J. Paludan: Fremmed Indflydelse paa den danske Nationalliteratur i det 17. og 18. Aarhundrede. En literaturhistorisk Undersøgelse. I. Renaissancebevægelsen i Danmarks Literatur, især i det 17. Aarhundrede. Udgivet med Understøttelse af Kirkeog Undervisningsministeriet. Kjøbenhavn (Wilh. Prior) 1887. XV 4- 516 S.

1 1885 henledte jeg i dette Tidsskrift Læsernes Opmærksomhedpaaet stort og betydningsfuldt Arbejde af Dr. Paludan om det højere Skolevæsen i Danmark, Norge og Sverig, og nu kun to Aar efter har samme Forfatter allerede atter forelagtLæseverdenenet næsten lige saa omfattende Værk over et af den ældre danske Literaturhistories vigtigste Afsnit. Der er ogsaa en vis Forbindelse imellem disse Arbejder for saa vidt. som Skolebevægelserne jo altid vise tilbage til og ere Udslag af de store Kulturbevægelser, der give sig Udtryk i Literaturen. Men Forfatteren har desuden ien længere Aarrækkeigjennemforskjellige større og mindre Monografier arbejdet sig frem imod Løsningen af den Opgave, som han har stillet sig i sit nye Værk, nemlig at fremstille det danske Aandsliv i dets Vexelforhold til Udlandets. Der er saa meget niere Grund til at anmelde Dr. Paludans Skrift her i dette Tidsskrift, som det jo er den danske historiske Forenings Ære, at den i sin Tid har fremkaldt den første udførlige og sammenhængendeFremstillingaf

menhængendeFremstillingafden danske Literaturs Historie indtil dette Aarhundredes Begyndelse, idet den for henved 40 Aar siden overdrog N. M. Petersen Udarbejdelsen af „Bidrag til den danske Literaturs Historie" (1—5. Del, Kbh. 1853 — 61) — et helstøbt Arbejde, som, naar man tager Hensyn til den Tid og de Forhold, hvorunder det fremkom, endnu maa nævnes som et Særsyn, en uundværlig Haandbog for enhver, der sysler med dansk Literatur. Det bedste Vidnesbyrd om den overlegne Dygtighed, hvormed N. M. Petersen har løst denne Opgave, ligger deri, at hans Arbejde endnu ikke har tabt sin Betydning, uagtet der efter hans Tid er fremkommet et meget righoldigt Stof. Jeg skal her kun minde om Dr. H. Børdams betydningsfulde Bidrag, ikke blot lians mange enkelte Monografier, men ogsaa de utallige Aktstykker, som han har meddelt i Kirkehistoriske Samlinger. Alle disse Bidrag ere i rigt Maal komne Dr. Paludan til Gode, og man møder Henvisning til dem overalt i hans Arbejde, medens han dog helt igjennem tillige støtter sig til Selvsyn. Rørdam har vistnok ydet Bidrag til Belysning af alle Perioder i vort Kulturliv,menhans Hovedopgave maa dog siges sa;rlig at omfatte det 16. Aarhundrede og den første Halvdel af det 17. Og man sporer dette i Paludans Fremstilling. Idet han paa mange Omraader for denne Periodes Vedkommende kunde støtte sig til disse Forarbejder, vandt han et friere Overblik over Stoffet og naaede derved til en livligere og mere aandfuldFremstilling,medens han for senere Tidsrums Vedkommendeoftebliver tung og trættende og gjør det vanskeligere for Læseren at vinde Overblik. Stoffet nøder ham til en mere indgaaende Behandling . og under Tiden har man Indtryk af. at han selv føler sig trykket derved. Mange mindre væsentlige Enkeltheder blive derved rykkede op paa Højde med de mere betydningsfulde Fremtoninger i Literaturen, og man kommer saaledes til saa at sige at mangle Perspektiv i Maleriet. Men Arbejdet skulde gjøres, og man raaa være Forfatteren taknemmeligfor,at han ikke har skyet denne Anstrængelse. at bryde sig igjennem Revl og Krat for at vinde frem til større Vidder. N. M. Petersens Arbejde ligesom ogsaa G. Rosenbergs

senere fremkomne og ufuldendte Værk: „Nordboernes Aandshv"(1—3.Del, Kbh. 1878 — 85) ere for ensidigt anlagte, idet de næsten udelukkende fæste Blikket paa Kulturbevægelserneide tre nordiske Riger uden at tage tilstrækkeligt Hensyntilde store almindelige evropæiske Kulturstrømninger. De kom derved til at mangle den nødvendige Maalestok til Forstaaelsen af, hvad der er selvstændigt, og hvad der er ligefrem Efterligning og Laan udefra. Men det er Paludans store Fortjeneste, at han har gjennemført det sammenlignende Literaturstudium og derigjennem givet det nødvendige Supplementtilde to ovennævnte Arbejder.

Jeg skal til Vejledning for Læserne i Korthed gjengive Forfatterens Fremstilling i dens Hovedtræk, derefter fremhæve nogle af de Specialundersøgelser. hvorig jennem han har gjort sig særlig fortjent ved at oprede og forklare Spørgsmaal og Forhold, som enten ikke have været fremdragne før eller dog ikke tidligere have faaet en fyldestgjørende Behandling, og til Slutning tilføje nogle Bemærkninger om Forfatterens Synspunkter , tor saa vidt jeg tror at kunne retlede dem paa nogle enkelte Punkter. 1 det første Hovedafsnit indleder Forfatterensit Arbejde med en almindelig Udsigt over RenaissancensGang igjennem Evropa. Han paaviser, hvorledes den store aandelige Frigjørelsesproces. der fra Slutningen af det 15. Aarhundrede foregik hele Evropa over, deler sig i to Hovedbevægelser, den religiøse Frigjørelse- Reformationen, og den videnskabelige, poetiske og kunstneriske: Renaissancen. De havde til Dels fælles Udspring, mødtes ogsaa i Begyndelsen i fredeligt Samarbejde, men traadte snart i skarp Modsætning til hinanden. Reformationen opstod væsentlig paa germansk Jordbund. Den brugte Renaissancens Resultater, indtil den havde sejret, og skød den derefter til Side. Kirken kunde ikke forliges med den frie Tanke og de hedenske Klassikere. Anderledes derimod i de romanske Lande, hvor den reformatoriskeBevægelse snart trængtes tilbage, medens Renaissancenslog fuldt igjennem. Fra Italien, hvor den blomstrede frodigst, udbredte den sig til Frankrig, hvor den allerede faar et anden Haands Præg, og derfra gik Bevægelsen over Nederlandene,som

landene,somblev Mellemledet for dens Overførelse til Nordevropa.Først ved Trediveaarskrigen og den indbrydende Kalvinisme kom Tyskerne for Alvor med. De vendte sig bort fra deres middelalderlige Literatur til den stærkt blandede fransk-nederlandske Renaissance, som her skulde indplantes paa en Oltidslivet helt fremmed, germansk Jordbund. Endelig naaede Eftervirkningen af det store, almenevropæiske Røre fra Tyskland til de nordiske Lande, men længe indskrænkede vi os til at optage Tyskernes tunge Efterligninger, inden vi, væsentlig med Holberg, lærte at søge til forholdsvis renere Kilder, især de franske.

i det andet Hovedafsnit gaar Forfatteren derefter over til en Fremstilling af de særlige danske Forhold og viser, at ogsaa vi havde en kort Forrenaissance, der indtraadte samtidigmeddeiørste reformatoriske Bevægelser. Men ogsaa hos os faar den religiøse Interesse Overtaget over den humanistiske og kvæler den snart, saa at Renaissancen efter et Aarhundredes Forløb atter maa søge Indgang ad andre Veje og ligesom begynde paa ny. Men den friere Luftning, som var gaaet igjennem Samfundslivet i denne korte Forrenaissanceperiode,havdedogfremkaldt en Vækkelse af Folkeaanden,LiteraturenogModersmaalet. Den religiøse Bevægelse tog Modersmaalet i sin Tjeneste, og Latinens Enevælde blev brudt for en Tid. En større videnskabelig Stræben rørte sig ogsaa ved Præsteskolerne i Malmø og Viborg, uden at dog Kundskaben til de gamle Klassikere blev synderlig større end tidligere, ligesom ogsaa Kjendskab til Græsk synes at have været ringe. Men i Historieskrivningen gik man fra den tørt refererende Krønikestil over til den pragmatiske Fremstilling med Blik for den historiske Aarsagssammenhæng og for FremstillingensKunst,ogPolitik og Diplomati begyndte at spille en Rolle. Poesien, der ligesom Videnskaben var traadt i de reformatoriske Ideers Tjeneste, gjorde dog ikke noget formelt Fremskridt. Sproget var tungt, Rim og Rhytme ufuldkomne. Man nøjedes med Oversættelse og Bearbejdelse fra Tysk i Mestersangerstil. Sjældent sporedes en tilfældig Efterklang af den gamle Folkevise, og da allegorisk anvendt, saa at den

stod paa Overgang til det tørre Læredigt. Snarere lader der sig₁ derimod paavise en svag humanistisk Indvirkning paa den dramatiske Literatur. Men da Reformationens Maal var naaet, begyndte Arbejdet for at hævde Lærens Renhed, og en stræng kirkelig og politisk Censur slog Rom for al videnskabelig Frihed,OrthodoxiensForkjærlighedfor de klassiske Sprog stillede dem atter i Modersmaalets Sted. og den humanistiske Stræben satte kun Spor i Latindigtningen . der endnu lagde Vægt paa det klassisk elegante Udtryk, men oftest uden at faa Aanden med. Theologien betragtedes som Videnskabernes Videnskab, og derfor blandede den sig kuende og hæmmende ind paa hele den øvrige Videnskabs Omraade. Udviklingen fra Reformationentilnedi det 17. Aarhundrede gik derfor stadig i Retning af aandelig Ufrihed. Men denne Udvikling var dog ikke uforstyrret, og først igjennem Modstand satte den sig ret fast i sin Ensidighed. Medens Danmark under Christian 111 havde g.jældt for den rene Læres forjættede Land, gik den strænge Lutherdoms Fædre til Hvile samtidig med, at Frederik ll's Tronbestigelse førte en ny frisk Luftning ind over Landet, og der indtraadte et Interregnum paa omtrent 50 Aar, inden Orthodoxien naaede frem til endelig Sejr. I dette Tidsrum skyde Spirerne til den senere almenevropæiske Indflydelse paa dansk Literatur og Aandsliv frodig i Vejret. Alle Spor af friere moderne Tænkning og Livsanskuelse staa paa denne Tid i direkte eller indirekte Forbindelse med Philippismen, en frisindet kirkelig Retning' indenfor Lutherdommen, der har taget Navn efter Phil. Melanchton, som i flere dogmatiske og kirkepolitiske Spørgsmaal heldede til Kai vins Opfattelse. Denne kryptokalvinistiske Retning fik en saglig Retydning paa Grund af det nære Forhold, hvori den stillede sig til den ramistiske Filosofi. Ramismen, der har faaet Navn efter den franske Filosof Petrus Ramus og er den første rationelt udviklede Form af Renaissancens Filosofi, kan vel ikke siges fuldt ud at have frigjort Filosofien fra Theologien og opstillet den som en selvstændig Videnskab. Det gjorde først Cartesius, idet han uddannede et afsluttet filosofisk System med egne Forudsætninger.ForRamismenhar Filosofien endnu kun væsentlig

formel Betydning som Methodelære. Det er stadig Logiken og Dialektiken, P. Ramus driver paa, men han fyldte først denne Form med et fast Indhold og gav den et positivt Stof at øve sig paa, idet han drog Fagvidenskaben ind under den. og fremfor alt frigjorde han den for skolastisk Formalisme. Med fremmede Skolemænd som Mellemled naaede denne Retningforholdsvishurtigtil Danmark. Denne Bevægelse banede Vejen for Fag- og Realvidenskabernes selvstændige Udvikling og fremkaldte en hel Reform af Undervisningen. Mest virkede Ramismen dog maaske baade i Tyskland og hos os ved at give Stødet til det moderne videnskabelige Sprogstudium , ogsaatilStudietaf Modersmaalet, hvoraf senere NationalliteraturensGjenopvækkelsebleven betydningsfuld Følge. Samtidig med Ramismen fremtræder en sideordnet, mindre logisk skarp, men mere fantastisk Renaissancebevægelse, der peger frem imod selvstændig Naturiagttagelse. Den giver Stødet til NaturvidenskabernesOpblomstring.somdog snart hæmmedes ved Orthodoxiens Overgreb. Men den Vækkelse. som fremmed Renaissancepaavirkning fremkaldte hos os. naaede dog ikke udenfor den egentlig videnskabelige Kreds og berørte ikke Nationalliteraturen. Desuagtet møder man dog paa samme Tid uden tilsyneladende Forbindelse med Renaissancen en ren dansk Sprogbevægelse og en praktisk Interesse for Modersmaalet.dervar af større Omfang og Betydning end den, der rørte sig iblandt de lærde. Naar den ikke desto mindre snart døde hen uden som Renaissancen at efterlade frugtbare Fremtidsspirer, saa rnaa vi vel deri se et Bevis for. at det. der syntes at være dens Styrke, i Grunden var dens Svaghed. Den var nemlig udelukkende national, überørt af fremmed Indflydelse. Men det betød i Virkeligheden, at den saa tilbage og ikke fremad. Det var den sidste Opblussen af ReformationsperiodensDyrkelseafModermaalet, ikke Begyndelsen til en ny Udvikling. Det var Landets materielle Velmagt i Slutningenafdet16. og Begyndelsen af det 17. Aarhundrede. der vakte den nationale Selvfølelse, som fik sit Udslag i ForkjærlighedforFædrelandetsHistorie og Modersmaalets Poesi, særlig den verdslige, som Reformationens religiøse Iver havde

kvalt, fordi den betragtede den som Hedenskabets Levninger. Den sidste Efterklang af Folkevisetonen hendør med Cl. Lyskander (f 1624). Men denne Bevægelse havde ingen fast (irund at bygge paa i Kundskab til Oldsproget og dets Literatur,ogDigtningenudvandedes efter Haanden i den platteste og aandløseste Prosa. Paa samme Tid skejede Ramismen ud i ren Radikalisme, og under disse Forhold fik en stærk ReaklionOvertagetoverden begyndte friere videnskabelige og nationale Bevægelse.

I det tredie Hovedafsnit karakteriserer Forfatteren nærmere Overgangstiden fra 1620, som han betegner som en Hviletid, det nye trængte til for at slaa Rod, inden det brød frem som et Omslag i hele det aandelige Syn. Den nationale Vækkelse afløstes efter Haanden af en sygelig, tung, asketisk Retning, der tyngede Udviklingen. Med Jubelaaret 1617 sejrede Orthodoxienover Resten af Fortidens frie Tænkning, hvorved Theologienog med den hele den strængere Videnskabelighed lortes tilbage til Middelalder, Latin og Skolastik. Kun Naturvidenskabenfortsatte til Dels sin Udvikling imod Empiri. Men netop ved denne Tid foregik imidlertid i det øvrige Evropa den aandelige Frigjørelse, som Renaissancen havde tilstræbt, men ikke hidtil formaaet at gjennemføre. Medens den egentlig filosofiske Udvikling foreløbig stod i Stampe, udvikledes derimod endnu en Tid lang den ved Ramismen vakte realistiske Stræben paa Undervisningsvæsenets Omraade. Ogsaa hos os ligesom andetsteds, hvor denne Bevægelse slog igjennem, aabnede den tillige Blikket for Betydningen af Modersmaalets Opdyrkning. Rundt omkring i Evropa dannede der sig Selskabertil dets Udvikling. Rensning og Berigelse, og Fyrster og Adelsmænd kappedes om at støtte en Bevægelse, der smigrede deres Forfængelighed paa samme Tid, som den lokkede dem ved pirrende Adspredelser. Danmark fik intet saadant Selskab (først 1759 stiftedes herhjemme, dog under en anden Form, Selskabet for de skjønne og nyttige Videnskaber), men til Erstatning derfor havde det en enkelt Mand, der ved sit mærkelige Frisind, sin alsidige Dannelse og sin overlegne Personlighed forstod at Jede Bevægelsen ind i det

rette Spor: Kansleren Christian Friis til Kragerup. Efter at Forfatteren med Rette har udtalt sin Forundring over. at ingen endnu har taget deri Opgave op, at fremstille denne Mands Betydning igjennem en udførlig Monografi, giver han i korte Træk en Udsigt over hans omfattende Ma^cenatsvirksomhedog gaar derpaa over til at karakterisere de danske Digtere, Arrebo, Wichman, Terkelsen, Bording og Kingo, der staa som de mest fremtrædende Bærere af Nationalliteraturens Udvikling herhjemme og danne Mellemledene imellem os og det tyske frugtbringende Selskab, Opits og den første schlesiske Skole, Niirnbergerne (Pegnitzerne) og den anden schlesiske Skole.

Anders Arrebo, „den danske Digtekunsts Fader" (1587 — 1637) , er den første, hos hvem den tyske Renaissanceindflydelsepaa den danske Poesi slaar igjennem. I sin Ungdom indtil omtrent 1620 skrev han Lejlighedsdigte i gudelig, enfoldig Folketone, derefter begynder han i sin Oversættelse af Davids Salmer at rette paa Formen efter de nye Kunstregler, og med hans Hexaemeron trænger endelig den moderne Smag igjennem ogsaa i Aand og Indhold. Det sidstnævnte Værk fremkom efter Opfordring af Ghr. Friis, som derigjennem søgte at drage Fædrelandet ind i det øvrige Evropas literære og sprogligeBevægelse. Han henviste omtrent 1631 Arrebo til FranskmandenSalust du Bartas's store Læredigt om Verdens Skabelse(,La premiere Semaine ou création du monde" fra 1578), et af de første betydelige udenlandske Renaissanceværker,som det tyske frugtbringende Selskab havde ladet oversætte 1619 —31 ved Th. Hiibner. Denne Oversættelse har Arrebo brugt ved Siden af Originalen. Men han synker ikke som Efterfølgerne i dansk Kunstdigtning ned til at være blot Oversætter, han behandler Stoffet selvstændig. Der gaar en national Klangfarve igjennem Hexaemeron, og Skildringen af den storartede norske Natur hører til det bedste i Digtet og vidner baade om lyrisk Evne og digterisk Natursans. Hvad endelig Verseformen angaar, saa nøjedes Arrebo ikke som hidtilmed at straibe efter at rette den efter metriske Regler istedetfor efter Øret. men gik fra den gamle Vise- og Salmestrofeover

strofeovertil Efterligning af de fornemme udenlandske og klassiske Versemaal. Men ogsaa her er han selvstændig Bearbejder.Uafhængig af Tyskerne og alle fremmede Mønstre forsøger han sig i de første danske Hexametre med lagttagelse af Accent. Næsten 100 Aar før der i Tyskland gjordes et lignende Forsøg, optog han de rimede Hexametre; han gjorde dem endog dobbelt rimede, i Midten og i Slutningen. Dette Forsøg gjennemførte han dog kun i Beskrivelsen af Skabelsens første Dag. Derefter slaar han under Paavirkning af Tyskeren Opits over i de af den franske og tyske Kunstdigtning optagne Alexandrinere. Men han kom ikke til at danne nogen Skole i vor Literatur. Hexaemeron blev henliggende i Haandskrift og udkom først 1661.

Ligesom Opits og det tyske frugtbringende Selskab havde givet Stødet til Arrebos Renaissancedigtning, fortsattes IndvirkningenfratyskSide,og Efterligningen blev mere og mere ufri. Under Paavirkning fra Rostock og Hamburg med HertugdommernesomMellemledogmed Frederik 111 som Beskytter af tyske Lejligheds- og Hofskuespildigtere tabte den nationale Udvikling i Literaturen sin Selvstændighed. Nogen Poesiens (ijenfødelse blev Renaissancen ikke i Danmark, og Digtningen betragtedes , atter i Tyskernes Spor, væsentlig som Middel til Sprogets Opdyrkning. Ligesom man tidligere havde gjort Forsøg paa at dyrke og uddanne det til videnskabeligt Sprog og frigjøre sig fra Latinen. stræbte man nu og med mere Held at bøje det efter de nye metriske Regler. Men idet fremmede Nationers Sprogiver havde en vækkende og vejledende Indflydelse paa vor, kunde Digterne ikke hos os faa det samme Blik for Vigtigheden af at holde Modersmaalet rent, som i al Fald en Del af Videnskabsmændene besad. For Poesien kom det mere an paa Sprogets Rigdom og Bøjelighed, saa at Blandingen med Tysk og siden med Fransk blev et nødvendigt Onde, som vi maatte linde os i for at kunne nyde godt af Renaissancens Udslag i det øvrige Evropa. Se vi paa Arrebos nærmeste Efterfølgere, viser det sig i Virkeligheden ogsaa, at det mere var Sproget end Digtningen, der berigedes. Ganske uselvstændig og næsten ikke andet end Oversætter er B. Wichman.Hanerdenførste,

man.Hanerdenførste,der (1644 — 45) begynder den umiddelbare Overførelse af ren tysk Kunstdigtning til Danmark, og navnlig indførte han Opits hos os. Dennes Digte lokaliseredehansaaslavisk,at han f. Ex. lod Læserne se BjerglandskaberimellemSorøogNæstved. Danske Vers i Alexandrinerefindesivortrykte Literatur første Gang hos Wichman.Haneringendaarlig Versifikator og skanderer korrekt. Men til at slaa egentlig Bro imellem Tidens tyske og danske Digtning maatte der en Mand, for hvem dette Maal blev en Livsopgave. En saadan Mand var Søren Terkelsen, der som Tolder i Gluckstadt fra 1633 af traadte i nær Forbindelse med den tyske Digter Rist og med Niirnbergerskolen, som førte Poesien ind i den italienske Hyrdestil. I sin Ungdom havde han for at øve sig i det tyske Sprog begyndt at oversætteHyrdedigtningensberømteMønsterbog,Franskmanden Honoré d'Urfés Roman: Astrée fra den franske Literaturs senere Periode, der udviklede Prosaen og hyldede den spanskitalienskeHyrdestil.Afdennemoderne Elskovsrorøans 5 Dele fik han dog kun udgivet den første i en stiv og übehjælpsomOversættelsefraTysk.Den fik heller ikke den Betydning for Udviklingen af vor Prosaliteratur som B. Thotts Oversættelse af Seneca, der er 15 Aar yngre. Derimod har han Fortjenesten af at have sat os i direkte Forbindelse med en ikke tysk Renaissancedigter, Hollænderen Gats, af hvis Fortællinger og Digte han udgav nogle i umiddelbar Oversættelse.MenstørstBetydningfik hans Astreæ Sjungekors 1_—8. Snes, 1648 — 54, der foruden enkelte originale danske Viser indeholder Oversættelser af Tyskerne Rists og VoigtlåndersDigte.Hyrdelyrikenogden folkelige, gemytlige Vise, som de fornemme Kunstdigtere rigtignok foragtede, behøvede Sangens Vinger. Flere tyske Lyrikere udgav derfor Samlinger af deres Digte med Sangnoder til. Det er disse, Terkelsen har efterlignet i Sjungekoret, hvis sidste Afsnit indeholder spøgende Folkeviser. Den gamle Folkevise var ved at uddø. _Den nye Kunstpoesi^med sine Alexandrinere, sine lærde Emner og høje Stil trængte ikke ned i Folket, og de evindelige iSalmer, der desuden bestandig blev tørrere, kunde ikke i

Længden tilfredsstille dets Trang. Sjungekoret bød nu en ny verdslig Sangdigtning, afpasset efter enlivers Trang, Hyrdedigtenefordemeredannede Læsere og Viserne for Almuen, folkelige i Tonen. men dog lempede efter den nye Kunststil. Disse sidste blev Kæmpevisernes Afløsere. Kun paa et enkelt Punkt gik Terkelsen tilbage til Fortiden og søgte Tilknytning til den uddøde middelalderlige Tone, nemlig i sine Vers til de danske Kongebilleder. Men i dette Forsøg naaede han ikke sine ældre Forbilleder. Hans øvrige originale DigtningblevudenBetydning.Menigjennem Sjungekoret fik han Indflydelsepaaheledenfølgende Udvikling og fremkaldte en Syndflod af Hyrdeviser, der dog paa Bordings. Syvs og Kingos nær kun bevaredes i haandskrevne Samlinger. Selv religiøse Digte. Lejlighedsdigte og den tørreste Didaktik krybe i Hyrdedragt,ogDavidsPsalmermaa vige for Højsangen. I Terkelsensyngresamtidige,AndersBording (1619 — 77), har det danske Sprog pludselig naaet, hvad hele Tidens literære Bevægelsefremforalttilstræbte, en Lethed og Behændighed i Versifikationen. der ikke staar tilbage for, men snarere over. hvad Tyskerne samtidig kunde opvise. Bording besad i denne Henseende en mærkelig Naturgave, thi hans Forgængere havde ingenlunde efterladt ham Sproget saa nær udarbejdet, at et Par raske Mejselhug var nok til at bringe det fuldendte Kunstværkfrem.DaSjungekoreisførste Snes kom frem, havde Bording allerede skrevet sine første Digte („Daphnis gik for nogle Dage". 1645, og „Ørnen med sin lette Vinger". 1647). og Arrebos Hexaemeron udkom først, da Bording stod paa sit Højdepunkt. Hans Digte. der udmærkede sig ikke alene ved Sprogfærdighed, men endnu mere ved Sprogrenhed, fremkomkunenkeltvisvedspredte Lejligheder. Vi finde i disse kun Digterens ydre formelle Fortrin, men liden egentlig Inspiration,ogdererikke Spor af, at han nogensinde af indre Trang har sat sig en større alvorlig Opgave som f. Ex. Arrebo. Sine Forbilleder har han hos Opits, Rist og Voigtlander.Athankunblev Lejlighedsdigter, førte Tidsforholdene med sig. Poesien var spærret ude fra de store Livsinteresser og ansporedes ikke af nogen levende Almensans. Digterne

maatte derfor holde sig til de snævrere personlige Forhold. Man fortabte sig i Anagrammer, Impromptuer, Leverrim. Bindebreve osv. med kunstig byggede Visestrofer og Jagen efter platte og intetsigende Ordspil efter niirnbergske Forbilleder.UnderdenneSkolesIndflydelse trængte ogsaa en søgt og kunstlet Stil ind i Salmedigtningen, og den gudelige DigtningsyntesiBegrebmed at udarte til Formleg. Siden ReformationsdigtningensProduktionvarafsluttetmed Hans Sthen (f 1610), havde den danske Kirke ikke haft nogen original Salmedigter af Rang. Arrebo og Terkelsen ere kun OversættereogformelleEleformatorer,og Bording har sin BetydningudenfordetreligiøseOmraade. Henimod Kingos Tid tager Salmedigtningen vistnok et Opsving gjennein flere Originaldigtere,derdogkunere af underordnet Betydning, men først med Kingo selv (1034 —1703) faa vi en Salmedigter, der hæver sig højt over sin Samtid og fører alle Grene af den religiøse Poesi til den Grad af Fuldendthed, som de efter Forholdene kunde naa. Han gjenopliver Reformationstidens frejdige Trossang og betegner Højdepunktet af Afslutningen af vor orthodoxe Salme uden nogensinde at synke ned i den rimede Katekismus. Han dyrkede ogsaa den af Samtiden saa yndede Hus- og Lejlighedssalme, der under hans Behandling aldrig bliver tør og triviel, men med fin Sans griber den poetiske og religiøse Stemning i Menneskelivets som i DagsogAarstidernesforskjelligeAfsnit.Endelig giver han BodsogKlagesangenoverVerdensForfamgelighed dybe Klang. Hans Salmedigtning er aldeles original. Direkte laaner han intet fra Tyskerne, men i Formen slutter han sig ganske til den fremmede Kunstpoesi. Hans aandelige Sjungekor(167 4^—81) er baade i Titel og Melodivalg paavirket af Terkelsens Astreæ Sjungekor. Mindst heldig er den tyske Indvirkning paa hans Stil og Udtryk, og vi møde den anden schlesiske Skoles Indflydelse igjennem en ulykkelig Tilbøjelighed for en yppig Billedrigdom, en Pathos og Højlied, som ofte umiddelbart synker ned i det lave og platte. Forfatteren slutter sin Undersøgelse om Kingo med nogle Bemærkninger om den kingoske Salmebogsstrid og karakteriserer den som

ilen første æsthetiske Strid i vor Literatur. Den blev afgjort
igjennem Reskripter og Kancelliplakater imod Tidsaanden, kan
man gjerne sige, men efter fuldt berettigede praktiske Hensyn.

Den anden schlesiske Skole stræbte at forvandle Niirnherger-Pegnitzernesformelle Legen med Rim, Rythmer og Billeder til en virkelig poetisk Stil, pathetisk højtidelig eller lin og sleben, alt efter som Emnerne krævede det, men altid sanselig, yppig og billedrig. Vi møde det hos os i vor historiske Lejlighedsdigtning og hos Kingo. Men idet man slog noget af paa den første Renaissanceperiodes strænge Kegelrethed, der opfattede Poesien blot som Sprogøvelse, lagde man efter Haanden mere Vægt paa de indholdstungere Digtarter,Roman og Drama, og paa Uddannelse af den poetiske Prosa. Forfatteren paa viser dette nærmere for Romanens og Dramaets Vedkommende og slutter derefter med to fortrinlige Afhandlinger ora Sprogets og Digtningens Theori, vistnok de mest vellykkede Afsnit i hele Værket. Men ved Siden af disse Afsnit niaa dog ogsaa fremhæves: en Karakteristik at'Ramismensvigtigste Repræsentanter i Danmark, fornemmelig af A. Krag (S. 54 ff.), og en udførlig og grundig Undersøgelse af Jac. Madsen Aarhus's Lyd- og Bogstavlære (S. 67 ff.). Ogsaa A. Arrebo behandler lian mere kritisk end sine Forgængere,og Forholdet til du Bartas opredes bedre og tydeligereend hidtil (S. 14:2 ff.), ligesom Tyskerne Rist og Voigtlanderkarakteriseres paa en fyldig Maade, den sidste særlig som Forbillede for Terkelsen (S. 109 ff., 172 ff. o. 11. St.). Fremdeles maa fremhæves en meget indgaaende Undersøgelse af S. Terkelsens Salmebogshaandskrift i K. Brahes Bibliothek (S. 191) og Opredningen af Forholdet imellem de forskjellige Kongerim til de danske Kongers Billeder (S. 190 ff.). Af Interesseer ogsaa det Billede, Forfatteren giver af den nye historiske Digtnings Aand og Form under Enevælden (S. 247 ff.), af J. G. Lønborgs dramatiske Forfattervirksomhed (S. 330 ff.), af Satirikeren Worm og hans Forbilleder i tremmede Literaturer (S. 365 ff.) , af P. Syvs Forhold til de tyske Grammatikere (S. 402 IT.), af J. P. Roskildes og H. Ravns metriske Arbejder

(S. 415 ff.) og endelig Sammenstillingen af poetiske Arbejder
fra det 17. Aarlumdredes forskjellige Perioder (S. 494 ff.).

For enhver, der søger en paalidelig og udtømmende Oplysning om Literaturens og det aandelige Livs Vilkaar i Danmark igjennem det IG. og 17. Aarlnmdrede vil Pahidans Arbejde blive staaende som en uundværlig Haandbog ved Siden af N. M. Petersens. Med Hensyn til Arbejdets Anlæg og Form kunde man ønske , at Forfatteren noget skarpere havde gjennemført Inddeling og Gruppering af Stoffet, og dersom det. som vi haabe, maatte lykkes ham at fortsætte sit Arbejde ogsaa for de følgende Perioders Vedkommende, ville vi indtrængende raade ham til, i Lighed med. hvad N. M. Petersen gjorde i sin Literaturhistorie (l.Udg.), at sætte Skjel imellem de samlede Oversigter og de enkelte Speeialundersøgelser ved forskjellige Skrifttyper.

Hvad endelig Forfatterens Synspunkter angaar, da har lian vist med Hensyn til den danske Forrenaissance fæstet Blikket for ensidig paa den tyske Indflydelse og ikke taget tilstrækkeligtHensyn til den nederlandske. Allerede i Slutningen af det 15. Aarlnmdrede synes vi at have staaet i en livlig Forbindelse med Nederlandene. 1479, da Kjøbenhavns Liiiversitetblev indviet, indskreves ikke faa Nederlændere i dets første Matrikel. Christian Ils Lovgivning bærer jo tydelige Spor af Paavirkning fra denne Side, ligesom han ogsaa ivrig bestræbte sig for at faa Lærerposterne ved Universitetet besatte med Nederlændere. Karmeliterordenens Repræsentanter herhjemme, der havde saa stor en Betydning for vor Reformation,vare stærkt paavirkede fra denne Side. Povl Helgesen oversatte Erasmus, og Fr. Wormordsen var selv Nederlænder. Og nu Chr. Pedersen og P. Lille, havde de ikke deres Forbindelser derude'? Den sidste udgav og kommenterede jo HaagerrektorenGnaphæus's Skolekomedie Acolastus 1537. allerede Aaret efter at den var udkommet. Det er sandt, som Forfatterenfremhæver, at vi fik Reformationen fra Tyskland . og at vi som Følge deraf kom til at gaa i tysk Ledebaand i fulde to Aarhundreder derefter. Men der vedblev dog at gaa en nederlandsk Understrøm igjennem vort Aanrlsliv, og den

blev ikke uden Betydning. Christian H's Bestræbelser for at drage Nederlændere til Universitetet fortsattes med større Held af hans Efterfølgere. Universitetsprofessorerne J. Mønster. B. W. Friis, P. Capeteyn. A. Knoppert, J. Bording og J. Sasceridesvare jo alle Nederlændere. Da man nu engang havde indkaldt dem, fordi man satte Pris paa deres Lærdom og praktiske Dygtighed, er det vel sandsynligt, at man har taget lempelig paa dem med Hensyn til deres religiøse Standpunkt og kun undtagelsesvis har foretaget Undersøgelser paa Grund af Mistanke om reformert Kjætteri. I ethvert Tilfælde vare de fleste af dem enten Disciple af Melanchton eller de stode i livlig Brevvexling med ham, og det tor sikkert paastaaes, at de paa Grund af deres manglende Standpunkt have haft en stor Betydning for Udviklingen af den mildere kryptokalvinistiskeRetning, der i saa høj Grad fremmede Renaissancebevægelsenherhjemme i Slutningen af det 16. Aarhundrede. Den paa ny opblomstrende Latinisine i det 17. Aarhundrede var jo ogsaa en Renaissancebevægelse, der udgik fra Nederlandene,om den end gik i en anden Retning end den, Forfatterennærmest har for Øje i sin Fremstilling.

Men der er ogsaa en anden Renaissancebevægelse, som Forfatteren ikke har tilstrækkeligt Øje for, skjønt han ganske kort berører den. Han følger den traditionelle Opfattelse med Hensyn til Slaget ved Øxnebjerg. J. Rantzaus Sejr var en Sejr for Kongedømmet og Adelsvælden. Men han slog dog denganglige saa vel et Slag for Borgerstanden. Hansevælden blev knækket og kunde ikke længer som tidligere trykke Handelenog holde Priserne nede, og allerede i Christian lll's Tid spores der en Blomstring i den danske Handelsverden, der naaede sit Højdepunkt i Frederik H's og Begyndelsen af ChristianIVs Tid. Den voxende Velstand i Borgerstanden udvikledeSelvfølelsen og Trangen til større Velvære. Paavirkningenaf Rcnaissancen spores jo stærkt under Frederik 11. hos den rige Borgerstand især i store Byggeforetagender, og den udstyrede sine Boliger med en Ødselhed og Pragt, som virkede trykkende tilbage paa Adelen, der for at følge med nodtes til en Kraftanstrængelse, som førte til en økonomisk

Elendighed, den aldrig siden forvandt. Men denne Udvikling fik netop en særlig Betydning for Nationalliteratnren. BorgerstandensForkjærlighed gik væsentlig i materiel Retning. For Literaturen havde den ingen Sans, og for saa vidt den har haft nogen Betydning for denne, gik den vist i Retning af Lejlighedsdigtningens Udvikling.

I Frankrig og Tyskland var det Adelen, der støttede Renaissancebevægelsenpaa Literaturens Omraade. Men hos os svigtede den, paa faa hæderlige Undtagelser nær, de fattige Forsøg, der gjordes herhjemme. Man har med Rette fremhævetden gamle danske Adels Nationalfølelse og Forkjærlighed for videnskabelig Syssel. Men man maa ikke glemme, at dette gjælder Slægtledene fra Christian lll's, Frederik ll's og Begyndelsen af Christian lV"s Regeringstider. Det er disse Udløbere, der optræde som Mæcener endnu ned i det 17. Aarlumdrede.Men de nærmeste Aar omkring 1614, da Orthodoxiensejrede igjennem de resenske Stridigbeder, danne i denne Henseende et Vendepunkt af væsentlig Betydning. Den konservative Retning gjør sig altid stærkt gjældende hos Adelen. Længe efter Reformationen gaar der et stærkt udpræget katholsk Drag igjennem dens Traditioner, og det er egentlig først under den kryptokalvinistiskc Bevægelse, at den forsoner sig med den nye Tid, fordi de kirkelige Baand ikke trykke saa stærkt paa den. Niels Hemmingsen var ret en Mand for den danske Adel. Det er hans Aand, der gjennemtrænger den og vækker den til Deltagelse i det videnskabelige Liv. Men da Resen og Brochmand træde frem som Orthodoxiens Forkæmpere, trækker den danske Adel sig tilbage. Og det laa ikke alene i dens elendelige økonomiske Stilling, som ganske vist var en af de væsentligste Grunde, men det laa ogsaa i dens hele Livsanskuelse. Den protesterede imod Orthodoxiens Overgreb, og det endogsaa paa en meget fremtrædende Maade. Den lod sine Børn opdrage i Udlandet ved Skoler og Universiteter, hvor den kryptokalvinistiske Retning var stærkt fremtrædende. Det er i denne Henseende ikke let at paavise Exempler, fordi Motiverne i de enkelte Tilfælde ikke ere udtalte. Men jeg skal kun fremhæve et, som er ret betegnende. I Slutningen

af 1614. netop det Aar, der har Betydning som Vendepunkt, udsendte nogle af de mest fremtrædende Adelsslægter paa en Gang ikke mindre end 8 unge Adelsmænd til Pædagogiet i Marburg. som var udpræget reformert. De skulde undervises der i Løbet af 1—21_—2 Aar, for derefter at optages paa Universitete r¹). Men allerede 1617 kan G. Bartholin i en Tilskrift til Kansleren Gbr. Friis udtale sin Klage over Adelen. „Den giver sig ikke længer af med lærde Sysler. Det er under dens Værdighed at dyrke Videnskaben" '-).

Fuldstændig ligegyldig forholdt den danske Adel sig dog ikke overfor de forskjellige Strømninger indenfor vort Aandsliv i det 17. Aarhundrede. Forfatteren fremhæver den Betydning. Birgitte Thotts Oversættelse af Seneca har haft for Udviklingen af vor Prosastil. Men uden en længere Forberedelse kan delte fuldmodne Værk jo dog ikke fremtræde i vor Literatur. Der maa være gaael et flittigt og møjsomt Arbejde forud. Dette maa søges i danske Adelsdamers Oversættervirksomhed, netop i B. Thotts egen Slægt, hos de Thotter, Belover, Rosenkrantzer, Gjøer, Brahcr osv., og vil man forfølge Sporene,maa man gaa til Karen Brahes Biblioihek. Lad det være. at disse Adelsdamer i denne Periode væsentlig have

---

1) 1 Pædagogiet i Marburg indskreves d. 3. December 1014: 5 Ulfeldter. Knud. Jacob og Frands. Sonner af Jacob Ulfeldt, Christian og Korfits. Sønner af Mogens Ulfeldt. Jens Stensen Bille, Henrik Henriksen Rantzau og Henrik Brejdesen Rantzau. Denne sidste, der døde under sit Ophold ved Pædagogiet d. 10. November 1015, havde til Hovmester Mag. Niels Foss. De andre Adelsmænd synes at have haft Johannes lihode og Gerhard Knudsen til Hovmestere. Se Festprogrammet fra Marburg Universitet f. 17. Marts 1883 S. 3i og 44.

2) .At quotuscunque magnorum et sternniate prælustrium hodie mihi animuni in libris occupatV Ae si nobilitas litterarum Societate inquinaretur. evilesceret! Ae si ingenuo honiine indignum ingenii profiteri cultura, jlliberale bberalibus vacare artibus! Quæ gangræna. sic enini apellanda, plures orbis etiam melioris Eui'opæi partes magno mortalium intertriiuento pervasit; quando, quando removenda?" C. Bartholini De niundo quæstiones et controversiæ nobiliores. Hafn. 1017, Fortale 81. A. ± vo.

syslet med religiøs Literatur — igjennem Adelsjomfruerne Anne Gjøe og Karen Brahe slutter jo den roserholmske Kreds Kjæde med den pietistiske Bevægelse i det 18. Aarlmndrede —. saa have de dog ogsaa haft Opmærksomheden henvendt paa de tyske Literaturbevægelser i den senere Renaissancetid. Karen Brahes Bibliothek gjemmer endnu iblandt sine 2700 Bind omtrent 650 tyske Skrifter, der maa være samlede netop i det Tidsrum, Paludan har for Øje i sit Arbejde. Disse maa dog afgive et fuldgyldigt Vidnesbyrd om. hvad hine Slægter have levet i. Det er den Adelsslægts Ære, som har Forpligtelseroverfor Karen Brahes Bibliothek, at den har værnet om denne værdifulde Samling. Men der fordres dog mere end dette. Vor Tid kræver en lettere Adgang til dette Bibliothek. Og kan denne Adelsslægt ikke magte Opgaven, maa Staten eller en af vore rige offentlige Stiftelser træde til og til en Begyndelsefremkalde en Fortegnelse over og kritisk Værdsættelse af denne betydningsfulde Samling. Denne Opgave kan ikke længer skydes til Side.

Til Slutning skal jeg endnu kun tilføje, at ethvert grundigt og indgaaende Arbejde, saaledes som Paludans er, fremkalder en Række Spørgsmaal, der kræve deres Løsning; iblandt disse skal jeg kun fremhæve nogle enkelte, som maa kunne besvares i en ikke altfor fjærn Fremtid: Nederlandsk Indflydelse paa dansk Kulturudvikling i det 1(3. —17. Aarlmndrede, en indgaaende Biografi af Kansleren Ghr. Friis til Kragerup, og endelig den danske Adels Stilling til de religiøse og literære Bevægelser i det 16. —17. Aarlmndrede.