H. H. von Schwerin: Helgoland. Historisk-geografisk undersökning. Med 2 kartblad och 1 tafla. (Lunds Univ. Årsskrift. Tom. XXXII.) Lund 1896. (275 + XXXVIII SS.)

En Bog paa 300 Kvartsider om en 0, der ikke er større end at man kan gaa omkring den i mindre end en Time, kunde synes at være for meget. Imidlertid er Helgoland fra Naturens Haand mærkeligt udstyret, dens geografiske Beliggenhed er saa karakteristisk og betydningsfuld, at der allerede derfor er meget at fortælle om denne Nordsøens egentlig eneste 0. Den øines ikke fra noget Fastland, men man behøver ikke at fjerne sig langt fra Eiderens, Elbens eller Wesers Munding, før dens røde, bratte Vægge dukke op midt i Bølgerne og lyse med et mærkeligt Farvespil („Gron is dat Land, roth is de Kant, witt is de Sand, dat is de Flagg van 't hillige Landt"). Som et fremskudt Fort fra et af Landene bagved har den altid havt stor Betydning; den hilses med Jubel af Sømænd paa Handels- og Fiskefartøier, som tumles af Nordsøens Storme og her finde Nødhavn. En 0 af saa stor maritim og militær Betydning maatte enhver Gjenbomagt ønske at besidde, og derfor har Danmarks Konge, som i den længste Tid har eiet Øen, ofte maattet kæmpe for sin Ret med Hansebyerne, med gottorpske Hertuger, keiserlige Krigere og engelske Flaader. Klippeøen har endelig i høi Grad sat Fantasien i Bevægelse; allehaande Myther, der ogsaa have fyldt de Lærdes Bøger, have indhyllet Øens skarpe Omrids med en Sagntaage.

Allerede heraf vil fremgaa, at den, som vil skrive en „historisk-geografisk" Undersøgelse over Helgoland, vil have Emner og Spørgsmaal i stort Tal at behandle. Men endviderehar en Forfatter jo Ret til at se en Enkelthed under universelt Synspunkt — vel beset er dette jo netop den gode Monografis Opgave — og enhver Læser af det foreliggende Værk vil erkjende, at Friherre v. Schwerin i denne Henseende Intet har forsømt, ja man vil endog finde, at Forf.s Evne til at drage Paralleler mange Steder fra, til at belyse ved Sammenstillinger,er

menstillinger,ernoget særligt fortjenstfuldt ved hans Arbeid
e1).

En anden Egenskab ved Bogen er det Vidnesbyrd, den giver om Docent v. Schwerins omfattende Viden. Nærmest raaa den vel efter dens Emne sammenstilles med hans første Arbeide, „Herodots framstallning af Europas Geografi" (1884), der allerede viste en betydelig Læsning. Forf.s senere Arbeider over afrikanske Forhold have godtgjort, hvor vel bevandret han er i hele den vidtspredte, geografiske Litteratur. Vel er v. Schwerin ikke i den sidste Tid, siden han for en halv Snes Aar siden reiste i Afrika og besøgte ukjendte Egne ved Kongofloden, optraadt som geografisk Opdagelsesreisende, men hans Bøger, saaledes de fortræffelige Skrifter „Slafveri och slafhandel i Afrika" (1891), „Muhammedanismen i Afrika. Antropo-geografisk studie" (1892) og ligeledes den foreliggende Bog, ere prægede af den samme kjække Freidighed, den samme ufortrødne Gaaen paa, som udmærker den reisende Opdager. Schwerin sparer sig ingen Møie for at naa til Bunds i Spørgsmaalene; han undersøger Stederne med egne, iagttagende Øine, han gransker i Bibliotbeker og Arkiver, i Bøger og Atlasser, han lader sig ofte ikke nøie med de trykte Udgaver, men gaar til selve Manuskripterne, alt for at faa Sandheden frem. 'Endelig har Forf. en tiltalende og livlig Stil og Fremstilling; jeg vilde i denne store Bog kun have ønsket en stærkere Leddeling, samt at enkelte Stykker vare blevne trykte med en mindre Sats.

Efter at Forf. i Bogens første Afsnit har meddelt, hvad Oldtidens Geografer og Middelalderens ældste Kilder fortælle om Helgoland, omhandler han i det følgende Afsnit Adam af Bremens ret lange og interessante Beskrivelse, der har givet Forskerne mange Knuder at løse; Forf. lægger her baade

---

1) Exempelvis kan nævnes Bemærkningerne om Havbølgernes idelig omdannende Magt (S. 231 f.), Dobbeltøer (S. 230), den stadig skiftende Nomenclatur paa mindre Lokaliteter (S. 220. 263 f.). parallele Navne fra ældre og nyere Tid (S. 34. 39, 48, 50, 07 f.j.

Skarpsindighed og megen sund Sands for Dagen. Og som Hovedresultat af Undersøgelsen fremgaar, at Bremerkanniken ogsaa i dette Punkt har vist sig som en fortrinlig Geograf. Denne Opfattelse stemmer jo ganske med hvad S. Giinther for nylig har hævdet i sit Skrift om Adam af Bremen¹) og ligeledes Aug. Bernard i en Bog, som Forf. endnu ikke har havt Adgang til at benytte²). — Forf.s Undersøgelser over Farria — saaledes skal Helgolands ældste Navn have lydt — og over Edbertus episcopus Farriensis³) indeholde meget rigtigt. Antagelsen om, at et andet Helligt Land — nemlig Holy Island ved Northumberlands Kyst, der oprindelig hed Farne (Lindisfarne) — samt denne Øs første Bebygger og Grundlæggeren af Klostret dér Cudbertus episcopus har bragt Forvirring ind i Traditionen, er meget snild, om end ikke fuldt overbevisende.

Skildringen af Helgolands Historie i den senere Del af Middelalderen indeholder ligeledes mange omhyggelige Undersøgelser.Forf. viser, at Øen ikke regnedes sammen med de frisiske Øer eller udgjorde nogen Del af Utland, hvilket bl. a. fremgaar af Kong Valdemars Jordebog. I det fjortendeAarhundrede, paa det danske Riges Forfaldstid, synes endog Øen at have glædet sig ved en vis Selvstændighed, fordi de Herrer, som stredes om Danmark, havde nok at varetage andensteds. Forf. har fremdeles aabenbart Ret i, at Kielertraktaten af 1332 aldeles ikke særlig omtaler Vesterhavsøerne,saaledes som det har været hævdet. Paa Valdemar Atterdags Tid faar Helgoland en stærkere Haand at føle; Kongens tapre Høvidsmænd byggede her et „ fortalicium", og Hamburgerne maatte erfare, at der var kommen en bevidst

---

1) S. Giinther, Adam von Bremen, der erste deutsche Geograph. i Sitzungsberichte der kon. bohm. Gesellschaft der Wissenschaften. Glasse f. Philos., Gesch. u. Philologie, 1894, Prag 1895.

2) A. Bernard, De Adamo Bremensi geographo. Parisiis 1895.

3) Forf. kunde her ogsaa have henvist til Meyer v. Knonau, Heinrich IV. und Heinrich V., I. 416 f.

og streng Styrende paa denne 0, som deres Søfarende saa ofte benyttede som Nødhavn. Paa den Tid, da alle HanseatersVrede vender sig mod Kong Valdemar, falder Øen i Stædernes Vold, i alt Fald for en Stund. I det sidste Aarti af det fjortende Aarhundrede bliver Helgoland Skueplads for mange af Vitaliebrødrenes Kampe; her havde Sørøverne paa Nordsøen fundet et Centrum og Tilflugtssted. Den i Sagn og Sang vidt berømmede Klaus Størtebeker havde saaledes slaaet sig ned paa Øen, og det var i Nærheden af denne, at han bestod sin sidste Kamp, der havde hans Fangenskab og Halshugning i Hamburg til Følge *).

Ved Tiden 1425 søger Silden i vældige Skarer til Nordsøen,og der opstaar ved de flanderske Kyster som ved Helgoland et betydeligt Sildefiskeri²). Øen synes da at have været et stærkt benyttet Tilholdssted for Fiskeflaaderne. og Danske saavelsom andre Nationer have sikkert havt Boder paa Øen. Men at Øen i det 15de Aarh.s Midte skulde have været anset som et „commune bonum" for mange Magter, saaledes som Forf. antager (S. 90), kan dog vist ikke godkjendes.Der findes en Optegnelse i Hamburgs Kæmnerbøger

---

1) Forf. siger: den betydelige Litteratur om Størtebeker findes i Zeitschrift des Vereins fur Hamburgische Geschichte 11. 1847. Men Efterretningerne om denne Vitaliebroder ere i nyere Tid blevne yderligere prøvede, og især er det historiske Grundlag bleven udskilt fra det hele Sagnmylder. Her maa først og fremmest nævnes K. Koppmanns Afhandling i Hansische Geschichtsblatter 1877 (1879), 35 f.; om Litteraturen se iøvrigt Allgem. deutsche Biographie, Størtebeker. Nogle Enkeltheder i Schwerins Meddelelser maa derfor rettes; saaledes toges Størtebeker til Fange og henrettedes 1401, ikke 1402.

2) Forf. siger gjentagne Gange, at Silden forlod Skaane (S. 90, 138), og han anfører Rufus' Udsagn: .de heringh quam nicht wedder" (til Skaane). Dette er dog ikke rigtigt, saaledes som allerede Grautoff og Allen, ligesaa Hirsch og Schåfer have vist. Her er kun Tale om en midlertidig Udeblivelse af Silden, saaledes som det oftere hændte; snart kom den igjen, og i det 15de og den første Del af det 16de Aarh. falde netop meget rige Fisketider. Jfr. Schiifer, Das Buch des Lubeckischen Vogts auf Schonen XLI.

fra 1448 saalydende: 10 fi Johanni dem richtescrivere pro uno libro iudicii ad usum Hilleghelande per eundem scripto¹), og heraf udleder Forf., at Hamburg varetog Øens Domsret. Efter hans Mening har den betalte Bog været en kortfattet Samling af Bestemmelser eller de vigtigste Retstilfælde,som kunde forekomme ved Tvistigheder mellem de ved Øen sammentræffende Fiskere af forskjellig Nationalitet. Bogens Indhold maa vel imidlertid nærmest opfattes som en Lovbog eller Statutbog for de Hamburgske Fiskere, der dreve Fiskeri ved Helgoland og havde Boder paa Øen; der er saaledesherved Intet givet om, hvem der havde Domsret over selve Øen og dens Indbyggere (jfr. de tilsvarende Forhold i Skanør og Falsterbo). Naar det fremdeles anføres, at BremensJurisdiktion endog formodedes at omfatte Helgoland. da fremgaar dette næppe af den citerede gamle Kilde, der udtaler,at Jurisdiktionen strakte sig paa Havet lige til Kysterne af Helgoland, men ikke at den gik ind over selve Øen 2).

v. Schwerin henviser endvidere til en vis Forbindelse
mellem Helgoland og Ribe, til hvilken By en egen Afgift
svaredes. I Laugsskraaen for Skipperlauget i Ribe af 1478

---

1) Her citeret efter Udgaven i Kåmmerreirechmmgen der Stadt Hamburg 11. 79, hvilket Værk Forf. ikke har benyttet. Disse Regnskabsbøger vilde sikkert ogsaa have indeholdt andre Oplysninger om Helgoland, saafremt Byen havde havt nogen Slags Rettighed paa Øen.

2) Westphalen, Monumenta 111, sp. 2116: usque ad terram sanctam vulgo heilige Land insulam jurisdictio civitati Bremensi concessa diceretur, ex quo magnara jurisdictionis marinæ perturbationem et confusionem nasci oporteret, quando hæc Ducatui Holsatiæ item Hadeleriæ ae Wursatiæ nec non comitatui Oldenburgico usque ad centum milliaria in mare adhæret, quia, ad quem pertinent littora maris, ad eundem etiam pertinet jurisdictio marina usque ad centum milliaria. Altsaa Bremens Søterritorium — dette siges udtrykkelig ved de tre her fremhævede Udtryk — paastaas at strække sig hen til Helgoland, og i dette Farvand krydse overhovedet Holstens, Hadelns, Wurstens og Oldenburgs Jurisdiktioner hinanden.

hedder det nemlig — efter at en foregaaende Artikel har nævnt „Hellig Landtz Fiskind* —: „item saa mange Pen. dinge, som tagis og opbæris i Hellig Land, hellig Blodtzs Pendinge, de skulle hiemføres til Ribbe, oc kiøbe Wox for, oc brende Liusz i Fruwer Glostcr for dett hellig Blodtz" 1). Forf. mener, at Kongen oprindelig har havt en Indtægt af Øen, som lian senere har overladt Ribe (S. 89, 90, samt Kartografi S. I). Det er jo imidlertid ikke Byen som saadan, men Skipperlauget, som „tager og oppebærer" denne Afgift, og herved maa dog ganske vist tænkes paa Bøder eller Afgifterindenfor selve Lauget, udredede af „Skibmændene'' eller ydede til dem for bcgaaede Forseelser, altsaa atter Forhold, der ikke direkte vedrøre Helgolands Indbyggere, derimod den Befolkning, som i Fisketiden fandtes paa Øen.

Hvor grundigt prøvende Forf. gaar til Værks, fremgaar af hans Undersøgelse om Øens Stilling 1470. Det har hidtil været antaget, at Christiern 12)1²) i dette Aar skjænkede Helgoland til Domkirken i Slesvig. T et i Afskrifter bevaret Brev hedder det nemlig: unde geveu dat hillige landt unde alle opgeworpen lande in wirkesherde im Strande belegen, dar nene kerckheren, kerken effte kerspele en [in] sin³). Udgiverne have hidtil skrevet „Hillige landt", men v. Schwerin paaviser, at vedkommende Manuskript paa det store kgl. Bibliothek hverken i Overskrift eller Text har det store H. Brevet omhandler desuden aabenbart to sidestillede Begreber, det Land, som er „^opgeworpen" og saa „dat hillige landt"; begge disse Bestanddele findes i Wirkesherde og have Intet med Helgoland at gjøre. I Regnskabsbøgerne fra Slesvig Domkapitel mangler desuden enhver Oplysning om, at Øen skulde have tilhørt Domkirken. Dette forekommer mig slaaende rigtigt og ganske uimodsigeligt.

Men hvad er da „dat hillige landt"? v. Schwerin fortolkerdetsom

---

1) Nye Danske Magazin 11. 260, 561

2) Forf.s Dora over denne Konge (S. 9:2) er iovrigt alt for streng.

3) Gl. kgl. Samling Folio 1150 S. 359. Nogle mindre Rettelser i Sehwerias Laesning (S. 94) rnaa dog gj*ores (unde, im Stmnde, ea sia).

tolkerdetsomKirkeland, og han kan herfor paaberaabe sig, at Heimreich i Nordfresische Ghronik (1666) nævner i Nordfrisland„Kirchen - und Heiligenlåndereien". Imidlertid er dog vist i dette Punkt en anden Tydning sandsynligere. Man maa jo nemlig spørge: hvorledes kunde Kong Ghristiern overdrage Kirkeland ? Det skulde jo synes at maatte være ¥ Andres, særlig i Kirkers Eie. Hvis den relative Sætning om, at der ingen Kirkeherre eller Kirkesogn fandtes, ogsaa gaar paa „dat hillige landt", saa maa man spørge om, hvorledes det trods denne Mangel alligevel er blevet „hillig" Land. Stedet hos Heimreich er jo heller ikke afgjørende, da Sammenstillingen kan være tilfældig, eller han kan have misforstaaet et ældre Udtryk. Ordene i Aktstykket bringe langt snarere Tanken hen paa „dat hillige landt" som noget fra Naturens Haand eller i lokal Henseende jævnstillet med „opgeworpen landt". Og hvad dette sidste Begreb rummer, kan let erfares af andre Kilder; det er det ved Dige, Vold eller Grav beskyttede Land¹). Nu hed imidlertid i Ostfriesland det Land, som ligger udenfor Diget, den skraanende Skrænt, Heldingen ud mod Havet hella, hilla, hatte? af hvilket et Diminutiv hellike maaske endog findes²); Ordet er nær beslægtet med

---

1) Schiller u. Liibben, Mittelniederdeutsches Worterbuch: upworp . . . boven dem nygen graven unde dyke, dar mi des upworpes des sulven graven unde dykes eyn deil upgheworpen is ... De enen graven oder opwurff will machen (1370).

2) Friedlaender, Ostfriesisches Urkundenbuch. Nr. 76 (1355): Galcka Hellar dicta. Nr. 100 (1364): tria graminata in liteka [lille] Helum .... Item de hclliken (Diminutiv von heller?) by Loeghender hoywech .... welke voerscr. helliken hevet ghecoft die eerweerdige proest Heero. Nr. 409 (1437): Hilla gara. Nr. 66^C2 (1453): eeri stucke erves beleghen bii Kaninghusen, gheheten Duvelswerkke, myt den hellen unde unleende [o: udyrket Land], de bii unde umme den vorscreven werf synt ligghende, dat in vortyden ene grote fenne heft ghewe/.en, de vormyds den unwedder unde water vorghaen ys. Nr. 1228 (1488): dat eyn demet des enen jares up de holler, des anderen jares ynna Heyntyuch. Nr. 1243 (1489): des enen jares up de Heive hatter, des anderen jares ynna Heyntyuch. Nr. 1792 (1454): by der sudersyde Gaelke heller. I Schiller u. Lubbens Ordbog soger man Ordet forgjseves (helle findes i Tillneget, men urigtigt forklaret). I Anninerkninger til de her anfwrte Aktstykker i Urkundenbuch oil i Vaerkets Ordliste er dette Ord derimod forklaret soin .HoschnnLr des Deiches, Heller. Aussendeichsland*.

de tydske Ord kalde, Bjergside, og helling, ad hvilken Skibet løber af Stabelen, fremdeles med det hollandske helling,Skraaning,Melding, Stabel¹), endelig ogsaa med hallig, Betegnelsen for de ikke inddigede Smaaøer ved Slesvigs Vestkyst.Skrivereneller Afskriveren af Brevet har maaskc misforstaaet^dethamopgivne Udtryk og derfor ikke skrevet det i dets fuldkommen rigtige Form. Men det vil ses, at man ved denne Tydning kommer til at undgaa de foran berørte Vanskeligheder og træffer et Udtryk, som slutter sig nøie til det andet, ved hvis Side det er stillet. Alt det inddigede og ikke inddigede Land, som hidtil ikke har hørt under en Kirkeherre, skal høre under Domkirken i Slesvig.

Ogsaa de følgende Aarhundreder af Helgolands Historie frembyde mange interessante Perioder, saaledes Ditmarskernes Tog til Øen for at hævne sig paa deres Landsmand Wieben Peter, der havde hærget deres Kyster frygteligt; her blev han skudt i Øens Kirke. Denne Begivenhed var et af Paaskudene for Hertug Adolphs og Kong Frederik ll.s Krig mod Ditmarsken1559. Paa Trediveaarskrigens Tid var Øen et vigtigtPunkt i de Danskes Hænder; dens militære Betydning viste sig ogsaa under den store nordiske Krig. 1807 blev Helgoland erobret af Engenderne; paa den Tid og under hele Fastlandsspærringen havde Øen en glimrende Periode, idet den blev Oplagssted og Midtpunkt for Englændernes Handel med Vesteuropa; Øen kunde næppe nok rumme de opstablede Varer, og, som det sagdes, „Guldet laa paa Gaderne". Ved Kielerfreden maatte Danmark afstaa Øen til England; 1890 forenedes den med det tydske Rige. Forf. er overbevist om, at denne Erhvervelse i en snar Fremtid vil vise sig at have en overordentlig Betydning for Tyskland. Om Helgoland var i en fjendtlig Magts Haand, vilde den i Krigstidaldeles tilintetgjøre Nordøstersøkanalens strategiske Betydningog

---

2) Friedlaender, Ostfriesisches Urkundenbuch. Nr. 76 (1355): Galcka Hellar dicta. Nr. 100 (1364): tria graminata in liteka [lille] Helum .... Item de hclliken (Diminutiv von heller?) by Loeghender hoywech .... welke voerscr. helliken hevet ghecoft die eerweerdige proest Heero. Nr. 409 (1437): Hilla gara. Nr. 66^C2 (1453): eeri stucke erves beleghen bii Kaninghusen, gheheten Duvelswerkke, myt den hellen unde unleende [o: udyrket Land], de bii unde umme den vorscreven werf synt ligghende, dat in vortyden ene grote fenne heft ghewe/.en, de vormyds den unwedder unde water vorghaen ys. Nr. 1228 (1488): dat eyn demet des enen jares up de holler, des anderen jares ynna Heyntyuch. Nr. 1243 (1489): des enen jares up de Heive hatter, des anderen jares ynna Heyntyuch. Nr. 1792 (1454): by der sudersyde Gaelke heller. I Schiller u. Lubbens Ordbog soger man Ordet forgjseves (helle findes i Tillneget, men urigtigt forklaret). I Anninerkninger til de her anfwrte Aktstykker i Urkundenbuch oil i Vaerkets Ordliste er dette Ord derimod forklaret soin .HoschnnLr des Deiches, Heller. Aussendeichsland*.

1) Tross u. Overmann, Hollandisch-deutsohes Worterbueh.

ningogumuliggjøre Foreningen af de i de to Have stationeredeStridskræfter.

Hvis Vanskelighederne ved Fremstillingen af Øens ydre og politiske Historie ere store, er det vist, at Øens egen Lokalhistorie frembyder mindst lige saa vanskelige Opgaver. Forf. omhandler disse i Bogens fjerde Afsnit, og hvad der gjør, at han her saavelsom i det sidste Afsnit om Helgoland i fysisk-geografisk Henseende kan bringe meget nyt og vigtigt, er hans omhyggelige Studium af de talrige, tegnede og trykte Kaart over Helgoland fra ældre Tider. Friherre v. Schwerin har med stor Flid ransaget Bibliotheker og Arkiver, og det er lykkedes ham ikke blot at berigtige mange tidligere Angivelser, men ogsaa at fremdrage en halv Snes helt übekjendte eller forglemte Kaart over Øen. Disse Kaart, der findes i Rigsarkivet og Søkaartarkivet i Kjøbenhavn og i Commerzbibliotheket i Hamburg, give vigtige Oplysninger om Øens fysiske Forhold og Landets Form og Størrelse i ældre Tid, hvilke Spørgsmaal i høi Grad have beskjæftiget Geografer, Naturforskere og Historikere. Af disse Kaart kan fremhæves det, der er optaget 1714- i Anledning af den danske Eskadres Beleiring og Erobring af Helgoland, der da var i den gottorpske Hertugs Besiddelse og forsvaredes af hans Tropper; aabenbart af strategiske Grunde er dette som flere andre Kaart ingensinde bleven offentliggjort. Men især fortjener dog Opmærksomhed et Kaart med tilhørende beskrivende Text fra 1697, der giver en hel Række topografiske Detailler og lokale Oplysninger; det er opbevaret i Gommerzbibliotheket i Hamburg, en Gjengivelse af det ledsager Forf.s Værk. En omfattende Kartografi, der redegjør for alle de gamle Kaart, findes derfor ogsaa som Tillæg til Bogen (S. I^—XXXVIII).

Resultatet af Forf.s Undersøgelser er bl. a. dette, at Øen i den historiske Tid ikke har tabt synderlig i Størrelse eller paa anden Maade stærkt forandret Udseende. Denne Opfattelse have den nyere Tids Forskere ogsaa i det Hele hævdet i Modsætning til Drømmene om en tidligere Storhedsperiodefra det lærde Tidsrum. Den gamle Opfattelse spøger dog endnu i vore Dage, om end i ændret Form; nu er den

ved v. Schwerins grundige Studier yderligere manet i Jorden. Om flere Omdannelser af enkelte Punkter og Kystdele giver v. Schwerin nye Oplysninger, og især er han i Stand til at paavise haarde Angreb paa Kysten i den første Snes Aar af det 18de Aarh., voldsomst Nytaarsaften 1720.

Tankerne om Øens Storhedstid stamme fra det 16de og 17de Aarh.s Historieskrivning, og Forf. giver en djærv, men ikke uretfærdig Skildring af dette Tidsrums Videnskabelighed. Som en grumset, smudsig Bjergflod — siger han — oversvømme disse Aarhundreders Krøniker den simple, sandhedstro Fremstilling hos Adam af Bremen. Udgaaede fra det pedantiske Storsnakkeris Skole udmærke de sig visselig ved Lærdom, om man kan kalde det saa, men denne Lærdom er næsten altid død og ufrugtbar, parret med en uforfærdet Selvtillid og fuldstændig Mangel paa virkelig Evne til Omdømme. Svage historiske Reminiscentser af tvivlsom Værd opblandes med den mundtlige Traditions stærkt farvede Episoder, man gaar fra Kombination til Kombination og udtager de underligste Ting af Videnskabens Pulterkammer. Man anstiller de mest halsbrækkende dialektiske Experimenter og skyer ikke de urimeligste Ordudlægninger. Og tilsidst staa de færdige, disse fænomenale monumentet, doctce ignorantiæ, disse tykke Folianter, som saa længe have havt Evnen til at imponere den store Almenhed og nydt en Strafløshed, som de saa lidt fortjene (S. 130).

Dommen lyder haard, men er næppe übillig. Imidlertid forekommer det mig, at Forf. i sin Vurdering af den i mange Henseender fortjenstfulde Kaarttegner Johannes Mejer, med hvem Bogen udførlig beskjæftiger sig, er gaaet et Skridt endnu videre, og da er bleven übillig og uretfærdig. Joh. Mejers Kaart have jo givet Anledning til en ret betydelig Litteratur; det var først Skoleinspektør P. Lauridsens Undersøgelser,som ogsaa af v. Schwerin omtales med den største Anerkjendelse, der bragte endelig Klarhed og fast Standpunkt for Betragtningen¹). Mejer har ofte beskjæftiget sig med

---

1) De offentliggjordes i Historisk Tidsskrift 6. R. I. 239 f., jfr. ogsaa Geografisk Tidsskrift IX. (1887—88). 50 f.

Helgolands Fortid, og man kan forfølge Gangen i hans Studier.Han har først 1639 i et Manuskript af Peter Sax's Beskrivelse over Øen tegnet et Kaart over denne ved Tiden 800. Det er opstaaet ved at han simpelthen har forstørret Helgoland, som det saa ud 1639; han har afsat derpaa en Del Punkter, som da fandtes paa Øen og andre, om hvilke Sagnet meddelte Kundskab. „Her foreligger altsaa et Falsarium,røbende en Dumdristighed, som man virkelig kan kalde forbavsende." Paa et andet Kaart i samme Manuskript tegner han Øens daværende Omrids som en lille central Kjærne, omgivet af en i Havet draget periferisk Linie, der angiver Øens Kontur c. 800. Endelig tegner han det i DankwerthsLandesbeschreibung forekommende Kaart. Her er Øen svulmet op til en uhyre Størrelse, og nede i dens sydvestlige Hjørne ser man Datidens Helgoland vel som en Hundreddel af den fordums Storø. Fremdeles finder man her, udenom den lille og inde i den store 0, et Omrids af Helgoland ved Tiden 1300; den indtager vel en Ottendedel af Storøen. Paa Storøens Omraade ere en hel Mængde Navne afsatte, de ere for en stor Del hentede fra gamle apokryfe Kirkefortegnelser og Lokalsagn, v. Schwerin paastaar nu, at Mejer selv aldrig kan have troet paa dette Stor-Helgoland, men desuagtet ikke har undset sig ved at sætte denne uhørte Mystifikation i Scene. Lauridsen havde udtalt, at „Mejer slet ikke havde til Hensigt at bedrage", men i Følge Schwerin er han „Ophavsmand til et kolossalt, omhyggelig planlagt geografisk Bedrageri, som turde savne sit Modstykke i Kartografiens Historie" (S. 180).

Her forekommer Lauridsen mig at have dømt rigtigere, og en Maalestok fra det 19de Aarh.s kritiske Tidsalder er temmelig übilligen anvendt paa en Lærd fra Christian IV's Tid, der, om han end nok saa meget fulgte Tidens Fantasteri og ukritiske Vilkaarlighed, dog ikke ophørte^at være en sandfærdigMand, saaledes som Sandhed da forstodes i Videnskaben.Rent Hjernevæv er hans Kaart ikke, det er et Forsøg paa at sammenspinde Traade, som forud vare givne. Forf. tiltræder desuden Lauridsens Paavisning af, at Mejer havde i høi Grad Støtte i den daværende Litteratur, ja det indrømmes,

at Kaartets samtlige Stedsnavne mulig kunne være hentede fra andre Kilder, og der gives Anvisning paa, hvorfra de mulig skrive sig. Men saa bliver Mejers Kaart ikke at opfatte som et Bedrag, men som et uvidenskabeligt Forsøg paa at gjætte Øen« Udseende og Form. Naar Mejer lægger den formentlig tabte store Del af Øen om mod Øst, maa dette efter v. Schwerins egen Oplysning forklares ved den da ret almindeliggængse Antagelse, at Helgoland i sin Tid skulde have været noget nær landfast med den slesvigske Kyst eller dog kun skilt derfra ved et Sund af übetydelig Dredde.

Som Mejer gik til Værks, saaledes gjorde mange Lærde paa hans Tid. Historisk Kritik existerede næsten ikke, de videnskabelige Muligheder fremsattes med saa stor Kraft, som om de vare beviste Kjendsgjerninger, og en Fjer forvandlede sig let til fem Høns. Men især gjaldt det paa Forhistoriens, Arkæologiens og Oltidens Omraader, at her havde man Ret til at opstille Brikkerne som man vilde. Ingen vil dog beskylde Lyskander for at være en bevidst Bedrager, fordi han ved Hjælp af bibelske Slægt registre, den gullandske Krønike, Saxos Sagnhistorie og utallige andre Kilder i „De danske Kongers Slægtebog" paaviser, hvorledes det danske Kongehus nedstammede fra Adam, og hvordan alle Europas Konge- og Fyrstefamilier egentlig vare Grene af den danske Kongeslægt. Endog en saa besindig Lærd som Ole Worm udtaler om Slægtebogen, at „den haver mere at betyde, end man tror". End ikke vore berømteste Lærde vilde kunne undgaa en fældende Dom for Falsk, hvis man i den Grad turde anlægge vore Dages Maalestok. Hvor haard maatte Dommen til Ex. ikke lyde om Thomas Bartholins Skrift om Danebrogsordenens Oprindelse, hvor de løseste Hypotheser ere sammenknyttede, og hvor Forf. tilmed paaberaaber sig gamle Pergamenter, meddelte ha^n fra Kongens Arkiv, skjøndt saadanne Membraner efter al Sandsynlighed ikke have existeret eller i gunstigste Fald ere blevne benyttede med den utroligste Letsindighed?

I det sidste Afsnit af Bogen omhandler Forf. som alt
sagt Øen i fysisk-geografisk Henseende. Her maa den Roes

utvivlsomt tildeles ham, at han har gjort en Række omhyggeligelagttagelser i Naturen, især om det langsomt foregaaende Ødelæggelsesværk og Aarsagerne til den geoplastiske Omdannelsesproces.Ved disse Studier, i Forening med den erhvervedenøie Kundskab til Landets Omdannelse i de sidste Aårhundreder,har Forf. bragt meget nyt og fortjenstligt til Veie.

Af den foran givne Redegjørelse vil fremgaa, af hvilken mangeartet Natur de Emner ere, som denne Bog om Helgoland behandler. Det bør fremhæves, at ikke mindst de, som beskjæftige sig med Sønderjyllands og Elblandenes Fortid, især med de vestlige Kystlandes Historie, bør huske at raadspørge dette oplysende Skrift. Det vil ikke være vanskeligt at rette Kritik mod Enkeltheder — og saadant er sket i det Foregaaende •_— men Alle ville være Forf. taknemlige for de mangfoldige Oplysninger, som her ere samlede, og erkjende, at selv hvor han ikke endelig har løst Spørgsmaalene, har han bragt Undersøgelsen betydeligt videre.