stue for at slaa ham ihjæl strax; Borgmesteren og hans Broder have hindret Drabet; „PrintzenskoTidh hade de tå lijkwahl forst tillsagt Qwarter, men nar the hade fat honom uth på gatun, hade Wellem Classon forst skuttit honom med een pistol eenom hufvudet": i lige Maade have de forfulgt nogle andre Svenskere med Skud. Spørge vi her: Brød Printzenskold det givne Kvarter ved et Flugtforsøg?, da giver den fremstillede Modsætning 1) Denne Tilfojelse paa Peder Olsens Fortegnelse maa antages at skyldes Regeiingens Eftersporgsel efter Drabsmanden: Kongobrevet af 8. Nov. havde nogen Skyld i Di-abet. 2) Kun i Borringholms Manifest (bos Ravn) finder Drabet seerlig anerkendende Omtale. Fra Ende til anden er denne Kilde et tendentiost svenskfjendtlig't Forsvarsskrift for Opstanden. blandt hvis Begivenheder ssrlig Drabet krtevede at undskyldes. Side 626
mellem Kvarteret og Drabet os Svaret: Nej, Bornholmerne brød det ved Drabet. Beretningens Sammenhæng brydes ved Forsøg paa en modsat Fortolkning. — Men iøvrigt gjør selv et fortvivlet Flugtforsøg ikke Nøddrabet indlysende her, hvor mindst otte Mand havde deres Fange lige uden for Fængselsdøren. Var imidlertid Printzenskold simpelt hen blevet fængslet, hvilket efter adskilligt at dømme var de mere besindigeBornholmeres Ønske, da var næppe nogen Sinde Visen om „Bornholms Befrier" blevet lagt. For fremtidige Forskere rettes endnu følgende Kildehenvisninger: Ankers Gavebrev findes i Sjæll. aabne Breve, 19. Okt. 1670, Nr. 657; Jens Kofoeds Underskrift findes paa intet af Overdragelsesbrevene fra 1659, men vel andet Steds, f. Ex. under Arvehyldingseden 18. Sept. 1661 i Bornholm, Fase. 6 Nr. 13; Kisoms Skøde findes i Kr. Vs Skøder, 19. Nov. 1670; Kofoeds Bestalling i Original blandt Fred. lIIs Bestallingsbreve 15. Dec. 1660 — alt i Rigsarkivet. Under ét maa jeg advare imod de Gisninger, Paastande, Referater, ja endog Citater, som Kritiken udleder fra mine tidligere Artikler, men som ikke linde deres tilbørlige Hjemmel i disse. Have disse
Annotationer formaaet at paavise, at der lindes |