Historisk-statistiske Undersøgelser over Danmarks Landboforhold i det 17de Aarhundrede.

De i det følgende meddelte Undersøgelser have haft til Formaal at naa til en fyldigere og navnlig mere exakt Besvarelse af visse Spørgsmaal vedrørende de agrariske Forhold i det 17de Aarhimdredes Danmark end den, som hidtil har været givet. Methoden har været en Forening af den almindelige historiske Forskning med statistiske Opgjørelser, saaledes at det i væsentlige Henseenderikkesaa meget blev Exempler, hvorfra der sluttedes til Helheden, som tilnærmelsesvis alle EnkelthedersSamlingtil en Masse, hvorpaa der byggedes. Som Midtpunkt for Undersøgelserne staar Danmarks Tilstand i det sidste Tiaar før Enevældens Indførelse. Det har nemlig først og fremmest været Opgaven at komme til Klarhed over flere til Belysning af denne Tilstand vigtige Forhold. Afhandlingens første Afsnit gaar derfor ud paa en Bestemmelse af Bønder jordbrugenesAntalog Fordelingen af Ejendomsrettenoverdem paa det nævnte Tidspunkt. Hovedvægtenerlagt paa Løsningen af det vel tidligere ofte

Side 470

omhandlede, men langtfra udtømte Problem: hvilken Del af Bønder jorden ejedes henholdsvis af Kronen, Gejstligheden,Adelenog de jordegne Bønder? Ved Siden heraf er >,der tilstræbt Klarhed over, hvor stor en Part af Bøndergodset Adelen havde opnaaet Skattefrihed for. Behandlingen af de herhen hørende Spørgsmaal har været overvejende statistisk i den Betydning, at Grundlaget har været et Massestof og Øjemedet at belyseTilstanden,som den var paa et enkelt Tidspunkt; men den historiske Interesse herved er hentet derfra, at dette Tidspunkt betegner Afslutningen paa en lang Periode, Adelsvælden, som man endnu med Rette kan kalde den, naar Eftertrykket lægges paa de social-politiske Forhold, selv om der efter de nyere Undersøgelser maa trækkes noget fra denne Betegnelse, naar man udelukkende ser hen til Statsmagtens Fordeling mellem de forskjellige Myndigheder. I det andet og tredje Afsnit staar det historiske og statistiske Hensyn lige mod hinanden. Opgavenharnemlig i den Forstand været rent historisk, at Sigtet er taget paa en Sammenligning mellem Tilstanden ved det 17de Aarhundredes Midte og Tilstanden, som den var paa den ene Side 60 —80 Aar tidligere, paa den anden Side 30—40 Aar senere, dels med Hensyn til Jordbrugenes Antal og Ejendomsfordelingen, dels (i Forhold til den ældre Tid) med Hensyn til Antallet af de skattepligtige Bønder. Men Methoden har dog ogsaa her været overvejende statistisk, idet det i denne Del af Undersøgelsen ligeledes har været Massetallene, hvorpaa der byggedes, for saa vidt som disse have kunnet skaffes til Veje. Med det fjerde Afsnit træder derimod det rent historiske Synspunkt i Forgrunden, thi Opgaven har her været at undersøge

Side 471

Aarsagerne til den i Løbet af den første Halvdelafdét 17de Aarhundrede stedfundne FormindskelseiAntallet af de skattepligtige Bønder, med særligt Hensyn til de politiske, sociale og juridiske Forhold, der have fremkaldt denne Formindskelse og betinget denne Side af den almindelige historiske Udvikling.

I. Bønderjordbrugenes Antal og Fordelingen af Ejendomsretten over dem kort før Enevældens Indførelse.

De Undersøgelser, der hidtil ere fremkomne i Literaturenangaaende disse Spørgsmaal, have væsentlig taget deres Udgangspunkt fra de saakaldte Dureels Lister. Som bekjendt udgjøre disse Lister en Del af den store, i flere Henseender værdifulde Relation om Forholdene i Danmark, som den svenske Resident i Helsingør Magnus Dureel 1653 eller 1654 indsendte til sin Regering, og det tiltrækkende ved dem er, at de indeholde Opgjørelser for ethvert dansk og norsk Len over de forskjellige Klasser af den uprivilegerede Landbefolkning. De bleve for første Gang trykte i det Udtog af den hele Relation, som findes i Suhms Samlinger til den Danske Historie 2. Bd. 3. Hefte (1784), og ere siden ofte blevne benyttede til historisk-statistiske Undersøgelser over Danmarks Tilstand umiddelbart før Enevældens Indførelse, især af Fr. Hammerich x) og Kammerraad C. Christensen²). Disse

1) Hist. Tidsskv. 3. R. 11, 37 ff.

2) Agrarhistoriske Studier I, Aktst. S. 111 ff.

Side 472

og andre Forskere (f. Ex. Tyge Becker) indsaa hurtig, at den trykte Gjengivelse var fejlfuld, de brugte derfor bedre herværende Afskrifter og længtes efter at faa selve Originalen udgivet. I Virkeligheden vilde en saadan Udgaveikke have nogen Værdi; thi Ønsket om den beror paa en Misforstaaelse af Listernes egentlige Karakter, og en Bestemmelse af denne turde derfor gjøre Ende paa en hel Del Forvirring.

Dureels Lister, som jeg i Aaret 1888 har gjennemgaaeti den originale Relation, der findes i Rigsarkivet i Stockholm, ere kun Afskrifter og det langtfra fejlfri Afskrifteraf Aktstykker, som vi have her i vort Rigsarkiv i en langt brugbarere og værdifuldere Skikkelse. Saa ofte som der udskreves almindelige Landskatter, og det vil for Christian IV's og Frederik lll's Tid sige omtrent hvert Aar, indsendte Lensmændene til Rentekammeret Skattemandtal, hver for sit Len. Det er Kopier af Opgjørelsernei saadanne Mandtal for hvert Len *og for et enkelt Aar, som det er lykkedes Dureel, uden Tvivl ved Bestikkelser, at komme i Besiddelse af. Men fra Begyndelsenaf det 17de Aarhundrede ere selve de originaleSkattemandtal bevarede den Dag idag paa meget faa Undtagelser nær¹). At trykke Dureels Lister vilde saaledes være at gaa over Bækken efter Vandet. Hertil kommer, at Dureels Lister slet ikke stamme fra hans egen Tid. Da han opnaaede Afskrifter fra Rentekammeret, har hans Hjælper for saa vidt narret ham — eller er maaske selv bleven narret —, som Forlægene skrev sig fra Aarene 1612—13 og ikke fra' de nærmeste Aar før

1) Ogsaa enkelte ældre ere bevarede; jvfr. nærmere herom Afsnit

Side 473

1653^]). Hvad vi faa gjennem den svenske Residents Relation, er altsaa et Bidrag til Belysning af Forholdene i den første Del af Christian IV's Tid og ikke af Tilstandeni Begyndelsen af Frederik lll's Regering. Men baade for den ene og den anden af de to Perioder have vi en meget bedre Kilde i de her bevarede originaleSkattemandtal.

Det maa derfor slaas fast, at Dureels Lister ere et endog temmelig daarligt Surrogat for . Oplysninger, der haves i en meget bedre og fyldigere Skikkelse; ingen Forsker, der er i Stand til at foretage Arkivstudier, bør derfor for Fremtiden bygge nogen Undersøgelse paa dem. Vi forlade dem altsaa for at vende os til deres Forlæg, og den næste Opgave bliver at bestemme Karakteren af de Angivelser, disse indeholde. Hammerich mente, at Dureels o: Skattemandtallenes Rubriker omfattede hele Landbefolkningen med Undtagelse af Adelen og dens Tjenerskab, Gejstligheden med Degnene, hele Embedsstanden,Soldaterne og Beboerne af Officers-, Underofficers - og maaske Soldatergaarde, Kammerraad Christensen opfatter dem som kun omhandlende Krongodset. Begge Opfattelser ere urigtige. Hovedmassen af Skattemandtallene,og herimellem Forlægene for Dureels Afskrifter, ere Lister over den Del af Landbefolkningen, der svarede de almindelige Landskatter, hvad enten disse ydedes i Penge eller i Korn, altsaa Lister først og fremmest over

1) Hammerich har (anf. St. S. 38) allerede bemserket, at enkelte Opgivelser hos Dureel maatte stamme fra aeldre Tid, men han har ikke draget nogen videre Konsekvenser deraf. Hvad der udtales ovfr. i Texten, stotter sig til en Sammenligning for en Ra?kke Len fra forskjellige Provinser imellem Dureels Lister og Skattemandtallene.

Side 474

de allerfleste jordegne Bønder, over alle Kronens og GejstlighedensFæstebønder samt over dem af Adelens Fæstebønder,der erlagde disse Skatter, det vil sige over alle dem, der ikke i Egenskab af Adelens Ugedagsbønder vare skattefri; hertil komme Haandværkere og Møllere samt Husmænd, Inderster og Tjenestekarle hos de skattepligtigeBønder. Ved Siden af disse Fortegnelser over hele den skattepligtige Del af Landbefolkningen findes en anden Art Skattemandtal, nemlig de for de saakaldte Baadsmandsskatter, der udelukkende svaredes af Kronens og Gejstlighedens Bønder, men ikke af Adelens.

Det Kildestof, som findes i dette omfattende Materiale,er af stor historisk Værdi, og vi skulle senere (i Afsnit III) komme tilbage dertil. Men til en Beregning af Bønderjordbrugenes Antal og til en Bestemmelse af Ejendomsfordelingen kan det kun bruges i ringe Grad eller i alt Fald med talrige Forbehold. Skattemandtallene lade os nemlig først og fremmest i det hele i Stikken med Hensyn til Adelens skattefri Ugedagsbønder, og dernæst frembyde Listerne kritiske Vanskeligheder, der kun delvis kunne overvindes. Kun sjeldent kan man lade sig nøje med de summariske Opgjørelser, der slutte hvert Mandtal. Man maa for det første tage Hensyn til de saakaldte Afkortninger, der som oftest, og hyppigere og hyppigere jo længere man kommer ned i Tiden, følge efter Opgjørelserne, og som bringe disses mere formelle Resultater i Overensstemmelse med Virkeligheden; efter det Formaal, man har for sin Undersøgelse, maa man subtrahere alle de i Afkortningerne nævnte Gaarde eller blot de øde Gaarde eller blot de Gaarde, der vare gaaede over til at blive skattefri. Dernæst maa man ved en Undersøgelse af Opgjørelsens Methode se, om

Side 475

f. Ex. halve Gaarde ere holdte for sig eller ere slaaede sammen til en Skatteenhed af en Gaard, og i det hele stadig erindre, at man har en Opgjørelse for sig, der skal gjengive en Skats Totalbeløb og dette Beløbs Frem" komst, ikke en Opgjørelse, hvis Forfatter har tænkt paa Statistik. Og forlader man Opgjørelserne og ser paa selve Listerne, saa er der adskillig flere Indvendinger at gjøre end den, som beror paa, at man har at bestille med Skattelister o: Lister, der efter deres Natur snarest indeholdefor faa Personer; man skuffes desuden, naar man foretager den byrdefulde Sammenlægning af de enkelte Gaardbesiddere, halve Gaardbesiddere, Boismænd osv., fordi uden Tvivl ogsaa her Dele ikke sjeldent ere slaaede sammen til Helheder, og fordi Rubriker omfatte forskjellige Kategorier, som man netop maatte ønske adskilte, men som ere tagne under et, fordi de betalte samme Skattesats.

For at naa til det Maal, som denne Undersøgelse havde, Bestemmelsen af Jordbrugenes Antal og Fordelingen af Ejendomsretten over dem kort før Enevældens Indførelse, maatte altsaa vælges helt andre og nye Veje. Det viste sig ogsaa heldigvis muligt at benytte saadanne, der kunde føre til ret paalidelige Resultater. I Præsternes Indberetninger om Ejendomsforholdene i deres Sogne fandtes et brugeligt Grundlag for den tilsigtede Undersøgelse.

21.Febr. 1651 udgik der fra Kancelliet følgende Kongebrevtil de forskjellige Bisper i Kongeriget: „Vi bede og naadigst ville, at I med forderligste ved Præsterne udi Eders Stift lade forfærdige en kort, dog rigtig Specifikationpaa hvor mange Decimantes, hele og halve Gaarde og 80l de udi ethvert af deres underhavende

Side 476

Sogne have, med rigtig Specifikation derhos, hvor mange os og Kronen og hvor mange andre og hvem tilhørige, hvilken forn. Designation I siden med forderligste udi vort Kancelli haver at indskikke"¹). 6—7 Aar senere, 27. Oktbr. 1657, fik Bisperne over Sjællands, Fyns og Skaanes Stifter en lignende Skrivelse, der lød saaledes: „Vi bede Eder og naadigst ville, at I strax uden noget Ophold i vort Kancelli indskikke rigtig Fortegnelse paa hvor mange Herreder, Sogne og Gaarde i Eders Stift findes og det paa efterskrevne Maner, nemlig: udi N. Herred ere N. Sogne, ere N. Herregaarde saa og N. hele Gaarde, N. halve Gaarde, N. Bols- og F jerdingsgaarde, N. Huse; deraf tilkomme Kongl. Maj. og Kronen saa mange og Adelen saa mange hele Gaarde, saa mange halve Gaarde, saa mange Bols- og saa mange Huse etc, hvilken Fortegnelse I ved hver Sognepræsthave at lade forfærdige, saa som de selv dertil ville svare, om ikke ret, som forskrevet staar, bliver angivet"²).

Det var ikke første Gang, at saadanne Indberetningerkrævedesaf Regeringen. 26. Juni 1568 var der udgaaet en lignende Befaling til Bisperne³), og 1598 maa der i alt Fald for Dele af Landet være fordret lignende Opgivelser. Desuden havde Kongen 1. Maj 1645 i Anledningafden Hovedskat, der skulde paalægges, forlangt, at Præsterne skulde affatte Fortegnelser dels over alle Tiendegivere, dels over alle Personer i deres Sogne⁴).

1) Rordam, Danske Kirkelove 111, 362. Jfr. Sjaell. Tegn. XXXII, 28.

2) Rordam, Kirkelove 111, 403. Jvfr. Sjaell. Tegn. XXXIV, 192. At Brevene ikke siges at vsere udgaaede til andre Bisper end de naevnte, havde naturligvis sin Grund i Krigsforholdene; men der maa dog enten paa samme Tidspunkt eller snarere nogel tidligere vsere udstedt en lignende Ordre i alt Fald til Bispen over Aalborg Stift.

3) Rørdam, Kirkelove 11, 110.

4) Rørdam, Kirkelove 111, 319 f.

Side 477

Men hvad der er bevaret af de i disse Anledninger indsendteBeretningersynes kun lidet. Vi kjende i hvert Tilfælde hidtil fra 1568 kun Angivelserne fra Vendelbo Stift og fra Fuglse Herred paa Laaland, fra 1598-99 dem fra de samme Landsdele og desuden fra Nørre og Sønder Herred paa Laaland¹), og fra 1645 have vi kun fuldstændige Folketal fra ganske enkelte sjællandske Sogne²). Ganske anderledes stiller Forholdet sig heldigvis 1651 og 1657. Fra disse Aar have vi et saa rigeligt Antal af de af Præsterne indsendte Beretninger om Forholdeneideres Sogne, at de kunne tjene som et særdelesgodtGrundlag for en Undersøgelse³). Idet Beretningernehavdetil Formaal at efterkomme Regeringens Befalinger, kunne vi af dem erholde Oplysninger om Jordbrugenes Antal og om hvem de tilhørte. Vi ville nu først provinsvis se, hvor mange Sognebeskrivelser der ere bevarede og hvor mange af dem der i væsentlige Henseender ere mangelfulde. Dernæst ville vi betragte de Hovedmidler, vi have til at erstatte de manglende Beskrivelser og til at udfylde Hullerne i de existerende, og endelig ville vi kaste et Blik paa hele det fremskaffedeMateriales Karakter og Værdi. Efter denne indledendeUndersøgelseville

1) Nyt hist. Tidsskr. 111, 539 ff. Wulff, Stat. Bidrag til Vendelbo Stifts Hist. i det 16. og 17. Aarh. S. 199 ff. Rogerts Saml. til Laalands Hist. (i Kgl. FSibl., Thott, Fol., 730; jvfr. Kirkehist. Saml. 3. R. VI, 401 ff.).

2) Jvfr. ovfr. S. 246 Anm. 1. Selve de bevarede Hovedskatlister medtage som Regel ikke de adelige Uge ti agstj enere, gjøre ofte ingen Forskjel paa Gaardbesiddere og andre Klasser af Landbefolkningen og give ingen Meddelelser om Jordbrugenes Ejere (jvfr. Grundtvig, Medd. fra Rentekammerarch. 1872 S. 208 ff.).

3) De fleste af de her udbyttede Sognebeskrivelser lindes i Rigsarkivet. Hist og her ere de benyttede i Literaturen, f. Ex. i flere af Dr. O. Nielsens Herredsbeskrivelser fra Jylland; men en samlet Bearbejdelse er ikke tidligere forsøgt.

Side 478

ledendeUndersøgelsevillevi gaa over til en Redegjørelse
for de Resultater, der kunne uddrages af Materialet.

Vi begynde med de skaanske Provinser, se bort fra det 1645 faktisk afstaaede Halland¹), men medtage det under Lunde Stift hørende Bornholm. Der fandtes dengang i Skaane 22 Herreder²) med 385 Sogne³), i Bleking 4 Herreder med 26 Sogne, paa Bornholm 4 Herreder med 16 Sogne. Fra 1657 er der for disse Landsdele af originale Sognebeskrivelser bevaret 316 for Skaane, 25 for Bleking, men ingen for Bornholm; fra 1651 findes derimod ingen af de oprindelige Indberetninger.Ikke desto mindre stiller Forholdet sig endnu gunstigere for 1651 end for 1657. Der opbevares i Malmøhus Lens Landskontor en Protokol, som ikke vides tidligere at være bleven benyttet i Literaturen, undtagen for saa vidt som den en enkelt Gang er nævnet som „Decimantbogen fra 1638" 4). Ved Velvilje af Landskamererarenfor Malmøhus Len Hr. Gavalli har jeg haft denne Protokol til Laans, og det viste sig da, at dens hidtidige Navn var en senere og urigtig Betegnelses^ I Virkeligheden er Protokollen en herreds- og sognevis

1) En Opgivelse om Jordbrugenes Antal og Ejendomsforhold i Lenene i denne Provins fra c. 1660 findes i Samlingar, utg. for de skanska landskapens hist. forening V, 12 ff. Jeg har tilføjet Hovedsummen i en Note efter Redegjørelsen for Forholdene i Skaane og Bleking.

2) I det følgende ses helt bort fra Birkerne, der medregnes til Herrederne.

3) Her og i det følgende forstaas stadigt ved Sogne Landsogne.

4) Falkman, Upplysn. om kronans, kyrkornas och presterskapets inkomster uti Skåne, Halland och Blekinge I, 169.

5) Som det ses af en Randbemærkning et Sted i Protokollen, er Benævnelsen fremkommen ved, at en Benytter af den har bemærket, at et omtalt Ejendomsforhold ikke kunde være ældre end 1638.

Side 479

ordnet Extrakt af Præsteindberetningerne fra 1651*) og indeholder for 384 skaanske, 26 blekingske og 16 bornholmskeSogne Besvarelser af de af Regeringen stillede Forespørgsler. Det traf sig nu oven i Kjøbet saa heldigt,at for det ene manglende Sogn (Skiberup i Ljunits Herred) er den originale Beskrivelse fra 1657 bevaret, og saaledes have vi altsaa de ønskede Oplysninger for alle Sognene i de skaanske Provinser; dog ere Ejendomsforholdeneikke helt klare for Bornholm.

Sjælland (med Hven og Møn) var delt i 28 Herreder med 378 Sogne. Fra 1657 er bevaret 241 og fra 1651 ikke mindre end 371 originale Sognebeskrivelser. Savnet af de 7 Sogne fra 1651 spiller ingen videre Rolle for de 4, idet vi for disse have Beskrivelser fra 1657. En egentlig Mangel er kun til Stede for St. Ibs Sogn paa Hven, Birkerød S. (i Lynge H.) og Skjellebjerg S. (i Løve H.). Angivelserne for disse Sogne ere vi altsaa nødte til at udfylde paa anden Maade. For St. Ibs S. have vi en tilfældig Opgivelse fra 1659²); for de andre 2 holde vi os til en saakaldet Landebog fra c. 1570, der senere (i Afsnit II) skal blive nærmere omtalt.

For Samsøs 5 Sogne have vi ingen Sognebeskrivelse r³), men de kunne nogenlunde erstattes dels ved, at Hovedskatlisterne fra 1645 for denne 0 give Tallet paa de bosiddende Bønder, dels ved at Skatteniandtalleneere

1) Tidspunktet fremgaar af Angivelserne om Hovedgaardenes Ejere. Desuden viser en Sammenligning mellem Extrakten og Indberetningerne fra 1657, at den ikke kan være udarbejdet paa Grundlag af -disse.

2) Samlingar, utg. for de skånska landskapens hist. forening V, 26.

3) Øen behandles her allerede af denne Grund særskilt, skjønt den hørte under Kalundborg Len.

Side 480

niandtalleneereret brugelige her, hvor der ingen Ugedagsbøndervar.

Fra Falster (med 2 Herreder og 28 Sogne) og fra
Laaland (med 4 Herreder og 70 Sogne) er der heller
ikke bevaret nogen Sognebeskrivelse.

For Fyn og Langeland (med 15 Herreder og 192 Sogne) stiller Forholdet sig ogsaa temmelig ugunstig. Kun fra 4 Sogne') er der opbevaret de oprindelige Indberetninger , hvilke paa Grund af deres Isolerethed ere uden videre Værdi for en almindelig statistisk Undersøgelse. For 115 Sogne savnes ganske Oplysninger af denne Art; derimod findes der for Nyborg Lens 5 Herreder (Hindsbo, Vinding, Gudme, Sunds og Salling) med deres 77 Sogne en Extrakt af Sognebeskrivelser, der synes affattede 1658²).

Vi komme nu til Nørrejylland, hvor vi holde os til Landet Nord for Kongeaaen og ikke medtage de Syd for denne til Ribe Stift hørende Herreder³). Nørrejyllandvardelt i 80 Herreder med 958 Sogne foruden Læsø med dens 3 Sogne. Forholdet stiller sig her mere indviklet end ved de andre Landsdele. Der er fra 1651 bevaret originale Sognebeskrivelser fra 18 Herreder (Anst, Brusk, Elbo, Holmans, Jerlev, Slavs, Tørrild, Nørvang, Malt, Gjørding, Skadst, Vester-, Øster- og Nørre-Horne,

1) Nievaa, Aarslev, Skaarup og Tvede. Beretningeme ere daterede 1658.

2) Tidspunktet er ikke klart; Kirstine Munk, der dode i April 1658, omtales som dod, men ved Anders Bille, der dode i Novbr. 1657, er der ikke gjort nogen lignende Bemaerkning. Opgivelserne om Skaarup og Tvede Sogne stemme ikke helt ined de ovfr. na^vnte originale Indberetninger; men paa den anden Side er Extrakten übetinget aeldre end 1661.

3) Der er for disse Herreder bevaret Beskrivelser af 1651 for Fros (med 5 Sogne), Hvidding (med 9), Hojer (med 3), Kalvslund (med 5), L0 (med 7). Norre Ravnstrup (med 5) og Gram (med 3).

Side 481

Hammerum, Bølling, Ginding og Hjerm) og fra 1657 fra 2 Herreder (Børglum ogßefs); tilsammen udgjorde disse 20 Herreder 213 Sogne, af hvilke der mangler Indberetningerfra1 0^l), men findes fra 203; dog savnes OplysningeromEjendomsfordelingen ved 1 Sogn²). Ved Siden heraf er bevaret en paa Fuldstændighed sigtende Extrakt af Indberetningerne fra 1651 for 11 Herreder (Ning, V. Lisbjerg, Hasle, Vor, Tyrsting, Hjelmslev, Framlev, Sabro, Gjern, Vrads og Lysgaard); af disses 117 Sogne mangler der kun Oplysninger for 63)6³) og findes altsaa for 111. Endvidere existerer der en anden Extraktligeledesaf Beretningerne fra 1651 for 16 Herreder i Viborg Stift (Sønderlyng, Middelsom, Nørlyng, Rinds, Fjends, Gislum, Hindsted, Helium, Fleskum, Aars, Hindborg,Rødding.Nørre, Harre, Hornum og Slet); denne Extrakt giver Oplysninger om Jordbrugenes Antal samt ogsaa om Ejendomsfordelingen gruppevis, men specificerer ikke de enkelte adelige Ejere; de 16 Herreder omfattede 217 Sogne, hvoraf dog 5 mangle⁴), men 212 findes⁵). Endelig findes der en tredje Extrakt af Sognebeskrivelserne

1) Hvejsel og Givskud (Norvang H.j, Tvis, Vilbjerg og Sunds (Hammerum H.), Brejning (lulling¹ H.), Bording (Ginding H.)^ Maabjerg (Hjerm H.), Lyngby (Borglum H.) ogHeltborg (Refs H.).

2) Bur (Hjerm H.).

3) Tunø (Ning H.), Elsted og Elev (V. Lisbjerg H.j, Vedsiet (Vor H.), Grædstrup (Tyrsting H.) og Ejstrup (Vrads H.).

4) Hornbæk (Sønderlyng H.), N.- og S. Tranders og Dal (Fleskum H.) og Aalborg Landsogn (Hornum H.).

5) Jeg har først efter at have fuldført mine Undersøgelser bemærket, at Dr. Heise i Kirkehist. Saml. 3. R. V, 513 lejlighedsvis har omtalt, at der i Viborg Stiftsarkiv tindes Indberetningerne for Stiftet fra 1651. Da de imidlertid ere fordelte i Pakker for de forskjellige Herreder, vil Eftersøgelsen vanskelig kunne udføres uden paa Stedet, og jeg har derfor ment at kunne forsvare at holde mig til Extrakten.

Side 482

fra 1657 over de 11 Herreder Nord for Limfjorden; fra 2 af disse Herreder (Børglum og Refs) haves, som ovenforsagt,de originale Indberetninger fra 1651; hvad angaar de øvrige 9 (Hvetbo, Horns, 0.- og V. Han, Jerslev, Vennebjerg, Hassing, Hundborg og Hillerslev), er der den Mangel ved Extrakten, at den sammenfatter de forskjelligeJordbrugtil nominelle Gaarde o: sammenlægger dem til Gaarde af 1 Gaards Værdi. Man kan derfor ikke ad denne Vej lære Jordbrugenes virkelige Antal at kjende, men kan dette Maal naas paa anden Maade, vil man ved en Forholdsregning tilnærmelsesvis kunne komme til Klarhed om Ejendomsfordelingen. De 9 Herreder omfattede 115 Sogne, hvoraf kun 1 mangler¹).

En Opgjørelse for hele Landet af Forholdet mellem Sognenes Antal og de enten i Original eller i Extrakt bevarede Sognebeskrivelser fra 1651 og 1657 (dog Samsø medregnet fra 1645) giver herefter følgende Resultat:

1) Sejlstrup (Yennebjerg H.).

Side 483

Det viser sig altsaa, at medens det ved Sognebeskrivelserne tilvejebragte Materiale i kvantitativ Henseende maa betegnes som fortræffeligt for de skaanske Provinsers og Sjællands Vedkommende, er det kim mangelfuldt for Resten af Danmark.

Spørgsmaalet bliver da, paa hvilken Maade og i hvilken Grad Materialet kan supleres. Tilsyneladende ligger Svaret lige for. I Løbet af Aarene 1661 og 1662 udarbejdedes der for hele Riget for første Gang en Matrikel, og dennes Protokoller ere bevarede for største Delen af Landet¹). Ganske vist mangle Protokollerne for adskillige af de sjællandske Amter²) og for nogle enkelte af de jydske Amter, men for Falster, Laaland, Fyn med Langeland og den overvejende Del af Jylland³) have vi Matriklerne, og disse give ganske lignende, ja tilmed i flere Henseender langt udførligere Oplysninger end de tidligere Sognebeskrivelser. Der er imidlertid her et overordentlig vigtigt Forhold at lægge Mærke til. Omtrentfra1650 var der begyndt en Udvikling, der fik den største Betydning for Ejendomsfordelingen i Landet,

1) Foruden disse Protokoller lindes i Rigsarkivet tillige en stor Ma?se originale Jordebøger, indsendte i Anledning af Matriklens Udarbejdelse, en Del Beretninger fra Præsterne om Udsæd og Landgilde i deres Pastorater samt adskillige Matrikelsextrakter.

2) I Rigsark. er kun bevaret fuldstændige Matrikelprotokoller for Roskildegaard, Holbæk, Dragsholm, Kalundborg, Sæbygaard og Ringsted Amter. Rimeligvis findes flere af de andre i Amtsarkiverne, men en yderligere Efterforskning har der ikke været Anledning til ved denne Undersøgelse, der ikke bygger paa de sjællandske Matrikler.

3) Nemlig for Hanherrederne, Thy, Mors, Vendsyssel, Himinersyssel og følgende Amter: Hald, Skivehus. Aarhusgaard, .Kalø, Mariager, Silkeborg, Stjernhohn, Aakjær, Skanderborg, Koldinghus og Riberhus, samt for Galten og Hovlbjerg Herreder.

Side 484

nemlig den store Udlægning af Krongods til Statens Kreditorer. Opgaven for den her foretagne Undersøgelse har nu været at komme til en saa vidt mulig Klarhed over Tilstanden før denne Udlægning for derigjennem at faa et Billede af hvad man kunde kalde den normale Tilstand før Enevældens Indførelse. Det er ogsaa en Hovedgrund til, at hvor der har været noget Valg muligt, de ældre Sognebeskrivelser fra 1651 ere foretrukne for de yngre fra 1657; Udlægningen mærkes endnu kun i ringere Grad 1651, da den ikke var fuldt iværksat, og man kan ved at regne de Jordbrug, der anføres som pantsatte, under Pantgiverens o: Kronens Omraade nogenlunde,omend ikke fuldstændig, gjenindføre den normaleTilstand.Men 1661 begyndte et nyt Stadium i Udlægningerne, der allerede i Løbet af dette og det følgende Aar særlig i store Strækninger af Jylland vendte helt op og ned paa Ejendomsforholdene. Som. Følge heraf har jeg kun ment at kunne benytte de jydske MatriklertilBestemmelse af Jordbrugenes Antal, der kun i ringe Grad kan have forandret sig i Tiden fra 1651 til 1661. For dette Punkts Vedkommende kunde Supleringen af Sognebeskrivelserne finde Sted for 12 jydske Sogne¹), der laa i Herreder, som for de øvrige Sogne havde Sognebeskrivelser, samt for 29 Herreder (Bjerge, Hatting, Nim, Hads, Hids, Mols, Sønder, Nørre, 0. Lisbjerg, Sønderhald, Galten, Støvring, Rugsø, Gjeiiev, Hovlbjerg, Onsild, Nørrehald, Mors Sønder og Nørre, Kjær og de 9 Herreder Nord for Limfjorden, der omtaltes ovfr. S. 482),

1) Nemlig Hvejsel, Givskud, Elsted, Elev, Vedsiet, Grædstrup, Ejstrup, N.- og S. Tranders, Aalborg Landsogn, Lyngby og Heltborg.

Side 485

hvor Matriklerne gave Oplysning for 358 af 363 Sogne¹). Derimod har jeg med Hensyn til Ej en dom sf ordelingenfor Jyllands Vedkommende maattet give Afkaldpaaved direkte Hjælp af Matriklerne at udfylde Hullerne i Sognebeskrivelserne; ad andre Veje og gjennem en Beregning, for hvilken senere nærmere skal redegjøres, har jeg derimod forsøgt at bestemme Ejendomsfordelingen i dens store Træk for de Dele af Provinsen, hvor ingen Sognebeskrivelser haves. Bedre stiller Forholdet sig for Falster, Laaland og Fyn med Langeland. Udlægenes Omfang var i disse Landsdele ikke saa stort som i Jyllandogi sin Helhed lettere overskueligt. Jeg har derfor ment med et vist paa hvert Sted taget Forbehold at kunne bruge Matriklerne for disse Provinser til Bestemmelsebaadeaf Jordbrugenes Antal og af Ejendomsfordelingen.

Omstaaende Tabel giver en samlet Opgjørelse af det Materiale, der kan hentes baade fra Sognebeskrivelserne fra 1651 og 1657 (for Samsø fra 1645) og fra Matriklernefra 1661^—62. Det bliver derefter kun for 2 sjællandske og 65 jydske Sogne, at vi ganske mangle Opgivelser fra Aarene 1645_—62. Vi have allerede før nævnet Maaden, hvorpaa vi suplere de 2 sjællandske. Med Hensyn til de jydske skal det bemærkes, at de 51 af de 65 Sogne fordele sig i 2 Grupper med 3 paa Læsø og 48 paa de 4 Herreder (Hind, Ulvborg, Skodborg og Vandfuld), fra hvilke der hverken findes Sognebeskrivelser eller den gamle Matrikel. I Mangel af bedre benytte vi

1) De 5 manglende Sogne ere Anholt samt 4 Sogne (Skovsgaard, Skjellerup, Hvornum og Snæbum) i Onsild Herred, hvor Matriklen er saaledes medtagen af Tiden, at ikke alle Jordbrugene kunne ses.

Side 486

med Hensyn til Antallet af Jordbrug i de 65 Sogne den
yngre Matrikel fra 1690l).

Fra Materialets K van ti tet gaa vi over til en Undersøgelseaf dets Kvalitet. Det skal her strax bemærkes, at der ved en Udfyldning af Sognebeskrivelserne fra 1651 med dem fra 1657 eller med Matriklerne fra 1661 —63 er Betænkeligheder ud over dem. som bero paa Krongodsets Udlæg. Der fandt ikke sjeldent Sammenlægningereller Udstykninger Sted af Jordbrug (hvad vi senere lejlighedsvis komme tilbage til i Afsnit IV), hvorveddisses Antal kunde forandres fra Aar til Aar, og en endnu større Forandring fandt naturligvis da som altid

1) For Kortheds Skyld betegnes den i Løbet af Firserne affattede Matrikel med dette Aar. Om den benyttede Extrakt af denne Matrikel se nærmere Afsnit 11.

Side 487

Sted selv under normale Forhold med Hensyn til Ejendomsfordelingenved Kjøb og Mageskifter. En Sammenblandingaf forskjellige Aar forrykker saaledes Billedet af den øjeblikkelige Tilstand noget¹). Hertil kommer, at selvfølgelig ikke alle Indberetninger ere lige klart affattede eller lige egnede til at indrammes i en skematisk Opstillingeller endelig lige paalidelige; dog bør for det sidste Punkts Vedkommende fremhæves, at det af forskjelligeSognebeskrivelser kan ses, at Præsten har taget kyndige Mænd fra Sognet med til Hjælp. Det har imidlertidsikkert heller ikke kunnet undgaas, at der er Fejl i min Del af Arbejdet. Trods al anvendt Omhu og Revision kan næppe først en Sammenlægning saa at sige af Jordbrug for Jordbrug i henved 2000 Sogne og dernæst en Bearbejdelse af det store Materiale være foregaaet uden Fejlregninger, jeg haaber dog kun mindre, og uden visse Uoverensstemmelser i den anvendte Methode.Alt i alt haaber jeg dog at kunne gaa ud fra en tilnærmelsesvis Brugbarhed og Paalidelighed af Kildestoffetog dets Bearbejdelse i raa Materie.

Vi have hidtil talt noget übestemt om Jordbrug. Der er Anledning til at se noget nærmere paa dette Udtryk og den Betydning, hvori det tages i denne Undersøgelse. Principet har været at medtage alt hvad der nogenlunde vilde svare til vore Dages Bøndergaarde og Huse med et ikke ganske übetydeligt Jordtillæg, for saa vidt som disse Jordbrug kunde skjønnes at danne et selvstændigt og afsluttet Hele. Her er altsaa udeladt baade de saakaldte Gadehuse inde i den egentlige Landsby

1) En fuldstændig Overensstemmelse findes derfor langtfra altid, naar man har Opgivelser om samme Sogn fra forskjellige Aar.

Side 488

og de spredte Huse, der laa paa Markerne enten paa en Hovedgaards eller en Bondegaards Grund eller tilhørendeselveLandsbyen, selv om der til dem har hørt en Have, en Kaalgaard eller et andet meget ringe Jordstykk e¹); dog maa det bemærkes, at de forskjellige Slags Huse ikke altid have kunnet skilles ad'²). Da Opgaven ikke har været nogen Bestemmelse af Folketallet, men af Jordbragenes Antal, er der endvidere intet Hensyn taget til, hverken om flere Jordbrug tilfældig besades af samme Fæster eller om en og samme Gaard besades og beboedes af adskillige Bønder. I Østdanmark lige til Lille Bælt have disse sidste Omstændigheder ikke spillet nogen overordentlig stor Bolle; ganske vist findes ikke sjeldent flere Jordbrug bortfæstede til samme Bonde og

1) Undtagelsesvis have Sognebeskrivelserne fra 1651. som Regel de fra Kio7 samt Matriklerne Opgivelser ogsaa om de jordløse Huse, men jeg har ikke udvidet mine Undersøgelser dertil. Jeg skal blot bemærke, at Sognebeskrivelseme fra 1657 indeholde talrige interessante Vink om Husmændenes Stilling og om Ejendomsforholdet over Husene. Til sine Tider ejede Landsbyen Huse, hvor Bymændene samledes, og hvor Boligen ikke sjeldent var overladt til Krøblinge. Husmændene svarede i Reglen Arbejde eller Leje af Huset; Afgiften erstattedes dog ogsaa paa anden Maade, saaledes skulde Besidderen af et til Tølløse liggende Hus forsyne Hovedgaarden med Koste. Engang imellem bortfæstedes øde Gaarde til Husmænd. Mange af disse vare Ugedagstjenere til Hovedgaardene. — En Opgivelse af Husenes Antal vilde kun i ringe Grad give Oplysning om, hvor mange Husmandsfamilier der fandtes; dette varierede sta>rkt, Husene vare f. Ex. langtfra altid beboede (se Bemærkninger fra Ramløse S. i HolboH.), og i en Sognebeskrivelse (Jemgyde) fra Bleking hedder det, at Husene kunde hugges op og flyttes til andre Sogne. Forskjellen mellem Husmænd, der beboede særlige Huse, og „Gaardmænd", der havde deres Ophold paa Bondegaarden, var ogsaa meget vaklende.

2) Hvor der i Skaane i ganske enkelte Tilfælde tales om „80l eller Gadehuse". ere de medregnede, da Benævnelsen 80l vel forudsætter et. Jordtillæg.

Side 489

endnu hyppigere flere Bønder besiddende samme Gaard, men det maa dog i det store hele betegnes som Undtagelser.Anderledesstillede Forholdet sig i Jylland, særlig i Syd- og Vestjylland og i Egnene Nord for Limfjorden,hvorsamme Gaard hyppig besades af flere. Nu er det ganske vist saa, at Sognebeskrivelserne ikke heller altid ere klare paa dette Punkt, men som Helhed have de dog set paa Sagerne ud fra en lignende Opfattelse som den, der har været den ledende for denne Undersøgelse.Derforhar det ogsaa været muligt at lægge det nævnte Princip til Grund. Annexpræstegaarde ere i næsten alle Tilfælde medtagne, Møller derimod i Reglen ikke, da de kun sjeldent havde Jordtilliggende.

Saavel i Sognebeskrivelserne som i Matriklerne deles Jordbrugene i Reglen i forskjellige Klasser efter deres Størrelse og Værdi. For de større og middelstore Jordbrugs Vedkommende ere de fælles Betegnelser saa godt som over hele Landet hele og halve Gaarde; kun i en enkelt Egn af Sjælland og paa flere Steder paa Fyn kaldes de største Gaarde for Brydegaarde, halve Gaarde for Landbogaarde¹). Disse Betegnelser vare imidlertid ingenlunde saa konstante, at det kunde have Interesse at fastholde denne Deling i hele og halve Gaarde. Medens Arent Berntsen siger, at de Gaarde regnes for hele, hvis Landgilde gaar op over 1 ff Hartk.²), hedder det f. Ex. i Præsteindberetningen fra Pedersborg S. i Alsted H., at de, der give 2 S Hartk. eller Va Td. Smør, menes at have hele Gaarde, og ligeledes i den fra Asmindrup S. i Merløse EL, at for hele Gaarde regnes de,

1) Jvfr. Ghristensen. Agrarhist. Studier I, 103, Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 663 f. og Sognebeskrivelserne fia Lynge Herred paa Sjfelland.

2) Danmarks og Norges frugtbare Herlighed 11, 17.

Side 490

som skylde 2 ff. Ogsaa Overgangen fra halve Gaarde til Betegnelserne for de mindre Jordbrug var i høj Grad flydende og vaklende endog i de samme Egne. Værdien af Benævnelser som Tredings-, Fjerdings- og Ottingsgaardemaattenaturlig afhænge af, hvad der forstodes ved hele og halve Gaarde. Ved Siden heraf kom saa Betegnelser som Gaardsædegaarde, 801, Fæster og lignende; heller ikke disse Navnes Værdi er enstydig eller i de givne Tilfælde klar. I Skaane kaldtes de mindste Jordbrug i Reglen for 80l eller Fæster, paa Fyn er Betegnelsen 80l den almindelige, og det samme er Tilfældet i Jylland, men her kaldes ogsaa i alt Fald i den sydlige Del jordløse Huse for 80l (eller Boishuse)^l). Paa Sjælland er Afvexlingen i Udtryk størst. Benævnelsen 80l er ikke almindelig²); i de Sognebeskrivelser, hvor den bruges, hedder det gjerne til Forklaring, at der dervedforstaasdet samme som i Jylland, nemlig Huse, der have lidt Sædeland i Bymarken³). Derimod tales der paa denne 0 (og ligeledes paa Falster og Laaland) meget hyppig om Gaardsæder eller Gaardsædegaarde. Begrebet Gaardsæde havde i Løbet af det 16de og 17de Aarhundredeforen stor Del af de paagjældende skiftet Karakter fra hvad der tidligere forstodes derved. OprindelighavdeGaardsæderne som Regel ingen Agerjord;deboede

1) Jvfr. om Udtrykket BolJacobsen, Det danske Skattevæsen under Christian 111 og Frederik II S. 46-8.

2) I Alsted Herred har man i Reglen ved Siden af Angivelsen af de enkelte Jordbrug tillige gjort Rede for, hvor mange Rol de udgjorde i den gamle Retydning af Ordet som Værdibestemmelse. Som Modsætning dertil hedder det ved Lynge S. i det nævnte H., at i Ry en Eskildstrup regnes Jorden ikke i Rol, men kaldes af Rønderne Gribsjord, i Ryen Susei*up Tokkejord.

3) Saaledes f. Ex. ved flere Sogne i Flakkebjerg H.

Side 491

jord;deboedeenten paa en Hovedgaards eller, en almindeligBondegaardsGrun d¹); i den Tid, vi her behandle,forstodesderimod ved Gaardsæde meget hyppig en lille, men selvstændig Jordbesidder. Udstykningen af større Gaarde havde medvirket til at skabe disse mindre Jordbrug, der snart vare saa übetydelige, at de ingen Landgilde svarede, men dog i Reglen Tiende, snart dog forholdsvis saa store, at der tales under et om halve Gaarde eller Gaardsædegaarde²).

Under denne Forvirring i Begreberne og Betegnelserne er der i den herværende Undersøgelse kun benyttet to Kategorier, Gaarde og mindre Jordbrug, men selv denne Fordeling giver, som allerede bemærket, ingen bestemt

1) Steenstrup, Studier over Kg. Valdemars Jordebog S. 87. Rasmussen, Gisselfeld S. 25. For den senere Unionstid se Allen, De tre nord. Rigers Hist. IV, 1, 37 og for den anden Halvdel af det 16. Aarh. Jacobsen, anf. Skr. S. 39—44.

2) Fra Raklev S. (Arts H.) hedder det om en Gaardsæde, at han besad den ene af to Gaarde, som i tidligere Tid havde Tæret én Gaard; Besidderen af den anden Gaard kaldtes for Bomand. I Beretningen fra Refsnæs S. (samme H.) siges, at Gaardsæderne regnes for Husmænd og skylde intet, eftersom de i to Aar kun saa en ringe Udsæd og det tredje intet. Fra Bromme S. (Alsted H.) hedder det: 6 Gaardsæder gjøre kun Ugedagsarbejde, men give ingen Landgilde. I Lynge H. regnes Gaardsædegaarde snart lig Fjerdings-, snart lig Ottingsgaarde. I Ramløse S. (Holbo H.) kaldes Gaardsædegaardene ogsaa Ottingsgaarde med 8 Skpr. Skyld, i Skibby S. (Horns H.) skylder en 18 Skpr. 1 Alslev S. (Faxe H.) regnes halve Gaarde og Gaardsædegaarde under et. I Højby S. (Ods H.) gjøres Forskjel paa Gaardsæder og „halve eller gaaende Gaardsæder". — Mærkes kan en Ytring fra Butterup S. (Merløse H.) om 18 smaa Gaarde, som vare Ugedagstjenere til Birkholm, at en Del af dem i gammel Tid havde været Gaardsæder, men nu havde Øvrigheden paa Birkholm ladet Marken rebe, saa at de nu alle vare lige paa Skyld og Landgilde. — Af Trygge vælde Lens Skattemandtal for 1596 fremgaar, at der var Gaardsæder, der havde Husmænd paa deres Grund.

Side 492

indbyrdes Grænse. Den er derfor heller ikke opretholdt for Falster, Laaland og Fyn, hvor Matriklerne, der have en Maalestok i Landgilden, ikke altid selv give Gaardene et vist Navn, og i det hele kun ved den almindelige Bestemmelseaf Jordbrugenes Antal, ikke ved Specialiseringen under Ejendomsrubrikerne. At finde en Værdienhed, hvorefter alle Jordbrug kande bestemmes, har i det hele ikke været, gjørligt. Ganske vist er i adskillige af Sognebeskrivelserne,især af de sjællandske, Landgilden opgivet for hver Gaard, og dette er jo ogsaa Tilfældet i Matriklerne, hvor Udsæden ligeledes findes anført; men et Forsøg paa en Kategorisering og Opsummering af disse Tusinder af Detailler vilde have været ganske uoverkommeligt. Resultatet,som denne Undersøgelse forhaabentlig skulde naa til, er altsaa et kvantitativt, Antallet af selvstændige Jordbrug. Men for enkelte Dele af Landet kan dog dette Resultat supleres ved de Opgjørelser af Hartkornsstørrelsen for Bønderjorden, der findes i Matriklerne og Matrikelsextrakterne.

Et vigtigt Spørgsmaal, nemlig om hvor mange af Gaardene der vare übesatte, har det ikke været muligt at oprede for hele Landets Vedkommende. Übesatte Gaarde kaldtes i Datidens Sprog for øde Gaarde, men som det bl. a. fremgaar af Skattemandtallene og Tingsvidnernemellem Bilagene til disse, betød øde Gaarde ogsaa Gaarde, hvis Besidder ikke havde formaaet at bringe Udsæd i sin Jord. Derfor er man ofte i Usikkerhed,om Begrebet øde Gaard i Virkeligheden betyder en übesat Gaard. Hertil kommer, at for alle de Dele af Landet, hvor Matriklerne have været Grundlaget for denne Undersøgelse, vilde det være ganske vildledende at benytte Angivelserne over Antallet af øde Gaarde ved en Undersøgelse,der

Side 493

søgelse,derfortrinsvis søger at bestemme Tilstanden omtr. 1650, thi mellem dette Aar og Matriklernes Affattelseligge de to Krige, der bragte saa forfærdelige Ødelæggelser. Derimod synes man efter flere Kriterier at turde gaa ud fra, at Sognebeskrivelserne fra Skaane og Sjælland ved øde Gaarde virkelig forstaa übesatte Gaarde, og Opgivelserne fra disse Provinser ere derfor medtagne.

Hvad Ejendomsfordelingen angaar, skal det først bemærkes, at det ikke er muligt ved Hjælp af Sognebeskrivelserne at fastslaa Antallet paa de jordegneBønde r¹) eller, som vi pleje at kalde dem, Selvejerbønderne.Ganskevist findes mange saadanne nævnte baade i sjællandske og især i jydske Indberetninger, og i den skaanske Extrakt fra 1651 skjelnes for flere Herreders Vedkommende mellem Kronens Tjenere o: de jordegne Bønder og Kongens Tjenere o: FæstebønderunderKrongaardene. Men det Tal, vi ad denne Vej naa til, er sikkert for lille. En Grund hertil var rimeligvis den, at Forskjellen paa en jordegen Bonde og en Fæstebonde i det daglige Liv mærkedes i saa ringe Grad, at Præsterne ofte ikke have skaffet sig tilstrækkelig Oplysning om dette Forhold. Der existerede sikkert ikke nogen jordegen Bonde, der var fuldstændig fri²),

1) Udtrykket betegner tydelig detForhold, at Bond en ejede Jorden, Selve Bygningen, Gaarden, ejede jo ogsaa Fsestebonderne paa flere Steder.

2) Jvfr. Kongens og Rigsraadets Dom 1599: „Efterdi alle jordegne Bønder gjøre Ægt og Arbejde" osv. (Secher: Kongens Rettertings Domme 1595—1604 S. 269). Og denne Dom gjaldt særlig Jylland, hvor Arent Berntsen (11, 408-11) sikkert med Urette vil hævde en Del af de jordegne Bønder en næsten fuldstændig Frihed.

Side 494

enten havde Kronen eller en Adelsmand Herligheden over dem, fik Afgifter og Arbejde af dem. Landgilden var ganske vist ringere end Fæstebøndernes allerede derved, at den jordegne Bonde enten selv ejede sin Bondeskyld (Skjæppeskyld) eller en Part af den eller i uheldigste Tilfælde svarede den hele til en uprivilegeret Ejer, f. Ex. en Borger¹). Den mest gjennemgribende Fordel for den jordegne Bonde, var dog den, at hans Gaard gik i Arv, men dette viste sig jo kun en Gang i den enkelte Ejers Liv. Derimod var der en anden Forskjel paa ham og Fæstebonden, som var en Byrde for ham, den nemlig, at han betalte Landskatten dobbelt mod denne. Denne Byrde gjør det imidlertid netop muligt for os paa en sikrere Maade end ved Sognebeskrivelserne at komme til Klarhed om de jordegne Bønders Antal, idet Lenenes Skattemandtal udsondre dem særskilt. Ganske vist faa vi ogsaa her kun et mindre Tal end det virkelige, fordi flere Gaarde kunne være sammenregnede til en, og fordi der ogsaa var jordegne Bønder, som vare Ugedagstjenere under adelige Hovedgaarde og derfor skattefri, men meget forskjelligt fra Virkeligheden bliver Minimumet dog næppe. Vi kunne altsaa tilnærmelsesvis bestemme de jordegne Bønders Antal Len for Len, men vi kunne ikke, da Beregningsgrundlageterforskjelligt, subtrahere dem fra Tallene ide andre Ejendomsrubriker; de ville tillige optræde i disse under Herlighedsejeren; denne var dog i de allerfleste

1) Medens kun en af Arvingerne kom til at besidde Gaarden, deltes Bondeskylden, saa at alle Arvingerne fik deres Part, der atter kunde sælges. Et ret vejledende Bidrag til Bestemmelse af Bondeskylden og Forholdene ved den, findes i de Værdsætninger af de jordegne Bøndergaarde, som foretoges ved deres Udlæg til Soldatergaarde i Anledning af Landmilitsens Oprettelse 1614 (Akter om denne Sag i Rigsark.).

Side 495

Tilfælde Kronen, kun undtagelsesvis (mest vistnok i
Riberbus Len og paa Taasinge) Adelige1).

Se vi bort fra de jordegne Bønder, er Ejendomsforholdetellers i det overvejende Antal Tilfælde temmelig let at bestemme. Baade Sognebeskrivelserne og Matriklerneangive for hvert Jordbrug, hvem der ejede det eller hvilken Gaard det laa til eller hvem der havde Herligheden over det²). I de efterfølgende Opgjørelser deles Ejerne i 3 Rubriker, Kronen, Gejstligheden og Adelen. Under Kronen opføres (foruden de jordegne, som den havde Herligheden over) Fæstebønderne til de kongelige Slotte og Ladegaarde samt Gaarde, der ejes af Borgerlige; disse sidste ere nemlig ikke udsondrede i nogen særskilt Rubrik, dels fordi de ere saa faa, og dels fordi man selv 1651 ikke altid kan afgjøre, om de ikke ere komne i Borgerliges Besiddelse ved Krongodsets Udlæg. Under Rubriken Gejstligheden falder en Del forskjellige Institutioner, der kunde have fortjent en nærmere Specialisering, hvis ikke Hensyn til Arbejdets Overkommelighed og Overskuelighed havde bevirket dens Opgivelse. Først og fremmest er her Tale om Kapitlernes Fæstebønder, dernæst om Universitetets, Sorø Akademis, Sorø og Herlufsholm adelige Skolers samt andre lærde Skolers, endvidere om Hospitalernes og endelig om Kirkernesog

1) Om de senere Matriklers Behandling af Selvejerne se Falbe- Hansen, Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne 11. 93 f.

2) Som bekjendt tilhørte Landgilden og Herligheden ikke altid den samme; saaledes havde f. Ex. ofte en Kirke Landgilden fra en Gaard, men en Adelig Herligheden over den. Hvor Forskjellen har vårret til at bemærke, er Landgilden her gjort til det afgjørende, fordi den maa siges mere at være et Udtryk for Ejendomsretten end Herligheden. Jvfr. om hele Spørgsniaalet Falkman, Upplysn. om kronans, kyrkomas och presterskapets inkomster uti Skåne I, 54 ff.

Side 496

nesogPræsternes Bønder. I Steden for den omtalte Specialisering er paa forskjellige Steder anført, hvilken Institution der ejede den største Part af Gejstlighedens Jordbrug. Det maa dog bemærkes, at der ikke altid med Sikkerhed kan skjelnes mellem Gejstlighedens og Kronens Bønder¹); der kan ogsaa hist og her have fundet en Forvexling Sted ved Bønder, med Hensyn til hvilke det ikke bestemt kan ses, om de tjene en Adelig som Hovedgaardsbesidder eller som Indehaver af et Kanonikat, og i de Dele af Jylland, hvor Ejendomsfordelingen kun kan bestemmes i store Træk, har Adskillelsen mellem Krongodsog gejstligt Gods maattet opgives. Som tredje Rubrik optræder endelig Adelen med dens Fæstebønder (og de jordegne Bønder, den havde Herligheden over).

Der lægges i det følgende i flere Henseender Hovedvægtenpaaden sidste Rubrik. Historisk set har den vel ogsaa den største Interesse, fordi der til den knytter sig Spørgsmaalet om Adelsgodsets Størrelse, medens Fordelingen mellem Krone og Gejstlighed er mindre vigtig, fordi Kronen gjennem Forleninger med Kanonikater og Præbender og gjennem sit Herredømme over Kirke og Skole havde i alt Fald en middelbar Indflydelse over det gejstlige GJods. Hertil kommer, at der for Rubriken Adelens Vedkommende kan foretages en særdeles vigtig Specialisering. I de allerfleste Tilfælde indeholde nemlig Sognebeskrivelserne og i alle Tilfælde Matriklerne ikke alene en Opgivelse af, at vedkommende Bønderjordbrug tilhørte Adelen, men tillige af, hvilken Adelig der ejede det eller hvilken adelig Hovedgaard det laa til eller tjente

1) I flere Sogne (f. Ex. Asmindrup og Grandløse i Merløse H.) siges udtrykkelig i Indberetningerne, at Gejstlighedens Gods er indbefattet under Kronens.

Side 497

til. Tillige finder man, især i Sognebeskrivelserne af 1657 og i Matriklerne, angivet, hvilken Hovedgaard der laa i Sognet og hvem den ejedes af, og hvor en saadan Angivelse mangler, kan man i Reglen udfylde Manglen paa anden Maade:). Derved bliver det for de Sogne, i hvilke der fandtes adelige Hovedgaarde, muligt at faa Vished om, hvor mange Bønderjordbrug der laa til vedkommendeHovedgaard.Kundskaben herom, som for den store Mængde af Hovedgaardene kun kan erhverves ad denne Vej²), har sin store Interesse i to Hovedretninger.Fordet første lærer man derigjennem, til hvilket Punkt den almindelig anerkjendte Bestræbelse hos Adelen efter at samle eller arrondere dens BøndergodsvedHjælp af Kjøb og Mageskifter var naaet for Hovedsognets Vedkommende omtrent ved Enevældens Indførelse. For det andet faar man at vide, hvor mange de efter Vedtægt og Lov skattefri adelige Ugedagsbøndervare.Selve Spørgsmaalet om de adelige UgedagsbøndersRetsstillingskal senere behandles nærmere (i Afsnit IV). Her skal blot bemærkes, at man med en til Vished grænsende Sandsynlighed, der oven i Kjøbet kan stadfæstes ved en Sammenligning i det enkelte mellem Sognebeskrivelserne og Skattemandtallene, kan gaa ud fra, at med uhyre faa Undtagelser³) var ethvert Bondejordbrag,derlaa i- samme Sogn som den adelige HovedgaardellerLadegaard,

1) Hi'. Arkivsekretær Thiset har med sa>d vanlig Velvilje hjulpet mi<r i flere Tilfælde.

2) Hvis man da ikke vil g.jennemgaa Jordebog for Jordebog, og disse eve da i hvert Tilfælde kun nogenlunde fuldstændig bevarede (eller i det mindste hidtil samlede) fra Tiden efter IH6O.

3) For de følgende Beregninger i deres Helhed spille disse Undtagelser ingen Rolle, da de opvejes ved de enkelte Gaarde, om hvilke man ingen Oplysninger har, og som derfor ikke ere medregnede.

Side 498

gaardellerLadegaard,som det tjente til, frigjort i EgenskabafUgedagstjener fra at betale Landskat til Kronen. Dog faa vi kun et Minimum med, thi, som det senere skal ses, var der flere skattefri Ugedagstjenere end de, som laa i Hovedsognet. Her skal imidlertid blot det tilnærmelsesvissikreMinimum

Efter denne Undersøgelse af det benyttede Materiales Omfang, Karakter og Værdi gaa vi over til Redegjørelsen for de Resultater, der kunne uddrages af det. I Detailler ere disse Resultater væsentlig fremstillede i tabellarisk Form i Bilagene til denne Afhandling. Tab. I, 111, IV, VI, VII, IX, XI^—XVI angive for de forskjellige Landsdele(Jylland er delt i flere Tabeller) Jordbrugenes Antal og saavidt mulig Ejendomslbrdelingen, bestemt ved de tre ovfr. omtalte Rubriker, Kronens, Gejstlighedens og Adelens Jordbrug, samt de jordegne Bønder og de adelige Ugedagsbønder. Kun Bornholm og Samsø ere ikke medoptagnei Tabellerne paa Grund af Ensartetheden af Forholdene paa disse Øer. Tabellerne fremstille Resultaterneefter Len og Herreder; Ordningen er væsentlig fra Øst til Vest og Syd til Nord; kun i Skaane er anvendt en Ordning fra Vest til Øst, idet Sundet er tænkt som et Slags Midtpunkt for Riget¹). Tab. 11, V, VIII og XVII angive for alle Landsdele undtagen for Dele af Jylland

1) Naar hei¹ og i det følgende Lenene ere fremstillede som bestaaende af Herreder, er herved tænkt paa den administrative Deling, der beroede paa Skatteopkrævningen, gejstlig Jurisdiktion og lign., og som ogsaa er fulgt i Erslevs Skrift, Danmark-Norges Len og Lensmand 1596—1660 (nogle enkelte Berigtigelser af Delingen i dette Skrift ere anførte paa vedk. Sted); derimod fulgte det under vedkommende Len hørende Krongods ikke altid Herredsgrænserne.

Side 499

de adelige Hovedgaarde og de selvstændige adelige Ladegaarde,deres Beliggenhed i Herred og Sogn, Antallet af Bønderjordbrug i vedkommende Sogn samt Antallet af dem af disse, der laa til vedkommende Hoved- eller Ladegaard.For Skaane, Sjælland og Dele af Jylland er tillige medtaget Navnene paa de Adelige, der besad Hovedgaardene1651, idet væsentlig Sognebeskrivelsernes Indhold er udbyttet hertil. I det følgende sammendrages Hovedresultaterneaf Tabellerne med Betragtninger derover. Til Afslutning fremstilles et Totalbillede for hele Landet.

Tab. I fremstiller Skaane 1651. Med afrundede Tal (hvilke ogsaa bruges i det følgende for de andre Provinser) fandtes der paa den Tid 14900 Bønderjordbrug. Heraf tilhørte 5200 Kronen, 1600 Gejstligheden og 8100 Adelen. Kronen ejede altsaa c. 35 p. C, Gejstligheden c. 11 p. G. og Adelen e. 54 p. G. af det samlede Antal. Adelen var altsaa den største Jordbesidder¹). Af jordegne Bønder fandtes 1160 o: c. 8 p. G.

Topografisk taget stillede Forholdet sig efter Lenene gunstigst for Kronen i Malmøhus Len, gunstigst for Adelen i Landskrone Len og i de smaa Len Froste og Jerrestad. Nøjere bestemt ses det, at Kronens Godsomraadevar forholdsvis størst i de to Herreder Nord paa ved Hallands Grænse, Bjerge og Nørre Asbo, og dernæst i den sydvestlige Spids, Skyts Herred. Hvad Gejstlighedens Gods angaar, tilhørte den allerstørste Del deraf selvfølgeligLunde Kapitel, og heraf fulgte, at dens Besiddelser væsentligst samledes i de Herreder, Bare, Torne, Harjagerog

1) I et Brev fra Lensmanden paa Helsingborg Ove Gjedde til Kongen af 9. Jan. 1657 udtaler han, at det bedste Mandskab i Skaane lindes paa Adelens Gods (Skaanske Indlæg).

Side 500

jagerogFroste, der laa i Nærheden af Kapitlets HovedstadLund. Adelen havde Overtaget dels i de to Herreder,som laa umiddelbart Nord og Nordøst for Helsingborg,Luggude og Sønder Asbo, dels i den midterste og den sydøstlige Del af Provinsen. I de nordøstlige Herreder, Gønge og Villands i Kristiansstad Len, stod Forholdet omtrent lige mellem Adelen paa den ene og Kronen og Gejstligheden paa den anden Side. De jordegneBønder vare stærkt repræsenterede i Helsingborg Len og navnlig i Kristiansstad Len, hvor Hovedmassen atter faldt paa det store Gønge Herred.

Hvad Adelens Bøndergods angaar, viser det sig ved en Betragtning af Sogn for Sogn, at i 31 Sogne af de 385 o: 8 p. G. var hele Sognet Adelsgods, i 40 o: 10 p. G. næsten det hele (nemlig 90 p. G. eller derover af Jordbrugene), og i andre 185 o: 48 p. G. tilhørte over Halvdelen af Jordbrugene Adelige; kun i 27 Sogne o: 7 p. G. fandtes slet intet Adelsgods.

Af adelige Hoved- og selvstændige Ladegaarde fandtes, som Tab. II udviser, 120. Ved 11 af disse var Samlingen af Gods skreden saa vidt frem, at hele Sognets Bøndergods laa under Hovedgaarden, ved 14 næsten det hele¹) og ved 49 andre over Halvdelen af Jordbrugene. 35 Hovedgaarde vare ikke naaede op til Halvdelen; 7 gaa i Beregningen sammen med andre, fordi de laa i samme Sogn som disse og ejedes af samme Ejer; om 4 savnes Oplysninger.

De skattefri Ugedagsbønder beløb sig til 3260 og
udgjorde saaledes ikke mindre end c. 22 p. G. af det hele
Antal Jordbrug og 40 p. G. af Adelens Jordbrug.

1) Dette Udtryk bruges her og i det følgende for 90 p. G. og derover indtil 99 p. C.

Side 501

Af übesatte Jordbrug fandtes 900 o: 6 p. C. af det
hele Antal.

Af Tab. 111 ses Forholdene i Bleking 1651. Af 1750 Jordbrug¹) tilhørte de 1480 Kronen og Gejstligheden (kun c. 10 denne sidste) og de 270, altsaa ikke mere end 15 p. C, Adelen, der kun havde et nogenlunde stort Bøndergods i Lister Herred. Af jordegne Bønder var der et forholdsvis betydeligt Antal, nemlig c. 400 o: 23 p. G. Der fandtes ingen egentlige Herregaarde, men kun nogle Bøndergaarde, hvorpaa der boede Adelige; dog hedder det i Skattemandtallet fra Sølvitsborg Len for 1651, at der førtes Proces med Jørgen Svabe om 15 Gaarde i Melby S. i Lister H., som han vilde have skattefri som sine Ugedagstjenere²).

Paa Bornholm fandtes 1651 vistnok omtrent 950 Jordbrug. Omtrent 900 af disse tilhørte Kronen, mindst omtr. 20 Gejstligheden; Resten har maaske tilhørt de bornholmske Frimænd, der dog ikke kunne regnes for rette Adelige³). Af jordegne Bønder fandtes efter Skattemandtalleneikke

1) I Skattelisterne for Kristianopel og Sølvitsborg Len opgives mærkelig nok 1651 et større Antal Gaarde, nemlig for det første Len 485, for det andet 1367, ialt 1852. Det maa vel bero paa. at nogle af Gaardene vare saa store, at de regnedes for flere i Forhold til Skatten.

2) Den tredje skaanske da faktisk afstaaede Provins Hallaud havde omtrent paa samme Tid (se ovfr. S. 478 Anm. 1) i 86 Sogne 4085 Jordbrug, hvoraf de 2546 tilhørte Kronen (og Gejstligheden?), de 1539 Adelen.

3) Tallene for Bornholm ere dog noget tvivlsomme. Efter Extrakten af 1651 fandtes der foruden de nævnte 950 Jordbrag omtr. 400 saakaldte Udbyggere, der dog vist have været jordløse. Extrakten angiver, i alt Fald efter mine Uddrag, intet om Ejendomsforholdene. Derimod'udviser Hammershus Lens Jorde- bog fra 1664 680 Skattebonder og 220 Vornede foruden omtr. 20, der betegnes som Kirkens Vovnede. — Om de bornholmske Frimsjnd se Hist. Tidsskr. 5. R. IV, 702 ff.

Side 502

mandtalleneikkemindre end 680 o: 70 p. C; Fæstebøndernekaldtes paa Bornholm, som bekjendt, Vomede, skjønt der jo intet Vornedskab fandtes i Ordets almindeligeForstand.

Tab. IV fremstiller Sjælland med flven og Mon 1651. Jordbrugenes Antal var 15310. Heraf ejede Kronen de 8560 o: c. 56 p. C, Gejstligheden de 2580 o: c. 17 p. G. og Adelen de 4170 o: c. 27 p. C. Kronen og Gejstligheden tilsammen havde saaledes mellem 2 og 3 Gange saa mange Bønderjordbrug som Adelen, hvilket viser en mærkelig svag Stilling for denne Stand paa Vornedskabets Hovedø. Af jordegne Bønder fandtes kun 140, ikke engang 1 p. C. af det hele Antal Jordbrug.

Det træffer sig for Sjællands Vedkommende saa heldigt, at det kan paavises, at den Ejendomsfordeling, som de anførte Forholdstal fremstille igjennem en Opsummeringaf Jordbrugene, svarer særdeles godt til de Resultater, som en omtrentlig Hartkornsberegning fører til, naar man stiller Adelens Gods i Modsætning til Kronens og Gejstlighedens. Herved er det altsaa godtgjort, at JordbrugenesAntal med Hensyn til en forholdsvis Bestemmelse af Ejendomsfordelingen har mere end en kvantitativ Værdi og ogsaa kan benyttes som en Areal- og Værdibestemmelse.En Extrakt af sjællandske Jordebøger fra Decbr. 1660 angiver nemlig det samlede Beløb Tønder Hartk. til 121011¹); heri er dog vist medregnet Kronens og Adelens Hovedgaarde og Ladegaarde, saa at man for kun at vurdere Bøndergodset bør nedsætte Tallet til

1) Kgl. Bibi., Ny kgl. Saml., 4., 786.

Side 503

en rund Sum af 120000 Td. Nu findes der fra 1648 en Opgjørelse af Jordebøgerne over de sjællandske Len o: Krongodset uden de kongelige Ladegaarde; den samlede Sam heraf er 70833V₂ Td. Hartk.^x). Roskilde Kapitels Jordegods opgives samtidig til 3077 Td. og Universitetets til 9201 Td.²); hertil raaa imidlertid lægges adskilligt andet gejstligt Gods, og den samlede Sum for denne Rubrik tør af denne Grund vistnok sættes til ialt c. 15000 Td. Trækker man nu Kronens og Gejstlighedens Gods fra den hele Sum af 120000 Td., bliver der c. 34000 Td. tilbage for Adelen, hvilket netop svarer til c. 27 p. G. Paa Kronen vilde der ganske vist falde c. 59 p. G. i Steden for 56 p. G. og paa Gejstligheden c. 12 p. G. i Steden for 17 p. G., men denne Forskjel skriver sig maaske kun fra, at der i Kronens Gods er medregnet en Del, som ved Jordbrugenes Bestemmelse er regnet til en eller anden af de gejstlige Institutioner.

Ejendomsfordelingen stillede sig meget ulige i de forskjellige Egne. Kronen var saa godt som eneraadende i hele den nordlige og nordøstlige Del; saaledes fandtes i Ods, Holbo, Strø, Lynge, Ølstykke, Sokkelund og SmørumHerreder enten aldeles intet eller kun meget lidt adeligt Bøndergods, og kun i de to sidstnævnte Herreder traadte det gejstlige Gods, nemlig Roskilde Kapitels, frem

1) Sjæll. Tegn. XXXI, 4. For de enkelte Len fordele Summerne sig saaledes: Kronborg: 5290'/₂ Td., Frederiksborg: 5953, Kjøbenhavn: 8804, Roskilde og Svenstrup: 4868, Tryggevælde: 2169, Vordingborg: 6209Va, Ringsted: 3824, Korsør: 1446¹/«, Antvorskov og Sæbygaard: 12149, Holbæk: 773, Abrahamstrup: 1138, Dragsholm: 6597, Kalundborg: 8130 og Møn: 3482. Om Sorø Birk findes under et af Lenene eller ikke er medregnet som væsentlig henlagt til Sorø adelige Skole, tør jeg ikke afgjøre.

2) Nielsen, Kjøbenhavns Diplom. V, 322.

Side 504

i et ikke helt ringe Omfang. Paa lignende Maade stillede Forholdet sig paa Møn, i Vordingborg Egnen (Baarse Herred), til Dels ogsaa omkring Antvorskov gamle Kloster (Slagelse Herred) og endelig i den nordvestlige Spids, Kalundborg Len (Skipping og Arts Herreder); det gejstligeGods, som var her, laa tilmed overvejende til Kirkerne og stod saaledes i et meget nært Forhold til Kronen. Af de gejstlige Institutioner havde Roskilde Domkapitel Overtaget i Egnen omkring Svenstrup og Roskilde, nemlig i Tune, Ramsø, Sømme og Voldborg Herreder. Hovedmængdenaf Universitetets Gods laa mere mod Vest i Flakkebjerg, Løve og Tudse Herreder. Saa godt som hele Alsted Herred laa til Sorø adelige Skole, der desudenhavde Strøgods i andre Egne.

Adelens Besiddelser vare derimod de største dels i et Bælte fra Øst til Vest lidt Syd for Øens Midte (Bjeverskov, Faxe, Tybjerg og Flakkebjerg Herreder), dels i Partier af de nordvestlige Egne (Merløse og Tudse Herreder). Den ulige Ejendomsfordeling ses ogsaa stærkt, naar man betragter de enkelte Sogne. I 166 af de 378 Sogne o: 44 p. G. fandtes slet intet adeligt Bøndergods; derimod var i 21 Sogne o: 6 p. C. hele Sognet Adelsgods, i 40 o: 10 p. G. ejede Adelen næsten hele Sognet, og i andre 93 o: 25 p. G. var over Halvdelen af Jordbrugene i adelige Hænder.

I Følge Tab. V fandtes der paa Sjælland 85 adelige Hovedgaarde og Ladegaarde. Arronderingen af Gods omkring disse indenfor Hovedsognet stillede sig saaledes: 10 Hovedgaarde ejede hele Sognet, 9 næsten det hele, andre 25 over Halvdelen; 3 gaa i Beregningen sammen med andre, der laa i samme Sogn, om 6 savnes tilstrækkeligeOplysninger. Af skattefri Ugedagsbønder

Side 505

fandtes 1770, altsaa c. 11 p. G. af det hele Antal Jordbrug,c. 42 p. G. af Adelens. Indenfor sit ringere Omraadevar den sjællandske Adel altsaa fuldt saa godt stillet som den skaanske med Hensyn til sine Bønders Skattefrihed.

Af øde Jordbrug angives c 230, kun c. IVa p. G. af det hele Antal, et meget gunstigere Forhold end i Skaane. Er Angivelsen nogenlunde paalidelig, maa til dens Forklaring erindres, at Skaane havde været haardt medtaget af Krigene, og at der paa Sjælland herskede Vornedskabet, som gjorde det langt lettere at faa Gaardene besatte.

Samso havde efter Hovedskatten af 1645 813 bosiddende Bønder, medens Skattemandtallet fra 1651 viser 339 hele Gaarde og 11 halve Gaarde og Gaardsæder, ialt 350, hvilken sidste Opgivelse vel snarest bør følges, allerede fordi Gaardsæderne i Hovedskatten ere regnede sammen med Husmændene. Alle Jordbrugene tilhørte Kronen, og ingen jordegen Bonde anføres i Skatteman dtallet¹).

Paa Falster fandtes 1662 1470 Jordbrug (Tab. VI). Heraf havde Kronen de 1270 o: 87 p. C, Gejstligheden (aldeles overvejende Universitetet) de 150 o: 10 p. G., Adelen kun omtr. 50 o: 3p.G. Allerede i Middelalderen havde Kronen særlig store Besiddelser paa Falster²), hvilke yderligere vare blevne udvidede ved Inddragelse af

1) Jvfr. om de forviklede Ejendomsforhold paa Samsø Steenstrup, Studier ov. Kg. Valdemars Jordebog S. 396 f. Arent Berntsen, Danmarks og Norges frugtbare Herlighed I, 56.

2) Steenstrup, anf. Skr. S. 426.

Side 506

Bispegodset efter Reformationen¹). Kronen værnede ogsaa saaledes om sine Ejendomme paa denne 0, der anvendtes til Livgeding for Enkedronningerne eller Enkeprinsesserne,at der her i Modsætning til de andre Dele af Landet intet Gods udlagdes. Derfor kan man ogsaa uden større Forbehold overføre Ejendomsfordelingen 1662 til 1651. Efter Matriklen var Øens Laridgildehartkorn 14554 Td., hvoraf Kronen og Gejstligheden havde 14037 Td., Adelen de 517, hvilket falder sammen med den ved Jordbrugenes Antal bestemte Ejendomsfordeling. Der fandtes (efter Skattemandtallet) kun 2 jordegne Bønder og kun én adelig Hovedgaard, Bellinge (i S. Alslev S. i Sønder H.), hvilken muligvis havde 4 Ugedagstjenere.

Forholdene paa Laaland ere fremstillede i Tab. VII paa Grundlag af Matriklen af 1662. Dog ere Tallene for saa vidt omsatte til at passe til Tilstanden 1651, som det eneste store Godsudlæg, der i Mellemtiden foretoges af Kronen, nemlig af en Del Gods i Sønder Herred til Frederik Barnewitz, er beregnet til Kronens Part. Herefter kan Kronen 1651 antages at have ejet de 2050 af de 3430 Jordbrug o: 60 p. C, Gejstligheden de 250 o: 7 p. G. og Adelen de 1130 o: 33 p. G. Af Gejstlighedens Gods tilhørte den overvejende Del Sorø Akademi, som 1621 havde faaet det tidligere Maribo Klosters Gods. De jordegne Bønders Antal var forholdsvis stort, nemlig 520 o: 15 p. G. af Jordbrugene.

Med Hensyn til Adelens Besiddelser var der 1662
4 Sogne af de 70, som helt vare Adelsgods, 1 var det
næsten, og i 17 andre o: 24 p. G. ejede Adelen over

1) Sørupgods i Nørre H. (Erslev, Danmarks Len og Lensmænd i det 16. Aarh. S. 101).

Side 507

Halvdelen af Jordbrugene. Der fandtes 30 adelige Ho vedgaarde, men Afrundingen af Godset til dem var kun skredet temmelig ringe frem; ikke mere end 2 Hovedgaardeejede (i Følge Tab. VIII) hele det vedliggende Sogn, 2 næsten det hele og 4 andre over Halvdelen, saaledes at 22 af de 30 Hovedgaarde ikke vare naaede til at eje Halvdelen af deres Sogn. Dog fandtes der 1662 530 skattefri Ugedagsbønder, 1651 vel kun c. 500, der altsaa udgjorde 14 p. C. af det hele Antal Jordbrug og 44 p. G. af Adelens.

Tab. IX over Fyn med Langeland er for Nyborg Lens Vedkommende udarbejdet efter Lister fra c. 1658, for de øvrige Len efter Matriklen af 1662. Jordbrugenes Antal, 7630, kan uden videre overføres til 1651, hvilket jo derimod ikke kan gjøres med Ejendomsfordelingen. Protokollerne over Krongodsets Udlæg¹) tillade paa Basis af et dog kim omtrentligt Overslag den Antagelse, at der er udlagt mindst noget over 600 Td. Hartk. til Adelige i Tiden fra 1650 til 1661. Regne vi hvert af de udlagte Jordbrug til en Gjennemsnitsværdi af 8 Td. Hartk.²), maa der for at faa et Billede af Tilstanden 1651 henholdsvis lægges 80 til Summen af Kronens Jordbrugog trækkes 80 fra Adelens. Herefter bliver Kronens Part 1651 2690 o: c. 35 p. C, Gejstlighedens 360 o: 5 p. C. og Adelens 4580 o: c. 60 p. C. En Hartkornsberegning støtter nogenlunde det fremkomne Resultat for KrongodsetsVedkommende. Efter Matriklen fandtes der paa Fyn og Langeland c. 61200 Td. Hartk. Bøndergods, og

1) 1 Rigsarkivet.

2) Tallet fremkommer ved Forholdet mellem Jordbrugenes Antal og Bendergodsets Hartkorn.

Side 508

fra Septbr. 1647 er der bevaret en Opgivelse fra fynske Rigsraader^x) om, hvor mange Karle hvert Len kunde stille til Fæstningsarbejde, naar 200 Td. Hartk. skulde stille 1 Karl. Karlenes Antal blev i alt 100, og Kronens Gods var altsaa derefter c. 20000 Td. o: 33 p. G. af det samlede Bøndergods. Sandsynligvis var dog Rigsraadernes Opgivelse meget afrundet og sikkert snarere for lav end for høj, hvorved Forskjellen mellem de 35 og 33 p. C. formindskes. — Imellem de gejstlige Institutioner vare Assens og Odense Provsti de forholdsvis rigeste paa Gods. — Af jordegne Bønder fandtes 550 o: 7 p. G. af det samlede Antal Jordbrug. De fleste fandtes i NyborgLen.

Topografisk set var Krongodset kun større end Adelsgodset i Øens to midterste Herreder, Odense og Lunde, samt paa Langeland. Ellers havde Adelen et afgjort Overtag, og særlig- gjaldt dette de 3 sydøstlige Herreder, Gudme, Sunds og Salling. Dens stærke Magt viser sig ogsaa derved, at i ikke mindre end 31 Sogne af de 192 o: 16 p. G. var den Enebesidder og i 20 o: 10 p. G. saa godt som eneraadende; i andre 69 o: 36 p. G. havde den over Halvdelen af Jordbrugene. Kun i 10 Sogne fandtes intet Adelsgods, og heraf faldt de 5 paa Odense Herred. Derimod var Salling Herred saa udpræget adeligt, at af 27 Sogne ejede Adelen de 14 helt og de 7 næsten helt²)

Som det fremgaar af Tab. X, var ogsaa de adelige
Hoved- og Ladegaardes Antal meget stort, idet det beløb

1) Erklæring af 27. Septbr. 1647 (Indk. Breve til Kancelliet).

2) Det maa dog bemsei'kes, at de her naevnte Tal stotte sig til Angivelserne fra 1658—62, der ikke i det enkelte kunne omsaettes til 1651.

Side 509

sig til ikke mindre end 124. Arronderingen af Godset var dog maaske ikke skreden saa vidt frem for Flertallet af Hovedgaardene, som man kunde vente. Kun 8 Hovedgaardeejede hele Sognet, 12 næsten det hele og 26 andre over Halvdelen; 5 gaa i Beregningen sammen med andre; om 1 vides ikke noget bestemt. Derimod svarede der naturligvis til det meget store Antal Hovedgaarde et særdeles betydeligt Antal Ugedagsbønder; de beløb sig 1662 til 2130, men kunne 1.651 vel næppe sættes højere end 1900 o: 25 p. G. af alle Jordbrugene og 41 af Adelens.

For Nørrejyllands Vedkommende nøder det forskjelligartede
Kildestof til en Deling i Grupper efter de mere
eller mindre righoldige Oplysninger, vi have.

Tab. XI fremstiller de 29 Herreder i Koldinghus, Riberhus, Lundenæs, Aarhusgaard, Skanderborg og den største Del af Silkeborg Len, fra hvilke vi have fuldstændige Sognebeskrivelser fra 1651, og for hvilke derfor alle de sædvanlige Oplysninger kunne meddeles.

Tab. XII giver Herrederne Nord for Limfjorden, dels de to Herreder (Børglum og Refs), for hvilke der er bevaret Sognebeskrivelser fra 1657, dels de 9 Herreder, hvor Jordbrugenes Antal bestemmes ved Matriklen af 1662, men Ejendomsfordelingen beregnes efter Extrakten af 1657. Kronens og Gejstlighedens Gods tages i alle 11 Herreder under et.

Tab. XIII, der omfatter Mariager og Skivehus Len samt Dele af Dronningborg, Elald og Aalborghus Len, er bygget paa en Extrakt fra 1651. Denne tillader kun en gruppevis Bestemmelse af Ejendomsfordelingen. Den derved fremkomne Mangel af Antallet paa adelige Ugedagstjenerevove

Side 510

dagstjenerevovevi dog at erstatte ved en Beregning, der i alt Fald næppe vil give et for stort Tal. I de 29 jydske Herreder, hvor den fuldstændige Ejendomsfordelingnøje kjendes, fandtes 99 adelige Hovedgaarde med omtr. 1750¹) Ugedagstjenere, og Gjennemsnitstallet var altsaa omtr. 17 paa hver Hovedgaard. Dette Gjennemsnitstalfalder omtrent sammen med det for de 11 Herreder Nord for Limfjorden og med det for Laaland og Fyn²). Da der i de her omhandlede 16 Herreder fandtes 90 Hovedgaarde, kan der antages at have været 1530 Ugedagstjenere.

Tab. XIV og XV behandler Resten af Nørrejylland, nemlig dels de 530 Herreder i Stjernholm, Aakjær. Silkeborg,Kalø, Dronningborg, Hald og Aalborghus Len, fra hvilke vi kun have Matriklen fra 1662, dels de 4 Herrederi Bøvling Len og den for øvrigt til Aalborghus Len hørende 0 Læsø, hvor vi i Mangel af bedre maa benytte Matrikelextrakten af 1690 og se bort baade fra de Forandringer, der have fundet Sted i de mellemliggendeAar, og fra den Omstændighed, at den sidstnævnteMatrikelextrakt maaske opfører en Del Huse med et ikke ganske ringe Jordtillæg under den her ikke medtagne Rubrik „Huse". Medens Tab. XIV kun giver Jordbrugenes Antal, er der i Tab. XV fremstillet Resultaterneaf en Beregning, der har haft til Formaal tilnærmelsesvisat angive Ejendomsfordelingens store Træk. Hvad Læsø angaar, tilhørte Øen helt Viborg Kapitel³).

1) Her er lagt c. 100 til for de 7 Hovedgaarde, for hvilke der mangler Opgivelser.

2) Paa Sjælland var derimod Gjennemsnitstallet 21, i Skaane endog 27.

3) Jvfr. Steenstrup, Studier ov. Kg. Valdemars Jordebog S. 397 f.

Side 511

I de 24 Herreder fandtes omtr. 128 Herregaarde, der ved samme Slutning som ovenfor kunne antages at have haft c. 2150 Ugedagstjenere. Trække vi disse fra Jordbrugenessamlede Antal, have vi de skattepligtige Jordbrugog ere derved paa det Omraade, der gaar ind under Lenenes Skattemandtal. Af de ovfr. S. 474 f. angivneGrunde kunne vi ganske vist ikke benytte selve disse Lister til en nøjagtig Bestemmelse af Jordbrugenes Antal, og de give heller ikke umiddelbart nogen Oplysningom, hvilke der ejedes af Kronen, Gejstligheden eller Adelen. Men idet de almindelige Pengeskatter ydedes af alle de skattepligtige, Baadmandsskatterne derimod kun af Kronens og Gejstlighedens Bønder, kunne vi naa til et omtrentligt Forholdstal mellem Kronens og GejstlighedensJordbrug paa den ene Side og Adelens paa den anden Side, og dette Forholdstal er da benyttet til Beregningen¹).

I Tab. XVI ere derefter de forskjellige nørrejydske Grupper sammenstillede. Hovedresultatet bliver, med en foretagen mindre Forandring for de Dele, hvor vi støtte os til Sognebeskrivelser fra 1657, at der i Nørrejylland 1651 fandtes c. 29800 Jordbrug, hvoraf de c. 14700 o: 49 p. C. tilhørte Kronen og Gejstligheden, de c. 15100 o: 51 p. G. Adelen, der saaledes havde lidt over Halvdelen af Provinsens Jordbrug. Gejstlighedens Del kan kun bestemmes for de i Tab. XI og XIII behandlede Herreder,hvor den havde c. 16 p. G. af de Jordbrug, der tilhørte den og Kronen tilsammen. Af jordegne Bønder

1) Jeg har gjort en Prøve med Lundenæs Len. hvorfra der baade haves fyldige Sognebeskrivelser og begge Slags Skattemandtal, og Resultatet har været tilfredsstillende.

Side 512

fandtes omtr. 1350 o: c. 5 p. G. af det samlede Antal
Jordbrug.

Materialets Mangler tillade i topografisk Henseende kun en Fremdragning af de for Ejendomsfordelingen mest karakteristiske Træk. Det var i det sydlige, navnligdet sydøstlige Nørrejylland, dernæst i Midtjylland fra en Kyststrækning ved Kattegat Nord for Horsens Fjord ind i Landet til Egnen Nord for Silkeborg, at Kronens Omraade især var det største. I Anst, Brusk, Elbo, Holmans og Jerlev Herreder, de saakaldte Indherreder under Koldinghus Len, var den saa godt som fuldkommen eneraadig; det samme gjaldt Hads Herred eller Aakjær Len Nord for Horsens Fjord; i Ning og V. Lisbjerg Herreder under Aarhusgaard var Kronen ogsaa den overvejendestærkeste, men delte dog Magten med Aarhus Kapitel. Vest derfor blev den atter den übetinget største Godsbesidder i Egnene omkring Skanderborg og Silkeborgog op mod Hald (Hjelmslev og Framlev, Gjern og Lysgaard Herreder). Det skal i Forbigaaende bemærkes, at denne Ejendomstilstand væsentlig var en Følge af Christian lll's og endnu mere Frederik ll's store Kjøb og Mageskifter, der saa at sige havde fejet Adelen bort fra de ikke ringe Distrikter i disse Egne, den før havde inde¹). Men hermed var ogsaa Kronens væsentlige Styrke udtømt; ganske vist havde den i adskillige andre Herreder Flerheden af Jordbrugene, men det var dog kun i enkelte, der ■ laa i Nærheden af Kongsgaardene,

1) Arent Berntsen, Danmarks og Norges frugtbare Herlighed I, 134. Jvfr. Saml. t. jydsk Hist. VI, 1 ff. Om de ganske lignende Forhold i Haderslev Amt SyJ for Kongeaaen se P. Lauridsens Afhandling i Sonderjydske Aarboger 1889 I, 161 ff.

Side 513

som Fleskum Syd for Aalborg og Refs omkring Vestervig,
at den kunde siges overvejende at have Magten.

Af det gejstlige Gods ejede naturligvis Kapitlerne det overvejende, hvoraf igjen det meste laa i Naboegnene til deres Residenser. Ribe Kapitel var Nord for Kongeaaen stærkt repræsenteret i Gjørding og Skadst Herreder¹), Aarhus i Hasle Herred i Domkirkestadens nærmeste Omegn og Viborg Kapitel i Nørlyng Herred omkring Viborg. Som bekjendt besad Sorø Akademi store Godser i Børglum Herred.

Hvad Adelen angaar, havde den mod Syd et stærkt Overtag i Stjernholm Lens 3 Herreder, der skilte Kronens Besiddelser i Sydjylland fra dem i Øst- og Midtjylland. Længere Nord paa havde Adelen den overvejende Del af Kalø Len, stod omtrent lige med Kronen i Dronningborg Len, men havde det meste af Bøndergodset i Hald, Skivehus, Limdenæs og Bøvling Len samt i den største Del af Aalborg Len Syd for Limfjorden. Kom man endelig Nord for denne, var Adelens Godsomraade det übetinget største undtagen i ganske enkelte Egne.

Af de jordegne Bønder faldt det overvejende Antal paa de Strækninger, hvor Krongodset var størst, saaledes i Koldinghus, Aarhusgaard og Skanderborg Len. Derimod fandtes overordentlig faa af dem i Lenene Nord for Limfjorden; her havde Grevefejdens Følger ryddet dem næsten helt af Vejen.

Der fandtes i Nørrejylland omtr. 390 adelige Hovedgaarde.Kun
for den i Tab. XI behandlede Gruppe af
29 Herreder kunne vi angive Antallet af deres Ugedagsbønder,hvilket

1) Jvfr. Opgivelserne om Ribe Kapitels God? i ældre Tid i Xy kirkehist. Saml. I, 69 ff.

Side 514

bønder,hvilketer specificeret i Tab. XVII. Det samlede Antal af Ugedagsbønder tør, naar Hensyn tages til, at noget af Materialet stammer fra 1657, for 1651 vel ikke sættes højere end til 6500 o: 22 p. C. af det samlede Antal Jordbrug og 43 p. G. af Adelens.

Vi have saaledes gjennemgaaet de enkelte Provinser og hidsætte nu en Tabel over Bøndeijordbrugenes Antal Og Ejendomsfordelingen i hele det daværende Kongerige Danmark, idet de enkelte Summer opføres med de før angivne afrundede Tal, og saaledes at de kunne formodes alle at passe tilnærmelsesvis paa Aaret 1651.

Afrunde vi atter disse Tal, fandtes der altsaa i Kongeriget Danmark omtr. 1651 75600 Bønderjordbrug, hvoraf de 42200 o: 56 p. G. tilhørte Kronen og Gejstligheden,de 33400 o: 44 p. G. Adelen. Adelens skattefri

Side 515

Ugedagsbønder beløb sig til 13900 d: 18 p. G. af det samlede
Antal Jordbrug og 42 p. G. af Adelens egne. De jordegne
Bønder talte 4800 o: 6 p. Gt. af det hele Antal Jordbrug.

Betragte vi Jordbrugenes Antal i Forhold til de enkelte Landsdeles Fladeindhold, ses det, at Samsø stod højst med 175 Jordbrug pr. Kvadratmil. Derefter kom Falster med 173, Laaland med 156, Skaane med 150, Fyn og Langeland med 126 og Sjælland med 115. Et betydeligt Spring nedefter var herfra til Bornholm med 89 og Bleking med 68. Lavest stod Jylland med 65^x).

Med Hensyn til Ejendomsfordelingen stod Kronen gunstigst paa de mindre Øer (Bornholm, Samsø, Falster og Laaland) samt i Bleking. Paa Sjælland havde den over Halvdelen af Jordbrugene, men i Jylland var den, selv medregnet Gejstlighedens Gods, nede under Halvdelen;uheldigst stillede Forholdet sig dog for den i Skaane og paa Fyn. Paa den sidstnævnte 0 var Adelens Omraade forholdsvis størst, men ogsaa i Skaane og Jylland ejede den over Halvdelen af Jordbrugene. De jordegne Bønder indtog kun paa Bornholm en betydningsfuldPlads; derefter fulgte, men med et stort Mellemrum, Bleking; endnu færre var der paa Sjælland, for ikke at tale om Samsø og Falster, hvor der slet ingen eller næsten slet ingen var. Adelens Ugedagsbønder vare forholdsvistalrigst paa Fyn og derefter i Skaane og Jylland; men i alle de Provinser, hvor de i det hele fandtes i et omtaleværdigt Antal, var Forholdet mellem Tallet paa

1) Rækkefølgen er nu til Dags for de nuværende danske Provinser ikke forandret undtagen for Fyns Vedkommende, der er kommet op over Laaland, og Falster over Samsø. 1885 havde Falster 593 Jordbrug pr. Kvm., Samsø 555, Fyn og Langeland 538, Laaland 459, Sjælland 443, Bornholm 280 og Jylland 248 (jvfr. Statistisk Tabelværk 4. R. Litr. C. Nr. 5.).

Side 516

dem og paa Adelens Fæstebønder som Helhed næsten
ganske det samme (fra 40—44 p. C).

Af de Træk, som i topografisk Henseende karakterisere Ejendomsfordelingen hele Landet over, skulle vi fremdrageet Par enkelte for Krongodsets Vedkommende. Som let forstaaeligt, havde det en Tilbøjelighed til at koncentrere sig om de forskjellige Kongsgaarde. Men ved Siden heraf spillede den kongelige Vildtbane en overordentligstor Rolle. I et Kongebrev af 9. Febr. 1633 til de Lensmænd, „som Vildtbanen vedkommer", nævnes de herhen hørende Len, nemlig: paa Sjælland: Frederiksborg,Kronborg, Kjøbenhavn, Dragsholm, Kalundborg, Antvorskov, Vordingborg, Møn, Ringsted Kloster og Roskilde, samt i Jylland: Skanderborg, Silkeborg, Hald og Koldinghus l). Det vil ses, i hvor høj en Grad Vildtbanenog det vidtstrakte Krongods faldt sammen i de største Dele af Landet. Der er næppe heller nogen Tvivl om, at Hensynet til Jagten har indtaget en særdeles fremragende Plads i Kronens Godspolitik og særlig i Valget af de Egne, den gjennem Kjøb og Mageskifter bestræbte sig for at gjøre saa godt som til sine Enemærker.Vildtbanen havde vistnok været en Ledestjerne baade for Frederik 11, naar han som før omtalt, samlede Gods i Nørrejylland, og, om end i ringere Grad, for Christian 111, naar han udkjøbte Adelen af Ods Herred²). Hermed skal dog ikke være nægtet, at ogsaa andre rent økonomiske og vel ogsaa politiske Hensyn have været forbundnehermed. Men en nærmere Redegjørelse for Kronens

1) Sjæll. Tegn. XXV, 122. Jvfr. Arent Berntsen, Danmarks og Norges frugthare Herlighed I, 40.

2) Bricka, Kancelliets Brevbøger 1551—55 S. 337. Juridisk Tids skrift XVIII, 227 f.

Side 517

Goddj^mik ligger udenfor denne Afhancflings Grsenser.
Det samme gjaelder strengt taget et andet Punkt, som
dog loselig skalvfearores.
. ..

Naar det i det foregaaende er blevet fastslaaet, at Adelen ejede c. 44 p. G. af Bønderjordbrugene, er der Grund til at erindre om, at dette Tal ikke repræsenterer den Del af Landet, Adelen ejede. Bortset fra, at Jordbrugenes Areal ikke behøver at have staaet i et absolut Forhold til deres Antal — sikj#ffit ..Forskjellen, efter hvad der fra forskjellige Dele af Landet kan bevises, ikke har været stor —, raaa det ikke glemmes, at det Jordegods, der dreves under de adelige Hoved- og Ladegaarde, var betydelig større end det, som dreves under Kronens Slotte og Ladegaarde. Efter en omtrentlig Beregning fandtes der over 7 Gange saa mange adelige Hoved- og Ladegaarde som Kronens Slotte og Ladegaarde, nemlig omtr. 740 mod omtr. 100. Det er imidlertid næsten ikke muligt at komme til en paalidelig Bestemmelse af HovedgaardenesJorder.Ganske vist ansattes de baade for Rostjenestens Skyld og for visse extraordinære Kontributione r¹) samt endelig ved Matrikuleringen 1661—62 til et vist Antal Tønder Hartkorn, men man kan end ikke forholdsvis gaa ud herfra. Hartkornsberegningen var nemlig for det første noget forskjellig for Hovedgaarden og Bøndergodset, idet Hovedgaardens beregnedes direkte efter Udsæden, Høavlen, Svinsolden af Skovene og flere Poster (det saakaldte Ejendomshartkorn), Bøndergodsets efter Landgilden (Landgildehartkornet)²), og hertil kommer, at imellem de antydede flere Poster, som medregnedes til

1) Jvfr. Opgivelser fra 1638 i Danske Mag. 5. R. I, 163 ff.

2) Jvfr. Arent Berntsen, Danmarks og Norges frugtbare Herlighed 11, 385 ff.

Side 518

Hovedgaardshartkornet, fandtes Værdier, der intetsomhelsthavdemed Hovedgaardsjordernes Areal at gjøre, saaledes de til Patronatsrettigheder hørende Tiender; en forholdsvis lille Herregaard kunde paa den Maade ved at have Patronatsret til sin Sognekirke faa et uforholdsmæssigstortAntal Tønder Hartkorn. Et paalideligere Grundlag for en Sammenligning mellem Størrelsen af Kronens Gaarde, de adelige Hovedgaarde og BøndergaardeneafgiverUdsæden. Med rigtig Følelse heraf har Kammerraad Christensen foretrukket Angivelsen af Udsædenforden af Hartkornet og væsentlig efter Matriklerne givet en Tabel over Udsæden paa 38 af Kronens og 294 af Adelens Hoved- og Ladegaarde^x). Herefter var MiddeltalletforUdsæden af alle Kornsorter paa de 38 af alle Kronens Gaarde 169 Tdr., for de 294 af Adelens 77 Tdr., idet Kronens Gaarde overvejende vare større end Adelens. Benytter man disse Middeltal ogsaa for de af Christensen ikke beregnede Gaarde, ville Kronens Hovedgaarde have haft en Udsæd af c. 16900 Tdr., Adelens af c. 57000 Tdr. Tilbage staar Spørgsmaalet om hvad der gjennemsnitlig kan regnes for et Bondejordbrugs Udsæd. Det træffer sig saa heldig, at man for betydelige Egne af Jylland i Matriklen har Opgivelse af Udsæden alene for Bønderjordbrugene.Herafhave vi udtaget 4 Herreder, de 3 i Aarhusgaard Len, nemlig: Ning, Hasle og V. Lisbjerg, samt 0. Lisbjerg i Kalø Len, og samstemmende fundet 10_—11 Tdr. som Gjennemsnitsudsæden. Da disse Egne vel tør antages for at være af de bedre, tør vi ikke benytteethøjere Tal end 10 Tdr. for hvert Bondejordbrug.

1) Agrarhistoriske Studier I, Aktst. S. LXIII ff. Der findes nogle mindre Fejl i disse Lister, men de spille ingen videre Rolle i Totalresultatet.

Side 519

Vilde man nu omsætte Kronens og Adelens Hoved- og Ladegaarde i Enheder af Bondejordbrug, vilde paa den Maade Kronens Godsomraade forøges med c. 1690 Bønderjordbrug,Adelensmed c. 5700. Beregnet herefter vilde Kronen og Gejstligheden have ejet de 53 p. C, Adelen de 47 p. G. af Landet, naar bortses fra Kjøbstæderne. Lidt under Halvdelen af Kongeriget tilhørte altsaa Adelen.

Hvor overordentlig betydelige Adelens Besiddelser vare, fremgaar bedst ved en Sammenligning med Ejendomsforholdenei Hertugdømmerne og i Sverig. Omtrent paa samme Tid, fra hvilken Hovedgrundlaget for denne Undersøgelse, Sognebeskrivelserne af 1651, stammer, udarbejdedesi Slesvig og Holsten den reviderede Matrikel, hvis Enhed var den saakaldte Plov¹). Stiller man af dens Tal de adelige Godser i Modsætning til Kongens, Hertugens, de afdelte Herrers og de gejstlige Stifteisers Gods, viser det sig, at Adelen i Slesvig kun havde c. 19 p. C, i Holsten kun c. 33 p. G. af det samlede Plovantal. Og dog var, som Kieleromslag noksom udviste, den slesvig-holstenske Adel rigere end den danske! Hvad Sverig angaar, er der en kolossal Forskjel paa Adelens Jordegods i Slutningen af det 16de og i Midten af det 17de Aarhundrede. 1566 ejede den svenske Adel kun c. 17000 af de 107200 Bønderjordbrug o: c. 16 p. C, 1652 beregnesvel „det gamla frålset" kun lidt højere, nemlig til c. 17450, men hertil var saa kommet solgt Gods c. 8100, „doneret under Allodialret" c. 2050 og „doneret under Xorrkopings Beslutning" c. 16050²). Derved var Adelens

1) Ipsen, Die alten Landtage der Herzogthiimer Schleswig-Holstein S. 260 f. Kjøbstædernes Plovtal har jeg ikke medtaget i Bereg•ningen.

2) Forssell, Sveriges inre historia från Gustaf den Forste I, 73 ff.

Side 520

Gods altsaa i alt steget til c. 43650 Jordbrug, det er, hvis det samlede Antal Jordbrug forudsættes uforandret fra det 16de Aarhundrede^J), henved 43 p. G. Men selv saaledeshavde den svenske Adel dog ikke naaet den danske, og det skjønt den allerede havde haft den Fordel af Krongodsets Udlæg, som først senere Turen kom til i Danmark, og skjønt Donationerne efter Norrkopingsbeslutningenstrengt taget slet ingen Ejendomsret medførte²).

II. Bønderjordbrugenes Antal og Ejendomsfordelingen i Midten af det 17de Aarhundrede sammenlignet med Tilstanden i det 16de Aarlmndrede og i Slutningen af det 17de Aarhundrede.

Værdien af de Oplysninger, der i det foregaaende ere søgte tilvejebragte, vilde utvivlsomt forøges betydelig, hvis man var i Stand til at sammenligne dem fuldt ud med Forholdene paa tidligere Tidspunkter, saa at den Udvikling, som havde ført til Resultatet, derigjennem kunde blive klar. Nu er det saa, at man maaske tilnærmelsesviskan komme til Klarhed over Folketallet i Midten af det 13de Aarhundrede³), og at man omtrentlig

1) Axel Oxenstjerna opgav ganske vist c. 1642 Beløbet af Jordbrug kun til 96000 (Odhner, Sveriges inre historia u. drottn. Ghristinas formyndare S. 350), men der er vel ingen Grund til at antage en større Nedgang i Jordbrugene, da dog Folkemængden samtidig var stegen (jvfr. Hist. Tidsskr. 5. R. V, 571).

2) Odhner, anf. Skr. S. 228 f.

3) Se Prof. Erslevs og Prof. Scharlings Afhandlinger i Hist. Tidsskr. 5. R. V, 516 ff. og 6. R. 11, 264 ff. Det skal bemærkes, at Erslev i sine Bemærkninger (5. R. V. 549 f.) om Folkemængden i Halland 1642 efter Skattemandtallene har undladt at tage Hensyn til Ugedagsbønderne.

Side 521

véd, at Statsomvæltningen 1536 har tredoblet Kronens Gods^x), men om Bønderjordbrugenes Antal ide enkelte Provinser eller i hele Riget foreligge hidtil lige saa lidt sikre Undersøgelser som om den nærmere Ejendomsfordeling.Hvad der fremstilles i det følgende om disse Spørgsmaal, er ogsaa Brudstykker, der kun for enkelte Landsdele og for et Tidspunkt, som ikke ligger særlig fjernt fra Midten af det 17de Aarhundrede, har nogen større Værdi med Hensyn til Jordbrugenes Antal. Muligvis ville dog fremtidige Forskninger kunne i højere Grad kaste Lys over den ældre Tid, end Tilfældet er med det Udbytte, det her har været muligt at vinde.

Den eneste ældre bekjendte Opgivelse om Bønderjordbrugenes Antal i hele Danmark er Frederik IPs Udtalelse i en Proposition til Rigsraadet af 21. Septbr. 1565, at han ikke tvivlede paa, at „udi dette ganske Rige findes mere end hundred tusinde bosiddende Bønder"²). Nogen egentlig statistisk Værdi kan der dog ikke tillægges denne Opgivelse. Skjønt Samtiden ikke ganske savnede Materiale til en Bestemmelse af denne Natur³), er Materialet næppe blevet bearbejdet, og Prof. W. Scharling har i sin Kritik af Opgivelsen med Rette henvist til Datidens Mangel paa Ævne til at danne sig et statistisk Skjøn over et større Hele⁴), men nogen meget stor Fejl har Kongen dog næppe begaaet⁵).

1) Erslev, Konge og Lensmand i det 16. Aarh. S. 110.

2) Jacobsen, Det danske Skattevaesen u. Christian 111 og Frederik II S. 194.

3) De strax ndfr. S. 522 omtalte Indberetninger fra Prsesterne i Vendelbo Stift fra 1553 og 1555 have na^ppe vseret enestaaende.

4) Falbe-Hansen og Scharling, Danmarks Statistik I, 401.

5) Gaar man ud fra, at Jordbrugenes Antal ikke har forandret sig i hoj Grad fra 1565 til 1651 og laegger man til de 75600 fra 1651 fgirst Halland (c. 4100) og Gotland og dernaest de Bønder, som sad fleve end en paa en Gaard, naar man op mod ca. 90.000.

Side 522

Vi maa altsaa give Afkald paa noget enkelt Tal,
og, ligesom for Midten af det 17de Aarhundrede, vende os
til, hvad der haves af Detailangivelser for enkelte Landsdele.

I kronologisk Række skal her først bemærkes nogle Tal, der skrive sig fra almindelige Landskatter i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, nemlig dels Opgjørelser over et Skatteregister fra Kong Hans' Tid for 6 Herreder paa Fyn, dels nogle Optegnelser vedrørende Landehjælpen af 1525 for Laaland og Falster. Idet disse Angivelser af Jordbrugenes Antal hidrøre fra Skatteansættelser, maa de modtages med et vist Forbehold, men have dog i Mangel af bedre deres Interesse og kunne benyttes med større Sikkerhed end senere Skattemandtal, fordi Ugedagsbøndernes Antal ogsaa ere angivne₁).

Dernæst følge Opgivelser om Tiendegivernes Antal i Indberetninger af 1553 til 1555 fra Præster paa Mors og 12 Herreder Nord for Limfjorden; kun ved ganske enkelte Sogne savnes de herhen hørende Tal²). For de samme Dele af Landet samt for Fuglse, Nørre og Sønder Herreder paa Laaland findes, som ovfr. S. 477 nærmere omtalt, lignende Opgivelser fra 1568 og 1.598_—99³).

1) Danske Mag. 4. R. 11, 58. (Norsk) hist. Tidsskr. 2. R. 111, 288. De af Prof. J. E. Sars paa det sidstnævnte Sted medtagne andre Opgivelser ere ikke fuldt brugbare, da de ikke omhandle Ugedagsbønderne.

2) Wulff, Statistiske Bidrag til Vendelbo Stifts Hist. i det 16. og 17. Aarh.. Aalborg 1872-74.

3) Fra det 17. Aarh. skal nævnes Opgivelser om Tiendegiverne ligeledes i Fuglse Herred fra 1624 (Trojel, Gamle Efterretninger om Fuglse Herred i Laaland, 1—2 Hefte i Odense Kathedralskoles Indbydelsesskrifter 1811) samt Angivelser om Gaardene i en stor Del skaanske, blekingske og bornholmske Sogne ogsaa fra 1624 (Suhms Samlinger I, 1, 97 ff. I, 2, 32 ff.).

Side 523

Langt vigtigere end disse spredte Opgivelser ere
dog de Kilder, vi for Sjælland samt de skaanske Provinser
og Bornholm have fra omtrent 1570.

I Aaret 1567 lod Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift, Bjørn Andersen, maaske efter kongelig Ordre *), Stiftsskriveren, Mikkel Pedersen, affatte en Fortegnelse over alle Kirkernes Ejendomme, Landgilde og andre Indtægter,og i denne Fortegnelse optoges for hvert Sogn en Angivelse af Tiendeydernes (Decimanternes) Antal; til de egentlige Tiendeydere eller Bomænd føjedes ofte Antallet af Gaardsæder, sikkert dog kun saadanne, der havde Jordbrug. En noget defekt Afskrift af denne Fortegnelse er bevaret paa Universitetsbibliotheket²). To Aar efter, 11. Aug. 1569, udgik der et Kongebrev til Herredsprovsterne over hele Riget om at affatte ganske lignende Registre og indsende dem til Stiftets Superintendent, for at denne derefter kunde lade gjøre en Jordebog for hele Stiftet³). Saadanne Jordebøger, de saakaldte Landebøger, ere nu bevarede i alt Fald for Sjællands og Skaane Stift, forfattedei den nærmeste Tid efter den kongelige Ordre; ogsaa i disse findes Opgivelser om Tiendegiverne i hvert Sogn. Landebogen for Sjællands Stift, er bevaret, uvist om i Original eller i en samtidig Afskrift, men lidt defekt, i Rigsarkivet4); dens Opgivelser falde næsten ganske sammen med Stiftsskriverens lidt ældre Bog, og idet vi

1) Jvfr. en lignende Ordre til Stiftsskriveren i Lunde Stift (af 1568?) hos Falkman, Upplysningar 11. 31.

2) Rostgaardske Saml., Fol., 67. Notitser fra den tindes i Kirkehist. Saml. 3. R. 111, 117. V, 421 f.

3) Hubertz, Aktstykk. til Bornholms Hist. S. 325. Rørdam, Danske Kirkelove 11, 123.

4) I Histor.-geneal. Arkivs Saml., Fol., 87 (jvfr. Falkman, Upplysningar I, H. Knudsens Fortale).

Side 524

suplere de to Kilder med hinanden, bliver der kun 8 Sogne tilbage, hvor vi af en eller anden Grund lades i Stikken om Tiendegivernes Antal. Skaane Stifts Landeboger bleven underkastet en indtrængende Behandling af Falkman i hans i det foregaaende oftere nævnte Skrift: Upplysningar om kronans, kyrkornas och presterskapets inkomster af andeligt gods uti Skåne, Halland och Blekinge från aldre tider till år 1660^J). Forfatteren oplyser deri, at den oprindelig har bestaaet af 2 Dele, men senere er bleven opløst i 3 Hefter, som nu findes henholdsvis i Malmøs, Kristiansstads og Karlskronas Landskontorer. Af disse Hefter har jeg (ligesom ved Extrakten af Sognebeskrivelserne fra 1651 ved LandskamererarenHr. Cavallis Velvilje) haft Lejlighed til at gjennemgaa det, som opbevares i Malmøs Landskontor. Det omfatter 12 Herreder af Skaane (Skyts, Oxie, Bare, Torne, Vemmenhøgs, Ljunits, Herrestad, Harjager, Rønneberg,Færs, Ons og Luggude), i hvilke Herreder der kun mangler Opgivelser om Decimanterne i 8 Sogne, desuden Hallands 8 Herreder, hvor de omtalte Opgivelser ligeledes kun mangle for 8 Sogne, samt endelig Bornholm²). Derimodmaa jeg overlade til fremtidige Forskere at benytte de to andre Hefter, der omfatte Skaanes 10 øvrige Herreder samt Bleking.

Ved Hjælp af disse Kilder er det altsaa muligt at
faa oplyst Antallet af Tiendegivere o: bosiddende Bønder
i den største Del af Skaane, hele Halland og hele Sjælland3)

1) I, 133 ff. 11, 165 ff.

2) Hele Afsnittet om Bornholm er trykt i Hiibertz, Aktstykk. til Bornholms Hist. S. 326 ff.

3) For de enkelte manglende Sogne indsættes ved Sammenligningen i Sjælland og Skaane Tallene fra 1651.

Side 525

samt paa Bornholm omtr. 1570. Det kan endvidere antages,at Antallet paa besatte Jordbrug og paa Tiendegiveresaa omtrent falder sammen i disse Landsdele, hvilket som Regel bekræftes ved dem af de sjællandske Sognebeskrivelser fra 1651, hvor der baade angives Tallet paa Decimanter og Jordbrug. Trækker man altsaa de øde Jordbrug fra det samlede Antal 1651, er en Sammenligningmulig med Hensyn til Jordbrugenes Antal mellem to Tidspunkter, der have 80 Aar imellem sig.

For Fyns Vedkommende er der vel, saa vidt vides, ingen Landebog bevaret, men i Biskop Jakob Madsens Visitatsbog, der skriver sig fra omtrent Aar 1600 *), er Antallet af Decimanter angivet for de fleste Sogne; dog mangler det for 30 Sogne foruden for Langelands 14. Ved Siden heraf findes en Totalopgivelse, der stammer fra samme Biskop²), over Antallet af Bøndergaardene paa Fyn, men uheldigvis stemmer denne Totalopgivelse ikke med det Beløb, man kommer til, naar man til de i Visitatsbogen angivne Decimanter føjer for de omtalte 30 Sogne Opgivelserne i Matriklen af 1662. Totalbilledet bliver altsaa derved meget tvivlsommere for Fyn end for Sjælland og de andre østlige Provinser.

Opgjørelserne, som vi indskrænke os til at give
provinsvis og ikke herredsvis, give følgende Resultater:

1) Udg. af Grone, Oelense 1853. Det yngste Aarstal i Visitatsbogen er 1605.

2) I den skaanske Biskop Poul Mortensens Visitatsbog (tidligere i Kgl. Bibi., Thott, 4., 1586, nu i Rigsark., Gejstlige Sager) er paa et af de første Blade noteret nogle Tal, der anføre som Kilde Biskop Jakob Madsens Beretning.

Side 526

Tallene for Halland ere af tvivlsom Værdi, da vi ikke vide, om c. 1660^x) de øde Gaarde ere medregnede eller ikke, og det samme er Tilfældet med Bornholm, hvor Tallet fra 1651 ikke er helt sikkert. Derimod er det af Interesse at se den Tilbagegang, der har fundet Sted i de skaanske Herreder og i Sjælland, og som maa antages at have sin Grund i Krigene og økonomiske Ulykker samt i Nedlæggelser af Bøndergaarde.

For Falster have vi kun Opgivelser i Skattelisten fra 1525. Efter den skulde der være 1162 Bønder mod 1470 Jordbrug 1662; men i de 1470 fandtes sikkert mange øde, saa at der ikke kan bygges sikkert paa disse Tal. Det samme gjælder Laaland, hvor der 1525 opgives 2849 Bønder, men 1662 3430 Jordbrug. Paa begge Øer synes man dog i det hele at kunne gaa ud fra Fremgang, naar de 126 Aar tages under et. Derimod er der en stærk Ensartethed, naar vi se paa Opgivelserne fra 3 laalandske Herreder 1568, 1598 og 1662; de stille sig nemlig saaledes:

Har der altsaa været en Fremgang paa Laaland,
maa den i alt Fald for Halvdelen af Øen falde i Tiden
mellem 1525 og 1568.

Hvad vi vide om Fyn, er, som allerede sagt, ikke
synderlig sikkert. 6 fynske Herreder (Bjerge, Aasum,
Lunde, Skam, Odense og Skovby) havde i Begyndelsen af

1) Se ovfr. S. 501 Anm. 2.

Side 527

det 16de Aarhundrede 2215 Bønder, 1662 -2412 Jordbrug (incl. de øde); derimod fandtes der paa hele Øen c. 1600, naar man lægger Visitatsbogen til Grund, c. 7010 Tiendegivere,men efter Jakob Madsens Totalopgivelse kun 6452 Bøndergaarde^l) mod 6880 Jordbrug i Aaret 1662 (incl. de øde).

De 12 jydske Herreder Nord for Limfjorden vise en stærk Stigning, nemlig 1553: 5356, 1599: 5436 og 1657 — 1662: 6011. Stigningen maa vistnok mest forklares ved en stedse stærkere Udstykning.

Udbyttet af den foretagne Sammenstilling af Jordbrugenes Antal tør vistnok kun siges at have givet et positivt Resultat med Hensyn til en Nedgang i største Delen af Skaane og i Sjælland i Tiden fra 1570 til 1650. Resultatet overrasker ikke.

Hvad angaar E jendomsfordelingen, give de her benyttedeKilder kun meget faa Oplysninger. Paa Laaland iagttages i Fuglse Herred en Nedgang i Tallet paa Kronens Jordbrug og omvendt en Opgang i Tallet paa Adelens. Kronen havde 1568 577, 1598 560 og 1662 kun 534, Adelen 1568 273, 1598 290 og 1662 304. Men i Nørre Herred er en modsat Bevægelse, Kronen havde 1598: 390 og 1662: 502, Adelen 1598: 268 og 1662: 180²). Derimod se vi en stærk Stigning i Tallet paa de skattefri adelige Ugedagsbønder i de Egne, hvor vi kunne kontrollere dette Forhold. Ide omtalte 6 Herreder paa Fyn siges

1) Forskjellen kan dog delvis skrive sig fra, at Totalopgivelsen maaske ikke medtager Øerne, f. Ex. Taasinge.

2) For de 12 Herreder Nord for Limfjorden vil der kunne foretages en Sammenligning ved Hjælp af selve Haandskrifterne, der bevares i Aalborg Stiftsbibliothek; jeg har dog ikke benyttet dem, men holdt mig til Molbechs og Wulffs Uddrag, der ikke i denne Henseende give sikre Data.

Side 528

der i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede at være 59 „Ugedagsmænd, Gaardsæder eller Plovmænd under Herregaardene",medens Ugedagsbønderne 1662 kunne beregnes til ikke mindre end 478. Hertil svarer Forholdet paa Laaland, hvor der 1525 opgives 194 skattefri Ugedagsmændog Gaardsæder, medens der 1662 var 531. Derimodvar der et omvendt Forhold paa Falster; her fandtes 1525 30 og 1662 højst 4 adelige Ugedagstjenere, hvilket naturlig forklares ved, at Kronen 1662 var bleven omtrent eneraadende paa denne 0. Hele denne Sammenstillingmaa dog ses i Lyset af den Forandring med Begrebet Ugedagsmænd, der foregik i Tidernes Løb, saaledessom det nærmere skal blive paavist i Afsnit IV.

Medens Sammenligningen mellem Forholdene i Midten af det 17de Aarhundrede og dem i det 16de Aarhundrede kun delvis har kunnet gjennemføres, haves der et bedre Grundlag for en Jævnførelse mellem Midten og Slutningen af det 17de Aarhundrede. I Løbet af Firserne foretoges, som bekjendt, en ny Matrikulering, og en Extrakt af dens Resultater, den saakaldte Rosenkreutzske fra 1690, giver Opgjørelser, der, omend næppe fuldt nøjagtige, alligevel ere brugelige¹). Dog maa det bemærkes, at der fra Matrikelextrakten kun er medtaget Gaarde, medens der under dens Rubrik: Huse dog maaske findes Huse med et ikke gan&ke ringe Jordtillæg.

1) Extrakten findes i Original paa Landbohøjskolens Bibliothek; jvfr. Falbe-Hansen, Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne 11, 92. De Tal, der findes i Texten for Jylland, ere fremkomne ved en Reduktion, der har subtraheret de under Ribe Stift hørende sønderjydske Sogne, som jeg ikke har medtaget her lige saa lidt som 1651.

Side 529

Idet vi afrunde Tallene for Matriklen, stiller Forholdet
sig saaledes:

Tabellen viser næsten hele Landet over en lille Fremgang i de 30—40 Aar, kun Laaland og Samsø danne Undtagelser. Alt i alt er Jordbrugenes Antal steget med 980 o: 1,7 p. G. Har der altsaa været en Tilbagegang i Tiden fra 1570 til 1650, synes den omtrent udjævnet ved Udgangen af det 17de Aarhundrede. Nærmere bestemt maa dette forstaas, som at Nedlægning og Sammenlægning paa den ene Side, Opdyrkning af raa Jord og Udstykning paa den anden Side saa nogenlunde have holdt hinanden Stangen i de c. 120 Aar, Talen er om¹).

Om end den Rqsenkreutzske Matrikelextrakt ikke giver Oplysninger om Ejerne af Bøndergaardene — Oplysninger,som dog en ny Bearbejdelse af selve Matriklen vil kunne skaffe til Veje —, er det desuagtet muligt ved

1) 1885 fandtes der i Danmark (Mr& ikke medregnet) 74624 Gaarde og 150140 Huse med Jord. i alt 224764 Jordbrug (Statist.isk Tabelvaerk 4. R. Litr. G. Nr. 5. Sammendrag af statistiske Oplysninger ang. Kgr. Danmark Nr. 10 S. 46 f.). Af Huse opgives 1690 N. f. Kongeaaen 18885 (jvfr. dog Falbe-Hansen, Stavnsbaands-Losningen 11, 106), 1885 fandtes 36406 jordlose Huse.

Side 530

Hjælp af den at vurdere Ejendomsfordelingens store Træk ved Aaret 1690 og anstille en Sammenligning med Forholdet ved Aarhundredets Midte. Der er i det foregaaendeved flere Exempler tilvejebragt en Sandsynlighed for, at der ikke har været nogen væsentlig Forskjel paa den Ejendomsfordeling mellem Adelen paa den ene, Kronen og Gejstligheden paa den anden Side, som viser sig i Antallet af de til hver Part hørende Bønderjordbrug,og saa den Ejendomsfordeling, som vi kunde gaa ud fra, hvis vi bestemt kjendte Størrelsen af det Hartkorn,hver af Parterne ejede. Nu giver Matrikelextrakten af 1690 en Opgjørelse af Hartkornet, fordelt paa forskjelligeGrupper af Ejere, og omend Talen 1662 er for Bøndergodsets Vedkommende om Landgildehartkorn, men 1690 om et lignende Hartkornsbegreb som det, der bruges nu til Dags, er der dog ingen Grund til at antage,at denne Kategoriforandring relativt har medført nogen væsentlig Forskydning.

Naar man benytter de Rosenkreutzske Tal paa Hartkornet, udelader Taxten for de kongelige Slotte og Ladegaarde og for de adelige Hovedgaarde, men udfinder, hvilket Procenttal af Bøndergodsets Hartkorn der tilhørte „Proprietærerne", og dermed sammenstiller det Procenttal af Jordbrugene, som vi tidligere have beregnet tilhørte Adelen c. 1651, faa vi følgende Resultat:

Side 531

Det vil heraf ses, at kun paa Falster vare Adelens i Forvejen saa smaa Besiddelser gaaede yderligere tilbage. Kronen havde her ved Slutningen af det 17de Aarhundrede naaet det Maal, den længe havde arbejdet paa, at fjerne sine Medbejlere fra denne Kongehusets Livgedings 0; først ved de store Godssalg i den anden Halvdel af det 18de Aarhundrede forandredes atter Forholdet. Paa Naboøen Laaland var ingen væsentlig Forandring indtraadt. Men ellers var Kronen allevegne den taberide Part¹). Paa Sjælland, Kronens faste Borg indenfor de større Landsdele, hvor Adelen 1651 kun ejede mellem V3 og lU af Bøndergodset, havde den (eller i alt Fald de private privilegerede Godsejere) nu over 2/s af det, i Jylland var den rykket frem fra Halvdelen til omtrent 3U, og paa Fyn, hvor den allerede tidligere havde et betydeligt Overtag, var dens Stilling bleven endnu stærkere; saa godt som hele Samsø var desuden gaaet tabt for Kronen. Sammenligner man hele Kongeriget 1690 med de tilsvarende Dele af det c. 1651 (altsaa med Udeladelse af Skaane og Bleking), vare Adelens Besiddelser voxede fra omtr. 42 til omtr. 59 p. G. Forfatteren af denne Afhandling har i en tidligere Artike l²) paapeget Aarsagen til denne Bevægelse, der fortrinsvis skyldes det store Udlæg af Krongods til Statens Kreditorer, og tillige søgt at vise den vigtige historiske Betydning, Bevægelsen har haft som medvirkende til Enevældens Svaghed overfor Godsejerne. Først nu træde dog Tallene bestemtere frem.

1) Gejstlighedens Gods var ikke gaaet ned.

2) Tilskueren 1886 S. 771 f.

Side 532

III. Antallet paa de skattepligtige Bønder i Midten af det 17de Aarhundrede sammenlignet med deres Antal ved Aarhundredets Begyndelse.

Det er i Begyndelsen af denne Afhandling blevet fremhævet, at Skattemandtallene ikke kunne bruges til nogen fuldstændig Bestemmelse af Bønderjordbrugenes Antal. I en anden Henseende ere de derimod en Kilde af største Værdi. Ved Hjælp af dem er det nemlig muligt at bedømme Bevægelsen indenfor de skattepligtige Bønder, i alt Fald for en stor Del af Riget, idet vi ved at sammenstille de ældste bevarede Skattemandtal med dem fra Midten af det 17de Aarhundrede kunne komme til Klarhed over Tilvæxten eller Nedgangen i de skattepligtige Bønders Antal og til Dels ogsaa over Forøgelsen eller Forringelsen af deres Jordbrugs Værdier.

For at naa til et Resultat om disse Spørgsmaal og især det første er det imidlertid nødvendigt, at man kan gaa ud fra, at de ældste og de senere Skattemandtal for hvert enkelt Len nogenlunde ere affattede efter samme Principer, og særlig at de Rammer, som de skattepligtige Bønder deles i, nogenlunde fastholdes igjennemTidernes Løb; mindre vigtigt er det derimod, om Rammerne i og for sig ere beregnede paa at omfatte forskjellige Kategorier, naar b.ot Tanken dermed og Udførelsenaf Tanken har været den samme hele Tiden. Det viser sig nu ved en Undersøgelse af SkattemandtallenesAffattelsesmaade, at den stillede Betingelse opfyldesfor de allerfleste af Lenene i Sundprovinserne og paa Øerne. Derimod stiller Forholdet sig langt uheldigere med de nørrejydske Len. Her indtræder ofte en saadan til forskjellige Tider uensartet Sammenblanding af Kategorierne(særlig

Side 533

gorierne(særligaf de halve Gaarde, Inderster, 80l og Huse), at det ikke er raadeligt at drage Slutninger for Jyllands Vedkommende undtagen med Hensyn til de jordegne Bønder, for hvilke Rubrikerne ere holdte omtrentensartede.

I den følgende Bearbejdelse af Materialet er for AarhundredetsMidte taget det samme Aar, 1651, som har dannet Midtpunktet for denne Undersøgelses første Afsnit;kun ved ganske enkelte Len er, naar Skattemandtalletover den almindelige til Mortensdag forfaldne Pengeskat manglede for dette Aar, et Naboaar traadt i Stedet. Til Sammenligningens modsatte Tal er der som Regel benyttet det ældste bevarede Skatteregister (dog bortset fra de enkelte isolerede allerældste fra de første Decennier af det 16de Aarhundrede). De fleste af disse ældre Skattemandtal falde i Tiden fra J606 til 1610, nogle enkelte ere ældre¹) eller yngre²). Enkelte af Lenenes Omfang vexlede i Mellemtiden³), hvilket har haft til Følge, at i visse Tilfælde Opgjørelser for enkelte Herreder have maattet skilles fra den samlede Opgjørelse over Lenet. Skjønt Samsø ikke udgjorde noget særligt

1) Det ældste er fra Helsingborg Len 1584, dernæst kommer det fra Tryggevælde 1596.

2) For Kristiansstad Len, der først fik sin endelige Skikkelse 1621 (se Erslev," Danmark-Norges Len og Lensmænd 1596_—1660 S. 3), er taget Mandtallet fra 1622.

3) Jvfr. herom Erslevs anf. Skrift, hvis Herredsangivelser jeg allevegne har kunnet følge, undtagen at der til Nyborg Lens Herreder (S. 26) bør føjes Hindsbo eller Hindsholm Herred, der dengang var adskilt fra det under Odense Len liggende Bjerge Herred. Under Dronningborg Len (S. 33) skal læses Sønderlyng H. for Sønderhald. Ved Udlæget 1651 af Sejlstrup Gods (S. 40) henlagdes Børglum Herred til Aastrup Len.

Side 534

Len, men hørte under Kalundborg Len, er Øen dog behandletfor
sig ligesom i første Afsnit.

Skattemandtallene omfatte baade de bosiddende og de ikke-bosiddende Klasser af den uprivilegerede Landbefolkning.Til de ikke-bosiddende Klassser høre Landhaandværkerneog Tjenestekarlene og efter Tidens Forholdog Opfattelse ogsaa Inderster og Gadehusmænd. Da denne Undersøgelse aldeles overvejende har taget Sigte paa de bosiddende Bønder, ere de ikke-bosiddende Klasser ladte ude af Betragtning, og det saa meget mere som deres Hovedbestanddel, Tjenestekarlene, i den Grad opføres med forskjellige Tal Aar for Aar, at der ikke som ved de bosiddende Bønder kan være Tale om at holde sig til Opgivelser for enkelte Aar. Kun i Forbigaaendeskal det bemærkes, at der saa godt som over alt er en meget betydelig Nedgang i Antallet af Tjenestekarle (paa fuld Løn) og Tjenestedrenge (paa halv Løn) i Løbet af det omhandlede halve Aarhundrede. Aarsagen hertil kan have været en Nedgang i Folkemængden, men den behøver ikke at have været det, i alt Fald ikke i en tilsvarende Grad; thi sikkert er det, at Bønderkarlenei store Mængder søgte til Kjøbstæderne^l); hertil kommer saa, at Agerbrugets Forværrelse kan have nødt Bønderne til at holde færre Arbejdere. Til Gjengjæld have de tilbageblivende formaaet at tiltvinge sig bedre Vilkaar; paa denne Maade vil den hidtil uforklarede Stigningaf Arbejdslønnen i Landdistrikterne kunne bringes

1) Jvfr. om Indvandringen til disse mine Bemærkninger i Hist. Tidsskr. 6. R. 11, 215 f. Mærkes kan dog ogsaa Udvandringen fra Dele af Landet. Paafaldende er saaledes den Mængde fattige, der i Hovedskatregistret af 1660 for Magleby Sogn paa Langeland angives at være dragne til Tyskland som Tiggere.

Side 535

i Samklang med de vitterlig økonomisk slettere Forhold
for Husbonderne1).

Men, som sagt, vi holde os til de bosiddende Klasser, Bomændene, som man kaldte dem, taget i vid Forstand ned til Gaardsæder og Boisbesiddere. Disse Klasser falde i de to store Hovedgrupper, jordegne Bønder og Fæstebønder (de sidste betegnede med forskjellige Navne), og denne Deling er opretholdt i den følgende Undersøgelse. Skattelisternes tredje Særgruppe, Ugedagsbønderne o: Ugedagsbønderne til de kongelige Gaarde, er derimod ikke opført for sig i de følgende Beregninger og Sammenstillinger, da deres Tal ikke frembyder særlig interessante Variationer; de ere indordnede henholdsvis under Selvejere og Fæstebønder, naturligvis flest under de sidste. Derimod er hver af de to Hovedgrupper delt i hele Gaarde paa den ene Side og halve Gaarde med mindre Jordbrug paa den anden Side af Aarsager, som senere ville fremgaa.

De Tal, som ere angivne i de følgende Tabeller for de forskjellige Len, falde som oftest ikke sammen med OpgjørelserneiLenenes Skattelister. Aarsagerne hertil ere allerede berørte ovfr.' S. 474 i Indledningen til første Afsnit;menher skal dog dvæles noget nærmere ved den vigtigste af disse Aarsager, de saakaldte Afkortninger, der følge efter de fleste Opgjørelser. Selve Skattelisterne vare nemlig i Reglen holdte meget konservativt for de bosiddende Klassers Vedkommende, man skrev ofte i Aarevis af efter en tidligere Liste eller maaske for KrongodsetsVedkommendeefter Jordebøgerne. I Afkortningernegjordeman

1) Jvfr. Falbe-Hansen, Forandringerne i Priserne paa Danmarks væsentligste Frembringelser S. 78 ff. og Brickas Bemærkninger herom i Hist. Tidsskr. 5. R. 11, 407.

Side 536

ningernegjordemansaa Regnskab for de Forandringer, der havde Indflydelse paa Skattesummen, nemlig dels fuldstændige Fritagelser for Afgiften, dels Nedsættelser i den. Disse Fritagelser eller Nedsættelser beroede paa Forandringer enten i Bondens økonomiske Forhold eller i hans Retsstilling. I den Bearbejdelse af Materialet, som herefter følger, er der ikke taget noget Hensyn til de ved Afkortningerne angivne Forandringer i Bøndernes økonomiske Forhold. Saadanne Forandringer viste sig deri, at Gaardene som øde eller forarmede kom til at betale enten slet intet eller mindre end hidtil. Det har vel sin store Interesse at se, i hvilken Grad de øde og forarmede Gaardes Antal tog til i Løbet af Aarhundredet, og særlig, hvor overvældende dette var Tilfældet efter den ulykkelige Krig 1643—45, men det har ligget udenfor denne Undersøgelses egentlige Formaal at forfølge dette Spørgsmaal nærmere¹). Thi her er ikke blot ikke Tale om en Bevægelse, der er sikker og konstant, idet Gaarde, der vare øde det ene Aar, kunde være besatte det næste; men endnu vigtigere er det, at Begrebet øde, som allerede ovfr. S. 492 berørt, ikke altid betyder übesat, men til sine Tider blot meget forarmet, og at man overhovedet ikke — i alt Fald ikke uden en overordentlig i det enkelte gaaende Paapasselighed — kan skille øde og forarmedeGaardefra hverandre, idet de gaa sammen i Afkortningsregistrene. Øde Gaarde ere altsaa i det følgende medregnede, naar de findes i Hovedlisterne.

1) Rent exempelvis skal her anføres nogle Tal paa øde og forarmede Gaarde, der afkortes i Skattemandtallene fra forskjellige Len 1651, nemlig: Kristiansstad: 369, Froste: 282, Landskrone: 732, Antvorskov og Sæbygaard: 330, Dragsholm: 128, Holbæk: 91, Kalundborg: 82, Korsør: 116, Kronborg: 58, Tryggevælde: 28, Halsted: 147, Nykjøbing: 568. Møn viser derimod kun 7.

Side 537

Heller ikke er der taget Hensyn til alle de Forandringer, der vare en Følge af Retsstillingen, nemlig ikke til dem, der fulgte af, at enkelte Bøndergaarde bleve skattefri, fordi de bleve henlagte til Officersgaarde, eller deraf at andre kom til at betale halv Skat, fordi de fra almindelige Fæstere bleve Kronens Ugedagstjenere. Derimod ere alle de Jordbrug fradragne, der vare blevne skattefri, fordi de gik ud af de skattepligtiges Rækker ved at blive Adelens Ugedagstjenere.

Resultaterne af Undersøgelsen ere nu fremstillede i Bilagenes Tab. XVIII—XXVIII. Tab. XVIII—XXV vise Forholdene i alle Lenene for hver af Provinserne indtil Lille Bælt; de ere indrettede saaledes, at man kan se de skattepligtige jordegne Bønders og Fæstebønders Antal i det ældste bevarede Skattemandtal og i det fra 1651; hver af de to Hovedrubriker er delt i to Underrubriker, hele Gaarde og halve Gaarde med mindre Jordbrug; tilsidst ere Rubrikerne samlede til én Sum. Ved hvert Len betegner et -j- eller et -=- Tilvæxten eller Formindskelsen i Antal. Tab. XXVI sammenstiller de indvundne Resultater provinsvis og sluttelig for hele Østdanmark indtil Lille Bælt. Tab. XXVII er en Procenttabel, der har til Formaal yderligere at illustrere den Bevægelse, som de tidligere Tabeller have vist i positive Tal. Endelig behandler Tab. XXVIII de jordegne Bønder i Nørrejylland¹).

1) Hvad det samlede Antal skattepligtige Bønder angaar, beløb det sig for Provinserne 0. for Lille Bælt 1651 til c. 33500. For ■Jylland, hvor de enkelte Lens Mandtal, som ovenfor omtalt, ikke give sikre Resultater, findes i Kgl. Bibi., Ny kgl. Saml., Fol., 634, en stiftsvis ordnet Opgjørelse, kaldet: Summarum over hele og halve jordegne og Fæste og Ugedagsgaarde i Jylland, som efter en Bemærkning i Randen „blev udskrevet af Mogens Høg i Frederiksodde 4. Juni 1657". Herefter fandtes der ialt: 11877 a hele jordegne Gaavde, 219/2 halve saadanne, 11754 hele Fæstegaarde og 3971 halve saadanne (kgl. Ugedags medregnede), ialt 17132 Gaarde. Da Opgjørelserne uden Tvivl forudsætte adskillige Sammenlægninger af halve Gaarde til hele, kan man rolig forhøje Tallet til mindst 18500. Paa den Maade skulde der i hele Kongeriget 1651—57 findes c. 52000 skattepligtige Bønder. Lægger man hertil c. 14000 skattefri Ugedagsbønder, faa vi Tallet 66000. Dette er 9600 for lille i Forhold til de ovenfor beregnede Jordbrug. Forskjellen maa vistnok dels bero paa Sammenlægningerne i Opgjørelserne, dels og især paa, at vi til Jordbrugene have medregnet en Del af dem, der i Skattelisterne gaa ind under Kategorien Husmænd og derfor ikke ere medtagne i vore Opgjørelser af dem. — Bag efter den nævnte Opgjørelse for Jylland findes en anden for hele Danmark med Overskrift: Gaarde halve og hele over alt Danmark, som efter Mandtallene give Skat. Derefter fandtes der kun 3323¹/« hele og 591 halve jordegne, 31057⁵/s hele og 627 halve Fæstebønder (incl. kgl. Ugedags), ialt kun 35598⁶/s. Men der behøves blot et Blik paa disse Tal for at se, i hvilken Grad her er lagt sammen til hele Gaarde.

Side 538

De fremstillede Tabeller godtgjøre for Østdanmarks Vedkommende med afgjørende Sikkerhed, at der i Løbet af den første Halvdel af det 17de Aarhundrede har fundet en meget betydelig Nedgang Sted i de skattepligtige Bønders Antal, og det saa vel for Fæstebønderne som for de jordegne Bønder, om end procentvis størst for den sidste i Tal dog forholdsvis ringe Klasse.

For de jordegne Bønders Vedkommende var Nedgangen procentvis størst paa Sjælland (32 p. C), men da deres Antal i de fleste Len allerede ved Aar 1600 var overordentlig ringe, indskrænker Formindskelsen sig i Virkeligheden til 70 Bøndergaarde. Det fortjener at bemærkes, at den aldeles overvejende Part heraf falder paa Tryggevælde Len med en Nedgang fra 120 til 67. Kun i to andre Len, Dragsholm og Vordingborg, spillede de jordegne Bønder nogen nævneværdig Rolle, men her

Side 539

var kun en ringe Nedgang. Det falder i Øjnene, at i disse Len var Kronen den største Lodsejer, i TryggevældeLen derimod Adelen. Efter Sjælland følger Fyn med den næststørste Nedgang. Imellem de fynske Len er Nedgangen igjen størst i Odensegaard Len. Tilsyneladendeer her det omvendte Tilfældet af i Sjælland, thi i Odensegaard Len havde Kronen sin Støtte. Men ser man nærmere paa de enkelte Herreder, hvoraf Lenet bestod, viser det sig, at i Odense Herred, af hvilket Kronen ejede den allervæsentligste Part, var der kun en ringe Nedgang (fra 17 til 15), medens den største Nedgang(fra 51—23) faldt paa et Herred, hvor Adelens Besiddelser vare de største, nemlig Skam Herred (med Agernæs Birk). Næst efter Odensegaard Len vare de jordegne Bønder gaaede mest tilbage i Nyborg Len, hvor Adelen fuldstændig havde Overmagten. Paa Langeland, hvor Kronen var den største Besidder, var Tilbagegangen kun ringe. I Rugaard Len var der mærkelig nok slet ingen Forandring indtraadt i de jordegne Bønders Antal.

Med Hensyn til Skaane skulle vi blot bemærke, at medens de jordegne Bønder havde formaaet at hævde sig i Gønge Herred i Kristiansstad Len, skjønt Adelen havde et dog ringe Flertal af Jordbrug der, vare de indenfor Helsingborg Len gaaede mindst tilbage i Bjerge Herred (fra 162 til 158), hvor Kronen var den mægtigste, men mest i Luggude Herred (fra 188 til 111), hvor omvendt Adelen var den største Jordbesidder. Paa Laaland var Forandringen meget ringe, paa Falster vare de jordegne Bønder allerede ved Aarhundredets Begyndelse saa faa (2), at der næsten intet var at tage af, men i de to andre Provinser, som væsentlig tilhørte Kronen, nemlig Bleking og Bornholm, var der snarest en Fremgang.

Side 540

Det tør saaledes fastslaas, at i Østdanmark var de
jordegne Bønders numeriske Tilbagegang størst i de
Egne, hvor de fleste Jordbrug tilhørte Adelen.

For Jyllands Vedkommende stillede Forholdet med de jordegne Bønder sig i det hele og store anderledes end paa Øerne og i de skaanske Sundprovinser. Om Resultatet end for hele Provinsen var en Nedgang, saa var denne dog næsten forsvindende ringe. I adskillige Len som Aalborghus, Bøvling, Hald, Silkeborg, Skanderborg, maaske ogsaa Limdenæs, var der endog Fremgang; kun i Kalø, Koldinghus og Skivehus Len var Tilbagegangen af større Betydning.

Vi vende os nu til de skattepligtige Fæstebønder og bemærke her strax, at Tilbagegangen er meget ringe i de Provinser, hvor Adelens Fæstebønder helt igjennem vare de afgjort færreste, saaledes paa Bornholm og Samsø; i Bleking og paa Falster var der endog en Fremgang. Derimod ses en stærk Tilbagegang i Skaane og paa Laaland og Fyn. Paa Fyn har det sin Interesse, at Tilbagegangen er meget lille i Odensegaard Len, størst i Nyborg Len. Særlig oplysende ere dog Forholdene indenfor Sjællands Omraade. Det viser sig nemlig her, at i de Len, hvor Adelen ejede de færreste eller næsten slet ingen Fæstegaarde, var der Tilvæxt for de skattepligtige Fæstere (saaledes i Frederiksborg, Kronborg og Sorø Len) eller i alt Fald næsten ingen Tilbagegang (saaledes i Kjøbenhavns og Møns Len); derimod faldt Tilbagegangen overvejende paa Korsør og især paa Tryggevælde Len, Adelens faste Sæder paa Øen¹).

1) I Holbæk Len er Forholdet, som det ses af Tabellen, ikke sikkert.

Side 541

Altsaa for Fæstebøndernes Vedkommende har Forholdet stillet sig paa lignende Maade som for de jordegne Bønders. Ogsaa for dem har Ejendomsfordelingens Uensartethed i de forskjellige Egne været afgjørende. Jo flere adelige Fæstebønder, des større Tilbagegang i Antallet af de til Kronen skattepligtige. Men Forskjellen paa de to Klassers Bevægelse er jo den, at medens i alt Fald den allerstørste Del af Selvejerne ved at gaa bort som saadanne i det mindste foreløbig gik over i de skattepligtige Fæsteres Klasse, forsvandt de tabte Fæstebønder ganske som skattepligtige.

Der er endnu et andet Forhold, som Tabellerne belære os om, og som en Betragtning af Skattemandtallene for Jylland med Sikkerhed viser ogsaa fandt Sted i denne Provins, det er et Fald i Bøndergaardenes Skatteævne. I stor Maalestok daler Tallet paa hele Gaarde, medens Antallet af halve Gaarde stiger. En nærmere Undersøgelse af Sagen viser, at her i de allerfleste Tilfælde ikke er Tale om nogen Deling af Gaardene, men at simpelthen Værdien af mange af dem paa Grund af Landbrugets Tilbagegang synker saaledes, at de ikke kunne bære fuld Skat, men enten strax af den skattelignende Lensmand og hans Foged taxeres til kun at kunne svare en Afgift som en halv Gaard eller ved Tingsvidner bevises at være i en saadan mindre god Tilstand. Erindrer man nu tillige den Rolle, øde og forarmede Gaarde spillede, uden at det kan ses af Tabellerne, vil man have et stærkt Indtryk af Landets økonomiske Tilbagegang.

Vi ville imidlertid ikke forfølge dette Spørgsmaal
nøjere, men vende tilbage til det, som er Kjærnepunktet
for hele denne Undersøgelse, Landboforholdenes politiske

Side 542

og sociale Side, og her betragte det Hovedspørgsmaal,
der paatrænger sig overfor de Resultater, som vi ere
naaede til i dette Afsnit, nemlig Aarsagerne til dem.

IV. Aarsagerne til Nedgangen i Antallet af de jordegne Bønder og de skattepligtige Fæstebønder i Løbet af den første Halvdel af det 17de Aarhundrede.

Man kan ligesom ved Afkortningerne i Skattemandtallene
dele Aarsagerne til Bevægelsen indenfor de skattepligtige
Bønders Tal i de økonomiske og de retslige.

En ren økonomisk Rolle spillede den stadig større Tilvæxt af øde Gaarde saavel for de jordegne som for Fæstebøndernes Vedkommende. Dog maa det erindres, at den største Del af de øde Jordbrug vedblev nominelt at optræde i Skattemandtallene og derfor ikke ikke kan have betydet saa overordentlig meget for det Resultat, som vi ere komne til. Imidlertid medførte øde Gaarde ikke sjeldent dels en Nedlægning af dem under Hovedgaardsjordendels en Sammenlægning af dem med andre. Nedlægningen skulle vi strax komme tilbage til ved Betragtningenaf de retslige Forandringer. Hvad Sammenlægningenangaar, kunde den uden Tvivl ogsaa finde Sted, uden at Gaardene behøvede at være øde. I Beskrivelsenfra 1657 over Ramløse Sogn i Holbo Herred hedder det, at 3 halve Gaarde „ere henbyttede og skiftede til andre og opføres derfor ikke"; i Beskrivelsen fra samme Aar over Søndersted S. i Merløse H. siges, at en af Kronens Gaarde er sanket til Hobe af 3. Om Byen

Side 543

Aagerup i Burlev S. i Bare H. hedder det 1657, at der tilforn var 16 Gaarde, som nu ere gjorte til 8. Hyppigst ere vist dog Gaardene først blevne øde, førend de bleve sammenlagte med andre. Ogsaa herom give SognebeskrivelserneOplysning. I Gyrstinge S. i Alsted H. siges 1651 2 øde Gaarde at være fæstede under andre, i Tommerup S. i Arts H. omtales 1651 9 øde Gaarde som fordelte mellem andre, ligeledes vare i Uvelse S. i Lynge H. 1657 3 øde Gaarde lagte under 5 andre. Sandsynligvishave de 8 Gaarde i Bringstrup S. i Alsted H., om hvilke det hedder 1657, at de ere helt afbrudte og lagte til de andre, ogsaa først været øde, og det samme gjælder vel om Forholdene i Vindinge S. i Tune H., naar det i Præstens Indberetning fra 1657 udtales: 4 Husmænd bo paa Pladser, som tilforn'have været Gaarde, de gjøre Hoveri til deres Herskab, give Kongen Skat og have dog ikke den Jord i Brug, som laa til Pladsen; Jorden er lagt til de andre Gaarde i Byen.

Det maa imidlertid erindres, at have de øde Gaarde og Sammenlægningen formindsket Antallet af Bøndergaarde,saa er denne Tilbagegang i ikke ringe Grad bleven opvejet ved Udstykningen. For Selvejernes Vedkommendehavde ganske vist allerede en Ordmans af Frederik I, der senere var bleven slaaet fast, baade ved Domme og ved Christian lll's Recesser, modvirket dette ved at bestemme, at kun „én Arving og ikke flere" maatte besidde et Bondegods J), men for Fæstebøndernes

1) Rosenvinge, Gamle Danske Domme 11, 13. 85 f. Secher, Forordninger I, 32. Bestemmelsen var dog næppe strax traadt ud i Livet med bindende Kraft for alle Tilfælde. Af en Rettertingsdom af 1558 ses saaledes. at en Bondegaard, som det synes, medens Frands Brokkenhus var Lensmand paa Nyborg (siden 1542), var skilt i 2 Parter, saa at B^hver havde sin Jord og liver sin Ovn. og Arne og hver sine Lader og andre Huse og hver isaer gav sin Redsel til Kongen" (Rosenvinge, anf. Skr. 11, 195). Jvfr. ogsaa Rasmussen, Gisselfeld S. 132.

Side 544

Vedkommende var Udstykningen meget hyppig. Vi ville strax nedenfor belyse det ved enkelte Tilfælde; her skal kun bemærkes, at den Stigning i Tiendegivernes Antal, som for mange Sognes Vedkommende kan paavises ved en Sammenligning mellem Landebøgerne af c. 1570 og Sognebeskrivelserne af 1651, sikkert væsentlig maa forklarespaa denne Maade. Rosenvinge har endog i Udstykningentroet at finde en Hovedgrund til Bondestandensøkonomiske Tilbagegang i det 16de Aarhundrede1).

Alle disse Forhold tagne i Betragtning, tør man vistnok rolig gaa ud fra, at de økonomiske Aarsager ikke paa nogen Maade tilstrækkelig kunne forklare den store Tilbagegang i Antallet af de skattepligtige Bønder. Men en særdeles vigtig Støtte for denne Paastand er ogsaa den Maade, hvorpaa, som vist i foregaaende Afsnit, Tilbagegangen grupperer sig topografisk. Var den væsentlig foraarsaget ved økonomiske Forhold, vilde den ganske sikkert ikke i den Grad have rettet sig efter Ejendomsfordelingen. Det bliver altsaa dé retslige Forandringer, som vi hovedsagentlig maa vende os til.

Hvad de jord egne Bønder angaar, vare de retslige Aarsager til Formindskelsen i Antallet paa dem væsentlig de samme som i det 16de Aarhundrede. Under Christian IV som under Christian 111 og Frederik II bleve jordegneBønderFæstereunder Kronen enten ved umiddelbarOverdragelseafEjendomsret til denne eller ved, at

1) Rosenvinge, anf. Skr. 11. XXI f.

Side 545

Ejendomsretten forbrødes; Fæstere under Adelen bleve de ved en Overdragelse af Ejendomsretten, foran hvilken der i de fleste Tilfælde var gaaet en Handel mellem Kronen og Adelsmanden, et Salg eller Mageskifte, hvorved den sidstnævnte Part havde faaet Kronens Ret og HerlighedoverBondegaardenmed Tilladelse til at udkjøbe Ejendomsretten efter Bondens i Forvejen givne Samtykke.Idetvihenvise til Kolderup-Rosenvinges UndersøgelseafdisseForhol d^x), undlade vi at gaa nærmere ind paa Detailler. Kun et Par Bemærkninger skulle gjøres. Naar det i det foregaaende Afsnit er paavist, at de jordegne Bønders Tal i det 17de Aarhundrede steg i forskjellige Len i Jylland, var dette ogsaa en Fortsættelseafhvadder var sket i mer end Halvdelen af det foregaaende Aarhundrede. Som en Reaktion imod den store Nedmejning af Selvejergaarde, der var kommen som Straf for Deltagelsen i Skipper Klements Oprør, var paa adskillige Steder fulgt et Gjenkjøb af Ejendomsretten fra Bøndernes Side²). Dette Gjenkjøb udslettede naturligvislangtfraFølgerneaf Kongemagtens Hævn, men var dbg ikke standset med de nærmeste Generationer efter Grevefejden. Var Kronen saaledes vedblivende i Jylland tilbøjelig til engang imellem at give Slip paa sin Ejendomsret,saasynesden heller ikke i det 17de Aarhundredeathaveværet fuldt saa ivrig til at erhverve den fra Selvejerne, som den i alt. Fald til visse Tider var det i det 16de Aarhundrede. Der har nemlig vistnokidetteAarhundrede været mindst en Periode forudendenvedGrevefejdens

1) Juridisk Tidsskrift XVIII, 193 ff.

2) Jurid. Tidsskr. XVIII, 246 f. Erslev og Mollerup, Danske Kancelliregistranter 1535—1550 S. 219. 248 ff. Bricka, Kancelliets Brevbøger 1551-55 S. 163; 1556—60 S. 345.

Side 546

udendenvedGrevefejdensOphør, i hvilken Kronen har sat Kraft ind paa at udvide sit Ejendomsraade paa de jordegne Bønders Bekostning. Efterat Frederik II allerede1578havdebefuldmægtiget Lensmanden paa Tranekjærtilattilforhandle Kronen Bønderrettighed i en Del jordegne Bønders Gods paa Langeland, udgik der i April 1580 Breve til Lensmændene paa Koldinghus og paa Varberg, som vare omtrent enslydende, og som gik ud paa, at da en Del jordegne Bønder der i Lenene klagede over at være satte for højt for Kroneskyld, hvilket havde bevirket, at mange Gaarde laa øde, skulde de foreholde dem, at dersom de vilde afstaa deres Bønderejendom og lade sig indskrive i Jordebogen for ufri Bønder, skulde deres Landgilde blive nedsat¹). En lignende almindelig Bestræbelse spores ikke under ChristianIVellerFredrik 111. Tvertimod tyder det Faktum, at de jordegne Bønder væsentlig gik over til at blive Fæstere i de Egne, hvor Adelen havde de fleste Jordbrug, paa, at det var forholdsvis faa jordegne Bønder, der bleve Kronens Fæstere. Men naar Kronen saaledes gjennemgaaende har foretrukket at bevare de jordeghe Bønder fremfor at gjøre dem til sine Fæstere, saa har Grunden hertil næppe været et Ønske om at bevare en Selvejerbondestand, men den rent fiskale, at de jordegneBønderbetaltedobbelt mod Fæsterne ved de almindeligeLandskatter.Ganskevist havde dette alleredeværetTilfældeti Christian lll's og Frederik H's Dage²), men jo mere disse Landskatter bleve en af de

1) Jurid. Tidsskr. XVIII, 238 f. Secher, Forordninger 11, 157.

2) Christensen har vistnok Ret (Agrarhistoriske Studier I, 289) i overfor Allen at fastholde, at Selvejerne ikke betalte dobbelt for Christian lll's Tid.

Side 547

vigtigste faste Indtægtskilder for Statskassen ved at blive aarlige fra 1620 og stadig stige i Beløb, og jo mere paa den anden Side Landgilden formindskedes ved de slette Tider, der fremkaldte stadig større Restancer, des mindre kunde Kronen ønske at tilforhandle sig Bøndernes Ejendom.Nogetandetvar, at Kongemagten ikke var stærk nok til at modsætte sig Adelens Ønsker om at erhverve jordegne Bønders Gaarde; dog var den paa denne Maade fremkomne Nedgang næppe saa stor som i Frederik ll's Dage, der ikke med 'Urette har Ord for de store MageskiftersTid,oget saa kolossalt Exempel paa Afstaaelsen af Herlighed over de jordegne Bønder med Ret til at udkjøbe dem som det, der fandt Sted 1573, da Erik Rosenkrands ved Magelæg erhvervede den omtalte Ret og Tilladelse overfor alle de jordegne Bønder paa Taasinge i et Antal af omtr. 160, kan den følgende Tid næppe opvise₁).

Interessantere Sider frembyder imidlertid en Undersøgelse af de Veje, ad hvilke de skattepligtige Fæstebønder kunde forsvinde igjennem retslige Forandringer i deres eller deres Jordbrugs Forhold. Dette Spørgsmaal hænger nøje sammen med følgende andre: i hvilken Udstrækning fandt der Nedlægning Sted af Bøndergaarde under Hovedgaardene, de være kongelige eller adelige, og i hvilket Omfang gik de adelige Fæstebønder over til at blive adelige Ugedagsbønder?

Det er igjennem en Række nyere Undersøgelser
slaaet fast, at Dannelsen af større Hovedgaarde med et
umiddelbart under disse drevet Jordtilliggende af Marker

1) Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 143. I Følge Skattemandtallene fandtes der paa. Taasinge 1655 kun 26 jordegne Bønder.

Side 548

og Enge, der i en betydelig Grad oversteg de største Bøndergaardes Areal, i hele Nordeuropa først begynder med Slutningen af Middelalderen og tager Overhaand i det 16de og 17de Aarhundrede, i det hele først skriver sig fra den Tid, da, som det for nylig træffende er blevet sagt, Ridderen blev til Landmand, Krigerstanden til Landaristokrati*). Samtidig med at Adelen i langt højere Grad end tidligere afgjærdede sig som en kasteagtig Stand overfor Bondestanden, skærpedes Modsætningen mellem Herregaard og Bondegaand. Jorderne til de i Forvejen bestaaende Hovedgaarde udvidedes i en hidtil ukjendt Maalestok baade ved Opdyrkning af raa Jord og ved Tilegnelse af Bønderjord, medens nye Herregaarde og især nye Ladegaarde rejste sig paa lignende Maade. Med Hensyn til Tilegnelsen af Bønderjord i større Maalestoksynesde engelske Herregaardsbesiddere at være gaaede i Spidsen allerede i Løbet af det 15de Aarhundred e²). 1 Nordtyskland tog Udviklingen Fart efter de store Bondekrige paa Reformationens Tid, dog kun for saa vidt som en Følge af disse, som Hadet mod og Modsætningsforholdet til Bønderne var forøget ved disse. Rent direkte var det de socialpolitiske og økonomiske Forhold, der gjorde Udslaget, hvilket ogsaa viser sig derved,atdet især var i det nordlige og nordøstlige Tyskland,atHerregaardene

1) G. v. Below i Artiklen Adel i Handworterbuch der Staatswissenschaften I, Jena 1889, S. 45. Jvfr. Fr. Grossmann, Über die gutsherrlich-baiierlichen Rechtsverhåltnisse in der Mark Brandenburg (i Schmollers Staats- u. socialwissenschaftliche Forschungen Bd. 9. H. 4) S. 16 f.

2) Nasse, Über die mittelalterliche Feldgemeinschaft und die Einhegungen des 16. Jahrh. in England S. 55 ff. Om isolerede ældre Tilfælde i Polen og Nordtyskland se Zeitschrift der Savigny- Stiftung fiir Rechtsgeschichte IX (Zeitschrift fur Rechtsgeschichte XXII), 118 f. 122.

Side 549

land,atHerregaardenevoxede paa Bønderjordens Bekostning,medensen saadan Udvikling mindre gjorde sig gjældende i Bondekrigenes Arnesteder i Sydtyskland¹). I Pommern, Meklenburg og Mark Brandenburg fik hurtig Bøndergaardenes Nedlæggelse, „das Legen der Bauern", som den kaldtes, en stor Udstrækning og en stor økonomisk og social Betydning; de store Godser dannede sig med tidligere uhørte Krav til Fæstebøndernes Arbejde og med Formindskelse af de fyrstelige Kassers Skatteindtægter. Hvad der skete, fremkaldte Protester, først fra Stædernes Side, senere, da disse selv tog deres Part af Bøndergodset,fraFyrsternes Side, men ingen Protester formaaedeatstandse Udviklingen -). Ogsaa til Holsten kom naturligvis det nye System; herfra forplantede Bevægelsen sig til Sønderjylland, og i begge Hertugdømmer blev den snart en Hovedside af de store Godsejeres Virksomhed³).

I Danmark havde der allerede i ældre Tider fundet enkelte Nedlæggelser Sted af Bøndergaarde⁴), men i større Maalestok kom dette Forhold dog først til at spille en Rolle i det 16de Aarhundrede, uden Tvivl i høj Grad under Paavirkning fra Tyskland. Nedlæggelserne gik jævnsides med Opbygningen af nye, større og mere slotsagtigeHovedbygninger og forbandtes vistnok tillige med

1) Jvfr. Bezold, Geschichte der deutschen Reformation (i Oncken's Allgemeine Geschichte in Einzeldarstellungen) S. 510.

2) Fuchs, Der Untergang des Bauernstandes und das Aufkommen der Gutsherrschaften. Nach archivalischen Quellen aus Neu- Vorpommern und Rugen S. 68 ff. Zeitschrift f. Rechtsgeschichte X, 384 ff. XI, 29 ft Grossmann, anf. Skr. S. 27 f.

3) Georg Hanssen, Agrarhistorisehe Abhandlungen I, 394 f. Ipsen, Die alten Landtage der Herzogthiimer Schleswig-Holstein S. 100. P. Lauridsen, Sønderjydske Aarbøger 1889 I, 169 ff.

4) Steenstrup, Studier over Kg. Valdemars Jordebog S. 90. Rosenvinge, Gamle danske Domme 11, 317.

Side 550

den dog noget tidligere begyndte vigtige agrariske Forandring,hvorved Hovedgaardenes Jorder udskiftedes som Enemærker fra den i Fællesskab drevne Bymark!). Vi ville nu i det følgende søge at fremhæve Hovedtrækkene ved Nedlægningsbevægelsen; dog bliver det ikke nogen samlet Udsigt over hele Landet, vi holde os væsentlig til Sjælland og hidsætte kun enkelte Exempler fra de andre Provinser til yderligere Belysning af Spørgsmaalet.

Det skal nu først bemærkes, at det langtfra alene var Adelen, der drog Fordel af Tidens nye Faktor. LigesomiPommern se vi ogsaa i Danmark Kjøbstæderne inddrage Bøndergods i Bymarken. Saaledes fik Bingkjøbing1551Kongens Tilladelse til at afbryde 2 af Kronens Gaarde i Velling Sogn²) og Nakskov 1556 en lignende Tilladelse med Hensyn til Kronens og Kirkens Gaarde i Krogsbølle By³). Men en meget større Bolle spillede dog Kronens Tilegnelse af Bøndergods. Det er i det foregaaende set, at Kronens Ladegaarde gjennemgaaendehavdeen

1) Christensen, Agrarhistoriske Studier I, 27. Under Gisselfeld benævnedes 1541 Hovedgaardens oprindelige Tilliggende og Valgestrups Gaards Jorder som „Enemærker", men de senere under Hovedgaarden inddragne Jordlodder bleve først samlede langt hen i det 17de Aarhundrede (Rasmussen, Gisselfeld S. 144). At Fæstegaarde ogsaa kunde være udsondrede af Fællesskabet og ligge i Hovedgaardsejerens Enemærker, fremgaar bl. a. af et Kongebrev af 1541 om Stenalt i Jylland (Erslev og Mollerup. Danske Kancelliregistr. 1535—50 S. 196 f.); jvfr. om lignende Forhold i Sønderjylland Sønderjydske Aarbøger 1889 I, 171. I Sognebeskrivelsen af 1657 over Bavelse S. paa Sjælland, hedder det, at „Herregaarden (Bavelse) ligger som udi Byen", hvilket vel maa forstaas paa den Maade, at dens Jorder ikke vare udskiftede. Langt tidligere havde derimod opdyrket Jord udenfor Bymarken ofte tilhørt Hovedgaarden (Steenstrup, Studier over Kg. Valdemars Jordebog S. 91).

2) Bricka, Kancelliets Brevbøger 1551—55 S. 77.

3) Bricka, Kancelliets Brevbøger 1556—60 S. 41.

Side 551

gaaendehavdeenlangt større Udsæd og derfor ogsaa et større Areal end de adelige Hovedgaarde 1), og Sandsynlighedentalerfor, at i alt Fald en ikke ringe Del deraf er indvunden paa Bønderjords Bekostning. Vi skulle nævne nogle sikre Exempler derpaa fra Sjælland. I Skattemandtallet fra Kronborg Len 1613 hedder det om Tikjøb S., at en Gaard er afbrudt og Ejendommen lagt til Kongens Enemærke Egebæksvang, hvis Avl indhøstestilKronborg Slot, og om Esbønderup S., at 3 Gaarde ere afbrudte og Ejendommen lagt til Esrom, „hvor Kongens Stod gaa". I samme Kilde for FrederiksborgLen1651 hedder det, at 7 Gaarde ere ganske øde og indelukkede i Vangene ved Slottet. Ved Kjøbenhavn nedlagdes omtrent 1620 den af 8 Gaarde bestaaende Landsby Solbjerg, og dens Jorder henlagdes under den store nye Ladegaard²). Vel omtrent samtidig blev en By Islev i Rødovre S., bestaaende af 7 Gaarde, nedlagt til Kongens Enghave ved Kjøbenhavn³). I Baarse H. bleve Beldringe Bys Bøndergaarde, som Christian IV 1621 havde tilmageskiftet sig af Jakob Beck til Gladsaxe⁴), to Aar efter sammen med Præstegaarden og Degnestavnen lagte under den ny oprettede Beldringe Avlsgaard⁵). 1643 bleve 9 Gaarde og 9 Huse i Slaglille S. (Alsted H.) nedlagteogafbrudte

1) Forskjellen i Driftens Intensitet kan naturligvis med Hensyn til Udsædens Størrelse have spillet nogen Rolle, men ikke en afgjørende.

2) Nielsen, Kbhvns Hist. og Beskriv. IV, 396 f. Bricka og Fridericia, Christian IV's egh. Breve I, 175. Christensen, Agrarhistoriske Studier I, Aktst. S. XXIX. Gjellerup, Jens Dinesen Jersin S. 160 f.

3) Sognebeskrivelse fra 1657.

4) Erslev, Danmark-Norges Len og Lensmænd S. 54.

5) Christensen, anf. Skr. I, Aktst. S. XLII. Danske Mag. 3. R. IV, 247. Sognebeskrivelse fra 1651.

Side 552

lagteogafbrudtetil Sorø Klosters Ladegaard¹). I Krummerup S. (Flakkebjerg H.) dannedes, ogsaa under Christian IV, Ladegaarden Lystager af Landsbyen OrmagersGaard e²). — Af lignende Foretagender udenfor Sjælland skulle vi blot nævne Oprettelsen af Sæby LadegaardiRønneberg H. i Skaane, fordi der her viser sig et Exempel paa, at Bønderne have gjort Modstand mod Nedlæggelsen af deres Gaarde. Christian IV havde bestemt,atLandskrone Slots Ladegaard skulde nedlægges og besættes med Bønder³); derimod skulde der i det nærliggende Sæby S. oprettes en ny Ladegaard for Lenet. I Skattemandtallet for Landskrone Len 1651 hedder det nu, at skjønt Kongen havde bevilget, at Byen skulde lægges under Ladegaardens Brug, fandtes der endnu 5 Gaarde, 1 Fæste og 1 80l besatte af Bønder, som ikke havde villet flytte derfra; dog synes Bøndernes Modstand at være bleven brudt i Løbet af de næste Aar, thi i Sognebeskrivelsen fra 1657 siges, at den nye Ladegaard har taget 10 Gaarde i Brug⁴).

Det vil saaledes ses, at Ansvaret for det nye System og for den Skade, der derved tilføjedes Bondestanden som saadan, ikke udelukkende kan lægges paa Adelen. Særlig har Christian IV i sine til Dels mislykkede Bestræbelserfor

1) Christensen, anf. Skr. I, Aktst. S. XXXIX. Sognebeskrivelse fra 1657.

2) Christensen, anf. Skr. I. Aktst. S. XXXVII.

3) Brev fra Lensmanden Knud UJfeldt af Novbr. 1651 (Skaanske Indlæg).

4) Jeg har ikke bemærket noget Tilfælde, hvoraf det ses, at Kronen søgte Bøndernes Samtykke ved Inddragelser til Fordel for den selv; derimod blev uden Tvivl altid Indfæstningen erstattet (se et Brev af 23. Oktbr. 1641 til Lensmanden Niels Krabbe om Nedlæggelse af nogle til Kronen mageskiftede Gaarde under Halmstad Ladegaard; Skaanske Tegn.).

Side 553

stræbelserforUdvidelsen af Krongaardenes Drift hensynsløstryddet Bøndergaarde af Vejen, hvor det passede i hans Planer¹), og de enkelte Tilfælde, hvor Kronens Gaarde eller Ladegaarde nedlagdes eller besattes af Bønder, veje ikke stort op herimod²). Men selvfølgelig blev det dog Adelen med dens langt talrigere Hovedgaarde og Avlsgaarde,der tog Broderparten, og for dens Vedkommende kan ogsaa hele Forholdet bedre belyses.

Tilegnelsen af Bondejord kunde ske paa to Maader, enten ved at der toges Jord fra Gaarde, som vedbleve at bestaa, men i forringet Tilstand, eller ved at Gaardene helt afbrødes. Paa den første Maade bar f. Ex. Peder Oxe sig ad, idet han ti] Fordel for Gisselfeld Hovedgaard inddrog en Del Jorder fra Gaardene i Søtorup By og fordelte Resten til 8 Gaardsæder³). Interessant i denne Henseende er ogsaa Sognebeskrivelsen fra 1657 over Søfde S. i Færs H. i Skaane: det hedder nemlig her, at i Søfde By vare tilforn 2 hele Gaarde, men efter at den bedste Eng og Ager er tagen derfra og lagt under SøfdegaardsAv],

1) Jvfr. Kongens Befaling om at lasgge to Byer ode under Lundenfes Ladegaard, hvilken Befaling Iver Vind som Lensmand i Tiden fra 1637 til 1646 dog kun udforte for l'/a Gaard (Ghristensen, anf. Skr. I, 187); men i Afkortningerne til Lenets Skattemandtal 1651 hedder det, ai 7 Gaarde, tidligere Kvonens Ugedagstjenere, nu bruges under Ladegaarden. — Om Frederik ll's Nedlaeggelser af Bondergaarde i Jylland. Halland og i Haderslev Amt se Rordarn, Kirkelove 11, 305. 309. Sonderjydske Aarboger 1889 I, 200 f. Enkedronning Soiie lod paa Falsler en hel By Busseby afbryde og Jorderne ligge übesaaede (vel til Eng) (Matriklen af 1662).

2) Exempler herpaa ere Nedlæggelsen af Landskrone Ladegaard og af Højstrup i Stevns H.; den sidste Gaard, der for øvrigt tidligere var oprettet af 2 nedlagte Byer, Højstrup og Ullerup, deltes i 4 Bøndergaarde (Brasch, Vemmetoftes Hist. I, 201).

3) Rasmussen, Gisselfeld S. 57. 355.

Side 554

gaardsAv],er der af de 2 Gaarde gjort 8 Fjerdinger (o: Fjerdingsgaarde); i Togre By er af 4 hele Gaarde gjort 10 Fjerdinger. Det stemmer godt med Omtalen af denne Udstykning, at skjønt Byens Areal var gaaet tilbage, viser Landebogen fra omtr. 1570 43 Decimanter, men Sognebeskrivelsenaf 1651 72 Gaarde og den af 1657 73 Gaarde og 2 Fæster.

Efterretningerne om ligefrem Nedlæggelse af Bøndergaarde ere dog langt hyppigere end Meddelelser om Inddragelse af Jord fra Gaarde, der vedbleve at bestaa. Det var naturligvis ofte Gaarde, der i længere Tid havde staaet øde eller som vare vanskelige at bortfæste, hvis Jorder man paa denne Maade gjorde frugtbringende, men en absolut Regel var det dog langtfra. Hvad der gjorde Udslaget, var forskjellige Formaal, nemlig enten Oprettelsen af en Hovedgaard eller en Avlsgaard eller Bestræbelsen efter at forøge bestaaende Gaardes Jordtillæg. Idet vi holde os til Christian IV's og Begyndelsen af Frederik lIFs Tid, skulle vi nu samle en Række Exempler fra Sjælland paa Bøndergaardes Nedlæggelse, delte efter disse tre Kategorier af Formaal; ved hvert Tilfælde angive vi tillige Antallet af Tiendegivere i Sognet omtr. 1570 og 1651 eller 1657.

Oprettelse af adelige Hovedgaarde. Karisegaard(Karise S. Faxe EL) blev omtr. 1596 oprettet af Christoffer Lindenovs Enke, den holstenske Adelsdame Sofie Pletz, der lagde 2 Gaarde øde og selv tog den tredje til Bolig¹). 1570 var der i Sognet 60 Tiendegivere,1651 52 Gaarde. I Begyndelsen af det 17de

1) Skattemandtal af 1596 for Tryggevælde Len. Sognebeskr. af 1651.

Side 555

Aarhundrede oprettedes Fuglebjerggaard (Fuglebjerg S. Flakkebjerg H.) af nogle Bøndergaarde^a), 1570: 16 Gaarde og 5 Gaardsæder, 1651: 16 Gaarde. 1609 dannede Vilhelm Dresselberg Vindingegaard (Vindinge S. FlakkebjergH.) af en nedlagt By paa 9 Gaarde²), 1570: 76 T., 1651: 67 G. Lisbeth Bille oprettede efter 1612 Gammel- Kjøgegaard af Landsbyen Nørre-Gammelkjøge (Kjøge S. Ramsø H.)³), 1570: 13 T., 1651: 5 Gaarde. Om Oprettelsenaf Broksø (Herlufmagle S. Tybjerg H.) hedder det i Sognebeskrivelsen af 1651, at „Frands Lykke har ladet 2 Gaarde i Broksø udsige og agter at lægge dem til sit eget Brug⁴)".

Oprettelse af adelige Avls- og Ladegaarde. I Strøby S. (Stevns H.) dannede Sofie Rantzau 1645 en Avlsgaard af 2 Gaarde, „som ofte stod øde"⁵), 1570: 56 T., 1651: 54 G. I Roholte S. (Faxe H.) oprettede Knud Ulfeldt 1648 Avlsgaarden Borupgaard af 3 Gaarde⁶), 1570: 70 T., 1651: 52 G. (jvfr. ndfr. S. 556). I Skuldelev S. (Horns H.) „tog Fru Ingeborg Arenfeld 2 Gaarde fra Sognet, holdt derpaa sine Folk og drev sin egen Avl"⁷),

1) Danske Atlas 111, 36.

2) Danske Herregaarde VIII, Fiurendal.

3) Carlsen, Efterretn. om Gammel-Kjøgegaard I, 106. Gaarden nævnes ikke i en Fortegnelse over de sjællandske Herregaarde fra 1613 (Skand. Liter. Selsk. Skrifter 1808 S. 134 ff.).

4) Frands Lykke havde kjøbt Gaardene kort i Forvejen (Rasmussen. Gisselfeld S. 90 ff.). Lige før Christian IV's Tronbestigelse havde Peter Reetz til Opbyggelsen af Tygestrup (Ondløse S. Merløse H.) „ødelagt" 8 Bøndergaarde (Rørdam, Kirkelove 11, 548), 1570: 80 T, 1651 59 G.

5) Tryggevælde Lens Skattemandtal 1645.

6) Tryggevælde Lens Skattemandtal 1648. Sognebeskriv. af 1657.

7) Sognebeskr. af 1651. Præsten mente naturligvis med at tage fra Sognet: at gjøre dem tiendefri (som hørende til en adelig Gaard).

Side 556

1570: 46 T., 1651: 39 T., men 33 Gaarde og 29 Gaardsæde
r1).

Forogelse at" Hovedgaardes Jordtilliggende. Til Bregenlved (Hasle S. Ringsted H.) nedlagde Sten Brahe c. 1600 Landsbyen Lille Bregentved og 2 Gaarde 1 Hasle²), 1570: 48 T., 1651: 32 G. Til Gjorslev (Holtug S. Stevns H.) nedlagde Just Hog Gjorslev By med Undtagelseaf 2 Gaardsseder³), 1570: 50 T., 1651: 45 G. og 2 Gaardsaeder. Til Knabstmp (S. Jernlose S. Merlose H.) siges Frederik Parsberg at have lagt w^nogle smaa Gaarde"⁴), 1570: 44 T., 1651: 39 G. Til Lindersvold (Roholte S. Faxe H.) afbrod Ghristoffer Lindenov kort for 1657 en hel By Axelhoved med 8 Gaarde og 7 Huse⁵), 1570: 70 T., 1657: 49 G. Under Naesbyholm (Nsesby S. Tybjerg H.) dreves 1651 2 ode Gaarde⁶), 1570: 36 T., 1651: 27 G. og 1 Gds. Til Sandbygaard (Sandby S. Tybjerg H.) vare 1610 2 Gaarde nedlagte⁷), 1570: 18 G. og 10 Gaardsaeder, 1651: 18 G. og 9 Gds. Herluf Daa forbedrede Snedinge (orslev S. Flakkebjerg H.) med 8 Gaarde⁸), 1570: 44 T., 1651: 38 G. Peder Basse til Somp (Vetterslev S. RingstedH.)

1) Kort for Christian IV's Tid var oprettet Gunderup Ladegaard (til Vallø; Herfølge S. Bjeverskov H.) af Landsbyen Overgaarde (Petersen, Vallø S. 323), 1570: 78 G. og 32 Gds., 1651: 98 G. og 2 Huse med Jord.

2) Brasch, Gamle Ejere af Bregentved S. 515.

3) Sognebeskr. af 1651. I Hartkorn bestod den nedlagte Del af Byen af 36 Td.; Resten, som Joachim Irgens senere nedlagde, var kun 5 Td. og 4 Sk. (Brasch, Vemmetofte I. 220).

4) Sognebeskr. af 1651.

5) Sognebeskr. af 1657. Jvfr. Brasch, Vemmetofte I, 222.

6) Danske Herregaarde VI, Næsbyholm.

7) Skattemandtal 1610 for Vordingborg Len.

8) Danske Atlas 111, 40.

Side 557

stedH.)fik 1602 kongelig Bevilling til at afbryde den af 2 Gaarde og 8 Huse med Jord bestaaende Landsby Sørup mod en aarlig Afgift for Præstetienden¹), 1570: 22 T., 1651: 17 G. Om Torbenfeld (Torbenfeld S. Tudse H.) hedder det, at der er opført Gadehuse i Steden for 12 Bøhdergaarde, der ere nedlagte, og hvis Jord er lagt til Herregaarden²), 1570: 6 G. og 7 Gds., 1651: 3 G. Til Valbygaard (Hellested S. Stevns H.) siges at være nedbrudt 13 Gaarde*), 1570: 80 Td., 1651: 61 G. og 12 Gds., 1657 64 G.

Hvad der er anført i det foregaaende, er kun de Nedlæggelser af Bøndergaarde i Sjælland, som der er sikre Data for ere foretagne i Løbet af omtr. 60 Aar. De beløbe sig for Kronens Vedkommende til mindst 40 Gaarde, for Adelens til over 100. Det er endvidere blevet klart af Tiendegivernes Antal i de forskjellige Sogne omtrent 1570 og paa den anden Side 1651 eller 1657, at Nedgangen i dette Antal er i god Overensstemmelsemed hvad der paa anden Maade vide om Nedlægninger af Bøndergaarde. Derved er der indvundet en Sandsynlighed for, at man ogsaa ved andre Sogne, hvor der var Herregaarde og hvor der har fundet en NedgangSted i Gaardenes Tal i de nævnte 80 Aar, kan gaa ud fra, at denne Nedgang i alt Fald for en ikke ringe Del skyldes Nedlægninger og ikke alene Sammenlægninger eller Overgangen til helt øde Gaarde. Vi ville nævne nogle af de mest karakteristiske Exempler herpaa. KongstedS. (Faxe H.), hvor der laa Herregaarden Lystrup, gik ned fra 115 Gaarde til 102 G. og 3 Gaardsæder,

1) Danske Atlas 111, 73. Danske Herregaarde XIV, Sørup.

2) Sognebeskriv. af 1651.

3) Sognebeskriv. af 1657.

Side 558

Nørre Jernløse (Merløse H.), hvor Birkholm, fra 45 G. til 40 G., Tostrup (samme H.), hvor Bunderupgaard, fra 78 G. til 61 G. og 4 Gels., Tersløse (samme EL), hvor Tersløsegaard, fra 45 G. og 9 Gds. til 34 G. og 15 Gds., Tølløse (samme H.), hvor Tølløsegaard, fra 90 G. til 75 G. og 4 Gds., Aagerup (samme H.), hvor Eriksholm og Torup, fra 47 G. til 30 G., Ørslev (Ringsted H.), hvor Ottestrup, fra 42 G. til 31 G. samt 3 Huse med Jord, Hjembæk (Tudse H.), hvor Aggersvold, fra 46 G. til 36 G. samt 3 Huse med Jord.

At regne hele Forskjellen mellem Angivelserne fra c. 1570 og 1651 eller 1657 som repræsenterende Tallet paa nedlagte Gaarde vilde være for dristigt; men man kan dog være nogenlunde sikker paa ikke at regne for højt ved at anslaa de nedlagte Gaarde til over 200 for Sjællands Vedkommende i Løbet af omtr. 80 Aar. Og at Forholdene i de andre Landsdele skulde have været forskjellige fra dem i Sjælland, er der ingen Grund til at tro; Nedlæggelser af Bøndergaarde træffes allevegne¹),

1) Fra de skaanske Sognebeskrivelser bemærke vi: Om Fulstofte By i Sognet af samme Navn (Albo H.) hedder det 1657, at Gaardenes Avl med Undtagelse af 4 ligger til Kronevold. Fra Værum S. (Gønge H.) siges 1657, at Øvreskjerninge er bygget for 16 Aar siden af 3 Gaarde. Om Balkager S. (Ljunits H.) hedder det 1651, at 12 hele Gaarde ere øde og Grunden lagt til Borsø Hovgaard (Marsvinsholm); de ere gjorte til Gadehuse og Fiskerboliger. Om Nedlæggelser paa Laaland findes bl. a. interessante Oplysninger i Præsteindberetningerne fra 1624 hos Trojel, Gamle Efterretn. om Fuglse H. I, 15. 21 fif. Karakteristiske ere især Udtrykkene om Havlykkegaard: „I Begyndelsen var Havlykke By den bedste i Sognet (Østofte), men nu den ringeste, 5 store Gaarde ere afbrudte og lagte under Gaardens Frihed, ikke udi velb. s. Lave Becks Tid alene, men og udi denne velb. Mands Tid, som nu ejer Gaarden, velb. Erik Bille til Kjærsgaard i Fyn, som ved Bøndernes Jord formerer Gaardens Ejendom*. Mærkes kan ogsaa et Tings- vidne fra Laalands Landsting af 1643, hvori omtales, at 011egaard Pentz har ladet afbryde 8 Bondergaarde i Rudbjerg, Gammelby og Majbolle og lagt deres Grand og Ejendom under Rudbjerggaards Avl og Brug (Rogerts Saml. i Kgl. Bibl., Thott, Fol., 730).

Side 559

og paa Fyn, hvor Adelen var saa mægtig, have de vel snarest været hyppigere end paa Sjælland¹). Har Storgaardsdrifteni Tiden før 1660 end ikke været overvættes betydelig²), og er Danmark hverken i denne Henseende eller i de deraf flydende Følger for Bondestanden kommet paa Højde med Nordtyskland, saa have de Ofre, den kostede allerede i dette Tidsrum, og det vel at mærke uden atHovedgaardsbesiddérne bleve rige₃), ikke været smaa. Det vejede kun lidet op derimod, at adskillige mindre Herregaarde nedlagdes og kom i Bønders Besiddelse⁴).

Spørge vi om Adelens Ret til at nedlægge Bøndergaarde, maa det først bemærkes, at der før Danske Lov ikke fandtes nogen Lovbestemmelse, der positivt forbød det. Der maa imidlertid skjelnes mellem to Arter af

1) Vi kunne saaledes for Salling Herred forfølge en lignende Bevægelse som den paa Sjælland med Hensyn til Nedgang i Gaardenes Tal fra omtr. 1600 til 1658 for 11 Sogne af de 19 i Herredet, hvor der fandtes Herregaarde: Hærringe (hvori Fjellebro) 20—15, Horne (Hvedholm) 150—114, Svaninge (Stensgaard) 76—68, Jordløse (Damsbo og Søbo) 40—32, Lyndelse (Sandholt) 40—25, Rantzauholm (Rantzauholm) 80-53, Espe (Skovsgaard og Lundsgaard) 40_—35, Hillerslev (Gjelskov og Nybøllegaard) 60—52, S. Broby (Brobygaard og Ølstedgaard) 44—37, N. Broby (Lundegaard) 60—51, Diernisse (Findstrup) 48—38.

2) Jvfr. Christensen, Agrarhist. Studier I, 21.

3) Jvfr. Bemærkningerne om den ringe økonomiske Fordel ved Storgaardsdriften hos G. H. Schmidt, Zur Agrargeschichte Liibecks und Holsteins, Ztirich 1887, S. 111 ff.

4) Exempler herpaa (ogsaa fra Frederik IPs Tid): Brasch, Vemmetofte I, 201. Saml. t. jydsk Hist. VI, 1 ff. Kinch, Ribes Hist. 11, 124. 1651 var Bjergbygaard paa Sjselland og 1657 Rytse.holm i Skaane besiddet af Bonder (Sognebeskr.).

Side 560

Tilfselde. I den fersteArt afTilfselde nedlagdes Gaardene, naar de vare ode eller blot ledige ved Foesterens Dod. Her var det ingen enkelt Bonde, der forurettedes; det var kun selve Bondejorden eller Bondestanden, det gik ud over. Nu er det vel saa, at en aldeles übetinget Ret over Fsestejorden havde Herremanden ikke. Uden at nogen Lov talte deroni, var der en Indskraenkning til Stede, som ssedvanemsessig fastslog en Forskjel paa den Ejendomsret, Herremanden havde over sin Hovedgaard og dens Jord og over sin Faestejord. Landgildens Uforanderlighed var et Privilegium for Bondestanden, et Privilegium, der maaske til sine Tider blev kraenket, men som derfor ikke ophorte at vsere en til Jorden knyttet Ret¹). Men underlig nok har denne Indskraenkning i Ejendomsretten ikke medfort hverken et lovmaessigt eller et ssedvanemaessigt Forbud mod, at Faestejorden ganske knnde forsvinde; her har Hovedgaardsinteressen vaeret den staerkeste, og her har Adelen kunnet henvise til den Passus i Christian Ill's Recesser af 1547 og 1558, der tillod enhver Riddermandsmand at gjore sig sit eget Gods saa nyttigt, som han kunde²), en Passus, der trods sin Rummelighed ikke ophaevede Landgildens Uforanderlighed, men som ganske vist ellers blev et Sorgeligt Vaaben i Adelens Haender, hver Gang det gjaldt Overgreb mod Bonderne^a). Paa en herfra forskjellig Maade stillede Sagen sig i den anden Art Tilfselde, naar Nedlaeggelsen nemlig

1) Jvfr. Joh. Steenstrup i Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 680 ff. 704 f. Jeg er noget mere tilbojelig end Forf. til at tro paa, at Privilegiet oft ere kraenkedes, men er enig med ham i den retslige Opfattelse.

2) Secher, Forordninger I, 29.

3) Secher, Samling af Kongens Rettertings Domme 1605—1614 S. 195. Jvfr. ndfr. S. 579.

Side 561

iværksattes med en Bondegaard, som var besat, og saaledesatBonden udsagdes af sit Fæste. Mod en saadan Udsigelse stod det af Frederik I indførte Livsfæste som et Forbud, idet ingen Bonde skulde kunne udvises af sit Fæste, naar han opfyldte sine ved Fæsteforholdet bestemtePligte r¹). Imidlertid gjorde der sig her den Ejendommelighedgjældende,at Herremanden ved NedlæggelserafBøndergaarde til Brug for Hovedgaarden uden Tvivl har anset sig berettiget til at undlade at respektere Livsfæstet og til at opsige Bonden hans Gaard, naar der blot tilbagebetaltes ham hans Indfæstning og vel ogsaa ydedes ham nogen Erstatning. Denne Side af Sagen faar sin bedste Belysning ved, at man betragter lignende Forhold udenfor Danmark. For Norges Vedkommendefandtesder i Christian IV's norske Lov af 1604 en Bestemmelse (VI, 1), som tillod den Jorddrot, der blev husvild og trængte til at bo paa en af ham bortfæstetGaard,at opsige Fæsteren med et bestemt Varsel. Bestemmelsen havde til Kilde Sætninger i Frostatingsloven(XIII,2) og Magnus Hakonsens Landslov (VII, 1) og stammede altsaa fra en Tid, da der intet Livsfæste fandtes²); men idet den gjentoges, efter at dette var indført, blev den til en Indskrænkning deri. I NordtysklandstilledeForholdet sig naturligvis langt gunstigere for Herremændene. Hvad enten det, som hidtil almindeligpaastaaet,skyldtes den Omstændighed, at Romerrettens Grundsætninger om Statens ExpropriationsretoverforEjendomme, den i visse Tilfælde selv skulde bruge, vare blevne udvidede til ogsaa at gjælde GodsejerensomJorddro

1) Jvfr. Joh. Steenstrup i Hist. Tidsskr. 5. R. VI, 673 og samme Forf.: Den danske Bonde og Friheden S. 68.

2) Brandt, Forelæsn. over den norske Retshistorie I, 288.

Side 562

ejerensomJorddrot¹), eller Udviklingen intet havde at gjøre med Romerrettens Reception²), saa var der i alt Fald i forskjellige nordtyske Territorier blevet skabt et bestemt juridisk Grundlag for „das Legen der Bauern". Saaledes blev det i Mark Brandenburg gjentagne Gange i Løbet af det 16de Aarhundrede slaaet fast, at HerremandenhavdeRet til at tilegne sig Ejendomsbondejord indenfor den til Hovedgaarden liggende Landsby mod Erstatning til Gaardens Ejer, under Forudsætning af, at han selv vilde bebo den³), og i Meklenburg krævedes det med Hensyn til Fæstejord kun, at han skulde ville benytte den til sit eget Brug⁴). I Danmark kunde der ikke være Tale om at gaa saa vidt som i Mark Brandenburg, thi Adelen kunde efter Frederik IFs og Christian IV's Hdfstn. § 21 end ikke kjøbe frit Bondegods uden Kongens Tilladelse. Derimod møder der os den samme Tankegangogden samme Retsopfattelse som i Meklenburg. I det, saa vidt vides, eneste hidtil bekjendte Tilfælde, hvor en Adelsmands Udvisning af hans Fæstebonde fra hans Gaard, begrundet paa Adelsmandens Tilegnelse af den, kom for Herredagen, nemlig da en Bonde 1561 i den Anledning havde indstævnet Adelsmanden Niels Andersen Dresselberg til Lyngbygaard. forsvarede denne sig med, at „nu trænger han selv til at besidde samme Gaard", og Herredagen godkjendte denne Opfattelse⁵). Altsaa Bondens paa Livsfæstet begrundede Ret bortfaldt, naar Herremanden selv vilde besidde Gaarden. Men, som

1) Zeitschrift f. Rechtsgeschichte XI, 30. Knapp, Die Bauern-Befreiune und der Ursprune: der Landarbeiter I, 39.

2) Grossman, anf. Skr. S. 26 ff.

3) Zeitschrift f. Rechtsgeschichte XI, 25 ff.

4) Zeitschrift f. Rechtsgeschichte X, 388 ff.

5) Rosenvinge, Gamle danske Domme 11, 314 f.

Side 563

sagt, nogen dansk Lovbestemmelse hjemlede det ikke. I sagkyndige Kredse har man imidlertid vel været bekjendtmedNorske Lovs Bestemmelse; under PaavirkningfraTydskland har man set bort fra Sætningen om Jorddrottens Husvildhed^x) og saa overført det hele til at gjælde ogsaa i Danmark. Oprindelig har man kun fastholdt Udsigelses- og Nedlæggelsesretten, naar Herremandenselvvilde besidde Gaarden; men efterhaanden blev denne Forudsætning udvidet til, at Herremanden blot skulde have Brug for den til sin egen Hovedgaard (jvfr. Udtrykkene i den ovfr. S. 555 omtalte Sognebeskrivelse af Herlufmagle S., at Francis Lykke har ladet 2 Gaarde udsige og agter at lægge dem til sit eget Brug)²).

Det var imidlertid vistnok sjeldent. at de dømmende Myndigheder, særlig de højere Instanser, fik Lejlighed til at udtale sig om disse Spørgsmaal, og hvad Kongemagtenangaar, vides den ikke at have paatalt Forholde t³). Medens i Nordtyskland og i Hertugdømmerne Nedlægningerne dannede et Stridspunkt mellem Fyrsterne

1) Ret betegnende var i Ghrist. IV's Reces af 1643 Art. 2 i 3die Bog (hvilken Bog handlede om de norske Særforhold) Bestemmelsen ogsaa bleven udtrykt saa spædt som muligt, idet det blot hed: Ingen Bonde skal trænges fra sin Gaard (med mindre Jorddrotten den efter Loven selv vil besidde) osv.

2) Man kunde have ønsket, at Prof. Joh. Steenstrup i sine før omtalte Undersøgelser om Livsfæstet var kommen ind paa denne Begrænsning deraf og i det hele paa Spørgsmaalet om Nedlæggelser af Bøndergaarde; det vilde dog have været en lille Modvægt mod hans saa lyse Skildring af Bondestandens Stilling i det 16de og til Dels ogsaa i det 17de Aarhundrede.

3) Dog gjorde Frederik 111 i et Brev af 21. Marts 1653 en Henrik Muller given Tilladelse til at lægge en Del Bondejord under den til ham pantsatte Lønborg Bispegaard afhængig af Bøndernes Samtykke, lige saa vel som der skulde gives Vederlag til dem (Jydske Reg.).

Side 564

og Adelen, som atter og atter drøftedes og, omend forgjæves,søgtes jævnet ved Indførelse af Matrikler¹), ser man ikke herhjemme i Kongeriget Statsmagten røre videre ved denne Sag. Aarsagen var uden Tvivl den, at Syd for Kongeaaen vare alle Adelens Fæstebønder skattepligtige, naar Standen bevilgede en Landskat til Fyrsten, men i Kongeriget Danmark vare Adelens Ugedagsbønder, det er dens Fæstere i det Sogn, hvor Hovedgaarden laa, skattefri. Med Hensyn til Skatterne var det derfor ikke af nogen Interesse for Kronen, om Bøndergaardene nedlagdes,eller om de som besiddede af Ugedagstjenere vare eller bleve skattefri. En økonomisk Rolle spillede Spørgsmaaletmed Hensyn til Tienden, hvorfor det ogsaa ved de enkelte Tilfælde, hvor Kronen gav Bevillinger til Nedlæggelser,fastsattes, at der skulde betales en aarlig AfgiftiSteden for den²), men denne Side af Sagen maatte altid blive underordnet for Kronen, saa meget mere som Herremanden jo ofte havde Patronatsret til sin Sognekirke,og Sognets Tiende i saa Fald ikke kom Kronen til Gode.

Men var Kongemagten saaledes ikke i højere Grad umiddelbart interesseret i at modsætte sig de adelige Hovedgaardes Omsiggriben paa Fæstejordens Bekostning, og betingedes dens Optræden til Fordel for Bondestanden væsentlig af dens egne Interessers Krænkelse, saa rykkede hvad der skete derimod lige ind paa Livet af Gejstligheden. Thi med Bøndergaardenes Inddragelse under de tiendefri

1) Fuchs, Der Untergang des Bauernstandes S. 69. Ipsen, Die alten Landtage S. 134. Ogsaa i Sverig gav Inddragelsen af Byer eller Gaarde under adelige Sædegaardes Enemærker, deres Raa og Rør, Anledning til Klager af Regeringen (Eberhardt, Forsok till en historia om Sveriges Adel S. 73).

2) Jvf'r. ovfr. S. 557 om Sørup.

Side 565

Hovedgaarde formindskedes Præstetiendeme. Derfor udstødtePræsterofteSuk derover¹), derfor androg Fyns Gejstlighed 1645 om Erstatning for den Afgang i dens Indtægter, der var fremkaldt ved, at der „i mange Sogne er afbrudt Bøndergaarde og vel hele Landsbyer"²), og derfor noterede ogsaa Præsterne med Iver Exempler derpaa i de Sognebeskrivelser, de efter Befaling indsendte. Og da Borgerstanden fra Tiden efter Danmarks DeltagelseiTrediveaarskrigensamlede sig til en Opposition mod Adelsstanden, da blev ogsaa Nedlæggelsen af Bøndergaarde under Hovedgaardsavlen et af dens Klagepunkte r³). Men ikke heller Enevældens Indførelse formaaedeatstandseden begyndte Udvikling; tvertimod tog denne vistnok Fart i de første Tiaar efter 1660 samtidig med de øde Gaardes Forøgelse som Følge af SvenskerkrigeneogmedHovedgaardsdriftens stigende Betydning i Landbruget⁴). Først Danske Lov satte en retslig Skranke derfor. Det har ogsaa med Hensyn til den foregaaende Tids Retsopfattelse sin Interesse at betragte, hvorledes de herhen hørende Bestemmelser kom ind i Loven. I et Udkast fra 1668, betitlet: Konning Friderichs Lov publiceret Anno 1668, hvis Forfatter ikke kjendes⁵), betingesHerremandensRettil at udsige Fæstebonden af, at han i egen Person vil besidde den paagjældende Gaard (XII, 11). Rasmus Vindings Met Udkast af 1669 gaar videre, idet det, øjensynlig med Norske Lov af 1604 til

1) Rørdam. Kirkelove IL 548. Ny kirkehist. Saml. V, 123.

2) Erslev, Aktst. t. Rigsr. Hist. 111, 167.

3) Suhms nye Saml. I, 199. 202.

4) En nærmere Undersøgelse heraf har dog ligget udenfor denne Afhandlings Opgave.

5) Universitetsbibl., Rostgaard, Fol. 8 (ikke 57). Jvfr. Aubert, De norske Retskilder og deres Anvendelse I, 316.

Side 566

Kilde, fastsætter som Betingelse, at Husbonden „intet Værelse" har at bo udi, foruden at han i egen Person vil besidde Gaarden¹). I sine Anmærkninger hertil af 1672 gjorde Peder Lassen opmærksom paa, at Bestemmelsen „i egen Person" vel var billig, men ikke fandtes i nogen ældre Lov²). Begge Rasmus Vindings Betingelser optoges dog i Danske Lov 3—13—3,3_—13—3, og herved var der altsaa fastslaaetenretsligNorm for de Tilfælde, hvor Livsfæstet skulde kunne bortfalde. Men Lovgivningen gik videre endnu. Da der 1681 var blevet nedsat en Kommission, bestaaende af Jens Juel, Mikael Vibe, Peter Brandt, Peder Scavenius og Povl Nielsen Rosenpalm, for at overveje Midler til Landboforholdenes Forbedring, foreslog den i sin Betænkning af 9. Decbr. samme Aar bl. a., „at ingen nye Sædegaarde herefter indrettes, ej heller nogle Landsbyer eller Bøndergaarde ødelægges for at forbedre SædegaardensAvlingmed,hvorved Ed. kgl. Maj. ikke aleneste faar stor Afgang i sine Skatter og Mandtal, men og det hele Land derover depopuleres"³). Forslagets første Sætning om Forbudet mod Indrettelse af nye Sædegaardegodkjendtesikkeaf Kongen, men derimod optog Fdg. af 28. Jan. 1682 Bestemmelsen, om, at herefter ingen Landsbyer eller Bøndergaarde maatte ødelægges for at forbedre Sædegaardenes Avling dermed (§ 4), og denne Bestemmelse gik over i den Aaret efter kundgjorteDanskeLov(5—

1) Rigsark. Jvfr. Meddelelser fra det kgl. Gehejmearkiv for 1883 —85 S. 202.

2) Hans Bemærkninger lyde saaledes: „Egen Person æqvum, sed absque lege, v. Ree. Chr. 4. p. 316, item const. de militibus anno 1671. Tu cogita amplius". Han har altsaa ikke tænkt paa selve Norske Lov, men kun paa den ovfr. S. 563 Anm. 1 omtalte Passus i Recessen af 1643.

3) Indlæg til Sjællandske aabne Breve 1682 Nr. 20 (28. Jan.).

Side 567

gjorteDanskeLov(5—10—48). Saaledes var for første Gang Forbud mod Bøndergaardes Nedlæggelse og dermed Fæstetvangen indført i dansk Ret, men selv efter denne Tid var dog Lovens Skranke ikke højere, end at begunstigedeGodsejerekundekomme over den *).

Nedlæggelsen af Bøndergaarde var efter det her udviklede sikkert en ikke uvigtig Faktor i de agrariske Forhold og har haft nogen Betydning med Hensyn til Formindskelsen af de skattepligtige Bønders Antal. Dog er den langtfra i Stand til at forklare Broderparten af denne Formindskelse allerede af den Grund, at Nedlæggelserne for en stor Del ramte de adelige Ugedagsbønder, som i Forvejen ikke fandtes paa Skattelisterne. Det bliver da Overgangen fra skattepligtig Fæster til skattefri Ugedagsbonde, som vi standse ved, og Spørgsmaalet bliver, om denne Overgang har fundet Sted i en saadan Udstrækning, at den kan have muliggjort den største Del af Formindskelsen.

Først ville vi dog betragte selve den retslige Udvikling
af Skattefriheden for Ugedagsbønderne.

Ugedagsbøndernes Skattefrihed er en ejendommelig dansk Skik. Udenfor Norden findes den, saa vidt vides, over Hovedet ikke, og heller ikke i Hertugdømmerne sporer man den. Fra Danmark forplantede den sig derimodtil Norge. Den naar først til Grænselandskabet Bahus Len; men et helt Aarhundrede kæmper Kongemagten for at hindre, at Retten bliver almindelig Nord for Skagerak,

1) Jvfr. E. Holm, Danmark-Norges indre Historie 1660—1720 11, 316 og om Forholdene i det 18de Aarhundrede Falbe-Hansen, Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne I, 40 f. 11, 104. — Man maa for øvrigt erindre, at da Ugedagsbøndernes Skattefrihed var bortfalden ved Enevælden, var Statens Interesse stegen med Hensyn til at forhindre Nedlæggelsen af Bøndergods.

Side 568

og først ved Privilegierne af 1646 vinder den norske Adel denne Sejr for hurtig igjen at tabe dens Frugter ved Souverænitetens Indførelse¹). I Sverig traadte temmelig sent Bestemmelser i Live, der minde stærkt om dansk Paavirkning, men dog ikke vare saa fyldige som de i Danmark. 1569 ansøgte Adelen om Ret til, at dens Fæstere, som boede paa mindre Afstand end en Mil fra Sædegaarden og i samme Sogn som denne, skulde være fri for at svare de Skatter, som Rigsraadet og Stænderne havde bevilget. Men Johan 111 tilstod ved de i samme Aar udstedte adelige Privilegier ikke nogen saadan Skattefrihed,men kun, at de indenfor den saakaldte Frihedsmilboende Bønder skulde være fri for Udskrivning af Knægte²). Det blev først Gustav Adolf, som ved Privilegierneaf 1612 og 1617 med visse Begrænsninger indrømmededen ønskede Skattefrihed³).

For Danmarks Vedkommende kan Tidspunktet for- Privilegiets Oprindelse ikke bestemt fastslaas. Med Sikkerhedkandog siges, at det ikke er ældre end det 15de Aarhundrede. Før den Tid var end ikke Adelen selv og dens egne Hovedgaarde fritagne for extraordinære Skatter⁴). Om selve det 15de Aarhundredes Skatteforholdvidevi hidtil saa godt som intet, undtagen at det

1) Aschehoug. Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814 S. 410 f. Y. Nielsen. Jens Bjelke S. 17. 145 f. 359.

2) Ahlqvist, Om aristokratiens forhållande til konungamakten under Johan den tredjes regering I, 13 (i Upsala Universitets årskrift 1864).

3) Naumann. Svenska statsforfatningens historiska utveekling S. M± Jvfr. Stiernmann, Riksdagars oeh Motens Besluth I, 683.

4) Steenstrup, Studier ov. Kg. Valdemars Jordebog S. 216 f. I Dronning Margrethes Tid var det dog en Sjeldenhed, at de privilegerede Stænder helagdes med Skat (Erslev, Dronning Margrethe S. 314).

Side 569

nu blev Rigsraadet og ikke som tidligere en Slags direkteRepræsentationfor „Landet", der bevilgede de extraordinære Skatter. Uden Tvivl er dog i denne PeriodeselveHovedgaardenes Skattefrihed bleven fastslaaet, og dermed er fulgt, om ikke strax, saa dog snart, Skattefrihedforde Gaardsæder, der boede paa Hovedgaardens Grund uden at drive Avl, men som gjorde dagligt Arbejde til Gaarden. Thi kun for saadanne daglige Arbejdere gjælder den Skattefrihed, der tilstaas i det ældste bevaredeSkattebrev,det fra 1507^r). Endnu under Kong Hans synes dog de skattefris Kategori at være blevet noget udvidet; i et udateret Skattemandtal vistnok fra hans sidste Aar nævnes for første Gang Ugedagsmænd som skattefri sammen med Gaardsæder eller Plovmænd under Herregaardene²), og Udtrykket gjentages omtrent med lignende Ord i Christiern H's Skattebrev af 1515 med det Tillæg, som allerede 1511 havde været knyttet til Gaardsæderne,nemligat Begunstigelsen kun gjaldt dem, som „af Arilds Tid pleje fri at være"³). Det er dog først under Frederik I, at Udvidelsen af Skattefriheden fra dem, der ikke drev Avl, til dem, der drev Avl, tydelig kan paavises. I Skattebrevet om den store Landehjælp af 1524 fritages kun de Gaardsæder, der uden at drive nogen Avl boede paa Hovedgaardens egen Jord; som Modsætning hertil hedder det udtrykkelig, at andre Gaardsæder og Ugedagsmænd,

1) Danske Mag. 4. R. 11. 155 f. Jvfr. om Gaardsæderne paa Hovedgaardenes Grund ovfr. S. 491.

2) (Norsk) hist. Tidsskr. ± R. 111, 288.

3) I Brevet af 1515 hedder det: „Ridderskabs Sædegaardes Ugedagsmænd, Gaardsæder og Tjenere for deres Gaarde, som pleje af Arilds Tid fri at være" (Suhms Saml. 11, 1, 135). I Brevet af 1511 er Udtrykket: „rette Gaardsædemænd, som af Arilds Tid pleje fri at være" (Danske Mag. 4. R. 11, 158).

Side 570

„som bo for Bispers, Prælaters, Ridderes og gode Mænds Slotte, men drive Avl og give aarlig Landgilde", ikke vare fritagne; dog kunde deres Husbond selv betale for dem, naar han ikke ønskede dem optagne paa Kongens Register^l). Skjønt det maa erindres, at denne Landehjælpvaraf en ejendommelig Art og søgte at faa saa mange med som muligt, synes dog dens Udtryk at tyde paa, at vi befinde os i en Overgangstid. Men to Aar efter har den ny Udvikling sejret, og den Bestemmelse er kommen ind, som bliver Norm for hele den følgende Tid; i Skattebrevet af 1526 hedder det nemlig, at fritagneere„Gaardsæder og Ugedagsmænd, som bo for Prælaters og gode Mænds Gaarde i det Sogn, som de selv bo udi"²). Hovedgaardsgrænsen var altsaa bleven til Sognegrænse.

Men hermed var dog endnu ikke afgjort, at alle Hovedgaardens Fæstebønder, som laa i dens Sogn, skulde være skattefri. Det Spørgsmaal rejste sig nemlig, om Privilegiet kun gjaldt for de Gaarde, som nu engangvareblevneskattefri, eller om det ogsaa tilkom dem. som Hovedgaardsejerne erhvervede ved Kjøb og Mageskifte.OmdettePunkt har der i en stor Del af Christianlll'sogFrederik Ils Tid staaet en lang og haard Strid mellem Krone og Adel³). Skattebrevenes Udtryk

1) Nye Danske Mag. Y, 20 f. Allen, De tre nordiske Rigers Hist. IV, 1, 38. IV, % 359. Jvfr. Danske Mag. 4. R. 11, 35.

2) Nye Danske Mag. Y, 111. Allen IY, 1, 38. Om Skatten 1525 vides intet bestemt i denne Henseende, jvfr. Danske Mag. 4. R. 11, 58.

3) Da Opgaven for denne Undersøgelse kun er at fastslaa Udviklingens Hovedstadier, især for saa vidt som disse ikke tidligere ere blevne skarpt nok belyste, tages her intet Hensyn til de enkelte Tilfælde, hvor Ugedagsbønderne betalte Skat, men halvt mod andre Faestebonder, f. Ex. 1535. Jvfr. i det hele Jacobsen, Det danske Skattevpesen u. Christ. 11l og Fred. II S. 32 ff.

Side 571

variere i flere Henseender og ere adskillige Gange øjensynligikkeomhyggeligaffattede; men to Betingelser træde dog frem som de, ved hvilke Kronen har søgt at opretholde en bestemt Grænse for Skattefriheden. Den ene er, at de skattefri Ugedagsbønder sknlde være Adelens Arvetjenere, altsaa ikke erhvervede ved Kjøb og Mageskifte,ogtilhøreAdelens Arvegods x), den anden, at kun de skulde være fri, som havde været det af Arilds Tid²). Det betegnede et Nederlag for Kronen, da med Aaret 1549 Udtrykkene: Arvetjenere og Arvegods forsvandt af Skattebrevene³), men strengt taget kunde det være ligegyldigt,hvisdenRegel vedblev at gjælde, at kun de skulde være skattefri, for hvem der var erhvervet Hævd ved, at de havde været det „af Arilds Tid". Og denne Bestemmelse vedblev at findes i Skattebrevene igjennem hele det 16de Aarhundrede. Men Ulykken for Kronen var, at den kom til at staa som en formel Rest. af noget, der reelt ikke længere havde nogen Betydning. Lidt efter lidt opgav Kronen at hindre den Tilvæxt, som skete ved Kjøb og Mageskifter. Det 16de Aarhundrede var jo den Tid, hvor Adelen begyndte stærkt at afrunde sine BesiddelseromkringHovedgaardene.De største Adelsmænd

1) Se især Skattebrevene af 1537, 1540, 1541, 1542, 1543 og 1545 (Danske Mag. 3. R. VI, 152. 224. 295. 348. 4. R. I, 11. 17 f. 130. 133). Det kan mærkes, at i Følge den koldingske Reces 1558 § 39 skulde Ugedagsmændene ved Arveskifter blive ved Sværdsiden.

2) Bestemmelsen findes saa godt som i alle Skattebrevene; 1543 og 1548 findes i Steden for Arilds Tid Kong Hans¹ Tid (Danske Mag. 4. R. I, 11. 17 f. 11, 72).

3) Danske Mag. 4. R. IV, 364.

Side 572

og Kronens første Raadgivere gik i Spidsen for Bevægelsen.ChristofferValkendorf,P>ederik IFs og den unge Christian IV's Finansminister, havde stolt ladet opsættedenIndskrifti sin Sognekirke: Jeg haver bekommetalSvindingeSogn under Glorups Herskab *), og han og hans Fæller havde hævdet Skattefriheden for alle Sognets Bønder²). Her var ingen Modstand længere mulig. Ved det 17de Aarhundredes Begyndelse kom der en lille Forandring, blot et Par tilføjede Ord, ind i Skattebrevene,somkanhave haft sin Grund i en Tilfældighed eller en Skjødesløshed i Kancelliets Udfærdigelse, men som ogsaa kan have været mere, og som i alt Fald blev staaende lige til 1660 og var saa karakteristisk, at man fristes til at antage en bestemt Hensigt. Det havde i alle Skattebrevene indtil 1603 heddet, at fri vare kun Adelens egne Ugedagstjenere, som bo for deres Sædegaarde,deholdeAvl paa, og ligge udi Sognet, deres Sædegaarde udi ligge, og have været fri af Arilds Tid. Men fra 1603 hedder det, at fri vare kun Adelens egne Ugedagstjenere, som bo for deres Sædegaarde, de holde Avl paa, og ligge udi Sognet, deres Sædegaarde udi ligge, og de, som have været fri af Arilds Tid³). Saaledesvarnuogsaa det faktiske Forhold: enhver adelig Ugedagstjener, hvilket saa godt-som altid faldt sammen med enhver adelig Fæstebonde, som boede i det Sogn, hvor den adelige Hovedgaard, til hvilken han gjorde Arbejde, laa, var skattefri, selv om Bondegaarden lige i Forvejen

1) Danske Atlas 111, 555.

2) I det aeldste bevarede Skattemandtal for Gudme Herred (Nyborg Len) af 1610 flndes Svindinge Sogn aldeles ikke opfort.

3) Skattebrev af hi. Juli 1603; jvfr. derimod det af 9. Juli 1600 (Sjivll. Tegn.j.

Side 573

var bleven kjøbt eller tilmageskiftet. Forandringen i Skattebrevenes Udtryk, hvorved gammel Skik eller Hævd ikke længere var knyttet som en Betingelse til SkattefrihedenindenforSognet,men optraadte som en særlig Hjemmel vel ogsaa for dem, der boede udenfor Sognet, bekræftede kun hvad der i Aartier havde været Tilfælde t¹).

Som sagt, Kronen havde opgivet Kampen herom. Dog vedblev Striden om Ugedagsbøndeme, men den havde skiftet Terræn. I bitre Udtryk havde baade Christian 111 og Frederik II udstedt Forbud mod Udvidelsen af Omraadet for de skattefri Ugedagsbønder²), men hvad de fortrinsvis havde sat deres Kraft ind paa, var at hindre Udvidelsen ud over Sognegrænsen samt den Forøgelse af Tallet paa de skattefri, som indtraadte ved Oprettelsen af nye Herregaarde og Ladegaarde³).

Det var ogsaa ad disse sidstnævnte Veje, Udviklingengik videre i Løbet af Christian IV's og Frederik lll's Regering. Og Kronens Modstand indtraadte atter nu i et nyt Stadium. Af den Harme, som Christian 111 og Frederik II ofte havde givet Luft i skarpe Udtryk, spores saa godt som intet under Christian IV; de stereotypeUdtryk

1) Allerede ved en Rettertingsdom af 1572 havde en Adelsmand faaet en Paastand godkjendt om Skattefrihed udenfor Sognet paa Grnnd af Haevd. Axel Juel til Villestrup havde nemlig godtgjort, at 4—5 Gaarde i Lille Arden havde gjort Ugedagsgjerning til Villestrup i 40 Aar, og at han 1556 havde taget Laasebrev paa, at de vare hans Ugedagstjenere, skjont de ikke laa i samme Sogn som Hovedgaarden; i Henhold hertil bleve de kjendte skattefoi (Rosenvinge, Gamle danske Domme 111, 168).

2) Jvfr. især Breve af 1540, 1545, 1565 og 1568 (Danske Mag. 3. R. VI, 234. 4. R. I, 133. Jacobsen, anf. Skr. S. 36. 192).

3) Der søgtes ofte i saa Fald særskilt Tilladelse til Skattefriheden (Jacobsen S. 35 f.).

Side 574

typeUdtryki Skattebrevene om, at Lensmsendene skulde paase, at ingen überettiget regnedes for Ugedagstjener, vare ganske lidenskabslose. Kun en Gang, nernlig 1629, vides Christian IV overfor Rigsraadet at have udstodt et Suk over de mange fri Ugedagsbonder^l), og Raadet , ilede da rned at tale om de „^mange hoje og kongelige Forskrivninger, soin Adelens Ugedagsbonders Frihed er med forsikret" *). Ret karakteristisk er ogsaa Forordningenaf 23. Jan. 1635. Ved derme gaves der efter langvarige Forhandlinger mellem Kongen og Rigsraadet med dettes Samtykke en Rsekke Bestemmelser om LensmaendenesRegnskabsaflseggelser, deriblandt ogsaa for de almindelige Landskatter. Der gjentoges en seldre Bestemmels e³) om, at enhver Adelsmand skulde have Ret til selv at taxere sine Bonder og til enten selv at oppeboere Skatten eller sende Lensmanden en Liste, hvorefter han kunde inddrive den; hvis Adelsmsend viste sig forsommelige herrned, skulde dog Lensmaendene selv have Magt til at ssette Bonderne i Skat efter deres Forinue. Derefter hed det: n^Og skal Husbonden ikke maatte ved sin Seddel enten paa Fattigdom, ringe Brug eller andet nogen fra forrige gamle Skattepaalaeg befri, men formener nogen sine at forurettes, da befri sig dem ved Lov og Dom, soin vore Lensmaend ere kaldede imod". Man laegge Mserke til Udtrykket: eller andet; hvad her taenkes paa, er utvivlsomt Ugedagsforholdet, men Ordet nsevnes ikke; det er, som om man ikke liar villet gaa lige los paa Sagen, naar Talen var om et af Adelens kjsereste Privilegier.

Kronen talte altsaa kun lidt derom, den afholdt sig

1) Bricka og Fridericia, Christian IV's egh. Breve 11. 191.

2) Erslev. Aktst. t. Rigsr. Hist. 11, 179.

3) I Fdg. af 18. Septbr. 1628. Jvfr. Erslev, anf. Skr. 11, 137. 146.

Side 575

fra almindelige Beklagelser eller Trusler, men dermed skal ikke være sagt, at den fuldstændig lod Sagerne gaa deres Gang. Tvivlsomme Skattefrihedsspørgsmaal bleve ofte af Lensmanden bragte for Domstolene, og naar Lensmændene vare forsømmelige, fik de ikke sjeldent Antegnelser af Rentemestrene paa deres Regnskaber.

Mærkeligt nok var under alt dette Ugedagsbøndernes Skattefrihed kun sikret ved Vedtægt og ved hvert enkelt Skattebrev, ikke ved nogen Lovbestemmelse. Ogsaa til en saaclan Retsgaranti for Privilegiet naaede dog Adelen, inden det blev for silde. Da Christian IV 1645 under den storartede Finansnød suplerede de almindelige Skatter med en Hovedskat, havde han ønsket, at Ugedagsbønderne skulde deltage i den extraordinære Byrde. Hans Ønske modsatte Adelen sig bestemt *), men dets Fremkomst var sikkert den nærmeste Anledning til, at § 9 i Frederik lll's Haandfæstning kom til at indeholde den længe savnede Lovhjemmel for Skattefriheden, og det i det ret karakteristiske Udtryk, at Adelens Ugedagstjenere skulde være forskaanede for de af Rigsraadet bevilgede Landskatter, „som af Arilds Tid været haver". Det gamle Udtryk: af Arilds Tid, som oprindelig havde indeholdt en Begrænsning, var nu blevet ophøjet til at være en Slags Hjemmel for Skattefriheden i Almindelighed.

Med denne Baggrund af Hovedstadierne i den retsligeUdvikling af Skattefriheden samt i Kronens Holdning overfor Spørgsmaalet ville vi nu for Christian IV's og Frederik lll's Tid betragte de faktiske Forhold og de Resultater, som de førte til, noget nærmere. Hvad det

1) Erslev, anf. Skr. 111, 127 ff. Hist. Tidsskr. 4. R. 111, 596 ff.

Side 576

16de Aarhundrede angaar, tillader Manglen af Skatteregistreikke
nogen indgaaende Undersøgelse.

Med Hensyn til Maaden, hVorpaa Hovedgaardsbesidderne kunde frigjøre deres Bønder, var der aabnet en umiddelbar Vej derved, at Adelen, som anført, havde Ret til selv at taxere sine Bønder og selv opkræve Skatten af dem eller i hvert Fald indsende Skatteregistre. Som det fremgaar af Skattelisterne, benyttedes ogsaa Opkrævningsretten oftere af Adelige, men at der herved er fastslaaet nye Forhold eller sket videre Overgreb, kan dog ikke bevises. Hyppig oplystes Lensmanden om Overgangen til Skattefrihed blot ved Indsendelsen af en Seddel til ham fra vedkommende Adelsmand eller hans Foged, hvori det meddeltes, at den og den Bonde eller de og de Bønder vare blevne Ugedagstjenere og derved skattefri; derpaa indførtes den eller de paagjældende i Afkortningsregistret ,■ og Sedlen lagdes som Bilag. Som ovenfor set, forbød Fdg. af 23. Jan. 1635 en saadan uformel Fremgangsmaade, men det gik med denne Forordning som med saa mange andre, at den ikke overholdtes. Sedlerne vedbleve at gjøre Tjeneste som fyldestgjørende Beviser *). Men ligesaa regelmæssig optræde dog A⁷ed Siden heraf Tingsvidner om Bondens nye Retsstilling og endelig, naar Lensmanden gjorde bestemtere Indsigelser, Herredstingsdemme.

1) I Bilagene til Nyborg Lens Skattemandtal af 1638 findes f. Ex. følgende Seddel: „Eftersom Du (Lensmanden) haver opkrævet Skat af Niels Rasmussen udi Nybølle, saa efterdi han er Tjener her til Gjelskov og bor udi Sognet, da formener jeg, at han er skattefri. Actum Gjelskov d. 14. Juni Anno 1638. Erich Qvitzow, eg. Hd." Bonden opførtes derpaa uden videre i Afkortningsregistret. Lignende Exempler fra 1648 i Tryggevælde Lens Skattemandtal med Sedler fra Ridefogederne paa Totterupholm, Gjorslev og Frøslev for ialt 4 Bønder.

Side 577

Den hyppigste Anledning til Forøgelsen af de skattefri Bønders Tal var naturligvis Kjøb og Mageskifter af Bøndergaarde; ogsaa Selvejergaarde, som Adelsmanden fik Herligheden til uden endnu at have Ejendomsretten over, bleve paa denne Maade Ugedags og skattefri¹). Men ved Siden heraf spillede to Aarsager en væsentlig Rolle som medvirkende til Forøgelsen af Ugedagsbøndernes Tal, nemlig Oprettelsen af nye Herregaarde og af adelige Ladegaarde.

Mod den Skattefrihed, der erhvervedes ved nye Herregaardes Oprettelse, kunde der ikke siges noget, efter at man i det hele havde opgivet Kravet paa, at Ugedagsbøndernekunskulde være fri, naar de havde været det fra Arilds Tid. Men ofte gik med et Slag paa den Maade ikke faa Gaarde ud af de skattepligtiges Rækker. Saaledes omdannede Korfits Rosenkrands 1648 en Bondegaard i Dreslette Sogn (Baag H.) til en HerregaardFlenstofteog lagde 4 andre Gaarde dertil som Ugedags²), og Henning Pogwisch gjorde ved Oprettelsen af Billeshave Hovedgaard i Vejlby S. (Vends H.) i Aaret 1650 ikke mindre end 6 hele og 4 halve Gaarde skattefri3).Ud over Grænserne af det strengt lovlige var derimod Skattefrihed for Gaarde, fordi de laa til en adelig Avls- eller Ladegaard, thi Skattebrevene lød jo stadig paa Sædegaarde, og Herremanden residerede jo netop ikke paa Avlsgaardene. Ikke desto mindre blev det efter Haanden et anerkjendt Forhold. Endnu 1625 se vi et Exempel paa, at man har følt sig trykket af Sædegaardsudtrykket.MogensGyldenstjerne

1) F. Ex. 4 Ejendomsgaarde 1642 til Froslev i Stevns H. (Tryggev;¥lde Lens Mandtal).

2) Hagenskov Lens Skattem. 1648.

3) Hindsgavl Lens Skattem. 1650.

Side 578

udtrykket.MogensGyldenstjernetil Fulstofte havde 1624 gjort en stor Gaard i Foderup i Froste Herred til sin Ladegaard; da Skatten næste Aar skulde opkræves, lod han optage et Tingsvidne om, at 11 Gaarde vare Ugedagstjenere til den og derfor burde være skattefri. Tingsvidnet lød dog ikke alene paa, at han „selv har ladet saa og høste dertil og holder daglig Udspisning til sine Folk og Tjenere", men det tilføjes: „og derhos foregiverMogensGyldenstjerne selv efter Lejlighed, som Tiden kan udfordre, at holde Hus der"; som yderligere Forsvar hedder det, at største Delen af Gaardene for kort Tid siden havde ligget under Bosjøkloster som Ugedagstjenerel).Senere synes man gjennemgaaende at have taget Sagen lettere. 1648 oprettede Knud-Ulfeldt Ladegaarden Borupgaard i Roholte S. af 3 Bøndergaarde og lagde 12 andre Gaarde til som Ugedags²); Herredstingsvidneheromvar nok til at gjøre dem skattefri³). Og da den senere saa bekjendte Hans Friis byggede en Ladegaard i Dronning-borg Len, lød Tingsvidnet af 1651 blot paa, at han brugte Avlingen dertil og holdt Ladegaardsfogedpaaden med Kost og Løn samt 2 Røgtere og 6 Tærskere; saa paategnede Lensmanden paa Tingsvidnet,at6 Gaarde gjorde Hovning dertil, og derved bleve de fri; at de gjorde Ugedagsarbejde, var end ikke bestemt nævnet⁴). Dog er der Exempler paa, at saadanneTilfældegik til Doms. Som ovfr. S. 555 omtalt, havde Fru Sofie Rantzau, Enke efter Mogens GyldenstjernetilSøholm,

1) Froste Herreds Skattem. 1625.

2) Tidligere havde de tjent til hans i et andet Sogn liggende Hovedgaard Totterupholm og havde altsaa betalt Skatter. Jvfr. for øvrigt om Ladegaarden ovfr. S. 555.

3) Tryggevælde Lens Skattem. 1648.

4) Dronningborg Lens Skattem. 1651.

Side 579

stjernetilSøholm,ladet oprette en Avlsgaard i Strøby S. i Stevns H., og hun havde lagt ikke mindre end 17 Gaarde dertil som Ugedags. Lensmanden Sigvard Urne vilde ikke uden videre godkjende Forholdet, og Sagen kom for Stevns Herredsting. Men Dommen, der afsagdes 14. Oktbr. 1645, faldt ud til Fordel for Sofie Rantzau; den holdt sig til hendes Indlæg, og i dette var henvist til Bestemmelsen i den koldingske Reces af 1558 om, at enhver Riddermandsmand maatte g.jøre sig sit eget Gods saa nyttigt, som han kunde, og karakteristisk nok tillige til det Punkt i Fdg. af 23. Jan. 1635, der lød paa, at Adelige skulde befri deres Tjenere ved Lov og Dom *). I Løbet af de paafølgende 3 Aar forøgedes de 17 skattefri Gaarde med 7 andre'²).

Men adskillige Adelige gik langt videre. Selve Sognegrænsenblev ikke respekteret. Her var dog et Punkt, hvor Kronen nødig lod sig noget byde, og Lensmændene maatte hyppig finde sig i Paategnelser fra Rentekammeret, naar de havde godkjendt Adeliges Overgreb. Et særligbetegnendeExempel er det følgende. Da Skatteregistret for Froste Herred var forfærdiget for den Skat, som skulde opkræves til Mortensdag 1636, gjorde bl. a. Jokum Beck Indsigelse mod Optagelse derpaa af ikke mindre end 12 Gaarde. I Følge et Tingsvidne af 15. Febr. 1637 stævnede

1) Tryggevælde Lens Skattem. 1645.

2) Mærkes kan dog, at enkelte Gange søgtes der om Tilladelse til Skattefrihed ved nye adelige Gaardes Oprettelse. Saaledes fik Lensmanden paa Malmøhus Otte Tholt 16. Maj 1651 Brev om at undersøge Forholdene i Anledning af, at Fru Kirstine Rantzau, Falk Lykkes Enke, havde ansøgt om, at Bønderne til en af hendes Mand bygget Gaard, kaldet Nygaard, maatte være skattefri (Skaanske Tegn.). Men af Brevet kan dog ikke ses, om Bøndergaardene laa i Sognet eller ikke, og flere Akter synes ikke at findes i Sagen.

Side 580

hans Ridefoged Lensmanden Gunde Rosenkrands til at møde enten selv eller ved Fuldmægtig 14 Dage efter for at forsvare hvad han havde gjort. Ridefogeden nægtede ikke, at de omstridte Gaarde laa udenfor det Sogn, hvor Hovedgaarden Bosjøkloster fandtes, men han gjorde gjældende, at denne Herregaard indenfor sit Sogn kun havde 21 Ugedagstjenere; det var umuligt for disse alene at overkomme det Arbejde, der udkrævedes Vaar og Høst, hvis de tillige skulde kunne udrette noget for dem selv; derfor havde han ladet de omstridte Gaarde udenforSognet hjælpe dem og gjøre Arbejde som Ugedagstjenere,og hidtil var det gaaet, uden at der behøvedes nogen Lindring for dem; men nu vare de blevne fattige, nogle endog øde, og derfor havde han maattet begjære dette Tingsvidne, „paa det at hans Husbonds Gods ikke skulde ødes, og det i saa Maade ikke alene skulde komme Kgl. Maj. til Afbræk paa Skattens Afgift, men ogsaa hans Husbond til stor Skade paa den Herlighed, han var hos dem berettiget". 4 Bønder, „Naboer og Grander", aflagdeEd paa Rigtigheden af Ridefogedens Erklæring. Lensmanden synes ikke at have svaret, men i Realiteten gav han efter, thi i det følgende Skattemandtal fandtes Gaardene ikke opførte. Dette blev dog Rentekammeret for stærkt; der blev gjort Antegnelser til Regnskabet paa Grundlag af, at Gaardene ikke laa i Hovedgaardens Sogn, og i Lensregnskabet for 16³⁷/38 opførtes Skatten for de 2 sidste Aar, og i den følgende Tid findes Gaardene atter paa Skatteregistret^l).

Det var dog langtfra altid, at Udvidelsen af SkattefrihedenhinsidesSædegaardensSognegrænse

1) Frost e Hei-reds Skattem. 1636. Antegnelser ved Lensregnsk. 16^3s/37 og 16³⁷/as. Lignende Indsigelser med lignende Resultat gjordes med Hensyn til 4 Gaarde til ortofte og 4 til Pugerup.

Side 581

hedenhinsidesSædegaardensSognegrænsekunde hindres af Lensmanden eller Rentekammeret. Der blev fra Adelens Side anvendt mange Kunstgreb i denne Henseende.Idet16de Aarhundrede havde Peder Oxe i Følge de af Christian 111 mod ham 1558 fremsatte KlagepunkteristorMaalestok benyttet et saadant; han havde nemlig nogle Aar forinden taget en hel Landsby paa Laaland fra dens rette Sognekirke og lagt den under Nielstrup Sogn, for at Bønderne, der laa til hans HovedgaardNielstrup,kundeblive skattefri¹). Fra det 17de Aarhundrede kjende vi to Exempler paa, at Hovedgaardsejernebenyttedesig— og det med Held — af, at deres Hovedgaardsjorder strakte sig ind i et andet Sogn end det, hvor selve Gaarden laa; i begge Tilfælde havde de, rimeligvis med Overlæg, skaffet sig Stolestader i det andet Sogns Kirke. Sagen gik til Doms, men Dommen faldt begge Gange ud til Fordel for Adelsmanden, noget der ikke taler til Gunst for Herredstingenes Uafhængighed af Adelen. Det ene Tilfælde er fra Froste Herred i Skaane, hvor Niels Trolle, der ejede Skarholt i Sognet af samme Navn, havde erhvervet sig 11 Gaarde i NabosognetStrøog1632 gjorde Fordring paa Skattefrihed for dem. Lensmanden Erik Krabbe vilde ikke godvillig indrømme denne Fordring, men Herredstingsdommen af 26. Septbr. gik ham grundig imod og anerkjendte fuldstændigNielsTrollesRidefogeds Indlæg, der støttede sig til de ovenfor omtalte Grunde, og hvori det desuden paastodes,atdeGaarde i Strø Sogn, som tidligere havde ligget til Skarholt, af Arilds Tid havde været fri for kongelig Skat og Tynge²). Det andet ganske lignende

1) Ryge, Peder Oxe S. 144.

2) Froste Herreds Skattemandt. 1632.

Side 582

Tilfælde er fra Salling Herred paa Fyn. Christian Urne til Søgaard (i Søby S.) opnaaede her ved en Dom af 1655 Skattefrihed for alle Sognemændene, i alt 17, i Allested Sogn. Det hed i Dommen, at Christian Urne havde „sin Gaards Avl liggende tillige iblandt Allested Mænds Jord og Grund, hvilken de saaede og pløjede som Ugedagstjenere", og havde sit Stolestade i Allested Kirke og søgte samme Kirke lige saa fuldkomment som sin egen Kirke Søby. Lensmanden Mogens Kaas's Foged gjorde forgjæves Indsigelse herimod med den Paastand, at de, som tidligere havde besiddet Søby, ikke havde tilholdt sig denne Rettighed; hertil svarede den adelige Foged, at hele Sognet aldrig nogensinde tilforn havde tilhørt Søgaard. Mod denne besynderlige, ganske ulovhjemledeBevisførelsehavdeHerredstinget intet at sige₁). Endnu mærkeligere var dog den Begrundelse, hvormed et paa Froste Herredsting 20. Jan. 1613 udstedt Tingsvidne frigjorde 7 Gaarde, der tilhørte den bekjendte Rigsmarsk Sten Maltesen Sehested til Løberød²). Det udtaltes uden Besmykkelse af Kjendsgjerningen, at de ikke laa i HovedgaardensSogn(Hammerlund),men derimod i 3 Nabosogne(Gudmandtorp,Høgserødog Harløse); Motiveringen for Skattefriheden var kun den, at de gjorde UgedagsværktilLøberød,og at „de ligge næst for Løberøds Port nærmere end de andre Ugedagstjenere". Ganske ugenert satte man sig altsaa her ud over Sognegrænsens Skranke, og Tingsvidnet blev respekteret. Men et endnu fyldigere Indblik i Ringeagten for Sognegrænsen faar man ved at se paa Afkortningsregistrene til SkattemandtalleneiHolbækLen.

1) Nyborg Lens Skattem. 1654.

2) Froste Herreds Skattem. 1612. Allerede 1610 opføres de 7 Gaarde i Afkortningslisten. men rimeligvis har Rentekammeret gjort Indsigelse og forlangt Tingsvidne om Forholdet.

Side 583

talleneiHolbækLen.Igjennem en Række Aar i FyrretyverneogHalvtredserneser man her blot for Merløse Herred opført mindst 30 Gaarde, der vare skattefri som Ugedagstjenere, skjønt de laa udenfor deres Hovedgaardes Sogne. Til Sonnerup, der laa i Hvalsø S. i Voldborg H., afkortes 8 Gaarde i Soderup S. og 4 i Kirke-Eskildstrup S.; i det sidstnævnte Sogn frigjøres endvidere SG. til Tygestrup (i Ondløse S.) og 1 til Torbenfeld (i TorbenfeldS.).IN. Jernløse S. frigjøres 1 til Eriksholm (i Aagerup S.), 1 til Knabstrup (i S. Jernløse S.), 2 til Tølløse (i Tølløse S.) og 2 til Aastrup (i Saaby S. i Voldborg H.). Man kan for flere af disse Tilfælde paavisedenanvendteRetsgrund i Tingsvidner fra 1636, som Lensmanden Mogens Pachs da havde skaffet sig til DækningmodAngrebfra Rentekammeret. Disse Tingsvidner gik blot ud paa, at Gaardene ikke havde givet Skat, siden de bleve Ugedagstjenere til vedkommende Gaard eller i forrige Lensmands Tid*). Man ser vel her Betydningen af de faa Ord: „og de som" (af Arilds Tid have været fri) i Skattebrevene fra Christian IV's Tid. Hævd gjorde skattefri trods Sognegrænsen.

Det tør altsaa fastslaas, at ved Kunstgreb og ved Hævd havde Adelen i ikke ringe Grad udvidet Skattefrihedenfor sine Bønder ud over hvad der var Privilegiets Mening²). Hermed er det ogsaa bevist, at naar vi i et

1) Holbæk Lens Skattem. 1636.

2) Hvor uklar man i det hele var om Berettigelsen til Skattefrihed, freragaar af et Tilfælde fra 1653. Hans Friis havde søgt om at maatte lægge en Snes af sine Bøndergaarde under sit Birk Klausholm og i Andragendet fremhævet, at Kronen ikke vilde tabe noget derved. I den Anledning erklærede Lensmanden over Dronningborg Len Henrik Thott, at han ikke vidste, om 4 af de omhandlede Gaarde, som hørte til hans Len, „ved denne Frihed eximeres" for at betale Kongen Skat (Jydske Indlæg 1653).

Side 584

tidligere Afsnit opgjorde Ugedagsbøndernes Antal Landet over paa det eneste mulige statistiske Grundlag, nemlig ved Hjælp af Antallet af de Gaarde i vedkommende Sogn, der laa til Hovedgaarden, ere vi kan naaede til et Minimum.

Som Hovedpunkt i denne Undersøgelse skal dog her fortrinsvis lægges Vægten paa, at efter alt det fremsatte næppe nogen vil tvivle paa, at vi her staa ved det Forhold, som hovedsagentlig forklarer Formindskelsen af de skattepligtige Bønders Antal. Men endnu mere overbevisende bliver dette dog, naar vi forfølge Udviklingen af Tilvæxten af de skattefri Ugedagsbønder i enkelte Len, Herreder og Sogne. Til det Øjemed har jeg fra 1610 til 1651 Aar for Aar og Skatteregister for Skatteregister gjennemgaaet Mandtal, Afkortningslister og Bilag for Froste Len og Herred i Skaane, Tryggevælde Len i Sjælland, som bestod af de 3 Herreder Bjeverskov, Faxe og Stevns, samt Salling Herred i Nyborg Len paa Fyn. I den følgende Tabel er der sammendraget Hovedresultaterne; den første Rubrik angiver Nedgangen ide skattepligtige Bønders Tal i Løbet af de nævnte Aar, den anden Ugedagsbøndernes Tilvæxt og den tredje endelig Antallet af Ugedagsbønder 1651 efter den i Afsnit I foretagne Beregning.

1) For at bringe Tallet i Overensstemmelse med Tilstanden 1651, er den Angivelse, vi have fra c. 1658, reduceret noget.

Side 585

Tilvæxten i Ugedagsbønder er altsaa tydelig nok en aldeles overvejende Aarsag til Nedgangen i Skattebøndernes Tal; naar Tilvæxten i Tryggevælde Len og Salling Herred endog er større end Nedgangen, kan dette hidrøre fra, at enkelte Ugedagsbønder atter ved Salg ere blevne skattepligtige. Endnu klarere bliver dog Forholdet, naar man betragter det sognevis. I Salling Herred var der, bortset fra Øerne Lyø og Avernakø, 6 Sogne, hvor der ingen Herregaarde var. I alle disse Sogne er der ingen Nedgang i Skattebøndernes Tal i Tiden fra 1610 til 1651, og dog var Nedgangen i hele Herredet saa overordentlig stor! Naar man endvidere lægger Mærke til, at den samme Periode har bragt Antallet af Ugedagsbønderne i Tryggevælde Len og Salling Herred op over det dobbelte af hvad det var i Aarhundredets første Tiaar, faar man herved en Tidsbestemmelse for Fremskridtet af Godssamlingen omkring Herregaardene i alt Fald i disse Egne.

Det er ikke vor Hensigt her at fordybe os i topografiskeeller personalhistoriske Data; men nogle lagttagelser af saadan Natur fra Salling Herred ville vi dog ikke holde tilbage. Allerede 1610 laa vedkommende Sogne helt henholdsvis til Rantzauholm, der dengang ejedes af Statholderen i Kjøbenhavn Brejde Rantzau og senere gik over til Familien Lykke, og til Sandholt, der tilhørte Familien Rud. I Tiden fra 1610 til 1651 var det væsentligMagnater som Rigsraaden Jørgen Brahe til Hvedholm,Fjellebro, Skovsgaard og Lundsgaard, Rigsmarsken Anders Bille til Damsbo, Gehejmeraaden Jørgen Schult til Finstrup og Christian IV's Svigermoder Ellen Marsvin til Lundegaard, der forøgede deres Hovedgaardes nærmeste Fæstegods. Og ret karakteristisk er her Talen om de

Side 586

samme Herregaarde, til hvilke der i Følge en ovenfor
anstillet Sammenligning1) er overvejende Sandsynlighed
for en betydelig Nedlæggelse af Bønderjordbrug.

For Bonden var selvfølgelig den opnaaede Skattefriheden Fordel. Men denne Fordel var uden Tvivl som Regel langtfra i Stand til at opveje den Skade, der voldtes ham ved de forøgede Byrder, der fulgte med at være Ugedagstjener. For Krongaardenes Vedkommende overdriver man næppe ved at anslaa Ugedagsbøndernes Hoveripligt til mindst 1—21_—2 Dages Arbejde om Ugen under almindelige Forhold og 3 Dages i Saa- og Høsttiden foruden talrige Kjørsler²). Hvad Adelsgaardene angaar, afhang det fordrede Arbejdes Størrelse naturligvis i høj Grad dels af Hovedgaardsjordernes Omfang dels af UgedagsbøndernesAntal; men gjennemgaaende var det sikkert snarere større end det, der krævedes paa Kronens Slotte og Ladegaarde³). Man erindre, at Hovedinteressen for Adelen ved Arronderingen af dens Fæstegods bestod i det forøgede Hoveri, der kunde paalægges de nærmest boende Bønder, og naar den med saa megen Iver vaagede over sine Ugedagsbønders Skattefrihed, saa var Grunden hertil næppe Ønsket om at stille dem bedre end deres Standsfæller, men simpelthen Bevidstheden om Nødvendighedenaf Erstatning for det forøgede Arbejde. Vi have jo ogsaa set Ejeren af Bosjøkloster i Skaane 1637 gjøre gjældende, at 21 Ugedagsbønder umulig kunde bestrideArbejdet

1) S. 559 Anm 1.

2) Se den mærkelige Hoveriforening af 1578 for Ugedagsbønderne til Odensegaard (Nye Danske Mag. 11, 156 f.).

3) Jvfr. Arent Berntsen 11, 156. Muligvis har dog Sjælland dannet en Undtagelse paa Grund af Christian IV's store Byggeforetagender og de uhyre Byrder, som derved lagdes paa Krongodsets

Side 587

strideArbejdettil Hovedgaarden, og at de 12 andre Gaarde, af hvilke han var begyndt at kræve Ugedagsarbejde,skjønt de ikke laa i Hovedsognet, vare i Færd med at blive ødelagte og kun kunde hjælpes ved at opnaa Skattefrihed. Men selv Skattefriheden hjalp langtfraaltid. I et Tingsvidne af 1628 fra Froste Herredstinghedder det i Anledning af, at 9 Gaarde vare blevne lagte som Ugedags til Ovsbygaard, at siden Ejeren har faaet dem til Ugedagstjenere, „er der blevet 3 Gaarde øde, som ingen Besidder er paa, formedelst besværlig Ægt og Arbejde, de blive tilsagte til og gjøre til Ovsbygaard"x). Og socialt set var maaske selve Arbejdet ikke det værste. Idet Ugedagsbønderne tilsagdes til at foretage saa godt som alt det paa Hovedgaarden forefaldendeArbejde, bleve de fra forholdsvis selvstændige Fæstere næsten til Herremandens Tyende. Jo flere Ugedagsbønder, desto større Forværring af Bondestandens sociale Stilling.

Men Forøgelsen af Ugedagsbøndernes Antal virkede ogsaa fordærvelig ien anden Retning. Jo flere Ugedagsbønder,desto færre skattepligtige og altsaa desto større Skattetryk paa de tilbageblevne, og da Skattetrykket faktisk ikke kunde bæres, desto færre Indtægter for Kronen. I direkte Linje virkede altsaa Forøgelsen af Hoveriet til de adelige Hovedgaarde skadelig ikke blot for de nærmest paagjældende, men ogsaa for de øvrige Bønder og for hele Staten. Dette skete tilmed paa et Tidspunkt,hvor Landbrugets Kaar bleve slettere og slettere, og hvor Kronen stadig mere søgte sine Indtægter forøgede ikke fra sine Domæner, men netop fra Skatterne, og de, der

1) Froste Herreds Skattem. 1628.

Side 588

medvirkede mest til den uheldige Udvikling, vare Kronens nærmeste Raadgivere. Det var ikke mærkeligt, at det hørte til den oppositionelle Borgerstands Program at klage over Ugedagsbøndernes Tilvæxt, særlig naar den foranledigedes paa den halvulovlige Maade ved Oprettelsenaf nye Ladegaarde^l). Paa dette Punkt skred ogsaa det ved Enevælden skabte nye Statssystem uden Betænkning ind. Ugedagsbøndernes Skattefrihed faldt ved Adelens Privilegier af 24. Juni 1661. Men idet Hoveriet ikke formindskedes, bleve de paagjældende Bønders Kaar snarere forværrede.

1) Se Klagerne fra Kjøbstæderne 1629 (Suhms nye Samlinger I, 199. 202. 219) og fra Kjøbenhavn 30. Oktbr. 1660 (Riegels, Christian V's Hist. S. 93). I det sidstnævnte Aktstykke fordredes Afskaffelsen af alle nye optagne „Platgaarde*. Det sidste Udtryk har jeg ikke andetsteds fundet paa Dansk, men paa Svensk betyder det adelig Ladegaard (Kreuger, Studier rorande de agrariska forhållandenes utveckling i Sverige S. 62).

Side 589

Bilag.

2) Herunder gaar Jerrestad Len. Tab. I. Skaane 1651.

Side 5'JO

Tab. 11. Adelige Hoved- og Ladegaarde i Skaane 1651. 1) Opgivelsen mangler ved en Forglemmelse fra min Side, da jeg benyttede den skaanske Extrakt.

Side 594

Tab. 111. Bleking 1651.

Tab. IV. Sjælland med Hven og Mon 1651.

Side 59G

Tab. V. Adelige Hoved- 02: Ladegaarde paa Sjselland 1651. !) Gaardcn dreves af Bonder, saa at de til den liggende Tjenere ikke med Hotte vare skattefri.

Side 599

Tab. VI. Falster 1062 (og 1651).

Tal). VII. Laalaud 1602 (og 1651).

Tab. VIII. Adelige Hoved- og Lartegaarile paa Laaland 1002.

Side 600

Tab. VIII. Adelige Hoved- og Lartegaarile paa Laaland 1002.

Tiib. IX. Fyn med Langeland 1002 (og 1058).

Side 601

Tiib. IX. Fyn med Langeland 1002 (og 1058).

TaL. X. Adelige Hoved- og Ladegaarde paa Fyn 1662 (og 1058).

Side 505

TaL. X. Adelige Hoved- og Ladegaarde paa Fyn 1662 (og 1058).

Tiil». XI. 29 narrejydske Herreder 1651.

Side 606

Tiil». XI. 29 narrejydske Herreder 1651.

1) Heri indbefattet de jordogne i Hids Herred (Tab. XV). -j Heri indbefattet de jordegne Bonder i de andre Herreder under Aalborghus Len (.Tab. XIII og XV). Tab. XII. Herrederne Nord for Limfjorden 1657^—62.

Side 607

i) Heri indbefattet de jordegne paa Mors (Tab. XV). Tal). XIII. 16 nerrejydske Herreder 1651.

Side 608

Tab. XIV. Jordbrugenes Antal i 24 nerrejydske Herreder samt paa Læse Ki(i2 og 1690.

Side 009

Tab. XVI. Oversigt over Norrejylland 1651.

Side 010

Tal). XVII. Adelige Hoved- og Ladegaarde i 2!» nerrejydske Hcrreder 1651. '] Ikke modregnede til l'geuagstjenerne, da Uonslund var bortforpagtet af Ejeren. i; Ikke medregnet, da Ornliovedgaard var bortforpagtet.

Side 613

Tab. XVIII. Skattepligtige B&nder i Skaane. 1) Tallene ere vistnok noget for lioje, da Afkortningen ikke er klar.

Side 614

Tab. XVIII. Skattepligtige B&nder i Skaane. 1) Tallene ere vistnok noget for lioje, da Afkortningen ikke er klar.

Tab. XIX. Skattepligtige Bønder i Bleking.

Tab. XX. Skattepligtige Bønder paa Bornholm.

Side 615

Tab. XXI. Skattepligtige Bonder paa Sjselland. J; Gaardsæder ere sammenregnede med Husmænd og Jnderster, saa at deres Antal ikke kan ses. -) Ligesom ved Abrahamstrup. 3) Ligesom ved Abrahamstrup. !) Da rgeciagsma?nd og Gaarcisreder ere sammenfatteiie, liorer en Del af disse uden Tvivl til de hele Gaarde.

Side G17

Tab. XXII. Skattepligtige Bønder paa Samso.

Tab. XXIII. Skattepligtige Bonder paa Falster.

• Tab. XXIV. Skattepligtige Bonder paa Laaland.

Side 618

Tab. XXV. Skattepligtige Bønder paa Fyn.

Side 619

Tab. XXVI. Skattepligtige Bønder i østdanmark til Lille Bælt.

Side 620