I.

JNaar vi undertiden i tyske Geografier finde Danmark ligesom Holland, Schweiz og andre Lande betegnede som „deutsche Aussenlånder", saa støder denne „Annexion"med Rette i høj Cirad vor Nationalfølelse. Stammeslægtskabet er neppe saa stærkt, som Tyskerne mene; de senere Tiders Begivenheder have gjort os mindre og mindre tilbøjelige til at anerkjende det, og saavel i Handel og Vandel som i Aandslivet er det lykkedes os, bestandig mere at frigjøre os fra den tyske Indflydelse og hente vore Fornødenheder, de materiellesom de aandelige, direkte fra Kilderne. Men søge vi noget opad i Tiden, blot halvandet hundrede Aar, saa maa vi anerkjende, at Danmark den Gang virkelig i aandelig Henseende var at betragte som „em deutsches Aussenland". Allerede i Middelalderens Slutning, men især siden Reformationen vandrede vor Literatur ganske uselvstændig i den tyskes Fodspor, og Tyskland var for os det Mellemled, hvorigjennem alle store aandelige

Rørelser naaede os; vi lærte dem kun at kjende i tysk Form, ofte ogsaa i tysk Sprog. Saaledes ikke mindst da den danske Digtning i det 17de Aarhundrede tog et nyt Opsving under Renaissancens Paavirkning. Denne oprindelig romanske Bevægelse tilegnedes her kun i tysk Forklædning og Udartning. Det frugtbringende Selskab gav Stødet til Pontoppidans og Peder Syvs sproglige Bestræbelser, og de danske Digteres store Mønster blev Opitz; efter hans Regler reformerede Arrebo, Hans Ravn, Søren Gullænder og Peder Syv vor Versbygning; hans og hans Efterligneres kolde, glatte didaktiske og religiøse Digte stode som uopnaaede Forbilleder, hvilke Wichman og Søren Terkelsen nøjedes med at omplante paa Dansk. Hos Bording slog den nationale Humor lidt friere med Vingerne, men kvaltes dog snart i kedsommeligerimede Aviser efter Hamburgeren Grefflingers Mønster. Kingo stod i Tankens Dybde og Fantasiens Kraft ved Siden af eller over alle Tidens tyske Psalmedigtere;men i Formens uægte Svulst blev den anden schlesiske Skoles Poeter hans Læremestre, og endnu mere virkede de paa Povl Pedersen og Hans Lønborg. Det moderne Drama indførtes af en Tysker. Hans Lauremberg;fra Scenen lød Aarhundredet igjennem kun Tysk, og vi kjendte kun Renaissancedramaet i dets platteste tyske Forvildelse, som Haupt- und Staatsaction.

Paa Overgangen til det 18de Aarhundrede røber sig en begyndende Opmærksomhed for den nye Smag og de nye Mønstre i Verdensliteraturen, den franske Klassicisme. Hofskuespillet, Reenberg, Carsten Worm vise Tilbøjelighed til at frigjøre sig fra det tyske Formynderskab,førePoesien uden om Tysklands Grændser og øse umiddelbart af franske Kilder. Først Holberg fuldfører

imidlertid Omslaget, udvider Digtningens Synskreds og kaster hele vor Literatur midt ind i de almeneuropæiske Bevægelser, efter at den saa længe havde vegeteret i en Udkant. Hvad Videnskaben angaar, lærer Holberg endnu af Pufendorf, Thomasius og Leibnitz ved Siden af de engelske og franske Historieskrivere, Bayle, Leclerc, MontesquieuogEnglands Philosopher. Men i Poesien tager han saa godt som intet Hensyn til Tyskland; han nævner næsten aldrig en tysk Digter, end sige at han med Bevidsthed skulde lade sig paavirke af nogen. Dette har to Grunde. For det første gjaldt det nu med et Ryk at løsrive vor Digtning fra den tyske Stamme, paa hvilken den hidtil kun havde været en Snylteplante, og fra hvilken saa megen Vansmag havde bredt sig til den. Skulde den blive national og et Udtryk for moderneAandsliv,saa maatte den ganske bryde med den hidtidige Udvikling, og dertil var Øjeblikket særlig gunstigt.Thi— og dette er den anden Grund — den tyske Digtning havde aldrig staaet lavere end netop paa denne Tid. Den anden schlesiske Skoles Førere, Gryphius, Hoffmannswaldau, Lohenstein, som med al deres Unatur dog havde besiddet noget Talent, vare alle døde i den sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede, og Klopstock, Lessing, Wieland, som i det 18de skulde skabe en ny tysk Digtning, fødtes først, da Holberg alleredevari fuld Virksomhed. Mellemtiden udfyldtes kun af uformelige „Stats"romaner og Hamburger Operaer, og under denne aandelige Tørke stræbte Tyskerne selv at lede fremmede Aandsstrømninger ind: Ganitz, Gottsched,Konig,Wernicke og Neukirch banede Vej for den franske Klassicisme, mod hvilken Hamburgerskolen, Richey,Brockesog Hagedorn, stillede engelsk Følelses- og

Naturpoesi. Men af disse Mænd havde Holberg intet at lære; han stod højt over dem, baade hvad digterisk Talent og omfattende Kjendskab til nyeuropæisk Aandslivangaar,og i Tilegnelsen af dette bragte han alene sit Fædrelands Literatur et godt Skridt videre, end alle hine med forenede Kræfter kunde føre Tysklands. Tyskerne,dernylig havde staaet som vore übestridte Mønstre, have paa den Tid intet at opvise, der taaler Sammenligning med Peder Paars og Niels Klim, end sige med Komedierne, hvor Holberg naaede højest, og med hvilke vi her særlig skulle beskjæftige os.

Før 1722 var der aldrig opført et moderne dansk Skuespil,knap talt Dansk fra et virkeligt Theater; Dramaet var i Danmark en rent tysk Domæne. Men ved AarhundredetsMidte var den danske Komedie bleven et Forbillede for den tyske, og Holberg var nær ved at beherske i alt Fald Nordtysklands Skuepladser. I Løbet af snart et Hundredaar havde Dramaet nemlig ingen Fremskridt gjort i Tyskland; Senecas og den romerske Sølvalders Tragedier i fransk eller nederlandskEfterligning stod fremdeles som Forbilleder ligesomi den anden schlesiske Skoles, Gryphius's og Lohensteins,Dage. Men disse lærde, svulstige og maniererteDramatikere tiltalte ikke Mængden og kom ikke paa Scenen; der herskede den raat og plumpt folkelige Haupt- und Staatsaction eller Hanswurstiaden, medens Hofferne og det lidt mere dannede Publikum kun interesseredesig for Opera i italiensk Stil, hvor det dramatiskealdeles var underordnet det musikalske Element, og Vægten blev lagt paa pragtfuld Udstyrelse og scenisk Effekt. Ingen nye Talenter aabenbarede sig, og der syntes at være indtraadt fuldstændig Stagnation. De

faa Mænd, der havde Øje for Theatrets dybe Forfald, vendte enten som Christian Weise tilbage til den gamle Skolekomedie, som dog var lidt jævnere og naturligere, — eller de søgte som Gottsched Hjælpen ude fra, ved Indførelse af den fransk klassiske Smag. Men de nye Smagsregler hjalp kun lidt, saa længe der ingen Digtere var til at følge dem; Gottsched og hans Hustru maatte nøjes med at stille Oversættelser af franske Tragedier og af Holbergs Komedier i Stedet for Schlesiernes Drama og Hauptactionen.

Under disse Omstsendigheder er det let forstaaeligt, at Holberg, der dog uden Betsenkelighed laante Motiver og Enkeltheder fra den graeske og latinske, den italienske og franske, ja endog fra den spanske Komedie, saa godt som slet ikke har ladet sig paavirke af den tyske, skjendt han naturligvis meget vel kjendte Tysklands dramatiske saa vel som dets historiske, juridiske og philosophiske Literatur. I Digtningen ansaa ban det snarest for sin Opgave at fere sine Landsmaend bort fra Tyskerne, til nye og bedre Menstre. I sin H^Beteenkning over nogle europaeiske Nationer" roser han Tyskernes „Meriter i lserde Sager", hvor andre ofte ose af deres Kilder, „thi skrive andre Nationer zirlig, da skrive de Tyske grundig". Men om deres Smag og Stil falder Domnien ikke saa gunstigud: deres Skrifter „synes snarere at vsere Samlinger end vel indrettede Vserker" , og „det tyske Sprog er i sig selv haardt og vanskeligt, . . . thi ved det, at de skille de Ord ad, som Naturen liar sammenfojet, og tage det forreste og ssette bagest, kan man ikke forstaa noget deraf, ferend man kommer til Enden af Meningen .... Denne Pinebsenk kalde de Tyske Sprogets Zir og Gravitet."Den samtidige J. E. Schlegel vidner i sine Breve

til Hagedorn udtrykkelig, at Holberg ikke forstod meget Tysk og „hat sich um gute deutsche Schriftsteller wenig bekiimmert", en Udtalelse, der dog i alt Fald kun gjælder Poesien og til Dels kan være et Udtryk for den indvandrede Tyskers krænkede Nationalstolthed (HagedornsWerke v. Eschenburg, 1800, V 291—1)2).

Men selv om Holberg saaledes nærmest bestræbte sig for at holde den tyske Digtning paa Afstand og sjelden, om overhovedet nogensinde, direkte søgte sine Forbilleder i den, saa var den dog gjennem Aarhundrederbleven saa stærkt, ja næsten udelukkende efterlignethos os, og var endnu paa hans egen Tid saa udbredt og anset i Danmark, at end ikke en Reformator som Holberg kan tænkes at have holdt sig aldeles upaavirketaf den aandelige Atmosphære, der saaledes til alle Sider omgav ham. Bevidst eller übevidst maa han have faaet Impulser og Motiver ogsaa fra den, og ere disse end übetydelige i Sammenligning med, hvad han skylder andre Literaturer, saa kunde det dog maaske nok for en Gangs Skyld lønne sig at fæste Blikket paa Holbergs Forhold til den tyske Digtning og søge at udrede dets Omfang og Beskaffenhed. Thi medens der lige fra Rahbek, Werlauff, Smith og N.M.Petersen ned til Legrelle,Skavlan o. a. er anstillet saa grundige og omfattendeUndersøgelser om Holbergs øvrige fremmede Forbilleder og Kilder, at der snart ikke kan være mere at opdage, saa glide de fleste af disse Forskere temmelig let hen over den tyske Poesi i den Forudsætning,at her intet Udbytte er at finde. Kun paa et Punkt, med Hensyn til Ulysses v. Ithacia, er den fuldt draget med ind under Betragtningen; ellers er det egentligkun Rahbek, som i sine omhyggelige, men noget

spredte Kildestudier til Holberg, mest i Udgaven af de udvalgte Skrifter 1804—14 og Undersøgelsen om Holberg som Lystspildigter 1815_—17, fæster Opmærksomheden ogsaa paa denne Side af Sagen. Senere have, som man kan tænke, især tyske Forfattere lejlighedsvis antydet en og anden Parallel mellem Holberg og deres egen ældre Literatur; men selv Prutz, Schlenther (og Hoffory) dvæle mere ved den Indflydelse, Holberg har udøvet paa Tyskland,end ved den, han mulig maatte have modtaget derfra. Naar jeg nu optager denne sidste til mere samlet Behandling, er det med den Bevidsthed, at Resultatetfor en stor Del vil blive negativt, idet mange og maaske de fleste Berøringer mellem Holberg og tyske Digtere ville vise sig at bero paa Tilfældighed eller Misforstaaelse;men selve dette Forhold kan det vel have sin Betydning at faa oplyst og slaaet fast.

II.

En Hovedgrund til saadanne Misforstaaelser maa vi søge deri, at Holberg ligesom Moliére og mange andre Komediedigtere i Almindelighed ikke frit opfinder eller opdigter sit Stof, men ofte søger det i den Skat af gamle Sagn og Fortællinger, som efterhaanden er bleven de fleste cultiverede Nationers Fælleseje, i hine interessanteVandresagn, som vi kunne forfølge helt op i de østerlandske Literaturers Taageverden, og som derfra gjennem den tidlige Middelalders latinske Legende- og Anekdotsamlinger ere gaaede over i franske og italienske Fabliaux, som have næret den senere Middelalders Farcedigtningog af Renaissancen omsattes i Novellens og Komediens Form. I ældre Dage, før Literaturhistorikerne

forstod at anvende Kritik og sammenlignende Literaturforskning,skjelnede de ofte ikke ret mellem saadanne Tilfælde, hvor to eller flere Forfattere ganske uafhængig af hverandre havde øst af samme Kilde, og saadanne, hvor den yngre ikke blot havde Emne til fælles med den ældre, men ogsaa i hele Behandlingen og characteristiskeEnkeltheder røbede sig som Efterligner.

Et godt Exempel herpaa frembyder Jeppe paa Bjerget. Udførligst har nylig A. v. Weilen i en Afhandling„Skakespeares Vorspiel zu der Widerspenstigen Zåhmnng"1884 paavist, hvorledes Sagnet om Bonden eller Almuesmanden, der gjennem Bedøvelse og Rus hensættesi en Lyksalighedstilstand og atter vækkes, stammer fra Østerland, fra Assassinerne paa Korstogstiden, som paa denne Maade lokkede og fortumlede de Haandlangere,de anvendte til deres Forbrydelser. I en uskyldigereForm gjenfindes Fortællingen i iooi Nat, og fra Araberne er den vandret over til Hertugerne af BurgundsHof, hvor den stedfæstes under Philip den gode, f 1467. Om ham fortæller den spanske Humanist Lud. Vi ve s, der et hundrede Aar senere levede i England og Nederlandene, at han har drevet samme Spas med en Bonde som Holbergs Baron Nilus. I en noget anden Skikkelsehar Lud. Vives's lidt yngre samtidige Henrik Smith (Vejgere) fra Malmø (f 1563) ført Historien over i vor Literatur, hvor vi første Gang finde den som Anekdote paa Latin, løst tilføjet ved Slutningen af en temmelig broget dansk Aarbog, der tillægges denne flittige Humanist(Rørdam, Monumenta I 648). Medens L. Vives ender sin Beretning med en Henvisning til, hvor nær Drøm og Virkelighed ligge hinanden, og hvorledes Livet flyver som en Drøm, lægger vor Landsmand en tungere

Moral ind, og ser i Begivenheden et Bevis paa, hvor forgængelig al jordisk Herlighed er, og hvor lidet man bør knytte sig til den. Han nævner heller ikke Philip den gode, men siger kun „superioribus annis in aula principis cujusdam historia gesta est". H. Smiths Omtale af Sagnet, der hører til de ældste i Europa, kjender v. Weilen ikke; ej heller nævner han dets ældste Dramatiseringved den bekjendte Hans Sachs i dennes „Fastnachtspiel"Der Bauer im Fegefeuer, før 1570. Her er det en Bondekone, der beklager sig for Abbeden i det nærliggende Kloster over sin Mands ugrundede Skinsyge. Abbeden lader hende da sende Manden til Klosteret, giver ham en Sovedrik og lader ham kaste i Klosterfængslet,hvor han bliver sultet og pryglet, idet man bilder ham ind, at han er død og lider i Skjærsilden til Straf for den Uret, han har gjort sin Hustru. Bonden fortryder nu sin Skinsyge og klager sig ligesom Jeppe over at maatte forlade Hus og Eje:

Erst reuet mich mein Weib und Kinder,
Mein' Åcker, Wiesen, Såu' und Rinder,

hvorpaa han ligesom hin atter bliver bedøvet, bragt op af Fængslet, og man fortæller ham, at han er kommen til Live igjen. Som det ses, er det kun Sagnets alleryderste Omrids, hvilke Hans Sachs i helt anden Forbindelse har til fælles med Holberg; hans Bonde mishandler sin Hustru i Stedet for at lide Mishandling af hende, og sover sig ind i Skjærsildens Pine, medens alle Sagnets andre Versioner føre Bonden ind i et kortvarigt Paradis; men alligevel er H. Sachs i Tyskland bleven nævnt som muligt Forbillede for Holberg.

Paa Overgangen til det 17de Aarhimdrede træffe vi
Sagnet i England, først i et ældre Skuespil, der atter

ligger til Grund for Shakespeares Tamingofthe shrew. Forspillet til dette shakespeareske Drama er af Rahbek i Holbergs udv. Skrifter VI oversat og udførlig sammenstilletmedJeppe for at vise, at heller ikke her kan være Tale om andet end tilfældigt Sammentræf og fælles Sagnemne. Før Shakespeare findes Historien for Resten i Anekdotform i et Par af v. Weilen nævnte engelske Samlinger og er desuden mere allegorisk benyttet af den som opbyggelig Skribent ogsaa her til Lands bekjendte og oversatte Biskop Jos. Hall, der c. 1600 skrev en moraliserendeeventyrligRejse paa Latin, Mundus alter et i dem, hvor han lader Præsterne ved Lykkens Tempel daare og skuffe Menneskene med kortvarige Lykkedrømme, omtrent som det forhen fortaltes om Assassinerne (Udg. Ultrajecti 1643, p. 180, cfr. Paludan, Om Holbergs Niels Klim 39). En omtrent samtidig tysk Version har v. Weilen fremdraget i den pommerske Præst Ludwig Holl oniu s's Komedie Somnium vitæhumanæ 1605; men den har lige saa lidt Berøring med Holberg som Galderons senere højromantiske Benyttelse af Motivet i Livet en Drøm eller de tyske og franske Jesuitkomedier med beslægtet Emne, blandt hvilke v. Weilen dog glemmer en af de interessanteste,JacobMasenius's Rusticus imperans 1657, hvoraf allerede Rahbek (Holb. som Lystspildigter I 260) har givet Uddrag til Sammenligning med Jeppe. Forfattereneren køllnsk Jesuit, der optager Stykket som dramatisk Exempel i sin „Palæstra eloqventiæ ligatæ", et stort metrisk og rhetorisk Arbejde, som ogsaa var kjendt hos os og benyttet af Prof. Jørgen Ejlersen 1663 (Paludan,Renaissancebevægelseni Danmarks Lit., 245. 481), uden at dog Skuespillet her er medtaget. Betydningsfuldere er en af Masenius's ældre Ordensbrødre. Schwaberen

Jacob Bidermann, af hvis latinske Anekdotsamling Utopia 1640 Holberg selv vedgaar at have laant Stoffet til Jeppe, medens Rahbek ved et Uddrag af Bidermanns lange Fortælling i Holb. udv. Skr. VI 152 viser, at det ikke alene er Stoffet, der er laant, men hele Handlingen næsten i alle Enkeltheder. Navnlig er det først hos Bidermann, at vi træffe den holbergske Komedies Katastrofe,Bondensforstilte Henrettelse og Tilbagevenden til Livet, som ikke hører Sagnets ældre Former til, lige saa lidt som Jeppes Forhistorie og huslige Forhold hos Holberg¹). Da nu Holberg paa lignende Maade har benyttet Bidermann i „Det arabiske Pulver" og „Den pantsatteBondedreng"og i alt Fald hentet Motiver fra ham i Jacob v. Thyboe (Rahbek, anf. St. 308. 385. 475), saa kunde man mene her at have fundet en tysk HovedkildeforKomedierne. Men Bidermann er ikke Dramatiker,kunFortæller; han har altsaa ikke øvet nogensomhelstIndflydelsepaa Holbergs Digtning, men blot rent tilfældig ydet ham et Raastof, som allerede var europæisk Fælleseje. Ikke heller kan en Jesuit, der paa Latin behandler rent kosmopolitiske Emner, paa nogen Maade regnes til den særlig tyske Literatur, blot fordi han træffer til at være tysk født.

Naar Tyskerne ville forsøge at annectere Holberg, maa de altsaa se at finde nærmere liggende Forbilleder. Man skulde antage, at dette maatte være lykkedes, naar man hører en anset Literaturhistoriker som Gervinus (Gesch. d. deutschen Dichtung, 1853, 111 453) udtale sig

---

1) Til disse sidste har Nyerup og siden Birket Smith paavist en med Shakespeare samtidig Parallel i vor egen Literatur, i Peder Thøgersens Moralitet De mundo et paupere 1607, der har et Mellemspil om en Bonde og hans onde Hustru.

med største Bestemthed om Spørgsmaalet: „... so ward das, was Weise vortrefflich begonnen hatte, von Holberg vollendet, der von Weiseschen oder åhnlichen Stiicken in Kopenhagen angeregt war. Sein Lustspiel persiflirt oft die deutschen Alamodenarren; gleich der politische Kannengiesser baut sich auf einer Klasse deutscher Prosaromaneauf,und Herman v. Bremen hat auch seine Weisheitausdem Hercules und dem politischen Stockfisch." Det er allerede foran antydet, hvorledes Ghr. Weise, Rector i Zittau, mod Slutningen af det 17de Aarhundrede søgte at modarbejde det lærde tyske Dramas Svulst og Unaturlighed saa vel som de vandrende Truppers Raahedvedatter at gjøre Skuespillet til en Skoleøvelse som i Reformationsaarhundredet. I dette Øjemed skrev han en Mængde Stykker af det mest brogede Indhold, som han lod opføre af sine Disciple, og i hvilke han udvikledeenvis rutinemæssig Lethed og Humor, men som dog ikke blev meget andet end Fabrikarbejde uden virkelig Poesi. Blandt dem er ogsaa en Komedie Von dem tråumenden Bauer am Hofe Philippi Boni in Burgundien, 1685, der har Emnet, men heller ikke mere, til fælles med Jeppe. Den er ikke tilgængelig paa vore Bibliotheker; men v. Weilens Uddrag er nok til at vise, at den giver Sagnet i en Form, der afviger ikke lidet fra Holbergs, pynter det ud med en Mængde Hofscener og giver det en rent pædagogisk Anvendelse, der ogsaa i Stilen fjerner det fra Jeppe paa Bjerget, hvormed Weises Stykke i det enkelte slet ingen Berøring har. R. Prutz har i sit Arbejde „Ludv. Holberg, sein Leben und seine Schriften", 1857, S. 152 energisk tilbagevist Gervinus's Paastand om, at Weise skulde være Holbergs aandelige Fader. „Der tråumende Bauer" er, saa vidt

vides, det eneste af hans Stykker, der nærmer sig til et af Holbergs; der er ikke Spor af, at noget af dem nogensinde er opført i Danmark, eller at Holberg endog blot kjender Weise af Navn. De to Digtere ere tvertimodiAand og Retning fuldstændige Modsætninger: den ene vil reformere Dramet ved at føre det tilbage til Fortidens Simpelhed og gjøre det til et blot Middel for Belæring og Undervisning, den anden ser Frelsen i Fremskridtmodden moderne, især franske Kunststil.

Weise er den sidste Forfatter før Holberg, hvis Behandling af Stoffet i Jeppe paa Bjerget der er Anledning til at dvæle ved. Senere er det ofte benyttet paa ny, som det bl. a. fremgaar af v. Weilens Afhandling, og i det hele er neppe noget andet holbergsk Komedieemne med saa stor Omhyggelighed forfulgt i sin Oprindelse og Udvikling baade op ad og ned ad i Tiden. Undersøgelsens Resultat bliver imidlertid, at om end ikke meget af Stoffet er Holbergs eget, saa har han gjennem Behandlingen tilegnet sig det med genial Selvstændighed og af en tilsyneladende übetydelig Anekdote udviklet en paa een Gang almenmenneskelig og ægte national Charactertype paa Baggrund af et slaaende sandt Samfunds- og Culturbillede, der staar højt over, hvad hans Forgængere, Shakespeare iberegnet, have bragt ud af det gamle Sagn.

Vende vi os nu til Holbergs øvrige Komedier for at undersøge, hvor vidt der i dem skulde findes Spor af tysk Indflydelse, saa behøve vi ikke at opholde os længe ved Gervinus's før omtalte Paastande. Den samme Overfladiskhedog Mangel paa Kjendskab til Holberg og danske Forhold paa hans Tid, som betegner Forsøget paa at gjøre ham til en Discipel af Weise, røber sig ogsaa i Ytringen om, at han skulde have spottet ..die deutschen

Alamodenarren". Vistnok gaves der Jean de France'r i Tyskland som hos os, og Beundringen for fransk Sprog og franske Moder naaede os til Dels over Tyskland, hvor allerede i det 17de Aarhundrede Lauremberg og Rist, Schupp og Weise satirisere over den. Men intet af disse lejlighedsvise satiriske Udfald gaar igjen i Holbergs Jean de France, hvor Satiren er ganske anderledes uddybet og gjenneraført. Holberg havde mere end nok at gjøre med Gallomanien blandt sine egne Landsmænd; at han skulde have skjænket den tyske blot en Tanke, kan kun falde en Tysker ind, der betragter det som en Selvfølge, at Danmark paa den Tid ikke havde andet Aandsliv og anden Literatur end „des grossen Vaterlandes". Derimodhar jo for ikke længe siden Dr. Gigas i en interessantArtikel i Dagbladet 1884, Nr. 172 fremdraget et utvivlsomt spansk Forbillede for Jean de France i Moretos(f 1669) Lystspil „El lindo Don Diego«. — Ikke bedre grundet er Gervinus's Antydning af den politiske Kandestøbers tyske Oprindelse, hvorom der siden vil blive Lejlighed til at tale.

Heller ikke kan det tillægges nogensomhelst Betydning,at man undertiden gjenfmder et holbergsk Indfald eller en af ham benyttet Anekdote hos en ældre tysk Forfatter. I „Vor Ungdom" 1887. S. 159 er det paavist, at den hamborgske Præst og Satiriker Balthasar Schupp (f 1661) et Steds fortæller om en „Respublica plane democratica",hvor der sad Haandværkere i Raadet, og hvor en af disse, da han skulde stemme, for op af en lille Slummer med de Ord: „Jeg er af samme Mening som Bødkeren"; men Bødkeren var slet ikke til Stede i Mødet. Det er muligt, at Richard Børstenbinders Repliki 2. Act. 1. Se. af „Den politiske Kandestøber" er en

tilfældig Reminiscens fra Holbergs Læsning af den med ham i flere Henseender aandsbeslægtede tyske, folkelige Satiriker; det er ogsaa muligt, at begge have benyttet en den Gang almindelig Anekdote; med Hensyn til Spørgsmaalet om tysk Indvirkning paa Holberg gjør det hverken fra eller til.

Hr. Skuespiller Karl Mantzius har i Februarheftet 1889 af „Literatur og Kritik" — med en for Resten temmelig übegrundet og ilde anbragt Dadel over danske Forskeres manglende Interesse for Holbergs Komedier — gjort opmærksom paa en middelalderlig fransk Farce, der i Indhold er nær beslægtet med ErasnmsMontanus.Han har dernæst efter eget Sigende anstilletflittigeEfterforskninger angaaende de Veje, ad hvilke Holberg har lært dette Farceemne at kjende, men — hvad man i øvrigt i Betragtning af hele Tidens SmagsretningogHolbergs Individualitet kunde sige sig selv — uden Resultat. Holberg, der ringeagtede vor egen middelalderligeDigtning,kunde naturligvis aldrig falde paa at beskjæftige sig med den gamle franske Farce, som desuden den Gang var saa godt som forglemt og übearbejdetisit eget Fædreland, hvor den herskende klassiske Smag mere end noget andet Sted betragtede Middelalderensomet stort barbarisk Mørke. Vi have heller ikke i Erasmus Montanus at gjøre med et Emne, som krævede nogensomhelst Opfindsomhed eller behøvede at hentes langvejs fra, men tvert imod med et, der bød sig af sig selv. Hos os som i Frankrig forekom det hyppig nok i det virkelige Liv, at Folk, der fordybede sig i Tidens pedantiske Lærdom, glemte deres Modersmaal over Latinen og deres sunde Fornuft over logiske Syllogismer. Lettere end nogen anden maatte en raa Bondedreng,

der blev sat til Studier, saaledes forse sig paa disse, at han kom i en komisk Modsætning til sine fordums Omgivelser,hvilkenkun kunde løses ved at bringe ham til Fornuft gjennem Anvendelse af kraftige udvortes Midler. Men andet end disse ganske almindelige Grundtræk har Holberg ikke til fælles med Farcen om M ais tre Mim in. Vil man alligevel finde det usandsynligt, at dette Sammentræfskuldevære rent tilfældigt, saa er det dog sikkert ikke det franske Stykke, Holberg har kjendt, men som saa ofte en eller anden folkelig Anekdote, der er vandret Europa rundt som Udtryk for den almindeligeErfaringom den pedantiske Lærdoms latterlige og skadelige Følger. Traditionen kan i alt Fald paavises i en Form, der baade i Tid og i Udførelse ligger Holbergnærmere.Dr.Joh. Bolte har for nylig i Zeitschr. f. deutschesAlterthum u.deutsche Litt. XXXII, 1888, S. 20 omtalteni Begyndelsen af det 17de Aarhundrede trykt Farce, Fastnachtsspiel von einem dolpischen und groben Baurenknecht, genandt der Steffl von New haussen, hvor en Bondedreng bliver kjed af at tjene og søger til Universitetet i Ingolstadt for at studere. Begyndelsen spotter nu især Tidens groteske Depositionsskikkeoglader Bonden blive immatrikuleret paa Kjøkkenlatinligesom ved Doctorpromotionen i Moliéres „Indbildte Syge" og til Dels i „Farce de Maistre Mimin". Denne Del af Stykket er maaske ikke upaavirket af de samtidige og lidt ældre dramatiske Skildringer af Tidens forvildede Studenterliv, som fra Tyskland ogsaa naaede op til de nordiske Riger (Hist. Tidsskr. 5. R. II 18, Note 2), men som ikke synes beslægtede med Erasmus Montanus, i alt Fald saa vidt man ser af den Oversættelse af en blandt de ældre, Stimmelius's „Studentes" 1550, som

H. Meyer har givet i „Studentica", Leipz. 1857. Derimod falder Slutningen nær sammen med Holberg: den nybagteStudentkommer ud paa Landet igjén og er nu bleven saa indbildsk, at han ikke vil tale andet end Latin med sin Kjæreste og sin forrige Husbond; men denne sidste driver de lærde Nykker ud af ham med en Egekjæp. Navnlig de slaaende Argumenter, hvorved Opløsningen hidføres og Helten bringes til Fornuft, minde jo ganske anderledes om Erasmus Montanus end Katastrofeniden franske Farce, hvor Maistre Mimin spærresindei et Hønsebur for atter at lære Brugen af sit Modersmaal, men dog først lader sig bøje ved Kjærestens milde Ord og Overtalelser. Da det tyske Stykke kun er tilgængeligt i Boltes Referat, bliver det umuligt at afgjøre,omder i Enkeltheder og Dialog skulde være Ligheder,dergjøre det sandsynligt, at Holberg har kjendt det; men foreløbig maa jeg anse dette for en urimelig Gisning; Stykket har neppe nogensinde faaet stor Udbredelseellerværet opført af tyske Trupper i Danmark, og Ligheden skyldes vist blot en fælles Tradition.

Der er ogsaa for ikke længe siden i nogle tyske Tidsskrifter fremkommet løse Antydninger af et Forhold mellem Holberg og den tyske Dramatiker og Satiriker Christian Reuter. Prof. Zarncke i Leipzig har vakt megen Opsigt ved at fremdrage denne hidtil saa godt som übekjendte Digter (Abhdl. d. såchsischen Gesellsch. der Wissensch., philosoph.-hist. Klasse, IX, 1884, og senere i samme Selskabs „Berichte"), enLeipziger Student, hvis Levnet afgiver et godt Bevis for den realistiske Naturtroskabidefør nævnte „Komodien vom Studentenleben".DetvarSpektakler med hans Værtinde, som gav ham Anledning til at drage hendes og hendes FamiliesindreLivfrem

liesindreLivfrempaa Scenen og i Romaner, der trods det umiskjendelige Talent og Lune, hvormed de ere skrevne, og trods Zarnckes Forsøg paa at besmykke Forholdet, nærmest maa betragtes som Skandskrifter, og som ogsaa førte til Proces og til Reuters Relegation fra Universitetet, hvorefter han synes at have levet i Berlin som Lejlighedspoet. Hans bekjendteste Arbejde er „Schelnmffskys curiose Reisebeschreibung" 1696, en satiriskRoman,somhar nydt en vis Anseelse i den ældre tyske Literatur, længe før man kjendte Forfatterens Navn og de af Zarncke oplyste personlige Forhold, der ligge til Grund for den som for Reuters Lystspil „Die ehrliche Frau" 1695 og „Der ehrlichen Frau SchlampampeKrankheitundTod". Det er dog ikke i ForbindelsemeddisseReuters betydeligere Værker, at man har nævnt Holbergs Navn, men i Anledning af en senere Komedie, „Graf Ehrenfried" 1700, hvor han, ligeledes med stærk Benyttelse af personlige Forbilleder (en Adelsmandafdensachsiske Familie Luttichau), skildrer adelig Fattigdom og Hoffærdighed. Hans Don Ranudo adskiller sig dog allerede i Gharactertegningen bestemt fra HolbergsvedstærkeTræk af Datidens tyske Adels Raahed, men ogsaa ved en vis forsonende, lunefuld Selvironi, som ganske mangler den holbergske Type. Om denne end tager satirisk Sigte paa den gamle danske Adel, saa er Satiren dog her mindre localiseret end i Holbergs fleste andre Stykker, og i Hovedcharactererne spores snarere en Duft af Højtidelighed og Grandezza fra Spanien,hvortilScenener henlagt. Medens Stykkets Enkelthederikkehavenogetsomhelst til fælles med „Graf Ehrenfried", ere derimod virkelig adskillige af dem laante fra den spanske Literatur, som det er paavist af

Rahbek i Minerva 1818, I 350 med Hensyn til Quevedos(f1645)berømte Gavtyveroman „El gran Tacano",ogafGigas i Dagbladet 1884 Nr. 179 ved SammenligningmedAlcala'sNovelle Alonso 1624 og især Diego de Mendozas Roman „Lazarillo de Tormes" 1520. Efter Dr. Gigas's interessante Opdagelser kunde der nok være Anledning til at underkaste Holbergs Forhold til Spanierne en nøjere Undersøgelse (s. ogsaa E. Dorer, Holberg und das spanische Theater, i Mag. fur die Litt. des In- und Auslandes 1885—86). Det beror dog neppe paa første Haands Bekjendtskab til den spanske Literatur, og Motivet til Don Ranudo hører ogsaa til dem, der gjenfmdes i de europæiske Folks fælles anekdotiskeTraditioner.Saaledesbeskriver Jos. Halls i det foregaaende nævnte „Mundus alter et idem", p. 171 ff., et Folk, hvis Adel sætter sin'Stolthed i lange Navne og Titler, holder et talrigt Tjenerskab og gjør pragtfulde Gjæstebud ved Nytaarstid, skjøndt de maa bo i forfaldne Rønner og sulte hele Resten af Aaret, medens de dog stadig bruge Tandstikkeren for at bilde andre ind, at. de lige have rejst sig fra et rigeligt Maaltid. Dette sidste Træk, som kommer igjen baade i de spanske Romaner og i Don Ranudo, er ogsaa i vor Literatur benyttet før Holberg, i Vilh. Helts Satire Irus, der skildrer en kjøbenhavnskPralerogSnyltegjæst, en af Datidens pauvres honteux, der gjør sig til af sine fornemme Forbindelser og stanger Tænderne med Sneppefjer, naar han i al Hemmelighed har spist sig mæt i Melgrød, men som dog heller end gjerne nedlader sig til at modtage en IndbydelsepaaKaalog Flæsk hos sin Husvært. Birket. Smith har i Danske Saml. 2 R. Il 245 sammenstillet dette Digt med Don Ranudo. — Inden vi forlade Chr.

Heuter, kan der endnu være Anledning til at gjøre opmærksompaaenKomedie, hvilken Zarncke anfører som paavirket af ham, nemlig Die durch seltsame EinbildungundBetriegereySchaden Alchymistengesellschafft, 1699. Jeg kjender den ikke, men allerede Titlen viser, hvad der bekræftes af Zarncke, at det er et tungt, pedantisk Product, der kun i Emnet har tilfældig Berøring med „Det arabiske Pulverogmaaskevisertilbage til Bidermanns Utopia som fælles Kilde.

En ældre tysk Digter, der med mere Ret end Reuter er bleven stillet i Forhold til Holberg, er Hans Lauromberg,der 1623 blev indkaldt til Sorø Akademi og virkede som Lærer der indtil sin Død 1658. Her have vi altsaa en Tysker, der levede og skrev i Danmark, om end i sit eget Modersmaal, hvis Værker have afsat blivendeSpor i vor Literatur, og som kjendes og nævnes af Holberg selv. I en Undersøgelse „Om Dramet i Danmarkmellem Skolekomedien og Holberg", i dette Tidsskrifts5 Række 11, har jeg i sin Tid henledet Opmærksomhedenpaa et Par Festskuespil af Laurembergi Anledning af Christian IV;s Søns, den udvalgte Prins Christians, Formæling 1634, ved hvilke Renaissancesmageni Skuespillet først kan siges at være bleven bekjendt i Danmark. I det ene af disse, „Aquilo og Orithyja", optræder en forelsket Pedant, Blax, i hvem jeg fandt „en uudviklet Type" for Stygotius i Jacob v. Thybo. Prof. L. Daae har senere i sit Festskrift til Holbergjubilæet „Om Humanisten og Satirikeren Joh. Lauremberg« 1884 underkastet Forholdet mellem denne og Holberg en udførligere Drøftelse, og bl. a. Side 21_—22 sammenstillet Orithyjas Bortførelse i det nævnte Skuespil

med Helenas i Holbergs Ulysses l.Act 3_—4. Scene. Derimodfinder Prof. Daae, at Blax snarere minder om Jacob v. Thybo selv end om Stygotius, og henviser navnlig til hans Tro paa sin egen Uimodstaaelighed samt til, at han betegner sig selv som „em vornehmer Officier". Jeg tror nu rigtignok, at „Officiel" her kun betegner den, der beklæder et Officium, altsaa en Hofbetjent. Blax optræder aldeles ikke med den militæriske Bramarbasering,som er ejendommelig for Thybo, og som Lauremberg,der skrev midt under Trediveaarskrigen, sikkert, lige saa lidt som senere Gryphius vilde have ladet gaa Ram forbi, hvis han havde villet skildre en af Samtidens Soldatertyper. Det characteristiske for Blax er hans pedantiske Udtryksmaade og Sprogblanding, hvor Fransk vistnok spiller en Rolle ved Siden af Latinen; men det var den Gang ikke noget ualmindeligt i Tyskland, selv hos de lærde, netop paa Grund af de mange Berøringer med Frankrig gjennem Trediveaarskrigen. Hos os trængie de franske Gloser langt senere ind, først i Militærsproget, hvor vi møde dem sammen med Tysk hos Thybo, siden hos de lærde, f. Ex. Gram og Holberg selv, medens Stygotius,som repræsenterer en noget tidligere Tid end Holbergs egen, endnu kun broderer sin Tale med Latin. Det er dette Pedanteri tilligemed en lige saa ægte pedantiskStridssyge og Forfængelighed af „sein hohcs ingenium"og „gelahrter discurs", der gjør Blax til en komisk Figur som Frier og bringer hans tilbedte Amaryllistil at slukke hans Elskovslue ved en Overhældning ligesom den, hvormed Lucilia og Pernille afkøle baade Thybo og Stygotius, men rigtignok med et Fluidum, der mere har hjemme i den ældre og plumpere Satire, om det end hist og her ogsaa benyttes hos Holberg.

Det er dog ikke af stor Betydning, om Blax nærmer sig mere til den ene eller den anden holbergske Figur, thi i Hovedsagen er ingen af Lighederne mellem den laurembergske Komedie og Holberg saa stærk, at den forudsætter et Laan fra Holbergs Side. Det umiskjendelige Slægtskab mellem de to Digtere beror ikke paa Ligheder i det enkelte, men paa Aandsfællesskab og paa Satirens fælles Sigte. Berøringerne med Holberg ere ogsaa hyppigere i Laurembergs plattyske Skjemtedigte (Jean de France, Holbergs Fire Skjemtedigte) end i hans Komedier, hvilket jeg allerede har udtalt i den oven nævnte Afhandling, og Daae nærmere paa vist i sin Sammenstilling af Lauremberg og Holberg.

III.

Derimod er der en anden tysk Dramatiker, hvem det neppe kan nægtes, at Holberg har benyttet, nemlig Grundlæggeren af det moderne tyske Drama, Andreas Gry pli i us, f 1664. Foruden pathetiske og nerverystende Tragedier efter Seneca og Hollænderne har han skrevet et Par Lystspil, der i al deres Übehændighed indeholde virkelig komiske Tilløb baade i Situationer og Charaeterlegning,nemlig„Peter Squenz", der har samme Emne som Haandværkerkomedien i Shakespeares Sommernatsdrøm,ogHorribilicribrifax, beslægtet med Holbergs Jacob v. Thybo. Allerede Holbergs samtidige Biograf og personlige Ven, den tyske Kapelmester Scheibe, nævner 1764 udtrykkelig Gryphius som et nærmere Forbillede for dette Stykke end Plautus. Udførligere har Rahbek i Hesperus VIII, 1828, gjort opmærksom paa Overensstemmelsenogoversat nogle Hovedscener af Gryphius's

Stykke. Han kommer til det Resultat, at Gryphius har havt ikke ringe Indflydelse ej blot paa Jacob v. Thybo, men ogsaa stedvis paa andre holbergske Komedier. Hans Antydninger i sidste Retning ville vi lade staa hen — de have neppe meget paa sig —, men hvad Jacob v. Thybo angaar, synes Paavirkningen übestridelig, trods Prutz's, P. Schlenthers og selv Werlauffs Benægtelse deraf. Personantallet i Horribilicribrifax er meget stort, og Handlingen gammeldags übehændig og forvirret; romantiskeEpisoderslynge sig imellem de satiriske, og Tidens spidsborgerlig ceremonielle Prosastil bidrager sit til at gjøre det hele tungt og pedantisk langtrukkent. Med Hensyn til Greb paa scenisk Virkning stod Tyskerne den Gang som nu langt tilbage for Franskmændene, og Holberg saa med Rette i Moliéres simple, klare Stykker sit Mønster for Plan og Anlæg. Men fra de satiriske Partier hos Gryphius har Holberg taget Motiver baade til Jacob v. Thybos Character og til de komiske Situationer,gjennemhvilke denne fejge og dumme Storpraler belyses. Han er nærmest tænkt som en af de Lykkeriddere,deri Frederik IV's Dage gjorde den spanske Arvefølgekrig med blandt de fra Danmark udlejede, hvervede Tropper og kom hjem igjen fulde af miinchhausenskeHistorierom deres Bedrifter i fremmede Lande, pyntede op med et latterligt fransk-tysk Blandingssprog. Dertil svare hos Gryphius to lignende Typer, HorribilicribrifaxogDaradiridatumtarides, et Par reducerede Capitainer fra Trediveaarskrigen, der paa samme Maade have tumlet sig blandt fremmede Nationer og blande deres Tale. den ene med Italiensk, den anden med Fransk, men som iøvrigt ligne hinanden som et Æg det andet. Allerede denne Tvedeling svækker Virkningen hos Gryphius,

som desuden er endnu niere grotesk overdreven i sin Garricatur end den 60_—70 Aar senere danske Digter: „Der grosse Schach Sefi von Persien erzittert, wenn ich auf die Erden trete. Der Tiirkische Kaiser hat mir etlich mahl durch Gesandten eine Offerte von seiner Gron gethan.Afrikahåbe ich vorlångst meinen Gameraden zur Beute gegeben .... Wenn er mir itzund begegnete, wolte ich ihn bey der åuszersten Zehe seines linken Fusses iTgreifen, dreymal um den Hut schlåudern, und darnach in die Hohe werffen, dasz er mit der Nasen an dem grossen Hundsstem solte kleben bleiben"; — det er Rodomontader,modhvilke Thybos Bedrifter i Brabands Belejring og Kongen af Hollands Bemærkning om hans Jierkulianiske Bravour" ere forholdsvis discrete, og som kun finde Paralleler i de drastiske Udbrud, hvormed Underofficerer af den gamle Skole endnu af og til opmuntreRekruternepaa en Exercerplads.

Hver af disse to Storskrydere hos Gryphius har nu sit Elskovsæventyr, den ene med en Pige, som han anser for rig, og som tror det samme om ham, hvilket efter Forlovelsen, da det viser sig, at begge ere Stoddere, giver Anledning til übehagelige Forklaringer ligesom i Holbergs „Henrik og Pernille". Denne Intrige er uden Berøring med Jacob v. Thybo; derimod er den anden Bramarbas, Horribilicribrifax,indtagen i en Dame, til hvem ogsaa Pedanten Sempronius bejler, men som sammen med sin Kammerpigeholder dem begge for Nar, ligesom Lucilia ved PernillesHjælp gjækker Thybo og Stygotius. Sempronius blander uafladelig Latin og Græsk i sin Tale „endog til Fruentimmer og gjørAmour udi lutter Syllogismis", ganskesom Jesper siger om Stygotius; endog den Egenhed, at han midt i sine Repliker jævnlig nævner de klassiske

Forfattere, han citerer¹), gjenfmdes i Stygotius's Replik Act 3 Se. 4: „... thi jeg, som tilforn, som Poeten siger Metamorphoseon lib. 2, havde et giaciali frigore pectus, maa nu raabe med Poeten igjen ibid.: „In flammas abeo ..." Ogsaa her carrikerer Gryphius imidlertid langt stærkere; navnlig fylder han ikke mindre end 5 lange Scener med haartrukne Misforstaaelser og søgte Vittigheder foranledigede ved, at Sempronius ikke kan lægge af at tale Latin til ulærde Personer, især til den gamle Koblerske Cyrilla, der ikke har nogen tilsvarende Type i Jacob v. Thybo, men er en af Gryphius's mest characteristiske Figurer ved den imbecille Maade, hvorpaahun trods sin øvrige Snuhed stadig gaar og mumler gamle Rimbønner og overtroiske Trylleformularer hen for sig. Spor af, at Holberg ogsaa har kjendt disse Scener hos Gryphius, forekomme iøvrigt i et af de siden udeladte Partier af Jac. v. Thybo, som Rahbek har optrykti Holb. udv. Skr. VI 394: Tyehonius: „Kom til mig paa Studiegaarden, . . . jeg skal temmelig klemme Præsidem og forelægge ham en Syllogismum, som jeg allerede har formeret udi Barbara . . . Forstaar Du nu vel min MeningV" Jens: „Jeg hører, at jeg skal finde Herren paa Studiegaarden hos Portnerens Barbara."

Gryphius lader nu de to Medbejlere, den militære StorskryderogPedanten,
mødes hos deres elskede, ganske
som Thybo og Stygotius Act 3 Se. 5, og komme i et

---

1) Saaledes i Monologen i 1. Act, sotu Rahhek over.sa?tter i Hesperus VIII 244: „ Omnia vincit amor, omnia, id est oinne.s homines et omnia pecora campi. Et nos cedaraus amori, siger de latinske Poeters Vidunder, Virgilius ....", sral. Pernille i Jac. v. Thybo Act 3 Sc. 3: n^See til alle andve Mennesker, see til Dyr, see til Fugle, ja Ormene selv: Naturen haver indprentet Kjaerlighed udi alting."

Skænderi, hvor den ene overbyder den anden i Fremhævelseafsine Fortrin, men som trods alle Trusler ender ganske üblodig med Disputere- og Veltalenhedsprøver.Semproniuslader sig lige saa lidt som Stygotius skræmme af sin stortalende Modstander; han henviser næsten ordret som hos Holberg i et senere Optrin til „ineinen alten, gut en spanischen Degen, mit welchen ich auf so manchen Universitåten den Bachanten Locher geschlagen, ... die Steine auf der Gassen gespalten, dem Rectori Magnifico die Fenster ausgestochen . . ." sml. Stygotius i Jacob v. Thybo Act 5 Se. 8: „Jeg haver endnu den samme Kaarde . . . med hvilken jeg har slaget ind saa mangen ærlig Professors Vindue udi Rostock."Desidste Scener hos Holberg, hvor Thybo og Stygotius drage i Felten mod hinanden med Soldater og Studenter, men begge ere lige bange trods deres Pral og sluttelig gaa paa Forlig og forene deres Stridsmagt for at belejre Lucilia og tage Hævn over hende og Moderen, indtil de med Skam blive slagne paa Flugt af Leonard alene, — svare temmelig nøje til Mødet mellem Daradiridatumtarides og Horribilicribrifax, der efter at have truet med at drukne hinanden i Blod ende med at gjenkjende og omfavne hinanden som gamle Krigskammeraterogdernæst blive tiltalte af Statholderens Tjener for den Larm, de gjøre. Ligesom Thybo dækker sig bag ved Slagordenen og opmuntrer sine Folk til at gaa frem, vil her den ene stadig afstaa den anden Æren af at tugte den frække Tjener, indtil denne slaar dem begge om Ørerne med deres egne Kaarder og jager dem bort. Og som Thybo skjælver og stammer i sin Tale, da han hører Fjenderne rykke frem, saaledes afbrydes Daradiridatumtarides's Pralerier i første Scene hos Gryphius

ved Synet af en Kats Øjne, der funkle i Mørket: „Ey last uns weichen! ich will nicht von mir sagen lassen, dass ich mich der Finsterniss zu meiner Victorie missgebrauchet",ogstrax efter, da Vægteren begynder at synge, tror han, at det er Spøgeri, og søger hjem.

Ligesom endelig Thybos Omgivelser, Tjeneren Peer og navnlig Jesper, med al deres skrømtede Smiger og Underdanighed i Grunden have ham til Nar og fuldstændig gjennemskue hans Pral og Fejghed, saaledes lader ogsaa Gryphius sine to Storskryderes Tjenerskab blotte og fremhæve Herskabets Dumhed og Kujoneri netop gjennem overdreven Hyldest. Som Jesper i den store Pralescene Act 2 Se. \ supplerer sin Herres Fortælling om Brabands Belejring med hollandske Skipperefterretninger og selv vil have drømt, at han slog 400 Mand ihjel, saaledes overdriver og carrikerer Pagen Harpax overfor Goelestina og Selenissa sin Herres Jagthistorier og Krøniker om, hvorledes han har forfærdet Rettens Folk, saa at det tilsidst bliver Horribilieribrifax selv for meget. I 2. Act 2. Se, hvor Thybo i sin Forbitrelse over, at en Pedant som Stygotius tør bejle sammen med ham, trækker Kaarden og truer med at hugge sin Rival i tusind Stykker, falder Jesper af Forfærdelse paa Knæ og beder for sit Liv; men Thybo beroliger ham med, at han elsker ham for højt til at ville bruge sin Styrke paa ham. Og atter i 5. Act Se. G og 8 kan Thybo ikke komme sig af sin Forbauselse over, at „en saadan Karl, en Philosophus, en Grammaticus, en Pedantus'", vover at møde ham med væbnet Haand, og prøver paa Jesper det Ansigt, hvormed han løb Storm til Braband, og hvormed han haaber ogsaa nu at slaa sine Fjender paa Flugt. Jesper kan ikke taale at se det; han ser deri

afmalet den hele trojanske Krig eller Jerusalems Forstyrring i kort Begreb ...; ingen islandsk L&ve kan ne mere forbandet ud. Der gik slige lldstrimler fra Herrens ojne, at man kunde stikke an en Pibe Tobak denned." Ganske tilsvarende Optrin og Repliker bar Gryphius. I Indledningsscenen finder Daradiridatumtarides,at den ene Side af hans Skaeg ikke ganske svarertil den anden, hvilket Tjeneren forklarer af, at „die Haare der linken Seite sind etwas versenget von den Blitzen seiner feurschiessenden Augen". Lige saa forl)itret,som Thybo er over Stygotius's Formastelse, er Horribilicribrifax, „dass Sempronius sich unterstehet, seine Gedancken da einzuqvartiren, wo allein der uniiberwindlicheHorribilicribrifax Winterlager halten 50i1... ieh erbasiliske mich gantz und gar, die Haare vermedusirensich in Schlangen, die Augen erdrachen sich, die Stirne benebelt sich mit donnerspeienden Wolken . . .% hvorpaa Pagen Harpax forsigtig sporger, om han tor Iraede sin Herre under ojne uden at frygte for at blive anteendt, da han er noget forterret af Suit. Men Horribilicribrifaxtroster ham som Thybo Jesper: hans ojenstraalerhave Forstand og skade ikke clem, der leve med ham og tjene ham. Ligesaa fortseller han senere, hvilken Skrsek han har indjaget en Modstander ved „einen unversehenen Blick mit diesen zwei brennenden Carfunkelnoder glanzenden Lanternen meines fleischlichen Thurms", hvilket Harpax som Jesper secunderer med et: „Ich zittere und bebe iiber diesem Angesiclite!" I Mcsdet mellem de to Pralere true de hinanden i Udtryk, der minde om Jespers: „Ich will die gantze Belagerung von Troja mit dir spielen." n^Und ich die Zerstorung von Gonstantinopel." Deres Folk gjore Nar af dem op

i deres aabne Øjne; til Jespers Replik: „der kan ingen Skræder i Byen have bedre Taille .. (hoster) at gjøre Klæder efter", svarer en lignende Fortalelse eller Fortielse af Tjeneren i Indledningsscenen hos Gryphius; og bag HerskabetsRyg udtale de sig endnu mere uforbeholden!. Peer ved godt, at Thybo aldrig har været paa den anden Side af Belt, end sige udi Braband, og i Fredsforhandlingenmellem Jesper og Jens 5. Act Se. 8 lægge de Kortene paa Bordet: „Herr Thybo er saa bange som en Hare." „Min Herre ligesaa." „Saasnart I avancerede et Skridt, havde vi sat os for at løbe." „Vi ligesaa." Saaledes tilstaar Harpax i en kritisk Situation: „Wo Noth vorhanden, wird mein Herr gewisz der fertigste zu dem Lauff seyn, und ich der nåchste hinter ihm."

Nu er det ganske rigtigt, hvad Skavlan bemærker (Holberg som Komedieforfatter 200), at det Hovedtræk at stille en Praler og en Pedant overfor hinanden ikke er noget, som Holberg har tilfælles med Gryphius alene, men at begge kunne have laant det f. Ex. i den italienske Maskekomedie. Men dersom Skavlan havde underkastet Gryphius's Stykke eller blot Rahbeks Uddrag deraf en nøjere Undersøgelse, vilde han neppe have hævdet, at Ligheden kun bestaar i enkelte Spor og uvæsentlige Reminiscenser, saa lidt som Schlenther (Holberg und Deutschland 88, Indl. til Hofforys og Schlenthers Udg. af Holbergs Dånische Schaubiihne 1888) under samme Forudsætning vilde have paralleliseret Holbergs Forhold til Gryphius med det til Weise. Handlingen i sine Hovedtræk kunne to Forfattere have fra en fælles Kilde; et enkelt, selv slaaende Sammentræf i Detaillenkanvære tilfældigt; men en saadan Mængde spredte Fællestræk, fælles Indfald og Ligheder ikke blot i CharacterskildringogRepliker,

racterskildringogRepliker,men især i Situationerne og de Forhold, hvori Personerne stilles indbyrdes, som jegnyligharpaavist, — en saa paafaldende Overensstemmelseforudsætternødvendig, at den yngre Forfatter har kjendt og benyttet den ældre. Det nære indbyrdes Slægtskab lader sig ikke bortforklare, heller ikke ved Henvisning til, at Gryphius's Stykker neppe ere opførte, i alt Fald ikke hos os, og at Holberg hverken nævner ham i Anledning af Jacob v. Thybo eller andet Steds røber Bekjendtskab til ham. Den anden schlesiske Skoles Dramatikere vare dog gjennem Læsning vel kjendte her hjemme, og Holberg er, som man ved, hverken udtømmendeellerpaalidelig i Angivelsen af sine Kilder. Dette ses bl. a. af hans egne Udtalelser om Jacob v. Thybo, hvortil han alene vil have taget Ideen af Plautus' Miles gloriosus. Unægtelig er her Urbilledet for den siden i saa mange Landes Komediedigtning gjennemgaaende komiske Sammenstilling af den stortalende Soldat, der ikke tror at kunne faa Fred for Fruentimmernes Forelskelse, og den smigrende og applauderende Parasit, der tager Oprejsning for sine Ydmygelser ved at haane sin Herre paa hans Ryg. Men Rahbek, der i Holbergs udv. Skr. VI 364 oversætter en plautinsk Hovedscene, tilføjer flere Optrin af Terents's Eunuchus, der staa Jacob v. Thybo fuldt saa nær, uagtet Holberg i Epist. 195 benægter, nogensinde at have benyttet Terents, og særlig nævner Eunuchus, hvori meget maatte ændres, hvis den skulde blive brugelig for Scenen. Thraso og Gnatho i Eunuchus have dog, i"%lt Fald hvad Handling og Situationer angaar,übestrideligsnarere afgivet Forbillede for Thybo og Jesper end Pyrgopolinices og Artotrogus i Miles gloriosus.Gnathoshøjrøstede Beundring af de daarlige Vittigheder,hvormedPraleren

heder,hvormedPralerentror at have affejet sine ModstandereiDiscussionen, svarer aldeles til Jespers stadige Tilbagevenden til det uforlignelige: „Mr. Christoffersen, I er mafoi en Nar!" Thraso vil som Thybo have staaet i det fortroligste Forhold til Konger og Fyrster og belejrerligesomhan sin Elskerindes Hus med sine Folk, idet han dog sørger for at holde sin egen Person dækket. Da Ghremes ligesom Leonard i Jacob v. Thybo optræder for at standse Angrebet, spiller Gnatho som hist Jesper paa Skrømt Mægleren og advarer forgjæves Chremes mod at lægge sig ud med en saadan Mand, som Thraso er; men tilsidst maa Storpraleren ligesom hos Holberg trække af med Skam.

Det synes da tydeligt, at Holberg i Jacob v. Thybo som i Jeppe har laant hele Stykkets Idee og Handlingens vigtigste Motiver, saa at kun Æren for den nærmere Udførelse tilkommer ham selv. Fra Gryphius har han især den komiske Modsætning mellem Thybo og Stygotius,Praleren og Pedanten; fra Plautns og Terents derimodHovedtrækkene af Forholdet mellem Thybo og Jesper, Parasiten, der stiller sin Beskytters Svagheder i det rette satiriske Lys. Dertil kommer saa et af Intrigensvigtigste Drivhjul, Forvexlingen af de to Punge, som er hentet fra en Anekdote i Bidermanns Utopia, hvilken Rahbek ligeledes har oversat i sine Kildesamlingertil Holbergs udv. Skr. VI 385. Men det gaar atter her som med Jeppe paa Bjerget: af de fra Gryphius laante Motiver har Holberg bragt noget helt andet og mere ud. Han har givet sit Stykke og hver enkelt Personderi langt større Klarhed, Enhed og Virkning. Medenshan har beskaaret sit Forbilledes Udvæxter og dramatiske Übehændigheder, har han paa den anden

Side udvidet Satiren, f. Ex. til Tidens Lejligheds- og Skillingspoeter. Han har uddybet Thybos Character, modereret baade Praleriet og Fejgheden og gjort begge Dele sandsynligere og mindre groteske, ligesom han har tilføjet nye komiske Træk: Heltens Forfængelighed af sine personlige Fortrin og af den Lykke, han tror at gjøre hos Kvinderne. Stygotius har Holberg localiseret og individualiseret gjennem en Satire over de hjemlige Disputereøvelser,der ofte minder om Erasmus Montanus; i Jesper har han efter antikt Mønster tilføjet en ypperlig Type paa en Øjentjener og Snyltegjæst, gjennem hvem Parodien paa Thybos Latterligheder træder frem med en kraftig Komik, der langt overgaar Tjenerskabets hos Gryphius.

Alligevel skylder Holberg Gryphius saa meget, at hvis der kunde paavises lignende Gjældsforhold til andre tyske Digtere, lod den Sætning sig vanskelig forsvare længere, at Holberg har frigjort vor Literatur fra tysk Paavirkning.

For ganske nylig er der nu gjort en formentlig Opdagelseafdenne Art. let fortjenstligt Arbejde, „Das niederdeutsche Schauspiel", 1884, har Dr. Gaedertz, Gustos ved Bibliotheket i Berlin, behandlet det plattyske Dramas Historie, især i Hamburg, og der gjort opmærksom paa et temmelig forglemt, polemisk Lejlighedsstykke af Hamburger Digteren Barthold Feind: Das verwirrte Haus Jacoboderdas Gesicht der bestraften Rebellion an Stielcke und Liitze, 1703, paa hvilket „det første og berømteste danske Lystspil, Holbergs Politiske Kandestøber,hviler"(S. 184). Formodningen er først opstillet af den plattyske Sprogforsker Dr. Ghristoph Walther i Hamburg, men kun meges løst begrundet ved en almindeligLighedmellem

deligLighedmellemde to Stykkers Emner i de allergrovesteOmridsog ved Henvisning til, at Holberg ogsaa ellers ofte laaner sit Stof, især fra Moliére. Mærkelig nok gaar Motiveringen for en stor Del ud paa at bevise, at Holberg maa have tænkt sig Hamburg som Scene for sin Politiske Kandestøber, — som om dette ikke tydelig nok stod paa Titelbladet og gjentoges flere Gange i Stykket selv. Tager man Hensyn til Tidsforholdene, kunde der imidlertid vel anføres en Del andre Grunde, som ved første Øjekast synes at bestyrke Sandsynlighedenafet saadant Laan. Lige indtil den Tid, da Holbergskrevdette sit første Stykke, hvilede den danske Digtning unægtelig fortrinsvis paa den tyske; fra Tysklandhavdevi modtaget hele den nyere Kunstpoesi, og den mægtige frie Rigsstad Hamburg var ifølge sin Beliggenhedligepaa vore Grændser og de mangfoldige politiske og commercielle Berøringer med Danmark bleven et Hovedovergangsled for den tyske Indflydelse. I Hamburgselvrørte sig den Gang et frodigt literært Liv; der eller i Omegnen levede i det 17de Aarhundredes første Halvdel Paul Flemming, Philip v. Zesen, Jacob Schwieger, Georg Grefflinger, Balthasar Schupp og Johan Rist, alle Digtere af stor Anseelse, der ofte stod i Forbindelse med vort Hof og mere eller mindre beundredes og efterlignedesiDanmark. Paa Overgangen mellem det 17de og 18de Aarhundrede blomstrede navnlig Romandigtning, Skuespil og Opera i Hamburg med Happel, Postel, Hunold, Bostel, Konig og Barthold Feind, Joh. Riemer (Forfatter til „Den politiske Stokfisk") og Erdmann Neumeister,medensnyere poetiske Retninger indsloges af Wernicke, Richey og Brockes. Under Christian V indvirkededenhamburgske Operasmag stærkt i Danmark,

og det kunde nok synes rimeligt, at Holberg, om han end ikke var nogen Ven af tysk Digtning og foretrak at søge ind paa andre Baner, dog især i Begyndelsen af sin Digtervirksomhed bevidst eller übevidst kunde være paavirket af de Forbilleder, som den Gang vare de nærmesteogde raadende i hans Fædreland.

I Hamburg herskede der ved denne Tid som saa ofte i republikanske Samfund en stærk politisk og religiøs Spænding. Det lavere Borgerskab var skinsygt paa Raadet og de herskende aristokratiske Slægter, saa at det flere Gange i det 17de Aarhundrede var kommet til Gadekampe og blodige Optrin, hvori Nabostaterne havde blandet sig, ogsaa Danmark, som endnu ikke formelt havde opgivet sin gamle Lehnshøjhed over Staden. Paa Overgangen mellem Aarhundrederne forviklede« disse Stridigheder yderligere ved den religiøse Gjæring, der vaktes af en fanatisk Ivrer, Dr. Johann Mayer, Præst i St. Jacobs Menighed, som beskyldte en anden Hamburger Præst for Vranglære og bragte ikke blot sin egen Menighed, men hele Byen, Gejstligheden og Raadet i <\en vildeste Partistrid. Da Mayer endelig blev sendt som Superintendent til Pommern i Aaret 1700, vilde Jacobs Menighed ikke give Slip paa ham, men søgte under Ledelse af et Par Possementmagere, Stielcke og Liitze, ved tumultuariske Bevægelser at tvinge Raadet til at kalde ham tilbage, indtil dette endelig nødtes til at paakalde det tyske Riges Hjælp til Ordenens Opretholdelse og lade lægge en Besætning af Kredstropper i Staden fra 1708_—12, da den indre Forfatning blev fastsat ved den saa kaldte Hovedreces.

Det er disse Forhold, den hamburgske Advocat,
Opera- og Lejlighedsdigter, Lic. jur. Barthold Feind

behandler i sit nævnte Stykke „Das verwirrte Haus Jacob" (o: Jacobs Sogn i Hamburg), som opførtes midt under Urolighederne 1708, og er at. betragte som et af de mange Stridsskrifter, polemiske Digte og Pamphleter, disse fremkaldte. Stykket er uden noget som helst poetisk Værd: en Række løse Scener, der uafladelig skifte Sted, føre Dagens Begivenheder frem for Tilskuernes Øjne og tale Raadets og Ordenens Sag mod Folkelederne,somoptræde under eget Navn uden nogen Forklædning,medensandre af Personerne, især Raadsherrerogfornemme Mænd, betegnes med allegoriske latinske Benævnelser¹). I det hele er Skuespillet holdt i gammeldags übehændig Stil som indlæg i Dagens politiskeogreligiøse Stridsspørgsmaal, hvilke det discuterer tungt og pedantisk. Nogle Scener slaa over i den 2den schlesiske Skoles Svulst og Rædselseffect, f. Ex. de sidste, hvor Demagogerne i Fængslet angre deres Optræden og beklage deres ulykkelige Skjæbne, eller den, hvor Luthers, Calvins og Weigels²) Gjenfærd „under en sagte Musik" stige op af Ligkisterne for at protestere mod Religionens Misbrug i den politiske Ærgjerrigheds Tjeneste, og hvor Optrinet sluttes med en „Geistertanz", ligesom der andet Steds, ganske uden Forbindelse med Handlingen, indlæggesDansaf Possementmagere og deres Hustruer.

---

1) Det, er mærkeligt, at Gaedertz har tbrstaaet Sagen, som om der ved den optrædende Politibetjent Johann Meyer var alluderet til Uordenernes egentlige Ophavsmand, Dr. Mayer. Denne opholdt sig paa den Tid slet ikke i Hamburg, og Politibetjenten, der i øvrigt kun spiller en højst underordnet Rolle, er vistnok ligesom de fleste andre Figurer i Stykket en virkelig Person fra de Dage.

2) Den sachsiske Landsbypræst Valentin Weigel, j 1588, efterlod mystisk speculative Skrifter, der grundede en Sect, hvis Ettervirkning ogsaa spores hos os i det 17de Aarhundrede.

Disse blot paa Øjenslyst beregnede Divertissementer vise tilbage til den raat folkelige Haupt- und Staatsaction, som Holberg netop førte vort Theater bort fra. Ogsaa den gamle Skolekomedies Hanswurst optræder, som det synes endog i sin brogede Harlekinsdragt, under Navnet Jocoso Veracio og siger i burlesk Form Oprørerne Sandheden,udspionererdem og bringer dem for Raadet, hvorved da de obligate Pryglescener ikke mangle; men denne Figur er som sine Forbilleder mere plump end morsom og staar Holbergs Omdannelse af Typen, den af ægte realistisk Liv og Lune sprudlende Henrik, overmaadefjernt.Heller ikke Juristen, der skræmmer Demagogernemedsine latinske Romerretscitater, røber nærmere Slægtskab med de holbergske Advocater; dertil ere den Slags Figurer for almindelige i Tidens Literatur efter Moliére som Fællesmønster, ikke at tale om, at det er meget tvivlsomt, om Feind ikke tager de latinske Citater ganske alvorligt.

De eneste Optrin, der mulig kunde have paavirket Holberg, blive da et Par Samtaler mellem Stielckes og Liitzes Hustruer, Beecke og Geeske, om deres Mænds politiske Rolle og de Forhaabninger, de knytte dertil. Saaledes den, hvormed Stykket indledes, (leeske finder Beecke i Færd med at udbanke sin Mands gamle Kappe:

(t. So geschaftig meine liebe Ampts-Schwester?

Kappens daarlige Udseende bringer dem til at tale om deres Fattigdom og om, hvorledes Mændene (ligesom Herman v. Bremen) forsømme Haandværket for Politiken,der ikke indbringer noget. Imidlertid trøste de sig med Udsigten til fremtidig Storhed:

G. Wir hoffen noch auf diesev Art so viel zu erbeuten, dass wir
Rutsche und Pferde zulegen konnen ... Ich hoffe, es soli mir
noch mancher um Gnade anflehen.

H. Ich muss noch eine Jiffro (o: gnaxlige Frau) werden!

Siden minder Juristen Tribonianus, satirisk Stielcke, der begiver sig til Borgerforsamlingen paa Raadhuset, om hans Haandværk og spørger, om han har naaet at faa Lidserne til Dr. Mayers Livree færdige, og om det er ved at lave Guldsnorer, han har lært den store Kunst at styre Staten. — I 2den Handlings 9de Optrin gjenoptage Beecko og Geeske deres Discurs i den førstes Kjøkken:

B. Nun, liebe Frau Amptmeisterin, werden wir bald etwas werden.

G. .Ja, ich dachte nicht, dass mich mein Mann so vornehm niachen
solte, wie er mich erst nahm.

B. Wenn unsere Manner das erhalten, dass Dr. Mayer wieder kommt, so wollen wir nicht mehr Mann, sondern Herr sagen, und ich werde alsdann kaum eines Rathshemi Frau zuerst grussen.

G. Es soli kaum 4 Wochen wahren, so soli mein kunftiger Herr
in einem Taffent-Mantel und ich in einein Kanten Regen-Kleid
gehen.

B. Dieser Braten-Wender soli die Woche :>mal gehen. Frau Ainptmeisterin, ich sage es ihr bey Aufhebung aller unser grossen Freundschaft, dass Sie wenigstens die Woche i2mal mich liesuche.

G. Ich will Ihr allemahl die Rutsche vor die Tlriir senden, und wenn Sie nicht gleich einsteigen wird, so soli es aus mit uns seyn. Aber mit Gunst, Frau Gollegin, wird Sie diesen Michaelis auch einschlachten ?

Dermed kommer Samtalen ind paa Kjøkken- og Ammestuesager,som
interessere de brave Husmødre saa

levende, at de derover ere nær ved at glemme den forventedenye

G. Wenn mein Mann (docli potz velten, ich denkc noch an den
alten Stand!), wenn mein kiinftiger Herrem Oessel Branntwein-
Suppen mit Oel hat ... so hat er alle genug.

Unægtelig minder dette meget om visse Expositionsscener i de første Acter af den politiske Kandestøber og om den komiske Maade, hvorpaa de gamle Vaner hos Herman v. Bremens Husstand støde an mod den nye Højhed. Ligheden er dog af saa almindelig Art, at den intet Steds forudsætter directe Efterligning, men naturlig maatte affødes af Slægtskabet i Emne og af den ensartede Tænke- og Levemaade hos den lavere Borgerstand i Danmark og Nordtyskland, uden at Holberg derfor behøver at have kjendt Feinds Stykke. I Handlingens Udvikling og Katastrophen er der i øvrigt ikke den svageste Berøring; ej heller tør man lægge nogen Vægt paa, at en af Hovedpersonernes Hustruer hos Feind hedder Geeske ligesom Herman v. Bremens Kone. Holberg har jo i den politiske Kandestøber overensstemmende med Handlingens Sted brugt tyske Navne; men særlig det oprindelig plattyske Geeske var paa den Tid neppe heller noget ualmindeligt Navn i Danmark og forekommer f. Ex. ligesom flere af de tyskagtige Fruentimmernavne atter i Barselstuen.

At Holberg, da han skrev den politiske Kandestøber, meget vel kjendte de indre Uroligheder, som en halv Snes Aar før havde fundet deres Afslutning i Hamburg, og benyttede dem til Baggrund for sit Stykke, er ikke nogen ny Opdagelse. Det er bemærket af næsten alle hans Gommentatorer, lige fra Rahbek, som i Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn 1831 Nr. 37—38 giver en udførlig

Fremstilling af disse politiske Forhold, til Molbech i Udg. af Komedierne 1843, I 268, og Weiiauff i Antegnelserne 1858, S. 12. Men Hentydningerne dertil i den politiske Kandestøber indskrænke sig i Granden til Klagen i Collegiumpoliticumover,at „her udi Hamborg berømmes en Bormester allene deraf, at han kan holde det lovlige Borgerskab i Tvang", og Henriks Udtalelse om, at „Raadet har aldrig havt meer at sige end nu. siden den Tid Kredstropperne laae udi Hamborg", hvorfor ogsaa Geeske mener, at „vi faaer Vagt for vort Huus, førend vi veed et Ord deraf, og min gode Herman v. Bremen blir trækket i Fængsel", ligesom det hos Feind virkelig gaar Stielcke og Liitze. Den lejlighedsvise Omtale af Kredsoberster, „Kriegssteuer" og „Romermonaten", og Henriks Ønske om at blive „Reutendiener'* o: faa Tjenesteidethamburgske ridende Politi, er jo kun ganske løse Localiseringsforsøg, og den hele hamburgske Baggrundersaalet antydet og almindelig holdt, at den ikke paa noget Punkt forudsætter Bekjendtskab til Feinds Stykke eller nogen anden Viden om de politiske ForviklingeriHamburgend den, enhver dannet Mand maatte have her i Danmark, hvor man naturligvis havde fulgt dem med Interesse. Holberg havde jo desuden selv besøgt Staden midt under Urolighederne 1709 og atter faa Aar efter deres Ophør paa Hjemvejen fra sin lange europæiske Rejse 1716. Werlauff paaviser i sine Antegnelser til Stykket klart nok de Grunde, der bragte Holberg til at henlægge Scenen til Hamburg, idet nemlig hele Handlingens Gang vilde være umulig i Danmark under den stramt concentrerende Enevælde, men kun passer i en delvis demokratisk styret Fristad. Ikke mindre klart udvikler han imidlertid, hvorledes de

fremmede Træk kun ere rent uvæsentlige og udvortes paaklistrede, medens Aand og Personer ere saa ægte danske som vel muligt og characteristiske for den Tid, da den gjennem Aarhundreder ene herskende religiøse Interesse gav Plads for en mere verdslig og „politisk" Dannelse, og da de nye Samtaleemner bleve grebne med umaadelig og overdreven Begjærlighed af den politiskumodneMiddelstand,som derved drog dem ned i det carrikerede og latterlige. Disse Tidsejendommelighedermaattenaturligvisytre sig under meget beslægtede Former i Danmark og i det nærliggende Nordtyskland; men det er mærkeligt at se, hvorledes Tyskerne, übekjendtemedvoreForhold og indtagne af deres egne, aldeles miskjende dette og, støttende sig paa at Scenen rent tilfældig og vilkaarlig er henlagt til Hamburg, tage alle disse Fællestræk til Indtægt, saa at de til sidst ere nær ved at opfatte Holbergs Stykke som en tysk Original.Dettekommerallerede frem i Titelen paa den gamle plattyske Oversættelse, som blev opført med meget Bifald i Hamburg: „De Politsche Kannengehter, uut Holbergs Dånschen Schuu-Platz bii Winters Aavends- Tiid åversett in sine eegene Fruu-Mooder Spraak", 1743. „Das durchweg Hamburgische Gepråge tritt in dieser Übertragung ganz besonders hervor^I',1 _', siger Gaedertzoganførernu til Bestyrkelse af denne specielt hamhurgskeColoritnogleScener paa Plattysk, hvoraf det imidlertid netop fremgaar, at Oversættelsen er aldeles ordret, uden Spor af Forsøg paa at localisere yderligere, og at det altsaa blot er Holbergs enestaaende Evne til at stille den typisk almenmenneskelige Komik i fuldt Lys hos sine ud af det danske Hverdagsliv grebne Figurer,derien Tyskers Øjne lader den politiske Kandestøbertagesigud

støbertagesigudsom et „echt hamburgisches und echt niederdeutsches Stiick". En anden Sag er det, at den Retning i Tiden, som Holberg her polemiserer imod, den mere verdslige og verdenskloge Livsbetragtning, som man betegnede som „politisk", og dermed ogsaa InteressenforegentligPolitik, indvandrede til os fra Tyskland paa Overgangen til det 18de Aarhundrede og næredes ved tyske Skrifter, ikke blot virkelig politiske og oekonomiskesom„Dereuropåische Herold", „Der politisene Nachtisch" og „Statscabinetterne", men ogsaa de saa kaldte „politiske" Romaner o: historiske eller Statsromaner: „Hercules", „Herculiscus" og „Der politisene Stoekfisch" (Werlauff, Antegn. 1858, 19 ff.). Det er for saa vidt rigtigt nok, naar Gervinus som nys omtalt hævder, at Herman v. Bremen har sin Visdom af disse tyske Værker; men derfra er et langt Spring til den anden Paastand, at Holbergs Stykke „er bygget paa en Klasse tyske Prosaromaner".Deterlige saa übegrundet at tro Stykket bygget paa disse Romaner, fordi de lejlighedsvis nævnes og benyttes deri, som at antage det for bygget paa Feinds Drama, fordi det tilfældigvis spiller under de samme historiske Forhold.

Mod denne fejlagtige Opfattelse have allerede Hoffon' og Schlenther taget til Gjenmæle i Indledningen til Stykketi deres nye Udgave af Holbergs „Dånische Schaubiihne"i tysk Oversættelse 1888. Det er her med fornuftigtMaadehold paavist, at Holbergs Stykke ikke er afhængigt af Barthold Feinds, og selv Hypothesens Ophavsmand,Walther, maa indrømme, at Holbergs overlegneAand har gjort noget helt andet ud af Emnet, end Feind formaaede, og at der er den Grundforskjel, at det ene er et Tendensstykke, en Paskvil, det andet derimod

en virkelig moralsk Gharacterkomedie. Dot bliver herefteret Spørgsmaal af underordnet Betydning, om Waltherskulde have Ret i. at Holberg sandsynligvis maa have kjendt Feind og hans Stykke, som kan have givet ham en første Impuls eller Ideen i dens alleryderste Omrids. Hvorvel dette er aldeles übevisligt, kan Mulighedenderaf ikke benægtes. 1708. Aaret før Holberg var i Hamburg, oplagdes „Das verwirrte Haus Jacob" anden Gang. og er formodentlig altsaa endnu ved den Tid blevet spillet. Senere tildrog Barthold Feind sig Opmærksomhed hos os, idet han under den store nordiskeKrig skrev i svensk Interesse og derfor, da han vovede sig op i Hertugdømmerne, af de Danske blev sat i Fængsel i Rendsburg 1717, hvor man tidligere har ment. at han døde, medens man nu er paa det rene med. at han igjen var paa fri Fod ved sin Død 1721. Aaret før Holberg skrev den politiske Kandestøber.

Paa den anden Side maa det bemærkes, at der mig bekjendt intet Steds i Holbergs Skrifter er Antydning af, at han endog blot har kjendt Feind af Navn, og at jeg forgjæves har eftersøgt dennes Arbejder i flere af de mange bevarede Kataloger over store Bogsamlinger, som solgtes i den første Halvdel af det 18de Aarhundrede. Det synes saaledes ikke. at den temmelig übetydelige lyske Forfatter har vakt nogen som helst Opsigt i Danmark,og hvad særlig „Das verwirrte Haus Jacob" angaar,er det temmelig givet, at det som politisk Lejligheds - og Tendensstykke har gjort en kortvarig Lykke i Hamburg selv, men derefter meget hurtig er gaaet aldeles i Glemme. Da Walther og Gaedertz i nyeste Tid gravede det op, var det übekjendt selv for de Forfattere,der

fattere,dermest indgaaende havde beskjæftiget sig med
Hamburgs indre Historie i de paagjældende Aar.

IV.

Skjøndt Parallelen mellem Holberg og Feind ikke savner Interesse, er det altsaa ikke lykkedes Walther og Gaedertz at paavise nogen directe Forbindelse mellem dem, og dermed er foreløbig hele det Omraade afsøgt, hvor man paa Forskningens nuværende Standpunkt kunde tænke sig Muligheden af, at Holberg havde laant noget fra Tyskerne. En anden Sag er det, at vi efter hele Holbergs Stilling til tysk Digtning maa vente at finde Berøringspunkter af ganske modsat Art mellem ham og den, nemlig saadanne hvor han, langt fra at tage den til Mønster, snarere opstiller den som afskrækkende Exempel og retter sin Satire mod dens Udartning og dennes uheldige Indflydelse paa vor egen Literatur. Dette gjælder som bekjendt ganske særligt en af hans Komedier, „Ulysses von Ithacia". 1724, der stiller sig bestemt negativt, afvisende og parodierende, til Tidens tyske Skuespil, baade det reciterende og Operaen.

Hvad angaar den tyske Opera, som Holberg endnu samme Aar, 1724, atter har fat paa i ,.^{Kilderejsen",} saa har nuværende Vicepolitidirecteur V. C. Ravn i en god lille Afhandling i For Idee og Virkelighed 1873, I 513. „Den tyske Opera i Kjøbenhavn 1721_—23", paavist, at Satiren i Ulysses lige saa fuldt rammer Operaen som de tyske Dramer, og det ikke blot hvor den directe nævnes, som i 3. Acts 2. Scene mellem Ghilian og Trojaneren. Den Formløshed og Vansmag, den Svulst og Plathed, de historiske og mythologiske Urimeligheder, den raa

Jagt efter udvortes Effect, som parodieres i Ulysses, var tælles for Operaen og Haupt- und Staatsactionerne; Emner, Sprog og Behandling vare ens, men „Machiner og Præsentationer", scenisk Udstyr og Pragt, samt det overvejende Hensyn til Musiken fremfor til det dramatiskeElement gjorde i visse Maader Operaen endnu mere smagløs og unaturlig. Med Rette bemærker Ravn, at ved den Tid, da den danske Skueplads grundlagdes, vare de tyske Skuespillertrupper, Spiegelbergs noget før og (kpions 1721, ingenlunde dens farligste Concurrenter; »let var derimod den af Hoffet beskyttede? Opera, paa hvilken Holberg derfor især maatte tænke, om han end for ikke at støde Magthaverne for Hovedet tilsyneladende nærmest rettede Angrebet mod den anden, beslægtede (tren af det tyske Theater.

Det Operaselskab, som 1721 indkaldtes af FrederikIV,efter at der tidligere 1689 og 1703 mere lejlighedsvishavdeværet givet tyske og italienske Operaforstillinger, var en Del af Personalet fra Hamburger Operaen, som længe havde været den bedste i Tyskland, men netop nu begyndte at gaa af Mode i sin Hjemstavn og maatte se sig om efter Anvendelse andetsteds. Ravn oplyser, at Directeuren var en tysk Eventyrer, Johan Kayser, ikke derimod, som Overskou og Werlauff synes at antage,denberømte Hamburger Componist Reinhard Keiser, som dog i Aarene 1722 —23 jævnlig opholdt sig i Kjøbenhavn, arbejdede for Operaen og fik Titel af kg]. Capelmester. Primadonnaen, der ogsaa hed Kaiser, var i Følge Ravn hverken Directeurens eller Gomponistens Hustru. Hvorfra denne Oplysning stammer, angives dog ikke; hidtil har man efter Gerber, Lexikon der TonkiinstlerI713 (cfr. ogsaa Allg. deutsche Biographie under

Keiser) antaget, at hun var gift med Reinhard Keiser; men da troede man jo rigtignok ogsaa, at denne var Directeuren. Det er under alle Omstændigheder paafaldendeatfinde det samme Navn hos tre forskjellige og hverandre uvedkommende Personer, alle knyttede til Operaen, ligesom det er vist, at R. Keisers Hustru var en bekjendt Sangerinde. Forestillingerne begyndte paa Hoftheatret d. 18 December 1721, og Ravn gjennemgaar en Del af de opførte Operaer, Makværker i italiensk-tysk Blandingssprog, som fuldstændig berettigede Holbergs Satire, om de end sjelden synes at frembyde directe Tilknytningtilden. Ravn har imidlertid ikke benyttet den ganske interessante Samling af tyske Operaer fra denne Tid paa Universitetsbibliotheket (Tysk Katalog, 4to, S. 479), som i flere* Retninger supplere hans Meddelelser. Vi finde her adskillige af de tidligste Hamburger Operaer^l): Postels „Hermione" 1695, „Kayser Justinus" 1706 (begge oversatte fra Italiensk og den sidste særdeles rig paa „Præsentationer"), samt „Julia" 1717 af Hofraad Hoé v. Hoénegg og R. Keiser, hvilken Overskou i Den danske Skueplads I 147 ff. citerer som Exempel paa denne DigtartsSmagløshed.Overskous Formodning om, at Julia ogsaa er opført af det hamburgske Selskab i Danmark, viser sig rigtig, idet der i samme Samling forekommer første Del af denne Opera, trykt i Kjøbenhavn, „auf dem Kgl. Schauplatze zu Gopenhagen vorgestellet im Jahr 1722" under Titlen „Antonmus", med ændret Actinddeling og flere Forandringer og Forkortelser, vistnok betingede ved

---

1) Sml. Mattheson, Musikalischer Patriot, Hamb. 1728, med senere Tillæg optrykt i Leipziger allg. musikal. Zeitung XII, 1877; Gottsched, Nothiger Vorrath, 1757_—65, og Lindner. Die erste stehende deutsche Oper, 1855.

den kjøbenhavnske Operascenes tarveligere Udstyrelse.
Dette er altsaa et af de hidtil übekjendte Stykker, som
det tyske Operaselskab ifølge Ravn 546 har havt paa
sit Repertoire. Desuden findes paa Universitetsbibliotheket
Operaerne „Endymioir' (af Nothnagel og R. Keiser 1700?)
i mythologisk Stil, „Ismene" (af Bressand og Keiser IG9JJ)
i Hyrdestil, begge uden Forfatternavn, Sted eller Aar,
Hamb. 1722, med italienske Arier og Skærsliberintermezzo,og„Adelheid",
Hamb. 1727, af historisk
Indhold med Bondemellemspil og Musik af Telemann.
„Der durch Grossmuht und Gnade siegende Augustus",
af Hoé v. Hoénegg, er trykt i Hamburg og bestemt til
Opførelse formodentlig samme Steds til Forherligelse af
Frederik IVs Fødselsdag 1722, med en utrolig svulstig
og krybende Dedikation og Prolog. At den ikke kan
være spillet i Kjøbenhavn paa Fødselsdagen fremgaar af,
at det Kayserske Selskab ved denne Lejlighed her havde
forberedt et andet Feststykke, som imidlertid paa Grund
af Primadonnaens Sygdom først kom til Opførelse noget
senere. Det var nemlig den for os interessanteste af alle
disse Operaer, „Ulysses", om hvis sandsynlige Forhold til
Holbergs Komedie Ravn taler, uden dog selv at kjende Operaen.Denlindes
imidlertid ogsaa paa Universitetsbibliotheket:Ulysses,In
einem Musicalischen Schau-
Spiel Auff Ihro Kgi. Maj. Friderich IVten... Den
HOctob ris 1722 Hochst-erfreulich eingef all enen
Geburths-Tag Auffgefiihret von Der Kgl.Academie
der Music. Gopenhagen, Gedr. bey J.GeorgHopffner,Univ.Buchdr.
„Musikakademi" kaldte Operaselskabetsigefter
den hamburgske og andre ansete
Operaers Exernpel, cfr. Ravn 543. Musiken var af Vogler.

Dette Stykke opførtes altsaa en Maaneds Tid efter,

at den danske Skueplads den 23 Sept. 1722 var aabnet for at concurrere med den tyske Opera. Det kan betragtessom afgjort, at dette ikke har været uden Betydningfor Holbergs Valg .af samme Emne til en Parodi paa de tyske Skuespil, hvilken efter lians egne Ord i første Tome af hans Komedier allerede var forfattet 1723. Men atter her er det kun Motivet, Holberg har fra Tyskerne, uden at der spores Benyttelse eller Laan selv af et saa nærliggende Forbillede. Operatexten, der mod Sædvane skyldes en i Kjøbenhavn ansat Mand, Storkansler Holsteins Secretær Fridrich Lesner eller Ler sner, er bearbejdet efter Italiensk og begynder med en underdanig og smigrende Prolog i Anledning af den kongelige Fødselsdag, hvor Danmarks Indvaanere. Jupiter og Neptun synge Frederik IV's Pris. Uden nogen Forbindelsemed Prologen drejer den egentlige Handling sig om Ulysses's Hjemkomst til Ithaka, hvorhen Girce „for tillfållet" er flyttet. Hun forbinder sig med Frierne mod Penelopes Troskab, bringer ved Trolddomskunster Ulysses til at mistænke og glemme Penelope og vil. da Fortryllelsenhæves, dræbe sin Medbejlerske. Sluttelig besejrerUlysses de oprørske Bejlere. Det er altsaa kun et lille Stykke af Handlingen, Operaen har til fælles med Holbergs Komedie, der ligesom Haupt- und Staatsactionerneeller Tidens Romaner omfatter hele Trojanerkrigenmed Odysseen i Tilgift. Det mythologiske Emne er ikke behandlet i heroisk Tone, men med sødlig italiensk Operaerotik, tilsat med tysk Svulst. Recitativernevexle med Arier og Ghor af „Amouretter' (Amoriner),Tritoner osv. Det eneste, der minder om Holberg, er Ulysses's „lustiger Diener" Arpax, der ligesom Ghilinn tvivler om Penelopes Bestandighed:

Ich will mich nicht dem Henker drauf ergeben,
Ein junges Weib
Kan ohne Manner Zeitvertreib
Nicht so viel Jahre leben.
Zwar wenn der Mann verreisen will,
So lassen sie so viel
Das Thranen Springwerck sich ergiessen,
Dass man wahrhafftig meinen sollte,
Dass sicli die Frau zu Tode weinen wollte.

Doch ist der Mann nur fiber seine Schwelle.
So stopfft sich schon der Thranen Quelle.

Som Ghilian ynder han heller ikke den lange Omflakken
og ridderlige Færd til Lands og til Vands:

Es ist doch auff der See kein boden, keine Wand, Ich halt es mit dem trocknen Land, Ich bin nicht fur die Wasser Leute, Bald geht. es auff die rechte Hand, Bald auff die linke Seite ....

Han spiller imidlertid kun en ringe Rolle i Stykket og har intet af Ghilians kostelige Ironi over dets Urimeligheder. En saadan Lystigmager var lige fra Middelalderen af et nødvendigt Element i Dram et og gik derfra over i Operaen, som Holberg selv siger:

Ja det, som mest fornedent er For dem, som sligt behager, En Harleqvin man ogsaa seer Med Snak, der Herskab plager.

Det er dog kun Typen, som næsten overalt var fejg, plump og materielt sindet, men vittig og forslagen, Holberg har ført over i sine Skuespil, hvor han mangfoldighar nuanceret og individualiseret den som Henrik, som Arv, mest glimrende og ejendommeligt vel som C(hilian. Efter Navnet at dømme er denne sidste maaske snarere end fra Operaen hentet fra de plattyske „Possen"

eller Bondemellemspil, hvormed Skuespillertrupperne den Gang almindelig opmuntrede deres Publikum. I et samtidigtkomisk Sangspil „Der Hamburger Jahrmarkt" af Prætorius med Musik af Keiser 1725 skændes tre Plakatbærereom deres forskjellige Kunstarters Fortrin: den ene roser Operaens Pragt, den anden Komediens Morsomheder:

Wenn Harlequin beliebte Possen macht,
og den Lredie svarer:

Myn Kilijan is oock keen Farcken,

hvor det plattyske Bondenavn altsaa synes at være
blevet typisk for Bondefarcen som Harlekins for Komedien.

Der gives for Resten flere omtrent samtidige tyske Operaer med samme Emne, f. Ex. Hamburger Oversætteren og Librettisten Bressands Ulysses med Musik af Keiser 1702, som falder i to Afdelinger: Girce og Penelope, og maaske er den samme Opera Ulysses, der nævnes i Gottscheds Nothiger Vorrath som trykt i Leipzig 1703.

Betydelig større Vanskeligheder end Forholdet til Operaen frembyder Bestemmelsen af Holbergs Forhold til Samtidens tyske reciterende Skuespil. Den Del af dette, som han spotter i Ulysses, er de omvankende Skuespillertruppers Repertoire, hvormed „hochteutsche Comodianten" paa Skrædernes Lavgshus i BrolæggerstrædeogMarionetspilleren Salomon v. Qvoten nylig vare optraadte i Kjøbenhavn, og hvormed Gapion havde begyndt sine Forestillinger paa Theatret i lille Grønnegade,saaat disse tyske Skuespil stadig stod som en truende Goncurrent for de danske. Det var de saa kaldte „Haupt- und Staatsactionen" med efterfølgende Farce eller „Posse", lige plumpe og raa, enten Emnet

var tragisk, komisk eller, hvad der var det hyppigste, en ufordøjet Blanding af begge Dele, hvor Hanswurst drev sit Spil paa en Scene, der svømmede af Blod, gjermem hvilket de bibelske, historiske og romantiske Helte vadede paa den svulstige Dictions højpathetiske Stylter. Dette Væv af Smagløshed, Urimelighed og Anstød mod Geografiens,Historiensog Tidsregningens simpleste Elementerharkun den ene Fortjeneste at have fremkaldt Holbergs kostelige Parodi, og denne er det ogsaa, vi skylde vort meste Kjendskab til Haupt- und Staatsactionerne. Paa Grund af deres særegne Tilblivelsesforhold ere nemligsaagodt som ingen af disse naaede ned til os. Digtningen,iTyskland havde den Gang aldeles skilt sig ud fra det forvildede og udartede Theater; Dramatikerne skrev for det dannede Læsepublikum, men beregnede ikke deres Stykker for Scenen eller i ethvert Fald kun for en enkelt Opførelse, i Almindelighed som Festspil ved Højtider i deres fyrstelige og fornemme Beskytteres Familier. For saa vidt bevarede de Traditionen fra den gamle Skolekomedie, der'ogsaa kun var bleven opført som Dilettant-, Lejligheds- og Festspil af lærde og dannedeMænd.Derimod ringeagtede de den staaende Scene, der efterhaanden havde uddannet sig med SkuespillereafProfession, og hvor de ynkelige omrejsende Bander kun samlede en temmelig raa Almue. Skuespillernemaatteda selv sørge for deres Repertoire, som blev sammenskrevet af Truppens egne mest opvakte Hoveder: forkomne Studenter og halvstuderede Eventyrere.DisseHaupt - und Staatsactioner gjorde ingen Fordring paa at regnes til Literaturen og bleve aldrig trykte, blandt andet for at ikke rivaliserende Trupper skulde bemægtige sig dem. Ofte udførtes de ikke en

Gang skriftlig: man nøjedes med Scenarier, der angav Handlingens Gang gjennem Acter og Scener, de indlagte Sange og Replikskiftet i Hovedoptrinene, men overlod R.esten, især de komiske Partier, til Skuespillernes frie Improvisering, for hvilken der da i hver Trup uddannede sig en Tradition.

Vi staa saaledes temmelig blottede for directe KjendskabtildetyskeForbilleder for Holbergs Ulysses. Nyere Teaterhistorikere have i Tyskland selv søgt at samle de spredte Efterretninger om Haupt- und StaatsactionerneogderesOpførelse;hos os have Overskou og Werlauff (især i Antegnelserne til Ulysses v. Ithacia) stræbt at belyse Holbergs Forhold til dem; men af disse Stykker selv er kun et eneste udgivet: „Carl XII vor Fridrichshall", Dessau 1845, med historisk Indledning af Lindner, og det savnes paa vore Bibliotheker. I Wien, hvor Skuespilleren Stranitzky i Begyndelsen af forrige Aarhundrede var meget populær i Haupt- und StaatsactionernesHanswurstroller,gjemmesenSamling rier;mendenyereArbejder, der give Udvalg og Prøver af dem, ere heller ikke tilgængelige her i Landet. Derimodfindesderenmaaske ikke tilstrækkelig benyttet Kilde til Kundskab om de i Danmark før og ved HolbergsTidopførteHaupt - und Staatsactioner, nemlig det kgl. Bibliotheks Samling af gamle Theaterplakater. Imellem de tidligste Plakater fra den danske Skueplads er her ogsaa bevaret nogle Annoncer fra tyske Trupper, af hvilke den ældste skal være en fra Ribe, hvor en unævnt tysk Trup opførte „Der verirrte Liebes-Stand' oder der durchlauchtigeßauer", med „Nach-Comoedia Arlequin der betrogene Kup ..." (ler?), „dediciert und pråsentirt dem Hoch- und Wohlgeb. Herrn Hans Schach, Graff von

Schackenburg etc., Stifts-Befehlungs-Mann iiber Riber Stifft und Ampt-Mann iiber Riber-Hausz Ampt". Paa Grund af de Grev Schack tillagte Ernbedsstillinger henførerWerlauffdennePlakattil Aarene 1697—1711 og ser deri det første sikre Vidnesbyrd om en Haupt- und Staatsactions Opførelse hos os. De andre Annoncer ere fra Kjøbenhavn, hvor de kgl. polske og churfyrstelig preussiske Hof-Komedianter (Velthens Trup) formodentlig 1707 spillede Hauptactionen „Statua oder die in ein Marmor - steinernes Bild verliebte Princessin Adamira" med Farcen „Pickelherings doppelte Heyrath", — og „llochteutsche Gomedianten" (rimeligvis Spiegelbergs Trup) c. 1719 „Der grossmiithige Rechts-Gelehrte miliusPaulusPapinianusoderder Phantast und warhaffte Calendermacher" med „Nach-Comoedie", og rimeligvis samtidig „Des Gliickes Probierstein oder der im Krieg verirrte und in der Liebe verwirrte Liebes- Soldat" og „Die vier verliebten Geister", samt „Der imschuldigeBruder-Mordoderdasblutige Rom unter der Regierung Garacallæ, wie auch der kluge Phantast und warhaffte Astrologus", med „Arlequin eine verstelite Mumie".SammeAarsaaRostgaard ifølge Riegels's FrederikIV'sHistorieII427 en tysk Marionetkomedie af lignende Art, „Titus Andronicus", med Rotrous Tragedie Wenceslas som „lustiges NachspieK Disse Plakater ere med fornødne Oplysninger aftrykte af Overskou og Werlauff;allerededebraskendeTitler vise noksom StykkernesCharacter.Desudenmeddeleefter den ved disse Forestillinger almindelige Skik alle Plakaterne undtagen den til „Der unschuldige Bruder-Mord" ikke blot Personlisten,menenudførligIndholdsangivelse efter Acter, der vel neppe giver et saa tydeligt Indblik i Haupt- und

Staatsactionens Væsen og Bygning som de før nævnte Scenarier, men i Mangel af disse og i Betragtning af den store Sparsomhed paa trykte Efterretninger om denne Skuespilart overhovedet dog afgiver et ikke forkasteligtBidragtilKundskabom dens Ejendommeligheder.Emnernesesdaat være hentede dels fra Historien,delsfraTidenshistorisk „politiske" og galante Romaner, der ligesom senere den fransk klassiske DigtningmedForkjærlighedbevægedesig paa Samfundets Tinder, mellem Konger og Fyrster. Intrigen var gjerne ovemmade kunstig og indviklet; flere løst forbundne Handlinger løb ved Siden af hverandre, idet Romanen og efter den Hauptactionen stræbte at fængsle Interessen ved raa stoflig Spænding, i Mangel af Evne til GharacterudviklingogafstilistiskeFortrin. Om Stil og SprogkunnedisseReferaterudenRepliker ikke give os nogen Forestilling, og for saa vidt en Del af Dialogen synes at have været improviseret, kan der jo overhovedet ikke være Tale om nogen literær Stil. Utvivlsomt har den Svulst og forlorne Pathos, som betegner Tidens tyske Digteres, en Gryphius's, Lohensteins og andres Læsedramer,ogsaaværetgjennemgaaendei kun neddragen i en langt lavere Sphære af de raa Skuespillerbander,gjennemhvisMundog Pen den gik. En Hovedforskjel ligger i, at hine Digtere altid behandlede højere Emner paa Vers, Hauptactionen derimod paa Prosa; selv naar Skuespillerne af og til opførte et af de egentlig literære Dramer, lavede de det først om efter deres egen og deres Publikums grovere Smag og omsattedetiProsadialog,der højst slog over i Vers paa enkelte Steder, hvor Stemningen hævede sig, ligesom Ulysses's Enetale i ste Act af Holbergs Parodi. Her

mangle os imidlertid tilstrækkelige Prøver, og vi maa holde os til, at Holbergs Fyrster, Helte og Elskerinder i Ulysses sikkert føre samme Sprog som Hauptactionens. Naar da Prins Paris taler om „den Horizont, hvor lthaciens Sol og Morgenstjerne i Dag skal fremkomme", og frygter for at daane af Elskov ved Synet af hende, medens Helenas Kyskhed ikke fordrager at høre Tale om et Mandfolk, uden at hun faar ondt og maa bruge Hovedvandsægget;naarden„slange-giftigeAvin d¹' afmaler sig paa „de af Dyd som Maanen af den gyldne Sols Straaler skinnende Ridderes'⁴ „adelige Kinder", saa snart hendes „Diamant-Øjne" fæste sig paa en anden; naar Ulysses forlanger sit „med Drageblod besmurte Sværd Dyrendal", sit Skjold, som han „tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien", tilligemed sin Hjelm, „som den brasilianske Dronning von Saba satte paa hans ridderlige Hoved med sine Alabaster-Hænder, da han skulde i Kamp med den firehoved Ridder Langulamisopolidorius";naarhansenderBud om Hjælp til „Holophornes,GrevenafBethulien... med sine fem Tusinde Elfenbens Kanoner, som alle ere Tredsindstyve-Pundiger'-, ligesom naar „Morpheus, Søvnens Gud og Dødsens Broder, sætter sig paa hans Øjenbryne", eller „Gudernes Monarchs hidvolde rørede sig af Medynk over Tiresium, at han begavede ham med Magt at udfodre Gejsterne von des Hollischen Gottes Plutarchi Wohnungen". — saa minder denne Blanding af mythologisk Affectation med RidderbøgernesopstyltedeGalanteriogsvulstige Tirader og med Samtidens halv tyske militære Hugafers bombastiske Pral mindre om Gryphius's og Lohcnsteins stive Alexandrineremedderessnartsøgte og slikkede, snart buldrenderhetoriskePathosendom Tidens tvske Prosaromaner,afhvilkedenligeledes

romaner,afhvilkedenligeledesprosaiske Hauptaction nok saa hyppig laante baade Stil og Indhold. I disse heroiske og pseudohistoriske Romaner maa vi vistnok se en tredie Skive for Satiren i Ulysses v. Ithacia ved Siden af Hauptactionen og Operaen; men paa dette vidtløftige og ganske übearbejdede Spørgsmaal skal jeg her ikke gaa nærmere ind.

Vort utilstrækkelige Kjendskab til Haupt- und Staatsactionernetilladeraltsaaikke blandt disse at eftervise noget umiddelbart Forbillede for Parodien i Ulysses. Ligesom Operaen søgte Tidens reciterende Skuespil ofte sit Emne hos Homer, især i Odysseen; saaledes opførte den bekjendte Velthenske Trup 1690 i Torgau en HauptundStaatsaction„Ulyssesund Penelope" (Devrient, Gesch. der deutschen Schauspielkunst, 1848, I 264). Ghr. Ludwigs„Ulyssesv.Ithaca" spilledes i Berlin i første Halvdelafdet17de Aarhundrede, dog næppe før 1730, altsaa senere end Holbergs, og maaske atter i Wien 1735 og 45 {Pliimicke, Theatergesch. v. Berlin, 1781, S. 169, Gottsched,NothigerVorrath,Noteved Slutningen af Fortalen); men den omtales af Gottsched som indrettet efter nyere Smag (sml. J. E. Schlegels Brev fra Kjøbenhavn 1743 i Hagedorns Werke v. Eschenburg, 1800, V 287). Efter Holbergs Parodi stod endnu 1748 paa v. Quotens RepertoireiKjøbenhavn„Ulysses und Penelope oder die treue Beståndigkeit" (Overskou II 04; Werlauff, Antegn. 1858, S. 300). Disse Stykker og deres mulige Forhold til hverandre indbyrdes eller til Holberg ere os imidlertid aldeles übekjendte. Derimod lindes der paa Universitetsbibliotheket,ienganske interessant Samling af gamle tyske Skuespil fra Aarene mellem 1625_—80, et langt ældre Stykke, der ligesom de samme Steds bevarede

tyske Operaer kan tjene til Oplysning om, bvorledes Eninet liar vseret behandlet i den tyske dramatiske Literatur.Mendetstaar rigtignok ikke i nogensomhelst directe Bearing med Holberg, og der er ingen Spor af ;it det har vaeret kjendt af ham eller opf'ol't her i Danmark.TitlenerPoetisches Freuden-Spiel .von des Ulysses Wiederkunft in Ithaken. Der Durchl. . . . Fiirstin Sophia Elisabeth, verwittibtenHertzoginzuBraunschweig gob. Hertzogin zu Mecklenburg .... zu Ehren mid Willkommen zu halten verordnet worden von I(hro) F(iirstL) D(urchl.) zu Mecklenburg. Giistrow,Chr.Scheippel,1668.Om Forfatteren gives ingen Oplysning, og Stykket er, mig bekjendt, ikke omtalt af tyske Literaturhistorikere. Det horer til de den Gang aimindelige fyrstelige Festspil, men er for saa vidt af en ganske egen Art, som der kun meddeles en Ramme for llandlingens Gang, Sceneinddeling og Arrangement, men ingen Dialog. Ved forste Blik tror man at have et af de for omtalte Scenarier til en Haupt- und Staatsaction for sig, og det fra en meget tidlig Tid, thi denne Skuespilart udviklede sig f'orst over Midten af det 17de Aarhundrede og bragtes til sin Blomstring ved den bekjendteBandeprincipalJob.Velthen omkring 1680. Men den nod sjelden den iEre at konime til Hoffet, og FestspilletsIndholderheller slet ikke i Haupt- und StaatsactionensStil;detminder snarere om de ved Hoffesterne saa moderne Opera-Balletter, som Kong Frederik 111 luivde indfort i Danmark, noget for de bleve aimindelige ved nordtyske Hoffer. Til disse Balletter tryktes et Program,derangavGangen i Stykket, optog de indlagte Sange og forklarede den Del af Handlingen, der fremstilledesiDans.Alligevel

stilledesiDans.Alligeveler „Ulysses' Wiederkunft" heller ingen Opera-Ballet, men har aabenbart havt Prosadialog, skjøndt den ligesom Balletterne er inddelt i „Eintritte-, som ofte slutte med Sang og Danseoptrin, snart af et Chor Nympher, snart af Hyrder, og tilsidst af „em Chor Tugenden", som synge „ein Dactylisches Danck- und Freuden Lied auff das Hochfiirstl. Hausz Mecklenburg appliciret". Det er altsaa et Festspil med indlagt Sang og Dans af samme Art, som noget før Rist i Tyskland og Lauremberg her havde bragt i Mode, en Række temmelig løse mythologiske eller allegoriske Scener, hvor Indholdet kun er Vehikel for smigrende Allusioner i Festens Anledning. Efter en prosaisk Indholdsangivelse optræder „die Liebe" som Prolog og siger de høje HerskaberBehageligheder,hvorpaaHandlingen udvikler sig gjennem temmelig korte og fragmentariske Optrin paa Calypsos 0, i Phæakernes Land med Nausikaa og efter Hjemkomsten til Ithaca med Eumæos og Hyrderne samt Telemachos og Penelope, som „ihr Elend in einem dreyfaehenSonnetbeklaget".Om Bejlerne og Ulysses's Kamp med dem forekommer intet. Stykket har altsaa endnu færre Berøringer med Holberg end den tidligere omtalte Opera Ulysses, idet der ikke kan være Tale om SammenligningafStilog Dialog; men det afgiver dog et nyt Exempel paa, hvorledes Holbergs Emne var behandlet i den tyske Komedie. Dets ejendommelige Form som Program i Lighed med Hauptactionernes og Balletternes er vanskelig at forklare, og jeg kjender intet andet Exempel derpaa i Tidens tyske eller danske reciterende Kunstdrarna end et i Goedeckes Grundriss zur Gesch. d. deutschen Dichtung, 2 Ausg. 1887, 111 214 nævnt anonymtFestskuespil„xlriadne",opført paa Kejserinde Marias

Fødselsdag 1641. At en Hofforestilling skulde have været improviseret ligesom de omrejsende Banders Skuespil, er højst usandsynligt; men dersom Dialogen blev foredragen efter et trykt eller skrevet fuldstændigt Exemplar, behøvedeTilhørernejopaa den anden Side intet omdelt Program for at kunne følge Handlingen.

Samlingsbindet paaUniversitetsbibliotheket indeholder desuden et Par Sangspil af Opitz og en hel Del Helte-, Hyrde- og Lystspil, for det meste skrevne til Fest- og Hofforestillinger, af bekjendte eller übekjendte Forfattere, deriblandt de fleste af „Filidors Trauer-, Lust- und Mischspiele'- fra Hoffet i Rudolstadt, som tilskrives AltonaerDigterenJacob Schwieger. Et Par af disse Skuespilerder Anledning til at dvæle lidt ved, fordi de tjene til at belyse Overgangen imellem Kunstdramet og Haupt- und Staatsactionen og altsaa, om end kun indirecte, afgive Bidrag til Kundskab om de historiske Betingelser for Holbergs Virksomhed. Saaledes behandler Hi eronymusThomas fra Augsburg i sit Sørgespil Titus und Tomyris, beygenahmt die rachbegierige Eyfersucht, Gi essen 1662, det samme Emne, som Shakespeare har optaget fra den ældre engelske Skuepladsogbearbejdet paa Vers i „Titus Andronicus" 1600. Nærmest i den ældre Form og i Prosa var dette Stykke gaaet over til Tyskland med de tidligstevandrendeSkuespillertrupper, de saakaldte „engelskeKomedianter",og er trykt i deres Repertoire „Engellåndische Gomoedien und Tragoedien", 1630 (AftrykhosTieck, Deutsches Theater I, 1817). Den Række blodige Slagter- og Lemlæstelsesscener, der udgjør Hovedindholdet, egnede sig særlig til at gjøre Lykke hos Haupt- und Staatsaetionernes Publikum og bevarede

Stykket paa Scenen i mindst 100 Aar, hvis det da virkelig,somOverskou (1 141) paastaar, var denne samme „engellåndische Tragoedie" Titus Andronicus, der 1711) blev opført i Kjøbenhavn som Marionetkomedie i OverværelseafRostgaard og andre fornemme Mænd¹). — Men ogsaa Kunstdigterne vare Børn af deres Tid og rettede sig efter dens raa Smag og Lyst til nervepirrende Rædselseffect.Deter derfor vistnok ganske med Urette, at engelske Kritikere have villet frakjende Shakespeare ForfatterskabettilTitus Andronicus som et ham uværdigt Stykke; endnu 60 Aar efter hans Tid fristede Emnet

---

1) Efterretningen kan dog være tvivlsom. Overskous Kilde er sikkert alene den før omtalte Notits i Riegels's Frederik IV\s Historie II 427; han har neppe selv set det af Riegels omtalte Haandskrift, hvori Meddelelsen skal være given, og et saadant Haandskrift findes i alt Fald nu ikke mere i Rostgaards Samlinger paa Universitetsbibliotheket. Efter Riegels var Stykkets Indhold i Haandskriftet refereret paa hele 2 Ark(!), men dette kan da neppe have været en Plakat med Indholdsoversigt, som det var sædvanligt ved Haupt- und Staatsaet ionerne; det tyder snarere paa en Afskrift af hele Tragedien, som i den Tieckske Samling ikke er stort længere. Det Par Linier, Riegels citerer som Prøve, er dog nærmest kun Referat: men hvorfra har Overskou saa sil langt udførligere Uddrag? Skulde han ikke, ligesom Rahbek i Holbergs udv. Skrifter VI 532, blot af Riegels's Ord have sluttet, at det maa være den „engelske Tragedie", der er bleven opført, og saa uden videre referere dennes Indhold efter den ham bekjendte Samling „Engellåndische Tragoedien und Oomoedien", som om det var en Fortsættelse af Rostgaards Beretning V Det vilde i alt Fald stemme godt nok med hans løse Hypothes om, at det var „engelske (komedianter", der gav Forestillingen, uagtet saadanne ikke havde vist sig i Tyskland .jg Danmark siden Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Men hvis Forholdet er dette, vide vi kun, at der 171.) er spillet et Stykke med det yndede Emne om Titus Andronicus, uden at det kan bestemmes, om det har været selve den „engelske Tragedie¹¹ eller en Omstøbning deraf i nyere Haupt- und Staatsactionsform.

altsaa en tysk Digter, rigtignok ikke af stort Navn. Det var snarere ved Behandlingen og ved en niere udviklet Formsans, at Kunstdigterne skilte sig fra Folkedigterne: de hæve Dialogen op i Versets ædlere Tone og lægge lidt mere Vægt paa dramatisk Motivering, medens FolkekomediendragerRædselsscenerne frem for deres egen Skyld og behandler dem i et Sprog, der er lige saa raat som Indholdet. Hier. Thomas kjender iøvrigt aabenbart ikke Shakespeares Drama, men bygger sit Sørgespil paa Haupt- und Staatsactionen, ligesom Shakespeare byggede sit paa den ældre engelske Folkekomedie. — Saaledes afspejle sig i dette Stykke paa en ret mærkelig Maade tiere Faser af Skuespillets Udvikling gjennem det 17de Aarhundrede, idet det baade i England og i Tyskland har været bearbejdet baade i folkelig og i højere dramatiskStil,rigtignok med delvis ændret Personliste og henlagt til noget forskjellig Tid i den romerske Historie.

Det andet af de tyske Skuespil, der frembyder Stof til Sammenligning med de i Kjøbenhavn opførte Hauptactioner,eri og for sig bekjendt nok; det er nemlig Digteren Andreas Gryphius's Tragedie „Papinian", men i den ændrede Form, hvori den blev arrangeret til Opførelse ved en Dilettantforestilling af Ungdommen i en schueizerskBy(St. Gallen, c. 1680). Det minder om den gamle naive Skolekomedie, som Ghr. Weise just ved den Tid bragte til Ære igjen, naar vi af den ret cariøse DedicationogSlutning se, hvorledes ved denne Lejlighed TragediensRollerog Repliker bleve skaarne itu og fordelte paa flere, for at hele det høj vise Raad og velfornemme Borgerskab kunde have den Fornøjelse at se sine Poder paa Brædderne. Men paa det væsentlige i Digtningens Form og Indhold forgreb man sig her ikke, saaledes som Haupt- und

Staatsactionen gjorde, naar den lavede Kunstdramerne om efter sit Behov. Gryphius's Grossniiithiger Rechtsgelehrterodersterbender Æmilius Paulus Papinianus1659 var nu netop paa Grund af den gruopvækkendeSkildringaf Tyrannen Caracallas blodige Regeringstid et af de Kunstdramer, som SkuespillertruppernemedForkjærlighed tilegnede sig, og blandt de gamle Komedieplakater fra Kjøbenhavn 1710 finde vi det to Gange, først under sit eget Navn, dernæst med forandret Titel: „Der unschuldige Bruder-Mord oder das blutige Rom", formodentlig for at trække som et nyt Stykke. Begge Steder har det den eharacteristiske Bititel„Derkluge Phantast und wahrhafte Galendermacher (Astrologus)" som Antydning af de Harlekinsløjer, hvormedHauptactionenfor at imødekomme sit Publikums Smag udstyrede endog de mest ophøjede og tragiske Emner. Denne ufordøjede Blanding af det pathetiske og det burleske er det, som tillige med den halv improviseredeProsadialog,Jagen efter raa udvortes Effect og fuldkommen Ligegyldighed for al dramatisk og historiskSandsynlighedbetegner det lavere Standpunkt, hvorpaa Hauptactionen drog Tidens Digtning ned, naar den førte den frem paa Scenen. Sammenligne vi den første af de nævnte Plakater med Gryphius' eget Arbejde, saa finde vi Handlingen noget forkortet, de lyriske Chor, som høre til det smukkeste, ere naturligvis udeladte, og Personlisten indskrænket; men derimod er der rent udvortespaaklistreten Række med det tragiske Indhold stridende Harlekinsscener mellem „Trasullus, Stern- Kijcker", og „Trarreus, Galendermacher", de i Bititlen nævnte komiske Personer. Om den første hedder det bl. a. i Indholdsangivelsen, efter at Garacalla har ladet

sin Brodér Geta dræbe, at han „hat etliche Kurzweil mit dem todten Korper". I Gryphius's Tragedie forekommerveldet ene af disse Navne, „Trasullus, der Juliæ Sternseher", men som en fuldkommen alvorlig holdt Biperson; i Bearbejdelsen fra St. Gallen, der bevarerOriginalenshøjtidelige Tone, er han ganske udeladt.Derimodfinde vi i en Mængde bevarede Titler paa Haupt- und Staatsactioner fra Tyskland udtrykkelig og reclamerende Fremhævelse af, at det tragiske Emne er oplivet ved saadanne plumpt paaklistrede Hanswurstløjer:„Triumphder Ehre und des Gliicks od. Tarquinius Superbus, mit Hanns Wurscht, dem ungluckseligen Verliebten,durchgetriebenenHofschrantz, interessirten Kupler" o. s. v., „Die Enthauptung des weltberuhmten Redners Ciceronis, mit H. W., dem seltsamen Jager, lustigen Fallirten,verwirrtenBrieftråger, låcherlichen Schwimmer", o. s. v., „Die Verfolgung aus Liebe od. die grausame Konigin Atalante, mit Hanns Wurscht, dem låcherlichen Liebes-Ambassadeur, betrogenen Curiositetenseher, eintaltigenMeuchelmorder"o. s. v., alle fra Aar 1724, samt mange flere.

V.

Endnu vil jeg omtale et Stykke af åen tyske Samling,ikke fordi det mere end de andre kan antages at have været kjendt og benyttet af Holberg, men fordi det har sin Plads som Led i en hel europæisk Ahnerække for den af hans Komedier, der hidtil har været betragtet som særlig knyttet til danske Sæder, aldeles specielt national og autochton — nemlig „Barselstuen". Det lader sig paavise, at dette Emne for Satiren er almeneuropæisk og i det 17de Aarhundrede har været behandlet baade i

Frankrig og i Tyskland paa meget beslægtet Maade. i vort kgl. Bibi. findes Recueil general des caquets de Faccouchée, mis par ordre en huict journées, 1623 (siden udgivet af E. Fournier med Indledning af le Roux de Lincy, i Bibliothéque Elzevirienne, chez Jannet, Paris 1855). Det er en Prosasatire, hvor en ung Mand efter Lægens Raad for at forfriske sit Sind efter en Sygdom har skjult sig i en Barselstue og belurer den der holdte „Faddersladder". Et Titelkobber fremstiller den unge Moder, der modtager Besøg liggende i en prægtig opredt Paradeseng, ligesom ogsaa i første Redaction af Holbergs Stykke „Barselsengen præsenteres" paa Scenen. Le Roux de Lincys Indledning handler om de gamle franske Barselstueskikke,der havde meget til fælles med vore. og som han fører lige op til det 12te Aarhundrede. Satiren gaar dog mindre ud over selve disse Skikke, Barselvisiterneog Barselsladderen, men benytter dem som en Ramme for Skildring af Tidens Sæder og allehaande Pariser Forhold, offentlige og private, Bysnak og komisk ugenerte Skandalehistorier, vistnok højst indiscrete og med den Gang let gjennemskuelige Allusioner til virkeligeHændelser.

I den tyske Samling lindes nu en meget lignende Wochen-Gomedie uden Titelblad, Forfatter, Sted eller Aar; men det er sandsynligvis den i Gottscheds Nothiger Vorrath 114 og Goedeckes Grundriss, 2 Ausg. 1887, 111 322 anførte „Apocalypsis mysteriorum Gybeles, d. i. Eine Schnackische Wochen-Gomedie oder Verplauderte- Stroh- Hochzeit . . . Autore Wigando Sexwochio, Bojemo", fra 1662, atter oplagt 1679 og i Leipzig 1734, maaske snarest denne sidste Udgave. Handlingen er henlagt til Leipzig og indledes med en rimet Prolog om Tidens BryllupsogBarselovertro,der

ogBarselovertro,dernaturligvis indeholder en .og anden Parallel med Holberg. Medens den franske Satire kun giver Referat af Barselsladderen, er den tyske holdt i Dialogform, men uden nogensomhelst dramatisk Handling.Tilde franske „huit journées" svare her 5 „Ab}landlungen": „die erste Abhandlung oder Wåsche, die zweite od. Klåtschung, die dritte od. Droschung, die vierte od. Plauderung, die funfte od. Gånse-Geschnatter", uden indbyrdes Overgang eller Forbindelse; kun optræder hver Gang- et nyt Sæt besøgende. Disse betegnes mest blot ved Fornavne: „Frau Wochnerinn". „Frau Margarit a¹-, „Frau Kathe", „Fr. Ursel", „Fr. Suse", men i den sidste Afhandling efter Stand: „Fr. Pfarmerin*", „Fr. Secretarin", „Fr. Apoteckerin"; desuden optræder Huslæreren, forskjellige Piger og „die Muhme", Ammen, som afslutter hver Scene ved at synge Barnet i Søvn med Datidens Vuggeviser og Børneremser, der ikke ere uden Interesse. Ogsaa andre Vers ere hist og her indskudte ligesom til Afvexling og uden videre Forbindelse med Handlingen, saaledes en temmelig plump Tobaksvise og et Par satiriske Digte om Barselsladder, det ene i Form af Bryllupsdigt i Alexandrinere. Den tyske som den franske Satire frembyder altsaa kun Berøringspunkter med 2den og 3die Act af Barselstuen, hvor Handlingen staar mere stille, og Sædeskildringen gjennem BarselvisiterneerHovedformaal. Det dramatiske Element, som Holberg ogsaa her lægger ind gjennem den skarpe og vittige Gharacteristik af de enkelte besøgende, savnes i begge de fremmede Behandlinger; men ellers staar den tyske aabenbart Holberg nærmest, idet Barselsnakken i den ikke synes at være gjennemsigtig Indklædning for picante Hentydninger til virkelige Privatforhold, men selv

er den vigtigste Gjenstand for Satiren, der altsaa ligesom hos vor store Digter er almindelig moralsk, ikke personlig.Atterher viser det sig, at Sæderne i NordtysklandogDanmark i mange Henseender vare de samme. Ceremoniellet ved Visiterne, de vidtløftige Hilsener og Complimenter ved Ankomst og Bortgang, Værtindens Nøden til at tage Plads og Gjæsternes skrømtede Vægring, Beværtning og Barselkost („die Pfannkuchen"), saa vel som Bagtalelsen af de. bortgaaende Gjæster, saa snart de have vendt Ryggen, — alt dette spiller en lignende eller snarest større Rolle end hos Holberg; selv den Skik, at Mandfolk ikke kunne komme ind i Barselsstuen uden at løse deres Hat ved Drikkepenge (1. Act 5. Se, 4. Act3. Se, cfr. Werlauff, Antegn., S. Ii 21) kommer igjen i et af de indskudte Digte:

Ich gehe nicht hinein, es kostet meineu Hut

Ellers findes der ingen paafaldende Overensstemmelser i det enkelte; Samtalerne dreje sig endnu mere end hos Holberg i samme Kreds, om Barselfærden, Huset og Køkkenet: Moderens Tilstand og hendes og de andre gifte Damers Udsigt til at komme i Barselseng igjen, Barnets Pleje, den dermed forbundne Overtro og de besøgendeDamers gode Raad; Klager over Mændene og Tyendet, især Jordemødres og Ammers Fordringer og Upaalidelighed;Børnenes Opdragelse og Forkjælelse, de høje Varepriser, jævnlig ogsaa Bysnak og Skandaler. Tidens tyske Kvinders aandelige Synskreds var aabenbart ikke videre end de danskes; derimod synes deres Tone og Samfundstilstandene i det hele at have været betydelig mere raa. Skjøndt de fleste af de optrædende Kvinder høre til det højere Borgerskab og Embedsstanden, altsaa

i social Stilling staa et Trin over Personerne i Holbergs Barselstue, krydre de i rigeligt Maal deres Tale med Eder og Ukvemsord, ligesom det ikke lader til at være noget uvant, at Ægtemanden tyer til Stokken for at skaffe Fred i Huset.

Heller ikke i vor egen satiriske Literatur vare Barselstuerne og Faddersladderen gaaede Ram forbi indtil Holberg. Gonferensraad Vilhelm Helts lange Satire Lima mord end o decorat 16(J0, der omtrent behandler „omnia seibilia et nonnulla alia" og giver et ganske fyldigt, om end meget uordnet Billede af Tidens Sæder, indeholder ogsaa nogle ret træffende Vers om denne Uskik, der meget minde om Holberg og sikkert have været kjendte af ham. Har han end ikke i „Barselstuen" laant af sine Forgængere, saa har han dog her som næsten overalt med rigtigt Blik for Satirikerens Opgave valgt Emner og Motiver, der saa at sige laa i Luften og beskjæftigede Samtiden, for med sit overlegne Talent at give dem en fyldigere og ofte afsluttende Behandling. Efter hans Tid finde vi vistnok kun een Gang i vor Poesi, 1744 blandt Sædeskildringerne i „den danske Spectator", et Udfald mod Barselstuerne (Werlauff, Antegnelser 1858, p. 124).