Kampen mellem kongerne Sven og Valdemar 1157. II. *)

1 et afsnit om „slaget på Grathehede" har prof. Steenstrup i sin bog om „vore folkeviser fra middelalderen" imødegået min afhandling under ovenstående overskrift; han ender med denne udtalelse: „Jeg tør vistnok bruge det udtryk, at syv og syvsindstyve grunde på den mest uomtvistelige måde godtgøre, at slaget stod på Grathehede, og at ingensomhelst grund taler for, at det ikke skulde have stået her." Dette må opfordre mig til i større udførlighed at komme tilbage til den af mig fremsatte opfattelse.

At kilder, som står begivenheden nær, henfører kampen til Gradehede, derom er det let at komme til enighed; slaget opnævntes vistnok meget sjiart efter dette sted 1). Når jeg altså har troet alligevel at måtte fravige dette, må der selvfølgelig være tvingende grunde tilstede, som kræver en opgivelse af navnets nærmest

---

*) Sml. Hist. Tidsskrift, (i. række 11.

1) Saxo syncs at kalde hele krigen i Jylland for „Gi'adefejden^v, bellum Grathicum. S. S9<>, 911 (belli Grathici temporibus).

liggende fortolkning, og netop dette er efter min mening
tilfældet.

At der overhovedet kan være tale om at rejse tvivl imod den fulde korrekthed i samtidens benævnelse af et slag, tror jeg ikke man vil bestride. Der er meget ofte noget tilfældigt i dette navn, hvad der jo bl. a. tilstrækkeligt fremgår af den omstændighed, at samme slag opnævnes efter forskellige lokaliteter, således at dog i reglen et af navnene før eller senere vinder overhånd. Og intet kan være rimeligere. Et slag kan indledes fra forskellige punkter, det kan have flere kritiske momenter og det kan sprede sig vidt omkring; der vil i disse tilfælde være noget vilkårligt i navnet, som senere atter kan påvirke traditionen om selve kampen. Således antager jeg, at slaget 1157 har været benævnt forskelligt, måske slet ikke efter lokaliteter, indtil nogle år hen i tiden den hovedbegivenhed, som knyttede sig til det, kongens fald på Gradehede, trådte mere og mere i forgrunden og gav det navn.

Det kunde så meget lettere komme således, som Kong Sven virkelig havde kæmpet på Gradehede, nemlig i året 1151, således som jeg i min første afhandling har påvist. Fortællingen om denne kamp giver os et klart billed af disse forbitrede sammenstød i borgerkrigene. Ved nattetid forlader Sven Viborg for tidlig ved daggry at kunne overraske sin fjende ved Gedbæk på Gradehede.De kæmper en tid med stor forbitrelse, indtil så Sven sejrer og begynder forfølgelsen sydpå. Denne fortsættes, som det synes, det meste af dagen; Sakserne trækker sig i god orden tilbage. Endelig tror de at have fred og imod natten går de i kvarter i en eller anden by. Men forfølgerne opsøger dem i deres nattelejeog

lejeogdræber dem. Hvor langt denne forfølgelse har strakt sig, vides ikke, men der er sikkert tale om store afstande og et meget langt ridt. At slige langvarige og hårdnakkede kampe ikke hørte til undtagelserne i borgerkrigene,ligger i sagens natur. Riget var ikke så meget delt efter lande, hvert med sin konge, således som man ofte tidligere tænkte sig det som en nedarvet modsætning mellem Jyder og Øboer osv.; dette kunde vel forbigående spille en rolle, men i det hele og store grupperede man. sig om de kæmpende konger efter hensyn, som unddrager sig enhver nøjere prøvelse. Kun ses det tydeligt, at slægtskabs forbindelser og alle muligepersonlige forhold her spiller en fremtrædende rolle, og det er tydeligt, at alle mulige modsætninger ved sådannelejligheder kom op: gammelt nag mellem herreder,sysler eller lande, fjendskab mellem personer og slægter, ligesom jo den politiske agitation træder klart for dagen og i årenes løb forandrer partiernes stilling på en ofte påfaldende måde. Når derfor større eller mindre hære kommer til at stå overfor hinanden, udkæmpes der tillige en række hadefulde tvistigheder mellem enkelte mænd eller enkelte grupper; et sådant slag må have frembudt et helt andet billed end en kamp med rigets fjender, i hvilken dette personlige moment manglede.

I denne betragtning søger jeg muligheden, og en nærliggende mulighed for, at den sidste kamp mellem Sven og Valdemar, i hvilken så mange års had og forbitrelse,skærpet ved de sidste begivenheder, mødtes til en endelig opgørelse, har strakt sig over et så stort områdeog er løben ud i så mange særkampe, efterat hovedsammenstødet havde fundet sted, så den har fået forskellige navne, indtil det mest betegnende, efter kongensdrab,

gensdrab,blev slået fast1). Jeg skal dernæst gå over
til at påvise, at denne -mulighed i det foreliggende tilfældeer
en virkelighed.

Af samtidige eller næsten samtidige kilder har kun Saxo givet en anskuelig fremstilling af slagets og det hele felttogs enkeltheder. Kun Knytlinga fortæller det noget udførligere, men med en række almindelige talemåder uden individuelt præg; de selvsamme udtryk kan bruges om enhver anden kamp, som man ikke véd nærmere besked med og dog vil sige noget om. Dertil indskydes fortællingen om en drøm, i hvilken kong Valdemar så sin fader, den hellige Knud Lavard, som lovede ham sejr og til jertegn lod en ravn flyve op foran ham. Dette sagn synes opstået af det historiske træk, Saxo har opbevaret, at talrige flokke af ravne på slagdagens morgen slog ned over hæren, hvad del' jo efter gammel tro var et lykkeligt varsel; men det havde sit ældre forbilled i fortællingen om Magnus den gode, hvem faderen, den hellige Olav, på Lyskovhede lovede sejr over Venderne²). Knytlinga er ikke dårlig underrettet om hin tids historie, den har opbevaret flere værdifulde træk fra selve felttoget; men skildringen af slaget bærer præg af at være formet frit over det givne navn „Gradehede". Fortællingen om kongens fald er uforenelig med Saxo.

---

1) Der synes i ældre tider at have været en vis tilbøjelighed til at opnævne de store slag efter „heder", o: træløse sletter, som mest skikkede til kamppladse, f. ex. Lyrskov hede, Lo hede, (navne som ellers ikke kendes), Tap hede osv. Selv i vor tid hører man ofte tale om en Isted hede. Rent militært er man tilbøjelig til at opnævne slaget efter de faste stillinger; således kalder Detmar slaget 1389 „ved Akseval".

2) Knytlinga 371 (sml. 207). Saxo, p. 733, anm.2. Heims-Kvingla, Magnus G. k. 28.

Går vi derimod over til denne forfatter, da er hans udførlige skildring af felttoget og selve slaget helt igennem sammensat af anskuelige individuelle træk; der er ikke spor af almindelige talemåder, selv de jævnligt forekommende bevægelser omtales i bestemte ejendommelige træk således, som de netop ved denne lejlighed gik for sig. Og der er ikke mindste grund til at tro, at forfatteren her har villet give andet eller mere end hvad han havde erfaret af pålidelige hjemmelsmænd; der er i hans fremstilling ingen tendens til at forherlige sejrherren eller lignende, han er simpelthen historisk fortæller, optagen af at vise, hvorledes denne følgerige begivenhed udviklede sig og afsluttedes, således som ældre mænd endnu kunde mindes det, træk for træk, og vistnok ofte kom tilbage til at fortælle om. Ingen som har mindste sans for anskuelig historisk fortælling i modsætning til talemåder og ordfyld vil være i tvivl om, at prisen her bør gives Saxo og at der ikke kan være tale om at vrage hans positive meddelelser til fordel for sagaens

Lad os altså begynde med kongens drab. Om dette bemærker prof. Steenstrup: „Der står endvidere, at den bondehob, som dræbte Svens ledsager og derpå kongen selv, var kommen for at søge bytte. Men så meget er dog vel givet, at bønderne ikke gik ud for at lede efter bytte o—Go^—G mil fra valpladsen."

Denne gengivelse beror dog på en misforståelse af Saxos ord. Jeg har i min afhandling gengivet hans fortælling således: „Han gribes af bønder, der søger bytte hos den herreklædte mand og fælder hans sidste ledsager." Mere indeholdes der nemlig ikke i forfatterens ord: „quidam suorum .... ab agrestibus indagandæ

prsedse gratia supervenientibus .... appetitus occubuit." Der er her ikke tale am en valplads, som afsoges; det er landevejsrovere, der overfalder de to udmattede maend, hvis ydre lover clem bytte. Havde Saxo fortalt os om et par maend, som gik i pilgrimsfeerd, men undervejs blev overfaldne og draebte for at udplyndres, kunde han have brugt de samme udtryk. At der alligevel er en forbindelse med det nylig udkeempede slag, er meget sandsynligt, og jeg har da ogsa selv antydet det. „Modet faridt sted langt fra den egenlige valplads" , hedder det i min afhandling (s. 630); B^bondehseren var alt i oplosning, mange var ved at drage hjem, liver til sit, sa man kunde mode enkelte hobe pa alle de omliggende veje .... Deter en tilfseldig hob, der far oj'e paa ham; slaget har sat lidenskaberne i bevsegelse og man er straks rede til at angribe ham for byttets skyld. Sa ligger hans udplyndrede lig, til bonderne fra de naermeste garde tager sig pa at begrave det." Saledes har jeg tsenkt mig at deter gaet til, idet jeg gar ud fra, at menneskene til alle tider har vseret ointrent som i vore dage; efter et blodigt slag loses ligesom alle band for en maengde mennesker og de bliver halv utilregnelige i deres handlinger. Men er denne opfattelse ikke rigtig, sa bliver Saxos tydeligeord tilbage: „bonder, som overfaldt ham for at soge bytte".

Kong Sven faldt altså på Gradehede, i nærheden af det kapel, ved hvilket hans grav fandtes, i alle tilfælde ikke nærmere ved nogen anden kirke. Sæt nu at kampenhar stået på Gradehede, hvor er da den mose, i hvilken han satte sin hest og sine våben til og hinsides hvilken jo valpladsen må søges? Gradehede er i det længste henved 2 mil i nord og syd og betydeligt smalereog

lereogkapellet ligger omtrent midtvejs i den første retning på hedens østlige side. Gradehede er en temmeligjævn flade uden store mosedrag og sådanne siges kongen jo at være kommen over; han har vel ikke uden nødvendighed vovet sig ud i dem og de må altså have spærret hans vej, have været for udstrakte til at komme uden om. Allerede ved denne omstændighed tvinges vi udenfor heden, hvis vi vil fastholde forestillingenom en kamp mellem store hærmasser.

Så kommer hertil kongens overvældende træthed. Prof. Steenstrup indvender herimod, at vi ikke kender hans „legemlige disposition på kampdagen, han kan have været træt og mat fra de foregående dage, han kan have deltaget voldsomt i slaget, han kan have fået alvorlige hug og stød i kampen, som kande besværliggøre ham alle bevægelser. Hans hest har vel desuden forædt sig som alle de andre heste; mosedyndet havde tynget hans lemmer, siger Saxo, kort sagt, der er hundrede muligheder at regne med, som kunde gøre ham enhver flugt besværlig."

Der er ganske vist en abstrakt mulighed for alt dette; men konkret betyder det sikkert intet. Kong Sven havde frivillig indladt sig på dette slag; det var ham personlig, der angreb om morgenen, efterat han lige forudhavde besluttet at modtage den tilbudte kamp. Denne var kortvarig (Svenonici levi negotio victi) og der forlyder intet om at han fik sår eller slag. Men en sådanomstændighed kunde Saxo efter hele sin fortællings karakter ikke have forbigået; man tænke sig en nutids forfatter fortælle om en konges flugt og fald uden at nævne et sår, hvis virkninger forårsagede en unaturlig udmattelse og derefter følgende overvældelse! Til sammenligningkan

menligningkanjævnføres Valdemars flugt få måneder i forvejen, fra Roskilde til Fjermeslev. Hårdt såret måtte han ile afsted til fods; udmattet, fuld af lidelser, lærte nødvendigheden ham at komme afsted; han kom omsider op på en hest og fortsatte sin flugt, indtil han, før daggry, nåede Absalons hjem. Først her fik han låret forbundet og tilbragte nu resten af natten her¹). På-Svens flugt tales der imidlertid ikke om sår og lidelser;efter Saxos fortælling er det selve flugten og udelukkendeden, som udmatter kongen. Mosen, som han skal over, tvinger ham til at opgive hesten og sin hærklædningog den senere vandring berøver ham de sidste kræfter. Fornuftigvis må der da være gået store anstrængelserforud, siden den samme „nødvendighed", som overvandt Valdemars træthed og lidelser på Sjælland,ikke formåede at få ham til at flytte en fod mere.

Vi kommer nu til Saxos skildring af valpladsen. I denne skildring møder vi da først det høje stavregærde om en kornmark, som hindrer rytteriet i at komme til træfning, indtil fodfolket får det hugget ned; deri ser

---

1) Saxo p. 727: Interea Valdemarus, dups duntaxat e suis casu comites assecutus, gressum, femoris debilitate negatum, vitæ cupiditate, provexit. Igitur incedendi usum, vulnere debilitatum, a necessitatis violentia mutuatus est. Adeo corporis dolores animi metus extenuat. Deinde sequaciutn ope equo impositus .... post eum (Absalonem) contendit. Adeo corpoream ipsius debilitatem duratrix infirmitatis humanæ necessitas contbrtabat. Illic (i A.'s hjem) procurato vulnere femoreque fascia circumligato, noctis reliquias exegit. — Den tilbagelagte vej var omtrent 5 mil; A^red overfaldet i Roskilde var lysene tændte (kl. 8—9?);8_—9?); solen stod op den næste morgen kl. 414¹/₂.

jeg bevis på, at vi er i en frugtbar egn og ikke på en
hedeslette; markgærderne opgaves efter høsten, men
her stod kornet endnu ude.

Herimod bemærker nu prof. Steenstrup, at „dette intet somhelst kan bevise med hensyn til høsten. Vi have jo ingen oplysning om, at hint gærde hørte til dem der skulde fjernes. Der var gærder i tusindtal, som ikke borttoges; det hele Danmark gjordes ikke ved høstens ende til én stor åben slette, hvor kvæget kunde gå, hvor det lystede. Landsbyen var til eksempel afgrænset ved gærder mod nabolandsbyen, for så vidt ikke særlige forhold fandt sted, og en mand kunde eje enemærker, som aldrig gik ind under den fælles fælled. Ja, der er den allerstørste sandsynlighed for, at her netop er tale om et sådant grænsegærde. Herhen peger dets særdeles solide beskaffenhed, og der var jo dernæst al mulig anledning til at sætte bom for at kvæget løb ud på heden eller i mosen. Dette passer netop fortræffelig med hedeegnen og med grænselandet mellem heden og det opdyrkede land." (Side 224.)

Der er noget i høj grad elskværdigt i den frejdighed,
hvormed prof. Steenstrup her går løs på de virkelige
forhold til gavn og glæde for sin foruddannede mening.

Saxo kalder det pågældende gærde: „sepes frugum ambitrix" (en indhegning der omslutter sæden^l)); det er dog mærkeligt herom at sige. at dette „netop" er et bygærde og intet vanggærde.

Men selv om Saxo ikke havde brugt dette bestemte
udtryk, vilde vi have været fuldt berettigede til at forstådet
som et kornmarkgærde, og det af den meget

---

1) Udgiverne forklarer: (sepes) segetem sive campum frugum feracern ambiens. Pag. 7H3.

gyldige grund, at vi mangler alle efterretninger om at der fandtes andre. Hvor lidt man tænkte på at „sætte bom" for kvægets vandringer ud i overdrevet eller til moser og vandhuller, kender vi tilstrækkeligt fra forrige århundredes agerbrug; når man endnu i vor tid har så ondt ved at lukke for mergelgrave, skønt de stadig kræver ofre af dyr og mennesker, kan man ikke undre sig over, at der i fællesskabets tid ikke findes antydning af sligt; på bymarken måtte hyrden være hjordens forsyn, i overdrevetvar den som oftest helt overladt til sig selv og de instinkter, der er langt mere udviklede hos det ukultiverededy r¹).

Hvad derimod grænsegærder angår, da kendes de ligeså lidt som en selvstændig art. Der er i lovgivningen mange bestemmelser om „markeskel", cl. e. grænsen mellem to bymarker. Efter Jydske lov (2,21) afgøres stridigheder om det ved sandemænds ed eller derved at „kongen rider markeskel" ; men, siger loven, „forsigtigere er det dog at markeskel sværges end rides, fordi at dem er det altid bedst kendt, der næst sidder". Skellet var altså ikke afmærket ved en sammenhængende synlig linje, det bestemtes tvært imod, som talrige breve udviser, ved vandløb o. 1., og over den åbne mark var det „stablet" med „stok og sten", o: pæle og nedgravede stene, selvfølgelig i større eller mindre afstand fra hinanden. Et enemærke kan enten være stablet eller indgrøftet. — Samme forhold omtales endnu hos Arent Berntsen, „Danmarks og Norges frugtbare herlighed", 3. bogs 3. part, 5. kapitel (side 469 ff.).

---

1) Sml. Povl Hansen, Bidrag til det danske landbrugs historie (f. e. side 99 ff. o.fl. st).

At disse markeskels mærker nu ikke har været forbundne med gærder, ses tilstrækkeligt af Jydske lovs bestemmelser om „gærdsel" (gærdesætning). Hovedreglen er her, at der i foråret gærdes omkring „vangen", o: den med vinter- eller vårsæd tilsåede fællesmark, medens „fanget" ligger til græs. Her kan nu det tilfælde indtræde, „at én bys fælled falder imod anden bys hegned" : „da skulle hine, der fælled eje, rejse halv gård med hine, der vang eje, og således holde jævned, fordi at de der nu have fælled, de få ad åre hegned og behøve slig jævned" (3,58).

Har begge byer fælled eller begge kornvang op til samme skel, er det ikke nødvendigt at sætte gærde. Loven synes ikke at tænke sig stridigheder, fremkaldte ved kvægets overskridelse af en fælledgrænse, afgjorte ved rettergang, medens den har nøjagtige regler for ethvert brud på gærdets ukrænkelighed. At fare i anden mands „ager" med hjord er „fuldt hærværk" og straffes med 40 marks bøde; at fare i eng straffes med 3 mark (3,48.49). At der iøvrigt foruden „vanggården" også findes abild-, toft- og kålgårde, skal kun nævnes: „dem skal hver mand sig selv vare med sin egen gård, om han vil have dem i hegned for alskens fæ" (3,60).

Hvilket omfang den årlige gærdesætning havde endnu i forrige århundrede, da man dog havde begyndt at anlægge stenhegn og jordvolde (med levende hegn), ses af „Danske Atlas" (I 420 fl.), hvor Pontoppidan omtaler den som en fordærv for skovvæksten, især for ellekrattene: „Gærdets årlige hugst", hedder det her, „er egenlig den rette grund til mangel på det brændeved, som kunde haves i overflødighed .... Disse gærder er det, som gør os en übodelige skade ved den årlige udvisning, for

hvis skyld ellebusken knap kan blive sa stor, at deri
fmdes en stavr af arms tykhed, forend den ma afhugges
.... Der er den herregard som ikke slipper med tusende
Ises til sine egne fang og rnaske lige sa meget til bondebyernes
hegning. Ja, jeg ken der en liden selvejergard,
som bruger hvert forar i det allermindste 100, undertiden
150 lees ellebuske til sine jorder, endskont samme
havde balvandet tusend favne stenmur, i hvis mangel
der vel behovedes 300 lees."

Af Saxos udtrykkelige angivelse (sepes frugum ambitrix), der stemmer med, hvad vi iøvrigt véd om hegnsætning på den tid, fremgår det altså, at det gærde, rytteriet stødte på, var et vanggærde; der siges at det havde høje og spidse stavre (palorum eminentia acumina). Der tales endvidere om markernes rigdom på korn (übertas agrorum). Dette tyder på en egn, hvor kornavlen er af fremtrædende betydning og hvor der er rigeligt med skov og ris. På det samme tyder den ualmindelig sene høst; thi det forholder sig virkelig ikke som prof. Stenstrup mener, at en våd høst især er vanskelig på de lette jorder; det modsatte er som bekendt tilfældet, det er især de bakkede skovegne, som kommer bagefter.

Den anden omstændighed, som taler afgørende for, at slaget stod i en bakket eller skovrig egn og ikke på en træløs hedeslette, er omtalen af hærens størrelse. Saxo siger derom: „Adeo quippe copiis creverat (V.) ut ne a decima quidem exercitus parte signorum ordines prospici potuissent"; d. e. „så stærkt var hans hærmasser forøgede, at „signorum ordines" ikke kunde øjnes af tiende delen af hæren". Det brugte udtryk er ikke ganske klart. Vedel gengiver det aldeles frit: „at man

kundc nseppeligen sta pa en sted og se over den tiende part af den (heeren)*; Suhm siger: „ikke en tiende del kunde overse fanernes orden", ogGrundtvig: ,,^ikke tiende parten af folket kunde se deres banner". Dette sidste kunde synes at frembyde den bedste mening. men dette star der ikke. „Signorum ordines" er naermest „fanernes rrekker"; men var fanerne fordelte over hele hseren, synesdetat vsere en underlig bemserkning, at ikke tiende delen kunde overse dem alle. „Rgekker" forudseetter desuden et flertal af fane-grupper, hvad der atter synes overflodigt. Maske ma man ga den modsatte vej og betragte ordines som hovedbegrebet: mekkerne, de militrereafdelinger,saledes at signorum giver dem den neermere bestemmelse: afdelinger med maerker, svarende altsa til det middelalderlige udtryk: „fane" (rytteri), ..fennike" (knaagte) x). Isa tilfselde matte Saxo forstas saledes: ikke tiende delen af den hele haermasse kunde se de regulasre tropper (og hvorledes det gik til i deres kamp). Der sigtes da her til samme modssetning som den, Age Kristjernson fremhaever: Prasterea aciem (Valdemari)contemnipotius quam metui debere, quam non militum robur. sed vulgus inerme construxerit. Men under alle omstcendigheder vidner udsagnet mod det Hade traelose terraen. Og det samme ger fortaellingen om den overraskelse, der i sidste ojeblik for slaget beredteskongValdemar. Han fik pludselig o.je pa en afdelingmedskinnende vaben og mserker, som ingen kendte og som man derfor holdt for fjender. Ved nasvmereundersøgelseviste

---

1) Den romerske sprogbrug kendte talemadev som: n^viginti signorum milites". soldater af 20 faner (afdelinger), hvor da signum star lig ordo (centuria). Madvig, Den rom. stats forfatning og foi-valtning, II 398 tl. 409. 416.

mereundersøgelsevistedet sig dog at være venner og de optoges nu i rækkerne. Alt dette tyder på en egn, der ikke kan overskues, og på vidt spredte hærmasser. Slaget har ikke i fjerneste måde lignet det paradigma, som Knytlinga udmaler med almindelige fraser: „Sisan skipasi Valdimar konungr par hermonnum sinum ok setti par fylkmg ok bjost til orrostu. på så peir ok, hvar for 115 Sveins komings, hann hafAi f)å ok mikit 115 ok sotti pångat å heidina til peirra, ok fylkti hann ok sinu Hsi" osv. v

Men når alle disse træk sammenfattes: valpladsens fra hedesletten vidt forskellige natur, kong Svens sansesløse flugt, indtil en uovervindelig træthed slår ham til jorden, og overfaldet af .en bondehob, der end ikke aner, at denne mand er rigets mangeårige konge, — pånøder der sig os da ikke forestillingen om en kamp, fjernt fra Grade hede og fra det sted, hvor dagens afgørende begivenhed

Vi vender nu tilbage til Saxos fortælling for at se,
hvor da valpladsen rettelig er at søge.

Udgangspunktet for stedbestemmelsen bliver her Randers bro. Nord for åen, i Randers by, ligger kong Sven, syd for den kong Valdemar; broen er afbrudt over strømløbet, så de to hære ikke kan komme til slag; det er Valdemar, som med de tropper, han har, ikke endnu holder sig for stærk nok.

Jeg nødes til på dette sted at rette en alvorlig anke
mod prof. Steenstrups indlæg. Det er langtfra første
gang, men det bliver ikke derfor mere undskyldeligt, at

denne forfatter polemiserer mod påstande, som kun han selv tillægger sin modstander. En sådan polemisk hidsighedforekommer mig at være en plet på enhver videnskabeligdiskussion.

I min afhandling påviser jeg, i modsætning til Saxos udgivere, at den bro, Valdemar brød af efter sig, var broen ved Randers; det fremgår ikke blot af Knytlinga, men også af et senere sted hos Saxo, hvor den samtale, der fandt sted over strømmen, udtrykkelig henføres til „kampen ved Randers" (s. 626). Det samme havde jeg alt påvist for 20 år siden, i en afhandling om Nils Ebbesen, som prof. Steenstrup ved denne lejlighed ligeledes polemiserer imod og altså må have læst¹). Ikke des mindre fremstiller han i sin polemik sagen således, som om jeg ved en tilsnigelse vilde lade Saxo kalde kampen den 23. Oktober for kampen ved Randers, og han fremfører min egen påstand her imod: „det følger aldeles übestrideligt af sammenhængen, at Saxo ikke herved tænker på Grathehedekampen, men netop udpeger et andet tidligere sammenstød. Hvorledes osv." (side 225). Jeg finder denne polemik utilbørlig. —

Kongerne lå altså med deres hære ved Randers, på begge sider af Gudenå. Valdemar er især i virksomhed med at samle folk alle vegne fra, hans hær forøges daglig. Men det er ikke let at føde denne hær og holde den sammen; høstarbejdet er endnu ikke tilendebragt og bønderne vil enten have fat i herremændene og herregårdene elle.r hjem til deres eget. Han må altså snarest mulig lade det komme til en afgørelse.

Prof. Steenstrup mener nu, at der er hengået en

---

1) For idé og virkelighed. 1870, s. 390, 396. Bidrag til Nordens historie i middelalderen, s. 159.

kortere eller længere tid uden egenligt indhold, hvorefter de to modstandere træffer saramen på Gradehede; Knytlingabegynder endog i den anledning et nyt kapitel. Meget overbevisende er dette sidste nu ikke; thi samme kapitel fortæller videre om kongens drøm, hvorefter hans opvågnen kommer i det næste; her er da ikke nogen epokegørende tidsforskel. Efter Saxos fremstilling er en sådan mellemtid med tilfældige bevægelser umulig. Sven, siger han, kunde ikke komme over åen, Valdemar turde ikke; men i samme øjeblik denne forlod stillingen ved Randers bro, var jo overgangen over åen den lettestesag af verden. Valdemar var altså bunden til denne stilling, indtil han kunde eller vilde modtage slag; til at tiltvinge sig overgangen var Sven ikke stærk nok. Det synes at være utænkeligt, at Saxo eller hans hjemmelsmændkan have kendt en stedforandring her uden at omtale den; vilde man forlade en sådan stilling, måtte det være for at opløse hæren eller for at lade det komme til slag. Næppe bryder da også Valdemar op, før stormændeneforlanger en øjeblikkelig afgørelse af Sven: de er ikke til sinds at se på deres ejendommes ødelæggelse. Også Saxos udgivere (P. E. Muller og Velschow) har set denne nødvendige forbindelse mellem de to modstanderes stilling ved åen og det endelige slag. Da de imidlertid troede sig bundne m. h. t. valpladsen (Gradehede), flyttedede vilkårlig brostilligen hen til i nærheden af Viborgx).

Og hvad der således efter sagens natur er det ene
rimelige, fremgår også bestemt af Saxos fortælling. Vel

---

1) Pag.732: Patet ex tenore narrationis, amnem Viburgo satis vicinum fuisse; nam amne superato mox in eum locum devenit Valdemarus, übi prælium cum Svenone iniit.

siger prof. Steenstrup: „Saxo giver ikke den fjerneste antydning af, at det (overgangen) skete i nærheden af Randers; han siger endog ikke, at V. straks efter at være gået over åen opstiller sin hær, men kun at han efterat være gået over åen „beslutter at ville angribe fjenden"." Men dette forholder sig ikke således. Saxos ord er følgende:„Valdemarus tandem gerendi fiduciam belli qvotidianiseopiarum incrementis adeptus, amne alias superato hostem appetere statuit". Her er jo det sidste ord sætningenshovedudsagn: Valdemar besluttede at angribe fjenden; grunden er den, at han har fattet tillid til at kunne optage kampen med sin stærkt forøgede hær, og det første led i udførelsen af hans beslutning er overgangen over åen.

Nu er raden kommen til Sven at tage sit parti. Han ser sin modstander bryde op og det er en selvfølge, at spejdere straks udsendes for at undersøge, hvad det betyder. Det berettes ham, at Valdemar tilbyder slag, han er gået over åen. Men Sven kan ikke derved tvinges til slag, og han er i stærk tvivl, om han skal modtage det. Forudsætter dette ikke, at der endnu er naturhindringer imellem hærene, som gør det muligt for ham nu at stille sig, ligesom Valdemar stillede sig ved Randers? Ser vi på kartet, da er det jo også klart, at Nørå, der forener sig med Gudenå lidt vest for Randers, endnu må være imellem dem og muliggøre en vægring ved at lade det komme til kamp uden nogen vanærende flugt. Intet andet sted kan, såvidt jeg ser, på en så fyldestgørende måde forklare den af Saxo skildrede situation.

Hvad der så fremtvinger Svens beslutning om at
opgive sin afventende holdning, er hensynet til herregårdene.Det

gårdene.Deter sandsynligt, at bondehæren vil spredes, men den vil først og fremmest spredes for at hærge stormændenes gods. Her er der altså kommen et nyt moment ind i handlingen og det er kommen ind ved Valdemars bevægelse; sålænge han lå bunden ved Randersstrand var der ingen fare, men nu er han atter fri i sine bevægelser og denne tilstand må de store have en ende på. Dette bliver da afgørende.

De to konger mødes i en egn, der var überørt af krigens hærgninger. Markerne står med rig sæd, gærderne er urørte, som det kun er tilfældet fjernt fra en soldaterlejr; ja endog ravnene er uvante med synet af de mange mennesker og slår ned mellem afdelingerne, da de rykker frem til slag; mange blev fældede af folkenes spyd. Ingen af parterne er ret orienteret i terrænet; Sven kender ikke sin modstanders opstilling og kaster sig i sit første angreb over en trop letbevæbnede (juventus) på højre fløj, som om det var hærens kærne; de mørkeblå kofter antog han for jernbrynjer. Da det andet stød rettes mod kong Valdemar og herremændene, tørnede man imod det høje stavregærde. Valdemar var ikke stort bedre orienteret, siden han tog en trop venner for fjender.

Hvorledes iøvrigt slaget forløb efter Svens flugt og hans høvdingers fald og tilfangetagelse, fortæller Saxo intet om: det har heller ingen synderlig historisk interesse. Det følger dog vel af sig selv, at hære som disse ikke nedlægger deres våben, fordi en hovedtrop er tilintetgjort,især når denne ikke har kunnet ses af mere end tiendedelen af de kæmpende. Det er derfor sandsynligt, at der er bleven kæmpet længe og spredt, at der har fundet hårdnakkede forfølgelser sted og at det både

denne dag og de følgende er gået ud over de besejrede herremænds ejendomme. Vi har jo i forfølgelsen 1151 og i fortællingen om hvorledes Valdemar i Viborg forgævesmodsatte sig de grusomme henrettelser en målestokfor hvad der kunde præsteres. —

Man vil af det her fremsatte se, at en fornyet overvejelse af alle omstændighederne ved „slaget på Gradehede", selv efter prof. Steenstrups kritik, fører mig til samme resultat som de tidligere, og disse ligger langt tilbage i tiden. Forfatteren udtaler, at han har „syv og syvsindstyve" grunde for sin modsatte påstand; jeg er nu berettiget til at vente, at han næste gang vil fortsætte i kæmpevisestilen og da give mig underretningom, hvor disse syv og syvsindstyve kæmper „sloge deres tjald". Jeg hører nemlig nok, at „det donner under ros"; men indtil videre fristes jeg dog til at sige med kong Nilavs:

hvi have de kæmper deres liv så fal,
at dennem lyster her at stride! *)

---

1) Denne spøg tillader jeg mig kun for at vise prof. Steenstrup, at jeg ikke er ulærvillig. Han siger nemlig om mig i Revue historique (1880 I 126), efterat have påtalt min letsindighed i kildernes behandling: „Son style est plein de verve, mais sans étre exempt pourtant d'une certaine monotonie; et quoique empreint de grundtvigianisme, il n'a pas ce ton humoristique, qui caracterise les grundtvigiens." Denne karakteristik har formentlig større interesse for danske end for franske læsere.