I. Erik Plovpenning og kirken.

1 rods den store ulykke, som havde ramt Valdemar II samtidig med at den tilintetgjorde Danmarks stormagtsvælde og gjorde dybt skår i landets velstand, og trods de forste varsler om opløsning og splittelse i statslivet stod den gamle konge dog for den almindelige bevidsthed som Nordens mægtigste og ypperste drot. Allerede som ung hertug havde han i mange måder været den ledende ånd i Danmark, og dernæst havde han i henved 40 år været konge, æret og beundret som ingen anden. Det var derfor en tung arv, den unge kong Erik fik at løfte, den gang han blev sin faders efterfølger. Tilmed var den indre politiske stilling i Danmark af ny og usædvanlig art, og kun den, der havde fremragende statsmandssnille, vilde kunne føle sig til rette i de uvante forhold, domme sikkert om styrelsens mål og midler og lede udviklingen med fast hånd. Unægtelig var her adskillige opgaver, som lå over Erik Plovpennings evner.

Og dog har Valdemars og Berengarias ældste son sikkert ikke været nogen übetydelighed. Forskellige træk af hans styrelse viser fyrig og energisk indgriben, og bag hans virkelyst sporer man også en sammenhængende plan: Erik vilde være på sin post overfor kongeætlingernesogkirkens

gernesogkirkensstigende vælde, og dermed vilde han håndhæve kongedommets ret, ja endog udvide dets magt. Et stolt program! Havde blot ikke samtidig vanskelighedernetårnetsig op, langt stærkere end tidligere. Kirken stræbte hen mod virkeliggorelsen af præstevældens idé, og det var kirkens mænd som sluttet stand, der arbejdede frem mod dette mål, medens det tidligere nærmest kun havde været enkelte fremmedsindede personligheder,derhavde grebet efter de teokratiske idealer og under deres kamp havde måttet savne forståelse og tilslutning fra deres standsfæller. Dertil kom, at kongens brødre var udstyrede med store len, og deres europæiske dannelse lærte dem at tænke på storvasallers vis. Det var Vesterlandenes to statsopløsende hovedfaktorer, hierarkioglensvæsen, som begyndte at få frodig vækst på dansk grund. Der skulde et åbent oje til for at skonne, hvor farlige medbejlere den danske kongemagt nu havde ved sin side, og der krævedes kløgt og varsomhed, om kongen skulde gribe de rette midler for at hævde sin stilling, måske midler af ny art. Dette synes Erik Plovpenningganskevist ikke at have forstået. Han delte for så vidt epigoners sædvanlige kår. Den, der er opvoksetien stortid, opfødt med strålende minder og vænnet til store og lykkelige forhold, har hang til at hage sig fast i lyse dromme og stolte tanker, længe efter at omgivelserne har skiftet udseende; epigonen har ondt ved at følge med tiden, og medens han uvilkårlig sér tilbage, glider virkeligheden fra ham, så at han mister fodfæste. Dette har netop været tilfældet med Erik. Man tænke blot på, hvorledes han genoptager den erobringspolitikoverforHolsten, som selv hans fader havde måttet opgive, og det vover han endog på et tidspunkt,

da han allerede én gang havde haft fejde med sin broder Abel, de holstenske grevers svoger¹). Stolende på traditionernefrafaderens dage og rigelig udstyret med den uforsigtige tillidsfuldhed, som var nedarvet fra Knud Lavard og Valdemar I, har Erik overvurderet sin evne, og i sin iver for opretholdelsen af kongedommets magt og ære er han slået ind på veje, som endte blindt. Derfor blev hans liv en idelig kamp, og efter otte års styrelse døde han den usleste død som offer for sin broders og hans håndlangeres had.

Eriks gode egenskaber kunde ikke afværge denne katastrofe. Hvad hjalp det vel, at han havde et ualmindelig skont og indtagende ydre²), og at han i sin personlige fremtræden var den elegante ridder ? Og hvad hjalp det vel, at han var vennesæl mod sine mænd, når han samtidig var hensynsløs mod andre? Thi når den sællandske årbog siger, at han var „såre vennesæl mod alle", da er det ikke andet end almindelige lovord, der fuldstændig afkræftes ved den karakteristik, en anden af hans lovprisere giver: han var velvillig mod sine egne, men frygtelig mod sine modstandere³). Disse sidste ord fortjener opmærksomhed, netop fordi de hidrorer fra én, som er sympatetisk stemt overfor Erik. De vidner utvetydig om kongens kraftige, men — som historien viser — ukloge optræden.

---

1) Jfr. Kr. Erslev i Hist. tidsskr., 6. række II 421.

2) Sællandske årbog, Monumenta Germaniæ, Scriptores XXIX 215: homo pulcherrimus. Kongerækken smstds. s. 172: faciem qvondam decoram et venustam. Jfr. min „^Danske helgeners levned", s. 384.

3) Monum. Germ., anf. si, s. 215: mitissimus miles, fuit omnibus supra modum amabilis et multa strenuus fecit; s. 171: suis benevolus et adversariis terribilis. — Eriks mildhed og ridderlighed lovprises bl. a. af Reinmar von Zweter, se G. Roethe, Die Gedichte Reinmar's v. Zweter (Leipz. 1887), s. 485. 63 f.

Når Erik Plovpenning altså ikke har forstået, hvad tiden krævede af ham, da var det, fordi han manglede dybde, ja til en vis grad alvor. Det kan her atter fremhæves,at netop den omtalte historieskriver, som beundrer den ulykkelige konge, åbent har udtalt, at han „i ynglingeårenevar optagen af tant og udsvævelser og som en vellystning var stærkt hengiven til verden"^l). Nu er det ganske vist den almindelige opfattelse, at Erik undergik en brat forvandling, den gang han efterfulgte sin fader: „hans sind vendte sig mere, end hos fyrster sædvanligt er, fra kærlighed til det verdslige" -). Denne dom støttersigi alt væsenligt kun på det bekendte brev, som Erik i nærværelse af dronning Jutta, Franciskanermunken Ulrik og kongens præst Peder udstedte snart efter sin tronbestigelse,og hvorved han tilkendegav at ville dø i en Gråbroderskutte og jordes i Pvoskilde Franciskanerkloster⁸). Men har man ikke overvurderet betydningen af denne erklæring? I Eriks ord ligger der ikke nogen antydning af, at han i sin kraftige alder vilde nedlægge kronen for at blive tiggermunk⁴); han har sikkert kun tænkt på sin sidste sygdom. At helsot virkelig var den almindelige og så at sige selvfølgelige forudsætning for et sådant skridt, sés af vore gamle kirkelove⁵). Men når folk forst umiddelbart for deres dødsstund lod sig indføre i et

---

1) Monum. Germ., anf. st., s. 172: Licet enim in ætate juvenili constitutus, vanus fuerit, et seculo, tanqvam delicatus, non modice deditus.

2) Molbech, Kong Erik Plogpennings historie (Kbhvn. 1821), s. 11 f.

3) Rørdam, Monumenta, 2. række II 14.

4) Denne opfattelse synes tidlig at have indsneget sig og forekommer f. eks. hos Peder Olufsen (Rørdam, anf. st.) og Hvitfeldt (Kvartudg. II 203).

5) De sællandske love ved Thorsen, s. 68 f.

kloster, da var det vel i reglen ikke nogen ytring af inderligere fromhed; ofte har de blot derved fundet sig en nem udvej til sikker anvisning på salighed. Tror man måske, at en mand som biskop Valdemar virkelig blev et andet menneske, da han indtrådte i Lokkum Gistercienserkloster? I så fald vil man få en anden mening, når man læser pave Honorius IIIs brev (24. Septemb. 1220) til abbederne i Giteaux og Morimond¹). Man ser nemlig heraf, at Valdemar søgte optagelse i Lokkum kloster, fordi han troede sig syg til døden, og abbeden optog ham, fordi han ligeledes anså ham for dødssyg. Valdemars følgende angreb på Danmark trods éd og trods klosterløfte viser da også, hvor lidet han havde oplevet nogen virkelig omvendelse. Den slags indtrædeni kloster eller løfte derom er i slægt med de oidtidsmenneskers færd, som opsatte at lacle sig døbe, indtil de lå på dødslejet; således mente de at have tryg adgang til himlen. Og anderledes bor man næppe se på Erik Plovpennings løfte om at dø som Gråbroder.

Dermed skal naturligvis ikke være sagt, at tanken om døden ikke i ojeblikket virkelig har gjort indtryk på den unge konge og fremkaldt en opblussen af religiøs følelse; men de træk af hans liv, vi ellers kender, viser os overvejende, at denne følelse ikke har været varig nok til at beherske hans handlen og færden.

Selvfølgelig har Erik Plovpenning dog fra tid til anden skænket kirker og kloster både gods og friheder. Dette spores især i den nærmeste tid efter hans tronbestigelse.På Roskildeprovstens, magister Bos opfordring gav han således Roskilde kannikers godser, landboer og

---

1) Horoy, Honorii 111 opera. 11l 537 f.

gårdsæder fri for leding og stud og hvad anden tynge der hidtil havde påhvilet dem; til gengæld lovede kannikerne,at de på egen bekostning daglig vilde holde en messe for kongen, både medens han var i live og efter hans død 1). Ligeledes gav han Ribe domkapitels bryder fri for al kongelig tynge, hvorved han dog kun stadfæstedeValdemar Ils privilegiun fra 1206, og på samme måde stadfæstede han senere Århus domkirkes privilegier '²). Endvidere bekræftede og udvidede han Odense Knudsbrødres rettigheder³), og han sés også at have været Viborg domkirkes velgorer⁴). Men alle disse vidnesbyrd om gavmildhed går ingenlunde ud over kongers sædvanligeholdning i begyndelsen af deres styrelse.

I 1246 udfolder Erik Plovpenning ganske vist på ny en vis godgorenhed overfor kirken, i det han eftergav Ribe kanniker at svare den vigtige hestetold og anden afgift af deres ejendom, og i det han ligeledes samme år gav Løgum kloster stadfæstelse på dets privilegier⁵); men det tor,ikke overses, at det netop var i det år krigen mellem Erik og Abel for anden gang begyndte, og at Ribe og Løgum lå på grænsen af eller indenfor Abels område, hvorfor det måtte være kongen meget om at gore at sikre sig deres troskab. Og når Erik Plovpenningi 1248 skænkede biskop Esger af Ribe et skiben

---

1) Brev af 2. Juli 1241. Dipl. Arnamagn. I 134.

2) Breve af Maj 1242 (Ribe Oldemoder ved O. Nielsen, s. 29) og 18. Sept. 1244 (S. r. D. VI 397).

3) Dipl. Arnamagn. I 135 f.

4) Dipl. Vibergense ved Heise, s. 365. Jfr. Erslev, Repertorium I, nr. 161.

5) Terpager, Ripæ Gimbr. 178 f. (O. Nielsen, Ribe Oldemoder, s. 29). S. r. D. VII 325. VIII 178.

i Hvidding herred¹), da må det være lon for biskoppens tjenester under den tredje Krig med Abel. Også i året 1249 har Kong Erik udstedt privilegier, i alt fald taget Esrom kloster i sit værn; men det var vel en slags erstatningfor, hvad klosteret havde lidt under den nylig afsluttede borgerkrig, og fremfor alt var det en hævdelse af kongedømmet, da den sønderjydske hertug mærkelig nok nogle måneder for havde taget det sællandske kloster i sit værn²).

I kirkelig henseende knytter der sig imidlertid storre interesse til den „overenskomst", som kong Erik den 20. Juni 1242 sluttede i Nakskov med biskop Torkil af Reval: Indtil kongen selv kom til Estland, skulde biskoppenbåde af de fri (o: kongelige) godser og af lensgodserneårlig oppebære 1 skippund rug og 1 skippund byg af hver 20 haker, hvilket skulde bringes til bispesædet;men biskoppen måtte love med hensyn til gæsteri og „andre åndelige sager" ikke at strække sig ud over brugelig skik i bispedommet Dorpat³). Vi har her et vidnesbyrd om Eriks myndighed. I brevet fojer han til, at da nogle af hans lensmænd i Estland ikke har været tilstede, byder han herved dem og andre at rette sig efter hans bud. Befaling synes at træde i stedet for overenskomst. Men også på det kirkelige område vil Erik tydelig nok være herre. Som hans fader imod kirkerettens bud forbeholdt sig og sine efterfølgere valget af de revalske bisper⁴), således vil Erik til en vis grad

---

1) Brev af 23. Marts 1248; Ribe Oldemoder, s. 8 f.

2) Codex Esrom. ved 0. Nielsen, s. 61 f. 63 f.

3) Bunge, Liv-, Esth- u. Curland. Urkundenbucli 1 225 f.

4) Se min „Konge og pra?stestand i den danske Middelalder^v II 150. 168.

være den, der ordner bispesædet Revals „åndelige" anliggender,medens man ellers vilde vente disse ordnede ad rent kirkelig vej. Kongens herredomme i Estland var ganske vist af noget anden art end hans herredomme i Danmark¹); men når han i den fjerne besiddelse udnyttedesin storre frihed til derved at begrænse kirkens selvstyre, da kan der ikke være tvivl om, at han nærede lignende ønsker overfor præstestanden i Danmark.

For øvrigt er det i forholdet til Estland, at Erik Plovpenning særlig kunde siges at have lagt kirkelig iver for dagen. Bispesædet Reval gav han således gentagne gange nye gaver, ligesom han også stadfæstede sin faders dotationer²), og til det Dominikanerkloster og det hospital, Valdemar II havde grundlagt ved denne nybygd, synes Erik at have fojet et kloster for Gisterciensernonner³). Væsenligst er det dog, at Erik Plovpenning i hele sin kongetid tænkte på korstog til Estland og arbejdede hen imod dette mål.

Men hvor talen er om kong Eriks påtænkte Estlandstog, må det på den anden side atter fremhæves, at kongen i denne sag forst og fremmest var politisk interesseret, da det gjaldt at værne Valdemar Sejrs erobringer ikke blot mod de Ester, der endnu ikke var undertvungne og kristnede, men også mod Russerne, som støttede Esterne overfor Danskerne, og de tyske riddere. Især kunde det se farligt ud, da den beromte storfyrste AlexanderNevski vandt Pieskov tilbage fra de tyske riddere

---

1) Jf'r. min „Konge og præstestand" II 149. 108.

2) Breve af 8. April, 11. og 21. Sept. 1249. Bunge, Urkundenbuch I 262. 264 f.

3) Bunge, Das Herzogtum Estland unter den Konigen von Danemark (Gotha 1877), s. 172.

og slog dem ved Peipussøens bredder (1242). Men den gang var Erik optagen af den forste krig med Abel (1242^—43), og forst da striden var endt, kunde han iværksætte et Estlandstog. Abel ydede sin brodér følge; men da man var kommen til Ystad, vendte man atter om¹), uvist af hvad grund.

Tanken om korstoget var dog ikke opgiven, og der iværksattes snart meget omfattende forberedelser til et nyt tog. Det turde stå i forbindelse hermed, når kongen den 13. Decemb. 1244 indskærper alle sine undersåtter at udrede den befalede „huspenning" til Antvorskov kloster²). Thi selv om denne indsamling egenlig skulde bruges til det hellige land — hvad der også siges i kong Eriks brev —, så var der næppe noget i vejen for at stille Estlandstog på lige trin med tog til Palæstina, således som det virkelig efter Eriks ønske kort efter skete ved pavelig kundgørelse. I Rom fortsatte man nemlig den traditionelle politik, at fremme den danske konges ønsker, ikke mindst med hensyn til Estland. Allerede inden Valdemars Ils død havde Gregorius IX manet Lunds ærkebisp og hans lydbisper til at virke for korstog til Estland; og i begyndelsen af året 1245 tog pavestolen sig af sagen med endnu storre energi. Den 20. Febr. lovede Innocentius IV nemlig alle dem, der fulgte kong Erik på tog til Estland, samme syndsforladelse som den, der tilstodes de egenlige korsfarere, ligesom han allerede 1. Oktob. 1243 havde givet alle, som gjorde korstog mod hedningerne i Livland og Projsen, lignende vilkår. Endvidereudstedte pave Innocentius den 24. Febr. et brev,

---

1) Lundeårbogen 1244: Monum. Germ. XXIX 208

2) Erslev, Repertorium I, 159.

hvorved han efter kong Eriks bon tog ham, hans rige og alt, hvad han retmæssig besad af gods, i St. Peters og sin beskyttelse, fordi kongen, „opflammet af tros og froniheds iver, vilde drage mod de hedninger og barbarer, som forulempede de nyomvendte i Estland", og samtidig mindede han de danske bisper om at sorge for, at ingen ustraffet brød dette pavebud. Videst gik paven dog derved, at han (20. Febr.) fojede kong Erik i hans ønske om i tre år over hele Danmark at måtte oppebære den tredjedel af tienden, som ellers udrededes til kirkerne, blot med den indskrænkning, at en mindre sum afstodes til anskaffelse af lys og til vedligeholdelse af tagene. Med god grund kunde Innocentius IV sige, at han derved havde vist kong Erik særlig gunst og æret ham fremfor alle andre fyrster i verden¹).

Mærkeligt er det imidlertid, at netop i de dage, da paven viste Erik Plovpenning en så usædvanlig gunst, gjorde den danske kirkes repræsentanter med en pavelig legats samtykke et betydningsfuldt skridt, der afgjort var rettet imod det danske kongedomme.

I Odense holdtes der nemlig i Februar 1245 et kirkemøde, hvor også pavens nuntius, Johannes fra Piacenza,kom til stede. Iler mødte ærkebisp Uffe og alle de danske bisper med den 93årige Gunner fra Viborg i spidsen; kun selve Odensebispen var for svag til at være med, og i hans sted mødte hans koadjutor, magister Petrus Dacus. Det væsenligste forhandlingsemne var dette, hvorledes kirken skulde værnes mod den verdslige magts overgreb, og som resultat af forhandlingerne kundgjordesder

---

1) Bunge, Urkundenb. I 216. 230. 239 f. Ny kirkehist. saml. 111 90 f. Registres d'lnnocent IV par E. Berger (Paris 1884—87) I, nr. 1087-90.

gjordesderden 22. Februar en hojtidelig forbandelse over hver den, der forbrød sig mod kirkens gods og rettigheder: „Med magt fra Guds Fader, den hellige Jomfru Maria og dette kirkemøde lyser vi band over alle dem, som for vindings skyld, af had eller for at opnå nogens gunst eller af hvilkensomhelst anden grund med ondskab drister sig til at fratage kirkerne deres ret eller med ondskab søger at gore brud på og ødelægge deres friheder, og alle dem, som med vold og ondskab røver og angriber kirkelig ejendom, ligesom også dem, der sligt lader ske, byder og fremmer det". Denne forbandelse skulde kundgores for præsterne og fortolkes for lægfolk, og hver sognepræst skulde paa visse højtidsdage bekendtgoreden for sin menighed, medens enhver, som handlede mod kirkemødets bud, ipso facto (uden nærmere undersøgelse)var falden ind under den givne regel og dermed altså var bandlyst; fra dette band kunde vedkommende kun løses af sin biskop efter at have gjort fuld bod.

Kundgørelsen fra Odensemødet 1245 blev et af den danske kirkes vigtigste aktstykker; Middelalderen igennem indfojedes det i de enkelte bispekirkers statuter¹). I så henseende minder det om sin beromte efterfølger, Vejlekonstitutionenfra 1256. Men som dettes tilblivelse skyldtes daværende splid og spænding i Danmark, således har Odensemødet også hårde overgreb mod kirken til historisk baggrund; en så kraftig forholdsregel må have anledning af tilsvarende betydning. Her er da ikke tale om enkelte verdslige stormænds overgreb, som kongen har ladet uænsede; det danske episkopats protest må være rettet mod selve den danske styrelse. Selv om kongen og hans

---

1) Jfr. Erslev, Repertorium I, 163.

embedsmænd ikke er nævnte, kan der altså ikke være
tvivl om, at det netop er til dem, der sigtes. Odenseakterneer
for så vidt en krigserklæring mod kongedommet.

Selve Odense-konstitutionen giver os ikke nærmere oplysning om, hvorved kongen har foranlediget bispernes myndige optræden. Fra begyndelsen af det foregående år kender man nogle pavelige værnebreve for Sorø og Esrom*), og trolig nok er disse breve udstedte på grund af uret, som de to klostre har lidt; men som det på forhånd var at formode, og som pavebrevene også viser det, skyldtes disse overgreb væsenligst den „verdslige" præstestand, hvem Cisterciensernes tiendefrihed altid var en tora i ojet. Det er altså ingenlunde for enkelte klostres skyld, at ærkebiskop Uffe og de danske bisper har vovet det alvorlige skridt; nej, deres optræden viser, at deres egne og dermed hele den danske kirkes interesser var alvorlig truede. Der er da også bevaret vidnesbyrd om et pavebrev, der viser spændingen mellem kongen og bisperne. Endnu i året 1245, men formodenlig forst efter udstedelsen af de ovennævnte pavebreve, har Innocentius IV fået nys om, hvorledes Erik Plovpenning gik frem imod dem, og han har da ved sin legat „givet kongen påmindelse og formaning om at høre op at tvinge bisperne til ud over kirkens evne at tilvejebringe en stor ledingshær til søs eller til lands"²).

Her har vi altså de overgreb, kongen har gjort sig skyldig i overfor kirken. Han har krævet leding ud over, hvad han havde ret til. At uviljen hos bisperne har været stor, kan da ikke betvivles. Ellers vilde den gamle

---

1) Dipl. Arnamagn. I 137 ff. Godex Esrom., s. Ti f. 32 36 f.

2) Erslev, Repertorium I, 168.

biskop Gunner, der havde stået kongeætten så nær, vel ikke have sluttet sig til Odensemødets bestemmelser, og fremfor alt vilde kongens egen kansler, biskop Nils Stigson af Roskilde, næppe ellers have samtykket med de andre bisper og dermed stillet sig i modsætning til kongedommet, hvis særlige tjener han var. Sporger man, hvortil kongen ved denne tid har krævet store udrustninger og ledingspenge,da bliver svaret ikke tvivlsomt. Med Abel havde Erik Plovpenning fået fred 1243, og der var ikke senere udbrudt fjendskab. Altså var det ikke til kampen mod hertugen, at Erik pålagde de svære ledingsbyrder, medens man derimod — især når man ser hen til kongens og dronning Juttas fremfærd i en senere Abelfejde — godt kan tænke sig, at kirkens mænd havde en række forurettelseri frisk minde. Men når de trykkende krigsforberedelseraltså ikke havde broderfejden til baggrund, da kan de ene henføres til korstogsplanerne, som Erik Plovpenning netop ved år 1245 omfattede med den hensynsløseenergi, der var ham egen. Det er da interressant at se, at de danske bisper har haft et andet blik på dette foretagende end kongen selv og paven. Erik vikle give hærfærden udseende af at være et helligt tog; men prælaterne har vejret kongens verdslige hensigter, og de har ikke villet lukke ojnene i for den kendsgerning, at han i sin tilsyneladende kirkelige iver ingenlunde brugte kirkelige midler, men tværtimod gjorde præstestanden uret. Kan hænde de også har skonnet, at kongen vilde bruge den hærstyrke, han samlede, til at fremme sine holstenske erobringsplaner; pavebrevets ord om ledingshærentil søs eller til lands kunde måske tyde derpå. I så fald havde de des mere grund til at modsætte sig Eriks krav til kirken.

Det kan altså forudsættes, at Erik Plovpenning selvved sin færd har fremkaldt de danske bispers modstand på Odensemødet i Februar 1245. Men for øvrigt var dette ikke hans forste sammenstød med kirken. Et pavebrev afslører os en anden strid, og denne strid tager sig just ikke ud til fordel for ærkebiskop Uffe og en af hans lydbisper, hvorimod kongen her synes at have retten på sin side.

Den 18. Oktober 1246 skrev nemlig Innocentius IV til ærkebispen af Lund: „Fra vor kæreste son i Kristus, Danmarks berømmelige konge, er der givet os underretning om, at skont vi tidligere ved vort brev har givet dig befaling til at sorge for at mane og føre vor broder, biskoppen af Slesvig, til at yde nævnte konge lenséd og troskabsed og af ham modtage regalierne, således som det fra gammel tid og til nu plejer at ske i kraft af skik, som altid er iagttaget i fred og ro, i det du, om det skulde gores nødigt, skulde tvinge ham dertil ved vor myndighed, så har du dog ikke sorget for at udføre dette. Derfor byder vi dig, så fremt dette forholder sig således, at du i så henseende udfører det apostolske sædes bud i overensstemmelse med indholdet af vort tidligere brev, eller også at du skriver til os, om hvorfor det ikke bor ske eller ikke kan ske. Udstedt i Lyon, den 18. Oktober, i [vort] fjerde år"^l).

Den i pavebrevet omtalte Slesvigbisp, som længe havde vist den danske konge trods, er Es kil eller „Sorte-Eskil", som han senere i den folkelige overlevering kaldtes. I året 1244 var han bleven biskop i Slesvig, hvor han hidtil havde været provst. Det er rimeligvis

---

1) Registres d'lnnocent IV, I nr. 2296.

ved Abels indflydelse, at han er bleven valgt; men hans tiltræden falder på en tid, da der var fred mellem Abel og Erik. Imidlertid er det sandsynligt, at Eskil har sluttet sig til Abel i hans bestræbelser for at spille selvstændigfyrste, en tendens, som Abel allerede lagde for dagen i 1241, særlig da han udsonede sig med grev Gunzelin Henrikson af Schwerin, der ellers betragtedes som Danmarks hovedfjende¹); men på den anden side kan Abel ikke åbenlyst have gjort krav på at være Slesvigbispens egenlige og eneste lensherre, da et sådant krav ikke vilde kunne forenes med den fred, som rådede mellem kongen og hertugen fra 1243 til 1246. Eskils enestående trods mod den danske konge må da, selv om den har haft Abels hemmelige sympati, stå for bispens egen regning. Men mærkeligt er det, at han har haft ærkebiskop Uffes støtte; thi når Erik Plovpenning skriver til paven, at ærkebispen ikke har foretaget sig noget i sagen, da retter han sikkert ikke nogen uretfærdig beskyldningmod den danske kirkes primas. Vist er det, at Uffe allerede under Valdemar II havde søgt at forøge kirkens magt ved at tilsidesætte kongens ret til at „præsentere"præster til de embeder, for hvilke han var patron, så at paven havde måttet tage parti for kongen²). Og nu har ærkebispen atter fundet lejlighed til at søge at frigore kirken for al verdslig myndighed, ja for at fremme sit mål har han ligesom biskop Eskil udnyttet den politiske modsætning mellem konge og hertug.

Som pavebrevet viser, stod sporgsmålet om Eskils
éd til kongen endnu uløst længe efter Odensemødet.

---

1) Stadeårbogen, Monum. Gerrn. XVI 367 f.

2) Se min „ Konge og præstestand" II 153.

Og da dette blev afholdt under Uffes ledelse, har det slesvigske sporgsmål vel bidraget sit til at give de samlede bispers optræden en vis skarphed. Men den slesvigske bispesag viser også, at i striden mellem konge og præstestandhar Erik ikke ene været den skyldige.

Vedrorende sagens videre forløb skal der blot mindes om, at de følgende år, 1247—48, optoges af den anden fejde mellem Erik og Abel; i den tid kan der ikke være sket nogen forsoning mellem kongen og biskop Eskil. Og om man kan tro Peder Olufsen og Hamsfort, der vistnok har haft en kilde at støtte sig til, flygtede Eskil fra Danmark, efter at Abel var bleven tvungen til fred, og vendte forst tilbage efter Erik Plovpennings død¹). Således har denne biskop efter al sandsynlighed gennem hele Eriks kongetid unddraget sig den skyldige troskabsed.

Lad os imidlertid vende tilbage til den situation, der skabtes ved Odensemødet 1245. Det må antages, at bisperne ved deres faste optræden i ojeblikket har vundet en sejr over kongen. Som Erik ikke kunde tvinge Eskil til at aflægge éd og modtage regalierne af hans hånd, således har han også følt, at der nu var sat en skranke for hans sædvanlige fremfærd mod kirken. Odensemødets vældige bandtrusler har holdt ham tilbage. Men den selvsikre Erik har været hojst forbitret over at se sig standset. Det samlede episkopats modstand har han ikke været i stand til at bryde; men al sin harme lod han da gå ud over Nils S tig son. Han har ikke villet finde sig i, at en mand i hans tjeneste deltog i skridt, der var kongedommet fjendtlige.

Således må det i alt fald forklares, at Nils Stigson,

---

1) S. r. D. I 185. VII 167.

indtil da kongens kansler, netop i året 1245 pludselig
flygtede fra Danmark for ikke mere at vende tilbage til
sit fædreland.

De nærmere omstændigheder ved biskoppens flugt lader sig ikke oplyse ved det tarvelige historiske materiale, vi er i besiddelse af. Lundeårbogen siger, at biskoppen uretfærdig blev fordreven fra sit stift ikke på grund af egne gerninger, men ved kongens og hans mænds ondskab^l). Kong Erik har derimod overfor paven påstået, at skont han havde udmærket Nils Stigson fremfor alle andre ved at give ham kanslerværdigheden og vist ham særlig fortrolighed, havde biskoppen dog glemt al den gunst, kongen havde ydet ham, „og ved at tale imod ham havde han gengældt godt med ondt, kærlighed med had, brød med sten, æg med skorpion", ja hemmelig havde han med nogle sammensvorne og frænder stræbt kongen efter liv og rige og havde endog bundet sig dertil ved éd; endelig havde han også ødt hans gods²).

Hvor meget sandt der er i Eriks beskyldninger mod Roskildebispen, er naturligvis vanskeligt at sige. Det kunde vel kaldes sandsynligt, at anklagen for at. stå kongen efter livet og for at ville berøve ham riget er en overdrivelse. Derimod er der næppe noget ivejen for, at Nils Stigson virkelig har sluttet sig sammen med nogle af sine frænder, og at de med éd har lovet at støtte ham; i alt fald er Eriks ord om denne edsaflæggelse næppe greben ud af luften. Hermed har man dog ikke sagens oprindelse, da man ikke begriber, hvad der skulde drive

---

1) Monum. German. XXIX 208.

2) Innocentius IVs brev til Simon fia Alvemia, 21. Juli 1246. Dipl. Arnamagn. I 154 f. (Registres I. nr. 2014).

kongens kansler til et sådant skridt, når der ikke ellers var nogen misstemning mellem ham og kongen. Det væsenligste og det, som må betegne oprindelsen til striden, er derfor kongens forste beskyldning: at biskop Nils har talt imod ham. Nils Stigson har på Odensemødet gjort fælles sag med de andre bisper og er derved trådt i modsætning til kongens interesser. Og det, at Nils Stigsonunder sammenstødet mellem bispepligter og kanslerpligterhar givet de forste forrangen, har Erik Plovpenning ikke kunnet tilgive ham. Således kan Odensemødet forklareudbruddet af striden, og man behøver ikke at tage sin tilflugt til gisninger om, at kongen blot har villet drage København fra Roskilde bispestol tilbage under kronen¹). Det er endog ligefrem usandsynligt, at kong Erik uden foranledning fra bispens side skulde have søgt at tilegne sig København, som var sikret bispestolen ved så mange pavebuller, og Innocentius IVs forskellige breve antyder heller ikke i mindste måde, at den opblomstrende by ved Øresund har været stridsemnet, men taler bestandigblot om, at kongen efter biskoppens flugt har bemægtiget sig byen. Derimod er det selvfølgelig ikke utænkeligt, at Erik Plovpenning ved at yppe striden med Roskildebispen har haft den bagtanke, at København ad den vej med tiden kunde blive kongens bytte.

Når Nils Stigsons flugt altså må sættes i forbindelse med Odensemødet, så skal det dog på den anden side ikke nægtes, at den forst fandt sted flere måneder senere. Endnu den 17. Juni J 245 udstedte han i „Humleøre" en vidisse af stiftelsesbrevet for St. Peders kloster ved

---

1) Helveg. Den danske kirkes historie I 568 f.

Næstved¹). Måske han dog den gang allerede var på vejen til Norge, hvorhen han ifølge Peder Olufsen — der her kan have nyttet en tabt årbog — forst flygtede²). I alt fald må han snart efter have forladt Danmark. Men det sés, at der bliver tid nok til, at biskop Nils efter Odensemødet kan have haft skarpe sammenstød med kong Erik, og at han som følge deraf har tyet til sine frænder. Det må nemlig som sagt være kongens holdning, der har tvunget Nils Stigson til dette skridt, og det er Erik Plovpennings lidenskabelighed, som senere får ham til at udlægge Nils Stigsons færd på værste måde, som et lumsk anslag mod kongens liv. I biskoppens forbindelse med sine frænder ligger der ikke andet end, at han har tænkt at tage kampen op og derfor søgt forbundsfæller," hvor han bedst kunde fmde dem. En vel forståelig slægtsstolthed og et tilsvarende slægtssammenholdhosden store og mægtige æt har her afgivet Nils Stigsons planer en vis støtte. Vist er det, at Eriks klage til paven er det forste vidnesbyrd om fjendskab mellem Skjalm Hvides æt og det danske kongedomme. Jeg må da også pege hen på forskellige kendsgerninger, der turde stå i forbindelse med dette brud. I året 1246 blev biskop Nils's broder, Juris Stigson, dræbt; det hedder, at det var hans egne husfolk (propria familia), som slog ham ihjel^y). Denne efterretning tilsteder i og for sig adskillige fortolkninger; men under de givne forhold er det rimeligt at antage, at modsætningen til kongen har

---

1) Saxo ed. Stephanius, notæ über. in lib. XIII, s. 231 f. I St. Peders kloster mindedes biskop Nils blandt de velgorere, for hvem der stadig skulde bedes (S. r. D. IV 291). — „ Humleøre^u må sikkert søges i nærheden af Humlebak, altså ved Øresund.

2) Rørdam, Monumenta, 2. række II 16.

3) S. r. D. II 630. IV 228.

voldet hans fald: hans folk har ikke villet følge ham i denne sag, og striden har da tilspidset sig til det yderste. Endvidere kunde det stå i forbindelse med Nils Stigsons opposition, at kong Erik fratog Peder Ebbeson, en son af Ebbe Suneson, hans fogedembede, så at hr. Peder senere havde stor uvilje mod Erik Plovpennings minde¹). Endelig er det vel heller ikke nogen tilfældighed, at Lave Gudmundson, der var gift med Esbern Snares datterdatter, og Tyge Bost, der ifølge sit våben selv hørte til Hvideætten,varErik Plovpennings særlige dødsfjender, og at Anders, en son af Esbern Snares datter, fru Ingeborg til Kalundborg, straks i 1250 blev Abels marsk og senere efter slaget på Lohede sés at have været i Erik Abelsons følge²), hvilket atter medførte fjendskabet mellem fru Ingeborg og den danske krone. Mon dog ikke alle disse træk peger tilbage til et fælles udspring, som netop må søges i striden mellem kong Erik og biskop Nils?

Når således flere medlemmer af Skjalm Hvides æt synes at have taget parti for biskop Nils, da er det sikkert ikke af kirkelige grunde³), men, som ovenfor fremhævet, af slægtsfølelse. Derimod har bisperne ved at støtte

---

1) Se min „Danske helgeners levned", s. 384.

2) S. r. D. IV 482. 502. I 291. VII 223.

3) Flere af Hvideætlingerne synes at have været lidet kirkeligsindede. Esbern Snares svigersonner og efterkommere lå gentagne gange i strid med Sorø kloster om forskelligt gods, og af et pavebrev af 5. Nov. 1246 sés det, at fru 1., enke efter Absalon Stange (og vistnok snart efter gift med Lave Gudmundson), og andre af hr. Anders Grosons (Esbern Snares svigersons) arvinger ikke vilde betale provsten mag. Übald en sum penge, som Anders Groson skyldte ham. så at paven måtte overdrage Ribebispen at skaffe provst Übald, hvad der tilkom ham, om end afgorelsen ikke kom til at stemme med dansk ret (Ny kirkehist. saml. 111 92 f. Registres d'lnnocent IV. I, nr. 2259).

deres embedsbroder selvfølgelig taget sigte på at hævde kirkens sag. Her må i alt fald nævnes ærkebiskop Uffe, der tydelig nok gennem lange tider har gjort kongen passiv modstand. I dette mellemværende har vi sikkert også forklaringen til, at Uffe ikke vilde tillade den gamle biskop Gunner af Viborg at nedlægge sin stav, ja han gik endog så vidt, at han ikke ænsede det bad, som Innocentius IV sendte ham herom. Vist er det, at den gamle Gunner trods den tilladelse, paven havde givet ham, og trods sin hoje alder måtte blive i embedet, indtil han den 25. August 1251, næsten 100 år gammel, friedes fra livets byrde¹). Ærkebiskop Uffe har altså villet støtte de danske bispers sag ved at bevare den gamle Gunner i embedet og ligesom værne dem ved hans uangribelige autoritet. Men aktivt er Uffe ikke trådt op imod Erik Plovpenning; han har ikke følt sig stærk nok ti] at lysekongeni band og vove det yderste.

Da striden mellem Erik og Nils Stigson forst havde antaget en voldsom karakter, så at alt afhang af ydre magt, var kongen selvfølgelig den stærkeste. Nils Stigson flygtede, og Erik Plovpenning inddrog ikke alene hans private godser, men også hans bispestols besiddelser, deriblandt København. Måske af frygt, måske også på grund af den modsætning, der stadig stærkere udviklede sig mellem domkapitel og biskop, har imidlertid adskillige af Px.oskilde kanniker taget kongens parti , og en ny kansler fandt Erik i én af dem, magister Peder. Dette fremgår af den følgende tids pavebreve.

Om Nils Stigson straks personlig har henvendt sig

---

1) Innocentius IV.s brev af 17. Aug. 1-245: Registres I, nr. 14Hi. Vita Gunneri, S. r. D. V 580.

iil paven, kan ikke sés. Formodenlig er han dog snart kommen til Frankrig og har klaget sin sag for InnoeentiusIV i Lyon. Men også kongen havde sendt afsendinge,som rejste de ovenfor omtalte svare beskyldningermod biskoppen. Dermed var paven altså inddragen i sagen.

Inden vi går over til at undersøge Innocentius IV s stilling i mellemværendet mellem Erik Plovperming og Nils Stigson, vil vi forst kaste et blik på pavens øvrige forhold til den danske konge.

At Innocentius til begyndelse har lagt velvilje for dagen overfor Erik Plovpenning, kan ikke bestrides. Dette skal nu ikke forklares ved den løse og sikkert upålidelige notits om deres samvær under studierne i Paris¹); årsagen er at søge i de storpolitiske forhold, i det paven gerne vilde vinde en forbundsfælle i kampen mod den nylig bandlyste kejser, Fredrik 11, endvidere i det nedarvede venskab mellen pavestolen og den danske krone.

Tilfreds med Eriks holdning i den store kejserstrid har pave Innocentius dog ikke været. Ganske vist kunde han betragte Danmark som et venligsindet land, sa at han kunde befale sin legat i Tyskland, kardinal Petrus til St. Georg ad Velum Aureum, at udføre sin legatvirksomhedfra ærkebispeclommet Reims eller fra Polen eller Danmark, såfremt stillingen i Tyskland blev ham for farlig²). Men på den anden side havde paven dog måttet formane kongen til ikke at hindre Lybekkerne i at, hjælpe Henrik Raspe, som var gjort til Fredrik Ils

---

1) Suhni, Historie af Danmark, X ii. Molbech, Kong Erik Ploi,'pennings historie, s. U. 87 f.

2) Brev af 15. Marts 1-247. Registres 11, nr. -2IM).2^lM).

modkonge i Tyskland¹). Det er da egenlig også kun på ét område, at paven har vist Erik Plovpenning særlig gunst, nemlig vedrørende Estlandstoget. Vi har i så henseende allerede omtalt pavens imødekommenhed i året 1245; men på dette punkt gik Innoeentius endnu videre med hensyn til indrommelser. I Novemb. 1247 fornyede paven i et brev til kongen dennes ret til at oppebære tredjedelen af tienden og gav ham denne gangtilladelsenfor et tidsrum af 6 år. Forinden havde han tilskrevet ærkebiskop Uffe om denne sag, og ærkebispen måtte efter pavens bud underrette sine lydbisper derom -). Ligeledes værnede Innoeentius om det lundske ærkesædes metropolitanret over de estlandske bispedommer⁹). Men det værk, som paven altså var ivrig for at støtte, blev jo for øvrigt ikke til noget, eftersom Erik aldrig kom til Estland. Korstogsplanerne foranledigede egenlig kun en unyttig udplyndring af kirken, og da kongens fogeder forst var vante til at indsamle denne tredjedel af tienden, fortsatte de dermed også efter Erik Plovpennings død, så at Innoeentius IV måtte gribe ind for at stande disse overgreb⁴).

På andre punkter har pave Innoeentius ikke vist Erik Plovpenning nogen gunst, og det må siges, at kong Erik just heller ikke har givet paven anledning dertil. Som vi senere skal se, trodsede han idelig pavens bud i anledning af Nils Stigsons sag. Ligeledes var det langt

---

1) Brev af S. Sept. 1246. Urkundenbuch der Stadt Lubeck I 115.

2) Breve af 26. og 2. Nov. 1-247. Dipl. Suecanum 1 321. '-iiil (Registres d'lnnocent IV, 1, nr. 3427. 3426). Jfr. Erslev, Repertorium I, Udat. 87.

3) Brev af 24. Nov. 1248. Registres 11, nr. 4228.

4) Brev af 3. Jan. 1251. Registres 11, nr. 501S.

fra, at han rettede sig efter pavens bud i den lybekske sag; han fortsatte tværtimod med sine angreb på Lybekkerneog vakte herved pavens vrede. Ganske vist formanededen pavelige legat i Tyskland, kardinal Petrus, Lybekkerne til at slutte fred med kong Erik og stillede sig for så vidt nærmest på kongens side'). Men paven selv tog snarest parti for Lybekkerne. Efter at biskoppen af Ratzeburg indtrængende havde bedt ham om at rive Lybekkerne ud af den danske konges „såre grusomme hænder", rettede Innocentius virkelig på ny strenge formaningsordtil kongen og anmodede tillige ærkebispen af Bremen og biskoppen af Schwerin om at foreholde Erik hans uret²). Og dog var der jo ikke tale om, at Lybekkerne var værgeløse overfor den danske konges vælde, uskyldig lidende under hans forurettelser. Gentagnegange gjorde de hærgningstog til de danske kyster, således da de i 1248 udfriede hertug Knud fra Stegeborg, og da de 1241) hærgede København og ødelagde dens borg³). Under slige forhold er det endog tvivlsomt, om pavens holdning i mellemværendet mellem Erik Plovpenningog Lybekkerne kan kaldes upartisk.

Des bedre forstår man, at Innocentius IVs stilling til
den roskildskc bispesag også efterhånden blev kong Erik
alt andet end gunstig.

Ganske vist forhastede paven sig ikke med at tage sig af den landflygtige Nils Stigson; men dette forklares naturligst derved, at han var optagen af den store strid med Fredrik 11. FOrst den 21. Juli 1246 overdrog lian

---

1) Urkundenb. der Stadt Liiheck, I 124. Kardinalens brev er udstedt i Andernach den 3. Sept. 1247.

2) Breve af 5. Nov. 1249. Urkundenb. der Stadt Liibeck. I 110 f.

3) JfV. Kr. Ei-slev i Hist. tidsskr.. anf. st.. s. 378 ff.

Franciskanermunken Simon fra Alvernia at undersøge biskoppens sag. I skrivelsen til Simon tager paven endog sit udgangspunkt i kong Eriks klage, men byder nu sin legat at undersøge, om biskop Nils virkelig har gjort sig skyldig i, hvad kongen anklager ham for; thi i så fald kan han ikke lade sagen uænset¹). Ifølge et senere pavebrev har paven dog fremdeles tilladt sin legat at skride til bandlysning af voldsmændene; kun måtte han ikke lyse band over kongens person eller lægge interdikt over hans særlige eje'²).

Snart stillede Imiocentius sig imidlertid mere afgjort på Nils Stigsons side, og dette står vel til dels i forbindelsemed udviklingen af kejserkampen. I foråret 1246 havde Imiocentius rejst Henrik Raspe imod Fredrik 11, og den tyske modkonge vat- straks bleven hyldet af ærkebisperne af Mainz, Koin, Trier og Bremen, endvidere af adskillige vesttyske bisper og hertugerne Henrik af Brabant og Albert af Saksen. Ikke uden virkning lod paven dernæst prædike korstog mod kejser Fredrik, og snart fejrede han den triumf, at Henrik Raspe ved Frankfurttilfojede Fredrik Ils son Konrad et afgorende nederlag (o. August 1246). Nu tog Innocentius sig da også af Nils Stigson, for så vidt som han (27. Oktob. 1246) af hensyn til hans landflygtighed tillod ham at optage lån på Roskilde bispestols gods³). Dog viste Paven derfor endnu ikke nogen misstemning mod kong Erik. Nylig havde han jo endog (18. Oktober) irettesat ærkebiskop Uffe, fordi han ikke havde tvunget biskop Eskil af Slesvig til at aflægge kongen troskabsed, og et par måneder

---

1) Dipl. Arnamago. 1 154 f. Registres I, nr. 2014.

2) O. Nielsen, Københavns diplomatarium, I 8 f.

3) Xy kirkeliist. saml. 111 92 (Registres I, nr. 2-205).

senere (4. Decemb. 1440) tilstod han Eriks ny kansler, magister Peder, der førte kongens sag mod Nils Stigsim. en særlig gunst, i det han forordnede, at ingen romersk legat eller dennes subdelegerede måtte lyse ham i band, med mindre pavestolen udtrykkelig gav tilladelse dertil og i pågældende bulle omtalte den ret. der var skænke' ham¹).

Broder Simon fra Alvernia kom imidlertid til Danmark.Her modtog han fra paven et nyt hverv, der end mindre har været efter Erik Plovpennings sind, Ved bulle af 9. Novemb. 144 G bød Innoeentius IV nemlig sin legat at undersøge Odensebispens Nils's forhold²). Overfor det fynske bispesæde havde kongen vistnok i længere tid spillet herre og mester, så at prioren og munkene i St. Knuds kloster måtte ty til pavens indgriben. Den 31. Januar 1445 havde Innoeentius derfor tilsikret dem deres privilegier og friheder, selv om de hidtil havde forsømt at gore brug af enkelte af dem. og den 7. Februar havde han endvidere udtrykkelig sikret dem, at der ikke måtte indsættes en koadjutor for den syge biskop Ivar. uden at det. skete med deres minde³). Altså liar Benediktinernei Odense sét deres rettigheder truede af den verdsligemagt. og om de nåede deres mål, kan være meget tvivlsomt. Vist er det. at inden det sidst nævnte pavebrevkan være nået til Odense, var der beskikket biskop Ivar en koadjutor, magister Petrus Dacus. som i Februar 1445 deltog i Odensemødet, og det er usandsynligt, at man har taget hensyn til munkene, som jo endnu ikke havde pavebrevet at støtte sig til. Senere stilled«¹ det

---

1) Registres I. ur. ±ll)U.

2) WadcliriLr. Aiinnles Minorimi 111 (Kom \T.\*l), s. UK

3) Ny kiikeliist. saml. 111 Si) f. Dipl. Arnamagn. I 148,

sig endnu værre for prioren og munkene i St. Knuds kloster. Endnu samme år døde nemlig biskop Ivar, og uden at agte munkenes fri valgret indsatte Erik Plovpenningnu en ny biskop, Odenseprovsten Nils. Dette sés af pavebrevet af 9. Novemb. 1246, som foruden at. anke over biskop Nils"s uægte byrd og hans frillelevned tillige klager over, at han var indsat ved verdslig hjælp på ukanonisk måde; ja, støttet med verdslig magt havde han endog tvunget ærkebispen til at vie ham. At denne verdslige magt, som er bleven brugt både overfor Odensemunkeneog overfor selve ærkebispen, kun kan være kongens, turde være utvivlsomt; og da biskop Nils snart synes at forsvinde fra skuepladsen, har Simon fra Alverniaaltså vistnok tilfojet kong Erik et nederlag.

Men medens vi her må nojes med gisninger, véd vi med sikkerhed af de næste års pavebreve, hvorledes Simon fra Alvernia domte i Nils Stigsons sag. Den fremmede Franciskanermunk, hvem paven roser som „en omsigtsfuld og taktfuld mand", anstillede omhyggelige undersøgelser, men resultatet blev, at han afgjort tog parti for den landflygtige biskop. Han bød nemlig kongen lade Nils Stigson komme tilbage med frit lejde, og tillige skulde Erik give slip på København og bispestolens øvrige ejendomme ligesom også på biskop Nils's private godser. Foreløbig skulde godserne forvaltes af ærkebispen, hvem Roskilde domkapitel skulde svare til alt, og to af stiftets præster skulde erstatte, hvad de havde oppebåret af bispestolens indtægter¹). Omtrent ved samme tid lyste Nils Stigson interdikt over hele Roskilde stift²);

---

1) O. Nielsen. Københavns di pi. 18.

2) Tidspunktet for Nils Stigsons interdikt over Roskilde stift frerugar af Innocentius IVs brev af 5. April 1250 (Dipl. Arnamagn. I 177), hvori det nemlig hedder, at stiftets præster i over ."> ar har trodset interdiktet.

men under henvisning til, at interdiktet var forkyndt fra
udlandet, „og af andre intetsigende grunde" indankede
præsterne sagen for paven og trodsede deres biskops bud.

Erik Plovpenning ænsede ikke den pavelige legats kendelse, uden for så vidt som han hos paven ved sin kansler, magister Peder, og en anden dansk prælat nedlagde indsigelse imod den. Alle de omtvistede godser beholdt han; og da legaten skred til bandlysninger, særlig af præsten Håstén og nogle lægfolk i Roskilde stift, for således at fremtvinge, at bispestolens indtægter blev udleverede til Nils Stigson, satte kong Erik endog streng straf for den, der rettede sig efter legaten^l). Tilmed vovede Erik endda at beslaglægge de godser, som tilhørte domprovst Jakob Erlandson fra Lund, og dette kan lian kun have gjort, fordi denne hos paven havde talt sin frænde Nils Stigsons sag. Således fik altså den roskildske bispesag en væsenlig forøgelse.

Allerede for Roskildebispens flugt var Jakob Erlandsonkommen til pave Innocentius IV i Lyon for at deltage i det store kirkemøde, som skulde holdes dér. Et vidnesbyrd om den gode modtagelse, han fandt, har vi i pavens brev af 17. Juni 1345. hvorved der skænkedes domprovst Jakobs broder, hr. Anders Erlandson til Hojby i Skåne, lignende beskyttelse mod eventuel bandlysning som den, paven senere tilstod kongens kansler, magister Peder²). Denne begunstigelse af en af Jakob Erlandsons nærmeste frænder må være udvirket af domprovsten selv.

---

2) Tidspunktet for Nils Stigsons interdikt over Roskilde stift frerugar af Innocentius IVs brev af 5. April 1250 (Dipl. Arnamagn. I 177), hvori det nemlig hedder, at stiftets præster i over ."> ar har trodset interdiktet.

1) Alt dette fremgår af Innocentius IVs hreve af i), og 18. Maj 1200. Dipl. Arnamagn. I 178 f. O. Nielsen, Kbhvns. dip]. I llf.

2) Ny kirkehist. saml. 111 91 f. Registres I, nr. 13:22.

Ved sarnnie tid var det, at Nils Stigson matte forlade Danmark, og Jakob Erlandson, der var forbleven hos paven og havde opnaet den udmserkelse at blive udnsevnt til bans kapellan, bar ved efterretningen herom gjort sig til biskoppens talsmand. Og da denne optrseden, som ovenfor omtalt, kostede ham hans godser og embedsindtsegter i Danmark, greb paven kraftig hid for at stotte sin ynd- Hng, hvem ban fremstillede som belt uskyldig, ligesom bars ikke vilde gore noget for ogsa at here hans modpart. Den 11. Februar 1247 ndstedte Innocentius IV et brev til bisperne i Odense, Ribe og Artras, hvorved ban meddeltedeni, at bans kapellan Jakob Erlandson, der var hos ham, havde underrettet ham om, at han pa grund at fjendskaber, som han ikke selv havde foranlediget, ikke kunde fa sine kirkelige indtsegter fra Danmark; paven bydcr derfor de tre bisper at indsamie pengene og sende dem til Jakob Erlandson eller til hans onibad pa et sikkert sted¹). Dette pavebud har imidlertid ikke udrettet noget imod kongens taste beslutning. sa at InnocentiusIV ved et nyt brev (29. August 1347) matte palaegge asrkebiskop Uffe at samle Jakob Erlandsons indtaegter, bade af doniprovsteembedet og faedrenegodset, og sende bam dem; og hvis dette blev ham umuligt pa grund at' domprovstens fjenders ondskab og magi, da skulde ban arlig af kirkens indteegter give ham et til— svarende beleb-). Dette sidste har terkebiskop Ufife formodenlig mattet ivaerksfette; thi sa vidt man kan skonne, bar Jakob Erlandson fremdeles ikke kunnet fa selve indtsegterne af sine godser og sit embede.

---

1) Registres I. nr. 2418

2) Dipl. Suecan. I 3-20.

Dor liar altsa vaeret stof nok iil misstermiing hos pave Innoceiitius IV. og dor er endda utvivlsomt koimnet mere til. Under den anden Abel-fejde viste kong Erik sig nsesten ligesfi hensynslos overfor kirker og klostre som Abel. Man lyese blot den skeerende klage fra 0m kloster over de forurettelser, dronning Jutta tilfojede munkene¹). Dette udplyndringssystem star selvfolgelig ikke for dronningens regning og er ikke blot bragt i anvendelse overfor det jydske Cistercienserkloster; i virkeligheden ma det vsere udtryk forEriks almindelige fremfeerd i borgerkrigens tid. Erik Plovpenning liar herved ikke alone yderligere fjernet den danske prsestestand fra sig, men tillige skadet sin stilling til kirken i det hole og til kirkens overhoved i Rom. Thi det fejler ikke, at Innoccntius bar faet nys oni kong Eriks overgreb. I alt fald er det ikke nogen tilfseldighed, at Innocentius IV netop i denne tid tog Soi'o kloster og alle dets ejendomme i sit v;ern og tvuede hver den, som forgreb sig pa klosterets godser og friheder, ined den strengeste straf²).

Under disse forhold var det forståeligt, at pavens holdning i Nils Stigsims sag stadig blev kongen ugunstigere.Den11). Decemb. 1247 beskikkede Innocentius IV et nævn, der skulde bevæge kong Erik tii at genindsætte Nils Stigson i hans rettigheder: men i spidsen for dette nævn satte han biskop Eskil af Slesvig, den blandt de danske bisper, som fra forste færd og ganske uretmæssig havde budt kongen trods, og som tilmed faktisk stod under Abel, med hvem Erik nu for tredje gang havde blodig krig! Og det kan ikke have været af uvarsomhed,

---

1) S. r. D. V 'M)

2) Brev af 7. Oktok 1-245. Dip]. Ainama^ii. 1 10-2 fV

at Innocentius gjorde dette übillige valg; thi selv havde han jo for lidt over et år siden udstedt det brev, hvori han søgte at få ærkebiskop Uffe til at bryde biskop Eskils trods mod kong Erik, og ved Jakob Erlandson. som stadig var i pavens nærhed, måtte han være vel kendt med forholdene i Danmark på den tid. Paven har altså vel vidst, hvad han gjorde; valget af Eskil var en udæskningtilErik Plovpenning. Så har det mindre af sige, at en anden af nævnets tre medlemmer, Dominikanernes provinsialprior, muligvis har været kongen gunstig stemt. I alt fald svækkedes betydningen af den ene nævnings kongelige sindelag fuldstændig, i det paven efter sædvane fastsatte, at om ikke de alle tre kunde påtage sig det påbudte hverv overfor kongen, så kunde Eskil udføre det sammen med den ene af de to andre. Tredjemanden i nævnet var nemlig Franciskanernes minister i Danmark, og ligesom sin ordensbroder Simon fra Alvernia stod han sikkert på Nils Stigsons side. Ligeledes har det under disse forhold kun lidet at sige, at pavebrevet just ikke sigter Erik personlig for overgreb mod Nils Stigson, men nøjes med at udtale, at det „ikke er uden kongens tilladelse"atKøbenhavn og bispestolens andre godser er frarevne den landflygtige bisp. Heller ikke betyder det meget, at Irmocentius giver forsikringer om sin oprigtige kærlighed til kong Erik. Thi kærnen i pavens befalinger er dog denne: hvis kongen ikke retter sig efter nævnets formaninger og giver Nils Stigson alt igen, også de indtægter,somkronen allerede havde forbrugt, da skal der lægges interdikt over kongens godser — her går paven altså strengere frem end den gang han sendte Simon fra Alvernia til Danmark — og over Roskilde stift, og kongens hjælpere skal lyses i band. Den eneste gunst, paven

endnu viste kongen, var den, at han personlig endnu ikke skulde rammes af bandstrålen, og endvidere påbuddet om, at nævnet skulde sorge for. at Lunds a^rkebiskop i lioskildebispens navn og indiil hans hjemkomst lod hans godser styre af mænd, som ikke var kongens modstandere¹). Det er de tarvelige rester af Innocentius IVs tidligere velvilje mod kong Erik, og selv disse rester skulde snart forsvinde.

Da paven ved beskikkelsen af nævnet ikke kom malet nærmere, bød han ved en bulle af 2. April 1248 biskop Eskil ufortøvet at lyse de genstridige i band og lægge interdikt over deres land: endnu fastholdt han dog den bestemmelse, at kongen personlig ikke måtte bandlyses, men betegnende nok omtales kongens kansler nu som „Peder, der kaldes kansler", medens kurien dog tidligere havde godkendt hans værdighed-). Få dage efter udstedte innocentius IV en anden bulle, hvorved han bød Eskil ændre alt, hvad der. kirken vedrorende, var foretaget til skade for biskop Nils, og bandlyse hver den, som modsatte sig hans anordninger 3 denne sag. Denne bandlysning skulde være aldeles übetinget gyldig, i det ikke nogetsomhelst privilegium kunde svække dens kraft³).

Man må imidlertid tro, at Eskil ikke har turdet bruge de magtmidler, som paven havde lagt i hans hånd. eller at han har brugt dem uden virkning. Til forklaringkanman henvise til. at Erik i 1248 endelig vandt overhåndover Abel. og senest i begyndelsen af 1249 blev der sluttet fred imellem dem⁴), hvorpå biskop Eskil måtte

---

1) O. Nielsen. Kbhvns. dip]. I (> f.

2) Smstds. s. 8 f.

3) Smstds. s. (.) f.

4) Kr. Ei-slev i Hist, tidsskr.. ;inf. st.. s. :\l\) f.

forlade landet. Kongen havde styrket sin stilling, og derfor er det måske, at den beromte kardinal Vilhelm af Sabina, der i sommeren 1248 på hjemvejen fra Sverige opholdt sig i Danmark, ikke fik den mindste indflydelse på de danske forhold. Denne mand, der fik så stor betydningfor Norge og Sverige, har i vort land ikke efterladt sig andet minde end et par indulgensbreve for Bosø kloster og for St. Jørgens hus i Lund¹); ellers er hans virksomhed i Danmark uden spor, ganske som i sin tid Nikolaus Brekspear intet udrettede hos os, men blev en hovedperson i Norges historie. Ganske vist må det indrommes,at Vilhelm ikke egenlig var pavens legat i Danmark; men da han dog var udrustet med vid fuldmagt, er det på den anden side utænkeligt, at han overfor den standende kirkestrid helt skulde have ladet som intet.

Paven har nu været meget bittert stemt mod den danske konge. Det hjalp ikke. at Erik netop nu udfoldede den storste iver i korstogssagen, i det han udskrev den plovskat, der vakte had og opror. Hvor stor velvilje Innocentius end tidligere havde vist. Eriks planer om et Estlandstog, glemte han nu sin fordums holdning; intet kunde længere mildne hans vrede. Ved brev af 27. Juli 1249 bød han arkidiakonen af Århus at foreholde de tre medlemmer af nævnet deres pligt²); men dette havde ikke nogensomhelst følger, Roskildesædets godser var fremdeles i kongens vold, og Nils Stigson kom aldrig til sin ret.

Den landflygtige biskop opholdt sig i Frankrig, muligvis
en tid hos Innocentius IV i Lyon, mest vel dog i Clairvaux;

---

1) Erslev, Repertorium I, Udat. 116. Dipl. Suecan. I MO (27. Juli 1248).

2) O. Nielsen, Kbhvns. dipl. I 10 f.

dér døde han, den ii. Septbr. 124 V). Det er en gammel misforståelse, at Nils Stigson skulde være bleven Cisterciensermunk;indskriften på lians grav i Glairvaux viste, at han ikke døde i den hvidgrå kutte, og lige til det, sidste har han altså håbet at genvinde sin bispestol. Ligefuldt ærede Cistercienserne dog hans minde i hoj grad, især fordi han — som gravskriften siger — var ærkebiskop Eskils frænde og var „landflygtig for kirkens friheds skyld" l). Hans skæbne kunde .jo også minde om væsenlige træk af den store ærkebiskops liv.

Budskabet oin Nils Stigsons død har ikke gjort paven blidere stemt mod kong Erik. Innocentius har følt det som et nederlag for sig og kirken, at biskoppen havde endt sine dage i landflygtighed, og nu gik han endnu skarpere frem i kampen mod Erik Plovpenning. I kraft af devolutionsret beskikkede han nemlig ved provision domprovst Jakob Erlandson til at være biskop i iloskilde. Ikke alene afskar han derved Erik fra at gore sin indflydelse på bispevalgel gældende, og ikke alene tiltog han sig her en ret, som hidtil næsten ikke var brugt overfor den danske kirke og måtte være den danske krone meget imod²); men hans valg faldt på den af de danske prælater, der nu måtte betragtes som kongens farligst«; modstander. Det var fra pavens side en åben krigserklæring til Erik Plovpenning; Innocentius har villet vise, at han dog nok skulde vide at blive den sejrende.

Til pavens handlemåde svarer tonen i hans breve
fra foråret 1250.

---

1) .ItV. min afhandl, i Kiikehi-t. sand., i. række 111 5 ff.

2) JtV. min „Konire >,ii pnr-stc-trtnd" II 1W f. 178 f.

Medens Innocentius tidligere havde fremstillet sagen således, som om Erik Plovpenning blot rent passivt havde fundet sig i de forurettelser, hans mænd havde tiltojet Nils Stigson, kastede han nu uden omsvøb al skylden for biskoppens vanskæbne over på kongen. Ligeledes vilde han nu gå strengere frem overfor Erik. Den 9. Maj gav han sin ny nuntius, broder Nikolaus, der var kapellan hos kardinalpresbyteren af St. Marcellus, den befaling, at han i tilfælde af, at kongen fremdeles vægrede sig ved at udlevere Roskilde bispestols godser, hojtidelig skulde lægge interdikt over hvert sted, hvor kongen og hans hjælpere opholdt sig; og om det skulde være, måtte han kundgore dette interdikt endog fra udlandet , og intet privilegium skulde befri nogen af de pågældende for dets virkninger. Men straks efter fandt Innocentius IV disse forholdsregler utilstrækkelige, og den 18. Maj lod han udfærdige en ny instruks for broder Nikolaus, ligelydende med den forrige, men med den meget væsenlige tilfojelse, at hvis kongen ikke gav efter, når interdiktet var kundgjort, skulde han og hans hjælpere personlig bandlyses; bandlysningen skulde foregå med storste hojtidelighed, og intet privilegium skulde kunne hæmme dens kraft *). Nu havde paven altså besluttet sig til det skridt, som han hidtil havde nølet med; han var nu virkelig i færd med at bruge de stærkeste magtmidler overfor kong Erik.

Samtidig skrev pave Innoeentius ganske vist meget indtrængende til kongen om at modtage den ny Roskildebispvel; men han krævede übetinget, at Erik skulde give bispestolens godser tilbage og forny alle dens rettigheder,ligesom

---

1) Dipl. Arnamagn. I 178 ff. O. Nielsen, Kblivns. dipl. I 11 tf.

heder,ligesomhan skulde give igæld fur alle de tab, han havde voldet — heriblandt vel også dem. han havde tilføjet Jakob Erlandson, medens denne var domprovst —, og sikre den ny Roskildebisp håndhævelsen af kirkens frihed¹). I instrukserne for broder Nikolaus havde paven også udtalt, at Jakob Erlandson vilde udsone sig med kongen; men vægten lå rigtignok på de dertil knyttede ord: „under forbehold af kirkens rettigheder". Det var vel heller ikke forsonlig!æd overfor Erik, som drev Jakob Erlandson til at bede paven om at måtte løse Roskilde stifts præster for det interdikt, som var forkyndt for dem²), men snarere ønsket om at vinde den sællandske præstestand og få dens støtte i den fortsatte kamp.

Kampen kunde nemlig ikke undgås. Erik Plovpenning har været for stolt og selvfølende til at ville give efter. Uden at tage lære af sit nederlag i den fynske bispesag havde han desuden allerede ved nogle af Koskildekannikerncs hjælp indsat en ny biskop, magister Asgod³), og skonl ærkebiskop Uffe formodenlig har vægret sig ved at indvie denne, har kongen selvfølgelig ikke villet ydmyge sig ved at lade sin klient falde. Imidlertid kan Jakob Erlandson ikke være kommen tilbage til Danmark i Erik Plovpennings levetid; meningen var jo, at den pavelige nuntius forst, om muligt, skulde jævne vejen for ham. Af pavens brev til kong Erik sér man tilmed, at Jakob Erlandson sendte sine befuldmægtigede til Danmark; selv vilde lian altså forst komme senere.

---

1) Kiev af 521. Maj 1-250. Dipl. Arnamagn. 1 IS-2 il

2) Irmocentius lVs brev af 5. April 1:250. Dipl. Amamagn. I 1/7.

3) Denne eftenotniny kende< kun fi'a Pedev Olufsen (S. p. D. 1 18."i. Rordarn, Monumenta, anf. st.. s. Id), som doir afgjort ma have udskrevet en mi ukendt kilde.

Hvad vilde der være sket, dersom Jakob Erlandson som indehaver af et af de storste danske bispedommer var kommen til at stå overfor kong Erik? Sikkert vilde det have haft til følge, at den voldsomme strid, som nu forst for alvor udbrød under Kristoffer I og Erik Klipping, var kommen så meget tidligere og havde fået Erik Plovpenning til hovedperson. Ved sin karakter og ved begivenhedernes magt var kong Erik jo nemlig så at sige allerede tvungen ind på denne bane, og Jakob Erlandsons optræden indenfor Danmarks grænser vilde kun have drevet kongen videre. Således formede den historiske udvikling sig imidlertid ikke. Ved sin grufulde død i den morke Augustnat blev Erik pludselig reven ud af alle sine kampe.

Det er næsten et bidrag til de menneskelige dår.skabershistorie, at Erik Plovpenning, der havde været så yderst voldsom overfor kirken, snart efter blev æret som helgen, også af kirkens mænd. Thi ganske vist var de danske bisper, som stod i modsætning til Erik, ensidigei deres syn på forholdet mellem stat og kirke; men når undtages mellemværendet med biskop Eskil af Slesvig, har kongen dog haft storst uret. Det var da også kun Eriks mord, der kunde afgive virkeligt grundlagfor hans helgenry; thi her var der noget, som stemte med folkets synsmåde: en brat død havde jo allerede givet Knud konge, Knud hertug og fru Margrete helgenkransen.Pavelig kanonisation kunde den ny kongehelgendog ikke opnå, skont det sikkert ikke fra dansk side har manglet på bestræbelser i den retning, bl. a. da optegnelsen af jærtegnene ved hans grav i Ringsted^x).

---

1) Se niin B^Danske helgeners levned". s. 377 ff.

Og det kan heller ikke nægtes, at det varede nogle år. inden helgenryet kunde danne sig. Betegnende nok er det, at de jærtegn, der skal være skete i året 1252 som følge af Holstenernes hærgninger i St. Peders kirke og nonnernes klosterkirke i Slesvig, ikke i mindste made sættes i forbindelse med den myrdede konges hellighed, og det. skont Erik netop den gang havde sin grav i en af de to kirker; Erik Plovpennings helgenry kendtes altså endnu ikke på den tid. Hvis det ikke havde stemmet med senere kongers politik, var Erik vel overhovedet aldrig bleven offenlig fejret som helgen: men der må netop lægges megen vægt på, at kongerne i folkets påkaldelse af Hellig Erik fandt et naturligt kampmiddel mod hertugerneaf Sønderjylland, som nedstammede fra brodermorderenAbel. Kristoffer I, som selv havde stået i opror mod Erik, blev underlig nok den, der gav stødet til denne udvikling, i det han lod sin broders lig føre til Ringsted¹). Så meget opnåedes ved disse bestræbelser,at helgenglorien snart omdannede Eriks minde, og hvor meget end helgenryet er forsvundet, har det dog kastet en efterglans, som har givet kongens billede et. vist præg af uvirkelighed. Nærværende undersøgelse, der bygger på den tids aktstykker, skulde om muligt bidrage til at lade <^kn væsenlig side af Erik Plovpennings historie fremtræde i ædrueiigere belysning.

II. En påtænkt ændring i den danske tronfølge.

I sit nylig udgivne skrift, „De avignonske pavers
forhold til Danmark" (s. 208 ff.), har hr. clr. phil. L. Moltesenladet
aftrykke et hidtil ukendt pavebrev, som for

---

1) Sinstds. *. -i/4 f.

den danske historiegranskning er et aktstykke af fremragendeværdi. Da det tilmed frem byder historikeren liere gåder, bor det gores til genstand for nojere undersøgelseog drøftelse. Beklages må det ganske vist, at teksten har sine fejl, og at der henimod slutningen endog må være udfaldet flere sætninger; men selv i sin ufuldkomne.skikkelse har brevet afgjort krav på opmærksomhed.

Brevet er stilet til en pavelig legat og handler om en ændring i den danske tronfølge, i det nemlig en dansk konge til trods for landets skik får Romersædets tilladelse til at lade kronen gå over til en af sine døtre ug subsidiært til en af sine søstre, såfremt han ikke efterlader sig sonner.

Kfter et tbrord¹) om, at de danske konger fra gamvnul Hrl nil fiTiinrl of rinrac; fpmnlimrl liav tvavr i\>A ioai'lirr lllcl uu l^Ja &1&¹ LlllLl Llt ucics Huumcu "«' '"»• pa. acciii& velvilje fra pavestoien, fremhsever pavebrevet demaest, at Kristus, der er .sand Gad og sandt nienneske, sand konge og sand yppersteprsest, har forlenet pavestoien bade rued praestelig og kongelig niagt, i det han nemlig ved at give St. Peder to negler har overdraget ham styrelsen bade af det jordiske og det himmelske rige.

Derpå hedder det videre:

„Som følge af det ovenfor anførte og af mange årsager og klare grunde kan man da åbenbart drage den slutning, at den romerske biskop ved en anordning, såfremt denne ifølge Guds vilje tjener til de troendes velfærd, kan træffe foranstaltninger vedrorende konger og riger, i alt fald når disse ikke har nogen anden overherre.Nu har da vor kæreste son i Kristus, E., de

---

1) [ afskriften af brevet er forordet, sat, sidst, som et t.iiketr.

danskes berommelige konge, udviklet for os, at da han
selv ikke liar sonner eller seskende af mandkon, og da
man orn hans riges skik liar den mening, at de danske
konger der kun kan efterfelges af deres born af mandkon,er
han i hoj grad i frygt for. at hans riger ska!
ga over i ndlaendinges hand. Derfor har han ved
sit sendebud ydmygt bedct os orn, at vi, da han ikke
erkender nogen anden end Romerbispen soni sin overherre,i
kraft af den raagt, der er given os fra himlen,
vil surge for i den sag at drage omsorg for ham ved i
det omtalte kongedomme at substituere kvindekonnet.
eftersom han nemlig har nogle eegtefodte
sastre. Og1 da vi med from hengivenhed tager i betragtningdette
sarame riges nod, som ofte er os skildret,
og da vi tillige i hojeste grad foler medynk pa grund
af den modgang, som rammer praelaterne, af
hvilke nogle tvinges til at leve i landflygtighed,og
pa grand af overgrebene mod kirkerne og de
trsengsler og det tryk. som oves mod mange andre
troende i det neevnte rige, hvilket vides sserlig at vaere
indtrnffet som folge af kongeskiftet, vil vi for fremtiden
ved vor hjselps rette laegeiniddel afvserge dette — -
— — — — — — — (betro vi) til din takt, at du pa
deres vegne og med den dem tilkommende aiyndighed
fastssetter, at hvis det skulde ske, at den nawnte konge
ved sit livs ende har aegtefodte detre, men ikke sonner,
da skal hans seldste datter, men hvis han ved sin d«d
hverken har sonner eller dotre, den seldste dalevende af
hans sostre folge den omtalte konge i regeringen, uden
at den naevnte skik eller nogen konstitntion eller
fjendtlig forhindring skal kunne traede i vejen derfor."

Dette aktstykke er ifølge dr. Moltesens oplysninge

ger¹) taget fra en formelbog, som tindes i det vatikanskebibliotek, og som er udarbejdet af Marinus de Ebulo, vicekansler under pave Johannes XXI (1276^—77). Den mulighed var der da i og for sig, at pavebrevet ikke havde noget med historiske forhold at gore, men ligefrem var komponeret for at tjene som mønsterskrivelsefor lignende tilfælde i det virkelige liv. På forhåndvilde en sådan antagelse dog være lidet sandsynlig,og det er klart, at hvis de i brevet omtalte forholdfuldstændig passer ind i en bestemt situation i vort lands historie, da er denne mulighed atter ophævet, og vi har da at gore med et virkeligt historisk aktstykke. Netop dette er tilfældet. Men i den foreliggende afskrift i. formelbogen mangler pavebrevet jo al datering, ja endog pavens og modtagerens navn. Det gælder da om au anden vej at bestemme dets rette plads i historien.

Hvad man uvilkårlig forst vil lægge mærke til, er det navn, som den i brevet omtalte danske konge bærer. Navnet antydes ganske vist kun ved bogstavet E, men det kan kun være Erik. Da tidsgrænsen ned efter er given med Marinus de Ebulos levetid, i det formelbogen må være ble ven til senest ved år 1276, kan der altså være tale om følgende danske konger: Erik Ejegod, Erik Emune, Erik Lam, Erik Plovpenning og Erik Klipping.

Dr. Moltesen gætter på Erik Lam-), Men med hvad ret? De holdepunkter, som kan give os et fingerpeg med hensyn til pavebrevets affattelsestid, yder ikke denne formodning nogen støtte. Disse holdepunkter er nemlig:

---

1) Anf. skr.. s. 203.

2) Anf. skr., s. 15. ~H)i. Sidstrifevnte ~t.ed hedder det: R^Kongen kaii naeppe vaere nogen anden end Erik Lam^a.

a) der lægges vægt på kongens døtres og søstres ægte. byrd: b) vedkommende konge har ikke sonner eller døtre, heller ikke brodre, men flere ægtefødte søstre: c) der er udsigt til. at riget ved kongens død vil komme i udlændinges hånd: d) den danske kirke er i nød og nogle af dens ledere i landflygtiglied. — Intet af disse punkter viser os hen til tørik Lam. a) [ Danmark var der endnu på Erik Lams tid ingen forskel på den gtefødtesogden ret til tronen: først med Valdemardenstore afskæres kongens frillesonner fra at blive konger. Og det går ikke an at sige. at det i pavebrevet blot er paven, som lægger vægt på legitimiteten; thi da den danske konge ses at have opgivet, at han havde ægtefødte søstre, er det netop ham. som har gjort begyndelsen med hensyn til adskillelsen af ægte og uægte byrd. b) Endvidere véd man ikke noget om. at Erik Lam havde søstre; derimod véd man. at han havde frillesonnen Magnus, som spillede en vis rolle under Valdemar den store, men endte som forræder. Og denne Magnus kan. vel at mærke, ikke være født i slutningen af faderens kongetid. endsige efter hans død: vi lærer ham nemlig at kende som Sven Eriksons ivrige tilhænger,ogden gang han efter Svens nederlag og fald (il-">7) toges til nåde af Valdemar¹), må han mindst have været år, altså født inden faderens tronbestigelse. Da paven nu siger, at vedkommende kong E. slet ikke har sonner, og på dette punkt ikke antyder nogen forskel på ægte og uægte byrd. er alene Magnus Eriksons tilværelse i stand tii at omstyrte dr. Moltesens formodning. <•) Fremdelesmådet sijjes, at der ikke i mindste måde var

---

1) Srixd. od. Mfillor. -• !'■''■>.

udsigt til. at (let danske rige ved Erik Lams dod vilde ga over til udlsendinge. Der var jo danske konge- Eetlinger nok. som stod rede med deres krav. Hvilken udlaending kunde derimod have udsigt til at opna den danske kongekrone? Der var jo. ikke en gang- nogen, som Sogte at udnytte tronstriden efter Erik Lams dod til at at opna herredomme indenfor Danmarks grsenser. d) Endelig passer det heller ikke, at den danske kirke var stedt i nod; thi fraregnet de ulykker, tronkampeii med Olav Haraldson voldte, var Erik Lams kongetid netop lys og lykkelig for kirken, og vi ser da ogsa, at kirken just i den tid tog et sts-erkt opsving. Og ganske vist matte en af bisperne, Okke af Slesvig, ga i landflygtighed;menhans flugt star ikke i forbindelse med de ahuindelige tilstande i kirken, og han var den eneste fordrevne biskop, hvorimod pavebrevet taler om flere bispers landflygtighed. Til dis.se modgrunde kunde endnu fojes. at Erik Lams herredomme var rent midlertidigt og skyldtes den omstsendighed, at de. hvis ret til tronen var bedre, den gang endnu ikke var voksne; men des mindre kunde Erik Lain teenke pa at. forbeholde sin set forretten til tronen. og allermindst kunde han under de forhold ovenikobet aendre tronfolgen til fordel for kvindelinjen.Overhovedetvar jo i denne tid kongevalget, det fri kongevalg, eneradende, og det var ikke tsenkeligt, at de danske den gang vilde opgive deres ret til at vgelge kongen. eller at en konge vilde trodse denne ret¹).

---

1) En eller anden vilde maske også sige. at Erik Lam næppe kunde siges „ikke at have anden overherre end paven", og i den anledning vise hen til, at Nils og Magnus for den tid og Sven Erikson og Valdemar I efter den tid måtte godkende den tyske kejsers overhojhed. Det må imidlertid kaldes lidet sandsynligt, at Erik skulde have haft en sådan stilling til den tyske kejser; enhver positiv oplysning i den retning mangler, og selv tyske historikere udtaler, at. Konrad 111 ikke gjorde krav pa overhojhed over Danmark. Jfr. Bernhardi. Konrad 111 (Leipzig 1883), s. 405.

Dot må da afgjort siges, at don kong E., .som omtales i pavebrevet, ikke kan være Erik Lam. Heller ikke kan det være Erik Ejegod eller Erik Emime, bl. a. fordi begge disse konger havde mandligt afkom, og fordi deres død ikke kunde medføre fare for, at fremmede skuide komme til at indtage dot danske kongesæde. Ligeså lidt kan det være Erik Plovpenning: thi han havde kun ('_in søster, medens pavebrevet omtaler flere kongesøstre, og desuden havde han jo brødre, hvad derimod pavebrevets kong E. ikke har, og heller ikke hans død vilde kunne bevirke, at Danmark korn under fremmede.

Tilbage bliver da kun Erik Klipping. Men her viser det sig da også, at alle de historiske forhold, som pavebrevet hentyder til, netop passer på hans mindreårighed. Og da har det intet at sige, at man ved en forste gennemlæsning af pavebrevet uvilkårlig lænker sig, at den omtalte kong E. er en ældre mand eller i alt fald dog ikke et barn. De, der skrev til paven på kongens vegne, har ikke udtrykkelig villet gore opmærksom på, at kongen endnu ikke var i den alder, at han kunde have afkom: og paven på sin side har væsenligst villet, give reglen for ændringen i tronfølgen uden i enkeltheder at fordybe sig i de forhold, der kunde gore ændringen ønskelig.

Vi går da over til at gore rede for, hvorledes pavebrevets
udtalelser om danske forhold passer på Erik
Klippings forste år.

---

1) En eller anden vilde maske også sige. at Erik Lam næppe kunde siges „ikke at have anden overherre end paven", og i den anledning vise hen til, at Nils og Magnus for den tid og Sven Erikson og Valdemar I efter den tid måtte godkende den tyske kejsers overhojhed. Det må imidlertid kaldes lidet sandsynligt, at Erik skulde have haft en sådan stilling til den tyske kejser; enhver positiv oplysning i den retning mangler, og selv tyske historikere udtaler, at. Konrad 111 ikke gjorde krav pa overhojhed over Danmark. Jfr. Bernhardi. Konrad 111 (Leipzig 1883), s. 405.

Pavebrevets kong E. er sonneløs. og Erik Klipping
var sonneløs indtil året 1:274, da Erik Mændved blev født.
Dette punkt passer altså godt.

Pavebrevet siger fremdeles, at kongen ikke har brødre. Også dette punkt synes at passe på Erik Klipping i næsten hele hans kongetid. Thi vel havde Erik en broder, junker Valdemar, som endnu levede efter faderens død, eftersom pave Urbanus IV kunde beskylde biskop Peder Bang for at have bandlyst ham sammen med den unge Erik Klipping¹): men siden han aldrig ellers nævnes i den tids oldbreve, må han være død temmelig snart derefter²).

Pavebrevet siger, at den danske kong E. har flere ægtefødte søstre. Også dette passer på Erik Klipping. Man véd nemlig, at Erik havde søsteren Mechtild (opkaldtefter Abels dronning"), der i året 1269³) ægtede markgrev Albert 111 af Brandenburg, og en anden søster, Margrete (opkaldt efter sin moder), der noget senere

---

1) S. r. i). V t)l?>. Paludan-Miiller mener, at Peder Bang i virkeligheden ikke kan have udslynget denne bandlysning mod den unge konge og hans broder (Vidensk. selsk. skrifter, 5. række IV 3-24 note 5): men beskyldningen mod biskop Peder er et vidnesbyrd om, at den unge junker Valdemar den gang endnu var i live.

2) Kingstedtavlen nævner hans dødsdag (-21. Decbr.), men ikke hans dødsår (Kongegravene i Ringsted kirke, s. 48). Da det af denne tavle sés, at Valdemar tik sin grav ved foden af hertug Knud Valdemarsons grav. må Valdemar være død efter denne sin farbroders død (15. Oktbr. 1360), trolig dog endnu samme ar. Hvilfeldt omtaler også en anden son af Kristoffer, junker Nils, som jordfæstet i Ringsted. Men det kunde være et spdrgsmal, om ikke denne Nils blot er et foster af Hviti'eldts fantasi. Ringstedtavlen kender ham i hvert fald ikke. og heller ikke andensteds tindes han omtalt.

3) Sæll. årbog, S. r. D. II 034.

ægtode den holstenske greve Johan JJ (af den kielske linje) og i dette ægteskab fødte sønnerne Kristoffer (opkaldtefter sin morfader) og Adolf¹). Muligvis har Erik også haft en tredje søster. Ingeborg, om hvis giftermål med den norske konge Erik Magnusson der skai have Vieret forhandlinger i året 1280 ~).

Endelig er der pavebrevets ord om den danske
kirkes trængsler og nogle bispers landflygtighed. Dette
passer udmærket tii Erik Klippings forste kongetid. I

---

1) I sine privilegiebreve til Kiel og Hamburg at' Juli HS'> omtaler Erik Klipping grev Joliaii II som sin svoger og hans gemalinde som sin søster. Hendes navn luevnes ikke lier. men findes andensteds, således i grev Johans gavebrev til klosteret Preet.z af -2. Febr. 1300. Hasse. .Schl.-Holst.-Lauenl>. l'i'kunden u. Uegesten II 255 f. [nr. 0-11 — -1\: 111 (il [nr. 115].

2) Denne efterretning kendes kun fra Hvitfeldt (kvartntlg.il :>7l), og som han har den. rummer den flere misforståelser: Den danske kongedatter kan således ikke have været barn, hvilket Hvitfeldt mener: fremdeles kan kong Magnus ikke have deltaget i forhandlingerne 1-2N(>. da han døde 1:280. endelig var Erik Magnusson ikke. som Hvitfeldt siger, hertug i Norge, eftersom han siden li!7H havde haft kongenavn og siden I£no været regerende konge. Det kunde derfor vau'e fristende at regne det hele for en misforståelse af a-'gteskabspaglen mellem Erik Mivndved og Ingeborg fra Sverige i året Ii2SS (Hvitfeldt 111 S. Erslev . 'Ileperlorium I. 504). og muligvis er t\e\- o^sånogen sammenblanding (medgiften angives begge steder til (iOOO mark). Men Hvitfeldt har sa bestemte opgivelser, at han dog vistnok ina have haft noget at støtte sig til. og a^gteskabsforhandlingerne mellem den unge norske konge og den danske prinsesse vilde stemme godt med det danske kongedonmies forsonlige politik overfor Norge i året li2S<>. i del Erik l'lovpennings døtres gods den gang udskiftedes. og dronning Agnes af Danmark tilskødede dronning Ingeborg af Norge noget, gods (.(laiicellaiia' liber". s. 1)7. 100: jIV. Birket. Siuit.li. Om Ko'dl-iihavns ['niversitetsbibliotek for 17^S. s. Hi¹.). Erslev. Repertoriuni I. 510. 51S. 519). — Muligvis er det dog Hvitfeldts hoved fejl at lienfore forhandlingerne til 1-2S(J i stedet, for til et tidligere ar. da Magnus Lagfiboter endnu var i live.

uret. 1262 måtte ærkebiskop Jakob Erlandsfm og biskop Peder Bang forlade Danmark, og til dem sluttede sig for øvrigt senere (1267 eller et af de nærmest følgende ar) biskop Peder af Odense¹).

Tilbage står nu blot pavebrevets ord om den fare, der truer Danmark, i det kronen i tilfælde af kongens død vil gå over til udlændinge. Har denne fare virkelig været, for hånden, såfremt Erik Klipping døde og hans søstre var udelukkede fra tronen V Unægtelig studser man ved denne udtalelse. Man vilde jo nemlig antage, at hvis mandslinjen af Kristoffers æt uddøde. vilde kronen gå over til Abels æt, og den sønderjydske hertug kunde dog ikke betegnes som udlænding (extraiiexs). Imidlertid er det slet ikke hertug Erik Abelsous tragten efter den danske krone der hentydes til: thi selv om Jakob Erlandson og Peder Bang vel nok har villet overføre kronen til Abels æt. så har den sønderjydske hertug dog ikke haft ret mange tilhængere udenfor sit eget område og derfor heller ikke i så henseende været farlig-). Nej. det er virkelig udlændinge, som har higet efter at få Danmark i deres vold, og som særlig i tilfælde af den unge konges død kunde være yderst farlige. Og her har vi da det mest betydningsfulde punkt i hele det mærkelige pavebrev, fordi vi her står overfor det. historiske forhold, som har foranlediget henvendelsen til paven og dennes indgriben i den danske tronfølge. Disse farlige udlændinge kan nemlig ikke være andre end hertug Albert af Brunsvig- og hans nordtyske frænder.

Albert stod det danske kongehus nær. da han var
son af hertug Otto af Brunsvig-Lyneburg. Valdemar Jls

---

1) -)tr. min afhandling i Kirkehist. saml.. 4. række 111 10 !f.

2) J(V. Pal.-Mffller. anf. st.. s. 280. Hs>S. :m.

søsterson og forbundsfælle. Han var en kraftig, men også hensynsløs person, der i sin ærgerrighed satte sig store mål, særlig med hensyn til Danmark. Her havde han allerede i 12.~)3 fået foden indenfor, i det han sluttedeforbundmedKristoffer I imod Holstenerne og som pant modtog Samsø og Endelave med krongodset og kongens ejendom på disse øer¹). Og efter slaget på Lohede (28. Juli 1261), da enkedronning Margrete sad som Holstenernes fange i Hamburg, medens den lille kong Erik var hertug Erik Abelsons fange på iNorborg, fristedes Albert til at udkaste vidtflyvende planer. Den 11. Febr. 1262 sluttede han og hans broder Johan forbundmedderessøster, enkehertuginde Helene af Saksen, og dennes to sonncr, hertugerne Albert og Johan, et forbund, som skulde udvides til de mecklenburgske grever, og som gik ud på en sammenslutning mod Holsten,menefterdette lands erobring tog sigte på også at erobre og dele Danmark'²). Hvad der kaster et ret ejendommeligt lys over Alberts færd, er, at dronningMargretesandsynligvisallerede da havde valgt ham til rigsforstander for Danmark. I årene 1262_—63 opholdthansigto gange³) i vort land, sikkert for længere tid. Her greb han styrelsens tojler med fast hånd; han fordrev Jakob Erlandson og Peder Bang fra deres fædrelandoglagdebeslag på ærkesædets og Roskilde bispestolsgodser,ogendvidere forjog han Esbern Snares

---

1) Pal.-Miiller, s. z><sN.

2) Sudendorf. Urknndenbuch /.ur »iesehidite der Herzoge von Bnuinschweiir u. Lfinebnrg I (Hannover 1*59), s. 37. PaL- Mtiller, s. r>B<).

3) At. Albert kom hertil to gange, ses af den samtidige brunsvigske rimkrønike: Afummi. (.lennaniæ. Deutsche Chroniken II :>V>±

datter, fru Ingeborg, fra Kalundborg, men tillige hindredehanErikAbelson i at få synderlig frugt af sin sejr. og afskar ham alt håb om den danske krone. Samtidig gjorde den voldsomme hertug sig rigtignok forhadtafdedanske. Det var ikke alene ærkestiftets klems, som harmedes over hans fremfærd¹): men en del stormænd dannede endog ligefrem en sammensværgelsemoddetstrenge fremmedherredomme. Ganske vist fik Albert denne sammensværgelse slået ned. Hovedmanden,dennyligafsatte drost Peder Finson, blev greben og tilligemed ham flere af hans tilhængere, blandt dem den forhenvævende marsk Ivar Tageson, der tilligemedPederFinsonhavde været den kongelige hærs fører i slaget på Lohede. Forgæves bød Peder Finson hertugen10000markfor sit liv: Albert vilde hans død. Dronning Margrete gjorde her fælles sag med hertugen;hunrejsteanklageimod Peder Finson og Ivar Tageson for at have begået forræderi under den ulykkelige kamp, og på grundlag af denne offenlige anklage blev de hoje herrer hængte i Nyborg (1263). De danske årbøger mindedes derfor denne henrettelse som Margretes værk; men den brunsvigske rimkrønike afslører os, at den dybere grund til de danske adelsmænds fald var deres fjendskab mod Albert²). Imidlertid havde Albert ikke alene ført mange tyske tropper ind i landet, men også ladet sin broder, hertug Johan, komme til Danmark og modtaget ham med pomp og pragt. Des storre blev de danskes forbitrelse imod ham. Skåningerne havde allerederejstsig;i

---

1) Lundeårb., Monum. German., Script. XXIX 209.

2) Brunsvigske rimkrønike, anf. st. Jfr. min artikkel om Peder Finson i Dansk biograf, leksikon V 161 f. Af de andre sammensvorne kendes kun Jens Skammelson (Ribe Oldemoder, s. 19).

rederejstsig;iåret Hfrl havde de ødelagt Åh ils, rkebispensborg,formoden]igfordi efter Jakob Erlandsdnsfordrivelsevaret sæde for Ålberts krigere, og næste år belejrede de Helsingborg, som det ikke lykkedes Albert at undsætte. Borgen måtte overgive sig, og derefterforlodhertug - Albert -Danmark (Juni 120;J^r)); lians anseelse har været svækket, og de danskes had til ham gjorde ham hans stilling farlig. Intet under er det, at danske årbøger lader ham romme af landet med skam, og den brunsvigske rimkrønike véd ikke ret at tyde hans bortgang. Til dels kan denne dog forklares derved,atenkrig med markgrev Henrik den oplyste af Meissen kaldte ham hjem. Albert, iværksatte med stor kraft et tog mod sin fjende og for sejrrig frem i ThfAringen,indtilhanblev slået og tagen til fange i en heftig kamp ved floden Kister (48. Oktbr. 1263). Så meget des fjernere var han nu fra at kunne virkeliggoresineunderfundigeplaner mod Danmark.

Alberts optræden i Danmark er da den historiske baggrund for fremkomsten af pavebrevet. Man har mærket, hvor farlig den brunsvigske hertug kunde blive for Kristoffers æt, som lian havde påtaget sig at værne. Timedes der den unge konge en tidlig død, vilde Albert utvivlsomt gribe efter selve den danske kongekrone. Og den lille Erik var end ikke i Danmark, men i braudenburgskfangenskab,

---

1) Endnu li. Juni I^<k'> udstedte Albert, et værnebrev for St. Peders kloster vod Xa'stved (EYslev. Hepertoriuni t. men inA da, hiive vil'ret pa vejen til Tyskland; ide forste dage af Juli vides h_fin og Jnhiin nemlig al have vieret i Lybek (jt'r. Suhin X 473). Dette brev og ikke mindst dets ord om, at ingen foged, tysk eller dansk, matte kiænke kloslerets friheder, viser, at Albert, den gang dog ingenlunde anså sin rolle i Danmark for udspillet. — Kilderne er ellers Lundearb. anf. sf., jfr. brudstykket S. r. D. V .",71. og deji brunsvigske rimkrønike.

burgskfangenskab,hvorfra han forst vendte tilbage efter sommeren 12(>4. Selvfølgelig var hans liv mere udsat i det fremmede land end hjemme. Hvo véd, om man ikke ligefrem har frygtet tor, at den hensynsløse hertug Albert stod kongebarnet efter livet? Og hvis man tilmedhar fået nys om Alberts sammensværgelse med sine frænder, hvor meget mere har man da ikke måttet være på sin post for at værne om Danmarks frihed, ja endog om landets tilværelseV Mistanken kunde kun bestyrkes,da Albert lod sin broder Johan komme til landet,fulgt af nye tyske herrer. Med god grand har man været angst for at lade alt afhænge af den unge kong Eriks liv, nu da landet var så alvorlig truet. Hvem det er, som her kan have handlet i den lille konges navn, skal vi senere drøfte: men forst må vi klare de øvrige historiske forhold, som umiddelbart antydes i pavebrevet,og om muligt nojere bestemme dettes affattelsestid.

Xår pavebrevet sætter de nationale ulykker i Danmarki forbindelse med et tronskifte, da passer også dette fortrinlig med forholdene tinder Erik Klippings mindret!righed. Det var forst efter Kristoffers pludselige død, at stillingen ret for alvor blev kritisk, ja efter slaget på Lohede så det ligefrem fortvivlet ud for det danske kongedomme. Til en vis grad sætter paven disse ulykker, som særlig går ud over kirken, i forbindelse med den fare, som truer landet fra de omtalte „udlændinge": i alt fald begrimder lian sin indgriben til gunst for kongeætten med henvisning til den nød. hvori kirken er stedt. Også dette stemmer med den situation, der skabtes ved hertug Alberts rigsforstanderskab. En malendekommentar har vi i Lundeårbosfens ord om den

brunsvigske hertug, som gjorde meget ondt i Danmark og fik de godser, som tilhørte ærkesædet og dets kannikerog Roskilde bispestol og dens kanniker, inddragne under kronen, medens han lod sognepræsterne gribe, fængsle og udplyndre¹).

Men når således de historiske holdepunkter i pavebrevet pege lien mod Erik Klippings mindreårighed og Albert af Brunsvigs voldsomme herredomme i Danmark, da er vi også i stand til at fastslå, hvem den pave er, som har udfærdiget brevet, og hvem den legat er, til hvem det er stilet.

Lad os forst drøfte sporgsmålet om, hvem legaten er. Dr. Moltesen siger, at brevet er stilet til en pavelig legat, som i rang stod under en biskop, eftersom pavens tiltale til ham ellers vilde have været „fraternitati tuæ" og ikke som i brevet „diseretioni tuæ"²). Denne begrundelseer nu ikke rigtig. „Discretio" er ikke omskrivningfor personen eller hans værdighed, men udtrykkersimpelthen en egenskab hos ham: dette ord kunde paven derfor godt bruge overfor den fornemste legat, og vi sér da også, at f. eks. Giemens IV bruger det i en af sine skrivelser til kardinal Guido. medens han i andre skrivelser henvender sig til hans „devotio" ■i). Den måde, hvorpå paven tiltaler legaten, fører os derfor ikke videre i vor undersøgelse vedrorende legatens person.Men når pavebrevet hidrorer fra Erik Klippings mindreårighed, kan vi derimod ved vort kendskab til Danmarks historie i den tid udfinde, hvem legaten har været. Fra den danske krones strid med Jakob Erlanclsonkender

---

1) Monum. Gevmaniæ. Scripteres XXIX rJO'J.

2) Moltesen, anf. skr.. s. iO'A f.

3) Ny kirkehi-4. sninl. 111 1-25. 114. 110. 110.

sonkendervi jo nemlig de to legater, magister Gerhard, som må være kommen til Danmark i slutningen af 1260 eller i begyndelsen af 126.1 og blev her i landet i alt fald til 1263, og den myndige Cistercienser, kardinal Guido, der 1265_—67 havde udstrakt fuldmagt som pavens laterallegat i Danmark. Af disse to kan Guido dog umulig have været modtager af brevet. I så fald måtte brevet nemlig være udstedt af Giemens IV, og selv om denne pave ikke stillede sig så fjendsk mod den unge kong Erik som kardinal Guido selv, vilde han dog ikke have ydet ham en sådan gunst som den, pavebrevet rummer, og han vilde vel heller ikke have givet Guido et brev af den art, da Guido var såre fjendtlig stemt mod den danske krone og så lidet retfærdig i sin færd overfor kongen, at paven måtte underkende hans dom i den slore kirkestrid. Desuden må det siges, at den gang Guido virkede som legat, var den danske krone ikke længer truet af de farlige udlændinge. Altså må pavebrevetvære stilet til den førstnævnte af de to legater, magister Gerhard. Denne var meget venlig sindet mod den danske konge og tog afgjort kronens parti imod Jakob Erlandson: for så vidt var han vel skikket til at udføre det hverv, som paven ved dette brev pålagdeham.

Dermed er da også givet, hvem den pave er, som har ladet brevet udfærdige. Det er pave Urban us IV (1261^—64). Når Urban i denne sag har stillet sig så imødekommende overfor den danske krone, da svarer det fuldstændig til samme paves holdning i den store danske kirkestrid. I stedet for at tage sig af Jakob Erlandson stillede han sig på kongedømmets side og tiltalte den landflygtige ærkebiskop med storste strenghed.

Det fortjener for ovrigt ogsa opmaerksomhed, at netop dettc pavebrev med dets stserke haevdelse at' Romersnedets übetingede ret og radighed over al verdslig magt hidrorer fra den pave, der tilkendte sig selv ret til at ra.de over Siciliernes krone, i det han erklaerede Manfred afsat. og overdrog hans rige til Karl af Anjou, og som i sit brev til Rikard af Gornwallis haevdede, at den udvalgte tyske konge for at blive kejser forst matte underkaste sig pavens provelse og dom. Hvor fortrinlig stemmer ikke et sadant krav med vort pavebrevs laere oin betydningen af St. Peders to nogler! Man mserker, at det bolvaerk, som det tyske kejserdonime havde voeret imod pavens anmasselser, er bristet, og at det mi baerer hen imod den staerkeste udspsending af de pavelige magt"• krav. En menneskealder senere var det. at Bonifacius VIII ved jubelfesten i Rom i aret 1300 optradte ikke alene i paveskrud, men ogsa i kejserlig festdragt. Denne iojnefaldende demonstration var jo egenlig ikke andet end anskueliggorelsen af den laere. som alterede laenge havde vseret udviklet ved kurien og bl. andet netop var udtalt af Urbanus fV i anledning af Eendringen i dansk tronfelge.

Hvad danske historikere dog mest vil dvæle ved, er de ejendommelige forhold i vort land, som fremkaldte Urbanus IVs mærkelige brev. Vi vil derfor endnu en gang vende tilbage til disse.

Det er. som ovenfor udviklet, hertug Alberts hensynsløse og mistænkelige færd i Danmark, der har foranlediget henvendelsen til paven. Men hvem er det. som har iværksat denne henvendelse?

Det er ikke den unge kong Erik selv; thi han var
den gang endnu kun barn, og tilmed var han i brandenbnrgskfangenskab,

bnrgskfangenskab,hvorfra han forst slap ud henimod
den tid, da pave Urbanus IV døde (2. Oktbr. 1264).

Tanken vender sig dernæst til landets styrer, den kloge og kraftige enkedronning Margrete. Hvor naturligt vilde det ikke være, om hun havde opbudt alt for at sikre sine bom adkomsten til Danmarks trone? Og dog bliver det hojst tvivlsomt, om dette modtræk mod hertug Alberts planer skyldes hende. Ifølge den brunsvigske rimkrønike har Margrete endog været indtagen i den raske hertug og villet række ham sin hånd, hvorfor også hans bortgang fra Danmark var hende en sorg¹). Nu kunde man ganske vist sige, at den brunsvigske rimkrønike er inspireret af hertug Albert selv og tjener til hans forherligelse; men vi har på den anden side pålidelige vidnesbyrd om, at Margrete samvirkede med Albert, den gang han knuste de danske adelsmænds opposition, og der har altså i det mindste været politisk forståelse imellem dem. Muligvis er det ikke sandt, at Margrete sorgede over Alberts bortrejse: ja det kunde tænkes, at hun oprindelig har haft god tro til hertugen, men senere har gennemskuet ham og ændret sin dom om ham. Egenlig sandsynlig er denne antagelse dog ikke. Thi i så fald vilde Erik Klipping dog ikke i året 1278, endnu medens hans moder levede og havde indflydelse,personlig indfinde sig i Lyneburg for at underhandlemed Albert om et giftermål mellem dennes datter og den af kongens sønner, som skulde være hans efterfølger,og aftale atter at mødes med ham nogle måneder senere på øen Femern²). Det kunde ganske vist tænkes.

---

1) Deutsche Ghroniken II 563.

2) Hasse. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Urkunden u. Regesten II 215 f. [nr. 539. 540].

at hertug Albert endnu den gang havde visse krav på Samsø, skont øen nu var i kronens eje. og at Erik i så henseende har villet affinde sig med sin frænde ved at tilbyde hans datter, den vordende danske kongebrud, øen til underhold: men dette er dog tvivlsomt, og i hvert fald står der i kong Eriks brev om underhandlingernei Lyneburg, at giftermålsplanen skulde tjene „til at styrke det særlige venskabsbånd", som var mellem den danske krone og hertugen. Disse ord viser, at man i det danske kongehus mindst af alt betragtede Albert som fjende. Og da er det heller ikke sandsynligt, at Margrete 15 år tidligere skulde have påkaldt pavens hjælp imod hans politiske planer.

Men når det ikke har været dronning Margrete, som vilde værge den danske krone mod fremmedes indtrængen,da må det have været nogle af de stormænd, der stod kronen nær. Ikke just mænd af det parti, som rejste sig imod den tyske rigsforstander og tvang ham ud af landet; thi disse kunde ikke med foje tiltage sig ret til at handle på den unge konges vegne. Derimodhar det været mere fredelige statsmænd, som stod dronning Margrete nærmere og dog på den anden side havde en vis uvilje mod Alberts herredomme, ja vel endog i hjertet delte den almindelige harme imod ham. Virkelige tilhængere indenfor det danske folk har Albert nemlig uden tvivl måttet savne; den brunsvigske rimkrønikespoetiske ord om, at herrerne (d. e. adelen) af Danmark med sorg mindedes hans bortgang, og at det kostede bisperne hjertevé at skilles fra ham 5), tor siges

---

1) Deutsche Ghroniken II 563: von Denemarken dhe herren — sin vart leydhes hohe irmande — und dhe byscope uzem lande — dhen sin sceydhen vvas herzesér.

at være i skrigende modstrid med den historiske virkelighed.Blandt kongehusets tro tjenere, der hverken har villet udnytte stillingen til fordel for adelens standsinteressereller udlevere Danmark til en politisk æventyrer som Albert, kan man særlig tænke på Jon Litle og på magister Tyge, der i Septbr. 1262 var kommen hjem fra Rom, udnævnt af Urbanus IV til biskop af Århus i stedet for den af Jakob Erlandson indsatte Arnfast. Begge disse mænd var kronens forkæmpere, og begge var de ivrige for en national politik. Der var da også nok for en fædrelandsven at være bekymret over. Nylig var den unge junker Valdemar død, og det danske riges tilværelse syntes virkelig at afhænge af Eriks liv. Hvor pinligt var det da ikke at vide den unge konge fjernt fra Danmark, i fremmede omgivelser, ja endog som fange, på den ene side truet af Erik Abclson som åben fjende, på den anden side truet af hertug Albert, rigets forstander, der under venskabs maske blot ventede på lejlighed til at indtage det danske kongesæde! De usædvanligeforhold krævede usædvanlige midler. Derfor søgte man til pavens autoritet, skont et dansk forfatningsspørgsmålellers ikke hørte under Romersædets forum. Og derfor skrev man i den unge konges navn, skont han selv endnu, var i Brandenburg. Tidspunktet for pavebrevets affattelse må nemlig være foråret eller sommeren 1263; altså har man fra Danmark iværksat henvendelsen til paven på en tid, da Albert rasede allerværsti landet¹).

---

1) Blandt de afskrifter, dr. Moltesen har taget i Rom, findes der også gengivelse af et brev, hentet fra en anden pergamentkodex i det vatikanske bibliotek (Godex Ottoboniensis K3B fol. 110 al. Med di. Moltesens tilladelse sku! jeg om indholdet af dette brev meddele, at paven herved betror sin legat at stifte fred i Danmark, værne den unge konge og opretholde hans magt. Dette brev kunde henføres til Erik Ma-ndveds mindreårighed ; men da det ikke. som man i så fald kunde vente, rummer nogen hentydning til Erik Klippings drab. må det sikkert også henføres til Erik Klippings forste år og være udstedt af Urbanus IV til magister Gerhard, formodenlig inden det brev, som denne undersøgelse drejer sig om. maske endog inden slaget pa Lohede.

Helt på egen hånd kan nogle enkelte af kongehusets tro tjenere dog næppe have handlet. Bag sig har de sikkert haft en stor del af adelen, meliores regni, der ikke har villet underkastes fremmedvold og måske også har håbet på forøget magi, såfremt en ung kongedatter skulde komme på tronen. Efter landets sæd og skik måtte i alt fald stormandsforsamlingen høres i et så væsenligt forfatningsanliggende som det. der forelå her. •leg må da også antage, at der netop dér, hvor pavebrevets tekst er mangelfuld, har stået noget om meliorex regal, og at det er på deres vegne og i deres navn — som det hedder i brevet — at legaten skal ændre tronfølgen. Ret mærkeligt er det for øvrigt af pavebrevet at se, i hvor hoj grad man allerede i Danmark betragtede riget som en slags arverige; det var virkningen af Valdemarernes politik, at få tronfølgeren valgt til konge i den regerende konges levetid, en mærkelig modsætning til det frie kongevalg både for Valdemarstiden og efter Valdemarssonnernes periode, i håndfæstningernes tidsalder.

Det er ikke noget eneslående i Norden, at man
søgte pavens støtte i rent politiske sager. Således fik
Valdemar II bade Innocentius 111 og Honorius 111 til al

---

1) Blandt de afskrifter, dr. Moltesen har taget i Rom, findes der også gengivelse af et brev, hentet fra en anden pergamentkodex i det vatikanske bibliotek (Godex Ottoboniensis K3B fol. 110 al. Med di. Moltesens tilladelse sku! jeg om indholdet af dette brev meddele, at paven herved betror sin legat at stifte fred i Danmark, værne den unge konge og opretholde hans magt. Dette brev kunde henføres til Erik Ma-ndveds mindreårighed ; men da det ikke. som man i så fald kunde vente, rummer nogen hentydning til Erik Klippings drab. må det sikkert også henføres til Erik Klippings forste år og være udstedt af Urbanus IV til magister Gerhard, formodenlig inden det brev, som denne undersøgelse drejer sig om. maske endog inden slaget pa Lohede.

stadfæste ham i besiddelsen af de nordtyske lande, som Frederik II i året 1214 havde afstået ham, og til at sikre Berengaria det gods. hun havde modtaget i morgengavex), og således henvendte Magnus Smek sig i året 1339 — rigtignok forgæves — til Rom for at få stadfæstelsepå besiddelsen af de skånske lande²). Men stadfæstelse af landerhvervelser kan dog ikke kaldes nogen parallel til ændring af tronfølgen, og Urbanus IVs brev viser os derfor en pavelig indgriben i danske forfatningsforholdaf enestående art.

Hvad pave Urbanus forsøgte, fik dog ikke varige følger. Den fare, der truede Danmark fra hertug Albert og hans frænder, drev atter over, og den unge kong Erik, af hvis liv alting afhang, vendte uskadt tilbage til sit land. 1 året 1273 ægtede han Agnes af Brandenburg,og allerede næste år fødtes der ham en son, den senere kong Erik Mændved. Derved var forudsætningen for pavebrevets bestemmelser bortfalden. Ingen tænkte mere på dem, ingen kendte dem, og kun ved et tilfælde er det mærkelige aktstykke overhovedet bevaret. Men selv om der i Danmark ikke blev lejlighed til i praksis at gore brug af pavens tilladelse, og selv om ingen af Erik Klippings søstre, der i tilfælde af hans død skulde være trådt i hans sted og have reddet den danske krone fra at falde i fremmedes hænder, i virkelighedenkom til at knytte sit navn til fædrelandets historie, så har Urbanus IVs brev dog sin store interessesom et talende vidnesbyrd om et morkt tidspunkti

---

1) Se rain ,Konge og jntestestand" II \-21. Chr. Bruun i Arb. f. nord. oldkyndigh. 1893, s. 75 f.

2) Raynaldus, Annales ecclesiastici, VI 198. Moltesen, s. 11. 32 f.

punktivor historie, et tidspunkt, da vort land i hoj grad måtte siges at „stande udi våde". Enhver, der har sans for dansk historie, vil derfor være dr. Moltesentaknemmelig for det aktstykke, hvormed han har beriget vore historiske kilder.