Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 1 (1887 - 1888) 1

En Episode af Kristian Colbjørnsens Liv.

Af

E. Holm

Hvilke Fortjenester Kr. Golbjørnsen som Sekretær i den store Landbokonnnission har havt af de vigtige Landbolove1787 og 1788, bliver der i denne Sommer ved Hundredaarsfesterne for Stavnsbaandets Løsning rig Lejlighedtil at mindes. Den, der med Tanken om, hvad lian her udrettede, søger at følge Gangen i hans Liv i hin Tid, bliver slaaet af at se, at han, der havde været en højt anset Højesteretsadvokat og særlig som Kammeradvokatnydt overordentlig Tillid fra Rentekammerets Side, Aaret, førend han kom ind i Landbokomniissionen, nedlagde sin Plads som Advokat og trak sig ud paa Landet, hvor han havde kjøbt en Bondegaard i Nærum. Hvad var Grunden til dette paafaldende Skridt? Han motiverede det selv med Sygelighed; men uagtet han i de Aar flere Gange var alvorlig syg, har der næppe været nogen, der har troet, at det var den virkelige Grund. Rygtet fik naturligvis travlt dermed, og Folk vidste snart at fortælle om, at han havde været et Offer for en Kabale; han, Bondestandens og Reformernes varme Forkæmper, var ved Rænker fra Stormændenes Side bleven nødt til at tage sin Afsked. Vi møde en Form af dette

Side 427

Rygte i Rahbeks Erindringer (111, 134), hvor det hedder, at han havde „nedlagt sin lukrative Advokatur af ædel Forbitrelse over Aristokratchikaner og Forurettelser".En mere i det enkelte udført Fortælling om hans Fald forekommer i nogle utrykte Optegnelser af August Hennings1). Det hedder her: „Denne Mand (Golbjørnsen) havde som Advokat i Højesteret en rum Tid Lykken med sig paa sin Løbebane. Fra denne blev han revet bort ved en Kabale af Grev Osten (Justitiarius i Højesteret), Gehejmeraad Schack-Rathlou og det danske Kancelli. Det vilde blive altfor vidtløftigt her nærmere at fortælle denne Sag, nok er det. Justitsraad Golbjørnsen fratraadte som Mand af Ære sin Plads som Kammeradvokatog som Prokurator ved Højesteret, gav Afkald paa en aarlig Fortjeneste af 10000 Rdlr., solgte, hvad han ejede i Byen, og trak sig ud paa Landet til Nærum. Pier besøgte Grev Reventlow ham ofte og drog ham derfra ind i Sager, der ikke hørte til hans Fag. Grev Bernstorffs Parti havde altid beskyttet ham, og Kabalen havde valgt et Tidspunkt, da denne Statsminister laa syg af Podagra, til at styrte ham."

Dette ser meget pikant ud, og skjønt Rygtet har pyntet stærkt paa, hvad der virkelig var sket, ligger der noget sandt bag ved Hennings's Fortælling. Det var virkelig et Sammenstød imellem Golbjørnsen og den af Kancelliet støttede Grev Osten, der bragte ham til at søge sin Afsked. Det er ogsaa utvivlsomt, at dengang han gjorde dette Skridt, havde han allerede ved den Betænkning, han 4de Marts 1785 efter Rentekammeret?



1) Disse har Arkivfuldinægti^ J. Bloch velvillig stillet til min Raadished.

Side 4^8

Opfordring afgav om Bøndernes Stilling som Fæstere, tonet Reformflaget i Landbosagen saa tydelig, at han kun lidet kunde være en „yrata persona" i Schack-RathlousØjne, og de venskabelige Følelser, Kr. D. Reventlow nærede for ham, skulde ikke gjøre hans Stilling bedre. Reventlow og Schack-Rathlou vare bitre Fjender. Højst sandsynlig har Osten staaet Schack-Rathlous Meninger langt nærmere end Reventlows og Golbjørnsens, saa at ogsaa for saavidt kunde Rygtet synes troligt nok. Men gaar man til de Aktstykker, der maa antages at give den paalideligste Ledelse, faar man det bestemte Indtryk, at det mere har været personlige Rivninger end den store Landbosag, der fremkaldte et alvorligt Brud imellem Osten og Golbjørnsen. De have aabenbart ikke kunnet udstaa hinanden.

Allerede 1781 havde Golbjørnsen følt sin Stilling ved Højesteret saa übehagelig, at han ønskede at blive fri for Kammeradvokatstillingenl); men da havde Rentekammeret, som nødig vilde miste ham, i en for ham meget smigrende Forestilling til Kongen (17de Marts) indstændig fraraadet, at dette Ønske blev opfyldt. Det havde her talt om „det almindelige og fortjente Bifald, som hans Indsigter, Flid og Redelighed hidtil har forskaffetham, ej alene in pubUco, men og ved alle de iblandt Deres Majestæts Kollegier, som have anbefalet ham Sager til Udførsel, der næsten alle ere vundne udi Højesteret, eller indhentet Erklæringer og Betænkninger fra ham, der samtlige vidne om grundige Kundskaber, en utrættelig Flid og en rosværdig Uegennyttighed". Den



1) Jvfr, herom mit Skrift: Kampen om La rul b øreformerne. Henvisning 115 (Kjbhvn. 1888).

Side 429

kongelige Resolution (26de Marts), som denne Forestillingfremkaldte, indeholdt i nøje Overensstemmelse hermedstærke Udtalelser af Tilfredshed med Golbjørnsen og med „den Tiltro, som hans Duelighed og Redelighed havde forskaffet ham". Den befalede ham altsaa at „blive ved i sit Kammeradvokatembede, udi hvilket han, ligesom ham udi sin Instruktion er tilsagt, altid kan gjøre sig Haab om Vores besynderlige Naade og kongeligeBeskyttelse" 1).

Men fire Aar senere kom det afgjørende Brud. Rentekammeret havde ladet en Mand anklage for Vildttyveri,og efter at han var bleven frikjendt ved Hjemtingsdom,havde det i Henhold til en Betænkning af Golbjørnsen om, hvor vidt Sagen burde forfølges videre eller ikke, indanket den for Landstinget. Den Tiltalte blev her dømt til Fæstningsarbejde i 3 Aar og til at udredeSagens Omkostninger, derunder Salær til Kammeradvokaten;hvad der ikke kunde betales af hans 80, skulde lignes paa Amtet. Golbjørnsen havde indsendt en Regning til Rentekammeret paa 20 Rdlr., der var bleven foranstaltet udbetalt til ham. Inden Dommen kunde exekveres, undveg imidlertid Tiltalte, og hans Hustru appellerede Sagen til Højesteret, hvor han blev 'dømt til Fæstningsarbejde i 1 Aar. Med det samme fastsatte Højesteret Colbjørnsens Salær for Sagens Førelse ved begge Instanserne til 30 Rdlr. Samme Dag, denne Dom faldt, indgåv Golbjørnsen en temmelig skarpt affattetSkrivelse til Rentekammeret, hvori han beklagede sig over det Salær, som Højesteret havde tilkjendt ham. Hans Mandatarius ved Landstinget, skrev han, havde



1) Rentekammerets Resolutionsprotokol for 1781.

Side 430

nøch'endigvis maattet have de 20 Rdlr., som Rentekajnnierethavde ladet udbetale til ham, og der vilde altsaa ifølge Højesteretsdommen kim blive 10 Rdlr. som Salær for Sagens Førelse der, men det vilde være det samme, som at han „maatte betale Penge for at plaidere KongensSager". Han havde nemlig — vistnok paa Grund af Sygdom — maattet bruge Advokat Schønheyder til at fungere i Retten. Da denne maatte have Honorar, vilde han ikke selv kunne holdes skadesløs med mindre end 30 Rdlr. Han paastod ogsaa, at det Salær, Højesteret havde tilkjendt ham, var paafaldende ringe i Sammenligningmed, hvad der i det hele tidligere var blevet tilkjendtham.

Rentekammeret lod strax de 30 Rdlr. udbetale til ham, men tilskrev med det samme Danske Kancelli om Sagen (16de April), idet det anmodede dette om at „føje Foranstaltninger til, at Kammeradvokaten for Eftertiden kan faa et Salær for de ham fra Kammeret befalede Sagers Udførelse, som efter hans Instrux kunde anses for passende". Men nu sendte Kancelliet Rentekammerets Skrivelse, der medfulgtes af Colbjørnsens Klage, til Grev Ostens Retænkning, og han afgav derpaa en Erklæring, der er et nou plus ultra af Bitterhed. Samtidig med at han paastod, at hele Retssagen havde været sat i en urigtig Gang af Rentekammeret og aldrig havde burdet føres af Kammeradvokaten, sigtede han Colbjørnsen for at „tragte efter übillige Salærer" og for at have angivet sine Udgifter i Sagen højere, end de havde været; ja han søgte endog at fremstille ham som den, der havde fortjent Kongens Vrede ved at vise Mangel paa Respekt for Højesteret, „der har sin besynderlige Hellighed fra Kongens egen aller højeste Person, der

Side 431

stedse anses at være nærværende i Retten . . . thi han tillader sig at ræsonnere over Højesterets Dom, hvorved han urettelig- tror sig at lide Skade". Ostens Erklæring endte med de betegnende Ord: „Jeg skal derfor tro, at Hans Majestæt ikke med Ligegyldighed vil anse JustitsraadColbjørnsens Forhold, men derimod paa en passelig Maade haandhæve sin Højesterets Myndighed". Denne Udtalelse fandt ganske Kancelliets Tilslutning, og dette indstillede til Kongen, „om ikke Justitsraad Golbjørnsen bør af Justitiarius gives en Erindring for hans uoverlagte Skrivemaade imod Højesteret". Saa vidt kom det nu vel ikke til at gaa; men naar den kongelige, med SchackßathlousHaand skrevne, Resolution paa Kancelliets Indstillingindeholdt følgende Ord: „I øvrigt ville Vi af særdeles Naade denne Gang overse med den af JustitsraadColbjørnsen ved denne Lejlighed imod Vores Højesteretbrugte uoverlagte Skrivemaade" (25de Maj 1785), da laa deri en saa tydelig Udtalelse af Misbilligelse af hans Holdning, at den maatte gaa den pirrelige Mand dybt til Hjærte *).

Som enhver let ser, var det en lidet betydelig Sag, der fremkaldte dette Sammenstød. Man faar det Indtryk, at den har været den sidste Draabe, der har faaet Bægerettilat løbe over2). For Golbjørnsen var efter den



1) Om denne Resolution er faldet i et Statsraadsruode. i hvilket Bernstorff paa Grund af Podagra ikke kunde vveve tilstede, er vanskeligt at vide; men umuligt er det ikke. og deter da aabenbart dette, Hennings's ovenfor anforte Ord hentydei1 til.

2) Det bør dog med Hensyn til Golbjørnsens Forhold til Osten ikke glemmes, at det var, medens denne var Justitiarius (siden 25de Septbr. 1782), at han opnaaede (25de Juni 1783) Tilsagn om, naar han engang fratraadte sin Advokatur, da at nyde „Anciennitet til Sæde og Løn" som Højesteretsassessor ved forefaldende Vakance (S. Ve del: Den dansk-norske Høje- sterets Historie (Kjbhvn. 1888), S. 364). Dette tyder ikke paa, at Forholdet imellem dem allerede dengang har været slet.

Side 43:2

kongelige Resolution en fortsat Virksomhed ved Højesteret bleven utaalelig. Han meddelte allerede 9de Juni Rentekammeret,at„hans svage Helbred og hans øvrige Forfatninghavdebevæget ham til samme Dag offentlig at nedlægge hans Embede som Advokat i Højesteret, og at han, da hans økonomiske Omstændigheder gjorde det nødvendigt for ham herefter at tage sin Bopæl udenfor Staden, saa sig, skjønt meget mod sin Vilje, tvungen til tillige at forlade det ham hidtil betroede Kammeradvokatembede".Detvar en for Rentekammeret lidet behageligEndepaa denne Sag, der først havde givet Højesterets Justitiarius Lejlighed til at kritisere dets Holdningiden ovennævnte Kriminalsag og tilsidst berøvede det dets højt betroede juridiske Konsulent. Ligesom det imidlertid havde værget sig imod Ostens Kritik1) og havde faaet kongelig Tilladelse til i lignende Sager vedblivendeathandle paa samme Maade. saaledes havde det med Varme søgt at støtte Golb jørnsen, og nu, da han havde fattet den afgjørende Beslutning at forlade Advokatbanen, greb det Lejligheden til i en Forestilling tii Kongen at holde store Lovtaler over hans Redelighed, Pligtopfyldelse og sjældne Talenter, „allerhelst da vi. uden at laste nogens Duelighed især, iblandt dem af nærværende Advokater ved Deres Majestæts Højesteret, som kunne attraa dette Embede, ingen vide, der nu kan fortjene at sættes ved Siden af Justitsraad Golbjørnsen



2) Det bør dog med Hensyn til Golbjørnsens Forhold til Osten ikke glemmes, at det var, medens denne var Justitiarius (siden 25de Septbr. 1782), at han opnaaede (25de Juni 1783) Tilsagn om, naar han engang fratraadte sin Advokatur, da at nyde „Anciennitet til Sæde og Løn" som Højesteretsassessor ved forefaldende Vakance (S. Ve del: Den dansk-norske Høje- sterets Historie (Kjbhvn. 1888), S. 364). Dette tyder ikke paa, at Forholdet imellem dem allerede dengang har været slet.

1) Man forbavses over at se Rentekammeret i en Forestilling til Kongen udtale, at det først nu igjennem Kancelliet havde erfaret, at der existerede et Reskript af 4de April 1766, hvorefter Udgifterne ved Sagen skulde have været lignede paa Stiftets Kjøbstæder. Stiftet eller Landet.

Side 433

bjørnsen"1). Nu lød da ogsaa Sproget fra Tronens Side naadigere end i Foraaret, idet det udtalt.es, at han havde forestaaet Kammeradvokatembedet „til Vores allerhøjeste Velbehag ved hans udi samme udviste Flid og NidkjærhedforVores Tjeneste"2).

Det er indlysende, at denne her fremdragne Episode af Kristian Golbjørnsens Liv ikke blot i og for sig fortjener Opmærksomhedsom et Træk i en fremragende Mands Liv, men ogsaa, naar man tænker paa den naturlige Overgang, der var fra den til hans Indtrædelse i den store Landbokommission,hvormed hans vigtige Piolle i vor Udviklings Historie begynder. Ligesaa skarpt som Sammenstødet imellem ham og Osten havde været, ligesaa klart havde det vist det nøje Forhold imellem ham og Rentekammeret,og her tænker man da først og fremmest paa den ledende Sjæl i dette, Reventlow. Havde denne kun nødig set ham trække sig bort fra offentlig Virksomhed, saa kunde han kun ønske saa snart som muligt at se hans fremragende Dygtighed atter komme til Gavn. Lejlighedendertil viste sig, da den store Landbokommission



1) Denne Forestilling er dateret 20de September, altsaa 3l!-3l!-i Maaned efter at Golbjørnsen havde erklæret, at han nedlagde sin Advokatstilling. Man fristes paa Grand af denne lange Mellemtid til at antage, at der har været forhandlet med ham om at gjenkalde sin Beslutning.

2) De Aktstykker, hvorpaa denne lille Meddelelse er grundet, ere Promemoria fra Rentekammeret af 16de April 1785 med vedlagt Skrivelse fra Golbjørnsen til Rentekammeret af 21de Marts 1785, Ostens Promemoria til Kancelliet af 7de Maj i Henhold til dette Kollegiums Skrivelse af 30te April, Kancelliets Forestilling af 13de Maj samt den kongelige Resolution herpaa af 25de Maj 1785 (Sjællandske Tegneiser 3die Juni 1785), endelig Rentekammerets Forestilling af 20de Septbr. 1785 med den kgl. Resolution af 28de Septbr. 1785 (Rentekammerets Resolutionsprotokol for 1785).

Side 434

traadte sammen i det følgende Aar. Jeg kan slutte denne lille Afhandling med at gjentage, hvad jeg allerede har udtalt et andet Sted, at naar, som det aabenbart har været Tilfældet, det, at Golbjørnsen i Sommeren 1786 var uden nogen Stilling, har havt Indflydelsepaa, at han fik Plads i Landbokommissionen, og det endog som dennes Sekretær, da har hans hidsige Sammenstød med Osten været en Lykke.