4. Schack-Rathlou og Suhm.

Allerede paa Suhms egen Tid blev der flere Gange udtalt
Forbavselse og Harme over, at han aldrig blev gjort til Dannebrogsridder(Storkorsaf

brogsridder(StorkorsafDannebroge). Da han 1774 fik Kammerherrenøglen, fandt hans Venner, at dette var for lidet, og at han i det Sted burde have havt Ordenen. Schøning skrev dengang til ham, at Budskabet om hans nye Titel mere havde „fortrudt end fornøjet ham". „Jeg saa", skriver han. „andre behængte med det hvide Baand, for hvilke højstærede Velynder burde i alle Henseender have Fortrinet. I den første Hede vilde jeg, at, naar Baandet ej kunde faas, burde Nøglen ej være modtagen" (Udsigt over P. F. Suhms Levnet og Skrifter (Kjbhvn. 1798) S. 77 og 445). Folk vidste at fortælle,at det var Enkedronningen, der havde forhindret, at Suhm fik Baandet, fordi han ikke havde noget godt Ord paa sig i sædelig Henseende (L. Da ae: Gerhard Schøning (Kristiania 1880) S. 63 Note). Men det er dog et Spørgsmaal,omdet ved denne Lejlighed er gaaet imod Suhms eget Ønske. I det mindste fortæller Biilow i sine Dagbogsoptegnelser(Gehejmearkivet),at da han engang (6 December 1792) havde udtalt til Bernstorff, at han vilde have ønsket, man havde givet Suhm det hvide Baand, havde Bernstorff svaret, at han havde kunnet faa det, dengang han blev Kammerherre, men at han havde foretrukket at blive dette sidste. Strax efter Regeringsforandringen 14 April 1784 havde Kronprinsen den Tanke at give Suhm Baandet; men da forhindrede Schackßathloudet.Allerede N. M. Petersen har omtalt dette (Bidragtilden danske Literaturs Historie (V, 2, S. 88 Note)), og ban har anført et Par Træk af det Brev, som Schack-Rathlou ved denne Lejlighed skrev for at afværge Udnævnelsen.Imidlertidfortjener Brevet at meddeles fuldstændig. Naar Brevskriveren i det saa stærkt har fi/enihævet, at Suhms Levnet vakte Skandale i sædelig Henseende, saa har han utvivlsomt rørt ved en Side, hvor Suhm desto værre langt fra var skyldfri; men"den hele Opfattelse af, at denne var uværdig til at opnaa det hvide Baand, staar dog paa det grelleste i Modsætning til den almindelige Højagtelse, som Suhm paa Grund af sine mange Fortjenester og sin Karakters ElskværdighedvarGjenstand for, og som fik et saa mærkeligt Udtryk ved hans Jordelærd 1798. Ikke mindre vækker det Forhavselseatse

selseatseSchack-Rathlou her med Hensyn til Suhm anlægge en Sædelighedens Maalestok, overfor hvilken adskillige af det 18de Aarhundredes med Dannebrogskorset dekorerede Hofmændvildevære komne sørgelig tilkort. Lægger man tillige Mærke til den latterlig strenge Dom, som Schack-Rathlou samtidig fælder over Suhm som Videnskabsmand, faar man Indtryk ai' en for Brevskriveren lidet klædelig Partiskhed imod Suhm, og man tager næppe fejl, naar man stiller det hele Brev i Forbindelse med Uvilje hos den stok konservative Schack-Rathlou imod den for sine frisindede Meninger vel kjendte Videnskabsmand. Brevet, der er skrevet paa Fransk og her meddeles efter en Koncept i Haandskriftsamlingen paa Ravnholt, følger herefter i dansk Oversættelse. Det er dateret 8 Maj 1784 og skrevet til Johan Biilow som Hofmarskal hos Kronprinsen.

„Jeg kan ikke andet end af mit ganske Hjærte bifalde den Beslutning, Kronprinsen har taget at tildele Lowzow og Dem selv, kjære Ven, det hvide Baand, og jeg er vis paa, at alle ville være enige deri. Men efter at jeg nøje har overvejet, hvad Hans kgl. Højhed gjorde mig den Ære at betro mig igaar om sin Plan at ville foreslaa Kongen at tilstaa Kammerherre Suhm den samme Gunst, beder jeg Dem, kjære Ven, indstændig, at meddele Hans kgl. Højhed i mit Navn, at jeg nu finder flere Betænkeligheder derved, som jeg ikke fra først af havde tænkt paa.

1) De, som tro at have Fordel af at kritisere, hvad der nu for Tiden sker eller skal ske, ville ikke undlade at gjøre gjældende, at denne Udnævnelse tyder paa, at Tallet paa Ridderne nu i Fremtiden ligesom tidligere stadig skal gjøres større.

2) Hele det øvrige Publikum vil maaske blive bange for, at det Haab, man havde havt om at se Dannebrogsordenen blive uddelt sparsommere og med niere Kritik, ikke vil gaa i Opfyldelse, og

3) Dette Exempel vil va^re nok til at bringe adskillige,
der maaske ellers vilde holde sig tilbage, til, om jeg saa maa

sige, at plage Hs. kgl. Højhed for at opnaa den samme Udmærkelse.

Jeg bør desuden ikke skjule for Kronprinsen, at om man end ikke kan nægte Kammerherre Suhm en vis omfattende Læsning (une certaine érudition), saa har han dog ikke Ord for at være en virkelig lærd Mand, og at man med Hensyn til flere af hans Skrifter hverken i Udlandet eller her hjemme fælder nogen gunstigere Dom; men endelig har, hvad der er det værste, hans Vandel i en enkelt bestemt Retning været saa lidet sømmelig og saa lidet værdig for en Mand i hans Stilling og med hans Rang, at den endog i flere Aar efter hverandre har vakt en offentlig Skandale, som Intet vil kunne bringe i Forglemmelse. Dette er saa sikkert, at hans Hustru endog i den sidste Tid skal have gjort indledende Skridt for at blive skilt fra ham.

Alt dette maa De naturligvis, kjære Ven, sige til Prinsen, og hvis Hans kgl. Højhed endnu derefter har nogen Tvivl, saa tilføj, at jeg beder ham ikke bestemme sig, førend han har hørt, hvad Hans Excellence Bernstorff mener derom. Saadanne som Forholdene ere i Øjeblikket, finder jeg Sagen alvorligere, end jeg paa noget andet Tidspunkt vilde finde den.

Jeg omfavner Eder, kjære Ven, i Tankerne" o. s. v.