Om Nordfrisernes Indvandring i Sønderjylland.

Side 318

±)en ældre dansk-frisiske Folkegrænse i Sønderjylland er aldrig bleven ordentlig belyst eller kritisk undersøgt, og endnu den Dag i Dag haves derfor kun højst uklare og forvirrede Forestillinger om den. De fleste ældre Forfattere, der beherskedes af falske ethnografiske Theorier, gik ud fra, at Friserne i gammel Tid boede over den største Del af Vestslesvig fra Ejderen til Ribe, og andre, som Danckwerth og Heimreich, der skreve under Paavirkning af holsten-gottorpske Tendenser, anviste dem i Midten af det 17. Aarhundrede ikke alene Marskegnene, men ogsaa baade Søndergøs- og Nørregøssamt Kærherred, eller hele Landafsnittet vest for en Linje fra Treja til Tønder¹).

Denne Opfattelse har ogsaa formaaet at gøre sig gældende indenfor moderne dansk Historieskrivning. Saaledessiger f. Ex. Allen: „Sognene Svesing og Olderup i Husum Amt, Fjolde og Hjoldelund i Bredsted Amt, der

1) Danckwerths Landesbeschreibung etc. S. 21—22. Heimreichs Nordfr. Ghronik. S. 23.

Side 319

alle antages oprindelig at hæve været frisiske, ere alleredei
ældre Tid gaaede over til Dansk. Ligesaa . . . .
Sognet Aventoft" l), —og Rigsarkivar A.D.Jørgensen2)
synes at ville indrømme Friserne en endnu større Plads,
naar han siger: „Det danske Folk strakte sig imod syd
til Slien og Dannevirke, derfra i en Linje op til Vidaaens
Munding. Vest og sydvest herfor boede Friserne indtil
Ejderen." — Hos disse Forfattere forudsættes en langsomForskydning
eller Tilbagetrængning imod vest af
det frisiske Folkeelement i Tidernes Løb, og selvfølgelig
gaa de fleste moderne tyske Forfattere, som O. Bremer3)
og J. G. G. Adler4), ud fra lignende Forudsætninger.

Man maa imidlertid ikke overse, at alle disse Forfattere,ældre som yngre, bevæge sig i vage og omtrentligeUdtryk; øjensynligt har ingen af dem haft nærmere Kendskab til Mellemslesvigs ældre ethnografiske Forhold, og det vilde været umuligt for dem sogne- og by vis at paapege den antydede Skellinje. Desuden savnes heller ikke Vidnesbyrd, der bestemt modsige disse Theorier, og særlig har Matthias Boetius' Udtalelser fra 1623 en ikke ringe Vægt. Han siger, at Friserne fra Ejdersted og de nordfrisiske Øer satte sig fast „paa Fastlandets yderste Rand, og enten opbyggede eller efterhaandenbemægtigede sig Bredsted, Hatsted, Skobøl, Mildsted, Rødemis, Rantrum og andre

1) Allen: Det danske Sprogs Historie i Sønderjylland. 11. S. 20.

2) A. D. Jørgensen: Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen S. 28.

3) Zeugnisse fur die friihere Verbreitung d. nordfr. Sprache Jahrbuch des Vereins fur niederdeutsche Sprachforschung, 1889. S. 94.

4) Zeitschrift f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Geschichte. 1891.

Side 320

Distrikter langs Kystrand en." (Atque aut exstruxere,aut
paulatim occupaverunt in extrema continentismargine
— .... Bredstadiam vicum, Hadstadium,Schobyllum,
Milstadium. Rademessum, Randeruraum,pagosque
alios, littori conterminos1).) Betydningen
af dette Vidnesbyrd ligger ikke i, at Forfatteren gor det
ganske af med Danckwerths og Heimreichs Grsensebestemmelser,thi
at disse ere falske, kan godtgores ad
andre og langt sikrere Veje. Nej Hovedsagen er, at
Boetius opfatter Friserne som en erobrende, imod ost
fremtrsengende Folkestamme, der har bernaegtiget sig
danske Byer paa Gosen.

I Aarhundreder har der altsaa været to højst forskelligeOpfattelser af Nordfrisernes Oprindelse, ifølge den ene ere de indigene, Vestslesvigs Urfolk, ifølge den anden Indvandrere. Ad rent historisk Vej er det umuligtat dømme disse Opfattelser imellem, fordi vore Kilderenten ere altfor magre eller endog slet ikke berøre den Art Forhold. Kun ved topografisk at studere Grænsenkunne vi vente at opnaa noget. I det 16., 17. og 18. Aarhundrede, før Frisersprogets Østgrænse delvis udviskedesaf Plattysk, skar denne Grænselinje sig tværs igennem ikke alene Herreder, men endogsaa Sogne. I Reformationstiden vare de sydvestligste Sogne i Søndergøsherred(Svavsted(?) og Mildsted), det store Breklum Sogn og Threlstrup i Nørregøsherred halvt danske og halvt frisiske, og i de nordlige Grænsesogne, i Enge og Læk, hvor den gamle Modsætning mellem Dansk og Frisisk endnu opretholdes, findes denne Tvedeling den Dag i Dag. Den historisk kendte Frisergrænse kan altsaa ikke

1) De cataclysmo Norstrandico. Slesvici. 1623. S. 59.

Side 321

være urgammel. Den maa være yngre end Herredsinddelingen,eftersom baade Søndergøs-, Nørregøs- og Kærherredvare delte i en større dansk og en mindre frisisk Del, ja den maa endogsaa være yngre end Sogneinddelingen,altsaa yngre end Landets kirkelige Indretning, da det er utænkeligt, at to saa forskellige og stridbare Folkestammersom Daner og Frisere frivilligt skulde forene sig om fælles Værne-, Rets- og Kultuskredse. Her maa i den historiske Tid være foregaaet en ethnografisk Forskydningenten til Gunst for Friserne, altsaa imod Øst, eller til Gunst for Danerne, altsaa imod Vest, og dermed er det Problem stillet, som vi først skulle beskæftige os med.

Ved Undersøgelsen af ældre Folkegrænser ere Stednavnene ofte vor eneste Vejleder. Længe før noget historisk Dokument kaster sit Lys ind over Grænseegnene, og længe efter at vedkommende Folks Sprog muligvis er forstummet, staa de som sikre Vidnesbyrd om, hvem der først har bebygget Landet og givet Stedsgenstandene Navne. — Men ikke des mindre maa de benyttes med Varsomhed og med den mest omsigtsmide Kritik. Vidt drevne Fortolkninger ere ganske forkastelige.

Dansk og Nedertysk, altsaa ogsaa Frisisk, ligge i Oldtiden saa nær op ad hinanden, at mange Stednavne med lige Ret kunne udledes af begge Sprogstammer, og det vilde derfor være ganske urigtigt at benytte dem som Bevissteder enten i ensidig dansk eller i ensidig tysk Retning. Hvor Navnet ikke er gennemsigtigt dansk, eller hvor vi ikke gennem bestemte Kriterier kunne paavisedets danske Oprindelse, maa vi betragte det som neutralt. Overfor de nedertyske Sprogarter have vi imidlertid nogle saadanne Kriterier, idet alle Stednavne, der indoptage Skov, Lund, By, Lev, Eng (og maaskeMose)

Side 322

skeMose)som en Bestanddel af Navnet, ere af dansk Oprindelse, og det har selvfølgelig heller ingen ringe Betydning,om man til vanskelige Stednavne kan finde Parallelstederi andre danske eller nordiske Egne. Det er saa meget mere nødvendigt at indskærpe dette her, som Dansk har mere tilfælles med Frisisk end med noget andet nedertysk Sprog, og som hele Rækker af Stednavne,særlig dem paa um, ved en Art parallel Korruptionaf heim eller hem, have udviklet sig ganske ensarteti begge Sprog og derfor intetsomhelst bevise ved Fastsættelsen af det gamle Folkeskel. Fra et snevert dansk Standpunkt vilde man være tilbøjelig til at betragteHusum, Øster-, Nord-, Op- og Udhusum som danske Navne, dels fordi vi finde dem i Egne, hvor en fremmed Paavirkning er utænkelig, dels fordi vi etymologiskkunne forklare dem ud af vort Sprog; men nøjagtigde samme Navne findes i Vestfrisland og ere dannede nøjagtig paa samme Maade, nemlig ved Sammensætning og Afslibning af hem, heim. Noget aldeles tilsvarende gælder saa gode og ægte danske Stednavne som Bjerum, Virum og Risum; det er sandsynligt, at saadanne Navne paa slesvigsk Grund ere af dansk Oprindelse, men da de ligeledes findes i storfrisiske Egne, have de kun en højst tvivlsom Betydning for os.

Med disse indledende Bemærkninger gaar jeg over til at undersøge Gestrandens Bebyggelsesforhold og Stednavnefra Husum til Læk. Syd for Husum fandtes kun eet Sogn, Mildsted, hvor der kan være Tale om ældre frisisk Bebyggelse, og dette vil senere blive belyst, og nord for Læk skiltes Kærherred i Middelalderen fra de frisiske Utlande ved brede Strømme og Søer, saa at

Kort over Gestranden fra Husum til Lsek.

Side 323

denne Egn kun i ringe Grad har været udsat for umid
delbar frisisk Paavirkning.

Vi maa da først erindre, at før Inddigningen, altsaa i hvert Fald før Begyndelsen af det 12. Aarhundrede, var Bebyggelsen hovedsagelig henvist til Gestranden. Paa denne træffe vi alle Landsdelens ældre Byer, og for vort Emne har det en overordentlig Betydning at kende disse Bynavnes oprindelige Former. Vi ere i det heldige Tilfælde at kende Hovedbyernes Navne i Sønder- ogNørregøsherred fra det 13. til 15. Aarhundrede, altsaa fra en Tid, da de oprindelige Navneformer delvis endnu vare bevarede, og idet jeg henviser til det hosstaaende Kaart, skal jeg gennemgaa det omtalte Kystafsnit.

Nord for Husum har Søndergøsherred et kraftigt Gestfremspring lige til Havet med betydelige Bakkedrag gennem Hatsted og øst om Skobøl, saaledes at Kystens Digeværn standser udenfor dette Sogns Marker. Paa dette Gestfremspring finde vi Landsbyen Lund¹), og KirkebyerneSkovb y²) (fordrejet til Schobøl) og Hattastath³) (Hatsted). Disse Bynavnes danske Oprindelse er indlysendeuden al Forklaring, og vi kunne ikke være i Tvivl om, at vort Folk engang har boet her lige til Vesterhavet.Paa det næste Gestfremspring nord for Arlaa og lige vest for Fjoldesogns danske Byer ligger Landsbyen Arnshøft paa en tidligere skovbevoxet Bakkeø. I alle ældre Skatteregistre, ja selv paa Johannes Mejers Kaart

1) Deutsche Landesaufnahme. Danske Generalstabs Kaart.

2) Liber cens. ep. Slesv.. 1436. S. r. D. VI. 474 o. m. a. St.

3) Kong Valdemars Jordebog. 0. Nielsens Udg. S. 17. Se ogsaa: O.Nielsen: Olddanske Personnavne S. 41, hvor Ordet afledes af det olddanske Personnavn Hatti.

Side 324

kaldes Byen Ørnshoved (Ørnshoaede, Ornshoued¹), Ornshouet), og kun igennem en Række Fordrejelser (Ohrenshoft, Ahrenshøved) har Navnet faaet sin nærværendeuigennemsigtige tyske Form. Men ogsaa KirkebyenDrelsdorf, hvortil Arnshøft hører, og som indtager et andet nordligere Gestfremspring, møde vi i Middelalderen(fra 1352^—1407) med den rent danske Navneform Threlstrup („håbet ecclesiam Threlstrup annexam"²)), i Kirkeseglet staar „Trelstorppe", og den nuværende Form af Navnet er en helt moderne Fordrejelse.

Det næste store Gestfremspring, der omfatter de nuværende Sogne Breklum, Bredsted, Bordlum, Langenhornog Bargum, har en ganske særlig Interesse for os, fordi det er den eneste Egn, hvor Friserne have bredet sig ud over en større Del af den slesvigske Fastlandsgøs og ikke indskrænket sig til selve Gøs- og Marskranden. Ved Undersøgelsen ser jeg foreløbig ganske bort fra de Byer, der ligge i selve Sammenstødslinjen mellem de to Formationer, og beskæftiger mig kun med dem, der findesindenfor eller tilbagetrukne fra Gestranden, og hvis Erhvervsliv har været henvist til det høje Land. Hovedinteressenknytter sig her til Breklum; thi ikke alene omfatter dette Sogn endnu den allerstørste Del af Fremspringetlige fra Arlaa til Søholmaa, men desuden var Breklum Kirke Herredets gamle Hovedkirke (Protecclesia),

1) Halsløsningsregister fra 1477, 1499. I det første og ældste staav 2 Gange tydeligt 0, men som bekendt udelade de plattyske Skrivere i Middelalderen ellers Stregen i det danske ø, og derved opstaa saadanne Former som Ornshoved, Soholm, Rode Hus, Scroder, Orsted, Rodemis etc.

2) Reg. Gap. S. r. D. VI. 574. H. N. A. Jensens Kirchl. Statistik 11. S. 728.

Side 325

her laa Thingstedet, og betegnende nok var dette ligesom i Svavsted (hvor der holdtes særskilte Thing for GestogMarskbeboerne) delt i et Øster- og et Vesterthingsted, — og endelig kan det historisk bevises, at baade Bordlumog Bredsted Sogne først ved Middelalderens Slutning have udskilt sig af det store Modersogn. 1462 fik Bredstedet Kapel under Breklum, og kort før Reformationen, formodentlig først 1510, blev dette til en Sognekirke¹). Lidt tidligere maa det samme være foregaaet med Bordlum,thi ikke alene have vi en Tradition derom, og ikke alene kalde Beboerne i Bordlum endnu de sydlige Byer i Breklum Sogn for „dat Siiderkaspel", men endnu saa sent som 1479 henføres Bordlum ligefrem til Breklum Sogn«).

For det Tidsrum, vi beskæftige os med, den tidlige Middelalder op til det 13. Aarhundrede, er Breklum derfor sikkert den eneste Kirkeby i hele Afsnittet (Horne eller Langenhorn forekommer første Gang 1397, og Bargumer sikkert endnu yngre). Er da Breklum et dansk eller et frisisk Navn? Navnets ældste og rigtige Form er Brekling (Breckelyngh, Breklynghe etc), og den korrumperede Endelse um optræder først i Reformationstiden.Hvis man ikke vil opfatte Endelsen ling som lyng, lader sig ad etymologisk Vej dog næppe sige noget om Ordet, og vi maa nøjes med Analogier. I Lille- og Storefrisland har jeg ikke kunnet finde et eneste Stednavn, der minder om det, men i Angel, i Nybøl Sogn, Strukstrup Herred, findes derimod et Breklin

1) Jensen, anf. St. 11. S. 715. Traps Statistik.

2) Jensen, 11. S. 713. Diplomat. Flensborgense. I. S. 505. „Lage Elersson wonachtigh to Bordelem in Brekelingh Kerspele in Norgosherde."

Side 326

ling¹), der i Midelalderen skreves nøjagtig som dette; ogsaa andre Stednavne i Sønderjylland have Forstavelsen Brek-, og i Skaane og Norge ere Former paa Brekkeganskealmindelige. Vi have derfor sikkert Ret til at betragte det som dansk.

Men desuden er den gamle Herredskirke omgiven af en hel Krans af danske Stednavne. I Nærheden af Banken „Langhy" (Langenhøh²), nu Langenhok) skal i ældre Tid Byen Højeboel²) have ligget, Bredsted skrives i Kong Vald.s Jordebog Brethæstath, og den Bæk, der løber igennem Byen, kaldes Jydebæk, hvorefter endnu en Del af Byen har Navn³). Endvidere findes i det oprindeligeSogn Byerne Rid der up²) (nu Riddorf), Sønnebø l²), Ha gel, Haghele⁴) (nu Høgel, i ældre Dansk Hagel lig et Gærde, Hegn, Hagelværk o: Stakit, sammenlignHagelsbjærg), Vindert (egentl. Vinderuth, sml. Vinderde i Ostenfeld Sogn, der i Middelalderen skreves Vinderadt⁵)), Møgelbjerg (fordærvet Mechelberg, Meklenborg),Lille Holm⁶) (Lutkenholm), og endelig helt imod nordvest i det nuværende Bordlum Sogn LandsbyenLun d⁷) (nu sammenbygget med Biitkebøl), der staar som et uomstødeligt Vidne om ældre dansk Bebyggelselige

1) S. r. D. VIL 486. A. Falkmann: Ortsnamnen i Skaane. Lund. 1877.

2) F. Geerz: Historische Karte. Blatt 11. Jeg anfører ham for at undgaa Beskyldningen for at benytte daniserede Kilder.

3) Jensen, anf. Sted.

4) Diplom. Flensb. I. S. 551 o. m. a. St.

5) Schlesw. Holst. Landesbericht. 11. S. 231

6) Jensen, anf. St. 11. S. 705: „Thiellof v. d. Wisk, Væbner af Lille Holm heiszt es audriicklich 1494."

7) Deutsche Landesaufnahme. Generalstabens Kaart

Side 327

byggelseligetil den yderste Gestrand ogsaa i dette
Afsnit.

Derimod ere Afsnittets tre nordlige Kirkebyers Navne tvivlsomme. Bordlum (Bordelem, Bordelum) har endnu ingen kunnet forklare. Sandsynligvis er Navnet opstaaet ved en Fordrejelse af Bord- eller Bordeholm, ligesom Bondelum af Bondeholm og Kringelum af Kringholm, men da Bord og vel ogsaa Holm ere fælles for Dansk og Frisisk, opnaas intet ved denne Tolkning. — Langenhorn skreves gennem hele Middelalderen Horne, og ligesom en hel Række andre nordiske Stednavne har det feminint Flertalsmærke paa -e, uagtet Ordet selv er Intetkøn (Horneherred, Horne paa Fyen osv.). Dette kunde hjemle det som dansk, og det saa meget mere som den almenfrisiske Form er Horn (Hohenhorn, Siidwesthorn), og som Sogneboerne have ændret Navnet til de Horen¹), men hertil maa dog bemærkes, at der i det hollandske Frisland i Bordega ligeledes forekommer Stednavne paa -horne²), og frisisk Oprindelse er saaledes ikke helt udelukket.

Det samme gælder om Bargum. Afdøde GeneralmajorF. Geerz var meget vred over, at vor Generalstab havde gengivet dette Navn ved Bjerum; men dette er dog sikkert det ene rigtige. Bargum er slet ikke andetend en tysk Fordrejelse, der kan føres tilbage til den slesvigske Biskops plattyske Skrivere. I Diplom. Flensb. kan Navnets Udvikling forfølges op i Middelalderenfra

1) M. Mørk Hansen og G.L.Nielsen: Kirkelig Statistik over Slesvig. Kbhvn. 1863—64.

2) K. v. Richthofen: Untersuchungen Ilber Fries. Rechtsgeschichte 11. S. 709. flHaskerhorne", „in daHorna, inHoerna". Ligeledes Kortet: Alde-Horne, Nie-Horne.

Side 328

derenfraBarghum til Barghen, Bergen, Berghum, Beregum(1397), og bag dette ligger øjensynlig en Form som Bergheim eller Biergheim, der paa Nutidsfrisisk eller Dansk maatte gengives med Bierum eller Bjerum (Bierumi Groningerland, Sicksbierum, Pietersbierum, Oosterbierum;ligeledes Berghum og Berum¹)). Det stemmer nøje overens hermed, at Navnet i selve Sognet udtales Bjer'm²), og det turde herefter være ret umuligt at afgøre,om det er dansk eller frisisk.

Ockholm, der senere regnedes med til Nørregøsherred,
var før 1550 en uinddiget Hallig og kan derfor lades
ude af Betragtning.

I Kærherreds sydvestligste Del findes 2 frisiske Gestsogne,Stedsand og Enge, og da disse Sogne ere de yngste i Herredet, og vi ret nøje kende deres Historie, ere Bebyggelsesforholdene her meget gennemsigtige og oplysende. Hovedinteressen knytter sig til Byen Klintum,Læk Sogns sydvestligste By, thi derfra ere begge de nævnte Sogne udgaaede. For Tiden er denne By blandet frisisk-dansk. Ifølge Adler^b) tale 27 Familier Frisisk, 8 Dansk, 2 blandet Frisisk og Dansk og 2 Plattysk,men da han savner Oplysning om 11 Familier, kan hans Sprogstatistik ikke gøre Fordring paa nogen stor Nøjagtighed. 1857 fandtes 38 Familier i Byen, hvoraf 20 talte Frisisk, 14 Dansk, 2 blandet Frisisk og Dansk

1) F. Geerz: Geschichte der Landkarten Nordalbingiens. Berlin. 1854. S. 266. Diplom. Flensb. 1, 11. — Vrije Fries. XIII. S. 249. —I. ten Doornkaat Koolmann: Friesische Ortsnamen und deren alteste Form. Jahrbuch des Vereins f. niederdeutsche Sprachforschung. 1887. S. 153 flg. K. v. Richthofens Kort.

2) M. Mørk Hansen og G.L.Nielsen: Kirkl. Statistik.

3) Zeitschrift etc. 1891. S. 104.

Side 329

og 2 Plattysk¹). Det maa.altsaa antages, at det frisiske Element ogsaa i den sidste Menneskealder har udvidet sig paa det danskes Biekostning, og selv Adler indrømmer,at Danskerne i Klintum ere hjemmebaarne, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at Byen først i MiddelalderensSlutning er bleven blandet.

Den hed da Klintring (um er altsaa ogsaa her uægte), nævnes flere Gange i Regist. Cap. paa Grund af Gejstlighedens Besiddelser, og alle de forekommende Marknavne (Eng, Mose, Kile) ere af dansk Oprindelse. Ved brede Strømme og Marsksumpe adskiltes dens Jorder fra Nørregøsherred og Gestøen Risum Moor, men efterhaanden som disse tilslemmedes, opstod der frugtbare Marskenge langs Søholmaa, Kolonisationen greb disse nye Arealer, og der fremstod to nye Byer: Klintring Enge og Klintringsted'²). Af disse to Byer have Sognene Enge og Stedsand udviklet sig. Endnu 1359 var Kirken i Enge kun et Kapel under Læk og kaldtes „Gapella beatæ Gatharinæ in Klintring enge", men da dette Kapel efterhaanden ved forøget Bebyggelse havde faaet rundelige Indtægter, omdannede Bispen af Slesvig det til en Sognekirke, og den sydvestlige Del af Læk Sogn lagdes ind under den, men selv efter denne Tid beholdt Sognet Navn af Klintring Enge; thi endnu mod Slutningen af det 14. Aarhundrede forekommer en „Tyge Pedersøn de Clintring engi" som Medlem af Set. Laurentii Gilde i Flensborg³).

Saaledes er Enge opstaaet, og Navnet er simpelthen

1) Indberetninger i Rigsarkivet.

2) S. r. D. VI. 577. Ibi capitulum habet in Klyntryng engi bona. . Item Klintringsted totaliter ad capitulum pertinet.

3) Dipl. Flensb. I. S. 86.

Side 330

det danske Ord Eng i Flertal, hvorfor Byen paa Tysk ogsaa kaldes wdie Enge" eller „in der Enge". Kirkebyen er dog langtfra det eneste Stednavn af dansk Oprindelse. I Sognet findes desuden Byerne Soholm (hvor der 1857 *) fandtes 11 danske og 14 frisiske Familier) og Holtager (1857^x) 11 danske Familier af 12), samt BeboelsesstederneKnorborg, Lund, Hauge, Klaphage o. fl., der utvivlsomt ere danske, og de ovrige Bynavne (Sande, Perbol eller Perebol, Skardebol) ere vel nsermest det samme. At Enge er en forholdsvis ung Nybyggerby, ses ogsaa af, at den og de vestlige Byer i Sognet havde Ssereje, medens derimod de gamle danske Byer paa Gesten: Holtager, Knorborg og Soholm, bevarede Markfsellesskabetlige op til dette Aarhundrede²). — Paa Grundlag af denne Udvikling have vi sikkert Ret til at paastaa, at i det sydvestlige Hjorne af Kasrherred kunne Friserne ikke vsere komne tilstede for i det 14de Aarhundrede3), ja, det er jo end ikke bevisligt, at det er dem, der forst have koloniseret disse Engstrsekninger.

Om Stedsand (Stesand, Stedesand, Strøsand) haves
mere knappe Oplysninger. Ifølge Sagnet og forøvrigt

1) Indberetninger i Rigsarkivet. Adler har for den første kun 7 blandet dansk-frisisk-plattyske af 32, for den anden 7 tildels danske af 16, kun 1 frisisk. 1841 siger Jensen: Holtacker und Knorborg sind dånisch, Soholm dånisch u. friesisch gemischt, die tibrigen Ortschaften des Kirschpiels friesisch.

2) Danske Atlas. — Jensen, anf. St.

3) Herom udtrykker den forsigtige Jensen sig i følgende diplomatiske Vendinger (Statistik 11. S. 454 j: „Ob in dieser siidwestlichen Ecke der Hårde vorher etwa wie im iibrigen Theile eine dånische Bevolkerung gewesen, låszt sich schwerlich angeben, jedenfalls aber standen diese Friesen nicht in politischem Verband mit ihren Stammgenossen, den sogenannten Konigs-Friesen in den Utlanden".

Side 331

temmelig upaalidelige Kirkelister skal Kirken tidligere have hedt Oxlev, ligget længere Vest paa i Marsken og være forgaaet ved en eller anden Oversvømmelse i det 14 de Aarhundrede, hvorefter Befolkningen tyede til Gestranden og paa Klintringsted¹) Sand opbyggede en ny By, der da ganske i Analogi med Enge fik Navnet Stedsand. Dette Navn er saaledes ogsaa af fuldt gennemsigtig Oprindelse. Sognet omfatter kun en ganske smal Geststrimmel, hvorpaa Byerne Stedsand og Vester Snattebøl ligge, og var i hvert Fald indtil 1523 kun et Kapel under Læk²).

Hermed har jeg gjennemgaaet Fastlandsgøsens Hovedbyer fra Husum til Læk, og Udbyttet af denne Undersøgelse er følgende: Den danske Befolkning har oprindelig koloniseret hele Sønderjyllands Gøsland og endnu i den tidlige Middelalder boet fra Østersø til Vesterhav, da vi selv i de yderste Gestfremspring, der umiddelbart begrænses af Havet eller af „Utlandenes" Sumpog Marskdrag, træffe Stednavne af ren dansk Oprindelse. Derfor fulgte Landets ældre administrative Grænselinjer: Syssel- og Herredsgrænserne og ien senere Tid ogsaa Sognegrænserne, denne Gestrand, og kun Udlandenes übeboede Sumpdrag faldt udenfor disse Grænser, ikke fordi de ikke hørte med til Landet eller Staten, men fordi der her, nøjagtig som i Landet mellem Sli og Ejder, ikke fandtes nogen Befolkning at inddele eller administrere.

Rigtigheden af denne Opfattelse bestyrkes ved den

1) Reg. Gapit. S. r. D. VI. 577.

2) Jensen, anf. St. 11. 498.

Side 332

følgende lagttagelse. Langs hele Afsnittet findes nemlig en anden Række af Byer, byggede enten ude i selve Marsken eller som oftest i Sammenstødslinjen mellem Marsk og Gøs, paa Gøsfoden, kun nogle faa Alen hævet over Højvandslinjen. Som milelange, næsten sammenbyggedeHusrækker sno de sig i en Krans omkring Marsken og vise, at Beboernes Erhvervsliv har været henvist til denne. Disse Byer kunne ikke forfølges op i den tidlige Middelalder, af det 15de Aarhundredes Skattelisterses det, at de endnu dengang som oftest vare smaa og übetydelige, ingen af dem ere Kirkebyer, og deres Navne vise, at de ere grundede af et helt andet Folk og tilhøre en fremmed Nationalitet. Disse Byer og Beboelsessteder ere: Haykebøl, Eddenham (undergaaede Steder ud for Mildsted), Hockensbøl, Wobbenbøl, Sterdebøl,Tedebøl, Herftum, Ellerbøl, Almtorp, Valsbøl (?), Borsbøl, Ebøl, Sterdebøl, Biitkebøl, Addebøl og Efkebøl. De ere næsten alle sammen dannede ved Sammensætningaf frisiske Personnavne og det danske -boel, der senere ændredes til bøl og biill. Disse ere de egentlige Friserbyer, og Modsætningen mellem Stednavnene vil bedst ses af følgende Sammenstilling¹):

Danske Byer. Lund Skovby Hattastath

Frisiske Byer. Hockensbøl Wobbenbøl Sterdebøl

1) Af denne Sammenstilling har jeg udeladt Byerne Fesholm, Bomsted og Bordlum, fordi jeg ikke kan klassificere dem, samt Munkebøl, der har sin Oprindelse fra Rydeklosters Ejendomme i Marsken, og Dørpum, der kan forfølges tilbage til Formen Dorpn eller Dorpen. Se derom Jensen: Kiichl. Stat. 11. og Dipl. Flensh.

Side 333

Danske Byer.
Ørnshoved
Tbrelstrup
Brekling
Brethæstath
Ridderup
Hagel
Lund
Horne(?)
Bjerum (?)
Søholm
Enge
Stedsand.

Frisiske Byer
Tedebøl
Herftum
Ellerbøl
Almtorp
Wallsbøl(V)
Borsbøl
Ebøl
Sterdebøl
Biitkebøl
Addebøl
Efkebøl
Snattebøl.

Vi kunne nu give Svar paa Spørgsmaalet: Er der sket en Forskydning af Danskerne imod Vest eller af Friserne imod Øst? Det sidste er indtraadt. Enten fra de foranliggende Øer eller fra deres oprindelige Hjem hinsides Havet have Friserne trængt sig ind i de danske Byer paa Gøsen og derfra kultiveret den foranliggende Marsk.

Da der paa hele Halvøens oprindelige Fastlandskyst ikke findes en eneste Kirkeby med utvivlsomt frisisk Navn, maa denne Indvandring være sket efter Kristendommens Indførelse i Sønderjylland, altsaa efter Begyndelsen af det Ilte Aarhundrede, ja, da de sproglige Omdannelser i tysk-frisisk Retning først gøre sig gældende højt oppe i Tiden, kunne vi endogsaa antage, at den frisiske Indvandring paa Gesten først faar nogen ret Betydning efter Inddigningerne i det 12te Aarhundrede og de ødelæggende Oversvømmelser i de følgende Menneskealdre.

Side 334

Paa Grundlag af den foranstaaende Udvikling komme vi til den Slutning, at Gestlandet mellem Ejder og Vidaa i den sidste Halvdel af Middelalderen maa have været beboet af et dansk-frisisk Blandingsfolk, og selvfølgelig vilde det i høj Grad støtte Bevisførelsen, om vi ethnografisk kunde paavise, at en saadan Blanding virkelig har været til Stede. Dette lader sig gøre. Ved en ret omfattende Syslen med Nordholstens og Sønderjyllands Personnavne, saaledes som vi træffe dem i de ældste bevarede Skatteregistre fra 1438 til 1540, er jeg bleven opmærksom paa, at dette Navnestof, topografisk knyttet til Sogne, Byer og Gaarde og eneste Levning fra disse henfarne Bondeslægter, afgiver et fortrinligt, hidtil ganske übenyttet Grundlag for ethnografiske Grænseundersøgelser. De forskellige Folk og Stammer, der bebo den jydske Halvø, udsondre sig bestemt fra hinanden alene ved deres Personnavne og de Ejendommeligheder, som dertil ere knyttede. Ditmarskerens Maade at give sig Navn paa er saa særegen, at han kan skelnes blandt Tusinder. Mellem Holtsaterne og Danerne er der en lige saa betegnende og afgørende Forskel, idet hine benytte faste Slægtnavne (ligesom vor Adel), medens disse fortrinsvis anvende Fædrenavne (Patronymika) paa sen eller dog kun rent undtagelsesvis virkelige Slægtnavne (Jul, Hjort, Blad, Krake, Høg, Grubbe o. s. v.), der alle ere gennemsigtig danske. I den holtsatisk-danske Sammenstødslinje i Sydslesvig er det derfor muligt, alene ved Hjælp af dette Navnestof, lige ud til den yderste Detail at afgøre, hvad der omkring Aar 1500 var af saksisk og hvad af dansk Æt.

Oprindelig har der været en lige saa stor Forskel
mellem danske og frisiske Navne, om end Ulighederne

Side 335

her laa paa andre Felter: særlig i selve Fornavnet og i Afstamnings- eller Paternitetsmærkets Dannelse. Fra Oldtidenhave Friserne været i Besiddelse af et overmaade rigt og originalt Navnestof, som de ikke tilsatte ved deres Overgang til Kristendommen. Deres Fornavne ere derfor langt mere oprindelige eller langt mindre paavirkedeaf Kirkens Helgennavne end de danske, og lige til vor Tid have de bevaret en Mængde urgermanske Former, der naturligvis, selv i deres stærkt afslidte Skikkelse,i mangt og meget minde om gammelnordiske Navne. Men fra dette Slægtskab som fra alle andre sproglige Subtiliteter kunne vi i denne Sammenhæng se ganske bort, da enhver, der blot har set en Fortegnelsepaa ældre frisiske og danske Bondenavne, meget hurtig vil finde sig til Rette¹).

I Nordfrisland ere de hyppigst forekommende Fornavnei det 15de Aarhundrede følgende: Adde, Agge, Ammick, Ase, Babe, Backe, Bane, 80, Boyge, Bole, Broder, Dede, Diiye, Ecke, Edo, Edelef, Emo, Ese, Fedder, Follich, Frodde, Frouwe, Gunne, Haye, Harre. Harke, Hernme, Hummer, Hun, Ide, Inge, Iwer, Kircke, Leue, Ludde. Liibbe, Liit, Mamme, Melef, Menek, Mert, Mumme, Narnenn, Nann, Nornen, Nonn, Numpne, Obbe, Ocke, Ode, Olde, Paye, Pebe, Po, Pon, Poppe, Rickmer, Redlef, Renlich, Roewert, Sibbe, Sibbern, Sirick, Siister,

1) Foruden Skatteregistrene se: N. Outzen: Glossavium der friesischen Sprache, Kopenhagen 1837, hvor der ogsaa findes en Navnefortegnelse. — B. Brons: Friesische Namen, Emden 1878, hvor der ligeledes findes en nordfrisisk Navnefortegnelse af G. P. Hansen, Keitum paa Sild. — Joh. Winkler: Een en ander over Friesche Eigennamen. De Vrije Fries XIII. Leewarden 1876 — 77. — A. Heimreich: Erneuerte nordfr. Glironik. Tønder 1819. — Friedlånder: Ostfriesisches Urkundenbuch. 111. 1881.

Side 336

Søncke, Tete, Thietlef, Toncklef, Übbe, Ude, Uldi, Wwen,
Wobbe, Wunke, Wirick.

Det vil let ses, at denne og en Rsekke andre ligesaa ejendommelige, om end sjaeldnere Navne ere vel skikkede til ethnografisk at drage Skel mellem "Frisere og Danskere, der paa faa Undtagelser riser benyttede Kirkens Helgennavne som Fornavne; men ikke des mindre skabes her ad anden Vej store Vanskeligheder. Paa dansk Grund fastholde Friserne ikke deres nedarvede Ejendommeligheder, og navnlig opgive de, tildels meget hurtigt, de medbragte Patronymikonsmserker. — Ligesom Danskerne havde Friserne, saavel mellem Vidaa og Ejder som mellem Weser og Rhin, ingen egentlige Slsegtnavne. Paa en vis Maade stod enhver Person for sig, individuelt aleno uden Stammemaerke, og kun Paterniteten betegnedes, seodvanlig ved Hosstilling af Faderens Fornavn, altsaa ved Genitivmserker (a, ia, na, sena, ma, inga, n, en, s og ens) eller ogsaa — om end sjeeldnere — ligesom i Dansk ved Tilfojelsen sen, son. Den aeldste SOll modtog i Daaben Faderens Efternavn, d: Bedstefaderens Fornavn, og saaledes opstod fortlobende, ensformige Navnersekker ved Omstilling af kun 2 Ord. F. Ex.:

Ved disse Genitivudgange paa a fik de frisiske Navne en tiltalende og fuldtonende Klang, der altid har vakt Opmærksomhed („Nomina Frisiorum desinunt in a"), og selv om de tildels afsledes temmelig tidligt, lindes dog endnu en stor Mængde saadanne Navne i Øst- og

Side 337

Vestfrisland. Derimod kendes de aldeles ikke i Nordfrisland,selv i det ældste Skatteregister fra 1438 haves kun Genitivmærkerne ingk, en, ens og s1).s¹). De mest almindelige nordfrisiske Patronymikonsformer ere derfor saadanne som Addingk, Boyingk, Harringk, Hayingk, Nissingk, Payingk, Obbingk, Ocken, Hajen, Tetens, Honnens,Edelefs, Peters o. s. v. Tede Addingk er altsaa det samme som Tede Addes Søn, maaske med en Biklangaf Diminutivet, og Menek Ocken vil simpelthen sige: Menek, en Søn af Ocke.

Dog selv disse endnu meget karakteristiske Paternitetsmærker ere hovedsagelig indskrænkede til Øerne (Sild, Føhr, Nordstrand med Halligerne) og Ejdersted, ja, paa denne Halvø ere de endog stærkt isprængte med saksiske Slægtnavne. Spredte forekomme Formerne paa ingk og en tillige paa Fastlandskysten ligeoverfor det gamle Nordstrand, eller maaske rettere saalangt som den suderbullingske Mundart naaede, d.v.s. til Søholmaa, men her forsvinde ogsaa de. Omkring Aar 1500 kendes i Wieding-, Bøking- og Kærherred kun Stamnavne paa sen, ja, af Bastardformer som Payingk Luddesen, Ockensen, Payingksen o. a. maa man vel endog slutte, at Befolkningen ganske har mistet Forstaaelsen af de gamle Genitivmærker.

Men ogsaa i en anden Retning lode Friserne sig paavirke af de hosboende Danske. De optog ikke alene flere og flere af Kirkens Helgennavne som Fornavne, men de benyttede dem endog i den danske og ikke i

1) J. Winkler, anf. St.: De friesche geschlachtsnamen, op n, en, s, es en ens uitgaande, zijn allen jonger als :t:t jaar 1500, dagteekenen allen uit den tijd van 't vervaal der oude friesche taal.

Side 338

den frisiske Skikkelse, ja, de adopterede ligefrem førkristeligedanske Navne som Bundi, Lagi, Palle, Sven, Tyge. Tymme, Vagn, Knud, Trogels, Jul o. s. v. Derved ud viskedes vel endnu ikke ganske Navnets frisiske Pra-g, da dette vedvarende kom frem i Paternitetsordet, men en Mulighed for noget saadant var dog bragt til Veje. Hvis en Mand, der hed Frodde Paygesen. i Daaben gav sin anden Søn Navnet Peter, og denne igen sin anden Søn Navnet Nis, opstod i 3dje Slægtled Navnet Nis Petersen, hvor ethvert Minde om frisisk Afstamning er forsvundet, og hvor det ved Hjælp af Navnet alene er umuligt at skelne denne Frisér fra de omboende Danskere.Vi have adskillige Exempler paa saadanne Denationaliseringer,og op imod vor Tid have de sikkert endog været ret almindelige, fordi mange af de oldfrisiskeNavne gik af Mode^x). Men ved Siden heraf maa det fremhæves, at et frisisk Navneelement paa samme Vis, ved Giftermaal og Venskabsforbindelse. kunde komme ind i danske Bondeætter, og i det store og hele kunne vi vel ikke være i Tvivl om, at det Sammensuriumaf danske og frisiske Navne, som vi i det 15de Aarhundrede møde langs hele Gestranden, d. v. s. hos Sysselfriserne i Søndergøs-, Nørregøs- og Kærherred. er opstaaet ved en Sammensmeltning af de to Folk, uden at det nu, saaledes som paa Holtsatergrænsen, er os muligt rent enkeltvis at udsondre Daner og Frisere fra hverandre.

Alligevel ere vi ikke uden vejledende Korrektiver
selv over for denne Blanding. Den indtager kun en
smal, 1 å 2 Mile bred Strimmel langs Gøsranden; vesten

1) X. OuLzens Glossarium.

Side 339

for den ligge de nordfrisiske Øer med et rent frisisk Navnestof og østen for den Sognene Østenfjeld, Svesing, Fjolde, Hjoldelund, N. Haksted og Ladelund, hvor de danske Navne optræde i sluttede Rækker, og indenfor selve Blandingsbæltet finde vi henholdsvis frisiske eller danske Navne aflejrede, eftersom vi fjærne os fra eller nærme os til den ene eller den anden af disse Tyngdelinjer.Den geografiske Beliggenhed er det afgørende; imod Øst kunne vi paavise en stadig Forøgelse af danske Navne, imod Vest en tilsvarende af frisiske, og de to Formationer løbe over i hinanden uden kraftig fremtrædendeGrænser. Ved Middelalderens Slutning findes paa Fastlandsgøsen intet sikkert eller paaviseligt Skel mellem de to Folk, og de Grænser, som i dette Aarhundredeere komne ind paa danske eller tyske Sprogkaart,have saare ringe ethnografisk Betydning og vare vel ogsaa ret tvivlsomme i rent sproglig Henseende.

Nogle faa Exempler ville tilstrækkeligt oplyse disse Forhold. Naar vi omkring Aar 1500 i Videbæk (Wittbek) i Østenfjeld Sogn træffe kun 1 Frisernavn blandt Byens 25 Skatteydere, men i Mildsted derimod 30 af 46, saa slutte vi deraf, at Videbæk ethnografisk set er dansk og Mildsted blandet frisisk-dansk. Eller naar der til samme Tid iblandt Fjolde Sogns 50 Skatteydere fandtes kun 3 Frisernavne, spredte i3 forskellige Byer, i Ørnshoved 12 af 27, i Bomsted 13 af 30, i Threlstmp 5 af 12, i Hatsted Sogn derimod 117 af 135, saa have vi al Grund til at betragte Fjolde Sogn som dansk, Drelsdorf som blandet dansk-frisisk og Hatsted som frisisk¹).

1) For at give Læseren en Forestilling om det Raastof, hvormed her arbejdes, meddeles en Navneliste over Skatteyderne i Arnfjolde og Skobøl 1548, altsaa fra en dansk og en overvejende frisisk By. Arnfjolde. Skobøl. Jurgenn Lassenn Volquart Aggissenn Hanns Lassenn Hanns Wolberssenn Laurens Kalliessen Volquart Nompnessenn Laurens Jonss(enV) Ludde Garstenssenn Peter Jennssen Hume Luddessenn Johann Hanssenn Siberick Ingwersz Hans Albertssenn Joenn Harrinck Jenns Tamssenn Knut Toipssenn Slider Broder Peterssenn Hanns Martenssenn Dirck Tamssenn Frede Peterssenn Norder Broder Peterssenn Joenn Saxenn Johann Peterssenn Bo Hanssenn Jons Hanssenns Kinder. Anne Hunnens Sax Herdingessenn.

Side 340

Den efterfølgende Oversigt vil i det hele og store give et rigtigt Billede af Gøsrandens Bebyggelse i Slægtleddene omkring Aar 1500. De overvejende frisiske Byer (med over 66 pCt. frisiske Navne) vare alle sammen Byer med Marskjorder og som oftest byggede i selve Sammenstødslinjen mellem Gøs og Marsk. Dertil hører Rantrum, Mildsted og Horsted i Mildsted Sogn*), Skobøl og Hatsted Sogne, alle de foran opførte Friserbyer i Breklumafsnittet og desuden Home, Bordlum, Munkebøl, Bargum, Søholm, Stedsand, Øster- og Vestersnattebøl samt Aventoft.

Byer med mellem 60_—40 pCt. frisiske Navne vare: Østerhusum, Arnshøft, Bomsted, Threlstrup, Breklum, Ridderup, Dørpum, Folsted, Høgel, Goldelund, Enge, Klintum, Klægsbøl By og Übjerg By.

Østen for den sidst anførte Byrække har det frisiske

1) Jeg udelader Købstæderne Husum og Bredsted af denne Oversigt, da Navnene her allerede ere kosmopolitiske. Olderup Sogn tilhørte Adelen og findes derfor ikke i Skattelisterne.

Side 341

Element kun ringe ethnografisk Betydning. I Gøsherredernesøvrige Byer optræde de kun ganske spredte og enkeltvis, i Viesherred træffes ligeledes enkelte frisiske Indflyttere, særlig i Lindaa, Hørup og Mejen; derimod ere de noget talrigere i Kærherred. I alle dette Herreds Sogne findes frisiske Skatteydere omkring Aar 1500: I Læk By 7 af 34, i Medelby Sogn 3 af 49, i Ladelund 5 af 35, i Karlum 7 af 40, i Brarup 7 af 70, i Humtrup 4 af 41 og i Sønder Lygum 7 af 70. Noget lignende er Tilfældet i Møgeltønder Sogn og i den Del af Højer Sogn, der kaldes Ved Aaen, hvor der fandtes 8 af 2(5. — Jeg formoder, at det er denne svage frisiske Indvandringi Kærherred, som har givet Danckwerth Anledningtil at. betragte det som helt frisisk.

Hermed har jeg omskrevet Nordfrisernes ethnografiske Udbredningsfelt ved Middelalderens Slutning (idet jeg mener ganske at kunne se bort fra deres Indvandring i Flensborg), og de naaede Resultater ere følgende:

I. Det frisiske Navnestof optrseder med storst Oprindelighed paa oerne og da saerlig paa det gamle Nordstrand med Halligerne, mindre oprindeligt i Ejdersted, hvor det allerede er ispreengt med saxiske Elementer, eller i Boking- og Wiedingherred, hvor Bastardforrner og Danismer gore sig steerkt gseldende; paa selve Fastlandsgosen findes ingensteds noget rent frisisk Navnestof. — Disse Forskelligheder hvile paa ethnografiske Forhold, sserlig paa den storre eller mindre Indblanding af danske og saxiske Elementer. ofriserne ere de mest üblandede, Sysselt'riserne de mest blandede, og deter hojst interessant, at moderne lagttagere anthropologisk komme til samme Slutning. Th. Siebs siger: „Hvad

Side 342

endelig Forskellen mellem 0- og Fastlandfrisernes Ydre angaar, da have netop de første — i mine Øjne — det ægte frisiske Præg, saaledes som vi kende det fra de øst- og vestfrisiske Øer: de ere ikke høje, men brede og kraftige, deres Haar- og Hudfarve er mørk, Øjnene blaa. De paafaldende lange og slanke Skikkelser, som ofte træffes paa Fastlandet, den lyse Hudfarve og det lysblonde Haar repræsenterer det jydske Elements stærke Indflydelse" l).

11. Ved Middelalderens Slutning findes ingen paavislig ethnografisk Skellinje mellem Danskere og Frisere. Fra do foranliggende oer have de sidste sat sig fast forst langs den übenyttede Fastlandsmarsk, hvor de have bygget en Rsekke Byer langs Gosranden, og derefter ved Indflytning arbejdet sig langsomt frem sserlig i nordostlig Retning i Norregos- og Kserherred, hvor Jordbundsforholdene synes at have til— talt dem. Som et svagt og i ethnografisk Henseende betydningslost Bolgeslag spores denne Emigration (ved Giftermaal, Gaardkob o.s. v.) til Fjolde, Hjoldelund, N. Haksted og Medelby Sogne og i nordlig Retning til Mogeltonder og Hojer. — 1 det hele og store er der kun ringe Forskel mellem da og nu. De blivende Forhold ere alt bragte til Veje med det 15de Aarhundrede, og her som i de ovrige af Hertugdommets Grsenseegne se vi, at Bebyggelsen, Kolo-

1) Th. Siebs: Zur Geschichte d. Engl.-Fries. Sprache. S. 26. Jeg henviser ligeledes til Dr. Meisner: Die Korpergrosse der YVehrpflichtigen im Gebiete der Unterelbe, Archiv f. Anthropologie. XVIII. S. 144-30, der dog uheldigvis forfalder til en Række ethnografisk-politiske Kandestøberier.

Side 343

nisationen, de holdbare ethnografiske Aflejringer tilhøre
det 12te til 14de Aarhundrede.

111. Disse Resultater have megen Betydning for den rette Opfattelse af Sprogforholdene i Vestslesvig. Det danske Sprog er indigent lige til Gestranden, og kun ved den Vanrogt og de ugunstige Forhold, som Regeringerne igennem 7 Aarhundreder have budt det, er det lykkedes Friserne at paatrykke denne Egn et sprogligt-germansk Prseg. Igennem disse mange Aarhundreder maa der have fundet en sej, om maaske end temmelig übevidst Sprogkamp Sted mellera de to Folkeelementer, thi kun derigennem er det forklarligt, at Byer som Übjerg, Bosbol og Klsegsbol have kunnet haevde det oprindelige Modersraaal lige over for den staerke frisiske Indvandring. Naar Danckwerth 1652 betegner Gestfriserne som „trilingues", naar Superintendent Adler 1811 indberetter, at der tales Dansk i Drellsdorf, naar Aintmand Levetzow samme Aar siger, at af Bredsted Amts 9 Sogne tales Frisisk ide7, „doch sehr mit danisch untermischt", naar J. A. Petersen, K. J. Clement o. a. meddele, at Byerne Derpum, Hogel og Liitjenholm endnu i dette Aarhundredes Midte sproglig set vare blandet dansk-frisiske, ja, naar J. G. G. Adler 1891 oplyser, at der i Hogel endnu fmdes 6 dansktalende Familier'), — saa stemmer alt dette jo ikke alene noje overens med den ovenfor givne Fremstilling, men vi se deri tillige et nyt Vidnes-

1) Allen 11. S. 76. — J. A. Petersen: Wanderungen durch die Herzogthumei". 111. S. 457. — K. J. Gement: Das wahre Veihåltnis der suderjiit. National, u. Spraehe. Hamburg 1849. — Zeitschrift ete. 1891. S. 95.

Side 344

byrd om, med hvilken Sejhed Befolkningen holder
fast paa Sprog og Nationalitet.

[V. Vi kunne nu forstaa, hvorfor der ikke er taget det mindste Hensyn til disse Fastlandsfrisere ved Landets ældste administrative Inddeling. De vare der slet ikke, da Syssel-, Herreds- og Sogneskellene droges, og da de endelig indfandt sig, kom de kun som taalte fremmede, der maatte indordne sig under Landets bestaaende Forhold. Derfra og derfra alene hidrører den retslige og tiskale Forskel mellem Fastlands - (Syssel-) og 0- (Konge-) Friserne i Middelalderen. Fastlandets Frisere vare Frisere i Danelagen, „Frisones de lege Danica", som Slesvigs gamle Stadsret (omkring Aar 1200)^l), med et heldigt valgt og slaaende Udtryk betegner dem, d. v. s. de vare fremmede [udvandrere i alt bestaaende danske Retskredse.

Saavidt ere vi altsaa naaede, og, som jeg tror, med fuldgod Sikkerhed. Men kunne vi naa videre? Er det muligt at føre Bevis for, at ogsaa Udlandsfriserne, Strandfriserne, Kongefriserne, d. e. den frisiske Befolkning i Ejdersted, i Bøking og Horsbølherred og paa Øerne, ere Indvandrere fra en ligeledes forholdsvis sen Tid ?2)?²)

1) Thorsen: Slesvigske Stadsretter. S. 11. Om den tfildre Opfattelse af disse Forhold se navnlig A. D. Jorgensen: Utland (Friselagen) i Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen. 1871. S. 37.

2) Literatur: Dr. V. Langhans: Ueber den Ursprung der Nordfriesen. Wien 1879. Jeg har laant nogle af de folgende Argunientationer fra denne Forfatter. — Kruse: Ueber den Ursprung der Friesen auf der Westkiiste Schleswigs. Provincial-Berichte. 1793. 2. B. - Th. Siebs, anf. St. — A. D. Jorgensen, anf. St. — Michelsen: Nordfriesland im Mittelalter. Schleswig 1828. — Heimreich, anf. St. — Cypra?i Annal.

Side 345

For at afgøre dette SpøTgsmaal kunne vi følge den hidtil anvendte Fremgangsmaade og først se paa Landets ældre Navne. Det første Navn, Historieskriverne give os paa disse Vesterhavsøer som Helhed, er Saxo's Frisia min or. I og for sig er dette meget betegnende og passer fuldstændig ind i vor Tankegang, da det jo bestemt antyder en Kolonisation fra et større Frisland, men uheldigvis er der den Fejl ved det, at det er et Bognavn, at det er af ren og skær literær Oprindelse og dannet med Saxo's klassiske Forbilleder for Øje. Efter Saxo benyttes det vel vedvarende af lærde Mænd lige ned til det 17de Aarhundrede, men det kan ikke bevises, at Nordfriserne selv — før de kom under Paavirkning af den lærde Literatur — have betjent sig af dette Navn for deres Land. Vi kunne derfor vel ikke sige andet, end at Navnet Frisia min or er meget betegnende for Saxo's Opfattelse af Spørgsmaalet, men at det forøvrigt vilde være ganske urigtigt at tillægge det nogen videre Betydning eller argumentere ud fra denne Betegnelse¹).

Helt anderledes forholder det sig med det andet
samtidige Navn paa Landet. let latinsk Dokument fra
1187 kaldes det Utlandia2), i Slesvigs gamle, paa Latin

1) Frisia minor forekommer i Petri Olai Ghron.: „Principium regni Danici est Jutia Huic Frisia xninor adjacet.¹'" S. r. D. I. 76. Ligeledes hos Heinrich Rantzau, hos Heimrich o. a. St. Westphalen: Mon. inedit. I. 71; IV. 1486. Navnet er øjensynlig laant hos Saxo.

2) In Utlandia in tribus navigiis juxta Ederam, scilicet Tunninghæret, Gerthinghæret, Holmbohæret. Thorkelin: Diplom. Arna- Magn. I. 60.

Side 346

skrevne Stadsret (fra c. 1200) møde vi atter dette Navn, og under Formen Utland gentages det i Kong ValdemarsJordebo g¹), ligesom det lidt senere (1261) benyttes af selve den frisiske Befolkning²), hvorfor vi ikke kunne være i Tvivl om her at have Provinsens gamle Navn foran os. Ordet „Utland" forekommer ret hyppigt ide samtidige danske Provinslove og betegner den uopdyrkedeDelaf Bymarken i Modsætning til Vangen og Hustoften.Utlandiaer altsåa Udland, hvorfor Michelsen ogsaa gengiver det paa Tysk ved „Aussenland". Navnet er dannet i Analogi med Udhus, j: den übeboede Del af Huset, Udmark, o: den uopdyrkede Del af Bymarken (snil. Udmark (Ohrfeld) i An gel), Udland, den übeboedeDelaf Landet, altsaa de lave Sump- og Marskstrækninger,dersom übeboede faldt uden for Syssel- og Herred sinddelingen, — det übebyggede Statso verdreviVestslesvig. Et Navn som Udland kan kun opstaaved.et tilstedeværende Modsætningsforhold, her Modsætningen mellem den bebyggede Gøs og de mennesketommeMarskøer;det maa være „Udland" til noget. Betegnelsen kan derfor umuligt stamme fra Friserne, thi

1) Kong Valdemars Jordebog. O. Nielsens Udg. S. 18.

2) Hamburg. Urkund. I. S. 538. — P. Hasse: Piegest, n. Urkunden. 11. S. 97. - Michelsen, anf. St. S. 52 flg. — Se ogsaa S. r. D. VII. S. 264: „Causa et occasione terre dicte Judland, Gottorp Alsen et Frisonice heredes et. Utilland." Herhen hører maaske ogsaa Helmolds Beretning om Friserne: „qui habitabant juthlandie^I', der, som A.D.Jørgensen antyder, kan være en Læsefejl for Utlandie. - Se ligeledes Statsb Magaz. IX. S. 700 og yngre nordt'risiske Skrifter. — Om „Utland" som dansk Lovord se: Skaanske Lov. Thorsens Udg. S. 15, 22, 23. „ba ina han uita alt utkendæt til husætoftæn æræ til giald." — „Skiftæ born æftær fapur sin husætoftær a^llær utiorp." Ligeledes Valdemars Sæll. Lov. Thorsens Udg. S. 50—51. „Sæl man burt sit utlændæ".

Side 347

deres Hjem, hvad enten de ere indigene eller ej, hvad enten de have boet i det i 1000 eller i 100 Aar, er og bliver for dem deres Hjemland, deres Indland. Navnet maa stamme fra Danskerne, og i selve Ordet have vi altsaa en bestemt Erindring om, at denne Del af Sønderjyllandenganghar henligget som übebygget, „øde" Land, som Udland til den bebyggede Gøs, og dette kan ikke ligge længere tilbage, end at Overleveringen omkringAar1200 — altsaa i en Tid, da man kun havde lidet skriftligt at støtte sig til — saavel hos Landets Administration som hos Egnens Beboere kunde holde sig levende selv under højst ændrede Forhold.

Og dette er slet ikke noget løst Paahit af mig eller en Tolkning, der er lavet for Tilfældet. Øfrisernes statsretlige Stilling gennem hele Middelalderen er jo netop bestemt af, at de kom til at bygge og bo i et saadant Udland eller i Almindinger, der efter gammel dansk Ret vare Konunglev; derved kom de i en særlig Stilling til Kongen og Kronen og kaldtes Kongens Frisere i Modsætning til Friserne i Syslerne, der tilhørte Hertugdømmet, o: Staten. Derfor kunde Kongen give dem visse Friheder og tillade, at de ordnede deres Retsforhold efter eget Tykke og egne Love, og paa ganske naturlig Maade opstaar Forskellen mellem Syssel- og Udlandsfrisernes statsretlige Stilling. At ville søge Oprindelsen til denne Forskel i en Erobring er for det første ganske unødvendigt og for det andet lige saa übevisligt^l).

1) O.Nielsen, anf. St. S. I^6. Anm. 6: n^Fovan .... findes Afgift af alle Heireder i „Utland" opfort soni Kongens Indtaegt, og da disse ere betydelig sterre end i Aim. ved de andre Herreder, ses det, at dette er Herredernes almindelige Afgifter, der opregnes til Foiskel fra det ovrige Land, fordi de forholde sig paa en egen Maade som Kronens Indteegt, rnedens Skatterne i det ©vrige Land afveksle. Da Frisland engang i Tiden maa vaere erobret, er der sandsynligvis paalagt det en bestemt Skat.': I sin Opfattelse stotter 0. Nielsen sig hovedsagelig til A. D. Jorgensens oftiifevnte Athandling.

Side 348

Men det allermest betegnende ved denne Sag er dog, at selve Friserne have accepteret Navnet. De kalde sig 1261^x) „Frisernes in Utlandia constituti", og i Middelalderens senere Skrifter dukker Navnet gentagne Gange frem paany; men deri ligger jo, at Friserne have sat sig i Besiddelse af Landet netop som et dansk Udland, at Navnet allerede paa et tidligt Tidspunkt havde faaet saa sikker Borgerret i den offentlige Bevidsthed, at selve Frisernes Kolonisation og deres Bestræbelser efter at danne et nationalt Navn ikke formaaede at fortrænge det igennem Aarhundreder.

I Navnet Udland have vi altsaa et sikkert Bevis for, at den frisiske Indvandring er langt yngre end den ældgamle danske Bebyggelse af Gestranden, ja endogsaa for, at denne Indvandring ikke kan falde ret mange Slægtled forud for den slesvigske Stadsrets Affattelsestid.

Middelalderens øvrige Betegnelser paa Landet ere
ligesaa karakterløse og ufrisiske. Det kaldes Strand og
Beboerne Strandfriserne2), Navne, der ligesaa sikkert

1) P.Hasse: Regesten und Urkunden. 11. S. 97.

2) Annal. Hamburg. 1253: Item Abel rex Danorum die apostolorum Petn et Pauli turpissimis a Strantfresis rusticis occisus est. Ligeledes Albert af Stade. Mon. Germ. Ser. XVI. S. 373. Die apostolorum P. et P. rex Danorum Abel Strantfresones ab insolentia eorum volens compescere inopinata morte ab eis est occisus. — Derefter i Ghronik d. nordelbischen Sassen. Ed. Lappenberg S. 85. Anno 1250 do wart Koning Abel doet geslagen uan den Stranturesen, den slhmnen buren. Ogsaa hos senere Forfattere forekommer Navnet.

Side 349

have deres Rod i det danske Sprog¹). I Modsætning til Syslerne kaldes det Herrederne, de frisiske Herreder²), det danske Frisland, Frisland i Danmark, den frisiske Provins eller simpelthen Frisland. Skribenterne vakle frem og tilbage imellem alle disse Betegnelser, og af Kong Erik af Pommerns store Proces om Sønderjylland 1424 ser man ret, hvor vanskeligt de enkelte Vidner have ved at betegne Landet. Ja selv Landets nuværende Navn fremkommer i Literaturen første Gang fra dansk Side, idet Biskoppen af Odense 1424 i den nævnte Proceskalder Landet Frisia borealis³). Dette Navn grebes senere af Paul Cypræus⁴), af Danckwerth og Heimreich, og det er først med hans Ernewerte Nordfres.Ghronik 1668, at Navnet Nordfrisland for Alvor bryder igennem og holder sig i den følgende Tid, men selv dette er altsaa ligesaa fuldt et Bognavn som Frisia minor, og den frisiske Folkebevidsthed har saaledes ikke formaaet at skabe et originalt eller oprindeligt Navn for Land og Folk.

Hos et gammelt indfødt Folk vil man forgæves søge

1) Saaledes opfattes ogsaa Navnet af Johannes Petreius. Praest paa Nordstrand i det 16. Aarhundrede. r^Die Danen nohmen fast alle Oerter an dem Rande des Meers, Strandt, wie denn etzliche sondere Oerter davon benohmet als: Mohrstrandt, Wiedrichstrandt, Nordstrandt" osv. Gamerer 11. S. 737.

2) S. r. D. VIL S. 264. Alsen et Frisonice heredes. S. 341 : Et multis provinciis Frisonicis, que dicuntur Herden. S. 373 : Dat Land Eyderstede mid anderen vreschen Herden. S. 397 : Provincia Fricie, Herden vulgariter nominata, etc.

3) S. r. D. VIL S. 406.

4) P. Cypræus: De Saxonum Gimbrorum origine, nomine, sedibus. 1622.

Side 350

efter en saadan Fattigdom, og den kan kun forklares af, at de ere Indvandrere, og det endog sene Indvandrere. Af deres Historie se vi, at de ingensinde have været i Besiddelseaf politisk .Selvstændighed eller havt nogen selvstændigStatsform. Dette er med stor Styrke paavist af A. D. Jørgensen i hans oftnævnte Afhandling, ja de have end ikke kendt til Folkesamfølelse, og trods højtravende Talemaader („lewwer duad tis slaaw") har det, som Dr. V. Langhans rigtig bemærker, til alle Tider været dem temmelig ligegyldigt, hvilken Herre de tjente, naar han kun skaanede deres Pengekasse 1). Fra de ældste Tider have de levet afsondrede i Smaagrupper, i Klaner; bag Vaddestrømmene og Digerne har hver Gruppe for sig ført sit eget Liv, optaget udelukkende af Erhvervsinteresser,og saa isolerede, at den ene næppe forstod den andens Maal, ja netop paa Grund af denne sproglige Forskellighed mene Nutidens Sproggranskere jo endog at kunne paavise deres forskellige Hjem hinsides Vesterhavetfør Udvandringen²).

1) V. Langhans, anf. St. S. 43. „Ein eigenthiimlicher Zug politischer Gleichgiltigkeit geht durch's Volk. und sie tragen der Dånen und der Herzoge Herrschaft ohne Widerwillen und ohne Sympathien wie heute die der Hohenzollern. Den Fursten beurtheilen sie bios nach der Hohe der Steuern und der materiellen Lasten.¹' Deres Oprør imod Kong Abel fremkaldtes ligeledes ved nye Skattepaalæg. — Sammenlign dog hermed Brevet fra 1261 og Udtrykket „Gurrimunitas nostra".

2) Th. Siebs, anf. St. S. 25. „Die Einwanderung der Friesen nach Schleswig mag im 9. Jahrh. geschehen sein; wenigstens wiederspricht die Sprachentwicklung den Anhalspunkten, welche Langhans angefflhrt, nicht. Da zu vermutenist, dass Inselfriesen die Besiedler von Sild, Amrum-Fohr und Helgoland waren, Festlandsfriesen aber die Westkiiste Schleswigs coloniscirt haben; da ferner die Sprache der nordfries. Inseln dem wangeroogischen Dialecte, das Nordfiiesische des Festlandes dem emsfriesisch en (saterlandischen) besonders nahe verwant ist, so konnte moglichev Weise der Hunsego, Fivelgo oder Erasgo und die Insel Bant als alte Heimat gedacht werden. Es ist das jedoch nur fine Vermutung." Se ogsaa H. Moller: Das altenglische Volksepos. Kiel. 1883.

Side 351

Men hvad her er udviklet, stemmer nøjagtig med vor ældste Historieskrivers Opfattelse og Vidnesbyrd. Det bekendte Sted i Saxo's fjortende Bog er bygget over samme Tankegang. Han gaar ud fra, at engang var dette Frisland übeboet, det var et „Udland", men da, siger han, „kom hertil en Gren af det store frisiske Folk, hvorom Sprogets og Navnets Fællesskab bære Vidnesbyrd; de søgte ny Bopæle og fandt tilfældig denne lave og sumpede Egn, som de fæstnede ved ihærdigt Arbejde. Dernæst begyndte Provinsen at blive styret af vore Konger." (Hos a Frisonum gente conditos nominis et linguae societas testimonio jest. Quibus novas quaerentibus sedes ea forte tellus obvenit, quam palustrem primum ae humidam longo duravere cultu. Administratio deinde provinciæ sub nq»stris regibus esse coepit.)

De moderne Historieskrivere gaa sikkert altfor let henover dette Sted, de betragte Saxo's Udsagn blot som en subjektiv Formodning, som en af hans mange „ethnografiskeMeninger, der intet Værd have, fordi de gaa ud fra aldeles vilkaarlige og tilfældige Forudsætninger" 1). Det forekommer mig imidlertid sqm i højeste Grad

1) A. D. Joigensen, anf. St. S. 48. Se ogsaa Waitz: Nordalb. Stndien

Side 352

mærkværdigt, at en fordomsfri Nutidskritik nøjagtig maa falde sammen med Saxo's Opfattelse. Og endelig fremtræderHovedsagen i hans Meddelelse jo slet ikke som en Formodning, han er vis paa, at de ere Invandrere, kun om Grunden til denne Indvandring netop i Sønderjyllandudtaler han sig mindre bestemt. — Vi tør vel være berettigede til at opfatte Saxo's Ord som et sikkert Vidne om, at Friserne i danske ledende Kredse omkring Aar 1200 betragtedes som Indvandrere.

Fra Saxo kunne vi forfølge Friserne endnu henimod et Hundrede Aar tilbage i Tiden. Helmold, der skrev omkring Aarene 1163_—72, kalder dem blot: „Frisones, qui habitabant Juthlandie", og fra Kong Niels' Dage, fra Tiden kort før Knud Lavard blev Hertug i Sønderjylland,altsaa fra Tiaaret 1105_—15, have vi to Vidnesbyrd om deres Nærværelse i Landet. Saxo¹) fortæller, at i denne lovløse Tid rasede Frisere, Holtsatere og Ditmarskere værst af alle, og kunde de ikke faa fat i de ulykkelige Beboeres Gods paa anden Maade, trængte de gennem underjordiske Gange ind i Husene; medens derimod Forfatterenaf Hertug Knuds Levned²) meddeler, at Kong Niels ikke kunde opholde sig i Slesvig uden Frisernes Beskyttelse. Med disse to Udtalelser gøre Friserne deres Entré i vor Historie, og det har ikke været muligt for Videnskabsmændene at rime to tilsyneladende saa modstridende Udsagn sammen, hvorfor det sædvanlig

1) Saxo S. 6521—22.

2) Vita Kanuti duc. 11. Ibi erat tempore illo pro defectu iuris et iusticie tam assiduus Sclavorum incursus, quod ipse rex. nisi munitus Frisonum presidio, illic pernoctare non potuit. Se A.D.Jørgensen, anf. St. S. 49—50. H. Olrik: Knud Lavards Liv og Gærning. Kbhvn. 1888. S. 76, 8-2.

Side 353

gaar ud over Saxo. I mine ojne er det dobbelte Anslagden naturligste Ting af Verden og derfor i hoj'este Grad karakteristisk. Som Kolonister paa Kongens Almindingerstode de i et afhsengigt Taknemmelighedsforhold til ham og flokkedes som Livvagt omkring ham i Slesvig;som haardhsendede og jordgriske Indvandrere stode de i medfodt Opposition til den danske Urbefolkning¹), og i en lovlos Tid gik dette over til Haandgribeligheder. Andet og mere er cler ikke fortalt i de to Kilder, og i deres Udsagn ser jeg ligeledes et Vidnesbyrd om, at vi nu steerkt have nsermet os det Tidspunkt, da en frisisk Indvandring i storre Stil til Sonderjylland har fundet Sted.

Med Tiaaret 1105_—15 forsvinder ethvert Spor af Nordfriserne af vor Historie. I vore ældre Kilder findes ikke en Stavelse, som uden Tvang og haartrukne Fortolkningerkan tydes paa dem. Netop fordi Friserne vare det eneste fremmede Folkeelement indenfor Rigsgrænsen,netop fordi de — hvis de ere indigene — baade maatte erobres og kristnes fra Hedeby af, ser dette højst paafaldende ud; men vor Forbavselse stiger, naar vi erindre, at Adam af Bremen, der skrev umiddelbartfør 1075, ikke alene ikke kender dem, men endog ligefrem fornegter dem. Netop hos Adam skulde vi vente at finde dem omtalte. Han var nøje kendt

1) Prof. Detlefsen berører et ganske lignende Træk fra den holstenske Marsk, naar han siger (I. S. 245): Die Kremper Marschbauern mogen sich noch långere Zeit ihren Nachbarn iiberlegen gefublt haben, und daraus wie aus ihrem nahen Verhåltnis zum Grafenhause, das sie ins Land gerufen zu haben scheint, wird es sich erklåren, wenn wir sie im Beginn des 14. Jahrhunderts sogar im kriegerischen Gegensatz i\\ den übrigen Elbmarschen finden.

Side 354

med Vestfriserne, der delvis hørte til Bremens Bispestol, og han taler vidt og bredt om Frisernes Folk; han havde været i Hedeby, han havde rejst igennem Sønderjylland, han havde søgt Oplysning om Danernes Folk og Land hos Kong Sven Estridsøn, der fra sine Søtogter ligeledes var kendt med Storfriserne hinsides Havet, men ikke des mindre gentager han Alcuins Ord¹), at Helgoland ligger imellem Danernes og Frisernes Grænse: „(insula) quae sita est in confinio Danorum etFresonum", ja, han siger endogsaa udtrykkeligt, at Danerne bo lige til det frisiske eller britanniske Hav i Modsætning til Friserne, der bo paa dette Havs Sydside²). Adam siger altsaa netop det, jeg i denne Afhandling har sat mig til Maal at. bevise.

Det er altsaa for lidt at sige, at Adam ikke vidner om Friserne, han vidner imod dem. Jeg betragter hans Udtalelser som en Bom, ingen Forskning kan komme forbi, og man kan have hvilken Opfattelse man vil af det vanskelige Sted hos ham om Harald Blaatands Love, men om Nordfriserne kan han ikke have talt, thi saa kunde han umulig have skrevet de ovenfor anførte Sætninger³).

1) Pertz VIL S. 369, 372. Herhen hører ogsaa Stedet: „Sunt et aliae insulae contra Fresiam et Daniam, sed nulla earum tam memorabilis", der viser, at Adam har haft geografisk Kundskab om Kystlandet.

2) P. W. Christensens Oversættelse af Adam S. 183: Mod Vest omslynger (det britiske Havi Britanien, imod Syd strejfer det Friserne tilligemed de Saxer, der høre til vort Stift Hamborg. Dets Omgivelser henimod Sols Opgang ere Danskerne, Udløbet af det baltiske Hav og Nordmændene.

3) Se derom Paludan Muller: Harald Blaatands Lovgivning. Program fra Odense Skole. 1832. A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirke 11, Tillæg VIL — De Tilknytningspunkter, Langhans sø- ger i Annalernes Beretning om Normanner-høvdingen Roriks Besiddelse af Landet mellem Havet og Ejderen (som efter hans Mening skal være Nordfrisland), om Vesterfold og i Jordebogens Væstæn Land, der ligeledes, men uden al Hjemmel, fortolkes som Frisland, ere forlængst tilbageviste af nordiske Historieskrivere. Endnu bliver kun tilbage Stedet i Translatio S- Alexandri (Pertz 11. 677): Est enim gens in partibus nostri regni Saxonum scilicet et Fresonum commixta in confinibus Nordmanorum et Obodritorum sita. Men dels er Stedets Ægthed ikke hævet over Tvivl, dels er det ganske vilkaarligt af Zeuss og Waitz at henlægge dette Blandingsfolk til Holsten, endsige da til Sønderjylland.

Side 355

Hvis vi altsaa vilde lade os vejlede af Historiens Vidnesbyrd, maatte vi komme til den Slutning, at Friserne ere indvandrede i Slesvig i de(n sidste Halvdel af det li. Aarhundrede, eller at de, åa en saadan Emigration selvfølgelig er sket gradvis og: i Hold, først paa dette sene Tidspunkt ere komne tilstede i saa stort Antal, at de have kunnet udøve nogen Indflydelse paa Landets almindelige Forhold og gøre sig historisk bemærkede. Denne Opfattelse er kommen frem før, særlig hos ældre Forfattere, ja gamle Heimreich siger endog med en vis Iver, at de tage meget fejl, som tro sligt. Som vi have set, strider denne Antagelse ikke imod Landets Bebyggelse og Stednavne, imod Frisernes egen Tradition eller imod de historiske Textsteder; men er det muligt ad andre Veje at styrke og begrunde den?

Den ældre Opfattelse af Friserne som det slesvigske Kystlands Urbeboere hviler hovedsagelig paa Theorien om, at hele Vesterhavskysten fra Rhin til Vidaa oprindelighar været beboet af Frisere, lidt efter lidt fortrængteaf

Side 356

trængteafSaxere. Men denne Theori er først fremstaaeti det ganske kritikløse 17. Aarhundrede og er næppe ældre end den frisiske Forfatter Übbo Emmius, der endnu skrev 1636 1), og hans Paastande vilde tilmed have været ganske virkningsløse, hvis de ikke i dette Aarhundrede vare blevne grebne af de slesvigholstenske Forfattere N. Falck²), Michelsen³), K. Mullenhoff⁴) og Waitz⁵) for at begrunde deres chauvinistiske Opfattelse af Hertugdømmets ældre ethnografiske Forhold.

Hos de romerske Forfattere er aldrig Tale om andre Frisere end Øst- og Vestfrisere, og efter at Dr. E. Jessen i sine Undersøgelser har rammet en forsvarlig Pæl igennemTacitus' og Ptolomæus' gamle Folkenavne paa Halvøen,vilde det kun være Tidsspilde at beskæftige sig med disse Gaader eller med H. Møller at ville henlægge Avionerne, hvis Sæde er ganske übekendt, til disse Egne og gaa ud fra deres ethnografiske Samhørighed med Nordfriserne,en Opfattelse, der aldrig kan blive andet end den dristigste Hypothese. — Først med Karolingertiden falder Historiens Dagslys ind over Kystlandene mellem Ems og Ejder, men ingensteds (med Undtagelse af den ovennævnteTranslatio S. Alexandri) vil man finde Friserne

1) Emmius, Übbo: Rerum tVisicarum historia. Lugd. Bat. 1(516.

2) N. Falck: Handbuch d. schlesw.-holst. Privatrechts I. §80.

3) Michelsen, anf. St.

4) Nordalbing. Studien. I. S. 111—74.

5) Nordalb. Studien. I. S. 1. Anm. 2 og S. 10. „Man hat die Friesen fur spåtere Einwanderer gehalten, doch weis die Geschichte dafiir kein Zeugnis und viel wahrscheinlicher ist es, dass sie hier seit alten Zeiten angesessen waren. Fast um den ganzen Rand der Nordsee zog sich friesische oder nahverwandte Bevolkerung hin." Som det ses, savnes her endog ethvert Forsag paa at bevise Opfattelsens Rigtighed.

Side 357

omtalte som bosatte i disse Egne. Annalerne, Adam af Bremen og alle øvrige Kildeskrifter s^avel som Landenes ældste Stednavne bevise, at ved vor Jlistories Begyndelse boede Saxerne lige til Havet baade i Hannover og Holsten,og en umiddelbar Kolonisation fra Ems over Hadelnog Ditmarsken til Vidaa kan altsaa ikke have fundet Sted.

Dette er allerede noget, men vi kunne gaa endnu et Skridt videre. I de allersidste Aar have en Række historisk-topografiske Undersøgelser, særlig af Dr. E. O. Schulze¹) i Breslau og Prof. D. Detlefsen'²) i Gliickstadt, godtgjort, at alle de hollandsk-frisiske Elementer, som i den senere Middelalder træffes langs Wesers nedre Løb, i Hadellandet, i Kedhingen og Altes Land, paa Elbøerne, i Haseldorfer, Wilster, Grempe og Breitenburger Marsk i Holsten, ja vel endog i Ditmarsken, udelukkende skyldesen hollandsk-frisisk Indvandring i det 12. Aarhundrede,og med disse fulgte tillige den ingeniørmæssige Inddigning, Afvanding og Kultivering af Nordtysklands Marskegne. Vi kende ikke Grunden til denne Masseudvandringfra Zuidersøens Bredder; det er muligt, at den, som Detlefsen formoder, er fremkaldt ved Oversvømmelsereller af de Feudalstridigheder, der i Slutningen af det 11. Aarhundrede hjemsøgte Landet³); vi vide kun, at der i det mindste fra Aar 1100 bredte sig en hollandsk

1) Niederlåndische Siedelungen in den Marschen an der unteren Weser und Elbe im 12. u. 13. Jahrhundert. Zeitschrift des historischen Vereins fur Niedersachsen. Jahrg. 1889. S. 1—105.1^—105.

2) Geschichte der holsteinischen Elbmarschen. Gliickstadt. 1891 —92. I, særlig Kap. XIII: Niedersachsen und Hollånder in den Elbmarschen. Sml. A. v. Wersebe: Ueber die Niederl. Colonien im nordl. Teutschland. Hannover 1815—16.

3) Vrije Fries XIV. S. 381 flg.

Side 358

Udvandrersti'om ud over Nordtyskland til alle mulige Marsklande og til de ved Venderkampene affolkede Egne i det indre. Hos den samtidige Helmold vil man finde flere Vidnesbyrd om denne Bevsegelse. Saaledes fortaellerhan, at da Grev Adolf af Holsten omkring Aar 1143 var kommen i Besiddelse af Vagirien, som var mennesketomt,sendte han „Bud ud i alle Lande, nemlig i Flandrien og Hollandien, til Trajektum, Westfalen og Fresien for at lade sige, at alle, der savnede dyrkelig Jord, skulde indfinde sig med deres Husstand Paa dette Opraab satte en tallos Skare af forskellige Folkeslagsig i Bevgegelse. tog deres Husstand og rerlige Gods ined sig og indfandt sig hos Grev Adolf i Vagirernes Land for at korame i Besiddelse af den Jord, som han havde givet dem Lofte paa I Darguneland kom Westfaler til at bo, i Utineland Hollandrere og i Susie Fresere"¹), og lidt senere meddeler han, i Anledning af Venderfyrsten Niklots Overfald 1147, at denne FresernybygdSiissel i Vagrien talte over 400 Mandspersoner.

Her interessere vi os dog særlig for den hollandskfrisiskeKolonisation i Marsklandene. 1106 erhvervede hollandske Emigranter fra Utrecht Stift paa denne Side Rhinen, altsaa fra Omegnen af Zuidersøen, betydelige Mose- og Marskstrækninger omkring Bremen, 1123 ere

1) Helmold 1. G. 56. 57. 64. P. Kierkegaards Oversættelse er benyttet. S. 145. 156. Den tapre Præst Gerlav siger her, at „af alle Indvandrere er ingen Barbarerne saa forhadte som Friserne; vi ere ret stinkende for dem." Se ligeledes sammested I. C 87^—88 om Albert der Bars Indkaldelse af Hollændere til Bispedømmerne Brandenburg og Havelberg. Her hedder det: „han sendte Bud til Trajektum og de Strøg, der grænse op til Renus, samt derhos til dem, der bo ved Oceanet og idelig maatte døje Overlast fra Søen."

Side 359

lignende Kolonister virksomme i den (hannoveranske Elbmarsk,hvor de, i hvert Fald senere, j karakteriseres som Frisere, og efter 1126 begynder en lignende Indvandring, væsentlig knyttet til Vicelins Missionsvirksomhed, i de holstenske Marskegne, og rundt omkring i Prof. Detlefsens fortrinlige og grundige Værk vil man træffe sikre Beviser for, at et betydeligt frisisk Element har deltaget i denne Kolonisation. Ifølge Neokorus og Dahlmann møde vi nogle Aartier senere Frisere fra Butjadinger Land (i Rustringen)virksomme paa Ditmarskerøen Busum, hvorfra de, nøjagtig som i Slesvig, trænge oyer paa Fastlandet og slaa sig ned i Landsbyen Syderdyk, ligesom de længeresydpaa grundlægge Neukircken.

Her have vi altsaa en ny Traad, der fører os lige op til Nordfrislands Tærskel. Vi møde en almindelig hollandsk-frisisk Indvandring langs Vesterhavskysterne nøjagtig samtidig med, at vore historiske Kilder for første Gang nævne det frisiske Element i Sønderjylland. Dette Sammentræf turde dog næppe være tilfældigt. Kildernes Tavshed før og deres Tale efter den Tid faa derved en særegen og overbevisende Vægt. I alle Nabolandeer det frisisk-hollandske Element kommet tilstede med det 12. Aarhundrede, og sammenholdt med alt'det øvrige, turde det vel ikke være dumdristigt at antage, at den frisiske Indvandring i Danmark falder omtrent samtidig. Vi se, at Friserne, som Saxo udtrykker sig, paa denne Tid søgte sig nye Boliger; disse Sumpmenneskerhavde overalt hjemme, hvor Havet og Landet laa i evig Kamp med hinanden, deres Stolthed var det at fravriste Søen Kyststrækning paa Kyststrækning; „Deus mare, Friso litora fecit¹' — og det turde været umuligt for dem at finde et Land, der mere fjaldt i deres Smag

Side 360

end de sønderjydske „Utlande". Jeg antager derfor ogsaa, at netop disse ere blevne okkuperede af dem førend de tit tarvelige Mose- og Engdrag eller ligefremme Vildtnis i Nordtyskland, som de senere gave sig i Lag med. Af sproglige Grunde mener Th. Siebs \) at kunne fastsætte Egnen mellem Ems ogLauwers, altsaa de gamle frisiske Bygder Riistringen, Emsgo, Fivelgo og Hunsgo, som Nordfrisernes oprindelige Hjem, og af I. ten Doornkaat Kolmann's Fortegnelse²) over gammelfrisiske Stednavne fra disse Bygder ses det, at der her findes en sikkertikke tilfældig Overensstemmelse med nordfrisiske Former.

Af sikre historiske Efterretninger vide vi, at Friserne vare tilstede i Sønderjylland før Aar 1115, og at de allerededa spillede en vis Rolle i Hertugdømmets snevrereHistorie, men alligevel vilde det sikkert være lige urigtigt at antage, enten at de paa een Gang, som ved eet Slag, altsaa ved en pludselig Masseindvandring havde bemægtiget sig Landet, eller at de kun ved en svag Emigrationgennem flere Aarhundreder vare komne tilstede. Her som andre Steder er den hollandsk-frisiske Indvandrin g³) foregaaet holdvis, fra forskellige Egne i Moderlandetog

1) Th. Siebs, anf. St. S. 24. „Aus der Sprachc der heutigen Nordfriesen, der [nsel- und Festlandsbewohner, whd sich erweisen, dass dieselben aus dem Gebiete zwischen Lauwers und Elbe, wahrscheinlich aber zwischen Lauwers und Weser nach Schleswig eingewandert sind."

2) Jahrbuch d. Vereins fiir niederdeutsche Sprachforschung XIII. 1888. S. 153.

3) Detlefsen, anf. St. S. 299. „Zeitlich ist die hollandische Einwanderung nicht eine einmalige, rasch verlaufende, auch nicht eine durch lange Jahrzehnte oder Jahrhunderte langsam sich fortsetzende gewesen, sondern es sind, wie ich rneine, rnehrere Wiederholungen derselben von verschiedenem Umfange und nach verschiedenen Teilen unserer Mavsch hin zu unlerscheiden. Freilich sind ausfuhrlichere Nachrichten dariiber gar nicht erhalten, doch iaszt sich durch SchKisse eine gewisse Wahrscheinlichkeit erreichen "

Side 361

landetogmed forskellige Støttepunkter og Centrer i det ny Land, noget der jo nøjagtig stemijner med SprogforskernesNutidsiagttagelser. Paa Gestryggen i Ejdersted, paa naturlige Forhøjninger eller ved, Kunst opkastede Warfer i den øvrige Marsk kunde de første Kolonister finde et foreløbigt Værn imod Havet, • men en virkelig Bebyggelse af Utlandene, en omfattende Kultivering af den sønderjydske Marsk, der var fuld af Sumpe, Mosedrag og Vaddestrømme, krævede store fælles Kræfter, rigelige Pengemidler og en for større Distrikter ensartet Arbejdsplanved Digeværnenes Opførelse. I Ditmarskens smalle og mere sammenhængende Marskstrækninger^l) er denne Kultivering udført af selve Landets saksiske Urbefolkning ud fra Gestranden, men af vore tidligere Undersøgelsererdet klart, at den omvendte Fremgangsmaade er kommentil Anvendelse i Sønderjylland, og dette forudsætter, at større naturlige Afsnit som Ejdersted, Nordstrand, Risum Moor og Wiedingherred enkeltvis, ved et stort, fælles lokalt Arbejde, ere blevne forsynede i hvert Fald med Sommerdiger, og efter Saxo's Fremstilling har der jo næppe været noget andet Værn selv mod Slutningen af det 12. Aarhundrede²).

Men vi kunne endnu komme hele Sagen et Skridt
nærmere ind paa Livet. Fra Kolonisationen omkring

1) Dr. R. Ghalybæus: Geschichte Ditmarschens. 1888. S. 10%.

2) Saxo. 14. Boa.

Side 362

Bremen 1106 !) er den afsluttede Kontrakt eller Oktroi (pactio) med Ærkebiskop Friedrich endnu bevaret, og den turde ikke være uden Betydning for Spørgsmaalet om Nordfriserne. Efter Emigranternes Begæring afstod Ærkebispenet betydeligt Landareal, der bestod af ukul-1iverede, og af Indbyggerne übenyttedeStrækninger omkring Bremen. Dette Areal udstykkedesi Gaarde eller „Hufen" af nøjagtig ens Størrelse (720 Kongeroders Længde og 30 Kongeroders Brede) og overlodes Kolonisterne i Selveje, mod at de aarlig svarede Bispen en fast Afgift af hver Gaard, ydede Tiende og i gejstlig Henseende indordnedes under Stiftet. Den verdsligeRetspleje overlodes derimod til deres egen Forvaltning; der oprettedes Retskredse af hvert Hundrede Gaarde, som altsaa udgjorde et Birk under egne Embedsmændog med særegne Retsvedtægter. Aarlig skulde disse svare Bispen 2 Mark, og kun i større Retssager forbeholdt han sig Overdommermyndigheden og Andel i Bøderne, imod at Kolonisterne tillige ydede Gæsteri under hans Ophold iblandt dem.

Vi møde Rudimenter af de samme fiskale og judicielleIndretninger overalt i de fra Holland koloniserede Egne. 1368 dømtes endnu efter frisisk Ret i Elmshorn-)(„ut dem Vreschen rechte tum Elmeshorne"), og i Wilster og Grempe Marsk bestod den saakaldte „Hdlerrecht "^i!) under folkevalgte Embedsmænd lige til 1470, da Kong Christian I ophævede den, ligesom Detlefsen

1) Ehrack: Brem. Uikundenb, I. n. 27. Schulze, anf. St. S. 9 fig. Detlefsen, anf. St. S. 85 tig.

2) Detlefsen. anf. St. S. 31.

3) Detlefsen, anf. St. S. Ml.

Side 363

paa mange Omraader har paavist en! nøje Overensstemmelsei Skatteforhold, Selvejendom, Udstykningsret o. a. mellem Crempe og Wilster Marsk pa;a den ene Side og „Hollerland" ved Bremen¹) paa den anden Side.

Sammenligner man den ovennéevnte Oktroi med Nordfrisernes ældste Rets- og Ejendomsforhold, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til den meget nøje Overensstemmelse mellem begge. Nordfriserne betalte ligeledes en fast og uforanderlig Jordrente til Kongen, de vare Selvejere, de havde intet Markfællesskab, de forvaltede selv deres Ret efter frisiske Vedtægter under folkevalgte Ombud (Frisones de lege Frysonica), og som jeg senere skal godtgøre, maa deres Retskredse have havt et Omfang, der meget nær svarer til 100 Gaarde eller Boel af den ovenfor beskrevne Størrelse. Ligeledes ydede de Kongen Bøder for Saar og Drab og vare forpligtede til Gæsteri 3 Dage om Sommeren og -3 Dage om Vinteren²).

1) Se navnlig anførte St. S. 320. Das Oding, eine unablosliche Bodenrente. S. 327. Das hollische Recht in den Marschen.

2) Sammenlign hermed Kong Vald.' Jordebog, Cypræus og Heimreich, anf. St. Heimreich fortæller S. 194 efter Gypræus, at Friserne vare „dem Konige to rechte nicht mede pflichtig to gevende, als von iszlichem Demt landes 3 penning, und vor einem iszlichem huse, dat dar 18 Facke lang was (dat was by den tyden en vulle husz), dat gaff en nye Torney, dat was 9 d. Lubisch, alle jahr eins. Und vor ein dodtschlag, dat dar fulle fye het, 4 mk. lotig an den Konig, und in de dre lande Eider., Ever. und Uthholm iszlieh land ock 4 mk., und vor eine schlechte wunde borede dem Konigie 1 mk. Siilvers etc. Anders en hadde de Konig neen bott aver de Uthlande. Ohne idt wehre dem Konig behoeff, se scholden ehrn sin land effte sine Schlote helpen tho wehrende." Om Kongens Overejendomsret til Landet se: Beschriebenes Laind-Recht des Nordstrandes. Schleswig 1652. S. 70 o. a. St. :

Side 364

Af alle disse væsentlige Overensstemmelser turde vi være berettigede til at slutte, at den danske Konge har overladt de frisiske Indvandrere sine „Utlande" noget nær paa samme Betingelser som Ærkebisp Friedrich „das Hollerland" ved Bremen 1106. Den eneste Afvigelse, der kan paa vises, er Nordfrisernes Ledingspligt, men denne hidrører jo ganske simpelt fra, at det her var en verdslig, i Bremen derimod en gejstlig Landsherre, som overlod dem Jorden. Det fortjener ligeledes at bemærkes, at en Del af Frisernes Skat i Jordebogen kaldes „Vingift", en Kategori, der ellers ikke forekommer som dansk Skattebetegnelse. Men den betyder jo netop den Sum, som den ene af to kontraherende Parter efter Overenskomst maa erlægge som Vennegave, og vi finde altsaa ogsaa her et Minde om den fiskale Oktroi, der sandsynligvis ligger til Grund for Nordfrislands Bebyggels e¹).

Der er dog særlig et Punkt, som jeg mener her at burde dvæle lidt længere ved. Ofte og med stor Styrke har man anført den nordfrisiske Herredsinddeling som Bevis for, at Nordfriserne ere urgamle i Landet, og i hvert Fald ældre end Herredsinddelingen, der er af forhistoriskOprindelse. Men man vil sikkert allerede have lagt Mærke til, hvorledes selv dette sidste Støttepunkt glider bort under dem. I det 12te Aarhundrede dannedesrundt

1) J. G. H. R. Steenstrup: Studier over Kong Valdemars Jordebog. — Kong Vald.s Jordebog, udg. af O. Nielsen. S. 106. Anm. 10. Dr. O. Nielsen tilføjer: „Paa Grund af Frislands særlige Stilling er Vingift sandsynligvis den Afgift, som Landet skulde yde til Danmarks Konge som undertvunget Land, medens det desuden ydede den almindelige Skat.¹- Selvfølgelig strider denne Bemærkning ganske imod min Opfattelse, og jeg kan ikke indse Nødvendigheden af en saadan Hypothese.

Side 365

nedesrundtomkring i Nordtyskland hollandsk-frisiske Retskredse, der nøjagtig svare til det danske Herred, ja, paa dansk Grund sprognødvendigt maatte benævnes med dette Ord, som oprindelig jo ogsaa betyder 100 Boel eller Gaarde. Paa Grundlag af den bremiske Oktroihave forskellige tyske Lærde anstillet Beregning over, hvilket Flademaal 100 Gaarde å 730 Kongeroders Længde og 40 Roders Brede indtage, og Resultatet er, at en saadan Retskreds maa have omfattet c. Id Mil Land¹).

Sandsynligvis ere de frisiske Herreder opstaaede ved en lignende Opmaaling, og i Forhold til de danske Herrederere de alle forsvindende smaa. Øen Føhr, der nu er lV/₅ d Mil stor, dannede 2 Herreder, Nordstrand bestodaf 5 Herreder, og Ejdersted, der nu omfatter 6 □ Mil, men i Middelalderen var gennemskaaret af Sumpe og Strømme, dannede 3 Herreder. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at disse Smaabirker hvile paa en ganske anden Inddelingsgrund end de store danske Herreder, hvoraf et enkelt ofte kunde have rummet det meste af Nordfrisland. Den danske Herredsinddeling er baseret paa en Optælling af Gaardbesiddere, den frisiske paa en geometrisk Opmaaling og Udstykning af det dyrkelige Areal. — Og endelig er det jo slet ikke rigtigt, at Herredsinddelingenoveralt er urgammel. I andre Dele af Sønderjylland,i Afsnittet mellem Sli og Ejder, altsaa ogsaa i en ny koloniseret Egn, opstod selv i den sene Middelalderbaade Krop-, Hohn-, Berg- og Risbyherred, og naar Herredsinddelingen kunde skaffe sig Indpas iblandt denne tyske Befolkning, er det vanskeligt at paastaa, at

1) Schulze, anf. St. S. 12 og de der anforte Kilder.

Side 366

noget lignende ikke kunde ske i Nordfrisland et Par
Aai'hundreder tidligere.

Videre turde det for Øjeblikket ikke være muligt at komme med Spørgsmaalet. Begyndelserne unddrage sig alt for ofte vor Viden, Folkesamfundene grundlægges i det usete, og først paa et senere Udviklingstrin træder Historiens Vidnesbyrd til. Saaledes gaar det ogsaa her. Kun i den yngre frisiske Tradition have vi nogle Minder, der tyde paa en Indvandring omkring Aar 1100, men de ere blandede sammen med saa mange Urigtigheder, at jeg mindre for Bevisførelsens end for FuldstændighedensSkyld skal berøre dem. For det første knytte Cypræus og Heimreich Ordningen af Nordfrisernes statsborgerligeForhold indenfor Riget til en Hertug Knud, der ikke kan være nogen anden end Knud Lavard, hvis der overhoved er Sandhed i Efterretningen¹), og for det andet meddeler Ejdersted-Krøniken²), der er forfattet under Kong Christian 1., at den første kristne Kirke i Marsklandene byggedes i Tating 1103. Denne Efterretninghar givet ældre Forfattere Anledning til at fable om Nordfrisernes Hedenskab højt op i Middelalderen, og selv

1) Heimreich, anf. St. S. 194.

2) Staatsb. Magaz. IX. S. 695 flg. Anno Ghristi 1103 in der vasten wart gebuwet eine holten Gapelle by Wittendunen in de ere S. Magni vp Taten Eskels lånt, vnde wart genomet Tatinghen, vnde was dat erste Gadehus in Spadenland. — Sinl. hermed: Pontoppidan. 1. S. 340. Hammerich: Danmark u. Yaldemarerne. 11. S. 28. Helveg: Den nordiske Kirke. I. S. 320. A. D. Jørgensen, anf. St. S. 39. H. Olrik, anf. St. S. 162.

Side 367

Nutidshistorikere ere utilbøjelige til: helt at forkaste Krønikens Meddelelse. Paa Grundlag af den ældre Opfattelsehar man dog intet andet at; gøre. Ere NordfriserneVestslesvigs Urfolk, maa de ogsaa have holdt Skridt i Kulturudvikling med det øvrige Land og faaet deres Kirker under Kongerne Knud den Store og Sven Estridsøn; men er det Sandhed, at den første Kirke i „Spadenland" er bygget Aar 1103, saå er dette med det samme et afgørende Bevis for, at Nordfriserne først mod Slutningen af det Ilte Aarhundrede ere komne til Lande.

Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 4 (1892 - 1894) 1

Om Nordfrisernes Indvandring i Sønderjylland.