Om dansk og tysk Bygningsskik i Sønderjylland.

Side 43

1 min Anmeldelse¹) af Prof. Mejborgs Bog: „Slesvigske Bøndergaarde"²) gjorde jeg opmærksom paa, at Forfatterens Oplysninger om de sydslesvigske Bygningsskikke vare noget übestemte og ikke egnede til nærmere at fastsætte Grænsen mellem dansk og tysk Byggemaade i den ethnografiske Sammenstødslinje omkring Danevirke og Trenen. Mine Studier over disse Grænseforhold førte med sig, at jeg maatte inddrage ogsaa dette Moment i Undersøgelsen, og da en Understøttelse satte mig i Stand til (i Sommeren 1894) i nogen Tid at opholde mig ved Statsarkivet i Slesvig, søgte jeg at samle nyt Stof ogsaa i denne Retning. Til en Begyndelse ventede jeg mig dog kun lidet heraf. Den Art Undersøgelser havde hidtil ligget mig fjernt, jeg nærede heller ingen Tvivl om Rigtigheden af Professorens almindelige Resultater, og den paaviste Mangel skrev jeg paa de svigtende Kilders Regnskab.

1) Hist. Tidsskr. 6. R. IV.

2) R. Mejborg: Slesvigske Bondergaarde i det 16de, 17de og 18de Aarhundrede. Kbhvn. 1892.

Side 44

Men Sagen antog snart et andet Udseende. I Arkivet fandt jeg en Række Beskrivelser af alle Gaarde og Huse lige fra Ejderen til Arlaa og fra Husum til henimod Sliens Munding, altsaa fra næsten hele det dansk-saksiskfrisiske Grænseland. Disse Beskrivelser ere forfattede i Aarene 1709^—10. De stamme altsaa fra et højst interessant Tidspunkt, da Bindingsværksbygningen endnu stod fuldt ved Magt, da brændt Tegl som Bygningsemne kun i ringe Grad havde grebet omdanrtende og forstyrrende ind i Bøndergaardenes ydre Form og indre Rumfordcling, og da det endnu var muligt at gribe den middelalderlige Bondearchitektur i sin sidste Udviklingsform. De Gaarde, som stod 1709, vare opførte dels i det 17de, dels i det 16de Aarhundrede, ja enkelte vare endnu ældre, og paa det nye Grundlag kunne vi altsaa med stor Sikkerhed slutte tilbage til Reformationstidens Bygningsskikke.

De omtalte Beskrivelser findes i en Række Synsforretninger,som den hertugelige Regering lod optage i de nævnte Aar for at fremme en ny Skattefordeling i Amter og Landskaber; edsvorne Vurderingsmænd gik i den Anledning fra Sogn til Sogn, fra Gaard til Gaard og optegnede hver Mands Jorder, Udsæd, Besætning, Husrum, Gæld o. a. in. Beskrivelserne ere altsaa blevne til i Skatteøjemed, og heraf følger, at de ere knappe i Formen, sjelden indlade sig paa vidtløftige, aldrig paa udtømmende Skildringer og, uagtet de nærmest besvare et Skema, ere noget forskelligartede. I de østlige Herreder,særlig i Angel, indskrænke Vurderingsmændene sig til at nævne Gaardlængernes Antal og Beliggenhed mod hinanden, i de vestlige og sydlige Herreder derimod anførede tillige Gaardens Alder, dens Længde i Fag og

Side 45

Brede i Fod, Bygningsemne, og i store Træk Stuehusets
Indretning og Rumantal.

Den sagkyndige, ja selv den, der blot nogenlunde er fortrolig med Literaturen om det danske og tyske Hus, vil forstaa, hvilken Betydning det her omtalte Materiale kan have. Den største Hæmsko ved Studiet af ældre Bygningsskikke er netop Mangelen paa saadanne ældre almindelige Beskrivelser af hele Egnes eller Landsdeles Bygninger. Som oftest maa Forskeren lade sig nøje med ufuldkomne Levninger, med enkelte endnu bestaaende Bygninger eller Bygningsrester eller med Beskrivelser af gamle Gaarde, der ere forsvundne i Mands Minde. Saadanne gamle Gaarde gøres til Typer, og Fremstillingen gaar da ud paa at generalisere ud fra disse givne Enkeltheder, uden at Resultaterne kunne kontrolleres paa tilbørlig Maade. Det er bekendt nok, at Provst Schades¹) Afbildninger af et Par Bondehytter paa Mors uden al Ret ere blevne ophøjede til Urtyper paa gammeljydsk Bygningsskik, og fra Prof. Mejborgs Arbejde kan der, som det følgende vil vise, hentes en Række Eksempler paa den selvsamme Fejl. Saadanne enkelte Gaarde kunne ikke uden videre henstilles som Typer; tit ere de ikke andet end tilfældige Skabelons, der indeholde flere eller færre Elementer af Typen, og først naar man har en hel Række af saadanne eller en samlet Beskrivelse af alle Gaarde, kan man naa frem til Typen og gengive Egnens Fysiognomi. Det er dette, jeg for de omtalte Grænseegne vil forsøge i det følgende.

I een Retning samler Prof. Mejborg sin Grundopfattelseaf
de slesvigske Bygningsskikke i følgende

1) G. Molbech: Dansk Dialect-Lexicon. 1841. S. 135 flg.

Side 46

Sætninger: „De gamle slesvigske Bøndergaarde dannede tre Hovedgrupper: en sydlig, hvor Bolig, Stalde, Lo og Lade vare forenede, en mellemslesvigsk, hvor Laden laa for sig, men Stuer og Stalde var under samme Tag, og en nordlig, bestaaende af fire Længer, hvoraf én var Indhus og de tre var Udhuse"¹). — Den første af disse Grupper er den saksiske, der behersker Landet fra Ejderen og op til en temmelig übestemt Linje fra Slien til Husum; den anden er den angelsk-mellemslesvigsk-frisiske, der strakte sig op til en Linje fra Aabenraa til Tønder, medens Resten af Nordslesvig beherskes af den typisk danske firlængede Gaard.

Det mest paafaldende ved denne Inddeling er selvfølgelig, at der dannes en Skellinje ikke alene mellem saksisk og dansk Bygningsskik omtrent ved den etnografiske Grænse, men at der endogsaa trækkes en lignende tværs igennem selve det danske Bygningsornraade, hvorved dette falder i to meget forskelligartede Bygder eller afsondrede Bygningsprovinser. Man studser ved denne Adskillelse, og det saa meget mere, som Folket for de Aarhundreder, her er Tale om, ellers udgjorde en helstøbt ethnografisk Enhed lige fra Slien til Kongeaa. I Sprog, i Sæder og Skikke, i Tænkesæt og Karakteranlæg, i Udseende og Bygning kan der umulig paavises tilsvarende Forskelligheder i den danske Del af Hertugdømmet, og med Rette forundrer man sig over, at saadanne ikke desmindre bestemt skulde have udformet sig i Landets Bygningsskikke.

Kan dette være historisk? Er det muligt, at den
haderslevske Bonde igennem Aarhundreder har levet i

1) R. Mejborg: Om Bygningsskikke i Slesvig. Kbhvn. 1891. S. 25.

Side 47

store, firlængede Gaarde med særegne Sædehuse, medens hans nærmeste Nabo mod Syd boede i en Husende, Dør om Dør med Heste og Kvæg og med kun en enkelt ringe Lade eller Hjelm til sit Korn? Kan dette være rigtigt set, eller staa vi ikke snarere over for en falsk Generaliseringud fra altfor faa Eksempler, overfor en uheldig Jagen efter Symmetri, der partout vil inddele de slesvigske Landbygninger i een-, to- og firlængede Gaarde? — Kun et nøjere Studium af de enkelte Egnes Bygningsformer kan vejlede os ved disse Spørgsmaals Besvarelse, og vi gaa derfor over til dette.

I. Den saksiske Gaard.

Ved Bedømmelsen af saksisk og dansk Byggemaade er Huslængernes Antal og Beliggenhed til hinanden kun et Moment af mere underordnet Betydning. Saa vel den saksiske som den danske Gaard kunde bestaa af en eneste Længe; begge kunde spænde over det samme Areal i Fag og Bjælkevidde og indeholde de selvsamme Afdelinger: Stuer, Gulv eller Lo og Stald, ja Skattelisterne kunne endog opregne disse forskellige Afdelinger i samme Orden, uden at man ved første Øjekast er i Stand til at afgøre, om det er et saksisk eller et dansk Hus, der beskrives. Grundforskellen, det anthropologisk - typiske kommer først ret til Syne ved en nøjere Betragtning af Husets indre Linjer og Arnens Plads i samme. —

Det saksiske Hus er langdelt, det danske tverdelt. Det ældre saksiske Hus var en treskibet Basilica, der vendte den ene Gavl, Hovedfagaden ud imod Gaden, den anden ud imod Toften eller mod fri Mark. Gavlfacadensbrede Indkørselsport førte ind paa Gulvet eller „Dielen", der opfyldte det høje Midtskib og optog i sig

Side 48

til Siderne Staldene og for Enden Arnen, Alkoverummene, Køkkenet m. m. I den anden Gavlende fandtes Piselen og nogle mindre Kamre. Altsaa bestod det af et Forhus,som indeholdt Driftsrummene, og af et Baghus, der indesluttede Beboelseslejligheden. I et saadant Hus fandtes kun en eneste helt gennemført Tvervæg, der skilte For- og Baghus fra hinanden, og fra Arnen eller Piselgluggenkunde Bonden derfor overse og følge hele sin Indendørs-Bedrift. Denne let overskuelige Helhed er bleven meget rost og har formodentlig bidraget til at forsone med Husets store Ulemper. 1709 var det som Regel uden Skorsten, og Røgen trak ud af et Hul i den forreste Gavlspids.

I det danske Hus er Ilovedfagadcn derimod altid en Langside, og paa denne Langside findes Hovedindgangsdørene og Portene. De forskellige Afdelinger: Stald, Lo og Stuer, ere skarpt sondrede i tverdelte Rum, og den med Skorsten forsynede Arne har — i hvert Fald i det her omtalte Tidsrum — overalt Plads indenfor Beboelseslejligheden, adskilt fra Driftsrummene ved en Tvervæg.

Det saksiske Hus er tit beskrevet. Det har allerede en hel Literatur¹), og en Fremstilling af dets lokale Biformeri den store Udbredningssfære fra Slien til Rhin ligger ganske udenfor min Plan. Jeg tilstræber kun at give et flygtigt Omrids og at bestemme Grænserne for dets Udbredningimod Nord. Naar jeg derfor i det følgende

1) J. J. H. Liitgens: Kurzgefaszte Characteristik der Bauernwirthschaften in den Herzogthiimern Schleswig und Holstein nebst Grund- und Aufrissen einzelner Gehofte verschiedener Landestheile. Hamburg, 1847. — Rudolf Henning: Das Deutsche Haus. — Quellen u. Forschungen. 46—54. Strasburg, 1882 — 86. Og de der anførte Kilder. Zeitschrift fur Etnologie 1887—92, etc.

Side 49

taler om det. saksiske Hus, mener jeg det ældre nordholstenske,saaledes som det findes afbildet hos Liitgens og andre. Paa dette Hus passer den ovenfor givne Beskrivelse,og det maa have været en primitiv Form af dette, der i det 13de Aarhundrede fulgte de holtsatiske Nybyggere over Ejderen og med dem udbredte sig over Slesvigs sydlige Grænseegne. Kun denne Form af det saksiske Hus har hjemme i Sønderjylland. I Stapelholm, i Svavsted og Ostenfjeld Sogne, i Hohn, Krop og Arns Herred har det ikke været mig muligt at finde en eneste virkelig afvigende Biform. Bortset fra nogle gamle og tarvelige Former, der senere ville blive omtalte, bestod alle de Vaaningshuse, der beskrives i Katastre og Jordebøger1709, af et Forhus med Driftsrum, Arne og Køkken, og af et Baghus med Pisel og Kamre.

Gennemløber man Skattelisternes¹) Maal paa DatidensHuse, maa man øjeblikkelig lægge Mærke til det saksiske Hus's anselige Vidde. Bjælkevidden varierer mellem 20 og 50 Fod, men selv i gamle Huse, selv om de stamme fra Beformationstiden eller ere endnu ældre, holder den sig som Begel mellem 30_—40 Fod. Det enkelte Fag er stort: 6, 7 å 8 Fod, og Fagantallet sædvanligover 8, under 15, om det end er vanskeligere her at give Regelen. Huset var altsaa ret anseligt, selv om den høje holstenske Breddegavl i det slesvigske

1) Inventarium von der Landschaft Stapelholm. 1710. Acta A. 2897. Ligeledes Acta A, 2903, der indeholder Generalvisitations- Gommissionens Sammenstilling fra 1709. — Inventarium von der Unterthanen des Siider-Hardes des Am.bts Husum Anno 1710. Acta A. 2813. Do. do. der Schwabstedter, Rodemiszer und Treyaer Vogtteyen. Acta A. 2814. Erdbuch von der Vogttey Schwabstedt. Anno 1710. ActaA. 3037. Og en Mængde andre i Statsarkivet i Slesvig opbevarede Protokoller og Dokumenter.

Side 50

erstattedes af Halmtag med Udskud ned paa Portens
Sider1).

Murene bestod overalt af Bindingsværk med lerklinede Fyldinger, og kun i Møllerne og Herredsfogedgaardene, der tilhørte den hertugelige Regering og vedligeholdtcs af denne, fandtes murede Tavl²). Da disse Lerfyldinger let udvaskes, vare Forhusets Sidevægge lave og beskyttede af Udskud („Abseiten"); for Baghusets Vedkommende faldt disse bort, i hvert Fald i visse Egne, og dette havde derfor en ringere Vidde, — men højere Ydervægge end Forhuset. Denne Forskel i Vidden hidrørte sikkert ogsaa fra, at Piselen ofte var en senere Tilbygning.

Dielen var Husets største Rum. Den havde lerstampet Gulv, Loftet bestod af Lægter eller Slyde („Schleppen") og Sidevæggene ind mod Staldene af Bjælkeværk. I bedre Gaarde var Dielen undertiden ved en Mellemport delt i 2 Dele: en Tærskelo nærmest Indkørselsporten og en „Hausdiehl" henimod Arnen; dette Afsnit kunde da være brolagt med Rulle- eller Mursten³).

Omkring den forreste Del af Dielen laa Staldene: først Heste- og Kalvestaldene paa hver sin Side af Indkørselsportenog derefter Kostalden i de følgende Fag paa begge Sider. I Modsætning til den danske Staldindretning,hvor

1) Sammenlign hermed R. Haupt: Die Bau- und Kunsldenkmaler der Provinz Sehleswig-Holstein. 11. S. 224.

2) Beskrivelser fra 1707 af Herredsfogedgaardene i Ellingsted og Krop, af Møllerne i Selk og Wohlde m. in. — Arkivsekretær Matthiessens efterladte Afskrifter i Rigsarkivet.

3) Om Herredsfogedgaarden i Ellingsted hedder det: „Zwischen der Tresch- und Hausdeehle ist eine grosze Thtir mit 3 Flugen von feiiren Holtz. Der Fuszhoden ist halb von Lehm, halb von Mauersteinen/

Side 51

indretning,hvorKvæget vendte Hovederne mod Ydervæggen,stod det her vendt mod Dielen; denne var altsaa tillige Foderlo, og Dyrenes Pasning kunde foregaa, uden at Røgteren havde nødig at trænge op imellem dem. Denne Staldform, der var meget praktisk, har udbredt sig ikke alene til de danske Gaardformer i Sydangel, men i let modificeret Skikkelse til de fleste Storgaarde i Kongeriget, ja i den vildeste Reformperiode i forrige Aarhundredes Slutning søgte man endogsaa at overføre hele det saksiske Hus til Danmark, og der byggedes blandt andet 4 holstenske Gaarde paa Taasinge¹).

I Flugt med Staldene, kun skilt fra dem ved en Træskillevæg, og helt hen til Husdøren laa Alkover til Tjenestefolkene, forskellige Kamre („Hiihnercammer, Gånsecammer") eller tarvelige Smaarum med Vinduer, Bord og Bænke, hvor Familien til daglig indtog Maaltiderne. Før Piselen sydvest fra trængte ind i Hertugdømmerne, udgjorde disse Smaarum Husets egentlige Beboelse.

Helt i Dielens Baggrund laa Arnerummet (eller Køkkenet),der i samtidige Kilder kaldes „Sittels". Det indeholdtArnen: lav, aaben og opført af Mursten; ovenover Ildstedet var udspændt en Egetræsramme med en Tverstangaf Træ, hvori Kedler og Kogekar ophængtes; ud til Siden stod en Krydsbom og bag ved, op ad Piselvæggen,en Arnebænk og nogle Hylder. 1709 havde de almindelige Bøndergaarde ingen Skorstene, men hos Bondeherredsfogederne og Møllerne fandtes saadanne, der udmundede over dette „Sittels" og optog Røgen, i hvert Fald fra Arnen og Piselovnen, men derimod ikke

1) G. Begtrup: Agerdyrkningens Tilstand i Fyen. S. 521.

Side 52

altid fra Husets øvrige Kaminer. Selv disse Huse vare
altsaa vedvarende Røghuse1).

Om Baghuset skal jeg kan sige et Par Ord. Det bestod udelukkende af Stuer og er langt yngre end Forhuset, ja 170 U findes endnu — særlig i de magre og bundfattige Hedebyer vest for Slesvig (Bustrup, Husby, Danevirke, Skovby) — flere Gaarde, der slet ikke have noget Baghus, altsaa heller ingen egentlige Stuer, men kun de føromtalte Smaarum paa begge Sider af Sittelspladsen. I andre fattige Gaarde bestod Baghuset af et eneste Fag, men sædvanlig spændte det over 2 til 4 og rummede en Pisel eller Storstue og eet eller to mindre Kamre. Fra alle Sider aander os den største Fattigdom og Farveløshed i Møde. Tidens Armod har sat sit Præg paa alt. Værelserne have lerstampede Gulve, hvittede Vægge uden Panelbeklædning og umalede Lofter, ja selv i Ellingsted Herredsfogedgaard har Piselen eller „det højfyrstelige Gemak", hvor Herskabet plejede at holde Maaltid under Jagterne, Teglstensgulv og opvarmes ved Hjælp af en Potteovn.

Det er sandsynligt, at det saksiske Vaaningshus oprindeligvar bestemt til at rumme alle Bondens Ejendele: hans Kvæg, hans Korn og Hø, men dette er ikke Regelen 1709. Ved Flertallet af Gaardene findes Tilbygninger og

1) Herredsfogedgaarden i Ellingsted. „Aus der Pesel gehet man wieder auf die Hausdeehl: daselbsten ist das sogenannte Sittels, so den Feuerherdt mit in sich begriff von Mauersteinen mit Lehm eingemauret. Item der Schorstein, so zum Dach hinaus gehet, ist gleichfalls von Mauersteinen mit Lehm eingemauret Oben erwehnten Sittels ein eichen Rahm so am Boden befestiget, darauf lieget eine holzerne Stange, woran der Keszelhaacke hiinget . . . Daselbst ein feuren Bank mit einen feurne Lehnels. Item G feurne Bordten, worauf die Schiisseln stenen." etc.

Side 53

Lader. En meget yndet Form for Udvidelsen er det saakaldte „Korshus", egentlig kun en Tilbygning eller Vinkelfløj til Forhuset, der ligesom dette indeholdt en bred Midtlo med „Abseiten". Denne Husform var særlig hyppig i Stapelholm, og alene i Byerne Bergenhusen og SMerstapel nævne Skattelisterne henholdsvis 11 og 10 saadanne korsbyggede Gaarde. Men foruden dette Korshusfandtes ved større Gaarde ofte tillige een eller flere Lader, et Tørvehus, et Ovnhus og sommetider en „Heiivierkant".Disse Udhuse vare langdelte ligesom Vaaningshuset.En stapelholmsk Stavn kunde bestaa af et Hovedhuspaa 10 Fag (37' br.), et Korshus paa 3 Fag (20' br.), en Lade paa 10 Fag (24' br.) og en anden paa 7 Fag (22' br.) foruden en enkelt mindre Bygning¹).

I Krop, Arns og Søndergøs Herred var Ladernes Antal sommetider endnu større. I Krop By fandtes 14 hele Gaarde. Af disse vare 4 eenlængede, 5 havde een Lade og 5 to Lader. Blandt Tetenhusens 18 Gaarde fandtes ikke en eneste eenlænget; 8 havde hver een Lade, 7 to Lader og 3 desuden et Korshus eller en Tilbygning. Disse Eksempler ere ikke særlig udsøgte; jeg kunde blive ved over næsten hele det saksiske Omraade, gaa fra By til By og finde talrige Gaarde med 2, 3, 4 eller 5 Huse, og for end yderligere at illustrere disse Forhold meddeles omstaaende en skematisk Oversigt over Gaardene i Ostenfjeld 1709. I denne angive Tællerne Fagantallet, Nævnerne Breden i Fod.

1) Ved de saksiske Gaarde omtale Skattelisterne ofte en saakaldt „StaH", men herved maa man ikke tænke paa de danske Stalde. Det var ringe og snevre Bygninger, der indeholdt Tørvehus, Svinesti o. a. m. (Smlgn.: H. Tolderlunds Artikel i „Fædrelandet" 27/io 1853.)

Side 54

Gaardene i Ostenfjeld 1709,

Professor Mejborg siger, at den saksiske Gaard var
eenlænget, men Skattelisterne give os en hel anden Besked.
Den kunde bestaa af lige saa mange Huse som den

Side 55

Kort over Landsbyen Damendorf, Hutten Amt. 1777. (Bruyn.)

danske Gaard, og Forskellen mellem de to Gaardformer maa søges paa et andet Felt. Den danske Gaard tilstræbteen hel eller delvis Omslutning af Gaardspladsen, medens den saksiske spredte sine Bestanddele ret regelløstud over hele Toften og derfor ingensinde eller kun rent tilfældigt dannede en Gaard i dansk Forstand. Fra

Major Bruyns efterladte Kortsamling, særlig fra hans Opmaalinger i Hutten Amt 1770—80, kan hentes en Række Eksempler paa dette, og hosstaaende findes en Kopi af Byen Damendorf, der tydelig viser den saksiske Gaardform i Sydslesvig.

Endnu staar kun tilbage at fastsætte den saksiske
Husforms Udbredelse nordpaa. Professor Mejborg siger,
at den strakte sig op til en Linje fra Slesvig til Husum,

Side 56

men dette er baade for lidt og for meget. I al Almindelighedkan man sige, at den holtsatiske Byggemaade kan forfølges op til alle de Byer, der i Middelalderen modtog saksiske Indvandrere. De nordligste af disse Byer vare Skovby, Lyrskov, Jydbæk, Sylvested og paa den anden Side Tronen Wittbæk, Ostenfjeld, Winnert og Byerne i Svavsted Sogn. Paa Grund af manglende Kilder er det umuligt at komme til Klarhed over Byggeforholdenepaa Halvøen Svans, men støttet til Liitgens¹) maa man antage, at den hovedsagelig havde danske Husformer, og Grænselinjen mellem saksisk og dansk Byggemaade maa da drages fra det indre af Ekernførde Fjord, øst om Kokkendorf til Sliens store Bredning, derfra langs Slien hen til Byen Slesvig og omtrent langs Arns Herredsskel op til Jydbæk og ned mellem Byerne Sylvested og Treja. Paa Trenens højre Bred gaar Skellet nord om Ostenfjeld Sogn og derfra i sydvestlig Retning ned til Ramsted, saaledes at baade Husumegnen og Mildsted Sogn med Byerne Rødemis, Mildsted, Oldersbæk og Rantrum falde ind under det danske eller frisiske Byggeomraade. Nord for denne Linje fandtes kun nogle ganske faa saksiske Gaarde, deriblandt 1 i Vester Ørsted og 2 å 3 i Rødemis, og syd for Linjen et lige saa ringe Antal danske, spredte over St. Michaélis og Svavsted Sogne.

Nu er denne Grænse ganske udvisket. Det saksiske

1) Liitgens anf. St. Fig. 28 og S. 15 „Die bauerlichen Gehofte in Schwansen sind abnlich wie in Angel gebaut. Die ålteren Wohnung und Wirtschaftsriiume unter ein Dach nehmend, die neueren mit getrennten mehr oder minder symmetrisch gerichteten Wohn- und Wiitschaftsgebauden." Derimod hedder det samme Sted om Daniscb Wohld: .Die alten Bauerhiiuser haben ganz die altholsteinische Bauart.^L

Side 57

Graense mellem dansk og saksisk Byggemaade 1709.

Hus er gaaet af Mode. I Danevirkeegnen, der for 200 Aar siden var helt holtsatisk, har jeg i Sommeren 1894 kun kunnet finde et Par ganske forkomne Rester af denne Byggemaade, og kun i det afsidesliggende Ostenfjeld er

der bevaret nogle gamle saksiske Gaarde, men ogsaa de trues af Omdannelser og Nedrivning. I architektonisk Henseende har Egnen ikke længere noget ejendommeligt, men beherskes af en Husform, der ikke afviger synderligt fra det danske Hus i Nabostrøgene mod Nord.

Side 58

II. Den danske Gaard.

Min Undersøgelse indskrænkes foreløbig til Husformerne i Svesing og Olderup Sogne. Disse Sogne strække sig fra Marsken og omtrent hen til Trenen og omfatte Byerne Olderup, Svesing, Arnfjolde, Immingsted, Øster og Vester Ørsted samt nogle Enestegaarde m. m. Saavidt mig bekendt ere Gaardformerne fra denne Egn ingensinde tidligere omtalte i Literaturen. Hr. Mejborg beskriver ganske vist Bygningsskikkene i Husum-Flensborgegnen, men det eneste Grundrids, han har, synes at stamme fra Pastor Feilbergs Bog: „Fra Heden", og er altsaa hentet fra Nørre Valsbøl eller St. Vi. Liitgens' Grundplan Fig. 22 har hjemme paa Gesten i Husumßredsted Amt og ligger mig altsaa noget nærmere, men uheldigvis skyr denne Forfatter ligesom Hr. Mejborg at stedfæste sine Tegninger, og ved vanskelige Grænsebestemmelser lades man derfor ganske i Stikken af dem.

De danske Husformer paa vor yderste Sydgrænse stemme nøje overens med den ovenfor givne almindelige Beskrivelse. Saa vel Stue- som Ladehuse vare tverdelte, Beboelseslejligheden (med Køkken og Skorsten) var skarpt afsondret fra Driftsrummene, og Hovedfa§aden var altid en Langside. Allerede i Husets Beliggenhed mod Gaden træder Forskellen mellem dansk og saksisk Byggemaade for Øje. Da det saksiske Hus var et Gavlhus, vendte det som Regel Gavlen imod Gaden, og dets Beliggenhed og Retning bestemtes altsaa af denne. Det danske Sædehusvar derimod ganske uafhængig af Gadens Retning. Det laa solret, d. v. s. med Gavlenderne i Øst og Vest, og det hvadenten det saa kom til at vende en Bredside eller en Gavl til Gaden. I de femarnske Parallellogrambyerog

Side 59

byerogi de østholstenske Rundbyer vil man derfor se, at Husene staa lodret mod Gadens Sider eller Runding, medens de i de tilsvarende danske Landsbyformer fastholdeden solrette Beliggenhed og usymetrisk vende snart en Gavl og snart en Langside til Gaden (se Fig. S. 86).

Denne Byggemaade, der kan forfølges lige op til Skagen, skyldes klimatologiske Grunde, særlig Halvøens fremherskende vestlige Vinde. Man bød Fjenden et saa lille Angrebs- og Udvaskningsfelt som muligt, og for end yderligere at beskytte de skrøbelige lerklinede Vægge vare Gavlenderne, i hvert Fald i Svesing og Olderup Sogne, forsynede med Udskudsfag (Haubenfåeher), saa at Taget naaede Jorden paa nogle Fod nær. Alle Gaarde vare af Bindingsværk med klinede Tavl; og ide 2 Sogne fandtes 1709 kun en eneste Gaard med murede Tavl paa den søndre Væg. I bedste Tilfælde vare Laderne opførte af samme Materiale, de havde samme Beliggenhed i Øst og Vest som Stuehuset, vare forsynede med lignende Gavludskud og kunne umulig have afgivet noget tiltalende Skue. En stor Del vare kun rene Skur paa Støtter og Pæle eller med Fletværks vægge. Dog derom mere siden.

Det danske Stuehus (men ikke Laderne) var i Reglen smallere end det saksiske. Medens dette havde en sædvanligBjælkevidde af mellem 30—40 Fod, spillede Breden i det danske Hus oftest omkring 30. Dette hidrørte neppe fra bristende Byggedygtighed; thi hvad Landsbytømrernei Ostenfjeld kunde udrette, blev vanskelig en Hemmelighed for deres nærmeste Naboer. Men paa Grund af Husets hele Indretning var den store og bekosteligeVidde unødvendig. Danskerne byggede i Længden, hvor Sakseren var nødt til at bygge i Breden. Den

Side 60

danske Husform i Svesing-Olderup med en Bjælkevidde af 14 til 18 Alen er, med Hensyn til Breden, den anseeligste,jeg kender fra Jylland; længere nordpaa falder Bjælkevidden til 13, 12, ja endogsaa 10 Alen, og paa dette Punkt har det saksiske Eksempel sikkert ikke været uden Indflydelse.

Det danske Indhus var delt i 3 Afsnit: Beboelsesrummene, Loen og Stalden, hvortil, særlig i mindre Gaarde, Høfaget undertiden sluttede sig som et fjerde. Disse Rum udfyldte hver sin Del af Huset og gik fra Ydervæg til Ydervæg uden Længdedelinger og synes, i denne enkle Sammenstilling, endnu at minde om den ældre nordiske Gaard, hvor hver af disse Afdelinger muligvis udgjorde en særegen Bygning, senere samlede i Længer under fælles Tag.

1709 udgjorde Kostalden altid en Del af Hovedhuset. Dette vil muligvis forekomme adskillige, der ere fortrolige med sjællandske Bygningsskikke, som udansk, men det er langtfra saaledes. Det er ikke alene en slesvigsk, ikke alene en fælles sydjydsk Skik, eftersom den ogsaa kan forfølges nord for Kongeaaen (Vilslev, Fanø), men muligvisendog den oprindelig danske. Vi træffe den atter paa Smaaøerne syd for Fyen¹), hvor de ældre Bygningsformermed stor Troskab ere blevne bevarede, og den kan forfølges over hele det sydlige Ødanmark. Paa Lolland, skriver G. Begtrup 180G, „er den gamle og almindelige Bygningsmaade, at Vaaningshus og Stald ere i een Længde, saaledes at man fra det yderste, der hører til Vaaningshuset og kaldes Fremgulv, kan gaa ind

1) Paa Udskiftningskortene fra forrige Aarhundrede have disse Øer eenlænsede Gaarde.

Side 61

i Stalden"¹). Ja selv efter Usdkiftningen og Udflytningen i forrige Åarhundrede opførte Bønderne paa Falster den Art Vaaningshuse²), og ien Indberetning fra Møen 1684 hedder det, at „Bondens Huse bestaa kun i Stalden til hans Kvæg og Lade til hans Korn, som paa de fleste Steder er eet Hus tilsammen med Stuen og Køkkenet" 3). Jeg har ikke havt Lejlighed til at underkaste dette Forholden dyberegaaende Prøvelse, men formoder ikke desmindre, at disse Husformer ere Levninger af ældre Bygningsskikke, som have raadet ogsaa i andre Dele af Landet, men alt tidligt ere forsvundne fra de større Øer. I hvert Fald siger Kornelius Hamsfort, der skrev 1580, at de fynske „Bønder med Kvinder og Børn bo tilfælles med Kvæget i Hytter med Lervægge og Straatage"⁴).

Dette være nu, som det vil; eet staar fast, og det er, at i Slesvig udgjorde Kostalden en Del af Stuehuset. Alle ældre Beskrivelser, alle offentliggjorte Grundplaner, alle utrykte Oplysninger bekræfte denne Regel. I Husumegnen,i Angel, paa Als, i Sundeved, i Tønder- og Ribeegnentræffes endnu talrige gamle Gaarde, der have bevaret denne Byggemaade, ja i mange Sogne nord og vest for Haderslev er den vel endnu Regelen. I Hammelev,Skrydstrup, Jegerup, Magstrup, Oksenvad, Sommerstedog Jels Sogne findes den selv i firlængede Gaarde, og om end Byggeraseriet i Fem- og Sekstierne ogsaa

1) G. Begtrup: Agerdyrkningens Tilstand i Fyen, Lolland etc. 11. 1806. S. 719.

2) Forklaringer fra Amtmændene over de i Danmark brugelige Bygningsmaader. 1789. — En Bondegaard paa Vennerslund Gods, Sundby Sogn, beskrives som havende et Vaaningshus paa 16 Fag; deraf benyttes 8 Fag til Stuehus, 3 til Køkken og Bryggers, 3 til Ko- og 2 Fag til Hestestald etc.

3) J. Paludan: Møen. 11. S. 341.

4) A. Rasmussen-Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle. S. 36.

Side 62

kastede sig over dette Punkt, ville ældre Folk endnu kunne angive Tidspunktet for Omdannelsen og den moderneAfvigelse fra Regelen. Alene Hr. Mejborg har været saa uheldig fra Haderslev Østeramt kun at give Grundrids af firlængede Gaarde uden Stalde i Sædehuset(se Fig. 230, 231, 235). Men dette har intet for sig. Forfatteren er blot slumpet til at træffe Undtagelsernei Stedet for Regelen.

Hvad jeg her siger, er ikke Gætteri. Det kan bevises med sort paa hvidt. Fra Aaret 1723 haves en udførlig Beskrivelse af de fleste Gaarde i det nuværende Nørre Tyrstrup Herred¹). I de saakaldte 8 Sogne beskrives flere 100 Gaarde, altsaa netop i det Strøg, hvor de firlængede Gaarde nu ere fremherskende, men i saa at sige ingen af disse Gaarde, de være nok saa store, i Areal eller Bygning, findes særegne og selvstændige Sædehuse. Alle rumme en (Ko)stald paa 3, 4, 5 Fag. Denne Stald er sædvanlig kun 3 Fag lang, et talende Vidnesbyrd om Datidens Kvæghold og Mælkenets Standpunkt. Som Eksempel anfører jeg 8 hele og een 3,U Gaard fra Byen S. Stenderup ved Kolding.

1) Sognebeskrivelser i Rigsarkivet 17-23.

Side 63

Alle disse Stuehuse rumme en Stald paa 3 Fag. Ligeledes bemærker jeg alt nu, at kun to af disse Ejendomme vare firlængede Gaarde, og af disse kan i det højeste den ene have været sammenbygget. Enkelte nordslesvigske Salshuse indeholdt forøvrigt ogsaa Høfag, Faarestald, Vognskur o. a. m. —

Om den anden Del af Stuehuset: Loen, har det ikke været mig muligt at skaffe saa sikre og nøje Oplysninger. Gaa vi fra Slien nordpaa, genfinde vi Loen som Skillerum mellem Stuer og Stald i alle Grundplaner lige til Haderslev Amt og paa Vestkysten helt op til Kongeaaen, men for det nordøstlige Slesvigs Vedkommende svigte Kilderne mig. Før det 18de Aarhundrede er her muligvis sket en Omplacering af de oprindelige Forhold. Loen midt i Huset var fortrinlig paa sin Plads baade som Tærske- og Foderlo, saalænge Rugen, den eneste Sædart, der var Genstand for Tærskning, anbragtes paa Stueloftet, men Aar 1700 saaedes ikke lidet Byg og Boghvede i Nordslesvigs gode Egne, Tærskekornet kunde ikke længere rummes i Hovedhuset, Loen lagdes over i en Ladelænge, og i Hovedhuset blev kun en Foderlo tilbage mellem Stalden og Framgulvet. Denne repræsenterer altsaa Hovedhusets gamle Tærskelo og genfindes i næsten alle ældre Gaarde. 1723 var denne Omdannelse dog ikke gennemført overalt i Haderslev Østeramt, og saavel fra de „8 Sogne" som fra andre Byer findes sikre Vidnesbyrd om Hovedhusets Tredeling paa gammelslesvig-sk Vis. Om to Gaarde i Errigsted hedder det, at deres Hovedhus bestaar af 6 Fag Stuelejlighed og 6 Fag Tærskelo og Stald, og en Gaardmand i Siramersted har et Vaaningshus paa 14 Fag, hvoraf 2 ere Tærskelo, 3 Kvægstald og 3 Høstæng; Gaarden har desuden to Ladebygning-er.

Side 64

Paa Vestkysten fastholdtes den gamle Tredeling derimod urokkelig, ikke alene 1723, men ogsaa 1789. Som Eksempel anfører jeg en Række Gaarde fra Hillerup og Jedsted nord for Ribe, der 1723 havde følgende Bygninge r₁).

Den samme tofløjede Gaard med Stuer, Lo og Stald
i Hovedhuset beskrives i Indberetningen 1789 om Bygningsskikkene
i Lustrupholm Birk2).

Hovedresultatet af denne Undersøgelse er altsaa, at Vaaningshusets Tredeling i Lejlighed, Lo og Stald maa anses for et Grundtræk i den ældre sønderjydske Byggemaade lige fra Slien til Kongeaaen.

Fra Svesing-Olderupegnen have vi enkelte nærmere Beskrivelser af Stuehusets Indretning, der fortjene den største Opmærksomhed. Sognefoged Albert Thomsen i linmingsted boer 1709 i et Vaaningshus paa 15 Fag

1) Sognebeskrivelser i Rigsarkivet.

2) Forklaringer fra Amtimendene om den i Danmark lirugelige Bygningsmaade. 1789.

Side 65

(32' br.), opført 1630; heraf udgør Piselen 5, Gulvet eller Loen 7 og Stalden 3 Fag. Hans Feddersen sammesteds ejer et Stuehus paa 13 Fag (32' br.), og her udgør Piselen2, Dørnset 2, Gulvet eller Loen 6 og Stalden 3 Fag; hvert Fag er 3V2 Alen. Huset er „meget gammelt". Hos hans Nabo Carsten Thomsen er Piselen 3, Dørnset 2 og Gulvet eller Loen 4 Fag; Bjælkevidden er 36 Fod, og Huset er opført c. 1640. I Rødemis og Hatsted Marsk, der, som vi senere skulle se, høre til den danske Bygningsprovins, træffes ganske de samme Forhold. Ingver Ketelsen i Lille Ellerbøl boer i et Stuehus paa 11 Fag, og heraf udgør Piselen 4, Dørnset 3, Køkkenet med Gulvet 4 Fag; Stalden er anbragt i en Sidebygning. Enkemadame Lund, der ejer en Frigaard i Rødemis, har en Pisel paa 7 Fag og Stuer og Køkkener paa 3 å 4 Fag¹).

Heraf ses altsaa, hvorledes Datiden disponerede over Pladsen. Rummene ere meget store og Indretningen ganske simpel. Ovennævnte Sognefoged Albert Thomsens Sædehus kan opstilles som Grundmønster. Her er hverken Køkken, Fremmers, Dørns eller Kamre. Ved 2 Tværvæggeer Huset delt i en Pisel paa 5 Fag, der paa enganger Dagligstue, Sovekammer og Køkken; i et Gulv paa 7 Fag, der indeholder Loen og sandsynligvis tillige tjente som Framgulv, og i en Stald paa 3 Fag. Da Huset har en Vidde paa 32 Fod, er her altsaa Tale om meget store, efter vore Begreber endog om uforholdsmæssigstore Rum. Piselen er mindst 15 Alen paa den ene og 16 Alen paa den anden Led, og Gulvet eller Loen har en Længde af 21 og en Dybde af 16

1) Acta A. 2815. - A. XX. 2468. A. 2813. Statsarkivet i Slesvig.

Side 66

Alen 1). Lignende store Beboelsesrum omtales ogsaa fra
andre Egne af Landet.

1709 træffes denne enkle Tredeling i Pisel, Lo og Stald kun i de færreste Gaarde. Ad to Veje havde man søgt at formere Rumantallet og Bekvemmelighederne, nemlig enten ved at forsyne Piselen med en karnapagtig Tilbygning eller Korsarm, der da altid indeholdt Køkkenet og Dørnset, eller simpelthen ved at rejse en Skillevæg i selve Piselen, dele den i 2 Dele og omdanne den snevreste, Loen nærmest liggende Part til Dørns og Køkken.

De bcdsto Eksempler paa Karnaphuse haves fra
Svesing.

Byens 3 største Gaarde, der hver skattede af en Plov, vare byggede paa denne Maade. Thomas Feddersens Gaard er meget gammel, d. v. s. langt over 100 Aar. Stuehuset bestaar af 13 Fag og har en Bjælkevidde af 36 Fod; det indeholder Pisel, Lo og Stald og i en Tilbygning mod Syd Dørns og Køkken. Carsten Thomsens Gaard er opført 1630, Stuehuset har samme Længde, Vidde og Indretning som det forrige, kun er Tilbygningen, hvori Dørns og Køkken, 2 Fag lang og 22 Fod bred. Thomas Carstens' Gaard er ligeledes opført 1630, har en Længde af 13 Fag og en Vidde af 32 Fod, indeholder Pisel, Lo og Stald og i en Tilbygning mod Nord paa 3 Fag, 24 Fod br., „eine kleine Stube und Kiiche". Lignende Stuehuse forekomme i Øster og Vester Ørsted, Olderup, Immingsted og i Byerne langs Gestranden.

1) Albert Thomsens Stuehus beskrives saaledes: Das Haus nebst der Diehle oder Lohe sampt dem Viehstall so unter einem Dache, als der Pe.sel 5, der Hausdiehl 7 u. d. Viehstall 3 F., zusammen 15 Fiicher, ist 3:2 Fusz breit.

Side 67

Den oprindelige Tredeling træder frem i fuld Klarhed, og Karnappen eller Tilbygningen kan ikke være opført, fordi der ikke var Plads i Hovedhusene; disse have jo endog en noget usædvanlig Vidde, og alle 3 Gaarde maa have havt en meget stor Pisel, eftersom denne og Loen sandsynligvis spændte over 10 Fag. Heraf maa man altsaa slutte, at endnu i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede yndede Bonden ikke at udstykke Husets Beboelsesrum (Piselen) ved Skillevægge, og hvis han alligevel vilde have et Dørns eller en mindre Dagligstue og et særegent Køkken, maatte disse anbringes i en Tilbygning.

Senere blev Udstykningen almindelig. Selv i gamle Huse kunde Skillevægge rejses tvers igennem Pisel og Lo, og fra Gaardenes Alder kan man intet slutte om Tidspunktet for denne Omdannelse. 1709 er det ganske almindeligt, at Stuehuset indeholder Pisel, Dørns og Køkken ved Siden af hinanden. De sidste Rum ere opstaaede paa den gamle Storstues Bekostning; et Par Fag toges fra denne, deltes ved en Længdevæg i en søndre og en nørre Part, og mod denne Skillevæg opførtes Skorstenen, som tidligere havde staaet i Piselen. Denne kunde da ikke længere opvarmes. I Steden for at være Husets eneste Beboelsesrum, den eneste Stue, der kunde varmes, Familiens Opholdssted Dag og Nat, blev den Stadsstue og Opbevaringssted for Familiens Kister og Klæder. Navnet bevaredes, men Væsenet forsvandt, den var „lucus a non lucendo".

Skattelisterne have dog bevaret en Del Mellemformer, hvor Piselen endnu hævder sin oprindelige Karakter. I enkelte Gaarde synes Køkkenet at være skudt ind mellem Pisel og Dørns, men i endnu flere ere Skorsten og Køkken vedvarende forblevne i Piselen, uagtet Huset har faaet

Side 68

a „Dørns", b Pisel, c Køkken, d Sommerdørns, e Bod, f Skorsten, g Alkover, h „Framgulv".

et Dørns eller en Dagligstue. Denne Indretning findes 1709 i 4 Gaarde i Arnfjolde og i et Par Gaarde i Øster og Vester Ørsted. Disse Gaarde ere opførte 1630, 1640, 1670 og 1680, og ordret hedder det om dem: „Das Haus, worin ein Pesel, al wo die Kiiche auch zugleich ist, Stube, Hausdiehl oderLohe undViehstall, istlOFåcher" etc; eller: „Das Haus, worin ein Pesel, so auch anstatt der Kiiche gebraucht wird, nebst einer Stube, Hausdiehl oder Lohe" ctc. Bonden fik saaledes to Varmestuer i Steden for een, og Skorstenen kom til at staa midt i Beboelseslejligheden.

Heraf ses, hvorledes Udviklingen foreeaar fra den een- til den mangerummede Lejlighed. Først deles den uforholdsmæssig store Pisel eller Storstue ved en Tvervægi Dørns og Pisel, Køkkenet med Skorsten forbliver i Piselen, og Dørnset opvarmes ved Ovn. Derefter kløves Dørnset ved en Længdevæg i Sønderdørns og Køkken, Skorstenen flyttes fra Piselen til dette, og da den anbringespaa Køkkenets Sydvæg, og Dagligstuens Alkover lægges ind i Piselen, kan Husets største og fornemste Stue ikke længere opvarmes. Saavidt var Udviklingen naaet ved det 17de Aarhundredes Slutning. Men Udstykningenog

Side 69

ningenogSpecialiseringen standser ikke hermed. Det næste Skridt bestaar i, at Skillevæggen mellem Dørns og Køkken føres tvers igennem Piselen til Stuehusets Gavl, d. v. s. hele Beboelseslejligheden „kløves", og der opstaar 2 Rækker Værelser: i den søndre Side: Dagligstue (Sønderdørns,Vinterdørns) og Pisel, i den nordlige: Køkken, Nørredørns (Sommerstue) og Kælder eller Bod. (Sammenlignhermed Liitgens Fig. 22.) Dette har sin store Interesse.Hidtil har man intet vidst om Udviklingen af Beboelsesrummene i det sydjydske Hus, men Skattelisternes Beskrivelser sætte os i Stand til med eet Blik at overskuehele Bevægelsen fra Reformationstiden til vore Dage. Dens Særpræg er Specialiseringen eller Bestræbelsen efter at give enhver Indendørs-Virksomhed sit særegne Rum.

Det er kun fra en lille Plet, fra de to Sogne, jeg har hentet disse Oplysninger, men en Isolation eller særegenUdvikling er her utænkelig. Vi have sikkert Ret til at antage, at Indhuset i Egnene mod Nord og Øst har gennemløbet den samme Udvikling for at fæstne sig i de samme eller nøje tilsvarende Former. Naar man gennemgaarLiitgens' Planer fra Angel, Flensborg-Tønder Egnen, Als og Sundeved, ja endog fra Aabenraa og Haderslev Egnen, vil man i alle Grundtræk finde en nøje Overensstemmelsemed den her beskrevne Form. I de frugtbare Egne gaar Udviklingen et Skridt videre. I Angel findes bag Piselen endnu et Sæt Smaarum, nemlig Bagkløven og Brudekammeret, i Flensborg Vesteregn findes Antydningaf det samme, paa Als og i Nordslesvig indtog Ovnen ofte denne Plads etc. — Men ogsaa i disse Egne er den oprindelige Storstue bleven kløvet og udspecialisereti Værelser og Rum, der hovedsagelig svare til ovenstaaende Omrids (Liitgens: Fig. 20, 21, 22, 23, 25,

Side 70

27). Alligevel mener jeg selvfølgelig ikke, at dette overalter sket i de gamle Gaarde, men at man ved Omdannelserog Nybygninger har fortsat en Udvikling, der stemmede overens med Kulturudviklingen og Befolkningens Hyggelighedssans i de senere Aarhundreder. Kun i de magre og fattige Midtstrøg optræder en bestemt Afvigelse. Her tillod den ringe Bjælkevidde (10 til 12 Alen) ikke Husets Deling i en nørre og en søndre Del, hvis man vilde beholde en nogenlunde stor Pisel. Skillevæggen mellem Køkkenet og Dagligstuen førtes derfor ikke igennem, Piselen optog vedvarende hele Husets Vidde fra Ydervæg til Ydervæg og havde i det højeste nogle Alkover langs den nordre Langside, og bag Storstuen fandtes da to „Kløver", Smaarum, hvoraf det ene var Forraadskammer, det andet husede Ovnen. Denne Form kan forfølges fra Store Vi til Toftlund, og sandsynligvis naaede den helt op til Kongeaaen¹).

Hvad her er udviklet stemmer ikke med Hr. Mejborgs Opfattelse. Han antyder, at det yngre angelske Hus egentlig er en Sammenbygning af 2 Huse med hver sin Tømmerkonstruktion, og han mener, at det under Paavirkningfra Købstæderne er opstaaet omkring Aar 1600²), og at man før den Tid ikke forstod at bygge saa brede Huse. De her benyttede Kilder støtte ikke denne Antagelse.Allerede i det 16de Aarhundrede og sikkert endnu langt tidligere byggedes sydslesvigske Indhuse paa 12 til 18 Alens Vidde, og det angelske Hus, vi kende, har ikke nogen større Brede. Det saakaldte „angelske" Stuehus er ikke særlig ejendommeligt, ikke specifik

1) Feilberg: Fra Heden. Haderslev 1863. Mejborg anf. St. Fig. 158.

2) Mejborg anf. St. S. 166.

Side 71

„angelsk", men en forholdsvis moderne Udvikling af det almindelige danske Hus, saaledes som det fandtes i den sydlige Del af Jylland; dets faa Særegenheder ere erhvervedei de sidste Aarhundreder. —

Ved et heldigt Træf have Kilderne bevaret paalidelige Oplysninger om Tredelingen af det danske Hus i Sydslesvig. Vi have faaet fat i Husformer, der gaa tilbage sikkert højt op i Middelalderen, bag baade det 15de og maaske endogsaa det 14de Aarhundrede, men selvfølgelig er det ikke Urformen, vi have foran os. Vi kunne kun gribe og undersøge de yngre Led af en lang, ukendt. Kulturudvikling. Alene Ordet „Pisel" karakteriserer Bygningsformen som fremgaaet af en Kulturpaavirkning udefra, og Spørgsmaalet er da, om vi kunne naa frem til Forholdene før denne Kulturpaavirkning, til det danske Hus uden Pisel.

Det kan vel næppe være en Tilfældighed, at de sydjydske Betegnelser paa Stuer, som opvarmes ved Ovne, begge ere hentede fra fremmede Sprog. Pisel udledes af (middelalderlig Latin) „pisalis", fransk „poisle", „poéle", der betyder en Kvindestue, som kan opvarmes¹), og i denne eller let nuancerede Bemærkelser er Ordet tilligemed Tingen vandret langs Nordsøkysten gennem Holland, Frisland og Holsten op til Slesvig. Paa Vestkysten af Landet findes Ordet i Brug til op imod Ribe, om ikke endnu nordligere, paa Østkysten standser det derimod syd for Haderslev²), og erstattes af det danske „Stov" (Stue), men genfindes forøvrigt paa Øerne syd for

1) v. Richthofen: Altfries. Worterbuch. 1840.

2) Den nordligste By, hvor jeg har fundet Betegnelsen hjemmehørende, er Skrydstrup, 2 Mile lige vest for Haderslev. Se ogsaa Jahrbiicher fur die Landesk. 6. B. S. 94.

Side 72

Fyen¹). Ordet „Dørns", der ligeledes betyder en Stue, som kan opvarmes ved Ovn, udledes sædvanligst af det slaviske „durniz, dornitze, donze", og det synes altsaa fra Sydøst at have fundet Indpas i Hertugdømmerne og derfra højt op i Nørrejylland²). —Da disse Værelser kom i Brug, kan Befolkningen ikke have havt danske Benævnelser paa ovnvarmede Stuer, den har altsaa ikke tidligere kendt saadanne Stuer, og Spørgsmaalet er da: hvorledes boede den, før Piselen holdt sit Indtog i Landet?

Om disse eeldre Forhold indoholdor Prof. Mejborgs Bog enßsekke hojst mserkelige Oplysninger. Han skriver (S. 120): „! det lGde og 17de Aarhundrede var de mellemslesvigske Huse af Egebindingsvserk, hvis Fyldinger vare lukkede med brede Egeplanker (? ?). Der fmdes ingen Beskrivelser af disse Bygninger, derimod ikke faa Vink, som viser os, at de stemte overens med andre gamle danske Bonderhuse. Saedehuset, der laa i ost og Vest med Hovedfacaden mod Syd, har vgeret saa smalt, at der kun var Plads til en Raekke Vserelser (???) .... Fremgulvet, der laa mellem Stuen og Loen, var Husets storste Rum og gjorde Tjeneste som Forstue, Stegers, Bryggers og Bagers. Her .Tl i J ~__ _~1 C~i 1 __. '-- _ .1 AT .1 _. ___ veil >ij iuuuwiU) un iuuu uju <_/g Cil muu x^una, Ug Udell. der ikke just broendte et mregtigt Baal paa den aabne Arne, kom det meste Lys vistnok ind af de aabne Halvdore;thi hvor Vinduerne ikke helt manglede, indskrsenkede de sig sikkert til et Par Smaaglugger. Deter desuden sandsynligt, at Fremgulvet savnede baade Loft og Skorstenspibe,og man kunde folgelig se Tagets Underside, der var kulsort af Rog, og den lille lyse Lyre — et Hul i Rygningen,som

1) Hubertz: Beskrivelse over Ærø. Kbhvn. 1834. S. 250.

2) Kaikars Ordbog.

Side 73

ningen,somRøgen trak ud af. Her stod Haandkværnen, en Bing eller to, Bryggeredet samt Dejgtruget og Salttolden, der for det meste vare udhulede Stykker af tykke Træstammerog havde en ikke ringe Lighed med Egekisterne fra Broncealderen. — Smaakreaturerne og Grisesoen gik ud og ind; ikke sjældent havde et Par „Ynglinger" (halvvoksneGrise) faaet Plads i en afskildret Krog. Fra Fremgulvet kom man ind i Piselen" o. s. v.

Da Forfatteren ikke har „Beskrivelser af disse Bygninger",maa man i Sandhed undre sig over hans Detailkendskab.Jeg skænker ham strax „Bryggeredet, Salttolden,Egekisterne og Ynglingerne i den afskildrede Krog"; Grisesoen, Bingen og Halvdørene kunne gaa samme Vej; men hvorfra har han Fremmerset med Ovn og Bryggekedel? I de Gaarde fra det 16de og 17de Aarhundrede,som jeg kender, er Ovnen som oftest anbragt i en Ladebygning (senere ogsaa i Kløven), og Køkkenet i Piselen eller i et særligt Rum enten i en Tilbygning eller i 2 Halvfag bag Dørnset. Alle 3 Former ere beskrevneforan. Støttet til historiske Kendsgerninger maa vi dog slutte, at Køkkenet og Skorstenen i ældre Tid altid have været i Piselen, og at et selvstændigt Kogerum først finder Indpas med Dørnset eller den mindre Dagligstue.Saalænge den simple Tredeling i Pisel, Lo og Stald fastholdtes, var Loen tillige Framgulv, og denne Indretninger endnu ikke helt gaaet af Brug i Egnen, men selvstændige Fremmerser (med Skorsten og Køkken) omtales kun een eneste Gang i de her beskrevne Sogne (se S. 87 Anm.). Som almindelig Bygningsskik er Forstue-Indretningenderfor yngre end 1709, i det 18de Aarhundredebestod den i et almindeligt Framgulv, der gik tvers igennem Huset, og er sikkert opstaaet paa Bekostningaf

Side 74

ningafLoen som det sidste Udslag af den Specialisering, der har fremkaldt hele den indre Omdannelse. Hos Liitgens er dette Framgulv yderligere udstykket i en simpel Forstue og et Pigekammer (Fig. 22), men vi have ellers intet Vidnesbyrd om, at det nogensinde har været Kogerum.

Et Fremmers i den Forstand, Hr. Mejborg tager det, fandtes saaledes ikke i de danske Gaarde i Sydslesvig. Den aabne Arne (med Lyre i Taget) kan altsaa heller ikke have staaet i et saadant, og dermed bliver Røghuset ogsaa borte for os. At den sønderjydske Bonde engang har boet i Røghuse, er lige saa sikkert, som at han engang har gaaet klædt i Faarets Pels og Hjortens Skind; derom strides vi ikke. Men naar hørte han op med at bo i den Slags Huse? 1709 fandtes ikke et eneste Røghus i de sydligste danske Sogne^l). I kras Modsætning til det nærliggende Ostenfjeld vare selv de usleste Gaarde og Huse forsynede med Skorsten, og, saa vidt mig bekendt, har Historien ikke overleveret os et eneste Vidnesbyrd om den Slags Huse mellem Husum og Kolding. Det slesvigsk-danske Røghus ligger saare langt tilbage i Tiden, og uden al forsømme nugel kunde Forfatteren have ladet det forblive i det Mørke, hvorfra ingen har kunnet drage det frem.

Om de ældre, ukendte Bygningsskikke skal jeg kun gøre et Par Antydninger, der ganske staa for egen Regning.Berøver man det tredelte danske Hus Piselen, blive kun Gulvet (Loen) og Stalden tilbage, og vi staa da overfor en Husform, der i meget stemmer overens med

1) Da Wallensteins Hær 1027 rykkede ind i Slesvig, vare Husene mellem Flensborg og Aabenraa forsynede med Skorsten.

Side 75

de simpleste og ældste saksiske Sædehuse i Sydslesvig o: Huse uden egentlige Stuer, kun forsynede med Siddepladseromkring Arnen og Alkover til højre og venstre for den. I sin primitive Mangel paa Hygge og Bekvemmelighedmaa det ældste saksiske Hus dog have havt visse Fortrin frem for det danske, da det i ældre Tid har kunnet fortrænge dette og gøre sig gældende ud over det ethnografiske Skel. Beboerne i den nordlige Del af Arns Herred og i Ostenfjeld vare danske, men i det 16de_—18de Aarhundrede boede de i tyske Husformer; de kunne ikke have lært disse Husformer at kende paa nært Hold før i det 13de Aarhundrede, og den holtsatiske Bygningsskikmaa paa dette Tidspunkt have været den danske overlegen. Jeg antager, at denne Overlegenhed væsentlig bestodi „Sittels"-Arrangementet, hvor Staldvæggenes Afslutningned mod Arnen i Forbindelse med Husets Ydervægge afskildrede et lunt, værelseagtigt Rum, der let kunde forsynes med Lys fra Glug eller Vindue og tilbød varme Sovepladser. I den danske Husform, med Stalden adskiltfra Gulvet, var en saadan Ordning umulig og Trangen til virkelige Stuer langt større.

Alt dette er Gisninger; dog skal jeg bemærke, at i Bygningsskikkene 1709 findes adskillige Træk, der synes at minde om en Tid, da Hovedhuset i danske Gaarde kun bestod af Gulv og Stalde, ja 1709 finde vi endnu saadanne Hovedhuse langs Gestranden, og i disse ere alle Værelserne, med Undtagelse af (Køkken og) Framgulv, henlagte til en Fløjbygning¹), i andre Gaarde udmærke Gulvet og Stalden sig ved en langt større Brede end Stuehusafdelingen, ogsaa et Tegn paa ældre Samhørighed,

1) Acta A. 1814. Rantrum. Andreas Harrings Stuehus. Das Haus hat eine Kiiche, Diehle und Lohe nebst einem Viehstall, so unter einem Dache bedriften, i.st 11 Fach und 42' br.; der Anbau nebst dem Pesel und der Stube ist 4 F. u. 33'br. Mildsted. Præstegaaiden. Dessen Haus ist 7 Fach lang u. 33' br.; darinn die Diehle und der Viehstall. Der Anbau im Westen ist t>B' lang u. 30' br.; worinn 1 Pesel, 5 Stuben u. 1 Kliche.

Side 76

og endelig findes et Stuehus i Vester Ørsted, der, uagtet det er sammenbygget med et andet, har Skorsten og Pisel og saaledes neppe kan være saksisk, ikke desmindre har Køkken og Skorsten paa Gulvet eller i Loen. — Kun nye Kildefund og fortsatte Studier kunne afgøre, om disse Antydninger pege paa det Rette. —

Hovedresultatet af denne Undersøgelse er dette: I Grundtrækkene er Stuelejlighedens Indretning ens for hele den danske Del af Slesvig. Vi træffe lokale Særegenheder, stedlige Afvigelser, Tilbygninger og Benævnelser, men en uhildet Betragtning maa komme til den Overbevisning, at Indhuset fra Slien til Kongeaaen væsentlig er skaaret over den samme Læst eller har udviklet sig over det samme Grundmønster.

Men vende vi os fra Sædehuset til det Komplex af Bygninger, der danner Gaarden, ville vi ogsaa her møde mærkelige Overensstemmelser og i hvert Fald ikke de krasse Modsætninger, som Prof. Mejborg opstiller. Først maa jeg dog gøre opmærksom paa en mærkelig Fejl, der ved evindelig Gentagelse, særlig af tyske Forfattere, synes at skulle blive en Troessætning. Alle lære, at den rigtig ægte danske Bondegaard var en firlænget, helst sammenbyggetGaard. Intet kan være mere urigtigt. Raadspørger man Udskiftningskortene fra forrige Aarhundrede, vil man snart opdage, at de virkelig firlængede, sammenbyggedeGaarde

Side 77

byggedeGaardehovedsagelig tilhøre de større Øer og den sydlige Del af Østjylland (fra Mariagerfjord), og selv i disse Strøg gøre andre Former sig ogsaa gældende. I Landets øvrige Egne, paa den sydlige Øgruppe, i Nordøstjylland,i Vendsyssel, i Thy, paa Mors samt i hele Vestjylland grupperes Bygningerne eller Længerne paa de mest forskellige Maader. Paa Møen findes endnu i forrige Aarhundrede en mærkelig tolænget Gaard med Korshuse og Karnapper, paa de fyenske Smaaøer hersker den eenlængede Gaard, i Himmerland ligge Længerne spredte uregelmæssigt over Hustoften, saaledes at de kun højst uegentlig omslutte en Gaard, der alene ved Hjælpehegnmellem Længerne faar faste Konturer (Eks.: S. Kongerslev). I store Dele af Vendsyssel (Eks.: V. Brønderslev)er Uregelmæssigheden endnu større, og Gaardens 5 å 6 Længer kunne ligge spredte eller trappeformede uden i mindste Maade at tilstræbe en Sammenslutning omkring Gaardspladsen. I Thy og paa Mors ere Gaardene som oftest tolængede, baade Sals og Lade ligge i Øst og Vest lige overfor hinanden, og paa de 2 andre Sider afgrænsesGaardspladsen ved Hegn. I Thy er den eenfløjede Vinkelgaard desuden ret almindelig (Eks.: Odby, Brovst, Vesterby og Østerby paa Øland)^l). Den samme tolængedeGaard fandtes ogsaa i Ringkjøbing Amt²), medens den °2- eller 3-længede Vinkelgaard herskede i Sydvestjyllan d³) (Eks.: Gredsted, Jellinge).

I store Træk vare Forholdene saaledes endnu for
mindre end 100 Aar siden; men i de tre sidste

1) C. Schade: Beskrivelse over oen Mors. Aalborg 1811. S. 357. K. Aagaard: Beskrivelse over Thye. 1802. S. 1-28.

2) Begtrup: Agerdyrkningens Tilstand i Jylland. 3. B. S. 117.

3) Indberetning fra Amtmsendene 1789. Rigsarkivet.

Side 78

Slægtled er den firlængede Gaard rykket sejrrig frem til omtrent alle Landets Egne. Udskiftningen, Udflytningen, Landvæsenets Opsving, Avlingens og Kreaturholdets Udvidelse,selve den firlængede Gaards Statelighed, dens Helhedsindtryk, dens Evne til at give Læ, Bondens Stolthed over et velbygget Hjem: alt har forenet sig til at gøre den fremherskende selv i Egne, hvor den ikke tidligere hørte hjemme. Allerede Begtrup omtaler hyppigt Bondens Forkærlighed for den sammenbyggede Gaard, og naar den nu, maaske med en vis Ret, kan betegnes som typisk dansk, maa det ikke glemmes, at den for mange Egne er helt moderne og muligvis for hele Landet en temmelig sen Kulturudvikling.

Den slesvigske Bonde har gjort denne Udvikling med. Aar 1700 fandtes den firlængede, retvinklede, helt eller delvis sammenbyggede Gaard som fremtrædende Bygningstype — nu saa karakteristisk for store Dele af Provinsen — hovedsagelig kun paa Haderslev Næs og enkeltvis i andre Strøg i det nordlige, formodentlig under Paavirkning fra Fyen og det sydlige Østjylland, men forøvrigt beherskedes Landet af meget uregelmæssige Bygninosskikke. dm- ligesom i lYarmiyllanfl ikke kunne karakteriseres med faa Ord.

Hvad Prof. Mejborg har herom, er enten ganske urigtigt eller helt utilfredsstillende. Mærkværdig nok gaar han ud fra, at den firlængede Gaard er det oprindelige, at den i det 16de Aarhundrede var almindelig over hele den danske Del af Provinsen lige ned til Danevirke, og at den først paa det nævnte Tidspunkt begyndte at vige, tilintetgjort af Fyrsternes Agrarpolitik, Mageskifter, Krige o. a. m. En historisk Begrundelse af denne Opfattelse vilde være i højeste Grad ønskelig, men uheldigvis anførerForfatterenikke

Side 79

førerForfatterenikkesine Kilder paa en saadan Maade, at man kan følge ham eller føle sig overbevist. Jeg for mit Vedkommende maa tilstaa, at jeg fra Reformationstidenikkeved det mindste om den firlængede Gaard i Slesvig, og endnu mindre har jeg kunnet finde noget om de Omdannelser, om de mærkelige Bygningsskikke, der skulle have udviklet sig paa den firlængede Gaards Ruiner^x). — For Kortheds Skyld anfører jeg Forfatterens sidste Fremstilling²) af disse Forhold, men henviser forøvrigttilHovedværket (S, 164). „Det er allerede sagt, at de firlængede Gaardes Omraade blev stærkt begrænset i Løbet af de 3 Aarhundreder, her omtales (fra 15 — 1800). Ældst af de nye Bygningsformer er den eenlængede^b) Anglergaard, som allerede i det 16de Aarhundrede begyndteatkomme i Brug og snart bredte sig ikke blot over Angel, men ogsaa længer vesterpaa, langs med Danevirke (!!!). Den var herskende, indtil Storbønderne omkring Aar 1820 begyndte at bygge trefløjede Gaarde, som har en Udhuslænge paa hver Side af det fritliggende Indhus, en Bygningsform, der jo ogsaa er overført (!) til Als. Her havde man i den nærmest foregaaende Tid bygget helt vilkaarligt og havt Tilbøjelighed til at fortsætteieen Længe, indtil Pladsmangel (!) tvang Bygherrentilat

1) I Ribe Oldemoder, Dr. O. Nielsens Udgave S. 63, 65, 67 o. fl. a. St-. omtales forskellige Gaardbygninger, men Beskrivelsen er ikke saa nøje, at man kan hygge noget paa den. Den gamle nordiske Gaard har vel hestaaet af mange Smaadele, og i det 14de Aarhundrede vare disse Dele maaske endnu ikke samlede i Længer.

2) Sønderjydske Aårbøger 1894. S. 183.

3) I Hovedværket S. 165 skildres den dog som tolænget. Forfatteren skriver: „De fleste (angelske) Gaarde bestod af en Hovedbygning, der indeholdt Beboelser, Loer og Stalde, og hvor Sæden fik Plads paa Loftet, samt en lille Bagbygning med Bagerovn. *

Side 80

herrentilatvende om. Noget lignende Forhold kendes fra Sundeved, og meget taler for, at det, saavel her som paa Als, var Hertug Hans' stærke Udstykning (!) (1571 —1622), der væsentlig bidrog til at sprænge de gamle firlængede Gaarde."

„Den næste Bygningsform er indvandret fra Marsken, hvor fra første Færd to særskilte Huse (Indhus og Lade) laa tæt op ad hinanden, hvor man i det 17de Aarhundrede fandt paa at forbinde disse, og hvor Smaagaardenes Grundplan da blev vinkelformet. Denne frisiske Form bredte sig navnlig i forrige Aarhundrede mere og mere ud over det danske Omraade og strækker sig nu nordpaa til Ribeegnen og østpaa henimod Aabenraa og Flensborgegnen."

Paa et saa fast og ssedvanemsessigt Omraade som Bygningsskikke er dette i Sandhed mrerkvaerdige Bevsegelser.Hverl Aarhnndrede tillcegges sin egen Mode med voldsomme og uforklaiiige Overgange. Eenlsengede Gaarde aflase firlsengede for igen at blive fortroengte af tre- eller tolsengede. Snart flotter Angclboen sig med mange Lader, snart afskaffer han dem og presser sin Avl ind paa Stueloftet, for atter efter et Par Sleegtleds Forlob at flnf(7lrP rtVP T.Mf'lpr₁ f^trTiffot Til G+ m'nnrlfnct lTil/;l/ i W ■ O '" ""'•-Wi'l'""" lader sligt sig hoevde, men ellers vil selv den tarveligstea priori-Slutning voelte det hele. Enhver kan sige sig selv, at kun i den yderste Nod, kun naar Landet er afbrsendt til Granden og Jorden delvis ude af Drift, vil en Bondebefolkning boere sig saaledes ad og fravige gamle og koere Skikke. Men i Slutningen af det 16de Aarhundrede havde Landet havt Fred i mange Slaegtled, og Velstanden var st.orre end nogensinde tidligere. Denne Velstand skulde efter Prof. Mejborgs Mening have havt tilfolge, at Befolkningen opgav den firltengede Gaard og

Side 81

indskrænkede sig til et Salshus, i det højeste suppleret
med en übetydelig Lade eller Hjelm!

Selvfølgelig var dette ikke Tilfældet. Den Bevægelse, som Forfatteren omtaler, har slet ikke fundet Sted. I det 17de og 18de Aarhundrede byggede Angelboerne som i det 16de, men uheldigvis ved Forfatteren ikke, hvorledes de byggede. Han kender slet ikke den gamle Angelbogaard. Det, han beskriver, er Landbolet, Kaadnerstedet, Kvartgaarden — tre angelske Synonymer; for Nordslesvig derimod som oftest Helgaarden eller endnu større Ejendomme, og kun igennem denne mærkelige Fejl lykkes det ham at opstille den skarpe Modsætning mellem Nord og Syd, at inddele den danske Del af Hertugdømmet i forskellige Bygningsprovinser og at karakterisere Overgange, som kun tilhøre hans egen Forestillingskreds. —

I kulturel Henseende var der ingen stor Forskel mellem Nord og Syd. Bolsinddelingen, Skattenormen og Markfællesskabet tilhørte hele Landet; Driftsmaade, Besætning og Udsæd vare i store Træk ens paa Jorder af tilsvarende Godhed, og paa saadanne Jorder maatte Driften derfor kræve det samme eller noget nær det samme Husrum. Dette var ogsaa Tilfældet. Sammenligner man nordslesvigske, sydsvestlesvigske og angelske Byer med hinanden 1709, vil man fmde, at Gaardenes Fagantal ikke i nogen væsentlig Grad afvige fra hinanden, særlig hvis man holder de nordslesvigske Egne, der bleve ganske ødelagte 1659^—60, ude af Betragtning. — Laderne kunne ligge noget forskelligt, være forskelligt grupperede til hinanden indbyrdes og til Stuehuset, andre stedlige Ejendommeligheder kunne præge Bygningskomplexet, men Faglængden er ret konstant i ens gode Egne.

Side 82

Som Eksempler anføres Byerne Arnfjolde, Øddis og Ølsby, henholdsvis i Søndergøs, Tyrstrup og Strukstrup Herreder. Da de angelske Byer vare saa stærkt udstykkede mellem forskellige Jurisdiktioner og Godsejere, har det ikke været muligt i Skattelisterne at finde Byer, der i Gaardantal svare til Arnfjolde og Øddis. I Arnfjolde fandtes 18 Gaarde under Kronen (Arlevad-Tjenerne etc. har jeg udeladt), i Øddis 21 og i Ølsby i\, og da Pladsen tillader det, har jeg for yderligere at illustrere de angelske Forhold medtaget Landsbyen Rygge i Nørre Brarup. De med Stjerne betegnede Gaarde ere eenlængede. I Arnfjolde er Fagantallet for 3 Lader glemt i Skattelisterne, og i Øddis gives Udhusenes Fag kun i Hovedsum, uden at der skelnes mellem Længerne. (Se S. 83.)

I disse 3 Byer er Gaardenes Fagantal altsaa c. 25, 28,6 og 29,4. Jeg mener hermed kun at have givet oplysendeIllustrationer for de forskellige Egne, derimod langtfra nogen absolut Norm. Saavel fra Angel som fra Nordslesvig kan fremdrages Byer baade med et større og et langt ringere Fagantal. Gram, Frøs og Nørre Rangstrnp Herreder vare blevnc ødelagte i Krigen 1660; 1709 laa flere Byer endnu tildels øde, og i det hele vare Bygningsforholdene saa slette, at en stor Del af Befolkningenboede i Salshuse paa to til fem snevre Fag, der ikke kunde rumme 2 Rækker Værelser. 1723 havde 22 Gaarde i Skrydstrup i Gennemsnit kun 3,5 og 18 Gaarde i Styding 4,8 Fag Stuelejlighed, og Nabobyerne afveg ikke i nogen væsentlig Grad fra denne Kummerlighed. I mange Sogne naaede Gennemsnittet af Gaardenes Fagantalneppe op over 20, og selv dette ringe Maal skaffes kun til Veje ved Hjælp af lyngklædte, ganske snevre Tørvelader paa Støtter og Pæle med Fletværk i Steden

Side 83

1) Statistiken over Gaardene i Ainfjolde er hentet fra Acta A 2813, over 01sby og Rygge fra Gatastrum d. Struxdorfer Harde 1709, Acta C. XIII. 1. 48, Statsarkivet i Slesvig; over oddis fra SotmebeskriveLser i Hiffsarkivet.

Side 84

for ordentlige Ydermure. 17:23 havde Gaardene i Hjortlundi Gennemsnit en Faglængde paa 21,5, i Magstrup af 20,9, i Sornmersted af 20,i, i Skrydstrup af 20, i Østerlinnet af IG,o. 1709 havde Stepping Bys 18 Gaarde kun 278 Fag Hus eller i Gennemsnit 15,4 Fag pr. Gaard, og flere hele og halve Gaarde nøjedes med G å 7 Fag Stue- og Ladehus.

Den største Del af Befolkningen i disse Egne boede i usle, lerklinede Rønner med en ringe Stue og et Køkken med lerstampede Gulve, undertiden med Lofter af løse Planker og neppe nok med Tag over Hovedet. En saadan Gaards Bygninger takseredes til en halv eller en hel Snes Daler, og det er ganske uhistorisk at tale vidt og bredt om denne Befolknings Velstand eller at antyde, at den som Regel boede i firlængede Gaarde. Selv 3 Menneskealdre senere, efter at Velstanden var stegen betydelig, efter at Befolkningen havde lært at tilvirke Tegl, og Grundmur overalt var gennemført, vise Udskiftningskortene os kun ganske faa firlængede Gaarde i Nordslesvigs Midtstrøg¹).

Ja selv i de østlige Herreder kan den firlængede (sammenbyggede) Gaard lanartfra have været almindelig 1701). Listen over Gaardenes Fagantal fremviser de mest uregelmæssige Spring. Helgaarde paa 16 Fag, alt talt, ligge Side om Side med andre paa 40 til 50, men Hovedmassenmøder frem med 14 Fag Stuehus (og Stald) og 16 til 18 Fag Lade, og deraf er det umuligt at forme en sammenbygget firlænget Gaard. I Hejls er Fagantallet

1) Sammenlign hermed Kopierne af disse Kort hos Mejborg anf. St. Tillæget S. 31, 34, 37, 40. Bykort over Rugbjerg, Hjerndrup. Simmersted, Jegerup fra Tiden omkring 18fKJ. Typen nærmer sig snarest den vestjydske een- og tofløjede Vinkelgaard.

Side 85

pr. Gaard 29,7 i Vonsild og Stenderup c. 32, i Dalby 32,9, og kun i saa usædvanlig velbyggede Byer som Binderup og Skartved stiger det til 39,2. Selvfølgelig fandtes her firlængede Gaarde. Det samme gælder i endnu højere Grad om mange Byer paa Haderslev Næs, ligeledes havde de fleste Præstegaarde paa Østkysten et meget stort Fagantal,og Storgaarde som Stenderup-, Frørup- og Bjerndrupgaardmødte op med hver 100 Fag, men det er vel rigtigst at holde disse halvt eller helt privilegerede Gaarde uden for Betragtningen af Almuens almindelige Bygningsskikke.

Hvad her er udviklet, lader sig sammenfatte i følgende Sætninger. Det er uvist, om den firlængede, sammenbyggede Gaard oprindelig hører hjemme i Nordslesvig. I det 17de og i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede fandtes den i hvert Fald kun paa større Ejendomme i det østlige, men da Befolkningen byggede vinkelret og tilstræbte Kvadratformen, laa den — under en heldig økonomisk Udvikling — indenfor Bygningsskikkens Mulighed, og hovedsagelig derigennem maa det forklares, at den i de sidste Slægtled er kommen til at beherske Egnen. —

Sydslesvigerne byggede ikke færre Lader end Nordslesvigerne.I Sydvest ned mod Husum og i Sydøst langs med Slien træffes som Regel endog flere Udhuse end i det nordlige. De sydligst boende Danske synes længst at have bevaret noget af den oprindelige Byggemaade,der gav hvert Driftsrum en særegen Bygning. Høladen, Ungkvægstalden, Tørveladen, Ovnhuset og Aftægtshuset ere ofte selvstændige Huse, selv om de kun spænde over nogle faa Fag. Heller ikke Fagantallet er ringere end i Nordslesvig. I Immingsted er det 26

Side 86

Tysk Kort over Arnfjolde, Svesing Sogn. 1777. (Bruyn.)

Fag pr. Gaard, i Arnfjolde 25, i Vester Ørsted 26,7 og i Svesing 25. Den nordslesvigske Storgaard er ukendt, men ikke desmindre træffes Ejendomme med op imod 50—60 Fag, bestaaende af 5—6 Længer eller Huse. Gaardkomplexet grupperes nærmest paa vestjydsk Maade. Det store og brede Stuehus ligger solret eller i Øst og Vest og er forsynet med 1 eller 2 Indkørselsporte. Lige

over for og parallelt med dette ligger i Reglen Laden eller Udhusene, saaledes at Vinden frit kan stryge ind over den aabne, kun paa to Sider afgrænsede Gaardsplads.Ikke sjelden anbringes Udhusene baade nord og syd for Stuehuset, hvorved der opstaar en Art Dobbeltgaard,eller, da de sædvanlig ere kortere end Hovedhuset,omkring begge Sider af Gadegavlen. Af og til forenes Hovedhuset med Ladelænger ved Udbygninger

Side 87

(„Anbau"), og saaledes opstaa firlængede Komplexer, der stærkt minde om den sammenbyggede Gaard. Laderne ere snevre Bygninger med en Brede fra 12 til 22 Fod, tildels paa Støtter eller Pæle med Fletværk og Lyngvægge, og Tidens almindelige Fattigdom præger ogsaa denne Egn, om end ikke saa stærkt som de haardere hjemsøgteEgne i det nordlige¹).

1) Jeg anforer nogle Eksempler paa Gaarde fra denne Egn. Acta A. 2813. Enkelte Bemaerkninger stamme fra en samtidig Sognebeskrivelse. Arnfjolde. Cavsten Jensens Helgaard. Das Haus mit Peesel, Stube, Lone und Viehstall ist 15 Facher lang und 30' —33' br. Davon ist (lev Peesel u. Stube 30' u. d. Diehle oder Lohe sampt dem Viehstall 33' br. Das Creutzhaus o. Backhaus ist 4F. 1. u. 13' br. Der Hewstall an der Norderseite d. Hauses ist von 10 F. 1. u. 22' br. Der Torfstall am Westerende d. Hauses im Xorden v. 5 F. 1. u. 16' br. Der Pferde- u. Jungviehstall auch an d. Norderseite d. Hauses ist von 9 F. 1. u. 17' br. — Garsten Petersens Tredjedelsgaard. Das Haus. worm eine Stube, Hausdiehl, woselbsten die Ku'che auch zugleich ist, dann eine Lohe nebst d. "Viehstall unter einem Dache, ist 12 F. 1. u. 24' br. Der Hewstall am Osterende des Hauses ist G F. 1. u. 14' br. auf Stutzen. Am Westerende des Hauses im Siiden ist ein Wagenschauer von 3 F. 1. u. 12'br., ganz gering u. auf Stutzen. Noch ein klein Torfscheune von 3 F. 1. u. 12' br. auch auf Stutzen an der Siiderseite. oster orsted. Peter Jensens 2 Femtedels Fa^stegaard Dessen Haus mit Peesel, Hausdiehl und Viehstall ist 14 F. 1. u. 27' br. Der Anbau im Norden mit Stube und Kiiche ist 3 F. 1. u. 21' br. Der Torfstall und die Wohnung an d. Norderseite des Hauses ist von 8 F. 1. u. 18' br. Der kleine Torf- u. Wagenstall an d. Si'iderseiten ist 4 F. 1. u. 13' br. Der Hewstall auch an derselbigen Seiten ist 5 F. 1. u. 18' br. — Vester orsted. Jens Jensens halve Faestegaard. Dessen Haus mit Peesel, Stube, Kiiche, Lohe, Viehstall wie imgleichen d. Hewstall unter einem Dache ist 14 F. 1. u. 35 a 36' br. Der Anbau, woselbsten vorgemelte Stube verbanden, ist 1. F. 1. u. 20' br. Die Wohnung ist mit d. Torfstall von 6 F. 1. u. 17' br. Der andere Torfstall ist von 10 F. 1. u. IS' hr. Der Schaaf-, Schweinund Gansestall ist 4 F. 1. u. 1-2' br. Svesing. Thomas Carstens' Helgaard. Dessen Haus, worinn Peesel, Hausdiehle oder Lohe nebst. d. Viehstall, ist 13 F. 1. u. 33' br. Der Anbau, worinn eine kleine Stube u. Kiiclio, ist 3 F. 1. 24' br. Der ander Anbau z. Norden ist von i2 F. 1. u. 21' br. Der Schwein- u. Schafstall ist v. 5 F. 1. u. 21' br. Der Hew- u. Pferdestall ist v. \^U2 F. 1. u. 21' br. Der Tori- u. Kliienstall ist von 12 F. 1. u. 22' br. Das Backhaus ist 4 F. 1. u. 15' br. Immingsted. Albert Thomsons hele Fsstegaard. Das Haus nebst d. Diehle oder Lohe sampt d. Viehstall, so unter einern Daclie. ist 15 F. 1 u. 32' br., als der I'eesel 5, der Hausdiehl 7 u. d. Viehstall 3 F. Der Hew- u Torfstall ist 9 F. 1. d. Wohnung ist insgesamt 13 F. 1 u. 17' hr. Der Kluenstall an d. Osterseiten ist 6 F. 1. u. 18' br.

Side 88

Saavidt jeg ved, er den gamle Angelbogaard aldrig bleven ordentlig beskreven. I sit Vserk har Ltitgens kun et Par ganske utilfredsstillende Linjer om den, og Hr. Mejborg slet inlet. Det mest tneffende flndes i „Festgabe "¹): „Das alte Angler Haus liegt immer niit den beiden Enden nach Osten und Westen, wohlbedacht so gebaut, denn es leidet weniger von ostlichen und westliehen Winden und Sturm en, welche am hauflgsten sind. Me is tens in gleieher liichtung da in it die Hauptscheune, datm noch kleinere Nebengebåude,die

1) E. Reventlov-Farve & H A. v. Warnstedt: Festgabe fur die Mitglieder der XI Versammlung deutscher Land- und Forstwirthe. Altona 1847. S. Uf). — 1852 skildrer H. H. V. Tolderlund en ældre angelsk Gaard saaledes: „Den har endnu noget karakteristisk, der ligner Gaardene i det nordlige Slesvig og paa Als . . . Det er en lang Bygning med en Port paa Midten og undertiden en lille Sidefløj. Udbygningerne ligge usystematisk hist og her, snart af Grundmur som Hovedbygningen, snart af Bindingsværk — paa ret gamle Gaarde endog blot af Træ. Noget til Siden ligger et net lille Hus: det er „Abnahmet", Aftægtsboligen . . . Det hele er omhegnet med et Stengærde." Fædrelandet 1852. Nr. 140.

Side 89

gebåude,dienoch den Hofplatz nicht vollig umschlieszen, wie bei der dånischen Bauart im nordlichenSchleswig und auf den dånischen Inseln, wo ein geschlossenes Viereck vorkommt." Denne Beskrivelse er maaske ikke helt fri for politisk Tendens, men den hviler paa Selvsyn og faar det væsentlige med. I Major Bruyns efterladte Kortsamling findes Grundrids af et meget stort Antal angelske Gaarde fra Tiden omkring 1777, og disse Tegninger i Forbindelse med Skattelisterne fra 1709 turde gøre det muligt nogenlunde omfattende at karakterisereHalvøens Bygningsskikke paa dette Punkt.

1709 havde Angel større Gaardbygninger end de fleste andre Egne i Provinsen. Som vi allerede have set, overgik Ølsby ikke alene Arnfjolde, men ogsaa Øddis, og mange angelske Byer staa fuldt ved Siden af den nordslesvigske Østkyst. Jeg anfører nogle Gennemsnitstal. I Tolk var der 25,2 Fag pr. Gaard, i Fysing 27,7, i Brekling 28,4, i Arrild og Nørre Brarup 32, i Grumby 33, i Gangerskjel 34,6, i Timmerholm 36, i Bønderris 38 og i Flarup 51. Kun i de vestlige Hedebyer langs Landskabets Grænser (Isted. Stolk o. s. v.) bestod Gaardene som oftest af et Stuehus og en mindre Lade, medens eenlængede Gaarde turde høre til det meget ualmindelige.

Bygningernes Gruppering røber af og til Slægtskab med Egnene vestpaa. Der spores en Tilbøjelighed til at anbringe Laderne paa begge Sider af det solret beliggende Hovedhus, og de mindre Bygninger placeres saa højst uregelmæssig omkring disse, saaledes at ikke Længerne, men Hustoftens Gærder og Hegn afgrænse Gaarden og gøre denne til en Helhed. Den Art Sammenstillinger have ingen indre Gaardsplads, da Længerne ikke tilstræbe en Sammenslutning omkring en saadan.

Side 90

En anden Form er Gavlgaarden. Jeg har troet at kunne kalde den saaledes, fordi Udhuslængerne samle sig omkring Stuehusets Staldgavl og danne sammen med denne en firkantet Gaardsplads, hvor hele Udenomsdriften er samlet, paa behagelig Maade fjernet fra de egentlige Beboelsesrum. Liitgens (Fig. i27) har givet Grundrids af en saadan Gaard, og i „Festgabe" (Fig. XXII) ses den afbildet fra Siden.

Angelsk Gavlgaard (efter Liitgens).

Lette Modifikationer af denne Bygningsskik kunne endnu tindes i Landskabet; i hvert Fald har jeg en Tid lang boet i en saadan Gaard i Grumtofte Sogn; Bruyn har ogsaa nogle Grundrids af Gavlgaarde, blandt andet fra Østerholm i Sterup Sogn, men i det hele synes den ikke at have været meget almindelig. Det er muligt, at den er opstaaet under saksisk Paavirkning fra Nordholsten, hvor noget lignende Grupperinger træffes. —

Hyppigst samles Længerne dog saaledes, at de i
Forening med Hovedhusets Langside afgrænse og delvis
omslutte en uregelmæssig Gaardsplads. 1709 havde de

Side 91

Kort over Bøl, Strukstrup Herred Angel. 1777. (Bruyn.)

fleste angelske Gaarde oster- og Vesterlade, sorametider
endogsaa Noire- og Sonderlade foruden Ovnhus og
Aftaegtshus x). Men da Salshusetvar
langt, saedvanlig
dobbelt saa langt som den
enkelte Lade, da den vinkelretteBeliggenhed
ikke til—
strsebtes, og ingen fast Seedvaneregulerede
disse Forhold,
blev Gaardspladsen ofte vind
og sksev. Man kan trseffe
firleengede Gaarde, der i Regelrethedikke
give Nutiden meget
efter (Eks.: Aageby, Snarup);
men som oftest danne de
Parallellogramraer, der ere
aabne mod den ene Side,
uregelrette Firkanter og skseve
Mangekanter, der kun ufuldstaendigomslutte
Gaarden (se
801. Gaard Nr. 1,5,7,10,11).

Denne Gaardform minder i høj Grad om Bygningsskikkenenord
for Mariager Fjord, men paa Forskningens

1) Da min Fremstilling staar i saa skarp Modsretning til Prof. Mejborgs Beskrivelse baade i Hovedvasrket S. 165, i n^Orn Bygningsskikkene i Slesvig" S. 25 og i „Sonderjydske Aarboger^u 1894. S. 184, giver jeg Skattelisterne Ordet og anforer en Rtekke Beskrivelser af hele og halve Gaarde fra Byerne i Sydangel. Disse Beskrivelser ere alle hentede fra ,Catastrum d. StruxdorferHarde 1709" og do. „^Fusing ^Voigtey ^B. Acta G. XIII. I. 43. 44. Statsarkivet i Slesvig. Deter kun et skensomt Udvalg, der kan foroges efter Behag. Geel. „Das Wohnhaus bestehet in 13 Fach, die Norderscheune mit d. Schauer 7 F., die Osterscheune 4 F., die Wester- soheune 5 F., die Siiderscheune 3 F., ein Abnahrnehaus von 6 F. Boholt. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, 1 Scheune 11 Fach. 2 Scheunen 14 Facli, 1 Haekhaus 6 Fach. Tumby. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, Creutzhaus 4 Fach, 2 Scheunen 21 Fach mit Wagenschauer, und (i Fach Backhaus. Havetoft. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, 3 Scheunen zusarnmen 24 Fach, ein Abnahrnehaus. Rydde. Das Wohnhaus bestehet in 10 Fach, 3 Scheunen 19\/2 Fach, 1 Backhaus 3 Fach. 1 Abnahrnehaus G Fach. Arrild. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, Osterscheune 6 Fach, Westerscheune 8 Fach, worunter 2 Fach Wagenschauer, Norderscheune 5 Fach, worunter 1 Fach Wagenschauer, noch 3 Fach Backhaus. Skæggerød. Das Wohnhaus bestehet in 16 Fach, Westerscheune C Fach, Norderscheune 6 Fach. worunter ein Wagenschauer, 1 alt Scheun von 4 Fach an der Siiderseite des Hauses, 1 Abnahrnehaus von 7 Fach. Gang eis kel. Das Wohnhaus bestehet in 12 Fach, Siiderscheune mit 2 Schauern, Westerscheune mit einem Drift, beide zusammen 15 Fach, 1 Backhaus von 3 Fach, 1 Abnahrnehaus von 4 Fach. Flarup. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach. Westerscheune 6 Fach, Norderscheune 8 Fach mit Wagenschauer. Osterscheune 8 Fach, 1 Spiecker 4 Fach, 1 Abnalnnehaus 7 Fach, 1 alt Scheun 3 Fach. Nørre Bi'ar up. Das Wohnhaus bestehet in 15 Fach, Norderscheune 8 Fach. Osterscheune 5 Fach und 2 Wagenschauern, Siiderscheune 6 Fach und 1 Wagenschauer, Backhaus 3 Fach. Timrnerholm. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, 3 Scheunen 21 Fach mit 1 Wagenschauer und Drift, 1 Backhaus 6 Fach, 1 Spiecker 4 Fach. Bøl. Das Wohnhaus bestehet in 13 Fach, die Norderscheune 7 Fach, Osterscheune 7 Fach mit einem Drift. 1 Abnahmehaus von 8 Fach mit einem Wagenschauer. Strukstrup. Das Wohnhaus bestehet in 14 Fach, 2 Scheunen 16 Fach, 1 Scheun 4 Fach. Bre kling. Das Wohnhaus bestehet in 13 Fach, Westerscheune mit Wagenschauer 6 Fach, Osterscheune mit Wagenschauer o Fach. Siiderscheune mit einem Drift 7 Fach, noch ein Abnahmehaus von 5 Fach.

Side 92

nuværende Standpunkt er det umuligt at afgøre, om dette er et tilfældigt Sammentræf, eller om vi begge Steder have Rester af en ældre østjydsk Bygningsskik, der i de mellemliggende Strøg er bleven fortrængt af den retvinklede, firlængede og tildels sammenbyggede Gaard.

Side 93

Paa Als (og maaske i Sundeved) fandtes ligesaa uregelmæssige og vilkaarlige Bygningsskikke. Ifølge Liitgens (Fig. 23) grupperedes Længerne i den gamle alsingske Gaard ligesom i Angel omkring det lange Stuehus og afgrænsede, uden helt at omslutte, en uregelmæssig Gaardsplads. Dette kan tildels være rigtigt, men jeg skal dog bemærke, at en Række Kort fra Nordals, fra Nordborg, Hagenbjerg, Svenstrup og Egen Sogne 1770_—80, aldeles ikke har denne Gaardform. Derimod findes en Del andre meget mærkelige Former: retvinklede, trelængede, sammen-

Gaavdfonmer fra Nordals 1777—80. (Bruyn.)

byggede Gaarde med en fritliggende Lade foran, bagved eller ud til en af Siderne; enkelte, dobbelte og tredobbelte Vinkelgaarde, blandede med andre Former; meget store Indhuse med Smaalader i Syd og Nord eller i Trappeform paa den ene Side af Gaardspladsen o. s. v.

Sammenfatte vi altsaa, hvad her er udviklet, komme vi til følgende Hovedresultat: Den sammenbyggede, firlængedeGaard beherskede i forrige Aarhundrede de større danske Øer og Sydøstjylland fra Mariager Fjord til ned imod Aabenraa, men paa alle Sider var den omgiven af andre Gaardformer, der i Syd og Øst naaede til Sundet over Angel, Als, de fyenske Smaaøer og Møen

Side 94

og i Vest og Nord over Vestslesvig, Vestjylland, Mors, Thy, Vendsyssel og Himmerland til Kattegatet. Næsten overalt have disse ældre Gaardformer maattet vige for den firlængede Gaard, og særlig i Slesvig, paa Als som i Angel, have Beboerne i den største Del af dette Aarhundredehovedsagelig kun opført 2-eller 3fløjede Gaarde, hvor næsten ethvert Minde om ældre Bygningsskikke eller lokal Oprindelighed er forsvunden, ja selv den saksiske Gaard i Sydslesvig har maattet bukke under for denne Kulturstrømning, og syd for Dannevirke træffes nu Gaardformer, der synes henflyttede fra langt nordligere Egne.

Det er kun et flygtigt Omrids af den ældre danske Gaard, jeg har kunnet give. For Kongeriget er Materialet overvældende stort. Det er umuligt i kort Tid at gennemgaa de mange 1000 Kort, som angaa Spørgsmaalet, og ved mine Undersøgelser i Matrikulsarkivet kan meget have unddraget sig min Opmærksomhed. For Slesvigs Vedkommende derimod er det mange Gange rent tilfældigt, hvad man kan skaffe sig Adgang til, da de fleste Egnes Udskiftningskort endnu ikke ere samlede i Arkiverne. Jeg kan derfor have været udsat for at begaa Fejl i Enkeltheder, men ikke des mindre er det mit Haab her at have draget nogle Linjer, der ville blive staaende.

III. Den frisiske Gaard.

Siden Liitgens 1847 udgav sit grundlæggende Arbejde om Hertugdømmernes Husformer, har den frisiske Byggemaadeværet Genstand for adskillige Undersøgelser¹), uden at det er lykkedes fuldtud at oplyse dens ældre

1) M. Uhle: Das dfmische Haus in Deutschland. Zeitschrift fur Ethnologie. 1891. S. 493 ilg. Samme: Das fohringer Hans. Ibid. 1890. S. (V fig. I Berlins anthropologiske Selskab fortes for nogle Aar siden en snurrig Polemik mellem ovennaevnte Forfatter og Hr. Ulrich Jahn, der 1890 havde vajret saa uheldig at udstille en Model af en saksisk Gaard fra Ostenfjeld som typisk for Nordfrisland. Se: Zeitschr. f. Ethnologie. 1890. S. 530. 1891. S. 045.

Side 95

Historie. Hvorvidt Friserne nogensinde have eller ikke have havt en særegen, dem alene tilhørende Husform, turde endnu henstaa uafgjort. Det synes sikkert, at de ingensinde have bygget paa saksisk Maade, men deres Forhold til nordiske, særlig danske, Skikke er uklart. Vi ved aldeles intet om den Husform, som Nordfriserne medbragte ved deres Indvandring i Slesvig, ja, vi kende end ikke noget til deres Byggemaade i de nærmest følgendeAarhundreder; men saasnart Historiens Lys falder ind over dette Felt, altsaa ved Middelalderens Slutning, møde vi over hele Nordfrisland en Hustype, der ikke kan skelnes fra den danske¹). Om denne Overensstemmelse hidrører alene fra en yngre dansk Kulturpaavirkning, eller om den tillige stammer fra et ældgammelt Slægtskabmellem de to Folk, kan ikke afgøres ved nordfrisiske Studier, men maa løses væsentlig ved Lokalundersøgelser i Øst- og Vestfrisland. M. Uhle har søgt at paavise, at det danske Hus i ældgammel Tid er bleven overført til Vesterhavets sydlige Kystlande, men paa Forskningens nuværende Standpunkt kan denne Opfattelse vel kun betragtes som en Hypothese²).

1) Heuborgen stammer fra det 16de Aarhundrede og var forøvrigt ikke indskrænket til frisiske Egne. 1709 forekommer den ogsaa i Stapelholm og i Svavstedegnen, særlig i Hude. Den tilhørte formodentlig alle Marskegne langs Vesterhavet.

2) Zeitschr. f. Ethnologie. 1891. S. 493 flg. Sammenlign: Otto Lasius: Das friesische Bauernhaus. Quellen u. Forschungen. 55. B. 1. Lief. 1885. S. 1—34. Ligeledes: Rudolf Henning: Die deutschen Haustypen. Ibid. 55. B. 2. Lief. 1886. S. 1 flg.

Side 96

For Tiden ere alle besindige tyske Forfattere enige om at henføre det nordfrisiske Hus til den danske Type. Det er et tverdelt Hus med samme Rumfordeling, samme indre Indretning, samme oprindelige Tredeling i Pisel, Lo og Stald og samme historiske Udvikling som det danske. Allerede Liitgens betegner Gaardene paa Pelvorm som danske, Henning følger denne Opfattelse, om han end beskriver de mellemslesvigske Husformer under den uheldige og obsolete Terminologi: angel-dansk Byggeinaad e^x), og for et Par Aar siden har M. Uhle offentliggjort nogle Undersøgelser, der gaa i samme Retning og udmærke sig ved et nøje Kendskab til Forholdene paa Før og Sild.

Alene Prof. Mejborg søger at vindicere Friserne en særegen, om end helt moderne Bygningsskik. Han paastaar,at Vinkelgaarden er opstaaet i Nordfrisland, og at den derfra har udbredt sig over store Dele af MellemogNordslesvig. Denne nye Gaardform beskrives i følgendeSætninger (S. 91): „Paa Verferne maatte Laden lægges tæt op til Bopælen, og Marskboer, som byggede paa Gesten, fulgte samme Skik, skønt de ikke havde Mangel paa Byggegrund. Ved Midten af det 17de Aarhundredeforbandt man de to Huse med en lille Tverbygning. Somme havde kun Plads til en lille Gang; andre fik derimod et Rum, der var stort nok til en Tærskelo. Da denne ny Lo kom til at ligge meget bekvemt med direkte Adgang baade til Laden og Indhusloftet, fremkaldte den en ny Bygningsskik, som allerede omkring Aar 1700 bredte sig fra Ejder til Vidaa. Paa

1) Rudolf Henning: Das deutsche Haus. Quellen u. Forschungen 47. B. Strassburg. 1882.

Side 97

nogle faa store Gaarde, hvor man opforte to til tre Loer og Lader efter samme Princip, blev Grundplanerne trappeformede; paa Smaagaardene nojedes man med den Byggemaade, der ses af Fig. 116 (o: Vinkelgaarden), .... Forst omkring Aar 1800 begyndte man paa Fastlandetat Isegge Lade og Indhus i samme Lasnge."

Det maa beklages, at Forfatteren ikke nærmere anfører de Kilder, hvorfra han henter sine Theorier om denne Frisergaard. I Skattelisterne 1709, der beskrive alle Gaarde og Huse fra Ejderen til Arlaa, ja selv i Katastret over Bordlum Fogderi, hvis Gaarde laa spredte over hele Nordgøsherred og op til Læk, vil man forgæves søge Oplysninger „om den ny Bygningsskik, som allerede omkring Aar 1700 bredte sig fra Ejderen til Vidaa".

Den sædvanlige frisiske Landejendom i Gestrandens Byer var meget lille. Hist og her fandtes virkelige Gaarde, men som Regel vare Byernes Jorder udstykkede, ja ligefrem udstrimlede i usle Lodder eller Fenner; i Sammenligning med de danske Byers Gaardmænd var den største Del af Befolkningen Smaakaarsfolk, og medens det mindste Skattekvotum hos Danskerne betegnedes af Halvkaadet eller Ottendedelsploven, dreves Udstykningen i frisiske Egne til saa ringe Brøkdele som Vae, V4B, ja Vse Plov. 1709 skattede Kirkebyen Hatsted af 21 Plove, men denne Skattebyrde var fordelt paa 121 Familier; Horsted talte 8 Plove paa 37 Ejendomme, Skobøls 4 Plove vare delte mellem 34 Besiddere, Halebøl havde 26 Ejendomme og 2 Ploves Skatteævne etc. — Desuden var Driften en anden end i danske Egne. Udsæd og Avl vare ringe, og Udkommet erhvervedes væsentlig ved Fedning af Kvæg, der indkøbtes magert om Foraaret og

Side 98

solgtes om Efteraaret uden nogensinde at komme i Hus. Paa saadanne Ejendomme holdtes Aaret rundt i det højeste et Par Heste og¹ Køer, og derefter rettede Bygningernesig. En Stuelejlighed, en Stald og et Høstæng var alt, hvad der krævedes, og Gaardene bestod derfor gennemgaaende af et eneste, temmelig smalt Langhus med disse tre Afsnit under eet Tag. I dansk Forstand kan man altsaa ikke tale om Gaarde, et Gaardanlæg tilstræbtes slet ikke og kunde ikke tilstræbes; disse Huse laa i ensformige Hækker langs Hovedvejene, langs Digerne eller samledes i Klynger eller Byer, der sædvanlig bestod af to parallelt løbende Hovedgader (hvoraf den ene i Gestranden) og en Række Forbindelsesveje. — Paa disse Punkter ligger den største og mest iøjnefaldende Forskel mellem danske og frisiske Byer, mellem dansk og frisisk Byggemaade.

Skattelisterne gentage atter og atter med den største Ensformighed: Huset, der er 7, 12, 16 Fag langt og indtil 27 Fod bredt, bestaar af Stuer, Stald og Hølade under samme Tag. Mange Huse ere kun 16 å 18 Fod brede, enkelte naa BO å 32 Fod, men Hovedmassen varierer mellem 20 og 27 og er saaledes noget smallere end de danske Salshuse i Nabosognene, for ikke at tale om de saksiske. Prof. Mejborg siger, at i danske Gaarde gaar Vejen fra Stuen til Stalden igennem Loen, medens det omvendte er Tilfældet hos Friserne, og i samme Landsby, hvor de to Folkefærd have bygget Side om Side, „angives Nationaliteten ved Stalddørens Plads" (S. 123). Men selv denne ringe Forskel gælder ikke. 1709 havde det frisiske Hovedhus en Lo paa samme Plads mellem Stuer og Stald som det danske, og for at komme til Stalden maatte Ejeren passere Loen. Yngre

Side 99

Omdannelser kunne have forandret disse Forhold, særlig
i mindre Ejendomme1), men paa Gaardene findes de endnu
(se: Liitgens Fig. 35).

De færreste Huse have Lader eller Tilbygninger af nogen som helst Art. Af Hatsteds 121 selvstændige Ejendomme bestod 101 af een Længe, 17 havde tillige en Lade, 1 to Lader og 2 tre Lader; af Skobøls 34 Ejendomme vare kun 4 forsynede med Lader eller Tilbygninger, ja selv Præstegaarden bestod af et eneste Langhus paa 12 Fag. I Halebøl og Lund fandtes kun et eneste Hus med Tilbygning, i Horsbøl 14 fritliggende Tørvelader og 3 „Anbau" til 37 Ejendomme, Hockenbøls 19 Gaarde havde slet ingen, og i den store By Rødemis syd for Husum havde 61 af 88 kun een Længe, medens den største Del af Piesten var 3- eller 41ængede Gaarde, der senere ville blive omtalte. Den mindre Gaard paa Verfterne i Hatsted Marsk var ligeledes eenlænget.

Længere nordpaa kan jeg ikke forfølge Bygningsskikkene byvis, da tilsvarende Katastre over de kongelige Amter ikke ere mig bekendte, men en Del Strøgods hørte ind dels under Arievad, dels under Bordlum, der tilhørte Hertugen og beskrives²). I Langenhorn, Bordlum, Bomsted,Arnshøvt og Drelsdorf træffe vi nøjagtig den samme eenlængede Gaard med Stuer, Stald og Lade under samme Tag. Gaardmand Ghr. Bahnsens Hus i Øster Bordlum bestod af Stuer, Lo, Stald og Lade i 18 Fag,

1) M. Uhle skriver herom fra Fohr: „Findet sich die Scheune und Dreschdiele in einem Anbaue, so ist trotzdem in zahlreichen Fallen die sogenannte „Lohe" auch immer noch in dem Haupthause vertreten, mehrfach ist sie von Hiihnern bezogen, trotz ihrer Geråumigkeit- Zeitschrift fur Ethnologie. 1890. S. 68.

2) Acta A. 2814, A. 2164.

Side 100

Gaardmand Chr. Jensen i Bomsted havde 15 Fag Hus med Stald, Lo og Lade under samme Tag, ja selv Gotberg Jensen i Langenhorn, der skatter af IV2 Plov, har kun 16 Fag Hus under eet Tag.

Hr. Mejborg siger, at Friserne paa Fastlandet først omkring Aar 1800 begyndte at lægge Indhus og Lade i samme Længe, men, som vi se, er dette ganske urigtigt. Saaledes byggede og boede de alt 1700, 1609, ja saa langt tilbage, som vi ad historisk Vej overhoved kunne naa. Forfatteren, der ellers synes at sværme for den eenlængede Gaard, er saa uheldig at negte dens Tilværelse netop i de Strøg, hvor den fortrinsvis hører hjemme. I Virkeligheden vender han op og ned paa alle naturlige og historiske Forhold. Den eenlængede Gaard er den ældre Form, og først en senere Udviklings Krav har fremkaldt Udvidelserne (o: Lader eller Tilbygninger), men ikke omvendt.

Men af det her udviklede følger endvidere, at den frisiske Vinkelgaard som Regel ikke kan have havt den af Forfatteren fremstillede Genesis. Laderne fandtes ikke, og det turde dog være altfor umuligt „med Lo eller Gang" at forbinde 2 Bygninger, hvoraf den ene ikke er til. For de danske og frisiske Smaakaarsfolk, der igennem Aarhundrederhavde levet i eenlængede Huse, var Vinkelgaardenden naturligste og simpleste Form for Udvidelsen, idet den, selv efter et eller flere Rums Forlægning til Sidefløjen, tillod Ejeren at passe sin hele Indendørsbedrift uden at komme under aaben Himmel. Derfor træffes Vinkelgaarden (d. v. s. et Hovedhus med en sambygget Sidefløj) næsten over hele det danske Bygningsomraade. I forrige Aarhundrede møde vi den ikke alene i Nordfrisland,ikke alene i Vest- og Nordslesvig, de Egne,

Side 101

hvortil Professoren vil have den indskrænket, men op igennem hele Vestjylland til Thy og Vendsyssel (Eks: Gredsted, Jellinge, Odby, Brovst, Øland) og over Als og de øvrige Øer lige til København (Eks.: Vissinge, Sengeløse,Brøndbyøster), ja vi kunne endog forfølge den helt op til Stockholm *). Men i saa fjerne Egne vil dog ingen falde paa at søge frisisk Paavirkning. Vinkelgaarden er en fællesnordisk Form for den mindre Landejendom og kan i og for sig ikke henføres til nogen særlig Egn eller tilskrives en enkelt provinsiel Udvikling. Naar alt kommer til alt, er den et tarveligt Tilløb til Ladebygning i den sammenbyggede Gaards Manér. Men desuden kan det bemærkes, at den 1709 langt fra hørte til de fremtrædende Former i Nordfrisland, ja som oftest træffes den endog kun som Led i større Gaardes Huskomplexer, og lige saa lidt var den opført over det ensformige Mønster, som Hr. Mejborg opstiller.

De store frisiske Ejendomme i Husum Amt, i Byerne Rantrum, Mildsted, Rødemis, Hatsted, Wobbenbøl og paa Verfterne i Hatsted Marsk, nærme sig i Byggemaade stærkt den firlængede Gaard. Laderne ere store, talrige og tildels eller helt sammenbyggede enten indbyrdes eller med Hovedhuset og omslutte en firkantet Gaardsplads. Jeg skal kun anføre et Par Eksempler, idet jeg forøvrigt henviser til nedenstaaende Uddrag af Skattelisterne²).

1) P. v. Moller: Strodda Bidrag. Stockholm, 1881. S. 196. Paa Kortet over Mora By, Lanna Sogn, Stockholms Lehn, findes 6 Vinkelgaarde.

2) Acta A. 1814 o. fl. a. Rant rum. Thomas Lawerentzen. 1640. Das Haus hat ein Pesel, Stube, Kuehe, Hausdiehl oder Lohe, imd ist anbey der Pferde-, Vieh- und Hewstall, welches unter selbigem Dache befindlich, und 11 Fach oder 99 Fusz lang u. 33' br. Er hat einen Anbau hei seinem Hnuse, ist 2 Fach oder 12' lang u. 24' br., und ist davin cine Stube u. Kuche vorhanden; noch ist }>ey dem Hause ein Anbau, darin ein Wagenstall u. ist 5 Fach oder 21' lang u. I(s' br.; nodi ist, ein Anbau daselbsten, worin ein Schaf- u. Schweinstall (i Fach lang u. 12' br. Einen Hewstall 17 F. oder 106' lang u. 18'br. hat er auch, und ist darin eine kleine Stube, Kuche und Hausdiehl wie eine Wohnung. ■— Andreas Harring. 1680. Das Haus hat eine Ki'iche, Diehle und Lobe nebst einem Viehstall, so unter einem Dache begriffen, 11 F. oder 56' lang u. 42' br.; der Anbau nebst dem Peesel und Stube ist 4 F. oder 33' br. Der Hewstall ist 9 F. oder 57' lang u. 24' br. Der Viehstall ist 8 F. oder 20' lang u. 25' br. Mildsted. Praestegaarden. Dessen Haus ist 7 Facher o. 46' lang u. 33' br.; worin ein Pesel, 5 Stuben u. 1 Kuche. Der Torfstall ist 6 F. lang u. 16' br. — Knut Jiirgensen. Vor vielen Jahren. Dessen Haus, worin Pesel, Stube, Kuche, Hausdiehl oder Lohe, wie auch Vieh- u. Pferdestall saint dem Hewstall, ist alles unter einem Dache und zwar von 27 F. lang u. breit, so weit das Haus gehet, 33', der Hewstall aber von 27' br. Oldersbek. Das Haus, worin ein Pesel, Stube, Kuche, Hausdiehl od. Lohe, so unter einem Dache vorhanden, ist 11 F. 1. u. 25' br. Der Anbau dieses Hauses ist 7 F. 1. u. 21' br. und befindet sich der Vieh- u. Pferdestall darin und ist vor wenig Jahren neu gebauet. Rode in is. Hans Mumsen. 1 PI. Vor vielen Jahren. Dessen Haus ist von 9 F. 1. u. 30'br., worin 2 Stuben, Kuclie u. Hausdiehl. Dei¹ Anbau an der Suderseite ist. 1 F. 1. u. 28' br., worm 1 Stube u. kleine Gammer. Der Anbau nach Norden am Westerende ist 6 F. 1. u. 18' br. Die Dreschlohe auch der Vieh- u. Pferdestall am Osterende ist von 12 F. 1. u. 37' br. Das Wagenschauer u. die Hewscheune ist 10 F. 1. u. 21' br. Der Schweinstall ist 12 F. 1. u. 6' br. — Madame Lunt. 1 Friplov. 1669. Dessen Haus ist von 43 F. lang. Der Pesel ist 7 Fach, der Hausdiehl 5, die Stube 3, eine Hinterkamrner 4, eine Vor- und Hinterkuche 6, ein Hinterhaus 18. Eine Scheune 36 Facher. — Jurgen Dircksen. '/a PI. 1620. Dessen Haus, worin 2 Pesel, gross u. klein, item 2 Stuben, 1 Kuche, 1 Hausdiehl und Lohe vorhanden, alles unter einem Dache, ist 12 F. lang u. 34' br. Mauerwerk bis an die Lohe. Das iibrig folgende ist Tafelwerck (Eichenholz u. steinen Tafelwende): Der Pferde- u. Viehstall ist 12 F. 1. u. 26' br. Die Heuscheune ist 8F.1.u. L2i' br. Das Backhaus ist 4F.1.u. 22' br. — Thomas Harmen. V2 PI. Das Haus, worin ein Pesel, Stube und Kliche, Hausdiehl oder Lohe, ist 9 F. 1. u. 31' br. Der Anbau am Westerende und worin der Vieh- u. Pferdestall wie auch Heustall ist 8 F. 1. ohne die beiden Hauben u. 12' br. Der Anbau am Osterende ins Norden stehend ist SF. 1. u. 22' br. Hieneben befmdet sich auch ein Heu- u. Wagenstall angebauet vom Westen ins Osten stehend, ist 10 F. 1. u. 22' br., worin 2 Wohnungen aptiret. — Hans Truelsen. 1,21_,2 PI. Vor vie len Jahren. Dessen Haus, worin Pesel, 2 Stuben, 2 Kiichen, Hauszdiehl und Lohe, so aber apart abgekleidet . , ist 10 F. 1. u. 31' br., und ist das Haus theils mit Mauer- und Taffelwerk versenen. Der Anbau nach der Siiderseite ist von 3 F. 1. u. 31' br. Der Vieh- u. Pferdestall ist mit dem Backhause ins Norden u. von 11 F. 1. u. 22' br. etc. — Hatsted Marsk. Herstum. Birtha Fedders. Vor vielen Jahren. Dessen Haus mit Pesel, Hausdiehl u. Viehstall ist 13 F. 1. u. 30'br. Die Kuche, Dreschlohe nebst dem Hewstall. so an dem Westerende ins Norden an diesem Hause stehet, ist 12 F. 1. u. 36' br. Die angebauete Stube an der Suderseite dieses Hauses ist 3 F. 1. u. 16' br. Nach Norden liegt das Backhavs v. 4 F. 1. u. 21' br. Das Haus ist ringsumher mit Brantmauer umgeben.

Side 102

Sognefoged Matthias Petersens Gaard i Rantrum, opført 1650, bestod af et korsbygget Stuehus paa 14 Fag (35' br.). I dette fandtes en Pisel, en lille Stue, et Køkken, et Framgulv (Hausdiehle), en Lo samt KvægogHestestald;i

Side 103

ogHestestald;iden sydlige Korsarm paa 2 Fag (18' br.) en Stue og i den nordlige (11 Fag, 21' br.) ligeledes en Stue og et Kammer. Den østre Lade, der var sammenbyggetmedStuehuset og laa i Syd og Nord, bestod af 15 Va Fag (15' br.), den vestre eller Tørveladen var 5 Fag (12'br.) og den nye Hølade paa Gaardens Nordside 10 Fag (24' br.). Syd for Stuehuset laa en Ungkvægstaldpaa5 Fag. Sognefogdens Gaard var altsaa mangelænget, tildels sammenbygget, omsluttede en Gaardsplads,ogdet vil vise sig umuligt at skelne den fra en almindelig dansk Bondegaard med korsbygget Stuehus. — Paa et Verft i Lille Ellerbøl boede Iver og Dorthea Ketelsenien Tvillinggaard, opført 1650^—60. Stuehusene

Side 104

laa solret. Den førstes, der i Syd og Vest var bygget af brændte Sten, indeholdt 1 Pisel paa 4 Fag (18' br.), et Dørns paa 3 Fag (18' br.) og et Køkken og Framgulv paa 4 Fag (24' br.). I en tilbygget vestlig Lade paa 5 Fag (33' br.) fandtes Stald og Tærskelo. Det andet Salshus bestod af Stue, Køkken og Framgulv i 4 Fag (30'br.) og i en tilbygget østre Lade paa 10 Fag: Tærskelo og Kvægstald. Nord i Gaarden laa en Hølade paa 5 Fag.

Disse frisiske Storgaarde havde stærkt udviklede Beboelseslejligheder, den indre Indretning var rigere og Rummenes Ordning og Rækkefølge mere vilkaarlig eller mere fri end i nogen anden Del af Hertugdømmet. Husets Tredeling i Stuer, Gulv og Stald genfindes eller skimtes som Grundmønsteret, og ligesom i de danske Nabobyer anbringes Dørns og Køkken ofte i en mindre Tilbygning eller Karnap. Men i andre optager Tilbygningen hele Stuelejligheden, og Hovedhuset indeholder da kun (Køkken) Framgulv, Lo og Stald; ofte er Stalden henlagt til Sidefløjen og det dermed sammenbyggede Parti af Hovedhuset (Liitgens Fig. 35), men endnu oftere er Kvæget helt fjernet fra Stuehuset, Stalden har sin egen Længe, og Gaarden kommer derved i endnu højere Grad til at minde om østjydske og ødanske Bygningsskikke. Saadanne Stalde fandtes i G Gaarde alene i Rødemis.

I de her beskrevne Egne omfatter den eenlængede og den mangelængede Gaard mere end de 9 Tiendedele af Ejendomstallet, og kun en ringe Brøkdel bliver tilbage til den eenfløjede V^rinkelgaard. Men selv denne ringe Rest lader sig ikke indordne under Hr. Mejborgs Skema. Som Regel kan den eenfløjede Gaard umulig være opstaaetved

Side 105

staaetveden Sammenbygning af 2 forud bestaaende Huse, men inaa tænkes som Nybygning, der tillod Ejeren efter eget Tykke at henlægge snart det ene og snart det andet Rum til Sidefløjen. Derfor rummer denne de mest forskellige Appartements. Snart optages den af Dørns og Køkken, snart af Ovnhus og Lade, snart af Stald og Lo eller Dele af Stalden^l). Den er altsaa ikke en ny Bygningsskik, men en organisk Udvikling af alt bestaaende Former.

Katasterbeskrivelserne fra 1709 indeholde talrige Vidnesbyrd om den Byggenød, hvorunder den vestslesvigske Bondestand sukkede. Ifølge gammel Sædvaneret kunde den gøre Krav paa at faa Bygningstømmer udleveret fra de kongelige og fyrstelige Skove, men disse Skove kunde ikke længere tilfredsstille Behovet. Tømmer var ikke til at opdrive, og mange Gaarde truede med at falde ned over Ejerens Hoved eller, hvad Regeringen frygtede mest, blive øde. Det var paatrængende nødvendigt at skaffe nye Bygningsemner til Veje. Brændt Tegl havde været kendt i Landet siden 1170, paa flere Steder fandtes

1) M. Uhle skildrer Nutidsforholdene i Vinkelgaarde paa For paa folgende Maade: B^Das grossere Bauernhaus unterscheidet sich von dem kleineren durch Verwendung von Anbauen, in welche (zum Theil, aber nicht nothwendig und eigentlich gar nicht gewohnlich, unter Ausdehnung der Wohnraume) die Scheune und die Tenne ganz oder: ein Theil des Stalles oder: ein Theil des Stalles, und Scheune und Tenne ganz oder: ein Theil des Stalles, und Scheune und Tenne nur der Hauptsache nach herausverlegt werden." Zeitschrift fur Ethnologie. 1890. S. 66.

Side 106

Teglværker, men de tilhørte Fyrsterne og dreves som Domæner (Haderslevhus Teglværk, Tønderhus Teglværk). Stenene vare dyre, Transporten uoverkommelig og BondensKøbeevne mere end ringe. Igennem mange Aårhundrederfandt det nye Materiale derfor ingensomhclst Anvendelse indenfor Bondestanden. Men i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede blev Nøden saa følelig, særlig i Vestslesvig mellem Husum og Ribe, hvorhen Tømmeretmaatte slæbes fra Østens Skove eller nedbringes fra Norge, at Forsøg med Teglstensbygninger maatte prøves og kunde betale sig. Baadc fra Husum egnen (Rødemis) og fra Møgeltønder-Ribeegncn have vi sikre Vidnesbyrd om, at Teglsten anvendtes til Murværk i Bøndergaarde i Tidsrummet fra 1006—1620. Det var dog kun en saare ringe og meget spredt Begyndelse. Sædvanlig muredes Vestergavlen og Hovedhusets Sydside, hvor Udvaskningen var størst, men Resten af Gaarden henstod vedvarende, ofte i mange Slægtled, med Bindingsværkog klinede Vægge.

I den nærmest følgende Tid, særlig efter AVallensteins Indfald og Oversvømmelsesulykken 1G34, blev Trangen til Nybygninger og Grundmur endnu føleligere i disse Egne, og igennem Resten af det 17de Aarhundrede spores en stadig, om end langsom og svag Overgang fra Bindingsværk til blandede eller helt grundmurede Former. Denne langsomme Overgang er let forklarlig. Hidtil havde Bygningsvæsenet paa Landet været en fuldtud hjemlig Industri. Tømmeret hentedes i Skoven, tilhuggedes og tildannedes, Huset rejstes, klinedes, tækkedes og indrettedesved Bondens eller i det højeste ved Landsbyens egne Kræfter, og hvis Tegl skulde have en Fremtid som landligt Bygningsemne, maatte det kunne bringes ind

Side 107

under en lignende Tilvirkningsmaade. Bonden maatte
lære at indrette sin Teglovn, at stryge, tørre og brænde
sine Sten selv.

I den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede foregaar i denne Retning en mærkelig, som det synes, spontan Udvikling i Mellemvestslesvig. Hvor og af hvem de første Bondeteglovne ere blevne indrettede (som bekendt ganske simple Udgravninger i en Lerskrænt), formaar jeg ikke at oplyse. Umiddelbar Paavirkning sydfra har ikke fundet Sted, thi i hele den saksiske Del af Hertugdømmet, bortset fra de fyrstelig-gottorpske Herredsfogedgaarde og Møller, kendtes ikke andet end Bindingsværk og klinede Tavl 1709 og endnu senere; heller ikke forlyder noget om hollandsk Paavirkning. 17G0 skriver en Forfatter¹): „Det bliver nu 80 å 90 Aar siden, da en Provst i Beftoft, Hr. Jørgen Boysen, enten ved egen Drift eller og ved det, at han i Tyskland havde bekommet Videnskab derom, som en af de første i disse Egne satte Teglßrænderi istand, skjønt af ringe Betydenhed. Bønderne' begyndte da og at brænde Sten, det er siden den Tid bleven i disse vestre Herreder i Haderslev Amt saa godt som almindeligt, at der i hver By er bleven Teglovne, at jeg ikke taler om, hvorledes den Sag er kommen i Brug i Gloster, Apenrader og Tønder Amter, hvor man ser propre Bygninger."

Den omtalte Pastor J. Boysen²) (Georgius Boéthius) var født 1631 i Øsby og blev Præst (ikke Provst) i Beftoft 1658 (d. 1704), altsaa under selve den Krig, der i Bund og Grund ødelagde Nordslesvig og fremkaldte

1) Økon. Magaz. 4. B. 1760. S. 323.

2) Jensens Kirchl. Statistik.

Side 108

en Bygning-snød som ingensinde tidligere. I Tørninglehn
synes de første Teglovne altsaa at kunne henføres til
Tiden omkring 1670.

Disse Meddelelser støttes i høj Grad af et mærkeligt Reskript, som Kong Frederik IV under 13. Decbr. 1704 tilstillede Amtmand C. D. Ileventlow i Haderslev. Heri hedder det: Kongen har ladet sig referere, at det saavel for de kongelige Skove som for Amtsbeboerne selv vilde være nyttigt, om de „anstatt desz violen Holtz-Werkes, so bishero zu Aufbauung ilirer Hauser erfordert worden, ermelte unsere Hadersl. Amtunterthanen, gleich wie in der Wester-Harden, wie auch ini Bollerslebischen an vielen Orten von fleiszigen guten Hauswirthen bereits geschehen sein soli, sich dahin mit allem Fleisz bearbeiteten, solche ihre Håuszcr hiernåchst mit Mauersteinen nach gerade aufzubauen, und zu dem Ende überall im Amte Hadersleben, an denen Orten, wo es noch nicht introduciret und doch fiiglich geschehen kann, auch dero Behuf Torfzu bekommen, eigene Ziegel- oder Steinbrennereien anzulegen". Det er derfor Amtmandens Pligt alvorlig at paalægge enhver Gaardmand, der endnu ikke har indrettet sig en saadan Teglovn, men har Ler og Tørv, hvert Foraar efter Saatiden at brænde nogle Tusinde Sten til eget Brug og fortsætte dermed, indtil han har forsynet sin Gaard med Brandmur i Steden for Træ- og Bindingsværk. Reskriptet slutter med den Bemærkning, at, da de haderslevske Skove ikke vedvarende kunne taale de aarlige store Tømmerudvisninger, ville Undersaatterne for Fremtiden kan faa Over-, men ikke Undertømmeret anvist.

Af disse Udtalelser, der nærmest synes at tage Sigte
paa Østeramtet, fremgaar, at grundmurede Bøndergaarde

Side 109

omkring Aar 1700 vare ret almindelige i Haderslev Vesteramt samt i Bolderslev Fogderi, der bestod af StrøgodsiEgnen mellem Aabenraa, Tønder og Flensborg. 1709 fandtes ogsaa grundmurede Gaarde i Hedeegnen mellem Flensborg og Læk, men Grænselinjen for deres Forekomst synes herfra at have taget en sydvestlig Retningnedtil Rødemis ved Husum, hvor de omtrent høre op. I Ostenfjeld Sogn kendtes kun Bindingsværk, og selv de store og velhavende Byer Rantrum og Mildsted havde kun hver een Gaard med noget Murværk. I Egnen nord og nordøst for Husum var Tegl derimod i ikke ringe Brug, i Skobøl fandtes en Bondeteglovn i Drift 1709^l), den mindre Halvdel af Ejendommene i Hatsted, Skobøl, Wobbenbøl og Horsted havde i hvert Fald indflikkedeMurdele,Gaardene i Hatsted Marsk vare ogsaa tildels forsynede med Brandmur, medens nærliggende Byer som Lund (1 af 11), Hockenbøl (2 af 19) og Halebøl(4.af 26) i ringe Grad havde gjort Brug af det nye Materiale. — Paa mange Steder er kun selve „Stue"væggen i Syd og Vest opført af Mursten, i andre strækker „Brandmuren"sigtil Loen eller omfatter Hovedhusets Vestgavl og sydlige Langside, sjeldnere er den østlige Gavl draget ind med, og den nordlige Langside er næsten altid klinet eller beklædt med Fjæle og Planker (Dåhlen). Af SkattelisternesBeskrivelsemaa man nærmest slutte, at Grundmurfraførst af kun er bleven benyttet til Udbedringer paa de mest udsatte Punkter, saaledes vare Forholdene

1) „Mumme Petersens Haus ist 9 F. 1. u. 24' br. und ist mehrentheils Brandtmauer, maszen derselben die Mauersteine selbsten brennet." Acta A. 1814. Om yngre Teglværker i Skobøl se: Provins. Berichte 1797. S. 135. De store Teglværker paa Broager anlagdes omkring 1730. Se: Prov. Berichte 1788. S. 568.

Side 110

endnu i Hatstedegnen 1709, og blandt de mange 100 Gaarde og Huse, der beskrives, fandtes i det højeste 3 eller 4 med helt grundmurede Ydervægge. — I store Træk have vi altsaa afgrænset den Egn, hvor Overgangen fra BindingstilMurværkførst fandt Sted. Som Yderpunkter kunne sættes Husum, Valsbøl, Bolderslev, Ribe og Havet. Teglstenstilvirkningen blev til en hel Industri endnu før Midten af forrige Aarhundrede, særlig i Flensborg-Læk- Tønderegnen. De fleste Byer havde deres Teglovn. Forfatteren i Økon. Magazin skriver: „Jeg vilde preferere Østerby (i Mede!by Sogn), et Par Mile Vesten Flensborg, hvor hver Mand har sin Ovn til 20—30000 (Sten), hvilke Aar ud og Aar ind deraf have stor Næring."

Til en saa livlig Produktion, dor ikke kunde gore Regning paa Langvejsexport, maatte svare en ligesaa livlig lokal Eftersporgsel. Overgangen til Grundmur maa were foregaaet med inegen Energi. Fra en Nodvendighedser den bleven til en Modesag, og til denne har sluttet sig en Modeform for Hovedhusets raurede Dele. Landsbyarchitekterne have oj"ensynlig sat en /Ere i at undvsere Tree, i at opfore „Brantnmr, der cj behove en Smule Trae under Bjelkerne .... saaledes som clet nu af hver Mand bruges j disse Egne"^x). Derfra denne pralende, grelle og ofte frastodende Anvendelse af den nogne Sten til Indfatninger: do murede Fladbuer over Dere, Luger og Glugger. de stive Blindinger og hOJe Murkviste over Hoveddoren som Saertreek i den moderne vestslesvigske Husform.

Ethnografisk set indeholder Huset intet nyt. Kun
Ydermurene, kun Skallen er fornyet om det ældre

1) Økonom. Magaz. 4. B. 1700. S. 324

Side 111

Indendørs-Indhold. Det er ingen ny Bygningsskik, men en Tillempning efter et nyt Bygningsemne, gammel Vin paa nye Læderflasker, og det er derfor ogsaa ganske ørkesløst at strides om, hvorvidt Tillempningen er frisisk eller dansk. Den er begge Dele, den er frisisk i Frisland og dansk hos Danskerne, d.v. s. den har ikke noget med Nationalitet at gøre. Den er en lokal Modernisme, en stedlig Teknik, der tilfældigvis paa een Gang har udviklet sig hos to sambyggende Folkestammer under Tryk af fælles Byggenød.

Professor Mejborg tillægger Friserne Opfmderæren, og det er meget muligt, at han har Ret; jeg har ikke kunnet finde noget, der taler enten for eller imod denne Mening; men naar han sætter disse Modaliteter i Forbindelse med den frisiske Vinkelgaard og siger, at „denne frisiske Form bredte sig navnlig i forrige Aarhundrede mere og mere ud over det danske Omraade og strækker sig nu nordpaa til Ribeegnen og østpaa henimod Flensborg og Aabenraa", — saa fører han atter Spørgsmaalet fra det rent tekniske over i det ethnografiske og kommer i Strid med de historiske Forhold. Vinkelgaarden er en gammel nordslesvigsk Form, der hverken skylder Friserne eller Teglstenen sin Oprindelse, og det er derfor ikke rigtigt at tale om dens Vandring fra Nordfrisland til Ribe o. s. v. Det eneste, man med fuld Ret kan sige, er, at Beboerne i den frisiske og danske Egn, hvor Overgangen til Grundmur først fandt Sted, med Forkærlighed anvendte Teglen overalt, hvor det lod sig gøre, og holdt af at udstyre deres Gaarde og Huse med murede Frontispicer.

Brugen af det nye Bygningsemne bredte sig med
rivende Hurtighed nordpaa. Johan Arendt Dyssel, der

Side 112

var Præst i Nustrup fra 1758—64, skriver1): „Der er i
det slesvigske mange Hundrede Teglovne, men ingen
større. De drives med megen liden Bekostning, og give
ved hver Brænding 5 a GOOO Sten. De ere gjerne tæt
ved Byen eller paa Gaden selv, ja i en By, navnlig
Skrydstrup, var i min Tid vel en halv Snes (paa selve
Bygaden). Det er Aarsagen, hvorfor man i det Holstenske
ser langt smukkere Landsbyer, med mest murede Huse,
end de danske Byers elendige Hytter, af Leer og klinede
VfPOTrn "
v lCoat'

1786 skriver Kammerherre Hennings²) om Haderslev- Aabenraaegnen: „Synet af de med brændte Sten opmurede Bonde- og Vertshuse opmuntrer de Reisende, ligesom Indhegningen med levende Gierder, som man overalt møder paa Vejen fra Færgen (Aarøsund) til Apenrade". Og 1789 meddeler Landmaaler Astrup³), at i den søndre Del af Ribe Amt, omkring ved og Sønden for Ribe, er „hele Gaarden, saavel Ind- som Udhuse, i Almindelighed, og især, hvor de i de sidste Aaringer haver bygget, af Grundmur, vel indrettet overalt, ligesaa durable som kostbare Murstenene brænde de paa de fleste Steder selv i dertil indrettede Jordovne, hvor de kunne brænde en 3—40003_—4000 Sten ad Gangen; altsaa finde de deres Ptegning bedre at bygge Grundmur end Bindingsværk, især da Træet er dyrt, og Grundmur er af mere Varighed."

1) Forsog til en Indenlands Reise. Kblivn. 1774. S. 10 og „Om smaa Teglbrænderiers Anlæg ved Landsbyerne." Landhusholdnings Selsk. Skrifter, (i. B. S. 307.

2) Minerva 1787. 3. B. S. 362.

3) Forklaringer fra Amtm.ændene om de i Danmark brugelige Bygningsmaader. 1789. Rigsarkivet.

Side 113

1789 var Brugen af Teglsten naaet frem til Kolding- Fredericiaegnen (men vestpaa vare Gaardene endnu lerklinede), og 1806 hedder det i en Indberetning hos Begtrup¹): „Vi (o: Bønderne i Himmerland) bruge klinede Vægge og staa deri tilbage for de saakaldte Sønderbo Jyder fra Veile til Apenrade", og i en Anmærkning tilføjes: „I Riberhus og Veile Amter bygger Bonden nu (1806) sin hele Gaard af Grundmur; han brænder selv sine Steen og det ved Tørv."

Hermed har jeg paavist Teglbrænderiets og Grundmurens Fremkomst i Mellemvestslesvig og Udbredelse højt op i Jylland, men en Fremstilling af den senere kongerigske Udvikling ligger ganske uden for mit Emne.

Kaste vi endnu en Gang et Blik tilbage paa hele denne Undersøgelse, faa vi til Hovedresultat, at Hertugdømmet Slesvig 1709 kun rummede to selvstændige Hustyper: en dansk og en saksisk. Paa Bygningsvæsenets Omraade have Friserne ikke ydet et varigt eller selvstændigt Indskud, og deres Del af Landet maa henregnes til den danske Bygningsprovins. Til disse to Hustyper svarede i store Træk ligeledes to Gaardformer: en saksisk, der spredte sine Bestanddele ud over Toften uden nogen Regel, og en dansk, der tilstræbte en Sammenslutning af Længerne omkring Gaardspladsen.

1) Agerdyrkningens Tilstand i Jylland. 2. B. S. 230.

Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 6 (1895 - 1897) 1

Om dansk og tysk Bygningsskik i Sønderjylland.

I. Den saksiske Gaard.

II. Den danske Gaard.

III. Den frisiske Gaard.