7. Et kalendarisk Kuriosum.

Hvis man turde tro de mange udenlandske Forfattere, der har fremstillet ældre Tiders Kaiendervæsen, skal Danmark paa dette Omraade have indtaget en ganske enestaaende Stilling, nemlig hvad angaar den Dag, hvorfra man her har regnet Aarets Begyndelse. Det er vel bekendt, at man har begyndtAaret med ret forskellige Tidspunkter. Man har regnet det fra Juledag, saaledes som det endnu sker i Kirkeaaret; man har begynd! med Paaskedag, da Kristus stod op af (i_råven, eller med Mariæ Forkyndelse (25. Marts), da hans jordiske Existens indlededes; hist og lier i Middelalderen har man ogsaa regnet fra 1. Marts efter de gamle Romeres

Exempel. Men i Danmark skal man. saaledes lyder disse lærde Mænds Udsagn. til en vis Tid have regnet Aaret fra St. Tiburtius' Dag, der falder paa den 11. August. Dette er unægtelig en yderst original Idee; at vælge en ganske übetydeligHelgendag som Udgangspunkt for Aaret, og saa endda at tage en Dag, der falder sent ben paa Sommeren! Intet Under, at en Kalenderkyndig som Bnnckmeier finder Anledningtil udtrykkelig at udtale, at han ikke fatter. hvad der her har været Motivet. Dette har dog ikke ført senere Fremstilleretil at undersøge Sagen nærmere, og endnu i den fortræffeligeManuel de Dlphnnatique 7 som Giry har udgivet for faa Aar siden, finder vi den gamle Paastand; han veed endda, at denne Aarsbegyndelse var gængse i Danmark i Tidsrummet fra 1559 til Aar 1700, da den helt besejredes af 1. Januar som Nytaarsdag.

En Forespørgsel fra Udlandet førte mig nylig ind paa Problemet, og det viste sig let, hvorledes Sagen bang sammen. Paastanden kommer aabenbart ind i den kalendariske Litteratur ved et Indskud, der dukker op i tredie Udgave af det store Værk V Art de vérifier les dat es (1783), og heri citeres heldigvis den danske Forfatter, hvorpaa man stoller sig, nemlig Ole Vorm. Denne har forfattet et kronologisk Yan'k, Fas ti Daniel, der udkom 162G og atter i udvidet Skikkelse 1G43, og heri staar virkelig, at man i visse Kalendre tinder Aaret begyndt med St. Tiburtius' Dag (Lib. I. c. 1:2). Men Yorin siger rigtignok, at denne Tiburtius' Dag er den 14. April, og hvad han taler om paa dette Sted og nærmere skildrer i sin tredie Bog, er de norske Kalenderstave, hvoraf endnu adskillige er bevarede. Han oplyser, at paa visse af disse er Aaret delt i et Sommerhalvaar og i et Vinterhalvaar; det første begynder med St. Tiburtius' Dag, som ogsaa kaldes „første Sommerdag" 1). det andet med Kalixtus' Dag (14. Oktober).

Paa disse Meddelelser er det, at Benediktinerne hygger. Det

---

1) ..Sunt et alii fas ti Norvagis jam in usu. qui a die Tiburcio sacro. ijuem Forste Sommerdag sen primuin æstatis dieni appellitant, annum inchoant,. .. . Incidit oniiti in XIV Aprilis".

skal ikke regnes dem videre til Last, at de har gjort Norge til Danmark; meget uheldige har de derimod været, naar de har ment at kunne berigtige Vorms Angivelse af, hvilken Tiburtius' Dag der var Tale om. De har vel Ret i, at den 14. April egentlig hedder , Tiburtius og Valerianus", og at den Dag i Kalenderen. som den hellige Tiburtius er ene om, falder i August; men af hvad Vorm ellers oplyser, kunde de nok have indset, at man dog her var nødt til at holde sig til Aprildagen.

Fra L'Art de vérifier les dates er Paastanden saa gaaet fra Forfatter til Forfatter paa den ikke usædvanlige Maade, al den stadig har vundet i Fasthed og Fylde. Jeg tror dog ikke. at nogen før Giry har nævnt et bestemt Tidsrum, hvori denne underlige Aarsbegyndelse skal have hersket, og gaadefuldt er det, hvorledes han er kommet til sine to Aarstal. Han har vel faaet fat i Aaret 1700, fordi den gregorianske Kalender da blev indført i Danmark, og jeg har ham mistænkt for at have nævnt 1559. Kristian lll's Dødsaar. fordi han har vidst, at denne Konge indførte Reformationen her; hverken det ene eller det andet spiller rigtignok nogen Rolle for Aarsbegyndelsen. Det hænger vel sammen med Prostestantismen, at man efterhaanden herte op med at regne A_årets Regyndelse fra Juledag, men helt forsvandt dette dog først adskillige Aar efter Kristian IH's Død, og allerede gennem hele Middelalderen tindes i Danmark tillige den Maade at begynde Aaret med 1. Januar, som Giry lader trænge frem efter 1559 og blive eneherskende efter Aar 1700.

Herpaa skal jeg dog ikke indlade mig nærmere. Det maa være nok, at det en Gang er blevet oplyst, hvorledes det hænger sammen med den underlige Augustdag, der har skaffet vore gamle Forfædre et ufortjent Skan' af Originalitet paa det kalendariske Omraade.