|
Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 5 (1894 - 1895) 1De jyske Kirkebøgers Bidrag til Belysning af Krigen i Jylland 1657-59.Af Chr. Villads Christensen Den mest iøjnefaldende Frugt, som ProvinsarkivernesOprettelse foreløbig har sat, er den stærke Benyttelse, som gøres af de nu til de forskellige Arkiver indsamlede Kirkebøger. Ganske vist udgøre Kirkebøgerne kun den mindste og i historisk Henseende ingenlunde den vigtigsteDel af det Materiale, som opbevares i Provinsarkiverne.Men det gælder i langt højere Grad om dem end om nogen anden Gruppe af Arkivalier, at de først nu ere komne til deres Ret og kunne bruges med fuldt Udbytte. De værdifuldeste Tingbøger og Skifteprotokollervare allerede tidligere indsamlede til Rigsarkivet, og Bispearkiverne have al Tid været vel kendte og jævnlig benyttede. Men Kirkebøgerne vare derimod saa godt som værdiløse for Historikerne, saa længe de laa spredte omkringi Landets 1200Præstegaarde. Dette Forhold er nu forandret,og de gamle Kirkebøger ere komne flittigt i Brug. Til en Begyndelse er det naturligvis særlig Genealoger og Personalhistorikere, der have kastet sig over dem, og disse ville jo ogsaa i Fremtiden afgive det største Antal Side 520
af Kirkebøgernes Benyttere. Men ogsaa Kulturhistorien vil kunne hente mange værdifulde Oplysninger ud af disse Bøger, og at selv en saa fjerntstaaende Videnskab som Krigshistorien kan drage Nytte af dem, skulle vi her gøre et Forsøg paa at vise ved. at samle de Oplysninger,som de jyske Kirkebøger give om Svenskernes og de Allieredes Besættelse af Jylland i Aarene 1657—59. — Det skal dog strax bemærkes, at man ikke maa vente sig særlig store eller nye Resultater af en Undersøgelse, der ikke benytter andet utrykt Stof end Kirkebøgerne. Men da Krigsbegivenhederne i Jylland i de nævnte Aar ere i en paafaldende Grad übekendte og Materialet til deres Historie meget sparsomt, ville dog selv de smaa Notitser, som her kunne fremdrages, formentlig have deres Interesse. Kirkebøgernes Førelse blev almindelig paabudt ved Reskript af 17de Maj 164G, og det viser sig, at denne Befaling er bleven ret godt efterkommet af Præsterne. Forsaavidt der ikke allerede fandtes en tidligere paabegyndtKirkebog ved Embedet, er altsaa en saadan bleven anskaffet i 1646 eller den nærmeste Tid derefter, og ved Krigens Begyndelse i 1657 tør vi nok antage, at en Kirkebog har været ført i enhver Prajstegaard i Jylland. Men hvad der i disse Aar er nedskrevet af Præsterne, er nu for den langt overvejende Del gaaet til Grunde ved Skødesløshed og Uheld og Tidens ødelæggende Magt. Af Jyllands 550 Pastorater har i dette Øjeblik kun et Antal af 77 Kirkebøger i Behold, som gaa tilbage til Aaret 1660 eller tidligere. Disse 77 Pastorater ere fordeltetemmelig ujævnt over Halvøen, idet Landet nord Side 521
for Limfjorden
er forholdsvis bedst stillet i saa Henseende.Fordelingen
Aalborg Stift 33
(deraf Aalborg By % Vendsyssel 14, Viborg Stift 9.
Aarhus Stift 16.
Ribe Stift 19 (deraf
Østkysten 7, Vestjylland 12). Af disse 77 Protokoller1) indeholde de 44 Oplysninger, som mer eller mindre staa i Forbindelse med Krigen, for de flestes Vedkommende dog kun en enkelt, lejlighedsvis Notits. Men de 33 udvise intet direkte Spor af, at der paa den Tid har været Krig i Landet. Indirekte kunne de derimod nok belære os om, at noget usædvanligt har været paa Færde; thi en stor Del af dem er slet ikke ført i større eller mindre Perioder af det paagældende Tidsrum. Det er jo bekendt nok, at en stor Mængde Præster mistede Livet under denne Krig2), og deres Efterfølgere kunde mangen Gang først tiltræde Embedet, naar nogenlunde rolige Forhold vare vendte tilbage. Denne præsteløse Tid afspejler sig hyppigti Kirkebøgerne ved en Del übeskrevne Blade for Aarene 1658—59 og Fremkomsten af en ny Haandskrift ved Aar 1660. Flere Gange er ogsaa en hel ny Kirkebogbegyndt med dette Aar, uden at nogen ældre er opbevaret. Da man ikke kan antage, at det i 1646 paabegyndte Bind allerede paa den Tid skulde være 1) For Kortheds Skyld tales her stadig om lige saa mange Kirkebøger, som der er Pastorater. I Virkeligheden er Bindenes Antal noget større, da Præsterne vel som Regel, men ikke al Tid, have indført samtlige Ministerialia fra Pastoratet i ét Bind. 2) Se saaledes Kirkehist. Saml. 2. R. V, 119 ff. Side 522
udskrevet, er
Anledningen til den nye Bogs Anskaffelse Men selv om baade Præsten og Kirkebogen slap i Behold over den farlige Tid, er det forstaaeligt og tilgiveligt,om Embedsbogens Førelse under disse Vilkaar blev glemt. Ulykken var jo ikke alene Krig og Indkvartering,Udplyndringer og Kontributioner; men samtidighjemsøgtes Landet af en Pest, der ryddede saaledesop i Befolkningen, at mange Sogne maa have staaet næsten øde. Hvorledes har det f. Ex. ikke set ud i Grimstrup Sogn ved Ribe, af hvis Beboere der i Aaret 1659 døde 168, i Aarre. hvor der i samme Tid døde 94, eller i Øsse og Næsbjerg, hvor der døde 186? Og Forvirringen gjordes endelig fuldstændig derved, at de overlevende i store Mængder forlod deres egen hærgedeHjemstavn for om muligt at finde et taaleligere Opholdssted i andre Egne. Saadanne „Flygtninge" eller „Fordrevne" omtales saa hyppigt i de tiloversblevne Kirkebøger fra hin Tid, at man faar Indtryk af, at denne Udvandring har været almindelig. Somme ere kun naaede til et af de nærmeste Sogne; men andre finde deres Grav milelangt borte fra deres gamle Hjem. Saaledes nævnes nogle Gange i Lading Kirkebog et Par Ægtefolk, „som vare af Fjenderne forjaget fra Brendstrupog vare komne til Fadstrup", eller som „for FjendernesOvervold var flygtet fra foi"]i Brendstrup". Brendstrapligger i Tilst Sogn, der grænser op til Lading 1) Det er bekendt, at et ikke übetydeligt Antal af danske Tingbøger og andre Arkivalier opbevares i Stockholm, hvorhen de i sin Tid ere førte af Svenskerne som Krigsbytte. Maaske der ogsaa kunde findes Kirkebøger iblandt. Side 523
Pastorat. I Maarslet døbes et Barn, hvis Moder er kommenfra Hørning, et Par Mil borte, „fra Hus af de umilde Polakker forjaget", og i Billum ved Varde begraves„en landflygtig Kvinde af Timmerby", formodentligTømmerby i det nærliggende Sneum Sogn. Men vi se ogsaa, at der i Skjoldborg Kirkegaard i Thy i 1659 begraves en gammel Kone fra Linneballe ved Vejle, „in exilio for de indbudne fremmede Gæster, Brandenburger og Polakker". Der var saaledes Forstyrrelse nok til at undskylde Kirkebogens mangelfulde Førelse i disse Aar, og flere Præster have ogsaa ligefrem udtalt, at det er Krigen, som er Skyld i Bogens Lakuner. I Øster Snede er Kirkebogen ikke ført fra August 1657 til Oktober 1659, men paa det hvide Blad har Præsten skrevet: „Anno 1657, d. 23de Augusti kom Svensken til Vejle og gjorde herudi denne dispendium." Præsten i Grimstrup bruger flere Ord for at sige det samme, idet han anfører ved Aar 1659: „De Døde kand ved Dag og Datum ikke noteris, baade for min egen Siugdoms Skyld saa og den farlig grasserende Død og Sognefolkenes Adspredelse for de umilde Krigsfolk mod Svensken med Dannemark den Tid allierede." Præsten i Ullits nord for Viborg har opgivet Kirkebogens Førelse i Juni 1658, men derefter anvendt Papiret til en Dagbog over Krigens Begivenheder i Sognet og til Regnskab over sine Udgifter i Anledning af Indkvarteringen. Kirkebogen for Stenderup ved Kolding er ikke ført i den første Del af 1659; paa den tomme Plads har Præsten skrevet: „In absentia mea in Middelfart." Imidlertid
findes der ogsaa blandt de "77 fra hin Tid Side 524
delseogudennoget Tegn paa Forstyrrelse ere førte gennem de tre Krigsaar, ganske som de ere førte før og efter. Ved første Øjekast ligger det nær at tro, at en saadan velført Kirkebog maa stamme fra et Sogn, hvor Krigens Ødelæggelser ikke ere naaede hen. Men denne Slutning vil dog ikke holde Stik i sin Almindelighed; thi blandt den Slags Bøger findes netop nogle af dem, der indeholde Fortegnelser om Svenskernes eller de AllieredesTilstedeværelsei Sognet. Vi tør derfor heller ikke, hvor en saadan udtrykkelig Angivelse fattes, slutte noget af Bogens Tavshed og dens regelmæssige Udseende: Krigsfolkene kunne jo nok have været i Byen, selv om ingen af dens Karle blev skudt, og ingen af dens Piger maatte staa offentligt Skrifte -, og det er navnlig disse to Poster, som give Anledning til de fremmedes Omtale i Kirkebogen. Desuden er den ene Præst ikke saa meget skrivende som den anden; medens nogle af dem udbredesigom Sognets Begivenheder baade paa Vers og Prosa, paa Latin og Dansk, nøjes andre med at udfylde de foreskrevne Rubrikker uden nogen Kommentar, omtrentsomdet gøres i vor Tids skematiske Ministerialbøger,ogman aner da ikke. hvilke Begivenheder der muligvis ligge bag ved de magre Lister. Dette maa saaledesgældeom en stor Del af Vendsyssels Kirkebøger. Vi vide jo anden Steds fra, at Svenskerne vare deroppe, og i et Par af Kirkebøgerne (fra Hammer i Kær Herred og Aistrup i Hvetbo Pierred) findes der ogsaa Spor af deres Nærværelse*). Men i en halv Snes lige saa gamle 1) Begge disse Tilfælde ere dog af tvivlsom Natur. De bestaa nemlig i. at. der henholdsvis d. 13de og d. 27de Juni 1658 døbes to uægte Børn. til hvilke der i al Almindelighed udlæsrses „en Svenske" eller ..en svensk Soldat" som Barnefader. Da vi imidlertid med Sikkerhed vide, at Svenskerne ikke kom nord for Limfjorden for et Stykke ind i Oktober 1657, kunne disse Svenskere i naervasrende Tilfelde nseppe vtere andet end et. karkomment Paaskud. — At de bleve brugte som saadant, er sikkert nok. En Pige i Kolding angav saaledes for Prsesten, at Faderen til hendes Barn var Ben Foerherre under de Svenske, som siges at vsere bleven dod udi sidste Slag udi Fyen d. 14. Novbr. 1659". Den Historie var jo saa nem at finde paa, og saa var Faderen med det samme ude af Verden. Men da Barnet skulde dobes, kom Gudmoderen uheldigvis med en anden Forklaring; Prassten kaldte da atter Pigen for sig, og nu tilstod hun ganske rigtig, ,at for11! Hans Jespersen var hendes Barnefader og ingen andent:. Side 525
Bøger fra omliggende Sogne i Vendsyssel findes intet om dem. Denne Omstændighed beviser altsaa ikke, at der ingen Fjender har været i disse Egne; men dog tør vi nok anse saa mange Kirkebøgers Tavshed paa dette Punkt som et Vidnesbyrd om, at deres Ophold her har været mindre langvarigt og trykkende end i andre Dele af Jylland. Der er endogsaa en enkelt Del af Landet, for hvis Vedkommende vi ville være tilbøjelige til at tillægge Kirkebøgernes Tavshed absolut Beviskraft. Det er Øen Mors. Fra denne 0 haves i Behold 7 Kirkebøger, indeholdendeOptegnelser fra ialt 13 Kirkesogne, uden at der i en eneste af dem findes en Hentydning til Svenskerneeller de Allierede: ingen Voldsomheder omtales i Dødslisten1), ingen Svensker eller Brandenburger udlæggessom Barnefader —-, det kan sikkert kun forklares derved, at ingen saadanne have været paa Øen. Flere af Bøgerne ere tilmed ret udførlige, og f. Ex. Præsten i Alsted og Bjergby har været en meget meddelsom Mand, 1) Begge disse Tilfælde ere dog af tvivlsom Natur. De bestaa nemlig i. at. der henholdsvis d. 13de og d. 27de Juni 1658 døbes to uægte Børn. til hvilke der i al Almindelighed udlæsrses „en Svenske" eller ..en svensk Soldat" som Barnefader. Da vi imidlertid med Sikkerhed vide, at Svenskerne ikke kom nord for Limfjorden for et Stykke ind i Oktober 1657, kunne disse Svenskere i naervasrende Tilfelde nseppe vtere andet end et. karkomment Paaskud. — At de bleve brugte som saadant, er sikkert nok. En Pige i Kolding angav saaledes for Prsesten, at Faderen til hendes Barn var Ben Foerherre under de Svenske, som siges at vsere bleven dod udi sidste Slag udi Fyen d. 14. Novbr. 1659". Den Historie var jo saa nem at finde paa, og saa var Faderen med det samme ude af Verden. Men da Barnet skulde dobes, kom Gudmoderen uheldigvis med en anden Forklaring; Prassten kaldte da atter Pigen for sig, og nu tilstod hun ganske rigtig, ,at for11! Hans Jespersen var hendes Barnefader og ingen andent:. 1) Kun i Lødderup begraves 21/i 1659 „Jens Andersen i Faarup, som blev skudt". Men der siges intet om, at det var en Soldat, som skød ham. Smlgn. Schade: Øen Mors, pag. 83. Side 526
der sikkert ikke vilde have undladt at omtale, hvad mærkværdigt der i disse Aar kunde have tildraget sig i hans Sogne. — Naar Øen Mors alligevel fik sin Del af LandetsLidelser, og f. Ex. Kapellaniet i Rakkeby maatte nedlægges, fordi det havde lidt meget under Krigen1), maa dette alene tilskrives de haarde Afgifter og Kontributioner. I de 44 Kirkebøger, som indeholde Meddelelser om de fremmede Ga?ster, falde Oplysningerne i to forskellige Grupper. Den ene er de Beretninger om kirkelige Handlinger,som Præsten paa Embeds Vegne tilfører Kirkebogen,og i hvilke de fremmede omtales ligesom andre, for saa vidt de have spillet en Rolle ved de nævnte Lejligheder. Den anden Gruppe er Præsternes egne Tilføjelser,der egentlig ere Kirkebogen som saadan uvedkommendeog ligesaa vel kunde have været optegnede et hvilket som helst andet Sted. Medens Oplysninger af førstnævnte Slags maa, hvad Paalideligheden angaar, betragtes som historisk Materiale af første Rang og sættes i Klasse med andre originale Aktstykker, er den sidstnævnte Gruppe naturligvis kun historiske Beretninger,hvis Forfattere, selv om de ere samtidige med Begivenhederne,ere den samme Kritik underkastede, som andre Historieskrivere. Naar f. Ex. Præsten i Grimstrup i 1659 skriver i Kirkebogen om Danmarks Allierede, „som vaar Kejserlige, Brandenburgerske og Polakkerne, af hver Slax 18,000 Mand", ere vi ikke forpligtede til at tro paa hans Angivelse i dette Punkt. Han taler jo her om en Ting, som han ikke kunde vide Besked om, og en Historiker i vore Dage har langt lettere ved 1) Kirkehist, Saml. 2. R. V, 139. Side 527
at skaffe sig Oplysninger om de Allieredes Styrke, end Præsten i Grimstrup havde i 1659. Den samme Præst viser ogsaa paa mange andre Maader, at han, naar han skriver i sin Kirkebog, føler sig mere som Forfatter end som Embedsmand. Saaledes har han søgt at karakteriserehvert af de tre Krigsaar ved en latinsk Overskrift, som han dog formodentlig først har udtænkt, efter at hele Krigen var forbi. IGSB kalder han „Anno regnante Sveco", 1659 „Anno turbulenti seculi" og 1660 „Anno restitutæ pacis". Og da han i 1658 skulde notere det sørgelige Faktum i Kirkebogen, at der i dette Aar ingen Bryllupper havde været i Sognet, har han fundet en Tilfredsstillelse i at udtrykke dette ved følgende latinske Vers: „Nota: Impediunt castam
Venerem copulamque per annum Det fyldigste Exempel paa Præsternes Historieskrivningi Kirkebøgerne haves dog fra Vinding og Vind Sogne i Ulfborg Herred. Her har Præsten ved smaa Notitser imellem Beretningerne om de kirkelige Handlingerfulgt Krigen fra dens Begyndelse indtil Slaget ved Nyborg. Skøndt Notitserne ere i Dagbogsform og ere indførte paa de Steder i Kirkebogen, hvor de kronologisk høre hen, ere de dog ikke nedskrevne strax. Det viser allerede den første af dem i 1657: „Den Iste Juni skrev Kongen af Danmark Fejdebrev til Sverig. Men de Gæster, han indbød, vare onde at komme af med igen.'' Dette har Præsten altsaa først skrevet paa et senere Tidspunkt, da han havde gjort Erfaringer om FejdebrevetsFølger. Og det samme viser sig, naar han til sin Beretning om Svenskernes Bortgang til Fyen i 1658 Side 528
føjer dette Lettelsens Suk: „Gud lod Danmark (sic!) aldrigse dennem mere. Amen." Her har han tydelig nok skrevet ud fra sin Viden om Slaget ved Nyborg det følgende Aar. Ved de smaa .Notitser, som der her er Tale om, faar denne Adskillelse dog ikke stor Betydning. Selv Præsternes egne .Meddelelser angaa som oftest kun Begivenheder i deres egne Sogne, om hvilke de maa antages at vide tilstrækkelig god Besked, og naar de en enkelt Gang gaa derudover, kunne deres Fejltagelser let korrigeres. Vi ville derfor i det følgende betragte de forskellige Kirkebogsoptegnelser under ét. Det første svenske Indfald.Det tidligste Spor, som Krigen har sat sig i de jyske Kirkebøgers embedsmæssige Tilførsler, træffe vi i Stadil, nord for Ringkøbing. Her findes i 1657 følgende Notits: „Iste Avgust, en Løverdag, bleve 9 unge Mandspersoner skriftede og berettede, med to, som nyligen havde været til Alters, hvilke bleve affærdigede til Friderichs Stad hasteligen." Vi fejle næppe ved at sætte disse unge Karles hastige Bortkaldelse i Forbindelse med Krigsrustningerne. Og vi se da, at endnu den Iste Avgust gaar Soldaternes Bevægelse den rigtige Vej: de sendes til Frederiksstad, altsaa syd paa mod E'jenden. Men naar vi næste Gang træffe Krigens Spor, er det allerede forandret, og den danske Hær strømmer da nordpaa, forfulgt af eller endogsaa bag efter de ilende Fjender. Dette blive vi Vidne til i Kolding et Par Uger senere, og Kirkebogens Optegnelser give os endnu en svag Genklang af de tumultuariske Optrin, som have betegnet dette Tilbagetog. Side 529
Den 14de Avgust blev en af Oberstlieutenant Ditlev Rantzovs Tjenere begravet, og d. 16de Avgust begravedes„Skarpretterens Hustru Catharina Fox, af en Rytter udi General Buchwalds Folks Dyrchtog ihjelstukken". Dette „Dyrchtog" gik som bekendt mod Frederiksodde,hvor Hæren strax efter blev indesluttet af de Svenske, der samtidig udbredte sig over det sydøstlige Hjørne af Halvøen. Den 23de Avgust kom de saaledes til Vejle og gjorde derved den før omtalte „Dispendium" i Øster Snede Kirkebog, og næste Dag kom den første Afdeling af dem „med to Regiments-Kvartermestre" til Hedensted. Hele Efteraaret igennem træffe vi dem i disse Egne, som naar en Mand, der „blev huggen fordærveti Vedle Hule af en svensk Rytter", begraves i Vinding (Holmans Herred) d. 23de Oktober, eller naar „Hr. Oberstlieutenant Bino hans si. Frue Sophia Polychia,27 Aar gi.," begravedes i Kolding i December Maaned. Medens Svenskernes Hovedstyrke nu blev liggende for Frederiksodde, sendtes i September et Korps paa 700 Ryttere:) under Generalmajor Bøttiger nord paa for at underlægge sig det øvrige Jylland. Denne Rytterskares Tog har kun været en ilsom Fart over Landet, men har dog sat sig tilstrækkelige Spor til, at vi gennem Kirkebøgerne kunne følge dens Vej. I Lading blev
d. 13de Sept. „en Rytterdreng begravet.Hans 1) Saaledes angives deres Tal i en Indberetning fra det nederlandske Gesandtskab i København af ".'io 1657 (Becker: Samlinger til Danmarks Historie under Frederik 111, I, 385). Andensteds nævnes kun 500. Side 530
mærkesikkeudtrykkelig, at lian var i svensk Tjeneste, men da Tid og Sted passe godt med Rytternes Marschrute,have vi her sikkert det første Vidnesbyrd om deres Tog. I Aarslev syd for Randers begravedes d. 2den Oktoberen Mand, „som blev ihjelskudt af Rytterne". Der er vel heller ingen Grund til at tvivle om, at det ogsaa er svenske Ryttere, som have hans Død paa Samvittigheden.Men saa maa Udtrykket „ihjelskudt" dog forstaassaaledes, at han først efter nogle Dages Forløb er død af sit Skudsaar. Thi Rytternes Tog gennem Randersegnenhar antagelig fundet Sted omkring Midten af September Maaned, og mere end en Ugestid vilde man næppe vente med den clødes Begravelse. Vi ville senere træffe et Exempel paa. at en Mand blev begravet 16 Dage efter, at han var „skudt" af Svenskerne, og i dette sidste Tilfælde vil Udtrykket „skudt" dog næppe sige andet, end at han paa den angivne Dag har faaet det Saar, der senere voldte hans Død. I Kirkebogen for Blenstrup nord for Hobro finde vi Vidnesbyrd om Rytternes Tilstedeværelse i disse Egne i September Maaned 1657, og af et Brev fra Nørre Sundby, dateret d. 21de Sept.. faa vi at vide, at Svenskerne, „som var Generalmajor Bøttigers og tvende andre Regimenterved 500 Heste stærke'", havde været i Aalborg kort før Brevets Afsendelse, „og var fuldkommen deres Forsæt, at de vilde lade gøre Flaade af Tømmer og samle saa mange Kaager, som de alle Sted ved Landet ved Søkanterne kunde bekomme, og saa hasteligen falde her over i Vendsyssel" 1). Denne Plan mislykkedes dog, da de Danske endnu vare Herrer paa Limfjordens Nordsideog 1) Danske Samlinger I, 30. Side 531
sideoghavde truffet Foranstaltninger til at hindre Overgangen,og de Svenske vendte sig derfor mod Vest for at tiltvinge sig Adgang over den smalle Tange, som forbandtHarsyssel med Thy. Vi høre om deres Nærværelsei Lemvig, hvor en Mand ved Navn Niels Andersøn blev begravet d. 10de Oktober, „a Svecis interfectus", og saa komme vi til Hovedbegivenheden under denne svenske Expedition : Fægtningen ved Agger den 3die Oktober1657. Efter at det øvrige Jylland uden for Frederiksodde var opgivet, havde man endnu haabet paa at kunne hævde Landet nord for Limfjorden. Niels Lykke til Elvedvar under 16de Avgust udnævnt til Øverstbefalende over disse Egne, og i det før nævnte Brev af 21de Sept. fortæller han, hvad han siden sin Ankomst til Vendsysselhar gjort til dets Forsvar. Det var lykkedes at forhindre Overgangen ved Aalborg, men Niels Lykke havde tillige sin Opmærksomhed henvendt paa det andet svage Punkt, Tangen ved Harboøre, og havde derfor sendt Oberstlieutenant Ziegler og Ritmester Jørgen Lykke, „som er født i Thy og vel kendt der", ned til dette Punkt for at opføre en Skanse og kaste Grave, „hvor bedst fornøden gøres og hvor det snævreste er". Antageliger det da disse to Officerer, som have haft Kommandoenpaa Skansen ved Vesterhavet; men Niels Lykke klager over, at de mangle Underbefalingsmænd, idet Oberstlieutenant Ziegler kun har to Kaptejner, en Lieutenantog en Kvartermester hos sig. Derimod er der Mandskab nok, og der kunde med Lethed rejses nogle Tusinde Bønder i Landet, — Hvor mange der i Virkelighedenkæmpede og faldt den 3die Oktober, vide vi ikke. Pufendorf siger, at Skansen forsvaredes af 1500 Side 532
Bønder; men hans Angivelse synes noget upaalidelig, da han gaar ud fra, at de samme 1500 Mand ogsaa skulde forsvare Skanserne ved Nørre Sundby og Halsl). De faldne Bønders Tal angiver han til 800; Skippere, som kom fra Aalborg, og som en Maanedstid senere bragte Efterretning om Kampen til den danske Flaade i Østersøen,nævnede dog kim 400"}, og i København angav man, ligeledes „efter Skipperes BeretningI', de faldnes Antal til 3003). Af Kirkebøgerne se vi kun, at alle Sogne i Thy sønden for Thisted havde sendt deres Mandskab til Skansen. Nordligere end Thisted træffes intet. Spor af Kampen. Den 3die Oktober rykkede da Generalmajor Bøttiger med sine 700 Flyttere frem mod Skansen, og Udfaldet blev, som det var at forudse i et Sammenstød mellem den Tids ypperste Krigere og en Skare af uøvede Bønder, der antagelig vare slet bevæbnede — de brugte Plovstangensom Vaaben, siger Pufendorf med en rhetorisk Vending — og i hvert Fald manglede tilstrækkelige Anførere.I de følgende Dage begravede Thyboerne deres unge Mandskal) paa alle Kirkegaarde. Hvad Kirkebøgerne indeholde derom. er vel kun de lange Rækker af ensformigeBøndernavne: men man læser ikke uden BevægelseNavnene paa disse Bønder, som stillede sig imod 1) . . . castellum excitaverant hostes, quod una cum aliis duohus castellis Sundbyensi & Halsensi quindeeim amplius armatorum agrestium centuriæ insidebant iDe rebus Caroli Gustavi, Nurnberg 1096. Pag. 335). Dr. O. Nielsen (Danske Saml. I, 57) omskriver Stedet saaledes, at Skansen „ligesom den ved Hals og Sundby" forsvaredes af 1500 Bønder; men heller ikke dette giver nogen tilfredsstillende Mening. 2) Danske Magazin 5. R. 3. Bd. 130. 3) Becker. anf. St. Side 533
Karl Gustavs
sejrsvante Soldater og lode Livet under „Ej Minde om en
Glimredag, I Agger, som laa
Kamppladsen nærmest, foregik Begravelsen „Anno 1657, den
6te Oktober, blev begravne, som af Jens Christensen, Mikkel Jakobssøn, Jens Nielssøn, Christen Anderssøn og Jeppis Kone Søn (?), alle af Aalum. Item Søffren Jenssøn, Niels Bromand, Laas Søffrensøn og Niels Matsøn, Peder Poulssen, noch Christen, Niels Bromands Søn, alle af Vester Agger. Item Laas Lavritsen og hans Søn, Peder Lavritsen, Søren Trans, Niels Jenssøn og Peder Graffesens Qvinde og Christen Mikkelsøn, alle af Øster Agger. Noch Christen Matsøn paa Naabe og Mikkel Terkilsøn i Øster Agger." Det er 20 dræbte fra det lille Agger Sogn! Hvordanhar ikke Begravelsen d. 6te Oktober været paa Vestervig Kirkegaard. det næste Sogn fra Valpladsen og det folkerigeste Landsogn i Thy! Og Fortegnelsen giver os ikke blot Antallet og Navnene. Den viser os tillige, at unge og gamle have kæmpet Side om Side; thi Fædrene ligge dræbte tilligemed deres Sønner. Og den nøder os til den Antagelse, at ogsaa Kvinder have deltageti Skansens Forsvar: thi blandt de døde nævnes jo „Peder Graffesens Qvinde"2). Læsemaaden tillader ingen 1) Indskrift paa Mindestenen over de i Kampen ved Brøns i 1849 faldne nordslesvigske Bønder. 2) Maaske tillige „Jeppis Kone"; men Meningen af dette Sted er ikke klar. Muligvis skulde der staa: Jeppis Kone og Søn. Side 534
Tvivl, og1 det kan ikke være nogen Tilfældighed, at hun begraves samme Dag, som de faldne Mænd. Thi hun nævnes jo midt inde imellem dem og under den fælles Overskrift: „de af Fjenderne nedlagte". Hendes Navn giver Følelsen af, at der har været Alvor i Thyboernes Forsøg paa at holde Fjenden ude, og dette saa lidet paaagtede Slag bliver en værdig Oprejsning til „de Forrædereaf Thy" for den Beskyldning for Fejghed, som de saa ofte have maattet høre1). Den næste Dag
begyndte Begravelserne i de fjernere „Den 7de Oktober
begrov jeg 6 Lig i Gjetterup Kirkegaard. Niels Jensen i Flarup og lians Broder Las Jensen i Gundtoftgaard, Jens Mouritsen i Gjetterup, Knud Jensen ibidem, Christen Pedersen i Knudsgaard i Kobb[erø] og Niels Christensens Søn i Kobbere, Thøger.1' -) Og under samme
Dag findes i Kirkebogen for Skjoldborg 1) Fægtningen stod ved _\abe, en lille By, .som nu forlængst er opslugt af Havel. Den laa i Sognets sydlige Del paa den smalle Tange mellem Limfjorden og Vesterhavet. Begge de na^vnte Kvinder rare derimod fra Sognets allernordligste Del (Aalum og Øster Agger), og det synes derfor ikke rimeligt, at de tilfældig- kunne være blevne dræbte under Kampen. 2) Beretningen i Gjetterup Kirkebog er allerede omtalt af Pastor Trojel i Hist. Archiv 1881, I, 159. Hans Gengivelse af Notitsen er dog meget unøjagtig, idet kan siger, at de ti faldne vare Gaardmanid. og at de bleve dræbte ved Nabe, hvorom der intet staar i Kirkebogen, ligesom han lader Slaget finde Sted d. 7de Okt., skønt Kirkebogen har den rigtige Dato, 3die Okt. Side 535
„Den 7de Oktober begrov jeg her i Kirkegaarden Christen Staphensens to Sønner, Staphen og Anders; Staphen * tjente i Nordentoft og Anders i Silstrup. Item Jens Christensens Søn Peder, som tjente i Silstrup. Item Knud Michelsen, født i Sønder Skjoldborg, som tjente i Thidsted. Item Jens Jørgensen i Hvostrup [Hornstrup?], begravet i Kallerup Kirkegaard. Hvilke alle 5
blev ihjelslagen af Svenskens Folk ved den Og da Præsten ved
Aarets Slutning opsummerer de „Skjoldborg: Summa døde: 6 her i Sognet foruden de i, som blev ihjelslaget ved Minderne ved Vestervig, som vare fødte her i Sognet og her begravne, men tjente uden Sognet. Kallerup: Døde 1, som af Svenskens Folk blev ihjelslaget for Minderne." Endelig begravedes den 7de Oktober 4 Mandspersoner i Heltborg og 6 i Tilsted. Der nævnes intet om, hvor de havde fundet deres Død; men der er naturligvis ingen Tvivl om, at ogsaa de ere faldne „for Minderne". Den 9de Oktober begynder en Række Begravelser i Thisted. De fortsættes til den lode Oktober og omfatte ialt 12 Mandspersoner, ingen Kvinder. Der meddeles heller ikke her nogen yderligere -Oplysning om deres Død: Præsten og alle hans Byesbørn have jo vidst det, men vi kunne blot formode, at de vare faldne i Kampen ved Agger. Det sidste
Vidnesbyrd om denne Kamp træffe vi 1) Kast: Et Stykke omgrøftet Jord. (Katkar.) Et forfaldent Dige. (Molbech.) Side 536
laeses felgende: „Den 19de Oktober
begravet Mads Peder-1sen Over den erobrede Skanse rykkede altsaa Svenskerne ind i Thy hin Bdie Oktober, og det sejrrige Tog gik nu videre mod Nord og Øst. Endnu et Stykke op gennem Landet kunne vi følge dets Vej; thi den Bde Oktober begravedes „Jens Eriksen i Stagstrup, som blev skudt af Svenske:is Folk paa Marken, som han kom fra Thisted". Men denne Notits er det sidste sikre Vidnesbyrd, vi træffe i Kirkebøgerne, om Generalmajor Bøttigers Tog. De vendsysselske Kirkebøger tie ganske herom, og kun anden Steds fra vide vi, at Skanserne ved Nørre Sundby og Hals ble ve erobrede og den Øverstbefalende Niels Lykke tilligemed Jørgen Lykke og flere Officerer taget til Fange-). Nu kunde der altsaa skrives i alle Jyllands Kirkebøger, som der staar i Grimstrups: Sveco regnante. Hos Pufendorf findes et Kort over Danmark af den svenske General-Kvarterniester Erik Dahlberg. Paa dette er angivet den svenske Hærs Marschruter under det hele Felttog samt dens „mansiones" (Kvarterer). Disse sidste ere betegnede med Tal. begyndende med Nr. 1 ved 1) Der har vårret talt en Del o in. hvorvidt Aggertangen paa dette Tidspunkt har været gennembrudt (saaledes „Tidsskr. f. popul. Fremst. af Naturviden.sk." 1. Li. 3. Bd. 318), og det svenske Rytteris Overgang er bleven anført som Bevis for, at der har været landfast Forbindelse. Dette er dog næppe rigtigt; det i Kirkebøgerne gentagne Gange forekommende Udtryk „for Minderne" (ved Udlobene) tyder paa. at Tangen har været gennembrudt, hvilkel ogsaa stemmer med Beretningen om, at en Bonde fra Harboøre ledsagede Svenskerne „gennem Vandet" (Danske Mag. anf. 51..), og med Kortet hos Pufendorf, der tydelig viser et Udløb fra Limfjorden til Vesterhavet. 2) Danske Matr. anf. St. Side 537
Stettin; ved den svenske Hærs Ankomst til Frederiksoddestaar Tallet 22, og dette Tal gentages derpaa nord for Frederiksodde som Udgangspunkt for Generalmajor Bøttigers Tog. Ved Tilbagekomsten til Frederiksodde findes Tallet 46. Disse „mansiones" kunne dog ikke betegnealle de Steder, hvor Rytterne have overnattet; thi dertil er Afstanden imellem dem ofte for stor. Der findes f. Ex. ingen Tal mellem Lemvig og Thisted, dernæstingen mellem Thisted og Nørre Sundby; men paa begge disse Strækninger maa Svenskerne nødvendigvis have overnattet mindst én Gang. Ikke desto mindre beholde Tallene den Betydning, at de ved deres Rækkefølgekunne vise os den Vej. som de svenske Rytteretoge. Det fremgå ar da af disse Tal. at Svenskerne, efter at have indtaget Nørre Sundby og Hals, gik mod Nord saa langt som til Hellevad, men derpaa bøjede mod Vest igen og sloge ind paa den samme Vej, ad hvilken de vare komne. Ved et Sted, som paa Kortet betegnes med Navnet „Tresider" , og som efter Beliggenheden maa være Hovedgaarden Ran'skærgaard i Aaby Sogn1), løber deres Tilbagetogslinie sammen med deres første Marschrute,og nu følge de denne gennem Hanlierrederne og Thy til Lemvig. Imellem Lemvig og Viborg fjerne de to Linier sig noget fra hinanden, idet den ene gaar tæt 1) Stednavnene ere naturligvis ofte forkert stavede paa Dahlbergs Kort eller ganske misforstaaede. At „Treskier" skal være Rævskær er allerede bemærket af Dr. O. Nielsen (Danske Saml. I, 57). Derimod har Dr. Nielsen ikke været opmærksom paa Tallenes Betydning, og forklarer derfor de to Linier, der mødes ved „Treskier", saaiedes, at Svenskernes Styrke her har delt sig i to. Side 538
syd om Venø Bugten, medens den anden slaar en Bue længere mod Syd over Tvis Kloster. Men fra Viborg følge de atter den forrige Vej og drage for anden Gang op til Aalborg, hvorfra de endelig foretage Tilbagetoget til Frederiksodde. — Det er unægtelig en stor Omvej for at komme fra Nørre Sundby til Aalborg, som det maa have været dem særlig magtpaaliggende at naa. Da de første Gang kom til Limfjorden, var det jo „fuldkommenderes Forsæt" at gaa over Vandet, og nu kunde i hvert Fald de danske Stridskræfter ikke længer forhindredem deri. Men det er jo muligt, at de, da det kom til Stykket, have fundet det for voveligt at føre de 700 Heste gennem den stærke Strøm, som gaar mellem Nørre Sundby og Aalborg. Den af Dahlberg angivne Rute er sikkert rigtig; men et bestemt Vidnesbyrd om, at Svenskerne ogsaa paa Tilbagevejen gik gennem Thy, vilde dog være meget kærkomment. Vi tør ikke sige, at Kirkebøgerne give et saadant Bevis; thi Rytternes Tilbagetog har ikke sat sig saa tydelige Spor i dem som deres Ridt mod Nord. Der findes kun en enkelt Bemærkning i en Kirkebog fra Thy, som maaske refererer sig til denne sidste Gennemmarsch. Den lyder saaledes: „1657 den 7de Novbr. Laust OlufsønSkrifver, som blev skudt ved Norindtoft, begravet i Harring Kirkegaard". Uheldigvis staar der ikke, at han blev skudt af Svenskerne: men hvis vi antage dette, passer Tidspunktet ellers fortræffeligt. Niels Lykkes Tilfangetagelsei Vendsyssel siges at have fundet Sted den :28de Oktober1). Naar Svenskerne derefter ere gaaede mod Vest, vilde de netop passere Thy for anden Gang i 1) Vedel Simonsen: Elvedgaards Hi-torie, I, 151—52. Side 539
Begyndelsen af November, og deres Tilbagekomst til Frederiksodde kunde rned Rimelighed finde Sted i DecemberMaaned, saaledes som det findes anført hos en senere Forfatter1). Inden Svenskerne forlod Thy. havde de paalagt den Brandskat, som var den væsentligste Aarsag til deres Komme2). Ved Inddrivelsen af den have de rimeligvis ligesom senere Polakkerne3) henholdt sig til Præsterne; thi vi finde følgende Optegnelse af Præsten i Skjoldborg under 6te Decbr. 1657: „Og prædikede Hr. Peder i Snedsted. Thi jeg var i Aalborg hos Svenskens Gommissarius Golle med Brandskatten efter hans strenge Skrivelse." Med velforrettet Sag kom Generalmajor Bøttiger i Slutningen af Aaret tilbage til Frederiksodde. Ogsaa her havde Svenskerne benyttet Tiden med Dygtighed og Held. Den 23de Okt. var Fæstningen bleven stormet 1) Wilse: Beskrivelse af Fredericia, Kbhvn. 1767. S. 102. — Dr. Fridericias Angivelse (Adelsvældens sidste Dage, 294), at de allerede vare indtrufne i Lejren ved Frederiksodde inden Stormen den 23de Okt., kan derimod umulig være rigtig. Paa Dahlbergs Kort over den svenske Lejr ved Frederiksodde findes ganske vist de 3 her omhandlede Regimenter: Bøttiger, Wittenberg og Kønigsmark anførte. Men dette Kort betegner ikke Svenskernes Stilling umiddelbart før Stormen, derimod deres Lejrpladser i det hele Tidsrum fra den 23de Avg. til den 26de Okt. Og i den Kortet ledsagende Forklaring betegnes de 3 nævnte Regimenter udtrykkelig som „Legiones sub initium Septembr. ad occupandam provinciam Wensysulanam sub ductu Gen. Vig. Præf. Bøddkeri missæ". 2) „Tributis expediendis vacare ausi" siger Pufendorf om de Bønder, der kæmpede ved x\gger. 3) Se de to Breve i Helgenæs Kirkebog, meddelte af Bøttiger: Æbeltoft og Omegn, 58 —59. Side 540
og den danske
Hær tilintetgjort: 4000 Mand bleve fangne, De danske Fanger bleve i Følge Pufendorf førte til Wismar, hvor Karl Gustav paa den Tid opholdt sig. Men enkelte af dem træffe vi dog i den følgende Tid spredte omkring i Landsbyerne i det sydlige Jylland. Saaledes meddeler Grimstrups Kirkebog for 1657. at „en Soldat af Gyngherred i Skaane, n. Niels, fangen til Svensken i Frederiksodde, døde i Roest og blev begraven d. 12te December". Og i Kirkebogen for Øsse og Næsbjerg læses, at den 21de Deebr. 1G57 døde en af de danske fangne Soldater ved Navn Jakob. Befolkningen i Frederiksodde blev rimeligvis uddreven af Svenskerne. Herpaa tyder den Mængde af Flygtninge fra Fæstningen, som vi nu i den følgende Tid træffe omtalte i andre Sognes Kirkebøger. Som det var at vente, finde vi dem først i de nærmest liggende Byer og da navnlig i Kolding. Allerede den 28de Novbr. begraves i Kolding en 70-aarig Kvinde, „hidkommen fra Frederiksodde". og i Løbet af de næste to Aar følge mange andre efter, som ordret faa den samme Betegnelse. Men efterha anden træffe vi dem ogsaa i helt fjernt liggende Egne af Jylland, saaledes i Sognene Aalsø og Hoed ved Grenaa, hvor de nævnes hyppigt i 1660. Her begraves „en liden Pige. 8 Aar gammel, af disse fordrevne Folks Børn, som var komne fra Frederiksodde", „en fordreven Kvindes liden Søn", „en stakkels Mand af disse fordrevne Folk fra Frederiksodde" o. fl. — Ogsaa i andre Kirkebøger nævnes jævnligt „de fordrevne Folk", men uden Angivelse af, hvor de vare komne fra. Den 30te Januar
1658 blev Krigsskuepladsen forlagt Side 541
til Fyen. At han dog ikke tog alle sine Folk med sig, men efterlod tilstrækkelige Besætninger i Jylland, følger jo af sig selv, og Kirkebøgerne udvise tilmed, at de vare til Stede i ret rigelig Mængde og spredte over hele Landet. Det er tillige bekendt, at Karl Gustav ikke overholdt den Bestemmelse i Roskildefreden, i Følge hvilken hans Soldater skulde være ude af Danmark den Iste Maj. I Jylland vedblev de at opholde sig hele Sommerenigennem, ja kom slet ikke ud af Landet, inden hans næste Angreb paa Danmark fandt Sted, saa de to Krige her gaa ganske ud i et. Vi skulle nu anføre KirkebøgernesVidnesbyrd om de Svenskes Tilstedeværelse i Jylland i Tidsrummet mellem Overgangen til Fyen og Udbruddet af den nye Krig i Avgust 1658. Nord for Limfjorden viste Svenskerne sig igen i Begyndelsenaf det nye Aar. Prajsten i Skjoldborg bemærkerden Bde Februar, efter at have indført en Begravelsei Kirkebogen: „Og samme Dag bleve de KamsdorfferGompagnier inkvarteret lier i Landene." I Thistedbegravedes den 15de Febr. Ritmester Johan Chono, og paa Heltborg Kirkegaard er „en Rytter af Svenskens Folk" begravet den 15de Martsr). I Aalborg blev en svensk Rytter begravet den 13de Marts; men en Maaned senere synes de dog at være dragne bort. Thi da der den 13dex\pril døbtes et nægte Barn i Aalborg, til hvilket Moderen havde udlagt Fedder Jensen, Tolder paa Skagen, som Barnefader, tilføjede Præsten følgende Bemærkning i Kirkebogen: „Hun drog bort med de Svenske. Han 1) Ifølge Refs Herreds Tingbog forlod Svenskerne Thy den :2den Maj 1658. Side 542
formener sig
fri al være, efterdi hun er bortrømt. Gud Længere syd paa træffe vi dem helt hen paa Sommeren. I Kirkebogen for Vester Velling findes saaledes følgende Notits under 1658: ..Tredie Pinsedag, som var den Iste Juni, blev Søren Rasmussens Søn i Løvskal, Jakob, begravet, som Fredagen tilforn blev skudt tilligemed (!) en svenske Ryttere, anno æt. 23". I Kolding blev den 13de Marts en Rytter, „nom. Frants Stephan af L. Hessen", ihjelskudt: den 29de April begravedes „Kongens Saddelmage]1 af Sverig" og atter den 24de Maj en Rytter, som var bleven ihjelstukket i Kolding. I Tranbjerg i Aarre Sogn døbtes den 29de April en svensk Kvartermesters Barn, ved hvilken Lejlighed Præsten har noteret i Kirkebogen, at han fik 5 Rdlr. 20 $ i Offer. I Janderup og Billum nævnes en svensk Korporal og nogle Ryttere et Par Gange som Faddere ved Barnedaab. sidste Gang den 13de Juni. — Til Svenskerne kan formodentlig ogsaa regnes den „Diderich Salvaguarde", der i April 1658 nævnes som Fadder i Engum Kirkebog. Den udførligste
Underretning om Svenskernes Indkvartering ,Den 2den
November kom det Oberbechiske Regiment til 1658 den 23de
Januav kom Vinding og Vind Sogner fra Dom. 1 ante
Paschatos [4de April] kom det Siferske (?) Den ide Augusti
kom disse Sogner under den darmstætiskeRegimente Side 543
Indkvartering
under de Svenske. Til Michaelis droge de til Her har
Indkvarteringen altsaa været næsten kontinuerlig
Det andet svenske Indfald og de Allierede i Jylland.Den ste Avgust 1658 afsejlede Karl Gustav med sin Hær fra Kiel, og den kortvarige Fred var atter brudt. For Jylland betød denne Forandring dog ikke meget, da Fjenderne ogsaa under Freden vare forblevne i Landet. Ja, Krigens fornyede Udbrud viste sig endog kraftigere end Fredstraktatens Bestemmelser til at befri Halvøen for de Svenske; thi nu skulde jo det. afgørende Slag føres mod København, og Karl Gustav begyndte derfor snart at trække sine Tropper over til Øerne. De jyske Kirkebøger vise os, hvorledes Svenskerne i Løbet af Efteraaret mere og niere koncentreredes i Egnene om Frederiksodde. Vi have set, at Regimenterne i Vinding og Vind forlode deres Kvarter ved Mikkelsdagstide 1658. I Vinding(Holmans H.) beretter Præsten, at Svenskerne allerededen 13de September (anden Dagen efter Dom. 14 Trin.) „begyndte at fly til Fyen for Polakkernes og Brandenburgernes Foruroelse". Dog træffe vi dem endnu den 19de Sept. i Grimstrup, paa hvilken Dag Præsten, efter at have indført en Begravelse i Kirkebogen, tilføjer et: „NB. Da uden Kirken fraplyndrede mig de Svenske mine Heste og Vogn og hvis der hos vaar, god for 50 S. Dir." — I Odder begraves den 14de Oktober en Side 544
Mand, „ihjelskudt af de Svenske", og det samme gentagersig den 4de November. Hans Drab er den sidste Bedrift, som Kirkebøgerne vide at berette om Svenskerne i Jylland. I Efteraaret 1658 havde de Danske begyndt at gaa angrebsvis frem i det nordlige Jylland, og det lykkedes derfor ikke alle de svenske Tropper at naa over til Øerne. En Del af Oberst Putkammers Folk, som stode i Vendsyssel, bleve fangne1), og det maa være disse Fanger, der sigtes til, naar der i Kirkebogen for Budolfi Sogn i Aalborg meddeles, at den ste Februar 1659 begravedes..en Proviantskrivers Barn af de fangne"2). Derimod er det konen senere Kombination, naar Præsten i Vinding (Holmans H.) skriver, at Svenskernes Bortgang til Fyen allerede den 13de September skyldtes Frygt for Branden burgerne og Polakkerne. De Allierede vare paa dette Tidspunkt endnu langt borte, og først den 22de September overskrede de Holstens Sydgrænse3). I DecemberMaaned uaaede de Nørrejylland, og fra Begyndelsenaf 1) ..Udgifter under Svenskekrigen 1657 og 58: ...Er udgiven endnu til en Kornet af Putkainniers Re^,mente af Tolstrup Sogn efter Kvittant;, som folger, og blev :-klen fangen paa Aalborghus til Brokkenhus's Regimente." Meddelt af P. Gaardboe i Jyske Saml. IX. 151. 2) Skansen ved Hals var i særlig Grad et Stridens Æble i denne Krig. Efter at være indtaget af Bøttigers Ryttere i 1657 blev den paany besat af de Danske i Sommeren 1658. Besætningen var 100 Md. under Kommando af Major Anders Lavridssen. Samme Aar blev den dog atter indtaget og sløjfet af Svenskerne under Oberst Putkammer, men derefter for tredie Gang sat i Stand af de Danske. 1 1659 var Anders Lavridssen igen Kommandant i Skansen og afslog den 16de August et Angreb, som Svenskerne foretoge imod den fra Søsiden. (Jyske Saml. IX, 164-65. VIII, 3««- 3) Friderieia: Adelsvaddens sidste Dage, 379. Side 545
delsenaf1659
vidne de jyske Kirkebøger højlydt om Det er ikke nogen ny Bemærkning, men den bestyrkes gennem Kirkebøgernes Vidnesbyrd, at de Allieredes Herredømme i Jylland var langt haardere end de Svenskes — ganske vist kom de jo ogsaa tilsidst. Mange Præster have fortsat Førelsen af deres Kirkebøger uforstyrret under Svenskernes Herredømme, medens Afbrydelsen først begynder med de Allieredes Ankomst. Der mangler heller ikke Vidnesbyrd om, at Forholdet mellem de indkvarterede Svenske og Befolkningen paa sine Steder har været ganske fredeligt, som naar de svenske Officerer ofre saa rigeligt til Præsten i Grimstrup, eller naar svenske Soldater gentagne Gange nævnes som Faddere ved Bøndernes Barnedaab 1). Et Exempel paa noget lignende for de Allieredes Vedkommende forekommer kun en enkelt Gang, men da var det rigtignok ogsaa saa fint som muligt. Det er ved en Barnedaab i Ribe den Ode Januar 1651), hvor der nævnes som Faddere: „Kurførsten, og stod hans Foder Marschalk. Førsten von Anhalt, og stod hans Gapteen." Under de
Svenskes Herredømme høre vi Tale om 1) I en langt senere Kirkebog (for Ring og Føvling i Tyrsting Herred 1792—1814) er optegnet følgende: „Gaardmand Rasmus Jensen i den søndre Gaard i Brædstrup fortæller, at han har hørt gamle Folk tale om Svenskernes og Polakkernes Ophold her i Landet i Frederik den Tredies Tid. Svenskerne vare flinke Folk og vilde gerne arbejde med Bønderne. Polakkerne, som vare her for at jage Svenskerne ud, vare derimod røverske Folk. som toge med sig alt, hvad de kunde føre." — 1 et Brev fra IGSB siges om den svenske Salvegarde paa Hjermislevgaard: „Han var ingen ond Karl, ej heller skete her paa Gaarden nogen Gevalt eller Overlast." (Jyske Saml. IX, 144.) Side 546
Plyndring: Præsiens Vogn i Grimstrup er det eneste Exempel, vi have truffet, paa voldelig frarøvet Gods. Men det bliver helt anderledes under de Allierede, ligesomdisse ikke give Svenskerne noget efter i Henseende til Blodsudgydelse og Voldsomheder. I det Hele taget findes der i de bevarede Kirkebøger intet Udtryk for særlig Forbitrelse mod de Svenske; men des hyppigere træffe vi saadanne Udfald mod de Allierede i 1659. Præsten i Grimstrup noterer sit Tab af Heste og Vogn uden at benytte sig af stærke Ord; men naar den samme Mand taler om Forbundsfællerne, kalder han dem „de fremmede Gæster, som Gud haver sendt os. hid ind til at straffe vore Synder retfærdeligen". Og den veltalende Præst i Vinding og Vind skriver om Aaret 1659: „Hvor megen Fare
og Bedrøvelse vi have udstanden For disse smaaes
Skyld r) haver Gud visseligen sparet os Røven og Plyndren
paastod dette Sommer i elleve Uger. Af en Optegnelse i Todbjerg Kirkebog se vi, at Bønderne benyttede Kirkerne som Gemmested for deres Gods i et forfængeligt Haab om, at Stedets Hellighed skulde holde Røvernes Hænder borte derfra. Men det viser sig, at ikke en Gang de indfødte Tyve have ladet sig skræmme af denne Foranstaltning, langt mindre de fremmede. 1) Præstens Bemæiknintror ere indførte mellem Fortegnelser over døbte Børn. Side 547
3die og 4de Søndag i Advent „lader Rasmus Povlsen lyse efter 2 Kaaber, 2 Sengklæder, 2 Par Lagen, 4 Pudesvaar, 1 Klædetrøje og noget, som var købt til hans Kone til en Trøje; alt det var i en ny Sæk, som hans Broders Navn stod paa. Herforuden blev stjaalen fra hans Broder Jørgen Povlsen 2 Sengklæder og 1 brun Klæde Skørt, som der var i. Item den Tyv, som
gik udi Jørgen Povlsens Skrin og Alt dette blev
tagen, førend B randen burgerne Samtidig „lader Kirsten Smedkvinde lyse efter en ny Engelst Kaabe, 2 Skørter, 1 blaat og 1 brun, et nyt Snørliv af Bommersie, en Smaalagen, et nyt Haandklæde, var 4 Alen langt, en ny Pude, som alt. var i en Sæk paa Kirken, foruden det, som blev stjaalen paa Vab ens-Loft et. Den Nat, førend de Brandenburger drog her fra Byen, blev stjaalen fra hende en ny Sæk, som var 5 Skp. Rug udi. Sækken kunde ellers gaa 10 udi." Endelig lyser
Jens Skomand og Jens Hansen hver Men selv om der ingen Røven og Plyndren havde fundet Sted, vilde Underholdningen af de fremmede Hære være tilstrækkelig til at ødelægge Landet. Det lære vi af Præsten i Ullits og Fovlum, der i Begyndelsen af 1659 har benyttet sin Kirkebog til Regnskab over sine Udlæg til de Indkvarterede. Regnskabet omfatter knap 6 Uger, fra 31te Januar til 10de Marts; men denne Tid har været tilstrækkelig til at ødelægge baade ham og Sognene. Det er ført paa en Blanding af Latin og Dansk, og ovenover har han skrevet: „Sit pax in terns nostris et prosperitas in palatiis nostris. Amen!" — et 1) Bitrse = Bistok, Bistade. Side 548
Ønske, som han
ikke selv oplevede at se virkeliggjort. Den 28de Januar fik han en Hr. Hoffmann i Kvarter,og senere fulgte flere Ryttere efter af Grev von der Naths Regimenter. Den 31te Januar sluttede han Accord med Hr. Hoffmann om at levere 2 Tønder 01 hver Uge samt Hvedebrød til Hr. Hoffmanns Bord: „Nil ultra." Den første Tønde 01 leverede han samme Dag, og snart kan han notere, at 4 Tønder ere fortærede. Den 15de Februar maatte han brygge 8 Tdr., og den 23de igen 3 Tdr. 01. I Løbet af de 6 Uger havde han 3 Gange Bud i Viborg for at købe Humle (lupullus). Ved Siden af Øllet nævnes ogsaa Brændevin eller „vinum adustum" og navnlig en Mængde Vin. Den 14de Februar anfører han „vinum" uden Angivelse af Kvantum. Den 15de: „Optaget efter har.s Begæring Flaskefoderen fuld af Vin, er 20 Potter." Den 17de: „Vinum pro 2 Dir." Den 21de: „Vinum in Flaskefoder et una tonna." Den 9de Marts: „Vin for ottende Gang." — Af Spisevarer maatte han især købe Fisk, navnlig Sild (haleces), der forekommermeget jævnligt; fremdeles Aal, Helt og Ørred. Endvidere købte han Salt, Smør, Risengryn. Sæbe og Tobak (tubachum} og endelig en Mængde Kryderier: Safran, Nelliker. Ingefær, Peber, Kardemomme og Muskatblomme.I Regnskabet forekommer endvidere saadanne Udgifter som „ad milites confoygenses 10 #". Da denne Post opføres umiddelbart efter en Meddelelse om, at han havde været i Viborg for at gøre Indkøb, have disse Soldater maaske ledsaget ham som Bedækning. For at skaffe Penge til alt dette maatte han sælge bort baade Korn og Løsøre: „Den 14de Februar fik han min Vogn for 16 Rdlr., anlovet med Haand og Mund", og Rug og Side 549
Hvede vandrede ugentlig til Viborg, snart „til Speeeri", snart „til Fisk". Den 10de Marts afslutter han Regnskabetmed følgende Ord: „Nu haver vi, siden Rytterne kom hid, brygget i ni Gange 16 Tdr. Øl1).l1). Bønderne i disse tre Landsbyer have givet i Penge 30 Daler. Nu ere mine Sogne ødelagte i Bund og Grund (jam funditus eversæ sunt parochiæ meæ)." Præsten skar derefter Struben over paa sig selv2). Naar vi gennem Kirkebøgerne følge ForbundsfællernesUdbredelseover Jylland, viser det sig, at Polakkerne udelukkende have holdt sig til Østkysten. Vi træffe dem naturligvis i det stærkt udsatte Kolding, hvis gamle Kirkebogfra1635, „Matriculæ Ecclesiæ Goldingensis", viser saa mange Spor af Krigens Voldsomheder og Pestens Hærgninger. I Sommeren 1659 begravedes her „en UngkarlafHeiselbalge, som blev skøt af Polakkerne udi Søren Haards Boe og deraf død, 26 Aar"; senere „en Karl, ihjelskøt af de Polakker, der han af Ukyndighed deres Vagt paakom", og atter: „Povl Lamme, ihjelskøt af Polakkerne". I samme Kirkebog træffe vi ogsaa Vidnesbyrd om Kampen den 26de Juni, da de Allierede forsøgte en mislykket Overgang til Fyen. Saaledes begravesden30te Juni „en polsk Panna med stor Pomp og Spærres Brydelse". Denne Panna er formodentligden„Gnisus Ghristophoms de Russia, Regiæ Majestatis Poloniæ Garneiki Rithmagister", til hvis Minde der endnu opbevares en Fane i Kolding Kirkes Vaabenhu s3). Og hvori den „Pomp og Spærres Brydelse" har 1) Bynæ (?). 2) Wibergs Præstehistorie. 3) Tauber: Breve fra Kolding, S. 27. Side 550
bestaaet, som nævnes ved hans Begravelse, kunne vi faa at vide af en udførlig Beretning om en lignende polsk Begravelse, som ved samme Tid foregik i Aarhus Domkirke1). Den Iste Juli begraves i Kolding to andre Officerer: „Oberstlieutenant Johan Badenhaupt, skøt for Middelfar den 26de Jum og døde næstfølgende Dag til Husfogdens, 53 Aar% og „Major Krachow under de Brandenborgiske". Mikkelsdag 1659 begraves atter en af Polakkerne i Kolding. Fremdeles træffe vi dem i Kollerup og Øster Snede nord for Vejle, i Hvirring vest for Horsens . i Odder og Maarslet og i Aarslev syd for Randers, hvor det meddeles, at en Mand fra Byen, som var død i 1659, maatte føres helt til Hornslet for at blive begravet „formedelst Polakkernes Haardhed"; endeligiVejlby ved Grenaa, hvor de allerede nævnes den 16de Februar 1659, da tre af dem vare tilstede i Kirken. Sammen med Polakkerne maa vel ogsaa nævnes den „Tøreh", der blev udlagt som Barnefader af en Pige i Skødstrup. — Nord for Randers høre vi intet om Polakkerne;kunhelt oppe fra Vendsyssel kommer et enligt Vidnesbyrd af tvivlsom Art. Det er fra Hammer Sogn, hvor Præsten ved et uægte Barns Daab skriver i Kirkebogen:„Ogbeskyldte hun at skulle være Fader til dette Barn en Pollacke ved Navn Peder." Det ser næsten ud, som om ogsaa Præsten betvivler, at denne Peder har været en Polak. — Det vestligste Sogn, hvor vi træffe Polakkerne omtalt, er Vester Velling mellem Viborg og Randers. Den Notits i Kirkebogen, som giver os Oplysning om deres Tilstedeværelse her, er dog saaledesmedtagetaf Fugtighed, at kun enkelte Ord kunne 1) Marmoifi Danica 11. 98. - Jyske Saml. VII, 195. Side 551
læses: „Skut . . . mordiske Viis . . . kaldtes Wentzel, et fromt Gemyt, en Polak." Bemærkningen om, at denne Wentzel var „et fromt Gemyt", er den eneste anerkendendeYtringi Kirkebøgerne om vore Forbundsfæller. Brandenburgerne udbredte sig over ost- og Midtjylland, men baade mod Nord og Vest gik de leengere frem end Polakkerne. De naevnes lige som disse i Kolding, oster Snede, Maarslet, Todbjerg og Vejlby, hvor de endogsaa kom for Polakkerne. nemlig den 2den Februar 1659. Men desuden naevnes de i Viborg og flere Steder i Himmerland, saaledes i Aars, Store Brondum og Gunderup. Paa Vestkysten forekomme de i Lemvig saint den ene Gang i Ribe, da Kurfyrsten naevnes som Fadder. Nord for Limfjorden haves kun et enkelt, usikkert Vidnesbyrd oin dem. Deter i Skjoldborg i Thy, hvor en Pige til Barnefader udlsegger „en Karl, som de Brandenburger havde slaget, saa at han var deraf dod"l). De Kejserlige holdt sig væsentlig til Vestkysten. I Grimstrup og Aarre havde en Afdeling af dem under Oberstlieutenant Albert von Thas deres Kvarter i Januar 1659. Flere af de fremmedes Børn bleve døbte af Præsten i denne Tid, ligesom der ogsaa døde et Par af Soldaterne: en blev begravet paa Kirkegaarden, en anden nedlagt i en Kaalgaard. Senere træffes de Kejserlige i Estvad, Borbjerg og Stadil samt i Vinding og Vind, hvorfra vi som sædvanlig faa de fyldigste Oplysninger: 1) At der blev udskrevet Kontributioner til de Brandenburgske saa langt nord paa som i Hvetbo Herred (Secher: Om Vitterligheden S. 49), beviser jo ikke, at de selv have været deroppe. Side 552
„Den 4de Februar Anno 1659 kom det kejserlige Regimente, som kaldes det alte Czarniske, til Kvarter udi Uldborg Herred, og fik Vinding Baron Pet. Albert de la Fosse hans Kompagni i Kvarter, 124 Heste stærk.. Vind Sogn fik et Kompagni, som en reformert Oberst]ieutenant, cognomine Smit, kommanderede og var 105 Heste stærk. Deraf blev Vind Sogn saa forarmet, at det aldrig mere synes at komme paa Fode. Den Gte Maj bortmarscherede det kejserlige Regimente, kaldes der alte Garniers. Paa Bd.ie Pinsedag [o: 24de Maj] angik den store Marschering rundt om os. Gud bevarede os dog uden stor Skade, alligevel vi vare bart deran." Udenfor Vestjylland træffes de Kejserlige sammen med Brandenburgerne i Himmerland. I Nørholm blev saaledes en Kvartermester af Grev von der Naths Regiment ihjelskudt af en Rytter ved Navn „Frarara", og det var ligeledes Ryttere af samme Regiment, som paaførte Præsten i Ullits hans mange Trængsler. Nord for Limfjorden nævnes de Kejserlige ikke, lige saa lidt som i Østjylland syd for Mariager -— dt>g med Undtagelse af Kolding, der jo laa paa alles Vej, og hvor de forbundne Tropper samledes ud paa Efteraaret til et fornyet Angreb paa Fyen. Ned mod dette Hjørne af Jylland gaar nu de allieredeHæres Strøm ligesom tidligere de Svenskes, og det øvrige Jylland befries efterhaanden for deres Nærværelse. Endnu i Avgust træffes de dog i Viborgegnen, idet en Kvartermester, som laa i Skern Mølle, den 14de Avgust blev ihjelskudt af en Rytter i Viborg. Men det er et Tegn paa, at Hærene samles, naar Præsten i Harte og Bramdrup ved Kolding skriver den 7de September, at Gudstjenesten paa denne Dag blev forhindret i begge hans Sogne af Hærenes Gennemmarsch (concionem utrobiqueMavortis Side 553
queMavortisimpediunt transitus).
Dog var det først Saaledes var Jylland endelig befriet for de besværlige Gæster, og hvad der efter den Tid forekommer om Krigens Gang i de jyske Kirkebøger, er kun en Genklang af Begivenhederne paa den fjernere Skueplads. Mærkeligt nok har ikke nogen af Bøgerne et Ord tilovers om den afslaaede Storm paa København, medens flere af dem have fundet Anledning til at mindes Slaget ved Nyborg. Med en Beretning om dette Slag slutter Præsten i Vinding og Vind sine Optegnelser, og i Kirkebogen for Vester Velling findes følgende Randbemærkning, der dog er skrevet med en anden Haand end den sædvanlige „NB. Die 14de Novbr. Gonflictus in Fionia penes Neoburgum, in qvo occubuit Svecus, laus Deo in æternum. Totus ejus exercitus cæsus et captus est, exceptis Graff von Sultzbach Generalissimo et ejus Legato Generali Horn2) cum unico famulo buccinatore." Men ogsaa direkte Virkninger af dette Slag naaede over til Jylland. I Kolding begraves den 29de November en Fændrik Ulrich von Wichenfeld og en Lieutenant Hans Wolsch, der begge vare „forbievne i Slagtning ved Nyborg". Og helt oppe i Thy træffe vi Kampens Spor, naar Præsten i Skjoldborg slutter Listen over de døde i 1659 med følgende Ord: „Noch
derforuden døde Ærlig og Velbyrdig Mand S. 1) Fridericia, 451. 2) Skulde vaere Stenbock. Horn blev fanget med de andre (Pufendorf, 568). Side 554
Mogens Høg til Tuodbøl, paa den ste Dag efter at hånd var dødelig skut og saaret i Striden mod Rigens Fjender, i Oden[se] i Fyen, Anno 1659 den 14de November1). Gud give hannem med alle hellige udvalde en glædelig og ærefuld Opstandelse paa den Store Jesu Ghristi AabenbarelsesDag." 1) Tallet er tilføjet senere og passer heller ikke med hans Dødsdag. |